2 minute read
NY FORMAND FOR KRAN BLOK
Ny formand for Kran Blok-folkene
Jesper Thorning fra DSV Transport A/S er ny formand for styregruppen i DTL Kran Blok Erfa, der holdt årsmøde sidst i januar.
Niels Møller Madsen [nmm@dtl.eu]
DTL Kran Bloks mangeårige formand Jan Kjelgaard fra AVAS - Aalborg Vognmandsforretning A/S er trådt et skridt tilbage og har overladt formandsposten til Jesper Thorning fra DSV Transport A/S. Det skete, da styregruppen konstituerede sig efter DTL Kran Bloks 35. årsmøde i Odense sidst i januar. Mark Kristensen fortsætter som næstformand.
Mark Kristensen aflagde formandsberetningen, hvor det blev nævnt, at 2021 på flere områder havde været et godt år for DTL Kran Blok Erfa.
Han nævnte, at overdragelsen af administrationen af særtransporttilladelser fra Rigspolitiet til Vejdirektoratet har fyldt meget hos erfagruppen. Blandt andet blev der nedsat en projektgruppe, der midt på året præsenterede et katalog af forslag til forbedring af særtransportbekendtgørelsen (tjek forslagene i januarnummeret af DANSKE VOGNMÆND). Gruppen udarbejdede også ”firkanterne”, som er en grafisk oversigt med forslag til forskellige kategorier for særtransporttilladelser. Med oversigten kan enhver få hele overblikket over alle tilladelseskategorierne på blot en side. - Heldigvis gik overdragelsesforretningen af særtransportområdet til Vejdirektoratet godt, hvilket ikke mindst skyldes stor opmærksomhed på sikker drift fra Vejdirektoratets side. Samtidig afholdes der løbende møder med brugerne, hvor man kan håndtere problemstillinger. Nu venter der et nyt arbejde med den nye særtransportbekendtgørelse, sagde Mark Kristensen. - Frontstøtteben på kranbiler fylder lige nu meget hos vognmændene, og det vil ikke i fremtiden være muligt at undgå, at frontstøttebenet regnes med i lastbilen og vogntogets totallængde. Der arbejdes dog på dispensationer, som tilgodeser allerede eksisterende materiel og indkøbt men ikke ibrugtaget materiel, sagde han.
Besøg af Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen
Årsmødet havde besøg af både Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen. Vejdirektoratets områdechef, Gitte Hoeg, og afdelingsleder i Trafikafvikling og Belægninger Vest, Søren Carlsen Kjemtrup, holdt oplæg om særtransporttilladelser.
Vicedirektør Jesper Høgh Bach fra Færdselsstyrelsen opdaterede forsamlingen om arbejdet med at revidere særtransportbekendtgørelsen. Han oplyste herunder forsamlingen om, at en ny bekendtgørelse vil blive udarbejdet i to tempi med inddragelse af branchen.
Sidste gæst var underdirektør Frank Davidsen fra DTL - Danske Vognmænd, der kom med et opdateret indlæg om kontrol af arbejdstiden.
Ny formand for DTL Kran Blok Erfa er Jesper Thorning fra DSV Transport A/S.
Styregruppen genvalgt
Styregruppemedlemmerne Jan Kjelgaard, Jesper Thorning og Morten Gade var på valg og blev alle genvalgt. Herefter består styregruppen uændret af Aleks Frank, Redning Danmark Fredericia A/S, Jan Kjelgaard, AVAS - Aalborg Vognmandsforretning A/S, Mark Kristensen, Tage Kristensen A/S, Hanstholm, Jesper Thorning, DSV Transport A/S samt Morten Gade, Knud Gade A/S, Vejle.
Suppleanterne Bo Anker Schou, BAS Kraner A/S, Odense, Jan Petersen, EASY Transport ApS, Lille Skensved samt Majbrit Hald Christensen, Lastbilcentralen A/S, Ballerup, stillede også op til en ny periode og blev alle genvalgt.
DTL Kran Blok Erfa talte ved indgangen til 2021 175 medlemmer, og undervejs har der været en afgang på seks medlemmer, hvoraf de fleste skyldes opkøb og sammenlægninger af forretninger. Til gengæld er der i årets løb kommet 17 nye medlemmer til. ■