Da Mette Frederiksen mødte en giraf i Silkeborg

Giraffen i Silkeborg

To sygeplejersker havde pustet en giraf op og stod sammen med ca. 100 sygeplejersker klar til at modtage Mette Frederiksen på Torvet i Silkeborg den 14. august. Her ankom hun kl. 10.30 flankeret af sin udvalgte stab og PET for at tale med borgerne som en optakt til kommunalvalget i november. Sygeplejerskerne havde fundet ud af, at der i Mette Frederiksens blå bog fra gymnasiet står, at en giraf er hendes yndlingsdyr. Nu skulle hun have lov at se giraffen, efter hun hele sommeren havde undgået at tale med sygeplejerskerne.

Sygeplejerske Kristine Justesen havde som den eneste under hele konflikten held med at få statsministeren i tale. Det skete, da Mette Frederiksen var på besøg i Silkeborg den 14. august for at tale med Socialdemokratiets borgmesterkandidat. Kristine Justesen og Mette Frederiksen har nemlig gået i gymnasiet sammen, og Kristine Justesen nøjedes ikke med at tale med Mette Frederiksen. Hun havde også et brev i tasken, som hun overrakte, og Mette Frederiksen lovede Kristine at læse det.

Kære Mette I juni er det 25 år siden, du og jeg blev studenter fra Aalborghus Gymnasium. En coronavirus satte desværre en stopper for vores jubilæum. En coronavirus, hvor Danmark var afhængig af os sygeplejersker, og vi var klar til at kæmpe for patienterne. Jeg selv blev sendt på intensiv, fordi jeg har respiratorerfaring. Jeg var rædselsslagen for, hvad var det for en virus, der var kommet til landet!Du har fået en meget ansvarsfuld post som statsminister, og jeg har fået et meget ansvarsfuldt arbejde som anæstesisygeplejerske. Jeg bedøver patienter, og sikrer mig, at de føler sig trygge gennem min professionelle kommunikation. Jeg bruger al min faglige viden til at planlægge bedøvelsen, så min patient sover godt, har en sikker luftvej, stabil blodcirkulation, er godt smertedækket og får nok ilt under bedøvelsen. Jeg tror, at du ligesom jeg er glad for dit arbejde, fordi det er en måde, vi kan gøre en forskel for rigtige mennesker. Men det er også et krævende arbejde, som fortjener at blive anerkendt. Jeg er vildt glad for mit arbejde, og jeg synes, det er spændende og udfordrende, men jeg er stærkt bekymret for, om jeg bliver ved med at have nok kollegaer i fremtiden. Færre søger ind på uddannelsen, flere og flere forlader faget, fordi det er for stressende, og mange går på pension. Jeg er bekymret for, om jeg bliver en af dem, der bliver stresset, og om jeg kan holde til mit arbejde, hvis vi bare bliver færre og færre. På min anæstesiologiske afdeling, som aldrig tidligere har haft problemer med at få ansøgninger nok, får vi nu alt for få til de vigtige stillinger. Når jeg kigger rundt på mine kollegaer, kan jeg se, at i løbet af de næste 5 år er mange gået på pension, og der er ikke nok til at tage over. Når jeg er ude på de kirurgiske og medicinske afdelinger og lægge venflon, oplever jeg sygeplejersker, som er maksimalt pressede. Resultatet for hospitalet er, at vi har været nødsagede til at lukke sengepladser både i Silkeborg og Viborg på grund af sygeplejerskemangel. Det jeg ser og hører på arbejdet skriger på, at der skal ske noget. NU! Der skal laves en tydelig plan for, hvordan vi fastholder sygeplejersker med seriøst mange års kostbar erfaring og dermed vigtige kompetencer, og hvordan vi gør faget mere attraktivt for kommende kollegaer. Hvordan skaber vi et bedre arbejdsmiljø for sygeplejerskerne specielt på sengeafdelinger og akutmodtagelsen, hvor den største udskiftning af sygeplejersker sker? Hvordan kan vi rekruttere flere, når færre søger ind på sygeplejerskeuddannelsen og flere og flere forlader faget? Hvor skal de 1000 sygeplejersker komme fra?! Et af midlerne til fastholdelse og til at gøre sygeplejerskefaget attraktivt er en væsentlig lønstigning. Lige nu kan sygeplejerskerne finde andre veje på arbejdsmarkedet, som giver samme løn, hvis ikke mere. Min egen bruttogrundløn på 34 timer efter 19 års anciennitet og en specialuddannelse i anæstesiologisk sygepleje det vil sige i alt 5 ½ års uddannelse er 27.728,19 kr. Jeg stiger IKKE mere, med mindre jeg går på fuld tid!! Juni var ikke bare den måned, hvor vores gymnasiejubilæum blev aflyst - det var også der sygeplejerskerne stemte overbevisende NEJ til overenskomsten. I dag har vi strejket i 57 dage inklusiv en sommerferie, og der har ikke været skyggen af forhandlinger, fordi regionerne INGEN penge har. Så på mange måder oplever vi, at pilen peger direkte i din retning. Den peger på regeringen, og den peger på Christiansborg. Den danske model dur ikke i denne situation, når der ikke er en krone at komme efter! Det er et politisk ansvar at løse dette problem, og jeg håber ikke strategien er at vente på, at strejkekassen er tom, for så har I tabt mange sygeplejerskers gnist og håb, om en bedre fremtid. Sygeplejefaget er fantastisk, og det er fantastisk vigtigt. Det er veldokumenteret, at flere sygeplejersker giver mere tilfredse patienter, større patientsikkerhed og færre dødsfald. Vi håber på, at flere vil være med til det ved at søge ind på uddannelsen, gennemføre uddannelsen og blive i faget. Det kræver også, at arbejdet bliver anerkendt gennem en ordentlig løn.

Jeg stemte selv NEJ, fordi vi gennem årene har fået stadig flere patienter og flere komplekse patienter og samtidig færre sygeplejersker til at varetage de effektive komplekse patientforløb. Der er ikke fulgt flere penge med til sygeplejerskerne. Vi skal bare løbe hurtigere eller arbejde smartere, som det så pænt kaldes. Antallet af beskæftigede sygeplejersker på landets sygehuse er steget med 20 pct. i perioden 2001-2018, men i samme periode har væksten i aktiviteten været mere end fire gange større nemlig 81 %!! Det taler vist for sig selv, hvorfor sygeplejerskerne synes, der er brug for at få fokus på, hvordan vi kan fremtidssikre et velfungerende sundhedsvæsen, hvor der ikke kun er behandlingsgaranti men også omsorgsgaranti til patienten. Eller hvordan ønsker du sundhedsvæsenet skal fungere fremover?Jeg tænker, at du kender alt til Tjenestemandsreformen fra 1969, og hvor lidt vi sygeplejersker elsker den. Det er utroligt her i 2021, at der endnu ikke er gjort op med den reform og det store lønefterslæb, sygeplejerskerne har, sammenlignet med for eksempel folkeskolelærerne. Den forskel gør ikke noget godt for sygeplejerskernes arbejdsglæde og faglige stolthed. Tværtimod stikker det i øjnene, at noget er helt rav ruskende galt, og det gør, at vi kan føle os fortabte i det politiske spil. Det meningsfulde arbejde giver pludselig ikke så meget mening, fordi vi ikke kan levere den behandling og omsorg, som patienterne fortjener. Kære Mette, jeg ved, du kan. Det er et spørgsmål om prioritering af sundhedsvæsenet. Vil du have omsorgsgaranti til patienterne? Jeg ved, det ikke er en nem opgave at løse, men det er så vigtigt, at du og regeringen viser, at omsorg har værdi. Hvad er det ellers for et samfund, vi lever i, hvor vi kun har tid til de mest livsvigtige arbejdsopgaver men ikke tid til at sætte patienten i centrum. Så gør noget nu, inden endnu flere sygeplejersker forlader faget, og inden endnu flere patienter må vente forgæves på omsorg og behandling. De bedste hilsner Kristine Bernstorff Justesen

Over 100 sygeplejersker var på plads foran rådhuset i Aarhus med rammende skilte, da byrådet mødte ind til sit første møde efter ferien på strejkedag #61 den 18. august.

”Politikerne skal have dårlig samvittighed, hvis de overser os, og vi kæmper til det sidste,” lød det i interviewet med DR.

Mere i løn til min mor

Hvis børn skal vælge at følge i deres forældres fodspor og blive sygeplejersker, når de bliver store, så kræver det mere i lønningsposen. Det var et af budskaberne, da sygeplejersker i Aalborg den 19. august arrangerede sit down-strejke med hjemmelavede skilte midt på Nytorv i Aalborg centrum.

DA UDDANNELSEN VAR 100 PCT. PRAKTIK

Da uddannelsen af sygeplejersker i sin tid startede, var der ingen praktikpladser, for hele uddannelsen var praktisk og foregik på afdelingerne. Rengøring og sengeredning fyldte meget i uddannelsen. På billedet fra 1932 er sygeplejeelever i gang med den daglige rengøring på Herning sygehus. Efterhånden kom der lidt teoriundervisning, som langsomt voksede i omfang. Det var meget forskelligt fra sted til sted, hvor meget teoriundervisning eleverne modtog. Først med uddannelsesreformen i 1957 kom det i faste rammer. Uddannelsen var fortsat en mesterlære, og eleverne indgik i det praktiske arbejde som lønnet arbejdskraft. Sygehusene var fortsat helt afhængige af eleverne i plejen.