2 minute read

Klimaet kalder

Next Article
KORT NYT

KORT NYT

I 2020 vedtog man en ny klimalov. Målet er en 70 procents reduktion af CO2-udledningen i 2030. Det betyder, at bilerne på vejene skal svine mindre, industrien skal være mere klimavenlig, energiformerne skal være mere grønne, og affaldet skal genanvendes. CO2-udledningskrav til nye person-, vare- og lastbiler har en direkte indflydelse på drivhusgasudledningen i Danmark, så det får også indflydelse på servicebilerne rundt om på landets renseanlæg.

TEKST: ANNE-SOFIE STORM WESCHE

Advertisement

Rundt om i de danske kommuner sidder byrådsmedlemmer og overvejer, hvordan den nye klimalov skal implementeres i netop deres by. En af kommunerne er Odense, hvor der er sat 50 millioner kroner af til arbejdet i budget 2022 for at kunne nå ambitionen om at blive klimaneutral i 2030. Odense Kommune har opstillet syv forskellige indsatser for at må målet. En af dem er ”bæredygtig mobilitet”, det betyder i praksis, at CO2-udledningen fra transportområdet i Odense skal reduceres med samlet 150.000 ton frem mod 2030. Det svarer til, at den samlede fossile trafik reduceres med 57%, svarende til 2,5 millioner kilometer i døgnet mindre end nu.

Ambitionen er, at flere skal cykle, flere skal bruge den kollektive trafik i Odense, og der skal være flere nul-emissionskøretøjer i byen. Andelen af elbiler skal være 40% i 2030 - i dag er tallet under fire procent.

Forsyninger spiller en rolle

Hos Vandcenter Syd betyder den nye klimalov, at de skal omlægge deres logistik. Et af de tiltag, som man overvejer i øjeblikket, er at indkøbe elektriske servicebiler. Der er dog nogle servicebiler, som ifølge spildevandschef Ivan Vølund bliver sværere at erstatte: - Vi overvejer stadig, hvilke servicebiler der skal erstattes med el-versioner. Men en af vores kommende udfordringer er slamsugeren. De er ikke elektriske, men måske der findes en brintversion, vi kan investere i.

En anden udfordring er at skulle udskifte en hel vognpark, for servicebiler som slamsugeren holder typisk i 15 år.

Fokus på grøn biltrafik

Hos Aarhus Vand har man ligeledes tænkt klimaet ind i deres fremtidige investeringer og ifølge driftschef Lise Hughes har de i flere år arbejdet hen imod CO2 neutralitet: - Med den nye klimalov er der sat endnu mere fokus på udledning af klimagasser - fra mange forskellige steder. Vi arbejder også med at få elektrificeret vores bilpark og har allerede udskiftet en del biler, både personbiler og de lidt større servicebiler.

Et af de tiltag, Miljøministeriet foreslår, er, at en række kommuner får mulighed for at skærpe miljøzonerne, så persondieselbiler også omfattes i etableringen af nul-emissionszoner. Regeringen vil dermed sikre en grønnere biltrafik, renere luft og mere plads til naturen i de store byer rundt om i landet. Samlet set vil regeringen med udspillet afsætte 251,7 mio. kr. på miljøområdet frem til 2025.

Den 26. maj 2021 præsenteredes udspillet ”Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling”, der rummer 19 initiativer. De seks af dem ligger i Miljøministeriets regi: • Mulighed for forbud mod dieselpersonbiler uden partikelfiltre i miljøzoner • Mulighed for nulemissionszoner forbeholdt el-køretøjer m.v. • Mulighed for forbud mod ældre brændeovne i områder med kollektiv varmeforsyning • Nationalt partnerskab for ren luft • Mere skov tæt på hovedstaden • Sprøjteforbud på visse offentlige og private arealer

This article is from: