1 minute read
VALTELLINA & MAMETE PREVOSTINI SKRÆKKELIGE BJERGE, VIDUNDERLIGE VINE
I det nordligste Italien, i Lombardiet på grænsen til Schweiz, ligger Valtellina: en smal dal skåret ind i Alperne af floden Adda. Det var Leonardo da Vinci, som efter en opdagelsesrejse gennem Lombardiet kaldte tinderne rundt om Valtellina for terribili e piene sempre di neve: ”skrækkelige og altid fulde af sne”. Han havde dog kun rosende ord om vinen, der allerede dengang var en dominerende del af landskabet i dalen, hvis nordsides stejle, sydvendte skråninger er dækket af ældgamle, møjsommeligt udskårne terrasser tilplantet med Chiavennasca – bedre kendt som nebbiolo. Murene, der holder terrasserne, er bygget af sten brudt lige her på bjergsiderne, og lagde man længden af disse mure sammen, siges der at være 2.500 kilometer – eller to gange Italiens længde.
Det giver sig selv, at maskinel assistance er udelukket i dette labyrintiske netværk af ofte bittesmå terrasser, som er produktet af 2000 års hårdt arbejde og vidner om en imponerende dedikation til det særlige terroir og mikroklima i dalen – for vinen må virkelig være exceptionel, hvis det skal være besværet værd at dyrke druer her. Som vinavleren Gabriella Bersani konkluderer efter sin 50. høst: ”uden en betingelsesløs kærlighed til vinmarken, er dette arbejde simpelthen ikke muligt”.
Druerne dyrkes i 300-800 meters højde, og regionen er præget af varme somre, men med stor temperaturforskel på nat og dag, samt den kølige brise fra Como-søen. Det er bl.a. det, der giver ”Alpe-karakteren”, som altid fremhæves i den uundgåelige sammenligning med Barolo, som er alle nebbiolo-vines skæbne: Valtellina er friskere, lettere, mere æterisk – og en række andre adjektiver, der lige så godt kunne beskrive Alpernes luft som deres vine. Det nytter dog ikke at skære alle Valtellinas vine over én bjergkam, for regionen rummer både en IGT, en DOC og to DOCG’er, hvoraf den ene har 5 subzoner med hver sin identitet, fx den tørreste, Valgella, og den varmeste, Inferno. Hvem skulle ha’ troet, at et sted med dét navn er et sandt paradis – for nebbiolo altså.
Gabriella Bersani leverer druer til Mamete Prevostini, som er blandt dalens mest ansete producenter med en imponerende række vine – fra den legesyge Santa Rita, der viser nebbiolo fra sin allermest saftige og læskende side, til komplekse, lagringsværdige vine fra Grumello og Inferno. Prevostini er også en sand mester indenfor Valtellinas sjældne specialitet, sforzato, som laves på tørrede druer, ligesom man kender det fra Amarone, men her på nebbiolo. Til sforzato udvælges kun de bedste og sundeste klaser, som tørres mindst indtil december (men i nogle tilfælde helt til januar). Derefter følger endnu en streng sortering, drue for drue, så kun intakte bær slipper igennem. Resultatet er enestående: potente vine med høj alkohol, som dog ikke mister friskheden eller elegancen. Et unikum i vinverdenen, der ikke kunne blive til noget andet sted end Valtellina.