fred En aften på sømandshjemmet gav i sjælen

Juaannguaq Reimer, der sejler som 1. styrmand, sidder en aften på sømandshjemmet i Aasiaat og er meget ked af det, fordi han og hans daværende kæreste er gået fra hinanden. Da sømandsmissionær Karsten Hald Jacobsen sætter sig ved bordet, går snakken langsomt og roligt i gang. Karsten slår op i salmebogen, Juaannguaq læser salmen igennem, og så sker der noget: ”Ja, da falder meget på plads i mit liv, fordi jeg nu som kristen ønsker at tage den vej, som giver mig ro og fred ind i min sjæl. Den salme har hjulpet mig meget, da jeg har valgt den vej, jeg vil gå. Jeg er enormt heldig at have en god ven i Karsten. Jeg stoler 100 procent på ham, og er da også løbende i kontakt med ham fx via facebook,” smiler han.

”Gud er sammen med mig lige meget, hvor jeg sejler hen. Det hjælper mig rigtig meget. Det giver mig viljen til at gå stædigt videre, og det minder mig på, at det er et ønske at leve sådan. Den lille seddel med et ord

“Gud er sammen med mig lige meget, hvor jeg sejler hen. Det hjælper mig rigtig meget. Det giver mig viljen til at gå stædigt videre, og det minder mig på, at det er et ønske at leve sådan.” og en salme, som Karsten gav mig, ligger i min pung. Jeg har den altid med mig,” tilføjer den erfarne styrmand.

Min far inspirerer

Når Juaannguaq taler om sin far, rammer smilet øjnene ret hurtigt. Han har ofte sejlet med ham fra Ilulissat, og minderne går tilbage til, da han som 2-årig sejlede med den politikutter, som hans far var kaptajn på. Senere, da han var fem år, skulle hans far flytte fragttræbåden BLÅSIDE fra et sted til et andet i Ilulissat havn: ”Jeg ville med, stædig som jeg var. Og selv om jeg var alt for lille til at kaste trosserne, så prøvede jeg alligevel. Det lykkedes ikke, men den dag var vi kun min far og jeg. Da jeg var for lille til at kaste tovet, satte far mig op på en 30 liters spand i styrehuset, så jeg lige kunne se ud, og så prøvede jeg at lægge skibet til kaj. Men jeg måtte kravle ned og kikke ud for at se, hvor jeg var, inden jeg så kravlede op på spanden igen og fortsatte med at styre. Min far blev spurgt om, hvem der var i styrehuset. Min søn svarede han. De troede ikke på ham, fordi de ikke kunne se mig. Men det gik da fint! Min far troede på mig. Jeg lyttede koncentreret til ham, da han dirigerede mig grundigt, så derfor gik det så godt. Dem, der var på kajen, grinede af mig. Men far var var stolt af mig. Han gav mig et skulderklap. Dengang var det en stor oplevelse.”

Til søs

Juaannguaq begyndte at sejle for alvor, da han var 16 år. Senere blev han uddannet i Nuuk som kystskipper og sætteskipper, og nu sejler han med Siuana fra Royal Arctic Lines. Han påmønstrer typisk i Aasiaat og sejler 6 uger ude, derefter 6 uger hjemme. Han var med til at hente et af Royal Arctic Lines nye skibe i Spanien i 2021. Da fløj han til Spanien og sejlede hjem til Grønland, vest om Irland og Skotland op til Færøerne. Der- fra til Sydgrønland rundt om Kap Farvel og op mod Nuuk. Det var spændende.

Han er 1. styrmand med særligt ansvar for sikkerheden ombord. Han er både på dækket og på broen.

Selv om der bruges meget navigation, er det en fordel at kunne se noget med sit blotte øje. For eksempel at kunne se, hvad det er for en type skib, man har i sigte. ”

Stemning

Mandskabet ombord er forskelligt, fordi de søfarende påmønstrer og afmønstrer forskelligt afhængig af, hvordan de er ansat. Den gode stemning er vigtig for Juaannguaq: ”At sejle er også at hjælpe hinanden. Det har betydning, hvordan kaptajn og officerer opfører sig. At de tager teten. At sejle giver mig ro, og derfor kan jeg rigtig godt lide det. Jeg kan da savne familien. Mine forældre bor her i Ilulissat og min kæreste, Pipaluk, i Sydgrønland. Heldigvis er inter- netforbindelsen god ombord, så vi face timer ofte.”

Mester

Det er meget fritid siden, det første foto blev taget med hans gamle kamera. Juaannguaq er en habil fotograf, som tager de flotteste billeder. Det er en passion.

Han kan lide at bevæge sig. Den tidligere grønlandsmester i 180 km. langrend tilbage i 1989 vandrer gerne. Engang gik han seks dage fra Kangerlussuaq til Sisimiut. Da var der god tid til at tænke og reflektere over hverdagen.

Lige nu bor han i Ilulissat, men flytter nok sydpå til kæresten. Fritiden bruger han også på at sejle og fiske ved Isfjorden.

”Engang var isbjergene i Isfjorden op til 100 meter over vandoverfladen, men jeg kan stadig ikke lade være med at tage billeder af dem, selv om de nu vel er højst 60 meter på grund af global opvarmning,” siger Juaannguaq Reimer om Guds flotte skaberværk. •