![](https://assets.isu.pub/document-structure/240604064809-a1a129019e87b21d8de44e6d5c2f5aaf/v1/52621b147cccd1d2a92f7ece64a68afd.jpeg)
Bliv frivillig i Scleroseforeningen
Bliv frivillig i Scleroseforeningen
Som frivillig i Scleroseforeningen bliver du en del af et stærkt netværk, der arbejder for sclerosesagen og for at skabe tilbud og fællesskaber for alle dem, der har sclerose inde på livet. Vi har lokalafdelinger i hele landet, hvor du kan være frivillig på den måde, der passer til din tid og dine ambitioner.
Skab oplevelser og netværk: Som frivillig kan du være med til at arrangere alt fra udflugter og dansehold til foredrag og samtalecaféer. Vi ved nemlig, at det gør en forskel for mennesker med sclerose og deres pårørende at mødes og blive en del af et fællesskab. Vi har brug for dig, uanset om du har idéerne eller foretrækker de praktiske opgaver.
Bliv en del af en lokal bestyrelse: Du kan være med til at sætte retningen for foreningens arbejde og bruge dine kompetencer i det lokale bestyrelsesarbejde.
Vær med til at skaffe penge til forskning: Frivillige kræfter står bag, når vi samler millioner ind til forskning i sclerose med et fælles mål om at knække koden til sygdommen en dag. Bliv frivillig ved vores landsindsamling, eller vær med til nogle af vores andre indsamlende events.
Du kan også involvere dig i aktiviteter for udvalgte grupper. Det kan være, du drømmer om at skabe tilbud for unge med sclerose eller for pårørende, eller måske banker dit hjerte for børn, der har en mor eller far med sclerose. Sammen kan vi blive klogere på, hvad du gerne vil som frivillig.
• Du gør en forskel, der virkelig betyder noget for andre
• Positive oplevelser, sjovt samvær og nye venskaber
• Du er med til at skabe store resultater
• Personlig udvikling og nye kompetencer
• Erfaring til dit CV
”Som frivillig har jeg fået nogle dejlige ”kollegaer” og et særligt fællesskab, hvor vi har stor forståelse og respekt for hinanden.”
Tina Strømann, frivillig formand i lokal bestyrelse
Hvis du vil være frivillig eller bare gerne vil høre nærmere, så skriv til os på frivillig@scleroseforeningen.dk. Så vil du blive kontaktet af en af vores organisationskonsulenter.
Du kan også udfylde vores frivillig-formular ved at klikke på QR-koden her:
Læs mere om at være frivillig på www.scleroseforeningen.dk/bliv-frivillig
Husk, at du er velkommen som frivillig, også selvom du ikke er medlem af Scleroseforeningen.
Sclerose er en uhelbredelig, fremadskridende og invaliderende sygdom, som rammer flere og flere danskere, men der er håb, når vi samler ind til patienthjælp og støtter forskning.
Scleroseforeningen er Danmarks største bidragsyder til uafhængig forskning i sclerose. Mere end halvdelen af al dansk forskning er finansieret af foreningens bidrag. Målet er et godt liv med sygdommen og ultimativt en verden uden sclerose.
Indtil det sker, arbejder Scleroseforeningen for at skabe de bedst mulige livsvilkår for de mere end 100.000 mennesker, der har sclerose helt inde på livet som enten patient eller pårørende. Det gør vi ved blandt andet at tilbyde gratis psykolog- og socialrådgivning, samtidig med at vi kæmper for den bedst mulige behandling, retten til et godt familieliv og inspirerer til en sund livsstil.
Scleroseforeningen lever af egne indsamlede midler. Det kræver en høj grad af folkelig opbakning. Det sikrer vi ved at oplyse om sygdommen, så politikerne og det omkringliggende samfund er opmærksomme på den livsomvæltende sygdom og de mange konsekvenser, den kan have for både patienter og pårørende. Vi er der for alle med sclerose og alle, som er berørt af sygdommen.
Scleroseforeningen
Poul Bundgaards Vej 1, 2500 Valby telefon 36 46 36 46 hej@scleroseforeningen.dk www.scleroseforeningen.dk