2 minute read

DTL DYR HAR VÆRET OPTAGET AF EU

DTL Dyr har været optaget af at påvirke EU

DTL Dyr har haft en stor opgave med at påvirke EU til at ændre ansvaret for dyrs transportegnethed, berettede formand Leif Lund Knudsen på foreningens generalforsamling.

Niels Møller Madsen [nmm@dtl.eu] Søren Büchmann Petersen

Ansvaret for vurderingen af dyrs transportegnethed fyldte godt både i beretning og den efterfølgende debat, da DTL Dyr i januar holdt generalforsamling på Pårup Kro.

Formand Leif Lund Knudsen opridsede i sin beretning de udfordringer, som dyretransportørerne står overfor. - Det har været en stor opgave at følge og påvirke de forestående ændringer af EU's transportforordning, hvor DTL Dyr sammen med resten af branchen efterspørger en ændring af ansvaret for transportegnethed, så det er landmandens opgave og ansvar, at dyrene er egnede til transport forud for transporten. Der er mange medlemmer af parlamentet, som ønsker at begrænse transporttiden til otte timer, hvilket vil være ødelæggende for den danske eksport af avlsdyr og dyr til videre opfedning, sagde han blandt andet og fortalte om ét af branchens initiativer:

I november 2021 arrangerede DTL Dyr, ITD og Sammark i fællesskab et besøg for Europa-Parlamentets undersøgelsesudvalg for dyretransport (ANIT-udvalget) hos Westergaard i Sunds, hvor parlamentarikerne fik lejlighed til at se og opleve veterinærinspektion og af- og pålæsning af dyr.

Europaparlamentarikeren Asger Christensen (V), som var gæst på generalforsamlingen, udtalte sin støtte til at ændre ansvarsfordelingen, når det gælder transportegnethed. Han slog bl.a. fast, at landmanden der som afsender og den med det største kendskab til dyrene skal bære ansvaret for, at dyrene er egnede til transport.

Asger Christensen fortalte også om Europa-Parlamentets behandling af ANIT-udvalgets slutrapport. I den forbindelse nedstemte parlamentet et forslag om at begrænse den maksimale transporttid til otte timer. Var forslaget blevet vedtaget, ville det have haft voldsomme konsekvenser for den danske eksport af avlsdyr og smågrise.

Formand Leif Lund Knudsen aflagde sin sidste beretning for DTL Dyr, idet han ikke genopstillede til bestyrelsen. Næstformand Tage Fjord takkede efterfølgende på bestyrelsens og sekretariatets vegne Leif Lund Knudsen for indsatsen og det gode samarbejde. Utilstrækkelige vaskefaciliteter

Formanden kritiserede i en helt anden boldgade Fødevarestyrelsens kampagne om vask af køretøjer, hvor DTL Dyr oplever, at der uden nærmere begrundelse bliver stillet langt skrappere krav end tidligere.

DTL Dyr mener, at vaskefaciliteterne ved mange samlesteder er helt utilstrækkelige til, at det er muligt at rengøre en bil inden for rimelig tid, så den kan leve op til Fødevarestyrelsens nye standarder. Der mangler tempereret vand med tilstrækkeligt tryk, sagde han blandt andet.

Bestyrelsen blev under den efterfølgende debat opfordret til at gå mere ind i problemet med utilstrækkelige vaskefaciliteter og proaktivt udarbejde et forslag med grundkrav til vaskepladser.

Ny bestyrelse

Leif Lund Knudsen ønskede ikke at genopstille til bestyrelsen, der ved generalforsamlingen blev suppleret med Morten Bach Sørensen.

Bestyrelsen består herefter af Morten Bach Sørensen (nyvalg), Allan Hansen (genvalg), Carsten Møibæk Nielsen, Niels Jeppesen samt Tage Fjord Ørskov. Frits Carlsen og Søren Juncher blev suppleanter.

Bestyrelsen havde endnu ikke konstitueret sig ved redaktionens slutning. ■

This article is from: