![](https://assets.isu.pub/document-structure/211209150520-7dca87da2e3d55675f4dfe795c2ddeac/v1/7db0b03e3a8240a6c0b72c2574d8b164.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
2 minute read
KLIMA
from Alt om DTL
DTL har i mange år været med til at sætte klimaet på dagsordenen i godstransporterhvervet. I de kommende år vil det være en politisk dagsorden, der kun vokser og vokser. Over en bred kam er forskere, meningsdannere og politikere enige om, at klimaforandringerne er ekstremt alvorlige, og i mange år frem vil det kræve store omlægninger i den måde, vi har indrettet vores samfund på. Her kommer også transportområdet til at spille en central rolle. Transporterhvervet må og skal derfor bidrage aktivt og konstruktivt, så vi både nationalt og internationalt kan reducere CO2-udledningen. Det skal ske gennem ny og bedre teknologi, klogere kørselstilrettelæggelse, bedre kørsel og mindre brændstofforbrug, alternative drivmidler osv. DTL indgår derfor løbende i partnerskaber og samarbejde med politikere og myndigheder om holdbare løsninger for, hvordan transporterhvervet bedst bidrager til klimaforbedringer og CO2-reduktion. Det arbejde tager vi ekstremt seriøst. Der er brug for at udvikle nye køretøjer, nye typer brændstof, ny infrastruktur og ikke mindst fair rammevilkår, så godstransporten kan tage de helt afgørende skridt i den grønne omstilling. DTL arbejder derfor også hver dag på at bidrage til de konstruktive løsninger, som både kan bevare et sundt erhverv - og samtidig finde de farbare veje til mere klimaeffektiv transport. Når alt kommer til alt, er godstransporten en livsvigtig nerve i det moderne samfund, hvor vi dagligt flytter enorme mængder af for eksempel madvarer, byggematerialer, affald – og møllevinger. Transporterhvervet er nemlig også centralt for andre sektorers gode klimaløsninger. Transportsektoren, og dermed de danske vognmænd, er derfor en helt central del af løsningen i kampen for et mere bæredygtigt samfund.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/211209150520-7dca87da2e3d55675f4dfe795c2ddeac/v1/e890ddf6c1f016354b24f95e50ec9107.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
![](https://assets.isu.pub/document-structure/211209150520-7dca87da2e3d55675f4dfe795c2ddeac/v1/7d384e577b3bcf77541a22c86111ad54.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
KLIMAINDSPARK
DTL har af samme grund formuleret en række klimaindspark, som skal hjælpe politikerne med at gøre det nemmere at køre mere grønt og dermed gøre det muligt for at os bidrage til bedre klimaløsninger. Nogle af de vigtigste bud handler om investering i at udvikle alternative brændstoffer til tung transport – samt infrastrukturen til at tanke eller lade sin lastbil med fremtidens drivmidler. Staten skal også geare planloven og øvrig lovgivning til større lastbiler og modultransporter. Det er både små og store tiltag, der skal til. Og mange små tiltag kan vise sig at have en samlet stor effekt. Som branche foreslår vi statsstøtte til køb af fossilfrie lastbiler og fleksible miljøzoner, der giver os realistiske muligheder for at investere i forbedret teknologi. Det er også vigtigt, at vi ikke stiller krav til danske transportører, som ikke også gælder for udenlandske – for så får vi dårligere klimaløsninger samtidig med, at vi mister det danske transporterhverv. Der går en direkte vej fra bekæmpelsen af social dumping på godstransportområdet – til bekæmpelse af et overflødigt forbrug af fossile brændstoffer og dermed unødvendigt CO2-udslip fra godstransport med lastbiler. DTL støtter den grønne omstilling, og udviklingen er nødt til at foregå i et tæt samarbejde mellem myndigheder og virksomheder, så der bevares et sundt og fair forretningsgrundlag, samtidig med at vi får sikret de nødvendige CO2-reduktioner.