Speciale - Branding af den kreative by by Rune Bager

Indhold: 1. Indledning ....................................................................................................................................... 4

1.1. Indkredsning af problemfeltet................................................................................................ 4 1.2. Fokus og tilgange ..................................................................................................................... 6 1.3. Formål ........................................................................................................................................ 7 1.4. Casevalg..................................................................................................................................... 8 1.5. Problemformulering ................................................................................................................ 9 1.6. Metode og afgrænsninger ....................................................................................................... 9 1.7. Disposition for afhandlingen................................................................................................ 10

2. Fra byplanlægning til strategisk bypolitik i Odense ............................................................. 12

2.1. Byplanlægningens forestillinger om den gode by............................................................. 12 2.2. Den moderne byplanlægning med fokus på Odense ....................................................... 16 2.2.1. Odense før 1938 ................................................................................................................... 17 2.2.2. Første fase: 1938 – 1960: forberedelse på vækst – Odense som industri- og villaby.. 18 2.2.3. Anden fase: 1960 – 1975: byvækst – to-centerstruktur i Odense .................................. 18 2.2.4. Tredje fase: 1975 – 1990: byens afmatning – trafiksaneringer og grønt miljø ............ 20 2.2.5. Fjerde fase: 1990 – i dag: byens genkomst – bystrategier og stagnation i Odense ..... 22 2.2.6. Delkonklusion...................................................................................................................... 26

3. Teoriramme: Styring af byen i oplevelsessamfundet ............................................................ 28

3.1 Byen i oplevelsessamfundet................................................................................................... 28 3.1.1. Byen som ramme for identitet ........................................................................................... 28 3.1.2. Oplevelsessamfundet.......................................................................................................... 30 3.1.3. Oplevelsessamfundets konsekvenser for byidentiteten ................................................ 31 3.1.4. Delkonklusion...................................................................................................................... 33 3.2. En gouvernemental styringsanalytik .................................................................................. 34 3.2.1. Gouvernemental styringsrationalitet - styringens makrofysik..................................... 35

3.2.2. Styring af selvstyring – styringens mikrofysik ............................................................... 37 3.2.3. Byplanlægning som styring af byens liv.......................................................................... 39 3.2.4. Bybranding som styring af oplevelsesorientering.......................................................... 40 3.2.5. Italesættelser og styringsteknologier................................................................................ 42 3.2.6. Delkonklusion...................................................................................................................... 43 3.3. Overvejelser om teorivalg ..................................................................................................... 43

4. Caseanalyse af Odense Kulturstrategi ...................................................................................... 46

4.1. Kulturstrategien som styringsrationalitet........................................................................... 48 4.1.1. Politiske problematiseringer og målsætninger: ”Vision Odense” ............................... 48 4.1.2. Præsentation af Odense Kulturstrategi ............................................................................ 52 4.1.3. Kulturstrategiens kulturopfattelser .................................................................................. 56 4.1.4. Videns- og idégrundlag for Kulturstrategien som styringsrationalitet....................... 57 4.1.5. Delkonklusion...................................................................................................................... 59 4.2. Forestillinger om borgeren.................................................................................................... 60 4.2.1. Haves: almindelige borgere ............................................................................................... 61 4.2.2. Ønskes: kreative borgere.................................................................................................... 63 4.2.2. Aktivering af kulturaktørerne ........................................................................................... 66 4.2.2.1. Tilblivelsen af Kulturstrategien ..................................................................................... 66 4.2.2.2. Vækstlagene.................................................................................................................... 67 4.2.2.3. De kreative alliancer....................................................................................................... 69 4.2.2.4. Ansvarliggørelsen af kulturaktørerne som biopolitik..................................................... 70 4.2.3. Italesættelse af den kreative borger .................................................................................. 71 4.2.4. Delkonklusion...................................................................................................................... 73 4.3. Branding af den kreative by.................................................................................................. 74 4.3.1. Fra industriby og villaby til kreativ storby...................................................................... 74 4.3.2. Mod en æstetiseret byidentitet .......................................................................................... 75 4.3.3. Brandingteknologier ........................................................................................................... 78 4.3.3.1. Atmosfæreteknologier i byrummet................................................................................. 79 4.3.3.2. Symbolske og narrative teknologier i byrummet............................................................ 81 4.3.3.3. Eventteknologier og æstetiske fællesskaber .................................................................... 85 2

4.3.4. Den kreative by som brand................................................................................................ 89 4.3.5. Delkonklusion...................................................................................................................... 91

5. Konklusion ..................................................................................................................................... 92

6. Analytiske refleksioner over caseanalysen .............................................................................. 97

7. Perspektivering: bybranding og dens konsekvenser ........................................................... 100

7.1. Differentiering og homogenisering af byen ..................................................................... 100 7.2. Instrumentalisering og trivialisering af kreativitet ......................................................... 102 7.3. Det kreative monopol .......................................................................................................... 105

8. Litteratur........................................................................................................................................ 108

Bilag A: Metodeovervejelser ......................................................................................................... 117

Bilag A.1. Skriftligt empirisk materiale .................................................................................... 117 Bilag A.2. Interviewmetode ....................................................................................................... 118 Bilag A.2.1. Valg af informanter ................................................................................................ 119 Bilag A.2.2. Interviewguide, gennemfĂ¸relse af interview og transskribering .................... 119

Summary ........................................................................................................................................... 121

1. Indledning København har gjort det. Holstebro gjorde det i 60’erne før begrebet overhovedet eksisterede. Horsens er i disse år det mest omtalte danske eksempel på det. Ligesom mange andre danske og europæiske byer har de brandet sig med henblik på at skabe en mere positiv opfattelse af byen overfor omverdenen og en stærkere identitet blandt byens borgere. Men hvad vil det egentligt sige at brande en by? Hvordan kan man overhovedet brande noget så omfattende, komplekst og forskelligartet som en by? Hvilke virkninger – intenderede såvel som uintenderede - kan branding af en by have? Disse spørgsmål har været motiverende for denne specialeafhandling, der undersøger bybranding gennem en empirisk undersøgelse af et konkret bybrandingprojekt: Odense Kulturstrategi.

1.1. Indkredsning af problemfeltet Begrebet branding er hentet fra produktmarketing der knytter et produkt til bestemte værdier som forbrugeren ideelt set identificerer sig med og dermed får lyst til at købe (Dahl & Buhl, 1993:35). Mange byer har taget begrebet til sig og forsøgt at lokke de eftertragtede turister, virksomheder og nye tilflyttere til byen ved at markere sig på en række plusord og positive slogans som f.eks. ”Fredericia – byen hvor mennesker mødes” og ”Gør noget der dur – flyt til Bur”. Dermed er bybranding blevet opfattet som noget der skal skabe et særligt image for byen ved at kommunikere bestemte brandværdier som byen gerne vil associeres med. I en artikel om bybranding indvender bybrandingkonsulenterne Joachim Christgau og Martin Vibe Jacobsen imidlertid at en del danske byer har opfattet branding som ren og skær markedsføring, ”hvor der brandes ud fra ”tomme” værdier, der ikke er internt forankrede” (Christgau & Jacobsen, 2005:1). Ifølge Christgau og Jacobsen bør bybranding primært fokusere på hvad de betegner som byens produktkerne - dens oplevelser: ”Det er mødet med byen, der i sidste ende afgør om der er tale om et stærkt citybrand”(ibid:1). Med oplevelser mener Christgau og Jacobsen dels permanente oplevelser såsom byrummet, arkitekturen og det generelle liv i byen og dels ikke-permanente oplevelser såsom kulturelle optrædener, festivaler og events. Byens forskellige oplevelser skal så vidt muligt designes og styrkes gennem bybranding for at forbedre folks opfattelse af byen: Oplevelsen skal optimalt set være knyttet til en relevant aktivitet, således at fokus og koncentration fastholdes og målgruppen undlader at skabe ”egne” oplevelser, som ikke understøtter brandet. De mange indtryk, der er med til at 4

skabe en oplevelse, skal så vidt muligt ensrettes ud fra brand værdierne, så de alle sender de samme signaler (ibid:2).1 Byens brandværdier skal være styrende for byens oplevelser, og der skal etableres en forståelse for målgruppens ønsker, ligesom det skal klargøres hvordan oplevelsen skal differentiere byen i forhold til andre konkurrerende byer (ibid:2). På den måde kan bybrandede oplevelser være med til at sælge byen overfor omverdenen - dels gennem omtale i medierne, og dels ved at et udenbys publikum får en mere positiv opfattelse af byen generelt. Endelig fungerer byens oplevelser også som et internt ”brandværktøj til at sikre intern forankring og fælles forståelse blandt borgere og erhvervsliv” (ibid:2). Således kan bybrandingen skabe en fælles forståelse, stolthed og identitet der igen kan styrke byens image positivt. Dette skal fastholde eksisterende borgere og tiltrække nye samt turister og virksomheder, hvilket tilsammen skal bidrage til økonomisk vækst i byen. Meget tyder på at der i de senere år er kommet et forstærket politisk fokus på at anskue kultur og oplevelser som redskaber til at forbedre opfattelsen og oplevelsen af en by med henblik på at skabe økonomisk vækst. Denne opfattelse gør sig gældende landspolitisk og i mange kommuner. F.eks. står der i den ministerielle rapport: ”Danmarks Kreative Potentiale”: ”I denne regionale konkurrence er der en tendens til, at oplevelser, livskvalitet og kultur får en stadig større betydning” (Erhvervs- & Kulturministeriet, 2000:96). Bybrandingens interesse for kultur og oplevelser kan relateres til andre nye begreber og rationaler - f.eks. ’oplevelsesøkonomi’, der er en samlebetegnelse for profitgivende aktiviteter, som indbefatter en oplevelsesdimension – fra finkultur til computerspil. Blandt politikere og økonomer er der store forventninger til oplevelsesøkonomien som fremtidens væksterhverv, da den har haft nogle høje vækstkurver i de senere år (Pine & Gilmore, 1999; Regeringen, 2003; Bille et al, 2005). I forlængelse heraf er der kommet stor politisk og økonomisk interesse for de ’kreative alliancer’. Dette rationale henviser til nye samarbejder mellem kunstnere og erhvervsliv hvor førstnævnte menes at kunne bidrage med inspiration og idérigdom og sidstnævnte med systematik, organisering og økonomisk tæft. Disse kreative alliancer skal være med til at stimulere innovation og iværksættelse af nye virksomheder (Advice Analyse,

Af hensyn til læsbarheden indrykkes citater, der er længere end to linjer, mens kortere citater skrives i kursiv og

med dobbelt citationstegn.

2000). Et tredje rationale, der er blevet aktuelt, er ’eventmanagement’ som er blevet anvendt af byplanlægningens fagfolk, men som også involverer kulturfolk, kunstnere og sponsorer fra erhvervslivet (Evans, 2001; Ristilammi, 2000; Berg, 2000). Endelig bør det nævnes at økonomen Richard Florida har sammenfattet mange af disse overvejelser i bogen: ”Den Kreative Klasse” (2005), som i sig selv synes at være blevet handlingsanvisende for både byers og virksomheders planlægning for den kreative vækst. Disse begreber og rationaler supplerer hinanden, og jeg mener at de tilsammen er væsentlige for at forstå hvordan den kulturog oplevelsesorienterede bybranding fungerer i dag.

1.2. Fokus og tilgange Sociologisk set er bybranding interessant fordi den er udtryk for nogle grundlæggende samfundsmæssige forandringer. Således fastslår den amerikanske sociolog Sharon Zukin: The cultural power to create an image, to frame a vision of the city has become more important as … traditional institutions – both social classes and political parties – have become less relevant mechanisms of expressing identity (Zukin, 1995:3). Zukin peger altså på at bybranding hænger sammen med opløsningen af traditionelle samfundsmæssige institutioner som sociale klasser og politiske partier. Jeg mener derfor at en sociologisk forståelse af de samfundsmæssige forandringer som den vestlige verdens byer har været præget af, kan være med til at belyse hvorfor bybranding er blevet aktuel. Som omtalt er kultur og oplevelser centrale redskaber for bybrandingen, hvorfor det synes relevant at inddrage en sociologisk forståelse af oplevelsessamfundet. En sådan forståelse tematiseres af sociologen Gerhard Schulze (1992) der inddrages i specialet til at beskrive hvordan senmoderniteten er præget af en generel oplevelsesorientering som basis for identitet og tilknytning. Jeg supplerer Schulzes perspektiver med geografen David Harvey (1990) der relaterer det stigende forbrug af oplevelser til globale strukturforandringer. I afhandlingen hævder jeg at bybranding er et bypolitisk forsøg på at tilpasse sig og udnytte oplevelsessamfundets urbane betingelser. Med bypolitik refererer jeg til det arbejde der gøres politisk og administrativt for at regulere og organisere en bys udvikling og liv. Det har traditionelt involveret kommunalpolitiske myndigheder der har været optaget af forskellige

faglige

områder.

Erhvervsforvaltningen

fokuserede

på

tiltrække

industrivirksomheder; byplanlægningsafdelingen havde til opgave at udvikle og regulere byens fysiske arealer og infrastruktur; socialforvaltningen leverede sociale ydelser osv. 6

Jeg mener at bypolitik og byplanlægning reorganiseres og forandres som følge af bybranding og de relaterede begreber om oplevelsesøkonomi, kreative alliancer og eventmanagement. Derfor betragter jeg bybranding som en ny bypolitisk styringsrationalitet. Begrebet styringsrationalitet er inspireret af filosoffen Michel Foucaults begreb om ’gouvernementalitet’, som refererer til en politisk styring der vil strukturere individets selvstyring så det frivilligt foretager de valg der er nyttige for styringen (Foucault, 2000c:341). Som vi så før, kan bybranding relateres til den stigende oplevelsesorientering som individet bruger til at skabe sin identitet i dag. Derfor er det afhandlingens tese at bybranding er en bypolitisk styringsrationalitet der skal styre borgernes oplevelsesorientering i overensstemmelse med byens ønskede brand. Afhandlingen undersøger hvordan denne styring er blevet mulig, og hvordan den fungerer.

1.3. Formål Formålet er at belyse hvad bybranding gør ved forestillingen om byen som en fælles ramme for folks mangfoldige liv – hvad vil det f.eks. sige at borgerne skal dele fælles forståelse, være stolte over og bakke op om byens branding, som Christgau og Jacobsen mener? Hvad sker der hvis borgerne ikke gør det? Bliver byens udvikling og planlægning prioriteret anderledes som følge af bybranding? Hvordan ændrer bybranding på opfattelsen af byen og dens identitet? Formålet med afhandlingen er ikke at give konkrete anbefalinger til hvordan bybranding kan effektiviseres eller forbedres eller for den sags skyld at foretage en evaluering af Odense Kulturstrategis fordele og ulemper. Analysen fremlægger derimod et konkret eksempel på bybranding i praksis, hvilket skal tjene som en kritisk refleksion over de mange marketings- og managementtrends der synes at præge den bypolitiske dagsorden – fra bybranding til oplevelsesøkonomi til eventmanagement. Dermed ønsker jeg at vise hvilke mere eller mindre skjulte normative og kognitive forudsætninger bybrandingen hviler på, samt hvilke styringsmekanismer den etablerer. Ved at sætte spørgsmålstegn ved bybrandingens selvfølgeligheder er det mit håb at afhandlingen kan bidrage til en diskussion om fordele og ulemper ved bybranding blandt byens borgere, politikere, fagfolk og folk, der er alment interesserede i byens liv og udvikling.

1.4. Casevalg Jeg har valgt at anskue Odense Kulturstrategi som et eksempel på bybranding, selvom dette begreb ikke anvendes systematisk af Odense Kommune i forbindelse med Kulturstrategien. Imidlertid repræsenterer Kulturstrategien en strategisk målsætning om at styrke byens økonomiske udvikling og vækst ved at skabe en stærkere byidentitet og et bedre image overfor omverdenen. Det skal ske gennem kulturelle oplevelser og kreative aktiviteter, der skal manifestere brandet ”Odense, Danmarks Kreative By”. Derfor mener jeg at Kulturstrategien

kan

betragtes

som

bybranding.

Jeg

fokuserer

på

den

del

brandingprocessen, der handler om at forankre byens brand i eksisterende og nye kulturelle oplevelser og tiltag. Dette er for mig at se den mest omfattende del af brandingprocessen såvel økonomisk som organisatorisk og derfor den mest interessante. Derimod ser jeg ikke på

den

eksterne

markedsføring

Odense

gennem

reklamer

kommunikationskampagner.2 Mens mange byer i landet er inde i lignende bybrandingprocesser, synes Odense Kulturstrategi oplagt af flere grunde. På den ene side har byen Odense gennem de sidste 1020 år oplevet en lavere vækst end sammenlignelige byer som Aalborg, Århus og Trekantsområdet. På den anden side udgør Kulturstrategien den største enkeltstående kulturinvestering i landet, hvilket indbefatter en række kulturprojekter, events, nye kulturog sportsfaciliteter o.a. Derfor må der formodes at være store forventninger til Kulturstrategiens betydning for Odenses økonomiske og kulturelle fremtid. Kulturstrategien er et ambitiøst, politisk projekt som er resultatet af flere års kommunalt visions- og analysearbejde. De økonomiske og politiske rammer for Kulturstrategien blev vedtaget af Odense Kommunes byråd i 2004. Efterfølgende er der foregået et udviklings- og implementeringsarbejde, som har inkluderet mange forskellige kulturinstitutioner,

kulturaktører

samt

aktører

indenfor

erhvervslivet

uddannelsessektoren. Jeg vil således betegne Kulturstrategien som en ”eksemplarisk case” (Flyvbjerg, 2000:150)

Odense Kommunes kommunikationsafdeling arbejder med en langsigtet kommunikationsstrategi, som netop

skal tage afsæt i Kulturstrategien. Dens offentliggørelse er sat til efteråret 2006, og falder derfor udenfor dette speciales tidsramme.

idet den tænkes at kunne blive paradigmatisk for hvordan bybrandingen kan skabe kreative og kulturelle bybrands fremover. F.eks. er Odense valgt som ramme for Dansk Byplanlaboratoriums kursus: ”Den Kreative By” i november 2006.3 Som følge af Strukturreformen af 2005-06 og de nye, større kommuner vil der efter al sandsynlighed opstå et større ønske om at markere sig som en progressiv og dynamisk kommune i den nye regionalpolitiske og økonomiske geografi.4 I den sammenhæng vil Odense Kulturstrategi med en vis sandsynlighed tjene som referenceeksempel – hvad enten den får de ønskede effekter eller ej.

1.5. Problemformulering På baggrund af ovenstående overvejelser om bybranding og Odense Kulturstrategi lyder problemformuleringen:

Hvordan kan Odense Kulturstrategi anskues som en bypolitisk styringsrationalitet, og hvordan søger den at styre borgernes oplevelsesorientering?

1.6. Metode og afgrænsninger Caseanalysen af Odense Kulturstrategi baseres på skriftligt materiale i form af konsulentrapporter, økonomiske publikationer, politiske visionspapirer, dagbladsartikler samt interviews med fem ledende medarbejdere i fem forskellige afdelinger i Odense Kommune. Materialet danner grobund for en analyse af de problematiseringer af den tidligere bypolitiske situation i Odense, som Kulturstrategien er fostret af og af de nye intentioner, redskaber, rationaler og forventninger som Kulturstrategien iværksætter for at forbedre den bypolitiske styring af byen. Dermed afgrænser jeg mig på to områder. Jeg foretager hverken en aktør- eller en institutionsorienteret analyse af politisk magt. Jeg hævder nemlig at Kulturstrategien kan ses som en styringsrationalitet der er udtryk for en tidstypisk måde at forstå og styre byen på

3 4

www.db.dk/cks/DenKreativeBy.pdf (25. oktober, 2006). Se f.eks. temaet ”Kommunebranding” i StrukturMagasinet nr. 2 om det øgede fokus på bybranding i forbindelse

med Strukturreformen. Om selve Strukturreformen se www.im.dk/publikationer/strukturaftale/ kap14.html (23. juni, 2006).

generelt. Derfor interesser jeg mig ikke for specifikke aktører eller institutioner i Odense, men for hvordan denne rationalitet manifesterer sig i diskurser, praktikker, tiltag og nye bypolitiske løsninger. Disse udtrykker sig naturligvis gennem forskellige institutioner og aktører, men disse betragtes som iværksættere af styringsrationaliteten, og ikke som aktører med specifikke egeninteresser. For det andet afgrænser jeg mig fra at undersøge hvilke virkninger og effekter Kulturstrategien måtte have for Odenses brand. Jeg mener at det interessante består i at undersøge hvordan bybranding medfører en ny tænkning om og styring af byen generelt. Det er i sidste ende den generelle forskydning af bypolitikken, bybrandingen skal vurderes på - snarere end det er om et konkret bybrandingprojekt får succes eller ej.

1.7. Disposition for afhandlingen For at forstå hvorfor Odense Kommune har valgt at iværksætte en Kulturstrategi der skal brande byen som kreativ, foretager jeg i kapitel to ”Fra byplanlægning til strategisk bypolitik i Odense” et historisk rids over Odenses byplanlægning og bypolitik i de seneste 60 år. Denne udvikling sættes i relation til den moderne byplanlægnings forestillinger om ’den gode by’. Jeg viser således at mens disse forestillinger har dannet grundlag for bypolitikken og byplanlægningen tidligere, så repræsenterer ’den kreative by’ en ny forestilling om den gode by. Samtidig viser den historiske beskrivelse hvordan der i de seneste 20 år er kommet en øget bykonkurrence hvor Odense tilsyneladende ikke har kunnet følge med, idet byens udvikling og økonomiske vækst er stagneret i løbet af 1990erne. Kapitlet giver dermed den konkrete, historiske baggrund for at forstå Odenses aktuelle situation. Kapitel tre ”Styring af byen i Oplevelsessamfundet” giver en teoretisk forståelse for bybranding som en særlig bypolitisk styringsrationalitet. Kapitlet falder i tre overordnede afsnit, hvor det første - ”3.1. Byen i oplevelsesamfundet” – beskriver samfundsmæssige forandringer i form af globalisering, afindustrialisering og oplevelsesorientering. Som det vil fremgå, underminerer disse forandringer byens traditionelle identitet og betydning, ligesom oplevelsesorienteringen skaber et større fokus på byens kultur og oplevelser. Afsnittet ”3.2. En gouvernemental styringsanalytik” fremlægger et analytisk begrebsapparat der gør det muligt at anskue bybranding som en styring af oplevelsesorientering med henblik på økonomisk vækst i byen. I afsnit ”3.3. Teoretiske refleksioner” diskuteres valget af teorier samt 10

implikationerne af at kombinere disse. Fjerde kapitel: ”Caseanalyse af Odense Kulturstrategi” falder i tre afsnit. Afsnit ”4.1. Odense

Kulturstrategi

som

Styringsrationalitet”

analyserer

Kulturstrategien

som

styringsrationalitet der kobler specifikke målsætninger om økonomisk vækst med kultur, kreativitet og oplevelser. Disse målsætninger skal realiseres gennem to overordnede strategier: For det første skal borgernes oplevelsesorientering bringes i overensstemmelse med forestillingen om ’den kreative borger’, hvilket undersøges i afsnit ”4.2. Forestillinger om borgeren”. For det andet skal selve byens rammer og oplevelsesmuligheder designes og styrkes så de manifesterer brandet ”Danmarks kreative by”. Dette belyses i afsnit ”4.3. Branding af den kreative by”, som analyserer forskellige brandingteknologier der anvendes til at styre folks oplevelsesorientering i byen. Tilsammen giver disse tre afsnit en detaljeret og konkret forståelse for hvilke rationaler, diskurser, praktikker og teknologier bybranding iværksætter, og hvordan de kædes sammen gennem nogle overordnede målsætninger om økonomisk vækst. Disse rationaler relateres til Richard Floridas antagelser om ’kreativ vækst’ som helt eksplicit har været inspiration for Kulturstrategien. Kapitel fem ”Konklusion” afrunder caseanalysen med en sammenfattende besvarelse af problemformuleringen. Sjette kapitel ”Analytiske refleksioner over caseanalysen” fremlægger på baggrund af caseanalysen nogle refleksioner over den valgte analytiske tilgang, mens det syvende kapitel ”Perspektivering: Bybranding og dens konsekvenser” perspektiverer caseanalysens konklusioner i forhold til mere generelle overvejelser om bybranding. Det diskuteres hvilke såvel intenderede som uintenderede konsekvenser bybranding kan få for en by, og dermed gives afslutningsvis nogle kritiske kommentarer til bybranding som bypolitisk styringsrationalitet. I bilagsmaterialet forefindes de metodiske overvejelser om brug af det empiriske materiale samt interviewmetoden og gennemførelsen af interviewene. Endvidere forefindes interviewudskrifter her og et engelsk resumé.

2. Fra byplanlægning til strategisk bypolitik i Odense Dette kapitel tjener som historisk baggrund for at forstå hvorfor bybranding opstår, og hvorfor Odense Kommune iværksætter en Kulturstrategi. Derfor skitseres de seneste 60 års udviklingen indenfor Odenses bypolitik og byplanlægning i korte træk. Tankerne bag Odenses bypolitik og byplanlægning kan relateres til nogle generelle forestillinger om den gode by som den moderne byplanlægning har betjent sig af. Med bybranding afløses disse forestillinger af ’den kreative by’ som en ny forestilling om den gode by. Som kapitlets titel antyder, mener jeg at der i perioden er tale om en forskydning fra en relativt traditionel byplanlægning mod strategisk bypolitik og endelig mod bybranding. Derfor vil jeg ikke give nogen færdig definition på termerne ’byplanlægning’ og ’bypolitik’, men derimod vise hvordan forståelsen og betydningen af disse forandrer sig over tid. I kapitlet gives først en præsentation af den moderne byplanlægnings overordnede forestillinger om den gode by som dernæst anvendes som fortolkningsredskaber i den historiske udlægning af Odenses byplanlægning og bypolitik.

2.1. Byplanlægningens forestillinger om den gode by Byplanlægning er en tusindårig gammel disciplin forstået som anlæg af militære forsvarsværn og dyrkelse af religiøse og politiske magtsymboler i byens offentlige rum. Men som planmæssig tilrettelæggelse af bebyggede områders arealanvendelse, struktur og infrastruktur ud fra bestemte politiske, økonomiske og sociale mål er den moderne byplanlægning opstået som reaktion på byvæksten i forbindelse med 1800-tallets industrialiserings- og moderniseringsprocesser (Lemberg, 1981:13).5 I løbet af den moderne stats opkomst er byplanlægningen i det 20. århundrede blevet udspaltet som en selvstændig fagdisciplin med professionelle fagfolk, som f.eks. arkitekter, bygningsingeniører

og landskabsarkitekter. Ifølge

byplanlægger og arkitekt Arne

Gaardmand har byplanlægningens opgave været ”at bringe orden og skønhed ind i menneskenes fysiske omgivelser” (Gaardmand, 1993:11). Der har imidlertid sjældent været enighed om hvad der kan betragtes som ”orden” og ”skønhed”, hvorfor byplanlægningen ofte er blevet

Jeg refererer generelt til den moderne, vestlige verdens udvikling.

genstand for konflikter og forskellige interesser. Byplanlægning har på den ene side været tæt knyttet til politiske interesser og været underlagt økonomiske og sociale forhold (ibid:11). På den anden side har byplanlægningen som faglig disciplin søgt at stimulere bestemte kræfter og opnå bestemte målsætninger ved hjælp af fysiske redskaber. Dette har den gjort på basis af varierende forestillinger om den gode by der har fungeret som byplanlægningens normative og ideologiske grundlag (Benevolo, 1993:160ff). Disse forestillinger blev udviklet i første halvdel af det 20. århundrede af forskellige tænkere og reformatorer der mente at industrialismen førte til rent profitorienterede, asociale, hæslige og usunde byer.6 Som vi skal se, har disse forestillinger haft en betydning helt op til den aktuelle byplanlægning, bypolitik og bybranding. Som ideologisk kontrast til den industrielle storby har disse tænkere ofte ladet sig inspirere af den utopiske tanke som bl.a. findes hos Thomas More om at bygge ”det gode samfund”(Hansen, Hansen & Qvist, 1997:376). Dette er ofte blevet manifesteret som en småby eller en mindre koloni, der står i modsætning til storbyens ”uoverskuelighed” (Lemberg, 1981:12).7 Ifølge byplanlægger Kai Lemberg kan den moderne byplanlægnings ideologiske tradition derfor betragtes som anti-urban (ibid:13). Forestillingerne om den gode by kan inddeles i to teoretiske retninger der lægger vægt på forskellige aspekter ved bylivet og byens form og udtryk. For det første er der en lokalt orienteret

planlægning

for

fællesskaber,

som

byforskeren

John

Pløger

kalder

nærmiljøplanlægningen (Pløger, 1997). For det andet den funktionalistiske planlægning.

1) Nærmiljøplanlægningen: har sit historiske udspring i forskellige tanker om at vende tilbage i historien for at skabe mere levende og sociale byer. Arkitekten og arkitekturteoretikeren Camillo Sitte (1848-1903) var repræsentant for en romantisk orienteret arkitektur inspireret af middelalderbyens harmoniske formkomponenter (Lemberg, 1981:15). Sitte mente at urbane kvaliteter fandtes i de bymønstre og udtryk, som opstod i kraft af byens naturlige historiske udvikling og liv - frem for i den bevidste planlægning, som funktionalismen repræsenterede (Sitte, 1982:22ff, 70ff). Omkring det 20. århundredes

Bl.a. Camillo Sitte, Ebenezer Howard, Lewis Mumford, le Corbusier.

Ordet utopi betyder ikke-sted og har ofte fungeret både som kritik af den eksisterende tilstand, og som

pejlemærke for en alternativ udvikling (Hansen, Hansen & Qvist, 1997:376; Lemberg, 1981:12).

begyndelse skabte journalisten Ebezener Howard (1850-1929) i protest mod byernes liberalistiske udvikling visionen om den lille haveby i nær kontakt med naturen (Lemberg, 1981:15ff). Sociologen Lewis Mumford (1895-1990) videreførte fra 30erne den antiurbane tradition med sin kritik af den moderne storbys menneskefjendtlighed.8 Han mente at dens koncentration af boliger, arbejdspladser og trafik førte til forfladigelse af livskvalitet, fremme af had og isolation. Inspireret af Howard fremførte han at man skulle respektere de nære og lokale værdier, dyrke naboskabet og fællesskabet ved at opføre lave bebyggelser og sørge for at decentralisere befolkningstilvæksten i mindre havebyer. Ønsket var – med Ferdinand Tönnies – at erstatte storbyens ”gesellschaft” med lokalsamfundets ”gemeinschaft” (Mammen, 1994:266; Lemberg, 1981:16).

Figur 1: Fra industriby til haveby ifølge Howard

Lignende

tanker

netop

kommet

til

udtryk

byplanlægningen

form

nærmiljøplanlægningen (Pløger, 2002a:68). Denne fokuserer på at skabe gode lokalområder som er baseret på en naboskabsideologi og forpligtende fællesskaber som alternativ til storbyens ’anonymitet’ og ’fremmedgørelse’.9 Nærmiljøplanlægningen kan ses i dele af den danske forstadsplanlægning og i 70ernes og 80ernes tanker om at skabe tætte

F.eks. i “The Culture of Cities” (Mumford, 1997/1938).

Nærmiljøtanken har træk tilfælles med den filosofisk-ideologiske retning, kommunitarismen, der opstod i

80ernes USA. Den mener, at samfundets værdier skal skabes i det civile samfunds sociale fællesskaber som modvægt til modernitetens sfæredifferentiering og værditab (Pløger, 2002a:67).

lokalfællesskaber i de sociale boligområder. Endelig har nærmiljøplanlægningen spillet en rolle i forhold til kvarterløftsprojekter bl.a. i hovedstadsområdet (Pløger, 2002b:11f). Nærmiljøplanlægningen er blevet kontrasteret af den mere rationalistiske funktionalisme.

2) Den funktionalistiske planlægning: Foregangsmanden for den funktionalistiske tænkning er arkitekt og byplanteoretiker le Corbusier (1887-1965). Han angreb de traditionelle historiske byer for at hænge dårligt sammen og for ikke at være gearet til den moderne tids krav om kraft, fart og energi (le Corbusier, 1971:207ff; Lemberg, 1981:15). Le Corbusier var medforfatter på byplanlægningens første egentlige manifest: Athen-charteret fra 1933, der hævdede at den industrielle by er kaotisk, og at den ikke har tilpasset sig maskinalderen. Hermed indledtes den funktionalistiske byplanlægnings epoke som er kendetegnet ved en asketisk æstetik, rationalitet og ordenskrav. Funktionalismen havde ikke et ønske om at vende tilbage til tidligere samfundsepoker, men den delte kritikken af den industrielle storbys uhensigtsmæssighed og behovet for at gribe ind overfor den industrielle bys udvikling (ibid:20). Den fremtidige byplanlægning baseredes på funktionsadskillelse og praktiske hensyn, der hvilede på fire grundpiller: 1. bolig, 2. arbejde, 3. rekreation, 4. bevægelse. Hermed skulle byen reguleres og ordnes efter rationelle principper om lys, luft og renlighed i boligen, funktionsadskillelse og hensigtsmæssig infrastruktur. For le Corbusier spillede fællesskabet en rolle, men ikke som det nære lokale fællesskab. Derimod som et storfællesskab der ”anonymiserede jeg’et” gennem æstetiseringen af stærke kollektive værdier

(Mammen,

1994:268).

Funktionalismen

repræsenterer

dermed

række

samfundsforbedrende og utopiske ønsker om at skabe større lighed, velfærd og livskvalitet for alle gennem byggeriet og opførelsen af nye byer og bydele.

Figur 2: Le Corbusiers La Ville Radieuse

I dansk sammenhæng har funktionalismen aldrig fået den radikale politisk-utopiske betydning som le Corbusier tilstræbte (Gaardmand, 1993:22). Men man kan se praktiske spor af den funktionalistiske tænkning i måden danske byer er blevet zoneinddelt i henholdsvis et centrum for distribution og konsum, industriområder for produktion og boligområder for rekreation

reproduktion

(Mammen,

1994:263).

Som

nævnt

har

også

nærmiljøplanlægningen spillet en rolle for vægtningen af lokale fællesskaber i boligområderne, og disse to byforestillinger har været rammesættende for den danske byplanlægningens tænkning og praksis som kontraster, der forsøgte at afbalancere hinanden (Lemberg, 1981:14ff; Mammen, 1994:266ff). Begge disse tilgange synes at have haft et særligt fokus på at skabe gode rammer for hverdagslivet i byen, selvom de har haft forskellige opfattelser af hvordan det skulle gøres.

2.2. Den moderne byplanlægning med fokus på Odense I det følgende skitserer jeg udviklingen af den moderne danske byplanlægning med særligt fokus på Odense. Den danske byplanlægning har i sammenligning med lande som f.eks. USA haft gunstige vilkår, pga. velfærdsstatens ambition om at sikre en vis social og økonomisk standard i landet. Dette har byplanlægningen forsøgt at udmønte i socialt anvendelige offentlige arealer, god infrastruktur og social boligbygning. Byplanlægningen har imidlertid været underlagt en række udviklingstendenser som f.eks. bilisme, ændrede økonomiske vilkår og nye politiske værdier, hvilket har problematiseret og ofte umuliggjort realiseringen af byplanlægningens utopiske forestillinger. Byplanlægningen er gået fra store offentligt finansierede byog boligbygningsprojekter til i højere grad at skulle tilpasse sig markedsbetingelser (Gaardmand, 1993:22). I det følgende ser vi hvordan den danske og Odenses byplanlægning både afspejler og søger at påvirke de bymæssige vilkår og de historiske forandringer i samfundet generelt. Ifølge Gaardmand kan den moderne danske byplanlægning opdeles i tre faser, som går fra 1938 frem til begyndelsen af 90erne (ibid:11ff). Fra begyndelsen af 1990erne er der tale om en fjerde fase, som kan kaldes ’byens genkomst’.

Faserne i den moderne danske byplanlægning: Første fase: 1938-1960: Forberedelse på vækst Anden fase: 1960 - 1975: byvækst Tredje fase: 1975 – 1990: byens afmatning 16

Fjerde fase: 1990 - i dag: byens genkomst

Jeg supplerer hver af disse overskrifter med en reference direkte til Odenses situation i den pågældende fase. Jeg baserer især min gennemgang af Odenses byudviklingshistorie på arkitekt og tidligere byplanchef i Odense Kommune, Jesper Harvest (2005). 2.2.1. Odense før 1938 Først vil jeg kort skitsere Odenses situation før ovenstående faseinddeling som den historiske baggrund der satte rammerne for Odenses moderne byudvikling. Odense er en gammel by: i 1988 fejrede den sit 1000-års jubilæum. Byen var oprindeligt markedsby for et stort landsbrugsopland og var kirkeligt og administrativt centrum på Fyn. I århundreder lå Odense kun nord for Odense Å. Landevejsforbindelsen mellem Nyborg og Middelfart gik gennem byen. Men i begyndelsen af 1800-tallet blev forbindelsen mod Nyborg flyttet syd for åen, hvorfor en broforbindelse blev nødvendig, og i 1858 gav anlægningen af Albanibroen anledning til at udbygge byen. Albani-kvarteret blev opført efter en plan med lige gader og rektangulære grunde, og blev dermed et symbol på, at Odense byplanmæssigt havde bevæget sig ind i industrialderen (Harvest, 2003:11).

Figur 3: Kort over Odense fra 1593

I 1865 kom jernbanen over Fyn som i nogen grad afskar byen fra havnen. På den ene side fik byen status som knudepunkt for trafikken mellem Jylland og Sjælland. På den anden side

betød trafikinfrastrukturen en opdeling og adskillelse af byens forskellige dele som stadig den dag i dag betragtes som et problem, fordi det har besværliggjort trafikafviklingen i midtbyen - hvilket man har forsøgt at løse med større eller mindre held (Harvest, 2003:11). Odense har på den ene side været underlagt en række konkrete vilkår i kraft af byens geografiske placering og dens fysisk-materielle struktur i det byggede rum. På den anden side eksemplificerer Odense nogle mere generelle tendenser i byplanlægningens tænkning og praksis. 2.2.2. Første fase: 1938 – 1960: forberedelse på vækst – Odense som industri- og villaby Ifølge Gaardmand begyndte den første fase af den moderne, danske byplanlægning i 1938. I 1925 kom den første danske planlov, men Gaardmand mener at det først var med 1938-loven for fysisk planlægning at lovgivningen blev offensiv og handlingsorienteret og kunne bruges i praksis. Denne fase gik for alvor i gang efter besættelsen i 1945 og varede frem til 1960 (Gaardmand, 1993:11). Den var kendetegnet ved at man forberedte sig på vækst og byomdannelse bl.a. ved at tilrettelægge den nødvendige vejledning og efteruddannelse til de kommunale embedsfolk og byplanlæggere, så de kunne anvende den ny lovgivning optimalt. I denne periode blomstrede Lewis Mumfords idéer om levende forstæder også i Danmark hvor disse blev fremstillet som funktionelle boenheder (Mammen, 1994:269). I Odense afspejledes denne tendens i boligudbygningen hvor Odense blev til en stor villaby som siden bredte sig til omegnskommunerne med store parcelhuskvarterer. I denne periode udviklede Odense sig samtidig til landets næstestørste industriby, der talte jernstøberier, maskinfabrikker, tekstilfabrikker, tobaksfabrikker og elektroteknisk industri. Helheden i den fysiske bystruktur blev svær at fastholde, fordi byen bredte sig udover bymidten, hvorfor næste fase var præget af funktionsadskillelse og zoneinddeling (Harvest, 2003:6). 2.2.3. Anden fase: 1960 – 1975: byvækst – to-centerstruktur i Odense Den anden fase gik fra 1960 til 1975, og var kendetegnet ved stor byvækst og ”planeksplosion” som følge af økonomisk fremgang (Gaardmand, 1993:11f). Her begyndte byplanlægningen for alvor at præge udviklingen af byområderne med opførelsen af nye boligområder med dertil hørende servicefunktioner som daginstitutioner, indkøbscentre osv. samt etableringen af industri- og erhvervsområder i byernes periferi. 18

I Odense planlagde man Vollsmose-kvarteret i 1960 for at fastholde indbyggertallet og for at modvirke udflytningen af velstillede, velbetalende skatteborgere. Etagebyggeri opførtes i midten af kvarteret, mens attraktive parcelhusgrunde placeredes i kanten af kvarteret. Der blev også blev anlagt fællesanlæg, kommuneskole, gymnasium, idrætsanlæg og et bydelscenter. Dermed var den udbredte opfattelse i Odense kommune at man havde skabt rammerne for, at Vollsmose-kvarteret kunne blive et attraktivt og fremtidssikret boligområde for forskellige sociale grupper (Harvest, 2003:13ff).

Figur 4 & 5: Bydelen Vollsmose set fra oven

Vollsmose blev ligesom mange andre almene boligområder fostret af en funktionalistisk, le Corbusier-inspireret tanke om at skabe gode kvalitetsboligområder for de mange. Denne planperiode var generelt præget af mange visioner for byernes fremtid som imidlertid ikke var knyttet til de lokale og nære værdier, men derimod til massesamfundets abstrakte værdier og rationelle idéer om at industrialisere byggerierne for at skabe ”ideale og komplette boligbyplaner med et godt liv for alle” (Mammen, 1994:270). Byplanlægningen bar i det hele taget præg af funktionalismens rationelle zoneinddelingsprincipper, som geografisk adskilte produktion, rekreation, konsum og bevægelse (Gaardmand, 1991:19). Det var dog lige så meget selve den økonomiske, industrielle og trafikale vækst som prægede byens udvikling som det var byplanlægningens forestillinger om den gode by. I Odense havde 60ernes vækst ført til en øget trafikbelastning i bymidten som man i begyndelsen af 70erne ønskede at begrænse. Hensigten var at skabe en balanceret udvikling af bykernen hvor man ønskede at kanalisere noget af væksten i detailhandel og bolig ud i periferien (Harvest, 1992:115). Kommunen besluttede derfor at opføre Rosengårdscenteret udenfor bykernen i den sydøstlige del af byen. Det blev først udtænkt som indkøbsområde

og siden som regionalt aktivitetsområde med udflytningen af bl.a. Amtsgården og centralbiblioteket. Endvidere opførtes Odense Universitetscenter i nærheden. Odense fik hermed sin ofte omtalte to-centerstruktur der mentes at være funktionelt og trafikalt set hensigtsmæssig, da den ville dæmpe det trafikale og lokaliseringsmæssige pres på og i bykernen (OPUS:72). I denne periode var statens og det offentliges aktører generelt dominerende i plan- og visionsarbejdet. Der var tale om omfattende og komplette projekter som blev udviklet efter rationelle kalkuler der gav kvantitative værdier så som antal boligenheder, arealmeter i boligen o.a. forrang - frem for konkrete, kvalitative og emotionelle værdier som stemning, socialt

liv,

skønhedsværdier.

Samtidig

betød

byggeindustriens

krav

rationaliseringsgevinster at byggeriet blev ensartet og standardiseret. Dette gav anledning til en kritik af de funktionelle boligområder som blev fremstillet som ”fremmedgørende” og ”upersonlige” (Mammen, 1994:270). Denne kritik tog til i slutningen af 60erne og i midten af 70erne slog den igennem med kritikken af det masseproducerende vækstsamfund som mentes at have negative miljømæssige og sociale effekter (Gaardmand, 1993:14). 2.2.4. Tredje fase: 1975 – 1990: byens afmatning – trafiksaneringer og grønt miljø i Odense Denne fase var præget af stagnation og omstilling. Store økonomiske, politiske og sociale omvæltninger satte nye betingelser for byplanlægningen. Med Oliekrisen i 1973 og en generel økonomisk afmatning i Danmark og i Europa øgedes arbejdsløsheden, og boligproduktionsraten faldt drastisk. Dette førte til nye vilkår for planlægningen. Mange kommuner følte sig ude af stand til at løse de sociale problemer som arbejdsløsheden bl.a. afstedkom, og den politiske interesse for det fysiske plansystem som problemløser var aftagende. De store samfundsopgaver var nu af beskæftigelsesmæssig og social karakter (ibid:18ff). I Odense byplanlægning indledtes perioden med nogle folkeligt upopulære trafiksaneringer som ifølge kommunens planlægningskontor var nødvendige. Især en gammel biltunnel under jernbanen i nærheden af banegården udgjorde en flaskehals som med den stigende trafikmængde havde skabt store kødannelser. Derfor foretog man et gadegennembrud for en firesporet indre ringgade, som førte bilerne under de tværgående gader, der førte ind til bymidten. Dette gadegennembrud - Thomas B. Thriges gade – udgjorde imidlertid kun 1/10 af den oprindelige trafiksaneringsplan (ibid:7). Forslaget mødte 20

stor modstand fra borgerne, og er siden blevet én af de mest udskældte trafiksaneringer i landet, da det krævede at man udvidede vejen igennem det gamle H.C. Andersen-kvarter som derfor måtte ofre en række historiske bygninger (Harvest, 2003:35ff).

Figur 6: Thomas B. Thrigesgade i Odense bymidte

Først i begyndelsen af 80erne gik man i Odense væk fra nedrivninger og over til bevaring og istandsættelse, hvilket sikrede at de resterende dele af kvarteret omkring H.C. Andersens hus blev bevaret (ibid:149). Dette var udtryk for en generel ændring i den danske byplanlægnings byopfattelse. I løbet af 60erne og 70erne havde fokus været på vækst og udbygning af Odense til en storby. Der skete imidlertid et skift i opfattelsen af storbyens hensigtsmæssighed da Miljøministeriet i 1975 kom med en landsplanredegørelse der meddelte at København, Århus og Odense ikke burde øge indbyggertallet. Fra statslig side ønskede man i stedet en ligelig udvikling i landet.

Som

følge

heraf

kom

Fyns

Amt

med

oplæg

der

fremførte

befolkningsudviklingen på Fyn burde ske udenfor Odense. Som begrundelse nævnte amtet blandt andet en række storbyproblemer som større kriminalitet, flere sygdomme og nervøse lidelser, som Odense mentes at skabe. Konklusionen ifølge amtet var at fynboerne burde bo på landet (ibid:133). Som modargument fremførte Odense Kommunes planafdeling at byen ikke havde haft problemer med at sælge sine boliggrunde og kunne producere flere. Frem for en generel modstand mod storbyen som sådan fremførte kommunen at der snarere var tale om at folk ville bo fredeligt og nær grønne områder – men gerne indenfor et

storbyområde. For at fastholde befolkningsudviklingen satsede kommunen derfor på de grønne kvaliteter ved anlæg af stisystemer og grønne områder. Dette var i tråd med en generelt øget interesse på landsplan for miljøspørgsmål angående nedsættelse af trafikforurening, skabelsen af grønne lunger i byen, genbrug osv. (Gaardmand, 1993:14). Denne orientering væk fra storbyen og mod grønne kvaliteter vakte Howard og Mumfords havebytanke til live med fokus på naboskabsideologi og lokalfællesskaber i mindre byenheder (Lemberg, 1981:17). Nærmiljøtankerne kom for alvor i spil med Jan Gehls ”Livet Mellem Husene” hvori han kritiserede de nye funktionalistiske byområder for utilsigtet at have umuliggjort betingelserne for et socialt liv i boligområdet (Gehl, 1971:43). I stedet mente han at der skulle arbejdes med at skabe et alsidigt socialt liv mellem husene ved hjælp af sociale tilbud og oplevekvaliteter knyttet til folks hverdagsliv og daglige rutiner (ibid:191). Gehls publikation fik stor indflydelse på den senere diskussion om byplanlægning og forestillingerne om den gode by (Se f.eks. Lemberg et al, 1981). I den omtalte periode er der generelt i Danmark tale om en bevægelse væk fra vækstsamfundet og den politiske tro på konstant økonomisk og urban ekspansion over mod en periode med økonomisk afmatning og en stigende opmærksomhed både blandt befolkningen og indenfor byplanlægningen på nære kvaliteter såsom grønt miljø, lokalt demokrati og fællesskab. Dette udtrykker samtidig et skift i byplanlægningens fokus på byens og bydelenes liv som noget organisk og naturligt der skal værnes om - modsat funktionalismens strukturelle og rationelle opfattelse af byen som en maskine for produktion, reproduktion, distribution og konsum (Robins, 1997:337). 2.2.5. Fjerde fase: 1990 – i dag: byens genkomst – bystrategier og stagnation i Odense Den sidste fase fra 1990 frem til i dag synes at bevæge sig væk fra nærmiljøtankerne og over mod et fornyet fokus på byens økonomiske vækst, idet byen oplever en stigende konkurrence med andre byer. Perioden har været kendetegnet ved en række forandringer som er blevet forklaret med betegnelser som ’afindustrialisering’, ’internationalisering’, ’globalisering’, postindustrialisering, ’regionalisering’ (Harvey, 1990; Amin & Graham, 1997; Ohmae, 1996). I slutningen af 80erne og i begyndelsen af 90erne var EU med ESDPperspektivet eksponent for promoveringen af konkurrencedygtige regioner, der skulle øge

Europas konkurrenceevne som et modtræk til liberaliseringen og globaliseringen af verdensøkonomien10 (Groth, 2002:19). Der opstod en særlig tankegang der kan betegnes som ’den ny urbanisme’ (New Urbanism). Den kan ses som et økonomisk rationale der lancerer storbyen som national, økonomisk vækstmotor, der skal tiltrække udenlandske investeringer og øge konkurrenceevnen i forhold til udenlandske økonomier (Webster, 2001:28f). Væksten skal især ske indenfor vidensøkonomien, som kræver helt andre betingelser end den industrielle

produktion.

Det

indbefatter

specialiseret

arbejdskraft,

mangfoldige

serviceydelser (herunder forskning, kulturliv, en veludviklet næringsbranche), begrænsede transportomkostninger samt høj tæthed af sektorrelaterede virksomheder og nye kommunikationsmidler (Amin & Graham, 1997:413; Amin & Thrift, 2002:53). I dansk sammenhæng betød den ny urbanisme og regionaliseringen et særligt landspolitisk fokus på at gøre hovedstadsområdet til et vidensøkonomisk vækstcenter under betegnelsen ’Øresundsregionen’. Samtidig betød afindustrialiseringen at de øvrige danske byer måtte indstille sig på store forandringer i deres erhvervsstruktur og deres beskæftigelses- og befolkningskonjunkturer. Hvad Odense angik, var en ny opfattelse af byens rolle faktisk allerede blevet tematiseret i løbet af 80erne pga. af udviklingen i erhvervssektoren, hvor beskæftigelsen i Odenses produktionsvirksomheder var faldet med 30 % frem til 1980. En pjece fra kommunen hed ”Fra Industriby til Serviceby” hvori der stod at denne udvikling kunne ses som et ”krisetegn” men også som starten på en omstillingsproces ”med nye muligheder” (Harvest, 2003:137). Den mere end 100 år gamle Brandts Klædefabrik lukkede sin produktion i 1977, og i 1987 åbnedes de gamle fabrikslokaler som kulturinstitution og museum. Stedet blev et symbol på byens omdannelsesproces hvor service- og kultursektoren skulle spille en større rolle (ibid:138f).11 Med tankerne om Øresundsregionen som vækstmotor risikerede Odense på den ene side en øget konkurrence om erhverv og tilflyttere, hvilket blev forstærket af Det Indre Markeds åbning i 1992. På den anden side håbede man i Odense også på at få del i den vækst som hovedstadsområdet skulle generere. Dette håb blev forstærket af forventningerne til

European Spatial Development Perspective (Groth, 2002).

Brandts Klædefabrik skiftede i 2005 navn til det mere mundrette Brandts, som rummer Kunsthallen Brandts,

Museet for Fotokunst og Danmarks Mediemuseum (se www.brandts.dk).

Storebæltsbroen der skulle åbne i 1997. Antagelsen var, at den kunne bringe flere tilflyttere, pendlere og besøgende til Fynsregionen (Billehøj & Schultz Jørgensen, 2004:6). Disse forventninger blev yderligere stimuleret af at DSB udvalgte Odense som landets knudepunkt for togtrafikken med forslaget om at bygge et nyt banegårdscenter. Banegårdscenteret blev lanceret i slutningen af 80erne. Det skulle være en prototype for en blanding af rejsetrafik, handel og andre aktiviteter. DSB’s hensigt var at skaffe større lejeindtægter og påvirke byens udvikling. Dette passede ind i kommuneplanens målsætning for området omkring banegården, hvor der skulle skabes mere sammenhængende og ”hele” miljøer. I 1990 kom et revideret forslag til en trafikterminal til 300 mio. kroner. For at skabe aktivitet i banegårdscenteret flyttede Kommunen biblioteket fra Rosengårdscenteret tilbage til bykernen og ind i banegårdscentret, ligesom der blev etableret en biograf for at få økonomi i projektet (Færch, 1992:125ff). Odense Kommune mente, at bedre stationsforhold kunne bruges som konkurrenceparameter for at tiltrække kongresser og konferencer til byen, og Banegårdscenteret blev tiltænkt rollen som vartegn for Odense, som ville blive underbygget med den kommende Storebæltsforbindelsen der ville gøre Odense til Danmarks naturlige centrum (ibid:127). Med banegårdsprojektet var der tale om en ny type forhandlingsplanlægning, hvor flere forskellige offentlige og private aktører skulle finde frem til en løsning. Tilsyneladende uden udelt succes. Beslutningsprocessen blev i hvert fald kritiseret af byplanmedarbejder Søren Færch der mente at der var en vis lukkethed omkring beslutningsprocessen som havde kørt kommunens planlæggere ud på et sidespor i forhold til de private projektmagere der stod for finansieringen (ibid:125). Det var primært DSB der besluttede den arkitektoniske udformning, og centeret kom i sidste ende ikke til at have den åbning ud mod byen som var ønsket oprindeligt. Siden kom der i centeret en del ordensproblemer og gener for de rejsende i form af tyverier, utryghed og dårligt centermiljø i det hele taget, og centeret fik ifølge Harvest aldrig den centrale rolle for byen som tiltænkt (Harvest, 2003:163).12 Et andet tiltag, der skulle sætte gang i væksten i Odense, var ”Odense Strategiplan 1992”. Med dette ønskede kommunen at imødegå faldet i produktion, beskæftigelse og den

I Odense Kulturstrategi indgår en omdannelse af Banegårdscenteret og pladsen foran for at skabe et bedre

samspil mellem byrum og banegård.

stigende bykonkurrence (Nyrop, 1992:118). Strategiplanen satsede på en offensiv og aktiv erhvervspolitik for at forbedre beskæftigelsesforholdene. Odenses virksomheder skulle fungere som eksterne ambassadører der kunne tiltrække andre virksomheder (Lumholdt, 1992:130). Der skulle udvikles et nyt stort erhvervsområde i den sydøstlige del af byen, som var et af kommunens indsatsområder (Nyrop, 1992:120). Salg af områdets erhvervsgrunde skulle ske gennem målrettet markedsføring. I den forbindelse fremhævede Strategiplanen en række af Odenses kvaliteter såsom: den strategiske placering centralt i Danmark, erhvervsgrunde, der er miljøsikrede og fleksible, attraktive boligområder med alle former for boligbyggeri, garanti for børnepasning, attraktive fritids- og rekreative områder (ibid:120). Strategiplanen lagde op til at der i nærheden af det nye erhvervsområde skete en udbygning af Rosengårdscenteret med et Bilka-varehus for at skabe et ”slagkraftigt centerområde for hele Fyn og Trekantsområdet” (ibid:121). I indsatsområder var der i Strategiplanen et særligt fokus på erhvervsmuligheder i form af tilstrækkeligt store erhvervsarealer, infrastruktur og miljøsikring som gunstige betingelser for industrivirksomheder. Det var især de funktionelle aspekter der blev fremhævet, ligesom attraktive erhvervs- og industrigrunde havde en fremtrædende placering i de illustrationer, som prydede Strategiplanen (ibid:118ff).

Figur 7: Vækstdynamik ifølge Odense Strategiplan 1992

Figur 8: Zoneinddeling af byen

Hverken banegårdscenteret eller ”Odense Strategiplan 1992” fik imidlertid de ønskede virkninger på Odenses vækst. I PULS-rapporten fra 2003 om Fyns og Odenses aktuelle 25

situation nævnes det at Odense Kommunes fremgang i beskæftigelsen ikke har været på samme niveau som de største vækstområder i landet, ligesom befolkningstallet er stagneret.13 Som det eneste af storbyområderne har Odense siden midten af 90erne oplevet en ”nettofraflytning af personer over 15 år” (PULS:7f; 20). PULS-rapporten giver ikke noget entydigt svar på den svagere udvikling i Odense, men den skriver at der var et tidsmæssigt sammenfald med udsigterne til åbningen af Storebæltsforbindelsen i årene 1997-1999, som der havde været store forventninger til i Odense. Broen kunne ifølge rapporten måske have ændret flytte- og etableringsmønstrene til ugunst for Fyns Amt og Odense. Samtidig antyder rapporten, at Odense og Fyn har været vant til, at udviklingen skete naturligt. ”I den ny geografi kommer udviklingen ikke mere af sig selv til Fyns Amt. Tvært imod tyder udviklingsmønstrene på, at udviklingen først og fremmest skal komme fra Fyn selv” (ibid:31). Vi kan altså se at den periode der går forud for Kulturstrategien og brandingen af Odense som kreativ by er præget af en tilsyneladende uventet stagnation eller lavere vækst end i andre sammenlignelige byregioner. 2.2.6. Delkonklusion Afslutningsvis kan vi se ”Odense Strategiplan 1992” som eksempel på at byplanlægningen i de seneste 15 år i stigende grad bliver betragtet som et redskab til økonomisk udvikling. Generelt for dansk og international byplanlægning har den ny urbanisme betydet at byplanlægningen frem for at regulere udviklingen nu skal anvendes til at stimulere den økonomiske udvikling. Dermed begynder byplanlægningen i højere grad at fokusere på strategiske indsatsområder – som f.eks. erhvervsområder i ”Odense Strategiplan 1992” – der skal profileres. Det betyder at byplanlægningen i højere grad begynder at arbejde med markedsføring og profilering af byens erhvervsmæssige, kulturelle og uddannelsesmæssige servicetilbud. Disse processer skal ses i lyset af et øget fokus på den økonomiske konkurrence mellem byerne i landet. Dermed giver det måske i mindre grad mening at tale om byplanlægning i den nutidige udvikling af byer. Man skulle måske snarere tale om

OPUS & PULS-rapporterne analyserer Odense og Fyns økonomiske og geografiske situation nu og i fremtiden.

De indgår begge som empirisk materiale i selve caseanalysen og er derfor i litteraturlisten opstillet under ’Empirisk analysemateriale’.

strategisk bypolitik.14 Denne bypolitik satser strategisk på bestemte dele af byen som menes at kunne anvendes som redskaber for økonomisk udvikling og vækst. Denne udvikling mod strategisk bypolitik peger i retning af bybranding, om end begrebet ikke er blevet tematiseret på dette tidspunkt. Med ”Odense Strategiplan 1992” er der stadig et relativt traditionelt fokus på industriel erhvervsudvikling, hvilket står i kontrast til bybrandingens kulturelle og imagebaserede redskaber til økonomisk vækst. Med sidstnævnte indvarsles en ny politisk forståelse af byen og dens vækstparametre som i Odense skal danne grundlag for at komme ud af den stagnation byen oplever i løbet af 90erne. Dette skift er omdrejningspunktet for caseanalysen. Men inden da foretages nogle sociologiske overvejelser over hvilke mere grundlæggende samfundsmæssige forandringer dette bypolitiske skift er udtryk for.

Naturligvis er betegnelsen bypolitik ikke ny. Imidlertid synes den tidligere at have været anvendt eksklusivt

som betegnelse for boligpolitik (Jespersen, 1999:5).

3. Teoriramme: Styring af byen i oplevelsessamfundet Bybranding er relativt ubelyst indenfor sociologien, og der er ikke etableret en stringent teoretisk tilgang til at analysere det. Af denne grund kan det ifølge sociologen Norman Denzin være en fordel at anvende forskellige teorier (Denzin, 1989:240). Således inddrager jeg flere teoretiske tilgange for at skabe en teoretisk vinkel på bybranding som en form for styring af oplevelsesorientering, identitet og bykultur. Dermed skal teorianvendelsen ses som et forsøg der kan rumme visse inkonsistenser. Dog søger jeg at undgå teoriernes gensidige uforsonlighed ved at tillægge dem forskellig betydning og inddrage dem i forskellige kontekster. Afsnittet ”3.1. Byen i oplevelsessamfundet” giver en sociologisk baggrundsforståelse, der beskriver nogle strukturelle og sociokulturelle forandringer, som byen er præget af i overgangen til det, jeg kalder oplevelsessamfundet. Beskrivelsen baseres på henholdsvis kulturog bysociologiske tilgange. Det efterfølgende afsnit - ”3.2. En gouvernemental styringsanalytik” - præsenterer et Foucault-inspireret begrebsapparat for caseanalysen, der gør det muligt at beskrive bybranding som en styringsrationalitet. Afslutningsvis reflekteres i afsnit 3.3. over valget af teorier og implikationerne af at kombinere disse.

3.1 Byen i oplevelsessamfundet Hensigten med at anvende begrebet ’oplevelsessamfund’ er at pege på nogle tendenser der bliver tydeliggjorte i caseanalysen. Dermed hævder jeg ikke at oplevelsessamfundet er det mest afgørende begreb for at forstå byens forandringer i det hele taget. Men det er særligt relevant for at forstå hvorfor bybrandingen søger at skabe den kreative by gennem kultur, kreativitet og oplevelser. 3.1.1. Byen som ramme for identitet Ofte tales der om en bys identitet som er skabt og formet gennem tiderne af historiske begivenheder, gennem politiske og økonomiske processer. Byidentiteten udtrykkes gennem monumenter over berømtheder, i kraft af fremtrædende produktionsformer samt det

byggede miljøs kvaliteter og byens kulturelle og sociale institutioner (Smidt-Jensen, 2005:2).15 Forestillingen om byidentitet henviser til at der bag mangfoldigheden af byens forskelligartede kulturelle, arkitektoniske og sociale manifestationer ligger en enhed bag som giver byen en fælles identitet der kan give en følelse af fællesskab blandt borgerne, samtidig med at det kan give den enkelte borger personlig betydning (Madsen, 2002:45). I den traditionelle landsby var der ofte en entydig sammenhæng mellem den enkelte, fællesskabet og det pågældende sted (Massey, 1995:44ff). Det bliver imidlertid mere kompliceret når det drejer sig om en by. I løbet af industrialiserings- og urbaniseringsperioden fra 1800-tallet og frem har især de større byer i den vestlige verden uddifferentieret nye sociale klasser, livsstile, livsformer, som ikke har kunnet fikseres i én bestemt identitet, én bestemt betydning eller én bestemt aktivitet (Wilson, 1987:140f; Pløger, 2001:10). Byen har således været karakteriseret ved mangfoldighed, kompleksitet og heterogenitet. I byen er fællesskaber opstået omkring kortvarige sammenkomster og sociale begivenheder, og disse fællesskaber har - modsat landsbyens organiske og homogene fællesskaber – været valgte, åbne og ikke-essentialistiske men også ustabile og midlertidige (Madsen, 2002:40). Tilsvarende har byens steder været dynamiske, foranderlige og genstand for mange former for stedtilhør, og byen har derfor ikke har kunnet give samme entydige stedsidentifikation som landsbyen (Massey, 1995:72). På den anden side har byen dog trods sin immanente foranderlighed været afgrænset fysisk-geografisk. I byen har der eksisteret forskellige livsformer der hver især havde deres hverdagsliv knyttet til byen. Dette byliv kan vi forstå med begrebet ’det klassiske byliv’ hvor en mangfoldighed af livsformer havde en daglig tilknytning til byens liv gennem arbejdet eller fritidslivet (Bech, 1992:12). Det klassiske byliv rummede forskellige former for tilknytningsforhold og identiteter afhængigt af om relationen drejede sig om løse bohemefællesskaber, beboerfællesskaber i arbejderkvarterne, arbejdsfællesskaber på torvet osv. (Mammen, 1997; Crouch, 1994). Så selvom man ikke kan tale om en stabil og fast identitet som i landsbyen, så har der været et overlap mellem byens livsformer og byens forskellige steder, hvilket har ført til forskellige byidentiteter (Massey, 1997:306).

Når jeg bruger udtrykket ’byen’ mener jeg den by, som er så stor, at alle umuligt kan kende hinanden og som

dermed kvalitativt adskiller sig fra landsbyen (Bech, 1992:8).

Spørgsmålet er om byidentitet som begreb stadig har relevans i dag? 3.1.2. Oplevelsessamfundet Hvor byen tidligere var ramme for forskellige former for identitet, synes byens betydning og funktion at forandres i overgangen til, hvad sociologen Gerhard Schulze betegner som oplevelsessamfundet (1992). Derfor vil jeg først skitsere en forståelse af dette begreb, og dernæst undersøge hvilke konsekvenser det kan siges at medføre for byen. Oplevelsessamfundet

hænger

ifølge

Schulze

sammen

med

senmodernitetens

individualiseringsprocesser hvor traditionelle bindinger, normer og værdier opløses som følge af en kulturel frisættelse hvor individet i højere grad selv skal skabe sin egen personlige identitet. Dette sker ifølge Schulze i stigende grad ved hjælp af en oplevelsesorientering der søger æstetiske og kulturelle oplevelser (Schulze, 1992:36; Nielsen, 1993:26). Æstetiske oplevelser er ikke længere reserveret til kunstens ophøjede erfaringsverden, men dækker også over oplevelsesorienterede praktikker som ferier, koncerter, biografture osv. som dyrkes i fritidslivet (ibid:163). Oplevelsesorienteringen involverer dermed en æstetisk nydelsesdimension men også en social og værdimæssig dimension der tilsammen danner grundlag for udviklingen af identitet, stil, smag, personlige betydninger og gruppetilhør i form af æstetiske fællesskaber (Nielsen, 1996:113ff; Nielsen, 1993:26). Dette står i kontrast til individets tidligere mere faste identitet som var baseret på forpligtelse, tradition, funktionalitet, familiebånd og fastlagte sociale positioner (Giddens, 1996:31ff). Oplevelsesorienteringen bør imidlertid ikke alene relateres til mentale og subjektive forandringer hos individet. Derfor mener jeg at Schulzes individorienterede perspektiv med fordel kan suppleres af en mere strukturel vinkel der kan belyses med geografen David Harvey (1990).16 Harvey relaterer oplevelsesorienteringen til overgangen fra ’den fordistiske modernisme’ til ’fleksibel akkumulation’. Den fordistiske modernisme repræsenterede en produktionsmåde med rationalisering og effektivisering som basis for masseproduktion og et masseforbrug, der var præget af en relativt stabil æstetik og enkle materielle

Det skal siges at Harvey ikke eksplicit anvender begreberne ’oplevelsessamfund’ og ’oplevelsesorientering’.

Imidlertid mener jeg at han tematiserer lignende aspekter når han taler om postmodernitet (Se f.eks. Robins, 1997:325).

forbrugsvaner (Harvey, 1990:125). Den fleksible akkumulation er knyttet til specialiseret produktion og en global tid-rum-kompression, dvs. en mindsket geografisk afstand mellem steder og en øget mobilitet og cirkulation af varer, billeder, tegn og mennesker. Dette kommer til udtryk i forbruget som postmoderne værdiorienteringer præget af ustabilitet, forskel, flygtighed, kommodificering (ibid:147, 156). Harvey fremhæver tre forhold der især har haft betydning for oplevelsesorienteringens fremkomst. For det første har informations- og kommunikationsstrukturer bidraget til en global cirkulation af billeder, tegn, symboler og ikoner som øger udbuddet af brands, livsstile og værdimarkører. For det andet har modeindustriens øgede betydning for forbruget reduceret produkters levetid og øget omsætningshastigheden. For det tredje forbruger man relativt flere oplevelser og services end fysiske produkter17 (ibid:85). Disse processer har gjort forbruget mere flygtigt og omskifteligt, idet levetiden for en oplevelse er langt kortere end for et fysisk produkt, hvilket samtidig gør antallet af mulige oplevelser langt højere. Dette medfører konstante værdimæssige forskydninger og forandringer der gør at nye værdier og oplevelser efterspørges konstant, samtidig med at de eksisterende oplevelser permanent er i fare for at blive ligegyldige og uprofitable (ibid:286). Der er således ifølge Harvey en sammenhæng mellem oplevelsesorientering, den globale tid-rumkompression og den fleksible kapitalismes omstilling til nye produktions- og konsumformer. Disse forhold medfører strukturelle og sociokulturelle forandringer i byerne, hvilket får en række konsekvenser for byerne som ramme om identitet. 3.1.3. Oplevelsessamfundets konsekvenser for byidentiteten På baggrund af ovenstående beskrivelse kan der peges på nogle konsekvenser for byen og for dens betydning for folks liv. Der opstår nogle strukturelle og fysiske forandringer for byerne i kraft af nye globale akkumulationsformer der har restruktureret store dele af de økonomiske produktions- og konsumsystemer i en global kontekst. Dette medfører i den

Det skal naturligvis ikke forstås sådan at det materielle forbrug er blevet mindre i absolutte tal. Men det

nødvendige materielle forbrug spiller relativt set en mindre rolle økonomisk set og for den enkelte forbruger, end det forbrug der har med oplevelser at gøre. Dette kan også indbefatte fysiske produkter, der netop erhverves i håb om at de kan give en oplevelse, og ikke blot fordi de udfylder et funktionelt behov (Harvey, 1990:85).

vestlige verden en afindustrialisering og en funktionsudtømning af den vestlige verdens byer, mens der sker en øget industrialisering, urbanisering og differentiering i den 3. verdens lande. Den globale kapitalisme organiserer sig i nye transnationale netværk hvis knudepunkter etableres i de større byer over hele verden hvor ensartet kontorbyggeri og kædebutikker skyder op, og nye infrastrukturelle transport- og kommunikationsnetværk udvikles for at understøtte den stigende cirkulation af varer, billeder, mennesker osv. Disse fysiske, sociale og organisatoriske strukturforandringer medfører at byen ikke længere tjener som ramme om identitet på samme måde som den klassiske by.18 Den by, man bor i eller i nærheden af, har mistet betydning for folks hverdagsliv som i dag udfolder sig mange forskellige steder.19 Det senmoderne liv foregår i høj grad i standardiserede og ensartede rammer som stedløse kontor- og shoppinglandskaber, transportnetværk, kommunikations- og informationsnetværk - der alle rækker ud over den klassiske bys sociale og fysiske rammer (Nielsen, 2002:86; Albertsen, 1999:22). Man bor f.eks. i et forstadskvarter, arbejder i et erhvervskvarter, besøger venner i en anden by. Derfor taler geografen Doreen Massey om ”activity spaces” som et begreb for de mange rum og steder folks hverdagsliv er knyttet til i dag, men som i sig selv ikke udgør en tilsvarende ramme for identiteten som den klassiske by (Massey, 1995:56). Samtidig har tid-rum-kompressionen og oplevelsesorienteringen været medvirkende til at folk knytter deres identitet til steder og byer gennem oplevelsesorienterede praktikker der er mobile og løsrevet fra det rutineprægede hverdagsliv. Dette gælder især turismen der typisk forstås som en søgen efter det ekstra-hverdagslige gennem aktiviteter der er temporalt og rumligt afgrænsede fra hverdagslivet (Craik, 1997:114; Rojek & Urry, 1997:10). Dette gælder ikke mindst storbyferier, og der synes i stigende grad at opstå en nostalgisk dyrkelse af den klassiske by som man ønsker at opleve intenst for en kort periode på ferien. Denne byidentitet kan vi kalde æstetisk, idet den baseres på byens evne til at give nydelsesfulde og intense oplevelser. Denne by knytter man sig efterfølgende til gennem minder der giver en

Den funktionalistiske byplanlægning har også selv været med til at splitte byen ad i forskellige dele, hvilket

bl.a. Gehl mente havde som konsekvens at byen mistede sin sammenhængende identitet (Gehl, 1971). 19

Man kan anskue nærmiljøtankens fokus på lokalfællesskaber som en reaktion på denne opsplitning. Om den

reelt har formået at genskabe stedets identitet er tvivlsomt (Pløger, 2002a).

følelse af personlig betydning – som når man f.eks. har været i New York for at mærke suset af metropolen. Der er imidlertid ikke tale om nogen stærk forpligtelse overfor byen, og på den næste ferie er det en anden by man kaster sin kærlighed over. Jeg vil ikke påstå at turismen udgør den altafgørende sociokulturelle forandring for byen, men den repræsenterer og udbreder en oplevelsesorientering der er blevet stadig mere afgørende for anvendelsen og oplevelsen af visse byer (Se f.eks. Hannigan, 1998; Clark, 2004). Denne proces forstår jeg som en æstetisering af byen. Med æstetisering menes en proces hvor noget der ikke tidligere primært er blevet tillagt æstetisk skønhedsværdi gøres til genstand for æstetisk nydelse som i dette tilfælde byen (Welsch, 1997:3).20 Det særlige herved er at byen bliver rammen om æstetiske identitetspraktikker som er individualiserede og midlertidige. Her taler vi i første omgang om storbyer der i kraft af deres historie, kulturelle betydning, størrelse osv. længe har appelleret til turister fra nær og fjern. Men pointen med at fremdrage turismen er at sandsynliggøre at byidentitet har fået en anden betydning som følge af oplevelsessamfundet, hvis logik også kommer til at spille en central rolle for byer der ikke tidligere har været opfattet som regulære oplevelsesorienterede og turistorienterede storbyer, men snarere som hverdagsbyer hvor folk enten bor eller arbejder. Det er netop denne spænding mellem hverdagsbyen og den ekstraordinære oplevelsesby jeg mener kan findes i forbindelse med Odense som nu forsøger at gøre sig mere oplevelsesorienteret. 3.1.4. Delkonklusion Med denne beskrivelse af byen har jeg præsenteret nogle forandringer i byens betydning, som kan forstås med begreberne ’hverdagsbyen’ og ’oplevelsesbyen’. Disse forandringer har jeg relateret dels til en stigende oplevelsesorientering, og dels til strukturelle og geografiske omstruktureringer i de globale produktionsformer. Disse to forandringer udgør tilsammen nogle bypolitiske udfordringer. For det første betyder oplevelsesorienteringen en stigende mobilitet, hvilket medfører at folk ikke knytter sig til deres by på samme måde som tidligere,

Naturligvis har byens arkitektur og kunstværker også tidligere været tillagt skønhedsværdi, men pointen er

med den æstetiserede by er at den hermed primært appellerer til sanselige oplevelser modsat f.eks. industrialismens og funktionalismens by som ikke tillagde byen særlige skønhedskvaliteter.

og er mere tilbøjelige til at flytte. For det andet flytter den industrielle produktion til udlandet, hvilket fordrer udviklingen af nogle andre postindustrielle sektorer som kan sikre byens økonomiske grundlag. Som vi så i kapitlet ”Fra Byplanlægning til Bypolitik i Odense” synes bypolitikkens og byplanlægningens mulighed for at regulere og styre byens udvikling og de fysiske arealer at mindskes i løbet af de seneste 20 år. Bypolitikken satser i stedet strategisk på at stimulere vækst gennem forskellige tiltag og satsningsområder. Ifølge sociologen Sharon Zukin skyldes den stigende anvendelse af bybranding at bypolitikken ikke har samme kontrol over byens kræfter som tidligere. Derfor søger bybranding at gøre økonomiske, administrative og strukturelle problemer til imageproblemer der skal løses ved at genetablere byens monopol på imageværdi (Zukin, 2002:12). Dette bekræftes i en ministeriel rapport som hævder at den aktuelle by må styrke og udvikle sin byidentitet og sit image i forhold til nye markeder for turisme og oplevelsesøkonomi, og dermed udnytte den oplevelsesorientering, som er opstået i de senere år.21 Mens ovenstående giver baggrunden for at forstå hvorfor bybranding er blevet en aktuel bypolitisk strategi, leverer den ikke noget stærkt analytisk værktøj til at undersøge hvordan bybranding fungerer. Derfor fremlægges i det følgende afsnit et Foucaultinspireret begrebsapparat der gør det muligt at analysere bybranding som en styringsrationalitet der søger at styre folks oplevelsesorientering i byen.

3.2. En gouvernemental styringsanalytik Begrebet ’styringsrationalitet’ er inspireret af filosoffen Michel Foucaults analyser af gouvernementale styreformer i moderne samfund. På baggrund heraf skitseres en gouvernemental styringsanalytik der anvendes i caseanalysen. Dette kræver en kort gennemgang af de centrale begreber og deres kontekst der ikke er direkte relateret til byen, som jeg dog vender tilbage til senere i afsnittet.22 En styringsanalytik gør det muligt at indkredse feltet indenfor hvilket styring foregår, ligesom analytikken leverer begreber til at

”Europæiske byer i en global æra: byidentiteter og regional udvikling” (Miljøministeriet, 2002).

Der er ikke tale om en detaljeret og kronologisk præsentation af Foucaults magt- og styringsanalytiske arbejder,

hvilket vil være for omfattende til mit formål.

analysere styringens konkrete virkemåde og rationalitet.23 Denne er relevant for mit formål af flere grunde: For det første er byplanlægning og bypolitik offentlige discipliner og politikområder der er underlagt generelle forandringer i den statslige magtudøvelse frem til den aktuelle velfærdsstat.24 Med ordet ’stat’ henvises der til den politiske styring som finder sted på mange forskellige niveauer, og i min sammenhæng på det kommunal- og bypolitiske niveau. For det andet muliggøres en analytisk kobling mellem et makro- og et mikroniveau for styring, hvilket bliver vigtigt for at belyse relationen mellem byens oplevelser, kultur og kreativitet og nogle overordnede bypolitisk målsætninger om vækst. For det tredje kan styringsanalytikken belyse sammenhængen mellem identitet, oplevelsesorientering og styring - teoretisk formuleret som en ’styring af selvstyring’. 3.2.1. Gouvernemental styringsrationalitet - styringens makrofysik Ifølge Foucault er de gouvernementale styreformer opstået gennem en række skift i måden hvorpå statslig magtudøvelse er foregået fra 1700-tallets suveræne statsmagter frem til de moderne velfærdsstater. Foucault aflæser de gouvernementale styreformers historie ud fra opkomsten af nye styringsrationaliteter der problematiserer den hidtidige styring, og som anviser nye målsætninger for hvordan og måder hvorpå der bør styres (Foucault, 1991c; Foucault, 1997a). Det væsentligste skift i styringsrationaliteterne sporer Foucault til opkomsten af statens målsætning om at styrke sig selv som selvstændig institution og styreform, hvilket kommer til udtryk i den politiske tænkning: raison d’etat (Foucault, 2000b:314f). Dette står i modsætning til tidligere suveræne herskeres instrumentelle anvendelse af statsapparatet til at sikre deres egne personlige interesser. Dette skift fører til overvejelser om hvordan statens ressourcer, rækkevidde og indflydelse kan forøges, hvilket begrunder en ambition om at regulere og styre stadigt flere aspekter af samfundslivet (ibid:321ff; Hermann, 2000:15). 23

En analytik adskiller sig dermed fra en magtteori, der forklarer styringen med henvisning til bestemte

samfundsmæssige strukturer, og dermed undgår at sætte spørgsmålstegn ved styringen og dens målsætninger (Foucault refereret i Flyvbjerg, 2000:107). 24

Under den enevældiges herredømme havde byplanlægning f.eks. primært til opgave at konsolidere dennes

magt – både i forhold til indre og ydre fjender (Foucault, 1991a).

Med opkomsten af videnskabelige teknologier som bl.a. den politiske økonomi etableres en ny forståelse af samfundets økonomiske processer og mekanismer, hvilket sammenfattes i forestillingen om en nationaløkonomi, hvormed økonomisk velstand bliver et afgørende felt for statens styring og magtudøvelse. For at opnå viden om hvordan økonomien skal styres, promoveres en anden videnskabelig teknologi – statistikken - som muliggør en kvantificérbar beskrivelse af samfundslivet, der anviser nye, mere effektive måder at styre på (Foucault, 1991c:100; Foucault, 2000b:317). På baggrund af disse teknologier opstår befolkningen som et særligt genstandsfelt, hvis liv, produktivitet og sundhed er forudsætningen for en øget velstand, og som derfor skal reguleres og styres med henblik på optimering, forbedring og nyttiggørelse. Dette tematiserer Foucault med begrebet ’biopolitik’ (Foucault, 1997a; Foucault, 1991c:103). Denne opmærksomhed kan genfindes i den moderne velfærdsstats raison d’etre hvor rationalet om at sikre befolkningens velfærd, sundhed og lykke er gensidigt konstituerende for rationalet om at sikre økonomisk velstand. Der er ikke tale om at befolkningen blot er et middel til velstand, idet denne velstand netop skal gavne den selv samme befolkning. Der er snarere tale om et rationale der søger at reproducere og udvide statens magt gennem sammensmeltningen af disse to målsætninger. Hermed kan vi tale om den gouvernementale styrings makrofysik der anlægger et totaliserende blik på befolkningen som et samlet interventionsfelt for styring med henblik på optimering og forbedring. Begrebet gouvernementalitet refererer til en magtudøvelse der kobler en bestemt form for styring (gouverner) og en særlig mentalitet – eller kollektiv tænkning (Dean, 1999:16; Foucault, 1991c:103; Hermann, 2000:14f).25 Styring involverer således tankeformer der på baggrund af forskellige overvejelser om, indsigter i og viden om sit genstandsfelt, etablerer et sammenhængende grundlag for styring (Foucault, 2000b:316). Dermed opstår en særlig rationalitet der bygger på bestemte regulariteter der er funderet både på videnskabelig viden, sociale teknologier og praktiske erfaringer samt normer og moral (Rose, 1999:26f;

Dette begrunder valget af begrebet styring frem for magt, idet styring foregår som en magtudøvelse, der står i

relation til noget, som skal styres. Hermed tydeliggøres Foucaults relationelle magtopfattelse, som står i kontrast til magt som en kapacitet eller en ressource, der kan besiddes – en forståelse som man finder indenfor traditionel magtteori (Flyvbjerg, 2000:104).

Osborne & Rose, 1999:737).26 En måde at aflæse denne rationalitet på er bl.a. ved at se på de problematiseringer der opstår af den hidtidige styring. Med problematiseringer menes ikke blot en kritik af den hidtidige styring, men også et skift i rationaliteten der gør det muligt at betragte de observerede problemer i et nyt lys som gør det muligt at overkomme dem: It is problematizations that respond to these difficulties, but by doing something other than expressing them or manifesting them: in connection with them it develops the conditions in which possible responses can be given; it defines the elements that will constitute what the different solutions attempt to respond to (Foucault, 1991d:389). Problematiseringer introducerer nye værdier, tekniske løsninger, målsætninger og strategier som fører til en ny form for styringsrationalitet. Ifølge Foucault skal en styringsrationalitet anskues som teknisk og funktionel og samtidig moralsk og normativ (Foucault, 1991a:79). Styringsrationaliteten er ikke knyttet til specifikke aktører, men er netop subjektløs og overindividuel. Den gennemsyrer måden hvorpå forskellige handlinger, praktikker og bestræbelser udfolder sig indenfor en bestemt periode og indenfor en bestemt politisk kontekst. Styringsrationaliteten er samtidig intentionel, idet den stræber mod realiseringen af specifikke målsætninger ved hjælp af varierende midler, teknikker og metoder (Foucault, 1994:92f; Hermann, 2000:10). Styringsrationaliteten involverer bestemte forestillinger om og forsøg på at forbedre de individer der skal styres, men styringen er oftest ufuldstændig, idet den udøves over frie individer der har mulighed for at handle anderledes (Foucault, 1983:221). Dette leder os frem til problematikken: styring af selvstyring. 3.2.2. Styring af selvstyring – styringens mikrofysik En

styringsrationalitet

søger

realisere

sine

målsætninger

gennem

konkrete

styringsteknologier. Disse repræsenterer styringens mikrofysik hvor der praktiseres en individualiserende magtudøvelse der former, regulerer og differentierer menneskene i henhold til bestemte normer og værdier, der skal gøre dem nyttige for de overordnede målsætninger. Denne styring finder Foucault dels i en disciplinerende magtudøvelse, der

Med begrebet ’rationalitet’ menes at der ikke er tale om én rationel måde at gøre tingene på, men netop at der

findes flere forskellige rationaliteter, der bestemmes af mål, midler og viden (Rose, 1999:24).

skaber lydige, produktive og afrettede individer gennem overvågning og disciplinære tiltag f.eks. panoptikon.27 Og dels findes den ifølge Foucault i den gouvernementale magtudøvelse som betegnes som ’styring af selvstyring’ (Foucault, 2000c:341).28 Dermed belyses en relation mellem individets forhold til sig selv – dets selvforhold og dets selvpraktikker - og de styringsteknologier, der søger at bestemme rammerne for dette selvforhold: Governmentality implies the relationship of the self to itself, and I intend this concept of ”governmentality” to cover the whole range of practices that constitute, define, organize, and instrumentalize the strategies that indviduals in their freedom can use in dealing with each other (Foucault, 1997b:300). Foucault sporer gennem historien forskellige praktikker, måder og selvteknologier, med hvilke individet har søgt at forme sin egen adfærd og sit selvforhold – eller sin identitet (Foucault, 2000a). Styring af selvstyring handler derfor ikke om adfærdstvang og repression men om at sætte mulighedsbetingelserne for individets selvstyring, således at det frivilligt foretager de valg og udviser den adfærd, hvis udfald ifølge den pågældende styringsrationalitet betragtes som mest hensigtsmæssig. Dette repræsenterer en form for identitetsstyring hvor individet knytter sin identitet til nogle praktikker, betydninger og forståelser, som styringen har været med til at påvirke (Foucault, 1991c:100).29 Dermed bliver det også muligt at pege på de vanskeligheder, styringen kan have med at realisere sine målsætninger, idet styringen således forudsætter handlende subjekter som kan agere anderledes. Dette fører til en heterogen forståelse af styring, hvor der kan være varierende sociale kræfter der trækker i hver deres retning, og som styringen forsøger at nyttiggøre uden nødvendigvis at realisere sine målsætninger.

Benthams fængselsmodel Panoptikon blev af Foucault anvendt som sindbillede på det disciplinære samfund,

der søgte at fremme en selvovervågning og selvdisciplin (Foucault, 2002:224). 28

Ifølge Foucault bliver de to tidligere styreformer - suverænitet og disciplin - ikke afviklet. Derimod indgår de på

en ny måde i den moderne stats triangulære magtform: suverænitet-disciplin-gouvernement (Foucault, 1991c:102). 29

Foucault peger på at denne styring af selvstyring er resultatet af en særlig pastoralmagt som bliver installeret i

den moderne stat med henblik på at sikre flokkens og individets frelse gennem velfærd. Af pladsmæssige grunde vil jeg dog ikke komme ind på den historiske udvikling af pastoralmagten men blot holde mig til begrebet ’styring af selvstyring’ (Se Foucault, 2000b:332).

3.2.3. Byplanlægning som styring af byens liv Vi kan nu sætte overvejelserne om byen ind i denne styringsanalytik. I kapitlet ”Fra Byplanlægning til Strategisk Bypolitik i Odense” omtalte vi henholdsvis funktionalismen og nærmiljøplanlægningen som to former for moderne byplanlægning der hver især søgte at skabe den gode by. Ifølge Pløger repræsenterer disse typer byplanlægning forskellige styringsrationaliteter for hverdagslivet i byen der har betjent sig af bestemte forestillinger om det gode byliv og den gode borger, hvilket kan sammenfattes med begreberne ’det apollinske byliv’ og ’den apollinske borger’. Pløger gør opmærksom på at det apollinske byliv har været det politisk-ideologisk foretrukne byliv i den moderne byplanlægning, hvormed menes et liv der er præget af fornuft, mådehold og ansvar for fællesskabet (Pløger, 2004:108).30 Nærmiljøplanlægningen har villet skabe solidariske og forpligtende bånd i tætte lokalfællesskaber som basis for identitet, mens funktionalismen har villet skabe et byliv præget af fornuft, orden og mådehold. Dette er rent praktisk foregået gennem den fysiske indretning. F.eks. har funktionalismens rette linjer og overskuelighed muliggjort en form for generaliseret overvågning og dermed lagt op til målrationel bevægelse frem for lystfyldt ophold. Nærmiljøplanlægningen har villet synliggøre det sociale liv i lokalområdet og markeret fysiske grænser mellem fællesskabet og omverdenen. Disse former for byliv er blevet betragtet som de mest økonomisk efficiente og nyttiggørende, som skulle understøtte orden, ansvarlighed og forpligtethed blandt borgerne (Pløger, 2001:92; Pløger, 2002b:20). Den apollinske byplanlægning har søgt at homogenisere bylivet og udgrænse det ikkeidentiske gennem den rumlige og fysiske indretning af byen. F.eks. er bestemte grænseoverskridende og dionysiske former for byliv blevet problematiseret – fra arbejderklassens masser til ungdomsfællesskaber i det offentlige rum (Pløger, 2001:92; Brent, 1997). Dette afspejles f.eks. i den kriminalpræventive planlægning der skal forebygge vold og hærværk ved at indrette rummet og byggeriet, så beboere bedre kan overvåge de offentlige arealer, som dermed heller ikke bliver attraktive som opholdsrum for f.eks.

Med det apollinske menes en kontemplativ og beherskende tilstand, som står i kontrast til det dionysiske, der

repræsenterer de berusende og overstrømmende instinkters tilstand (Hammershøj, 2001:27).

ungdomsfællesskaber (Albertsen, 1992:188).31 Dermed kan siges at den moderne byplanlægning har søgt at fastholde forestillingen om byidentitet baseret på et velorganiseret hverdagsliv på trods af de store forandringer som den moderne by har undergået. Disse slår for alvor igennem med det globaliserede oplevelsessamfund, hvor byen går fra at være en samlet geografisk enhed til at være differentieret ud i en masse forskellige steder uden fysisk sammenhæng. Dette forhold synes bybranding imidlertid at ville ændre på. Som vi så tidligere problematiseres forestillingen om hverdagsbyen som udgangspunkt for en sammenhængende byidentitet, samtidig med at der udvikles en æstetisk byidentitet på baggrund af en fremherskende oplevelsesorientering. I det følgende peger jeg på at bybranding repræsenterer et forsøg på at udnytte de nye betydninger som byen repræsenterer i oplevelsessamfundet med henblik på at skabe en ny form for styring af byen. 3.2.4. Bybranding som styring af oplevelsesorientering Hermed kan jeg inddrage de tidligere overvejelser om oplevelsessamfundet og beskrive den nye måde at skabe personlig betydning og identitet på – oplevelsesorienteringen – som en ny form for selvstyring. I forrige kapitel viste jeg at oplevelsesorienteringen fører til individualisering,

differentiering

æstetisering

hverdagslivets

praktikker

selvteknologier. Denne proces kan nu forstås som en slags ’æstetisering af identiteten’, hvor identitet ikke længere relaterer til bestemte autoriteter og sociale pligter, som individet skal følge

uanset

sine

egne

lyster.

Derimod

betjener

den

sig

æstetiserede

oplevelsesorienterede metoder og teknikker, hvormed individet skal forme sit liv i henhold til egne lyster og forestillinger om ’det skønne liv’ (Heidegren, 1995:32). Ifølge Foucault må selvstyringen og identiteten altid ses i relation til bestemte former for styring. Dermed kan bybranding anskues som en form for politisk styring der adskiller sig fra den tidligere byplanlægnings styring af byen. Hvor sidstnævnte søgte at styre bylivet ud fra en forestilling om hverdagsbyen og den apollinske borger, synes bybranding at betjene sig af en forestilling

Her er der tale om rationaliteten bag den kriminalpræventive planlægning – den profylaktiske fornuft – som

imidlertid blev betvivlet i praksis, hvor det viste sig at rummene kunne anvendes til anderledes former for modstand end forudset af byplanlægningen (Albertsen, 1992:189).

om den oplevelsesorienterede borger og oplevelsesbyen som redskab til at styre byens liv i oplevelsessamfundet. Forestillingen om den gode borger i oplevelsessamfundet kan forstås på baggrund af nogle mere generelle forhold, der præger den politiske styrings opfattelse af borgerne i de senmoderne, socialliberale velfærdsstater som bl.a. den danske. Ifølge sociologerne Nikolas Rose og Thomas Osborne søger de gouvernementale styreformer at ansvarliggøre og aktivere borgerne for dermed at effektivisere styringen af selvstyring: ”They also depend upon an ethic of subjective identity as an active individual and collective obligation” (Osborne & Rose, 1999:21; se også Burchell, 1996:29; Rose, 2003:188). Denne tendens kommer i stigende grad til udtryk indenfor den senmoderne velfærdsstats mangfoldige styringspraktikker med begreber som ’kompetenceudvikling’, ’empowerment’, ’responsive politikker’ osv. Ifølge politologen Stefan Hermann er der i løbet af de seneste 10-15 år opstået en særlig politisk opmærksomhed om begrebet ’livspolitik’ der skal hjælpe borgere til at hjælpe sig selv gennem diverse identitetsfremmede tiltag.32 Dette står i kontrast til den ’klientliggørelse’ som velfærdsstaten tidligere blev kritiseret for at medføre (Hermann, 2000:23f). Forestillingen om den ansvarlige, aktive borger medfører samtidig en udpegning af grupper og individer som ikke kan eller vil ansvarliggøres og aktiveres. Disse kan ifølge Rose og Osborne betegnes som ’anti-borgere’ (Osborne & Rose, 1999:754). Som vi skal se synes en tilsvarende opdeling af borgerne at gøre sig gældende i caseanalysen. I min sammenhæng kan bestræbelsen på at ansvarliggøre og aktivere borgerne relateres til ønsket om at gøre byen kreativ, levende og sprudlende ved at øge borgernes deltagelse og engagement i sociale og kulturelle begivenheder. Dermed etablerer styringsrationaliteten en relation mellem en mikrostyring af folks oplevelsesorientering og en overordnet makrostyring der drejer sig om at fremme økonomisk vækst indenfor det brede felt der består af oplevelsesøkonomi, kreative alliancer, turisme osv. Dermed repræsenterer bybranding dels en løsning på hvordan man knytter folks identitet til den pågældende by i oplevelsessamfundet, dels er den et svar på, hvordan byens erhvervsliv og

Identitetsfremmende tiltag kan ses indenfor kvarterløftsprojekter f.eks. i Avedøre, hvor der skal skabes en

særlig Avedøre-identitet ved at aktivere og inddrage borgerne i forskellige byudviklingsprojekter indenfor det kulturelle og sociale område (Mazanti, 2002).

omsætning skal udvikles når den industrielle produktion er flyttet til udlandet. 3.2.5. Italesættelser og styringsteknologier Forestillingerne om den oplevelsesorienterede borger italesættes i dagblade, i rapporter, på websites og i mine interviews. Med italesættelser menes diskursive udlægninger af bestemte forestillinger, der ”bringer fænomener til deres eksistens” (Åkerstrøm Andersen, 1999:44). Dette antyder at fænomener ikke eksisterer som noget uafhængigt af en bestemt diskurs, men at den udtrykker en bestemt forståelse af fænomenet med henblik på at tildele fænomenet en bestemt betydning og funktion. Derfor kan vi forstå italesættelser som både deskriptive, normative og præskriptive. Italesættelser er væsentlige for at forstå hvordan bybrandingen søger at ændre på opfattelsen af byen og borgerne. Men bybranding handler også om andet end det rent diskursive. Således indgår også rumlige, materielle og symbolske forhold – som f.eks.

byens

udtryk,

indretning

symbolik

–

bybrandingens

styring

oplevelsesorientering.33 Derfor peger jeg på forskellige styringsteknologier der iværksættes for at styre adfærdsformer, selvforståelser og identifikationsformer (Foucault, 1997:177; Foucault, 2000b:306; Foucault, 2000c:331; Rose, 1999:53). Begrebet ’styringsteknologi’ dækker over et kompleks af viden som er forbundet til bestemte tekniske redskaber der sigter mod at forme menneskelig adfærd med et specifikt formål. I caseanalysen anvender jeg begrebet ’brandingteknologier’ frem for ’styringsteknologier’, hvilket er mere præcist i min sammenhæng. Brandingteknologier er en samlebetegnelse for de mangeartede tiltag – fra kulturprojekter til designmanualer for byrummene osv. – der skal designe og styrke byens oplevelser. Disse brandingteknologier er både diskursive, visuelle, symbolske, sociale og rumlige.34 Jeg hævder ikke at disse brandingteknologier nødvendigvis opnår deres mål om at ændre på identiteter og selvstyring. Individerne kan modsætte sig og handle anderledes -

Ifølge Flyvbjerg spiller diskurser en vigtig, men ikke altafgørende rolle for styringen – snarere skal man se på

styringens praksis (Flyvbjerg, 2000:94). 34

Hvad angår rummet fremhæver Foucault at det er fundamentalt i al magtudøvelse (Foucault, 1991a:252).

Imidlertid udvikler Foucault aldrig noget sammenhængende perspektiv på rum, og ifølge Tonboe forbliver relationen mellem rum og magt derfor relativt uklar hos Foucault (Tonboe, 1993:454). Af den grund vil jeg ikke foretage nogen særskilt diskussion af Foucaults rumforståelse.

men de er ikke desto mindre impliceret i en styringsrelation, hvor nogle former for adfærd, tanker, følelser, stemninger og oplevelser bliver iscenesat som mere attråværdige og hensigtsmæssige end andre. 3.2.6. Delkonklusion Jeg har skitseret en gouvernemental styringsanalytik hvormed jeg kan belyse hvordan styring udøves ad forskellige men sammenhængende spor på makro- og mikroplan. Denne styring finder sted som en styring af selvstyring i henhold til nogle overordnede politiske målsætninger om at sikre økonomisk vækst og velfærd for befolkningen. Jeg vil undersøge dette styringskompleks ved at knytte caseanalysen til tre begreber og analytiske omdrejningspunkter. For det første vil jeg se på, hvordan der etableres en overordnet forståelse af hvad der skal styres; ud fra hvilke målsætninger og med hvilke midler, hvilket sammenfattes med begrebet styringsrationalitet. Denne søger at realisere nogle overordnede målsætninger gennem borgernes oplevelsesorientering. Dette sker for det andet ved at italesætte bestemte forestillinger om borgeren, som byens borgere skal identificere sig med for dermed at blive aktive, ansvarlige og nyttige for de politiske målsætninger. For det tredje sker styring af oplevelsesorientering gennem forskellige brandingteknologier der skal designe og fremme byens oplevelser i overensstemmelse med det ønskede brand.

3.3. Overvejelser om teorivalg Før caseanalysen vil jeg begrunde valget af teori og reflektere over de videnskabsteoretiske implikationer af at kombinere ovenstående teorier. Disse tilgange repræsenterer vidt forskellige videnskabsteoretiske forståelser, idet sociologien om oplevelsessamfundet søger at forklare sociale fænomener kausalt i henhold til bestemte samfundsteorier. Mens Schulze er orienteret hermeneutisk mod at forklare oplevelsesorienteringen ud fra en teori om værdimæssig og æstetisk differentiering, så søger Harvey at henføre postmodernitetens oplevelsesorientering til en teori om nye produktionsstrukturer (Nielsen, 1996:137). Begge disse tilgange repræsenterer en ambition om at forklare hvorfor et givet fænomen opstår ud fra en antagelse om at der eksisterer en objektiv verden, hvis beskaffenhed kan beskrives realistisk – det drejer sig blot om at finde de rette årsager og de rette metoder til at fremdrage disse (Johnson, 1995:226). I modsætning dertil leder den gouvernementale styringsanalytik ikke efter et 43

fænomens bagvedliggende kausale faktorer (Dreyfus & Rabinow, 1983:44ff). Analytikken antager ikke at der kan findes og udpeges bestemte strukturelle grunde til at Kulturstrategien må opstå, hvilket f.eks. kunne være tilfældet med sociologien om oplevelsessamfundet. Der findes ikke nogen nødvendig udviklingslogik, men derimod alene kontingente

relationer

mellem

forskellige

fænomener

diskurser

hvis

tilblivelsessammenhænge er komplekse og uforudsigelige. Opgaven er derfor at undersøge hvordan

diskurs

eller

styringsrationalitet

opstår,

hvordan

der

konstruktionsprocessen sammenknyttes og transformeres elementer fra tidligere diskursive strategier og praktikker (Åkerstrøm Andersen, 1999:60). F.eks. viser jeg at forståelsen af kultur og kunst i Kulturstrategien dels er udtryk for en konventionel kulturopfattelse og dels er knyttet til nye økonomiske og instrumentelle forståelser. Det er gennem sådanne diskursive flertydigheder og sammenføjninger at styringsrationaliteten transformerer sig og skaber nye måder at styre på. Dermed fokuserer analysen på fremtrædelsens plan: i sammenhæng med hvilke argumenter optræder et konkret styringstiltag; hvilken form for viden bygger en bestemt politisk målsætning på; hvad sigter denne styringsform mod? Denne tilgang kan ifølge managementfilosoffen Niels Åkerstrøm Andersen betegnes som en ”subjektløs fænomenologi”, idet den registrerer udsagnene og knytter dem til deres sammenhæng uden at reducere deres betydning til en overflademanifestation af en underliggende årsag, et abstrakt begreb eller en bestemt aktørforestilling (ibid:30). Bybranding repræsenterer en bestemt forestilling om hvordan byen er og hvordan den bør være, ligesom den udpeger midlerne til at realisere denne forestilling. Således undersøger caseanalysen sammenføjningen af et deskriptivt, et præskriptivt og et normativt perspektiv på byen, dvs. hvordan en bestemt forståelse knytter sig til særlige værdier og forslag til hvad der bør gøres politisk. Dette kan betegnes som en ”programmatisk historie” (Hermann, 2003:235) over hvordan Kulturstrategiens knytter bestemte forståelser af oplevelsessamfundet med specifikke målsætninger og konkrete metoder og teknikker til at realisere disse. Jeg ser således på visionspapirer, konsulentrapporter og politiske strategier. Derimod belyses ikke hvilke konkrete effekter den pågældende styring får og hvordan den opleves af borgerne. Dertil kan med et citat fra Foucault siges: ”Things never work out as planned” (Foucault, 1991b:80). Styringen bliver modificeret og omformet gennem den adfærd, som den søger at regulere. Ikke desto mindre har styringsrationaliteten en række

konsekvenser. For det første udkrystalliserer den sig i sociale institutioner og organisationer. For det andet forsøger den at forme betragtningsmåder og mulighedsbetingelser for at forstå, opleve og agere i byen. Dermed får styringsrationaliteten konkrete effekter der præger og forandrer den samfundsmæssige kontekst den opererer i - uanset at den ikke nødvendigvis realiserer de oprindelige målsætninger (ibid:81). I relation til mit genstandsfelt kan vi med inspiration fra etnologen Orvar Löfgren sige at disse politiske styringstiltag som bybrandingen iværksætter ikke skal vurderes på de konkrete effekter de får, men snarere på den mentale, kulturelle og sociale forandringsproces som de er med til at fremme i byen, og som det er specialets opgave at undersøge (Löfgren, 2005:36). Umiddelbart kan kombinationen af sociologien om oplevelsessamfundet og styringsanalytikken forekomme modstridende, men jeg mener at en pragmatisk anvendelse af disse teorier har nogle analytiske fordele. Mens jeg på den ene side hævder at der kan peges på nogle åbenlyse samfundsmæssige forandringer for byen, så er det på den anden side ikke givet af sig selv hvordan de forstås og tematiseres og fører til nye former for politisk styring. Til det første formål har beskrivelsen af oplevelsessamfundet været relevant fordi den peger på nogle tendenser der synes at præge byerne i disse år. Dermed gives en baggrundsbeskrivelse af de overordnede omstændigheder som bybranding opstår ud af, og som bybranding anvender som udgangspunkt for at ændre på og styre byens liv, betydning og identitet i en ny retning. Denne baggrund ville næppe kunne udledes af den gouvernementale styringsanalytik alene, idet denne qua sit 2. ordensblik alene ser på hvordan styringen fortæller bestemte ’sandheder’ om byen (Osborne & Rose, 1999:739). Derfor kan den ikke pege på de samfundsmæssige forandringer der betinger og forudsætter nye styringsrationaliteter. På den anden side kan oplevelsessamfundsbeskrivelsen ikke sige noget om hvordan denne styring iværksættes og fungerer. Derfor har jeg inddraget den gouvernementale

styringsanalytik

der

skal

analysere

bybranding

som

styringsrationalitet der betjener sig af en bestemt forståelse af oplevelsessamfundet. Ifølge Rose rummer styringsrationaliteter nemlig en bestemt opfattelse af verden, der anvendes som grundlag for at skabe en ny form for styring (Rose, 1999:26f). Endelig mener jeg at kvaliteten af den teoretiske kombination skal vurderes på dens analytiske indsigter og resultater. Efter konklusionen på caseanalysen foretages i kapitel 6 nogle afsluttende refleksioner over, de muligheder og begrænsninger den analytiske tilgang har betydet.

4. Caseanalyse af Odense Kulturstrategi I det ovenstående teorikapitel udlagde jeg bybranding som en styringsrationalitet der søger at styre byens liv på baggrund af en forestilling om oplevelsesorientering som en ny form for selvstyring. Således søger bybranding at sætte rammerne for denne selvstyring med henblik på

nyttiggøre

dens effekter. I

caseanalysen undersøger jeg hvordan

denne

styringsmæssige rammesætning af folks oplevelsesorientering kommer til udtryk i Odense Kulturstrategi. Som titlen antyder anvendes kulturen her strategisk i henhold til nogle overordnede politiske og økonomiske målsætninger. Kulturstrategien skal være med til at brande Odense som ”Danmarks kreative by”, hvilket udtrykker en bypolitisk forskydning fra et fokus på det apollinske byliv og den apollinske borger til et ønske om at skabe det kreative byliv og den kreative borger. Som nævnt i indledningen forstår jeg bybranding som mere end blot markedsføring og kommunikation. Bybranding involverer tiltag der dels skal fremme et ønsket byliv og en bestemt identitet, og dels skal signalere overfor omverdenen at byen er i forvandling. Caseanalysens fokus er relationen mellem de overordnede politiske og økonomiske målsætninger og de konkrete og symbolske forandringer i byen og dens liv, som Kulturstrategien iværksætter. Jeg beskæftiger mig ikke med formidlingen af Kulturstrategien overfor omverdenen, da det er selve den betydningsmæssige og symbolske forandring af byen som i mine øjne udgør bybrandingens væsentligste indgreb og som derfor er genstand for min opmærksomhed. Analysen falder i tre afsnit: ”4.1. Kulturstrategien som styringsrationalitet” - ser hvordan Kulturstrategien kæder overordnede politiske og økonomiske målsætninger om vækst sammen med kultur, oplevelser og kreativitet. Denne proces manifesterer en ’kreativ styringsrationalitet’ hvis målsætning er at gøre Odense til Danmarks kreative by. Det fordrer at byens borgere bliver mere kreative, hvorfor andet afsnit – ”4.2. Forestillinger om borgeren” ser på hvordan byens nuværende borgere omtales på baggrund af forestillinger om ’den kreative borger’. Denne forestilling skal byens forskellige borgere identificere sig med dels ved at være mere kulturog oplevelsesorienterede i deres forbrug, dels ved at engagere sig i forskellige kulturelle samarbejder med politikere, uddannelsessektorer og erhvervslivet. For at stimulere byens borgere skal byens rammer iscenesættes som et kreativt oplevelsesrum,

borgerne kan identificere sig med. Tredje afsnit – ”4.3. branding af den kreative by” – viser derfor hvordan Kulturstrategiens tiltag skal skabe nye betydninger, oplevelser og følelser som grundlag for en kreativ identitet der både appellerer til byens borgere og tiltrækker folk udefra. Hermed belyser jeg hvordan Odense Kulturstrategi er udtryk for en ny bypolitisk styringsrationalitet, der skal styre borgernes oplevelsesorientering.

Forklaring på forkortelser i det empiriske analysemateriale:

Tekstmateriale: O.E.: Odense Erhvervsstrategi, 2006 V.O.: Strategiplan Vision Odense, 2004 K.S.: Udkast til Odense Kulturstrategi, 2004 K.S. – dok: Kulturstrategi – dokumentationsdel, 2004 B.O.K.: Byudvikling, Odense Kommuneplan, 2004 O.K.P. : Odenses Kreative Potentiale, PLS Rambøll Management, 2003. OPUS: Odenses Potentialer, Udfordringer og Styrker, 2003 (konsulentrapport udarbejdet for Fyns Amt om Odense).35 PULS: Potentialer, Udfordringer, Lokale Styrker, 2003 (Konsulentrapport udarbejdet for Fyns Amt om Fyn som region).

Referencer til disse publikationer anføres med ovenstående forkortelser og et sidetal, der henviser til den pågældende publikation.

Både PULS og OPUS er udarbejdet på vegne af Fyns Amt og ikke Odense Kommune. Imidlertid har flere af

informanterne oplyst at rapporterne har indgået i det bypolitiske arbejde i kommunen som inspiration – især OPUS, der handler om Odense specifikt. Dette overlap i strategiske overvejelser kan hænge sammen med, at Odense Kommune får et større ansvar for at profilere byen som hovedby på Fyn når Fyns Amt nedlægges i forbindelse med Strukturreformen i 2007.

Informanter:36 B.1: Embedsmand i By- og Kulturforvaltningen. B.2.: Embedsmand i Borgmesterforvaltningen. B.3.: Embedsmand i By- og Kulturforvaltningen. B.4.: Embedsmand i Odense Kommunikation. B.5.: Embedsmand i Odense Eventhouse

Se i øvrigt bilag A. for nærmere metodiske overvejelser, herunder bilag A.1. om udvælgelsen af skriftligt, empirisk materiale. Se bilag A.2. for overvejelser om interviewtilgang, valg af informanter og gennemførelse af interview.

4.1. Kulturstrategien som styringsrationalitet I det følgende skitseres de overordnede linjer i og bevæggrunde for iværksættelsen af Odenses Kulturstrategi i 2004. Der har fra 2002 frem til 2005 været igangsat en række undersøgelser foretaget af forskellige konsulentfirmaer, der danner et videns- og idégrundlag for kommunen, hvis politiske visioner og målsætninger ses i de kommunale rapporter: ”Vision Odense”, Kommuneplanen ”Byudvikling” og ”Udkast til Kulturstrategi for Odense”. Først præsenteres de overordnede politiske problematiseringer og visioner for Odenses udvikling, og dernæst undersøges Kulturstrategien der netop skal bidrage til at realisere disse visioner. 4.1.1. Politiske problematiseringer og målsætninger: ”Vision Odense” Som vist i kapitlet ”Fra byplanlægning til strategisk bypolitik i Odense” har de seneste 10-15 år været præget af globaliserings- og regionaliseringsprocesser der har skabt en øget bykonkurrence, hvilket fordrer en styrkelse af de større byers konkurrenceevne. Som Danmarks tredje største by satser Odense kommune derfor bredt på at markere sig indenfor uddannelse, erhverv, bosætning og infrastruktur. I ”Vision Odense” fremhæves det at byen står ved et afgørende vendepunkt hvor den regionale udvikling og storbyernes fremtid

Alle informanter har godkendt den næsten færdige afhandling. Se Bilag A.2. for overvejelser om informeret

samtykke og informanternes godkendelse af citatbrug i caseanalysen.

aftegnes. For at påvirke og udnytte de fremtidige muligheder skal Odense forholde sig aktivt til sin rolle i denne udvikling (V.O.:3). ”Vision Odense” fremlægger derfor tre visioner, som kommunen skal satse på for at styrke Odense by og Fynsregionen:

1) Odense som hovedby 2) Odense som videns- og kompetenceby 3) Odense – en by med livskvalitet og oplevelser (V.O.:7).

Disse visioner kan ses som et svar på de udfordringer og problemer, som Odense står overfor. I det følgende vil jeg læse visionerne i lyset af forskellige politiske problematiseringer af byens situation og fremtid for at forstå hvilken ny styringsrationalitet visionerne er med til at konstituere (Foucault, 1991c:386; Dean, 1999:27). Overordnet

set

problematiseres

byens

stagnerende

befolkningstilvækst

erhvervsvækst. Som vist tidligere begyndte denne stagnation allerede i løbet af 90’erne. Således nævnes det i Odense Erhvervsstrategi at Odense har et velstandsgab på 10 % op til sammenlignelige byer i Danmark, hvilket skyldes en lavere produktivitet og beskæftigelse (O.E.:2). Samtidig har byen ikke oplevet samme befolkningstilvækst som byer af tilsvarende størrelse (PULS:30). Disse forhold udtrykker et øget fokus på bykonkurrencen, hvilket de tre visioner forsøger at imødegå: Første vision – Odense som hovedby - handler om at skabe et bedre samspil mellem Odense og Fynsregionens øvrige byer med henblik på at gøre Odense til en regional dynamo der kan konkurrere med de øvrige regioner i Danmark og også internationalt. På den ene side er opfattelsen at der i en større region – modsat i enkelte byer alene - kan opnås bedre synergieffekter og profileringsmuligheder som både kan styrke Odense og det øvrige Fyn (V.O.:8). På den anden side har Odense hidtil har haft vanskeligt ved at blive accepteret som hovedby på Fyn på grund af kommunale interessemodsætninger, hvilket denne vision imidlertid skal være med til at ændre på (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2003:59). Den anden vision - Odense som videns- og kompetenceby - handler om erhvervsudvikling indenfor vidensøkonomi. På den ene side er der et stadigt større fokus på at promovere og udvikle en vidensøkonomi nationalt og indenfor EU som vej til at skabe arbejdspladser og sikre vækst. På den anden side har Odense i sammenligning med andre byer haft det

problem at den har været stærk på ”tunge produktionsvirksomheder”, mens IT- og vidensvirksomheder ikke i samme grad er blevet etableret i byen: ”Der har Odense måske været

lidt

bagefter

på

det

felt”

(B.3.).

Derfor

skal

borgernes

kompetencer

uddannelsesmæssige niveau forbedres, ligesom byen skal forsøge at tiltrække ”dynamiske mennesker” der arbejder med uddannelse, IT, kreative erhverv, forskning og udvikling (OPUS:69). Hvor man tidligere mente at det var virksomheder der tiltrak tilflyttere, er det i dag en udbredt opfattelse at det er de veluddannede borgere der tiltrækker vidensvirksomheder (Erhvervsministeriet & Kulturministeriet, 2000:101). Det er især vigtigt at tiltrække borgere udefra, idet kommunen er underlagt en generel udvikling mod en højere andel af ældre i samfundet og færre unge og mindre familier: ”Samtidig oplever Odense, at børnefamilier i stigende grad vælger at flytte til omegnskommuner, hvor hus- og grundpriserne er lavere” (V.O.:18). Befolkningstilvækst er – ligesom vækst i erhvervslivet – vigtigt, bl.a. fordi det styrker kommunens skattegrundlag. I Odense er der imidlertid en tendens til, som i andre større byer, at fraflytterne generelt har højere indkomster end tilflytterne (V.O:10). Derfor ønsker kommunen især at tiltrække ”erhvervsaktive enlige og familier, der kan bidrage positivt til byens økonomiske fundament” (V.O.:18). Disse borgere menes i høj grad at efterspørge kulturog oplevelsestilbud, hvilket leder til den tredje vision: Odense – en by med livskvalitet og oplevelser. Denne vision handler om de bolig, kulturog oplevelsestilbud som byen kan tilbyde. På den ene side menes dette at blive stadig mere vigtigt, fordi efterspørgslen herpå synes at være i vækst: ”Regioner, byer og boliger må også markere sig på oplevelser og følelsesindtryk for at være konkurrencedygtige i oplevelsessamfundet (…) Byer, der har alt, som kan måles og vejes, kan blive fravalgt til fordel for byer, der fortæller en bedre historie og appellerer bedre til følelserne” (PULS:117). Ifølge citatet spiller traditionelle bykvaliteter som god infrastruktur, praktiske servicetilbud o.a. i fremtiden en mindre rolle end den stemning, de fortællinger og de oplevelsesmuligheder byen kan tilbyde. På den anden side menes Odense at have haft et efterslæb (B.2.) hvad kulturliv og stemning i byen angår, hvor især rammer til rytmisk musik og større teaterforestillinger har manglet. Endvidere menes byens berømte to-centerstruktur, som tidligere blev betragtet som banebrydende byplanlægning, at være en medvirkende årsag til problemerne med at skabe mere liv og efterspørgsel på oplevelser i bymidten. Især ærgrer kommunens sig over at universitetet og en række kollegier ligger udenfor byen: ”Så det er en barriere i forhold til at få

alle de studerende ind og være en aktiv del af bymidten” (B.3.). Med den tredje vision skal der rettes op på dette efterslæb og udnytte det forstærkede fokus der er kommet på kulturog oplevelsesområdet generelt i landet. Disse tre visioner og de politiske problematiseringer af Odenses hidtidige situation danner det politiske grundlag for tilblivelsen af Kulturstrategien som skal være et strategisk instrument for realiseringen af disse visioner. I nedenstående figur er Kulturstrategien placeret grafisk i centrum for disse tre visioner, hvilket afspejler hvilken central rolle den tildeles.

Figur 9: Kulturstrategien i centrum for Odenses visioner

Selvom Kulturstrategien ikke er det eneste bypolitiske initiativ i Odense, så er den dog det mest omfattende rent økonomisk og politisk i Odense i de seneste mange år. Dette udtrykker et skift i forhold til ”Odense Strategiplan 1992”. Den satte også fokus på kulturområdet, som dog aldrig blev tildelt samme betydningsfulde rolle som nu. I sin tid blev der ikke sat store kommunale

beløb

af til

kulturprojekter. Derimod satsede

kommunen

mere

på

markedsføring og salg af billige industri- og erhvervsarealer i byens udkant. Selvom der også i dag satses på erhvervsudvikling – især indenfor vidensøkonomi - så tildeles kulturog oplevelsesområdet en hidtil uset betydningsfuld rolle for byens økonomiske udvikling og vækst i det hele taget. Dermed kan vi forstå Kulturstrategien som et svar på hvad byen skal basere sin økonomi på fremover, idet mange af byens industrivirksomheder er flyttet eller lukket. Således udtrykker Kulturstrategien et fokus på nye erhvervsmuligheder indenfor

oplevelsesøkonomien. Baggrunden for at beslutte Odense Kulturstrategi er blandt andet konsulentrapporten ”Odenses Kreative Potentiale” (O.K.P.), udarbejdet af PLS Rambøll Management, der havde til opgave at undersøge markedet for et større multikulturhus i Odense. Rapporten foreslog i stedet for et enkeltstående kulturhusprojekt en større satsning på det kulturelle og kreative områder med argumenter om oplevelsesøkonomiens og de kreative alliancers økonomiske muligheder og et deraf følgende behovet for at styrke byens kreative potentialer (O.K.P.:3ff). Denne rapport har givet inspiration til den politiske vedtagelse af Odense Kulturstrategi. I det følgende ser vi hvad Kulturstrategien består af. 4.1.2. Præsentation af Odense Kulturstrategi Kulturstrategien repræsenterer nogle nye politiske forståelser af kultur, kunst og oplevelser der adskiller sig fra mere traditionelle opfattelser som de f.eks. er kommet til udtryk i den velfærdsstatslige kulturpolitik fra 60erne til 90erne, og som kommunerne har haft til opgave at udmønte i forskellige tilbud til borgerne (Pedersen, 2003:6). Disse kulturelle tilbud var forbundet med nogle udgifter man politisk havde besluttet sig for at acceptere ud fra en velfærdstanke om at sikre almendannelse, folkeoplysning og kunstnerisk autonomi i forhold til et kommercielt marked. Her blev kunst og kultur praktiseret indenfor rammer der var relativt adskilte fra andre sociale, politiske og økonomiske aktiviteter (ibid:6f).37 Kulturstrategien derimod peger på at kultur og kunst faktisk er afgørende vigtigt for byens økonomiske og erhvervsmæssige udvikling: ”Odense har masser af viden og teknologisk kompetence, men det er først når kulturen bliver medspiller, at folk åbner øjnene og begynder at drømme, tænke nyt og skabe innovation. I det lange løb er det der det rykker. Det er i den kreative del af videns- og oplevelsessamfundet, at Odense skal søge sin fremtid” (K.S.:17). Ifølge citatet er teknologisk kompetence og viden ikke tilstrækkeligt til at sikre byens udvikling, idet

Kort fortalt, så peger Pedersen på tre overordnede udviklinger i velfærdsstatens kulturpolitik, som påbegyndes

med oprettelsen af Kulturministeriet i 1961: 1. fase: ”demokratisering af kulturen” hvor alle borgere skulle sikres adgang til kultur – hvilket i realiteten var finkultur og kunst. 2. fase: ”Kulturelt demokrati” som var en reaktion herpå med krav om ligeberettigelse af alle former for kultur. 3. fase: ”Den postmoderne kulturpolitik” hvor kultur, som i Kulturstrategien, anvendes dels til at skabe lokal identitet og dels til at profilere og brande byer (Pedersen, 2003).

oplevelsessamfundet synes at være en ’realitet’ der fordrer kreativitet og innovation. Som vi skal se, skal Kulturstrategien være med til at løse de stagnationsproblemer som Odense har oplevet tidligere, og den tildeles dermed en nærmest omnipotent rolle for byens udvikling. Kulturstrategien opererer med følgende visioner som vi jf. indledningen kan betragte som de overordnede brandværdier byen vil markere sig på, og som skal manifestere sig gennem byens kultur og oplevelser:

Odense som Danmarks kreative by Odense – en by med oplevelser Odense – kulturalliancernes by

For at blive kendt for disse værdier skal byen markere sig på at være:

god til at skabe nye begivenheder god til at skabe nye, tidssvarende fællesskaber og kreative alliancer god til at anvende byens rum til nye oplevelser god til at udvikle talenter fra barn til voksen godt til at samarbejde mellem offentlige og private godt til at forvalte kulturarven god til at synliggøre kunst- og kulturlivet godt til at samarbejde i den fynske region

Senere i analysen ser vi hvordan Kulturstrategien søger at manifestere disse brandværdier igennem kulturelle tiltag og projekter. Kulturstrategien blev vedtaget i Odense Kommunes Byråd i 2004 og genforhandlet som følge af borgmesterskifte i 2005. Partierne Venstre, Konservative, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne står bag den 10-årige aftale der rummer 773 millioner kr. til sport og kultur. Kommunen anvender 285 millioner kr. fra salget af elselskabet El-Sam. Derudover lægger kommunen 100 millioner til drift, mens 388 millioner kr. kommer fra private aktører og fonde. Kulturstrategien består af en række forskellige tiltag, der vedrører opførelsen af nye kulturog sportsinstitutioner, forskønnelse af byrummene samt udviklingen af den ny bydel, Odense Indre Havn. Der er afsat

anlægsmidler til følgende projekter:38

Vandkulturhus, der skal placeres på havnen (77 mio.) Nyt kulturcenter Kulturmaskinen (5 mio.) Innovationens Hus (mødested for talenter og iværksættere) (5 mio.) Rytmisk musik (18 mio.) Musik- og teaterhus samt sportsarena (150 mio.) Projektpulje (til særlige initiativer og vækstlagene) (14 mio.) Udvikling af byrum (16 mio.)

Derudover er der afsat midler til drift af en række forskellige kulturprojekter:

Innovationens Hus Kulturmaskinen Festivaler Brands Klædefabrik Center for Kunst og Videnskab Eventkontor Den Fynske Landsby Kulturaktivitetspulje

Udover de nævnte projekter er det også relevant at nævne det EU-støttede projekt The Liveable City som blev iværksat i 2003 med henblik på at styrke byens kvalitet, oplevelser og identitet ved hjælp af forskønnelse af byrummene, udvikling af fortællinger om Odense samt skabelsen af mere liv i byen i kraft af markeder og festivaler. Selvom dette projekt hverken organisatorisk eller finansielt hører under Kulturstrategien, er der en del overlap både i de kulturstrategiske overvejelser samt i de personer og forvaltninger der skal være med til at implementere de respektive projekter.

Tallene er fra november 2004. De er ikke statiske og er justeret i flere omgange.

For at sikre implementeringen af Kulturstrategiens brandværdier gennem de konkrete kulturprojekter er der blevet foretaget en række organisatoriske forandringer og nyskabelser i kommunen. For det første er Miljø- og Teknikforvaltningen blevet slået sammen med Kultursekretariatet, Odense Centralbibliotek og Odense Bys Museer under det nye navn ”Byog Kulturforvaltningen”, hvilket skyldes et ”politisk ønske om at styrke byens image” (B..3.). Med denne sammenlægning er hensigten at styrke samspillet mellem kommunens kulturpolitik og byplanlægning, hvilket indikerer et fokus på, hvad der ofte betegnes som ’kulturel byplanlægning’ (Evans, 2001; Mercer, 2005). For det andet etableres en eventorganisation: ”Eventhouse Odense”, der har til opgave at tiltrække begivenheder, festivaler og kultur til Odense. Samtidig skal organisationen arbejde for at styrke Odenses kulturelle netværk og vækstmiljøer.39 Eventorganisationen har en tæt forbindelse til de overordnede målsætninger om at fremme væksten i Odense, hvilket understreges af at den hører direkte under Odense Kommunes Borgmesterforvaltning frem for f.eks. By- og Kulturforvaltningen.40 For det tredje er Odense Informationstjeneste blevet omlagt til ”Odense Kommunikation” der arbejder med den samlede markedsføring af Odense Kommune som kommunal forvaltningsenhed og med branding af Odense i det hele taget. Denne branding skal ikke alene handle om Kulturstrategien men også om Odense som uddannelsesby og som erhvervsby. Alligevel er der planer for ”at starte en branding af Odense op med afsæt i Kulturstrategien, fordi det er så kæmpe en satsning med mange millioner i spil” (B.4.).41 Disse omlægninger

afspejler

politisk

ønske

komme

over

snævre

Fra www.odense.dk/Topmenu/KulturFritid/Kulturstrategi/Festivaler%20og%20events%20Eventhouse%20

Odense.aspx (5. september, 2006). 40

Eventorganisationen fungerer som et pilotprojekt frem til udgangen af 2007, hvorefter der på baggrund af

erfaringerne fastlægges en endelig model for eventorganisationen i Odense. 41

På tidspunktet for specialets udarbejdelse havde Kommunikationsafdelingen ikke færdiggjort en samlet

kommunikations- og brandingstrategi som sådan, men der er løbende blevet initieret forskellige tiltag, der skal øge byens synlighed og kommunikation udadtil. Bl.a. er der blevet foretaget en image-undersøgelse af Odense blandt danskerne og en undersøgelse af odenseanernes opfattelse af Odense kommune (Kjærgaard Clausen, 2006). Kommunen har i øvrigt annonceret, at den til efteråret 2006 vil være klar med en langsigtet plan for markedsføring af Odense.

organisationsstrukturer og forbedre samspilsmuligheder mellem de forskellige forvaltninger der tidligere har opereret relativt uafhængigt af hinanden. Disse omlægninger synes at understøtte mit argument om at bypolitikken reorganiseres som følge af det nye fokus på bybranding, oplevelsesøkonomi, kreative alliancer og eventmanagement. Disse nye organisationer bidrager på forskellig vis til at udvikle og implementere Kulturstrategien. 4.1.3. Kulturstrategiens kulturopfattelser Som det fremgår, omfatter Kulturstrategien mange forskellige elementer – både nye byggerier, drift af forskellige aktiviteter, udvikling af byrum osv., og strategien bliver også omtalt som et ”rigtigt stort mastodont begreb” (B.1.). Kulturstrategien satser for det første på nogle ”fyrtårnslignende strategier”, hvilket dækker over markante og prominente aktiviteter som f.eks. et stort musik- og teaterhus, et vandkulturhus og en sportsarena – som kan skabe medieomtale og særlig opmærksomhed også udenfor bygrænsen (B.2.). For det andet satses der på ”bredden” og ”vækstfilosofi”, der drejer sig om at få aktiveret og engageret så mange af byens kulturelle kræfter som muligt gennem støtte til den mere folkelige del af kulturlivet og til byens talentmasse (B.2.). Der er nemlig et særligt fokus på at udnytte de eksisterende kræfter – byens såkaldt ”kreative potentiale”: Odenses strategi skal selvfølgelig bygge på noget af det vi har i forvejen. Og sagt igen med et ballonord – jeg skal sikre, at vi bliver bedre til at gøre det vi er gode til i forvejen. Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, fordi vi har en stribe produkter, som er ’second to none’ (B.5.). På den ene side vil man med Kulturstrategien udvikle byens eksisterende kulturelle kræfter, men på den anden side tildeles disse eksisterende kulturelle kræfter samtidig en række nye betydninger: For det første tildeles kunst og kultur en betydning for den enkelte borger, hvor opgaven er at ”’føde vores hoveder’: at stimulere, at sætte spørgsmålstegn, at overraske, at provokere” (K.S.:17). Denne betydning af kultur kan relateres til den (sen)moderne individualiserede kunstoplevelse der som vi så tidligere synes at blive udbredt med oplevelsessamfundets oplevelsesorientering. Her skal kunst og kultur give betydningsfulde oplevelser, som bidrager til at skabe æstetisk identitet og personlig betydning. Derudover har kultur og kunst også en samfundsmæssig og kollektiv betydning. For det andet hedder det nemlig at ”kulturen er (…) en vigtig faktor i positioneringen og profileringen af regioner og byer overfor virksomheder og turister” (K.S. - dok:25). Der er altså ikke alene tale 56

om at kunsten skal anvendes til æstetisk dannelse. Den kan også knytte kulturelle og kreative værdier, symboler og betydninger til det brand og image som byen gerne vil signalere og kommunikere til omverdenen for dermed at tiltrække nye tilflyttere, virksomheder og turister. For det tredje relateres kultur og kunst til særligt økonomisk gavnlige erhverv hvor: kulturen ikke længere alene er et oplevelses- og fritidstilbud for borgerne, men er også blevet et kommercielt væksterhverv, hvor flere kreative brancher eller kulturindustrier har høje vækstrater, både hvad angår beskæftigelse, økonomi og eksport (K.S. - dok:25). Kunst og kultur bliver en vigtig handelsvare med oplevelsesøkonomien der menes at få stadig større økonomisk betydning både på lokalt og globalt plan. Derfor skal der satses på at øge produktionen af kunst- og kulturoplevelser for at skabe flere arbejdspladser og økonomisk vækst. Kultur, kunst og oplevelser tildeles dermed forskellige betydninger som imidlertid hænger tæt sammen, og hvis overordnede betydning formuleres således: ”Med sin evne til at formidle værdier kan kulturen bygge bro og skabe sammenhæng til en lang række andre sektorer, og dermed bidrage til den mentale og økonomiske vækst i lokalsamfundet” (K.S.:4). Hvor kunst og kultur tidligere blev betragtet som en slags luksus politisk set der tjente personlige og æstetiske behov – adskilt fra andre dele af samfundslivet - skal den nu være i stand til at ”bygge bro” mellem forskellige sektorer og skabe vækst mentalt og økonomisk. Dermed kan man sige at kultur og kunst både skal være et mål for personlig dannelse, samtidig med at kunst og kultur bliver middel for økonomisk vækst. Med denne dobbeltbetydning kobles styringsrationalitetens mikroniveau - den enkelte borgers oplevelsesorientering - med et makroniveau for byens økonomiske nytte og vækst. Denne mikro-makro-kobling har rod i nogle generelle, strategiske overvejelser om kultur, kreativitet og oplevelser som er fremherskende i disse år.

4.1.4. Videns- og idégrundlag for Kulturstrategien som styringsrationalitet Kulturstrategiens investeringer og de organisatoriske forandringer kan ikke ses alene som resultat af en særlig efterspørgsel på kultur og oplevelser i Odense. Det nye fokus på og den ny forståelse af kultur og koblingen til erhvervspolitik kan genfindes i en række rapporter publiceret bl.a. af flere ministerier - f.eks. ”Danmarks Kreative Potentiale” (Erhvervsministeriet 57

og Kulturministeriet, 2000) og ”Danmark i kulturog oplevelsesøkonomien, fem nye skridt” (Regeringen, 2003). Disse henter inspiration i nogle generelle idéstrømninger og offentlige debatter, der giver kultur og kunst en central rolle for byog erhvervsudviklingen (Mercer, 2005; Evans, 2001; Bruun Jensen, 2005; Pagh, 2005). Konsulentrapporten ”Odenses Kreative Potentiale”, som var afgørende for tilblivelsen af Kulturstrategien er derfor i sig selv udtryk for en aktuel tendens. En vigtig eksponent for koblingen mellem kultur og økonomisk vækst er økonomen Richard Florida der har påvirket en hel del vestlige byers planlæggere og politikere med sin tese om at byerne i dag overlever i kraft af evnen til at tiltrække ’den kreative klasse’ (2005).42 Kulturstrategien citerer f.eks. Florida, der skriver: ”Hvordan opbygger du et virkeligt kreativt lokalsamfund? – et samfund, der kan overleve og drage nytte af den nye tid?” (K.S.:11). Kulturstrategien synes dermed at være påvirket af Floridas betydningstillægelse af begrebet ’kreativitet’. Umiddelbart kan man betragte kreativitet som et tomt begreb med mindre det gives et bestemt indhold i en bestemt kontekst (Hermann, 2003:232f). Det er ikke på forhånd givet hvad der ligger i begrebet, men Florida giver det en række forskellige betydninger: For det første taler Florida om en ”kulturel og videnskabelig kreativitet” der relateres til kunstneriske mesterværker skabt af historiens store genier og til videnskabelige opdagelser, hvilket repræsenterer en traditionel opfattelse af kreativitet.43 Dernæst nævnes for det andet ”innovation” der betegnes som ”teknologisk kreativitet” og ”iværksætterånd” der kaldes ”økonomisk kreativitet” (Florida, 2005:62). Selvom disse forståelser af kreativitet synes at være mere instrumentelle og rettet mod bestemte mål - produktudvikling og økonomisk profit kan de ifølge Florida ikke adskilles fra ”kulturel og videnskabelig kreativitet”. De ”befrugter hinanden” og ”deler en fælles bevidsthed, der udviser en mangfoldighed af interesser og viden” (ibid:62). For det tredje henfører Florida også kreativitet til selve den oplevelsesorientering som især den såkaldt ”kreative klasse” menes at være præget af: ”På mange fronter kan den kreative klasses livsstil koges ned til en lidenskabelig jagt på oplevelser. (…) Og den form for oplevelser, de higer efter, afspejler og forstærker deres identiteter som kreative mennesker” (ibid:184).

I afsnit 4.2.3. kommer jeg nærmere ind på, hvad der menes med ’den kreative klasse’.

Denne forbindelse til kunsten har ifølge Florida betydet at kreativitet ofte er blevet opfattet som noget mystisk,

hvilket tidligere kom til udtryk i forestillingen om det ”romantiske geni” (Florida, 2005:61).

Ifølge Florida foregår denne ”lidenskabelige jagt på oplevelser” såvel i arbejdslivet som i fritidslivet. Dermed kan vi sige at kreativitet ifølge Florida dels danner grundlag for det enkelte menneskes identitet i form af en ”kreativ etos” der er definerende for den måde ”vi” lever på i dag, dvs. en form for selvstyring (ibid:51). Denne står i kontrast til den apollinske borgers mådeholdne, rutineprægede hverdagsliv. Og dels betegnes kreativitet som ”det økonomiske livs definerende træk”, dvs. en form for økonomisk styring som står i kontrast til industrisamfundets rationaliserede produktionsformer (ibid:51). Disse to betydninger hører ikke nødvendigvis sammen – men med Floridas begrebsapparat skabes der en kobling mellem det enkelte menneskes oplevelsesorientering – den kreative etos – og den økonomiske nytte som kreativitet menes at bidrage med.44 Man kan dermed forstå begrebet kreativitet som en ”semantisk magnet”, der på den ene side skaber nogle positive associationer, som på den anden side slører de forskelligartede betydninger, som begrebet rummer (Ek, 2005:74; Ek, 2002:131). Med en semantisk magnet menes et begreb der på den ene side er relativt løst og fleksibelt, og dermed kan indordne forskelligartede aspekter – som f.eks. byliv, borgere, kultur - under sig, mens det på den anden side kobles til nogle instrumentelle målsætninger. Dette er netop tilfældet med Kulturstrategien der anvender begrebet ’kreativitet’ i sin målsætning om at gøre Odense til ”Danmarks Kreative By”, hvilket indbefatter iværksættelsen af mange forskellige former for kreativitet, der skal ”befrugte” hinanden. Dermed får kreativitetsbegrebet installeret en styringsdimension, da det ikke blot gavner det enkelte menneske, men anvendes til at styre samfundsudviklingen og den økonomiske udvikling (Duelund, 2005).45 4.1.5. Delkonklusion Vi kan betragte Floridas kreativitetsforståelse som det videns- og idégrundlag der muliggør

Kultursociologen Dorte Skot-Hansen peger også på at Floridas definition af kreativitet er uklar, og at den

tenderer mod at afmontere kunstneren ”som bærer af en speciel evne eller talent” (Skot-Hansen, 2004:192). 45

Kultursociologen Peter Duelund sammenligner derfor Floridas tese om det kreative samfund med tidligere

”apokalyptiske samfundsteorier” – som f.eks. Marx’ teori om det kommunistiske samfund, der også havde et økonomisk mantra og en politisk vision for ”menneskelig forløsning og samfundsudvikling”. Fra www.kulturpolitisketorsdage.modernekultur.ku.dk/program/den_kreative_tidsalder/1315/ (10. Oktober, 2006).

at mange forskelligartede tiltag i Kulturstrategien forenes i en sammenhængende strategi. Trods projekternes forskellighed – fra Innovationens Hus til Den Fynske Landsby osv. – skal de alle indordnes under brandet ’den kreative by’. Således er Kulturstrategien præget af hvad man kunne kalde ’en kreativ styringsrationalitet’. Den etablerer en kobling mellem kreativitet som grundlag for økonomiske målsætninger på et makroniveau - med kreativitet og oplevelsesorientering som grundlag for personlig betydning og identitetsskabelse på et mikroniveau (Foucault, 1997b:300). Som omtalt i den teoretiske gennemgang af gouvernementalitetsbegrebet er en styringsrationalitet subjektløs, men intentionel (Foucault, 1994:92f). Derfor omtaler jeg den kreative styringsrationalitet som intentionelt rettet mod bestemte målsætninger uden dermed at abonnere på en aktørforestilling. Kulturstrategien betragter jeg som et eksempel på en styringsrationalitet, hvormed jeg ønsker at lægge vægt på den overordnede rationalitet som Kulturstrategien betjener sig af og er præget af, frem for at belyse hvilke politiske aktører der har været involveret, og hvilke interesser de måtte have. Med sit fokus på at fremme folks oplevelsesorientering og kreativitet står den kreative styringsrationalitet i kontrast til byplanlægningens tidligere styringsrationaliteter der betjente sig af en forestilling om det mådeholdne og velordnede, apollinske byliv, og som søgte at udgrænse det grænseoverskridende byliv. Men snarere end et grænseoverskridende, dionysisk byliv synes den kreative styringsrationalitet at stræbe mod en nyttig oplevelsesby – ’den kreative by’ - der fusionerer forestillingen om det oplevelsesorienterede, hedonistiske og dionysiske byliv med forestillingen om det formålsrationelle og nyttige byliv. Kreativitet henviser nemlig både til folks oplevelsesorientering og til et grundlag for økonomisk vækst som

tilvejebringes

ved

tiltrække

tilflyttere,

virksomheder

turister

oplevelsesøkonomiske erhverv, der kan skabe arbejdspladser. Derfor vil jeg frem for at tale om oplevelsesbyen, som i teoriafsnittet, anvende betegnelsen ’den kreative by’. Denne indbefatter både en stærk oplevelsesorientering i byens liv og kreative erhverv indenfor oplevelsesøkonomien. Dette skaber dels en opmærksomhed på at styrke kreativiteten og oplevelsesorienteringen blandt byens borgere - hvilket vi ser på i næste afsnit - og dels på at gøre selve byens rum og liv mere oplevelsesrig og kreativ, hvilket afsnit 4.3. handler om.

4.2. Forestillinger om borgeren Den kreative styringsrationalitet bygger på antagelser om at en kreativ by vil føre til en 60

stærkere identitet for borgerne, et bedre image overfor omverdenen og større oplevelsesøkonomisk vækst i byen. Skabelsen af den kreative by fordrer en bedre udnyttelse af byens ”kreative potentiale”. Som vi netop har set, relateres begrebet ’kreativitet’ også til en oplevelsesorientering blandt Floridas ’kreative klasse’, hvorfor det i sig selv bliver et mål for skabelsen af den kreative by at forøge efterspørgslen på oplevelsestilbud blandt byens borgere. For at fremme denne efterspørgsel skal byens kulturaktører involveres i skabelsen af flere kulturtiltag og oplevelser i byen. Således italesættes den kreative borger som en ny forestilling om den gode borger. Det er ikke tilstrækkeligt at formulere store visioner om den kreative by hvis ikke byens borgere tager disse til sig, identificerer sig med dem og udvikler en kreativ identitet. Jeg vil i det følgende pege på forskellige måder, hvorpå Odenses borgere knyttes til forestillingen om den kreative borger. 4.2.1. Haves: almindelige borgere Umiddelbart synes forestillingen om den kreative borger ikke at manifestere sig stærkt i Odense. F.eks. fremhæves det i en undersøgelse foretaget af Realkredit Danmark, at ”de velhavende og kreative flygter til København” (Urban Fyn, 07.01.05). Byens borgere beskrives som ”for pæne og almindelige”, som der står i Odense Erhvervsstrategi (O.E.:4). OPUSrapporten skriver, at mens ”de kreative, de innovative og lidt mere ”skæve” typer er tydelige i Århus” træder de ikke ”så tydeligt frem i Odense” (OPUS:39). Dermed er det ikke kun byens tilbud, der ikke er ”cool”, men også byens borgere, der ikke er lige så ”kreative” og ”anderledes”, som f.eks. i Århus. Odenseaneren, derimod, beskrives som én ”der ikke stikker ud” (OPUS:38). Der gives flere forklaringer herpå: En begrundelse drejer sig om Odenses placering mellem de to største byer i landet, hvilket menes at have skabt et ”mindreværdskompleks” blandt byens borgere: ”Ja, det der med at ligge på halvvejen – man er hverken det ene eller det andet. Der skal noget til for at rage op og være noget selv”(B.3.). Der synes at være tale om en psykologiserende forklaring hvor den ”almindelige” og ”pæne” facon skyldes en mangel på selvsikkerhed, identitet og stolthedsfølelse. Der gives også en anden mere livsformsorienteret forklaring hvor Odense synes at have tiltrukket en bestemt type borger: ”den almindelige funktionær”. I denne forståelse er der ikke tale om en mangel på identitet eller selvsikkerhed. Men denne borger repræsenterer ”først og fremmest stabilitet og pænhed” på grund af nogle bestemte værdier, hvor ”det ydre tæller”: ”huset, bilen, tøjet. Man er pragmatisk og målrettet”(OPUS:82). Det 61

funktionær-agtige over byen og dens borgere kan skyldes at byen tidligere har haft en del store industrivirksomheder hvor der var behov for administratorer og kontorfolk, ligesom byen også har huset Fyns Amt hvor mange embedsfolk har været ansat. En tredje forklaring på, at borgerne ikke synes at dyrke det ’cool’ storbyliv i samme grad som f.eks. Århus og Aalborg gives med byens tidligere satsning på lokalmiljøet og den grønne profil. Som vi så i forbindelse med Odenses historiske udvikling blev der anlagt mange parcelhusområder med rekreative kvaliteter i forstæderne som gjorde at den ikke blev så ”storbyagtig” som andre byer af tilsvarende størrelse, men derimod blev en ”megastor villaby” der gav mulighed for at ”få en lille grund med et parcelhus” (B.1.). Som vi kan se er det ikke entydigt hvorfor odenseanerne skulle være som beskrevet, men et fællestræk ved beskrivelserne er at borgerne er ”almindelige” og ”ikke stikker ud”. Dette synes nu at blive problematiseret mens det tidligere blev opfattet som et naturligt karaktertræk ved borgere som følge af byens placering i landet, dens arbejdspladser og dens boligområder. Tilsvarende var den almindelige borger den mest foretrukne ifølge både nærmiljøplanlægningen og funktionalismen, som har præget Odenses byplanlægning tidligere. Et andet karaktertræk ved odenseanerne som nu problematiseres, er ”den fynske mentalitet”. Denne har traditionelt været forbundet med nogle positive værdier, idet fynboer og odenseanere ofte er blevet karikeret som glade, afslappede og venlige. En af informanterne mener f.eks. at ”det er et rart sted at være på Fyn – der er rare omgivelser, der er rare mennesker, der er stor imødekommenhed osv. men man mangler måske lidt drive simpelthen, ikke. Det er forholdsvist svært at sparke nogle nye ting i gang” (B.2.). Denne opfattelse bekræftes i PULS-rapporten, der ligefrem mener at, ”den fynske mentalitet har hæmmet udviklingen” (PULS:2). Hvor ”den fynske mentalitet” tidligere er blevet dyrket i turistkampagner med udtryk som ”Fyn er Fin” og ”der er så dejligt på Fyn”, så problematiseres denne borgerforståelse nu i forskellige konsulentrapporter og i mine interview. Den afslappede facon, dyrkelsen af den hjemlige hygge og det nære liv får nu en anden klang idet odenseanerne betegnes som ”sløve”: ”Altså nogen siger ligefrem at de er for sløve. De vil hellere ligge hjemme på sofaen” (B.4.). Man kan hermed pege på et skift i opfattelsen af den gode borger. Funktionalismen ville adskille de sociale aktiviteter i forskellige zoner hvor rekreation

skulle foregå i hjemmet og ikke i byen, mens nærmiljøplanlægningen ville knytte borgerne til deres lokalmiljø. Nu udtrykkes der imidlertid en ærgrelse over at borgerne ikke i højere grad opholder sig inde i bymidten: ”Altså hvad sker der her på gågaden efter lukketid, så er der tomt, støvsuget for mennesker” (B.4.). Der peges på, at der faktisk er en del kulturtilbud, som blot ikke udnyttes tilstrækkeligt af borgerne: Selv blandt folk, der bor i Odense kan man nogen gange gå rundt og have et indtryk af, at der ikke sker noget særligt i Odense. Men hvis man så begynder at se på, hvad der egentlig sker, hvad er der af tilbud og muligheder. Så er der næsten mere end de fleste de kan overkomme (B.4.). Byen synes ikke som sådan at mangle oplevelsestilbud. Men det halter med borgernes indstilling til og brug af byens oplevelsestilbud. Tematiseringerne af Odenses borgere peger på en række forskellige forhold der kan forekomme modstridende: de er både glade og afslappede, de har også et mindreværdskompleks. Samtidig er de funktionæragtige, pæne og almindelige, de går op i det ydre, og endelig vil de helst bo i nærheden af grønne områder ude i forstæderne. Hvorvidt disse forskelligartede karakteristikker rummer et gran af sandhed kan være svært at afgøre grundet den mangfoldighed som en by med 180.000 mennesker udgør. Det interessante er derfor snarere at læse disse problematiseringer i lyset af bestemte politiske forestillinger om hvordan borgerne bør være. Som tidligere nævnt dækker problematisering som begreb over et skift i rationaliteten, hvor der identificeres nye styringsmæssige problemer som kobles til nye løsninger (Foucault, 1991d:389). Det karakteristiske for de ovenstående tematiseringer af odenseanerne er netop at de ikke helt passer ind i forestillingen om den kreative borger der er oplevelsesorienteret og kreativ, produktiv og aktivt engageret i byens liv. En forestilling der samtidig problematiserer den almindelige borger som bliver en hindring for byens fremtidige udvikling.

4.2.2. Ønskes: kreative borgere I PLS Rambølls rapport: ”Odenses Kreative Potentiale” fremhæves det i 2003 at fynboernes kulturforbrug er 14 % lavere end landsgennemsnittet, ligesom de har en noget lavere betalingsvillighed i forhold til kultur end resten af landet. På den ene side vil rapporten ikke afvise at det skyldes et generelt lavere kulturudbud end f.eks. i København og Århus (O.K.P.:2). På den anden side anbefaler rapporten at det afklares om og i givet fald hvordan

den kulturelle efterspørgsel kan stimuleres, så den kan skabe grundlag for en større kulturel omsætning (O.K.P.:3). Selvom kulturforbruget på Fyn synes at være lavere end landsgennemsnittet, er det vurderingen, at Fyn ligger længere væk fra mætningspunktet end eksempelvis København og Århus, men at Fyn samtidig har vanskeligere ved at levere den ”kritiske masse” både i volume og i betalingsvillighed (O.K.P.:3). Citatet peger på den problematik at der på den ene side kan være basis for flere kulturelle tilbud i byen, men det på den anden side ikke er sikkert at der rent faktisk vil være den nødvendige efterspørgsel – ”den kritiske masse” – der skal til for få omsætning og gang i nye kulturprojekter. Denne problematik afspejles også i mine interviews. Her giver en informant udtryk for, at kommunen skal udvikle byen i overensstemmelse med borgernes ønsker: Hvis Odenseanerne gerne vil det de vil i dag og gør det de gør i dag, så er det jo fint nok. Det skal vi ikke pille ved. Men hvis de har en opfattelse af, at tingene er på en måde her, så kan vi overveje at begynde at pille ved det. Og hvis det er et problem i forhold til de mål vi har, så bliver vi nødt til at forholde os til det. For ellers er de de forkerte ambassadører at have rendende rundt. Så har vi lige pludselig et problem dér (B.4.). Dette citat indikerer at der er tale om en styring af selvstyring i måden, hvorpå den kreative borger skal installeres som borgerforestilling. På den ene side skal borgerne selv afgøre hvad de har lyst til og bestemme hvilken slags borgere de ønsker at være. På den anden side ønsker man i kommunen at borgernes lyster og interesser harmonerer med de fælles målsætninger. For ellers er borgerne ”de forkerte ambassadører at have rendende rundt”. Dermed er der en dobbelthed i måden, hvorpå den kreative borger skal installeres som borgerforestilling. Den skal komme fra borgernes egen oplevelsesorientering. Men den skal samtidig fremmes ved at opsætte bestemte diskursive og symbolske rammer for at betragte sig selv som kreativ borger i Odense. Hermed sættes en normativ grænse mellem hvilken selvopfattelse og borgeridentitet der er rigtig og forkert. I forlængelse heraf tales der om, at nogle af borgerne må ”flytte sig” i opfattelsen af og brugen af byen: Hvis det her er Odense i dag – og vi vil flytte os et sted hen i den retning, så skal vi have nogen af dem her til at flytte sig i opfattelsen af de mål. Vil vi gerne have en levende by, hvor der sker noget efter kl. 22 eller 20 om aftenen. Så skal vi gøre noget ved den store masse her (B.4.). Der er dog ikke tale om en decideret tvang, men snarere at man opfordrer borgerne til at blive mere oplevelsesorienteret, dels ved at tale om byens kreative potentialer og ved at støtte de kulturelle aktører finansielt og med bedre kunstneriske rammer og endelig ved at

styrke oplevelsen af selve byens rum, hvilke jeg ser på i afsnit 4.3. Ikke desto mindre betragtes det som en vanskelig opgave at installere forestillingen om den oplevelsesorienterede og kreative borger i Odense, da ”det er et langt projekt at ændre fynboernes opfattelse af sig selv” (B.4.). Der udtrykkes således en opfattelse af en vis træghed i forhold til at få den brede masse af odenseanere til at blive mere oplevelsesorienterede og bidrage til at gøre byen mere kreativ. Dette forhold blev også tematiseret med Foucault som netop gør opmærksom på at styring forudsætter friheden til at handle anderledes (Foucault, 1983:221). Derfor er det på ingen måde sikkert, at borgerne uden videre vil identificere sig med den kreative borger. Der peges dog på at der er stor forskel på byens borgere, og især de studerende og de unge fremhæves som grupper der skal satses på da de menes at ville engagere sig mere i bylivet: ”Vi har 35.000 studerende ud af 186.000 indbyggere, ikke? Og jeg er ret sikker på, at det ikke er dem alle sammen, der synes det er fint nok bare at ligge derhjemme” (B.4.). De studerende skal altså spille en større rolle for byens liv, da de i højere grad menes at ville efterspørge oplevelser, kulturtilbud og tage del i byens natteliv end de mange folk ude i parcelhus- og villakvartererne. Som omtalt er der imidlertid et praktisk problem, idet kollegierne og uddannelsesstederne ligger et stykke udenfor byen, hvilket betyder at der skal flere aktiviteter til og mere ’gang i den’ for at få de studerende ind i bymidten også om aftenen. Der er taget en del initiativer der skal tiltrække flere unge og studerende til bymidten, ligesom der er ønsker om at styrke byens natteliv. Men Kulturstrategien satser ikke kun på ungdomslivet og studiemiljøet, selvom det spiller en vis rolle. Kulturstrategien rummer aktiviteter og tiltag der henvender sig til mange forskellige grupper der skal identificere sig med forestillingen om den kreative borger. Dermed synes Kulturstrategien både at ville tilfredsstille og fremme en mere oplevelsesorienteret adfærd blandt byens borgere generelt. Der synes således at være en vis tvetydighed i forestillingen om den kreative borger. På den ene side menes denne ikke at være fremtrædende nok i Odense, som vi netop har set. På den anden side er der en generel opfattelse af at den oplevelsesorienterede adfærd får stadig større betydning som følge af oplevelsessamfundet: I kraft af at vi som mennesker får mere og mere tid til overs, og højere og højere uddannelsesniveau (…) så bliver vi jo stærkere og stærkere forbrugere af kultur og oplevelser. Og det er jo den verden vi skal geare os til (B.5.). 65

Forestillingen om den kreative borger er dermed både deskriptiv, normativ og præskriptiv, idet den dels refererer til en bestemt ’realitet’ der skyldes en samfundsmæssig udvikling mod oplevelsesorientering, og dels refererer til en adfærd og en selvforståelse som borgerne bør identificere sig med og som skal styrkes (Rose, 1999:26). For at realisere denne forestilling inddrager Kulturstrategien forskellige grupper af særligt kreative mennesker – dvs. kunstnere, musikere og andre kulturfolk – i en række samarbejder, der dels skal skabe flere kulturoplevelser i byen og dels være med til at udvikle en ”kreativ etos” i byen som skal smitte af på byens øvrige borgere. 4.2.2. Aktivering af kulturaktørerne Som vi så tidligere skal Kulturstrategien baseres på byens eksisterende kulturelle kræfter. Byen har i forvejen en del kulturtilbud der skabes dels af professionelle og dels af amatørkræfter, men med Kulturstrategien skal disse styrkes, ligesom kulturaktørerne skal inddrages i flere samarbejder med andre sektorer som f.eks. erhvervslivet og uddannelsesmiljøet. Dermed skelner jeg mellem en bred forståelse af de kreative mennesker som byen gerne vil tiltrække og som menes at være storforbrugere af kulturelle oplevelser på den ene side. På den anden side eksisterer en mere snæver forståelse af de kreative borgere der betegnes som kulturaktører der skal skabe flere oplevelser i byen. Jeg vil i det følgende pege på tre måder hvorpå disse kulturaktører italesættes, aktiveres og ansvarliggøres i forhold til de politiske målsætninger. 4.2.2.1. Tilblivelsen af Kulturstrategien Det første eksempel på en sådan aktivering gives med selve udarbejdelsen af Kulturstrategien. På baggrund af anbefalingerne i konsulentrapporten ”Odenses kreative potentiale” blev der etableret en sekretariatsgruppe bestående af folk fra Odense Kommunes fem forvaltninger med repræsentanter fra Real Dania-fonden og Fyns Amt. Dernæst indledtes en arbejdsproces hvor byens kulturaktører og andre interessenter blev inddraget for at give et ”øjebliksbillede” af det nuværende kulturliv, mangler og fremtidige potentialer. Deltagerne i arbejdsgrupperne blev udvalgt på baggrund af aktør- og interessentlister udarbejdet af Sekretariatsgruppens medlemmer. Ca. 225 personer blev indbudt og ca. 150 deltog. Der blev afholdt tre workshops i løbet af fire uger af tre timers varighed samt afholdt en konference og et gå-hjem-møde (K.S. - dok:2). Workshop-forløbene gav kulturaktørerne 66

mulighed for at påvirke processen som imidlertid var underlagt de overordnede visioner formuleret i ”Vision Odense”. Processen beskrives som en stor succes, der ”har været gennemstrømmet af en utrolig interesse, idérigdom og engagement” (K.S. - dok:2).46 I Kulturstrategiens dokumentationsdel præsenteres de samlede tanker og overvejelser som de involverede kulturaktører har gjort sig, og som skal fungere som ledetråde for den efterfølgende implementering af Kulturstrategien i diverse projekter og tiltag. For det første mener deltagerne at der er behov for ”en ny bevidsthed om byens styrker og muligheder” (K.S.:4). Der skal skabes en stærkere fælles opfattelse af hvad der er byens kulturelle forcer, hvilket skal gøres ved i højere grad at ”tænke i helheder. Kende hinandens muligheder og skabe alliancer på tværs af sektorer” (K.S.:4). Det tyder på at der ikke tidligere har været forsøg på at sammentænke de kulturelle aktørers aktiviteter og områder, hvilket er en forudsætning for at kunne skabe en ”fælles bevidsthed”. Hermed skal de forskellige gruppers respektive interesser overlappe, og kulturaktørerne skal få en opfattelse af at være dynamoer for byens ”mentale og økonomiske vækst” (K.S.:4). Dermed skabes forestillingen om ’den ansvarlige kulturaktør’ der ikke står udenfor samfundet som en provokatør eller en boheme, men som derimod er med til at definere og realisere de værdier som byens økonomiske og sociale liv i øvrigt skal orientere sig efter. Dette kommer også til udtryk i den måde byens øvrige kulturaktører omtales på. 4.2.2.2. Vækstlagene Der er således et særligt politisk fokus på byens ”vækstlag” og ”talenter” (K.S.:13f). I Kulturstrategien er der afsat midler til nye kulturelle rammer i form af et nyt Odense Rytmecenter der skal have øvelokaler og øvescene for musikalske udøvere. Det gamle spillested Magasinet skal renoveres og opgraderes, ligesom kulturhuset Badstuen genopstår i nye lokaler ved Brandts Klædefabrik som Kulturmaskinen, der skal være ”et slags

Udover workshop-processen er der fra borgere og kulturinstitutioner blevet indsendt 46 projektforslag til

kommunen og postet 23 forslag på det netbaserede idéforum. Disse har fungeret som inspiration til workshops og efterfølgende politiske beslutninger. De er imidlertid ikke kommenteret direkte i Kulturstrategien, men flere af idéerne er også taget med i ”Udkast til Kulturstrategi” i bearbejdet form. Der har altså været to sideløbende arbejdsprocesser – workshopforløbene med inviterede kulturaktører – og idéforummet hvor borgerne i almindelighed har kunnet deltage.

bofællesskab, hvor der er samlet forskellige service- og kulturtilbud” der rummer værksteder, atelierer, teaterscener o.a. Fonden Real Dania, som bidrager økonomisk, skriver om disse projekter: ”Målet med at udvikle både Kulturmaskinen, Magasinet og det nye byrum ved Banegården er at styrke Odenses kulturelle vækstlag”.47 Ikke blot kommunen, men også de øvrige finansielle aktører har dermed den opfattelse at en styrkelse af de kulturelle vækstlag vil have afsmittende effekt på den øvrige by. Forestillingen om vækstlag og talenter dækker over de – primært unge – kunstnere og kulturelle udøvere, der ikke har fået et kunstnerisk eller kommercielt gennembrud endnu, men som spås en succesfuld fremtid: ”Odense skal være et område, der udvikler, skaber og tiltrækker talent og viden” (K.S.:11). Hermed menes bl.a., at en række af byens kunst- og kulturuddannelser skal opprioriteres med henblik på at styrke talentmassen og støtte byens vækstlag gennem forbedring af rammerne for den kunstneriske og kulturelle udfoldelse. Hensigten er endvidere at udvikle Odense bys kulturtilbud og give bedre og flere kulturoplevelser til borgere og besøgende: En afgørende faktor for at skabe mangfoldighed, spændstighed og nytænkning i kulturlivet i Odense er, at der er gode rammer og forståelse for byens ildsjæle og kreative nytænkere. Dette vil også anspore og inspirere de spirer til nye talenter, som træder frem (K.S.:13). I Kulturstrategien er der f.eks. afsat 14 mio. kr. til ”særlige initiativer og vækstlagene”. Hensigten er på den ene side at give de unge mulighed for at have det sjovt og på den anden side at kunne plukke dem ud som kan blive til noget: ”90 % af dem overlever sikkert ikke, men så er der nogen der har haft det sjovt, men måske 10 eller måske bare 2 % vokser op og bliver til noget” (B.5.). En bred investering i bedre rammer for kunst- og kulturlivet sker for at der i vækstlagene kan fostres de få eller måske kun den ene stjerne som gør hele satsningen værd: Igen er H.C. Andersen det bedste eksempel på at komme fra Andegården og udvikle sig til at være en stolt svane (…) vi skal jo finde den ene promille, som bliver en kommende verdensstjerne – på den ene eller den anden måde (B.5.). De tidligere Odense-borgere H.C. Andersen og Carl Nielsen betragtes som en slags forbilleder for byens eksisterende kreative kræfter som byen netop satser på – modsat f.eks.

www.realdania.dk/Presse/Pressemeddelelser+2006/Arkiv/Pressemeddelelser+2005/Pressreleases/Odense +24-

11-2005.aspx (10. Oktober, 2006).

de jyske byer Horsens og Herning, der ifølge en informant har ”købt sig til succes” med stort anlagte rockkoncerter med internationale celebriteter som Rolling Stones, Madonna og David Bowie (B.5.). 4.2.2.3. De kreative alliancer I Kulturstrategien er der afsat fem mio. til etableringen af Innovationens Hus, der skal være ”et mødested for kreative aktører, talenter og iværksættere, hvor bl.a. forretningsgrundlag for kreative iværksættere kan udvikles”.48 Hermed skal der skabes rammer for nye erhvervsorienterede samarbejder og samspil mellem kunstnere, kulturelle udøvere og iværksættere, hvilket betegnelsen ”kreative alliancer” dækker over. ”Gennem det kreative modspil mellem erhvervsliv, kulturliv og uddannelse er Odense byen, hvor de banebrydende idéer mødes” (K.S.:17). Disse sektorer fungerede tidligere relativt adskilt fra hinanden ”med hver deres sæt af værdier”, hvor kulturlivet var knyttet til begreber som ”fri kunstnerisk udfoldelse”, uddannelsessektoren til ”værdier som grundforskning og almen dannelse” mens ”erhvervslivet bekymrer sig om markedsandele,

profit

produktudvikling”.

Imidlertid

markerer

Kulturstrategien

opblødning af disse traditionelle forskelle da det fastslås at ”[d]isse traditionelle skel er ved at opløses” (K.S.:17). Erhvervslivet og uddannelsessektorerne menes nu i højere grad at have brug for kunsten og kulturens egenskaber som ”kreativitet og idérigdom” (K.S.:17). Derfor skal samspillet mellem kunstnere, kulturudøvere og erhvervslivet styrkes gennem forskellige samarbejder: På kulturområdet vil de kommende prioriteringer bl.a. satse på at udvikle og tiltrække udøvende kunstnere, der kan skabe kreative produktionsmiljøer i byen og herved øge muligheder for samspil mellem kulturen og byens erhvervsliv” (V.O.:15). Hvor Odense Kommune tidligere f.eks. i ”Odense Strategiplan 1992” satsede på billige erhvervsarealer og god infrastruktur samt billig, effektiv arbejdskraft, består byens råstof nu af kreative ”talenter” og ”profiler” der skal forarbejdes og stimuleres gennem forskellige former for ansvarliggørende samarbejder med mere etablerede sektorer som erhvervslivet og uddannelsessektoren.

www.odense.dk/Topmenu/KulturFritid/Kulturstrategi/Tilblivelsen%20af%20en%20Kul turstrategi.aspx (10.

oktober, 2006).

4.2.2.4. Ansvarliggørelsen af kulturaktørerne som biopolitik Den sprogbrug der anvendes i talen om talenter, vækstlag og kreative aktører trækker på en række organiske metaforer - såsom spirer, diversitet, fødekæder - der lægger op til at se på byens kulturelle liv som en kulturel biotop hvis udvikling bestemmes af biotopens indre kræfter og energier. F.eks. nævnes, at det i høj grad er vækstlagene selv der bestemmer hvilken retning byen skal gå i. På den anden side skal biotopen producere afkast i form af flere kulturtilbud i byen og alliancer med erhvervslivet der skal styrke byens nye kreative brand og generere vækst indenfor oplevelsesøkonomien.

Figur 10: Musikalsk kredsløb ifølge Kulturstrategien der skal realisere Vision Odenses målsætninger.

Vi kan dermed forstå italesættelsen, aktiveringen og ansvarliggørelsen af kulturaktørerne som en slags styring af byens levende, frie, ustyrlige kræfter, hvilket med Foucault kan betegnes som en form for æstetisk biopolitik. Denne drejer sig om at rationalisere de problemer som befolkningen som en levende organisme stiller overfor styringen (Foucault, 1997a:73). Dermed sker der et skift i forhold til den apollinske byplanlægning som ønskede at skabe mådeholdne borgere og søgte at udgrænse byens ustyrlige, grænseoverskridende kræfter. Der blev ikke talt om øvelokaler, rockkoncerter og spillesteder i funktionalismens eller nærmiljøplanlægningens forestillinger om den gode by. Disse urbane fænomener blev knyttet til det demoraliserende, hedonistiske, uproduktive bohemeliv som storbyen havde fostret og som stod i skarp opposition til forestillingen om den pligtopfyldende, apollinske

borgers byliv (Osborne & Rose, 1999:743). Med nu er barriererne og skellene mellem den grænseoverskridende kunst og kulturlivet og det nyttige og instrumentelle ifølge Kulturstrategien ved at blive brudt ned, og der skabes en fælles forståelse på tværs af de forskellige sfærer. Man kan derfor betragte Kulturstrategiens satsning på at fremme og styrke ungdommens kreative og kulturelle aktiviteter som et biopolitisk forsøg på at rationalisere og udnytte kulturaktørernes kreative og æstetiske energier, kræfter og ressourcer. Dette sker ved at operere med en forestilling om kreative talenter og vækstlag, der skal plejes, forbedres og raffineres ved hjælp af optimale rammer og vækstbetingelser. Samtidig indskrives kulturaktørerne i nogle ansvarliggørende og produktive netværk hvor deres frie kreativitet skal have gavnlige effekter for styringsrationalitetens overordnede målsætninger (Rose, 2003:188). Der sker dermed en kobling mellem et mikroniveau for ungdommens kreative udfoldelser og det politiskøkonomiske makroniveau. Dermed skal de kunstneriske og kulturelle aktiviteter både forstås som et mål for kulturaktørerne selv: ”de skal have det sjovt” og som et middel, der skal skabe ”idérigdom og inspiration” for byens erhvervsliv og blive til ”verdensstjerner”. Det forstår jeg som en styring af oplevelsesorientering. Trods forskellige motiver og udgangspunkter skal der skabes en fælles bevidsthed og samarbejder på tværs af sfærer og sektorer. I det følgende ser vi hvordan foreningen af disse forskellige sfærer kan relateres til Floridas forestilling om ’den kreative klasse’. 4.2.3. Italesættelse af den kreative borger Den ovenstående omtale af byens forskellige borgere kan relateres til Floridas begreb om ’den kreative klasse’ der synes at fungere som inspiration for Kulturstrategien. I hvert fald refererer den til Floridas anbefaling om at etablere et lokalsamfund, ”der er attraktivt for kreative mennesker (…) byerne har brug for et klima præget af menneskelig aktivitet og kreativitet, i højere grad end et klima præget af forretningsmoral” (Richard Florida citeret i K.S.:11). Odense Kommune har taget begrebet om de ”kreative mennesker” til sig, om end der er en vis modvilje mod at bruge begrebet den kreative klasse.49

F.eks. mener én af informanterne ikke at man fokuserer specielt på ’den kreative klasse’ i Odenses bypolitik.

Alligevel optræder betegnelsen ”kreative mennesker” f.eks. i OPUS og i Kulturstrategien.

Ifølge Florida (2005) består den kreative klasse af kunstnere, videnskabsfolk, ingeniører, IT-developere osv., der alle arbejder med at skabe nye idéer og former.50 Ifølge Florida repræsenterer den kreative klasse en sammensmeltning mellem på den ene side en protestantisk arbejdsetik hvor pligt, arbejde, effektivitet og nytte udgør livets mening, og som i relation til vores emne kan paralleliseres til forestillingen om den apollinske borger i byen. På den anden side er der bohemeetikken der ser nydelse og æstetiske oplevelser som vejen til lykken, mens det instrumentelle arbejde betragtes som fremmedgørende og umenneskeligt (ibid:207). Denne kan i vores sammenhæng forstås som en dionysisk orienteret borger, der søger storbyens grænseoverskridende og hedonistiske muligheder, som omtalt i forrige afsnit. Forestillingen om den kreative klasse repræsenterer en fusion af disse to forestillinger hvor bohemens traditionelle outsider-rolle med sin hedonistiske og dionysiske oplevelsesorientering afløses af et ønske om både at opleve, nyde og levet livet, have det sjovt – som vi har set det med vækstlagene og talenterne – og samtidig være nyttig, ansvarlig

produktiv.

Florida

muliggør

dermed

nyttiggørelse

oplevelsesorienteringen, hvilket tematiseres som en ”kreativ etos” der både gælder i fritidslivet og i arbejdslivet. Den kreative klasses medlemmer er nemlig både i deres arbejde og i fritiden drevet af ”en lidenskabelig jagt på oplevelser”, der ”afspejler og forstærker deres identiteter som kreative mennesker” (ibid:184). Den kreative etos har ifølge Florida været med til at gøre ikke-konforme værdier acceptable, og den kreative klasse repræsenterer dermed ”en ny og i stigende grad normsættende mainstream for samfundet” (ibid:106). Floridas begreb om den kreative klasse er ikke defineret som en klasse med en fælles politisk bevidsthed, men som en gruppe af mennesker der deler en bevidsthed om at være kreative, og som er fælles om at skabe økonomisk værdi gennem kunst, idéudvikling og vidensforarbejdning. Dermed har betegnelsen ’den kreative klasse’ en deskriptiv karakter. Jeg mener imidlertid, at den også har en både normativ og præskriptiv karakter, når begrebet anvendes politisk om en gruppe der skal tiltrækkes og stimuleres for at skabe ”et

Florida deler den kreative klasse op i en superkreativ kerne bestående af videnskabsfolk og ingeniører,

universitetsprofessorer, digtere og romanforfattere, kunstnere, entertainere, skuespillere, designere og arkitekter osv. Derudover består klassen af de kreative akademikere så som læger, jurister, embedsfolk, som arbejder med problemløsning indenfor vidensintensive industrier (Florida, 2005:93).

kreativt klima” – frem for et klima præget af ”forretningsmoral”. Dette resulterer i forestillingen om ’den kreative borger’ som jf. ovenstående bliver italesat i forbindelse med Kulturstrategiens overvejelser om Odenses borgere hvor en stor gruppe af borgerne betragtes som for ”almindelige” og apollinske. De skal stimuleres og ”flyttes” i opfattelsen af kommunens planer for den kreative by ved at øge deres oplevelsesorientering. Vi kan sige at Floridas kreative klasse danner inspiration for forestillingen om den kreative borger som indordner forskelligartede grupper under sig, som samtidig sættes i en nyttig relation til hinanden: borgerne skal inspireres til at blive mere oplevelsesorienterede af kulturaktørerne der skal tilpasse sig og dele bevidsthed med erhvervslivet og de politiske målsætninger. Dermed etableres der nogle forpligtende relationer der tilsammen skal støtte op om og være med til at realisere brandet ”Danmarks kreative by”. 4.2.4. Delkonklusion Vi kan forstå forestillingen om den kreative borger som et polyvalent begreb der inkluderer alt fra kunstnere til akademiske vidensarbejdere, ligesom det knyttes til en særlig oplevelsesorientering og en ”kreativ etos” som folk enten praktiserer i deres fritidsliv eller i deres kreative arbejde. Den kreative borger er således nyttig, enten fordi denne forbruger, eller fordi denne producerer oplevelser. Samtidig er denne borger blevet ”normsættende” for mainstream, hvilket påvirker den politiske opfattelse af den almindelige borger som problematiseres, og som bør blive mere oplevelsesorienteret og kreativ. Dermed har forestillingen om den kreative borger en potentielt ekskluderende virkning da den anvendes til at differentiere mellem politisk ønskelige og uønskelige praktikker og livsformer der besiddes af den ”almindelige” og ”funktionæragtige” borger. Samtidig italesættes ’antiborgeren’ der ikke kan, vil eller gider tage ansvar for sig selv og byfællesskabet (Osborne og Rose, 1999:754). Denne anti-borger vil ifølge ovenstående udlægning hellere ”ligge på sofaen” og er generelt ”for doven”. Der er naturligvis ikke tale om en formel politisk ekskludering af denne slags borgere fra det kommunale demokrati og de kommunale servicefunktioner. Men med den politiske fremhævelse af den kreative borger sker der en moralsk forskydning i synet på borgerne, der har konsekvenser for hvilke borgere der tildeles politisk og kulturel indflydelse og betydning i byen. Italesættelsen af den kreative borger finder sted i forbindelse med omtalen af byens kreative fremtid i dagblade, i rapporter, på websites og i mine interview. Imidlertid er det 73

ikke tilstrækkeligt at forstå den kreative styringsrationalitet som en diskursiv italesættelse af den kreative borger – vi er nødt til også at undersøge de kulturelle, visuelle, symbolske og rumlige brandingteknologier, der skal signalere bestemte værdier og animere bestemte oplevelser, der har til hensigt at øge den symbolske identifikation med og det aktive engagement i byens liv. I det følgende ser vi derfor på hvordan brandingen af den kreative by orkestreres gennem en styrkelse af byens oplevelseskvaliteter.

4.3. Branding af den kreative by I afsnittet beskrives hvordan den kreative styringsrationalitet søger at forene en ny byidentitet med et nyt image i et samlet brand for ’den kreative by’. Dette sker gennem forskellige brandingteknologier der søger at fremme bestemte oplevelser af byen. På den ene side skal disse teknologier skabe nye associationer til byen, som adskiller sig fra de nuværende, der er blevet problematiseret. På den anden side skal disse associationer tage udgangspunkt i nogle eksisterende betydninger for ikke at fremstå utroværdige og tomme. Afslutningsvis peger jeg på at branding af den kreative by involverer en kulturel selektionsproces, der kan have ekskluderende virkninger på nogle dele af byens kulturliv som ikke passer ind i det ønskede brand. 4.3.1. Fra industriby og villaby til kreativ storby Odense er tidligere blevet forstået som både en industriby, en villaby og en grøn by. Nu problematiseres byen som ”provinsagtig” og ”landsbyagtig” men også som ”diffus” og ”usammenhængende”. Der menes ikke at være den type mangfoldighed, som forestillingen om ’den kreative by’ fordrer: Centrum i Odense virker nærmest som en række småkvarterer med hver sin (livs)stil. Men der er ikke rigtig nogen samlende storhed over det. Man kan ikke lægge de små kvarterer og karréer sammen i hovedet til en mangfoldig helhed (OPUS:40). Byen har tidligere været kendetegnet ved sin to-centerstruktur, sine mange villakvarterer og sine centerfunktioner, hvilket har gjort den typisk for den by vi omtalte tidligere i ”3. Styring af byen i oplevelsessamfundet” som den almindelige, hverdagsby. Denne er spredt ud over en mangfoldighed af steder, hvor man arbejder, bor og shopper, og denne by udgør derfor ikke en samlet ramme for byidentitet. Endvidere er opfattelsen at Odense ikke har en særlig stærk profil, men derimod et noget broget og usammenhængende image:

Du kan godt sige noget om Odense – men hvad kan du sige? Du kan sige noget om HC. Andersen og om Vollsmose og ja cykelby, hvis du har været i byen i nogle dage. Så er der noget med en blomsterfestival. Hvad er det for et billede i øvrigt? (B.4.). Denne opfattelse af Odense gøres der nu op med i Odense Kommune, hvilket kommer til udtryk i forestillingen om ’den kreative by’. Denne skal sammenfatte og koncentrere det gode og positive som Odense gerne vil være kendt for og som borgerne skal identificere sig med. Den kreative by handler især om at der skal mere ”liv i byen”: Et aktivt byliv og kulturmiljø i byen giver livskvalitet og oplevelser og er samtidig en afgørende faktor for byens udviklingsmuligheder som kompetenceby. Bylivet skal derfor stimuleres i retningen af et mere varieret, intenst og kreativt storbyliv(B.O.K.:33). Byens kulturtilbud, byrum, byliv og symbolik skal styrkes for at manifestere Odenses brand som kreativ by. 4.3.2. Mod en æstetiseret byidentitet Forestillingen om det kreative byliv kan kædes sammen med den omtalte æstetisering af byen som ramme for oplevelsesorientering.51 Denne byforestilling skal i højere grad præge Odense - en ambition der f.eks. kommer til udtryk i Odense Kommunes forestilling om byen som ”et teater, hvor livet udfolder sig som et skuespil”. The liveable City-projektet anvender eksplicit denne metafor, men også Kulturstrategien er inspireret heraf i sit ønske om at skabe mere levende, legende og fortællende byrum. Forestillingen om ”bylivet som et skuespil” handler om, at få ”brugerne – turister og borgere, der færdes i byen” til i højere grad at betragte byen som et rum for oplevelser, drømme, fantasier og fortællinger: Nu vil man tilbage til bymidten og være en del af byens puls. Kunne gå – zappe – vil nogen sige, fra kulturtilbud til kulturtilbud – fra café til café. Blive set. Det nytter ikke noget at sidde hjemme bag ligusterhækken – vi skal ud på gaden – vi er optrædende i det store teater hele tiden (B.5.). Grænsen mellem publikum og skuespillere udviskes, idet borgerne både skal opleve og skabe liv. ”Bylivet som skuespil” kan bedst forstås som en festival hvor alle tilstedeværende er 51

Med æstetisering knytter jeg an til Maffesolis brede forståelse af æstetik hvor det handler om at nyde og opleve

sammen for nydelses egen skyld (Maffesoli, 1996:24). Denne æstetiskopfattelse adskiller sig fra en mere snæver, kunstteoretisk opfattelse af æstetik som noget der er specifikt relateret til kunstens erfaringsverden (Nielsen, 1996:54f).

til for at se og blive set, og hvor de iscenesatte performances inddrager publikum i begivenhederne, ligesom de uplanlagte oplevelser under festivalen også spiller en betydningsfuld rolle for det samlede indtryk (Goss, 1996:235). I denne teatermetaforik bliver byplanlæggerne til ”scenebyggere” der skal skabe rammerne eller ”kulisserne” for skuespillet, mens teatrets kunstneriske og administrative aktører udgøres af byens kunstnere og performere og af kommunens Museums- og Kulturafdelinger, cityforeningen, Hotel- og Restauratørforeningen, kirkerne, Turistforeningen, Torveforeningen o.a.52 De skal sammen skabe rammerne for et legende, nydelsesfuldt og kreativt byliv, der appellerer til bestemte urbane drømme og fantasier. F.eks. skal The liveable city-projektet animere forestillinger om urbane fællesskaber før byen blev moderne, funktionsopdelt og præget af trafik. Projektet trækker på et historisk og romantiseret bybillede, hvor: byen summede af menneskestemmer. Folk stimlede sammen på byens pladser, der var rum for social aktivitet, morskab, festligheder – og handel. En ældre kone solgte æg på torvet, mens naboboden servicerede de handlende med friske blomster. Apoteker Wilhelmsen løftede på hatten idet Hr. og Fru Bankdirektør Asmussen passerede. Dette bybillede kontrasteres med den moderne by, der er travl og effektiv, og hvor ”pladserne er ryddet til fordel for en struktureret og effektiv afvikling af strømmen af mennesker på vej fra A til B”. The Liveable City-projektet vil derfor gerne kombinere disse to bybilleder: Vi vil med andre ord give byens torve og pladser tilbage til menneskene – på alle tider af året og i al slags vejr. Genskabe en dialog mellem byens rammer og de folk, der udfylder dem. Skabe et appellerende og interessant byrum, der inviterer og favner de mennesker, der giver byen liv. Og endelig vil projektet gerne ”lægge kimen til en moderne fortælling om Odense, så borgere, besøgende og erhvervsdrivende med tanke på Odense kan sige: Der er så dejligt i byen…”53 Projektet ønsker således at genetablere den byidentitet som menes at have været forsvundet med hverdagsbyen der er spredt ud over byregionens mange forskellige dele, og som ikke giver nogen sammenhængende urban identitet. Umiddelbart synes The Liveable City-projektets ordvalg og beskrivelsen af det ønskede byliv at udtrykke en nostalgisk

www.liveablecity.dk/main.asp?id=19 (1. august, 2006).

www.liveablecity.dk/projektbeskrivelse/projektbeskrivelse.pdf (1. august, 2006).

orientering mod den klassiske by, som geografisk og rumligt var samlingspunkt for folks hverdagsaktiviteter, deres identitet og forskellige fællesskaber. Men da dette sammenhængende hverdagsliv i bymidten er blevet afviklet, må identiteten nu skabes på anden vis; nemlig gennem æstetiske oplevelser. Derfor søger The Liveable City-projektet at æstetisere byen på baggrund af ovennævnte teatermetafor hvor byen bliver et oplevelsesrum for drømme og forestillinger om andre tider, om andre steder osv. som iscenesættes gennem markeder, shoppinggader, events, vandreruter osv. Derigennem skal man opleve en urban sammenhæng i byens forskellige udtryk og dele: Et eller andet samlende billede af ‘det var det her vi fik med hjem fra Odense’ – det var det vi kan huske fra Odense (...) Fælles identitet tror jeg kan være med til at bibringe fælles stolthed – og glæde ved ens by.(…) Men det er mere en viden man har i sig, end det handler om man lige møder nogen man kender på gaden (B.3.). Bymidten skal ikke som sådan være rammen om konkrete, sociale fællesskaber og social tilknytning men skabe basis for en identitetsfølelse der er fælles i kraft af en viden om og gennem æstetiske oplevelser af byen. Derfor er det en medieret og æstetiseret byidentitet der bliver udviklet, frem for en identitet der er baseret på tætte sociale relationer som f.eks. var målsætningen i nærmiljøplanlægningen. Den skal nemlig ikke kun kunne skabes af byens borgere, men også af turister og besøgende som ikke har samme hverdagstilknytning til byen. Skabelsen af den æstetiserede byidentitet kan vi forstå som en form for styring af folks oplevelsesorientering og deres æstetiske identitet med henblik på at skabe et samlende billede af Odense – både for borgerne og for de besøgende. Tidligere var der ikke nødvendigvis denne sammenhæng mellem byplanlægningens styring af borgernes identitet og omverdenens opfattelse af byen, men med den æstetiserede opfattelse af byen skal byidentitet og image ’smelte’ sammen til et sammenhængende brand: ”Det tror jeg hænger sammen med den der konkurrence: (…) jeg tror det handler meget om at styrke den identitet og det image man har – det brand” (B.3.). Som vi så tidligere blev Odenses identitet problematiseret med betegnelser som ”provinsagtig” og ”funktionæragtig”, og der må skabes nye, mere positive associationer til byen som basis for en byidentitet og et image. Ifølge byforsker Niels Boje Groth er det vigtigt at erindre, at selvom en bys identitet ofte forbindes med noget oprindeligt og ægte, så nedarves byens identitet ikke i autentisk form. Identitet er ikke synlig i sig selv, men bliver 77

synliggjort indirekte gennem iscenesættelser, der skal fremhæve særligt positive og ønskelige kvaliteter ved byen (Groth, 2002:18). Bybranding tager derfor ofte udgangspunkt i nogle eksisterende aspekter for ikke at virke ”tom” og utroværdig (Christgau & Jacobsen, 2005:1). Men det er heller ikke alle ting i byen der kan kvalificeres til byens brand.54 Derimod foregår der en strategisk selektion af byens attraktive områder, symboler, aktiviteter osv. som identiteten skal bygge på, mens andre dele af byens liv i mindre grad indgår i dette branding- og identitetsarbejde (Mommaas, 2002:38). Det vanskelige består således i at give byen en identitet og et brand der på den ene side adskiller sig fra de negative associationer som er blevet knyttet til byen tidligere, men som på den anden side stadig tager udgangspunkt i nogle af byens eksisterende forhold og betydninger (Smidt-Jensen, 2005:2). Som vi så tidligere rummede Kulturstrategiens brandværdier nogle målsætninger om, hvad ”Odense skal være god til”. I det følgende undersøger jeg nogle af de strategier og teknologier der bringes i anvendelse for at forankre brandværdierne konkret i byens rum og oplevelser. 4.3.3. Brandingteknologier Ifølge turismeforsker Tom O’Dell skal oplevelser på den ene side anskues som subjektive, flygtige og forankret i menneskets krop og bevidsthed som erfaringer. På den anden side har de ofte en materiel og rumlig base der kan være manipuleret som bevidste rumlige, visuelle og narrative iscenesættelser (O’Dell, 2005:15). Det er netop karakteristisk for bybranding at den søger at sætte rammerne for den subjektive byoplevelse. Det sker ved hjælp af det jeg kalder brandingteknologier som fikserer bestemte betydninger, følelser og stemninger i byens rum. Jeg viser her tre eksempler på brandingteknologier der betjener sig af forskellige erfaringsdimensioner for at skabe subjektiv betydning og økonomisk brandværdi for byen.

Atmosfæreteknologier i byrummet Symbolske og narrative teknologier i byrummet

Vollsmose defineres f.eks. som en helt anden slags bydel end resten af Odense, der snarere skal ses som en

”integrationsmaskine” end som en integreret del af byen (Urban Fyn, 02.06.05). Dette billede kontrasteres dog noget af de nyeste kommunale målsætninger for Vollsmose som led i anlægning af et Kulturhus i området. Se www.odense.dk/Topmenu/ByMiljø/Vollsmosesekretariatet.aspx (14. september, 2006).

Eventteknologier og æstetiske fællesskaber

Der er tale om en analytisk opdeling mellem forskellige dimensioner som i praksis kan overlappe. Derfor kan der være aspekter som egentlig hører sammen, men som jeg af analytiske grunde har valgt at placere i forskellige afsnit. Der kan også peges på andre eksempler på brandingteknologier i Kulturstrategien. Imidlertid mener jeg at disse tre eksempler giver et relativt omfattende indtryk af hvilke overvejelser der gøres og hvilke tiltag der iværksættes for at gøre Odense til en mere oplevelsesrig og kreativ by. 4.3.3.1. Atmosfæreteknologier i byrummet Den økonomisk mest omfattende satsning drejer sig om de byggeprojekter der skal huse kulturelle aktiviteter, som byens kulturaktører skal være med til at udvikle. Bl.a. skal der opføres et musik- og teaterhus, en sportsarena, et vandkulturhus samt ske en opgradering af spillestedet Magasinet, og der skal etableres et nyt kulturhus: Kulturmaskinen ved Brandts Klædefabrik. Med undtagelse af sportsarenaen skal disse byggerier anlægges indenfor bymidten og i den kommende bydel Odense Indre Havn. Da ingen af disse er færdigt byggede endnu, er det svært at sige hvilken rolle de kommer til at spille.

Figur 11: Kulturakse med kreativ atmosfære

Men allerede nu peges der på nogle effekter som disse vil få for den samlede oplevelse af Odense. Disse byggerier skal med bymidten og havnen som omdrejningspunkter være med til at brande den kreative by dels ved at tilbyde flere kulturelle oplevelser, så ”odenseanerne føler ejerskab og stolthed over byens kultur” (K.:S:26). Og dels ved at påvirke oplevelsen af byrummet hvor der skal skabes mere socialt liv og en mere kreativ atmosfære. Det kan f.eks. gøres ved at ”koncentrere aktiviteterne, så de spiller mest muligt sammen med det eksisterende byliv i fodgængerområderne” (K.S.:20). Samtidig skal de nye byggerier stå som symboler på en kreativ tid i Odense. F.eks. anbefaler Kulturstrategien at man placerer ”institutioner med repræsentativ karakter optimalt i forhold til byens struktur og dens hierarki” (K.S:20). Med disse projekter skal der skabes bestemte atmosfærer som giver byen ”puls”, og som gør at den ”føles stor” (K.S.:20). Forsøget på at fremme en kreativ atmosfære manifesterer sig især i de overvejelser, der gøres om at udvikle en ”kulturakse” i Odense bymidte, der skal skabe atmosfæriske forbindelser mellem forskellige gader og kulturelle aktiviteter og institutioner: ”Bymidten kan også gøres mere spændende ved at kulturen i byen markeres ved særlige akser som binder byen og de enkelte aktiviteter, uderum, institutioner og historiske bygninger sammen i et forløb. Hermed skabes specielle ruter gennem byen som er spændende at færdes ad, både for byens borgere og turister (K.S.:23).

Hvor byens trafikale infrastruktur tidligere blev anlagt ud fra et ordens- og

effektivitetskrav og kun sjældent kunne tage hensyn til bevaringsværdige bygningsmiljøer, så er der nu en helt anden opmærksomhed på de æstetiske og atmosfæriske kvaliteter i bevægelsen i byen og oplevelsen af dens bygninger. Der er dog ikke tale om at man fuldstændigt vil programmere oplevelsen af byrummene, som også skal være åbne for ”spontanitet, deltagelse og mangfoldighed” (K.S.:20), hvilket skal ”tilskynde til at forlænge opholdet og oplevelserne i byrummet” (K.S.:7). Måden kulturaksen skal installeres på er dels ved at opsætte skilte og forklaringer der tydeliggør byens kulturelle aspekter. Og dels ved at anlægge en del af de planlagte kulturbyggerier langs denne akse.

Figur 12: caféliv i Odense til venstre og Barcelonas Rambla som inspiration til højre

Arbejdet med at tilrettelægge bestemte atmosfærer i byen kan med inspiration fra byforsker Niels Albertsen forstås som udøvelse af atmosfærisk magt: ”Denne magt betjener sig hverken af fysisk vold eller befalinger, men ”griber fast ved menneskenes befindtlighed”, virker på gemyttet, manipulerer stemninger, fremkalder følelser” (Albertsen, 1999:12). Det er naturligvis ikke givet at atmosfærerne vil have den tilsigtede effekt på alle, men de sætter bestemte vilkår for individets sanselige og rumlige befindtlighed og rettethed som kan påvirke det til ”at forlænge opholdet i bymidten” eller til at føle at man er ”en del af byens liv”. Atmosfærerne kan være med til at skabe de drømme, fantasier og værdier som gør at byens brand ikke blot fremstår som en rent diskursiv konstruktion men netop som en sanselig realitet der indvirker på kroppen og på følelserne. Vi kan dermed forstå det strategiske arbejde med kulturaksen som en slags biopolitisk intervention der søger at styre byens liv som en organisk og skrøbelig entitet der skal fremmes, stimuleres og maksimeres gennem stemninger og sanseligheder. Dette står i kontrast til f.eks. funktionalismen der ikke så byen som noget organisk og levende, men derimod som en maskine hvor bevægelsen drejede sig om effektiv mobilitet fra et punkt til et andet. 4.3.3.2. Symbolske og narrative teknologier i byrummet I Odense Kommune er der også fokus på at fremskrive byens identitet gennem symbolik og fortællinger bl.a. ved at tydeliggøre historiske træk, fremhæve historiske personligheder og bygninger. Med symboler mener jeg overordnet set tegn der refererer til et objekt, en historie eller en kulturel konvention (Rasmussen et al, 1999:312). De kan tage form af monumenter, skulpturer, tekster, billeder som fremhæves i byens rum for at skabe en bestemt betydning. 81

EU-projektet The Liveable City har bl.a. søgt at formidle nogle fortællinger og symboler der ikke har været fortalt tidligere ud fra en intention om at ”skabe en fælles bevidsthed omkring Odenses identitet”.55 En fællesnævner for alle de deltagende nordeuropæiske byer i projektet er at de har ”domkirker og historiske mindesmærker” (B.1.), hvorfor kulturarven og lokalhistorien tildeles særlig vægt. Disse minder og historiske begivenheder skal bl.a. synliggøres ved at opsætte forklarende skilte på historiske bygninger og opsætte gadeskilte der er mere fortællende.

Figur 13: Historisk gadenavneskilt

Et særligt omdrejningspunkt for kommunens symbolske politik er fremhævelsen den tidligere odenseaner og forfatter H.C. Andersen. I Kulturstrategien anbefales det ”at knytte byens rum direkte sammen med begivenheder i H.C. Andersens liv” som ”én måde at anvende ’Andersen-brandet’” (K.S.:41). Dette er blandt andet gjort ved at installere den velkendte, ikoniske silhuet af forfatteren i flere af byens lyskurve. Odense har også tidligere været kendt som H.C. Andersens by, og hans barndomshjem er bl.a. indrettet som museum. Forskellen synes nu at være at H.C. Andersens betydning skal fortættes ved at opstille fysiske symboler rundt omkring i byens rum, hvilket skal minde én om at forfatteren har levet her, ligesom de også skal lede tankerne hen på forfatterens egne fortællinger f.eks. gennem de opstillede solansigter rundt om i byen. Dette kan være med til at gøre byen mere eventyrlig og fantasifuld.

www.liveablecity.dk/projektbeskrivelse/projektbeskrivelse.pdf (2. august, 2006).

Figur 14: Solansigter opstillet i byrummet

Anvendelsen af H.C. Andersens betydninger er et eksempel på hvordan byens kulturarv tildeles forskellige funktioner. Dels betragtes den som en form for ballast man er nødt til at forholde sig til som odenseaner, og som man ikke bare kan ændre på, da den har en ”blivende karakter” (B.5.). Dels skal den bruges strategisk: ”hvordan ”bruger” vi – hvis man kan bruge det ord – HC. Andersen” (B.2.). På den ene side kan kulturarven bibringe indsigt i borgernes kulturelle arv og historiske baggrund, og på den anden siden får den også en instrumentel betydning, når det f.eks. drejer sig om at tiltrække turister: Altså i Kina har alle kinesiske skolebørn siden 1953 – ALLE – læst H.C. Andersen. Der er i øjeblikket 200 mio. mennesker, som er i stand til at rejse på det, vi i Vesteuropa kalder charterlignende vilkår. H.C. Andersen fylder så enormt meget i kinesisk bevidsthed. Så er det jeg igen siger, jamen, det kun et spørgsmål om, hvornår vi ruller den røde løber ud – i bogstaveligste forstand og siger velkommen (B.5.). Den afdøde forfatter knyttes ikke alene til kulturhistoriske værdier og lokalhistorisk identitet – denne er samtidig en ”af Odenses unikke profiler” - ”en af de bedst kendte danskere i udlandet” (K.S.:41), der kan tiltrække international opmærksomhed og skabe økonomisk vækst i en voksende global oplevelsesøkonomi og turismesektor. For det første kan vi derfor sige at kulturarven ligesom den øvrige kultur både tjener som et mål i sig selv – som noget man bør kende til - men også som et middel til økonomisk vækst – i denne sammenhæng i forhold til kinesiske turister. For det andet kan siges at kulturarvens

betydning

synes

være

blevet

individualiseret,

æstetiseret

oplevelsesorienteret. Kulturarven tillægges ikke en autoritativ rolle i dag, men vurderes på dens æstetiske oplevelsesværdi. F.eks. nævner én af informanterne, at ”mødet med (H.C.) Andersen - for kinesere og asiater - er noget havde jeg nær sagt – ud af kroppen agtigt” (B.5.).

Kulturarven menes at kunne appellere til borgere såvel som til turister - uanset deres forskellige kulturelle og nationale baggrund – netop på grund af deres fælles oplevelsesorientering. Dette var ikke mindst tilfældet i forbindelse med H.C. Andersenjubilæet i 2005, som blev markeret med et hav af aktiviteter, begivenheder, udgivelser, film, der både skulle fejre forfatterens 200 års fødselsdag og være med til at profilere Odense og Danmark internationalt. Fejringen viste på godt og ondt, hvordan et kulturikon kan anvendes i den oplevelsesøkonomiske branding af såvel en by som en nation.56 Selvom HCA-2005-fejringen fik en del kritik, står det fast at H.C. Andersen fortsat vil være et satsningsområde i brandingen af Odense fordi forfatteren spiller så stor en rolle for byen. Kulturarven spiller en væsentlig men ikke altafgørende rolle for brandingen af Odense som suppleres af andre satsningsområder der er orienteret mere mod Odenses fremtid end dens fortid: ”Så linjerne fra min fynske barndom, den hjemlige andegård, nationens brofaste hovedfærdelsesåre og lyslederkabler krydser hinanden i Odense” (K.S.:6). På den anden side lægger kommunen nemlig op til at blive en moderne, kreativ by der er på forkant med udviklingen indenfor IT, vidensøkonomi og ikke mindst robotteknologi som flere virksomheder i byen arbejder med. Disse værdier og betydninger skal udfoldes i bybilledet for at signalere fremskridt, innovation, globalitet, mobilitet og dynamik der trækker på nogle science fictionagtige fremtidsforestillinger. F.eks. foreslås det, at ”[h]ele byen kunne (…) være præget af robotidéen. Vi kunne have robotlegepladser, og det lille rumvæsen E.T. kunne give dig en guidet rundvisning i byen, når du kommer som turist” (E.S.:3). Allerede nu er der opstillet digitale informationstavler der giver oplysninger om aktiviteter, seværdigheder osv. Derfor synes Odenses fortællinger og symbolik både at rumme en lokal- og kulturhistorisk sensibilitet samt en orientering mod de teknologiske og kreative muligheder i fremtidens Odense, hvilket sammensættes i Kulturstrategiens formulering: ”I Odense forstå vi fortiden – lever i nutiden – og skaber fremtiden” (K.S.:40).

Især det store show i Idrætsparken i København blev udsat for heftig kritik for økonomisk overforbrug, ligesom

der var forsinkelser og fordyrelser af flere arrangementer. Se f..eks. www.hca2005.dk/havepr/HCA2005_micro/Kronik%20i%20information.pdf (25. oktober, 2006).

4.3.3.3. Eventteknologier og æstetiske fællesskaber En tredje brandingteknologi handler om sociale og kulturelle events. Der er som nævnt etableret en eventorganisation hvis formål er at styrke livet i bymidten ”med flere events, festivaler og markeder” (V.O.:16). Udover de etablerede musik- og teaterscener skal selve byens offentlige rum have flere sociale og kulturelle aktiviteter. Her indgår blandt andet satsningen på vækstlagene og de kulturelle udøvere i det hele taget, da disse skal skabe de begivenheder, folk skal samles om. Odense er ikke uvant med events, men har derimod en ”betydelig tradition for begivenheder, der udnytter byens faciliteter og kultursteder samt byens rum” (K.S.:7). Alligevel skal der opgraderes på den front og eventuelt skabes et sammenhængende brand for alle disse aktiviteter med sloganet ”’Fynsk Forår – hele året’, som identitet for fynske begivenheder” (K.S:27). Managementforskeren Per-Olof Berg peger på at eventen kan udgøre et forsøg at transformere den symbolske og sociale betydning af f.eks. et sted, en by eller en bydel med henblik på at give det en ny historie som påbegyndes med den pågældende event. Visse events kan dermed betragtes som ’rites de passage’ der markerer transitionen fra én sociokulturel fase til en ny (Berg, 2000:67).57 Eventen som overgangsrite er tidsmæssigt og rumligt afgrænset og adskilt fra hverdagslivets rutiner, hvilket muliggør at samfundets etablerede normer og regler suspenderes midlertidigt til fordel for en ny symbolsk orden der skaber rum for drømme og fantasier om hvordan virkeligheden også kan være. Dermed synes eventen at ville skabe nogle af de kvaliteter som vi tidligere så karakteriserer turismen såsom ekstra-hverdagslige oplevelser og intens personlig betydning. Forskellen er blot at hvor turismen flytter folk ud af deres vante omgivelser, dér søger eventen at forandre opfattelsen af den ellers velkendte by eller bydel. Et eksempel på en sådan event er Havnekulturfestivalen, som Odense Kommune afviklede en regnfuld weekend i maj 2006. Eventen skulle sætte fokus på byens Indre Havn der tidligere var en industrihavn som nu undergår en funktionsudtømning og omdannelse til en ny bydel. Der er store forventninger om at havnen bliver et symbol på det kreative

’Rite de passage’ er et udtryk hentet fra Van Gennep og Victor Turner, som betegner den proces, hvormed

traditionelle samfund skabte symbolske opdelinger af verden, som bidrog til den sociokulturelle reproduktion og udvikling (Turner, 1977:34).

Odense, idet kommunen skriver: ”Omdannelsen af den indre havn skal medvirke til at markere Odense som en stor by i Danmark og styrke Odense som videns- og kvalitetsby. Området skal udvikles til en levende kreativ bydel” (V.O.:30) Hensigten med festivalen har været at markere havneområdet som byens nye bydel – eller at markere, at havnen er i en omskabelsesproces: ”Aktiviteterne syder allerede på havnen. Nye huse skyder op, og mange har nu deres daglige gang på havnen”.58 Imidlertid henligger en del arealer stadig som nedslidte industriområder, mens andre rent faktisk stadig anvendes til industriel produktion.

Figur 15: Planer for omdannelse af Odense Indre Havn. Figur 16: Resterne af Odenses industrihavn

I Havnekulturfestivalens omtale af havnen er der særligt fokus på de fremtidige potentialer og kvaliteter som denne event kan være med til at manifestere. Havnen bliver midlertidig til et liminalt rum for grænseoverskridelse hvor nye sociokulturelle praktikker og eksperimenter kan afprøves – f.eks. at bade og spille kajakpolo i havnen – hvilket skal skabe en ny opfattelse af og et nyt tilhørsforhold til havnen. 59 Etnologen Per-Markku Ristilammi peger på at eventen rummer elementer der også kan findes i magiens verden. F.eks. indgår der ofte en hovedfigur der med sine specielle kræfter minder om tryllekunstneren. Denne har som opgave at sige de magiske ord: ”I declare this event

open”

(Ristilammi,

2000:101).

Odense

Havnekulturfestival

blev

åbnet

Fra www.odense.dk/Aktuelt/Nyheder%20og%20pressemeddelelser/Nyheder/Odense%20

Havnekulturfestival%2019%20%2021%20maj%202006.aspx (25. juli, 2006). 59

Begrebet ’liminal’ kommer Ifølge Victor Turner af ’limen’, dvs. grænse, der muliggør symbolske aktiviteter –

ritualer, festivaler osv. som er anderledes fra hverdagens aktiviteter (Turner, 2001:207).

Kulturrådsformand Anker Boye hvis åbningstale kan ses som en magisk spådom for havnens fremtid. Talen tager form af en spadseretur foretaget ved havnen i sommeren 2010: Jeg husker dengang, man dårligt nok kunne se vandet – for slet ikke at tale om at kunne komme tæt på vandet for de mange containere, trucks og lastbiler, som kørte rundt med godset. Det er noget helt andet nu.60 Hermed markeres den transition som endnu ikke er sket i havnen som en fremtidig realitet. I talen berettes der om hvilket mangfoldigt og fascinerende liv der er i og omkring havnen: ”der er fyldt med liv og glæde”. Talens fremtidsdrøm afspejles i de aktiviteter der finder sted i løbet af Havnekulturfestivalen, som bliver en midlertidig materialisering af de drømme og håb, der er til havnens fremtidige betydning for Odense:

Figut 17: Rockkoncert under Havnekulturfestivalen 2006. Figur 18: Kajakpolo ved samme.

Jeg ser en virkelig flot bydel med bymiljø. Det glæder mig, og jeg er stolt over at være odenseaner. (…) Jeg ser unge mennesker, men hvad laver de? Nåh, de er ved at male på deres digitale graffiti-væg foran Smedje Kollegiet (ibid). Ristilammi peger på at eventen har en moralsk karakter idet den udpeger hvad der skal gøres for at opnå bestemte mål (Ristilammi, 2000:102). De kreative og rekreative aktiviteter fremhæves som væsentlige for havnens fremtid hvor aktiviteter som graffiti, der normalt er ulovligt lovliggøres med en ”digital graffitivæg” og inddrages som et væsentligt element i havnens æstetiske udtryk: Fra broen ser jeg også en lind strøm af mennesker, der kommer fra Skibhuskvarteret. De bevæger sig ned til havnebadet. (…) Jeg ser en bydel hvor historien om den håndgravede kanal og havnelivet stadig fortælles. Hvor der er et fantastisk miljø – rent, trygt og inspirerende. Hvor børn, unge og gamle trives sammen. Hvor der er liv hele døgnet. Hvor kreative erhverv og kulturer gror og

Fra www.odense.dk/Web/Havnen/Nyheder/Anker%20Boyes%20indvielsestale.aspx (10. Oktober, 2006).

blomstrer. (…) Tag godt imod Havnen – og brug den (ibid). Åbningstalen skaber mentale billeder af det fremtidige liv i havnen som har en utopisk karakter der samtidig synes at rumme nogle indbyrdes kontraster – det er et fredfyldt og sikkert sted, som samtidig har masser af liv hele døgnet; der er harmoni og plads til alle; det er kreativt, dynamisk og prestigefuldt. Der er bygget nyt, de gamle havnefunktioner der spærrede adgangen og udsynet til vandet er væk, men historien om den håndgravede kanal fortælles stadig. Utopien kan ses som en forestilling om et ikke-eksisterende sted – Odense Havn i 2010 – der fungerer som et handlingsanvisende pejlemærke for den eksisterende by. Denne utopiske forestilling omsættes ved havnefestivalen i de omtalte aktiviteter der engagerer deltagerne gennem kropslig-sanselige oplevelser som giver en følelse af ’at have været der’, hvilket ikke kan formidles sprogligt. Eventen åbner et rum for praksis der skal vare ved efter festivalens afslutning (Ristilammi, 2000:102). Minder, erindring og omtale af eventen er vigtige elementer i fastholdelsen af eventens betydning, hvilket kommer til udtryk på kommunens hjemmeside: På 20.000 m2 eller 4 fodboldbaner har der været aktiviteter i 3 dage. 95 bands / grupper har stået på 4 scener. (…) Der har været mange og se på, nyde musikken, danse, være på vandet eller få en ny frisure. (…) Alt i alt har godt 10.000 mennesker været en tur omkring Havnen.61 Det særlige fokus på events udtrykker en ny opfattelse af sociale fællesskaber som også Kulturstrategien fremhæver: ”Odense skal være god til at skabe nye, tidssvarende fællesskaber”, som én af de omtalte brandværdier lyder (K.S.:3). Udover de specifikke kulturelle performances, som events ofte består af, skal eventen også være med til at samle folk og knytte dem sammen omkring den pågældende begivenhed: For en event er en anledning til at mødes om et eller andet. Det kan godt være man er fokuseret mens tingene sker, men for mange mennesker er det lige så meget det at være en del af et fællesskab, en massekultur. (…) Du spejler dig i det. Og det er vigtigt for dig for dit eget selvværd at være en del af netop den oplevelse (B.5.). Hermed udtrykkes netop den opfattelse, at oplevelsesorienteringen er grundlag for identiteten: ”du spejler dig i det”. Ved en event dannes æstetiske fællesskaber som giver anledning til at udleve og dyrke ens oplevelsesorientering sammen med andre. Med Michel

Fra www.odense.dk/Web/Havnen/Nyheder/Havnekulturfestival.aspx (21. september, 2006).

Maffesoli kan vi sige at fællesskaberne er æstetiske i etymologisk forstand fordi de handler om fælles følelser og oplevelser (Maffesoli, 1997:24). Fællesskabernes socialitet drejer sig om nydelsesfuld og sanselig med-væren, stemning og spil uden noget instrumentelt eller politisk formål (Maffesoli, 1996:81). Imidlertid afholder det ikke den kreative styringsrationalitet fra at instrumentalisere fællesskabernes oplevelsesorientering. Events skaber økonomisk afkast i sig selv gennem det forbrug de stimulerer; events er med til at fremme et kreativt image overfor omverdenen, og endelig kan de være med til at skabe tilknytning og engagement blandt byens borgere. Dermed

repræsenterer

iværksættelsen

enkelte

events

mikropolitisk

brandingteknologi der sigter mod at indfri den makropolitiske målsætning om at skabe et kreativt brand der igen kan tiltrække tilflyttere, besøgende og virksomheder til byen. Hvor de to forrige brandingteknologier – kreative atmosfærer og kreativ symbolik skaber permanente installationer i byrummet, er eventteknologien midlertidig, og kan derfor betragtes som et supplement til de to øvrige der skal give byen en ekstraordinær betydning og stemning. Som vi så i afsnittet ”3.1.2. Oplevelsessamfundet” er oplevelser midlertidige og deres betydning svinder hurtigt ind, hvilket skaber en efterspørgsel på nye oplevelser. Derfor søger eventteknologien at skabe og fastholde en stærk identitet og tilknytning til byen gennem ekstraordinære begivenheder hvis betydning er midlertidig og fordrer konstant fornyelse. Derfor etablerer man en eventorganisation der skal skabe ”fynsk forår hele året”. Men man kunne metaforisk spørge om ikke ”forår” mister sin betydning hvis det findes hele året? Kan man anvende det ekstraordinære som udgangspunkt for en stabil og forankret byidentitet? Disse spørgsmål vil jeg gå videre med i perspektiveringen, men først afrundes caseanalysen ved at pege på nogle overvejelser der gøres om hvilke kulturelle aktiviteter der bedst understøtter den kreative by som brand, og hvilke der ikke gør det. 4.3.4. Den kreative by som brand Trods det brede fokus på mange forskellige kulturelle tiltag aktualiserer Kulturstrategien spørgsmålet om hvilke kulturelle aktiviteter der skal satses på fra kommunens side. Det drejer sig således ikke blot om at udvikle flere, men også de rigtige kulturelle aktiviteter der kan understøtte den kreative by som brand. Endnu mangler kommunen at foretage en endelig afklaring af dette spørgsmål, men følgende citater illustrerer hvilke strategiske overvejelser der allerede gøres om byens kulturelle begivenheder: 89

Vil vi lave ølfestival eller robotfestival? (…) Eller vil vi lave det hele? Vil vi lave det hver gang, der kommer nogle borgere og virksomheder og siger, nu skal vi lave det og det i Odense, var det ikke en god idé? (B.4.).

Hvad får Odense kommune ud af at give 500.000 til en blomsterfestival? Ja, en masse gæster til byen og en masse midaldrende damer, der synes det er spændende at se på, men hvad er det for en opfattelse af Odense? Hvad er det for et brand vi understøtter her? Hvad er det for en profilering vi understøtter bevidst eller ubevidst?(B.4.). Blomsterfestivalen har eksisteret før Kulturstrategien blev lanceret og er opstået på initiativ af byens gartnerier og interesserede borgere. Men som vi allerede har set repræsenterer Kulturstrategien en bestræbelse på at inkorporere byens relevante kulturelle aktiviteter i brandet den kreative by. Dette kan gøres ved at støtte aktiviteterne økonomisk og organisatorisk og ved at fremhæve dem i kommunens kommunikationsstrategier overfor omverdenen. Citatet ovenfor viser således at der gøres strategiske overvejelser, om hvorvidt en blomsterfestival med ”en masse midaldrende damer” bidrager til byens brand, og om kommunen får gavn af at støtte den økonomisk. Dette antyder at opfattelsen af kreativitet og kultur knyttes til nogle instrumentelle formål hvor det bliver en politisk-administrativ afgørelse om en bestemt kulturel aktivitet besidder den rette nytteværdi: Jeg tror hvis man vil rykke på det her, så skal man gå ind og sige der er 100 ideer. Vi har kun ressourcer og tid til at gennemføre de 20 af dem. Og så vælger vi ud på forhånd, og siger ”vi vil have Odense til at fremstå som en by, der er sådan og sådan”. Og der passer de her ting – der passer Robotfestivalen og der passer ølfestivalen ikke ind i billedet (B.4.). Ifølge dette citat bør kommunen støtte de oplevelser der er i overensstemmelse med de overordnede kreative brandværdier og ikke blot fordi nogle borgere synes det f.eks. er interessant at drikke øl! Som sagt er der endnu ikke opnået en politisk afklaring af præcist hvad der falder indenfor og udenfor det kreative brand. Men det ovenstående antyder at der gøres overvejelser om hvordan brandet ’den kreative by’ kan specificeres og styrkes ved at understøtte bestemte kulturelle og kreative aktiviteter frem for andre. Dermed rummer Kulturstrategiens strategiske tankegang en risiko for at ekskludere nogle kulturelle kræfter og aktiviteter, da de ikke synes at passe ind i det overordnede brand som kommunen gerne vil udvikle og profilere. Jeg hævder ikke at der allerede er sket en sådan kulturel eksklusion i forbindelse med Kulturstrategien, men at selve rationaliteten i at ville skabe et sammenhængende brand kan have sådanne effekter og konsekvenser. Denne problematik 90

diskuteres nærmere i den afsluttende perspektivering. 4.3.5. Delkonklusion Sammenfattende kan vi sige at Kulturstrategien repræsenterer en forskydning fra den apollinske byforestilling mod forestillingen om den kreative by. Dette kan ses som følge af en problematisering af den hverdagby som den apollinske byforestilling har taget afsæt i, og som Odense på mange måder har kunnet karakteriseres som, men som ifølge problematiseringerne ikke har bidraget med en klar og stærk byidentitet. Derfor anvendes den kreative by nu som identitetsskabende brandkoncept der skal implementeres gennem tre

forskellige

brandingtekonologier.

Disse

forsøger

knytte

borgernes

oplevelsesorientering til byen gennem en styrkelse og promovering af forskelligartede oplevelser, betydninger og fortællinger i byen – mao. en rammesættende form for styring, der skal få borgeren til at blive mere oplevelsesorienteret og identificere sig med Odense som identitetsmæssig og æstetisk oplevelsesrum. Den atmosfæriske teknologi søger at påvirke folks stemning så de får spontant lyst til at opholde sig mere i byen, den symbolske og narrative teknologi søger at skabe nogle fortællinger som gør Odense mere eventyrlig og fantasifuld, mens eventteknologien søger at skabe en følelse af fællesskab og med-væren gennem ekstraordinære begivenheder. Samtidig tages der afstand fra nogle af de betydninger, som Odense tidligere har været kendt for: villaby, industriby, funktionærby. Frem for at ville genetablere byens identitet synes disse brandingteknologier derfor snarere at konstruere en ny, æstetiseret og individualiseret byidentitet. Denne drejer sig ikke om en personlig og tæt tilknytning til Odense som by eller om at skabe sociale relationer i et lokalområde, hvilket f.eks. nærmiljøplanlægningen drejede sig om. Den æstetiske identitet kan derimod konsumeres som en oplevelse af såvel borgere som turister, hvilket antyder at byen bliver gjort til en slags oplevelsesrum i stil med en turistattraktion, der formes gennem bestemte kulturelle aktiviteter og oplevelser (O’Dell, 2005). Konsekvensen kan være en kulturel selektionsproces, hvor nogle frem for andre kulturelle aktiviteter prioriteres. Det sker på grundlag af politiske og strategiske opfattelser af hvad der bedst tjener byens overordnede brand og økonomiske vækst. Det særligt nye ved forestillingen om den kreative by er derfor at den ikke blot er personligt stimulerende og spændende, men også knyttes til en kreativ styringsrationalitet, hvilket jeg har betegnet som bybranding.

5. Konklusion I denne afhandling har jeg ønsket at belyse et stadigt mere omtalt koncept og fænomen indenfor bypolitik og byplanlægning: bybranding. Udtrykket anvendes bl.a. af bystyrer der har følt et behov for at forbedre byens image og økonomiske grundlag som følge af en stigende konkurrence mellem byerne om at tiltrække tilflyttere, erhvervsliv og turister. Men hvad kræver det at forbedre en bys image? Og i forhold til hvem og til hvad skal byens image forbedres? Mens bybranding ofte er blevet forstået som markedsføring af positive værdier, har jeg med afhandlingen hævdet at bybranding udgør et langt mere grundlæggende indgreb i byen, dens liv og kultur. For mig har det interessante været at give en grundlæggende forståelse af de bypolitiske indgreb og forskydninger som følge af bybrandingen.

Hensigten

har

været

kontrastere

forholdsvis

optimistiske

selvbeskrivelser og konceptuelle strategier, som bybranding er præget er. Først har jeg belyst den samfundsmæssige og historiske baggrund for, at bybranding opstår. Dernæst har jeg undersøgt hvordan bybranding fungerer, og hvordan den søger at forbedre opfattelsen af byen i overensstemmelse med et bestemt brand. Jeg har haft en antagelse om at bybranding opstår som følge af nogle samfundsmæssige forandringer der præger byen. Disse har jeg sammenfattet i to tendenser. For det første har bl.a. globalisering og mobilitet medført afindustrialisering og forandringer i byen så den ikke længere udgør en samlet, fysisk og geografisk helhed for folks hverdagsliv. Folks hverdagsliv er spredt udover en masse forskellige steder som ikke giver samme tilknytning til byen som tidligere. For det andet er der i de senere år opstået en særlig oplevelsesorientering, dvs. en forøgelse af folks begær efter og behov for ekstraordinære oplevelser som grundlag for identitet. Jeg mener at disse to faktorer er med til at skabe to byforestillinger: ’hverdagsbyen’ der er uden stærk identitet og som er spredt ud over et større geografisk område. Og ’oplevelsesbyen’ som folk især dyrker gennem turisme og som giver personlig betydning, men som folk ikke har en hverdagslig tilknytning til. Dette stiller to udfordringer for byen: Hvordan fastholde folks tilknytning til byen i en æra præget af mobilitet og global oplevelsesorientering og hvordan skabe nye erhvervs- og produktionsformer i byen som følge af afindustrialisering og fleksibel akkumulation? Jeg har argumenteret for at bybranding opstår som en bypolitisk respons der vil løse disse

udfordringer ved at fusionere de to byforestillinger. Det sker ved at promovere og knytte borgernes oplevelsesorientering til byens ønskede brand. Dermed kan byen både tilfredsstille

bestemt

efterspørgsel

på

oplevelser

samtidig

anvende

oplevelsesorienteringen til at skabe stærkere tilknytning til byen og forbedre byens image overfor omverdenen. Et image kan nemlig kun fungere overfor omverdenen hvis det er mere end blot tomme ord. Det skal understøttes af konkrete og personlige oplevelser i byen. På den baggrund har jeg betragtet bybranding som en bypolitisk styringsrationalitet der søger at styre folks oplevelsesorientering: styringen søger at strukturere folks adfærd, så de frit foretager de valg der er mest nyttige og produktive for styringen. Derfor har min tese været at

bybranding

bypolitisk

styringsrationalitet,

der

skal

styre

borgernes

oplevelsesorientering i overensstemmelsen med byens ønskede brand. Denne tese har jeg belyst empirisk med casen Odense Kulturstrategi for at undersøge hvordan styring af borgernes oplevelsesorientering fungerer. Konkret udmønter Odense Kulturstrategi sig i en række forskellige kulturprojekter, kulturbyggerier og organisatoriske forandringer, og den spænder over et tidsperspektiv på ca. 10 år. Jeg har ikke haft en intention om at beskrive disse projekter og tiltag indgående. Derimod har jeg ønsket at undersøge Kulturstrategien ud fra følgende problemformulering:

Hvordan kan Odense Kulturstrategi anskues som en bypolitisk styringsrationalitet, og hvordan søger den at styre borgernes oplevelsesorientering?

Denne problemformulering består af to sammenhængende spørgsmål. Med det første spørgsmål – hvordan kan Odense Kulturstrategi anskues som en ny bypolitisk styringsrationalitet? – har jeg analyseret rationaliteten i Kulturstrategien på et makroniveau. Jeg har peget på at Odense Kulturstrategi kan ses som løsning på nogle bypolitiske problematiseringer af byens erhvervsmæssige og befolkningsmæssige udvikling, der synes at have været stagnerende i de senere år. Rationaliteten i Kulturstrategien er for det første at Odense har brug for et nyt brand da byen har været for ”almindelig” – en hverdagsby uden stærk identitet. For det andet skal brandet ikke blot forbedre opfattelsen af Odense, men også selve oplevelsen af Odense og de aktiviteter, der foregår i byen. Derfor skal brandet ”Odense, Danmarks kreative by” installeres i opfattelsen og oplevelsen af byen. Jeg har argumenteret for at ’den kreative by’

repræsenterer en forestilling om den nyttige oplevelsesby der kobler en personlig oplevelsesorientering, hvor kunst, oplevelser og kultur er mål i sig selv, med en kollektiv nytte hvor kultur, kreativitet og oplevelser betragtes instrumentelt som midler til at fremme byens image og økonomiske produktivitet. Den kobling hviler på nogle generelle antagelser om

oplevelsesøkonomi,

kreative

alliancer

eventmanagement

som

økonomiske

vækstfaktorer i dag som især Richard Florida har eksponeret med sin tese om kreativitet som dominerende parameter – både for folks identitet i form af oplevelsesorientering – og for økonomisk, teknologisk og samfundsmæssig vækst. Hermed bliver kreativitet til et polyvalent, strategisk begreb – en semantisk metafor – der kan fusionere praktikker, motiver og målsætninger på individniveau og på kollektivt niveau. Derfor har jeg set hvordan forståelsen af ’kreativitet’ anvendes i forhold til borgerne og i forhold til byen. Med problemformuleringens andet spørgsmål – hvordan søger den (styringsrationaliteten) at

styre

borgernes

oplevelsesorientering?

–

har

jeg

vist

hvordan

Kulturstrategiens

kreativitetsforståelser implementeres på mikroniveau med henblik på at forene borgernes oplevelsesorientering med det ønskede kreative brand. Jeg har peget på at dette sker diskursivt gennem en italesættelse af den kreative borger, mens det sker på et symbolsk og rumligt gennem en branding af den kreative by. Jeg har forstået italesættelsen af den kreative borger som en diskursiv strategi til at fremme en identifikation blandt byens borgere med en bestemt forestilling om ’den kreative borger’. Denne anvender to strategier der henvender sig til henholdsvis kulturforbrugerne og kulturproducenterne: dels problematiseres ’den almindelige borger’ der ”bare vil ligge på sofaen”, mens der fremsættes ønsker om at stimulere borgernes oplevelsesorientering. Og dels ansvarliggøres byens kulturaktører så de deler fælles bevidsthed med byens erhvervsliv og målsætningerne om at skabe et kreativt brand gennem flere oplevelser og kreative samarbejder. Italesættelsen af den kreative borger manifesterer et bestemt selvforhold – en kreativ etos – som byens borgere skal spejle sig i for at skabe grundlag for større tilknytning til og stolthed over byen. Dette fordrer at selve byen, dvs. dens fysiske rum og kulturelle rammer også bærer præg af kreativitet. Derfor har jeg peget på at brandingen af Odense som en kreativ by sker ved at designe de

fysiske,

rumlige

symbolske

rammer

så

kan

præge

fremme

oplevelsesorienteringen i byen. Hertil anvendes tre brandingteknologier. For det første

arbejdes der med at skabe en ”kulturakse” der skal producere kreative atmosfærer og give indtryk af et ”kreativt storbyliv”. For det andet søger man at styrke byens fortællinger og symbolik ved at opsætte forskellige billeder og symboler i byrummene, der repræsenterer særlige kulturhistoriske betydninger - f.eks. byens digtersøn: H.C. Andersen – og moderne og futuristiske elementer – f.eks. robotlegepladser. For det tredje etableres et eventkontor der skal skabe flere kulturelle begivenheder, fremme æstetiske fællesskaber og styrke byens ekstraordinære karakter. Tilsammen skal borgernes kreative etos og byrummenes oplevelser konstituere brandet ”Odense, Danmarks kreative by”, hvilket skal tiltrække turister, nye tilflyttere og virksomheder. Dermed mener jeg at branding af den kreative by kan anskues som en ny form for styring gennem individets selvstyring, selvrealisering, begær og lyster. Denne form for styring af selvstyring sigter mod at skabe mere kreative, individualiserede og aktive borgere der engagerer sig og deltager i byens udvikling og liv. Forestillingen om den kreative by repræsenterer derfor en nyttiggørelse af oplevelsesorienteringen og det hedonistiske byliv. Dette udgjorde tidligere en uløst problematik for den apollinske bypolitik og byplanlægning der søgte at promovere den socialt ansvarlige og mådeholdne borger og søgte at begrænse det hedonistiske og grænseoverskridende byliv. Nu anvendes denne adfærd som grundlag for brandingen af den kreative by, og derfor kan vi tale om en æstetisk biopolitik hvor den enkelte borgers liv, nydelse, begær, lyster, kreativitet betragtes som råstoffer for byens produktivitet som skal forarbejdes og forædles gennem forskellige strategier. Dermed omsættes den stigende oplevelsesorientering til urban identitet og kreativ produktivitet. Den æstetiske biopolitik er blevet mulig i kraft af et nyt, æstetiseret blik på byen, der manifesterer sig ved at betragte bylivet som et skuespil. Byen iscenesættes som et oplevelsesrum der anvender en nostalgisk drøm om fortiden i form af f.eks. som H.C. Andersens by. Men den er ikke alene traditionalistisk da den samtidig udnytter symbolske betydninger knyttet til højteknologi, robotter eller til havnen som fremtidens utopiske bydel. Endvidere vil den ikke skabe funktionelle storfællesskaber eller små, tætte naboskaber, men derimod æstetiske fællesskaber som baserer sig på individets oplevelsesorientering og smag. Den anvender en mangfoldighed af billeder, symboler og fortællinger der kan anvendes i oplevelsesorienteringen,

som

der

synes

være

efterspørgsel

på

rent

oplevelsesøkonomisk. Bybranding markerer dermed et bypolitisk skift fra at planlægge efter

hverdagslivets funktionelle behov og social ansvarlighed blandt byens borgere til at planlægge i forhold til produktdifferentiering, urban profilering og ekstraordinær oplevelsesorientering blandt kreative borgere. I caseanalysen har jeg vist at denne bypolitiske styring af oplevelsesorientering rummer en problematik om på den ene side at tilfredsstille en bestemt efterspørgsel der menes at være på oplevelser, kultur og kreativitet. På den anden side må denne efterspørgsel også stimuleres, såfremt den ikke menes at være tilstrækkeligt til stede blandt byens borgere, hvilket bl.a. var tilfældet i forbindelse med Odense Kulturstrategi. Dette aktualiserer en diskussion om hvem bybranding egentlig skal gavne og hvem den appellerer til. Dette spørgsmål behandles på et mere generelt niveau i perspektiveringen. En anden bypolitisk konsekvens af den strategiske og æstetiske bypolitik er at en række forskellige bypolitiske områder samordnes og sammenvæves. Kulturpolitik, byplanlægning, erhvervspolitik, informationstjenester knyttes sammen for at skabe en mere sammenhængende

form

for

bypolitik.

På

den

ene

side

kan

det

medføre

rationaliseringsgevinster og bedre samarbejdsformer. På den anden er der en risiko for at de forskellige bypolitiske områders respektive rationaler og målsætninger undermineres. Mens byplanlægning tidligere blev forstået som en regulering og udvikling af byens fysiske arealer ud fra ordens- og skønhedsprincipper, og mens kulturpolitikken skulle gøre kunst og kultur tilgængelig for borgerne ud fra en forestilling om dannelse og oplysning, så inddrages disse forskelligartede rationaler nu i en generel, strategisk målsætning om at sælge byen overfor særligt attraktive målgrupper og ud fra særlige koncepter om kultur og byliv som redskaber til økonomisk vækst.62 I perspektiveringen peger jeg på, hvilke problemer og konsekvenser bybranding som strategiske bypolitik kan få for byen og dens liv. Forinden skal jeg kort redegøre for mine analytiske erfaringer med det valgte teoretiske perspektiv på caseanalysen.

Se Dorte Skot-Hansen for en diskussion af forskellen mellem den snævre sektorbaserede kulturpolitik, som

traditionelt er blevet praktiseret i Danmark og den fremherskende cultural planning, der anvender en bredere forståelse af kultur som redskab i byudviklingen og ofte har en instrumentel bias (Skot-Hansen, 2004:198).

6. Analytiske refleksioner over caseanalysen Først skitseres de analytiske begrænsninger som den valgte teoretiske tilgang har medført, og dernæst diskuteres hvilke muligheder og kvaliteter tilgangen har bibragt caseanalysen. Som allerede nævnt har det ikke været min hensigt at belyse hvilke effekter Kulturstrategien har: om borgerne bliver mere oplevelsesorienterede, og hvordan de i det hele taget oplever Kulturstrategiens tiltag og projekter. Et sådan effektstudie kunne være interessant at foretage, men det har jeg fravalgt dels pga. Kulturstrategiens 10-års perspektiv, og dels fordi jeg har været interesseret i måden hvorpå bypolitik og bybranding praktiseres. Derfor har jeg fokuseret på politiske intentioner, målsætninger og redskaber. Indenfor dette fokus kunne man have foretaget et aktør-orienteret studie af interesser, samarbejder og konflikter blandt de involverede aktører og institutioner. Det ville f.eks. være relevant at belyse om de oprindelige intentioner rent faktisk bliver realiseret, eller om der opstår nye målsætninger i implementeringsfasen.63 Man kunne forestille sig at brugen af offentlig-private partnerskaber i

forbindelse

med

Kulturstrategien

kunne

føre

til

interessekonflikter

eller

uoverensstemmelser mellem kommercielle interessenter og forskellige offentlige aktører om hvilken form for kultur, oplevelser osv. der skal satses på – og ikke mindst hvordan det skal gøres. Endvidere er det min erfaring gennem arbejdet med afhandlingen over det seneste års tid at der løbende sker politiske og administrative ændringer og justeringer af de konkrete planer og projekter i forhold til hvad der er politisk muligt at gennemføre. Det ville kræve et dybtgående studie af den politiske og administrative implementeringsfase at udrede.64 Ikke desto mindre har mit fokus været den rationalitet som jeg mener er på spil i Kulturstrategien på tværs af forskellige projekter og aktører. Således har det ikke været min intention at undersøge den lokalpolitiske situation omkring Kulturstrategien eller at afklare hvorfor specifikke projekter bliver realiseret, mens andre ikke gør det. I stedet har jeg fokuseret generelt på de epistemologiske forskydninger i synet på og opfattelsen af byen og

F.eks. hævder Flyvbjerg, at den afgørende del af politik og planlægning finder sted i implementeringsfasen, og

ikke i visionsarbejdet (Flyvbjerg, 2000:19). 64

Flyvbjergs undersøgelse af et miljøprojekt i Aalborg er et godt eksempel på et detaljeret implementeringsstudie

(Flyvbjerg, 1991).

dens kultur som kommer til udtryk i Kulturstrategien. Og jeg har anvendt Kulturstrategiens målsætninger og intentioner til at få en bedre forståelse af disse forskydninger i de bypolitiske styringsrationaliteter. I den bestræbelse har jeg anvendt et dobbelt blik hvor jeg først har peget på nogle generelle

samfundsmæssige

styringsrationaliteten

forstår

forandringer disse

forandringer.

dernæst Ved

undersøgt, anvende

den

hvordan by-

kultursociologiske teori som rammeforståelse har jeg ønsket at undgå en reduktionistisk og totalitær optik som visse Foucault-inspirerede magtanalyser bærer præg af hvor det synes som om magten i sig selv producerer det liv og den adfærd som skal styres med henblik på nyttiggørelse.65 James Donald kritiserer f.eks. Osborne og Roses gouvernmentale analyse af byen for at totalisere magten uden mulighed for at betragte bylivet som andet end styring (Donald, 1999:21). Samtidig

har

jeg

vist

hvordan

begreber

som

’oplevelsessamfund’

’oplevelsesorientering’ har aflejret sig som en slags performativ realitet som politikere, byplanlæggere, rådgivere, marketingsfolk osv. tager som udgangspunkt for deres specifikke styring og målsætninger. Denne proces kan forstås med sociologen Anthony Giddens’ begreb om ’dobbelthermeneutik’, hvormed menes at den sociologiske teori dels fortolker samfundsudviklingen og dels præger denne gennem sine beskrivelser. Giddens hævder om sociologiske begreber: ”they are reflections upon a social reality which they also help to constitute and which both has a distance from, yet remains part of, our social world that engages our attention” (Giddens, 1995:XXXV). Dermed kan de sociologiske iagttagelser inkorporeres i styringens måde at anskue verden på. Derfor er det relevant at inddrage sådanne sociologiske begreber for at tydeliggøre, på hvilket grundlag nye styringsrationaliteter opstår. Af den grund har jeg i caseanalysen – inspireret af Hermanns formulering - ikke betragtet oplevelsessamfundet som en ”kortlagt virkelighed” men som en ”semantisk begrundelsesinstans for de nyorienteringer” som bybranding repræsenterer (Hermann, 2003:235). På den måde har det været muligt ikke blot at betragte Kulturstrategiens branding af den kreative by som et logisk svar på en samfundstilstand præget af oplevelsesorientering, æstetisering og individualisering osv. men

For en kritik af den foucauldianske disciplineringsoptik inden cultural-policy-studier, se Barnett (1999).

også som udtryk for en bestemt form for styring. Anvendelsen af den gouvernementale analytik har gjort det muligt at række udover over kultursociologiens noget ensidige og ukritiske fokus på identitetsskabelse gennem forbrug og oplevelser i det senmoderne (se f.eks. Featherstone, 1995; Schulze, 1992; Maffesoli, 1996) med en vinkel der undersøger koblinger mellem oplevelsesorientering, æstetisering, kulturalisering og instrumentel rationalitet og styring. Jeg afviser på ingen måde at byens kunst, kultur og kreativitet har betydning for mennesker i dag. Men frem for at undersøge på hvilken måde dette er tilfældet har jeg med afhandlingen fremlagt et perspektiv der gør det muligt at tage kritisk stilling til instrumentaliseringen og styringen af den værdi og betydning, som kultur, kunst og kreativitet kan udgøre for mennesker i dag. Hensigten har således været at ”irritere” og opløse bestemte politiske selvfølgeligheder og forståelser ved at belyse deres kontingens og tilblivelsesproces (Thorup Larsen, 2000:147; Hermann, 2003:235). I

den

følgende

perspektivering sætter jeg Kulturstrategien i relation til nogle generelle mekanismer og problematikker, som bybranding aktualiserer. Her diskuteres hvilke uintenderede konsekvenser bybranding – og Kulturstrategien – måske kan medføre.

7. Perspektivering: bybranding og dens konsekvenser Med perspektiveringen fremlægges nogle problematiserende læsninger af bybranding der skal fungere som kritiske kontraster til de optimistiske, præskriptive formuleringer bybranding synes at være præget af. Dermed håber jeg at kunne give et mere nuanceret billede af bybrandingen. Perspektiveringen er opdelt i tre afsnit. Først fremlægges påstanden om at bybranding har en modsatrettet ambition om både at differentiere og homogenisere byen. Dernæst påpeges at bybrandingens brug af kultur, oplevelser og kreativitet kan medføre en instrumentalisering og en trivialisering af byens kreativitet. Tredje afsnit sandsynliggør at bybranding samtidig risikerer at monopolisere forestillingen om den gode by, hvilket kan have ekskluderende effekter.

7.1. Differentiering og homogenisering af byen Jeg har tidligere peget på at bybranding opstår som følge af nye samfundsmæssige betingelser, hvilket er blevet sammenfattet i begrebet ’det globale oplevelsessamfund’. Som vi så, hævder David Harvey at globaliseringen medfører en stigende ensliggørelse af byerne, hvorfor der opstår et behov for at differentiere sig i forhold til andre byer: The less important the spatial barriers, the greater sensitivity of capital to the variations of place within space, and the greater the incentive for places to be differentiated in ways attractive to capital (Harvey, 1990:295f). Bybranding skal derfor ses som et forsøg på at udnytte globaliseringens virkninger og gøre sig attraktiv overfor den mobile kapital ved at differentiere sig i forhold til andre byer, hvilket skal appellere til omverdenen. På den anden side skal bybranding ifølge Harvey imidlertid også udgøre en slags værn overfor den globale kapitalisme: Den orkestrerte produksjon av et urbant ’image’ kan, hvis det er vellykket, skape en følelse av samfundsmæssig solidaritet, borgerlig stolthed og stedslojalitet, og endog gjøre det muligt for det urbane ”image” å være et mentalt tilfluktssted i en verden kapitalen behandler som mer og mer stedløs (Harvey citeret i Robins, 1997:327). Det urbane image skal således forene byens borgere gennem en fællesskabsfølelse og en ”stedslojalitet”, der kan være et ”mentalt tilfluktssted” fra de globale virkninger af kapitalismen. Dermed kan bybranding forstås som et forsøg på både at differentiere byen i forhold til andre som følge af bykonkurrencen, samtidig med at den vil homogenisere byen og dens liv ved at skabe en stærkere identitet for byen og stolthedsfølelse blandt byens borgere 100

(Mommaas, 2002:43). Man kan derfor spørge om der er tale om et paradoks mellem skabelsen af den stærke fællesskabsfølelse blandt byens borgere og ønsket om at tiltrække omverdenen til byen? F.eks. gør geografen Gilliam Rose opmærksom på at en stærk identitetsfølelse kan bruges som grænsedragning mellem lokalfællesskabet og dem udenfor (Rose, 1995:99). Man kunne forestille sig at det ville være sværere at falde til i en by med en stærk fællesskabsfølelse blandt borgerne, fordi det ville udstille ens anderledeshed og manglende tilhørsforhold. Men som vi så i caseanalysen virker det som om at bybranding ikke ønsker at skabe et altomsluttende eksistensfællesskab i stil med landsbyens fællesskaber. Derimod vil den skabe fællesskaber der både er åbne overfor omverdenen og samtidig besidder en vis intern homogenitet. Som tidligere påpeget søger bybranding at skabe medierede og æstetiske smagsfællesskaber, der appellerer til oplevelsesorientering og smagspræferencer. Det skal danne grobund for en lokal identitet der kan opleves i byens iscenesatte massebegivenheder og gennem byens atmosfærer, symbolik og fortællinger. Disse begivenheder og kulturelle aktiviteter må have en vis lokal forankring og affinitet for kunne repræsentere byens lokale identitet og image, hvilket f.eks. er tilfældet i Odense hvor man opdyrker fortællingen om den nordiske gud, Odin, der efter sigende har lagt navn til byen. Det interessante er at fortællingen ikke tidligere har været fortalt, men at den nu trækkes frem for at give byen autenticitet og identitet. Imidlertid kan man hævde at den stigende æstetisering og oplevelsesorientering i sig selv er et opgør med lokale identiteter. Rejser og globale kommunikationsstrukturer har øget kendskabet til fremmede kulturer og æstetiske udtryksformer, hvilket har medført en værdiog smagspluralisering og en underminering af geografisk forankrede identiteter. Dette har ikke mindst været tilfældet i forbindelse med den nationale identitet der er blevet problematiseret i de senere år (Featherstone, 1995:82). I modsætning til Harvey mener sociologen Mike Featherstone ikke at globaliseringen udelukkende skaber kulturel og urban ensartethed og homogenisering og et deraf følgende behov for at styrke den lokale identitet og fællesskabsfølelse. Derimod mener Featherstone at globaliseringen også skaber forskelligartede, hybride kulturer og smagsfællesskaber på tværs af skellene mellem det lokale og det globale (Featherstone, 1995:91ff). Derfor er der ingen kulturer der er specifikt og udelukkende knyttet til en bestemt lokalitet. Kulturer i dag

101

eksisterer i et globalt sammenhængende klima, mens anvendelsen af de forskellige kulturer kan gives særlige lokale udformninger, som har hver deres specificitet. Man kan f.eks. tage til pinsekarneval og høre The Blues Brothers Experience Show en kølig majaften i København – brasilianske rytmer blandet med Hollywoodplagiat garneret med dansk ølstemning. Selvom pinsekarnevallet oprindeligt var inspireret af den originale pendant i Rio de Janeiro, har det nu fået sit eget lokale liv og er blevet en fast institution og tradition blandt københavnske begivenheder – men er det af den grund typisk københavnsk? En stor del af de optrædende er f.eks. svenske, ligesom mange af madboderne også kommer fra ’hinsidan’ men sælger retter med eksotiske navne. Musikken er et sammenrend af festlig og energisk musik uden nogen entydig fællesnævner eller oprindelse - men stedet er umiskendeligt Fælledparken. Karnevalet er blot et eksempel på, hvordan der i dag eksisterer en mangfoldighed af kulturelle fænomener, der er præget af forskelligartede relationer mellem det lokale og det globale (Featherstone, 1995:118). Når samtidskulturerne i høj grad skabes i et uforudsigeligt samspil mellem fremmede, lokale og standardiserede, vestlige og kommercielle kulturer og udtryksformer, så kan man spørge hvordan bybrandingen vil afgøre hvilke kulturelle udtryk der er dækkende for den pågældende bys identitet? Endvidere har oplevelsesorienteringen skabt en foranderlighed og midlertidighed i de kulturelle udtryksformer og smage. Såfremt bybrandingen forsøger at knytte specifikke kulturelle koder til den pågældende by er der risiko for at der sker, hvad byforskeren Grame Evans betegner som et ”brand decay” - dvs. et forfald i brandets betydning (Evans, 2003:437). Derfor kan man spørge om bybranding i længden vil være i stand til at knytte og fastholde folks oplevelsesorientering og identitet til den pågældende by?

7.2. Instrumentalisering og trivialisering af kreativitet For at sikre sig mod et ’brandforfald’ har mange byer – inklusiv Odense – bl.a. nedsat en eventorganisation der skal fastholde byens ekstraordinære betydning og tiltrække en mangfoldighed af kulturelle aktiviteter, der appellerer til alle byens borgere. Dermed kan vi tale om en institutionalisering af byens kreativitet og kulturelle begivenheder med henblik på imageværdi, hvilket vi allerede pegede på i afsnit 4.3.3.3. i caseanalysen. Denne institutionalisering afspejler bybrandingens standardiserede metode. Bybranding er netop præget af nogle generelle begreber og rationaler, der cirkulerer og appliceres i forskellige 102

byer, hvis eventuelle succes danner grundlag for imitation og repetition i andre byers brandingstrategier (Czarniawaska, 2004). Dette så vi i Odense hvor det fremhæves at kulturog oplevelsesområdet er oppe i tiden, hvilket bl.a. Horsens tidligere har bevist. Men samtidig vil man i Odense gerne adskille sig fra Horsens ved at satse på byens eksisterende kræfter indenfor kultur og oplevelser. Således synes bestræbelsen på at differentiere byen og gøre noget innovativt at være indrammet af en standardiseret forestilling om, hvad forbrugerne ønsker netop nu – en forestilling som ikke mindst Florida og oplevelsesøkonomidiskursen har tematiseret. I forlængelse heraf hævder Orvar Löfgren, at institutionaliseringen af bestemte redskaber til at skabe ’den kreative by’ risikerer at trivialisere byens kreative og kulturelle betydninger og aktiviteter: This focus on the need for creativity and imagination could, however, result in routinization and trivialization. In order to become a creative person or setting one might institutionalize creativity in ways that makes it disappear (Löfgren, 2003:247). Hvorvidt det bliver tilfældet med Odense Kulturstrategi er endnu for tidligt at sige noget om, men det er dog nærliggende at minde om at H.C. Andersen-fejringen af mange blev opfattet som et decideret ’overkill’ – ikke mindst blandt de unge i Odense, der råbte ”Fuck H.C., mand!”, da kunstneren Claus Beck Nielsen besøgte Odense udklædt ud som selveste H.C. Andersen.66 Det hævder han i hvert fald selv: ”De kendte ham også med det samme, men de var trætte af ham. Jeg tror, at de følte, at det var en konspiration med 'ham den væmmelige' Anker Boye, som jeg også mødte. Det blev forbundet med voksenverdenens overgreb mod dem" (Information, 07.12.05). Spørgsmålet er om denne institutionalisering af byens kunst, kreativitet og kultur i det hele taget kan betegnes som et ”overgreb” der i sidste ende fører til kulturel trivialisering eller ligefrem modstand? I hvert fald kan man hævde, at bybrandingens rationalitet tildeler kreativitet, kultur og oplevelser en dobbeltrolle - både som mål i sig selv og som kollektivt middel til at opnå

Claus Beck Nielsen er en kunstner og performer der i høj grad anvender selviscenesættelsen som sit

kunstneriske materiale. Således kalder han sig slet ikke ved dette navn længere, da han har erklæret sig selv for død. I stedet anvendes andre navne, der er knyttet til den pågældende performance: fra Bin Nielsen, til Das Beckværk til ’en mængde Nielsen’ – og senest H.C. Andersen, da kunstneren mente, at den gamle digter skulle have lov at opleve sin egen fest (Information, 07.12.05).

103

økonomisk vækst. Derfor fristes man til at parallelisere med Max Webers tese i ”Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd” hvor værdirationalitet bliver undermineret af formålsrationalitet, og hvor mål bliver til midler, hvilket Weber formulerer med dystopien om ”rationalitetens jernbur”, der skulle beboes af: ”[f]agmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte”(Weber, 1995: 121f). Uden at abonnere på Webers teleologi og grand theory kan vi spørge, om oplevelsesøkonomi og bybranding er et eksempel på den mål-middelforskydning, som Weber taler om? Instrumentaliseres kunsten og kulturen, så dens egentlige formål glider i baggrunden til fordel for brandværdier og eventskabelse med en økonomisk målsætning? Hvor kunst og kultur tidligere var noget der nok fordrede et økonomisk fundament for at kunne eksistere, men som havde en selvstændig værdi, bliver kunst og kultur nu til midler for økonomisk vinding og bypolitisk nytte og imageværdi. Dette er i høj grad et spørgsmål der lægger op til en normativ og personlig vurdering af konkrete eksempler, hvilket ligger hinsides denne diskussion at afgøre. I stedet vil jeg pege på en generel indvending mod den opfattelse af kultur, kunst og kreativitet som oplevelsesøkonomien, bybrandingen og ikke mindst Richard Florida er eksponenter for. Ifølge kunstteoretikerne Tore Kristensen, Anders Michelsen og Jens Toft er det nemlig langt fra givet at kreativitet skal defineres sådan som vi har set i caseanalysen: ”Kan man ’kollektivisere’ noget der i den vestlige verden altid har været betragtet som lidt af en gåde, fra dybderne af den menneskelige sjæl som oplysningsfilosoffen Kant skrev” (Kristensen, Michelsen & Toft, 2005:2). Hermed antydes en forståelse af kreativitet som noget mere uforudsigeligt og uudgrundeligt, og som har været knyttet til det enkelte menneskes individuelle skabertrang, frem for noget der kan planlægges og rationaliseres med specifikke økonomiske mål for øje. Filosoffen Gilles Deleuze hævder, at den ægte kreative skaber er en ’forræder’, dvs. én der ikke identificerer sig med en fælles målsætning: ”You’re not a creator if you just sit on the line, identifying yourself as such. You have to flee the line, become a traitor” (Deleuze citeret i Osborne, 2003:512). I denne forståelse giver det ikke mening, at lade kunstnere, uddannelsesmiljøer og erhvervsliv “dele en fælles bevidsthed”, som var én af intentionerne i Kulturstrategien. Derimod er den ægte skabelse defineret ved sin uforudsigelighed, uplanlagthed og sin ’flugt’ fra en kollektiv strategi. Spørgsmålet bliver således, om man stækker kreativiteten og trivialiserer den ved at stille forventninger om at den deler fælles bevidsthed og målsætning med erhvervslivet, uddannelsesmiljøerne og kommunen?

104

7.3. Det kreative monopol Samtidig medfører bybranding og oplevelsesøkonomi en æstetisering af byen og en fremhævelse af byens kultur og oplevelser, hvilket kan have andre sociale og urbane konsekvenser. Med den urbane æstetisering er byens fysiske rum blevet fortættet med symboler og billeder der refererer til fortællinger, ikoner osv. som vi også så i caseanalysen. Ifølge John Pløger prioriterer denne iscenesættelse af byen en æstetisk og diskursiv erfaringsform på bekostning af det levede hverdagsliv i byen: ”Nærmiljøet bliver mer afhængig af ”teksten” om stedet end samtale og livserfaringen”(Pløger, 1997:208). Turister, besøgende og byens forskellige borgere menes alle at kunne konsumere den æstetiserede by som en oplevelse, hvilket skal give henholdsvis byidentitet til borgerne og formidle et godt image overfor omverdenen. Men den urbane oplevelse er forskellig og differentieret, og derfor aktualiseres sociale distinktioner, idet afkodningen af den æstetiske iscenesættelse kræver en særlig kognitiv og æstetisk kompetence og smag som ikke alle besidder (Pløger, 1997:208; Löfgren, 2000:53). Dermed kan livsformer og grupper der tidligere havde en hverdagslig tilknytning til byen føle en form for fremmedgørelse eller identitetsløshed i den brandede og upshinede by. Dette fordi den f.eks. prioriterer et smart cafémiljø frem for en lokal beværtning eller æstetisk smukke pladser frem for mere ’snuskede’ hjørner der tidligere blev tilført meningsfuldhed i kraft af det lokale liv, som udspillede sig dér. Æstetiserede opgraderinger af byen er derfor sjældent gnidningsfri og problemfri – de iværksætter derimod ofte kampe og smagskonflikter om retten til byen, hvilket kan være sundt for demokratiet og byens debatklima (Carlberg & Christensen, 2005:156). Men det er en væsentlig pointe at deltagerne i disse konflikter sjældent har lige vilkår til at deltage i og påvirke debatten. I forlængelse heraf er det mit indtryk at koblingen mellem kultur, kreativitet og økonomi installerer nogle nye magtmekanismer i bypolitikken og i den offentlige debat om byen, hvor der opstår, hvad man kunne kalde et ’kreativt monopol’.67 Dermed tildeles de

En leder i Politiken anvendte således udtrykket ”kreativt monopol”, idet den bifaldt Københavns Kommunes

overborgmester Ritt Bjerregårds planer om en såkaldt ’metropolzone’ i København der skulle baseres på Richard Floridas opskrift for den kreative by: teknologi, talent og tolerance. Egentlig skulle der i lederen have stået ”kreativ metropol”, men fortalelsen er ifølge arkitekt Jens Brandt ironisk, fordi den passer ind i opfattelsen af, at det ofte er

105

oplevelsesøkonomiske og kreativitetsfremmende argumenter en diskursiv magt over andre aktiviteter i og ønsker til byen. Det kreative monopol kan f.eks. aflæses i de konkrete, politiske prioriteringer der foregår mellem forskellige grupper, hvis tilknytning til byen man politisk enten søger at styrke eller svække afhængigt af deres kreative værdi. En artikel i Politiken peger på en sådan problematik i København. Den drejer sig om at kommunen ønsker at udnytte byens ’kreative potentiale’ ved blandt andet at udvikle Kødbyen på Vesterbro til en ’kreativ zone’. ”Byområderne må følge med tiden, og der er desværre mange ildsjæle, der ikke har råd til både at skulle betale en almindelig husleje og have et erhvervslejemål ved siden af”, forklarer Kulturborgmester Martin Geertsen, der gerne vil skabe friere og billigere rammer for kunstnerne og de kreative ved at udleje lokaler i det kommunalt ejede område (Politiken, 02.06.06). Imidlertid har kommunens planer ført til bekymring blandt de eksisterende slagtere i området om at de med tiden vil blive presset til at flytte: ”Hvis kødbyen ikke længere må være et lukket område, kan hundeluftere og festende naboers efterladenskaber gøre det svært at leve op til sundhedsmyndighedernes sanitære krav – og så kan vi ligeså godt flytte til en betonbygning i et industriområde” (ibid). Artiklen peger på, at strategien med de kreative zoner er led i en kreativ og kulturel styrkelse af København, der skal tiltrække kapital til byen. En situation hvor traditionelle og konventionelle erhverv kan komme til kort på grund af det kreative monopol på byens udvikling. Samtidig er der måske også andre grunde til at være varsom med politisk at udråbe bestemte kvarterer som regulære kreative zoner - i hvert fald hvis man skal tage ved lære af Sharon Zukins konklusioner i bogen ”Loft Living” (1988). Heri viser hun i en New Yorkkontekst, hvordan kunstnerne og de kreative selv risikerer at blive ofre for den kreative bys konsekvenser. Kunstnerne flytter ofte ind i nedslidte arbejderkvarterer pga. de billige lejemål, og fordi de tiltrækkes af den ofte ’rå’ æstetik i de upolerede og forfaldne bygninger og gader. Kunstnernes tilstedeværelse og deres aktiviteter er ofte startskuddet til en gentrificeringsproces, idet de nye kulturelle betydninger som kunstnerne har tilført kvarteret tiltrækker den højtuddannede og ikke mindst vellønnede, kulturforbrugende middelklasse.68

nogle bestemte, magtfulde grupper bestående af politikere, kulturpersoner og fremtrædende meningsdannere og deriblandt medierne, der definerer, hvad der udgør ’den kreative by’ (Politiken, 20.08.06). 68

’Gentrificering’ er et begreb for den proces, hvor middelklassefolk med ”fine manerer” fortrænger

106

Dermed går kvarteret fra at være afdanket til at blive smart og attraktivt, huslejepriserne skrues op - og kunstnerne – som startede hele processen – må finde andre kvarterer med billigere atelierer, øvelokaler osv. Samtidig risikerer det nye, trendy kvarter at miste sin oprindelige, kreative attraktionsværdi og blive pænt og domesticeret (Zukin, 1988; Carlberg & Christensen, 2005:59; Evans, 2003:428). Det rejser spørgsmålet om Floridas begreb om ’den kreative klasse’ ikke netop overser nogle forskelle der fortsat består mellem kunstnerne og det brede lag af den veluddannede middelklasse som han inkluderer i den kreative klasse? Middelklassen vil måske gerne spejle sig i kunstneren som forestilling men har reelt en anden livsform, andre behov og forventninger til byen. På baggrund af Zukins undersøgelse er spørgsmålet endvidere om den kreative by som brandkoncept tenderer mod at underminere sig selv grundet nogle iboende logikker i måden, hvorpå kreativitet blomstrer og uddør? Kulturkritikeren Siegfried Kracauer har længe før talen om bybranding givet sin definition på den gode og kreative by: ”Byers værdi bestemmes efter det antal steder i dem, som er indrømmet improvisationen” (Kracauer citeret i Reeh, 2002:121). Dvs. jo flere steder til improvisation der er i en by, desto mere værdifuld er den kulturelt og urbant set. Og det er vel også det man ønsker med brandingen af den kreative by. Men man gør det med henblik på noget andet som f.eks. ”mental og økonomisk vækst” og på baggrund af generelle koncepter for den kreative by. Derfor vil jeg hævde at bybranding i sine konsekvenser kan være med til at begrænse den improvisation og kreativitet som bybranding i udgangspunktet ønsker at fremme. Spørgsmålet er således om man overhovedet kan planlægge den kreative by, idet allerede udviklingen af en sådan strategi og et sådant brand implicerer bestemte målsætninger og rationaler der kan have kontraproduktive virkninger på noget så uforudsigeligt som kreativitet og noget som komplekst som en by. I hvert fald tror jeg at det er væsentligt at have dette paradoks for øje når man bypolitisk ønsker at udvikle den gode by.

arbejderklassen i tidligere arbejderkvarterer i indre byområder (Carlberg & Christensen, 2005:25).

107

8. Litteratur Trykte publikationer:69 Advice Analyse (2000): Den Kreative Alliance: Samspillet mellem kulturlivet og erhvervslivet. København: Advice Analyse. Albertsen, Niels (1992): “Byen, det sociale og retorikken – en retorisk rundtur i byens sociale rum”, pp. 181-202 i: Christensen, Christa L. & Thau, Carsten (red.): Omgang med tingene: 10 essays om tingenes tilstand. Århus: Aarhus Universitetsforlag. Albertsen, Niels (1999): ”Urbane atmosfærer”, pp. 5-29 i: Sociologi i dag. Nr. 4, 1999. Amin, Ash & Graham, Stephen (1997): “The ordinary city”, pp. 411-429 i: Trans Inst Br Geogr. Nr. 22, 1997. Amin, Ash & Thrift, Nigel (2002): Cities: Reimagining the Urban. Cambridge: Polity Press. Barnett, Clive (1999): “Culture, government and spatiality – Reassessing the ‘Foucault effect’ in cultural-policy studies”, pp. 369-397 i: International Journal of Cultural Studies. Årg. 2. Nr. 3. Bech, Henning (1992): “Bylivets Tidsrum. Et by/kultur/sociologisk essay”, pp. 7-15 i: Tendens. Årg. 4. Nr. 1. Benevolo, Leonardo (1993): The Industrial City. Oxford: Blackwell. Berg, Per-Olof (2000): “Dreaming up a Region? Strategic Management as Invocation”, pp. 55-94 i: Berg, Per-Olof, Linde-Laursen, Anders & Löfgren, Orvar (red.): Invoking a Transnational Metropolis – The Making of the Øresund Region. Lund: Studenterlitteratur. Bille, Trine; Fridberg, Torben; Storgaard, Svend; Wulff, Erik (2005): Danskernes kulturog fritidsaktiviteter 2004 – med udviklingslinier tilbage til 1964. København: AKF Forlaget. Billehøj, Claus Bjørn & Jørgensen, Schultz Peter (2004): ”Fyn i Forandring – en Region i Vækst”, pp. 6-7 i: Byplan Nyt. Årg. 2004. Nr. 3. Bitsch Christensen, Søren (2005): ”Bykonkurrence og byidentitet: Danmark 1960-2000”. Paper til 25. Nordiske Historikermøde, Stockholms Universitet. Session ”Den nordiske staden – från industraialism till postindustrialism”. 6. august, 2005. Bruun Jensen, Jan (2005): “Byudviklingens Nye Fællesrum” i: Kulturforvalterne Unlimited. Tema: Kulturel byudvikling. Nyhedsbrev nr. 20. September. Burchell, Graham (1996): “Liberal Government and the Techniques of the Self”, pp. 1936 i: Barry. Andrew et al (red.): Foucault and Political Reason .UCL Press. Carlberg, Nicolai & Christensen, Søren Møller (2005): Byliv og Havnefront. København: Museum Tusculanums Forlag. Christgau, Joachim & Jacobsen, Martin Vibe (2005): “Bybranding i oplevelsessamfundet”, artikel fra den 07.04.05, hentet fra www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=11827 (7. september, 2006). Clark, Terry Nichols (red.) (2004): The City as an Entertainment Machine. Research in Urban Policy. Vol. 9. JAI.

Der optræder få tekster fra Internettet. Disse medtaget, da de er sammenhængende tekster, som er blevet

downloadet i deres fulde længde. De øvrige referencer fra Internettet er samlet efter de trykte tekster.

108

Clausen, Henrik Kjærgaard (2006): Odense Kommune. Image-undersøgelse.Wilke A/S. Odense / København. Craik, Jeniffer (1997): “The Culture of Tourism”, pp. 113-136 i: Rojek, Chris & Urry, John (red.): Touring Cultures. London: Routledge. Crouch, David (1994): ”Teritorialitet, steder og identitet”, pp. 59-79 i: Tonboe, J. (red.): Territorialitet – Rumlige, historiske og kulturelle perspektiver, Odense: Odense Universitetsforlag. Czarniawaska, Barbara (2004): “Gabriel Tarde and Big City Management”, pp. 119 – 134 i: Distinktion. Nr. 9, 2004. Dahl, Henrik & Buhl, Claus (1993): Marketing og Semiotik. Odense: Akademisk Forlag. Dean, Mitchell (1999): Governmentality: power and rule in modern society. London: Sage. Denzin, Norman K. (1989): “Strategies of Multiple Triangulation”, pp. 234 – 247 i: Denzin: The Research Act: A Theoretical Introduction to Sociological Methods. Prentice-Hall. Donald, James (1999): Imagining the Modern City. London: The Athlone Press. Dreyfus, Hubert L. & Rabinow, Paul (1983): Michel Foucault: Beyond Structuralism and Hermeneutics. Second Edition. Chicago: The University of Chicago Press. Duelund, Peter (2005): ”Hvilken status har Richard Floridas teoridannelser i kultur og samfundsvidenskaben?”. Fra www.kulturpolitisketorsdage.modernekultur.ku.dk/program/den_ kreative_tidsalder/1315/ (10. Oktober, 2006). Ek, Richard (2002): ”Vi skal iscenesætte vores by” pp. 127-149 i: O’Dell, T. (red.): Upplevelsens Materialtet. Lund: Studenterlitteratur. Ek, Richard (2005): “Regional Experiencescapes as Geo-economic Ammunition”, pp. 6989 i: O’Dell, T. & Billing, P. (red.): Experiencescapes. København: Copenhagen Business School Press. Erhversministeriet og Kulturministeriet (2000): Danmarks Kreative Potentiale. Kultur- og erhvervspolitisk Redegørelse 2000. København: Kulturministeriet og Erhvervsministeriet. Erhvervs- og Boligstyrelsen (2003): Kortlægning & analyse af byernes udfordringer: Cases: 13 danske byer. Udarbejdet af Nellemann Konsulenterne. Evans, Graeme (2001): Cultural Planning: an urban Renaissance? London: Routledge. Evans, Grame (2003): “Hard-Branding the Cultural City – from Prado to Prada”, pp. 417440 i: International Journal of Urban an Regional Research. Årg. 27. Nr.2. Featherstone, Mike (1995): Undoing Cultures: Globalization, Postmodernism and Identity. London: Sage. Florida, Richard (2005): Den Kreative Klasse – og hvordan den forandrer arbejde, fritid, samfund og hverdagsliv. Århus: Forlaget Klim. Flyvbjerg, Bent (1991): Rationalitet og Magt. Bind 2. Århus: Akademisk Forlag. Flyvbjerg, Bent (2000): Rationalitet og Magt: Det konkretes Videnskab, bind 1. Odense: Akademisk Forlag. Fog, Jette (1994): Med Samtalen Som Udgangspunkt. Det Kvalitative Forskningsinterview. København: Akademisk Forlag. Fontana, Andrea & Frey, James H. (1994): “Interviewing. The Art of Science”, pp. 361 – 376 i: Denzin & Lincoln (red.): Handbook of Qualitative Research. Sage Publications. Foucault, Michel (1983): “The Subject and Power: An afterword”, pp. 208-226 i: Dreyfus, Hubert L. & Rabinow, Paul: Michel Foucault: Beyond Structuralism and Hermeneutics. Second Edition. Chicago: The University of Chicago Press.

109

Foucault, Michel (1991a): “Space, Knowledge, and Power”, pp. 239-256 i: Rabinow, P. (red.): The Foucault Reader – An introduction to Foucault’s Thought. London: Penguin Books. Foucault, Michel (1991b): “Questions of Method”, pp. 73-86 i: Burchell, G; Gordon, C. & Miller, pp. (red.): The Foucault Effect – Studies in governmentality. London: Harvester Wheatsheaf. Foucault, Michel (1991c): “Governmentality”, pp. 87-104 i: Burchell, G; Gordon, C. & Miller, pp. (red.): The Foucault Effect – Studies in governmentality. London: Harvester Wheatsheaf. Foucault, Michel (1991d): “Polemics, Politics, and Problematizations: An Interview”, pp. 373-390 i: Rabinow, P. (red.): The Foucault Reader – An introduction to Foucault’s Thought. London: Penguin Books. Foucault, Michel (1994): Viljen til viden: Seksualitetens Historie 1. København: Det Lille Forlag. Foucault, Michel (1997a): ”The Birth of Biopolitics” pp. 73 - 79, i: Rabinow, P (red.): Michel Foucault – Ethics: subjectivity and truth. Essential works of Foucault 1954-1984, vol. I. New York: The New Press. Foucault, Michel (1997b): “The Ethics of the Concern for Self as a Practice of Freedom”, pp. 281-301 i: Rabinow, P (red.): Michel Foucault – Ethics: subjectivity and truth. Essential works of Foucault 1954-1984, vol. I. New York: The New Press. Foucault, Michel (2000a): “Technologies of the self”, pp. 223-252 i: Ethics, Subjectivity, and Truth. Essential Works of Foucault 1954-1984. Volume 1. London: Penguin Books. Foucault, Michel (2000b): ””Omnes et Singulatim”: Toward a Critique of Political Reason”, pp. 298-325 i: Faubion, James D. (red.): Michel Foucault – Power. Essential Works of Foucault 1954-1984. Vol. III. London: Allen Lane. The Penguin Press. Foucault, Michel (2000c): “The Subject and Power”, pp. 327-348 i: Faubion, James D. (red.): Michel Foucault – Power. Essential Works of Foucault 1954-1984. Vol. III. London: Allen Lane. The Penguin Press. Foucault, Michel (2002): Overvågning og Straf. København: Samlerens Bogklub. Færch, Søren (1992): “Odense Banegårdscenter – forhandlingsplanlægning under nye vilkår”, pp. 125-129 i: Byplan. Årg. 1992. Nr. 4. Gehl, Jan (1971): Livet Mellem Husene. København: Kunstakademiets Arkitektskole. Giddens, Anthony (1995): The Constitution of Society: outline of the theory of structuration. Cambridge: Polity Press. Giddens, Anthony (1996): Modernitetens Konsekvenser, København: Hans Reitzels Forlag. Goss, Jon (1996): ”Disquiet on the Waterfront: reflections on nostalgia and utopia in archetypes of the festival market place”, pp. 221-247 i: Urban Geography. Årg. 17, nr. 3. Groth, Niels Boje (2002): “Globalisering sætter byidentiteter og regionale identiteter under pres: sammendrag af rapport samt bemærkninger til politikken på området”, pp. 16-21, i: Europæiske Byer i en Global Æra: Byidentiteter og Regional Udvikling. København: Miljøministeriet, Landsplanafdelingen. Gaardmand, Arne (1991): Plan og Metode – om den rationalistiske planlægnings nedtur og om morgendagens metode. København: Arkitektens Forlag og Planstyrelsen. Gaardmand, Arne (1993): Dansk Byplanlægning 1938-1992. København: Arkitektens Forlag. Hammershøj, Lars Geer (2001): ”Selvdannelse og nye former for socialitet – technofesten som eksempel”, pp. 23-43 i: Dansk Sociologi. Årg. 12. Nr. 2. 110

Hannigan, John (1998): Fantasy City – Pleasure and profit in the postmodern metropolis. New York: Routledge. Hansen, Carsten Svane, Hansen, Peter Nørbæk & Quist, Palle (red.) (1997): Samfundslex, København: Gyldendal Undervisning. Harvest, Jesper (2003): Odense Byplan 1966-1988: Fra Vollsmose til Blangstedgård. Fra Gadegennembrud til Cykelruter. Odense: Byhistorisk Udvalg. Harvey, David (1990): The Condition of Postmodernity. Cambridge: Blackwell Publishers. Heidegren, Carl-Göran (1995): ”Det goda livet i Oplevelsessamfundet”, pp.29 - 42 i: Carleheden, Mikael & Bertilsson, Margereta (red.): ”Det Goda Livet: Etik i det (post)moderna samhället: om renässasen för en borttappad disciplin. Brutus Östlings bokförlag Symposion. Hermann, Stefan (2000): Fra magt/viden og dominans til selvteknologier og frihedspraksis. Sociologiske træk af Michel Foucaults samtidsdiagnose. Artikel fra Institut for Statskundskab. Aarhus Universitet. Hermann, Stefan (2003): ”Fra folkeskole til kompetencemiljø – tendenser i videnssamfundets kapitallogik”, pp. 231 – 266 i: Christian Borch og Lars Thorup Larsen (red.): Perspektiv, magt og styring. Luhmann og Foucault til diskussion. København: Hans Reitzels Forlag. Jespersen, Heino (1999): ”Hvorfor bypolitik?”, pp. 5-12 i: Samfundsøkonomen. Nr. 7. Johnson, Allan G. (1995): The Blackwell Dictionary of Sociology: A User’s Guide To Sociological Language. London: Blackwell Reference. Kjærgaard Clausen, Henrik (2006): Odense Kommune - Image-undersøgelse. Wilke A/S. Kristensen, Tore, Michelsen, Anders & Toft, Jens (2005): “Kan Danmark vinde på kreativitet?”, hentet fra internettet: www.kulturpolitisketorsdage.modernekultur.ku.dk /upload /application/pdf/a81cee82/Kan%20Danmark%20vinde%20pÃ¥%20kreativitet.pdf (10. oktober, 2006). Kvale, Steiner (1997): InterView: En introduction til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag. Le Corbusier (1971): The City of Tomorrow and its Planning, London. The Architectural Press. Lemberg, Kai (1981): ”Portrætter af Den Onde By – og Den Gode”, pp. 12-25 i: Den Gode By – en debatbog. SBI-Byplanlægning 40. Statens Byggeforskningsinstitut. Lumholdt, Henrik (1992): ”Nye ideer i Odense Erhvervsplanlægning”, pp. 129-132” i: Byplan. Årg. 1992. Nr. 4. Löfgren, Orvar (2000): “Moving Metaphors” pp. 27-54 i: Berg, Per-Olof, Linde-Laursen, Anders & Löfgren, Orvar (red.): Invoking a Transnational Metropolis – The Making of the Øresund Region. Lund: Studenterlitteratur. Löfgren, Orvar (2003): “The New Economy: a cultural history”, pp. 239-254 i: Global networks. Årg. 3. Nr. 3. Löfgren, Orvar (2005): “Kultur och ekonomi”, pp. 27-36 i: Nordnytt. Nr. 94. Saxoinstituttet, afdeling for Arkæologi og Etnologi, Københavns Universitet. Madsen, Peter (2002): ”Identitet og Urbanitet – den heterogene, demokratiske by”, pp. 44-49 i: Miljøministeriet (red.): Europæiske Byer i en Global Æra – Byidentiteter og Regional Udvikling. København: Miljøministeriet. Maffesoli, Michel (1996): The Time of the Tribes. London: Sage Publications.

111

Maffesoli, Michel (1997): “The Return of Dionysus” i: Sulkunen, Holmwood, Radner, Schulze (red.): Constructing the New Consumer Society. London: MacMillan Press. Mammen, Hans (1994): ”Territorier og værdier i byog bebyggelsesplanlægningen”, pp. 261-281 i: Tonboe, Jens (red.): Territorialitet – rumlige, historiske og kulturelle perspektiver. Odense: Odense Universitetsforlag. Massey, Doreen (1995): ”The Conceptualization of Place”, pp. 45-86 i: Massey, D (red.): A Place in the World? Places, Cultures and Globalization. London: Oxford university Press. Massey, Doreen (1997): “En Global Stedfølelse”, pp. 306-318 i: Jonny Aspen og John Pløger (red): På sporet av byen. Lesninger av senmoderne byliv. Oslo: Spartacus Forlag A/S. Mazanti, Birgitte (2002): Fortællinger fra et Sted. Ph.d.-afhandling. København: By og Byg. Mercer, Colin (2005): “Cultural Planning for Urban and Community Development” i: Kulturforvalterne Unlimited. Tema: Kulturel byudvikling. Nyhedsbrev nr. 20. September. Miljøministeriet (2002): Europæiske Byer i en Global Æra: Byidentiteter og Regional Udvikling. København: Miljøministeriet, Landsplanafdelingen. Mommaas, Hans (2002): ”City Branding – the necessity of socio-cultural goals”, pp. 3247 i: Patteeuw, V.: City Branding: image Building & Building Images. Rotterdam: NAI Publishers. Mumford, Lewis (1997/1938): The Culture of Cities. Routledge/Thoemmes Press. Nielsen, Henrik Kaare (1993): Kultur og Modernitet. Århus: Århus Universitetsforlag. Nielsen, Henrik Kaare (1996): Æstetik, Kultur og Politik. Århus: Århus Universitetsforlag. Nielsen, Tom (2002): “Urban offentlighed mellem konformitet og frisættelse”, pp. 77-92 i: Distinktion. Nr. 4, 2002. Nyrop, Jannik (1992): “Odense – fra strategiplan 1939 til Strategiplan 2005”, pp. 118-124 i: Byplan. Årg. 1992. Nr. 4. O’Dell, Tom (2005): “Experiencescapes – Blurring Borders and Testing Connections”, pp. 11-33 i: O’Dell, T. & Billing, P. (red.): Experiencescapes. København: Copenhagen Business School Press. Ohmae, Kenichi (1996): The End of the Nation State. The Rise of Regional Economies. London: HarperCollins. Osborne, Thomas & Rose, Nikolas (1999): “Governing Cities: Notes on the Spatialisation of Virtue”, pp. 737-760 i: Environment & Planning D: Society and Space. Nr. 17, 1999. Osborne, Thomas (2003): “Against ‘creativity’: a philistine rant”, pp. 507-525 i: Economy and Society. Årg. 32. Nr. 4. Pagh, Christian (2005): “Fra Færdig til Foranderlig: Udfordringer for Fremtidens Kulturplanlægning”, i: Kulturforvalterne Unlimited. Tema: Kulturel byudvikling. Nyhedsbrev nr. 20. September. Pedersen, Sandy Brinch (2003): “Dansk Kulturpolitik på Lokalplan”. Fra www.humaniora.sdu.dk/danskkolding/artikler/pdf/SandraPraktik.pdf#search=%22Dans k%20Kulturpolitik%20p%C3% A5%20lokalplan%22 (12 . august, 2006). Pløger, John (1997): “Nærmiljøet som diskursivt iscenesat!”, pp. 197 – 211 i: Sociologisk Tidsskrift. Årg. 5. Nr. 3. Pløger, John (2001): Byens språk. Oslo: Spartacus Forlag A/S. Pløger, John (2002a): ”Byfællesskab – spræningningen af et spatialt dispositiv”, pp. 63-76 i: Distinktion. Nr. 4, 2002. Pløger, John (2002b): Den fragmentariske by og det ”gode byliv”. Udfordringer for fremtidens byog boligplanlægning, SBI, By & Byg (www.byogbyg.dk). 112

Pløger, John (2004): ”Senmoderne byliv – byen som levet og forestillet”, p. 99-113 i: Skifter Andersen, H & Thor Andersen, T: Den Mangfoldige By – opløsning, oplevelse, opsplitning. SBI 2004:01. Statens Byggeforskningsinstitut. Rasmussen, Henrik (red.) (1999): Gads Litteratur Leksikon. København: Gads Forlag. Reeh, Henrik (2002): Den Urbane Dimension: Tretten variationer over den moderne bykultur. Odense: Syddansk universitetsforlag. Regeringen (2003): Danmark i Kultur- og Oplevelsesøkonomien - fem nye skridt på vejen: vækst med vilje. Regeringen, september 2003. Ristilammi, Per-Markku (2000): “Cultural Bridges, Events and the New Region”, pp. 95108 i: Berg, Per-Olof, Linde-Laursen, Anders & Löfgren, Orvar (red.): Invoking a Transnational Metropolis – The Making of the Øresund Region. Lund: Studenterlitteratur. Robins, Kevin (1997): “Hva i All Verden er en Postmoderne By?”, pp. 319 – 348 i: Aspen, Johnny & Pløger, John (red.).: På Sporet af Byen – lesninger af senmoderne byliv. Oslo: Spartacus Forlag A/S. Rojek, Chris & Urry, John (1997): “Transformations of Travel and Theory”, pp. 1-19 in: Rojek, Chris & Urry, John (red.): Touring Cultures. New York/London: Routledge. Rose, Gillian (1995): “Place and Identity: a sense of place”, pp. 87-132 i: Massey, D. & Jess, P. (red.): A Place in the World? Places, Cultures and Globalization. Oxford: Oxford University Press. Rose, Nikolas (1999): Powers of Freedom – Reframing Political Thought. Cambridge: Cambridge University Press. Rose, Nikolas (2003): “At Regere Friheden”, i: Christian Borch og Lars Thorup Larsen (red.): Perspektiv, magt og styring. Luhmann og Foucault til diskussion. København: Hans Reitzels Forlag. Schulze, Gerhard (1992): Die Erlebnisgesellschaft: Kultursoziologie der Gegenwart. Frankfurt / New York: Campus Verlag. Sitte, Camillo (1982): Stadsbyggnad och dess Konstnärliga Grundsatser. Stockholm: Arkitekur Förlag. Skot-Hansen, Dorte (2004): “Culture & The city – Kulturalisering af byudviklingen eller udvikling af bykulturen?”, pp. 186-201 i: Røyseng, Sigrid & Solhjell, Dag (red.): Kultur, politikk og Forskning – festskrift til Per Mangset på 60-årsdagen. Bø: Telemarksforskning. Smidt-Jensen, Søren (2005): ”City Branding: Lessons from medium sized cities in the Baltic Region” i: Medium Sized Cities in Dialogue Around the Baltic Sea: an Interreg IIIB Project. Frederiksberg. Danish Centre for Forest, Landscape and Planning. Thorup Larsen, Lars (2000): ”De unormales genealogi – anmeldelse af Michel Foucaults ”Les anormaux – Cours au Collège de France: 1974-1975”, pp. 144 -147 i: Distinktion. Nr. 1, 2000. Tonboe, Jens (1993): Rummets Sociologi – kritik af teoretiseringen af den materielle omverdens betydning i den sociologiske og kulturgeografiske tradition. Doktor-disputats, Aaborg Universitetscenter: Akademisk Forlag. Turner, Victor (1977): “Frame, Flow and Reflection: Ritual and Drama as Public Liminality” in: Benamou, Michel & Caramello, Charles (red.): Performance in Postmodern Culture. Madison: University of Wisconsin. Turner, Victor (2001): ”Liminal and Liminoid”, pp. 201-209 i: Counsell, Colin & Wolf, Laurie (red.): Performance Analysis - an introductury coursebook.London: Routledge. Webster, Frank (2001): ”Re-inventing Place: Birmingham as an information city?, pp. 27 – 46 i: City. Årg 5. Nr. 1. Taylor & Francis Ltd. 113

Welsch, Wolfgang (1997): Undoing Aesthetics. London: Sage Publications. Wilson, Elizabeth (1987): Klædt i Drømme: Om mode. København: Tiderne Skifter. Zukin, Sharon (1988): Loft Living: Culture and Capital in Urban Change. London: Radius. Zukin, Sharon (1995): The Cultures of Cities. Cambridge: Blackwell Publishers Inc. Zukin, Sharon (2002): “Gentænkning af Downtownbegrebet: Om branding af det særegne”, pp. 10-19 i: Europæiske Identiteter i en Global Æra: Byidentiteter og Regional Udvikling. Budskaber og Konklusioner. København: Miljøministeriet. Åkerstrøm Andersen, Niels (1999): Diskursive Analysestrategier. Nyt fra Samfundsvidenskaberne. København: Institut for Organisation og Arbejdssociologi.

Empirisk analysemateriale: Odense Erhvervsstrategi (2006). Odense Kommune. Strategiplan Vision Odense (2004). Odense Kommune. Udkast til Odense Kulturstrategi (2004). Odense Kommune. Kulturstrategi – dokumentationsdel (2004). Odense Kommune. Odenses Kreative Potentiale (2003). PLS Rambøll Management, udarbejdet for Odense Kommune og Real Dania. OPUS / Odenses Potentialer, Udfordringer og Styrker (2003). Konsulentrapport udarbejdet for Fyns Amt om Odense. Fyns Amt. PULS / Potentialer, Udfordringer, Lokale Styrker (2003). Konsulentrapport udarbejdet for Fyns Amt om Fyn som region. Fyns Amt. Byudvikling - Odense Kommuneplan (2004). Odense Kommune.

Artikler fra dagblade o.a.: Information, 07.12.05: ”HCA’s egen oplevelse”, af Ulla Dubgaard og Anaïs Caballero y Stuckas, pp.12-13. Politiken, 02.06.06: ”Kreative skubber slagerne ud af Kødbyen”, af Sine Pallesen, 3. sektion, pp. 4. Politiken, 20.08.06: ”Rådhusplads: Den Urbane Metropol”, af Jens Brandt, 3 sektion, pp. 8. Urban Fyn, 06.01.05: ”Odense er ikke cool blandt unge”, af Emil Møller Svendsen, 1. sektion, pp. 8. Urban Fyn, 07.01.05: ”Cool”, af Morten Hopballe, 1. sektion, pp. 10. Urban Fyn 02.06.05: ”Ny Taktik i Vollsmose”, af Ulrik Andersen, 1. sektion, pp. 13. StrukturMagasinet Nr. 2, dec. 05 – jan. 06: ”Tema: Kommunebranding”, pp. 46-55. Websider: www.brandts.dk (3. august, 2006). www.db.dk/cks/DenKreativeBy.pdf (25. oktober, 2006). www.fyn.dk (14. juni, 2006). www.hca2005.dk/havepr/HCA2005_micro/Kronik%20i%20information.pdf (25. oktober, 2006). www.im.dk/publikationer/ strukturaftale/ kap14.html (23. juni, 2006). www.kulkom.dk/index.php?mode=context&M=2&id=21 (2. November, 2006). www.kulturforvalterne.dk/Default.aspx?id=78&recordid78=165 (12. marts, 2006).

114

www.liveablecity.dk/main.asp?id=19 (1. august, 2006). www.liveablecity.dk/projektbeskrivelse/projektbeskrivelse.pdf (1. august, 2006). www.liveablecity.dk/projektbeskrivelse/projektbeskrivelse.pdf (2. august, 2006) www.odense.dk/Topmenu/ByMiljø/Vollsmosesekretariatet.aspx (14. september, 2006). www.odense.dk/Topmenu/KulturFritid/Kulturstrategi/Festivaler%20og%20events%20E venthouse%20 Odense.aspx (5. september, 2006). www.odense.dk/Topmenu/KulturFritid/Kulturstrategi/Tilblivelsen%20af%20en%20Kul turstrategi.aspx (10. oktober, 2006). www.odense.dk/Aktuelt/Nyheder%20og%20pressemeddelelser/Nyheder/Odense%20 Havnekulturfestival%2019%20%2021%20maj%202006.aspx (25. juli, 2006). www.odense.dk/Web/Havnen/Nyheder/Anker%20Boyes%20indvielsestale.aspx (10. oktober, 2006). www.odense.dk/Web/Havnen/Nyheder/Anker%20Boyes%20indvielsestale.aspx (10. oktober, 2006). www.odense.dk/Web/Havnen/Nyheder/Havnekulturfestival.aspx (21. september, 2006). www.realdania.dk/Presse/Pressemeddelelser+2006/Arkiv/Pressemeddelelser+2005/Press releases/Odense +24-11-2005.aspx (10. Oktober, 2006).

Billedfortegnelse: Figur 1: Fra industriby til haveby ifølge Howard. Fra www.history.sandiego.edu/gen/filmnotes/images2/howard3b.jpg (2. oktober, 2006). Figur 2: Le Corbusiers La Ville Radieuse. Fra www.drwagnernet.com/40b/lectures/16.02-LaVille-Radieuse.-19.jpg (2. oktober, 2006). Figur 3: Kort over Odense fra 1593. Fra www.odensebib.dk/upload/Odensebib/aVoksne/aes/georg_brauers_kort_over_odense_fra_ 1593.jpg (6. november, 2006). Figur 4: Bydelen Vollsmose i Odense, pp. 16 i: Harvest, Jesper: Odense Byplan. Odense: Byhistorisk Forlag. Figur 5: Bydelen Vollsmose i Odense, pp. 16 i:Harvest, Jesper: Odense Byplan. Odense: Byhistorisk Forlag. Figur 6: Thomas B. Thrigesgade i Odense bymidte, pp. 38 i: Harvest, Jesper: Odense Byplan. Odense: Byhistorisk Forlag. Figur 7: Vækstdynamik ifølge ”Odense Strategiplan 1992”. Fra Byplan, årg. 92. Nr. 4. pp. 120. Figur 8: Zoneinddeling af byen. Fra Byplan, årg. 92. Nr. 4. pp. 132. Figur 9: Kulturstrategien i centrum for Odenses visioner. Fra ”Udkast til Kulturstrategi for Odense, juni 2004”, pp. 2. Figur 10: Musikalsk kredsløb, der skal realisere Vision Odenses målsætninger. Udbygning af figur 9. Fra ”Udkast til Kulturstrategi for Odense, juni 2004”, pp. 10. Figur 11: Kulturakse med kreativ atmosfære. Fra ”Udkast til Kulturstrategi for Odense, juni 2004”, pp. 22. Figur 12: caféliv i Odense til venstre og Barcelonas Rambla som inspiration til højre. Fra ”Udkast til Kulturstrategi for Odense, juni 2004”, pp. 22. Figur 13: Historisk gadenavneskilt. Eget billede, taget 10. marts, 2006. Figur 14: Solansigter opstillet i byrummet. Eget billede, taget 10. marts, 2006.

115

Figur 15: Planer for omdannelse af Odense Indre Havn. Fra www2.skovognatur.dk/udgivelser/2004/87-7279-588-3/html/images/s118.jpg (6. november, 2006). Figur 16: Resterne af industrihavnen i Odense. Fra www.museum.odense.dk/upload/historie/billede5b.jpg (6. november, 2006). Figur 17: Rockkoncert under Havnekulturfestival. Fra www.odense.dk/upload/havnen/regnstor.jpg (6. november, 2006). Figur 18: Kajakpolo under Havnekulturfestivalen. Fra www.odense.dk/upload/havnen/landskampstor.jpg (6. november, 2006).

116

Bilag A: Metodeovervejelser Som det fremgår af caseanalysen læser jeg Odense Kulturstrategi som en ny form for bypolitisk styringsrationalitet og undersøger dens tilblivelse, intentioner og funktionsmåde. Jeg fokuserer på, hvordan bestemte problematiseringer iværksætter nye målsætninger og nye måder til at styre på. Disse styringsmæssige tiltag kan aflæses på mange forskellige planer og i forskellige sammenhænge: I officielle politiske visioner, i dagbladsartikler og i konkrete projektbeskrivelser. Ifølge Foucault bør man principielt læse alle tekster, der er relateret til den undersøgte styringsrationalitet (Åkerstrøm Andersen, 1999:47). Denne repræsenterer nemlig forskellige og varierende intentioner og målsætninger, som kun kan afdækkes ved at foretage en bred læsning af styringsrationalitetens funktionsmåde. Foucault taler netop om ”diskursernes taktiske polyvalens”, hvilket henviser til, at rationaler og diskurser kan dække over mange forskellige intentioner og betydninger. ”Derfor må diskurser opfattes som en serie af afbrudte segmenter, hvis taktiske funktion hverken er ensartet eller stabil” (Foucault refereret

Flyvbjerg,

2000:121).

Denne

diskursive

multiplicitet

skal

studiet

styringsrationalitet være med til at rekonstruere, hvorfor jeg har inddraget mange forskellige former for empirisk materiale.

Bilag A.1. Skriftligt empirisk materiale Det skriftlige materiale jeg anvender, skal dels give indtryk af de politiske målsætninger og visioner, som styringsrationaliteten søger at realisere og dels give indtryk af de problematiseringer af den eksisterende situation, som visionerne og målsætningerne er fostret på baggrund af. Hvor jeg anvender politiske visionspapirer til det første formål, anvendes

især

konsulentrapporter

til

det

andet

formål.

Derudover

anvendes

dagbladsartikler og visuelt materiale i mere begrænset omfang. Konsulentrapporter: repræsenterer ikke officielle politiske synspunkter men udgør det vidensgrundlag og de anbefalinger, som politiske beslutninger træffes på baggrund af. Disse rummer især de problematiseringer, som de efterfølgende politiske visioner er skabt med henblik på at imødekomme. Derfor mener jeg, at konsulentrapporterne hænger tæt sammen med de politiske visioner. Politiske dokumenter: dækker over en række forskellige typer tekster – lige fra overordnede visioner over webtekster til konkrete politiske forslag. Da intentionen ikke er at finde ud af

117

hvem,

der

har

besluttet

hvad

hvornår,

men

derimod

belyse

hvordan

problematiseringer kobles med bestemte løsninger, finder jeg det relevant at inddrage relativt forskelligartede typer af tekster. På hver deres måde afspejler de den officielle profil, som Kulturstrategien ønskes at få i offentligheden og som skal være med til at skabe offentlig forståelse, goodwill og opbakning blandt interesserede borgere, medier og forskere. Disse dokumenter bærer præg af en bestemt type retorik og et bestemt vokabularium, der forbinder de forskellige tiltag og målsætninger. Dagbladsartikler: anvendes især til at belyse hvilke offentlige diskussioner og kritikker, der har været af Odenses aktuelle situation og af de politiske tiltag som iværksættes. Visuelt materiale: I ovenstående tekstmateriale optræder fotos og figurer, der skal understøtte de omtalte projekter og tiltag visuelt. Derudover har jeg gennem to ophold i Odense taget billeder af byrummet. Dette billedmateriale inddrages for at give en visuel forståelse af de emner og forhold, som caseanalysen behandler. Endelig inddrages nogle af de overvejelser fra økonomen Richard Floridas ”Den Kreative Klasse” (2005), der har været inspirationsgrundlag for Kulturstrategien. Dette for at give en baggrundsforståelse for de rationaler om kreativitet og den kreative klasse som Kulturstrategien trækker på.

Bilag A.2. Interviewmetode Jeg inddrager interviews for at supplere ovennævnte tekstmateriale med en mere direkte empirisk tilgang, der kan give en større forståelse for baggrunden og intentionen med Kulturstrategien (Fontana & Frey, 1994:366). Interviewene har givet mig et større indblik i de konkrete projekter og tiltag, deres aktuelle status og overvejelserne bag dem, end hvad der er udtrykt i ovenstående tekstmateriale, som i højere grad udstikker de overordnede rammer og giver baggrunden for Kulturstrategien. Tilsvarende har interviewmetoden den fordel, at man kan spørge ind til emner og problematikker og forståelsen af disse, hvormed jeg har kunnet få afklaret om mine forforståelser var korrekte eller ej, ligesom jeg har kunnet få flere synspunkter og udlægninger frem end dem som udtrykkes i de officielle erklæringer. Samlet set har interviewene kunnet kaste lys over de områder, hvor det øvrige empiriske materiale var begrænset, hvilket også vedrører de mere kritiske og problematiserende udsagn om Odenses aktuelle situation og udfordringer for Kulturstrategiens implementering.

118

Bilag A.2.1. Valg af informanter Jeg har interviewet fem kommunale embedsmænd fra forskellige afdelinger i Odense Kommune, der alle er centrale for implementeringen af Kulturstrategien. Det drejer sig om Borgmesterforvaltningen,

Eventhouse

Odense,

By-

Kulturforvaltningen

Kommunikationsafdelingen. Rent praktisk orienterede jeg mig forinden i det skriftlige materiale og på kommunens hjemmeside for få klargjort hvilke kommunale organisationer og fagpersoner, der var centrale for tilblivelsen og implementeringen af Kulturstrategien. Dernæst tog jeg kontant telefonisk og via e-mail og fik uden besvær interviewaftaler i stand med de fem ønskede medarbejdere. Jeg har således mødt stor imødekommenhed og interesse for at medvirke blandt informanterne. Jeg har afgrænset mig fra at interviewe involverede politikere, idet den politiske beslutningsproces ikke er i fokus for undersøgelsen, og fordi der har været et relativt stort politisk flertal for Kulturstrategien. Derfor mener jeg, at den dominerende politiske opfattelse kan aflæses i de officielle politisk besluttede kommunale strategier som afspejles i tekstmaterialet. Valget af de kommunale embedsmænd som informanter forekom oplagt, da de repræsenterer det kommunale, administrative ekspertsystem, der skal udvikle og implementere de konkrete strategier og redskaber, som de politiske og økonomiske rammer for Kulturstrategien lægger op til. Teoretisk formuleret bliver informanterne således betragtet som bærer af styringsrationalitetens diskurs, som de forstår og italesætter på baggrund af deres specifikke faglige og institutionelle forankring. I tråd med god forskningsetik har jeg inden interviewet oplyst om undersøgelsens generelle formål og min tilgang, ligesom jeg efterfølgende har tilsendt en næsten færdig udgave af caseanalysen. Hermed har informanterne fået lejlighed til at vurdere om de kunne stå inde for anvendelse af deres udtalelser hvilket alle har bekræftet (Kvale, 1997:118, Fontana & Frey, 1994:372). Bilag A.2.2. Interviewguide, gennemførelse af interview og transskribering Jeg har anvendt forskellige interviewguides struktureret efter emner og temaer, som dels var specifikke for den pågældende informant og dels var generelle for alle interviewpersonerne. Jeg har ikke fulgt interviewguiden slavisk men givet plads til at lade samtale flyde relativt

119

frit indenfor nogle overordnede rammer (Fog, 1994:20). Dermed har jeg kunne forfølge interessante spor, som er opstået under interviewet. Jeg har opereret med korte og konkrete spørgsmål, som i vid udstrækning har givet mig lange og fyldige besvarelser. Dette skyldes dels informanternes store viden og ekspertise på området og dels min forberedelse og viden om emnet, hvilket har gjort det muligt at spørge ind til de relevante problematikker (Kvale, 1997:136, 149). Under interviewene har jeg fået oplysninger og er blevet præsenteret for holdninger som er blevet forelagt de efterfølgende interviewpersoner for at undersøge graden af enighed og uoverensstemmelse blandt disse. Generelt har jeg sporet en relativt stor enighed dels blandt informanterne og også i relation til de officielle erklæringer. I og med at informanterne har deltaget i det fælles udviklingsarbejde om at formulere visioner og udmønte dem i praksis antager jeg, at der er aflejret fælles forståelser og rationaler hos de enkelte informanter som afspejles i interviewene. Hensigten med interviewene har primært været at få konkret viden om organisatoriske processer, tilgange og metoder snarere end at få vurderinger af de officielle politiske visioner, hvilket jeg ikke eksplicit har bedt informanterne udtale sig om. Jeg har hele tiden været bevidst om at skabe en fortrolig samtalesituation præget af gensidig dialog, hvor fokus har været en forståelse af de udtrykte meninger og udlægninger frem for at problematisere Kulturstrategien som sådan (Kvale, 1997:159). Interviewene er blevet transskriberet i fuld længde og forefindes i bilagsmaterialet B.1-5. Transskriberingen rummer aldrig alt det sagte eller usagte som finder sted i interaktionen med informanten, hvor tonefald og pauser har betydning for hvad der menes (Kvale, 1997: 167f). Dette betragter jeg dog som mindre afgørende for min undersøgelse, idet jeg ikke beskæftiger mig med personligt sensitive emner men derimod med emner som informanterne er vant til at tale om og beskæftige sig med professionelt. De transskriberede interviews er blevet systematiseret i henhold til det analytiske perspektiv, der som omtalt især koncentrerer sig om specifikke politiske problematiseringer, der aktualiserer nye måder at styre byen på.

120

Summary The dissertation examines city branding as a recent trend within urban planning and policy. Why has such a strategy become urgent and how is it implemented in the cultural and social life of the city? I examine such issues through a case analysis of a branding project in the third largest Danish city, Odense. The city has launched an ambitious cultural strategy which is to transform the image and the experience of the city into “Odense, the creative city of Denmark”. As a theoretical frame I employ Schulze’s concept ‘experience orientation’ that covers identity practices of cultural consumption which seem to become increasingly important in late modernity. Next, I argue that city branding is a political strategy that seeks to utilize the experience orientation for economical and political objectives. Hence, I use Foucauldian notions of governmentality and the concept of governmental rationalities to cover the process by which the cultural practices of experience orientation are governed in accordance with a specific city brand. In the case analysis I examine three levels of the governmental rationality inscribed in the cultural strategy of Odense. First, I show how creative and cultural practices are given an unprecedented importance as a means of macro-political objectives of urban growth. This rationale is related to notions of the experience economy, creative alliances and cultural planning exposed among others by Richard Florida. Second, I identify a shift in the notion of the good citizen. Former urban governmentalities such as the functionalist planning and the community planning employed a notion of the moderate and Apollonian citizen as ideal. However, I point out the emergence of a new ideal - the creative citizen – by which large groups of citizens in Odense are problematized for being passive and insufficiently creative. Furthermore, the culturally productive and creative citizens are being attached to networks of educational and entrepreneurial actors in order to develop shared understandings of means and objectives of the city’s cultural strategy. Third, I show how the city’s public space is being rethought and staged in order to promote the creative city as a brand. Three branding technologies are employed: creative atmospheres are developed through the spatial design of new pathways and buildings in 121

the city. Symbolic and narrative technologies are applied through new signs and boards that tell new and old stories of the city. Social and cultural events are launched systematically in order to develop an extraordinary sense of togetherness and belongingness among the citizens. The overall purpose is to develop a sense of city identity and to communicate a creative brand to the outside world. The cultural strategy of Odense exemplifies a change within urban policy and planning from functional and social rationales towards aesthetic and symbolic rationales. This shift relates to a new ambition of selling the city to particular groups and actors among the creative and culturally consuming classes. Concluding the dissertation, I discuss possible consequences of the new creative governmentality arguing that branding the creative city might have some counter-productive effects that are to be considered in current urban policy and planning.

122