Bogen om Rentemestervej 14

KAREN GRUBBE

RENTEMESTERVEJ 14

KAREN GRUBBE

RENTEMESTERVEJ 14

KOLOFON UDGIVER / Oskar Jensen Gruppen A/S © 2004 REDAKTØR / Jakob Staberg JOURNALIST / Karen Grubbe RESEARCH / Jakob Staberg & Karen Grubbe GRAFISK DESIGN / Lizet Hee Olesen FOTOGRAF / Miklos Szabo BILLEDBEHANDLING / Werkstette TRYK / Reproff PAPIR / Munken Lynx 150 g. & Glacier 400 g. fra Arctic Paper Bogen er sat med Bryant.

FOLKENE BAG PROJEKTET UDVIKLER / Oskar Jensen Grupp en A/S TOTALENTREPRENØR / Rasmus Friis A/S ARKITEKT / Morten Hedegaard Design & Arkitektur SAGSARKITEKT / Ole Rask, MAA INGENIØRER / Eduard Troelsgaard, Hans Grønlund LANDSKABSARKITEKT / Tegnestue Peter Juul Landskabsarkitekt MDL. PLR MILJØOPRENSNING / Jord & Miljø A/S ved projektleder Peter Gamst TAK TIL Familien Reenberg, Christan Kirkeby, Flemming Skude , Københavns Bymuseum, Danmarks Kunstbibliotek, Brønshøj Museum, PLOT & Entasis.

KAREN GRUBBE

RENTEMESTERVEJ 14

FORORD

Med sin rene, hvide facade og enorme vinduespartier står fabrikken NJ Plast ved første øjekast som et klassisk eksempel på funktionalistisk arkitektur. Og den er da også noget helt særligt. For kun få fabrikker i Danmark er opført i den originale funkisstil. Tegnet af arkitekten Marx Ishøy i 1934, er den samtidig en af de første danske funktionalistiske bygninger og altså et vidnesbyrd om en ganske visionær arkitekt. Af indlysende grunde blev fabrikken fredet i 1993.

Fabrikken, der ligger på Rentemestervej 14 i det københavnske Nordvest-kvarter, blev oprindeligt opført som hovedsæde for Danmarks første bakelitfabrik, NJ Plast. Bag de hvide mure knoklede arbejdere i næsten 70 år med fremstillingen af bakelit til kander, stikkontakter og støvsugere. Blandt fabrikkens kunder har været det ene velrenommerede danske firma efter det andet - Nilfisk, Stelton og Laurits Knudsen er blot nogle af dem. Men intet varer evigt. I efteråret 2003 lukkede NJ Plast, og fabrikken på Rentemestervej blev sat til salg.

På det tidspunkt var virksomheden en af de længst overlevende i det gamle københavnske industrikvarter, og med dens lukning var endnu et kapitel slut i kvarterets unikke historie.

Som få områder i København har Lygtekvarteret levet en omskiftelig tilværelse gennem de seneste århundreder. Hvor der en gang var marker så langt øjet rakte, voksede med tiden et kvarter frem med en sælsom forvirring af fabrikker, småhuse og beboelsesejendomme. Der kom småkriminelle kratluskere, pøbel og fabrikanter, der frygtede for den lange afstand til hovedstaden og de mindre fine forhold. I dag kan historien stadig fornemmes og har givet både kvarteret og arkitekturen et strejf af noget særligt.

Kapitlet, der slutter, er da også kun starten på et nyt. I det åbner netop historien og beliggenheden for et væld af muligheder.

Trods sit ry som slidt er det gamle industrikvarter i dag under forvandling. Side om side med banebrydende arkitekters prestigeprojekter sættes de gamle fabrikker i stand i en hyldest til deres ofte unikke arkitektur. Og det er populært. Flere og flere virksomheder vinker derfor frivilligt farvel til de anonyme kontorer i Københavns centrum og flytter i stedet til Lygtekvarterets istandsatte fabrikker. Denne udvikling tager istandsættelsen af NJ Plast del i.

Denne bog er et skrift over historien omkring fabrikken på Rentemestervej. Området, der ikke er skænket megen omtale i nyere tids historieskrivning, men som byder på spændende fortællinger og stof til eftertanke. Bakelitfabrikken, der overlevede næsten 100 år i en branche mere svingende end de fleste. Arkitekturen, der ikke vil dø, og som i dag, godt 80 år efter de første ideer blev født, stadig er utrolig populær.

Sidst men absolut ikke mindst er det historien om restaureringen af en bygning, der nok husede en plastikfabrik i 70 år, men hvis arkitektur gør den til noget helt unikt i danske sammenhænge.

RASMUS FRIIS & HENRIK WESSMANN OSKAR JENSEN GRUPPEN A/S

INDHOLD

Lygtekvarteret i 1950erne.

Foto: Ejes af Københavns Bymuseum

01.

KVARTERET

02.

FABRIKKEN

DET FØRSTE NORDVEST FORSTADEN LERSØBØLLERNE INDUSTRIKVARTERET NEDTUREN NYE TIDER

DANMARKS FØRSTE BAKELITFABRIK DE FØRSTE KONKURRENTER OPGANGSTIDER PLASTIKALDER DET DÅRLIGE RY FARVEL TIL FABRIKKEN

03.

ARKITEKTUREN

04.

PROJEKTET

DANMARK NJ PLAST DILEMMAET FUNKTIONALISMENS ENDELIGT

DEN FREDEDE FABRIK LYSET DET INDUSTRIELLE RESTAURERINGEN MODERNISERING

O1

KVARTERET Nordvest. Sådan lyder navnet på en københavnsk bydel, der gennem tiden har haft en meget omskiftelig tilværelse. For bare 15 år siden var Nordvest for mange indbegrebet af social nedtur, hvor alkoholikere stod som prototypen på en ”nordvester”, og gamle fabrikker og gader lå forfaldne hen. Sådan er det ikke længere.

O1

I løbet af de senere år er de gamle fabrikker og det ganske unikke industrikvarter ved Lygten kommet i høj kurs. En efter en moderniseres fabrikkerne, så den særegne arkitektur igen kommer til sin ret, og på de tomme grunde bygges der i øjeblikket nogle af Københavns mest interessante boliger. Mange virksomheder har da også allerede fået øjnene op for potentialet i Nordvest, der i blandingen af det ældre, industrielle indtryk og de nye arkitektoniske perler skaber en københavnsk pendant til bydele som Soho i London og Tribecca i New York.

Noget af det, der gør Lygtekvarteret til noget ganske særligt, er imidlertid dets historie.

I et skønsomt misk mask af små, skæve huse og forskellige arkitektoniske stilarter står Lygtekvarteret i dag ikke alene som et kvarter, der er på vej frem, men også som et vidne til et ganske særligt stykke københavnsk historie.

DET FØRSTE NORDVEST Denne historie kunne starte for 175 år siden. Den gang lå Nordvest uden for København i Brønshøj Sogn og ville næppe være genkendeligt for den moderne københavner. Her var hverken højhuse eller tungt trafikerede veje, for selvom området lå tæt på København, var der marker så langt øjet rakte.

Strækningen fra Bellahøj til Nørrebro Station var delt mellem 16 gårde. De fleste lå ved gadekæret i Utterslev Landsby og havde tanger af jord ind mod København. Lygtekvarteret hørte til Utterslev Gård, der var landsbyens hovedgård.

RENTEMESTERVEJ 14 KVARTERET 11

En af de oprindelige gårde ved Utterslev Landsby - Store Bøllegård. Her fotograferet i 1911.

Foto: Ejes af Københavns Bymuseum.

Ligesom de øvrige gårde lå Utterslev Gård ved gadekæret i Utterslev Landsby. I begyndelsen af 1800-tallet blev gården imidlertid købt af kammerråd Peder Feddersen. Han mente, gården var for trang, og byggede derfor i 1808 et større hus tættere på København. Den nye gård, der aldrig fik et officielt navn, men i folkemunde blev kaldt Navnløse, kom til at ligge på hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej.

I 1845 døde Peder Feddersen, og det dødsfald blev startskuddet for det senere Nordvest.

Feddersens arvinger var nemlig ikke interesserede i at drive gården videre og fik i 1847 tilladelse til at udstykke og sælge jorden. Ergo blev Navnløses jord delt i 11 grunde. De lå alle langs Frederikssundsvej og blev købt af forskellige småhandlende.

FORSTADEN I løbet af en ganske kort årrække formerede husene sig, med det resultat at der i den sidste halvdel af det 19. århundrede opstod en forstad, som i samtiden blev kaldt Utterslev Mark. Selvom størstedelen af de oprindelige huse i dag er forsvundet, eksisterer enkelte stadig.

Når Utterslev Mark opstod som forstad, hænger det sammen med udviklingen i resten af København. På Nørrebro havde arbejderboligerne efterhånden gjort deres indtog. Selvom lejlighederne var små og dårlige, var de stadig forbeholdt den mere velstillede del af arbejderklassen, nemlig de faglærte og bedst lønnede ufaglærte arbejdere. De fattigste ufaglærte og de småhandlende måtte derimod søge andre steder hen.

Et af de steder blev Utterslev Mark. Efter datidens målestok lå Utterslev Mark langt fra København og var derfor et væsentligt billigere sted at slå sig ned. Det kvarter, der voksede frem, var da også langt mere primitivt end arbejderkvartererne i København. Vejene var hverken brolagte eller belyste, og kloakeringen bestod af stinkende render, der løb ud i de lokale søer og åer - heriblandt Lygteåen.

I tiden fra 1850 til 1900 oplevede Utterslev Mark et sandt befolkningsboom, og ved udgangen af det 19. århundrede boede der næsten 5.000 mennesker i området.

De nye tilflyttere spredte sig ikke over hele området omkring Utterslev Landsby, men slog sig især ned tre steder, der alle lå nord for Frederikssundsvej. Området syd for Frederikssundsvej var stort set ubeboet indtil det 20. århundrede, fordi der i 1870erne lå en voldsomt stinkende latrinlosseplads. (5) På Utterslev Mark boede tilflytterne i små huse, der efterhånden, som behovet meldte sig, blev udbygget med stalde og værksteder i baghaverne. Beboerne var især kuske, slagtere eller renovationsarbejdere, og mange drev Gården Navnløse. I 1847 blev gårdens jord udstykket, og hermed blev grundstenen til det senere Nordvestkvarter lagt. Her fotograferet i 1894.

Foto: Ejes af Københavns Bymuseum.

RENTEMESTERVEJ 14 KVARTERET 13

småhandel fra deres hjem. Dette gav området et noget rodet præg, som det på sin vis har bibeholdt helt frem til i dag.

LERSØBØLLERNE Utterslev Mark havde ikke det bedste ry i sin samtid. Med sin beliggenhed uden for Københavns Kommune, lå området også uden for det Københavnske Politis rækkevidde, og i slutningen af 1900-tallet opstod et lovløst område langs Lygteåen.

I dag er åen lagt i rør, men for hundrede år siden løb den langs Lygten og dannede hermed en fysisk grænse mellem København og Utterslev.

På Københavnersiden lå en stor losseplads, hvor der i de varme somre opstod gasser og eksplosioner. På Utterslevsiden lå et vildtvoksende pilekrat, hvor de såkaldte lersøbøller holdt til. Lersøbøllerne var mennesker, der var blevet udstødt af det almindelige samfund. De var kvartalsdrankere, kriminelle og hjemløse, som levede af prostitution, rapserier og gadeunderholdning. Omkring århundredeskiftet var de meget berygtede.

Selvom lersøbøllerne dybest set var småkriminelle, fik de alligevel lov at være i fred. I slutningen af det 19. århundrede fulgte politiets beføjelser nemlig kommunegrænsen.

Lygteåen lå i Brønshøj/Rødovre Sognekommune, og lersøbøllerne havde en stiltiende aftale med det lokale politi om kun at lave ballade i København. Fidusen var så blot en hurtig sortie. For var Lersøbøllerne først kommet over Lygteåen, kunne det københavnske politi bare blive stående og se på de grinende lersøbøller.

Hvor mange, der holdt til i pilekrattet, vides ikke. Nogle boede der fast, mens andre kun kom i dagtimerne. Størstedelen kom dog kun til Lersøen om sommeren og sørgede i årets koldere måneder for husly andre steder, som for eksempel i landets fængsler. I vintermånederne har der formentlig kun været en seks-syv beboere i Lersøen.

I pilekrattet havde de dannet deres helt eget lille samfund, hvor der, som i den omkringliggende verden, var et klart hierarki. Det ukronede kongepar var Ferdinand Eriksen og Karen »Spidsmus« Samuelsen. Men der var også andre berygtede lersøbøller som KnoAnders, Gulddåsen og Valdemar-Skupskider.

Husene, fastlæggerne boede i, var nærmest små huler, hvor væggene var lavet af pilegrene og taget af voksdug. Trods de primitive forhold var lersøbøllerne kendt for deres høje hygiejniske standard. De vaskede jævnligt både sig selv og deres tøj i Lygteåen, og de var alle velklædte med bowlerhatte, træsko og hvide halstørklæder.

RENTEMESTERVEJ 14 KVARTERET 15 Kort fra 1883, der viser nogle af de tidligste bebyggelser på Utterslev Mark.

Kortet ejes af Københavns Bymuseum.

Lygtekvarteret, 1913.

Foto: Ejes af Københavns Bymuseum

Politiet kom først lersøbøllerne til livs, da Utterslev Mark i 1901 blev en del af Københavns Kommune.

Opgøret startede en sensommeraften i 1901, da to betjente under et besøg på Lersøen sparkede til et primusapparat, så det blev ødelagt. Lersøbøllerne kvitterede med at slå den ene til invalid, mens den anden nåede at flygte.

For politiet blev det den berømte dråbe, og en nat i slutningen af september 1901 stormede politiet Lersøen. De fleste lersøbøller blev fanget efter en længerevarende jagt og derefter fængslet. Karen »Spidsmus« Samuelsen og Ferdinand Eriksen undslap i første omgang og blev først fanget i Århus et halvt år efter.

Siden flygtede de flere gange fra fængslet. Disse udflugter gjorde dem landskendte, og de blev beskrevet både i Blæksprutten og flere revyer. Til sidst fik Ferdinand Eriksen dog fire års fængsel og en betalt tur til USA, hvilket var tidens måde at slippe af med uønskede ballademagere. Han vendte senere tilbage til København, hvor han døde i 1919 på Kommunehospitalet. Karen »Spidsmus« Samuelsen fik 30 dage i spjældet og blev siden en lovlydig borger.

Lygtekvarteret set fra Rentemestervej. Årstal ukendt.

Foto: Ejes af Københavns Bymuseum.

Efter slaget ved Lersøen rykkede de øvrige lersøbøller til Nørrefælled, hvor de fik navnet Fælledbisserne og i øvrigt fortsatte den lovløse livsstil.

INDUSTRIKVARTERET I slutningen af det 19. århundrede ændrede Utterslev Mark atter karakter, da flere større virksomheder flyttede til området. Deres fabrikker blev bygget i de frie områder mellem de eksisterende småhuse og lagde grundstenen til det industrikvarter, der har præget området frem til i dag.

En af de første større virksomheder var sæbefabrikanten Schou, der i dag kendes bedst for varehuskæden Schou & Epa, som åbnede sine fabrikker på Rentemestervej allerede i 1888. Fire år senere flyttede blikfabrikken Glud og Marstrand, som blandt andet producerede Madame Blå-serien, sit hovedsæde til Rentemestervej.

Fabrikkerne var generelt ganske ildelugtende og forurenende. Sammen med lossepladsen på Nørrebro og kloakudledningerne i Lygteåen, har der formentlig ligget en ganske ram luft over kvarteret.

I tiden omkring århundredeskiftet kom der for alvor gang i udviklingen i Nordvest. I forbindelse med den større udvidelse af Københavns Kommune i 1901, var Utterslev Mark RENTEMESTERVEJ 14 KVARTERET 17

som bekendt blevet en del af hovedstaden, og forinden havde Københavns Kommune opkøbt en hel del jord i området. Årsagen til købene var simpel: I takt med industrialiseringen var befolkningstallet i København eksploderet, og hovedstaden manglede derfor plads – til både levende og døde. Allerede i 1903, kun to år efter indlemmelsen, anlagde Københavns Kommune Bispebjerg Kirkegård. Kort efter, i 1908, fulgte Lygten Station, og i 1913 stod Bispebjerg Hospital så færdig.

De stort anlagte byggerier prægede i høj grad kvarteret og skabte et helt nyt liv. Lygten Station, der oprindeligt var tænkt som en måde at få sten og grus fra de nordsjællandske grusgrave ind til København, blev for eksempel en af Københavns flittigst benyttede stationer, idet dens beliggenhed på Slangerupbanen gjorde den til bindeled til en af tidens helt store udflugtsmål – Hareskoven. I 1940erne blev passagerrekorden sat med næsten 900.000 årlige besøgende.

En anden - og ikke uvæsentlig - bagtanke med indlemmelsen af Utterslev Mark var muligheden for at flytte industrierne væk fra det oprindelige København.

I København havde den store befolkningseksplosion ikke bare gjort det daglige liv trangere, den havde også rent fysisk gjort fabriksudvidelser umulige. På Utterslev Mark var der mere plads.

Det var dog langt fra alle københavnske virksomheder, der var lige begejstrede for området. Da Mejeriet Enigheden i 1906 overtog det tidligere limkogeri på Lygten, var det med nogen skepsis, simpelthen fordi man frygtede, at det nye mejeri lå for langt fra kunderne i København, og mælken ville blive sur under transporten. Modviljen skyldtes formentlig også, at kvarteret blev anset for mindre fint end det gamle København.

Efter første verdenskrig var skepsisen mod kvarteret efterhånden gået i sig selv, og der kom for alvor fart over industribyggeriet i Lygtekvarteret. De eksisterende firmaer udvidede deres fabrikker, og der åbnede flere nye virksomheder. Fabrikkerne, der i visse tilfælde var meget store, tog med tiden pladsen fra småhusene, som i nogen grad forsvandt fra området. I stedet opstod det kvarter med en blanding af småhuse, kolonihaver og store fabrikker, som til dels stadig eksisterer og netop gør kvarteret til noget helt unikt i københavnske sammenhænge.

Blandt de nye var firmaet Teckno, der lavede legetøjsbiler, og firmaet Kores, der producerede farvebånd til skrivemaskiner. Det var også på dette tidspunkt, nærmere bestemt 1934, at Nielsen & Jespersen, der senere skiftede navn til NJ Plast, åbnede fabrikken på Rentemestervej. Den store vækst i området fik i 1934 kommunen til at vedtage en industriservitut, der under navnet Nørrebro Industrikvarter, gjorde Lygteområdet til et decideRENTEMESTERVEJ 14 KVARTERET 19 Moderne bebyggelse omkring et ældre hus på Alexandrevej, 1944.

Foto: Ejes af Københavns Bymuseum.

Funktionalistisk byggeri på Frederiksborgvej, 1950erne.

Foto: Ejes af Københavns Bymuseum.

ret industriområde. Det blev Københavns fjerdestørste af slagsen efter Valby, Amagerbro og Sydhavnen.

Det øvrige Nordvest var også under markant forandring. I tiden efter første verdenskrig blev gaderne brolagt, der blev kloakeret og bygget indtil flere store boligområder. Langt de fleste lejligheder havde kun to værelser, men det var ordentlige boliger med masser af lys, luft og grønt. Og for arbejderne blev Nordvest et attraktivt sted at bo.

NEDTUREN Opsvinget i Nordvest fortsatte til slutningen af 1950erne, hvor det øvrige Danmarks optur paradoksalt blev vendt til en social nedtur i Nordvest.

Folk fra arbejderklassen havde pludselig fået flere penge mellem hænderne og var ikke længere bundet til de små lejligheder i Nordvest. I stedet flyttede arbejderne ud til de mange nye villakvarterer i Københavns omegn. Den nedadgående spiral fortsatte gennem 1960erne, og i 1970erne var Nordvest blevet et decideret taberkvarter, hvor mange af beboerne var enlige mødre, alkoholikere og bistandsklienter.

For Lygtekvarteret var historien en anelse anderledes, om end facit blev det samme. Som noget nyt kom der i 1960erne en række miljøkrav til danske virksomheder. Da mange af virksomhederne i Lygtekvarteret var tunge, forurenende industrier, blev kvarteret i særlig grad ramt af miljøkravene. Fabrikkerne måtte enten omlægge eller lukke. Samtidig skulle moderne produktionsvirksomheder pludselig være i ét plan. Hvor der i starten af århundredet havde været masser af plads, lå fabrikkerne i 1960erne tæt, og den trange plads skubbede derfor mange af de resterende virksomheder ud til Københavns omegn.

For industriområdet i Nordvest havde dette katastrofale følger. I 1980erne var der kun nogle få af de store virksomheder tilbage. Det var blandt andre Enigheden, der lå på Lygten indtil fusionen med MD Foods i 1990erne, og NJ Plast, der først lukkede i 2003.

I stedet flyttede en række offentlige institutioner og mindre virksomheder til området.

Teknisk Skole har gennem de seneste år fyldt en del på Lygten. Planen var oprindeligt en udvidelse på Glud & Marstrands grund, hvis fabrikker derfor blev revet ned. I sidste øjeblik fik Teknisk skole imidlertid tilbudt billigere lokaler andetsteds, og Glud og Marstrands store grund lå derfor tom hen i mange år.

De mange forfaldne og nedrevne fabrikker gav Lygtekvarteret et meget blakket ry, der først er blevet ændret i løbet af 1990erne. Men så skete det til gengæld også med fuld styrke.

RENTEMESTERVEJ 14 KVARTERET 21

NYE TIDER Denne udvikling kan i allerhøjeste grad tilskrives Lygtekvarterets fortid som industrikvarter. Den rå fabriksarkitektur er i dag en efterspurgt vare både blandt virksomheder og private mennesker. Ikke alene på grund af deres rumlighed, men også fordi mange af de nedlagte fabrikker bærer en unik historie og arkitektur med sig. Og dette er for mange virksomheder et meget attraktivt alternativ til blot at være en etage i en opgang i indre by.

I København er der kun få steder, der som Lygtekvarteret både har fabrikkerne, historien og arkitekturen. Kvarteret ligger endda i en overkommelig afstand fra Københavns centrum, men er dog uden for de værste trafikale problemer og er samtidig glimrende placeret i nærheden af to store indfaldsveje og en ringvej.

Mange firmaer har allerede fået øjnene op for fordelene ved Lygtekvarteret. Flere af Lygtens gamle fabrikker er blevet sat i stand og bliver nu brugt til helt andre formål. Et eksempel er Mejeriet Enighedens bygninger, der i dag huser diverse filmselskaber. Et andet er designfirmaet Design By Us, hvis hovedkontor ligger på Rentemestervej.

I øjeblikket har prisbelønnede arkitekter som tegnestuerne PLOT og Entasis projekter i gang i Lygtekvarteret. Tegnestuen PLOT, der for eksempel har tegnet Havnebadet på Islands Brygge, er således i gang med en istandsættelse af den gamle trykfarvefabrik på Skaffervej lige bag NJ Plast fabrikken. Mens tegnestuen Entasis, der er folkene bag udvidelsen af Kildeskovshallen i Gentofte, står bag det nyskabende boligbyggeri Marstrands Have på Glud & Marstrands grund lige overfor NJ Plast.

I denne udvikling falder også istandsættelsen af den fredede funkisfabrik NJ Plast. Og med den tager man altså endnu et skridt mod et forandret Lygtekvarter, der let kan måle sig i arkitektur og nytænkning med lignende kvarterer i udenlandske storbyer.

RENTEMESTERVEJ 14 KVARTERET 23 Tegnestuen PLOTS vinderprojekt for Sjakket i den gamle trykfarvefabrik på Skaffervej.

Foto: PLOT.

O2

FABRIKKEN NJ Plasts historie starter i 1911, da den 25 årige Svend Reenberg Jespersen blev udstationeret til De Vestindiske Øer for firmaet Kemp & Lauritzen.

På det tidspunkt bestod plastikproduktionen i Danmark udelukkende af celluloid, der blandt andet blev brugt til film. Materialet havde dog nogle markante begrænsninger, i og med det brændte meget let. I filmens tidlige år brød filmruller for eksempel ofte i brand i biografernes operatørrum, simpelthen fordi celluloiden ikke kunne tåle varmen fra fremviseren.

O2

I 1909 i USA havde en belgier ved navn Leo Baekeland imidlertid fundet frem til en ny og bedre plastiktype, der var en hærdeplastik, og som derfor kunne tåle langt højere temperaturer end celluloiden. Den nye plastik fik navnet bakelit.

Da Svend Reenberg Jespersen tog til Vestindien, var bakelitten stadig ukendt i Danmark.

Under sin årelange udstationering på øerne, rejste den unge elektroingeniør imidlertid ofte til USA, og her fik han nys om den nye plastiktype.

DANMARKS FØRSTE BAKELITFABRIK Vel hjemme igen indviede Svend Reenberg Jespersen elektrikeren Adolf Nielsen i sin nyerhvervede viden. Da bakelit er baseret på pulver, kan man lettere eksperimentere med det - også uden at have det store produktionsapparat. Det benyttede de to mænd sig af, og i Svend Reenberg Jespersens køkken rørte de efter sigende selv Danmarks første bakelit.

Da først den første klump bakelit var lavet, var der ikke langt til handling, og i 1917 åbnede Svend Reenberg Jespersen og Adolf Nielsen Danmarks første bakelitfabrik. Fabrikken lå på Kapelvej i København og fik navnet Nielsen & Jespersen.

RENTEMESTERVEJ 14 FABRIKKEN 25

Begge stiftere kom fra den elektroniske branche, og i fabrikkens første år var det da også den sti, de fortsatte ad. Fra sine ophold i USA vidste Svend Reenberg Jespersen, at bakelitten var mere end velegnet som elektronisk isolering, og med det i tankerne gik de to herrer i gang med en fremstilling af forskellige dele til den elektroniske industri.

Blandt fabrikkens første kunder var stikkontakt-firmaet Laurits Knudsen, som Nielsen & Jespersen fremstillede forskellige komponenter til stikkontakter for. Folk i branchen var dog stadig skeptiske overfor bakelittens evner som isolering, og ordrerne var for små til, at firmaet kunne overleve alene på bakelitten. De to mænd supplerede derfor fabrikkens indtægter ved at udføre andre elektrotekniske opgaver.

Om det var det seje slid med at få bakelitten inden for dørene, vides ikke i dag, men allerede få år efter fabrikkens stiftelse trådte Adolf Nielsen ud af firmaet, hvorefter Svend Reenberg Jespersen kørte fabrikken videre alene.

DE FØRSTE KONKURRENTER Da Svend Reenberg Jespersen først havde fået bakelitten til Danmark, gik der ikke lang tid, før andre firmaer fulgte efter.

I 1919, blot to år efter Nielsen & Jespersens stiftelse, åbnede både Marius Mulvad og Nordisk Kabel & Tråd bakelitfabrikker. Begge fabrikanter havde ligesom Svend Reenberg Jespersen tætte bånd til elektronikbranchen og fremstillede nærmest udelukkende forskellige former for elektroniske anordninger. Op gennem 1920erne var de tre firmaer stort set enerådende på bakelitmarkedet i Danmark.

Det var ikke bare andre fabrikanter, der pludselig meldte sig på banen. Med tiden havde folk nemlig fået øjnene op for bakelittens klare fordele, og der kom flere store kunder til.

Hos Nielsen & Jespersen begyndte man, udover stikkontakterne til Laurits Knudsen, en produktion af støvsugerdele til Nilfisk. De mange nye ordrer kunne mærkes, og midt i 1920erne kunne firmaet sagtens overleve alene på bakelitten. På fabrikken var maskinerne i gang døgnet rundt, og de ansatte knoklede dag og nat. Ikke alene skulle maskinerne betjenes, de enkelte elementer skulle også både afgrates, slibes og poleres. Succesen fortsatte i 1930erne, hvor produktionen efterhånden var blevet så stor, at fabrikken måtte ansætte flere folk, og direktøren se sig om efter nye lokaler.

I 1934 opførte Svend Reenberg Jespersen derfor en ny fabrik på Rentemestervej 14. Og lige så visionær, som han havde været i sin tro på bakelitten, lige så fremsynet var han i sit valg af arkitektur. Fabrikken blev bygget i den helt nye arkitektoniske stil funkis, og i de supermoderne lokaler var der både plads og lys til arbejdet.

RENTEMESTERVEJ 14 FABRIKKEN 27 Støvsugerhoved i bakelit fra Nilfisk.

Foto: Miklos Szabo.

Nielsen & Jespersens fabrik på Rentemestervej, der blev opført i 1934.

Foto: Familien Reenbergs privateje.

Øverst til venstre, Svend Reenberg Jespersen - den ene af Nielsen & Jespersens to grundlæggere. Årstal ukendt.

Foto: Familien Reenbergs privateje

Nederst til venstre, Nielsen & Jespersens første fabrik, der lå på Kapelvej. Årstal ukendt.

Fotos: Familien Reenbergs privateje.

OPGANGSTIDER I samme periode, som NJ Plast flyttede til den nye fabrik, ændrede bakelitbranchen i Danmark sig markant. Hvor de tre pionerer var stort set enerådende op gennem 1920erne, kom der op gennem 1930erne flere og flere bakelitfabrikker i Danmark. De nye fabrikanter brugte ikke bare bakelitten til elektriske dele, men fremstillede også andre ting som for eksempel køkkengrej. Og det smittede af på branchens pionerer.

Hos Nielsen & Jespersen fik man som noget nyt ordrer på andet end elektroniske effekter og begyndte derfor sideløbende med de gamle kendinge en produktion af for eksempel etuier, toiletbrædder og kasserollehåndtag.

Arbejdere på fabrikken på Rentemestervej afgrater bakelitten og passer maskinen. Årstal ukendt.

Fotos: Familien Reenbergs privateje.

De nye fabrikanter var dog ikke ene om ændringerne. I Tyskland havde man så tidligt som 1926 opfundet den såkaldte sprøjtestøbemaskine. Det var en opfindelse, der gjorde plastikken meget billigere. I den nye maskine var plastikken færdig, når den var presset og krævede derfor ikke som bakelitten en dyr, manuel finpudsning. I 1937 fandt den første sprøjtestøbemaskine vej til Danmark, og allerede året efter købte Svend Reenberg Jespersen en magen til.

Trods købet af sprøjtestøbemaskine fortsatte Nielsen & Jespersen bakelitfremstillingen, og med de efterhånden mange maskiner manglede firmaet derfor plads. Ergo blev fabrikken på Rentemestervej udvidet med en stor ny fabrikshal i begyndelsen af 1940erne.

Arbejdet med den nye tonstunge maskine var ikke ufarligt. Trykket fra kompressoren var nemlig enormt, og det skete indimellem, at maskindele rev sig løs og blev skudt gennem lokalet med voldsom fart. Kom en arbejder i vejen, var det med lemmerne som indsats.

Gennem tiden endte enkelte af fabrikkens arbejdere da også på hospitalet efter mødet med de flyvende fragmenter.

Trods de uheldige episoder med det tunge maskineri gik forretningen strygende. Fabrikken havde mere end 200 arbejdere ansat, der hver især arbejdede 50 timer om ugen.

Efter nutidens standarder var deres vilkår ikke gode. Timelønnen var i gennemsnit på 3,50 krone - med udsigt til en lønstigning på 20 ører i timen efter 20 år. Selvom de efterhånden veletablerede fagforeninger også havde gjort deres indtog på Rentemestervej, var kravene til ledelsen stadig moderate. Smedene krævede svejsebriller, og arbejderne en rygepolitik. Ønsket var dog ikke en begrænsning af rygningen, men derimod en udbredelse, så arbejderne frit kunne ryge overalt på fabrikken.

RENTEMESTERVEJ 14 FABRIKKEN 31

Et udvalg af Nielsen & Jespersens produkter. På denne side et støvsugerhoved fra Nilfisk, knop til dør og håndtag til kasserolle.

På den modsatte side hank til kande, designet i 1960erne af Arne Jacobsen til Steltons ’Cylinda-Line’.

Fotos: Miklos Szabo.

PLASTIKALDER Frem til efter anden verdenskrig var der stadig kun tre sprøjtestøbemaskiner i Danmark, men så tog udviklingen fart, og i 1953 stod maskinerne på 156 danske fabrikker.

De nye maskiner krævede en ny type plastik – termoplast. Denne plastik kunne bruges til langt flere ting end bakelitten, og fremstillingen var væsentlig lettere. Resultatet var et sandt plastikboom. Alt blev lavet i plastik, og et væld af nye fabrikanter kom til. En af termoplastikkens store forcer var prisen, og op gennem 50erne producerede fabrikanterne et hav af nye ting i plastik. Hønseringe til børn, spande og andre køkkenting til husmødrene. En del var klare forbedringer, og for eksempel gjorde plastikspandene, der afløste de væsentlig tungere metalspande, i bogstaveligste forstand livet lettere for de hjemmegående kvinder. Men plastikken blev til tider brugt helt ukritisk. Et eksempel er brugen af plastik til lysestager, der simpelthen smeltede i takt med stearinlysene.

Trods de mindre heldige plastikeventyr, var plastikken en uomtvistelig succes, og for mange af de gamle bakelitproducenter blev livet hårdt i 50erne. De fik simpelthen ikke omlagt produktionen i tide og blev overhalet af de nye konkurrenter, der stormede ind på markedet med alskens plastik. Resultatet var, at mange af de gamle fabrikanter måtte lukke maskiner og fabrikker ned. Det gjaldt ikke Nielsen & Jespersen, der var fulgt med udviklingen. Selvom fabrikken stadig fremstillede bakelit til mange af deres gamle kunder, blev en større og større del af varerne efterhånden lavet i den nye plastik.

Midt i plastikkens storhedstid, i 1955, døde firmaets grundlægger, Svend Reenberg Jespersen. I stedet overtog hans 23 årige søn, Allan Reenberg Jespersen, ledelsen og få år efter kom hans lillebror ingeniør Knud Reenberg Jespersen også ind i firmaet. Sammen førte de to brødre firmaet videre, og allerede året efter faderens død, i 1956, kunne de udvide med endnu en fabrik på Bispevej.

DET DÅRLIGE RY Den ukritiske brug af plastik i 1950erne havde givet plastikken et dårligt ry, som den i nogen grad har lidt under siden. Hvor alle ville have plastik i 50erne, blev det i 60erne opfattet som billigt og dårligt. Den hurtige optur endte derfor i en lige så hurtig nedtur, hvor mange af de nyåbnede fabrikker lukkede.

Igen gik Nielsen & Jespersen fri. Fabrikkens kunder var især store, veletablerede firmaer, der blev trods branchens generelle nedtur. Hvor mange andre slog sig på produktionen af emballage, lavede Nielsen & Jespersen stadig kvalitetsplastik. Knud Reenberg Jespersen nægtede andet. Ved siden af ordrerne fra blandt andre Nilfisk, fremstillede fabrikken også nye varer som serveringsbakker til stewardesser og håndtag til Steltons CyRENTEMESTERVEJ 14 FABRIKKEN 35 Produktblade fra Nielsen & Jespersens katalog, 1930erne.

Fotos: Miklos Szabo.

lindaline. Sidstnævnte var tegnet af Arne Jacobsen, og den verdensberømte designer og arkitekt aflagde hyppigt visiter på Rentemestervej.

Selvom fabrikken ikke manglede ordrer, var de nye maskiner mindre mandskabskrævende, og fra 1960erne blev Nielsen & Jespersen en arbejdsplads med færre og færre arbejdere.

De færre ansatte var dog ikke lig med færre krav til ledelsen. Snarere tværtimod. Selvom der også tidligere var blevet stillet krav fra arbejderne, blev kravene til sikkerhed og arbejdsvilkår mere udtalte i 1960erne. Hvor arbejderne i 1940erne havde krævet tilladelse til rygning på fabrikken, blev der nu stillet krav om et rygeforbud. I hvert fald i frokostpausens første kvarter. Men der var også langt alvorligere aspekter af arbejdernes sundhedstilstand på spil. Sliberummene skulle udstyres med udsugningsanlæg, og de farlige maskiner skulle afskærmes.

I 1979 trådte Allan Reenberg Jespersen ud af firmaet, hvorefter Knud Reenberg Jespersen kørte Nielsen & Jespersen videre alene. I 1991 trådte hans søn, Lars Reenberg Jespersen, ind i firmaet. I 1993, to år efter hans indtrædelse skiftede Nielsen & Jespersen navn til NJ Plast A/S.

FARVEL TIL FABRIKKEN For plastikfirmaerne blev 1990erne hårde. Den lave løn i Østeuropa og Asien lokkede en del danske firmaer til. Også når det galdt plastik. Trods en stort set selvkørende computerstyret fremstilling, der gjorde det muligt for NJ Plast at nøjes med 20 ansatte, kunne de ganske enkelt ikke hamle op med priserne østpå.

En mindre bakelit-renæssance blandt designere i 1990erne førte nye ordrer til NJ Plast, men Nilfisk forblev, med mellem 60 og 70 procent af den samlede produktion, deres ubetinget største kunde. Da Nilfisk i 2001 flyttede hele deres produktion til Asien var det en katastrofe for NJ Plast. Pludselig skulle der findes nye kunder. Og selvom der kom flere mindre kunder til, var det langt fra en tilstrækkelig erstatning.

I efteråret 2003 opgav Knud Reenberg Jespersen derfor kampen og erklærede NJ Plast i betalingsstandsning. De sidste ordrer overgik til et fynsk plastikfirma, maskinerne blev solgt, og fabrikken sat til salg.

RENTEMESTERVEJ 14 FABRIKKEN 37 Katinedame på Nielsen & Jespersen. Årstal ukendt.

Foto: Familien Reenbergs privateje.

O3

ARKITEKTUREN NJ Plasts fabrik blev bygget i 1934 og er noget af det tidligste industrielle funkisbyggeri i Danmark. Med dens rene, hvide facade, det flade tag, og de store vinduespartier er fabrikken allerede ved første øjekast et skoleeksempel på stilarten. Netop på grund af de klare funktionalistiske træk, blev bygningen fredet i 1993.

Funktionalismen tog sine første spæde skridt i Tyskland lige før første verdenskrig. Her byggede arkitekterne Walther Gropius og Adolf Meyer i 1911 skofabrikken Fagus, der med sin rene vinduesfacade i høj grad brød med datidens forestillinger om arkitektur.

O3

Selvom deres arkitektur var banebrydende, var de imidlertid ikke de eneste, der udfordrede den eksisterende arkitektoniske stil. På omtrent samme tid i Frankrig arbejdede en arkitekt ved navn Charles-Édouard Jeanneret, bedre kendt som Le Corbusier, nemlig med nogle lignende ideer.

Hans arkitektur var i højere grad baseret på følelser, men lagde ligesom Walther Gropius’ arkitektur op til et brud med historien. For eksempel forestillede Le Corbusier sig Paris’ gamle bykerne jævnet med jorden og erstattet af en stribe højhuse, der hver især samlede alle parisernes behov for boliger, supermarkeder og fritidsaktiviteter. Ideen var at få sol og luft ind mellem bygningerne og samtidig skabe nogle brede veje, der lettede transporten rundt i byen. Bygningerne blev aldrig opført, men giver et hint om de ideer, der prægede tiden. Le Corbusiers arkitektur fik navnet purisme.

De nye takter indenfor arkitekturen kom ikke ud af ingenting, men var i høj grad baseret på nye teknologiske landvindinger. I midten af det 19. århundrede opfandt man jernbetonen, der med sin store styrke gjorde en helt anden form for konstruktion mulig. Mure og vægge behøvede ikke længere være de bærende elementer i et hus, i stedet kunne man bygge i søjlebårne dæk. Fordelen ved denne konstruktion var en langt større frihed for arkitekterne.

RENTEMESTERVEJ 14 ARKITEKTUREN 39

Under første verdenskrig lå de nye arkitektoniske ideer i nogen grad stille, men fortsatte efter krigen med fornyet styrke.

Krigen havde efterladt Europa desillusioneret. Verden, som man kendte den, var brudt sammen, og den eneste løsning var en helt ny start. Et af de steder man søgte og fandt en ny start var på Bauhaus-skolen, der åbnede i Weimar i 1919 med Walther Gropius som rektor.

På Bauhaus-skolen arbejdede man på en radikal ny måde. Først og fremmest vendte man sig bort fra arkitekturhistorien og søgte i stedet tilbage til håndværket, der i Bauhaus-regi blandt andet omfattede læren om farver og former. Afvisningen af historien rummede dog også noget andet, og i sit udgangspunkt var Bauhaus-skolen meget idealistisk. Frem for store monumentale bygninger ville man bygge ordentlige og billige boliger til arbejderne. I disse huse skulle der tages hensyn til beboernes behov. Nøgleordene var lys og luft, og resultatet en enkel, nærmest nøgen arkitektur. Husene var blottet for dekorationer og ornamenter, og i deres sted trådte en blotlagt konstruktion med enorme vinduespartier.

Sammen med Le Corbusier var Bauhaus-skolen de absolutte pionerer inden for denne arkitektur, der fik navnet funktionalisme. Bauhaus-skolen blev lukket i 1933, men stilen prægede i høj grad arkitekturen i 1920ernes Europa og var forløberen for alt moderne byggeri.

DANMARK Herhjemme startede funktionalismen noget senere end i Tyskland, og der er således kun få eksempler på funktionalistisk arkitektur fra 1920erne. Danmarks første funktionalistiske hus blev tegnet i 1924 af arkitekten Edvard Heiberg, som et parcelhus til ham selv og hans familie. Huset var et opgør med, det funktionalisterne anså som, borgerlige krav a la spisestue, salon og herreværelse. I stedet ville arkitekten skabe et funktionelt hus, der opfyldte beboernes behov og krav i en moderne tilværelse. Fem år senere, i 1929, tegnede Arne Jacobsen sammen med Flemming Lassen Fremtidens Hus til en boligudstilling i Forum. Huset var et udstillingshus og blev som sådan aldrig bygget, men ideen var opsigtsvækkende. Fremtidens Hus var nemlig rundt, og derudover tænkt som en bolig, man kunne ankomme til med alle moderne transportmidler. Uanset om det var helikopter, båd eller bil.

Trods disse takter slog funktionalismen først for alvor igennem i Danmark efter den såkaldte Stockholm-udstilling i 1930. Her viste en række arkitekter deres bud på moderne boliger tilpasset forskellige menneskers behov.

RENTEMESTERVEJ 14 ARKITEKTUREN 41 ARNE JACOBSEN og FLEMMING LASSENS udstillingsbygning Fremtidens Hus, der blev udstillet første gang i Forum i 1929.

Tegning: Danmarks Kunstbibliotek.

MOGENS LASSENS villa på Bakkedal, øverst, opført i 1934.

ARNE JACOBSENS Bellavista, nederst, opført i Klampenborg 1933-34.

Foto: Per Munkgaard Thorsen, Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek.

Stadsarkitekt POUL HOLSØES Den Hvide Kødby, opført i 1934 på Vesterbro i København Foto: Ejes af Københavns Bymuseum.

MARX ISHØYS NJ Plast, opført i 1934 i det københavnske Nordvestkvarter.

Foto: Familien Reenbergs Privateje.

De originale plantegninger over fabrikken.

Foto: Miklos Szabo.

I løbet af 1930erne blev der bygget en del funktionalistiske huse i Danmark. Arkitekterne var folk som Arne Jacobsen, samt Flemming og Mogens Lassen. De fremmeste eksempler på deres arbejder findes i Klampenborg, hvor Arne Jacobsen fik opført blandt andet Bellavista og Bellevue Teatret, samt i Nordvestkvarteret, hvor der blev bygget en række boligkomplekser.

Husene adskilte sig fra tidligere tiders boligbyggeri. Ikke bare ved den rene, udekorerede arkitektur, men også i selve grundideen om at husene først og fremmest skulle være anvendelige for dem, der brugte dem. Som noget nyt overvejede arkitekterne faktorer som lys og luft, og disse overvejelser påvirkede bygningernes form.

De danske funktionalistiske boligbyggerier var ofte parallelle blokke i stedet for tidligere tiders karréer. Ventilationen i husene blev hermed væsentlig bedre. På samme måde ledte de store vinduespartier mere lys ind i lejlighederne, og altaner blev placeret i aftensolen, hvor lejlighedernes beboere efter en lang arbejdsdag kunne slappe af.

Ideerne om bedre kår for arbejderne gik igen i de industribygninger, der blev bygget i den funktionalistiske stil. Selv om fabriksbygningerne i dag er mindre kendte, har enkelte gjort sig særligt bemærket.

En af dem er Den Hvide Kødby på Vesterbro i København, der blev bygget i 1934 af Stadsarkitekt Poul Holsøe. Som det første sted blev hele slagteriprocessen her samlet under et tag, og fabrikken var i sin udformning nøje tilpasset denne funktion.

NJ PLAST Samme år, 1934, stod Marx Ishøys NJ Plast også færdig. Som i Den Hvide Kødby var arkitekturen strengt funktionalistisk. Facaden var hvid og blottet for dekorationer, taget var fladt og vinduespartierne enorme. En anden lighed var, at de begge blev bygget med et ganske specifikt formål. (25) Fabrikken skulle huse en plastfremstilling, og derfor skulle der være plads til kontorer, fremstilling og arbejdere.

Oprindeligt lå kontorerne ved indgangen, mens selve produktionen lå midt i bygningen i nær kontakt med arbejdernes omklædning og spisestuer, der lå allerbagest i fabrikken.

Logikken i denne fordeling er klar. Arbejderne behøvede ikke en lang gåtur fra det ene sted til det andet, og omvendt kunne kunderne gå direkte til kontorerne.

Da fabrikken i starten af 1940erne blev udvidet med en fabrikshal, placerede man den væk fra de øvrige fremstillingslokaler på den anden side af kontorerne. Arbejderne måtte herefter gå over gården, hvis de skulle fra det ene sted til det andet. Den strenge funktioRENTEMESTERVEJ 14 ARKITEKTUREN 47 Interiør fra MARX ISHØYS fabrik på Rentemestervej.

Foto: Familien Reenbergs privateje.

nalistiske stil blev dog videreført, og i dag er det vanskeligt udefra at skille tilbygningen fra den oprindelige fabrik.

Indvendig var NJ Plast også tydelig i sin funktionalisme. Konstruktionen var den typiske søjlekonstruktion i jernbeton, hvor bygningen blev lavet i dæk, båret af en række søjler frem for af ydermure og vægge.

I sin afvisning af den borgerlige dekoration stod gulve, søjler og vægge i en rå form med blotlagt beton. En del af de indvendige rum var lavet af træ-skillevægge med store glaspartier. Hermed fik lyset ikke bare frit løb, når det kom udefra, men også frit løb mellem fabrikkens rum. Oprindeligt var skillevæggene malet i lyse og mørke grønlige nuancer.

Denne brug af farver var på mode og meget almindelig i de tidlige 1930eres funktionalistiske byggeri, selvom man i dag især forbinder stilen med det meget hvide og lyse.

Som det var kotume i de funktionalistiske byggerier, blev der på NJ Plast taget særligt hensyn til de mennesker, der skulle være i bygningen. Hvilket i praksis var arbejderne.

Nørklearbejdet med at polere og slibe bakelitten har formentlig været en lyskrævende proces, som der – ligesom i det meste funktionalistiske fabriksbyggeri – har været taget højde for med de store vinduer, der visse steder udgør 80 procent af facaden. På samme måde har de store rum skabt et bedre indeklima med mere ventilation og luft. (27)

DILEMMAET Det tidlige tidspunkt NJ Plast-fabrikken stod færdig, er med til at gøre den interessant.

Selvom man rundt omkring i Europa byggede funktionalistisk op gennem 1920erne, var arkitekterne i 30ernes Danmark stadig ganske skeptiske. En bygning, bygget så kort tid efter Stockholm-udstillingen, er derfor om ikke sjælden så dog et vidnesbyrd om en visionær arkitekt.

Herhjemme blev det funktionalistiske byggeri i 1930erne anset som en risikabel affære.

En del af byggeteknikken, som for eksempel de flade tage og manglen på vandnæser, der traditionelt førte nedløbende vand væk fra bygningen, var fuldstændig uprøvede.

Mange af datidens arkitekter syntes derfor, at funkis-arkitekterne var for ukritiske. Skepsisen var dog ikke uberettiget. En del af funktionalisternes nye materialer og byggeteknik holdt ikke i det lange løb. Et eksempel er de manglende vandnæser, hvor vandet i mange funktionalistiske huse løb ind på vinduesrammerne, der rustede og ødelagde ruderne.

RENTEMESTERVEJ 14 ARKITEKTUREN 49 Ny hovedindgang til Zoologisk Have i København, tegnet i 1998 af tegnestuen ENTASIS. Foto: Peter Lind Bonderup.

FUNKTIONALISMENS ENDELIGT Selvom funkis-stilen i dag er meget populær, har visse ændringer i samfundet gjort, at de funktionalistiske bygninger fra 1930erne på sin vis er mindre anvendelige i dag.

De store vinduespartier taber store mængder varme. I en tid som 30erne uden de store energiproblemer, har bygningernes store varmetab været mindre væsentligt. Til gengæld har lyset været vigtigt qua den mere tilbagestående belysning. I dag forholder det sig lige omvendt. Energi er blevet en dyr affære, mens vi har en udmærket kunstig belysning.

Det samme gælder for det faktum, at funkisbyggerierne er stokke snarere end karreer.

Da bygningerne blev opført, har det utvivlsomt været vigtigt at få ordentlig ventilation og luft, i dag udgør dette igen et dyrt og unødvendigt varmetab.

Anden verdenskrig betød enden for det rene funkisbyggeri i Europa, men stilen fortsatte i USA. Her ændrede den gradvist karakter. Det sociale aspekt blev nedtonet og i stedet erstattet af et langt mere pragmatisk syn på arkitekturen. Stilistiske træk som flade tage og enorme vinduespartier forsvandt, og ændrede dermed det rene udseende. Den vigtigste forandring var dog ubetinget, at de mennesker, der havde været omdrejningspunktet i den oprindelige funktionalisme, gradvist blev mindre vigtige.

Inden for de seneste år er funktionalismen imidlertid blevet meget moderne igen. Typiske funktionalistiske træk som flade tage, rene geometriske linier og store glasfacader har fundet vej ind i arkitekturen.

Herhjemme er arkitekter som Signe og Christian Cold fra Tegnestuen Entasis glimrende eksempler på dette. Tegnestuen står bag byggerier som den nye hovedindgang til Zoologisk Have i København, der blandt andet er blevet hædret som ”Europas bedste bygning 1998” af den amerikanske arkitektforening, American Institute of Arkitecture (AIA).

Også blandt de mindre private kunder er der efterspørgsel efter det funktionelle byggeri.

Et eksempel er arkitekt Jacob Kornums enfamilieshus i Trørød, som i 2003 vandt Søllerød Kommunes arkitekturpris netop for sine funktionelle egenskaber.

Denne tilbagevenden til funktionalismen ses dog ikke alene i arkitekters brug af dens stilelementer, men også ved at de tidligste funktionalistiske bygninger er blevet utroligt efterspurgte igen. Hvorfor de er det, står klart, når man betragter den rene, tidløse arkitektur.

RENTEMESTERVEJ 14 ARKITEKTUREN 51 JACOB KORNUMS villa i Trørød, opført i 2002.

Foto: Charlotte Algis.

O4

PROJEKTET Den funktionalistiske arkitektur er i høj grad blevet moderne igen. Nok trænger mange af bygningerne til en opdatering, der fører dem op til nutidens standarder, men den rene, hvide arkitektur rummer uden tvivl en tidløshed, der er de færreste perioder forundt.

I Danmark er kun få fabrikker bygget i den funktionalistiske stil. Endnu færre har opnået en fredning. Blandt de godt 3500 fredede ejendomme i Danmark, er det faktisk kun NJ Plast og Den Hvide Kødby, der opfylder begge krav og samtidig ligger i København.

O4

Da NJ Plast blev sat til salg, var det derfor en enestående mulighed for at overtage en af disse sjældne bygninger, og i marts 2004 købte Oskar Jensen Gruppen bygningen. Fabrikken var på det tidspunkt meget medtaget efter års manglende vedligeholdelse, men stod i øvrigt, som den blev opført med de originale ruminddelinger, gulve og vinduer. For Oskar Jensen Gruppen var målet en bevarelse af den originale arkitektur, men samtidig skulle fabrikken føres op til nutiden og leve op til de krav og behov, folk har i dag. Noget der i praksis viste sig som lidt af en balanceakt.

DEN FREDEDE FABRIK NJ Plast-fabrikken blev som følge af dens unikke og tidstypiske arkitektur fredet i 1993.

En sådan fredning medfører en række krav til istandsættelsen. Bag kravene står Kulturarvstyrelsen, der samtidig sørger for, at de bliver overholdt.

I tilfældet NJ Plast har dens fortid som fabrik været alfa og omega for Kulturarvstyrelsen: Fabrikken var fredet som industribygning, og det indtryk skulle bevares. Da fabrikken røg på tvangsauktion i 2003 meldte mange købere sig med ønsket om at omdanne bygningen til boliger. En sådan opbygning ville medføre installation af for eksempel badeværelser og køkkener, hvilket ville ændre den indvendige arkitektur totalt. Kulturarvstyrelsen RENTEMESTERVEJ 14 PROJEKTET 53

Vinduerne på NJ Plast er ganske typiske for funktionalismen. Her ses de karakteristiske hasper efter restaureringen, og de vældige vinduespartier før istandsættelsen, nederst.

Foto: Miklos Szabo.

afviste derfor disse købere. Bygningens originale funktionalistiske udtryk skulle nemlig bevares indvendigt, såvel som udvendigt. Konkret betød det, at facaden skulle stå i sin oprindelige form. Da vinduerne er blandt de mest karakteristiske træk ved både funktionalismen og NJ Plast, måtte de gamle vinduer derfor ikke erstattes af termoruder, men skulle i stedet sættes i stand.

Indvendigt skulle især den blotlagte jernbetonkonstruktion med synlige søjler, materialernes råhed og de store åbne rum bibeholdes. Det løse inventar som for eksempel varmeapparater og glasskillevægge var der til gengæld friere hænder til at placere.

Oskar Jensen Gruppens forslag til restaurering og brug levede i høj grad op til disse krav.

Ligesom Kulturarvstyrelsen ønskede Oskar Jensen Gruppen, den originale arkitektur bevaret, og i foråret 2004 gik istandsættelsesarbejdet på den noget slidte bygning i gang.

LYSET Et af de væsentligste aspekter ved istandsættelsen har været at bevare lyset og åbenheden i fabrikkens arkitektur.

Fabrikshallen fra 1942 var oprindeligt lukket af fra resten af bygningen. Havde arbejderne ærinder i hovedbygningen, måtte de derfor gå over gården. Noget der formentlig ikke har voldt de store problemer. Da NJ Plast lukkede, betød det imidlertid nogle nye beboere i bygningen, og med dem fulgte nye krav. Fra starten blev trefjerdedele af fabrikken udlejet til møbelfirmaet Punktum, der skulle bruge den store fabrikshal til showroom, hvilket fordrede en direkte adgang til hallen.

Arkitekterne valgte at åbne op mellem den oprindelige bygning og fabrikshallen med en trappe, der går fra hallen op til førstesalen i den gamle bygning. Samtidig er en del af muren blevet fjernet. På denne måde er der ikke alene skabt en ny passage, men bygningen er faktisk også blevet endnu mere åben i sin form.

En anden ændring er behovet for enkeltmandskontorer, der er opstået som følge af, at bygningen ikke længere er en fremstillingsvirksomhed. Opførelsen af sådanne små båse kunne let lukke bygningen mere af og virke påklistrede i forhold til bygningens arkitektur.

Løsningen har været glasvægge, der flugter med søjlerne. Glasvæggene giver på en gang den ønskede privathed, men bevarer samtidig arkitekturen, lyset og åbenheden i bygningen.

RENTEMESTERVEJ 14 PROJEKTET 55

DET INDUSTRIELLE Et andet karakteristisk træk ved funktionalismen er den nærmest nøgne, blottede konstruktion. I forbindelse med restaureringen af NJ Plast er dette bevaret og til tider endda ført en tand videre.

Oprindeligt var vægge og søjler malet hvide, mens træværket var holdt i grønne nuancer.

Dette har man til dels bibeholdt.

Væggene er hvide, som de altid har været. Men som noget nyt har søjler, drager og vinduesrammer fået en gulcremet farve. Ikke alene giver denne kombination et indvendigt spil mellem de to farver, men da facaden har samme gulcremede farver, åbner det også fabrikken op udadtil.

Ved opførelsen var gulvene på NJ Plast af beton i fabrikshallen, mens kontorerne havde finere trægulve. I fabrikshallen står gulvet stadig som rå beton, men arkitekterne har forstærket betonfornemmelsen gennem ny lak på overfladen. På kontorerne er de oprindelige gulve erstattet med en massiv mosaikparket, der fører det rå, upolerede industrielle look videre i kontordelen.

RESTAURERINGEN En stor udfordring i arbejdet med NJ Plast har været selve restaureringen, fordi bygningen ved overtagelsen var i meget dårlig stand. Da bygningen er fredet, var der endvidere en del krav til, hvordan istandsættelsen skulle forgå.

Vinduesrammerne var flere steder rådnede, fordi de i mange år ikke var blevet vedligeholdt. Bygherrerne ønskede fuldstændig nye vinduesrammer, der havde samme udseende, men en anden form for lukkemekanisme. Kulturarvstyrelsen holdt dog på, at de oprindelige rammer så vidt muligt skulle genbruges, da termovinduer ville ændre facaden.

Derfor er det kun de rådne dele, der er blevet fjernet og erstattet med nyt træ.

Bygningens fortid som plastfabrik har ligeledes spillet en vigtig rolle i restaureringen, idet en tilbundsgående miljørensning var nødvendig. Plastpartikler og olie fra maskinerne var flere steder sivet ind i betonen, og bygningen er derfor blevet fuldstændig miljørenset, hvorefter der er lagt et helt nyt lag beton. Den manglende pleje af bygningen har også betydet, at der flere steder er sivet fugt ind, som har rustet de indre jerndele i konstruktionen. De rustne jerndele skulle udskiftes, hvilket krævede, at man fandt de medtagne steder. Dette har ind i mellem været meget svært, idet jernet lå under betonen.

Gulvene er holdt i en rå, upoleret stil. Mosaikparket, øverst, har erstattet de gamle trægulve i kontorerne, mens betongulvenes industrielle udtryk, her, er forstærket gennem en ekstra lakering i fabrikshallen.

Foto: Miklos Szabo.

RENTEMESTERVEJ 14 PROJEKTET 57

MODERNISERING Det sidste vigtige element i istandsættelsen har været at føre bygningen frem til nutidige standarder. Fra et moderne synspunkt har de funktionalistiske bygninger fra 1930erne visse ulemper. Den åbne, udadvendte arkitektur med de store vinduespartier og den aflange form, giver et enormt varmetab, der gør bygningerne ganske dyre at opvarme.

Dette varmetab er blevet begrænset i den nye udgave af NJ Plast, idet de oprindelige enkeltglas i vinduerne er erstattet af dobbeltglas. Hermed har arkitekterne samtidig bibeholdt det originale udseende.

Et andet problem ved fabrikken var ventilationen. I 1930erne havde man ikke de samme muligheder for separat ventilation i rummene, som man har i dag, og på NJ Plast var der oprindeligt kun en central ventilation.

Den er i dag udskiftet med en mere raffineret ventilationstype, der kan reguleres separat i de enkelte rum. Igen har man valgt at køre dette anlæg i store rør, der ligger frit fremme og er med til at understrege den industrielle fortid.

Restaureringen af NJ Plast har været et forsøg på at bevare et vigtigt stykke arkitekturhistorie. Tiderne har krævet en vis modernisering, men ellers er fabrikken så vidt muligt bevaret, som arkitekten Marx Ishøy tænkte den ved opførelsen i 1934. Den lyse, åbne, rene arkitektur er igen kommet til sin ret, og ved årsskiftet til 2005, godt 70 år efter opførelsen, kan nye beboere rykke ind i den gamle fabriks unikke rum.

RENTEMESTERVEJ 14 PROJEKTET 59 Søjlernes cremede farve er ført videre på fabrikkens facade.

Foto: Miklos Szabo.

Fabrikshallen anno 2004. Som noget nyt er der ĂĽbnet op med en trappe og flere kvadratiske ĂĽbninger mellem fabrikshallen og den oprindelige bygning.

Foto: Miklos Szabo.

Fabrikshallen før restaureringen.

Foto: Miklos Szabo.

GlasskillevÌgge mellem søjlerne har bevaret arkitekturens übenhed og konstruktion efter restaureringen.

Foto: Miklos Szabo.

Arbejdsrummene før restaureringen.

Foto: Miklos Szabo.

ILLU FARVEKONCEPT

Det industrielle indtryk er bibeholdt efter istandsættelsen og visse steder endda forstærket ydeligere. Her ses den nye åbning mellem de to bygninger.

Foto: Miklos Szabo.

REFERENCER 01 KVARTERET Afsnittet er blevet til efter samtaler med lokalhistoriker Christian Kirkeby og direktør for Brønshøj Museum, Lars Cramer-Petersen.

Herudover er afsnittet baseret på Christian Kirkebys ”Fra Utterslev Mark til Nordvestkvarteret” (Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev, 2002) samt hans serie af historiske notater (Lokalhistorisk Forening Bispebjerg, 2000), Asger Fogs ”Utterslev – Fra Landsby til Storbyforstad” (Brønshøj Museum, 1996) og Lars Cramer-Petersens ”Frederiksborgvej – fra Navnløse til Søborghus kro” (Brønshøj Museum, 1993).

02 FABRIKKEN Dette afsnit er skrevet på baggrund af samtaler med Reenberg-familien, Hans Erik Brandenborg og Sven E. Ottosen. Desuden er afsnittet baseret på Povl A. Hansen og Göran Serin ”Plast”, samt Sven E. Ottosens ”Still going strong” (Plast Panorama nr. 4, 1997), ”Plasticmaskiner” (Danmarks Tekniske Museums årbog 1995) og ”Det er bare plastic” (Folk og Kultur, Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab 1995).

03 ARKITEKTUREN Dette afsnit er skrevet ud fra samtaler med arkitekt Flemming Skude fra biblioteket på Arkitektskolen i København, og er desuden baseret på skrivelser fra Skov- og Naturstyrelsen, samt Helen G. Welling ”Modernismens Bygninger – Idégrundlag og bevaringssynspunkter” (Skov- og Naturstyrelsen/Miljø- og Energiministeriet, 1999), samt Torben Dahl og Ola Wedebrunn ”Modernismens Bygninger – Anvendt teknologi” (Skov- og Naturstyrelsen/ Miljø- og Energiministeriet, 2000).

03 ARKITEKTUREN Afsnittet er baseret på samtaler med Kulturarvstyrelsen, arkitekt Ole Rask og Rasmus Friis fra Oskar Jensen Gruppen A/S.