Ingen bliver efterladt på dybt vand

Cyberværnepligt

Ingen bliver efterladt på dybt vand – alle bliver en del af teamet

Dette er 1. del af en artikelserie her i Telegrafen - desværre har en virus gjort, at vi ikke ved, hvornår den følges op, og hvordan, men sådan her blev begyndelsen for de nye cyberværnepligtige ved Føringsstøtteregimentet.

Af fuldmægtig Jeanette Ørskov Pedersen, Ledelseselementet, Garnisonsenheden, Føringsstøtteregimentet.

Fra mudder, bidende kulde, regn og blæst til et lunt undervisningslokale med det nyeste udstyr, der skal sikre Forsvaret mod cyberangreb - de cyberværnepligtige er nu mødt ind til første dag, men inden de kan trække i cyberuniformen, venter fire måneders almindelig værnepligt. I deres kommende undervisningslokale møder jeg for første gang nogle af de forventningsfulde cyberværnepligtige – sidenhen snakker jeg med tre af dem i forbindelse en af deres øvelser i terrænet.

Det er nyt - for alle ”Jeg havde egentlig bare regnet med, at det var ligesom på biblioteket der hjemme med oldgammelt udstyr, men det her er jo lækker t”, lyder det fra en af de cyberværnepligtige, da han træder ind i sit kommende undervisningslokale første gang.

Forventningerne har været mange fra de cyberværnepligtige, inden de træder ind i lokalet, for hvad var det egentlig, at de var blevet godkendt til, da de var til Forsvarets dag? Endelig oprinder dagen, hvor de bliver introduceret til både kommende kammerater, deres delingsfører (eller ’mor’), lokalet og deres uddannelsesforløb. Spørgsmålene er mange og begejstringen større, da Major Torben Nygaard byder de 11 cyberværnepligtige velkommen. Der er tænkt over tingene, og de cyberværnepligtige har virkelig været spændt på dagen, hvor de langt om længe kan få svar på deres mange spørgsmål: "Hvor skal vi bo fra 1. juni? Hvad er jobmulighederne efter endt uddannelse? Er der mulighed for en pause efter for så at komme tilbage til Forsvaret? Får vi svar på, hvad vores svagheder er, og hvad vi skal fokusere på? Hvordan med niveauet – hvad kan vi forvente" ?

Spørgsmålene bliver besvaret, og de cyberværnepligtige kan igen fortsætte deres almindelige værnepligt. Major Torben Nygaard nævner i den forbindelse også deres kommende kolleger fra Karup, der, ligesom dem, starter cyberuddannelsen den 1. juni. Efter introduktionen er det igen tilbage til hverdagen som værnepligtig. Her bliver de igen delt op og er sammen med de andre værnepligtige. Og det er i den forbindelse, at jeg får mulighed for at interviewe nogle af de cyberværnepligtige.

Forventninger og virkelighed "Forventningen, inden jeg startede værnepligten, var meget forskellig fra hverdagen. Jeg havde forstået det, som om, at det hele var cyberværnepligt, og jeg var sammen med de 16 personer, som vi skulle være hele tiden igennem. Jeg finder lidt før ud af, at det er sammen med 130 andre mennesker. Det er jo bare en positiv ting. Større fællesskab. Flere kammerater, flere veninder. Overrasket på den positive måde – og så ser jeg bare frem til cyberværnepligten. Kammeratskabet er virkelig i højsædet, for det at være værnepligtig kan presse selv de bedste. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men det er psykisk hårdere, end jeg havde forventet, men det er også fedt, for så bliver man virkelig bygget op. Man bliver virkelig nedbrudt på nogle punkter, men det er jo strategien, går jeg ud fra. Og så kan de genopbygge og så finde ud af, hvem man er. Det er bare overraskende i forhold til det, man ser på nettet og andre steder. Og samtidig, så den mangel på søvn, den har også nået lidt til mig, men det er også sådan nogle ting, man har haft mulighed for at vænne sig lidt til, og det er sundt for mig, kan jeg mærke. Jeg har ikke altid været den gode til at stå op om morgenen, så det er i hvert fald en ting, man er blevet bedre til, da man kom herind, det kan jeg godt Hvordan fungerer det her kammeratskab? "Det er som en stor familie, men samtidig er vi her for at udføre noget, og det er også det, vi får at vide i forhold til disciplin – er der en, der har mistet sin hat, så har vi alle sammen mistet den. Så vi står i samme bås, og i den forbindelse skal vi også agere overfor hinanden på den måde … Så selv om folk er nede, man ikke har fået nok søvn eller mad, og man sikkert også har det ad h. til og man bare ikke gider mere, så skal man stadig have det gode smil på og bare køre derudad, fordi vi er alle sammen i den samme båd".

Hvad gør man, når man bare ikke gider mere – både selv og overfor de andre?

"Jeg har sådan en ting, jeg altid siger til min gruppe ”Er vi alle sammen glade i dag”? Og det er bare sådan en lille ting, der bringer et lille smil frem. Men selvfølgelig er der nogle tidspunkter, hvor man allesammen har det skidt, og så er det bare … Så er det hårdt. Der vil hele tiden være tidspunkter, hvor der er en, der ikke er ligeså glad, som resten af gruppen måske er og også synes, at det er lidt hårdt, men så kan man kigge til højre, og så kan man se, at sidemakkeren har det ligeså hårdt, som du har, og det kan godt hjælpe, synes jeg. Og hvis man har en person, der går ved siden af, og synes han er sej, det er meget cool, så er det Der er ingen tvivl om, at de cyberværnepligtige (og værnepligtige generelt) virkelig har gennemgået en forandring i deres måde at tænke og agere på.

" Forventninger har været mange, udfordringerne har været endnu flere, så hvad er læringen i det? Man skal leve det her soldaterliv ude i skoven og så også være det perfekte menneske i hverdagen – lukket uniform, der er lukkede lommer, baretten sidder, kraven er nede, skoene er snørede ordentligt … Der er to sider af det at være soldat, som jeg overhovedet ikke havde forventet, og det synes jeg er mega fedt. Jeg blev også overrasket over, at jeg slet ikke kan slippe det i weekenden, når jeg kommer hjem. Altså, jeg tænker ikke på andet end at være soldat. Har jeg nu husket alle mine ting, har jeg tabt noget. Det er jo både godt og dårligt. Soldaterlivet er virkelig noget, der præ ger, og der bliver vendt op og ned på mange af de ting, man har været vant til. Et stærkt kammeratskab er opbygget – det kan næsten ikke undgås, når man bliver presset og skal holde hinanden oppe. Kammeraterne bliver ens familie, der både lider og oplever sammen. Jeg glæder mig til at følge dem i deres fremtidige færd mod cyberværnepligten".

Man kan ikke læse sig til, hvordan det er at være værnepligtig. Man danner sig et billede, men alt er anderledes, noget meget anderledes, men kammeraskabet er så overvældende, at det kompenserer for det hele. Man lærer meget om sig selv, og man lære at tilpasse sig, når man er i så store grupper og under pres på mange fronter.