PORTRÆT: Fra sygepleje til spildevand

Fra sygepleje til spildevand

Det kræver mod og selvindsigt at skifte spor i livet. Tidligere akutsygeplejerske Line Rodenkam Melchiorsen forlod det hektiske og adrenalinfyldte arbejde på en skadestue til fordel for en stilling som procesingeniør på Kalundborg Forsyning.

TEKST OG FOTO: ANNE-SOFIE STORM WESCHE

PORTRÆT

Det er en kold og grå dag i Kalundborg. Efter et par lune dage er efteråret vendt hjem med tiltagende styrke, og de lune vinde har sluttet deres nordlige besøg og er taget sydpå. Kalundborg Forsyning ligger ved havnen, midt i storindustri og lystbåde, der for vinteren har fundet ly på land. Line Rodenkam Melchiorsen har booket et mødelokale med udsigt ud over havnen, et stort rødt containerskib ligger derude og venter på næste ordre.

Da Line sluttede gymnasiet med en matematisk studentereksamen, var der kun én retning for hende at gå i, sygeplejen. Line blev færdiguddannet fra Slagelse i 2011, og det gik hurtigt op for hende, hvor hendes interessefelt lå. Akutsygeplejen, traumeafdelingen og skadestuen blev hendes nye fundament, det var spændingen og det akutte, der trak: - For mig var det intensiteten og det uforudsigelige ved akutsygeplejen, som tiltrak mig, og især nattevagterne elskede jeg. Men da jeg fik min første søn, begyndte tingene at ændre sig. Under barslen var der flere ting, der gik op for mig, jeg begyndte at føle en træthed og udmattelse. Akutafdelingen har mange vagter, og på en måned havde jeg op til 12 nattevagter, og det blev for meget.

Line fik tilbudt en stilling som visitator i Odsherred Kommune. Det betød en højere løn, dagvagter og flekstider, alle elementer som passede godt ind i småbørnsfamilien. Line arbejdede der i et års tid, men også her sneg samfundets utilstrækkelige syn på borgeren sig ind på hende. Der var ikke længere samme tid og overskud i systemet til at se og tilgodese de enkelte behov hos borgeren: - Sammen med et par tidligere studiekammerater overvejede vi at åbne vores eget plejehjem, og hvis det ikke skulle være det, måtte jeg finde på noget helt andet. Tilfældigvis så jeg i lokalavisen en annonce for Professionshøjskolen Absalon. Jeg havde allerede læst flere artikler om uddannelsen som diplomingeniør i bioteknologi, og pludselig slog det mig, at det var min mulighed. Jeg talte det igennem med min mand, for jeg ville gå fra en fast indtægt til

SU, men der var bare så mange spændende elementer; uddannelsen lå i Kalundborg, hvilket er tæt på vores hjem, og jeg ville få mulighed for at præge en ny uddannelse.

Line søgte ind og ville lige give det et halvt år, sygeplejen kunne hun altid vende tilbage til. Men uddannelsen som diplomingeniør var lige hende. Den tog tre år plus et halvt år i praktik på Kalundborg Forsyning. Efter bacheloren blev hun ansat i februar i år.

Line Rodenkam Melchiorsen ser sin fremtid i spildevandet, og hun er meget optaget af, hvordan det rensede vand kan bruges i andre sammenhænge - eksempelvis industrielt.

Et identitetsskift

Afstanden mellem sygeplejen og spildevandet kan synes lang, men der er elementer, der for Line hænger sammen og udgør det fundament, hun nu står på. - For mig er begge verdner utroligt meningsfyldte. Jeg holdt virkelig meget af sygeplejen, men det var aldrig et fasttømret kald for mig, det var et arbejde. Omsorgsgenet derimod er en del af min personlighed, en del af mig. Min identitet har udviklet sig med årene, jeg er stadig en fan af at gøre noget godt for andre, men min tilgang til verden er blevet mere naturvidenskabelig. Som sygeplejerske var jeg allerede på vej i den retning, så på en måde har det også været en naturlig udvikling for mig at vælge ingeniørretningen.

Men kan man koble de to verdner? Det eksistentielle spørgsmål har ofte spøgt hos Line, og det er noget, hun stadig tænker over: - Jeg var aldrig rigtig visitator i sindet. Jeg var sygeplejerske, men jo mere jeg bevæger mig ind i den bioteknologiske verden, des mere fjerner jeg mig fra sygeplejen, og det skaber en indre konflikt i mig, for jeg er ikke helt klar til at sige endelig farvel. Og måske bliver jeg det aldrig? Jeg er sygeplejerske, men jeg er bestemt også procesingeniør, og jeg stræber mod at koble de to identiteter. Min erfaring fra nattevagterne på skadestuen, de fulde folk, de store livskriser, trafikuheldene, dem tænker jeg jo ikke over til daglig, men jeg ved, at det har givet mig en kæmpe ballast og selvtillid.

Jeg går ikke i panik over nye ting, jeg har oparbejdet en ro fra traumestuen, der gør, at jeg i dag evner at tage en beslutning på stedet.

Der er en robusthed, en styrke og en oprigtighed blandet med en god portion lattermildhed iboende i Line, og det kommer til udtryk i hendes holdninger: - Da jeg startede på studiet, anede jeg intet om spildevand. Jeg vidste som alle andre, at man trak i toilettet, og det var det. Men da vi på andet semester netop havde om spildevand, blev jeg bare grebet af det. Det er spændende med hele miljøaspektet, men også hele kompleksiteten i det. Du ved ikke, hvad der kan komme, det kan du ikke styre. Du kan have en ide om det og give tilladelser og lave regler, men du kan jo ikke styre regnen eksempelvis.

Der er dog et spørgsmål, der står og dirrer i rummet, hvad kan fremtiden lære af fortiden?

- Sygeplejefaget kan rigtig meget, og for mig er det virkelig ærgerligt at se, hvordan det bliver nedprioriteret gang på gang. Jeg blev bitter og følte mig til grin, når jeg havde haft endnu en vagt, hvor jeg ikke nåede at spise og følte mig heldig, hvis jeg kom på toilettet. Når jeg endelig kom hjem og så på min lønseddel, følte jeg mig til grin. Jeg måtte træffe et valg. Heldigvis har jeg fundet noget nyt, jeg brænder for.

Line nævner flere ting, som sygeplejefaget har givet, og som i dag er brugbare i spildevandsbranchen; den systematiske tilgang og diagnosticeringen. De to skal til for at samle de rette faggrupper, indsamle de rette prøver og endelig samle puslespillet. Og det samme gælder for akutsygeplejen. - Diagnosticeringen eller analysen af spildevandet minder mig om min erfaring fra sygeplejegangen. Dem, der går ude på anlægget, har også et klinisk blik, de scanner på samme måde, som når man går ind til en patient. Man lægger mærke til en farve eller en duft.

Det er det samme blot i en anden kontekst. Line smiler ved sammenligningen af de to verdner, mens hun fortæller, at hun brænder for dem begge.

Mennesket bag sygeplejersken og ingeniøren

I forbindelse med arbejdet på Kalundborg Forsyning gennemgik Line en personlighedstest, den var udpræget grøn (de andre farver i testen er blå, rød og gul). Den grønne farve betyder, at vedkommende er optaget af sammenhold, samarbejde, og at folk har det godt. Under den grønne farve lå den blå farve, hvilket blandt andet betyder, at man er detaljeorienteret. Egenskaber, der fungerer i begge verdner. Men hvem er Line så i dag? - Jeg er en glad mor, der vender hjem til mine drenge. Jeg har mere overskud. Jeg sidder med en grundfølelse af, at jeg gør noget godt ligesom i sygeplejen, men der blandede der sig altid en tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det godt nok. Og den havde jeg svært ved at navigere i. En kæmpe cadeau til dem, der stadig kæmper derude, men for mig er det et endt kapitel.

Under coronaen vendte Line dog tilbage til afdelingen. Dengang var hun stadig studerende, men hun ville gerne hjælpe sin gamle afdeling. Hun var der et par gange, men blev igen mindet om de samme problematikker som før. Det blev for bureaukratisk, blot det at ville hjælpe kunne ikke gøres simpelt. - Jeg er glad i dag, og jeg er glad her. De fleste dage kører jeg hjem og tænker, at det var fedt, det gjorde jeg ikke altid som sygeplejerske. Skiftet har været skelsættende for mig. Det var vildt at sige sit job op, og mens vi stod i det, min mand og jeg, var der ikke andre muligheder, men bagefter gloede vi på hinanden og tænkte: Hold da kæft! Hvordan kom vi igennem det? Men jeg vil aldrig fortryde min vej, og indimellem overvejer jeg, hvordan de to verdner kan kombineres. Jeg har stadig min autorisation, men jeg går ikke tilbage. Dog er sygeplejen en del af min bagage. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg tog uddannelse som sygeplejerske, det har nuanceret mit verdensbillede, fra jeg startede til nu, og jeg har opnået en masse erfaring gennem det, jeg har set og oplevet.

Et sporskifte

Koraller trives i rent vand, der er i stadig bevægelse, de trives ikke på læsiden, men på vindsiden, hvor bølgerne og strømmen er stærkest. Er du som en koral? Spørgsmålet hænger lidt i mødelokalet, kaffemaskinen beslutter sig for at hoste stilheden væk ovrefra hjørnet. Line tøver lidt, så svarer hun: - Det er nok et meget godt billede på mig. En god sammenligning.

Jeg vil gerne udfordres, og det bliver jeg her. Jeg får lov til at være med til at samle og analysere data om vandkvaliteten, og jeg er med til at præge min egen hverdag. Min plan er at blive her længe - så længe der er en udvikling, bliver jeg. Men jeg havde ikke kunnet skifte spor uden støtten fra min mand. Han blev ved med at tro på mig. Det har været en holdindsats mellem min mand og mig, og sammen er vi kommet igennem det. Jeg er boglig stærk og systematisk, men jeg har også måtte acceptere, at de høje karakterer ikke bare kom væltende ind ad hoveddøren. Og så var jeg heldig med min studiegruppe, og det er vigtigt, for man kommer ikke sovende til en diplomingeniør. Det har været 10 gange hårdere at læse, end jeg havde regnet med. Akademisk er den meget tungere, og godt jeg ikke vidste det. Mikrobiologien tvang mig til at blive kaffedrikker, og ikke de lange aftenvagter på akutafdelingen, men de 50 sider der skulle læses og forstås.

Line griner, og hendes latter er ret smittende, da hun sluttelig fortæller om drengenes holdning til, at deres mor arbejder i spildevandsbranchen: - Drengene synes, det er fedt. De tror, at når de råber ned i toilettet, kan jeg høre dem heroppe.

BLÅ BOG:

Navn: Line Rodenkam Melchiorsen Jobtitel: Procesingeniør hos Kalundborg Forsyning Bopæl: Bor sammen med sin mand og to drenge på 7 og 5 år i en mindre by uden for Kalundborg Privat: Er aktiv og frivillig i den lokale gymnastikforening, hvor hun er træner for et børnehold