Essay
Hvordan tiden holder os sammen – desværre Nicklas Runge, 3. semester Universet vil, hvis man følger teorien om universets varmedød, om ubegribelig lang tid men ikke desto mindre på uundgåelig vis møde sin ende i en kosmisk dødssuppe af ensomme partikler efter at have udvidet sig ind i sin egen død, hvor alt, der engang var, nu er blevet opløst og annihileret. Alt energi vil her være fordelt i et ækvilibrium, hvorfra intet længere kan ske: den ultimative apati. Ligeledes er det hvert menneskes skæbne før eller siden at dø og lade sine jordiske rester følge universets gang som alt andet materie. Indtil da, og så længe universet vil tillade det, klynger mennesket sig dog til livet, og vi sætter sjældent spørgsmålstegn ved dette på nær i tilfælde af voldsom modgang, stress eller rådvildhed, og i sådanne tilfælde vurderes overvejelsen hurtigt som patologisk. Bringer vi menneskets vilje til at leve under luppen, finder vi dog en anden virkelighed, en virkelighed, hvor vores tilsyneladende vilje til at leve i virkeligheden afspejler en vilje til at dø og lade os opløse med universet i retning mod den fuldstændige tilintetgørelses ultimative og endelige stilhed: menneskets forløsning og befrielse. Dette er i hvert fald tilfældet, hvis man spørger den tyske filosof Philipp Mainländer, som i slutningen af 1800-tallet gav ord til en af de mest mystiske, paradoksale, mørke, pessimistiske men ikke desto mindre dybt menneskelige og sympatiske filosofier, og
26
det er gennem ham, at der i denne artikel vil blive undersøgt, hvad den pessimistiske filosofi kan fortælle os om livet og døden, og hvorfor det er en skam, at universet ikke er gået under endnu. Forløsningens filosofi I 1876 i en alder af 34 år spændte Mainländer en løkke om halsen, væltede en stak kopier af sit nyligt udgivet hovedværk under sig og førte derved sin pessimistiske, livsbenægtende filosofi til den ultimative ende. Bag denne handling lå et indædt og dybfølt ønske om at befri mennesket fra den uendelige lidelse, som præger alles liv, og dette ønske blev grundigt formuleret i hans over tusinde sider lange hovedværk Die Philosophie Der Erlösung, forløsningens filosofi. Heri fremlægger Mainländer en filosofi af hidtil uset radikalitet, hvor han viser, hvordan alting på uundgåelig vis bevæger sig mod døden, og at dette er menneskets befrielse og forløsning, hvis bare vi vil indse det. Pessimismen i Mainländers tid var blevet en udbredt filosofi i det tyske samfund, men det er godt 150 år siden nu, og sidenhen har der ikke været en lignende bølge af tænkere og en samfundsstemning til at rivalisere dette. I stedet har vi set indtoget af bl.a. positiv psykologi, neoliberalistisk optimisme, en distancering af døden fra mennesket og i det nyeste blad fra Dansk Psykologforening skulle man sågar lægge øre til Steven Pinker som ”fornuftens forkæmper”, der fortæller os, hvor godt
