8
NR. 1 | 2022
TEMA
Personlig beretning om oplevelser med Compassion Fatigue
Forfatteren til dette indlæg ønsker at være anonym, men navn og arbejds sted er kendt af en redaktør.
At blive sygeplejerske har stået øverst på min ønskeseddel siden jeg var teenager og jeg var ”kun” 24 år da jeg var færdiguddannet. Siden da har jeg været på forskellige afdelinger, der alle har budt på forskelligartede udfordringer. Men kræftområdet er, efter min opfattelse, noget ganske særligt. For mig er det en kæmpe ære, at mennesker i et af de mest sårbare tidspunkter i deres liv lukker mig indenfor og lader mig blive en del af alt det der gør så umenneskeligt ondt. Og for mig virker det nærmest naturstridigt ikke at gengælde den tillid patienter og pårørende viser mig. Jeg elsker mit fag og jeg elsker mit speciale – det er også derfor jeg stadig ”hænger ved”, efter mere end 10 år.
Men jeg har desværre også oplevet, at glæden og overskuddet svandt og det ikke længere var overskud til at give patienter og pårørende det mest basale i kræftsygeplejen, nemlig at blive set og hørt. Mine oplevelser med Compassion Fatigue kom ikke bare fra den ene dag til den anden. Det kom snigende. I starten undlod jeg at give plads til bestemte emner i samtaler med patienterne. Det
var særligt de emner der krævede 100 % tilstedeværelse og hvor jeg skulle bruge en stor del af mig selv. Jeg skulle kun lige have de oplysninger der var nødvendige for at jeg kunne udføre mit arbejde. Så snart de oplysninger var i hus forlod jeg stuen. Jeg kunne ikke overskue hvis patienter og pårørende havde behov for at tale med mig andet end for eksempel ændring af tider eller udlevering af kvalmestillende. Men det var en særlig situation der gjorde mig opmærksom på, at noget var helt galt. En dag sad en ung kvinde i venteværelset og græd hjerteskærende. Ved siden af hende sad hendes mand og trøstede hende samtidigt med at han forsøgte at tøjle sine egne følelser. Den unge kvinde var uhelbredelig syg og det var naturligvis svært for hende at acceptere. Jeg kendte parret og deres historie rigtig godt og vi havde fra deres allerførste besøg i afdelingen haft en rigtig god og givende relation. Men den dag, hvor hun græd i venteværelset, gik jeg forbi. Kiggede hende ikke engang i øjnene. Gik bare forbi. Jeg mærkede, at den sorteste samvittighed tyngede mig helt ned under gulvbrædderne. Det ændrede dog ikke på, at jeg ikke kunne rumme parrets sorg og det var derfor ikke var en mulighed for mig at give dem den omsorg de higede efter. Jeg kunne ikke engang se dem i øjnene. Og det gjorde ondt. At opleve mig selv tage afstand fra patienterne var skræmmende. Afstanden stemte på ingen måder overens med de værdier jeg var gået ind i sygeplejefaget med. Og hvilken sygeplejerske var jeg så? Oplevelserne ledte mig ud en masse tanker i forhold til mit virke som sygeplejerske og det blev vel nærmest til en form for ”faglig identitetskrise”. Jeg kunne ikke længere leve op til de værdier, der var grundlæggende for mit virke i sygeplejefaget, og jeg følte mig utilstrækkelig.
