6 minute read

DEDIKERET NORDISK LINKTRAILER

Brugervenlighed og høj kvalitet er gennemgående træk ved vognmand Michael Pedersens nye VAK-linktrailer.

Finn Bjerremand [fba@dtl.eu]

Fidusen med at få en aksel mere på linktraileren er, at lasten så kan fordeles fx med tungt gods på linktraileren for at opnå mere tryk på trækkeren samtidig med, at det mere voluminøse gods kan placeres på den bageste trailer. D e sidste ni år har indehaver af Hostrup Vognmandsforretning, vognmand Michael Pedersen, udført transporter til og fra det nordvestlige Norge med sit modulvogntog, og da det foregår året rundt, køres der også i de lange hårde vinterperioder. Det udløser store krav til materiellet om vinteren, fx skal det kunne sætte i gang med store vogntogsvægte.

For at få optimeret vogntoget har vognmanden netop fået leveret en ny finsk VAK-linktrailer af typen V-Slider PV-3-40 fra PNO Danmark A/S i Horsens. VAK-linken er en version 2022, og er sandsynligvis også det første VAK-påhængskøretøj på danske nummerplader.

Traileren har afløst en mere almindelig version med et udtrækkeligt to-akslet modul i bagenden, som godt kan være en problematisk løsning i vinterperioder, fordi det kan være svært at forskyde akselsektionen.

VAK, der står for grundlægger og fabrikant (Lasse) Virtasen Auto Karosseri, har stor erfaring i produktion af HCT-køretøjer, altså vogne som indgår i High Capacity-kombinationer med vogntogsvægte over 64 tons. VAK har allerede bygget over 800 HCT-enheder og er dermed Europas største producent på dette felt.

VAK-linken er konstrueret med et chassis på 11,22 m, hvor ladet kan forskydes 3,40 m bagud hen over sættevognskoblingen, når der skal udføres læsseoperationer fra bagenden.

Vogntog på ni aksler

Linktraileren er tre-akslet. Fidusen med at få en aksel mere på linktraileren, hvorved vogntoget nu ruller på i alt ni aksler, er ifølge Michael Pedersen, at han nu bedre kan fordele lasten, som han gerne vil. Han kan fx vælge at laste mere tungt gods på linktraileren og dermed have mere tryk på trækkeren samtidig med, at det mere voluminøse gods i højere grad kan placeres på den bageste trailer.

Den er bygget, så akseltrykkene også passer til 64 tons vogntogsvægt, som er gældende i Sverige for denne vogntogskombination. Linken indgår i Finland typisk i vogntogskombinationer med helt op til 76 tons vogntogsvægt.

Dermed er vognmanden lidt på forkant, hvis der skulle vise sig en mulighed for at køre med højere vogntogsvægte i Danmark.

Aktiv styring

På det helt faste chassis, der er fremstillet af stål SS 355, sidder de to første aksler med 1,36 m i akselafstand, mens der er 1,77 mm mellem anden og tredje aksel.

Sættevognskoblingen er placeret 2,85 m bag den forreste aksel på tripplebogien med en koblingslængde på 8,60 m, og da den bageste aksel er styrende, betyder det, at den bageste sættevogn bliver trukket lidt længere ud i kurverne, og dermed mindskes pladsbehovet. Styringen er aktiv mellem 0 og 28 km/t, og der er en lås, som låser akslen, når der bakkes.

Kongetappen klarer en belastning på 18 tons og tripplebogien bagerst har et samlet maksimalt akseltryk på 24 tons. Med en egenvægt på 7,88 tons, der er baseret på en trækker, som kan klare 18 tons tryk på sættevognsskamlen, har den en tilladt lasteevne på 34,12 tons, og det er en ganske fin værdi på en linktrailer.

Chassiset er forkrøppet en smule foroven i bagenden, så sættevognskoblingen sidder lidt forsænket i forhold til ladet, hvorved den tilkoblede trailer ikke kommer for højt op. Når ladet køres tilbage hen over sættevognsskamlen, hvilket sker ved hjælp af hydraulik, svinger der to små ruller op fra neden af chassiset, så ladet kan rulle sikkert på dem. De to ruller kan ikke sidde oppe permanent, da de i så fald kunne komme i karambolage med den tilkoblede trailers chassis.

Ude i bagenden er der to kraftige stop, som holder ladet fast i bagudgående retning.

Udløserhåndtaget er fredet

Mange chauffører har prøvet at stå med et bøjet håndtag på linktrailerens skammel, fordi de havde glemt at udløse skamlen, inden de skubbede køretøjet sammen, hvorefter håndtaget blev klemt af ladet.

Den udfordring har VAK løst, så ladet stille og roligt skyder sig hen over håndtaget, så der er ingen risiko for et bøjet håndtag.

Hydraulikken får sit tryk fra et powerpac med egen batteristation i en boks på venstre side under ladet. Ud over at levere det hydrauliske tryk til forskydning af ladet er det også takket være strøm fra powerpac’en muligt at tænde alt lys på linktraileren, når den fx står parkeret.

Akselbestykningen består på første og anden aksel af to SAF BI9-19S Intradisc-aksler, mens den tredje aksel er en selvstyrende SAF BILL9-19S Intra Steering.

De tre aksler er ophængt i luftaffjedring med hæve-/sænkefunktion og med skivebremser. Bremsesystemet er et WABCO 2S/2M+SLR med parkeringsbremse på første og anden aksel. Den forreste aksel kan løftes ved tomkørsel og er desuden også udstyret med ”igangsætningshjælp”, hvor trykket kan tages af for at flytte tryk over på det trækkende køretøj ved igangsætning under svære forhold. I bagenden sidder der en fast SAF-Holland-sættevognsskammel af typen G50-X, der har en tilladt skammelbelastning på 15 tons.

Akslerne er udstyret med Michelin-dæk af typen XTA2+ Energy med vintermærkning og i størrelsen 445 / 45 R 19,5.

Nydelig bagende

Bagenden er nydeligt konstrueret og udstyret med færgekroge samt gode store baglygter og slutter af med en VAK-underkøringskofanger, som selvfølgelig opfylder de nye krav.

Ladet er 7,82 m langt udvendigt, indvendigt 7,75 m og har en indvendig højde på 2,62 m med en koblingshøjde på 1,1 m. Bunden er lavet med en 30 mm plade, og der er små alusider forneden og fire sidebrædder oven over i de to sidesektioner i hver side.

Såvel forsmækken som de to bagdøre er konstrueret i aluprofiler i hele højden. Siderne er dækket med presenningsgardiner, og taget kan hæves 40 cm i venstre side for lasteoperationer, og samtidig kan det skydes frem, så der kan læsses ind fra oven med kran.

Ude i bagenden er der omkring sættevognsskamlen lavet gode afdækninger med trådnet, som man kan gå på, og hvor sne, sjap og skidt kan forsvinde nedenud. Sammen med gode trin placeret mellem de to bageste aksler i venstre side giver det et godt arbejdsmiljø. Det er vigtigt, fordi vognmanden jo skal op og udføre til- og frakobling af slanger og kabler.

Hele det elektriske anlæg er fra Hella, og under venstre side bag powerpac’en er der placeret en god stor værktøjskasse til opbevaring af forskelligt grej. Næsten lige foran midten på linken er der en stige under ladet, som kan trækkes ud, hvis man har brug for at komme op i ladet fra siden.

Linktraileren er et flot produkt med mange gode finesser og en høj grad af brugervenlighed, som også virker, når temperaturen kommer under minus 25 grader. ■

Fin detalje: Et par trin placeret mellem første og anden aksel i venstre side giver sikker adgang til sammenkobling.

Skriv til seren@seren.dk eller ring i dag på 71 99 71 50

Som kunde hos Serén får du tryghed for uvildig og individuel rådgivning:

Gennemgang af afkast og alle omkostninger Forhør dig om seniorrådgivning fra du er 55 år Få adgang til alle produkter = øget afkast muligheder Samlet formueovervågning - Pension, bolig og realkredit

LÅNEOVERVÅGNING

Vi kan - som de eneste i Danmark - også inddrage låneovervågning! www.serenfinancials.dk

This article is from: