LØNNEN
E R H E LT V I L DT
DEMOTIVERENDE Luca Pristed er 27 år, nyuddannet og arbejder 37 timer om ugen til en grundløn på 26.207 kr. på en travl akutmodtagelse i Region Hovedstaden. Med udsigt til et presset arbejdsliv, hvor næste lønstigning sker om otte år, og han får slutløn efter 10 år, har han efterhånden svært ved at se en fremtid indenfor sygeplejen. Tekst ANNE WITTHØFFT � Foto BAX LINDHARDT
J
eg er 27 år og har arbejdet så hårdt det seneste år, og jeg er så smadret, når jeg kommer hjem, at jeg ikke længere kan se, hvordan jeg skulle kunne have børn eller en fremtid i det her fag.” Sådan siger Luca Pristed, 27 år, nyuddannet sygeplejerske ansat på Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital. Dermed afspejler han resultatet af en undersøgelse fra VIA University College fra 2020, som viser, at hver fjerde nyuddannede sygeplejersker på grund af højt arbejds- og tidspres ikke er sikre på, at de er sygeplejersker om fem år. ”Især ikke med en grundløn på 26.207 kr. og udsigt til næste lønstigning om otte år, og så igen for sidste gang, når jeg har været sygeplejerske i 10 år. Jeg kan ikke se det for mig. Jeg har en kollega, som er 32 år, der siger, at nu stiger hun aldrig mere i løn. Det er helt vildt demotiverende,”
26
Sygeplejersken 06.2021
siger Luca Pristed. Efter Dansk Sygeplejeråd varslede strejke stillede han op til B.T.s Facebook live, og satte dermed ansigt på sygeplejerskernes krav om højere løn – og ligeløn. Brændt ud For otte måneder siden, da Luca Pristed blev ansat på akutafdelingen på Bispebjerg Hospital, var det ellers hans drømmejob, drømmespeciale, og drømmeafdeling. ”Dengang mødte jeg ind på arbejde med glæde og nysgerrighed,” fortæller han. Men denne første mandag i maj, da Luca Pristed klæder om i kælderen under Bispebjerg Hospital, er det som om, at al luft er gået ud af ballonen. ”Jeg er brændt ud. På otte måneder. Jeg er ikke længere glad. Jeg har ingen energi og svært ved at restituere. Nogle
gange er jeg så træt, at jeg ikke ved, hvem jeg er. Det kan jeg ikke lide. Jeg plejer at være frisk og energisk, men nu er jeg stresset og snakker nogle gange hårdt til folk. Jeg kan næsten ikke kende mig selv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg er ved at give op.” ”Lige nu er jeg bange for om, jeg har en fremtid i det her. Det er min drømmeafdeling, men jeg er blevet skræmt, og det har overrasket mig, for jeg er ellers ret hardcore,” siger han. ”Men hvis lønnen ikke ændres, og det hårde arbejdsmiljø kun bliver hårdere, så kan det være svært at se andre løsninger end til sidst at søge væk – over i noget med et mindre hårdt arbejdsmiljø og større udviklingsmuligheder.” Det, der har gjort Luca Pristed så modløs, er bl.a. den weekend, han netop har tilbragt med sine jævnaldrende venner. Mange af dem har højre lønninger. Også
