2 minute read
Florence Nightingale fyldte 200 år den 12. maj og ingen fødselsdag uden kage
Af Louise Støier. Lektor ved Københavns Professionshøjskole
I anledningen af 200-året for Florence Nightingales fødsel og WHO´s markering af 2020 som Year of the Nurse and the Midwife blev der i 2019 nedsat en arbejdsgruppe på Københavns Professionshøjskole bestående af medarbejdere fra henholdsvis jordemoderuddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen. Arbejdsgruppen har stædigt arbejdet for at promovere Year of the Nurse and the Midwife og havde planlagt et stort event d.12. maj, som markering af Florence Nightingales fødselsdag. Her var planlagt en dag med oplæg fra en af de første danske mandlige sygeplejersker, samt oplæg med fokus på Florence Nightingales betydning for sygeplejen i dag. En modeopvisning med uniformer fra før, nu og i fremtiden skulle give et visuelt billede af sygeplejens udvikling. Sidst men ikke mindst skulle dagen fejres med en specielt udviklet ”Florence Nightingale kage”, som arbejdsgruppen havde inspireret Conditori La Glace til at udvikle. Arrangementet blev desværre, som så mange andre arrangementer aflyst på grund Covid-19-situationen og sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Men heldigvis har Conditori La Glace ikke aflyst den planlagte fejring af Florence Nightingale, som arbejdsgruppen havde inspireret dem til. Conditori La Glace lancerede den nye kage i starten af maj, og arbejdsgruppen fra KP har sammen med Dansk Sygeplejehistorisk Museum hjulpet Conditori La Glace med at pynte deres store vindue, hvor kagen udstilles. Vinduet er smukt pyntet med en stor plakat af Florence Nightingale samt en kopi af en sygeplejerskeuniform fra Kommune Hospital omkring år 1900, som Lektor Marie-Louise Sharp Johansen har syet. Vinduet er hermed en smuk hyldest til Florence Nightingale samt sygeplejefaget. Som kompensation for aflysningen af den planlagte event mødtes arbejdsgruppen KP med repræsentanter fra DSR samt Susanne Malchau Dietz foran Conditori La Glace tirsdag d. 12. maj for at markere dagen. Formand Grethe Christensen og Susanne Malchau Dietz, som skulle have været hovedtaler ved den planlagte event på KP, holdt hver en meget fin tale, hvor de begge på fornem vis fik markeret Florence Nightingales betydning for sygeplejefaget i dag.
Advertisement
Arbejdsgruppen fra KP består af: Grisja V. Strømstad, Ben Nielsen, Anne Charlotte O. Hjorth, Helle Barbesgaard, Louise Støier, Lotte Evron, Trine S. Madsen, Jette Tegner, Lisbeth V. Engel, Marianne W. Axelsen og Anne Prip