3 minute read

STUDERENDE I SPILDEVAND: Uddannelsen åbner op for en verden i konstant udvikling

Uddannelsen åbner op for en verden i konstant udvikling

Engang anså Mette Bornhøft spildevand som noget, der blev væk, når man skyllede ud i toilettet. Efter hun startede på uddannelsen som procesteknolog og sidenhen i praktik ved BlueKolding, er hun dog blevet meget klogere på – og mere interesseret i – spildevand. Med speciale i spildevand og processer ser hun nu sin fremtid i branchen.

Advertisement

TEKST: ANNA KLITGAARD / FOTO: METTE BORNHØFT

Det var et ønske om luftforandring, der i sommeren 2019 fik Mette Bornhøft til at søge ind på procesteknologiuddannelsen i Vejle. De sidste 16 år havde hun arbejdet som butiksslagter i Kolding, men nu skulle der ske noget andet. Med overbygningen som procesteknolog åbnede en ny verden med mange muligheder. Som den eneste på sin årgang valgte Mette Bornhøft at arbejde med processer i spildevandsbranchen i praktikperioden, og det er et valg, hun er glad for i dag. Som procesteknolog arbejder man med optimering af processer og med strategier. Jeg kan for eksempel beregne løftehøjder på pumper og dermed optimere de processer, de indgår i. Jeg synes, det er spændende at få mere ud af eksisterende systemer, og jeg er virkelig blevet bidt af spildevand.

Interessen for det sorte vand spirede allerede på skolebænken, og praktikopholdet, der startede i januar 2021 hos BlueKolding, har ikke lagt en dæmper på den. Vi snuste til branchen på skolen, men der er så meget mere at lære. Der er utrolig meget viden om og konstant udvikling i branchen, og det gør den spændende at arbejde i. Jeg vil gerne fortsætte i spildevandsbranchen, når jeg er færdig på studiet til sommer.

I forbindelse med sit speciale arbejder Mette Bornhøft sammen med BlueKolding for at se på biogaspotentiale. Det er et område, hun finder spændende, fordi der er så mange muligheder for optimering og udvikling. Procesteknologi handler jo om optimering af processer.

I mit speciale ser jeg på, om man kan finde biogas i slammet. Jeg bruger et minibiogasanlæg, der kører i 20 dage. Ud fra det kan jeg se, om det producerer biogas eller ej. Vores forventning er at kunne se en biogasproduktion.

BLÅ BOG:

Mette Bornhøft er 43 år og bor med sin mand og to børn på 16 og 18 år på en nedlagt landejendom udenfor Holsted. Hun er oprindeligt uddannet butiksslagter, men har siden sommeren 2019 studeret procesteknologi på Erhvervsakademi og Professionshøjskolen i Vejle.

Mette Bornhøft er ved at færdiggøre sit speciale som procesteknolog og har i løbet af studietiden været i praktik ved BlueKolding.

En helt ny verden

I det hele taget er det optimering, som Mette Bornhøft brænder for. Hun kan godt lide at ”pille ved anlæggene og få dem til at køre mere effektivt”, og på renseanlæg er der mange anlæg og processer at pille ved. Før hun startede på studiet, tænkte hun dog som mange andre borgere – mest på spildevand som noget, der forsvandt, når man skyllede ud i toilettet. Det er virkelig en helt ny verden, der har åbnet sig. For der er jo ikke noget, der bare bliver væk. I stedet er det et stort maskineri, der går i gang, når man skyller ud. Det har været den største øjenåbner for mig på studiet, og jeg vil gerne være en del af det maskineri, når studietiden snart er overstået.

Den næste tid sidder Mette Bornhøft i driften på BlueKolding i Vamdrup. Men har du efter juli brug for en procesteknolog på din forsyning, der brænder for spildevand og optimering, så skriv til hende på: metteborn@live.dk.

STUDERENDE I SPILDEVAND

I hvert blad dedikerer vi spalteplads til unge mennesker i spildevandsbranchen. Hvad laver de? Hvordan stiftede de bekendtskab med branchen? Hvilke tanker har de om fremtiden? Svarene får du her.

This article is from: