SOLDATEN | 4. Udgave | 2016 by SOLDATEN

APRIL · NR. 4 · 2016

Frygt, forventning og faldskærme! Følg med Værnepligtsrådet til Holland i jagten på faldskærmsvingen Kæmpe forårskonkurrence – Vind et faldskærmskursus i Holland, samt flere fede præmier!

Oberst Lars Møller Interview med manden, der giver de andre bøllebank

Du kan også læse om fire grønlandske værnepligtige, se billeder fra en dag på skydebane i Aalborg OG MEGET MERE!

KOLOFON

> LEDER

Det er forår

Udgiver: Forsvarets Kommunikationssektion Danneskiold-Samsøes Allé 1 1434 København K e-mail: soldatenmail@gmail.com telefon: 3266 5558 Ansvarshavende redaktør: Anders V. Fridberg Redaktion: Ida Wolff Ravneberg Erik Christfort Korrektur: Klavs Vedel Layout og tryk: Rosendahls A/S Oplag: 2.750 Copyright: Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde. Artikler udtrykker ikke nødven digvis Kommunikationssektionens eller Værnepligtsrådets holdninger.

Det er forår, dagene bliver længere, og vi er pludselig fulde af energi igen! På SOLDATEN har vi i denne måned været et smut i Holland for at prøve kræfter med et faldskærmskursus i den gode sags tjeneste, for hvordan er det med den hollandske faldskærmsvinge – du har måske set den på brystet af den knivskarpe sergent? Hvordan foregår forløbet? Uanset om du fortsætter i Forsvaret, så du kan ”flashe” din vinge, eller du blot har mod på en oplevelse udover det sædvanlige, så er det nu, du skal få armene i vejret! For vi har i dette samt i det næste nummer af SOLDATEN fokus på faldskærmskursus. I denne måned lægger vi ud med en beretning om vores tur samt facts om kurset. Dernæst har vi fået skrabet præmier sammen til to meget imponerende forårskonkurrencer, hvor vi blandt andet vil sende to vindere en tur til Holland til en oplevelse, de aldrig glemmer.

Striber

2 SOLDATEN NR. 4 • 2016

Udover dette så har vi fyldt bladet op med mange af de sjove historier I kender og elsker! God fornøjelse med bladet! Erik Christfort og Ida Ravneberg Journalister på SOLDATEN

Brevkassen

side 8 01: Forside 02: Leder 03: Indholdsfortegnelse 04-05: Frygt, forventning og faldskærme!

06-07: Forårskonkurrence 08: Brevkassen 09: Side Najne 10-12: Profil i Forsvaret 13: Undskyldningsdigte 14-15: Kaj Birksted 16-18: Grønlandske værnepligtige

19: Find 5 fejl 20: Jagten på ro 20 J agten på ro

21: Sergentcitater 22-23: Internationale missioner 24-25: På skydebane i Ålborg 26-27: Værnepligtens historie 28-29: Haderslev

28-29 H aderslev – en by fuld af værnepligtige

30-31: Værnepligtsrådet

SOLDATEN Nr. 4 • 2016 3

Frygt, forventning ”Ready? – GO!” Sjældent har jeg været så lettet, som da jeg så den firkantede skærm folde sig ud over mit hoved i godt 1,2 kilometers højde. Efter den foregående dags intensive teoretiske og praktiske indøvelse havde jeg nu for første gang gjort det – hoppet ud af et fly. Glæden var da heller ikke til at skjule, da vi alle udvekslede highfives på landingspladsen, efter vi kom godt ned. I denne artikel vil du kunne følge vores faldskærmsforløb på den Hollandske ø Texel, og forhåbentligt få mod på selv at tage udfordringen op. ”Jeg har kraftedme drømt om faldskærme hele natten,” udbrød Sebastian Johansen fra Værnepligtsrådet, morgenen efter vi endelig fik ham overtalt til at følge med resten af holdet til Holland. Dette punkt vil de fleste formentlig finde sværest ved et faldskærmskursus, for udover mod er alt, det kræver, faktisk en lægeerklæring, styr på stumperne og sidst, men ikke mindst lyst til eventyr. Eventyr havde vi da også mod på, da vi efter ni timers kørsel første gang satte benene på Texel. Bortset fra vinden er det næsten komisk, hvor perfekt øen er til denne type ekstremsport. Som resten af Holland er den fuldstændig

4 SOLDATEN NR. 4 • 2016

flad, og derudover giver udsigten over havet en unik oplevelse og en smuk kulisse til spring. Første dag på øen bød på, hvad hollænderne kalder ”ground school” – et udtryk, der dækker over alt, hvad der er nødvendigt at vide om static line-spring. Undervisningen dækkede emnerne exit, styring, landing og nødprocedure, og gennem hele undervisningsforløbet oplevede vi en konstruktiv blanding af teori og praktisk udførsel. Det er en læreform, som I fra værnepligten uden tvivl kender som utrolig effektiv, og vi følte os da også som faldskærmskonger, da vi næste morgen bestod den afgørende test og var klar

til at få forløsning for vores spænding. Den næste militære egenskab, vi tog i brug, skulle desværre ikke blive mod eller viljestyrke, men tværtimod den, I har fået lov til at praktisere på diverse skydebaner – tålmodighed! Med så vildt et projekt havde vi gået i illusionen om, at vi blot skulle mande os op for at muliggøre et spring, men dette var langt fra tilfældet. For vind og vejr spiller en stor rolle i faldskærmsspring, og når maksimumgrænsen på vindstyrken er ca. 5-6 m/s kombineret med højtliggende eller ingen skyer, kan man sagtens få dårlige nerver på

ERIK CHRISTFORT

og faldskærme! den vindblæste ø en tidlig forårsdag i marts. Men teamet på Paracentrum var løsningsorienterede og holdt hele holdet af piloter samt os klar til alt, så snart chancen bød sig. ”It is clearing up, guys! Get ready!” Vores jumpmaster Iwan så fredag aften sit snit til, at vi kunne nå vores første spring lige inden solnedgang – en beslutning, der blev mødt med stor entusiasme. Det er svært at sætte ord på, hvad man har forestillet sig, når man sidder i et fly, på vej til en stor personlig udfordring. Men en kombination af kammeratskab, adrenalin og ikke mindst en smuk solnedgang, der kunne skimtes gennem flyruden (uden at kigge ned!) formåede alligevel at få turen til springhøjde til at føles alt for kort. Hvor indflyvningen havde vist sig overraskende kort, skulle tiden i skærmen vise sig at blive overraskende lang. Vi var alle enige om, at man inden springet havde en opfattelse af, at i det sekund, man forlod flyet, ville man befinde sig i en ”vindtunnel” af rent kaos, inden man igen ramte jorden. Denne lidt barnlige, men relativt almindelige opfattelse, blev dog gjort til skamme. Hele oplevelsen var faktisk præget af en udbredt ro, til dels fordi vi alle frygtede det værste, og til dels fordi tiden i luften endte med at være et resultat af en glimrende teoretisk forberedelse. Da vingen endelig kunne sættes på skjorten efter vores fem spring, forsøgte vi at opsummere på det samlede indtryk og oplevelsen ved springene, og konklusionen endte med at være utrolig kortfattet: Det skal prøves! En kæk instruktør beskrev det ganske fint med postulatet om, at det er ligesom sex første gang. Uanset hvor mange sider der benyttes til at give en redegørende beskrivelse, er det en unik oplevelse uden sammenligning.

Iwan – Jumpmaster:

William Ullahammer – Værnepligtsrådet:

What does this course include, in order to get the military wing? “It includes ground school, and five static line jumps from 3.500 feet where you exit, steer, and land by yourself – and then you are allowed to wear the wing!” What is your general impression of the Danish military personnel who have attended your courses? “They are very behaved, it is easy to see that they are used to learn fast, and receive orders.” What problems do your students normally run into, do they tend to get second thoughts in the plane? “Well, the first jump is always the hardest part, everything is new, and nobody really knows how they will react during their first jump. But during jump number two and three you always see them learning a lot, very fast, and then their fourth and fifth jumps always goes very well.” We have seen for ourselves that your team is very effective, and you are able to get a lot of students through their jumps in a single day, but how many jumps are you actually able to fit in? “About 35 loads of 12 students, in our biggest

Hvad havde du af forventninger inden dit første spring? ”Jeg forventede en unik oplevelse, der ikke lignede noget, jeg havde prøvet før, og så var jeg spændt på, hvordan fordelingen ville være mellem spænding og frygt, når man stod i situationen.” Fik du forløst dine forventninger, da du endelig fik sprunget? ”Ja, i den grad! Det var vildt, der er intet i ens krop, der signalerer, at det er en god ide, når man sidder på kanten, men der sidder en jumpmaster lige bag dig, og alle dine kammerater venter lige så spændt på deres tur, så det giver en et hjælpende gruppepres.” Et var selvfølgelig de ting, du forventede, men hvad var din største overraskelse efter springet? ”Man kender efterhånden sig selv godt, efter man har prøvet lidt forskellige ting her i livet, og jeg må indrømme, at jeg sad og ventede hele vejen op til de 3.500 fod på, hvornår jeg ville blive ramt af frygten og få det der sindssyge adrenalinrush, men alt foregik bare så hurtigt, at inden man nåede for alvor at blive ramt, der hang man i

plane, so that is a maximum of 420 jumps per day, and that is what allows us to be so efficient even with big groups.”

luften over Texel.” Hvad var dit indtryk af kurset og hele forløbet? ”Det var meget professionelt opbygget, men dertil hører også, at jeg tror aldrig, at jeg har været så fokuseret under nogen tidligere teoriundervisning – man vil ikke gå glip af noget!”

SOLDATEN NR. 4 • 2016 5

Forårskonkurrence del 1

Kan du li’ gear og adrenalin, så læs straks videre!! Soldaten har fået fat i nogle fede præmier fra ParaWings og INF-Wear.

1. PRÆMIE

2. PRÆMIE

Deltagelse (én person) på et oprettet fald skærmskursus (5 static line-spring), som afholdes i Holland. Transport til Holland for egen foranstaltning. Kurset giver ret til at bære den hollandske faldskærmsvinge. Se planlagte kurser på: http://parawings.com/kurser

En Tactical Tight Fleece (TTF) fra MLV, u/hætte, farve MTS-khaki. Du kan se den på INF-Wears hjemmeside http://inf-wear.dk/

**Værdi DKK 3525,50

3. PRÆMIE

**Værdi DKK 899,-

En Source Tactical 3L (drikkesystem), fås i 4 forskellige farver, bl.a. multicam og grøn. Du kan se den på INF-Wears hjemmeside http://inf-wear.dk/

**Værdi DKK 599,Sådan deltager du Gå ind på adressen http://parawings.com/soldaten, hvor du trykker på Facebook ”like”-knappen. Konkurrencen løber mellem 25. april og 25. maj 2016 og er ikke købsbetinget. Lodtrækning: Redaktionen trækker lod mellem alle deltagende, som har opfyldt kravene for deltagelse i konkurrence. Vinderne vil blive kontaktet direkte, og deres navne vil blive bragt i SOLDATENs maj-nummer 2016. **Præmierne kan ikke veksles til kontanter, men kan overføres til en anden deltager.

6 SOLDATEN NR. 4 • 2016

facebook.com/

ERIK CHRISTFORT

SOLDATEN NR. 4 • 2016 7

Månedens brev: Kære Brevkasse Jeg har netop indset, at værnepligten snart er slut – og hvad værre er, så har jeg set frem til det, men nu har jeg faktisk intet bedre at tage mig til. Jeg vil gerne angre alle de gange, jeg har brokket mig over morgenrengøring. Alle de gange jeg har snydt og ikke adskilt bundstykket yderligere. Alle de gange jeg har krydset henover cindersbanen, når vi løb Cooper-test. Alle de gange jeg har forbandet feltrationer langt væk. Alle de gange jeg har været næsvis over for mine befalingsmænd, hadet min uformelige uniform og glædet mig til et liv i civil. Jeg kommer til at savne, at der er nogen, der har bestemt, hvad jeg skal have på. At der er nogen, der laver maden for mig. At jeg ikke skal tage stilling til noget som helst. At jeg bor sammen med mine venner. At rejse gratis kryds og tværs over landet. At få 6.000 kr. skattefrit hver måned. At score damer på vilde soldaterhistorier. Jeg er nok ikke månedens supersoldat, bliver det aldrig, og min delingsfører lægger ikke skjul på, at det er fint, at jeg tager hjem snart. Men alligevel: Jeg vil så gerne være værnepligtig bare lidt længere. Tror du, at du kan hjælpe mig med det? Ydmyge hilsner, Den trodsige civilist

Kære civilist Rørende. Virkelig rørende. Hvad du kan gøre? Sørg for at tale så meget og så længe og så godt om værnepligten, at alle dine venner til sidst melder sig frivilligt, bare for at slippe for at høre på dig. Hør historierne gennem dem, fornem sløringen, lugten, trætheden – og sørg så for, at de ikke begår samme kæmpebrøler som dig, dræner den gennem hele værnepligten og derfor ikke kommer videre. Du må bare se at magte dig selv, vende tilbage til den civile sigøjnerlejr, og vænne dig til et liv, hvor sokkerne i skabet ikke ligger til højre ret. Det bliver hårdt. That’s life. Med håb om en bedre arbejdsmoral i fremtiden, - Brevkassen

8 SOLDATEN NR. 4 • 2016

OBS! Soldaten tager intet ansvar for råd og vejledning givet på denne side, da Brevkassen fungerer uafhængigt af SOLDATENs redaktion. Nyd derfor læsningen på eget ansvar!

ERIK CHRISTFORT

Side

-pigen

Puma AE UAS Denne måneds side najne pige vil for mange virke lille og ubetydelig. Præcis derfor har vi valgt i denne udgave at dykke ned i en af Forsvarets vigtigste ”holdspillere”, nemlig den amerikansk producerede drone Puma AE eller ”All environment”, som forkortelsen AE dækker over.

ningsenhed i Afghanistan siden 2007 og har viste sig at have stor betydning for de danske styrker. Puma’en er med mange nye ”features” blevet spået en lys fremtid. Blandt andet har generationsskiftet betydet op til en fordobling af flyvetiden, (fra 60-90 minutter til Pumaens imponerende 2 timer), og hvis man dertil tilføjer muligheden for at skifte mellem normalt og infrarødt kamera i luften, får man et godt og fleksibelt støtteværktøj.

I slutningen af 2012 afløste Puma’en Forsvarets første funktionelle drone, den lidt ældre ”Raven”model. Raven havde været indsat som overvåg-

Faktaboks: Vægt: ��5,9 kg. Hastighed: ��37-83 km/t Rækkevide: �� 15 km Operationshøjde: ��152 m Flyvetid: �� 2 timer

Kilder: www2.forsvaret.dk/viden-om/udland/afghanistan/Materiel/ fly/Pages/default.aspx www.forsvaret.dk/HST/2bde/nyhed/Pages/Pumaengårcivil. aspx www.avinc.com/uas/small_uas/puma/

SOLDATEN NR. 4 • 2016 9

Prof l i Forsvaret

Interview med Oberst Lars Møller

Mød manden, der var, ansvarlig for Operation Bøllebank. Manden, der ikke er bange for at tage bladet fra munden. Manden, der ville have været general, men i stedet fandt sit kald i at passe på soldaterne. Lars Møller. Billedet af en lidt ældre mand med et bestemt blik og en pibe i munden toner frem på nethinden. Det er ikke bare, fordi en hurtig Wikipediasøgning afslører, at fødselsåret hedder 1954, eller på grund af det noget kontante ’Møller’, man bliver mødt med i den anden ende af telefonrøret. Nej, det skyldes nok nærmere, at Lars Møllers signaturposition med det gennemborende blik og piben skudt godt ud i højre mundvig snart er lige så genkendeligt som Christian IV med klap for øjet, på dækket af Trefoldigheden. Han er i nyere tid gået over i historien som manden, der til sidst fik nok og beordrede modangreb på de bosniskserbiske styrker den skæbnesvangre dag i 1994. Operation Bøllebank. Men al historie har sin begyndelse. For Lars Møller startede det hele med en værnepligt hos Livgarden. - Så opdagede de, at jeg kunne læse, og så blev jeg smidt ud. De ville jo ikke have intellektuelle! Derefter var han en tur rundt forbi Flyverskolen. Han vidste, at han ville tilbage til Hæren, men vidste ikke som hvad. Det var der, han søgte ind på militærpolitiskolen, kom ind og blev sergent der. Efter et stykke tid blev han enig med sig selv om, at det da kunne være meget sjovt med offi-

10 SOLDATEN NR. 4 • 2016

cersskolen. Det var ellers ikke noget, han havde haft planer om: - Jeg havde egentlig aldrig haft nogle ambitioner om at blive officer, jeg havde faktisk tænkt, at jeg skulle være forstkandidat. Skovrider, du ved. Og jeg havde sådan set knoklet som et svin i gymnasiet for at få et højt nok gennemsnit til det… Men jeg blev sgu hængende i Forsvaret ved et uheld! Man kunne fristes til at spørge, hvad det så var, der fik ham til at blive hængende? Svaret falder prompte: - Kombinationen af krop og hjerne. Det synes jeg er rigtig fedt. Lige meget hvad skal du være i ordentlig form, for hvis du ikke er det, er du et skvat. Men du bliver også nødt til at tænke dig om for at finde ud af, hvordan man får tingene til at virke. Der gik ikke ret lang tid, før jeg fandt ud af, at jeg sgu kunne få tingene til virke i naturen, om jeg så må sige. Den der sjove kombination af planlægning og derefter at føre det ud i livet og få det til at lykkes – det tiltalte mig ret meget. Det var især som gruppefører for en militærpolitigruppe, at Lars Møller fik udforsket sine evner inden for feltet. Det gav ham blod på tanden. - Så får man lige pludselig en ambition: Gad vide, hvor meget jeg kan få til

IDA RAVNEBERG

"DER ER JO LIDT OBERST HACKEL OVER DET DER MED DE GODE, GAMLE DAGE – JO TAK, MEN SÅDAN ER DET IKKE MERE, SÅ VÅGN LIGE OP, IKKE? "

at fungere? En ting er en militærpolitigruppe på otte mand… Det var vel egentlig en nysgerrighed efter at finde ud af, hvornår mon det stoppede. Lars Møller griner. Det gør han ofte. Man fornemmer, at her er en mand med glimt i øjet. Det passer godt til hans bramfri tale. Humoren er også til at spore, da talen falder på de forandringer, han har oplevet gennem sine 41 år i grønt tøj. - Under den Kolde Krig brugte man det, man kan kalde harddiskhjernen. Der var en masse faste parametre: Man vidste, hvem fjenden var, hvad hans taktik var, hvordan han ville bruge sine soldater, hvor slaget skulle stå… Det betød jo, at hver gang vi lavede en øvelse, gik vi ned på harddisken, fandt det, vi skulle bruge, og anvendte det. Det hele lå i faste rammer, nøjagtig som på en harddisk. Han holder en kort pause, måske for at finde de rigtige ord, før han fortsætter: - Så skete der jo det, at Muren faldt. Det tog bare Forsvaret lidt tid at fatte – mit bedste bud er omkring fem år. Igen griner han lidt. Overdrivelse fremmer vel forståelsen. - Pludselig skulle vi til at agere uden for de faste rammer, vi var vant til. Så skulle man operere 16.000 km væk i Namibia, sende folk ud til et område, vi ikke kendte, hvor vi ikke vidste, hvem fjenden var, eller i det hele taget anede, hvad vi havde gang i. Her kunne man ikke gøre som Oberst

Hackel og bare køre på de gode, gamle, faste rammer – nu skulle vi pludselig til at have lidt opfindsomhed og kreativitet. Der stod ingen steder, hvordan det skulle gøres, der var ikke nogen hjælp at hente – og heller ingen andre at tørre problemet af på. Så må man bare få det til at fungere. Det synes jeg har været en af de helt store udfordringer for Forsvaret i min tid. Også i dag er de danske soldater udsendt mange steder, i alle verdenshjørner, under alle slags forhold. Man kan ikke bare vende sig mod øst og pege på fjenden. Men ifølge Lars Møller spiller det ikke i dag den store rolle for soldaterne. De har nemlig aldrig oplevet andet, mener han: - Der har været et generationsskifte i Forsvaret. Udfordringer handler også om, hvad man er vant til. I dag er de unge mennesker vant til at arbejde i forskellige områder, og at der pludselig kan blive rykket rundt på deres hverdag. Det er lidt som med de hersens iPhones og iPads, og jeg ved ikke hvad… De unge bruger det hele tiden uden at skænke det en tanke, mens alle os gamle hønisser har skullet lære det på den hårde måde. En enkelt episode fra år tilbage står for Lars Møller som en indikator på, at tiderne havde skiftet. Eller personellet, i hvert fald. Som brigadechef stod han engang og talte med en anden stabschef, der var nogle år ældre end ham selv, foran en masse unge soldater: - Vi to gamle nisser, vi stod der og talte

om, at her ville den polske bataljon komme og sætte sig på området, og så ville de blokere os, når vi kom med brigaden. Vi var rigtig godt i gang, da en ung kaptajn, der stod ved siden af os, pludselig spurgte: Hvad er det, I står og taler om? Igen lyder latteren i telefonen, før han fortsætter. - Manden var bestemt ikke dum, han gik senere over til Mærsk, så der var ikke noget i vejen der. Men der stod vi og troede, at de unge mennesker var ved at skrive alle vores guldkorn ned, i hvert fald mentalt, og så spørger han bare: Hvad taler I om? Og da jeg siger: Ja, det er jo sådan noget med den Kolde Krig, svarer han bare: I 1989 var jeg 15 år gammel og gik i skole. Det var sådan en ordentlig hjerneknipser til os. Lars Møller tror ikke selv, at Forsvaret kommer til at opleve en lignende transformation igen. - Det var noget stort og epokegørende, noget man skal have været med til for virkelig at kunne fatte: Hold da op, har vi virkelig kunnet det? Der er jo lidt Oberst Hackel over det der med de gode, gamle dage – jo tak, men sådan er det ikke mere, så vågn lige op, ikke? At tiderne har forandret sig kan mærkes på flere måder. Tonen og omgangsformen mellem de værnepligtige og deres befalingsmænd har også ændret sig, men ifølge Lars Møller hænger det lige så meget sammen med de forandringer, der generelt har fundet sted i samfundet. - Dengang jeg var inde, var man Des

SOLDATEN NR. 4 • 2016 11

▼

Oberst Lars Møller - her for en gangs skyld uden pibe, men med cigar.

▼

Oberst Lars Møller i Bosnien i 1994.

med alle og lagde stor vægt på alle de gamle dyder, for eksempel sådan noget med respekt for alderdommen. Hvis du i dag rejser dig op for de gamle i bussen, bliver du jo nærmest anset for at være idiot. Men dengang var tonen mere formel, fordi den var sådan i hele samfundet. Det, der ikke har ændret sig, er den kæmpe omvæltning, det er for de unge mennesker at blive værnepligtige, uanset udgangspunktet. Engang var han som brigadechef ude at besøge et gardehusarkompagni på øvelse. Han skulle ligesom de andre sove i en bivuak i skoven og ville gerne komme til at snakke med soldaterne – og det skulle vel at mærke ikke være sådan noget opstyltet pis med ’nå, hvordan går det, soldat?’. Nej, Lars Møller ville gerne snakke rigtigt med dem. For at bryde isen startede han med at spørge den ene deling, hvor mange af dem der egentlig havde været i en skov før? - Der var to. To i hele delingen havde før tilbragt tid i en skov. Ingen af dem havde prøvet at sove udenfor før. Så tænkte jeg bare, hold kæft mand, så er man virkelig på udebane, når man pludselig skal til at sove i en bivuak i skoven! Det er jo grænseoverskridende og meget nyt. Sådan tror jeg stadig, at mange unge har det i dag, når de skal aftjene deres værnepligt: Hvad fanden er det her nu for noget, afslutter han med et grin. En lang karriere i militæret kræver sine ofre. Det er dog ikke noget, den pensionerede oberst føler grund til at klage over. - Hvis dine forudsætninger er, at sådan er det, så nytter det ikke noget at flæbe og kræve tudekiks med jævne mellemrum. Man må bare acceptere

12 SOLDATEN NR. 4 • 2016

det. Derfor har jeg heller ikke meget til overs for alle de jammerlabber, der klager over at blive flyttet fra København til provinsen for tiden. Det har man altid gjort i Forsvaret, man har bare aldrig før brokket sig over, at man blev flyttet, hvis det betød at man kunne beholde sit arbejde. For ham selv har skiftende arbejdspladser, blandt andet på dragonkasernen i Holstebro, betydet mindre tid til familien, som hele tiden har været bosat i Farum. - Selvfølgelig giver det da nogle begrænsninger og nogle hug. Jeg har ikke været så meget sammen med min datter, da hun voksede op – men når det nu var sådan, det var, er der ingen grund til at jamre over det. Lars Møller er ikke en mand af mange fine, lange ord. Tværtimod. Og det er helt bevidst – han har nemlig et bestemt publikum for øje, hver gang han åbner munden: - Lige siden jeg var premierløjtnant, og indtil jeg blev pensioneret, var jeg cheftræner og formand for en bokseklub i Farum. Der lærer man at tale til de unge mennesker på en måde, så de forstår det. Det tror jeg er en kæmpe fordel. For Lars Møller har det ikke handlet så meget om, hvordan det lød i hans kollegers ører. Det mener han selv har bidraget til, at mange har opfattet ham som en noget plat person. Men det med at omskrive tingene, for at det skal lyde bedre, går sgu ikke, ifølge Møller: - Der var et tidspunkt, dengang jeg hørte til ude på FAK, hvor jeg skulle medvirke i et tv-indslag. Det var en af de gange, hvor jeg følte mig pissevigtig, for nu skulle far i fjernsynet. Jeg havde sagt til svendene og svendin-

derne oppe i bokseklubben: Nu skal jeg i fjernsynet i morgen, så det må I se og så fortælle mig, hvad I synes om det. Selv mente han ikke, at han klarede det ret godt den aften, mens mange af hans kolleger syntes, at det var gået rigtig godt. Næste gang han kom i bokseklubben, spurgte han dem så, hvad de syntes. - De sagde, at de ikke forstod en meter af, hvad jeg havde sagt. Fejlen var, at jeg havde talt til mine kolleger for at få den der fagmandsaccept. Dem, jeg burde have talt til – og det er så senere nærmest blevet et motto for mig – var bokseklubben. Du skal tale til dem i bokseklubben. Så vil jeg da skide på, hvad kollegerne siger: Hvad er det for noget, det var da en forsimpling og så videre. Fuck jer, det er ikke jer, jeg taler til. Jeg taler til dem, der sidder derude og egentlig gerne vil have noget ud af det. Det har jeg gjort lige siden.

Du er jo kendt for at sige din mening på en ret bramfri facon. Tja, jo, tja… Der er ingen tvivl om, at jeg aldrig ville være blevet oberst i dag. Eller oberstløjtnant, for den sags skyld. I dag har man strømlinet det meget mere. I dag er man meget mere forsigtig med at kritisere ledelsen. Jeg ved godt, at argumentet er, at hos et stort selskab som Mærsk var det ikke gået, at man kritiserede det sådan. Så har man bare ikke fattet, at de andre selskaber kører fuldstændig forretningsmæssigt, og at de er privatøkonomiske foretagender. Forsvaret, det er vores alles forsvar, og det er finansieret af skatteyderne. Derfor skal der fandme også være mulighed for, at man kan sige, hvis man synes, at det

IDA RAVNEBERG

er noget hø. Jeg er enig i, at tonen skal være sober – men at man skal være enig med ledelsen om alt – det næste bliver vel, at man vil have, at vi skal begynde at sige Kære Leder! Spørgsmålet er måske dumt. Der er i hvert fald ingen tvivl om svaret – et svar, som mange med kendskab til Lars Møller nok selv havde gættet på. I løbet af sin 41 år lange karriere i Forsvaret har den største oplevelse uden sammenligning været turen til Bosnien – og Operation Bøllebank. - Det er den eneste gang, jeg har været udsendt. Jeg tror egentlig nok, at man fik et chok. Jeg fik sådan set at vide af den daværende forsvarschef, at jeg ikke ville komme ud igen – selvom jeg har meldt mig under fanerne hver eneste gang. Der har måske været sådan en stor, rød sløjfe omkring mine papirer, hvor der bare stod: Manden må aldrig udsendes igen! Lars Møller slår en latter op. Han trives tilsyneladende godt som det danske forsvars enfant terrible. Ham, der kan give de andre bøllebank. - Personligt opfatter jeg Operation Bøllebank som en smutter, en fiasko. Det var noget lort. Jeg ødelagde en hel masse gode ting, som vi var i gang med i området, der var bare ikke noget at gøre ved det. Grunden til, at jeg alligevel synes, at Bosnienturen var så fed, er, at det var første gang, jeg var i krig, første gang jeg oplevede det sammenhold. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der skete også noget med hans opfattelse af hans egen rolle i det militære rangsystem. - Før Bosnien var jeg helt overbevist om, at jeg skulle være general, koste hvad det ville. Efter den tur skete der bare et eller andet. Det gik op for mig, at hvis ikke jeg passede på de unge mennesker, så var der ingen, der gjorde. Og hvis man ikke er villig til at stille op og slås for dem, så skulle man se at finde sig et nyt arbejde. Det er selvfølgelig lidt bøvlet at sige, for der er jo mange, der ikke er det. Som er indstillet på at sælge deres gamle mor for at få en stjerne mere. Men for mig var det et vendepunkt i karrieren – da jeg forstod, at solidaritet virker begge veje, og her var det på tide at lade min solidaritet virke nedadtil.

Som interviewer er jeg ikke tilfreds med, at han kalder Operation Bøllebank en fiasko. Det var trumfkortet. Og han fejer det lige af banen. Hvorfor? - På det tidspunkt var vi den eneste bataljon i det tidligere Bosnien, der havde et godt forhold til de bosniske serbere. Det var da til at tude over, at det blev ødelagt, den aften vi lavede Bøllebank. Men jeg ville da gøre det igen! Det er bare ikke den store triumferende operation. Jo, måske i den sammenhæng, at man har brugt det til at få FN til at holde op med at vende kinden til. Men set i forhold til alt det arbejde, vi havde lavet i området, så ødelagde det rigtig meget. Personligt tror jeg, at begge parter blev fanget i et politisk spil. At det var noget, den bosnisk-serbiske regering havde iværksæt, så de stakler, vi havde det så skidegodt med, ikke selv havde noget valg. Børn og gamle på deres side led jo også nød. Og civile er sgu ligeglade med, hvilken side de er på. Det kan godt stadigvæk ærgre mig lidt, for jeg kan godt spekulere over, hvad det var blevet til, hvis ikke det var sket. Men der er bare ikke noget at gøre ved det, så det nytter ikke at fortryde det.

Jeg er åbenbart ikke den første til at spørge Lars Møller, om der var noget, han ville gøre om. Om der er noget, han har fortrudt. Han griner i hvert fald på en måde, så man straks forstår, at denne mand ikke er en, der spilder sin tid på at rive sig selv i håret over fortiden. - Jeg har ikke de der store, sjælevridende fortrydelser, som har ændret mit liv, eller tanker om, hvad det kunne være blevet til. Det er jo simpelthen måden, hvorpå du laver en psykisk

kampskade. Hvis du ikke bearbejder og accepterer det, du har gjort. Eller mere positivt: Hvis du ikke evaluerer det, du har været igennem, og finder ud af, hvordan du kan blive bedre næste gang. Han har selv evalueret en del og tænkt tingene igennem. Og hvad angår hans seneste karrierevalg – at gå på pension – er han ikke i tvivl om, at han tog det rette valg på det rette tidspunkt. - Jeg er glad for, at jeg kom ud i tide og ikke er i Forsvaret mere. I dag fylder administration og budget og karriereambitioner meget mere. Jeg havde ikke klaret det i dag.

På falderebet vil han gerne give et godt råd til de værnepligtige: - Bevar integriteten. Og evnen til at anvende sin sunde sans og tænke sig rigtig godt om. Noget særligt råd til pigerne? - Pigerne skal kun tænke på én ting, som i virkeligheden udelukker rigtig mange andre: Mod – det er en mennesketing. Det er ikke en kvinde- eller en mandeting. En lille pige på 45 kg kan sagtens udvise meget mere mod end en bodybuilder på 115 kg. Jeg har set små piger – og nu kalder jeg dem ikke sådan for at lyde respektløs, men det var de – der efter en afhøringsøvelse ved Jægerkorpset stod og så ud, som om de mediterede. Jeg har set store, stærke mandfolk bryde hulkende sammen efter nøjagtig samme øvelse. Der er ingen tvivl om, at kvinder fra naturens side har en ringere fysik, hvis man kan sige det sådan, end mændene. Men de egenskaber, der gør nogen til en god soldat eller officer eller hvad fanden det skulle være, det har ikke noget at gøre med køn. Det afgøres med hjertet og hjernen. Mod er en mennesketing.

SOLDATEN NR. 4 • 2016 13

Kaj Birksted: Opvækst: Den 2. marts 1915 blev en ganske særlig mand med en usædvanlig skæbne foran sig født i København. Navnet var Kaj Birksted, og allerede familiens beslutning om at flytte til Amerika med den nyfødte skulle vise sig at blive en afgørende brik i det store puslespil, der til sidst blev samlet til en af de dygtigste piloter i allieret tjeneste samt Danmarks mest kendte flyver-es. Da Kaj som 13-årig i 1928 vendte hjem med sin familie og startede på Birkerød Kostskole, var han allerede beriget med en meget udvidet horisont samt fortrinlige engelskkundskaber – egenskaber, som senere hen skulle vise sig at blive altafgørende for hans karriere. Efter endt grundskole og en handelseksamen blev Kaj i 1936 optaget på Marinens Flyveskole, hvor han

14 SOLDATEN NR. 4 • 2016

efter to år blev udnævnt til flyverløjtnant af reserven. Besættelsen: Kort efter besættelsen traf Kaj sammen med flyverløjtnant Charles Sundby en af deres livs vigtigste beslutninger, da de i fællesskab valgte at flygte til Norge, der som bekendt aktivt kæmpede mod nazisterne. Derefter gik det slag i slag. Det lykkedes de to kammerater at komme med et britisk fartøj til England, hvor de uden held forsøgte at melde sig til Royal Air Force. Svaret lød simpelthen, at RAF ikke på daværende tidspunkt var interesseret i danske piloter. Vejen til allieret tjeneste skulle da også vise sig at blive langt mere udfordrende end først antaget. Grundet uvisheden valgte de to unge danske piloter at følge med H.C. Røders skib M/S ”Tasmanien” til Burma, Cape Town og endelig Cuba. Undervejs erfarede de dog, at Norge i

ERIK CHRISTFORT

samarbejde med RAF havde etableret en skole i Canada, hvor norske piloter skulle trænes til på sigt at etablere deres egen eskadrille i den engelske hær. Efter en jordomrejse og et års ventetid havde de to unge mænd endelig nået deres mål: at kunne gøre en forskel! Charles Sundby valgte dog at melde sig under canadiske faner, hvorved de to venners veje skiltes. Jagereskadrille: I 1941 blev Kaj Birksted overført til England og indgik som løjtnant og flight commander for den første norske eskadrille i Royal Air Force. I perioden 1942-1943 deltog Kaj Birksteds eskadrille i mere end 60 offensive aktioner, og dermed havde den unge dansker endelig sat en streg under sit navn i Royal Air Force. Hans mest kendte aktion fandt sted d. 12. marts 1943, da han med ti andre fly under sin ledelse afværgede et angreb fra 12 tyske jagerfly, hvor det lykkedes dem at skyde seks ned og beskadige yderligere fire. Dette endte med at blive en større sensation, og de norske piloter blev da også hyldet i store engelske aviser dagen derpå. Næste store spring i Kaj Birksteds karriere var udnævnelsen til operativ chef for de nu to norske eskadriller i august 1943, og i perioden frem til november samme år skød de norske piloter under hans ledelse da også hele 39 fjendtlige mål ned med blot 4 tab af egne piloter. Dette var den bedste statistik, nogen enhed i hele Royal Air Force kunne præstere, og dermed var hans unikke lederegenskaber endnu engang blevet bevist. Udover

anerkendelsen fik han også tildelt Distinguished Service Order for sit imponerende overblik og sine lederegenskaber. De frie norske styrker kvitterede med at udnævne ham til oberstløjtnant ved samme lejlighed i en alder af blot 28 år. I 1944 skød Kaj Birksted sit sidste tyske fly ned, da Royal Air Force vurderede, at hans evner kunne bruges bedre andetsteds. Han blev derfor forflyttet til stabstjeneste, hvor han blandt andet stod for planlægningen af alle dagsmilitære operationer under en af de mest kendte militære aktioner i verdenshistorien, nemlig D-dagen. Missionen var en succes, alle omkring den stadig unge dansker var imponerede, og resten af krigen blev brugt på planlægning af større og mindre aktioner med Royal Air Force. Efterkrigstiden: Fjenden var besejret, og Kaj Birksted vendte hjem til det Danmark, han forlod mere end 5 år tidligere, men gensynet blev aldrig rigtigt glædeligt for nogle af parterne. På trods af Kaj Birksteds rang og bedrifter blev han aldrig inviteret til audiens hos den danske konge. Her er det værd at bemærke, er den norske konge besøgte ham på hans privatadresse i København for at overrække ham endnu en medalje. Et var, at hans personlige indsats aldrig rigtigt blev anerkendt af Danmark, men endnu værre var det, at hans kompetencer aldrig blev udnyttet til fulde. På daværende tidspunkt var der ingen tvivl om, at Kaj Birksted var Danmarks suverænt mest kompeten-

te person, når det gjaldt militær flyvning, derfor var det da også uundgåeligt, at han blev inddraget i processen omkring etableringen af det danske flyvevåben som et selvstændigt værn. Hans store anerkendelse i England var blandt andet grunden til, at regeringen fik forhandlet et køb af engelske flyvemaskiner til det nyetablerede værn. Men til trods for dette tvang bureaukrati og jalousi fra de ældre og etablerede i det militære system den stadig unge oberstløjtnant til i sidste ende at opsige sit arbejde i Danmark og sige ja til en stilling i NATO – en stilling, hvor han endnu engang høstede store roser og fik lov at udfolde sig fulde potentiale. Eftermæle: I 1996 døde den hidtil største danske pilot en fredelig død i London, og at Kaj Birksted endte sine dage i England var langt fra tilfældigt. Til trods for sin store indsats for fædrelandet under krigen blev Kaj Birksted aldrig rigtigt ”forsonet” med fædrelandet, idet han aldrig glemte den modstand, han mødte i efterkrigstiden. I et forsøg på endelig at anerkende den danske krigshelt blev der i 2009 opført to byster af Kaj Birksted, en på Flyvehistorisk Museum samt en ved Værnsfælles Forsvarskommando i København. Kort efter blev der dog lavet endnu en kopi af de to, som fik en meget fin placering foran Frihedsmuseet, lige ved siden af den tilsvarende skulptur af Anders Lassen (find sidste måneds udgave af SOLDATEN for at læse hans betagende historie!).

SOLDATEN NR. 4 • 2016 15

Forsvarets Rekruttering siger

Ja tak

til flere grønlandske Ilulissat værnepligtige Aasiaat I fremtiden vil Forsvaret komme til at bruge flere og flere kræfter i det arktiske område. Så er det en kæmpe fordel at have soldater, der kender landet, sproget og kulturen. Læs med her, hvorfor major Torben Grinderslev bliver så glad, når han møder en grønlandsk værnepligtig i Danmark.

Sisimiut Nuuk

Der er langt fra Ballerup til Nordjylland. Rigtig langt. Men det er ikke desto mindre en tur, major Torben Grinderslev rigtig gerne tager. I Frederikshavn og Aalborg har man nemlig lige nu nogle helt specielle værnepligtige – fire unge mennesker, to piger og to drenge, der har taget en endnu længere rejse, nemlig fra Grønland til Danmark, for at trække i trøjen. Men hvorfor er det så vigtigt at støtte og motivere flere unge grønlændere til at følge deres eksempel? – Der er flere formål med det. Først og fremmest handler det om at styrke indsatsen i det arktiske område ved at involvere de lokale, som både har sprogkundskaber og en helt anden kulturforståelse, end de danske soldater har. For det andet er der rent politisk fra begge sider et stort ønske om at skabe stærkere bånd i forbindelse med Forsvaret. Torben Grinderslev selv er til dagligt projektleder på, planlægger og afvikler af FID Grønland – Forsvarets Informationsdag Grønland. Projektet startede sidste år som en del af en arktisk arbejdsgruppe i Forsvarsministeriet. – Det er i sig selv et lille projekt i en større paraply, men på sigt er det meningen, at det skal bidrage til en større struktur. Jo flere værnepligtige grønlændere der gennemfører basisuddannelsen, des større er chancen for, at nogle af dem vil fortsætte og bidrage til arbejdet i det arktiske område.

16 SOLDATEN NR. 4 • 2016

Major Torben Grinderslev med de to grønlandske værnepligtige, Robert og Pipaluk, i Frederikshavn. Med projektet forsøger man at hverve unge grønlændere til alle tre værn, selvom især Søværnet og Flyvevåbnet kunne have gavn af flere grønlandske soldater, da de har mange opgaver på de kanter. I august ledte Torben Grinderslev en gruppe fra Forsvarets Rekruttering, der rejste rundt til grønlandske byer og afholdt informationsdag i idrætshaller. Der var stor interesse fra de unge, der mødte op, og mange af dem fik også prøvet kræfter med de boglige og fysiske tests, som de ville blive udsat for til session i Danmark. Og ja, du læste rigtigt – der bliver nemlig slet ikke afholdt session, eller Forsvarets Dag, i Grønland – ønsker de at blive vurderet, bliver de fløjet til

Danmark og kommer til Livgardens Kaserne i Høvelte. Grunden til, at dette overhovedet lader sig gøre, er, at der ikke er værnepligt for unge, grønlandske mænd – derfor er det kun frivillige, der tager til Høvelte. I år skal Torben Grinderslev og hans team gentage succesen med informationsdagene i Grønland. I løbet af august og september når de forbi otte forskellige grønlandske byer, blandt andre Nuuk, Aasiaat, Sisimiut og Ilulissat. Op til denne tour køres der en markant markedsføringskampagne i foråret. Biografreklamer, tv-reklamer, plakater, brochurer… Overalt i det grøn-

IDA RAVNEBERG

at drille. I gymnasiebyerne er de vant til dansk, fordi det er undervisningssproget, men især i yderområderne er engelsk næsten mere udbredt som andetsprog.

landske by- og mediebillede kommer kampagnen til at være synlig. – Sidste år oplevede vi faktisk en del gange, at folk stjal plakaterne og tog dem med hjem, fordi de synes, de var så flotte. Men det er jo kun fint – så virker det! Derudover sender vi invitation pr. brev ud til en hel generation af unge mænd og kvinder til at komme til informationsmøderne i idrætshaller i de forskellige byer. Også det grønlandske selvstyre er meget positive over for tiltaget. For dem er især ligebehandlingen vigtig – at der ikke bliver gjort forskel på de unge mænd og kvinder, der bliver kaldt ind.

Men hvad er det i kampagnen, der skal lokke de unge grønlændere til? – De mange muligheder, Forsvaret tilbyder. Vi præsenterer dem for hele paletten, giver dem alle mulighederne. Især lægger vi vægt på Sirius-patruljen, Søværnets skibe i området og Flyvevåbnets transportfly. Selvfølgelig er der også udfordringer forbundet med projektet. Man kan

vist roligt vove at påstå, at det er en omvæltning for hvem som helst at blive værnepligtig. Men hvis man oven i et helt nyt miljø, nye mennesker og nye arbejdsformer også tilføjer et fremmed sprog, en anden kultur og ingen mulighed for at komme hjem i weekenden – så har man betingelserne for de grønlandske værnepligtige. – Vi har været meget positivt overraskede over resultaterne af de fysiske tests, vi har prøvet dem i. Generelt er de i bedre fysisk form end de danske unge og spiser også bedre. Der, hvor der kan opstå lidt problemer, er mere i forhold til de boglige prøver – der kan det danske sprog finde på

På februarholdet i år er der fire grønlandske værnepligtige i Danmark, ligeligt fordelt på piger og drenge. Det er svært at sætte et succeskriterium, mener Torben Grinderslev, men de har været glade for at konstatere, at alle fire indtil videre har været glade for forløbet og vil anbefale det til andre. De har sågar indvilliget i at bidrage til kampagnen og informationsmøderne i august – og det er guld værd, mener Torben Grinderslev: – Det er dem, der skal sælge det. Deres personlige historier er enormt vigtige at få ud, det er det, der giver projektet autenticitet. Projektet kører i første omgang frem til næste år, hvor det skal evalueres. På så kort sigt er det nok svært at se nogle resultater – men håbet er, at man om 10 eller 15 år vil kunne se en markant øget grønlandsk involvering i Forsvaret.

Mød Robert, Pipaluk, Nicki og Ajaaja

Robert Josefsen, Nuuk – værnepligtig ved Søværnet i Frederikshavn Jeg blev værnepligtig, fordi det lød spændende at komme ind i Forsvaret. Min onkel er også i Søværnet lige nu, og han har fortalt mig en del historier – og så tænkte jeg, at det gad jeg også godt prøve.

Jeg går efter en karriere her i Søværnet. Jeg vil gerne ud at sejle og se naturen oppe nordpå noget mere. Jeg har ikke rigtig haft noget med Danmark at gøre før værnepligten, for mig var det bare et lille land. Det var lidt mærkeligt til at starte med at komme her, men man lærer det med tiden. Jeg skal også lige vænne mig til, at folk kommer fra forskellige dele af Jylland og Sjælland og taler med dialekter, jeg ikke kender. Min familie er meget stolt over, at jeg gør det her, for det er ikke særligt almindeligt. De blev meget overraskede, men stolte. Jeg kender allerede flere blandt mine kammerater,

som vil søge ind om nogle år. Jeg vil også gerne selv anbefale det til andre grønlændere. Før værnepligten gik jeg på et gymnasium i to år, men da jeg fyldte 18 år, søgte jeg ind i Forsvaret. Jeg havde længe vidst, at jeg ikke passede ind i gymnasiet, for jeg er ikke en person, der kan sidde ned og læse i flere timer. Jeg glæder mig til at vise mine nye kammerater naturen i Grønland, for de har hørt så meget om den, og nu får de chancen for at se den. Og så skal de forberede sig til at tage væk hjemmefra, mens Pippaluk og jeg skal forberede os på at tage hjem.

SOLDATEN NR. 4 • 2016 17

▼

Grønlændere i trøjen

IDA RAVNEBERG

▼

Pipaluk Bourup, 20 år, Aasiaat – værnepligtig ved Søværnet i Frederikshavn På et tidspunkt fik jeg et brev fra Forsvaret og blev straks meget interesseret. Jeg har før sejlet med Georg Stage, og hele min familie er sejlere – derfor ville jeg gerne i Søværnet. Der sker en masse spændende ting her, selvom det nogle gange er lidt hårdt. Før min værnepligt har jeg gået på efterskole i Danmark og som sagt sejlet med skoleskibet Georg Stage. Det havde både min onkel og min kusine gjort, så det ville jeg også prøve. Jeg vil måske gerne fortsætte i Forsvaret som styrmand, men først vil jeg gerne lige hjem til Grønland i et år, selvom jeg ikke har hjemve. Jeg vil gerne anbefale det til mine venner at prøve det. Man prøver en masse spændende ting og får mange nye kammerater. Det er nogle gange lidt svært med det danske, men det går okay. I weekenden tager jeg hjem til forskellige efterskoleveninder og til familie. Før jeg kom herned, gik jeg på gymnasiet i to år og arbejdede derefter to år i en modebutik i Aasiaat. Jeg glæder mig rigtig meget til sejladsen og til at se mine venner i Nuuk, når vi skal sejle til Grønland. Min familie synes, det er meget interessant, at jeg gør det her, og at det er godt gået. Der er mange af dem, der sejler, men det her med Forsvaret er noget nyt for dem.

18 SOLDATEN NR. 4 • 2016

Nicki Olsen, Sisimiut – værnepligtig ved Trænregimentet i Aalborg Jeg valgte at blive værnepligtig, fordi jeg her kan møde udfordringer, jeg ikke kan andre steder end i Forsvaret. I Forsvaret lærer vi mange ting, for eksempel at vågne kl. 5 om morgenen for at pudse vores sko, vi lærer at rede vores seng ordentligt og få den kontrolleret, vi lærer at hjælpe folk, der har fået hjertestop, og hvordan man er en god medborger. Det synes jeg, at jeg har lært meget af i Forsvaret. Det er sommetider en udfordring med den idræt, vi bliver udsat for. Den er meget hård, men den styrker ens personlighed, fordi man bliver god til at løbe hurtigt og udfordre sig selv. Nu kan man prale af, at man kan løbe 3 km på 12 minutter, så det er man selvfølgelig stolt af! Umiddelbart har jeg ikke tænkt mig at uddanne mig videre i Forsvaret, selvom der er mange fag, der vækker interesse hos mig. Under værnepligten er der et rigtig godt kammeratskab mellem os værnepligtige; vi er gode venner, vi kan hjælpe hinanden i alle situationer, og hvis der er en, der ikke har styr på sine stumper, er der en anden, der lige kan træde til og hjælpe. På et tidspunkt var vi på en feltøvelse, hvor vi skulle sove i små bivuakker ude i skoven. På øvelse skal man også holde vagt. Det kan godt være hyggeligt, når man sidder to mand i et skyttehul og holder øje med, om der kommer nogen. Jeg kan ikke komme til Grønland i weekenderne. Til gengæld er der et stærkt fællesskab mellem os grønlændere i Danmark, så man kan sagtens besøge sine venner. Min uddannelse

har indtil nu varet halvanden måned, og den har indfriet alle mine forventninger til Forsvaret.

Ajaaja Nielsen, Aasiaat – værnepligtig ved Trænregimentet i Aalborg Jeg blev værnepligtig efter jeg havde set nogle plakater fra Forsvarets Rekruttering. En af mine venner havde også været værnepligtig, og han havde fortalt mig om sine oplevelser – det ville jeg også gerne prøve, så derfor søgte jeg ind som værnepligtig. Jeg ville også gerne lære noget mere disciplin. Grunden til, at jeg valgte Hæren, var, at jeg gerne ville prøve feltøvelser og få lov til at skyde. Det er både godt og sjovt at være værnepligtig. Det bedste indtil nu har været feltøvelse og skydebanedage. Det var hårdt på øvelsen, fordi man ikke altid får sovet så meget, og der er vagter midt om natten. Vi gik også ret langt med en masse oppakning og basis, hjelm, gevær… Det var lidt hårdt - men bagefter var det en rigtig god oplevelse. Når jeg kommer tilbage til Grønland, tror jeg, at det er disciplinen og ansvarsfølelsen, jeg kommer til at bruge. Lige nu tror jeg ikke, at kommer til at søge videre i Forsvaret, selvom jeg stadig tænker over det. Det hele har levet op til mine forventninger. En anden god oplevelse, jeg har haft her, er løbeturene. Nogle gange bliver vi straffet, og så skal vi løbe ud og finde poster. Det er sjovt.

FIND 5 FEJL

SOLDATEN NR. 4 • 2016 19

ERIK CHRISTFORT

På jagt efter ro Tre år i Dronningens livregiment, to år i Prinsens, to udsendelser, Kroatien hold 8 i 1995 samt Bosnien hold 1 i 1996 blev for meget for 45 årige Peter Andersen, i denne artikel kan du læse om en mand der mistede alt, og genfandt roen i sit liv gennem jagt og natur. ”Når det første skud går af på årets fælles jagt, så letter vi alle sammen lige en halv meter over jorden, og så griner vi af det!” Det forklarer Peter Andersen stolt, mens han beretter om en af sidste års jagter. Peter er 45 år og har PTSD efter et svært sammenbrud i 2003, hvor livet gik i stå, og efter mere end ti år i behandling, kom det endelige gennembrud først for fire år siden, hvor Peter tog jagttegn. Det blev en åbenbaring: ”Jeg skulle bare have jagttegnet for at kunne skyde skader i haven, men efter jeg havde oplevet roen ved at sidde der og vente, så greb det om sig. Siden da er jeg begyndt på alt lige fra havjagt til bukkejagt, og det har givet mig en masse fede oplevelser,” siger Peter Andersen. Det er tydeligt hvordan øjnene lyser da, når snakken bliver skruet væk fra fortiden med behandlinger og nederlag og i stedet over på tilværelsen som jæger. ”Det

20 SOLDATEN NR. 4 • 2016

handler om, at jeg har fået ro i mit liv. Når jeg sidder i skoven og venter på bukken, så kender jeg alle lydene, alt er naturligt, og intet overrasker mig. Så slapper jeg virkelig af og finder ro. Derudover kan situationen pludselig tage en drejning og adrenalinen begynde at pumpe, når jagten spidser til. Man kan sige, at jeg har fundet en måde at udfordre mig selv på i trygge rammer.” Med de fremskridt, som Peter Andersen kunne mærke på krop og sjæl, var næste skridt at etablere et fællesskab, der kunne sikre andre samme mulighed for at udfolde sig i naturen. Dette blev en realitet for to år siden, da han i samarbejde med tre andre veteraner skabte et projekt, de kaldte Naturgruppen. ”Igen handler det om tryghed. Vi taler aldrig om vores PTSD, det er ikke formålet. Formålet er forståelse, vi ved, hvad der foregår i hovedet på hinanden, og hvis en af os pludselig udebliver fra en aftale, så er det bare sådan, det er. Ligeledes kan vi jo også mærke på hinanden, hvis personen har en dårlig dag.

Det er den sikkerhed, der gør, at vi kan nyde naturen sammen, og udfordrer os – for ingen stiller krav, vi ikke kan leve op til.” Dette sammenhold og sociale sikkerhedsnet er efterhånden blevet et gennemgående træk i meget veteranarbejde, om det så er motorcykelklubber, skytteforeninger eller en naturgruppe. ”Jeg er heldigvis kommet i en position, hvor jeg kan tilrettelægge mig liv således, at jeg kan bevæge mig i den rigtige retning. Hvis man konstant tænker negative tanker, så bliver man sgu negativ! Jeg har meget fokus på de muligheder, jeg nu engang har.” Men vejen til den tilværelse, Peter nu nyder, har ikke været så ligetil. Dengang alt ramlede sammen, og det gode job, boligen og kæresten blev erstattet med et halvt år på en psykiatrisk afdeling, var der lange udsigter til den situation, som Peter nu befinder sig i: ”Det vigtigste punkt for mig var at acceptere det, acceptere at jeg skulle ændre måden, jeg lever mit liv på. Min familie synes, at det er et mirakel, at det er endt så godt for mig, men som jeg altid siger, når de driller mig med, at jeg er tosset: Jaja, det har jeg da også papir på!”

> SERGENT- OG MENIG

c it ate r

LYNET SG: DIN JAKKE ER IKKE KE, MG: LYNLÅSEN VIRKER IK HR. SERGENT. T SG: (EFTER AT HAVE LYNE NT. JAKKEN) DEN VIRKER FI E MG: ”JA, MEN DEN KLOG OGE, NARRER DEN MINDRE KL HR. SERGENT.”

urgt om (Sergent bliver udsp ltet lastbil) situation med en væ kørte? MG: Hr. sergent, hvem SG: Din mor….

vær, (Menig har tabt sit ge raffen) st og sergent overvejer SG: Kan du rappe? MG: Nej, hr. sergent me heller ikke en, SG: Det ligner du fand esom de andre. der kan. Skriv et digt lig

UM I HÅNDEN R L U H R E K R Æ M T N SERGE R EKSERCITS. E D N U G M Å P N E G BAG RYG R SERGENTEN: E K IS V H ” K Y R ” R A EFTER ET P ER DEN HÅND, T T Y N K E K IK U D IS ”HV KEN I DEN.” SÅ PUTTER JEG PIK

rs Sergent: er Break Free. Elle ug br I r nå , er sk ”Husk hand lv.” golbørn som jer se får I grimme mon

SOLDATEN NR. 4 • 2016 21

Piratjagt i Adenb Du har sikkert hørt om det. Indtil for nylig brugte en del af de danske styrker tid på at jagte pirater nede sydpå. Og desværre ikke af den charmerende, damebedårende, rappe-i-replikken slags, man kender fra Hollywoodfilm. Men hvad handlede det så om?

Fra midten af 00’erne blev pirateri i Adenbugten ud for Afrika et stadigt voksende problem. Især har det udgjort en stor trussel for handelsskibe på ruten. Derfor blev der i 2009 oprettet flere internationale initiativer til at bekæmpe pirateri i området. Bekæmpelsen af pirateri sker på flere måder. Blandt andet eskorterer man handelsskibe, så de kan komme sikkert gennem området, opsøger formodede piratskibe og hjælper med at opbygge de regionale kapaciteter.

Dansk deltagelse Siden 2008 har Danmark bidraget til både Operation Ocean Shield og Combined Task Forces 150 og 151. De to danske støtteskibe Absalon og Esbern Snare har deltaget, såvel som fregatten Iver Huitfeldt. Danmark har ad flere omgange haft kommandoen over både CTF 150 og 151 samt Standing NATO Maritime Group. Desuden har Flyvevåbnet periodisk haft et Challengerfly udstationeret på Seychellerne, hvorfra de har fløjet overvågningsflyvninger. Som resultat af de internationale flådestyrkers tilstedeværelse og arbejde i området er antallet af piratoverfald i området faldet markant siden 2010. Den samlede indsats bliver kaldt Combined Maritime Forces, en multinational flådestyrke, som har 30 medlemslande fra hele verden, heriblandt Danmark. Indsatsen kan deles op i tre:

Combined Task Force 150 blev oprettet efter terror angrebene den 11. september 2001 som en del af Operation Enduring Freedom. Hoved opgaven var at skabe sikkerhed til søs og bekæmpe terrorisme.

Combined Task Force 151 blev oprettet den 12. januar 2009, specifikt med det formål at bekæmpe pirateri i farvandene ud for Afrikas Horn.

Piratjagt i Adenbugten Nogle måneder senere, den 17. august 2009, bidrog NATO til bekæmpelsen af pirateri i området med Opera-

tion Ocean Shield.

22 SOLDATEN NR. 4 • 2016

«Danmark i internati

bugten

IDA RAVNEBERG

onale missioner»

SOLDATEN NR. 4 • 2016 23

Skydebanedag

24 SOLDATEN NR. 4 • 2016

IDA RAVNEBERG

For nogle klinger det af skarpe skud og krudtrøg. For andre lyder det mere af jævnlige kaffepauser. I alle tilfælde uomgængeligt – SOLDATEN har været med de værnepligtige ved Trænregimentet i Aalborg på skydebanen og skudt nogle billeder. Selvom temperaturen målte sølle 4 grader, og de grå skyer jævnligt bød på flydende solskin, var humøret højt.

SOLDATEN NR. 4 • 2016 25

Værnepligt gennem tiden En gammel kending Helt tilbage fra vikingetiden har man kendt til en form for værnepligt. Ganske vist en del anderledes end den, vi kender i dag. Dengang havde man det såkaldte ledingssystem, hvor hvert herred skulle stille med folk, typisk én våbenfør karl for hver tiende gård, til tjeneste for kongen. Gennem tiden har man flere gange indført og ophævet forskellige former for værnepligt, blandt andet i forbindelse med Store Nordiske Krig i 1701 og senere stavnsbåndets ophævelse. I starten gjaldt det dog kun for landbefolkningen.

Den 12. februar 1849 blev den almindelige værnepligt med lodtrækningssystemet indført i hele Danmark. I §81 i Grundloven står følgende om værnepligten: Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.

Det er altså også her, vi finder forklaringen på, at kvinder ikke har værnepligt – de står simpelthen ikke nævnt i paragraffen.

klæret egnet. Da der ikke er brug for dem alle, afgøres indkaldelsen ved lodtrækning – hvis der ikke er nok frivillige.

Værnepligten i stormvejr

Til at sørge for, at de værnepligtiges rettigheder bliver varetaget, har man oprettet det, der hedder Værnepligtsrådet. Rådet består af tidligere værnepligtige talsmænd og er ansat af Forsvarsministeriet. Deres hovedopgave er at forhindre overgreb og magtmisbrug såvel som at være talerør mellem tjenestestederne og ministeriet.

Der har i flere år været diskussion om, hvorvidt værnepligtsordningen bør nedlægges. Indtil videre har den dog bestået, selvom antallet af værnepligtige og længden af perioden er blevet beskåret ret kraftigt. I 1969 havde man 24.400 værnepligtige, der alle aftjente mindst 18 måneders værnepligt. I dag indkaldes der årligt kun 4.200 værnepligtige, og den mest almindelige tjenestetid er bare fire måneder!

Egnet eller ej? Før man bliver indkaldt til værnepligten, skal man til session på Forsvarets Dag. Her bliver man på baggrund af tests vurderet psykisk såvel som fysisk og bliver enten stemplet egnet, begrænset egnet eller uegnet. Normalt bliver omkring 50 % af en årgang er-

4 måneders værnepligt Hærens Basisuddannelse HBU ved • Telegrafregimentet i Haderslev • Jydske Dragonregiment i Holstebro • Trænregimentet i Aalborg og Vordingborg • Ingeniørregimentet i Skive • Gardehusarregimentet i Slagelse • Hærens Efterretningscenter i Varde Søværnets Basisuddannelse SBU i Frederikshavn Flyvevåbnets Basisuddannelse FBU i Karup

Hvor fanden ligger… Hvis du skulle have misset det überpædagogiske kort over og gennemgang af regimenterne i sidste nummer af SOLDATEN, får du en hastig opremsning her over steder, hvor man kan aftjene sin værnepligt:

9 måneders værnepligt: 8 måneders værnepligt: • Den Kongelige Livgarde i Høvelte

• Beredskabsstyrelsens Basisuddannelse i Allinge, Haderslev, Herning, Næstved og Thisted • Kongeskibet Dannebrog i Frederikshavn

12 måneders værnepligt: • Gardehusarregi mentets Hesteeskadron i Slagelse

26 SOLDATEN NR. 4 • 2016

IDA RAVNEBERG

Kilder: https://da.wikipedia.org/wiki/V%C3%A6rnepligt

SOLDATEN NR. 4 • 2016 27

Haderslev

– en by fuld af historie og værnepligtige! ”Sagde du krig? Vi har aldrig været i krig!” Dette var den eneste kommentar fra den nu afdøde veteran fra 2.verdenskrig, Kai Bosack, da den folkekære skuespiller Pilou Asbæk spurgte ind til deres indsats den aprilmorgen i 1940, hvor de værnepligtige i Haderslev blev de første til at yde modstand mod den store mængde tropper, der trængte ind over grænsen. Til trods for deres heltedåd er de danske veteraner fra træfningerne ved grænsen aldrig blevet officielt anerkendt, idet de handlede på trods af en ordre om overgivelse fra København. Denne melding nåede dog aldrig fronten! Dette møde mellem en veteran og en skuespiller symboliserer ganske godt mødet mellem en by fuld af historie og følelser og de hundrede håbefulde unge mennesker, der hvert år ankommer for at aftjene deres værnepligt i Haderslev. Vi har derfor sat Hans Pe-

28 SOLDATEN NR. 4 • 2016

ter Geil, Haderslevs borgmester, stævne for at få ham til at sætte et par ord på det specielle forhold, som byen og befolkningen har til kasernen og de værnepligtige. ”Vi modtager alle værnepligtige til en officiel velkomst. Udover min velkomsttale bliver de budt velkommen af butikkerne her i Haderslev, der udover en velkomstgave i form gavekort og gode tilbud tager dem med på en lille byvandring. Her får de jo så det første indtryk af byen og os!” Sådan beskriver H.P. Geil Haderslevs faste modtagelse af årets to hold værnepligtige. Et ritual, der ikke ligger så langt tilbage, idet byen mellem 2004 og 2014 ikke havde værnepligtige. Til spørgsmålet om, hvorledes denne beslutning var blevet taget, blev der prompte svaret: ”Vi har kæmpet for at få dem tilbage. Vores smukke kaserne ligger lige midt i byen, hvor alle kan se den, og derudover er byen sammenflettet med forsvaret i form

af vores geografiske placering. Alt dette er de værnepligtige med til at bringe til live – og det er vi stolte af.” En årlig opsummering og visualisering af dette tætte bånd mellem by og kaserne finder sted ved Lysfesten d. 4. maj – en aften, hvor hele byen samles til en mindehøjtidelighed for at fejre Danmarks befrielse og ikke mindst ære de tab, der var forbundet med denne. ”Vi kobler fortiden sammen med nutiden for at vise, at alt har en pris, og når vi kan mærke, at vi påvirker unge som gamle, så må vi gøre noget rigtigt,” siger Hans Peter Geil, mens han fremviser billeder fra sidste års lysfest, der markerede 70året for befrielsen. På næste side bringer vi et par billeder af det rørende arrangement, der blev en stor succes.

ERIK CHRISTFORT

Kom til lysfest 4 maj ! Igen i år bliver Danmarks befrielse markeret med en lys fest i Haderslev. Med et program fra kl. 09 til 23 er der igen planlagt et imponerende arrangement. For mere information se:

http://www.haderslevlysfest. dk/1427716849162.shtml

SOLDATEN NR. 4 • 2016 29

> SKREVET AF VÆRNEPLIGTSRÅDET

Værnepligtsrådet Kære værnepligtige, Når I læser dette, føler størstedelen af jer sikkert, at I har været i den grønne trøje i lang tid. Tiden flyver også, når man har det sjovt (og hårdt). Og netop disse to ting vil vi lægge vægt på i denne artikel. Der er ikke nogen tvivl om, at det gælder om at yde sit bedste, når man er værnepligtig og bærer uniformen. Men vores råd til de af jer, som er ved at gå ind i den sidste fase af værnepligten, er, at I sørger for at nyde tiden! Vi har endnu ikke mødt én, som ikke husker tilbage på sin værnepligtstid som en god tid,

på den ene eller den anden måde. Og det er lige meget, om man har søgt videre og har fået en kontrakt, eller om man skal vende tilbage til det civile. Værnepligten er en unik uddannelse og en utrolig god ting at have med i rygsækken. Selv om I måske ikke selv har lagt mærke til det, så har jeres omgivelser sikkert oplevet, at I er blevet mere modne og i en højere grad værdsætter hverdagsting som en tør seng etc.

tiden som soldat i det danske sommerland! Tænk over, at I ikke er stærkere end det svageste led, sørg for at hjælpe hinanden og bidrage positivt til at gøre den kommende tid til en god tid, således at I kan se tilbage på jeres tid som menige med gode minder. Mvh Værnepligtsrådet

Vores råd til de af jer, som ikke afslutter jeres værnepligt i maj, er, at I skal skyde brystet stolt frem og nyde

William

Cecilie

Sebastian

Tlf: 32 66 55 53 Mail: vpl-vr003@mil.dk

Tlf: 32 66 55 52 Mail: vpl-vr002@mil.dk

Tlf: 32 66 55 51 Mail: vpl-vr001@mil.dk

30 SOLDATEN NR. 4 • 2016

Til de af jer, som er tillidsvalgte, og som brænder for at repræsentere jeres kammerater og forbedre værnepligten, så har I mulighed for at stille op til Værnepligtsrådet ved vores sidste Landstalsmandsmøde den 12.-13. maj ved Hærens Efterretningscenter i Varde. Vi i Værnepligtsrådet vil gerne tegne en profil på et rådsmedlem i de nedenstående punkter. Du skal: Være moden Være ansvarsbevidst Være selvdisciplineret Være et forbillede Være passioneret omkring dit arbejde Være samarbejdsvillig Kunne arbejde i en gruppe Kunne formulere dig godt skriftligt og mundtligt

Er du tillidsvalgt (TM eller TM-suppleant), og indfrier du ovenstående kriterier, kontakt da din landstalsmand (LTM), som derefter viderebringer dit navn og MA-nummer til os. Herefter skal du deltage i vores Landstalsmandsmøde i Varde, hvor du skal holde en valgtale. Bliver du valgt, kan vi tilbyde dig syv måneders forlænget værnepligtstje-

neste på Nyholm i København, hvor du både kommer til at arbejde og bo. Gennem dit arbejde kommer du til at få et unikt indblik i det danske forsvar gennem hele rangstigen, dvs. fra den personelgruppe, som du kommer til at repræsentere (de menige) til forsvarschefen og -ministeren. Udover deltagelse i møder vil du også komme til at udvikle dig personligt gennem diverse kurser, og du kom-

mer til at få erfaring med at holde oplæg for store og små forsamlinger – altså en varieret hverdag med mange spændende oplevelser. Held og lykke!

Kontakt Telefon: 32 66 55 50 Mail: vr@mil.dk Adresse: A.H. Vedelsplads 12, 1439 København K Facebook: Værnepligtsrådet Hjemmeside: www.vaernepligtsraadet.nu SOLDATEN NR. 4 • 2016 31