9 minute read
FLOT OG VELBESØGT TRANSPORTMESSE
FLOT OG VELBESØGT TRANSPORTUDSTILLING
DANSKE VOGNMÆND var med, da Elmia Lastbil 2022 efter en lang coronapause igen løb af stablen i slutningen af august.
Finn Bjerremand [fba@dtl.eu]
N
ærmest som sædvanligt åbnede Elmia Lastbil 2022 i flot solskinsvejr efter fire lange år, hvor der ikke har været afviklet nogen udstilling. Selve den officielle åbning blev forestået af infrastrukturminister Thomas Eneroth, der var oppe på dupperne. I Sverige var valgkampen i fuld gang, så politikerne virkede ekstraskarpe, og der var stort fokus på klimaudviklingen i landet. Thomas Eneroth var da heller ikke kommet ret langt ind i sin åbningstale, før han sagde: - Jeg vil se længere og tungere transporter, og i morgen vil vi i regeringen vedtage, at der skal køre længere vogntog i Sverige.
Næste dag blev dét vedtaget, og det er ifølge oplysninger fra DTL’s søsterorganisation Sveriges Åkeriföretag (SÅ) også notificeret i EU. Den 31. august næste år vil der således kunne køre mange flere vogntog med en totallængde op til 34,5 m på den del af det svenske vejnet, der er klassificeret som BK4. Der har siden den anden halvdel af nullerne kørt flere lange vogntog med dobbelttrailere mv., men de kører alle på en form for dispensation på en eller flere bestemte strækninger. De svenske myndigheder har ikke lagt sig fast på en enkelt HCT-kombination, så vi vil nok komme til at se flere forskellige vogntogskombinationer ligesom i Finland.
Længder og vægte markerede sig
Den forøgede vogntogslængde og en forhøjet vægtgrænse til 74 tons vogntogsvægt var også tydelig på standene med materiel. Der var flere af de lange vogntog, og mange vogntog er allerede klar til at kunne køre med 74 tons vogntogsvægt eller mere.
Som et tydeligt tegn på, at der sker noget på energisiden, var der mange udbydere af forskellige former for energi og ladestationer rundt om på udstillingen.
Både Mercedes, Scania og Volvo viste store lastbiler med kraftige eldrevne motorer, og der blev også vist en let DAF-lastbil med eldrift. I skarp kontrast til udviklingen i Danmark var der rundt på standene udstillet mange nye færdigopbyggede gasdrevne lastbiler, der er på vej ud til kunderne.
Udstillingen emmede af dynamik og udvikling, der var mange flotte opbygninger, både almindelige gardin- og presenningskøretøjer, maskintrailere, tippeladskøretøjer, tankvogne samt skabsvogne med og uden temperaturregulering og en masse funktionelt og flot opbyggede kranbiler.
I den anden ende var der en flot udstilling af veteranlastbiler med masser af toprenoverede køretøjer. Det var en sand fornøjelse at kigge på disse biler, hvor der er brugt mange fritimer på at gøre dem i stand og dermed holde transportkulturen i live.
Et samlet besøgstal på knap 31.000 personer må siges at være flot ikke mindst, hvis man tager de sidste tre års udvikling i betragtning. ■
Volvo viste et stort udbud af lastbiler
På Volvos store stand, der både var indendørs og udendørs, var der heller ingen tvivl om, at trafiksikkerhed og klimaomstilling var i fokus.
Ulf Jönssons Volvo FM Electric stod udstillet på Lastbil 2022.
Den store lastbilproducent Volvo var godt tilfreds med årets Elmia lastbil 2022. - Vi er rigtig glade for udstillingen. Det var fantastisk at få lov til at møde alle kunder og samarbejdspartnere igen efter mange års pause. Det er meget positivt med samtaler om, hvordan vi ved Volvo kan støtte kunderne i omstillingen til mere bæredygtige transporter med flydende gas eller eldrift, men også gennem anvendelse af brændstoføkonomiske og mere effektive dieselmotorer, der forurener mindre, sagde Susanne Frödin, der er PR- og informationschef ved Volvo Lastvagnar i Sverige.
På den indendørs stand stod der en Volvo FH Electric med en elmotor, som genererer 666 hk og dermed er det største officielle bud på en ikke-fossildrevet lastbil til dato. Med den i toppen dækker Volvo-programmet hele spektret med eldrift ned til den mindste version, FE Electric.
Men der satses ikke kun på eldrift. Volvo viste også mange gasdrevne versioner, ligesom der også var mange med dieselmotorer, hvor brændstoffet er alternativt, fx HVO.
Udenfor Elmia’s vestindgang stod der en Volvo FM Electric-trækker, der er i stald hos Börje Jönsson Åkeri AB i Helsingborg. Lastbilen har været i drift i 11 måneder og i det tidsrum nået at rulle 230.000 km. - Den kører syv døgn hver uge. De første seks døgn kører den to ture, og den syvende dag ruller den en tur med en tilhørende køletrailer mellem Helsingborg og Göteborg. Det er 6.000 km hver uge, og der har aldrig været nogen problemer med den, fortæller vognmand Ulf Jönsson.
Bilens rækkevidde er cirka 350 km på en opladning, og den påvirkes ikke særligt af vægten, hvorimod vind og vejr har stor indflydelse på rækkevidden. - Fordi det er en trækker, er den let at lade op ved en personbil-ladestander, og det går hurtigt, siger vognmanden, der fortæller, at der også snart kommer et nyt 24 m vogntog med en elektrisk trækker til flåden. ■
Scania viste verdens største eldrevne tømmerbil
Omstillingen fra dieseldrift til andre drivmidler er hastigt på vej i Sverige.
Det var helt tydeligt på Elmia Lastbil 2022, at det går stærkere, end vi selv er klar over med omstillingen fra diesel til andre fremdriftsformer. Hvem havde fx forestillet sig, at der ville være store eldrevne HCT-vogntog på udstillingen denne gang?
Et 80 tons eldrevet tømmervogntog, som ifølge Scania er verdens største elektrisk drevne tømmervogntog, var et af trækplastrene på Scania’s stand på Elmia. Umiddelbart er det et helt almindeligt tømmervogntog, men kigger man rigtigt efter, vil man opdage, at drivkraften er el. Lastbilen er nemlig udstyret med et Scania 25P-emblem, hvilket indebærer en elektrisk motor, der som Scania ydmygt udtrykker det, har tilstrækkelig med power.
Bilens chassis er treakslet med en drivaksel og en styrende bogieaksel. For at kunne håndtere det store startmoment, som en elektrisk drivline er i stand til at levere, er drivakslen udstyret med navreduktion.
Lastbilen er ligesom den tilkoblede femakslede påhængsvogn opbygget til tømmertransport. Specificeringen af tømmervogntoget er sket i samarbejde med den store svenske skovindustri SCA (Svenska Cellulosa AB), der på årsbasis håndterer 8,5 millioner kubikmeter træ. Vogntoget blev sat i drift i juni måned og transporterer tømmer mellem SCA’s terminal i Gimonäs og papirmøllen i Obbola ved Umeå.
SCA arbejder hen mod en fossilfri verden, og der er man glade for det nye tiltag. - Vi er meget glade for, at vi sammen med Scania kan gå nye veje for at gøre de tungeste transporter fossilfrie, siger Hans Djurberg, der er chef for bæredygtighed hos SCA. Foreløbig en prototype Hos Scania blev der ved et pressemøde udtrykt stor glæde og tilfredshed over at kunne fremvise den nye lastbil. - Det føles fantastisk at kunne vise den frem på Elmia Lastbil, og vi er meget stolte af lastbilen. Jeg kan
Med en totalvægt på 80 tons ses her verdens største eldrevne vogntog ifølge Scania. godt lide, at det er et partnerskab med en kunde, og det er også dejligt at kunne vise, at vi kan producere en så tung eldrevet lastvogn. Det var der ikke mange, der troede for et par år siden, hvilket er et tegn på, at udviklingen går meget hurtigt, sagde David Källsäter, administrerende direktør for Scania Sverige. Takket være samarbejdet med SCA og andre kunder kan Scania finde ud af kundens specifikke krav tidligt i udviklingsprocessen, hvilket letter processen med at udvikle nye batterier og elmotorer. Tømmerbilen er stærkere end 25P-emblemet på fronten antyder, og motoren er en elektrisk CCS-TYP2. Scania har det koncept som kaldes Scania Pilot Partner, hvor man i samarbejde med udvalgte kunder tester spændende konfigurationer og drivlinjer, der ikke umiddelbart er tænkt til masseproduktion, men faktisk er en form for avanceret feltprøvebiler. - Tømmerbilen har en vægt på 80 tons, hvilket vi ikke har i serieproduktion i øjeblikket. Men det hjælper os til at tænke på den rigtige måde, når vi udvikler nye elektriske lastbiler. Vi er begyndt med det, der måske er lettest at elektrificere, nemlig kort og let bytransport. De biler er allerede i drift. Så har vi lanceret regionale elbiler, som har flere batterier og kan køre lidt længere med tungere last. Det næste skridt er tung transport som fx skovbilen. Indtil videre er det kun en prototype, men den er i drift, og vi har en række andre partnerskaber af denne art, sagde David Källsäter. ■
Stærkt produktprogram fra VBG
VBG viste en hel serie af nye produkter indenfor påhængsvognskoblinger og bagkofangere på sin stand. Der sker en rivende udvikling inden for størrelsen af køretøjer, der kobles sammen, og det stiller konstant nye krav til påhængsvognskoblingerne. Den svenske industrikoncern forsøger derfor hele tiden at være en tand foran, så man er klar til de evt. nye lovkrav, der følger med, når køretøjerne vokser. Det er også første gang, at overdrejningsalarmen Driver Assist blev vist. Systemet guider ved sammenkoblinger i forhold til både højde og sideled, og desuden modvirker systemet, at trækstangen bliver bøjet. På standen havde VBG også to nye underkøringskofangere med, hvor der også er sket en udvikling af hensyn til bedre trafiksikkerhed. Samtidig er det også en udfordring med lastbiler udstyret med hejselad, hvor der køres med forskellige overhæng ud af bagenden, hvor der kun må være et lille overhæng fra bagkofangeren og ud til bagenden. Derfor er man nødt til at have udskydelige bagkofangere. ■
Moderne opklappelig underkøringskofanger fra VBG.
Svensk premiere for BAX
Det forholdsvis ukendte nye lastbilbrand BAX, der endnu ikke har haft premiere i Danmark, havde Sverigespremiere på Elmia Lastbil 2022. Det første køretøj af BAX-mærket er en elektrisk lastbil med en totalvægt på 7,5 tons, som er udviklet i tæt samarbejde med vognmænd, speditører, chauffører samt karrosserispecialister. Producenten fremhæver, at bilen har en god nyttelast samtidig med, at rækkevidden er god. Desuden fremhæves ladehastigheden og anvendeligheden i daglig brug som gode elementer. Hjertet i lastbilen er BPW’s bagaksel, BPW eTransport, hvor eldriften er direkte integreret. Bag BAX står den førende europæiske producent af special- og tunge køretøjer Paul Nutzfahrzeuge GmbH, Vilshofen og BPW Bergische Achsen KG, Wiehl. ■
Tag det rigtige valg
Med Volvo Reman får du al den tryghed, som følger med Originale Volvo Reservedele. Men til en reduceret pris - og med mindre påvirkning af miljøet. Der er ikke gået på kompromis med kvaliteten, da Volvo Reman-dele leveres med samme høje originale standard, som de nye komponenter, og med samme garantibetingelser. Desuden bruger Reman ombytningsdele op til 85 % mindre råmaterialer og 80 % mindre energi, sammenlignet med nye reservedele. Derfor er Volvo Reman ikke kun et godt valg for din lastbil, det er også et bedre valg for miljøet. Læs mere på volvotrucks.com/reman