FORSKEREN

Borgerne er begejstrede for, at der er få personer om at hjælpe dem

Ideen om en sammenhængende plan for borgeren er rigtig god og hjælper udsatte i gang. Men der er også sten på vejen. Det viser evaluering af frikommuneforsøget ”Én plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren,” som Christina Holm-Petersen fra VIVE har stået i spidsen for.

Af Mette Mørk

OM FORSKEREN

Christina Holm-Pe-

tersen, chefanalytiker, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Har ekspertise inden for organisation og ledelse inden for sundhedsvæsenet, kommunal forvaltning og de bredere velfærdsområder.

Om evalueringen

Ni kommuner har i perioden 2016 til 2020 gennemført frikommuneforsøget ”Én plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren”. Læs evaluering på vive.dk

Forsøget gik ud på at eksperimentere med at skabe en mere koordineret indsats, hvor borgerne ikke skulle forholde sig til så mange afdelinger, personer, planer og indsatser. Hvordan gik det?

Det gik rigtig godt der, hvor det lykkedes at skabe en sammenhængende indsats på tværs af afdelinger. Borgerne oplevede en bedre sammenhæng, god relation til kontaktpersonen, bedre trivsel i familierne, øget beskæftigelse – og flere under 30 år kom i uddannelse. De kunne mærke, at der blev handlet på deres sager.

Hvad var særlig godt i forsøget?

Borgerne er begejstrede for, at der er få personer om at hjælpe dem. De oplever, at der bliver arbejdet for at skabe meningsfulde løsninger med udgangspunkt i deres behov. Handlekraft er vigtigt, både borgernes og systemets. De fagprofessionelle kan støtte op om borgerne og hjælpe med deres udfordringer, og det har de gjort ved at gå nogle ekstra skridt og gøre noget andet, end de plejede. Eksempelvis møde dem i skoven, køre dem til praktikstedet, ringe om morgenen og vække dem, koordinere med de andre afdelinger – og skabe løsninger sammen med dem.

Hvad var udfordringerne?

Kort sagt: Lovgivning, it og fagkulturer. De forskellige sektorlovgivninger på for eksempel børneområdet og beskæftigelsesområdet er meget styrende, og de har stramme proces- og dokumentationskrav: Hvornår skal man holde samtaler, følge op og så videre. Vi kan se, at det kræver udstrakt samarbejde mellem afdelingerne. Hvis en borger har været i kontanthjælpssystemet i flere år, så får man ikke lavet en realistisk plan, hvis man for eksempel ikke også får kigget på hendes rolle som mor, hvis den betyder, at hun har svært ved at nærme sig arbejdsmarkedet.

Der en ny hovedlov på vej, hvor man vil samle indsatserne for en række områder, blandt andet social- sundhed- og beskæftigelse. Hvilke erfaringer fra forsøget er særligt interessante her?

Hvis man skal lave en sammenhængende plan for borgeren, skal man for det første gøre noget ved kravet om særskilte handleplaner. Så er man nødt til at se på proceskrav, og så skal man kigge på, hvilken kasse der skal betale. Diskussioner om betaling hæmmer samarbejdet. Endelig skal man være opmærksom på, at det kræver en markant ledelsesmæssig understøttelse at nå i mål med at arbejde helhedsorienteret.