
2 minute read
portræt af iNge ørtoft
portræt af
Advertisement
Inge Ørtoft
Egentlig blev jeg ejendomsmægler ved lidt af en tilfældighed, og så alligevel ikke . Min far var murermester, så byggematerialer og huse har altid været en del af mit liv .
Jeg blev udlært hos Brønderslev Trælasthandel, og startede efterfølgende som kontorassistent hos en ejendomsmægler i 1991 . Jeg fandt hurtigt ud af, at det var meget sjovere at have direkte kontakt med kunderne – og så var jeg også god til at sælge . Der gik ikke længe før en anden måtte tage sig af kontoropgaverne, for jeg skulle være ejendomsmægler .
I dag er jeg direktør og indehaver af Nybolig Palle Ørtoft sammen med Palle Ørtoft, hvor jeg kan fejre 20-års jubilæum i 2021 . Jeg har det fulde ansvar for personalet, og mener, at det er vigtigt med en personalegruppe, der trives, er glade for at komme på arbejde, og føler sig værdsat . Når arbejdsglæden er stor, går man også den ekstra mil for kunderne . Vores hierarki er fladt, og vi arbejder som et team . Netop det tror jeg er en stor årsag til vores succes .
Når det kommer til bolighandler, er det ikke så meget boligen, der tæller, som menneskerne, der køber og sælger . Kunderne viser en enorm tillid, for det at købe eller sælge en bolig er ikke noget man gør hver dag . Hvor ofte bruger man lige en million eller mere? Jeg elsker at se, når køberne finder den bolig de gerne vil have, og en sælger, der kan komme videre .
Det lyder som en floskel, men jeg vil så gerne have tilfredse kunder . Når jeg læser en rosende mail eller at en af mine kollegaer har givet en helt speciel god oplevelse, så gør det mig virkelig glad, og det giver så meget energi .
Som ejendomsmægler er der ikke en dag, der er ens . Jeg har mange bolde i luften – mennesker, salg, jura og forhandlinger . Jeg bliver aldrig færdig med at lære nye ting . Jeg elsker at uddanne mig, særligt indenfor salg, ledelse, personlighedstyper og teambuilding .
Jeg er født og opvokset i Øster Brønderslev, og flyttede først til Aalborg i 2007 . Det har jeg ikke fortrudt et sekund . Jeg har altid boet tæt på skov og grønne områder . Jeg har fem børn, to børnebørn, to hunde og en hest, så jeg kender ikke til det at kede mig . Min arbejdsdag er også travl og hektisk, så det er vigtigt for mig at gå en tur efter job, og lige få pulsen ned igen . Så kan jeg få styr på de ting, jeg ikke har nået i løbet af dagen – og holde fyraften med god samvittighed .
Jeg bruger Aalborg meget . Jeg elsker at cykle rundt i byen, og bare mærke livet . Jeg kan da heller ikke sige mig fri for en god shoppingtur med cafebesøg . Og så går jeg til golf med min familie . Jeg er helt bidt af det .