når han kunne levere negative test, kunne han starte på arbejde. Herefter skulle han gennemføre to urin kontroller hver uge i et år uden tilbagefald, før STPS stoppede tilsynet. Ved tilbagefald eller andre særlige omstændigheder kan kontrollerne hæves til to år. Ud og ind ad psykiatrisk afdeling Efter indlæggelsen på Psykiatrisk Afdeling i Odense og indberetningen til STPS blev tingene endnu værre for Henrik. Der gik under et døgn, fra han var udskre vet, til han havde fundet vodkaflasken frem igen. Tan kerne om at begå selvmord vendte tilbage, og få dage senere stod han i køkkenet med en stor, skarp kniv, klar til at tage affære i en brandert. Peter fik stoppet ham og vristet kniven ud af hans hænder. Han blev igen indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Denne gang til to dages afrusning og ud igen. Og mønsteret gentog sig. Tredje gang blev han indlagt på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg. Her beholdt de Henrik af frygt for et nyt tilbagefald og risikoen for selvmord. Målet var at kunne udskrive ham direkte til et tre måneder langt alkoholbehandlingsforløb på Ringgården i Middelfart.
Den dag på bænken i parken i Ryslinge, hvor han skjulte sin guldøl, var Henrik stadig indlagt i Svend borg, hvor han havde været i tre uger. Han havde fået udgang til at tage til møde på Ringgården, hvor han blev tilbudt at starte i et forløb fire dage senere. Inden han skulle tilbage til Svendborg, måtte han gerne tage på overnatning hjemme hos Peter i Ryslinge. Det var den eftermiddag, han sad på bænken og drak en guldøl. Men han havde kun købt én. Og derudover seks alkoholfrie øl, som han ikke rørte, og et par ting til aftensmaden. Han drak guldøllen. Det var alkoholen, han ville have. Det var underligt og vemodigt. Det var godt nok den første i tre uger, men det var også den sidste. For altid. Han drak den med skam, fordi han vidste, at han ikke måtte, og med trods, fordi det skul le andre ikke bestemme, men også med en følelse af, at det var synd for ham, og at han havde fortjent den. Fire dage senere mødte han ædru op på Ringgården i Middelfart og gennemførte tre måneders alkoholbe handling. Men da det hele var slut, ventede hverdagen med opfølgende behandling, psykolog, urinkontroller og det mest frygtindgydende: Arbejdet.
K A P I T E L
4
Kniven for struben D
en 8. november 2021 var vejret gråt, stille og småkoldt. Henrik var stået af toget i Svend borg og gik ned ad den velkendte skov vej med de halvnøgne træer mod sin arbejdsplads Botilbuddet Skovsbovej. Det var fem uger siden, han blev udskrevet fra Ringgården, og nu var han for første gang i et halvt år på vej til arbejde med mødetid kl. 8.00. Han havde på ingen måde lyst til at gå videre. Benene lystrede ikke. Det var, som om han gik på skyer. Det vendte sig i maven, og han kastede morgenkaffen op på jorden i rabatten. Heldigvis havde han pakket Colgate og tandbørsten i sin sorte Wegner-rygsæk, indkøbt ubrugt i genbrugsbutikken. Da han endelig kom indenfor, sad 5-6 kolleger sam let ved et bord i den stille opholdsstue og spiste deres
madpakker. Nogle fik grød, andre frugt eller yoghurt. De hilste på ham, og han satte sig stille ved bordet og lyttede til snakken. Først bagefter på personalekontoret – uden beboere og mellem computerne – fik han kram mere fra kollegerne. De var glade for at se ham. Han var også glad for at se dem, kunne han mærke. Han sad lidt på en kontorstol i det lille rum, hvor han mange måne der forinden havde fortalt sin kollega om sit misbrug. Han fik et nyt kodeord, loggede ind på en computer og læste et par mails. Så satte han sig ud i opholdsstuen og drak kaffe med et par beboere. Han kom igennem sin første arbejdsdag på to timer og var fuldstændig ud mattet bagefter. Planen var, at Henrik skulle begynde på arbejde på en delvis raskmelding med gradvis optrapning til fuld Sygeplejersken 04.2022
27
