2 minute read

KøkkenTjansen af Marianne Kyndesen

KØKKENTJANSEN

Af Marianne Kyndesen

I november måned 2019 blev vi inviteret til at ansøge om at deltage i KøkkenTjansen, som er et samarbejde mellem Efterskoleforeningen, Nordea Fonden og Madkulturen .

Det var et projekt, hvor køkkenpersonale fra forskellige efterskoler i vores område deltog . Vi har afsluttet projektet i november 2021 efter nogle spændende kursusdage fordelt over 10 kursus dage . Vi har fået en øjenåbner på nogle områder . På andre områder er vi blevet bekræftet i, at det vi gør, er rigtig godt . Det er også spændende at høre, hvordan andre efterskolekøkkener gør .

KøkkenTjansen er sat i verden for at skifte fokus fra opvask og skrælning af løg til at give efterskoleeleverne en sjov og lærerig oplevelse, når de er i køkkenet . Målet med projektet er at øge den unge generations lyst og kompetencer indenfor madlavning . Det gøres igennem en række kurser og workshops, hvor efterskolernes køkkenmedarbejdere inspireres og motiveres til at skabe en forandring, idet de bliver klædt på til at lave en sjov, pædagogisk og madfaglig KøkkenTjans med eleverne i centrum .

Det skal give vores elever mere lyst til at gå mere i køkkenet også derhjemme, og når de engang selv skal sørge for madlavningen .

På en af de første kursusdage havde vi forstanderen med på kursus, og der talte vi om, hvordan vi kunne optimere vores KøkkenTjans på Dhe . På en måde var eleverne glade for ikke at have så meget køkkenvagt, men på den anden side var det også frustrerende at komme ind midt i en time både for elever og lærer . For det tredje var det også træls bare at vaske op og gøre rent . Aftalen blev, at vi ville arbejde på at få eleverne med i køkkenet det meste af dagen, det satte vi så i gang i løbet af skoleåret 20/21 .

Nu prøver vi på at give eleverne en oplevelse af, hvad det vil sige at arbejde i et stort køkken . Vi får rigtig mange positive tilkendegivelser om, at det både er lærerigt og sjovt . Vi laver forskellige loops (små forløb af en halv times varighed med eleverne), hvor de får lov til at bage fx pandekager, vandbakkelser, lave mayonnaise og mange andre sjove ting . Vi er først lige begyndt .

Vi, køkkenpersonalet, får masser af kommentarer i dagligdagen fx:

»Hold nu op, det er store portioner« »Jamen, det er ligesom mor laver det eller som bedstemor« »Ej, hvor fedt at lære noget nyt« »Det skal mor altså se!« (Den lækre kage, salat eller hvad eleven nu har lavet, og så bliver der sendt en snap .) »Det er 100 gange bedre end før, for nu er vi ikke kun ’køkkenslaver’, nu lærer vi noget i stedet for!«

Selvtilliden vokser, når de får lov til at vælge at bage kage til hele skolen, har lavet den lækreste salat i enten den kolde afdeling eller til frokosten .

Et af projekterne i KøkkenTjansen var at lave »Den store syltedag«, hvor eleverne fik lov til at sylte forskellige ting . Et andet projekt var en »Værtsskabsdag«, og der valgte vi Bedsteforældredagen . Her skulle eleverne være vært for deres bedste forældre og som afrunding på dagen, forærede eleven et glas med syltede grøntsager til bedsteforælderen .

This article is from: