”Jeg har kendskab til virtuelle dissektionsprogrammer. Jeg mener ikke, de kan erstatte den fysiske dissektion. Det kan være et supplement”
Ansigt til ansigt med døden Uanset hvor makabert det end kan lyde, så vil jeg også se et dødt menneske. Jeg vil også lære om kroppens tredimensionelle opbygning ved at have den mellem hænderne, hvor den kan vendes og drejes og mærkes på. Jeg vil også dissekere! Af Sørine Elinore Gram Foto: Colourbox / Teodora Nastasijevic
B2 er for mange et frygtet modul. De fleste husker nok tilbage på det som en tid med fart over feltet og en konstant strøm af nye informationer, som bare skulle læres udenad. Men blandt det svære læsestof og endeløse timer med atlas åbent, husker mange nok også dissektionen. Man kan næsten ikke undgå, at den gør et indtryk, en-
14
ten fordi det, at dissekere, er grænseoverskridende, spændende eller bekræfter en i valget om at læse enten medicin eller klinisk biomekanik. Men den oplevelse må jeg som vinterstarter fra årgang 2020 altså undvære. Todimensionel anatomi Som kompensation for den manglende fysiske dissektion fik alle os på årgangen adgang til et virtuelt dissektionsprogram. På den måde blev pro-
blemet skubbet væk og mange tænkte nok dengang, at det ene vel kunne være lige så godt som det andet. Dog kan jeg næsten ikke tro, at todimensionel, virtuel dissektion er nok til at erstatte indtrykkene og læringen fra den fysiske. Jeg er nødt til at spørge SDU’s mest erfarne anatomi-guru, cand.med. og lektor John Chemnitz, om hans holdning. Chemnitz’ svar er meget entydigt, han fortæller mig føl-
