4 minute read
Personlig beretning om oplevelser med Compassion Fatigue
from FSK 1 2022
Forfatteren til dette indlæg ønsker at være anonym, men navn og arbejdssted er kendt af en redaktør.
At blive sygeplejerske har stået øverst på min ønskeseddel siden jeg var teenager og jeg var ”kun” 24 år da jeg var færdiguddannet. Siden da har jeg været på forskellige afdelinger, der alle har budt på forskelligartede udfordringer. Men kræftområdet er, efter min opfattelse, noget ganske særligt. For mig er det en kæmpe ære, at mennesker i et af de mest sårbare tidspunkter i deres liv lukker mig indenfor og lader mig blive en del af alt det der gør så umenneskeligt ondt. Og for mig virker det nærmest naturstridigt ikke at gengælde den tillid patienter og pårørende viser mig.
Jeg elsker mit fag og jeg elsker mit speciale – det er også derfor jeg stadig ”hænger ved”, efter mere end 10 år.
Men jeg har desværre også oplevet, at glæden og overskuddet svandt og det ikke længere var overskud til at give patienter og pårørende det mest basale i kræftsygeplejen, nemlig at blive set og hørt.
Mine oplevelser med Compassion Fatigue kom ikke bare fra den ene dag til den anden. Det kom snigende. I starten undlod jeg at give plads til bestemte emner i samtaler med patienterne. Det var særligt de emner der krævede 100 % tilstedeværelse og hvor jeg skulle bruge en stor del af mig selv. Jeg skulle kun lige have de oplysninger der var nødvendige for at jeg kunne udføre mit arbejde. Så snart de oplysninger var i hus forlod jeg stuen. Jeg kunne ikke overskue hvis patienter og pårørende havde behov for at tale med mig andet end for eksempel ændring af tider eller udlevering af kvalmestillende. Men det var en særlig situation der gjorde mig opmærksom på, at noget var helt galt. En dag sad en ung kvinde i venteværelset og græd hjerteskærende. Ved siden af hende sad hendes mand og trøstede hende samtidigt med at han forsøgte at tøjle sine egne følelser. Den unge kvinde var uhelbredelig syg og det var naturligvis svært for hende at acceptere. Jeg kendte parret og deres historie rigtig godt og vi havde fra deres allerførste besøg i afdelingen haft en rigtig god og givende relation. Men den dag, hvor hun græd i venteværelset, gik jeg forbi. Kiggede hende ikke engang i øjnene. Gik bare forbi. Jeg mærkede, at den sorteste samvittighed tyngede mig helt ned under gulvbrædderne. Det ændrede dog ikke på, at jeg ikke kunne rumme parrets sorg og det var derfor ikke var en mulighed for mig at give dem den omsorg de higede efter. Jeg kunne ikke engang se dem i øjnene. Og det gjorde ondt.
At opleve mig selv tage afstand fra patienterne var skræmmende. Afstanden stemte på ingen måder overens med de værdier jeg var gået ind i sygeplejefaget med. Og hvilken sygeplejerske var jeg så? Oplevelserne ledte mig ud en masse tanker i forhold til mit virke som sygeplejerske og det blev vel nærmest til en form for ”faglig identitetskrise”. Jeg kunne ikke længere leve op til de værdier, der var grundlæggende for mit virke i sygeplejefaget, og jeg følte mig utilstrækkelig.
Men hvor kom det fra? Hvad udløste denne reaktion hos mig? Hvorfor var der pludselig ikke mere af give af?
Når man køber en bil, har den en maks-hastighed. Og en gang imellem, når vi kører ned gennem Tyskland, så gi’r vi den gas og farten skal prøves af. Det har bilen det fint med. Men hvis vi hver gang vi satte os i bilen trykkede speederen i bund, så ville bilen hurtigt få behov for en tur til mekanikeren. Den er ganske enkelt ikke bygget til konstant at køre med maks-hastigheden. Sådan er det også for os. Vi kan som mennesker ikke tåle at yde 100 % hver eneste dag i lange perioder. Vi kan gøre det kortvarigt, i nogle dage. Måske op til et par uger. Jeg havde forud for episoden med den unge kvinde været udsat for et ualmindelig stort arbejdspres. Det havde stået på i månedsvis. Min krop var begyndt at sige fra, men jeg valgte ubevidst ikke at registrere det. Mit overskud var ikke eksisterende, og derfor begyndte jeg at undgå situationer, der krævede meste af mig. Jeg frasorterede det, som jeg under normale omstændigheder sætter højest i sygeplejen. Omsorgen for patienten.
For mig var oplevelsen af Compassion Fatigue et af de første tegn på regulær stress og efter en længere periode endte det også med en lang stress-sygemelding, præget af angst og tankemylder.
Vejen tilbage er lang og sej, og der er stadig nogle skridt at gå. På vejen har jeg fået hjælp af min praktiserende læge, en psykolog, samt af en fysioterapeut med speciale i stresshåndtering. Det har været svært at erkende, at det fag som jeg i snart 25 år har elsket at arbejde i, også har været det der har kørt mig i sænk. Men netop her er det vigtigt at holde fast i, at det ikke er patienterne, specialet, eller faget der har ”kørt mig i sænk”. Det er drift, økonomi og politik.
Jeg elsker stadig mit fag og mit speciale. Hvad fremtiden bringer ved jeg ikke, men jeg kommer ikke til at slippe kræftsygeplejen frivilligt. Jeg bliver nødt til at tro på en bedre fremtid i kræftsygeplejen, hvor vi igen får omsorgen for patienten i centrum.
