Fra 1860 tII 1940 d BERTEL MØLBY,
Skovlund
Sognekongen Bertel Mølby fra Skovlund beretter om privat liv og offentligt virke
Indledning ved Kai Knudsen, Skovlund: Som 78 årig skreu Bertel Mølby Skoulund
i
f
Jensen,
1938 sine kortfattede erindringer
om et aktiut leuned som igangsætter og som ubestridt leder af det ofentlige virke i Ansager kommune og Skoulund sogn.
De sirligt ordret
håndskreune sætninger gengiues
i nedenstående
selu. FøIgende
artikel, og
taler
for
sig
kan tilføjes om Bertel Mølbys
Kuie Søuej og hvis østgrænse støder op til Lillesø. Plantagen fk naunet Margretelund, opkaldt eJter B. Mølbys kone, Margrete f. ued
Christensen på Søgård i Alling. Ejendommen på de 7 tdr. land i Skoulund, som Bertel Mølby købte og lod bebyg-
ge med 'l
beboelse og manufaktuforretning i
899 uar de nu
nedreune ejendomme på >Købmandsgrundeno. Resten af jorden lod
han udstykke.
Det hører med til historien. Bertel Mølby
liusuærk.
Breumgård
i 1906 også ejede Bakkegården i
uar
Den uar beligende midt i Ansager by. Han
Moderen, Maren Jensen, uar ;født på
i l-ærkeholt. Den;fædrene slægt og hed på skift Bertel Mølbygård fra Heraf ;fornaunet og Bertelsen. Jensen Jens Bertel, der senere tog naunet Mølby og smed Jensen uæk. Bertel Mølby var bogligforudfor sin tid. Han haude altid to talrækker med, når han lagde tal sammen. Han uar stærk i dansk og
god til
at
formulere
sig.
(Jddannet
på højskole og landbrugsskole uar det landbruget, han sigtede mod, men hans handelstalent og eunerfor tal og organisation førte til, at han på opfordring bleu Skoulund Brugsforenings ;førs te uddeler. Jordstykket
fra
øst
;for åen, som han;frikøbte
sin;fødegård Mølbygård
houedparcellen
i
i
1899 og tilbagekøbte i
1902. Også de 43 tdr. land
hede, som Ber-
tel Mølby lod tilplante, uar en del af jorden og udgøres i dag af den plantage, der liger 58
1905 til Ansager.
udstykkede en række grunde og solgte derefter den stadig ret store ejendom til fortsat landbrugsdrift. Tiods gangbesuær gik Bertel Mølby i sine
turenfra Skoulund Møldalgård, og han uar altid god for en historisk udredning og snakkede gerne om barne- og ungdomsår på gårdene omkring a;ftægtsår næsten huer dag
til
åen ued Mølby.
Bertel Mølby døde den 6 juni 1946 og Margrete fulgte ham
i oktober
samme år.
Her følgu så Bertel Mølbys egen beretning.
1895, udgjorde
til Møldalgård, som han byg-
gede og solgte
fortæller det ikke sel4 at han
Der kommer en tid for os, der når op i årene, da vi må lægge op, som sØmanden siger. En sådan stund er nu kommet for mig, men jeg er da også 78 år, så det er kun ret naturligt, og jeg takker min
,Mølbygård<
sct
_lrd øst c(t.
1910. Foto: Vardc Mrrsaunt
gud for de mange gode arbejdsår, han har skænket mig, for godt helbred, gode kår, gode forældre og gode søskende. En god hustru og 7 gode børn, 5 svigerbørn og 13 børnebørn alle levende og ved godt helbred. Efter 45 års samliv en flok på25 og ingen grave, vi har nok grund til at takke for guds velsignelse i vort ægteskab, det er nok en del mere, end vi har fortjent. Vi gamle har jo vore minder at tænke tilbage på, og vel den, som kun har gode minder. Jeg vil forsØge at fæstne nogle af mine minder til papiret, selv om det vel nok særligt bliver de gode, de dårlige dvæler man ikke så
gerne ved.
Barndommen Jeg er født i Mølbygård d. 5.
marts fødegård, som var min åders 1860. Det han havde overtaget et par år før. Mine forældre blev gift 10. april 1853 og overtog da min moders fødegård i Lær-
keholt. Den solgte de og flyttede til Mølbygård. Mine bedsteforældre korn
da på aftægt. Bedsteåder døde
i
1870 og bedstemoder i 1.877. Min bedstefaderJens Olesen kan jeg ikke huske, han må være død først i tresserne (1864).
Min nrormor var død længe før, men han giftede sig igen, og min anden bedstemoder levede, og hende har jeg
besøgt mange gange som barn. Min fader var født 1829 og moder 1835. De var henholdsvis 24 og 18 år, da de holdt bryllup, og da moder døde 2. juli 1868 af en blødning efter sin 9ende barne-
i godt 15 år. ni børn var de fire døde, tre piger og en dreng (de to døde af diffødsel, havde de været gift
Af
deres
teritis). De to ældste
-
Else og Karen, og
jeg, der var nr. 5 og Line nr. 7 samt Martinus nr. 9, var således de eneste, som var tilbage af åders første ægteskab. Karen blev gift og døde i 9Oerne. Else
og Martinus blev også gift og døde i 1.920erne.
Mine erindringer går tilbage til mit tredie år.
I
1863 ombyggedes stuehuset,
og jeg kan erindre noget fra dette, ligesom jeg også kan huske lidt fra det gam-
le stuehus' indretning. Fra mit f erde år
husker jeg østrigernes besøg. Da jeg var seks år, hjalp jeg med at passe en stor gåseflok ca. 60 stk., som vi og tre andre gårde skiftedes til at græsse. Derefter er jeg nok avanceret til at trjælpe mine to ældre søstre med køerne om sommeren, men da de snart blev for gamle til dette, kom jeg meget tidligt til at overtage køernes pasning med lidt hjælp nu og da.
Skoletiden Da jeg var syv år, kom jeg i skole. Da skolen lå på vor mark, og vinterlærerne i nogle år fik kost og ophold hos os, så
var det meget bekvemt. Min bedsteåder lærte mig at læse og regne. og vinterlæreren holdt lidt aftenskole for mine søstre. Derved faldt der også lidt af til
mig, så jeg var vist godt forberedt til jeg begyndte. Jeg husker således, at jeg kunne regne med brøk allerede den gang. Vi gik i skole hver anden dag (to klasser) om vinteren og % dag om sommeren. I det sidste skoleår fik nogle af os lov til at gå hver dag, men vi ældre sad for os selv med regning, retskolen,
da
skrivning og lignende, og så hjalp vi lærerne noget med at læse med sinkerne. Vi havde to meget dygtige lærere i min tid S. Lauridsen, senere lærer i Arre
og Sønderho, og Jens Olsen, senere lærer i Grene og Hauge. Jeg var vist ikke nogen særlig dygtig elev. Jeg ville gerne læse fædrelandshistorie og andre historier. Min kæphest, hvis jeg havde nogen, var vel nok regning. Jeg kunne vel også nok , da jeg forlod skolen, skri60
ve nogenlunde fejlfrit, men det kunne have været bedre, det så jeg senere, og noget forbedret fik jeg da også mine mangler ved et par højskoleophold som voksen.
Min fader Min fader var sognefoged fra først i 60erne til vist 1867 eller 68 og i sognerådet fra 1861 til 73 deraf formand fra 1864 ttl68. Ved sin afgang som sognefoged skænkede beboerne ham et smukt
taffelur, som jeg har arvet, samt seks sølvskeer. Det var vist særlig som tak for hans arbejde under krigen, at det blev skænket ham. Min åder havde således sin tid meget optaget af offentlige hverv i 60erne. Han blev noget afvænnet med det dag-
lige landbrugsarbejde og kom aldrig rigtig til det igen, skønt han dog kun var ca. 40 år. Jeg kan således ikke mindes ham bag ploven eller med høle og mejered, men ved andre arbejder som lettere kørsel i høst og slet, kreaturernes pasning o. l. var han med, der er jo altid
nok at se efter på en stor gård. Min åder havde en stØrre brokskade og gik stadig med bind, hvornår han har fiet den, ved jeg ikke, men han har haft den længe, så her har vi vist grunden til, at han tidligt lagde det mere besværlige arbejde af.
Mølleuirksomhed En anden sag lagde også meget beslag på fars tid en del af efteråret. Det var en kartoffelmelsmølle, som dreves ved
vandkraft og var i drift et par måneder. Derefter skulle melet tØrres og males og sælges. Denne virksomhed ophørte
vistnok først t
1870erne, fordi det udenlandske mel slog det danske ud. Da dette anlæg havde stået stille nogle år
anskafGdes en valkemaskine til at valke det dengang brugte hjernmelavede vadmel. Senere i 8Oerne anlagdes en karte-
og spindeåbrik til forarbejdning af omegnens uld. Denne virksomhed optog åder meget, og det svarede sig vist rigtig godt til midt i halvfemserne, da var der kommet en lignende åbrik i Grindsted, som andelsåbrik. Den tog for mange af vore kunder, så vi måtte også standse denne virksomhed.
I'Jyt ægteskab Som omtalt døde min moder 1868, og
året efter giftede far sig med Maren
I dette ægteskab fødtes 8 børn, hvoraf de tre døde som små. Sønnerne Poul og Jens blev gift, mens Marie og Ane forblev ugift. Min stedmoder var en dygtig husmoder og Poulsen Yad fra Mejls.
en god hustru for åder. De blev kort efter brylluppet vakte ved indrernissionær Lars Remmer fra Brejning, og deres hjem blev i mange år det hjem, hvor indremissions møder som oftest holdtes,
og mange missionærer boede der efter møderne. 15 år gammel blev jeg konfirmeret på
jeg stå ene på kirkegulvet
bededagen
derefter.
Soldatertjenesten efteråret 1878 var j.g på session og blev udskrevet som infanterist. Jeg kom i vinteren 1878/79 på Hindholm Højskole og havde der en god vinter. Vi lærte noget af hvert. Vi var ca. 115 elever delt i fire klasser efter evner og forkundskaber. Jeg var i l.klasse og kunne godt følge med. Vi havde fag som regning, dansk, tegning, geografi m.m. for os selv, og andre åg som kemi, fysik, fædrelandshistorie og foredrag sammen med 2. klasse. Vi skulle lære noget, og det gjorde vi også, da vi havde nogle
I
dygtige lærere.
Den 25/4 1879 skulle jeg møde i Fredericia som rekrut ved 1.2. batl. 1. komp. nr. 359. Det gik helt godt, ogjeg var rask hele tiden og nogenlunde til min tjeneste. Jeg anstrengte mig vist ikke meget for at stå højt hos mine beålingsmænd, thi jeg ønskede ikke at blive udtaget til underkorporal, og det slap jeg da også for, men trak mig til at blive til vintertjeneste og måtte da leje en anden for 135 kr. til at ligge 7% måned for mig. I juni 1880 måtte jeg atter møde til lejrøvelse ved Hald, det tog 45 dage til 1. august. I 1884 måtte jeg igen i trøjen i 30 dage. Dermed var
min værnepligt afuiklet, og jeg
har
St. Bededag i 1875 af provst Gudme i Skjern kirke. Jeg gik nemlig til præst i Skjern, da vor egen præst ikke var efter fars hoved, og da jeg var syg på den
mange gode minder om gode kammerater fra den tid. Befalingsmændene var
almindelige konfirmationssøndag, måtte
ekstra, som var mindre rart.
ret flinke, når man passede sine ting, ellers kunne der nok vanke noget
61
&
m ;
Skoulunrl -førstt Brugs.fttruin.q
(1888-1891), lrcr startt'dt Lokdlfttrenittgan (Fodarsto-ffureningen)
I pladser tid indtil jeg nov. 1883. Da tog en plads hos en tidligere højskolekammerat i Sandby ved Lammeforden på Sjælland. Derefter var jeg fra oktober 84 til julen s.å.
Jeg var så hjer-nme den øvrige
ved et fællesmejeri på Sletterødgård ved Årup på Fyn, og fra 1/ 1 tll 1 / 4 1 885 var j.g på Ladelund landbrugsskole, hvorefter jeg atter kom hjem, da åder meget
i
1906
omegn. Dette 1å jo noget udenfor, hvad jeg var uddannet til og opvokset ved, men jeg var nu 28 år. Et par brødre var nu voksne, så jeg kunne undværes, og
da det var meget dårlige tider for landså lokkede dette ikke. Jeg syntes så,jeg kunne prøve dette her, der tilbød sig først og så se tiden an.
bruget,
ønskede det.
Gårdmand og manufakturhandler
Llddelertiden
Det blev dog til 11 år til 1899, da sagde jeg pladsen op og begyndte en manu-
Jeg var nu hjemme
t1l1/2 1888,
da
jeg
efter opfordring overtog pladsen som uddeler i den da oprettede brr-rgsforening i Skovlund for Ansager sogn og 62
fakturhandel i egne lokaler i Skovlund. Jeg må imidlertid tilbage til 1890. Min åder, der nu var over de 60 år, var ved at kØre træt med både at have gården og
['
Fq
.t
sie
Rejsegilde
i
1898 på manufaktuforretningen.I ntidten
ses
i mørkt tøj Bertel Mølby,
bag ham (m. forklæde) hans
kone Crete.
fabrikken at sryre. Gården var højt pri-
Jeg kom da med det forslag, at jeg
oriteret efter den tids forhold, og det gjorde det ikke lettere. Han opfordrede da mig og min broder Poul til at overtage gården i fællesskab, kun ville han beholde en mindre lod til et par heste og et par køer, samt fabrikken og husly til sig og plads til avl og besætning. Vi skulle give 35.000 kr. for det. Min broder ejede ingenting og havde ikke sin værnepligt overstået, så det var mig, som havde lidt mødrenearv og opsparet løn, vel en 3-4000 kr. ialt, som måtte løbe risikoen. Jeg var ikke meget for at frasige mig min plads som uddeler, da den tegnede til at blive ret god. Jeg ville på den anden side gerne hjælpe år.
sammen med Poul ville forpagte gården for 5 år og svare i forpagtning den sum,
som renter og skatter med forsikringer o.l. kunne beløbe sig til. Det blev vist 2400 kr. tilsammen, og efter de 5 år havde vi ret til at købe gården for 35.000 kr., hvis vi ønskede det. Jeg regnede med, at skulle det knibe med at svare de 2400 kr., så kunne jeg tjene det manglende
i min anden stilling, og jeg
fri for
den risiko, som der var ved at købe gården i disse dårlige tider. Mit tilbud blev antaget, og vi overtog gfuden fra 1 nov.1890 i forpagtning. Besætningen var ikke ret stor eller værdifuld. Der var f.eks. fire heste, men de
blev
63
mit salg af mælk, svin, heste og kreaturer, at det ikke kunne dække
var gamle eller med Gjl, så de var ikke med efterårspriser over 200 kr. værd pr. stk. og føl eller plage var der ingen af. Kreaturerne var nogenlunde, men dog
bevise ved
lovlig fitallige, og redskaber var der jo ikke mange af i den tid. Maskiner var ikke kommet på mode endnu. Jeg har handlet med rneget i mine dage også større jordkøb og salg. Dette var min første handelsforpligtelse, og det er også den eneste, jeg erindrer, at jeg var ked af og kun gik med til for min gamle åders skyld. Min stedmoder var vist ikke tilfreds med ordningen, men hun tav. Far ville her råde, han vidste bedst, hvor skoen trykkede. Det var ikke altid let fbr år i disse år og forresten helt fra 1870erne, men han blev dog altid hjulpet af åmilie og gode venner, men det skadede meget, når besætningen enkelte år blev for lille. Far talte aldrig med mig om sine pengesorger, så jeg ved ikke, hvor stor forlegenhed han var i i 1890, rnen jeg forstod, at han måtte have en ordning med gården, så den ikke tog, hvad fabrikken gav, selv om den skulle sælges. Hvis dette er rigtigt, så kan det ikke andet end være mig en glæde at have været med til at bevare fædrenehjemmet i familien. Det var meget dårlige tider i første halvdel af 90erne, så når en gård skulle leje omtrent hele sin arbejdskraft, to å tre karle og to piger og svare renter af hele værdien med skatter og meget
I 1893 blev jeg gift, og vi boede 8 måneder på gården, men flyttede så i 1894 til Skovlund. I foråret 1895 døde fader efter længere tids sygdom (kræft) og samme år 1. nov. udløb vor forpagtning. Der måtte da en afgørelse til, om Poul og jeg skulle som aftalt i fællesskab overtage gården til de 35.000 kr, eller en anden ordning kunne opnås. Det blev straks klart, at moder helst ville beholde gården, og hun havde jo også to voksne sønner og tre dØtre til hjælp, men så måtte jeg jo give afkald på min part af gårdhandelen. Der var ingen skriftlige beviser for aftalen, men alle
andet, så var der vist få, der klarede den uden at stifte mere gæld. Heller ikke jeg slap for tab, men hvor meget ved jeg ikke, dajeg ikke førte bog, hvad der var
meget forkert, men jeg kunne 64
jo
nok
de 2400 kr.
*
lønninger og andre drifts-
udgifter.
mine hjemmeværende søskende havde været vidner, og det respekteredes godt
nok. Jeg husker, at vi havde et familiemøde om sagen, hvor et par gode mænd var til stede som rnæglere. Jeg stillede mig sådan, at jeg ville annullere handelen, når jeg kunne fi erstatning for det, som besætningen eFter min mening var forøget i de fem år. Jeg havde vel haft driftstab. men dette. såvel sorn hvad gården ellers var forbedret, forlangtejeg ikke noget for. Der var den hage ved
det, at da forpagtningen i 1890 begyndte, var besætningen ikke blevet takseret, idet man gik ud fra, at forpagtningen afløstes af det aftalte salg, og det således ikke var nødvendigt at taksere besætningen.Jeg stod således dårligt i det, og for-
handlingerne strandede da også den dag, vel også af den grund, at selv om
Borscrøade
Mølby
i
Skoulund sct ntod ucst ca. 1911. Dct -ftn'stc ltrrs på hø,jre sidc uar dct oprind(li!( hus, sttm Bt'rtcl til nmnrlaktulitrrctnin.q i 1898.
bygqedc
moder ville yde nogen erstatning,
så
var
der ingen steder at tage pengene fra, ligesom der var anden kautionsgæld, som også skulle ordnes, forinden hun kunne tænkes at overtage gården. Der gik nogen tid, n-ren en ordning skulle der til, og jeg havde ingen tro på, at hun kunne fi pengevanskelighederne i orden ved at beholde det hele, og jeg ville godt hjælpe til at fi en løsning, når der var udsigt til, at den kunne bevare hjemmet.
Jeg erindrer ikke, hvor stor gælden var, kun huskerjeg, at kreditforeningen
havde 32.000 kr., der dog må have været en del nedbragt, da den var optaget flere år før, men jeg må medtage, at
der skulle henved 15.000 kr. til for at dække den mere iøse gæld til banker og
te dog bygge og besætte en hovedparcel på ca. 80 tdr. land for at få det solgt. Jeg nåede ikke fuldtud at
ind fbr jorden,
andre. Olgdl Mtrscunr
Jeg gav derfor mor det tilbud, at jeg ville give 15.000 kr. for den jord, der Iå øst for åen på nær ca. to tdr. land eng (kaldet anlægget) og så nærnrere betegnet hvor megen besætning, der skulle nredfølge. Jcg gik ud fra. at jeg ved udsrykning kunne afhænde det til den pris, og tillige levne lidt af det besætningen var værd, hvis jeg kunne være heldig. På den måde blev spørgsmålet om min andel i besætningens forøgelse så også løst uden gnidninger. Mit tilbud blev antaget. I løbet af tre år realiserede jeg udsrykningen og salget af det købte på nær ca. 43 tdr. land hede, som jeg lod tilplante i løbet af nogle år. Jeg rnåt-
5
så
fi de 15.000
kr.
noget af besætningen 65
gik med, men det var til at overkomme. Jeg vidste i forvejen, at det ville knibe, men jeg tror, at mor blev hjulpet, og det var også mit mål ved siden af, at jeg ønskede tillige for mig selv, noget af det
jeg havde indestående i besætningen.
Gårdmand og sognerådsformand Som tidligere nævnt gik jeg 1/1 1899 af som uddeler og købte ca. 7 tdr. land i Skovlund by, hvorpåjeg i efteråret 1899
da man endelig var blevet noget fortro-
lig med dem, så meldte der sig nye opgaver, idet udviklingen
i det store
sogn med opdyrkningen af de store hedearealer tog årt, så befolkningen voksede stærkt, og da der for landbruget blev ret gode kår fra begyndelsen af århundredet, så fordredes der bedre veje til den øgede trafik. Nye veje anlagdes ud til udflytterne, og de gamle sogneveje blev gruset. Alt dette gav forøget arbejde til mig, som også til mine kol-
et hus til beboelse og manufakturbutik, samt et udhus. Her drev jeg så manufakturhandel t1l 1./4 1,903, da jeg solgte forretningen og senere også jorden, efter at jeg havde
Med de mange nybyggerhjem
frasolgt nogle byggegrunde. Forinden jeg solgte i Skovlund, havde jeg i 1902 tilbagekøbt min i 1B9B
måtte tænkes på udvidelser næsten overalt. I 1908 måtte vi til at flytte de to
havde bygget
solgte hovedparcel
i Mølby, som ved
dødsåld var til salg. Den kostede 12.000 kr. - jeg havde solgt den for 11.000 kr.,
men nogen forbedring opvejede dette tillæg. Vi flyttede så i foråret 1903 ned på gården efter at have bygget lade og udvidet stalden. Vi havde fire raske drenge og en datter, og det var vel nok særlig for børnenes skyld, at vi flyttede, thi forretningen gik helt godt. Vi havde vel så tænkt os noget roligere forhold som bønderfolk, men det skulle blive helt anderledes, idet jeg samme efterår blev indvalgt i sognerådet og blev fra 1/1 1904 ved tiltrædelsen valgt til dets formand, og det blev en længere historie på 17% år, før jeg slap fri for disse hverv. I 1,904 skulle de nye skattelove føres ud i livet. Dette gav meget arbejde, og 66
Ieger
i
sognerådet.
Skolebyggeri fulgte efterhånden større børneantal, og der
hovedskoler i Ansager og Skovlund uden for byerne. Vi solgte de tillagte jordlodder og bygninger og købte i Ansager to tdr. land øst for byen, i Skovlund byggedes på skolelodden. På disse pladser opførtes
i
1908
i
Ansager
en skole med fire klasseværelser, en lærerbolig til førstelæreren, og en lejlighed over skolestuerne til andenlæreren og en lærerinde.
I
Skovlund byggedes
ligeledes lærerbolig for sig, men kun tre klasseværelser i skolebygningen. An-
denlæreren fik lejligheden i den vestre ende af skolebygningen, og lærerinden fik lejlighed på loftet over skolen. I begge skoler indbygedes en gymnastiksal på tværs gennem skolebygningen. De to nye skoler kostede med inven-
tar ca. 75.000 kr., men da vi fik ca. 20.000 kr. for de gamle skoler med
Lund skole bygget 1915-16. Foto 1938.
vi hjælpe på i 28 55.000 kr. år. Det os med et lån var et heldigt tidspunkt disse to skoler byggedes, senere blev det meget dyrere at bygge, og staten gav noget tilskud til gymnastikhuse og udvidelser. Vi bygg.de samme år gymnastikhuse i Stenderup grunde og jordlodder, kunne
fik statstilskud igennem til skolerne ca. 1060 kr. årligt,
og Kærbæk og a17e
28 år
altså halvdelen og mere end den gæld, vi stiftede.
I
måtte vi til at bygge to helt nye skoler igen, en på Lundmark, hvor 1.91.6
der i nogle år havde været pogeskole og en i Stenderup lidt nordvest for stationsbyen. Disse to skoler byggedes ens med to skolestuer og gymnastiksal, samt lejlighed til læreren og en vinterlærerinde. De kostede ca. 30.000 kr. hver, men nu var skolerne i det hele i sod orden.
Kirkebyggeri og b anebyggeri I min formandstid byggedes to nye kirker, i Stenderup og i Skovlund, men det havde sognerådet ikke noget med at gøre. Pi samme tid anlagdes to jernbaner. En statsbane anlagdes fra Silkeborg til Bramminge. Den kom til at \øbe gennem Stenderup med station ved Krogager. Til denne bane måtte vi yde et tilskud på ca. 14.000 kr. fordelt på 10 år. Der havde været arbejdet på en privat bane fra Varde til Grindsted, og en sådan blev endelig vedtaget i 1.91.4. Den kom til at gå over Ansager og Skovlund og anlagdes i årene 1916 tll1918. Det var i Verdenskrigens tid, og anlægget blev mere end dobbelt så dyrt som beregningen. For vor kommune blev det over 150.000 kr. i tilskud, alt for 67
.* I
Skoulund kirke efter op-førelsen 1909-10.
meget! Også dette anlæg gav anledning til en del mØder og vedtagelser i lange
kæde og seks spiseskeer og en potageske med en mappe med givernes navne 540
baner.
stk. med tak for arbejdet gennem de 17% år i sognets tjeneste. Disse gaver overraktes ved en fest på Hotel Ansager, hvortil hele min åmilie (hustru og børn) var indbudt, og hvor der faldt mange, alt for mange, venlige og rosen-
Man vil forstå, at disse ir, fra 1.904 tll 1921 var en ualmindelig rig tid på udvikling på næsten alle områder i Ansager sogn, og da Verdenskrigen i slutningen afperioden kom til, var det vanskeligt for mig at komme ud af det kommunale arbejde, idet, sorn det hedder, det ikke er heldigt at skifte heste i vadestedet. Jeg blev da først afl.øsr i 1921.
Afgang s om s ogneråd
sfo rm an
d
Som udtryk for tilfredshed med mit arbejde, modtog jeg en gave fra sognets beboere bestående af et guldur med 68
de ord
- Gud alene æren -. Dermed var det betydeligste og mest af tid krævende ofFentlige arbejde til ende, men jeg var nu også blevet 61 år, så det var vist passende nok. Jeg havde tilbage en del mindre bestillinger, som boniteringsmand, taksationsmand for udlån af umyndiges midler, revisor i sparekassen
megen tid.
o.l. men de krævede ikke
+::,"1
r:
"
:.':i;i:8!gå*,.1,;
Skoulwtd Brug1flrøtinq .lid 1891- 193 6
I
Brugsens tjenesfe
Det var dog faldet i min lod i 1906 at blive formand og regnskabsfører for Skovlund Brugsforening. Denne stilling havde jeg endnu og beholdt den, kun med et års afbrydelse, til i i938, da jeg trak n-rig tilbage. Fra n-rin uddelertid var jeg godt inde i brugsforeningssager, og hvad man i ungdommen nemlrer, man sent i alderdommen glernmer. Jeg tog derfor år for år mod genvalg. Kun et ir 1922 forlangte jeg mig fritaget, da jeg syntes, at
kritikken af besryrelsen og uddeleren nig for umotiveret, men da sindene var kommet til ro ved næste års generalforsamling, indvalgte man mig atter, og nu gik det ret roligt igen til
blev
afslutningen
i
1938.
Om n-rin virksonrhed eller rettere, om brugsforeningens virksonrhed og
fremgang
i tiden
1906-1938, må jeg
nævne noget af det mest betydningsfulde. I)a jeg blev formand, gik foreningen samtidig over fra at være under R.A.V.
(Ringkøbing Arnts Vareindkøbsforening) i Holstebro til at være under FD.ts. (Fællesforeningen af Danmarks Brugsforeninger), og foreningen måtte nu selv skafle driftskapital, før var det uddelerne. Da jeg aldrig har været tilfreds med at have med banker at gØre, fik jeg snart oprettet en indlånsafdeling, som gav en rente på %'% over sparekasseindlån, og vi fik på den konto ret snart de nødvendige driftsmidler til billig rente. Senere, da der oprettedes en andelskasse her i Skovlund, som var misfornøjet med, at
vi
gav denne halve procent over alm. indlånsrente, sluttede vi for indlån. I stedet oprettede vi en driftsfond, hvor medlernmer skulle aflevere en del af 69
deres oversklld, som så stod rentebæren-
rnodernisering af lokalerne. l)isse over-
de et vist antal år, hvorefter det udbetaltes fra den ældste ende. l)enr.re ordning har vi endnu sonr en i3 årig periode, og den er egentlig bedre end incllån, som
vejelser førte til, at vr
jo kunne hæves til enhver tid oq kunne være årlig i krisetider. Vi har således aldrig haft brr-rg for banklån til driften, rnen derimod for det meste haft for rigelig med penge,
så
vi forud har betait
FD.B. I 1894 havde vi opfort et nyt hlrs til butik og lejlighed. Dette var nu for liile til omsætningen, og vi byggede da 14 alen til huset i 1907, og t 1916 byggede vi et større pakhus. Fra 1930 beqvndte
vi at
sysle rned nye udvidelser og
Skoulrntd Bngslttrutitt.q op.firrt 1936. Lokdt't nted ko
t t
70
to
r
r -ftt
Skoul
un
d,4
rdcl-sfr a-s-sc.
i
1936 nedrev hele
forhuset nred butik og lejlighed og opforte et toetasers hus på grunden nred lejlighed på første sal og butik i stuen, sanlt til r-rdleje et kontor for andelskassens virksomhed.
Medens de tidligere byggeomkostså fik vi nu en byggegæld på 45.000 kr., men nr: havde vi også et godt forretningshus med moderne indretning og gode pladsforhold. I de forløbne 30 år havde vi fiet tilskrevet omtrent 40.000 kr. på vore reservefondskontier i de forskellige hovedforeninger, som giver 4 å, 5 % i rente, så disse renter oe huslejen fra andelskassen ninger var afdraget,
dt'ttt
uitrdru'r ttcdt'rst
ilrttjre srdc tluttt ittdtil 1962 srtn
kan dække renten af byggegælden. Det vil af det anførte fremgå, ar der har været en god fremgang for brugsforeningen også i min formandstid, og at den altid har haft sine pengeforhold i god orden, ligesom jeg kan tllføje, at medl. skyld aldrig har værer overdrevet, og vi har aldrig haft tab. Ved årsgeneralforsamlingen d.15/2 tog jeg min afsked som formand. Det var da nøjagtigt 50 år siden, jeg tiltrådte pladsen som foreningens uddeler. I elleve år havdejeg været dets uddeler, j 32 år dets formand og regnskabsfører. - Foreningen havde i de 32 år haft en omsætning på godr 8.000.000 kr. og uddelt i alt i overskud omtrent 500.000 kr.
Den 15. marts afholdtes en fest for de forløbne 50 år, hvor ca. 400 medl. med damer var til stede, og der veksledes med taler af medlemmerne og indbudte gæster. Det formede sig for mig tillige som en afskedsfest med mange lovligt rosende ord for dette mit arbejde for
foreningen, og foreningens nye formand overrakte min hustru og mig et etui med 12 smukke sølvspiseskeer som påskønnelse for arbejdet for brugsforeningen
underskud. Det gik helt let at få vedtaget en ordning, hvorefter det kunne afvikles i de nærmeste år, og foreningen
kom igen i rolig gænge. Jeg valgtes som formand igennem 13 ir oghavde meget dagligt arbejde og tilsyn med indkøb og regnskab.
Disse formands- og regnskabsførerstillinger honoreredes med nogle i forhold til arbejdet beskedne vederlag. I sognerådet begyndte jeg med 265 kr. årligt i de første 3 år, så 400 kr. nogle år, og det steg til 1200 kr. i de sidste 7-8 å,r under og efter krigen, hvor arbejdet var meget forøget. I brugsforeningen fik jeg i flere år (ca. 10) 150 kr. årligt, derefter i nogle ir 200 kr., og fra 1918-400 kr. -
I
foderstofforeningen fik jeg 200 kr. i
nogle år, derefter 400 kr., og de sidste 34 år 300 kr. Skønsmæssigt 17% år i sognerådet å 700 kr. : 12.000 kr. 32 år t brugsforeningen å 300 kr. = 9.600 kr. og 1.3 fu i foderstofforeningen å 300 kr. = 3.900 kr. ialt 25.500 kr., men der åldt også nogle, endda ikke så få udgifter på, som repræsentationsudgifter i hjemmet og ude på rejser, der ikke blev honoreret.
i de mange år. Hjemmet
I
foderstffins
Inden
jeg slutter
tjeneste
disse erindringer fra mine private og mere offentlige arbejdsår, må jeg endnu nævne en virksomhed fra de senere år, som jeg ikke havde tænkt mig skulle blive så langvarigr, som det blev. | 1922 var foderstofforeningen inde i en krise, idet der var opstået et ret stort
til år 1903, da vi flyttede til Mølby og skulle danne os et
Jeg går herefter tilbage
hjem på mit barndomshjems udmark. Samme år fødtes vort sjette barn en pige, og tre år efter det syvende barn, også en pige, så vi blev velsigenet med fire sønner og tre dØtre, der blev os en god hjælp. Da drengene var kommet først, så varede detjo noget længere, før 71
, Møld al!ård
n opf'ørt
1
9 0
6, .ftttografarc
t
sat nnrc
år.
mor krlnne få nogen hjælp af pigerne, end jeg af drengene. Hun var derfor i nogle år for hårdt spændt for og havde nogle sygdonrme i de år, vel nok af den
rimeligt, at navnlig gården kunne have være drevet bedre, orn jeg ikke havde blandet mig i så meget andet. Jeg har altid følt det som en uafviselig pligt at
grund; men siden pigerne blev voksne, gik det helt godt. Hun har nu i de sid-
passe
ste 20 år sjælden været syg, og kan end-
sager
nu, efter at pigerne har været gift en del år, passe vort hus uden hjælp. Jeg selv har i alle de 45 år, hvor vi har været gift, aldrig haft noget sygeleje
nred undtagelse af, at jeg i 1926 faldr. om i min stald og fik en knæskade, der tvang mig til i en måned at holde sengen, og siden harjeg haft det noget besværligt r-r-red gangen og må gå med stok.
Det var jo nu ikke de tillidshverv, jeg efterhånden betroedes, der kunne yde
ret nleget til farniiiens underhold,
så
gården skulie passes om alt skulie gå vel. Jeg havde, som beskrevet, ofte vel mange jern i ilden, og om jeg end ikke kan sige, atjeg brændte nogle, så er det nok 72
mine påtagne hverv så godt, som mine evner fbrmåede, og så kom egne
i anden række. var jo en del hede til gården. Det
Der
dårligste eller længst borte liggende ca. 40 tdr. land var eller blev tilplantet og er nu i god vækst og gennemhugget og en pryd omend endnu ikke særlig indbringende for gården. Tilbage var der, med et i 1906 tilbyttet husmandssted fra Uddegårdsmark og tre tdr. land eng til-
købt fra Mølbygård og af Kr. Markussen, vel i alt ca. 100 tdr. land hede og mose og ager samt 10 tdr. land eng til gården og altså nok at tage åt på. Det gik da også stadig fremad, besætningen forøgedes, bygningerne udvidedes, så gården blev fra en tolænget til en firlænget gård med stort rumrneligt stuehus med tegltag, stald til fire heste
og følrum og plads til ca. 50
svin.
(Jdhusene forsynedes efterhånden med bølgeblik, vandværk anlagdes fra brønd
ved elektrisk motorkraft, elektrisk lys og kraft til drift af tærskeværk og kværn blev indlagt. Disse fremskridt tog vel en del år, i hvilken en del hede blev opdyrket, og jorden blev gennemmerglet og det laveste blev drænet.
Afslutning Den 1. apr1l 1928 overlod vi gården til ældste sØn Jens i forpagtning og lejede et hus i Skovlund. Jeg var da nærmere ved mine bestillinger i brugs og lokalforening. Landbrugsarbej det havde jeg intet at gØrc med mere, eftersom Jens nu var 34 år og nok kunne have lyst
vor
Bertel Mølby. 1933.
til selvstændig virksomhed. Da det gik ret godt i et par år, overdrog vi gården til ham for en købesum på 65.000 kr. Vore tre piger blev alle forlovede i 1929 og gift i 1930. De fik hver en gård. En kom til Billund, en til Outrup, og en til Lunde. I 1926 var vor yngste søn blevet gift og købte en gård i Skanderup. Det var middelstore gårde, men da de nærmeste år blev kriseår, så åldt ejendomspriserne, og de var da købt dyre nok. Det synes dog som om, de er kommet nogenlunde igennem det, og at det nu bedres en del for landbruget. En søn, Magnus tog lærereksamen i 1918 og har været lærer i nogle år i Bevtoft kommune, pi Fanø noget længere og er nu lærer i Vorup ved Randers. Han blev gift I 1934.Vi har 13 børnebørn nu i 1938. De to ældste, Jens og Kristian pi 42 og 44 ir er ugifte og hjemme på gården. I 1,935 byggede vi hus i Skovlund, hvor vi nu nyder vore sidste dage i mere ro end de tidligere travle arbejdsår kunne give, og i minderne om alt, hvad den gode Gud i så rigt mål har skænket os, godt helbred, gode og dygtige børn, gode venner, naboer og slægt, godt udkomme, alt sammen ufortjent, Guds velsignelse gennem snart fire snese år.
73