ngelsesgrundlag
Anbringelsesgrundlag
Anbringelses
lsesgrundlag Anbringelsesgrundl 1
Anbringelsesgrundlag Anbringelsesgrundlaget er udarbejdet for at skabe de bedst mulige betingelser for en sikker faglig og økonomisk styring på anbringelsesområdet for børn og unge i Silkeborg Kommune. Anbringelsesgrundlaget er vejledende. Der kan være tilfælde, hvor den faglige vurdering vil veje tungere end retningslinjerne. Den sammenhængende Børne- og Ungepolitik danner den overordnede ramme for alt arbejde med alle børn og unge i Silkeborg kommune. Den tager udgangspunkt i disse demokratiske værdier:
Kvalitet, dialog, dynamik og sammenhæng Visionen er, at alle børn og unge har ret til: • Et godt og sundt liv. At opleve livsglæde og blive anerkendt som dem de er. • At udvikle sig til hele, sunde og livsduelige mennesker i fællesskaber, der er præget af respekt for forskellighed. • At blive inddraget, have indflydelse og blive hørt.
Den styrende ambition i Silkeborg Det er Silkeborg Kommunes ambition at hjælpe og støtte børn og unge i deres eget nærmiljø. Det er ud fra et princip om at skabe gode rammer for barnet eller den unge med den mest skånsomme indgriben. Støtten skal så vidt muligt ske ved, at man inddrager de ressourcer, der er til stede i familien og normalsystemet. Indsatsen sker med udgangspunkt i lokalområdet, med fokus på eksisterende private og offentlige netværk.
2
Grundholdninger
Et barn anbringes ikke alene pga. hjemlige forhold, som det for andre kan være vanskeligt at være vidne til. Familiesektionen skal derfor kunne rumme et betydeligt pres fra omgivelserne, mens der arbejdes på at finde en løsning, der kan forhindre en anbringelse. Der skal være en begrundet formodning om, at målet med anbringelsen rent faktisk kan nås.
Det er en grundholdning i Familiesektionen, at anbringelse så vidt muligt skal undgås. En anbringelse er en dramatisk indgriben i en families liv, og skal altid være ”sidste udvej”. I undersøgelsesarbejdet er vi derfor optaget af at finde og aktivere de ressourcer, som kan fremme en løsning, hvor en anbringelse undgås. Vi arbejder med, at forældrenes kompetencer anvendes målrettet i forhold til de problemstillinger, der er omkring barnet og barnets miljø. Er dette ikke tilstrækkeligt vurderer vi om længerevarende, kompenserende støtte kan skabe grundlag for, at barnet kan blive i hjemmet og familien forbliver samlet.
Er dette ikke tilfældet, skal der findes alternative løsninger i form af forebyggende indsatser, som typisk vil forudsætte, at normalsystemet fortsat skal rumme barnet. Anbringelsen sker af hensyn til barnet, og ikke for at beskytte omgivelserne. Det betyder at børn og unge bør anbringes når: • Der ikke findes andre muligheder, der kan afhjælpe barnets mistrivsel.
Når et barn er anbragt, arbejder vi altid – med mindre der er tale om en permanent anbringelse – med hjemgivelse for øje. Vi er bevidste om, at en hjemgivelse er en lige så vanskelig og sårbar proces som en anbringelse, og den skal derfor være genstand for samme omhu.
• Forældrene er ude af stand til at drage omsorg for barnet. • Der er grundlag for anbringelse uden samtykke. • Forældrenes kompetencer er helt utilstrækkelige i forhold til at varetage omsorgen for barnet eller den unge. • Barnet er kommet hertil som uledsaget flygtning. Det betyder at børn og unge ikke skal anbringes når: • De fungerer normalt, men midlertidigt har nedsat trivsel. • Det er tilstrækkeligt med indsatser fra netværket, normalsystemet samt forebyggende hjælpeforanstaltninger. • De udelukkende har undervisningsbehov. • Det kan være tilstrækkeligt med ambulant behandling. • Der er mulighed for at etablere privat familiepleje. • Der ikke kan opnås samtykke til anbringelse, og der ikke er grundlag for tvang. • Vanskelighederne bunder i generationskonflikter.
3
Når vi anbringer: Det centrale når vi beslutter anbringelse, er at anbringe barnet i et miljø som er kendetegnet ved nærhed, tilknytning, mulighed for relationsdannelse og kontinuitet på disse områder. Det betyder, at vi fokuserer på de ressourcer, der er i netværket. Hvis det er muligt, anbringes barnet eller den unge i nærmiljøet. Kan det ikke lade sig gøre, anbringes barnet i en plejefamilie. Når barnet har en vis alder, kan det være vanskeligt at nyanbringe i plejefamilie. Det vil altid afhænge af den konkrete situation og barnets modenhed. Vurderes barnet at have en alder, hvor teenagefrigørelsen er ved at indfinde sig f. eks. 12/13 år, er målet at finde et tilbud, der så godt som muligt kan imødekomme de fire kriterier herover. Det er også vigtigt, at anbringelsen foregår lokalt og i et lille miljø. Hvorvidt det er et opholdssted eller en mindre institution, vil afhænge af den konkrete situation. Endelig vil nyanbringelser af unge som udgangspunkt ske i Ungecenteret. Anbringelsen af barnet eller den unge prioriteres i følgende rækkefølge: 1. Netværksanbringelse 2. Plejefamilieanbringelse 3. Tæt, lille miljø som mindre institution eller opholdssted. Vi prioriterer at opholdsstedet har fastboende leder. 4. Specialinstitution En anbringelse kan i visse tilfælde være en del af et længere forløb. Hvis det er til barnets eller den unges bedste, vil der blive anvendt flere anbringelsesformer. Eksempelvis vil der undertiden være forløb, hvor barnet kan rummes i netværket i en periode, men at der senere opstår behov for en anden anbringelsesform, hvis netværket ikke kan håndtere de mål, der er sat for anbringelsen.
4
Hvis en ung, der er anbragt udenfor lokalområdet på et socialpædagogisk opholdssted, eller en døgninstitution uden for kommunen, vil kunne få gavn af et mindre indgribende tilbud i lokalområdet, genskabes den unges tilknytning hertil.
Det betyder at: • For at undgå akut anbringelse, skal der forebyggende søges etableret et netværk om barnet eller den unge. • Hvis en akutanbringelse er en realitet, etableres der et tæt samarbejde med det sted barnet skal anbringes, for at få en afklaring af det videre forløb.
Akut anbringelse: Akutte anbringelser skal så vidt muligt undgås. En akut anbringelse finder sted, hvor der opstår en pludselig og alvorlig begivenhed, der kan true barnets eller den unges sundhed og udvikling, eller hvor den akutte situation indebærer en risiko for andre personer.
• Senest 1½ måned efter en akutanbringelse skal der træffes beslutning om det videre forløb på fagligt forum. • Hvis kommende forældres omsorgskompetence formodes utilstrækkelig, skal der iværksættes en § 50-undersøgelse, og - hvis det er muligt ud fra tidspunktet for kendskab til problemstillingen - senest to måneder før forventet fødsel udarbejdes en plan for indsatsen.
En forudsætning for en akutanbringelse i familiepleje, på døgninstitution eller opholdssted er, at barnets eller den unges forældre, eller evt. andre nære voksne i netværket, i den akutte situation ikke er i stand til at tage vare på barnet eller den unge.
Anbringelse af de socialt udsatte 15–18 årige Vi ønsker så vidt muligt at finde alternative indsatser til anbringelse af de 15–18 årige. Det skyldes et ønske om at fastholde de unge i deres vante miljø, da ungegruppen er sværere at fastholde i en anbringelse. Det er dokumenteret, at anbringelser hyppigere mislykkes i ungegruppen. Det er derfor væsentlig at have fokus på, om formålet med anbringelsen vil kunne opnås inden den unge bliver 18 år. Det betyder at: • Anbringelse af 15–18 årige som hovedregel kun finder sted, når der er tale om alvorlig omsorgssvigt, ungdomssanktion, eller misbrugsproblemer hos den unge, der ikke kan løses lokalt. Det samme gælder hvis forældrene har psykiske lidelser eller misbrugsproblemer. • Alternativer til anbringelse iværksættes med udgangspunkt i den unges behov.
5
Anbringelse af unge over 17 år og efterværn Unge over 17 år anbringes som hovedregel kun i situationer, hvor der er et helt særligt behandlingsbehov, eller hvis det udgør en trussel for den unges sundhed og udvikling at blive i nærmiljøet. I stedet for anbringelse iværksættes indsatser, der målrettes den unges behov med særlig fokus på overgangen til voksenlivet. Anbringelse ud over det 18. år bliver som hovedregel ikke forlænget. Efterværn ydes efter en konkret vurdering af den unges udviklingsmuligheder. Der vil ofte være tale om, at man knytter en kontaktperson til den unge. Det betyder at: • Unge over 17 år som hovedregel kun anbringes, når der er tale om ganske særlige situationer, som ikke kan imødekommes i de lokale forebyggende behandlingstilbud, eller når der er tale om kriminalitet, der har ført til dom eller ungdomssanktion. • Der så tidligt som muligt og senest ved det 17. år skal være drøftelser med den unge og anbringelsesstedet om udslusning/afslutning af indsatsen. • Der ydes efterværn når det anses for væsentligt, af hensyn til den unges uddannelses-, arbejds-, eller boligforhold, og som udgangspunkt i et halvt år med mindre der er ganske særlige behov. • Afhængig af den unges vanskeligheder inddrages enten Job og borgerservice, Socialteamet eller Handicap- og Psykiatriafdelingen i den videre proces, og tager stilling til den fremtidige støtte og forsørgelse.
6
Grundig opfølgning og fokus på hjemgivelse
Det betyder at:
Det er helt afgørende for en faglig og økonomisk sikker styring, at der sker en systematisk opfølgning i alle anbringelsessager. Det er karakteren af den enkelte anbringelsessag, der afgør hyppigheden heraf, men med Barnets Reform, der blev tilføjet Serviceloven 1. januar 2011, er det besluttet at opfølgningen skal ske mindst to gange årligt.
• Vi skelner mellem 3 kategorier af anbringelser: • Kortvarige anbringelser - op til 1 år. Det vil dreje sig om anbringelser, hvor forældrekompetencerne på anbringelsestidspunktet ikke rækker, men forældrene har accepteret anbringelsen, og er motiverede for at indgå i et samarbejde om de forhold hos sig selv og barnet, som har gjort anbringelsen nødvendig.
Når der på baggrund af en opfølgning bliver tale om hjemgivelse, udarbejdes en plan herfor og evt. hvilke indsatser der i den forbindelse skal iværksættes.
• Langvarige anbringelser – over 1 år. Der vil typisk være tale om børn og unge med massive støttebehov, forældre som ikke har problemerkendelse og tilstrækkelig udviklingspotentiale til at matche børnenes behov. • Permanente anbringelser – formodes at være til barnets 18. år. Der vil være tale om anbringelser, hvor der er en sikker formodning om at forældrene, pga. psykisk sygdom eller stærkt afvigende adfærd, ikke vil blive i stand til at få børnene hjem. • Den systematiske opfølgning og tilsynet med barnet eller den unge tager udgangspunkt i målene i handleplanen. Dette finder sted ved en samtale med barnet eller den unge på anbringelsesstedet med inddragelse af forældrene/familien. • Der på baggrund af opfølgningen altid sker en revurdering af handleplanen, og at det konkret vurderes om indsatsen skal ændres eller ophøre. • Der er fokus på forældrenes muligheder for behandling/støtte under en anbringelse, for at understøtte mulighederne for hjemgivelse af barnet eller den unge. Der sættes mål for arbejdet med familien, hvilket kræver et samarbejde med andre instanser. • Der stilles krav til anbringelsesstedet om at fremsende statusattest senest 14 dage før et opfølgningsmøde.
7
Layout og tryk:
8 路 B&F.2862 路 04.2011