VESTJYSKE SMÅBYER I UDVIKLING ELLER AFVIKLING? by Skovlund sognearkiv

Nina Fabricius

,...i.--?2'z-.;t

'ĂŚ:*ph't''#

I ij.

)at

==R.

-,tt,ii r

NINA FABRICIUS

Vestjyrke småbyer i udviklitg eller aftikling? Skoalund, Gårde og Strellea

ØLGOD MUSEUM I99I

Skoulund. Foto: Nina Fabricius 1991.

Forord Tiden fra 1950 til i dag har betydet kolossale ændringer af samfundet på landet, der har bevæget sig fra et landbrugssamfund til et industrielt samfund. En fornyet vandring fra land til by blev en af følgerne. For de små landsbysamfund, der må karakteriseres som ressourcefattige økonomisk set, blev det ofte et spørgsmål om overlevelse - og i så fald på hvilke betingelser? Hvordan skulle det gå, når mejeriet fusionerede, landsbyskrædderen satte "Ophør"'s skilt i vinduet, købmanden drejede nøglen om, smeden holdt op, tømreren gik fallit, plejehjemmet blev nedlagt i besparelsens hellige navn, og skolen kun overlevede ved, at beboerne tog sagen i egen hånd og oprettede en friskole? Forsamlingshuset, foredragsforeningen, foreningslivet - intet var længere det samme. Det lille, trygge, velfungerende samfund var blevet et andet. Og dog iagttog vi fra museets side, hvordan nye initiativer opstod, og hvordan kampen for at bevare de kulturelle værdier blev ført - en ny tid var på vej. På museet føles det som en forpligtelse at dokumentere, hvad der sker i samfundet, også når det gælder vor egen tid. Vi sidder jo egentlig på første række og ser tingene ske. Så må det være naturligt, at vi ikke alene dokumenterer forlBbet, men også søger at finde frem til de lokalt betingede, kulturelle faktorer, som gør, at forandringerne får et så forskelligt forløb i de enkelte lokalsamfund. Derfor udvalgte vi tre af Ølgodegnens småbyer, som vi vurderede havde forskellig baggrund, og som vi vidste havde udviklet sig meget forskelligt: SkovIund, Gårde og Strellev. Undersøgelsen skulle omfatte tidsrummet 1950-90, men med tråde bagud, som måske kunne belyse, hvorfor udviklingen var så forskellig de tre steder - eller var der alligevel fælles træk?

Hvad vil vi så stille op med det færdige resultat? Tanken var ikke, at det skulle gemmes hen til senere tider. men at det skulle være et redskab i debatten om småbysamfundet. Et redskab der kunne bruges af egnens beboere, institutioner, foreninger og personer - f.eks. politikere, teknikere, planlæggere, nemlig de, der fra offentlig side har ansvaret for vort samfund, men også et redskab for alle, der intersserer sig for lokalsamfundet og dets problemer. Måske kan denne bog befordre et ønske for lokalsamfundet om at gøde og lade gro - i stedet for at lægge brak. Fra museets side skal lyde en varm tak til etnolog Nina Fabricius, der har påtaget sig opgaven. Et engageret og grundigt arbejde ligger der bag udførelsen af undersøgelsen. Bag resultatet ligger mange kontakter, interviews og samtaler, og museet ønsker at overbringe de mange mennesker, som delte ud af deres viden, en stor tak for den velvilje og ffælpsomhed, som dette utraditionelle museumsprojekt er blevet mødt med - ikke mindst blandt beboerne i de tre undersøgte områder. Undersøgelsen og den efterfølgende publikation kunne imidlertid ikke føres ud i livet, hvis ikke institutioner og firmaer havde fundet det værdifuldt at netop denne dokumentation blev foretaget nu, hvor de første faser af omstillingen i småbysamfundet har fundet sted. Vi vil derfor gerne takke følgende for økonomisk støtte til projektet: Statens Museumsnævn Museumsrådet for Ribe amt Flensted A/S, Skovlund Primo-Plast A/S, Tistrup Toledo ;-ederindlag A/S, Tistrup Ølgod, Museums Fond SØren Manøe, Ølgod Museum

*-:

()ĂĽrdes gamLe stationsblgade, TizmhĂ¸juej. I'oto:

Nina Fabriciu.s 1991.

Indhold Indledning

Strellev

Den fælles baggrund for de nye vestjyske byer 7 Samfundetsforvandling 9 Det moderne Vestjylland grundlægges Ølgodegnens

byer

Livet i Strellev fra ca.1920 til i dag 7l Kampen for de lokale institutioner 78 11

Skovlund

18 Første indtryk af Skovlund 1B Heden - ja man tror det næppe... 19 Skovlunds udvikling indtil 1960'erne 23 Forandringerne sætter ind - Skovlund tager kampen op 35 Nye initiativer 1989-91 43

Gårde

Første indtryk af Gårde 47 Beskedne landbrug og mange

Første indtryk af Strellev 65 Et velstående og vågent landbosamfund 67

Hvorfor

så forskellige

- sammenfatning og konklusioner 88

De fælles vestjyske træk 88 De individuelle træk 88 De tre byers geografiske forudsætninger 90

Forskellige forudsætninger for fællesskab 93 Sammenhæng mellem de historiske forudsætninger og nutiden 95 Nøglen til en bedre fremtid? 101

Litteratur arbejdere 48

Arbejderbefolkningens levevilkår 50 Gårdes udvikling indtil 1960'erne 52 Andre tider - Gårdes krise begynder 58 Den seneste udvikling 61

105

Indledning Derfor er d,et aigtigt med kulturhistoriske und,ersggelser af aores nyeste fortid

Igennem de senere år har problemerne omkring vore landsbyer og små stationsbyer landet over været til debat. Mange af disse små samfund er blevet

drænet for lokale fællesfunktioner i en grad, der er ødelæggende for deres grundlæggende værdier. "Det nære samfund" på landet berømmes af såvel lokale politikere som centrale myndigheder i takt med, at udviklingen - men også de selv - er med til at {erne en stor del af grundlaget for lokalt samliv og for mere end et århundredes tradition for selvbestemmelse og medansvar for løsningen af fælles opgaver. Endog de sidste lokale mødesteder er i mange byer forsvundet eller trues med nedlæggelse i nær fremtid: skolen og den lokale brugs eller købmand. I Vestjylland har bebyggelsesmønsteret været anderledes end i det øvrige land, og her viser problemerne sig meget tydeligt. Langt op i tiden var der kun en spredt bebyggelse, og de mange småbyer, som blev skabt omtrent på bar mark omkring år 1900, er derfor særlig stærkt afhængige af de byfunktioner, de dengang fik. Man ved imidlertid alt for lidt om, hvordan de sidste 20-30 års samfundsændringer har påvirket den fælles kultur i de helt små byer på landet, og om hvordan de enkelte lokalsamfund har mødt de senere tiårs forandringer, problemer og udfordringer.

Und,ersggelseru idd

Under arbejdet med de tre udvalgte vestjyske småbyer har det bl.a. været spændende at se på den enkelte by i forhold til egnen som helhed og at undersøge dens forhold til de øvrige små og større byer både før og nu. Arbejdet er desuden gjort ud fra den grundlæggende id6, at byerne og deres nærmeste omegn har hver sit særpræg, der kan være vidt forskelligt fra sted til sted på trods af den tilsyneladende ensartethed. Museet har derfor villet undersøge, om der bag dette gemmer sig særlige, lokalt betingede træk, der gør, at den ene by udvikler nye træk og klarer sig godt både økonomisk og med hensyn til fælles aktiviteter, mens den anden trues med affolkning eller opløsning af det lokale fællesliv. Undersøgelsens resultater, som her skal beskrives, bekræfter i høj grad teorien om, at der er tale om individuelle træk, som hænger sammen med den enkelte bys historiske udvikling og deraf affødte holdning og ånd. Desuden viser de, at de individuelle træk kan bygg. på temmelig gamle handlingsmønstre, der kan være vidt forskellige fra by til by inden for samme område, endda inden for samme sogn. Et faktum, der yderligere må understrege, hvor vigtigt det er, at lokalsamfundene ses og forstås i et kulturhistorisk perspektiv, og ikke blot betragtes som objekter for den fysisk/økonomiske planlægning.

Oxersigtskort oaer egnen. 1:200.000. Kort- og Matrihelstyrelsen 1991-92. Gengiuet i henhold

til

tilladpke A. 486/75.

Den fælles buggrund for de nye vestjyske byer S

amfundets forvandlin g

De store ændringer, som inden for de sidste 30-40 ilr er sket med de små byer og samfund på landet, skyldes hovedsageligt en stigende specialisering og stordrift med deraf følgende sammenlægning til større og større enheder såvel inden for landbruget og dets andelsselskaber som inden for det private erhvervsliv og den offentlige sektor. Dette sker ofte på bekostning af de menneskelige kvaliteter, som mindre enheder og en mere alsidig drift indebærer. Det her skitserede forløb skyldes især den stærkt

kapitalkrævende teknologiske udvikling, samt nye

- ofte lovkrav - om moderne faciliteter. Krav, som blandt andet førte tll kommunalreformen i 1970, og som for eksempel kunne gælde bygninger, kloakering, vandforsyning, m.v. Eller det kunne for de sociale og kulturelle institutioners vedkommende gælde nye krav til undervisning, ældrepleje o.a. Men overgangen til stordrift på snart sagt alle områder krav

skyldes også, at man overvejende tager økonomiske i mange tilfæIde kortsigtede - hensyn, når beslutningerne træffes. Ikke mindst hvor det gælder offentlige institutioner. Truslen mod de små lokalsamfund kommer imidlertid ikke kun fra centraliseringstendenserne inden

For beboernz i mange landsbler og småb1er på landet stod nedlæggeken af mejeri.et, når de tænkte på d,et senere, som qmbol på et aendepunkt, huorfra det for de Jleste bler gik ned ad bakke med senticefunktionerne og befolkningstallet. Her er det Gårdes mejeriskorsten, der falder i 1956. Foto: Vestkysten. Udlånt af Tistrup-Hodde lokalhistoriske arkia.

mens man beklager de uheldige sider af konsekvenserne - som om de var følger af en "naturlov". En del af baggrunden for de beskrevne forandringer må for landområdernes vedkommende søges tilbage i de første efterkrigsår og ikke mindst i 1960'er-

I løbet af 1950'eme og 7}'erne gjorde den økonomiske udaikling d,et suarere og saarere at opretholde de helt små landbrug. Mange sggte mod de stØrre b1er, huor der uar arbejde at få, og lagde tiluarelsen på landet bag sig. Foto: Nina Fabricius 1991.

for erhvervslivet og de enkelte grene af den offentlige sektor. Den kommer i lige så høj grad fra den offentlige planlægning, som startede med by- og landzoneloven fral970 og blev fulgt op af planlægningslovene fra1974 oglg77. Disse love hviler på en tankegang om, at al fremtidig udvikling bør koncentreres om udvalgte >centerbyer" ordnet i et rangsystem af større og mindre byer, mens de øvrige småbyer ikke skal udvikle sig, og dermed i realiteten er dømt til afvikling af alle servicefunktioner på længere sigt. Dermed bliver centraliseringen ikke mere blot et spørgsmål om praktiske og økonomiske foranstaltninger. Den bliver et alment princip, som man dyrker på den ene side, alt 10

ne, da en ny bølge af industrialisering og "flugt fra land til by" begyndte. De voksende industrier lokkede landboungdommen med højere løn og faste arbejdstider. Dette forstærkede yderligere den ved Marshall-hjælpen påbegyndte mekanisering af landbruget. Resultatet blev færre mennesker på gårdene og mindre husholdninger. Disse satte ganske vist forbruget en del i vejret, men frysere og køleskabe og en større bevægelighed på grund af de nye biler gjorde det muligt atkøre til de større byer og fylde vognene op med varer fra de nye supermarkeder. Følgen blev, at de mindre butikker og værksteder forsvandt lidt efter lidt både i småbyerne på landet og i de større byer. En selvforstærkende spiral blev sat i gang i de små byer: På grund af de færre lokale arbejdspladser og faciliteter dæmpedes iveren efter tilflytning og nybyggeri, hvis ikke de nye byggerestriktioner allerede havde sat en stopper for det. De mindste byer affolkedes derved yderligere. Denne udvikling, som vi kalder det - af gammel vane fra de tider, da man troede på en stadig udvikling mod noget bedre - medfører en række samfundsmæssige ændringer, som også i det lange løb påvirker menneskelige samværsformer og kultur. Dette sker dog ikke nær så hurtigt som de økonomiske og fysiske forandringer, så der er i virkeligheden stadig mulighed for en kursændring. En fælles kultur, som mennesker har opbygget gennem generationers tæt samarbejde og samvær, brydes ikke uden videre ned på få årtier, men dens værdier trues og er ikke længere en selvfølgelig arv til næste generation. Derfor er det væsentligt at standse

op for at undersøge, hvad det er, der er sket, og overveje, om vi virkelig ønsker at fortsætte ad den vej, som synes udstukket?

Det moderne Vestjylland grundlægges Heden opdyrkes, jernbanerne og Esbjerg haan åbner for landbrugsehsport og pengeØhonomi

Det Vestjylland, som i dag er inde i en dybtgående forandringsproces, var indtil for godt og vel 100 år siden en ganske tyndt befolket hedeegn. Bebyggelsen lå spredt i landskabet - nogle steder samlet i ganske små landsbyer, især hvor engdrag ved vandløb og åer gav mulighed for kreaturgræsning. Også købstæderne var få og små, og en stor del af handelen både med kvæg og heste, sorte potter og uldvarer foregik direkte mellem bønderne eller deres lokale opkøbere og de slesvigske handelsmarkeder.

Med de højkonjunkturer, som skabtes i Europas økonomi fra 1830-40, efter at man var kommet sig over Napoleonskrigenes nedgangsår, begyndte det at

blive attraktivt at opdyrke den jyske hede, som dækkede store dele af Midt- og Vestjylland. På. Ølgodegnen, især omkring selve Ølgod, begyndte man at tage fat allerede omkring midten af l8OO-tallet, og i løbet af de næste par årtier kom det til at gå hur-

tigt.

Alt dette

skete omtrent samtidig med, at følgerne

af krigen i 1864 og tabet af Slesvig optog hele den danske befolkning. Både staten og private initiativta-

gere arbejdede på at opveje de økonomiske tab og læge sårene i den nationale selvfølelse ved hjælp af Øget indre vækst både åndeligt og økonomisk. Det sidste skulle ikke mindst ske ved hjælp af opdyrkning

afdenjyske hede. Iøvrigt kom ikke så få dygtige og virkelystne slesvigske familier - både frisere og dan-

skere - efter 1864 til Nørrejylland, hvor bl.a. hedeopdyrkningen bød på nye muligheder for dem, der ikke kunne udholde at leve under prøjsisk styre. Staten anlagde havnen i Esbjerg, bl. a. for at erstatte tabet af Altona og de slesvigske udskibningshavne i Husum og Tønning. Få år senere - fra 1874-75 blev der ved anlægget af den vestjyske længdebane og tværbanen fra Kolding til Esbjerg lukket op for det tidligere så uvejsomme Vestjylland, og adgangen til markederne i England og Tyskland blev derved lettet. Det danske Hedeselskab, som var stiftet i 1866, opmuntrede til dyrkning, afvanding, plantning af Iæhegn og haver, samt plantning af nåletræsplantager på de dårligste jorder. Samtidig blev landbrugsproduktionen mere og mere orienteret mod eksport, og det kunne nu bedre betale sig også at producere med salg for øje, fremfor den overvejende selvforsyningsøkonomi, man tidligere havde haft. Dermed blev der også behov for nye byer, hvor man kunne købe de dagligvarer, som det ikke længere kunne betale sig at producere selv. Ånd,elige beuægelser og nye former

for

lokalt samarbejde Alt griber ind i hinanden her i slutningen af 1800årene. På dette tidspunkt fødes et nyt Danmark og ikke mindst et nyt Vestjylland. Det meste sker i løbet af nogle få årtier både økonomisk, teknisk og åndeligt. Forrige århundredes åndelige bevægelser - især Grundvigianisme, Luthersk Mission og Indre Mission fik stærkt fat i Vestjyllands hurtigt voksende befolkning, som i løbet af få år fik langt bedre økonomi, en større bevægelsesfrihed og samtidig en trang til at tænke på andet og mere end dagen og vejen. Det var meget forskelligt, hvor de enkelte åndelige og religiøse retninger fik overtaget inden for de enkelte sogne og byer. Tilsyneladende aftrang det af,

3{_y

land*?a'b

kg^*ø

la.nd6tøb

\- -\ =å

Y= Skitse

af Vestjyllands uduikling ca. 1870-90: fra uaejsomt hedeland med spredt

haun. En periode, huor hed.eopdryrkningen tager

fart,

bebyggelse

og nTange nle småltyer bliuer

til.

til

"^D.nl

et mere modente samfund rned jetnbaner og Esbjerg

Tbgning: Peter Dragsbo 1991.

hvilken af dem, der kom først til stedet, og hvilket befolkningslag, den pågældnede præst eller lægprædikant fik i tale. Selv byer, der ligger ganske tæt ved hinanden, kan den dag i dag have et helt forskelligt præg, alt efter hvilken af de åndelige retninger, som slog an.

De herrnhutiske missionærer fra Christiansfeld i Sønderjylland havde på deres rejser gennem landet i første halvdel af 1800-tallet været med til at berede grobunden for de åndelige vækkelser, som til forskellig tid nåede Ølgodegnen: Grundtvigianismen i 1860'erne og 70'erne både ved præster og lægprædikanter, Luthersk Mission fra 1860'erne ved sine lægprædikanter og Indre Mission i 1870'erne og 80'erne ved sine præster. I 1851 kom den første grundtvigske præst, Jakob Mikael Stilling, til Ølgod og Strellev. Han havde været lærer i Vartov og kendte Grundtvigs tanker. I 1868 oprettedes en højskole i Vestkær. Det var den kendte bondefører og rigsdagsmand, J.M. Bollerup Andersen, der sammen med flere af egnens bønder og den grundtvigske pastor J. Schiørring, TistrupHodde, tog initiativ hertil. Skolen eksisterer stadig som efterskole, men ligger i dag i Ølgodby. Også andelsbevægelsen har sin rod i det grundtvigske, og landets første andelsmejeri oprettedes i Hjedding ved Ølgod i 1882. Den luthersk missionske bevægelse, havde i Ølgod sogn bl. a. sit udgangspunkt i Lindbjerg. Her meldte den første lutherske missionsmand sig i 1870'erne på Lindbjerggård, som dengang ejedes afet par brødre fra Gram, som i forvejen havde kendskab til Brødremenigheden i Christiansfeld. De blev omvendt, og den lutherske mission bredte sig derefter til bønderne i Lindbjerg og Krusbjerg, samt til de handlende og håndværkerne i Ølgod by. Sidst kom Indre Mission til egnen, og gjorde sig især gældende i Ansager sogn i slutningen af 1880'erne, hvor der var en stærk bøIge af omvendelser, som Vesljyske småbyer 2

det også fremgår af beskrivelsen af Skovlund. Senere nåede den indremissionske vækkelse selve Ølgod, hvor der fra 1892 kom en indremissionsk præst ved siden af den grundtvigske. Da den grundtvigske ånd

allerede havde et fast tag i bønderne i vestsognet, mens en del bønder i østsognet, samt byens handlende og håndværkere var blevet grebet af Luthersk Mission, arbejdede han især med husmændene og med småfolk i byen, der således blev omvendt til Indre Mission. I kølvandet på de åndelige bevægelser, fulgte et foreningsliv, som især for den grundtvigske bevægelses vedkommende havde et bredere indhold og sigte. Man beskæftigede sig i de grundtvigske kredse med et bredt spektrum af åndelige, kulturelle, landbrugstekniske og samfundsmæssige spørgsmål - også gymnastik og idræt var knyttet tæt sammen med de åndelige og nationale strømninger, som især udgik fra de grundtvigske højskoler. Der blev lyttet til indbudte foredragsholdere med vidt forskellig baggrund i de nyopførte forsamlingshuse eller i afholdshotellernes forsamlingssale. Man dannede foreninger til løsning af fælles opgaver på snart sagt alle områder fra landbrugsproduktion og social sikkerhed til folkeoplysning og gymnastik. Nogle af opgaverne kunne folk af forskellig religiøs opfattelse gå sammen om, andre løste de hver for sig inden for de forskellige grupper. I løbet af l87O'erne var kornpriserne faldet drastisk på grund af de mængder af korn, der strømmede til Vesteuropa fra Nordamerika og Rusland, som nu også var "åbnet" af jernbanerne. Omtrent samtidig lukkede England og Tyskland for import af levende kvæg. Markedsforholdene nødvendiggjorde således en ændring af den danske landbrugseksport. Man foretog derfor en fuldstændig omlægning af landbruget med henblik på eksport af overvejende forarbejdede landbrugsprodukter som smør og bacon. Dermed

Danmarks første andelsmejeri i

Hjedding xed @lgod oprettes 1882. Fotograferet ca. år 1900. Foto

blev tidens løsen især forbedrede mejeriprodukter og et øget svinehold med nye racer tilpasset det engelske marked. Med hensyn til mejeribruget gik Ølgodegnen, som var i rivende udvikling på grund af hedeopdyrkningen, i spidsen, og Danmarks første andelsmejeri åbnedes i Hjedding tæt ved Ølgod i 1882. Snart fulgte egnens andre byer efter, og denne praksis spredte sig i løbet af fil 2r til hele landet. Med disse mejerier fik andelstanken, som især var udgået fra grundtvigske kredse, sit gennembrud, og snart løste man en lang række af de nye, omkostningskrævende opgaver i fællesskab efter samme princip. Som eksempler kan nævnes slagtning og forarbejdning af kødvarer, indkøb af kunstgødning og udenlandske foderstoffer, indkøb af dagligvarer gennem indkøbsforeninger, der senere kaldtes brugsforeninger, elektricitetsforsyning, og senere vandforsyning, kloakering, gadebelysning, o.s.v.

@lgod lokalhistorishe arkiu.

De nye byer

I løbet af få årtier gik man fra selvforsyning og en begrænset indtjening ved salg af "magerkvæg" og enkelte andre varegrupper til det slesvigske marked over

til en moderne markedsøkonomi, med

egen opfed-

ning af slagtekvæg, samt mejeridrift og svinehold med eksport for øje. Befolkningen var stærkt øget -

på denne egn ikke mindst på grund af hedopdyrkningen - og behovet for små lokale centre for handel og

service blev mark.

hurtigt stort her som i resten af Dan-

De nye små bebyggelser startede ofte med en købmandsgård, en tømmerhandel med materialer til de nye byggerier, eventuelt en mølle. Dertil kom de mange nye andelsforetagender, samt efterhånden en lang række private handlende og håndværkere. Der blev bygget nye skoler og også forsamlingsbygninger som hotel, forsamlingshus og missionshus hører med til billedet af de nye byer.

Afstanden mellem byerne måtte helst ikke være for stor. Vejene var stadig dårlige og transportmidlerne langsomme. Derfor opstod de nye byer ikke blot ved jernbanerne, men alle steder , hvor der var brug for dem. Den vestjyske længdebane samt tværbanen kom omtrent samtidig med at behovet for lokale bydannelser meldte sig, og dermed blev deres linjeføring bestemmende for en del af de nye byers placering og udvikling. For de senere anlagte lokalbaners vedkommende blev det derimod ofte jernbanen, der måtte rette sig efter byernes beliggenhed og ikke om-

WA,-d.A

vendt, hvorfor de små baner ofte fik et meget snoet forløb. Udover stationsbyerne langs de første jernbaner var nemlig en hel del andre småbyer vokset op rundt omkring på egnen. Ofte var det først de gamle kirkebyer, som udviklede sig efter næsten fuldstændig samme mønster som stationsbyerne og med den samme byggestil - som af landets akademiske arkitekter udnzevntes til at være himmelråbende grim - et synspunkt, som ikke deles af moderne kulturhistorikere.

.{ .a

a' 5ned.b

7-qlradk

-7

Rekorutruktion af uestjysk småfumiljø

starten. Grgnbjerg nord, for

Skjern 1911. Tbgning Peter Dragsbo 1986. 2*

tnr "''l'-

-;"!S

rt14

Ut?o1t

nĂ&#x2026;)!

.1r-

*D '\t '= \r.ftzsa4err\-

A1.T

r I R,,,'-Tr" .\\trlr,;'rr,r/ V,-'-'1--: L.-'-'''-'''i r'-'-'-'-'-1'-.-.\$)-.-.-.-'r T,r's'q = -t $\ t o.iz\ >'t4 ,J ,c-a*te.* J 4'. / :

-2.

?.t.yl Skitse oaer Ă&#x2DC;lgodegnens

blstruktur. Tbgning: Peter Dragsbo 1990.

Ølgodegnens byer Den nuværende Ølgod kommmune består af de tidligere sognekommuner Ølgod, Strellev, Tistrup og Hodde, samt ca. to tredjedele af Ansager, hvis sidste tredjedel nu hører under Grindsted kommune. Områdets gamle købstad er Varde, og især den sydlige del af den nye Ølgod kommune føler sig stadig på flere måder knyttet til denne by, hvor de tidligere tog til marked og gjorde de indkøb, som ikke kunne foretages lokalt. Herudover har Ølgod og til

en vis grad Thrm og Grindsted haft betydning for området fra sidste halvdel af forrige århundrede. Også de gamle sognes kirkebyer og en del landsbyer kæmpede sig frem til en bystatus med eller uden station og i indbyrdes konkurrence. Af de lidt større kirkebyer i undersøgelsesområdet kan foruden Ølgod nævnes Tistrup og Ansager, som samtidig var stationsbyer fra henholdsvis 1875 til i dag og 192070. Tistrup, der ligger lige midt mellem Varde og Ølgod, havde en beskeden udvikling, indtil der for 15-20 ir siden opstod en del større industrier på lokalt initiativ. Ansager har haft et andelsslagteri siden 1930, men har ellers ikke haft nogen industriel udvikling af betydning. De tre byer, som her er udvalgt til nærmere undersøgelse: Skovlund, Gårde og Strellev har oprindeligt været nogenlunde lige store. Skoalund i Ansager sogn er et eksempel på de byer,

der voksede op i slutningen af forrige århundrede, fra ca.1880, på bar mark som en følge af hedeopdyrkningen. Den har nok haft station i perioden 1920-70, men jernbanen kom for sent til at præge dens udvikling væsentligt. Den har siden slutningen af 1960'erne haft en industriel udvikling, men har samtidig formået at bevare en lokalt præget, fælles

kultur med rod i hedeopdyrkningens pionerånd. Jorden er god, og områdets gårde har været afret ensartet størrelse omkring de 50 td. land. Gårde i Tistrup sogn ligger ved den vestjyske længdebane og udviklede en vis bymæssig bebyggelse allerede kort efter, at jernbanen kom i 1875, men da den var klemt mellem Tistrup og Ølgod, fik den først tilkæmpet sig en station i1922. Området har været præget af, at der fra 1890 har været et teglværk. Måske derfor blevjorden ved Gårde udstykket i man-

alt fald har Gårde, i modsætning til Skovlund og Strellev, været præget af mange ganske små landbrug, som ikke kunne ernære en familie. En del af disse husmænd arbejdede på teglværket, i tørvemoser eller grusgrave, mens andre klarede sig ved f. eks. at have mælketur for mejeriet. Byen Strelleu - tidligere Katrebel - blev først til i løbet af 1920'erne. Indtil da var navnet Strellev udelukkende betegnelse på sognet som helhed, som endda udgjorde en selvstændig sognekommune indtil 1968. Ganske vist ligger der en middelalderlig kirke i den nuværende Strellev by's udkant, men den oprindelige middelalderbebyggelse ved kirken forsvandt i løbet af 1600-tallet. Der er så,ledes ikke tale om en gammel kirkeby, men om en by, der er langt yngre end Skovlund og Gårde. Strellev, der har god jord, som for størstedelen har været opdyrket i århundreder, er ligesom Skovlund præget af omtrent lige store, efter vestjyske forhold velhavende gårde. Vi vil nu se nærmere på de tre udvalgte byer, følge hvordan deres historiske udvikling har sat sit præg på dem og været medbestemmende for, hvordan de hver især har mødt de ydre påvirkninger, som i de sidste tre årtier har fået indflydelse på de mindste byer og samfund på landet. ge mindre parceller.

Skovlund Første indtryk af Skovlund Skovlund er en ganske almindelig, lille vestjysk "ny by. to- hundreder af andre - i alt fald tilsyneladende. De færreste tilfældigt forbipasserende ville kalde den spændende. Tre-fire små gader med dnetages, røde murstenshuse i en meget enkel byggestil fra slutningen af forrige århundrede. Der er en brugs, en købmand, en bager en hel del håndværksforetagender, en kro, et missionshus, en kirke fra dette århundrede, en skole, en varmecentral' - Hov stop!

Sagde de ikke, at alt er ved at lukke i de små byer på

landet?

I byens udkanter ligger en hel del nyopførte boliger. Man ser cyklende børn og folk, der promenerer med barnevogne. Så får man øje pil, at der er en fabriksvirksomhed i en bygning, som tydeligvis er det tidligere andelsmejeri. Går man derefter lidt rundt i byens udkanter finder man, foruden de sædvanlige sportsanlæg, flere forskellige små industriområder med nogle mindre industriforetagender, som nok må give nogle lokale arbejdspladser, men ikke mange. Først et stykke uden for byen skimter man skorstene

til en noget større industri

bag en trægruppe - er det her forklaringen ligger? Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at svaret både er ja og nej. Ja, fordi fabrikken giver arbejdspladser og optimisme. Nej, fordi fabrikkens tilstedeværelse ikke er hele forklaringen. Når man spørger sig for, får man nemlig at vide, at der i Skovlund hersker en særlig ånd og evne til at handle i fællesskab. Når man skal til at undersøge forholdene nærmere og se på egnens bystruktur, er Ølgod kommunes planlægningsmateriale fra midten af 1980'erne et udmærket udgangspunkt. Det første, man her un-

og bygninger

drer sig over, er netop "skovlundområdet". Hvordan er det gået til, at et område, der svarer til en trediedel af den tidligere sognekommune, Ansager, er blevet et selvstændigt planlægningsområde i Ølgods kommuneplan fra l9B4? Hvordan kan det være, at Skovlund, som dog er en by afbeskeden størrelse, har fået status aflokal centerby - ganske vist kommunens mindste - mens byer

som Gårde, der ligger ved den vestjyske længdebane, og Strellev, som er den eneste by i et velstående land-

sogn og tidligere selvstændig sognekommune, kun har fået status som "landsby med begrænset udvikling". En af forklaringerne er, at der i Skovlundområdet bor ca. 900 mennesker - dobbelt så mange som i hver af de to andre byer med deres opland, men det er ikke den eneste forklaring. Som den videre undersøgelse hurtigt viste, er det ikke den rene tilfældighed, at der er flere indbyggere i Skovlund, og at den lige fik svunget sig over den magiske planlægningslinje mellem "landzonebY" : så godt som dødsdømt som lokalt servicecenter - og ,centerby" = by, hvor der er åbnet muligheder for en videre udvikling. Dette skete især, fordi Skovlund havde et ry på egnen. Området var kendt som et sted, hvor der skete noget, hvor der allerede før kommunesammenlægningen i 1970 var ved at komme gang i en industriel udvikling, og som det fra lokalpolitikernes synspunkt kunne svare sig at satse på som et udviklingsområde, hvor der efterhånden kunne komme flere arbejdspladser. Spørger man på egnen, hvorfor Skovlund har haft succes, får man atter og atter det samme svar: Det skyldes et meget stærkt sammenhold mellem beboerne i hele Skovlundområdet. Det skyldes desuden et held, der oprindelig også hænger sammen med evnen til fælles handling: man har fået en ny industri til at flytte til området allerede i 1968. Heldet består så i, at denne industri, der hovedsageligt er baseret på

Hoxed,ga.d.en

Skoalund.

Til

uenstre Nygård"suej med

bl.a. Shoalund, kro, dct tidligere hotel. Foto: Nina FabricirLs 1991

kartoffelprodukter, har vist sig at være bæredygtig og meget loyal over for Skovlund. "Og uden den var det ikke gået," siger man enstemmigt, "vi ka' jo trods alt ikke leve af at holde sammen!< I det føtgende skal der tegnes et billede af Skovlundområdets forvandling gennem godt og vel 100 år. Et udviklingsforløb, som på godt og ondt spænder fra et beskedent hedeland med spredt bebyggelse til et moderne landbrugs- og industrisamfund med mange lokale arbejdspladser. Et samfund, som stadig fungerer på lokale vilkår, og hvor man har formået at bevare og forny en fælles kultur med en del af de gamle kvaliteter i behold i form af sammenhold, en li-

gefrem og usnobbet omgangstone samt en del tradi-

tioner og fælles aktiviteter, som til stadighed udvikles og fornys.

Heden

ja, man

tror det næppe . .

Hedeopdyrhningen shaber aelstand

fra 1850

Skovlund _med ejerlavene Lærkeholt, Skovlund, Lund og Alling, samt Kvie med Mølbygård er den nordligste del af det gamle Ansager sogn og den tidli gere sognekommune Ansager. Indtil Iidt efter midten af 1800-tallet var det den fattigste del af sognet. For hederne bredte sig til alle sider, og kun spredte 19

gårde lå, hvor der var adgang til kreaturgræsning på engarealer ved åerne i områdets sydligste del. I modsætning til Ølgod sogn, hvor opdyrkningen af heden kom tidligt i gang, bl.a. fordi gårdene fik selveje allerede i 17 65, lod hedeopdyrkningen længe vente på sig i Ansager sogn og ikke mindst i Skovlundområdet, der oprindeligt var meget tyndt befolket. Da udstykningen af hedeparceller endelig kom i gang i løbet af 1860'erne, opdagede man hurtigt, at det var i denne del afsognet, den bedstejord lå - på den østlige side af Varde-Ølgod bakkeø. Iløbet af de næste årtier skete der en meget kraftig udvikling, så,ledes at området fra at have været sognets mest tilbagestående, nu blev det mest velhavende. Denne position bevarede man op til vor tid, idet udstykningen af hedeparceller som oftest stoppede ved en passende gårdstørrelse for en god og solid

økonomi: ca. 50 tdr. land god lerblandet muld. Et gennemsnit man holdt fast ved.indtil den moderne udvikling tog fart med gårdsammenlægninger i 1970'erne og 8O'erne. Der var også nogle mindre brug, men husmandsbrug, der var så små, at de krævede arbejde ved siden af,var der så at sige ingen af. Det var derfor en økonomisk og socialt set meget ligestillet befolkning, hvilket nok har lettet betingelserne for sammenhold. En væsentlig årsag til den sene hedeopdyrkning lå i ejerforholdene. Bønderne var højt op i tiden fæstere under Nørholm gods og dermed ikke berettigede til selv at udstykke hedelodderne. At man ikke pressede på for at få hedeopdyrkningen i gang, skyldtes dog nok især bøndernes manglende lyst til forandringer, siger man i Skovlund i dag. Dels vidste de ikke, hvor godjorden var, dels havde de førjernbanernes tid kun ringe muligheder for transport af et eventuelt overskud af en øget kornproduktion - og i øvrigt var priserne på korn i begyndelsen af 1800-tallet lave. Bønderne havde faktisk fået tilbud om at købe deres gårde allerede il76b, da ejeren afLindbjerggård, 20

som området

indtil da tilhørte, solgte sit bøndergods

til Nørholm. Kun enkelte tog imod tilbudet, og der skulle gå omkring 100 år, før de øvrige bønder blev selvejere. Bønderne følte nemlig ikke trykket fra herregården særlig tungt, fordi de kun havde lidt hoveri på grund af den lange afstand til herregården. Kort sagt: bønderne kunne ikke udstykke deres hedelodder, da de ikke var selvejere, og deres interesse i at få herremanden til at gøre det var begraenset på grund af transport- og markedsforholdene. Det siges, at de syntes, de havde det godt, som de havde det. Først efter at Nørholms ejer gennem mange år, A.C.Teilmann, døde i 1790, begyndte godset at sælge fæstegårde til bønderne. Skovlundgårdene blev dog først frikøbt lidt efter lidt i perioden 1844-1872. Oprindeligt tillod godsejeren ingen udstykning af hedelodder, og på dette punkt ændrede holdningen sig først i 1860'erne. På grund af en enkelt hedelods opdyrkning opdagede man nemlig, hvor god jorden var. Derefter kom der hurtigt gang i opdelingen af jorden, opdyrkningen af heden, samt jordforbedringsarbejder i form af mergling og dræning. Alt dette skete samtidig med, at Vestjylland "åbnedes" ved hjælp af Esbjerg Havn og jernbanerne. Nu var incitamentet til udvidelser og moderniseringer af landbrugsdriften for alvor til stede. I løbet af de næste 30-40 år voksede gårdenes antal i Skovlundområdet fra ca. 30 til ca. 110, hvortil kom knap 20 huse i byen Skovlund, som nu var opstået. Opdyrkningen skete i mange tilfælde ved deling af gårdene inden for familiekredsen, således at en far delte gården mellem to sønner, som igen delte mellem to sønner. Desuden blev en del hedelodder solgt til unge bønder fraØlgod sogn. Her var hedeopdlrkningen kommet i gang en generation tidligere, og der var begyndt at blive mangel på landbrugsjord til de unge. Hedeopdyrkerne kom dog ikke alle fra Skovlundområdet eller nærmeste nabosogne: også

Mglfu kro med, rejsestald, ca. 1915. Foto udlånt af Skoalund lokalhistoriske arkia.

flere medlemmer af en sydslesvigsk slægt købte gårde i området, slog sig ned, forbedrede gårdene, og delte i næste generationjorden mellem deres børn akkurat som vestjyderne, og snart hørte de til blandt egnens ansete slægter. Da den slesvigske udvandring

til kongeriget er et

tidstypisk træk, som man sjældent hører nærmere om, skal et konkret eksempel nævnes: En af de ældre gårdejere, Ejnar Kruse, fortæller, at hans bedstefar og flere af dennes søskende rejste til denne egn og købte gårde. Det var frisiske bønder fra egnen omkring Husum i Sydslesvig, og de kunne lige så lidt som de dansksindede sønderjyder holde det prøjsiske styres fortyskningspolitik ud. Ejnar Kruse fortæller: "Min bedstefar havde fået kontakt med en mand fra Skovlundegnen, der kørte rundt til markederne i Slesvig og solgte jydepotter. Denne mand kunne noget plattysk, som også friserne brugte udadtil, og han var interesseret i at sælge sin gård og gå på aftægt. Min bedstefar købte så gården i 1868 og flyttede til Skovlund med kone og 4børn, samt sin gamle mor.< Et konkret eksempel på de personlige kontakter mel-

lem Nordjylland og Slesvig, som også studehandelen og uldhandelen medvirkede til, idet de handlende som oftest lærte sig plattysk.

til i 1880'erne Den første tendens til en byudvikling i Shovlund by bliuer

Skovlundområdet viste sig omkring den tidligere hovedgård, Mølbygård. Det var en anselig gård beliggende lige vest for Grindsted å, som markerer en klar grænse mellem Skovlundområdet og Ansager. Denne gård havde tidligere på flere måder gået i spidsen for en økonomisk udvikling. Man havde bl.a. haft en produktion af kartoffelmel, og senere, men før andelsmejeriernes tid, indførte man et mere moderne mejeribrug med nedkøling af mælken ved hjælp af vand og is. Desuden var der i en periode uldspinderi på gården. Allerede i7844 var der bygget en ny skole for den nordlige del af Ansager sogn på Mølbygårds mark, og i 1864, da landevejen fra Varde til Grindsted var ført igennem, blev der bygget en kro lige vest for åen 27

Borgergad,e, Skoulund

1899. Gaden

ses

fra

syd og dens s2dside er endnu ikke beblgget.

Langst til højre

ses mejeriet, den' gamle brugs og rnøllen. Foto

udlånt af Shoulund lokalhistoriske arkia.

og landevejen - bygningen ligger der endnu. Postvognen, der indtil da havde gjort holdt ved Mølbygård, holdt nu ved den nye kro, hvor der også blev indrettet et Postkontor. Herom skriver Kai Knudsen \ Ølgod Museums årsskrift, 1988: "Kromanden oprettede tillige et handelssted med et r,ødtørftigt udbud af dagligvarer. - Købmandsbutikken var kommet til sognet.< I 1884 flyttede kromanden til tog købmands"Lgkkegård" lidt længere vestpå, og handelen med dertil. Den nye by kom imidlertid ikke til at ligge ved landevejen, men i Skovlund ejerlav lidt længere mod nordvest og nærmere de mange nybyggede gårde med en placering nogenlunde midt i nordsognet. I lB72 blev skolehuset flyttet fra Mølby Mark til en grund i Skovlund ejerlav - i dag Hovedgaden 8-10. Skolen blev i 1879 udvidet lidt, samtidig med at der blev oprettet et fast lærerembede. Allerede i 1881 måtte den igen udvides. Omtrent ved samme tid flyttede den lokale mølle fra Rotviggård og ind til det nuværende Skovlund. I 1883 oprettedes et andels22

mejeri, og efterhånden fulgte flere handlende og håndværkere efter. Skovlund by var nu en realitet. Endnu omkring år 1900 havde byen dog ikke mere end 18-19 huse inclusive andelsmejeriet, som lå lige midt i byen, hvor hele tre lokale veje mødte vejen fra Ansager til Ølgod. Også en vareindkøbsforening, senere "Brugssn", havde set dagens lys. Den blev i 1888 en selvstændig forening i Skovlund. Det var skolens nye, unge lærer, Jens Kristensen, der var initiativtager til alt det nye: andelsmejeriet, som var et af landets allerførste, Brugsen - eller indkøbsforeningen, som det hed - og flere andre fællesforetagender, der blev afgørende for byens og omegnens økonomiske udvikling og for det sammenhold, som har præget stedet lige siden. Jens Kristensen, der var uddannet på det grundtvigsk prægede Blågårds Seminarium i København og som havde virket nogle år som højskolelærer, var ivrig grundtvigianer. Han stammede fra Adsbølgård i Strellev, hvor forældrene, Karen Nielsdatter fra Østergård i Lyne og Kresten Jensen, var blandt de

Fqrstelarer Jeru Kristernen

Skovlunds udvikling indtil 1960'erne I

de to første årtier af dette århundrede udvikledes Skovlund til en rigtig lille by, som med hensyn til han-

del og håndværk nåede sit højdepunkt i perioden 1930-60. Det blev ikke jernbanen, der fik afgørende

indflydelse på byens vækst, men derimod den fortsatte hedeopdyrkning og befolkningsvækst i landområdet og deraf følgende købekraft, samt oprettelsen af

landbosamfundets andelsforetagender. Hertil kom de åndelige og kirkelige bevægelsers vækst med deraf følgende behov for huse at samles i. Forsamlingshus, missionshus, kirhe og skole

første på Ølgodegnen, som vaktes for den grundtvigsk prægede tro og for de idder, som udgik fra de grundtvigske højskoler og lærerseminarier. Lærer Kristensen og siden hans døtre Magda og Kamma fik en afgørende indflydelse på fælleslivet i Skovlund.

Førstelarer Jens Kristettsen m,ed sin kone Sine, der aar datter af Moilen Hansen, Ansager Mplle, samt de to døtre, som ogsåfik stor betyd'ning.for .fellesskabet

Skoalund. Foto ud,Iånt af Shoalund lohalhistorishe arkia.

Tingene skete hurtigt lige efter århundredskiftet: I 1904 byggedes på initiativ af de grundtvigske kredse et forsamlingshus med plads til oplysende og udviklende aktiviteter som foredrag, gymnastik, m.v.. samt plads til alle slags møder og til generalforsamlingerne i det voksende antal andelsselskaber og foreninger. En foredragsforening, som skulle tage særlig hånd om at skaffe nye kulturelle og landbrugstekniske strømninger til stedet, oprettedes i 1906. Senere oprettes desuden en biblioteksforening. I 1905 byggedes også et missionshus til Indre Missions aktiviteter og mØder. De indremissionske præster i Ansager var tidligt - allerede i 1870'erne gået i gang med at holde møder for ungdommen og stifte pige- og karleforeninger. I 1910 stiftedes KI'UM og K i Skovlund, i 1920 stiftedes KFUM og K's sangkor og i 1935 KFUM's husflidskreds. Forsamlingshuset som særlig bygning og institution fik ikke så lang levetid i Skovlund. Da der blev bygget et afholdshotel med forsamlingssal, overtog dette funktionerne efter forsamlingshuset, som nedlagdes i 1929. Samtidig startedes - i tidens ånd Skovlund Ungdomsforening med kulturelle arrangementer og fester specielt for de unge. 23

æ/ @€l

lN ..4^ø\\@ trw*' *K@ tr/$S *t t\WtrNffi M.tr.@ \\,_-,, #/

MÆ# w,

ffi 6mN6ry@mafffi

ffi"hw W r

,^4. 4 , 4q7Ø ,l/ J KovlurTd Skitsen af Skoalund. er ud.arbejd.et på gnmdlag af EsQjerg Museums strering i 1978. Rentegnet af Peter Dragsbo 1991.

regi-

</@qs\Yl'

%R%

@a\: '(q,. \ o Y /,$\ \ ""^\

(

--c

Fotografiet er taget unl,er opførelsen af dm nuaærende shole i Skoalund i 1909. Skolen har i dag ca. 100 eleuer. Foto ud,lånt af Skoalund lokalhistorishe arhiu.

1909 nedlagde man den garnle skole og byggede en ny, som med udvidelser og ombygninger fra slut-

ningen af 5O'erne eksisterer endnu og er fuld af liv med sine godt 100 elever. En kirke i selve Skovlund var der nu også blevet brug for. Befolkningsvæksten i Ansager sogn havde her i det første tiår af dette århundrede nået et punkt, hvor den romanske kirke i Ansager, som var bygget af kampesten og aI fra heden, ikke mere kunne rumme alle de flittige kirkegængere, selv om den var blevet udvidet i 1889-90. Allerede længe havde præsten måttet holde ekstra gudstjenester i skolerne i Stenderup og Skovlund, så nu måtte der bygges to nye kirker i sognet. Stenderup kirke blev opført i 1909 og Skovlund kirke i 1910. Det blev to hvidkalkede kirker med røde tegltage i enkel skønvirkestil. De var tegnet af arkitekten H. Lønborg-Jensen, som var kendt for sine restaureringer af middelalderkirker. Skovlund kirke indviedes i Vestjyske

snåbyer 3

1910, og der oprettedes samtidig et kapellanembede

med bolig i Skovlund

- ligeledes tegnet af Lønborg-

Jensen.

Mens præsterne i Ansager var indremissionske, blev det nu skik, at kapellanen i Skovlund havde et grundtvigsk præget livssyn. Organisten i den nye kirke var ingen anden end førstelærer Jens Kristensen, som også havde sin selvfølgelige plads i menighedsrådet - i god forståelse med de lokale repræsentanter for Indre Mission, som den gang var i flertal i rådet.

De åndelige beaægelser og samfundet

Alle stedkendte vil vide, at de åndelige bevægelser, som slog rod i befolkningen fra sidste halvdel af forrige århundrede, har haft og stadig har en væsentlig betydning - ikke alene for den stedlige ånd og mentalitet i bred forstand, men også for sammensætnin25

I sidste haladel af 1800-årene

steg

befolhningstallet stærkt, samtidig med at en religi4s uæhkelse skærpedc interessen for kirken. Pladsen bleu for trang i Ansager kirke, og i Skoulund. ind.uiede man i 1910 en ny haidhalket kirhe med, rgdt tegl-

tag, opført af arkithten H. Løn' borg-Jeruen.

Foto: Nina Fa.bricius 1991.

gen af det lokale styre og af de forskellige tidsaldres kommissioner, nævn og råd - ikke mindst i forbindelse med skolen. Samtidig har de åndelige bevægelser sat deres forskellige præg på udfomningen af det lokale foreningsliv. Man kan ikke gøre sig håb om at forstå forskellig-

heden i Ølgodegnens byer og deres lokalområder uden at sætte sig ind i disse ting. Nogle steder, som f.eks. Strellev og Tistrup, var overvejende grundtvigianske, andre, som f.eks. Lindbjerg og Krusbjerg var først og fremmest luthersk missionske, mens andre igen, som f. eks. Skovlund havde været under lige stærk påvirkning af Indre Mission og Grundtvigianisme.

Kommer man udefra med en viden om, hvor stejlt to grupper, især tidligere, kunne stå over for

disse 26

hinanden andre steder, må man stille

mange

spørgsmå{, før de rette sammenhænge kommer frem: Hvordan kunne f.eks. det kendte Skovlundsammenhold, der blandt andet kom til udtryk ved, at der kun var 6n fæIles opstillingsliste til sognerådsvalget, praktiseres, når både Indre Mission og grundtvigianere stod stærkt? Og hvordan kunne der sidde en grundtvigiansk lærer med stor indflydelse i Skovlund i forrige århundrede, hvor en stærk indremissionsk vzekkelse i Ansager sogn krævede omvendelse og næsten sprængte kirkens fysiske rammer? Det sidste spørgsmål kunne tildels forklares ved, at den grundtvigianske lærer Kristensen blev ansat allerede i lB79 - altså næsten l0 ilr før en bølge af indremissionsk vækkelse blev sat i gang mod stor voldsomhed i 1888 ved pastor C.M. Madsens prædikener og

C.M. Madsen, prast i

Pastor Henrik Holf, prast i

Pa.stor

Ansager 1878-86. Foto udlånt af Skoalund, Iohalhistoriske arkiu.

Aruager 1886-1890. Foto udlånt af Skoulund lo-

mødevirksomhed (C.M. Madsen var præst i Ansager

rede samme år. Tilstrømningen til indvielsesgudstjenesten, som foregik om formiddagen i Ansager kirke

rBB6-1890).

Dette er imidlertid ikke tilstrækkelig forklaring, for C.M. Madsen fØrte en hård linje og sørgede f. eks. aktivt for, at hans sognebørn ikke vendte sig til de luthersk missionske lægprædikanter, der betegnedes sqp "farlige sekteriske røster<. Hvordan forholdt han sig så til grundtvigianerne? Det meldes der ikke meget om, men det væsentligste i forbindelse med forholdene i Skovlund er også, at forgængeren i præsteembedet, pastor Henrik Hoff (præst i Ansager 1878-86), havde haft en større indflydelse på de toneangivende medlemmer af Indre Mission i Skovlund end Madsen, der prædikede "synd, frelse eller fortabelse". Hoff kom fra "en god grundtvigiansk slægt", som det udtrykkes i Skovlund, men havde været huslærer hos Vilhelm Beck, stifteren af IM. Han repræsenterede en mere åben, oplysende, grundtvigsk præget linje indenfor Indre Mission. For at illustrere styrken og voldsomheden i "den store vækkelse i Ansager" i IBBB, som nærmest formede sig som en masseomvendelse, kan det fortælles, at missionshuset "Thabor" i Ansager blev opfgrt alle-

kalhistoriske arkiu.

var så stor, at kirken bogstavelig talt var ved

sprænge sine rammer - iveren var så voldsom, at de folk, der ikke var plads til inde i kirken, slog kirkens

Missionshuset Thbor i Ansager blea opfØrt i forbindelse med "den store uakkelse" i 1888 - en følge af pastor C.M' Madserc pred'i'kener. Foto: Nina Fabricius 1989.

Borgergade Skorlund set mod uest - 1914. Foto udlånt af ShouIund I o kal his toris ke arkiu.

ruder ind for at kunne lytte ude fra kirkegården. "Dem kan vi siden betale", sagde de ifølge pastor Madsens egen beretning. I løbet af filår, d.v.s. i 1889-

hårdt imod hårdt og nægtede nu det uofficielle salg af "vin til en syg". Et års tid efter skiftede stemningen, hvorefter bevillingerne blev givet.

90, måtte Nørholms ejer, som stadig var ejer af Ansager kirke, da også bekoste en udvidelse, hvor to korsarme blev føjet

til middelalderkirken.

Indre Mission satte i tidens løb sit præg også på det verdslige liv i Skovlund. Mejeriet arbejdede ikke om søndagen, og købmand, brugs og hotel måtte vente længe på at få tilladelser til at sælge vin og spiritus hvilket jo gik fra deres handel til ganske almindelige private fester. Først da holdningerne begyndte at opblødes noget i løbet af 1950'erne og 60'erne, fik først købmanden og brugsen, senere hotellet deres ansøgninger igennem. Da købmand og brugs havde fået nej af sognerådet efter en vejledende folkeafstemning o. 1950, satte de 28

g erhu e ru s liu Fra slutningen af forrige århundrede voksede andelsbevægelsen sig stærkere, bestandig medJens Kristensen i spidsen, men også det private erhvervsliv

Ande lss e I shab er, for enin ger

gik fremad. Da man byggede forsamlingshuset, havde man samtidig Ønsker om at få en bager til byen. Man indrettede derfor et efter tidens begreber moderne bageri, som man så lejede ud til en bager. Indkøbsforeningen blev i 1906 tilsluttet Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, og samme år åbnede en ny købmandsforretning, der i dag dri-

til

tredje generation af brugsuddelere. "Vi beholder folk længe her i byen", hedder det lunt, nvi har da

nær ved de unge på gården, som man så kunne række en hjælpende hånd i de travleste perioder - og måske også holde et lille øje med, at de ikke stiftede letsin-

også kun slidt to skoleledere op, og den tredje har nu været her i ca. 30 år!"

dig gæld, men kunne >svare enhver sit", som det var disse stoute bønders ufravigelige ideal.

ves af tredje generation, som kan vinke over gaden

1906 oprettedes Lokalforeningen med fælles indkøb af gødning og foderstoffer for øje. Den er i dag fusioneret med et par andre lokalforeninger til Andel", d.v.s. stadig et lokalt foretagende. I "Vestjysk 1906 oprettedes også en kvægavlsforening som sup- Jernbanen kommer til Skovlund i 1919 plement til det arbejde, der allerede blev gjort i land- Som før nævnt, nåede jernbanen ikke at få nogen boforeningerne, hvoraf der fandtes flere. Med hen- afgørende indflydelse på Skovlunds udvikling, selv blik på de mindre landbrugs fællesanliggender om den naturligvis blev til gavn for byen, da den enoprettedes Skovlund Husmandsforening i 1909. En delig kom i 1919. Ironisk nok var det til dels det del år senere, i 1939, dannedes også en hushold- stædige sammenhold og den deraf følgende politiske indflydelse, som Skovlund er kendt for på egnen, der ningsforening. blev skyld i, atjernbanen kom så sent. trivedes og specialiseredes Håndværk og handel Allerede i l89O'erne var man begyndt at drøfte mere og mere. Foruden to smede, murer, tømrer og tre malere var der en skrædder et par skomagere og mulighederne for en jernbaneforbindelse mellem tre barberer. Af handlende var der foruden købman- den vestjyske længdebane og Grindsted, men man den og brugsen en Tatol, samt den førnævnte bager, kunne ikke blive enige om, hvorfra den skulle udgå. tre slagtere, en slikforretning, gartneri, en trikotage- Ansager ønskede, at den skulle komme fra Varde, handel, en møbelsnedker, en karetmager en bog- mens Skovlund stædigt fastholdt, at den skulle udgå handler og en el-installatØr. Ja, selv fransk vask og fra Tistrup, hvortil der var nærmest for dem, og som strygning, hattemager og en guldsmed, som også de havde vænnet sig til at transportere slagtesvin til handlede med jagtbøsser, har der været - dog ikke og hente foderstoffer fra - uden at de iøvrigt havde knyttet sig specielt til Tistrup. TVærtimod var Varde alle samtidig.

De gamle gård,ejere bygger huse

Skoalund

Men det var ikke kun handlende og håndværkere, der flyttede til Skovlund. En anden grund til, at byen voksede stærkt i århundredets første og andet tiår, var, at første generation afhedeopdyrkere nu havde nået upensionsalderen". De gik ikke på aftægt på gården, som deres foræIdre havde gjort, men havde råd til at bygge sig et hus inde i byen tæt ved de handlende og forsamlingslokalerne. Samtidig var man

'deres" gamle handelsby. Jernbanens æra kom til at strække sig over ca. 50 år, idet banen blev nedlagt i lg7 2. Den udgik fra Varde og kom til at slå et smukt sving mod nordvest over Skovlund og Tyndkjær, fgr den kunne tage den lige linje østover til Grindsted, som iøvrigt aldrig kom til at betyde noget særligt for Skovlunds beboere. "De handlende i Grindsted var snobbede," forlyder det, "de regnede ikke bønder for noget". Derimod betød toget til Varde, at enhver bonde med respekt for sig selv nu skulle til marked i Varde hver torsdag, hvad enten han skulle handle kreaturer eller ej. 29

Skoalund Andelskosses kontor. Til aetutre OIaa Nielsen, til hpjre Jen's Mø\ry. Hørt op i tid'en aar d'et bestyrelsesmedlemrneme, som på skifi passe' d.e Andekkassens kontottid. tld,lånt af Skoulund' Iokalhistorishe arkiu'

folkene kom nu til at deltage i sportskonkurrencer i et meget større område. I 1916 var Skovlund Idrætsforening blevet stiftet, og foruden almindelig idræt og fodbold, som man havde dyrket ivrigt længe inden da, havde man også tidligt både tennis- og badmintonklub. "Vi var virkelig skrappe til det", hedder det, 'vi kunne slå Esbjerg når som helst det passede os!" Fra Esbjergensere og folk fra nabosognene hedder det til gengæld: 'Dem fra Skovlund havde en formidabel - næsten overdreven - kollektiv selvtillid!" En af byens folk, som ikke har haft noget specielt religiøst tilhørsforhold, mener, at det var synd for de unge, at de af religiøse grunde skulle skilles i to grupper, så snart de begyndte at blive voksne: "De missionske måtte jo ikke spille fodbold om søndagen, og vi andre viste dem da også så megen respekt, at vi ikke spitlede i kirketiden, men ih, hvor vi sad og ventede og kikkede og holdt øje med kirkedøren. Og så f6r vi ud på banen, så snart de første kom ud fra kirken.n

Foreninger tager hånd om øhonorni og falles

faciliteter

er der så mange indbyggere, at der bliver oprettet en borgerforening, og til en smule fortrydelse for de handlende opretter håndværkerne des1917

uden deres egen forening, som kun omfatter deres egen kreds og dens faglige og sociale problemer. Året forinden, 1916, havde man fået Skovlund Andelskasse, som har holdt stand som selvstændigt pengeinstitut indtil for nylig. Også de i dag så almindelige tekniske faciliteter kommer til lidt efter lidt: telefon og elektricitet. I 1918 oprettes Skovlund transformatorforening, og allerede i 1921 får man gadebelysning på borgerforeningens initiativ. I 20' er ne forsøger man desuden at få et fælles vandværk op at stå, men først i 1933 bliver det til alvor. Sporten fik en stadig stigende betydning, og på det punkt var jernbanen i høj grad med til at fremme Skovlunds forbindelse med omverdenen. Skovlund30

I1934 fik Skovlund sin egen idrætsbane - og endnu et skridt var dermed taget mod skabelsen af en by, der havde de fleste af de faciliteter, som et lokalsamfund på det tidspunkt kunne have ønsker om til fælles brug - både til hverdagens gøremål og til den begyndende fritids aktiviteter. Ønsker orn politish indflydelse og selustændighed I tidens løb var Skovlund rent landbrugsmæssigt og dermed økonomisk blevet det stærkeste område i Ansager sognekommune. Ganske vist var Ansager by større end Skovlund by, og det lokale andelsslagteri med 500 andelshavere fra en større omegn var i 1930 blevet placeret i Ansager by. Det, der talte, var imid-

lertid jorden og landbrugets indtjening - og her Iå Skovlund klart i spidsen. "Befolkningsmæssigt l/3, men skattemæssigt 2 /3" lød tommelfingerreglen. Af en opgørelse over mejeriernes produktion fra slut-

Disse to blgtinger, Skoulund. kro, det tidligere hotel, og missionshtset, har haf7, og har stadig, en stor betydning grund,tuigianere og ntissionsfolk. Foto: Nina Fabricius 1991.

ningen af 30'erne ser man, at Skovlund Mejeri på årsbasis behandlede omtrent lige så meget mælk som de tre andre mejerier i Ansager kommune, Ansager, Stenderup og Kærbæk, tilsammen. Folk fra Skovlund sgrgede da også for at skaffe sig indflydelse på styringen af sognekornmunen. F.eks. bestod sognerådet oftest af tre mand fra Skovlund, to fra Ansager og to fra Stenderup. I perioder havde Skovlund endda fire mand, og indtil midten af 30'erne sad Skovlund i en lang periode på sognerådets formandspost. På egnen taltes der da også om, at f. eks. vejene altid blev først gjort i orden i Skovlund. Når Skovlund var i stand til at få en mand ekstra i sognerådet skyldtes det ikke mindst, at man satte den fælles indflydelse på sit eget område højere end par-

som

falles

m6d'ested'er

for henholdnLs

tiskel og skel mellem Indre Mission og grundtvigianisme. Når der skulle opstilles kandidater til sognerådet, foregik det simpelthen på den måde, at grundtvigianere og alle ikke-missionske samledes i hotellets sal for at drøfte, hvem de kunne give deres stemmer. Samme aften holdtes der møde i missonshuset om,

hvem de d6r kunne gå ind for. I løbet af aftenen sendtes der bud frem og tilbage over vejen - de to bygninger ligger lige overfor hinanden midt i byen og på den måde sørgede man for at blive enige om nogle kandidater, som begge parter kunne gå ind for. Og når valgdagen oprandt, mødte man talstærkt frem - der var som oftest 98Vo valgdeltagelse i Skovlund. Fra 1930'erne og fremefter var den ene af de tre 37

sognerådsmedlemmer fra Skovlund altid en mand fra byen, og de to andre kunne så repræsentere dels hver sin religiøse retning og dels to forskellige geografiske områder. Så var alle grupper tilgodeset. Der var forholdsvis få socialdemokrater. Det var bl. a. banefolk og arbejdsfolk ved vejvæsen, mejeri, m.v.. Disse ca. 25-30 stykker stemte næsten alle på byens kan-

didat og ikke på socialdemokratiet ved kommunevalget. "Og det skønt jeg ellers fik skyld for at være konservativ", siger et af byens tidligere sognerådsmedlemmer lunt. I løbet af 20'erne og 3O'erne var der flere gange tale om at Skovlund burde have en mere selvstændig status. Bl.a. blev det diskuteret, om Ansager sogn skulle deles i tre selvstændige sogne, nu da det havde tre kirker, men det ville ministeriet ikke høre tale om. I 3O'erne, da arbejdsløsheden begyndte at true, mente de Skovlund folk - ikke uden en temmelig kraftig egoisme, erkender man i dag - at det var bedre, at de skille sig ud som en selvstændig kommune. De ønskede ikke at betale de sociale udgifter, hvis der skulle komme arbejdsløshed på andelslagteriet. De tilbød endda at lægge 100.000 kr. kontant på bordet for at få lov til at blive selvstændige, men indenrigsministeriet ville ikke give dem lov. Lignende kommunale delinger var ikke ualmindelige i 3O'erne, det er der flere eksempler på andre steder.

Shovlunds status på egnen

- forhold,et til

@vrige byer

Som allerede nævnt, overtager Skovlundområdet ef-

ter hedeopdyrkningen rollen som den mest velhavende del afAnsager sogn, og på grund afde nogenlunde ensartede parceller var der ikke nævneværdige sociale forskelle blandt bønderne indbyrdes. Der la-

der heller ikke til at have væ'ret de store forskelle mel32

lem bønderne og de mere velfunderede håndværkere og handlende. Rent geografisk har området været en naturlig hel-

hed, der er helt klart afgrænset mod Ansager af Grindsted å. Man har derved haft let ved at etablere et fælles tilhørsforhold til området og en følelse af 'os fra Skovlund". En følelse, som fra starten blev styrket af den stærkt grundtvigske ånd, der udgik fra lærer Kristensen og hans døtre, og som ikke blev modarbejdet af Indre Missions medlemmer, der tilhørte en moderat fløj. Dette lokale sammenhold var, som nævnt, stærkere end både politiske og religiøse modsætninger, og her findes nok kernen i den fælles adfærd, som senere fik afgørende betydning for Skovlunds fortsatte udvikling. Skovlund havde allerede en ret selvstændig og også priviligeret status i den gamle sognekommune, selv om området hverken blev et særligt kirkesogn eller sognekommune. Forholdet til Ansager var for så vidt udmærket, men dog noget præget af den almindelige "nabojalousi" p"11"- det velhavende landområde Skovlund og den trods alt større by, Ansager.

Den lille jalousi mod den lidt større by får luft i den gængse opfattelse af, at man er mere snobbede

nabobyen. ,I Ansager var der fruer*, hedder det i Skovlund, "her i Skovlund var der kun mænd og koner". Der var den realitet i det, at Ansager med læge, dyrlæge, m.v. havde en ganske lille overklasse. De sociale forskelle i byen var nok også blevet tydeligere fra 1930'erne, da Ansager med oprettelsen af andelsslagteriet fik en mere talrig arbejderbefolkning. Skovlund har udadtil haft et meget godt ry på egnen, et v, der især har grund i økonomisk stabilitet, initiativ og organisationsevne. F.eks. fortælles det på egnen, at når et varebud kom til Skovlund i ældre tid, kunne varerne trygt afleveres, selv om der ikke blev betalt kontant. Skulle samme bud derimod til Ans-

ager eller Gårde, skulle varen ufortøvet tages med bage, hvis der ikke blev betalt kontant.

til-

Skulle Skovlund have nye installationer - og det gælder også de seneste år - faldt pengene fra samtlige beboere til dato med en fælles check fra Andelskassen, mens man kunne have et vist besvær med at få et tilgodehavende ind fra andre byer i omegnen. For Skovlund har Varde været den gamle handelsby, hvor man følte sig hjemme, men også Ølgod har man haft en voksende tilknytning til. Tistrup derimod har man aldrig handlet i før i tiden, og har heller ikke kendt noger særligt til den, skønt man har be-

nyttet Tistrup station, indtil man selv fik jernbane i 1920. Da både aftrentning af gØdnings- og foderstoffer og afsendelse af slagtedyr med banen til Esbjerg foregik med vognmænd, gav dette ikke særlige relationer mellem Skovlund og Tistrup - tværtimod støttede Skovlund Gårde i dens bestræbelser på at få en rigtig station. Sammenfattende kan det siges, at Skovlunds plads i egnens bystruktur var ret selvstændig. Sognet blev tidligt selvfors;mende m.h.t. dagligvarer og håndværkere, og byen havde et ganske velafgrænset og passende opland, der iøvrigt gik lidt ind i Gårdes område. Forholdet til de nærmeste lidt større byer, Varde og Ølgod, var godt, Tistrup var man ret passiv overfor - kun til Ansager var der et vist konkurrenceforhold.

ste selv havde anskaffet frysere. I 1963 opretter man en fælles varmecentral, og typisk for Skovlund, blev det nye initiativ bakket op også af folk, som selv var godt hjulpet med ret nye oliefyr. Man var først og fremmest solidarisk med helheden. I 1950'erne bliver skolen udvidet og moderniseret, og man bygger et alderdomshjem til de ældre bebo-

ere, som ikke mere kan klare en husholdning selv. Det var på den tid en fuldkommen selvfølge, at de ældre beboere skulle blive i deres egen by blandt deres gamle naboer, venner og slægtninge. De kunne derfor fortsat tage del i det fælles liv, få et slag kort med de gamle naboer og en lille snak, når man mødtes på gaden.

Også de faciliteter, der hører den mere moderne til anskaffes efterhånden på andelsbasis eventuelt

med kommunal støtte. Borgerforeningen sørgede, som nævnt, for gadebelysning allerede i 1921 og i

FæIles initiatiuer fortsatter og fornyes Op gennem tiden fortsætter man støt med at løse en

række opgaver i fællesskab, alt efrer hvad tiden krævede. I 1938 dannedes "skovlund og Omegns Mergelselskab", i 1948 stiftedes en kartoffelkogerforening, der skulle imødekomme nye krav til opfodring af svin. Samme år oprettede man "Tyndkær Fryseri", hvor man kunne fryse slagtevarer og havesager, indtil man o. 1965 nedlagde det igen, da de fle-

I "Skoalund, Iystanlng", anlagt i 1940'em,e og ejet og drettet af borgem,e sela, er d,en kereste beskafiigeke for aIIe ald,ersgrupper krohet. Spillet blea dlrket af egnens rnænd, allered,e omhring århundredskiJtet, men er i de serære år bleaet en onerhendt konkurrencesport i Ribe amt, haor kroketinteressen breder sig med lynets host. Foto: Nina Fahricilts 1991. JJ

Skoulund. Iægges dermegenuægt på at handle lohalt og bibeholde både køhmand, og brugs, som begge dri,ues af 3. generation afhandlende. Foto:

Nina

Fabricius 1991.

1949 købte man i fællesskab grunden til det lystanlæg, som hørte til de goder, mange mindre byer nu også ville have. I lystanlægget spilles der i dag ivrigt kroket, og alle >mellem B og BB" kan være med. Det bruges næsten året rundt, og her har nSkovlund Krocketklub", som er den første af sin art på egnen, sit lille klubhus, hvorfra turneringer organiseres! Kroket er i de senere år blevet en anerkendt sport i Ribe amt' Man kan dog også være med for sjov. Tror man at dette er et nyt påfund, og at kroket i gamle dage kun hørte hjemme i præstegårdshaver, tager man grundigt fejl. En 82 årig beboer fortæller, at byens ældre mænd spillede kroket oppe bag brugsen, da han var ung' Så 34

kunne man være med, når man kom med sin kølle og sin kugle. Som afslutning på denne korte gennemgang af Skovlunds udvikling, skal der gives et lille glimt fra den tid, som nu er uigenkaldeligt forbi, og hvor tingene ordnedes så temmelig uformelt. I Skovlund var der, som før nævnt, tre barberer før i tiden. "Dengang gav folk sig ikke af med selv at rage skægget af*, fortæller en af de ældre beboere, måske barberet hver dag, "de, der var lidt finere, blev mange på landet blev det kun et par gange om ugen. Særlig lørdagaften var der travlt. De handlende, der selv havde arbejdet sent i deres butikker, gik så til barberen bagefter. Så var der en hel masse, op til l0-

11 stykker ad gangen, der hjalp hinanden med at blive barberet. Så havde man det mægtig hyggeligt og fornøjeligt, og barberen kom ikke til ro før kl. 2 om

natten.<

"Engang leverede min far en gammel bil til en af barbererne", fortæller 6n. "OB så skulle han have l0 års barbering for det. "Men så sagdejeg til ham: "Det kan da blive en dårlig forretning for dig - tænk hvis du nu ikke lever ti år til?" - og så blev aftalen lavet om til 5 års barbering til både far og sØn - ja, sådan var der meget, man ordnede mellem sig dengang!" I det gamle sogneråd tog man heller ikke formaliteterne for tungt. Man kendte hinanden og følte sig hver især fuldt ansvarlige for både planlægning og praktisk udførelse. ,Hvis f.eks. et stykke vej var dårligt, og folk klagede til mig", fortæller 6n, "så gav jeg bare vejmanden besked og satte arbejdet i gang uden at konferere med nogen. Og havde man så fået lavet mere, end de andre syntes, der var penge til, ja, så måtte man stå for skud ved næste møde - sådan var det bare!"

Forandringerne sætter ind Skovlund tager kampen op Be gynd,end,e

tilba ge gang

"Det begyndte for alvor at tynde ud blandt byens handlende i 60'erne, bl. a. fordi de ca. 200 karle og piger, som tidligere var på gårdene, efterhånden forsvandt. Dels var der ikke dem til atkøbe, dels blev husholdningerne mindre," fortæller en af Skovlunds handlende. ,En anden ting, som betød tilbagegang for handelen, var mejeriets nedlæggelse ca.1970. Mens mejeriet fungerede med de mange mælkekuske, havde de jo ofte kurve med penge og en seddel med fra de forskellige gårde. Så indleverede de dem i forretnin-

gen, og man pakkede så varerne, mens kusken afleverede mælken, og så tog han varerne med på næste tur.< Kort sagt, den almindelige nedgang for handlende og håndværkere i landområderne begyndte også at vise sig i Skovlund i løbet af 1960'erne. Først mekaniseredes landbruget, og det begyndte at blive vanskeligere for de mindre gårde. Senere begyndte man ligesom andre steder at lægge gårde sammen. Man begyndte nu at spekulere på, om der ville blive ved med at være børn nok til skolen, for Skovlund var i høj grad blevet en "pensionisternes by". I det nærliggende Lund blev skolen nedlagt i midten af 60'erne. Ville turen også en skønne dag komme til Skovlund? Nogle aktive og handlekraftige personer begyndte at diskutere fremtiden. Hvordan skulle man skaffe fortsat beskæftigelse og dermed ungdom og byggeri og flere børn til skolen? Og hvordan skulle man skaffe arbejdspladser til de folk, der måtte have arbejde ved siden af for at kunne blive ved gården? Man var også klar over, at man bevidst skulle søge at holde på så mange af de handlende som muligt ved at handle lokalt, men det var ikke nok, vidste man.

En ny industri homrner til Skoulund Man gik nu sammen om at kæmpe for, at der kom industri til byen og for at få noget boligbyggeri i gang. "Det var folkene fra Skovlund, der kom på den id6, at få en mand, der lavede kartoffelprodukter på Nørrebro i København til egnen her", fortæller en, der tidligere var ansat i den gamle Ansager sognekommune. "Det var i 1968, og sognerådet støttede det kraftigt. Man syntes fra Ansagers side, det var OK, at det kom til at ligge i Skovlund, så det kom området her til gode. Det var også Skovlund, der stod parat med en plan og et forslag til, hvor der var tomme bygninger og en grund, man kunne byde til salg for en billig penge.< 35

nødvendige kreditter. Også sognerådet gik, som alle-

rede nævnt, ind i sagen med en anbefaling, og der blev desuden skaffet egnsudviklingsstøtte i begrænset omfang. "Den første million var den sværeste at skaffe," fortæller folk, der var impliceret i firmaets start i Skovlund, "siden er der investeret mange millioner i virksomheden, men det er tilsyneladende gået nemmere.< Det vigtigste i den forbindelse har været. at Ole Flensted vandt tillid blandt folk i det vestjyske.

Ole Flensted, som har en solid handelsuddannelse både i Danmark og i udlandet bag sig, kommenterer forløbet således: ,,Jeg betragter først og fremmest mig selv som en god købmand, og en god købmand A/S Flensted har lige fejret 25 års jubilaum. Finnact Jlyttede fra Kpbenhaan til Skoalund, for 23 år sidzn for at honme narvnere til råaarem'e, kartofler, og til en god og sta,bil arbejdskraft. Igennem årene har fi'rmact hafi et d,ynamisk samspil med, helE lokakamfundzt. Her er fabrikant Ole Flmsted (th.) ude at se til produktiown. Foto: Nina Fabricius 1991.

Det var startet med, at ejeren af en eksisterende kartoffelcentral, som iøvrigthavde til huse i den nedlagte Lund skole i Skovlundområdet, havde fået leverancer til og dermed kontakt med et forholdsvis nystartet københavnsk firma, som skrællede kartofler til restaurationer, kantiner, hospitalskøkkener, mv.. Kartoffelhandleren, Guldager, og fabrikanten, Ole Flensted, fandt ud af, at det var bedre at flytte virksomheden til Jylland, hvor kartoflerne var, i stedet for at transportere kartoflerne til København. Valget faldt meget naturligt på Skovlund. Her fandtes også, som overalt i Vestjylland, en stabil arbejdskraft. "I København vidste han aldrig, om han kunne få dem, han skulle bruge. Hvis han havde brug for 5, kom der kun 3, osv.<, fortælles det. Så købte Ole Flensted bygningerne til en nedlagt landbrugsejendom i Lund, og nu tog begivenhederne fart. Da firmaet flyttede til Skovlund var flere lokale folk aktive med hensyn til at hjælpe med at skaffe de 36

skal man altid kunne regne med. Mit væsentligste

motiv til at starte firmaet var, at jeg ville

være

selvstændig. For mig var det en tilfældighed, at det

blev Skovlund." Firmaet er til stadighed gået fremad. Hvor det oprindeligt kun beskæftigede nogle få medarbej-

A/S Flercted hommer fra Skoalund og nænneste omegn, og arbejd.et har ikke mindst hafi betydningfor mange landmandshoner, sornaed deresjob hal kunnzt med.uirke til at gårderu 4honomi kunne henge sarnmen. Foto: Nina Fabriciw 1991. Medarbejd.em,e hos

Fahrikken stariede i en nedlagt landejmdom, som stadig danner henten i blgni.ngsmassen. Gennetn årene har d.er fundet store uduidclser sted, men man bliuer aed jorden og beaarer dc gamle treer. Administrati.ons@gni.ngen ligner narrnere en solid aestjysk uilla en"d en fabrihs$gni.ng. De fleste medarbejdere - også på dc ledende poster - er fra Skoulund og rkzrneste omegn, og der legges uægt på, at de bor i Shoalund. Foto: Nina Fabricius 1991.

dere, er der i dag 166 ansatte alene i selve Skovlund. Mange af de ansatte er kvinder, og ikke så få af dem er landmandskoner, som på denne måde kan bidrage til gårdens drift med en kontant indtjening. I flere

bedre egnet til andre afgrøder. Men firmaet har kontrakt med en række gårde ude omkring i nabosognene over mod Grindsted, hvor jorden er mere

tilfælde arbejder begge ægtefæller på fabrikken. Samtidig henter mange familier i Skovlund by deres

Efterhånden som firmaet har udviklet sig, er der blevet brug for dygtige folk til administration, salg og distribution af varerne. Det er bemærkelsesværdigt, at en stor del af disse stillinger - og ikke mindst topstillingerne - er besat med folk fra Skovlund og nærmeste omegn. De har været i firmaet fra de var ganske unge, og er lært op d6r. "Hvis der er to lige gode ansøgere til en stilling, foretrækkerjeg en lokal medarbejder," siger Ole Flensted, som også lægger vægt på, at nye funktionærer slår sig ned i Skovlund.

løn hjem fra Flensted, som har 46 medarbejdere, der bor i selve Skovlund, og ialt 114, der bor i Ølgod

kommune. Firmaet har desuden ialt 37 medarbejdere i sine salgsafdelinger i København, Sorø, Odense, Alborg, Arhus og Rødekro. I modsætning til fabrikkens arbejdskraft, der, som sagt, hovedsageligt er lokal, er leverandøtetne af kartofler ikke specielt fra Skovlund, hvorjorden er Vestjyske småbyer 4

sandet.

Firmaet Flensted arbejder samtidig aktivt for at få andre firmaer til Skovlund. Ønsket om at få flere virksomheder til stedet er fra byens og firmaet Flensteds side ikke udelukkende begrundet med ønsket om øget vækst. Man vil samtidig gerne have spredt væksten, fordi man finder det betænkeligt i det lange løb, hvis alt står og falder med Flensted A/S. Det er vigtigt - også for Flensted - at der er flere forskellige arbejdspladser i området. Samspil rnellem fabrih og lohalsamfund Ud over den umiddelbare fordel, det er for Skovlund at have fået en lokal industri, der giver arbejdspladser, har byen og omegnen som helhed også nydt godt af firmaets meget aktive tilstedeværelse. Ole Flensted har gennem årene bevidst gjort en indsats for at trjælpe Skovlund til at bevare sin status som et egent-

ligt lokalsamfund, hvor folk bor og arbejder inden for området og har de servicefunktioner, der er brug for. Det er allerede nævnt, at ikke alene arbejderne, men også de overordnede funktionærer fortrinsvis vælges blandt lokale folk, og at udefra kommende medarbejdere opfordres til at flytte til Skovlund. Det har også betydning for byen, at firmaet køber lokalt, hvor det er muligt, bl. a. til kantinen. I en række konkrete tilfælde har der været tale om Ole Flensteds personlige indgriben: I 1970, da mejeriet måtte nedlægges, opfordredes Flensted til at kgbe mejeribygningen, så der ikke skulle stå en gabende tom plads midt i byen. Det gjorde han så, og i dag har firmaet en sideproduktion af konserves i det gamle mejeri, der med sin moderniserede facade og de mange blanke skorstene fortæller forbipasserende, at "her foregår der noget". Da kroen, d.v.s. det tidligere hotel og hele byens samlingssted, for nogle år siden ikke gik så godt, købte Flensted også den. Satte bygningerne i stand, 38

og solgte den derefter igen, og nu kører det godt. Kroen var man fra byens side især ked af at skulle miste, fordi det er der, Skovlundfolkene har deres forsamlingslokale, hvor de møder op mand af hus, hver gang sager af fælles interesse skal drøftes, eller noget skal fejres. Samtidig ville firmaet nødigt undvære den lokale kro til forretningsfrokoster o.lign.. Videre fortælles det: "Engang var der tre huse inde i byen, som som en mindre kreds af borgere med erhvervsudvalget i spidsen havde bygget, men som alligevel ikke rigtig kunne sælges. Så købte Ole Flensted dem - ikke som spekulation, men for at der ikke skulle stå tomme huse, og så lejede han dem ud

til medarbejdere.o "Flensted betaler tilbage, hvad Skovlund i starten gjorde for ham", siger folk i byen, og deres fortælling afsluttes med en bemærkning om, >at der vist ikke er en eneste familie i Skovlund. der ikke har et eller andet med Flensted at gørel, Ole Flensteds egen kommentar til alt dette er meget nøgtern; "Der er jo tale om en vekselvirkning," forklarer han, "når det går godt for Skovlund, har firmaet det også bedre og omvendt. Så beholder vi flere faciliteter i byen og omegnen, så bliver stedet et attraktivt område, hvor det er lettere at holde på gode folk, og så har firmaet samtidig bedre muligheder for at få fremmet væsentlige sager, som f. eks. en forbedring af infrastrukturen, d.v.s. de offentlige transportvejs." Man lægger fra firmaets side overhovedet ikke skjul på, at loyaliteten overfor lokalsamfundet også tjener dets egne formåI. Det ene kan ikke skilles fra det andet - og især ikke i et lille samfund, hvor alle har personlige relationer til hinanden. Kommunesammenlægningen selustandigheden

et slag mod

Kommunesammenlægningen kom som en stor overraskelse i Ansager kommune. Man havde forstået på

stiftamtmanden, at man ville forblive selvstændig, hvilket man med sine 4000 indbyggere var meget stærkt indstillet på. Man havde tegninger liggende parat til en ny administrationsbygning. På det tidspunkt var administrationen vokset så meget, at der foruden kæmneren var ansat en kasserer, en folkeregisterfører, en "skattemand*, 2 assistenter og en elev. Da Tistrup og Hodde begyndte at forhandle med Ølgod om kommunesammenlægning, spurgte man fra Ansager, om man måtte komme og "sidde med ved en bordende" for at se, om noget tilsvarende kunne have interesse for Ansager kommune. Men allerede efter det andet m.øde kom de og sagde, at de ikke syntes, de ville komme til flere møder og spilde de andres tid. "Vi er 4000 mennesker i Ansager, så vi vil og kan være os selv,. sagde de. F.eks. m.h.t kommuneingeniør: ,,Yi kan nok selv klare at anszette sådan en karl." Så kom loven i 1970, og de fik at vide fra indenrigsministeriet. at nu skulle de finde ud af en sammenlægning. Kunne de ikke frivilligt, ville man tvinge en ordning igennem ovenfra, men Ansager ville ikke bøje sig. De tog til København og slog i bordet hos indenrigsministeren. Men de fik den besked af ministeren, at de skulle finde ud af, om de ville til Grindsted eller til Ølgod. De tog så hjem og lavede en vejledende folkeafstemning, som skete i 3 valgdistrikter, som stort set svarer til kirkedistrikterne: Skovlund, Ansager og Stenderup. Resultatet heraf blev: I Skovlund klart flertal for Ølgod, i Ansager lige ved frfty/fifty og i Stenderup-Krogager klart flertal for Grindsted. Imidlertid holdt Ansager kommune stadigvæk på, at de fortsat ville være sig selv. Efter afstemningen henvendte de sig endnu en gang til ministeren og forlangte at forblive en selvstændig kommune. Ministeren skar nu igennem og bestemte, at StenderupKrogager skulle til Grindsted, idet han respekterede

afstemningen, og at Skovlund tilsvarende skulle til Ølgod. Endelig bestemte han, at Ansagerområdet skulle til Ølgod - og her var det en afbalancering af Grindsteds og Ølgods kommunestørrelser, han tog hensyn til. Betidste bestræbelser for at beuare lohalsamfundet Nogle af de bevidste bestræbelser for at bevare Skovlund som et aktivt og levende lokalsamfund, der kan forsørge sig selv, er allerede nævnt. Man fik en industri til byen og var mere end almindeligt heldige med det. Man stod sammen om at handle lokalt, og har stadig købmand, brugs og bager, samt en god håndværkerstand. Heller ikke i Skovlund har man kunnet undgå nedlæggelser. Jernbanen forsvandt i 1970, og den teknologiske udvikling gjorde en mejerisammenlægning nødvendig her, som alle andre steder. Man planlagde først at bevare Skovlund Mejeri med en specialproduktion inden for en lokal sammenslutning, men det endte alligevel med nedlæggelse og en sammenlægning med mejeriet i Varde. Dette skete efter at Mejeriselskabet Danmark havde forpurret planerne om den lokale mejerisammenslutning ved at forhandle separat med et andet af egnens mejerier. Som nævnt, fik man som et plaster på såret en anden virksomhed ind i bygningerne straks. Andelskassen har man indtil for ganske nyligt bevaret som selvstændig, og Foderstoffen er blevet en del af den lokale sammenslutning Vestjysk Foderstof. Den er ikke opslugt af giganterne, tværtimod har man udvidet og moderniseret i Skovlund. For at få yderligere firmaer til byen, har man fået beboerne til at lægge penge i "Skovlund Invest" - >ca. en tusindlap hver, og penge de ikke skulle regne med at se igen direkte" - hermed har man søgt at skabe muligheder for yderligere industrier og værksteder. Man har desuden et lokalt erhvervsudvalg, der er 39

stri skudt op i industriområdet i byens nordlige udkant. På det seneste er der desuden kommet en kyllingefarm. Der er nu plastfabrikation i den tidligere Lund skole, mens den kartoffelcentral, som før havde lokaler ddr, er flyttet ind til byen. En caf6 med antikhandel og pensionat er desuden blevet indrettet i en tidligere landejendom lige uden for byen. Her kan bl. a. Flensteds forretningsforbindelser overnatte. Endelig har Flensted udvidet med en stor ny distributionsafdeling "Flensted Catering., som ligger i udkanten afbyen et stykke fra selve fabrikken. Inden for de sidste 10-15 år er den industrielle udvikling blevet fulgt op af en udvikling i boligbyggeriet i Skovlund. Med lokale initiativtagere i spidsen er der blevet opført nye andelsboliger, almennyttige boliger, samt enfamiliehuse, og der er blevet indrettet lejligheder på initiativ af lokale håndværkere. Samtidig har man benyttet byfornyelsesloven til at renovere gamle huse med indretning af nye lejligheder. Alt dette bevirker, at nye folk flytter til Skovlundområdet, og at man er i stand til at holde på de unge, som gerne vil blive på egnen for at bo og arbejde. Medvirkende hertil er også, at skolen har et godt ry.

Samtidig med den fordel det er, at unge menne-

Et af de n)este initiatiuer i Skoalund er Pension Larkelill, sorn også driuer caf6. Den er indrettet i en nedlagt landbrugsejendom, som er sat godt i stand,. Interiørerne er absolut ikke i gammel aestjysk stil. Stedets atnxosfere tiltaler mange, og en del pensionarer er forretningsforbi'ndelser til Flensted. Turister er glade for stedet - og herrned har Skoalund fået endnu en attraktion. Foto: Nina Fabricitts 1991.

repræsenteret i et samlet erhvervsudvalg for Ølgod kommune. I de seneste år er der da også kommet en del virksomheder

til Skovlund: En træindustri med ca. 15

ansatte, et lysestØberi med 5-6 ansatte. En stor vognmandsforretning med langturstransport som hoved-

virke med ca. l0 ansatte og endelig er en plastindu40

sker nu slår sig ned i byen, har det også betydning

for

lokalsamfundet, at de gårdejere og forretningsdrivende, der går på pension, flytter til eller bliver i Skovlund by - i modsætning til, hvad der sker i de fleste andre landsogne på egnen, hvor de ældre i dag flytter til Ølgod eller Tistrup eller til en anden lidt større by. I Skovlund har man også været meget aktive i kampen for at bevare det lokale plejehjem, som kommunen inden for de sidste to år har udbygget med nogle beskyttede boliger. Det var oprindeligt meningen at alle fælles faciliteter skulle opgives, men det ville man ikke acceptere i Skovlund. Man holdt nogle borgermøder på eget initiativ, hvorefter man indsamle-

de penge blandt borgerne til udarbejdelse af et alternativt projekt, som man så forelagde kommunen. Dette projekt, der indeholder fælles køkken og andre fælles faciliteter under samme tag, blev da også gennemført som et kompromis, som en del er tilfredse med, nu da man ikke kunne beholde plejehjemspersonalet. En af de fordele, man opnåede, var at de fælles faciliteter nu bruges, således at ikke alene beboerne, men også en del ældre med egen bolig, regelmæssigt spiser deres middagsmad sammen i plejehjemmet. En af beboerne fungerer desuden som initiativtager til mange forskellige fælles arrangementer, som foredrag, sangaftener, o.sv., så plejehjemmet fungerer som et helt lille "kulturcenter<. En del ældre beboere ville dog hellere have haft lidt mere beskedne faciliteter og så et personale, der kunne være der døgnet rundt. "Det er ikke morsomt for et ældre menneske. at skulle tilkalde folk helt fra Ølgod, hvis der er brug for hjælp om natten< siger et ægtepar, der selv har haft nær familie på "De gamles Hjem", som fungerede godt. "Det betyder så meget

for de gamle at blive i deres egne omgivelser i stedet for at komme på en stor, fremmed institution, hvor de bare er et nummer i rækken." Så selv om man har gjort sit bedste, er alderdomshjemmet en af de sager, som især ældre beboere føler. at de har tabt. Det er iøvrigt karakteristisk, at det er Skovlund, der først gør vrøvl, hvis det forlyder, at der skal skæres ned på den lokale offentlige service. Straks holdes der borgermØde, og man møder mand af hus. Til de borgermøder, kommunen foranstalter, kom-

mer der altid flest fra Skovlund. Som eksempel nævnes, at trækker det op til, at en busrute skal køre uden om Skovlund, arrangeres der straks stort borgermøde, og man går til kommunen med sine argumenter - og nu er der masser af busser i Skovlund. Foreningsliaet og hulturliaet i dag Andelsbevægelsen og foreningslivet samt åbenhed og lyst til at lære nye ting har været med til at danne ånden i Skovlund, og den lever stadig i bedste velgå-

Et af tegnene påfremgang i Skoulund er det nye boligblggeri, som ses flere sted,er i blens udkanter. Foto: Nina Fabricitn 1989.

Skoalund Idratsforening lagger ikke skjul på, huem der støtter dem: et meget bredt udsnit af bleru og egnens erhaerusforetagender. Foto: Nina

FIRMAER DER IIARTEGNET

MALAKTIER

Fabricirc 1991.

tft rSKo/LUNDTF lft Guldagers Eiendomshandel Solbakkens F isorsalon

Andelskås*n

Skdlund Brugs Skrylund Kadoffelcent.al \restjysk Andel , Skwlund Bygningssnedkeri . Landbrugets Forsyningsselsl€b Hoddeskw Cemenlslobeti K. Erink Pedersen

- ikke alene ved jul og St. Hans, hvor borgerforeningen arrangerer fest, men også i det daglige. Bl.a. har Idrætsforeningen stor betydning. Ud over den daglige træning og kampe og turneringer rundt omkring holder man i lighed med mange andre sogne en årlig sportsfest, der varer en hel uge, og aktiverer en stor del af befolkningen. ende

Lærkebyg Skovlund Autoværksted Skovlund Bageri P€nsion Lærkelil

Skd,und Koreskole Peder Dalgås

rlr : I

Al'ing Antik Helsestedel

y:ii1{H*.f,ff,in

nlI

Sammen med Ansager har man fået bygget en idrætshal. Da den slags haller begyndte at komme frem, gik man til kommunen og sagde, at sådan 6n ville man gerne have, men de syntes området var for lille. Kommunen ville dog bidrage med lige så meget, som man i området selv kunne indsamle. Der blev indsamlet 900.000 kr. hvoraf de 500.000 kom fra Skovlund. Nogle gav også bidrag i form af arbejdstimer. "Og så hang kommunen jo på den", fortælles det med et glimt i øjet. Ud over idrætten, bliver der holdt halballer og spillet banko for at skaffe penge til driften. Det fortælles med et smil, at i Skovlund kaldes det "Skovlund-Ansagerhallen" og i Ansager, hvor hallen er placeret: "Ansager-Skovlundhallen"! Det officielle navn i vejviseren er iøvrigt

men d6r har de Skov-

"skovlund-Ansagerhallen<, lundfolk måske også haft en finger med i spillet? Også kirken har direkte og indirekte betydet meget for kulturlivet. Oprindeligt var Skovlund overvejende indremissionsk præget, men det ændrede sig gradvist. Mange af de store gårde og også mange af hedeopdyrkerne tilhørte Indre Mission. Thlmæssigt er Indre Mission ikke så betydningsfuldt mere: o.I25 ud af 625 vælgere til menighedsrådvalget' Når de alligevel har indflydelse, skyldes det, at de er aktive allesammen. IM har møder om torsdagen i missionshuset, og har desuden møder i hjemmene. De har også et ungdomsarbejde i KFUM og K, samt kirkeuge hver vinter. Den grundtvigske bevægelse udgik, som føt nævnt, især fra lærer Kristensen, der var førstelærer i Skovlund i fyrre år, 1879-1919. Den første grundvigske præst i Skovlund var pastor Hans P. Nielsen Lykke, som havde embedet fra7922 til 1935. Først ret sent, i1967, blev der grundtvigsk flertal i menighedsrådet (først 4-3, så 3-3, i dag 4-2), men siden 1922har der, som nævnt, været tradition for, at både præst og førstelærer i Skovlund er grundtvigianere. Før i tiden var der mere lokal aktivitet omkring kir-

ken med møder o. lign., og der var, som tidligere nævnt, i begyndelsen af århundredet en foredragsforening udgået fra den grundtvigske kreds. Det ebbede imidlertid ud, da folk fik {ernsyn, men det syntes pastor Bjerre alligevel var for dårligt. Så inden for de sidste 10 år har der været 4-5 foredragsaftener om vinteren i præstegården. Først var det pastor Bjerre, der arrangerede, senere Bodil Tybjerg, som nu er sognepræst i Ølgod. Den nuværende præst, Hans Bisgaard, har også fulgt det op. Desuden har præsten været initiativtager til en kulturuge, der svarer til den indremissionske kirkeuge. Kulturugen tilrettelægges af et lokalt udvalg og den kaldes "Vinterhøjskole - fem jyske vinterdagen. Det foregår i præstegårdens konfirmandstue fra mandag til fredag. Der kommer ca. 60 mennesker til det fra Skovlund og nærmeste omegen, men også længere borte fra. De, der kommer udefra, bliver gratis indkvarteret hos private i Skovlund.

Nye initiativer 1989-91

i arbejdet med Skovlund, Gårde og Strellev har Ølgod Museum genbesøgt de tre byer for at samle op og se, hvad der var sket siden sidst. Udover de nyeste erhvervsforetagender, som allerede er beskrevet, kunne der i Skovlund berettes om flere nye initiativer, som er blevet til efter den forekommer "Skovlundmodel", som efterhånden temmelig velkendt. Man har ved fælles hj-lp fået indrettet et nyt skolekøkken for meget begrænsede kommunale midler. I vinterhalvåret arrangerer husholdningsforeningen madcaf6, hvor man kan spise en god middag med to retter mad og kaffe for ca. 20 kr. pr. næse. Der har hver gang været ca 60-80 mennesker til arrangementet. I 1990 har Skovlund fået sin egen børneinstituEfter ca. to års pause

Ved hjelp af en stor arbejdsindsats bl.a. fra foreldrerus side, fik Skoalund indrettet si.t nye skolehphhen. Det har ikke alene bøtnene, rnm hcle

befolkningen, glæde af. Skolekøkkenet btuges nemlig også af htsmoderd.er holder madcaf6, haor alle, der har lyst, kan uære med og tilslutningm er stor. Endnu en n1 mÅ.d.e at rnødes i småIryerne . Foto: Nina Fabricius 1991.

foreningen,

tion, "BBrnehuset<. Det er blevet til, fordi den nye udvikling har skabt et behov for en lokal børnepasning, hvor åbningstiden kan passe til arbejdstiden på

virksomhederne. Forældrenes ønsker blev bakket op af Flensted A/S' ledelse, og der blev nedsat en forældregruppe, som dannede en forældreforening. Den henvendte sig til kommunen med ønsket om at få oprettet en integreret børneinstitution både for små børn og for børn i skolealderen. Kommunen stillede sig velvillig, og resultatet blev, at man hurtigt kunne rykke ind i nyistandsatte lokaler med plads t1l25børn, hvor der tidligere havde været et mindre tekstilværksted, som for nogle år siden blev opført af Skovlund Invest. Huset ligger lige på grænsen mellem byen og industriområdet, og som nabo til byens skole. Skolen har iøvrigt stillet sig meget forstående over for forældrenes ønske om en særskilt børneinstitution i stedet for en skolepasningsordning. Forældregruppen får en >pose penge< hvert år, svarende til niveauet for kommunens udgifter til børnepasning. En forældrevalgt bestyrelse må så selv sørge for driften. Man har ansat pædagoger og medarbejdere iøvrigt, og børnehuset fungerer til alles tilEt af dz nyeste initiatiaer er Shoalunds "børnehus". som er bleaet til i et samnrbejd,e mellem erhaeras-

folk, foraldre og Ølgod kommune. Resultatet er bleaet

m utrad,itionel

bønreirutitution for alle aldersgrupper. Man har ind.rettet sig i en tid,Iigere erhaerasej end.om melIem blen og et mind,re industrikaarTer. Folo: Nina Fabricius 1991.

fredshed. Kommunen ejer hus og grund, og Flensted A/S har ydet et større bidrag til indretningen af legepladsen, hvor forældrene til gengæld har investeret en del arbejde. Det sidste, der er sket, er, at Skovlund nu også får sin egen skov! Også "Skovlund Skov" blev til efter en typisk "Skovlund-opskrift". Det begyndte med at Ølgod kommune stillede et areal på l0 ha mellem Skovlund by og byens stadionanlæg til rådighed for beboerne, så der kunne plantes skov. Jorden var indkøbt med henblik på byudvikling, men havde vist sig uhensigtsmæssig

til

bebyggelse.

Betingelsen for overdragelsen var imidlertid, at de efterfølgende anlægsudgifter skulle være kommunen uvedkommende. Der var i en del af byrådet nogen skepsis og enkelte medlemmer fra andre dele af kommunen skumlede lidt om, at kommunen jo nok senere kom til at "hænge på" arealet. Andre sagde i mid-

lertid, at når Skovlundfolkene først fik "jord under neglene", så var der tradition for, at man stod sammen og udnyttede chancerne for egne midler.

har medlemmer i hele Skovlundområdet overtager og bestyrer skoven, når det hele er færdig anlagt. Foreningen har i forvejen ansvaret for byens lystanlæg, som den holder i mønsterværdig stand for borgernes egne pen8e.

Som det kan konstateres. er der sket en masse i Skovlund i de sidste to år, og man har gjort endnu et par skridt mod det fælles mål: at skabe et selvstændigt lokalområde med arbejdspladser, boliger og et stort udbud af faciliteter og fritidsaktiviteter. Der kommer stadig nye aktiviteter til, hvor de gamle slap op, og betingelsen er til stede: der er en stor lokal opbakning om alle fælles foretagender. En af beboerne i den gamle sognekommune, som ikke selv har boet i Skovlund, konkluderer om de tre lokalområder og kirkedistrikter i den gamle Ansager sognekommune: oAnsager har klaret status quo nogenlunde, Stenderup er blevet forstadsområde for Grindsted, mens Skovlund er en meget levende, aktiv og selvstændig del af Ølgod kommune."

To måneder senere havde erhvervsudvalget nedsat

et >grønt< udvalg, som fik til opgave at undersøge mulighederne for beplantning med kunstige søer og befæstede stier på området. Der blev tilkaldt en forstmand, der udarbejdede et projekt, som blev anslået til at ville koste den nette sum af 100.000 kr..

Udvalget fortalte nu Skovlundborgerne om planerne og forberedte dem på, at en indsamling ville blive sat i gang i en nærmere angivet uge. To uger senere havde udvalget indsamlet 80.000 kr. hos private, og to sponsorer, en lokal virksomhed og en kreditforening, gav de resterende 20.000 kr - sådan! Planerne kunne realiseres, og nu er søen anlagt, mens både skov og stianlæg vil være anlagt i løbet af efteråret 1991, berettes det med velbegrundet fornØjelse og stolthed. Skovlund har fået sin skov. Borgerforeningen, som

Her er det pensionisternes øaekesdag på krohetbanen, men alle

ald,ers-

grupper hygger sig med spillet. Dertned. har man også shabt et ekstra rnØdested i b1en, og d,et benJttes flittigt fra tidligt forår til langt ud på efteråert.

Foto: Nina Fabricius 1991.

Hvorfor

så forskellige

- sammenfatning og konklusioner De fælles vestjyske træk Inden der tages fat på forskellene i de tre byers udvikling og handlingsmønstre, må det understreges, at de, trods deres forskellighed, alle er fast forankrede i en fælles vestjysk kultur, der har dybe rødder i den gamle vestjyske bondekultur. Det var f.eks. karakteristisk, at de vestjyske bønder før i tiden boede ret spredt og ikke i stgrre, samlede landsbyer, hvilket i høj grad påvirkede deres væremåde. Mange af dem havde handelsblod i årerne, idet de fra gammel tid var vant til at handle over større afstande og på markeder udenfor købstæderne. På Ølgodegnen havde også produktionen og salget af sorte potter været et vigtigt erhverv ved siden af landbruget. Vestjydernes lune og usnobbede omgangstone bærer præg af, at der på egnen ikke har været så store sociale forskelle som i de mere velhavende egne i Østjylland og på Øerne. Der var i Vestjylland ikke en arbejderklasse af husmænd uden jord, og forskellen på beskedne gårde og husmandssteder var ikke så stor. Samtidig har det haft betydning, at bønderne ikke har været særlig afhængige af egnens forholdsvis få og små herregårde. De var tvaertimod særdeles selvhjulpne og indstillet på at organisere og klare alting selv og svare enhver sit - helst ved kontant betaling. Tingene skulle også helst klares uden for mange formaliteter. Endelig er det i sig selv et vestjysk særtræk, at byerne i den tidligere så spredt bebyggede egn, så godt som alle er nye byer. De er således væsensforskellige fra Østjyllands og Øernes landsbyer, som gennem århundreder først og fremmest var bondebyer. Her BB

var bønderne de absolut førende i landsbylav, sogneråd og senere i andelsselskaber og foreninger. I modsætning hertil var selv de aller mindste vestjyske byer præget afde handlende og håndværkerne.

I disse små byer

havde man tydelige "byambitioner<<, som man gennem en borgerforening søgte at leve op

til. Disse tidlige borgerforeninger i Vestjyllands småbyer må ikke forveksles med de borgerforeninger, som er opstået overalt på landet efter 1970 bl. a. med henblik på at tale lokalområdernes sag i de nye storkommuner. De langt ældre borgerforeninger i de vestjyske småbyer kan nærmere sammenlignes med tilsvarende foreninger i de større stationsbyer og i købstaderne.

De individuelle træk Et vigtigt formål med undersøgelsen af Skovlund, Gårde og Strellev har været at beskrive dem på bag-

grund af den almene samfundsudvikling, og

nærmere på, hvad der er sket med dem i de sidste ca. 30 år. Hvordan er det gået til, at disse tilsyneladende ensartede byer på den samme egn har klaret sig så forskelligt i de senere år?

Først må det understreges, at ingen af de undersøgte småbyer har kunnet betragtes isoleret. De kan kun ses som en sammenhængende del af det

landområde, de har betjent med hensyn til fælles landbrugsforetagender, mødelokaler og institutioner, samt offentlig og privat service. Helt i tråd med dette dækker bynavnene i beboernes bevidsthed også det område, som har benyttet byen, selvom de min-

Oaersigt oaer jordbundsforhold og nye og gamle trafikårer i Vestjllland. Både Strellea, Gårde og Shoulund ligger indenfor Vard,e-Ølgod. bakkeø. Her adskilligt bedre end på de magre hedesletter, som beglnder urnidd.elbart øst for Skoalund. Ud.lånt af Den antikuariske Samling i

er jorbundsforholdene

Ribe.

dre bebyggelser og de enkelte ejerlav i området har hver sit navn. Derfor benævnes for klarhedens skyld de enkelte byers "opland" herefter som oområde", mens >egnen" betegner Ølgodegnen i almindelighed. Ved at se på de tre byers tilblivelse og udvikling op til 1960. kan der allerede konstateres en række forudsætninger, der har været vidt forskellige for hver enkelt by. Forudsætninger, som har haft betydning for deres udvikling, og som har adskilt sig fra hinanden på en række afgørende punkter. Samtidig har disse individuelle forudsætninger haft betydning for dannelsen af de handlingsmønstre, der viste sig at blive afgørende for den enkelte bys måde at møde de problemer, som opstod for de små samfund på landet fra 1960'erne og fremefter.

De tre byers geografiske forudsætninger

1920.

De forudsætninger, som først er undersøgt ved sammenligningen mellem Skovlund, Gårde og Strellev, er dem, der er helt grundlæggende for det lokale

". .'.-r--,,7..r;;/ -...

samfund: naturgrundlaget, ejendoms- og erhvervsstrukturen, og befolkningens sammensætning, samt byens placering i forhold til større trafikårer og til de øvrige små og større byer på egnen. Allerede på grundlag af disse faktorer tegner sig de første konturer til de tre byers og områders individuelle handlingsmønstre og udvikling. Skovlund opstod på bar mark nær ved en bebyggelse af samme navn. Gårde opstod ved den vestjyske længdebane, ligeledes nær ved en ældre bebyggelse af samme navn. Strellev er, som ny by betragtet, langt den yngste af de tre, selvom den ligger lige ved en middelalderlig kirke. Middelalderbyen, Strellev, har nemlig formodentlig ikke eksisteret længere end til 1600-tallet, og den nye by dannedes først, da bønderne fik brug for fælles faciliteter i "andelstiden". Egentlige beboelseshuse kom der endda først efter

/'-

Skoulund

hedepionerbyen Tnsd' "gå-på-modo

Skovlund var hedepionerbyen - opstået i 1880'erne - nær ved landevejen mellem Varde og Grindsted

' / -/:/,- z';7',/ -_ ..:;-''F1-)/.-< l- '-- - -7-.,-

,. :: :.' --'' -"2'1":'' ."

't/

?i,æ*e-

/----1 e.p.?l Hed.eopdryrkningen og de mange n1e gårde gau d,en n2e b1 Skoalund en

sarlig hrafiig uakst rnellem 1880 og 1900. Tbgning: Peter Dragsbo 1991'

\-'

i(l/lll///i/Jl l/l( __-_-=

Gårde uar opstaet smn b1 omkring jembanen lige efier 1870. I Gårdeområilet fik man en ejendomsstruhtur med. mange små brug, bl. a. på grund af et eksi.stered,e fra o. 1890 til 1970. Husmandsstedenres ejere aar nødt til at haae L4narbejde aed siden affor at kunne hlare sig. Tbgning:

teglaark, der

Peter Dragsbo 199L

(anlagt 1864). Skovlundområdet blev med 6t slagAnsager sogns mest velhavende. Hvilket skyldtes, at det ligger på Varde Bakkeø, mens kirkebyen Ansager og det østligt beliggende Stenderup ligger på den magre Grindsted Hedeslette. Det hed sig, at Skovlund udg-

jorde 7/3 af sognet, men betalte 2/3 af skatten. Jorden udstykkedes i takt med hedeopdyrkningen, og man standsede ved en ret ensartet gårdstørrelse på en ca. 50 td. land. Byen kom til at rumme bøndernes andelsforetagender og institutioner samt et stigende antal butikker og håndværksvirksomheder. Byens bedrestillede håndværkere og handlende følte sig på lige fod med bønderne, men stemte konserva-

tivt, hvor bønderne stemte Venstre. Byen har med sit ret velafgrænsede opland ikke haft nogen alvorlig konkurrence m.h.t. lokal handel. Derimod har der fra gammel tid været en udpræget almen kappestrid mellem Skovlund og Ansager. Ølgod opfattedes ikke som konkurrent, men i de senere år har man brugt dens faciliteter. Varde er Skovlunds gamle handelsby. At Skovlund havde ambitioner om at være en "rigtig

bf.,

ses bl. a.

af, at der i 1917

dannedes en borgerforening og noget efter også en

håndværkerforening. Selvom det ikke fik nogen afgørende indflydelse på dens bebyggelsesmæssige udvikling, betød det dog et løft for byerhvervene, at Skovlund fik en station på Varde-Grindstedbanen i perioden 1920-70. I 1960 havde byen Skovlund 412 beboere.

Gård,e

stationsbyen klemt mellem to konkurrenter

Gårde er en ganske lille "stationsby<, som opstod ved den vestjyske længdebane kort efter 1875 midt mellem Ølgod og sognebyen Tistrup. I de første mange år opnåede den kun status som trinbrædt. Gårdes handelsopland har aldrig været særlig stort, og den nordlige del af det lå endda i Ølgod sogn og sognekommune. Tistrup, der følte sine handelsinteresser truet af Gårdes ønsker om at få egen station, modarbejdede Gårde økonomisk - og i dette forhold var og blev Gårde den lille. Det hed sig da også, at "en mand fra Tistrup og en fra Gårde skulle 91

ikke være laenge sammen, før de rev hinanden i kravetøjet". I 1890 oprettedes et teglværk tæt ved Gårde. Derfor blev der brug for arbejdsfolk, og omkring teglværket udstykkedes efterhånden en del ganske små husmandssteder på 4-5 td land. Der var også adskillige andre lidt større husmandssteder i området - ialt udgjorde de ca. l/4 aflandbrugene. Arbejderne boede på de mindste husmandssteder samt i småhuse i selve byen. Gårde har således haft en anden erhvervsstruktur end f.eks. Skovlund og Strellev, der før i tiden begge var rene landbrugsområder, og Gårde har også været opdelt i flere sociale grupper. Efter drøje kampe med konkurrenterne Ølgods og Tistrups borgerforeninger, fik Gårde i1922 en rigtig station. Derefter voksede byen, og områdets pensionerede gårdejere begyndte også at bygg. huse i Gårde. Udover det gamle afholdshotel og småhusene vest for banen fik byen nu flere andelsvirksomheder og flere og lidt større butikker og håndværksvirksomheder Øst for banen. Samtidig med oprettelsen af stationen i 1922 fik Gårde sin egen borgerforening. Man havde absolut

"byambitioner< og store forventninger til en fremtidig udvikling på trods af de to konkurrenter, Tistrup og Ølgod. Byen udviklede sig da også en del, og i 1960 havde den 210 beboere.

Strellea

aelståend,e bondeby og selustændig

sognekommune

Strellev er den mindste og yngste af de tre byer, og den har ikke som Skovlund og Gårde haft særlige "byambitioner". Som den eneste by midt i et velhavende landsogn, der samtidig var en selvstændig sognekommune, og hvis jorder hovedsageligt har været opdyrket siden middelalderen, har Strellevs funktion først og fremmest været at rumme bondesamfundets andelsforetagender og fælles institutioner, samt rent lokal service og enkelte håndværksfag. Strellevs beboere har været temmelig ligestillede landbrugene var alle på mellem 30 og 45 td land. Da sognet ligger lidt borte fra hovedveje og jernbaner, er Strellev altid af naboområderne blevet regnet for et lidt isoleret samfund. Man har da heller ikke haft

\\\ $\r

ilt r,øfu//,ytyiifr,Wi

i 1 17,yay r1l

r, ax,yft

Strellea aar en selostandi.g sogrtekommune, d,er kunne hlare sig ud,en at honkurrere med andre hommuner eller byer. De gamle gårde aar aelbyggede og pyntelige, og dz vid.ner om gammel aelstand og oaerskud,. Tbgning: Peter Dragsbo 1991.

?o.V Shoulund udgjorde kun 1/3 af Ansager sogrrchommune, men haade gente 3-4 repræsentanter i sognerådet. Når d,er uar opstillingsmøde, forhandlede man i pendulfurt rnellem grundtuigiarume på hotellet (nu Shovlund Kro) og Mi.ssi.oruhuset, i.nd.til man uar enige. Også socialdernohraterne satte deres gruppetilhgrsforhold

til

side og stemte på en lokal mandfrernfor på en

partifalle. Tbgning: Peter Dragsbo 1991.

ambitioner om at konkurrere med nabobyerne med hensyn til byerhverv. Først fra 1920 og frem blev der i byen bygget rene beboelseshuse, hovedsageligt af ældre landmænd. Herefter kulminerede udbudet af servicefag i løbet af 30'erne og 40'erne, for igen at gå tilbage efter krigen. I 1960 havde sognet ialt 574 beboere, hvoraf 372 levede af landbrug, d.v.s., at byen har haft meget få beboere.

Forskellige forudsætninger for fællesskab De næste faktorer, som undersØgelsen har beskæftiget sig med, er de tre byers/områders grad af fælles holdninger og vurderinger, deres evne og vilje til at at handle i fællesskab - herunder hævde områdets

interesser i de gamle sogneråd og senere i Ølgod kommune. Desuden er der set på byernes orientering i forhold til åndelige og politiske strømninger. Ikke mindst de åndelige og religiøse bevægelser, som

nåede egnen i sidste halvdel af 1800-tallet, har haft og har stadig - en meget væsentlig indvirkning på

livsholdningerne og dermed også på alt offentligt liv.

Skoalund - sammenhold trod,s religigse og politishe forshelle Da forrige århundredes åndelige bevægelser nåede egnen blev Skovlundområdet stærkt påvirkedet af såvel grundtvigianisme som Indre Mission, men deltes ikke så skarpt op i lejre, som man kunne se det andre steder. Den grundtvigske fløj samlede sig omkring skolens første overlærer, der var "ildsjælen" og igangsætteren bag de nye andelsforetagender og de foreninger, som befordrede de nye kulturstrømninger.

Den indremissionske fløjtilhørte den tolerante del af bevægelsen, og siden man fik egen kirke i 1910 har kapellanen med bolig i Skovlund været grundtvigsk, selv om der tidligere var indremissionsk flertal i menighedsrådet. I Skovlund var også skolens ledelse, 93

som nævnt, grundtvigsk fra gammel

tid' Til gengæld

Ansager altid indremissionsk - eller bar ansui efter de indremissionskes ønske' Således er dag man sig ad med at fordele sol og vind lige' I ,,uåig sådan, selv om der nu er grundvigsk flertal

uu,

pr-rt.rii

å", i sognet som helhed. og D"e to grupper' der jo var socialt ligestillede at om enes tilhørte den samme kultur, kunne altid De i tiden' stemme tre-fire mand ind i sognerildetføt ved komlokalt også stemte ret få socialdemokrater Skovlund sad 1930'erne i -rrn"uulg.te. En årrække i sognerådet'. endda på formandsposten Skovlunds beboeie havde en høj grad af kollektiv tid været selvbevidsthed. F.eks. har man fra gammel det er alment kendte for at være solide betalere' og man stadig. uden Den økonomiske selvbevidsthed var dog ikke profor slippe at For egoisme, erkender man i dag' Anstrue bi"m., med den arbejdsløshed, som kunne ug., Uy med andelssiagteriet, ønskede man f'eks' i 3"0'ern. at udskille sig som selvstændig sognekommu-

ne. Dette lYkkedes dog ikke' i Da kommunesammånlægningen skulle realiseres Ansager fra 1970 skete det ikke uden sværdslag' Folk ,ågn.Lo--"ne rejste til København og slog i bordet kunnet ho", indenrigsminiiteren - man havde altid dette På med' fortsætte at man selv, og det Tnskede men vinde' at for chancer punkt"var der dog ingen Skovlundområdet indenfor Ølgod,kå--unt er såvel som Ansagåområdet blevet selvstændige planlægog ningsenheåer med hver sin 'centerby'' Skovlund der er R råg"r - til forskel for Gårde og Strellev' delområandre to turrdårr"byer under kommunens der: TistruP og ØIgod.

eiz enfalles Gårdc uar der stor forskel på høj og lat, og betingelsernc for befolkningerhaor og Strellett' i.d,entitet uar min'd,re md, f. eks' i Skoulund' Peter Dragsbo 1991' ne aar rnere ind'byrd'es ligestillede' Tbgning:

de man også der eget andelsmejeri' foderstofforforening og å, aktivt ioreningsliv, men her var som grupper' enin[slivet delt op i hele tre forskellige hroer"fo, sig holdt deres møder på hotellet: den grundtvigiaiske, ,o- vel havde den største tilslutii.rg, a"i indremissionske og den socialdemokrati-

nær så let skefOgså af den grund var det i Gårde ikke områhele gjaldt der at finde fælles fodslag i sager' det, sådan som tilfældet var i Skovlund' til Nok var arbejderne ret veltilpassede i forholdet stod deres naboer både i by og på land, men politisk socialdemokrater' var familier de sammen - godt 40 fagforog de havde dåres eget foreningsliv indenfor

ved eningens rammer. Socialdemokraterne stemte på ikke og r"gtt?.aattalgene kun på deres eget parti borlertste, som tilfældet var i Skovlund' særlig "n"Iokul Gårde har da heller aldrig kunnet opnå nogen havkun man hvor politisk styrke i Tistrup sognell|, storkommunes åe 2 af de 7 medlemsposter' I Ølgod lokalt byråd er Gårde ikke iepræsenteret ved noget medlem. et fattiGårde har fra gammel tid været regnet for og unStrellev' og Skovlund gere område end f.eks' og arbejderbefolkning åer 30'ernes krise var Gårdes Gård'e - et soci'alt opdelt samfund Der stillede' de små landbrug meget vanskeligt I Gårde var der ikke så udprægede åndelige og reli- alle social nød' Nok hav- var dengang arbejstøshed og stor giøse lederskikkelser, som f' eks' i Skovlund' g4

71/:

å =_-

Strellea aar nTan meget aktiae grund,taigianere og kristne med, omtanhe for dzm, manfølte sig annartige og morede sig af hjertens l1st, men uden ooerdrioeker. Tbgning: Peter Dragsbo 1991.

Strelleu - fallesliuet aigtigere end byfunktionerne Strellev med sin velstående, homogene befolkning har været og er overvejende grundtvigsk. Selvom enkelte bønder og nogle af håndværkerne tilhørte Indre Mission, er det den åbne, grundtvigske ånd, der har præget livet i Strellev, hvor man har festet og moret sig af hjertens lyst, uden at man dog glemte livets alvorligere sider, samt hjælp og støtte til de få i sognet, der var vanskeligt stillet. Man har haft et rigt foreningsliv og mange åndelige interesser, som nok har vejet tungere her end f.eks. sporten. Strellev har siden reformationen været annekssogn til Ølgod, som har været den by, man følte sig knyttet til både handelsmæssigt og kulturelt. Desuden har man et vist fællesskab med nabobyen mod vest, Lyne, på det kulturelle område. Strellev sluttede sig i 1968 frivilligt sammen med Ølgod og slap dermed sit tidligere administrative tilhørsforhold til Ringkøbing amt.

for ind.infor

d,el

lille samfund. Manfested,e

Da man var en selvstændig kommune, og altså ikke

skulle konkurrere med nogen om pladserne i sognerådet, har der heller ikke før i tiden været brug for de store fælles anstrengelser for at hævde sig udadtil. Man har stort set haft nok i sig selv.

Sammenhæng mellem de historiske

forudsætninger og nutiden Når man, som det her er gjort, først sammenligner byernes geografiske forudsætninger: naturgrundlaget, beliggenheden, ejendoms- og erhvervsstrukturen og befolkningssammensætningen, for derefter at inddrage livsholdninger, graden af fælles normer og l'urderinger, samt forudsætninger for at handle i fællesskab, så tegner forskellene på de tre byers karakteristiske handlingsmønstre sig endnu tydeligere end før. Man ser, hvordan de fælles holdninger og 95

handlingsmønstre griber ind i udviklingen og påvirker og forstærker de faktorer, der er begrundet i økonomiske, erhvervsmæssige og sociale strukturer. Undersøgelsen af de tre byer har da også tydeligt vist, at de sidste ca. 30 års forandringer og situationen i dag ikke alene er et produkt af de almene samfundsforandringer, men hænger nØie sammen med den enkelte bys individuelle forudsætninger, udvikling og ånd. Skoalund - industriel udaikling, energi og felles handling Ser man på Skovlund, som området er i dag, kan man dårligt undgå at sætte den udvikling, der er sket, i forbindelse med de økonomiske, samfundsmæssige og kulturelle forudsætninger, som her er beskrevet,

og de fælles handlingsmønstre, som må antages at være en følge heraf. Samtidig må man erkende, at byen og området Skovlund også har været begavet med en god portion held. Som sent opdyrket hedeområde har Skovlund allerede et godt forspring med hensyn til arealstørrelse og befolkningstal fremfor Gårde og Strellev. Kunsten har så været at holde befolkningstallet oppe. Skovlund havde i 1960 et befolkningstal på ca. 1000, og har i dag ca. 900 indbyggere. Tallet har formodentlig været stærkt nedadgående i løbet af 60'erne for derefter igen at stige i 7O'erne og B0'erne. Der har været en del nybyggeri i byen i de senere årtier, dagligvareforretningerne trives rimelig godt og der er flere af dem. Der er en del håndværksvirksomheder og skolen har godt 100 elever. Den direkte årsag til alt dette er, at man allerede i I

Skoalunds nye "Bqntehus. fut'n tet ued hjemmet og

børnene lege

forceldrenes arbei dspladser i industrien uden at mist konta,kten med d.et åbne

til

land. End,nu et skritlt på

at beholde de unge i områd,et. Foto: Nina Fabricius 1991. uejen

(rt',;'k?''t *n;.iS::,:r ''

*:v.\ ,..:r .

'"n:,7,

,.:',i::!'

1968 fik en industri, der forarbejder kartoffel- og grøntsagsprodukter, til området. Dermed har man fået kompensation for afvandringen fra landbrugserhvervet, og Skovlund er blevet et tilflytningsområde i stedet for et fraflytningsområde. At industrien går godt, og at den har giort mere for området og byen end det at skaffe arbejdspladser, er områdets held. Det skyldes et forbilledligt godt samarbejde mellem den dygtigt arbejdende virksomhed og det lokale samfund. Firmaet handler lokalt, opmuntrer de ansatte til at flytte til Skovlund og fabrikanten har f.eks. reddet den lokale kro og startet en ny industri i det gamle mejeri. At industrien overhovedet kom til Skovlund, skyldes derimod ikke bare held, men stedets eget initiativ og forudseenhed, samt dets gamle tradition for og evner til at skaffe sig indflydelse. Egenskaber, som igen hang sammen med en ligestillet og åndeligt vågen befolknings evne til sammenhold og gamle erfaring med fælles handling til fælles bedste. fsn "gode skrue" blev sat i gang: På grund af de nye lokale arbejdspladser kunne flere landmandsfamilier blive ved gårdene, og udskiftningen i befolkningen blev derved heller ikke så voldsom, som tilfældet har været andre steder, f.eks. i Gårde. Sammenholdet betyder, at man bevidst handler lokalt, og da fælleslivet og byen trives bliver pensionisterne stadig boende i byen. Kontinuitet og stabilitet bliver ved disse faktorer sikret, og samtidig har det veludviklede foreningsliv og den åbne holdning betydet, at tilflytterne har haft lettere ved at falde til. Skovlunds fællesskab og den lokale kultur har således til stadighed kunnet udvikle sig og fornys uden at miste den nære sammenhæng med de gamle hedepionerers kulturelle værdier. En medvirkende årsag til, at foreningslivet og de åndelige interesser er så levende og har så stor tilslutning i Skovlund, er muligvis den fredelige kappestrid mellem Indre Mission og grundtvigianere' Holder Vestjyske småbyer 9

Indre Mission kirkeuge, ja så holder folkekirkens fløj vinterhøjskole - og kedeligt er det ikke. Det er et meget karakteristisk træk for Skovlund, at der næsten altid kan skabes enighed og rejses penge til en væsentlig del af finansieringen, hvor det gælder faciliteter til fælles bedste, hvad enten det drejer sig om byens stadion, om et børnehus eller en ny skov. Initiativ, held og erhvervsmæssig udvikling i en heldig kombination med sammenhold og kulturel stabilitet og fornyelse synes at være kendetegnende for Skovlund. At dens grundfæstede kollektive selvtillid også har haft stor indvirkning på hele forløbet, skal man nok ikke tvivle om. At den nu 25 år gamle industri har været en uundværlig ingrediens, understreges af udbruddet: "Vi kan trods alt ikke leve af at holde sammen!" Gårde

rarnrnes af aanskeligheder, da kontinuiteten

brydes

Det var oprindeligt Gårdes mere velhavende bønder, samt teglværket, der skabte ønsker om en stationsby, som kunne hævde sig trods Tistrups og Ølgods nærhed. Men samtidig blev det netop de sociale forskelle og de økonomisk sårbare grupper, som arbejderne og de mange små husmandssteder udgiorde, der blev medvirkende til, at det lille samfund fik meget vanskeligt ved at klare de forandringer, som satte

ind i løbet af 60'erne. I løbet af 60'erne og 70'erne blev de små landbrug klemt ud, også de, der havde fået lidt mere jord efterhånden. De kunne ikke financiere de malkningsanlæg, som krævedes efter mejerisammenlægningen i 1966. O. 1970 nedlagdes teglværket og stationen, så der heller ikke var lokalt arbejde at få ved siden af. På den måde gik det til, at arbejderbefolkningens økonomiske grundlag forsvandt, og en stor del af dem gav op og flyttede væk fra Gårde. 97

":*

Selue blen Gård,e d,onineres

aice.

Kun enkclte

d.ag af ned,lagte butikker og aarhsteder, lukhcde erhuerusforetagneder og andelsforetagender, samt

ai.rhsomhed,er

De vanskeligheder, som ramte alle små byer på landet i denne periode, ramte nu Gårde med særlig styrke. De handlende og håndværkere, som holdt op, kunne ikke altid få solgt deres huse. Mange af husene var temmelig gamle og små og uden megen udenomsplads. Så de tiltalte ikke rigtig yngre mennesker af den slags, som købte de bedre landbrugsejendom98

afuiklet offentlig ser-

har holdt ud og har ud,aihlet sig, og hun få nye er kommet ti.I. Foto: Nina Fabricius 1991.

fint i stand. TVærtimod blev nogle af de ældre huse i byen og nogle af de små landbrugsejendomme solgt til familier, som var vanskeligt stillet og havde flyttet en del omkring. I stationsbyen har mange huse stået tomme i de senere år, og den sidste købmand har lukket. Ved banen er der igen kun en holdeplads for persontrafikme og satte dem

ken, og stationen er ikke længere nogen arbejdsplads. Andelsselskaberne er forsvundet fra lokalområdet, og den store tømmerhandel ved banen h6rte op i midten af B0'erne. Hotellet blev i slutningen af S0'erne sat på tvangsauktion, og selv om det i dag er solgt, er dets fremtid usikker. I selve Gårde by er det, man kalder den "d11ige skrue., sat i gang. På det afgørende tidspunkt i 60'erne, da man i Skovlund tog fat på at forebygge en affolkning ved at skaffe en ny industri ind, var der i Gårde ikke forudsætninger for at tage et lignende initiativ. Dels skete udskiftningen i befolkningen rer pludseligt, dels var der væsentlige sociale forskelle mellem tilflytterne, og endelig havde de sociale forskelle, der havde været fra gammel tid, betydet, at man ikke havde samme tradition for fælles handling, som i Skovlund. Den mere vanskeligt stillede del af befolkningen havSholen symboliserer et håb d,es

de ikke overskud til at tænke på Gårdes fremtid, og de, der havde det, havde endnu ikke nået at finde sammen. I dag er der et spinkelt håb om en ny udvikling i det

sociale liv, efter at en kraftig omstrukturering har fundet sted med hensyn til befolkningssammensætningen. Der er sket et vist nybyggeri i udkanten af byen på vejen op mod skolem, som trives udmærket med sine godt 100 elever. En stor del af børnene kommer fra de unge familier, der er flyttet ind i de nedlagte landbrugsejendomme, men Gårde skole har også fået en del elever på grund af nogle skolesammenlægninger, som fandt sted i 5O'erne, og i begyndelsen af 70'erne. Skolen har på flere områder overtaget hotellets rolle som fælles mødested, idet lærerne og inspektøren har taget initiativ til et samarbejde med forældre-

for Går-

fælles fremtid. på flere nt-

aeauer. Dek tiltrekher den unge sorn køber dc gamle husmand,sbrag, d,els streber man efier at gØre skolen til ramme om n1e feIIes aktiuiteter. Foto: Nina Fabricit^ts 1991.

familier,

ne og efterhånden også med en bredere kreds afbeboere. Det ser således ud til at Gårde som lokalsamfund er på vej mod en fornyelse, og at de tilflyttere, som har et overskud, og de mere rodfæstede lokale familier er ved at finde sammen, så et nyt lokalt fællesskab måske efterhånden kan opbygges.

Med placeringen mellem Tistrup og Ølgod, der begge har adskillige større industrier, ville det ikke give nogen mening at foreslå Gårde en industrimæssig udvikling, som den man har haft i Skovlund. Der-

imod kunne man Ønske for området og egnen som sådan, at kreative mennesker satte sig sammen og udarbejdede en byfornyelsesplan for det gamle Gårde, som ligger godt lige ved siden af stationen, hvor der standser tog hver time. Strelleu - uågner sent institutioner

til

kamp

for sine lokale

Også Strellev har, når man betragter den nøjere, fået en udvikling, der hænger tæt sammen med dens historiske forudsætninger og ånd. Den, der ser de bymæssige funktioner som noget meget vigtigt, kunne undre sig over, at folk i Strellev selv synes, de har det godt, selvom det også d6r er gået tilbage med de små lokale handlende og håndværkerne. Ganske vist er de ældre beboere sørgmodige ved tanken om, at byen ikke længere er den samme og at omgangsformerne heller ikke er helt som før. Alligevel ville det være helt forkert at sige, at Strellev er gået i stå. Brugsen har man stadig, og den hæger man bevidst om, foreningslivet fortsætter og skyder stadig nye knopskud. Byhusene er 40-50 år yngre end dem i det gamle Gårde og derfor lettere at sælge, og de unge tilflyttere både her og i nedlagte landbrugsejendomme er interesserede i at være aktive i foreningslivet. Udskiftningen af beboerne i forbindelse med sammenlægningen af landbrug er sket i et mere sin100

digt tempo end f.eks. i Gårde, og tilflytterne har derfor bedre kunnet glide ind i foreningslivet. Som udpræget landlig har Strellev haft sine værste problemer i forbindelse med mejeriets nedlæggelse i 1967 og skolens nedlæggelse som kommuneskole i 1982, samt nu sidst nedlæggelsen af det lokale plejedomshjem. I Strellev havde man, som velstående, selvstændig landkommune ikke tidligere været vant til at skulle kæmpe for sin eksistens, og mejerinedlæggelsen, som skete mod de middelstore og mindre gårdes vilje, føltes derfor som et meget hårdt slag for det lille samfund. På det tidspunkt var der endnu ingen, der for alvor havde indset de negative konsekvenser af den moderne udvikling, som man ellers på så mange felter havde hilst velkommen. Da kommunen ville nedlægge skolen i l97B var der store protester fra samtlige beboere, og i 1982 var der en kreds af initiativrige mennesker, som gik sammen og startede en friskole. Heller ikke den slags havde man prøvet før, og tilslutningen var da også beskeden i starten. I dag går det bedre, skolen har 55

elever og med sin grundtvigske tone spiller den en aktiv rolle i det lokale kulturliv og sammenhold. Den tiltrækker endda nye familier, som ønsker at deres børn skal gå i en sådan skole. Strellev kunne godt bruge nogle flere lokale arbejdspladser, og da der er tale om et levende og kulturelt set velfungerende samfund, som nærmest må virke forebyggende med hensyn til sociale problemer, er det ekstra skuffende for beboerne, at de ikke har fundet støtte hos kommunen i deres kamp for at forblive et egentligt lokalsamfund og ikke blot en forstad til Ølgod. I denne sammenhæng ville det have haft væsentlig betydning, om Strellev i det mindste kunne have beholdt status quo. Nedlæggelsen af plejehjemmet vil kunne risikere at give den fremtidige udvikling et skub i den gale retning. Diskussionen om og protesterne imod nedlæggelsen af plejehjemmet i Strellev er derfor ikke udelukkende et spørgsmål om socialforsorgens karakter, selv om den er uhyre vigtig, den er heller ikke udelukkende et lokalt spørgsmåI. Den må ses i et bredere samfundspolitisk perspektiv. Vil man støtte de små samfund med deres menneskelige kvaliteter, eller vil man opløse dem? Og har man i det lange løb råd til det?

Nøglen til en bedre fremtid? Den lidt mere almene lære, man kan drage af undersøgelsen af de tre vestjyske småbyer, synes at være

følgende:

Den lokale kultur og de enkelte områders individuelle ånd, som har tydelige rødder i forrige århundredes åndelige og politiske bevægelser, har udover de økonomiske og samfundsmæssige faktorer haft væsentlig betydning for, hvordan de enkelte små byer og områder har været i stand til at klare de forandringer, som industrialiseringen af landbruget og

centraliseringen på næsten alle områder har med-

ført. Evnen og viljen til sammenhold og til at tage fælles initiativer er en anden meget vigtig faktor, som hænger tæt sammen med både de økonomiske, sociale og kulturelle faktorer. Ifølge denne undersøgelses resultater, synes der at være de bedste betingelser for dette i et socialt set nogenlunde homogent samfund,

hvor man på trods af meningsforskelle kan

have

fælles aktiviteter og trække på samme hammel i sager, der gælder lokalsamfundet som helhed. Kontinuitet i samfundet - d.v.s. et glidende generationsskift og en langsom tilflytning af folk med an-

dre erhverv, uddannelser og livsformer har også en væsentlig betydning både for kontinuiteten i den lokale kultur og for evnen til fællesskab og fælles hand-

ling. Ved at se på disse faktorer undres man ikke så meget over f. eks. Skovlunds og Gårdes meget forskellige status i dag. TVærtimod blive man positivt overrasket over, at nye kræfter for øjeblikket synes at ville rette op på Gårdes fællesliv, som var ved at gå helt i opløsning, samtidig med at byen mistede alle sine gamle funktioner og en stor del af befolkningen blev udskiftet. En faktor, hvis indvirkning på byernes individuelle ånd ikke kan udelukkes. er tilstedeværelsen - eller mangelen på samme - af en vis kappestrid, og helst en, hvor den part, det drejer sig om, klarer sig rimelig godt. Man kunne f.eks. fristes til at tænke, at Skovlunds gå-på-mod og initiativrigdom, som i løbet af 60'erne forebyggede en tilbagegang, kunne sættes i forbindelse med områdets tidligere succesrige kappestrid med sognets to andre byer, Ansager og Stenderup hvortil måske skal lægges hedeopdyrkernes pionerånd ? Man har altid skullet være lidt "oppe på mærkerne" i Skovlund. Tilsvarende kunne Strellevs mere rolige hand101

Den nyanlagte natursti er et af de seneste beaiser pĂĽ samarbejd.seanen og -ailjen men. Foto: Nina Fa.bricius 1991.

r02

i Strellea. Projektet har

bl. a. bragt

tilflytterne og de ĂŚldre

beboere sam

lingsmønster, hvor kampånden først mobiliseres, da man er hårdt truet, måske sættes i forbindelse med, at man tidligere har været 1007o herre i sit eget hus i den gamle, velstående sognekommune. At individuelle træk udover de rent økonomiske forudsætinger har gjort sig gældende kan imidlertid ikke betvivles. Noget af det, som denne undersøgelse - og flere tilsvarende andre steder i landet - tydeligt viser, er, at det største og væsentligste energipotentiale ligger hos beboerne selv. Der er i de danske lokalsamfund en gammel nærdemokratisk tradition for at kunne og ville organisere og administrere selv. Og de forholdsvis nye storkommuner bør støtte dette af al kraft. Der er stadig liv i den ånd, som forrige århundredes åndelige bevægelser satte i gang. Ikke mindst i Vestjylland, hvor der kun få steder har været væsentlige skel mellem høj og lav, og hvor man i den grad er vant til at ville og kunne selv, må det være storkommunernes opgave at huske på, at de egentlig kun blev dannet for at imødekomme nogle praktiske krav, som den moderne udyikling stillede. Evnen til at administrere de lokale samfund og til at tage initiativer har befolkningen selv - endnu. De har været skolet i selv-

styre og nærdemokrati lige siden sogneråd, andelsforeninger og foreninger med demokratisk valgte bestyrelser myldrede frem, efter at vi havde fået vores grundlov i 1849. At give det lokale initiativ og lysten til selvstændighed, som stadig findes, bedre vilkår, mon det ikke vil være nøglen til en bedre fremtid? Det vil være en temmelig ironisk situation, hvis vi sætter vores gamle nærdemokratiske traditioner over styr, samtidig med at man i Østeuropa skal til at lære demokrati helt fra grunden!

Disse småbørn, som får lou til at udfold,e sig på en familiedag i Strelleu Friskole, hanfint rymbolisere de små uestjyske bler: De kan sela, hais de bare får lou! Foto udlånt af Strellea Friskole.

Litteratur Arv og Eje 1976. Det forsgmte århundrede. Dansk kulturhistorisk Museumsforening 1976. Heri især: Bjarne Stoklund: Signalement af en epohe. Magaretha Balle-Petersen: Foreningstiden. Poul Balle-Petersen: De nye byer Poul Bjerre: Landsbypolitik - Samfundspolitih. Darck Byplanlaboratoriums skriftserie - 8, 197 4 Palle Ove Christiansen: Land,sbyer - er d,et and,et end, huse på landet? Artikel i: Kulturbevaring og dagligt liv. Statens Museumsnævn 1987. Palle Ove Christiansen: Fire landsbyer - en etnologisk rapport om nutidige liusforrner. Landsbykommissionen 1980. Peter Dragsbo: Fire uestjyshe stationsbyer. Artikel i: Kulturbevaring og dagligt liv. Statens Museumsnævn 1987. Nina Fabricius: Vi byggede sela uores samfund. Odder Museum 1991. Nina Fabricius: The små byer - tre ,personlighed,er*. Mark og Montre. Museerne i Ribe Amt 1990.

i 4 og på land. Danske kommuner gennem 150 år. Poul Kristensens Forlag. 1991 Niels Boje Groth &Johannes Mgllgaard: Liusforrner i by og egn - et grundlag for fysish planlegning. Miljø,

Folkestyre

planlægning og borgernes hverdag. Miljøministeriet, København 1981. Flemming Just (red.): Vestjyllands udvihlingshistorie ca. 1750-1914. Sydjysk Univesitetsforlag. Esbjerg 1984.

Margit Baad Pedersen: Stationsbylia - Karise 188019 4 0. Selskabet for stationsbyforskning 198 7. Shab en fremti.d

for land.sbybutikken. Planstyrelsen. Tema nr. 3, 1987. Stationsbyen Rapport fra et seminar om stationsbyens historie 1840-1940. Universitetsforlaget i Aarhus 1980.

Knud Sørensen: Danm,ark mellem land og by - meningar. Samlerens paperbacks 1988.

Forfatter: Nina Fabricius @ Ølgod Museum Layout og produktion: Gullanders Bogtrykkeri A/S' Skjern Oplag: 600 eksemplarer

rsBN 87-983110-2-6

Ehspedition:

Ølgod Museum Vestergade 7 6870 Ølgod -nf. 75 24 501r Giro 5 46 66 0l Telefax 75 24 63 30

tProblemerne omkring vore landsbyer og små stationsbyer diskuteres til stadighed. Men hvor meget ved vi i grunden om, hvordan de sidste 20-30 års samfundsændringer har Påvirket de helt små bYer og samfund På landet? SkYldes deres nutidige tilstand udelukkende "udviklingen"? Eller er der individuelle, kulturelt betingede træk, som

, t.

{rtttl/t gra%'.----

gØr sig gældende? @lgod, Museum

1,/

bnåqecA/L?< - ,tffi"'lf;f,hÆ

har søgt at be-

svare disse sPørgsmål ved at se nærmere På tre vestjYske små-

byer. Ved at undersøge de tre byers historiske udvikling, deres geografiske og økonomiske vilkår. deres sociale sammensætning og individuelle ånd har man vist, at disse faktorer - og

ikke mindst graden af sammenhold og kollektiv selvbevidsthed - har haft afgørende indflYdelse på den enkelte bY's situation i dug.

Samtidig viser undersø gelsen, hvor vigtigt det er, at vore Politikere støtter og ikke modarbejder beboernes anstrengelser for at bevare småbYerne og deres opland som egentlige samfund, hvor folk føler, at de hører til og har et medansvar for hinanden og for den fælles fremtid'

\\*'

C4aaZde

',stzoflund --r-t

+ tJfo"ne i-.t ./.,.-.^.\{rs A

4.7

ftfsu'ffi-'L-:-l= o-j' /tt s{r**.. I

*\Y!19!?+' tYatåe st<eo t

{;

- -- - --

-€

1,.,r\l

}

}l / r''\$y'

-*_-r/

"24,,,, r..

?.t.tl

rsBN 87-983110-2-(