Evidens i sygeplejen. Connie Berthelsen Anmeldt af Louise Støier

Boganmeldelse

Evidens i sygeplejen

Connie Berthelsen · Samfundslitteratur 2020

Formålet med ”Evidens i sygeplejen” er ifølge forfatteren at åbne op for diskussioner om, hvordan sygeplejersker kan håndtere mulighederne og begrænsningerne for udvikling og implementering af anvendelsesorienteret evidensbaseret viden i klinisk sygeplejepraksis. Desværre uddyber forfatteren ikke, hvad der ligger bag begrebet anvendelsesorienteret evidensbaseret viden.

Bogen er opdelt i 2 dele. I første del udfoldes evidensbegrebet i en historisk, medicinsk og sygeplejefaglig kontekst. Anden del fokuserer på interesserne, barriererne og mulighederne for at udvikle og styrke evidensbaseret sygepleje i klinisk praksis. Gennem hele bogen inddrages mange og yderst relevante studier til at belyse emnet. Som læser savner jeg dog en mere tydelig kobling i forhold til, hvordan studiernes resultater skal medvirke som argumentation for bogens påstande.

Forfatteren fremhæver i bogens indledning, at der ses en stigende interesse blandt sygeplejersker for evidensbaseret praksis og for at deltage i forskningsrelaterede opgaver, men at det er en udfordring at realisere denne interesse i klinisk sygeplejepraksis. I min optik er dette fokus desværre bogens akilleshæl. At arbejde evidensbaseret og at deltage i forsknings- og udviklingsopgaver er to vidt forskellige ting – men denne opdeling er ikke helt klar i bogen. Alle uddannede sygeplejersker skal ifølge bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen selvstændigt varetage kliniske beslutninger og på trods af, at der findes mange definitioner og modeller til at beskrive dette begreb, er der bred enighed om, at kliniske beslutninger træffes på baggrund af patientens præferencer, klinisk ekspertise, evidensbaseret viden og den lokale kontekst. At arbejde evidensbaseret er derfor et omdrejningspunkt for alle sygeplejerskers daglige praksis. At deltage i forsknings- og udviklingsopgaver er derimod ikke nødvendigvis en del af alle sygeplejerskers daglige praksis. Denne udfordring kommer f.eks. til syne i slutningen af bogen, hvor omdrejningspunktet for ønsket om en mere evidensbaseret sygepleje er opbygning af forskningskapacitet og etablering af en forskningskultur. En interessant problemstilling – men jeg savner fokus på, hvordan ny viden kommer ud og gør en forskel hos patienten.

Spørgsmålet er, hvorvidt bogen rammer sin målgruppe - de sygeplejestuderende, som skal ud og arbejde i en evidensbaseret praksis med anvendelse af nyeste tilgængelige viden og ikke nødvendigvis selv skal udvikle ny viden?

Louise Støier Lektor på Sygeplejerskeuddannelsen Københavns Professionshøjskole