4 minute read

Huskede du at fejre toilettets dag?

Toilettets dag er ikke for sjov, om end det lyder som en joke. Dagen bliver fejret den 19. november og er ment som en hyldest til toiletter over hele verden. Det er organisationen WTO, World Toilets Organization, der har taget initiativ til dagen. Men hvorfor er det egentlig vigtig at fejre toilettet?

TEKST: ANNE-SOFIE STORM WESCHE

Advertisement

Hvis man har rejst i Sydøstasien, sætter man pris på diverse former for civiliserede toiletter. Nogle vil måske sværge, at de aldrig kommer til at sidde på hug over et pedallokum, men erfaringer taler for lokummet. Dels kan man hurtigt komme væk, hvis et kryb eller andet skulle beslutte sig for at være tilskuer, og dels kan man med en fyldt spand vand hurtigt skylle efterladenskaberne væk. En gammel bekendt indrømmede, at han foretrak pedallokummet efter at have siddet på et ordinært toilet i Malaysia og pludselig mærkede tilstedeværelsen af en besøgende nedefra. Det var en nysgerrig rotte, der syntes, at hans hvide, nordiske bagdel så tillokkende og eksotisk ud.

Mr. Toilet

Organisationen WTO blev grundlagt den 19. november 2001 af filantropen Jack Sim. Han startede ud som entreprenør i bygningsindustrien, men da han fyldte 40, besluttede han sig for at trække sig tilbage med sin formue og dedikere sit liv til velgørende formål. I dag går Jack Sim også under navnet Mr. Toilet, et kælenavn, som i følge ham selv, gør ham stolt, for hans motto er: Shit is like fire, if you cannot control it, it will kill you!

Eller på dansk “lort er som ild, hvis du ikke har det under kontrol, vil det slå dig ihjel. Og Jack Sim ved, hvad han taler om. Han voksede op under fattige kår i Malaysia uden toilet i huset, men med adgang til et fælles lokum i gården. Her blev der skyllet efter med vandspande, og der var hele tiden mennesker, der blev smittet med sygdomme fra de uhygiejniske lokummer.

I 2019 udgav Unicef og WHO en rapport sammen, hvori de konkluderede, at 4,2 milliarder mennesker stadig ikke har adgang til ordentlige toiletforhold. Konsekvensen af dette kan være dødelig, for dårlige sanitære forhold bringer sygdomme som dysenteri og hepatitis A med sig. Eller som Jack Sim siger på sin Instagram i forbindelse med FNVerdensmål: Hvis du ikke kan tale om det, kan du heller ikke forbedre det. Den vigtigste udfordring for FNmål nummer seks, er, at mennesker stadig ikke taler om sanitet og toiletbesøg som et normalt emne. Sanitet er den billigste medicin, der findes i verden. Hvis du har et toilet, og du samtidig har god hygiejne og adgang til at vaske dine hænder, og du tager dig af affaldet fra toilettet, så kan du stoppe spredningen af en række sygdomme. Før vi startede

WTO, hed det sig, at udfordringen alene var vand, men jeg begyndte at snakke med folk om toiletter. Og nu er tiden inde til, at almindelige mennesker bliver ok med at snakke om emnet. Lad os nu begynde med at fokusere på folk, der lider. Lad os gøre dem i stand til at handle. Vi skal lære dem at bygge deres egne toilettet.

Eller som ordsproget siger: Giv ikke manden en fisk, men giv ham en fiskestang og lær ham at fiske.

I dag har WTO 57 medlemslande, Danmark er dog endnu ikke blandt dem. På WTO’s hjemmeside opremses fire fundamentale grunde til at bygge toiletter: For det første for børnenes skyld. Hver dag dør der nemlig 8001.300 børn under fem år på grund af sygdomme, som er opstået på grund af dårlige toiletforhold og beskidt drikkevand. For det andet forhindrer det piger i at gå skole, fordi toiletforholdene mange steder stadig ikke er kønsopdelte. Det gør, at det potentielt er farligt for unge piger at gå på toilettet, og derfor bliver de holdt væk fra skolen. Det tredje forhold er ”afføring i det fri”, fordi man ofte forretter sin nødtørft ved floder og kanaler med det resultat, at afføringen forurener drikkevandet. Og sluttelig er der den økonomiske side af sagen. For hver dollar der bliver investeret i sanitære forhold, får man i gennemsnit fem dollar igen i sparede helbredsomkostninger og produktivitet.

En god, gammel opfindelse

Toilettet er ikke en ny opfindelse. Et af de første man har kendskab til, er fra stenalderbopladsen Skara Brae på Orkney Øerne nord for Skotland. Toilettet kan dateres tilbage til 3000 før Kristus. Ligeledes har man i Asien på samme tid fundet toiletter, nogle sågar vandskyllende som i Harappa i Pakistan. Under Romerriget var toiletbesøget en social oplevelse, her sad man på række, fes lidt og snakkede om dagens begivenheder. Det, at mødes over en lille prut, var simpelthen en kulturel ting. Toiletter var dog stadig forbeholdt de fine i byen. Under den franske konge Louis 16. og hans hustru Marie Antoinette opfandt man den såkaldte ”commode”, som var en trækasse med en lille porcelænskumme, hvorpå kongen eller dronningen kunne sidde i fred. Den engelske dronning Elizabeth 1. havde et lignende, som var gemt væk bag højrødt velour pyntet med blonder og velduftende urter, der kunne tage toppen af dronnings odør. Og det var faktisk under Elizabeth 1., at trækogsliptoilettet blev opfundet. Æren tilfalder Sir John Harrington, dronningens gudsøn. Han udtænkte cisternen, der var hævet op over toilettet, så skyllet automatisk blev hjulpet på vej af tyngdekraften. Det eneste problem var, at hans opfindelse blev ignoreret i 200 år, inden Thomas Crapper tog æren for ”træk og slip”. I 1775 fandt urmageren Alexander Cummings på at lave afløbet sformet, så de mere overvældende lugte forblev under toilettet.

I år har WTO 20års jubilæum, og stifteren Jack Sim opfordrer sine følgere i anledning af dette til at lægge toiletselfies op på instagram og tagge @worldtoiletorg. Vi lader opfordringen stå …

This article is from: