Yada yada-bedegruppen

Yada yada-bedegruppen af Neta Jackson Copyright © 2015 Forlaget Scandinavia Drejervej 15, 3. sal 2400 København NV E-mail: info@scandinavia.as Hjemmeside: www.Scandinavia.as Originaltitel: The yada yada prayer group Copyright © 2003 Neta Jackson Published by arrangement with Thomas Nelson, a division of HarperCollins Christian Publishing, Inc. Alle rettigheder er forbeholdt. Ingen dele af denne bog må uden forudgående skriftlig tilladelse fra forlaget gengives, lagres i et søgesystem eller transmitteres i nogen form eller på nogen som helst måde – elektronisk, mekanisk, via fotokopi, optagelse, scanning eller andet – udover korte citater i anmeldelser eller artikler.

Denne roman er fiktion. Referencer til rigtige begivenheder, forretninger og organisationer er kun beregnet til at give fiktionen en følelse af virkelighed og autenticitet. Enhver lighed med levende eller døde personer er fuldstændig tilfældig.

Oversættelse: Trine Tøndering Korrektur: Britta Clausen Cover: Svetlana Uscumlic Sats: SASE Infotech Trykt i Polen ISBN: 9788771326512

Yada yadabedegruppen N e t a

J a c k s o n

Til mine søstre i kvindernes bibelstudiegruppe ved Reba Place Church – I ved selv, hvem I er – som elskede mig uanset hvad, og udvidede min tro.

Og til Dave – bedste ven, ægtemand og skrivepartner – som var den første til at få visionen om denne bog, og som troede på mig under tilblivelsesprocessen.

Prolog DET NORDLIGE CHICAGO – 1990

S

tøvregnen dækkede Toyotaens forrude og legede fangeleg med viskernes intervaltrin. Som store murstensklipper lå treetages boligblokke side om side langs den våde, smalle gade. Kvinden bag rattet i Toyotaen kørte forsigtigt gennem Rogers Park-området i det nordlige Chicago, mens hun ledte efter Morse Avenue.

I det mindste var det ikke et typisk macho Chicago-uvejr med kraftige vindstød, der ruskede i træerne og formørkede himlen.

Bum! Bulder! Brag! Lyn! Regn, der stod ned i tove … og så, lige så pludseligt, var det forbi og efterlod vandpytter og solskin. Født og opvokset i Midtvesten, som hun var, elskede hun normalt et godt uvejr.

Men ikke i dag. Hun hadede at køre i kraftig regn, især på ukendte gader midt i byen og med børnene på bagsædet.

5

Yada yada-bedegruppen

Dis … svirp … dis… den blide støvregn blødgjorde selv de rå kanter i dette område af Chicago, mens hun prøvede at se forbi viskerne og finde gadeskilte.

Pludselig dukkede en mørk tåget plet op gennem den tynde dis lige foran bilen. Forskrækket hamrede hun bremsen i. Svirp.

Den nu klare rude afslørede en mørk, snusket skikkelse – mand? kvinde? – der dunkede hånden i kølerhjelmen. Hjertet hamrede i hendes bryst, og hun fumlede efter dørlåsen. Åh Gud, åh Gud, hvad sker der her? ”Mo-ar!” Et opskræmt vræl fra barnesædet bag kvinden bremsede hendes første indskydelse til at bruge hornet. ”Så-så. Der sker ikke noget.” For børnenes skyld tvang hun sin stemme til at være rolig. ”Det er bare en, der gik ud foran bilen, men jeg ramte ham ikke. Shh. Bare rolig.” Men hun knugede om rattet for at forhindre sine hænder i at ryste.

Med et sidste dunk på kølerhjelmen stoppede skikkelsen hænderne i lommerne på en laset militærjakke og sjokkede hen mod vinduet i førersiden. Med hamrende hjerte prøvede kvinden i bilen at forberede sig på det næste. Hun ville sikkert blive råbt ad. Eller overfaldet.

Men personen bøjede sig ned, bankede let på ruden og bad klynkende: ”Gi’r du lidt penge, dame? Bare et par mønter?”

Vrede og lettelse opløste hendes ængstelse. Bare en tigger. Og det en kvinde. En overraskende lille og tynd kvinde under den tykke militærjakke og flere lag af halstørklæder. Men sikke en frækhed! At standse hendes bil på den måde!

Kvinden i bilen rullede vinduet en anelse ned. ”Mor! Lad være!” kommanderede den femårige lille mand på bagsædet. ”Det er okay. Giv din lillesøster hendes tæppe.” Hun kiggede ud på kvinden, som nu stod kun få centimeter fra hendes ansigt.

6

Prolog

Mørkhudet, med udstående øjne, militærjakken var knappet skævt og hang våd og slatten om kvinden, støvregnen glimtede i hendes uplejede, krusede hår som små glasperler. ”Gi’r du et par mønter?” gentog tiggeren.

Kvinden i bilen fik sin stemme til at udtrykke selvhævdende misbilligelse. ”Du skulle ikke sådan springe ud foran min bil! Jeg kunne have ramt dig.” ”Jeg mangler mad til min baby. Og bleer,” sagde tiggeren stædigt. Hun kiggede ind gennem åbningen i vinduet om på bagsædet. Hendes tonefald skiftede. ”Har du børn?”

Kvinden i bilen var fristet til at rulle vinduet op og køre videre.

Hendes familie havde gjort det til en regel aldrig at give penge til tiggere. Selv en mor fra forstaden Downers Grove vidste, at der var større sandsynlighed for, at pengene fandt hen til sprutforhandleren på hjørnet, end at den blev brugt på brød og bleer.

Men hun tøvede og tænkte på sine to småbørn på bagsædet.

Hvad hvis kvinden virkelig havde børn, der manglede mad og bleer?

Hun tøvede stadig. Så dukkede en idé op i hendes hoved. ”Øh … jeg var netop på vej hen til Uptown Communitykirken på Morse Avenue.” For at hente min mand, kunne hun have tilføjet. Uptownkirken havde inviteret mænd fra flere forstadsmenigheder til at medvirke én gang om måneden som frivillige i et opsøgende program, de kaldte ’Urban Outreach’, et diakonalt storbymissionsprojekt rettet mod hjemløse mænd og stofmisbrugere. ”Hvis du går derhen, er jeg sikker på, at der er nogen, der vil hjælpe dig.”

Tiggeren, der glinsede af regnen, rystede på hovedet. ”Har været der tidligere. De sku’ helst ikke blive trætte af mig. Bare lidt småpenge, dame? Fem kroner er fint.”

Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

7

Yada yada-bedegruppen

Kvinden i bilen sukkede. Livet ville nogle gange være meget nemmere, hvis mange års søndagsskoleundervisning ikke fulgte hende som en anden Jesper Fårekylling siddende på hendes skulder. Hvad ville hendes mand gøre? Han var trods alt taget til det her ’outreach’ i dag, fordi han gerne ville hjælpe folk som denne kvinde.

Ved en pludselig indskydelse lænede hun sig over og trak låsen op på døren i passagersiden af bilen. ”Hop ind,” sagde hun til kvinden ude i støvregnen. ”Så kører jeg dig hen til et supermarked.” ”Mor!” Tiggeren pilede rundt om bilen og steg ind. Hun tog ikke sikkerhedssele på, og bag rattet strammede kvindens læber. Hun kunne ikke være denne kvindes vogter på alle områder. Hun vendte sig og så strengt på sin femårige, før han åbnede munden igen.

Hvad nu? Hun havde ingen anelse om, hvor det nærmeste supermarked var! Hun havde passeret en grønthandler for lidt siden, men de havde nok ingen bleer. Det, hun havde brug for, var en ganske almindelig købmandsbutik.

Eller måske havde hendes søn ret – det her var vanvittigt, sådan at samle denne kvinde op!

Så så hun det: Morse Avenue. Hun kunne spørge i kirken, hvor hun kunne finde en passende butik. Hun drejede ned ad den noget travlere gade, fuld af små butikker med sikkerhedsgitter for vinduerne, og studerede husnumrene, der gled forbi. Der. Hun standsede ved siden af den gamle toetagers butiksbygning, hvor Uptown Community-kirken havde til huse, og slukkede for motoren.Viskerne døde.

Kvinden i passagersædet kneb øjnene sammen. ”Jeg tro’de, vi sku’ hen til supermarkedet.” ”Det skal vi også,” sagde chaufføren muntert og hoppede ud af bilen. ”Jeg er bare lige nødt til at fortælle min mand, at jeg bliver 8

Prolog

lidt forsinket. Jeg er straks tilbage.” Hun åbnede døren bagi. ”Kom ud, unger.” Endnu et opmuntrende blik til kvinden på forsædet. ”Det tager kun et øjeblik.”

Med datterens ben slynget fast om hoften og drengen traskende ved siden af i surmulende tavshed trak moderen fortrøstningsfuldt i glasdørens håndtag. Gå nu op. Hun åndede lettet op, da den svingede udad, og skyndte sig op ad den smalle trappe til den næste etage, som var blevet omdannet til en stor, åben mødesal.

Hun tøvede for toppen af trappen og så sig om efter sin mand mellem de små grupper af frivillige, der var spredt rundt i lokalet, nogle snakkede sammen, andre bad. Dér var han. Hun fangede hans blik, og han nikkede smilende til hende. Kan jeg tale med dig?

Hun formede ordene med læberne og vinkede ham nærmere.

Børnene omfavnede deres far, mens hun forklarede situationen.

Men i stedet for at blive glad hævede han stemmen. ”Samlede du en tigger op? Og tog hende med i bilen? Af alle sind–” En høj, tynd mand med pjusket gråt hår og en gammeldags sweater dukkede pludselig op ved siden af dem og smilede varmt.

Hendes mand rystede på hovedet, stadig rystet. ”Åh, pastor, det her er min kone … skat, fortæl ham om det.”

Hun følte sig godt dum, nu hvor hun beskrev kvinden, der havde standset hende på gaden, og fortalte om sin hensigt med at skaffe kvinden nogle madvarer. ”Hun sagde, hun havde været her før. Men jeg har børnene … tror du, at det er i orden?”

Uptowns præst nikkede, så hans store adamsæble hoppede. ”Jeg kender den dame. Sidst hun var her, prøvede jeg at få hende med i et afvænningsprogram, men hun gennemførte det ikke.

Hun er nok ikke specielt ivrig efter at møde mig igen.” Hans varme nøddebrune øjne antydede den medfølelse, han utvivlsomt delte ud af lige så rundhåndet som måltider og gode råd. ”Hun kan være belastende, men er sikkert helt uskadelig. Giv du hende 9

Yada yada-bedegruppen

bare en pose madvarer … men som en generel regel? Lad være med at samle tiggere op.”

Lettet fik hun kørselsvejledning til det nærmeste supermarked og purrede op i sin søns hår. ”Okay, børn. Nu hjælper vi lige den her dame, og så kommer vi tilbage og henter far.” Hun løftede sin datter op igen og rakte hånden ud mod sin søn. Drengen trak sig væk fra moderens hånd, men accepterede at blive ledt ned ad trappen igen og ud ad døren. ”Nu må du være flink,” mumlede hun lavmælt, da de nærmede sig bilen. ”Vi forventes at hjælpe andre, også når det er ubelejligt.”

Nemlig. ”Hov, mor, se!” Hendes søn pegede anklagende på bilen.

Kvinden var væk.

10

1 CHICAGO, ILLINOIS – 2002

J

eg havde egentlig ikke lyst til at tage til kvindekonference den første weekend i maj. Bruge 1.000 kroner på at tilbringe to nætter på et hotel mindre end en times kørsel hjemmefra? Det lå langt over vores budget, selvom det indbefattede ”to gange morgenmad, festmiddag lørdag aften og alt konferencemateriale.”

Havde det nu været kun Denny og mig, så havde det været noget andet. En romantisk udflugt, en slags anden bryllupsrejse … ingen teenagere til at beslaglægge telefonen, ingen hunde at rydde op efter i haven, ingen læseplaner for 3. klasse, ikke noget med at køre rundt og rundt i et forsøg på at finde en parkeringsplads. Bare Denny og mig, sove længe, bestille croissanter, frugtsalat og varm kaffe til morgenmad, lade andre om at rede sengen (halleluja!), svømme i poolen … se, det ville være 1.000 kroner værd, ingen tvivl om det.

11

Yada yada-bedegruppen

Jeg er generelt ikke meget for konferencer. Jeg bryder mig ikke om store folkemængder. Vi har boet i Chicago-området i næsten tyve år nu, og jeg har stadig ikke været med til den store årlige havnefest, selvom Denny tager Josh og Amanda med derned næsten hvert år. Mennesker – mange mennesker – overalt … og stå i kø til de der ulækre transportable lokummer? Uf. Giv mig til enhver tid så hellere små mødregrupper eller kvindernes bibelstudiegruppe – som Kaffeklubben, der mødtes i vores kirke i Downers Grove alle de år, børnene voksede op. Vi havde nogle lejre, men jeg kendte de fleste fra kirken, og de blev holdt på en lejr eller et retrætecenter ude på landet, hvor man kunne have cowboybukser på til alle møderne og gå tur i skoven i pauserne.

Men at lytte til bilerne på motorvejen drøne forbi hotellets fint plejede græsplæne? Le som en gang dåselatter af vittigheder serveret af energiske talere i skræddersyede dragter og matchende højhælede sko? Skifte til ”elegant påklædning” til festmiddagen lørdag aften? (Hvorfor skulle en flok kvinder gøre det uden mænd i nærheden til at beundre, hvor fantastiske vi ser ud?)

Næ-nej. Jeg glædede mig ikke.

Men min chef Avis Johnson – hun er skoleleder på den skole, hvor jeg underviser 3. klasse i år – havde spurgt, om jeg havde lyst til at tage med hende, og det havde en hel del at sige.

Måske alt. Jeg har set op til Avis, lige siden jeg mødte hende første gang i Uptown Community-kirken, men aldrig troet, at vi ville blive venner eller noget. Og det skyldes ikke bare, at hun er afroamerikaner, og jeg er hvid. Hun er så rolig og fattet – en stilfuld dame. Hendes hud har samme farve som blød, fyldig mælkechokolade, og hun får sit hår sat hver uge hos en frisør. Jeg kunne næsten ikke tro det, da jeg fandt ud af, at hun var over 50 og bedstemor. (Jeg skal være meget heldig, hvis jeg ser sådan ud, 12

Kapitel 1

når Josh og Amanda får børn). Jeg føler mig som en bondeknold fra syvende kartoffelrække, når jeg er sammen med hende. Mit ubeskrivelige mørkebrune hår har aldrig kunnet holde nogen rigtig frisure, så jeg har det bare skulderlangt med pandehår og håber på det bedste.

Ikke bare det, men da vi flyttede fra forstaden Downers Grove ind til byen sidste sommer, søgte jeg en lærerstilling på folkeskolerne i Rogers Park, den del af Chicago, hvor vi bor nu, og endte på Mary McLeod Bethune Skolen, hvor Avis Johnson tilfældigvis var skoleleder. Det er underligt at kalde hende ’Avis’ om søndagen og ’mrs. Johnson’ om mandagen.

Avis er en af lovsangslederne i Uptown Community-kirken og har prøvet at vænne dens brogede menighed af tidligere presbyterianere, baptister, metodister, folk fra brødremenigheden og kirkefremmede af med at bruge salmebog og liturgi og vænne dem til at deltage i egentlig lovsang. Jeg elsker også den måde, hun citerer Bibelen på, ikke bare Ny Testamente, men også de mystiske små profeter og Job og Mosebøgerne. Altså, jeg kan en masse skriftsteder, men af en eller anden grund har jeg svært ved at huske de forbistrede henvisninger, selvom jeg har gået i søndagsskole, lige siden jeg kunne kravle.

Folk i Uptown vil gerne have, at kirken er ”relevant” i byen.

Der skal være plads til alle gudstjenesteformer. Men de fleste af os, inklusive undertegnede, har det ikke specielt godt med at råbe i kirken, og vi begynder at blive urolige, når gudstjenesten trækker ud efter klokken tolv – og begge dele lader til at være typiske for søndag formiddag i sorte menigheder. Jeg forstår ikke altid, hvorfor Avis bliver i Uptown. Pastor Clark, Gud velsigne ham, har en vision, men når det gælder de fleste af os tilflyttere, så kommer vores gode intentioner med alle de antagelser, vi har med os fra forstæderne. Men hun siger, at Gud har kaldet hende til Uptown, 13

Yada yada-bedegruppen

og pastor Clark prædiker Ordet. Hun bliver, indtil Gud siger, hun skal gå.

Denny og jeg – vi er kun kommet i kirken siden sidste sommer. Det var dengang min ærværdige husbond bestemte, at det var på tide, at hvide folk – og hermed mente han os, skulle det vise sig – flyttede tilbage til byen frem for at gøre gode gerninger fra vores trygge små enklaver i forstæderne. Denny havde været med i Uptowns ”outreach”-program i lidt over ti år, lige siden børnene var små, og var kørt ind til byen fra Downers Grove en gang om måneden. Det var så svært for mig at forlade den kirke og de mennesker, vi havde kendt det meste af vores ægteskab. Men Denny sagde, at vi ikke kunne blive ved med at gemme os inden for vores tryghedszone. Så … vi pakkede hunden, teenagerne og stationcaren, udskiftede vores store have med et frimærke og maste os ind i et tofamilieshus i det nordlige Chicago.

Men helt ærligt? Jeg ved virkelig ikke, hvad vi laver her.

Uptown Community-kirken har nogle få sorte medlemmer og en gammel kinesisk dame, der kommer fra tid til anden … men vi er stadig hovedsageligt hvide i et af de mest mangfoldige områder i USA – Rogers Park, Chicago. Josh siger, at i cafeteriaet på hans high school sidder de sorte elever sammen med de sorte, de latinamerikanske med de latinamerikanske, nørderne sidder med nørderne, de hvide med de hvide, asiaterne med asiaterne.

Ikke ligefrem en smeltedigel. Og kirkerne er ikke meget bedre.

Måske værre.

I Des Moines i Iowa, hvor mine forældre bor, voksede jeg op med missionærberetninger fra hele verden – trommerne i Afrika … rickshawerne i Kina … junglen i Ecuador. Det var egentlig så nemt at forestille mig selv en dag sidde på en taburet 14

Kapitel 1

på den afrikanske slette omgivet af ivrige sorte ansigter og fortælle bibelhistorier ved hjælp af en flonellograf. Da jeg engang fortalte Denny om min drøm, fnøs han og sagde, at vi hellere måtte lære, hvordan vi skulle forholde os på tværs af kulturer i vores egen by, inden vi fløj over havet for at ”frelse de indfødte”.

Han har selvfølgelig ret. Men det er ikke så let. De fleste af dem, jeg har mødt heromkring, er venlige – venlige, men ikke venner. Ikke den slags afslappede, le-med-veninderne, vær-skøresammen, græd-når-du-er-ked-af-det, tal-i-telefonen-sammenfem-gange-om-ugen-type venner jeg havde i Downers Grove.

Og det sorte par, der bor i lejligheden over os? (TIIB kalder Josh dem: to indtægter, ingen børn). De har ingen tid tilovers til os, medmindre der er noget galt med fyret.

Så da Avis spurgte, om jeg kunne tænkte mig at tage med til kvindekonferencen, der blev sponsoreret af en sammenslutning af kirker i Chicago, sagde jeg ja. Jeg var smigret over, at hun mente, jeg ville passe ind, eftersom jeg generelt følte mig som et par sportssokker i et par højhælede sko. Jeg var fast besluttet på at tage af sted. I værste fald ville jeg spilde en weekend (og 1.000 kroner).

I bedste fald ville jeg måske få en ven – eller i det mindste komme til at lære Avis bedre at kende.

Lobbyen på luksushotellet i en af Chicagos nordvestlige forstæder var proppet med kvinder. En intens summen af stemmer steg og faldt som et træ fuldt af cikader. ”Halløj! Jeg vidste ikke, at du kom!” … ”Hvor er Shirlese? Jeg skal dele værelse med hende.” … ”Har man set magen! Hvor ser du godt ud!” … ”Poolen? Ikke efter at have brugt 300 kroner i frisørsalonen her til morgen, min ven. Hvem prøver du at narre?”

Avis og jeg snoede os gennem mængden af parfumerede kroppe og fremviste vores reservationer for receptionisten.

15

Yada yada-bedegruppen

”Jodi Baxter? Og … Avis Johnson. I skal bo i suite 206.”

Receptionisten overrakte os to plastiknøglekort. ”Hvis I er her for at deltage i Chicago Kvindekonference,” tilføjede hun med et vidende smil, ”kan I få jeres velkomstpakke ved bordet derovre.”

Avis lod mig om at bane en sti tilbage gennem cikadekongressen hen til et langt bord, hvor der stod kasser med velkomstpakker på.

Kasserne var markeret med A-D, E-H, hele vejen ned til W-Z. Da vi fik overrakt vores velkomstpakke, som var prydet med et CWC i snirklet kalligrafi, bemærkede jeg et blankt, gyldent klistermærke i nederste højre hjørne på min, hvor tallet 26 stod skrevet i sort.

Jeg kastede et blik på den pakke, som kvinden efter mig ved A-Dkassen – hun opgav sit navn som ”Adams, Paulette” – fik overrakt, men hendes guldmærkat havde nummer 12. ”Hvad er det her?” spurgte jeg den buttede pige bag velkomstbordet og pegede på tallet. ”Åh, det.” Frøken Hjælpsom smilede sødt. ”De tal vil blive forklaret ved konferencens første møde. Tænk ikke mere over det … Kan jeg hjælpe?” Hun vendte sig mod den næste kvinde i rækken.

Hm. Jeg havde ikke lyst til at vente indtil første møde. Jeg var nervøs nok omgivet af kvinder, der virkede så afslappede midt i en flok vildt fremmede, som var det juleaften hos bedstemor. Jeg brød mig ikke om ”overraskelser”. Avis vinkede til mig med sin pakke hen over hovederne på fem kvinder, der maste sig op til bordet mellem os, og nikkede hen mod elevatorerne. Vi mødtes dér, netop som elevator 2’s døre gik op med et pling, og vi kørte vores kufferter ind. ”Hvilket nummer har du fået?” ”Nummer?” ”På velkomstpakken, højre hjørne, guldmærkat.”

16

Kapitel 1

”Åh.” Avis vendte pakken, som hun knugede i den ene hånd sammen med sit plastiknøglekort, taskeremmen og en lille pakke papirlommetørklæder. ”26. Hvad er det til?”

Jeg smilede glad og slappede af. ”Det ved jeg ikke. De fortæller os det ved første møde.” Hvad det så end var, var jeg sammen med Avis.

Det viste sig, at vi slet ikke fik brug for vores nøglekort.

Døren til suite 206 stod på klem. Avis og jeg så på hinanden og listede os indenfor som de tre bjørne, der kommer hjem fra deres gåtur i skoven. Dagligstuedelen af suiten var tom. Men gennem foldedøren ind til soveværelset kunne vi se ’Guldlok’ sidde på den kæmpestore dobbeltseng i fuld færd med at lakere tånegle, mens gospelmusik gjaldede fra radioen på natbordet.

Den fremmede så op. ”Åh, hej!” Hun vinkede med den lille pensel mod os. ”Tag jer ikke af mig. Lad, som om I er hjemme.”

Vi stod og stirrede. Kvinden var af middelhøjde, mørkhudet og mager med en krone af små sorte fletninger, pyntet med en regnbue af perler, der faldt ned om hendes hoved. I trediverne, måske fyrrerne, det var svært at sige. Hendes smil afslørede en række perfekte tænder, men et ar ned over den ene side af hendes ansigt modsagde et let liv.

Avis var modigere end jeg og sagde det, jeg tænkte. ”Øh, er vi i det rigtige værelse? Vi vidste ikke, at vi skulle dele værelse med en mere.”

Kvinden lagde hovedet på skrå. ”Åh! Sagde de ikke det til jer i receptionen? Suite 206, ikke?” Hun satte penslen i neglelakken og hoppede ned fra sengen. ”Jeg er Florida Hickman – men I kan kalde mig Flo.” Hun rakte hånden frem. ”Avis og Jodi, ikke? Det var, hvad de sagde til mig dernede. Men altså, det var meningen, at jeg skulle bo sammen med den her søster, men hun blev nødt til at aflyse, og jeg havde ikke lyst til at skulle betale 17

Yada yada-bedegruppen

for en hel suite selv.Var i forvejen nødt til at sælge ungerne bare for at komme her.” Hun lo hjerteligt. Så falmede smilet, og hun lagde hovedet på skrå. ”I har ikke noget imod det, vel? Altså … jeg har ikke brug for hele den her enorme fodboldbane for mig selv. Medmindre …” Panden rynkedes. ”Vil I godt have, at jeg tager sovesofaen?”

Min artig-pige-opdragelse røg ud af munden på mig, før jeg vidste, hvad jeg sagde. ”Åh nej, nej, det er helt i orden. Det er fint med os.” Er det, Avis? Jeg turde næsten ikke se hen på Avis. På køreturen var vi sådan set blevet enige om, at eftersom det var en suite, kunne vi få et ”værelse” hver. Avis var så sandelig ikke den type, der var sent oppe og sov længe om morgenen. ”Jo, ja, selvfølgelig,” sagde Avis. ”Det er bare det, at ingen har sagt noget til os.” Jeg kendte ikke Avis så godt, men det var ikke entusiasme, der lød i hendes stemme. ”Jeg kan sove på sofaen,” tilføjede hun og kørte sin kuffert hen til kuffertstativet.

Jeg bemærkede, at hun ikke sagde ”vi”. Jeg stod og vaklede.

Men vores nye ven havde gavmildt tilbudt den anden side af kæmpesengen, så jeg trak min kuffert ind i soveværelset og anbragte den på gulvet på den anden side af Floridas neglesalon.

Det skulle nok blive interessant. Jeg havde tænkt, at det ville blive noget af en oplevelse at komme til at lære Avis at kende som min værelseskammerat over weekenden. Som medlemmer af den samme kirke var det her en chance for at nå længere end søndagshøflighederne og børste tænder i samme håndvask. Men jeg havde ikke regnet med et tredje hjul. Gud vidste, at jeg gerne ville udvide min horisont, men det her var at gå lidt hurtigere, end jeg var parat til.

Jeg pakkede den kjole ud, som jeg håbede ville kunne gå som selskabskjole, og mens jeg hængte den ind i det smalle skab, slog

18

Kapitel 1

en tanke mig pludselig. ”Florida, hvilket nummer står der på din velkomstpakke?”

Florida gjorde storetåneglen færdig og studerede den kritisk. ”Nummer? … Åh, du mener den der guldmærkat på forsiden?”

Hun så hen på sine ting, som hun havde smidt på sengen. ”Øh …

26. Hvorfor?”

19