![](https://assets.isu.pub/document-structure/211011085018-0bc0243a63217ba538ee511a88c9ca05/v1/59a87f74c70ba2636fd50aa43ae82f31.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
4 minute read
UNG(E) I SPILDEVAND: Nyt makkerpar er klar til at prøve kræfter med branchen
from Spildevand #4 2021
Nyt makkerpar er klar til at prøve kræfter med branchen
Frederik Foder Randrup og Martin Rath Kronholm tog sidste år den sidste eksamen på Aarhus Maskinmesterskole og blev certificerede som erhvervsdykkere. De stiftede derefter virksomheden TechD, der bygger bro mellem deres teoretiske viden om instrumentering og praktisk problemløsning på for eksempel renseanlæg.
Advertisement
TEKST: ANNA KLITGAARD / FOTO: FREDERIK FODER RANDRUP OG MARTIN RATH KRONHOLM, TECHD
I dette nummer prøver vi noget nyt! Nemlig et portræt af ikke én, men to unge ildsjæle. Og frem for – som vanligt – at portrættere en ung, der er tilknyttet en forsyning, så er det to iværksættere, der får pladsen denne gang. De to er maskinmestrene Frederik Foder Randrup (27) og Martin Rath Kronholm (26), der efter praktikophold hos Tech Instrumentering blev så begejstrede for de muligheder, spildevandsbranchen tilbød, at de startede eget firma – TechD - Development & Diving.
Både Frederik Foder Randrup og Martin Rath Kronholm er certificerede erhvervsdykkere. TechD er ligeledes auditeret ved Søfartsstyrelsen og må derfor facilitere erhvervsdykkeropgaver på egen hånd.
Viden er vejen frem
I en tid med klimakrise og skærpede miljøhensyn er der brug for nytænkning. Og det kan de to unge iværksættere. De har set behovet for data og dokumenteret viden, men måling alene er ikke nok, siger de, for den skal også være korrekt. - I dag bruges der målere alle steder. De kan måle for eksempel pH, niveauer, flow eller tørstof. En ting er dog at måle, noget andet er at måle korrekt. TechD tilbyder blandt andet det lovpligtige årlige eftersyn, som inkluderer referencemålinger. På den måde får kunden et helt konkret billede af, om måleren virker. Er der problemer, tilbyder vi rådgivning om andre målemetoder, forklarer Frederik Foder Randrup. - Vi ser det som vores vigtigste opgave at forstå problemerne hos kunderne – og det kan være både indenfor spildevand, pharma-industrien og fødevarer, og så optimere ud fra det, supplerer
Martin Rath Kronholm.
Samarbejder om succes
På grund af praktiktiden hos Tech Instrumentering, har Frederik Foder Randrup og Martin Rath Kronholm oparbejdet et godt forhold til virksomheden. Derfor var det også naturligt for de to nyuddannede maskinmestre at starte op sammen med Tech Instrumenterings ejer Kim Andersen og i tæt samarbejde med hans virksomhed. Tech Instrumentering fokuserer nemlig hovedsageligt på salg, hvorimod TechD leverer rådgivning og service – men ikke kun i forhold til de applikationer Tech Instrumentering sælger, forklarer Frederik Foder Randrup. - Vi var begge meget glade for at være i praktik hos Tech.
Det gav os et godt indblik i branchen og mod på at starte op selv. Corona har gjort opstarten en smule besværlig, men vi er kommet godt fra start og glæder os bare til at kunne komme mere ud, præsentere os selv og vores produkter samt opbygge relationer. Vi vil gerne udfordre branchen med nye målemetoder, så man ikke ”bare” gør, som man altid har gjort. Kravene til indsamling af data skærpes, og der skal målingerne jo kunne følge med.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/211011085018-0bc0243a63217ba538ee511a88c9ca05/v1/f474812dee66346ddadb4d0d55d5a83e.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
Samarbejdet med Tech Instrumentering er ikke det eneste, TechD har startet op. For ved at indgå et samarbejde med en anden Aarhus-virksomhed - Consibio, der blandt andet har udviklet en innovativ dataopsamlingsplatform til bio-industrien til styring og regulering af processer, kan de tilbyde ekspertløsninger på flere områder. Og det er netop her TechD skal skille sig ud fra andre servicevirksomheder, forklarer Martin Rath Kronholm. - Vi skal være knivskarpe på de nyeste teorier og bedste løsninger. Det gør vi igennem samarbejder, for vi er alle stærke på hvert vores felt. Vi gør det også ved at tilbyde praktikpladser til maskinmesterstuderende. Jo flere hoveder, jo mere viden og jo mere nytænkning – jo bedre er det for branchen.
Et kig under overfladen
TechD tilbyder ud over service og rådgivning også eftersyn af tanke. Frederik Foder Randrup og Martin Rath Kronholm er nemlig begge certificerede erhvervsdykkere, og derfor kan de tjekke beluftere, anoder i indløbsrør eller andet, der ellers er svært tilgængeligt. Ud fra inspektionerne kan de vælge den rette løsning sammen med kunden, og det er den proces, de to iværksættere særligt ser frem til. - Vi elsker nørderi. Vi bruger mange interessetimer på at sætte os ind i problemstillinger, løsninger og systemer. Vi nørder, indtil vi finder den rette løsning for kunden. At få lov til at komme ud og omsætte den teori, vi kender, til praksis, er enormt tilfredsstillende. Og så er det fedt, når kunderne begynder at ringe til os, fordi de kan bruge vores viden og løsninger – så bliver iværksætteriet for alvor sjovt, siger Frederik Foder Randrup.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/211011085018-0bc0243a63217ba538ee511a88c9ca05/v1/ab7006a8ee3667eff755c39c4c56ea03.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
![](https://assets.isu.pub/document-structure/211011085018-0bc0243a63217ba538ee511a88c9ca05/v1/8f7aee38b7ea67efc1eb0fd975dcbc1f.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
BLÅ BOG:
Martin Rath Kronholm er 26 år og bor sammen med sin kæreste i Aarhus. I sin fritid går han på jagt, dykker, fisker og bruger tid i køkkenet på at tilberede den hjembragte mad.
BLÅ BOG:
Frederik Foder Randrup er 27 år og bor i Højbjerg, Aarhus. Han holder af undervandsjagt og går op i sundhed, motion og madlavning. Desuden er han næsten altid i gang med DIYprojekter.