Kkk

Den katolske kirkes katekismus Indholdsfortegnelse Forkortelser: AA AG

Apostolicam actuositatem Ad gentes

Lægfolkets apostolat (2. Vat.) Kirkens missionsvirksomhed (2. Vat.)

Ben

De Benedictionibus

Velsignelser

CA Catech. R. CCEO CD CDF CIC CL COD CT

Centesimus annus Catechismus Romanus Corpus Canonum Ecclesiarum Orientalium Christus Dominus Congrégation pour la doctrine de la foi Codex Iuris Canonici Christifideles laici Conciliorum oecumenicorum decreta Catechesi tradendæ

100 år - Katolsk sociallære (Joh. Paul d. 2.) Tridentinerkoncilets Katekismus Den kirkelige lovbog (for de østlige Kirker) Om biskoppernes hyrdehverv (2. Vat.) Troslærekongregationen Den kirkelige lovbog (for den latinske ritus) Det kristne Lægfolk (Joh. Paul d. 2.) De økumeniske Koncilers dekreter Katekese i vor tid (Joh. Paul d. 2.)

DCG DeV

Directorium Catecheticum Generale Dominum et Vivificantem

DH DM

Dignitatis humanæ Dives in misericordia

Almene kateketiske retningslinier Om Helligånden, Herren og Levendegøreren (Joh. Paul d. 2.) Om religionsfriheden (2. Vat.) Rig på barmhjertighed (Joh. Paul d. 2.)

DS

Denzinger-Schönmetzer, Enchiridion Symbolorum, definitionum et declarationum de rebus fidei et morum

Samling af læreembedets tekster om tro og moral

DV

Dei Verbum

Om Guds åbenbaring (2. Vat.)

EN

Evangelii nuntiandi

Evangeliets forkyndelse (Paul d. 6.)

FC

Familiaris consortio

Fællesskabet i familien (Joh. Paul d. 2.)

GE GS

Gravissimum educationis Gaudium et spes

Den kristne opdragelse (2. Vat.) Kirken i verden af i dag (2. Vat.)

HV

Humanæ vitæ

Om samliv i ægteskabet (Paul d. 6.)

IGLH IGMR IM

Introductio generalis LH Institutio generalis MR Inter mirifica

Indledningen til Tidebog Indledningen til Missalet Om samfundets meddelelsesmidler (2. Vat.)

LE LG LH

Laborem exercens Lumen gentium Liturgie des heures

Menneskets arbejde (Joh. Paul d. 2.) Kirken (2.Vat.) Tidebog

MC MD MF MM MR

Marialis cultus Mulieris dignitatem Mysterium fidei Mater et magistra Missel Romain

Maria-dyrkelsen (Paul d. 6.) Kvindens værdighed og kald (Joh. Paul d. 2.) Nadverens sakramente (Paul d. 6.) Vort sociale ansvar (Joh. d. 23.) Det romerske missale

NA

Nostra ætate

Om de ikke-kristne religioner (2. Vat.)

OBA OBP OCf OcM OCV OE OEx off. lect. OICA OP OT

Ordo baptismi adultorum Ordo baptismi parvulorum Ordo confirmationis Ordo celebrandi Matrimonium Ordo consecrationis virginum Orientalium ecclesiarum Ordo exsequiarum office des lectures Ordo initiationis christianæ adultorum Ordo poenitentiæ Optatam totius

Ritual for voksendåb Ritual for barnedåb Ritual for firmelse Ritual for ægtevielse Ritual for jomfruvielse De orientalske katolske Kirker (2. Vat.) Ritual for begravelse Læsningernes tidebøn Ritual for voksnes indlemmelse i Kirken Ritual for bodens sakramente Om præsteuddannelsen (2. Vat.)

PC PO PP PT

Perfectæ caritatis Presbyterorum ordinis Populorum progressio Pacem in terris

Om ordenslivets fornyelse (2. Vat.) Om præsternes tjeneste og liv (2. Vat.) Folkenes fremskridt (Paul d. 6.) Fred på jorden (Joh. d. 23.)

RH RM RP

Redemptor hominis Redemptoris Missio Reconciliatio et poenitentia

Menneskets Forløser (Joh. Paul d. 2.) Kristi Mission (Joh. Paul d. 2.) Forsoning og bod (Joh. Paul d. 2.)

SC SPF

Om Gudstjenestens fornyelse (2. Vat.) Gudsfolkets trosbekendelse (Paul d. 6.)

SRS

Sacrosanctum concilium Credo du Peuple de Dieu: profession solennelle Sollicitudo rei socialis

UR

Unitatis redintegratio

Om de kristnes enhed (2. Vat.)

[]

Omsorgen for de sociale forhold (Joh. Paul d. 2.)

Overs.’ Note

Citat-register Bibelcitater Trosbekendelser Økumeniske konciler Konciler og synoder Pavelige dokumenter Kirke-dokumenter Kirkens Lovbog Liturgi Kirke-forfattere

Første Del Trosbekendelsen Første Sektion

“Jeg tror” - “Vi tror”

Første Kapitel

Mennesket er “skabt til Gud”

I.

Længslen efter Gud

II. III. IV.

Veje til erkendelsen af Gud Gudserkendelsen ifølge Kirken Hvordan kan man tale om Gud?

Andet Kapitel

Gud kommer mennesket i møde

Artikel 1.

Guds Åbenbaring

I. II. III.

Gud åbenbarer sin “kærligheds plan” Stadier på Åbenbaringens vej Jesus Kristus, “Formidleren og Fylden af hele Åbenbaringen”

Artikel 2.

Overleveringen af den guddommelige Åbenbaring

I. II. III.

Den Apostoliske Tradition Forholdet mellem Traditionen og Den hellige Skrift Fortolkningen af trosarven

Artikel 3.

Den Hellige Skrift

I. II. III. IV. V.

Kristus - Skriftens eneste Ord Den hellige Skrifts inspiration og sandhed Helligånden - Skriftens tolk Skrifternes Kanon Den hellige Skrift i Kirkens liv

Tredje Kapitel

Menneskets svar til Gud

Artikel 1.

Jeg tror

I. II. III.

Troslydighed “Jeg ved, på hvem jeg tror” Troens kendetegn

Artikel 2.

Vi tror

I. II. III.

“Herre, se på din Kirkes tro” Troens sprog En eneste tro Credo

Anden Sektion

Bekendelsen af den kristne tro Troens symboler

Første Kapitel

Jeg tror på Gud Fader

Artikel 1.

“Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens Skaber”

Paragraf 1.

Jeg tror på Gud

I. II. III. IV.

“Jeg tror på én Gud” Gud åbenbarer sit navn Gud, “Den som Er”, er Sandhed og Kærlighed Betydningen af troen på Én Gud

Paragraf 2.

Faderen

I. II. III. IV.

“I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” Guds åbenbaring som Treenighed Den hellige Treenighed i troslæren Guds værker og Treenighedens sendelser

Paragraf 3.

Den Almægtige

Paragraf 4.

Skaberen

I. II. III. IV. V.

Katekesen om skabelsen Skabelsen – den helligeTreenigheds værk “Verden er skabt til Guds ære” Skabelsens mysterium Gud realiserer sin plan: det guddommelige forsyn

Paragraf 5.

Himlen og jorden

I. II.

Englene Den synlige verden

Paragraf 6.

Mennesket

I. II. III. IV.

“I Guds billede” “Ét i krop og sjæl” “Som mand og kvinde skabte Han dem” Mennesket i Paradiset

Paragraf 7.

Syndefaldet

I. II. III. IV.

Der hvor synden blev stor, er nåden blevet så meget større Englenes fald Arvesynden “Du gav ham ikke i dødens vold”

Andet Kapitel

Jeg tror på Jesus Kristus, Guds énbårne Søn

Artikel 2.

“Jeg tror på Jesus Kristus, hans énbårne Søn, vor Herre”

I. II. III. IV.

Jesus Kristus Guds énbårne Søn Herre

Artikel 3.

“... Som er undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria”

Paragraf 1.

Guds Søn er blevet menneske

I. II. III. IV.

Hvorfor blev Ordet kød? Menneskevordelsen Sand Gud og sandt menneske Hvordan er Guds Søn menneske?

Paragraf 2.

“... Undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria”

I. II.

Undfanget ved Helligånden... ... Født af jomfru Maria

Paragraf 3.

Kristi livs mysterier

I.

Hele Kristi liv er mysterium

II. III.

Mysterierne i Jesu barndom og skjulte liv Jesu offentlige livs mysterier

Artikel 4.

“... Han led under Pontius Pilatus, blev korsfæstet, døde og blev begravet”

Paragraf 1.

Jesus og Israel

I. II. III.

Jesus og Loven Jesus og Templet Jesus og Israels tro på den ene Gud og Frelser

Paragraf 2.

Jesus døde korsfæstet

I. II. III.

Retsprocessen mod Jesus Kristi forløserdød i den guddommelige frelsesplan Kristus har givet sig selv til sin Far for vore synder

Paragraf 3.

“... og blev begravet”

Artikel 5.

“... Han nedfor til dødsriget, opstod på den tredje dag fra de døde”

Paragraf 1.

Kristus nedfor til dødsriget

Paragraf 2.

“... Opstod på den tredje dag fra de døde”

I. II. III.

Den historiske og transcendente begivenhed Opstandelsen - den hellige Treenigheds værk Meningen med Opstandelsen og dens betydning for frelsen

Artikel 6.

“... opfor til himlen, sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd”

Artikel 7.

“... hvorfra Han skal komme igen for at dømme de levende og de døde”

I. II.

Han skal komme igen i herlighed ... for at dømme de levende og de døde

Tredje Kapitel

Jeg tror på Helligånden

Artikel 8.

“Jeg tror på Helligånden”

I. II. III. IV. V.

Sønnens og Åndens fælles sendelse Helligåndens navn, betegnelser og symboler Guds Ånd og Ord i forjættelsernes tid Kristi Ånd i tidens fylde Ånden og Kirken i de sidste tider

Artikel 9.

“Jeg tror på... den Hellige Katolske Kirke”

Paragraf 1.

Kirken i Guds plan

I. II. III.

Navne og billeder på Kirken Kirkens oprindelse, grundlæggelse og mission Kirkens mysterium

Paragraf 2.

Kirken - Guds Folk, Kristi Legeme, Helligåndens tempel

I.

Kirken - Guds Folk

II. III.

Kirken - Kristi Legeme Kirken - Helligåndens tempel

Paragraf 3.

Kirken er én, hellig, katolsk og apostolisk

I. II. III. IV.

Kirken er én Kirken er hellig Kirken er katolsk Kirken er apostolisk

Paragraf 4.

De Kristus-troende: Hierarki, lægfolk, ordensliv

I. II. III.

Kirkens hierarkiske opbygning Lægfolket Det gudviede liv

Paragraf 5

De helliges samfund

I. II.

Samfundet om de åndelige goder Kirkens samfund i himlen og på jorden

Paragraf 6.

Maria - Kristi Moder, Kirkens Moder

I. II. III.

Maria - Kirkens Moder Mariadyrkelsen Maria - Kirkens eskatologiske ikon

Artikel 10.

“Jeg tror på... syndernes forladelse”

I. II.

Én dåb til syndernes forladelse Nøglemagten

Artikel 11.

“Jeg tror på... kødets opstandelse”

I. II.

Kristi opstandelse og vor At dø i Kristus Jesus

Artikel 12.

“Jeg tror på... det evige liv”

I. II. III. IV. V. VI.

Den særlige dom Himlen Den sidste renselse - skærsilden Helvede Dommedag Håbet om nye himle og en ny jord “Amen”

Anden Del Fejringen af det kristne mysterium Første Sektion

Den sakramentale frelsesorden

Første Kapitel

Påskemysteriet i Kirkens tid

Artikel 1.

Liturgien - den hellige Treenigheds værk

I. II.

Faderen, liturgiens kilde og mål Kristi værk i liturgien

III.

Helligånden og Kirken i liturgien

Artikel 2.

Påskemysteriet i Kirkens sakramenter

I. II. III. IV. V.

Kristi sakramenter Kirkens sakramenter Troens sakramenter Frelsens sakramenter Det evige livs sakramenter

Andet Kapitel

Den sakramentale fejring af påskemysteriet

Artikel 1.

Fejre Kirkens liturgi

I. II. III. IV.

Hvem fejrer? Hvordan fejre liturgien? Hvornår fejres liturgien? Hvor fejres liturgien?

Artikel 2.

Liturgiens mangfoldighed og mysteriets enhed

Anden Sektion

Kirkens syv sakramenter

Første kapitel

Den kristne indførings sakramenter

Artikel 1.

Dåbens sakramente

I. II. III. IV. V. VI. VII.

Hvad kaldes dette sakramente? Dåben i frelsens økonomi Hvordan fejres Dåbens sakramente? Hvem kan modtage Dåben? Hvem kan døbe? Dåbens nødvendighed Dåbens nåde

Artikel 2.

Firmelsens sakramente

I. II. III. IV. V.

Firmelsen i frelsens økonomi Firmelsens tegn og ritus Virkningerne af Firmelsen Hvem kan modtage Firmelsens sakramente? Hvem forvalter Firmelsen?

Artikel 3.

Eukaristiens sakramente

I. II. III. IV. V. VI. VII.

Eukaristien - kilde og højdepunkt i Kirkens liv Hvad kaldes dette sakramente? Eukaristien i frelsens økonomi Den liturgiske fejring af Eukaristien Det sakramentale offer: taksigelse, ihukommelse, nærvær Påskemåltidet Eukaristien - “pantet på den kommende herlighed”

Andet Kapitel

Helbredelsens sakramenter

Artikel 4.

Bodens og Forsoningens sakramente

I. II.

Hvad kaldes dette sakramente? Hvortil et Forsoningens sakramente efter Dåben?

III. IV. V. VI. VII. VIII. IX. X. XI.

De døbtes omvendelse Den indre bodfærdighed De mangfoldige former for bod i det kristne liv Bodens og Forsoningens sakramente Hvad den skriftende gør Den, som meddeler Bodens sakramente Virkningerne af Bodens sakramente Aflad Fejringen af Bodens sakramente

Artikel 5.

De syges salvelse

I. II. III. IV. V.

Grundlaget for de syges salvelse i frelsens økonomi Hvem modtager og hvem meddeler de syges salvelse? Hvordan fejres dette sakramente? Virkningerne af de syges salving Vandringsbrødet, den kristnes sidste sakramente

Tredje Kapitel

Sakramenterne til tjeneste for fællesskabet

Artikel 6.

Ordinationens sakramente

I. II. III. IV. V. VI. VII.

Hvorfor kaldes dette sakramente “Ordination” [ordo]? Ordinationens sakramente i frelsens økonomi De tre trin i Ordinationens sakramente Fejringen af dette sakramente Hvem kan meddele dette sakramente? Hvem kan modtage dette sakramente? Virkningerne af Ordinationens sakramente

Artikel 7.

Ægteskabets sakramente

I. II. III. IV. V. VI.

Ægteskabet i Guds plan Fejringen af Ægteskabet Samtykket til Ægteskabet Virkningerne af Ægteskabets sakramente Den ægteskabelige kærligheds goder og udfordringer Huskirken

Fjerde Kapitel

Andre liturgiske fejringer

Artikel 1.

Sakramentalierne

Artikel 2.

Kristen begravelse

I. II.

Den kristnes sidste Påske Begravelsens liturgi

Tredje Del Livet i Kristus Første Sektion

Menneskets kald: Livet i Ånden

Første Kapitel

Menneskets værdighed

Artikel 1.

Mennesket - Guds billede

Artikel 2.

Vort kald til salighed

I. II. III.

Saligprisningerne Længslen efter lykke Den kristne lyksalighed

Artikel 3.

Menneskets frihed

I. II.

Frihed og ansvar Menneskets frihed i frelsens økonomi

Artikel 4.

De menneskelige handlingers moralske karakter

I. II.

“Kilderne” til den moralske karakter Gode og onde handlinger

Artikel 5.

Lidenskabernes moralske karakter

I. II.

Lidenskaberne Lidenskaber og moralsk liv

Artikel 6.

Samvittigheden

I. II. III. IV.

Samvittighedens dom Samvittighedens formning Vælge efter samvittigheden Den fejlagtige dom

Artikel 7.

Dyderne

I. II. III.

De menneskelige dyder De teologale dyder Helligåndens gaver og frugter

Artikel 8.

Synden

I. II. III. IV. V.

Barmhjertighed og synd Syndens væsen Syndernes mangfoldighed Syndens sværhedsgrad - dødssynd og tilgivelig synd Syndens udbredelse

Andet Kapitel

Det menneskelige samfund

Artikel 1.

Person og samfund

I. II.

Menneskets kald til at leve i samfund med andre Omvendelse og samfund

Artikel 2.

Deltagelse i samfundslivet

I. II. III.

Autoriteten Det fælles vel Om ansvar og medansvar

Artikel 3.

Den sociale retfærdighed

I. II. III.

Respekten for menneskets person Lighed og forskelligheder mellem menneskene Solidariteten mellem menneskene

Tredje kapitel

Guds frelse: loven og nåden

Artikel 1.

Moralloven

I. II. III.

Den naturlige morallov Den gamle Lov Den nye Lov eller evangeliske Lov

Artikel 2.

Nåde og retfærdiggørelse

I. II. III. IV.

Retfærdiggørelsen Nåden Fortjeneste Kristen hellighed

Artikel 3.

Kirken, moder og opdrager

I. II. III.

Det moralske liv og Kirkens læreembede Kirkens bud Moralsk liv og missions-vidnesbyrd De ti bud

Anden Sektion

De ti bud

Første Kapitel

“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind”

Artikel 1.

Det første bud

I. II. III. IV.

“Du skal tilbede Herren, din Gud, og tjene Ham” “Ham alene skal du tjene” “Du må ikke have andre guder end mig” “Du må ikke lave dig noget gudebillede...”

Artikel 2.

Det andet bud

I. II. III.

Herrens navn er helligt Misbrug af Herrens navn Dåbsnavnet

Artikel 3.

Det tredje bud

I. II.

Sabbatsdagen Herrens dag

Andet Kapitel

Du skal elske din næste som dig selv

Artikel 4.

Det fjerde bud

I. II. III. IV. V.

Familien i Guds plan Familie og samfund Familiemedlemmernes pligter Familien og Guds Rige Autoriteterne i samfundet

Artikel 5.

Det femte bud

I. II. III.

Respekten for menneskelivet Respekten for menneskets værdighed Sikring af fred

Artikel 6.

Det sjette bud

I. II. III. IV.

“Som mand og kvinde skabte Han dem...” Kald til kyskhed Ægteskabelig kærlighed Krænkelser af ægteskabets værdighed

Artikel 7.

Det syvende bud

I. II. III. IV. V. VI.

Den universelle bestemmelse og den private ejendomsret Respekten for mennesker og deres ejendom Kirkens sociallære Økonomisk virksomhed og social retfærdighed Retfærdighed og solidaritet mellem nationerne Kærlighed til de fattige

Artikel 8.

Det ottende bud

I. II. III. IV. V. VI.

Leve i sandheden Vidne om sandheden Krænkelser af sandheden Respekt for sandheden Brug af massemedierne Sandhed, skønhed og sakral kunst

Artikel 9.

Det niende bud

I. II.

Hjertets renselse Kampen for renhed

Artikel 10.

Det tiende bud

I. II. III. IV.

Uorden i begærene Åndens begær Hjertets fattigdom “Jeg vil se Gud”

Fjerde Del Den kristne bøn Første Sektion

Bønnen i det kristne liv Hvad er bøn?

Første Kapitel

Åbenbaringen af bønnen Alles kald til at bede

Artikel 1.

I Gamle Testamente

Artikel 2.

I tidens fylde

Artikel 3.

I Kirkens tid

I. II. III.

Velsignelse og tilbedelse Begæringsbøn Forbøn

IV. V.

Taksigelsesbøn Lovprisningsbøn

Andet Kapitel

Bønnens overlevering

Artikel 1.

Ved bønnens kilder

Artikel 2.

Bønnens vej

Artikel 3.

Bønnens vejvisere

Tredje Kapitel

Bønslivet

Artikel 1.

Bønnens udtryksformer

I. II. III.

Mundtlig bøn Meditation Kontemplativ bøn

Artikel 2.

Bønnens kamp

I. II. III. IV.

Indvendinger mod at bede Våge med ydmygt hjerte Barnlig tillid At holde ud i kærlighed Bønnen i Jesu time

Anden Sektion

Herrens bøn: “Fadervor!”

Artikel 1.

“Resumé af hele Evangeliet”

I. II. III.

I Skriftens midte “Herrens bøn” Kirkens bøn

Artikel 2.

“Fader vor, du som er i Himlen”

I. II. III. IV.

“Fulde af tillid vover vi at nærme os” “Far!” Fader “vor” “Du som er i Himlen”

Artikel 3.

De syv bønner

I. II. III. IV. V. VI. VII.

“Helliget vorde dit navn” “Komme dit Rige” “Ske din vilje som i Himlen så og på jorden” “Giv os i dag vort daglige brød” “Forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere” “Led os ikke i fristelse” “Men frels os fra det onde” Den afsluttende doksologi

Første Del: Trosbekendelsen Første Sektion "Jeg tror" - "Vi tror" 26 Når vi bekender vor tro, begynder vi med at sige: "Jeg tror" eller "Vi tror". Før vi gør rede for Kirkens tro, således som den bekendes i Credo, fejres i liturgien, leves i overholdelse af budene og i bønnen, så lad os altså spørge os selv, hvad det betyder "at tro". Troen er menneskets svar til Gud, som åbenbarer sig og skænker sig selv, idet han samtidig bibringer mennesket et overstrømmende lys i dets søgen efter den sidste mening med dets liv. Vi vil derfor først overveje denne menneskets søgen efter Gud (første kapitel); derefter den guddommelige Åbenbaring, ved hvilken Gud kommer mennesket i møde (andet kapitel); og endelig troens svar (tredje kapitel). Første Kapitel Mennesket er "modtageligt" for Gud I. Længslen efter Gud

27 Længslen efter Gud er indskrevet i menneskets hjerte, for mennesket er skabt af Gud og til Gud; Gud drager uophørligt mennesket til sig, og det er kun i Gud, mennesket finder den sandhed og lykke, som det uophørligt søger. [355; 1701; 1718] Den dybeste grund til menneskeværdet skal søges i menneskets kald til fællesskab med Gud. Mennesket er fra første øjeblik i sin eksistens indbudt til samtale med Gud; det eksisterer kun, fordi det er skabt af Guds kærlighed og til stadighed opretholdes af denne; og det lever kun fuldt ud i overensstemmelse med sandheden, når det frit anerkender denne kærlighed og hengiver sig til Skaberen.1

28 I historiens løb og indtil den dag i dag har menneskene på mangfoldige måder givet udtryk for deres søgen efter Gud gennem religiøse anskuelser og handlinger (bønner, ofre, kultformer, meditationer osv.). Trods de tvetydigheder de kan indebære, er disse udtryksformer så universelle, at man kan kalde mennesket et religiøst væsen: [843; 2566; 2095-2109] "Gud lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem og finde ham, så sandt han ikke er langt borte fra en eneste af os; for det er i ham, vi lever, bevæger os og er til" (Apg 17, 26-28).

29 Men dette "indre og vitale bånd, der knytter mennesket til Gud",[1][2] kan glemmes, miskendes eller endog udtrykkeligt forkastes af mennesket. Sådanne holdninger kan være af meget forskellig oprindelse2[3]: oprør mod det onde i verden, religiøs uvidenhed eller ligegyldighed, 1 [1] GS 19 § 1. [1] [2] Jf. GS 19 § 1. 2 [3] Jf. GS 19-21.

denne verdens bekymringer og rigdomme,3[4] dårligt eksempel fra de troendes side, religionsfjendtlige tankestrømninger og endelig holdningen hos det syndige menneske, som af frygt skjuler sig for Gud4[5] og flygter, når han kalder.5[6] [2123-2128; 398] 30 "Jeres hjerte glæde sig, I som søger Herren" (Sl 105, 3). Selv om mennesket for sin del kan glemme eller afvise Gud, vil Gud fra sin side ikke ophøre med at kalde ethvert menneske til at søge ham, for at det må leve og finde lykken. Men denne søgen kræver af mennesket forstandens hele indsats, en ærlig vilje, et "redeligt hjerte" og dertil vidnesbyrd fra andre, som lærer det at søge Gud. [2567, 845; 368] "Stor og højlovet er du, Herre! Stor er din vælde, og din visdom er uden mål. Også mennesket vil prise dig, det er jo en lille del af din skabning - netop det menneske, som bærer på sin egen dødelighed, som bærer på vidnesbyrdet om sin synd og på, at du står de hovmodige imod. Dog vil også mennesket prise dig som en lille del af din skabning. Du tilskynder det selv dertil, idet du lader det glæde sig over at prise dig; for du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig".6

II. Veje til erkendelsen af Gud

31 Mennesket, skabt i Guds billede og kaldet til at kende og elske Gud, opdager, når det søger Ham, visse "veje" til at nå frem til erkendelsen af Gud. Man kalder dem også "beviser på Guds eksistens", ikke den slags beviser naturvidenskaberne søger, men "sammenfaldende og overbevisende argumenter", som gør det muligt at nå til sand vished. Disse "veje" til Gud har som udgangspunkt skabelsen: den materielle verden og den menneskelige person. 32 Verden: Ud fra bevægelse og tilblivelse, fra muligheden for at være og ikke være, fra verdensordenen og dens skønhed kan man erkende Gud som universets ophav og endemål. [54, 337] Den hl. Paulus erklærer om hedningerne: "Det, man kan erkende om Gud, ligger åbent for dem: Gud selv har jo gjort det tilgængeligt for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddom, har kunnet ses fra verdens skabelse af; det kendes på hans gerninger" (Rom 1, 19-20).[7] Og Skt. Augustin: "Spørg jordens skønhed, spørg havets skønhed, spørg luftens skønhed, som udfolder og udbreder sig, spørg himlens skønhed ... spørg alle disse eksisterende ting. Alle svarer de dig: Se, hvor smukke vi er. Deres skønhed er en bekendelse (confessio). Disse former for skønhed, som er underkastet forandring, hvem har skabt dem, om ikke Han, som er den uforanderligt Skønne (Pulcher)?"[8]

33 Mennesket: med sin åbenhed over for sandheden og skønheden, sin sans for det moralsk gode, sin frihed og sin samvittigheds stemme, sin higen efter uendeligheden og lykken stiller mennesket sig selv spørgsmålet om Guds eksistens. I alt dette fornemmer det tegn på sin åndelige sjæl, "den evighedens sæd, som det bærer i sig, og som ikke kan reduceres til ren materie",[9][10] men kun kan have sin oprindelse i Gud. [2500, 1730; 1776; 1703; 366] 3 [4] Jf. Matt 13, 22. 4 [5] Jf. 1 Mos 3, 8-10. 5 [6] Jf. Jon 1, 3. 6 [7] Skt. Augustin, conf. 1, 1, 1. [7] [8] Jf. Apg 14, 15. 17; 17, 27-28; Visd 13, 1-9. [8] [9] Serm. 241, 2. [9] [10] GS 18 § 1; jf. 14 § 2.

34 Verden og mennesket vidner om, at de hverken har deres begyndelse eller sidste mål i sig selv, men den Væren, der er i sig selv, uden begyndelse og uden ende. Ad disse forskellige "veje" kan mennesket således nå frem til erkendelse af en virkelighed, som er altings første årsag og sidste mål, og "som alle kalder Gud".7[11] [199] 35 Menneskets evner sætter det i stand til at erkende eksistensen af en personlig Gud. Men for at mennesket kan få adgang til Hans indre liv, har Gud villet åbenbare sig for det og give det den nåde at kunne tage imod denne åbenbaring i tro. Ikke desto mindre kan Gudsbeviserne disponere mennesket for troen og hjælpe det til at indse, at troen ikke strider mod menneskets fornuft. [50; 159] III. Gudserkendelsen ifølge Kirken

36 "1. Vatikankoncil erklærer, at ‘Gud, alle tings begyndelse og endemål, kan erkendes med sikkerhed ud fra den skabte verden ved hjælp af den menneskelige fornufts naturlige lys’.”8[12] Uden denne evne ville mennesket ikke kunne tage imod Guds åbenbaring. Mennesket har denne evne, fordi det er skabt "i Guds billede" ( 1 Mos 1,27). [355] 37 Under de historiske forhold, hvori det befinder sig, er det dog svært for mennesket at erkende Gud ved fornuftens lys alene: [1960] "Thi skønt den menneskelige fornuft i og for sig ved hjælp af sine naturlige evner og sit naturlige lys kan nå til en sand og sikker erkendelse af en personlig Gud, der ved sit forsyn styrer og våger over verden, og af den naturlige morallov, som Skaberen har nedlagt i vore sjæle, er der dog ikke des mindre mange omstændigheder, der forhindrer fornuften i med held og udbytte at bruge denne sin naturlige evne. For de sandheder, der drejer sig om Gud og forholdet mellem mennesker og Gud, er nemlig af en sådan art, at de fuldstændig overstiger den for sanserne tilgængelige verden, og de kræver selvfornægtelse og selvopofrelse, såfremt de skal føres ud i livet og besjæle det. Under arbejdet med at tilegne sig sådanne sandheder støder den menneskelige forstand på vanskeligheder, som hidrører både fra sanserne og fantasien og fra onde tilbøjeligheder, der har deres rod i arvesynden. Det er det, der er grunden til, at mennesker i disse ting gerne indbilder sig selv, at det er usandt eller i hvert fald tvivlsomt, som de selv ikke vil skal være sandt".9

38 Derfor har mennesket behov for at blive oplyst af Guds åbenbaring, ikke blot angående de ting, der overgår dets forstand, men også angående "de religiøse og moralske sandheder, som i sig selv ikke er utilgængelige for forstanden, for at de, i menneskeslægtens nuværende tilstand, må kunne erkendes af alle uden vanskelighed, med vished og uden nogen som helst vildfarelse".[13][14] [2036] IV. Hvordan kan man tale om Gud?

39 Ved at forsvare den menneskelige forstands evne til at erkende Gud udtrykker Kirken sin tillid til muligheden af at tale om Gud til alle mennesker og med alle mennesker. Denne 7 [11] Skt. Thomas af Aq., s. th. 1, 2, 3. 8 [12] 1. Vat.konc.: DS 3004; jf. 3026; DV 6. 9 [13] Pius d. 12., enc. Humani generis: DS 3875. [13] [14] Ibid. (DS 3876); jf. 1. Vatikankoncil: DS 3005; DV 6; Skt. Thomas af Aq., s. th. 1, 1, 1.

overbevisning er udgangspunktet for dens dialog med de andre religioner, med filosofien og videnskaberne og også med de ikke-troende og ateisterne. [851] 40 Eftersom vort kendskab til Gud er begrænset, er vort sprog om Gud det også. Vi kan kun tale om Gud med ord, som er taget fra den skabte verden, og på den begrænsede menneskelige måde, hvorpå vi erkender og tænker. 41 Alle skabninger ligner Gud til en vis grad, især mennesket, som er skabt i Guds billede, så det ligner ham. Skabningernes mangfoldige fuldkommenheder (deres sandhed, deres godhed, deres skønhed) genspejler altså Guds uendelige fuldkommenhed. Vi kan således tale om Gud med navne, taget fra hans skabningers fuldkommenheder, "for af de skabte tings storhed og skønhed kan man slutte sig til en Skaber" (Visd 13, 5). [213; 299] 42 Gud overskrider (transcenderer) alt det skabte. Vi må altså hele tiden rense vor tale for alt det begrænsede, billedlige og ufuldkomne, for ikke at forveksle Gud, som er "uudsigelig, uudgrundelig, usynlig, ubegribelig",10[15] med vore menneskelige forestillinger om Ham. Vore menneskeord er altid dennesidige i forhold til Guds mysterium. [212, 300; 370] 43 Når vi taler om Gud på denne måde, udtrykker vi os ganske vist på menneskers vis, men det, vi siger, siger alligevel noget sandt om Gud, selv om det ikke kan give udtryk for hans uendelige enkelhed. For vi må huske, at "mellem Skaberen og skabningen kan man ikke angive så megen lighed, at uligheden mellem dem ikke er endnu større",11[16] og “vi kan, hvad Gud angår, ikke begribe det, Han er, men kun det, Han ikke er, og hvorledes de andre eksisterende væsener forholder sig til ham".12[17] [206] I korthed

44 Mennesket er ifølge sin natur og sit kald et religiøst væsen. Da det kommer fra Gud og går til Gud, kan mennesket kun leve et fuldt ud menneskeligt liv, når det af fri vilje lever i denne forbundethed med Gud. 45 Mennesket er skabt til at leve i samfund med Gud; i Ham finder det sin lykke: "Når jeg engang bliver helt forenet med Dig, skal jeg aldrig mere lide smerte og møje, og da bliver mit liv helt opfyldt af dig og fuldendt". 13 46 Når mennesket lytter til skabningernes budskab og sin samvittigheds stemme, kan det nå frem til sikker erkendelse af Guds eksistens, altings årsag og mål. 47 Kirken lærer, at den ene og sande Gud, vor Skaber og Herre, kan erkendes med sikkerhed gennem sine værker, takket være den menneskelige forstands naturlige lys.[18] 48 Vi kan virkelig udsige noget sandt om Gud ved at gå ud fra de mangfoldige fuldkommenheder i skaberværket, som har en vis lighed med den uendeligt fuldkomne Gud, selv om vort begrænsede sprog ikke udtømmer Hans mysterium. 10 [15] Skt. Johannes Chrysostomus' liturgi, Anafora. 11 [16] 4. Lat.konc. DS. 806. 12 [17] Skt. Thomas af Aq., s. gent. 1, 30. 13 [18] Skt. Augustin, conf. 10, 28, 39. [18] [19] Jf. 1. Vat.konc.: DS 3026.

49 "Uden en Skaber forsvinder skabningen".[19] Derfor ved de troende sig drevet af Kristi kærlighed til at bringe den levende Guds lys til dem, som ikke kender Ham eller nægter at tage imod Ham.

Andet Kapitel Gud kommer mennesket i møde

50 Med sin naturlige forstand kan mennesket med sikkerhed erkende Gud ud fra hans værker. Men der findes en anden form for erkendelse, som mennesket på ingen måde kan nå frem til ved egne kræfter: den guddommelige Åbenbaring.[20] Gud åbenbarer sig for mennesket og giver sig til det ved en fuldstændig fri beslutning. Det gør han, idet han åbenbarer sit mysterium, den kærlighedsplan, Han fra evighed har udtænkt i Kristus til alle menneskers bedste. Han åbenbarer den helt ud ved at udsende sin elskede Søn, vor Herre Jesus Kristus, og Helligånden. [36; 1066]

Artikel 1 Guds Åbenbaring I. Gud åbenbarer sin "kærligheds plan"

51 "Gud besluttede, i sin godhed og visdom at åbenbare sig selv og kundgøre os sin viljes hemmelighed, for at menneskene gennem Kristus, det menneskevordne ord, i Helligånden må få adgang til Faderen og således del i den guddommelige natur.”[21] [2823; 1996] 52 Gud, som "bor i et utilgængeligt lys" (1 Tim 6, 16), vil meddele sit eget guddommelige liv til menneskene, som han frit har skabt, for at give dem barnekår hos sig i sin Enbårne Søn.[22] Ved at åbenbare sig selv vil Gud sætte menneskene i stand til at svare ham, kende ham og elske ham langt ud over alt, hvad de ville formå af sig selv. 53 Åbenbaringens guddommelige plan virkeliggøres samtidig "ved gerninger og ord i gensidig vekselvirkning".[23] Den indebærer en særlig "guddommelig pædagogik": Gud meddeler sig gradvis til mennesket. Han forbereder det i etaper til at modtage den guddommelige Åbenbaring, hvori han åbenbarer sig selv, og vil nå sit højdepunkt i det menneskevordne Ords Person og sendelse, Jesus Kristus. [1953; 1950]

[19] [20] [21] [22] [23]

[20] [21] [22] [23] [24]

GS 36. Jf. 1. Vat.konc.: DS 3015. DV 2. Jf. Ef 1, 4-5. DV 2.

Skt. Irenæus af Lyon taler gentagne gange om denne guddommelige pædagogik, idet han billedligt siger, at Gud og menneske gensidig skal vænne sig til hinanden: "Guds Ord har taget bolig i mennesket og er blevet Menneskesøn for at vænne mennesket til at tage imod Gud og vænne Gud til at bo i mennesket, således som det er Faderens velbehag". [24]

II. Stadier på Åbenbaringens vej Helt fra begyndelsen giver Gud sig til kende

54 "Gud, som skaber og opretholder alle ting ved sit Ord, giver gennem de skabte ting mennesket et vedvarende vidnesbyrd om sig selv. Da han ville åbne vejen for den evige frelse, har han desuden allerede fra begyndelsen givet sig til kende for vore stamfædre".[25] Han indbød dem til et inderligt fællesskab med sig selv, idet han klædte dem i strålende nåde og retfærdighed. [32; 374] 55 Denne Åbenbaring er ikke blevet afbrudt af vore stamforældres synd. For "efter deres fald gav Gud dem håb om frelse ved at love dem forløsningen, og han har uafbrudt haft omsorg for menneskeslægten, således at han kan give evigt liv til alle, der søger frelsen ved udholdende at gøre det gode".[26] [397, 410] "Men mennesket mistede dit venskab, da det i ulydighed vendte dig ryggen. Dog gav du det ikke i dødens vold . . . Gang på gang sluttede du pagt med menneskene".[27] [761]

Pagten med Noa

56 Efter at menneskeslægtens enhed var blevet splittet af synden, søgte Gud først og fremmest at frelse den, del for del. Pagten med Noa efter Syndfloden[28] er udtryk for den guddommelige husholdning (oikonomia) med menneskeheden, der nu er delt i "nationer", dvs. "land for land, hver med sit sprog, slægt for slægt og folkeslag for folkeslag" (1. Mos 10, 5).[29] [401; 1219] 57 Denne samtidig kosmiske, sociale og religiøse orden vedrørende folkeslagenes mangfoldighed,[30] har til formål at begrænse hovmodet hos en falden menneskeslægt, som i éndrægtigt fordærv[31] ville oprette sin egen enhed, som de gjorde det i Babel.[32] Men på grund af synden[33] truede flerguderiet såvel som nationens og dens overhoveds afgudsdyrkelse uophørligt denne provisoriske ordning med hedensk fordærv. 58 Pagten med Noa står ved magt så længe hedningernes tid varer,[34] indtil den universelle forkyndelse af Evangeliet. Den Hellige Skrift ærer nogle store skikkelser fra "folkeslagene", såsom

[24] [25] [26] [27] [28] [29] [30] [31] [32] [33] [34]

[25] [26] [27] [28] [29] [30] [31] [32] [33] [34] [35]

Hær. 3, 20, 2; jf. f.eks. hær. 3, 17, 1; 4, 12, 4; 4, 21, 3. DV 3. DV 3. Missale Rom., 4. Eukaristiske bøn ("Lovsang" s. 63). Jf. 1 Mos 9, 9. Jf. 1 Mos 10, 20-31 (32). Jf. Apg 17, 26-27. Jf. Vis 10, 5. Jf. 1 Mos 11, 4-6. Jf. Rom 1, 18-25. Jf. Luk 21, 24.

"Abel den retfærdige", konge-præsten Melkisedek,[35] som var prototype på Kristus,[36] eller de retfærdige mænd "Noa, Daniel og Job" (Ez 14, 14). Skriften udtrykker således, til hvilken grad af hellighed de er i stand til at nå, som lever under Noas pagt i forventning om, at Kristus vil "vil samle alle Guds adspredte børn til ét" (Joh 11, 52). [674; 2569] Gud udvælger Abraham

59 For at forene den splittede menneskehed udvælger Gud Abram, idet han kalder ham "ud fra sit land, sin slægt og sin fars hus" (1 Mos 12, 1), for at gøre ham til Abraham, det betyder "fader til en mængde folk" (1 Mos 17, 5): "I dig skal alle jordens slægter velsignes" (1 Mos 12, 3; LXX).[37] [145, 2570] 60 Det folk, som er udgået fra Abraham, får betroet løftet til patriarkerne, det udvalgte folk,[38] som er kaldet til at forberede den dag, da alle Guds børn skal samles i Kirkens enhed.[39] Det skal være den rod, hvorpå de hedninger podes ind, der er blevet troende.[40] [760; 762, 781] 61 Patriarkerne og profeterne og andre store skikkelser i Gamle Testamente er blevet og vil altid blive æret som hellige i alle Kirkens liturgiske traditioner. Gud former sit folk Israel

62 I tiden efter patriarkerne formede Gud Israel som sit folk, idet Han frelste det fra slaveriet i Egypten. Han sluttede Pagten med det på Sinai og gav det sin lov ved Moses, for at det kunne anerkende Ham og tjene Ham som den eneste levende og sande Gud, den omsorgsfulde Fader og retfærdige dommer, og forvente den lovede Frelser.[41] [2060, 2574; 1961] 63 Israel er Guds præstelige folk,[42] det folk, over hvilket "Herrens navn er nævnt" (5 Mos 28, 10). Det er det folk, "som Gud først har talt til",[43] de "ældre brødre" i Abrahams tro.[44] [204, 839] 64 Ved profeterne former Gud sit folk til at håbe på frelsen, i forventning om en ny og evig Pagt, bestemt for alle mennesker,[45] der skal indskrives i hjerterne.[46] Profeterne forkynder en radikal forløsning af Guds folk, en renselse for al dets utroskab,[47] en frelse, som alle folkeslag skal få del i.[48] Dette håb vil især blive båret af Herrens fattige og ydmyge.[49] Hellige kvinder som Sara,

[35] [36] [37] [38] [39] [40] [41] [42] [43] [44] [45] [46] [47] [48] [49]

[36] [37] [38] [39] [40] [41] [42] [43] [44] [45]

[46] [47] [48] [49] [50]

Jf. 1 Mos 14, 18. Jf. Hebr 7, 3. Jf. Gal 3, 8. Jf. Rom 11, 28. Jf. Joh 11, 52; 10, 16. Jf. Rom 11, 17-18. 24. Jf. DV 3. Jf. 2 Mos 19, 6. Missale Rom. Langfredag, 13: menighedens forbønner 6. Jf. Joh. Paul d. 2., Tale i synagogen ved mødet med den jødiske menighed i Rom (13. april 1986), 4. Jf. Es 2, 2-4. Jf. Jer 31, 31-34; Hebr 10, 16. Jf. Ez 36. Jf. Es 49, 5-6; 53, 11. Jf. Zef 2, 3.

Rebekka, Rakel, Mirjam, Debora, Hanna, Judit og Ester har holdt håbet om Israels frelse levende. Det reneste billede på dette håb er Maria.[50] [711; 1965; 489] III. Jesus Kristus, "Formidleren og Fylden af hele Åbenbaringen"[51] Gud har sagt alt i sit Ord

65 "Efter at Gud i fortiden mangfoldige gange og på mangfoldige måder har talt til fædrene gennem profeterne, har Han nu ved dagenes ende talt til os gennem sin Søn" (Hebr 1, 1-2). Kristus, Guds menneskevordne Søn, er Faderens eneste, fuldkomne og uovertræffelige Ord. I Sønnen siger Faderen alt, og der vil ikke komme noget andet ord end det. Efter så mange andre udtrykker Skt. Johannes af Korset det på lysende måde i sin kommentar til Hebr 1, 1-2: [102] Siden Han har givet os sin Søn, som er hans Ord, har Gud intet andet ord at give os. Han har sagt os alt på en eneste gang med dette Ene Ord, og han har ikke mere at sige... For det, som han sagde stykkevis til profeterne, det har han sagt helt og holdent i sin Søn, idet han har givet os sit ét og alt, som er hans Søn. Hvis derfor nogen nu ville udspørge Gud eller ønskede en vision eller åbenbaring, så ville han ikke blot begå en dårskab, men han ville gøre Gud uret ved ikke at fæste sit blik udelukkende på Kristus, uden at søge noget andet eller noget nyt.[52] [516; 2717]

Der vil ikke komme nogen anden Åbenbaring

66 "Derfor vil den kristne frelsesordning, som den nye og endelige pagt, aldrig forgå; ingen ny offentlig åbenbaring er i vente før Vor Herre Jesu Kristi herlige tilsynekomst".[53] Men selv om Åbenbaringen er afsluttet, er den dog ikke fuldstændig udfoldet; det forbliver den kristne tros opgave trin for trin at begribe hele rækkevidden af den i århundredernes løb. [94] 67

I århundredernes løb har der været såkaldte "privat-åbenbaringer", hvoraf nogle er blevet anerkendt af Kirkens autoritet. De hører dog ikke til troens betroede skat (depositum fidei). Det er ikke deres rolle at "forbedre" eller "supplere" Kristi endegyldige Åbenbaring, men at hjælpe til bedre at efterleve den på et givet tidspunkt i historien. Vejledt af Kirkens Læremyndighed kan de troendes sans (sensus fidelium) skelne og tage imod det, som i disse åbenbaringer udgør en sand appel fra Kristus eller hans helgener til Kirken. [84; 93] Den kristne tro kan ikke godkende "åbenbaringer", som påstås at gå ud over eller korrigere den Åbenbaring, hvis fuldendelse er Kristus. Dette er tilfældet med visse ikke-kristne religioner, og også med visse nyere sekter, som bygger på sådanne "åbenbaringer".

I korthed

68 Af kærlighed har Gud åbenbaret sig og givet sig til mennesket. Sådan giver han et endegyldigt og overvældende svar på de spørgsmål, mennesket stiller om livets mening og mål. 69 Gud har åbenbaret sig for mennesket ved gradvis, i handlinger og ord, at gøre det delagtigt i sit eget mysterium.

[50] [51] [52] [53]

[51] [52] [53] [54]

Jf. Luk 1, 38. DV 2. Carm. 2, 22. DV 4.

70 Ud over det vidnesbyrd, Gud giver om sig selv i skaberværket, har han givet sig til kende for vore første forældre. Han har talt til dem og efter syndefaldet lovet dem frelsen[54] og tilbudt dem sin pagt. 71 Gud sluttede en evig pagt med Noa og alle levende væsener.[55] Den vil bestå, så længe verden står. 72 Gud udvalgte Abraham og sluttede en pagt med ham og hans efterkommere. Af dem formede Gud sit folk og åbenbarede det sin lov gennem Moses. Ved profeterne forberedte Han det til at tage imod den frelse, som er bestemt for hele menneskeheden. 73 Gud har åbenbaret sig helt, da han sendte sin egen Søn, i hvem han har oprettet sin Pagt for altid. Han er Faderens endegyldige Ord, således at der ikke vil komme nogen anden Åbenbaring efter ham.

Artikel 2 Overleveringen af den guddommelige Åbenbaring

74 Gud "vil, at alle mennesker skal frelses og nå frem til erkendelse af sandheden" (1 Tim 2, 4), det vil sige af Jesus Kristus.[56] Derfor er det nødvendigt, at Kristus forkyndes for alle folkeslag og alle mennesker, så Åbenbaringen kan nå ud til verdens yderste grænser. [851] Gud har i sin store godhed sørget for, at det, han havde åbenbaret til alle menneskers frelse, skulle forblive intakt for altid og blive overleveret til alle slægtled. [57]

I. Den Apostoliske Tradition

75 "Kristus Herren, i hvem den højeste Guds fuldstændige åbenbaring er opfyldt, gav sine apostle befaling om, at de skulle prædike det evangelium, som Han forud havde lovet gennem profeterne, og som Han havde opfyldt i sin egen person og forkyndt med sin egen mund. De skulle prædike det som kilden til al frelsesbringende sandhed og moralsk norm, og derved bringe menneskene de guddommelige gaver”.[58] [171] Den apostoliske forkyndelse . . .

76

Overleveringen af Evangeliet er, efter Herrens befaling, sket på to måder:

Mundtligt: ved "apostlene, som i deres mundtlige forkyndelse, ved deres eksempel og deres forordninger overleverede, hvad de selv enten havde modtaget gennem deres liv sammen med Kristus, og gennem hans ord og gerninger, eller havde lært gennem Helligåndens inspiration”; [54] [55] [56] [57] [58]

[55] [56] [57] [58] [59]

Jf. 1 Mos 3, 15. Jf. 1 Mos 9, 16. Jf. Joh 14, 6. DV 7. DV 7.

Skriftligt: ved "de apostle og andre mænd i enhed med apostlene, som under den samme Helligånds inspiration nedskrev frelsesbudskabet".[59] . . . fortsat i den apostoliske succession

77 "For at det hele og fulde evangelium altid kunne blive bevaret i Kirken, efterlod apostlene sig biskopper som deres efterfølgere, og ‘overgav dem deres eget læreembede’.”[60] "Den apostolske forkyndelse, som på en helt særlig måde udtrykkes i de inspirerede bøger, skulle bevares gennem en uafbrudt kontinuitet indtil tidernes ende".[61] [861] 78 Denne levende videregivelse, der sker i Helligånden, kaldes Traditionen, for så vidt den er forskellig fra den Hellige Skrift, med hvilken den dog er nært forbundet. “Alt, hvad Kirken selv er, alt hvad den tror, fører den således videre i sin lære, i sit liv og i sin gudstjeneste og overleverer det til alle slægtled”.[62] "Kirkefædrenes udsagn er et vidnesbyrd om det livgivende nærvær af denne tradition, hvis rigdomme gennemstrømmer den troende og bedende Kirkes gerning og liv”.[63] [174; 1124, 2651] 79 Den selvmeddelelse, som Gud har givet ved sit Ord, i Helligånden, forbliver således nærværende og virksom i Kirken: "Således fører Gud, som også forhen har talt, en uafbrudt samtale med sin elskede Søns brud; og Helligånden, som i og ved Kirken lader Evangeliets levende røst klinge i verden, fører de troende til hele sandheden og lader Kristi ord få rigelig plads i dem”.[64] II. Forholdet mellem Traditionen og Den hellige Skrift En fælles kilde . . .

80 "Den hellige tradition og Den hellige Skrift er altså nært forbundet og forenet med hinanden. Thi da begge springer fra samme guddommelige kilde, flyder de på en måde sammen og strømmer mod det samme mål”.[65] Begge gør Kristi mysterium nærværende og frugtbart i Kirken, Han som har lovet at forblive hos sine "alle dage, indtil verdens ende" (Matt 28, 20). . . . to forskellige overleveringsmåder

81 "Den Hellige Skrift er Guds tale for så vidt den er blevet nedskrevet under den guddommelige Ånds inspiration." “Den hellige Tradition videregiver i dets helhed Guds Ord, som er betroet apostlene af den Herre Kristus og af Helligånden, til deres efterfølgere, for at de, oplyste af sandhedens Ånd, trofast må bevare, udlægge og udbrede det gennem deres forkyndelse”.[66] [113] [59] [60] [61] [62] [63] [64] [65] [66]

[60] [61] [62] [63] [64] [65] [66] [67]

DV 7. DV 7. DV 8. DV 8. DV 8. DV 8. DV 9. DV 9.

82 Heraf følger, at Kirken, som har fået videregivelsen og udlæggelsen af Åbenbaringen betroet, “ikke henter sin sikkerhed om alle de åbenbare sandheder alene fra Den hellige Skrift. Derfor bør begge modtages og æres med samme kærlighed og ærbødighed”.[67] Den apostoliske Tradition og de kirkelige traditioner

83 Den Tradition, vi her taler om, kommer fra apostlene og overleverer det, som disse har modtaget af Jesu undervisning og eksempel, og det, som de har lært af Helligånden. Den første generation af kristne havde faktisk endnu ikke noget Nyt Testamente på skrift, og det Nye Testamente selv vidner om processen i den levende Overlevering. Man må skelne mellem den apostoliske Tradition og de teologiske, disciplinære, liturgiske eller fromme 'traditioner', som er opstået i de lokale kirker i tidens løb. De udgør forskellige udformninger af den store Tradition, udtryksformer, der er tilpasset forskellige steder og forskellige tider. Det er i lys af Traditionen, at disse kan opretholdes, forandres eller forlades, under vejledning af Kirkens Læreembede. [1202, 2041, 2684] III. Fortolkningen af trosarven Trosarven er betroet til hele Kirken

84 Trosarven[68] (depositum fidei), indeholdt i den Hellige Tradition og i den Hellige Skrift, er af apostlene betroet Kirken i dens helhed. “Ved at holde fast ved denne skat vil hele det hellige folk, forenet med deres hyrder, altid holde fast ved apostlenes lære og fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne. Ved således at holde fast ved den overleverede tro, og ved at praktisere og bekende den, vil der være en særlig harmoni mellem biskopperne og de troende”.[69] [857, 871; 2033] Kirkens Læreembede

85 “Men opgaven, der består i autentisk at fortolke Guds Ord både i Skriften og i Traditionen, er alene betroet til Kirkens levende Læreembede, hvis autoritet udøves i Jesu Kristi navn”,[70] det vil sige til biskopperne i forening med Peters efterfølger, biskoppen af Rom. [888-892; 2032-2040] 86 “Læreembedet står imidlertid ikke over Guds ord, men er dets tjener. Det lærer kun det, som er blevet overleveret. For Gud har villet, at det med Helligåndens bistand ærbødigt lytter til dette ord, bevarer det med omhu og fremlægger det med trofasthed. Det er fra denne ene troens skat, at læreembedet henter alt, hvad det fremsætter som guddommeligt åbenbaret og genstand for tro”.[71] [688]

[67] [68] [69] [70] [71]

[68] [69] [70] [71] [72]

DV 9. Jf. 1 Tim 6, 20; 2 Tim 1, 12-14. DV 10. DV 10. DV 10.

87 De troende modtager lærevilligt de belæringer og de normer, som deres hyrder under forskellige former giver dem, idet de husker Kristi ord til apostlene: "Den, der hører jer, hører mig" (Luk 10, 16).[72] [1548; 2037] Troens dogmer

88 Kirkens Læreembede udøver i hele dens omfang den af Kristus modtagne fuldmagt, når det definerer dogmer, det vil sige når det fremsætter sandheder, som er indeholdt i den guddommelige Åbenbaring, eller på definitiv måde fremsætter sandheder som har en nødvendig forbindelse med dem, i en form, der forpligter det kristne folk til en uigenkaldelig tilslutning i tro. [888-892, 20322040] 89 Der består en organisk forbindelse mellem vort åndelige liv og dogmerne. Dogmerne er lys på troens vej; de oplyser den og gør den sikker. Og omvendt: hvis vort liv er retlinet, vil vor forstand og vort hjerte være åbne for modtagelsen af lyset fra troens sandheder.[73] [2625] 90 Dogmernes indbyrdes forbindelse og sammenhæng genfinder vi i Åbenbaringen af Kristusmysteriet i dets helhed.[74] “Man bør huske på, at der eksisterer en rækkefølge eller et ‘hierarki’ mellem den katolske læres sandheder, eftersom deres forbindelse med den kristne tros fundament er af forskellig art”.[75] [114, 158; 234] Troens overnaturlige sans

91 Alle de troende har del i forståelsen og overleveringen af den åbenbarede sandhed. De er blevet salvet af Helligånden, der lærer dem[76] og vejleder dem til hele sandheden (Joh 16,13). [737] 92 "De troende som helhed ... kan ikke tage fejl i deres tro og manifesterer denne deres særlige egenskab gennem hele folkets overnaturlige troens sans, når de “fra biskopperne til de yderste rækker i det troende lægfolk” fremviser deres universelle enhed i spørgsmål om tro og moral”.[77] [785] 93 "For ved denne troens sans, som opvækkes og opretholdes af sandhedens Ånd ... og under det hellige læreembedes ledelse ... holder Guds folk usvigeligt fast ved ‘den tro, som én gang er overgivet de hellige’, mens de med sikker dømmekraft trænger dybere ind i den og virkeliggør den mere fuldstændigt i deres liv”.[78] [889] Væksten i troens erkendelse

94 Takket være Helligåndens hjælp kan indsigten i den virkelighed og de ord, som udgør troens arv, vokse i Kirkens liv: [66]

[72] [73] [74] [75] [76] [77] [78]

[73] [74] [75] [76] [77] [78] [79]

Jf. LG 20. Jf. Joh 8, 31-32. Jf. 1 Vat.konc.: DS 3016: nexus mysteriorum; LG 25. UR 11. Jf. 1 Joh 2, 20, 27. LG 12. LG 12.

- "både ved overvejelsen og studium hos de troende, der overvejer dem i deres hjerte”;[79] især "den teologiske forskning bør stræbe efter en dyb forståelse af den åbenbarede sandhed";[80] [2651] - "men også ved den indre indsigt, der stammer fra åndelig erfaring”;[81] "de guddommelige ord og den, der læser dem, vokser med hinanden";[82] [2038, 2518] - "og endelig ved forkyndelsen fra dem, der gennem den biskoppelige succession har modtaget sandhedens karisma”.[83] 95 "Det er altså tydeligt, at den hellige tradition, Den hellige Skrift og Kirkens læreembede, ifølge Guds vise plan, i den grad er forenet og samordnet, at den ene ikke kan bestå uden de andre, og at de alle tilsammen, hver på deres måde, under den samme Helligånds virke, effektivt bidrager til sjælenes frelse”.[84] I korthed

96 Det, som Kristus har betroet til apostlene, har disse både mundtligt og skriftligt, under Helligåndens inspiration, overleveret til alle generationer indtil Kristi genkomst i herlighed. 97 "Den hellige tradition og Den hellige Skrift udgør én fælles hellig skat, nemlig Guds ord",[85] hvori Kirken på sin pilgrimsfærd som i et spejl beskuer Gud, Kilden til alle dens rigdomme. 98 "Alt, hvad Kirken selv er, alt hvad den tror, fører den således videre i sin lære, i sit liv og i sin gudstjeneste og overleverer det til alle slægtled”.[86] 99 Takket være troens overnaturlige sans tager hele Guds folk stadig på ny imod den guddommelige Åbenbarings gave, trænger stadig dybere ind i den og lever den mere fuldt ud. 100 Den ansvarsfulde opgave autentisk at udlægge Guds Ord er alene betroet Kirkens Læreembede: paven og biskopperne i kommunion med ham.

Artikel 3 Den Hellige Skrift I. Kristus - Skriftens eneste Ord

101 I sin usigelige godhed taler Gud i menneskeord for at åbenbare sig for menneskene: "For Guds ord udtrykt på menneskeligt sprog er som menneskelig tale, ligesom den evige Faders Ord en gang iførte sig menneskets skrøbelige legeme og blev mennesker lig".[87] [79] [80] [81] [82] [83] [84] [85] [86] [87]

[80] [81] [82] [83] [84] [85] [86] [87] [88]

DV 8. GS 62 § 7; jf. 44 § 2; DV 23; 24; UR 4. DV 8. Skt. Gregor d. Store, hom Ez. 1, 7, 8. DV 8. DV 10 § 3. DV 10. DV 8. DV 13.

102 Gennem alle den Hellige Skrifts ord siger Gud i virkeligheden kun et eneste Ord, sit ene Ord, i hvilket Han udsiger alt om sig selv[88]: [65, 2763] Husk på, at det er ét og samme Guds Ord, der udfolder sig gennem alle Skrifterne, at det er ét og samme Ord, som genlyder i alle de hellige forfatteres mund: Det Ord, som i begyndelsen var Gud hos Gud, har ikke brug for stavelser, fordi det hos Ham ikke er underlagt tiden.[89] [426-429]

103 Derfor har Kirken altid æret de hellige Skrifter, ligesom den også ærer Herrens Legeme. Uden ophør vedbliver den at række de troende livets Brød, hentet fra Guds Ords og Kristi Legemes alterbord.[90] [1100, 1184; 1378] 104 I den Hellige Skrift finder Kirken bestandig sin næring og sin kraft;[91] for i den modtager den ikke blot menneskeord, men det, Skriften i virkeligheden er: Guds Ord.[92] "For i de hellige bøger kommer Faderen, som er i himlen, kærligt sine børn i møde og taler med dem".[93] II. Den Hellige Skrifts inspiration og sandhed

105 Gud er Forfatteren til den Hellige Skrift. "Den guddommeligt åbenbarede sandhed, som indeholdes og fremsættes i den Hellige Skrifts bøger, er blevet nedskrevet under Helligåndens inspiration". "For vor hellige Moder, Kirken, anser nemlig Det gamle og Det nye Testamentes bøger i deres helhed og i alle deres dele, ifølge den apostolske tro, for hellige og kanoniske, fordi de er blevet nedskrevet under Helligåndens inspiration og dermed har Gud som forfatter, og fordi de er blevet overgivet til Kirken som sådanne”.[94] 106 Gud har inspireret de menneskelige forfattere af de hellige bøger. "Til at forfatte de hellige bøger udvalgte Gud visse mennesker, som, medens Han anvendte dem til dette arbejde, gjorde fuld brug af deres evner og færdigheder. Skønt Gud handlede i og gennem dem, var det som forfattere i egentlig forstand, at de nedskrev, hvad Han ønskede, de skulle skrive og kun det”.[95] 107 De inspirerede bøger lærer sandheden. "Når altså alt det, som de inspirerede forfattere (de såkaldte hagiografer) udsiger, bør betragtes som udsagt af Helligånden, så må vi erkende, at Den hellige Skrifts bøger urokkeligt, trofast og uden fejltagelse lærer den sandhed, som Gud med henblik på vor frelse har ønsket skulle nedskrives i disse hellige skrifter”.[96] [702] 108 Den kristne tro er imidlertid ikke en "bogreligion". Kristendommen er Guds "Ords" religion, "nemlig et Ord, som ikke er et skrevet og stumt ord, men det menneskevordne og levende Ord".[97] For at Skrifterne ikke skal forblive som døde bogstaver, må Kristus, den levende Guds evige Ord, ved Helligånden "åbne vort sind, så vi forstår Skrifterne".[98] [88] [89] [90] [91] [92] [93] [94] [95] [96] [97] [98]

[89] [90] [91] [92] [93] [94] [95] [96] [97] [98] [99]

Jf. Hebr 1, 1-3. Skt. Augustin, Sl. komm. 103, 4, 1. Jf. DV 21. Jf. DV 24. Jf. 1 Tess 2, 13. DV 21. DV 11. DV 11. DV 11. Skt. Bernhard, hom. Miss. 4, 11. Luk 24, 45.

III. Helligånden - Skriftens tolk

109 I den Hellige Skrift taler Gud til mennesket på menneskevis. For at tolke Skriften rigtigt må man derfor være opmærksom på det, som de menneskelige forfattere virkelig har haft i sinde at udsige, og på det, som Gud har villet tilkendegive os ved deres ord.[99] 110 For at finde frem til de hellige forfatteres intention må man tage forholdene i deres tid og kultur med i betragtning, de "litterære genrer", som var i brug på deres tid, såvel som den gængse måde at føle, tale og fortælle på. For “sandheden fremsættes og udtrykkes nemlig snart således, snart anderledes i tekster, som på forskellig måde er historiske, profetiske, poetiske eller tilhører andre litterære former”.[100] 111 Men eftersom den hellige Skrift er inspireret, findes der et andet tolkningsprincip, der ikke er mindre vigtigt end det foregående, og uden hvilket Skriften ville forblive et dødt bogstav: "Den hellige Skrift bør læses og tolkes i den samme ånd, som den er blevet skrevet i".[101] Det 2. Vatikankoncil angiver tre kriterier for en tolkning af Skriften, som er i overensstemmelse med den Ånd, der har inspireret den:[102] 112 1. Være meget opmærksom på “hele bibelens indhold og enhed". For, hvor forskellige de bøger, der udgør den, end er, så er Skriften en enhed, fordi Guds frelsesplan er én, og Jesus Kristus er midtpunktet i den og hjertet, som blev åbnet i Hans Påske:[103] [128; 368] Kristi hjerte[104] betegner den Hellige Skrift, som lærer os Kristi hjerte at kende. Dette hjerte var lukket før Hans lidelse, fordi Skriften var dunkel. Men efter lidelsen blev Skriften åbnet, fordi de som fra da af forstod, nu kan overveje og skønne, hvordan profetierne skal fortolkes.[105]

113 2. Derefter: læse Skriften "i overensstemmelse med hele Kirkens levende overlevering". Ifølge en talemåde fra Fædrene lader den Hellige Skrift sig læse meget bedre i Kirkens hjerte end i det materiale, den er skrevet på.[106] For Kirken bærer i sin Tradition det levende minde om Guds Ord, og det er Helligånden, som giver den åndelige tolkning af Skriften" ("... efter den åndelige mening, som Ånden skænker Kirken").[107] [81] 114 3. Endelig: være opmærksom på "troens analogi".[108] Ved "troens analogi" forstår vi sammenhængen mellem troens sandheder indbyrdes og med Åbenbaringen som helhed. [90] Skriftens betydninger

[99] [100] [101] [102] [103] [104] [105] [106] [107] [108]

[100]

Jf. DV 12 § 1.

[101] [102] [103] [104] [105] [106] [107]

[108] [109]

DV 12 § 2. DV 12 § 3. Jf. DV 12 § 3. Jf. Luk 24, 25-27, 44-46. Jf. Sl 22, 15. Skt. Thomas af Aq., Sal. 21, 11. Skt. Hilarius af Poitiers, Lib. ad Constant. Imp.9; Skt. Hieronymus, comm. in Ep. ad Gal. 1, 1, 11-12. Origenes, hom. in Lev. 5, 5. Jf. Rom 12, 6.

115

Ifølge en gammel tradition kan man skelne to betydninger i Skriften: den bogstavelige betydning og den åndelige betydning. Denne sidste er igen opdelt i den allegoriske, den moralske og den anagogiske betydning. De fire betydningers dybe overensstemmelse sikrer hele rigdommen i den levende læsning af Skriften i Kirken.

116

Den bogstavelige betydning: det er den betydning, som Skriftens ord har og som eksegesen kommer frem til, når den følger reglerne for den rette fortolkning. "Alle Skriftens tydninger støtter sig til den bogstavelige betydning".[109] [110-114]

117

Den åndelige betydning: takket være enheden i Guds frelsesplan kan ikke blot Skriftens tekst, men også de realiteter og begivenheder, den omtaler, være tegn. Den allegoriske betydning: vi kan nå frem til en dybere forståelse af begivenhederne ved at klarlægge deres betydning i Kristus; således er overgangen over det Røde Hav et tegn på Kristi sejr og dermed på Dåben. [110] Den moralske betydning: de begivenheder, som berettes i Skriften, skal føre os til at handle ret. De er skrevet "for at vejlede os" (1 Kor 10, 11).[111] Den anagogiske betydning: det er også muligt at se realiteter og begivenheder i deres evige betydning, idet de fører (gr. anagoge) os mod vort Fædreland. Således er Kirken på jorden tegn på det himmelske Jerusalem.[112] [1101] 118

Et vers fra middelalderen sammenfatter de fire betydninger således: - den bogstavelige betydning fortæller, hvad der skete, - allegorien, hvad vi skal tro, - den moralske betydning, det vi skal gøre, - anagogien, det vi skal stræbe imod.[113][114

119 “I overensstemmelse med disse retningslinier er det eksegeternes opgave at arbejde hen imod en dybere forståelse og udlægning af den hellige Skrift, for at Kirkens indsigt, takket være sådanne videnskabelige forarbejder, kan modnes. For alt det, som har med tolkning af Skriften at gøre, er i sidste instans underlagt Kirkens afgørelse, for det er Kirken, som har fået den gudgivne opgave og tjeneste at tage vare på Guds Ord og tolke det”:] [94] Jeg ville ikke tro på Evangeliet, hvis ikke den katolske Kirkes autoritet drev mig til det. [115] [113]

IV. Skrifternes Kanon

120 Det er den apostoliske Tradition, som har gjort det muligt for Kirken at skelne, hvilke skrifter der skulle regnes med i listen over de Hellige Bøger.[116] Denne fuldstændige liste kaldes Skrifternes "Kanon". Den består for det Gamle Testamentes vedkommende af 46 skrifter (eller 45, hvis man regner Jeremias og Klagesangene under ét) og 27 for det Nye Testamente:[117] [1117] Det Gamle Testamentes bøger: 1 Mosebog (Genesis), 2 Mosebog (Exodus), 3 Mosebog (Leviticus), 4 Mosebog (Numeri), 5 Mosebog (Deuteronomium), Josua, Dommerne, Ruth, de to Samuelsbøger, de to Kongebøger, de to Krønikebøger, Ezra og Nehemias, Tobit, Judit, Ester, de to Makkabæerbøger, Job, Salmerne, Ordsprogene, Prædikeren, Højsangen, Visdommen, Sirak, Esajas, Jeremias, Klagesangene, Baruk, Ezekiel, Daniel, Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Mika, Nahum, Habakkuk, Sefanias, Haggaj, Zakarias og Malakias.

[109] [110] Skt. Thomas af Aq., s. th., 1, 1, 10 ad 1. [110] [111] Jf. 1 Kor 10, 2. [111] [112] Jf. Hebr 3,1 - 4,11. [112] [113] Jf. Åb 21, 1 - 22, 5. [113] [114] Augustinus de Dacia, Rotulus pugillaris, I. ] [115] DV 12 § 3. [115] [116] Skt. Augustin, Fund. 5, 6. [116] [117] Jf. DV 8 § 3. [117] [118] Jf. DS 179-180; 1334-1336; 1501-1504.

Det Nye Testamentes bøger: de fire evangelier efter Mattæus, Markus, Lukas, Johannes; Apostelgerningerne; den hl. Paulus' breve til Romerne, 1. og 2. til Korinterne, til Galaterne, til Efeserne, til Filipperne, til Kolossenserne, 1. og 2. til Tessalonikerne, 1. og 2. til Timoteus, til Titus, til Filemon, Hebræerbrevet, Jakobs brev, Peters 1. og 2. brev, Johannes' tre breve, Judas' brev og Johannes' Åbenbaring.

Det Gamle Testamente

121 Det Gamle Testamente er en umistelig del af den Hellige Skrift. Dets bøger er guddommeligt inspirerede og af varig værdi,[118] for den Gamle Pagt er aldrig blevet tilbagekaldt. [1093] 122 "Hensigten med Det gamle Testamente var først og fremmest, at det skulle forberede Kristi, alles forløsers, komme". "Selv om Det gamle Testamente også indeholder ufuldkomne og tidsbetingede forhold”, vidner dets bøger ikke desto mindre om hele den guddommelige pædagogik i Guds frelsende kærlighed: De “indeholder en sublim lære om Gud, en frelsebringende visdom om menneskelivet og en vidunderlig skat af bønner. Endelig ligger mysteriet om vor frelse skjult i dem”.[119] [702, 763; 708; 2568] 123 De kristne ærer det Gamle Testamente som Guds sande ord. Kirken har altid bestemt tilbagevist tanken om at forkaste det Gamle Testamente under påskud af, at det Nye skulle have gjort det forældet (marcionisme). Det Nye Testamente

124 "Guds Ord, der er en Guds kraft til frelse for enhver som tror, kommer i Det nye Testamentes skrifter til udtryk på en helt enestående måde og viser sin kraft”.[120] Disse skrifter giver os den guddommelige Åbenbarings endegyldige sandhed. Deres centrale emne er Jesus Kristus, Guds menneskevordne Søn, hans handlinger, hans undervisning, hans lidelse og hans forherligelse, såvel som hans Kirkes første tid under Helligåndens virken.[121] 125 Evangelierne er hjertet i alle Skrifterne, "fordi de er hovedvidnesbyrdet om vor Frelsers, det menneskevordne Ords liv og lære".[122] [515] 126

Man kan skelne tre faser i Evangeliernes tilblivelse:

1. Jesu liv og undervisning: Kirken fastholder, at de fire Evangelier, "hvis historicitet den uden tøven bekræfter, trofast videregiver det, som Jesus, Guds Søn, mens han levede blandt menneskene, virkelig har gjort og lært til vor evige frelse, indtil den dag, da han blev optaget til Himlen". 2. Den mundtlige Tradition: "Efter hans Himmelfart overleverede apostlene deres tilhørere det, som Herren havde sagt og gjort, med den dybere indsigt i tingene, de selv var nået frem til, belært af begivenhederne ved Kristi forherligelse og oplyst af Sandhedens Ånd”. [76] 3. De skrevne evangelier: "De hellige forfattere udvalgte under nedskrivningen af de fire evangelier visse af de mange elementer, som forelå i mundtlig eller i skriftlig form; de ordnede nogle af dem i sammendrag eller fremlagde

[118] [119] [120] [121] [122]

[119] [120] [121] [122] [123]

Jf. DV 14. DV 15. DV 17. Jf. DV 20. DV 18.

dem med henblik på de enkelte kirkers situation, stadig i forkyndelsens form, men således at de hele tiden har fortalt os sandt og ærligt om Jesus”.[123] [76]

127 Evangeliet i dets fire former indtager en enestående plads i Kirken. Herom vidner den ærefrygt, liturgien omgiver det med, og den uforlignelige tiltrækning, det til enhver tid har haft på helgenerne: [1154] Der findes ingen bedre, mere dyrebar eller herligere lære end Evangeliets tekst. Se og husk, hvad vor Herre og Mester, Kristus, har lært ved sine ord og udført i sine handlinger.[124] Det er frem for alt Evangeliet, der hjælper mig i min bøn; i det finder jeg alt, hvad der er nødvendigt for min arme sjæl. Jeg opdager stadig nyt lys i det, skjulte og hemmelighedsfulde betydninger.[125] [2705]

Enheden mellem det Gamle og det Nye Testamente

128 Allerede i apostolisk tid[126] og derefter til stadighed i sin Tradition har Kirken belyst enheden i Guds frelsesplan i de to Testamenter ved hjælp af typologien. Denne påpeger i Guds gerninger under den Gamle Pagt "profetiske forbilleder" på det, som Gud har fuldendt i tidernes fylde i sin menneskevordne Søns person. [1094; 489] 129 Derfor læser de kristne det Gamle Testamente i lys af Kristus, død og opstanden. Den typologiske læsning viser klart, hvor uudtømmeligt indholdet i det Gamle Testamente er. Det må dog ikke få os til at glemme, at det Gamle Testamente beholder sin egen værdi som Åbenbaring, bekræftet af vor Herre selv.[127] Desuden skal også det Nye Testamente læses i lys af det Gamle. Det gjorde den første kristne katekese bestandig.[128] Et gammelt ord siger, at det Nye Testamente er skjult i det Gamle, mens det Gamle Testamente afdækkes i det Nye: "Det Nye er skjult i det Gamle, og det Gamle åbnes i det Nye".[129] [651; 2055; 1968] 130 Typologien betegner den dynamiske udvikling hen imod fuldendelsen af den guddommelige frelsesplan, når "Gud bliver alt i alle" (1 Kor 15, 28). Således mister patriarkernes kaldelse og Udtoget fra Egypten ikke deres egenværdi i Guds frelsesplan, fordi de samtidig er mellemliggende etaper i fuldbyrdelsen af den. V. Den hellige Skrift i Kirkens liv

131 "Så stor er kraften og magten i Guds ord, at de for Kirken er en støtte og en styrke, for Kirkens børn en troens kraft, sjælens føde og en ren og varig kilde til det åndelige liv”.[130] "Adgang til Den hellige Skrift bør være vidt åben for de kristne".[131] 132 “Derfor bør bibelstudiet være som sjælen i al teologi. Ordets tjeneste - og hermed tænkes der på den pastorale forkyndelse, katekesen og enhver form for kristen oplæring, hvoriblandt den

[123] [124] [125] [126] [127] [128] [129] [130] [131]

[124] [125] [126] [127] [128] [129] [130] [131] [132]

DV 19. Skt. Cæsaria den Yngre, Rich. Skt. Therese af Jesusbarnet, ms autob. A 83 v. Jf. 1 Kor 10, 11; Hebr 10, 1; 1 Pet 3, 21. Jf. Mark 12, 29-31. Jf. 1 Kor 5, 6-8; 10, 1-11. Skt. Augustin, Hept. 2, 73; jf. DV 16. DV 21. DV 22.

liturgiske homili bør indtage en hel speciel plads, får sin næring og sin hellige kraft ved skriftens ord”.[132] [94] 133 Kirken "opfordrer indtrængende og særligt alle de troende ... til ved hyppig læsning af de hellige Skrifter at lære 'det langt højere at kende: Kristus Jesus’ (Fil 3, 8). ‘For uvidenhed om Skrifterne er uvidenhed om Kristus’.”[133] [2653; 1792] I korthed

134 Hele den guddommelige Skrift er kun en eneste bog, og denne ene bog er Kristus; "for hele den guddommelige Skrift taler om Kristus, og hele den guddommelige Skrift fuldbyrdes i Kristus".[134] 135 "De hellige skrifter indeholder Guds ord, og fordi de er inspirerede, er de i sandhed Guds [135] ord”. 136 Gud er den Hellige Skrifts egentlige Forfatter; Han har inspireret dens menneskelige forfattere; Han virker i dem og gennem dem. Således sikrer Han, at deres skrifter uden fejl lærer den sandhed, der er vejen til frelse.[136] 137 Ved tolkningen af de inspirerede Skrifter skal man først af alt være opmærksom på det, som Gud gennem de hellige forfattere vil åbenbare til vor frelse. Det, der kommer fra Helligånden, kan kun opfattes fuldt ud ved Helligåndens virken.[137] 138 Kirken anerkender og ærer som inspirerede det Gamle Testamentes 46 bøger og det Nye Testamentes 27 bøger. 139

De fire Evangelier indtager en central plads, eftersom Jesus Kristus er deres midtpunkt.

140 De to Testamenters enhed udspringer af enheden i Guds frelsesplan og Åbenbaring. Det Gamle Testamente forbereder det Nye, og det Nye fuldender det Gamle; de to belyser gensidigt hinanden; begge er i sandhed Guds Ord. 141 "Kirken har altid æret de guddommelige skrifter på samme måde som Herrens legeme".[138] Begge nærer og bestemmer hele det kristne liv. "Dit Ord er en lygte for min fod, et lys på min sti" (Sl 119, 105).[139]

[132] [133] [134] [135] [136] [137] [138] [139]

[133] [134] [135] [136] [137] [138] [139] [140]

DV 24. DV 25; Skt. Hieronymus, comm. in Is., Prol. Hugo af Skt. Victor, Noe 2,8. DV 24. Jf. DV 11. Jf. Origenes, hom. in Ex. 4, 5. DV 21. Jf. Es 50, 4.

Tredje Kapitel Menneskets svar til Gud

142 Ved sin Åbenbaring "taler den usynlige Gud i sin overstrømmende kærlighed til menneskene som sine venner, og han færdes iblandt dem for at indbyde dem til fællesskab med sig selv og modtage dem deri”.[140] Det rette svar til denne indbydelse er troen. [1102] 143 Ved troen underkaster mennesket Gud sin forstand og sin vilje fuldstændigt. Med hele sit væsen giver mennesket sin tilslutning til Gud, som åbenbarer.[141] Den Hellige Skrift kalder dette menneskets svar til Gud, som åbenbarer, for "tros-lydighed".[142] [2087] Artikel 1 Jeg tror [1814-1816] I. Troslydighed

144 At adlyde (lat. ob-audire) i tro, det er frit at underkaste sig det ord, man har hørt, fordi dets sandhed er garanteret af Gud, som er Sandheden selv. Forbilledet på denne lydighed, som den Hellige Skrift opfordrer os til, er Abraham. Jomfru Maria er dens mest fuldkomne virkeliggørelse. Abraham - "alle troendes fader"

145 I sin store lovprisning af forfædrenes tro insisterer Hebræerbrevet særligt på Abrahams tro: "I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et land, som han skulle få som arvelod; og han drog ud skønt han ikke vidste, hvor han kom hen" (Hebr 11, 8).[143] I tro levede han som en fremmed og pilgrim i det land, der var blevet ham lovet.[144] I tro blev det Sara givet at undfange løftets søn. Og i tro bragte Abraham sin eneste søn som offer.[145] [59,2570; 489] 146 Abraham virkeliggør således i handling den definition på tro, som Hebræerbrevet giver: "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses" (Hebr 11, 1). "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed" (Rom 4, 3).[146] Takket være denne "stærke tro" (Rom 4, 20) er Abraham blevet "fader til alle dem, som tror" (Rom 4, 11. 18).[147] [1819] 147 Det Gamle Testamente er rigt på vidnesbyrd om denne tro. Hebræerbrevet priser de gamles eksemplariske tro: "På grund af den fik de jo godt vidnesbyrd" (Hebr 11, 2. 39). Men "Gud havde [140] [141] [142] [143] [144] [145] [146] [147]

[141] [142] [143] [144] [145] [146] [147] [148]

DV 2. Jf. DV 5. Jf. Rom 1, 5; 16, 26. Jf. 1 Mos 12, 1-4. Jf. 1 Mos 23, 4. Jf. Hebr 11, 17. Jf. 1 Mos 15, 6. Jf. 1 Mos 15, 5.

noget bedre for øje til os": nemlig den nåde at tro på hans Søn Jesus, "vor tros banebryder og fuldender" (Hebr 11, 40; 12, 2). [839] Maria - "salig er hun, som troede"

148 Jomfru Maria virkeliggør på den mest fuldkomne måde troens lydighed. I tro tog Maria imod bebudelsen og det løfte, som englen Gabriel bragte hende, for hun troede, at "intet er umuligt for Gud" (Luk 1, 37).[148] Hun gav sit samtykke: "Se, jeg er Herrens tjenerinde; det ske mig efter dit ord!" (Luk 1, 38). Elisabet hilste hende: "Salig er hun, som troede på opfyldelsen af det, der er sagt hende af Herren" (Luk 1, 45). Det er for denne tros skyld, at alle slægter skal prise hende salig.[149] [494, 2617; 506] 149 Hele sit liv igennem og indtil den sidste prøvelse,[150] da Jesus, hendes søn, døde på korset, har hendes tro ikke vaklet. Maria ophørte ikke med at tro, at Guds ord skulle "gå i opfyldelse". Derfor ærer Kirken i Maria den reneste virkeliggørelse af troen. [969; 507, 829] II. "Jeg ved, på hvem jeg tror" (2 Tim 1, 12) Tro på Gud alene

150 Troen er for det første menneskets personlige tilslutning til Gud. Samtidig og uadskilleligt herfra, er den et frit samtykke til hele den sandhed, som Gud har åbenbaret. Fordi den er en personlig tilslutning til Gud og et samtykke til den sandhed, Han har åbenbaret, adskiller den kristne tro sig fra den tro, man kan have til et menneske. Det er retfærdigt og godt helt og fuldt at sætte sin lid til Gud og tro absolut på det, Han siger. Det ville være tåbeligt og forkert at have en sådan tillid til en skabning.[151] [222] Tro på Jesus Kristus, Guds Søn

151 At tro på Gud er for en kristen uadskilleligt fra at tro på Ham, som han har udsendt, "den elskede Søn", i hvem Han har hele sit velbehag;[152] Gud har sagt til os, at Ham skal vi høre.[153] Herren siger selv til sine disciple: "Tro på Gud og tro på mig" (Joh 14, 1). Vi kan tro på Jesus Kristus, fordi Han selv er Gud, Ordet som blev kød: "Ingen har nogensinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens favn, Han er blevet hans tolk" (Joh 1, 18). Fordi han "har set Faderen" (Joh 6, 46), er Han den eneste, der kender ham og kan åbenbare ham.[154] [424] Tro på Helligånden

152 Man kan ikke tro på Jesus Kristus uden at have del i hans Ånd. Det er Helligånden, der åbenbarer for menneskene, hvem Jesus er. For "ingen kan sige: 'Jesus er Herre' uden ved [148] [149] [150] [151] [152] [153] [154]

[149] [150] [151] [152]

Jf. 1 Mos 18, 14. Jf. Luk 1, 48. Jf. Luk 2, 35. Jf. Jer 17, 5-6; Sl 40, 5; 146, 3-4.

[153]

[154] [155]

Mark 1, 11.

Jf. Mark 9, 7. Jf. Matt 11, 27.

Helligånden" (1 Kor 12, 3). "Ånden ransager alt, selv Guds dybder ... Ingen ved, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd" (1 Kor 2, 10-11). Gud alene kender Gud helt og fuldt. Vi tror på Helligånden, fordi han er Gud. [243, 683] Kirken ophører ikke med at bekende sin tro på én Gud: Fader, Søn og Helligånd. [232] III. Troens kendetegn Troen er en nådegave

153 Da apostlen Peter bekendte, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, svarede Jesus ham: "Det har ikke kød og blod åbenbaret dig, men min Far, som er i Himlene" (Matt 16, 17).[155] Troen er en Guds gave, en overnaturlig evne (virtus infusa), indgydt af Ham. "Denne tro er kun mulig, hvis Guds nåde både går forud og stadig ledsager menneskets indsats, kun mulig ved Helligåndens indre bistand, der bevæger hjertet og omvender det til Gud, åbner forstandens øjne og skænker ‘alle den indre glæde der består i at acceptere og tro sandheden’.”[156] [552; 1814; 1996; 2606] Troen er en menneskelig akt

154 At tro er kun muligt ved nåde og Helligåndens indre bistand. Men det er ikke mindre sandt, at tro er en autentisk menneskelig akt. Det er hverken i strid med menneskets frihed eller med dets forstand at have tillid til Gud og tilslutte sig de sandheder, Han har åbenbaret. Allerede i de menneskelige relationer er det ikke under vor egen værdighed at tro det, andre siger os om sig selv og deres intentioner, og stole på deres løfter (som f.eks. når en mand og en kvinde gifter sig), for således at indgå i et gensidigt fællesskab. Derfor strider det endnu mindre mod vor værdighed "ved troen helt at underkaste vor forstand og vor vilje under Gud, som åbenbarer"[157] og således indgå i et nært fællesskab med Ham. [1749; 2126] 155 I troen samarbejder menneskets forstand og vilje med Guds nåde: "At tro er en forstandens akt, hvorved denne tilslutter sig den guddommelige sandhed, under påbud fra viljen, som ved nåden bevæges af Gud".[158] [2008] Tro og forstand

156 Motivet til at tro er ikke den omstændighed, at de åbenbarede sandheder forekommer sande og forståelige i lys af vor naturlige fornuft. Vi tror "på grund af Guds egen autoritet som åbenbarer; Han, som hverken kan vildledes eller vildlede os".[159] “Men for at troens gudsdyrkelse kunne være i pagt med fornuften har Gud ikke desto mindre villet, at Helligåndens indre bistand skulle ledsages af ydre beviser på hans Åbenbaring".[160] Således er Kristi og de helliges mirakler,[161] profetierne, Kirkens udbredelse og hellighed, dens frugtbarhed og stabilitet "sikre tegn på Åbenbaringen, som er [155] [156] Jf. Gal 1, 15-16; Matt 11, 25. [156] [157] DV 5. [157] [158] 1. Vat.konc.: DS 3008. [158] [159] Skt. Thomas af Aq., s. th., 2-2, 2, 9; jf. 1. Vat.konc.: DS 3010. [159] [160] 1. Vat.konc.: DS 3008. [160] [161] Ibid., DS 3009. [161] [162] Jf. Mark 16, 20; Hebr 2, 4.

tilpasset alle menneskers forstand".[162] De er "troværdigheds-motiver", som viser at troens samtykke "på ingen måde er en blind sjælelig rørelse".[163] [1063; 2465; 548; 812] 157 Troen er sikker, sikrere end nogen menneskelig erkendelse, fordi den bygger på Guds eget Ord, som ikke kan lyve. De åbenbarede sandheder kan ganske vist forekomme dunkle for menneskets forstand og erfaring, men "den vished, som det guddommelige lys giver, er større end den, som lyset fra vor naturlige fornuft kan give".[164] "Titusinde vanskeligheder udgør ikke en eneste tvivl".[165] [2088] 158 "Troen søger at forstå".[166] Det hører til troens væsen at ønske bedre at kende Ham, som den troende har skænket sin tro, og bedre forstå det, som Han har åbenbaret; et dybere kendskab vil på sin side fremkalde en større tro, stadig mere opflammet af kærlighed. Troens nåde åbner "hjertets øjne" (Ef 1, 18) for en levende forståelse af Åbenbaringens indhold, dvs. helheden i Guds frelsesplan og troens mysterier, deres forbindelse med hinanden og med Kristus som det åbenbarede mysteriums midtpunkt. Og “for at forståelsen af åbenbaringen må blive stadig dybere, fuldkommengør Helligånden stadig troen gennem sine gaver”.[167] Som Skt. Augustin siger det: "Jeg tror for at forstå, og jeg forstår for bedre at tro".[168] [2705; 1827; 90; 2518] 159 Tro og videnskab: "Skønt troen står over forstanden, kan der aldrig være nogen virkelig uoverensstemmelse imellem dem. Eftersom den samme Gud, som åbenbarer mysterierne og meddeler troen, har nedlagt forstandens lys i menneskets ånd, ville Gud ikke kunne fornægte sig selv, og det sande aldrig kunne modsige det, der er sandt!”[169] “Hvis en metodologisk forskning inden for alle videnskabens grene derfor foregår på ægte videnskabelig vis og i overensstemmelse med etiske normer, kan den aldrig komme i virkelig konflikt med troen. Den profane verden og troens verden stammer nemlig fra den samme Gud. De, der ydmygt og udholdende prøver på at fravriste virkeligheden dens hemmeligheder, ledes nemlig, omend ubevidst, af Guds hånd, der opretholder alle ting og giver dem deres identitet”.[170] [283; 2293] Troens frihed

160 For at være menneskeligt "bør mennesket frivilligt svare Gud gennem sin tro; følgelig må ingen mod sin vilje tvinges til at antage troen. Thi trosakten er ifølge selve sin natur frivillig".[171] "Gud kalder menneskene til at tjene Ham i ånd og sandhed; derfor bliver de forpligtet gennem samvittigheden, men ikke tvunget... Dette viser sig helt tydeligt i Kristus Jesus".[172] For selv om Kristus har opfordret til tro og omvendelse, har Han på ingen måde tvunget dertil. "Han vidnede om sandheden, men dem, som modsagde den, ville han dog ikke påtvinge den med magt. Thi hans rige... vokser gennem den kærlighed, hvormed Kristus, ophøjet på korset, drager menneskene til sig".[173] [1738, 2106; 616] [162] [163] [164] [165] [166] [167] [168] [169] [170] [171] [172] [173]

[163]

[164] [165] [166] [167] [168] [169] [170] [171] [172] [173] [174]

1. Vat.konc.: DS 3009. 1. Vat.konc.: DS 3010. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2, 171, 5 indv. 3. Newman, Apol. Skt. Anselm, prosl. proøm. DV 5. Serm. 43, 7, 9. 1. Vat.konc.: DS 3017. GS 36 § 2. DH 10; jf. CIC, can. 748 § 2. DH 11. DH 11.

Troens nødvendighed

161 At tro på Jesus Kristus og på Ham, som har udsendt Ham til vor frelse, er nødvendigt for at opnå denne frelse.[174] "Fordi det ‘uden tro er umuligt at behage Gud’ (Hebr 11, 6) og få del i barnekår hos Ham, kan ingen nogensinde blive retfærdiggjort uden tro, og ingen opnår det evige liv, uden den, som ‘holder ud indtil enden’ (Matt 10, 22; 24, 13)”.[175] [432, 1257; 846] Troens udholdenhed

162 Troen er Guds frie gave til mennesket. Vi kan miste denne uvurderlige gave. Derfor formaner apostlen Paulus Timoteus: "Strid den gode strid med tro og god samvittighed. Den har nogle kastet over bord, og derved har deres tro lidt skibbrud" (1 Tim 1, 18-19). For at leve, vokse og holde ud i tro indtil enden skal vi nære den med Guds Ord; vi skal bønfalde Herren om at give os større tro;[176] den skal være "virksom i kærlighed" (Gal 5, 6),[177] båret af håbet[178] og rodfæstet i Kirkens tro. [2089; 1037, 2016, 2573, 2849] Troen - begyndelsen til det evige liv

163 Troen giver os ligesom en forsmag på glæden og lyset ved den saliggørende Gudsbeskuelse, der er målet for vor vandring her på jorden. Da skal vi se Gud "ansigt til ansigt" (1 Kor 13, 12), "sådan som Han er" (1 Joh 3, 2). Troen er altså allerede her og nu begyndelsen til det evige liv: [1088] "Når vi allerede nu betragter troens velsignelser, som i et spejl, er det som om vi allerede nu besidder alt det vidunderlige, som vor tro forsikrer os, at vi engang skal fryde os ved" (Skt. Basilius, Spir. 15, 36). [179]

164 Men endnu "vandrer vi i tro, ikke i skuen" (2 Kor 5, 7); og vi kender Gud "som i et spejl, i en gåde ... stykkevis" (1 Kor 13, 12). Troen, der er lysende ved Ham, på hvem vi tror, leves ofte i mørke. Den kan blive sat på prøve. Den verden, vi lever i, synes ofte langt borte fra det, troen forsikrer os om; ondskab og lidelse, uretfærdigheder og død synes at modsige det Glade Budskab; sådanne erfaringer kan få troen til at vakle og blive en fristelse for den. [2846; 309, 1502; 1006] 165 Så er det, vi skal vende os til troens vidner: Abraham, som troede "mod håb med håb" (Rom 4, 18); Jomfru Maria, som på "troens pilgrimsgang"[180] er gået ind til "troens nat",[181] idet hun inderligt tog del i sin Søns lidelse og natten i hans grav.[182] Hertil kommer mangfoldige andre vidner for troen: "Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender" (Hebr 12, 1-2). [2719] [174] [175] [176] [177] [178] [179] [180] [181] [182]

[175] [176] [177] [178] [179] [180] [181]

Jf. Mark 16, 16; Joh 3, 36; 6, 40 o.a. 1. Vat.konc.: DS 3012; jf. Trid.konc.: DS 1532. Jf. Mark 9, 24; Luk 17, 5; 22, 32. Jf. Jak 2, 14-26. Jf. Rom 15, 13. Jf. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2, 4, 1. LG 58.

[182]

Joh. Paul d. 2., RM 17.

[183]

Jf. Joh. Paul d. 2., RM 18.

Artikel 2 Vi tror

166 Troen er en personlig akt: menneskets frie svar på initiativet fra Gud, der åbenbarer sig. Men troen er ikke en isoleret akt. Ingen kan tro alene, ligesom ingen kan leve alene. Ingen har givet sig selv troen, ligesom ingen har givet sig selv livet. Den troende har modtaget troen fra andre og skal give den videre til andre. Vor kærlighed til Jesus og til menneskene driver os til at tale til andre om vor tro. Enhver troende er således et led i den lange kæde af troende. Jeg kan ikke tro uden at være båret af andres tro, og ved min tro medvirker jeg til at bære andres tro. [875] 167 "Jeg tror":[183] det er Kirkens tro, som den bekendes personligt af enhver troende - frem for alt ved dåben. "Vi tror":[184] det er Kirkens tro, som den bekendes af biskopperne, forsamlet i koncil, eller, mere alment, af de troende i den fælles liturgi. "Jeg tror": det er også Kirken, vor Moder, som svarer Gud i tro, og som lærer os at sige: "Jeg tror", "Vi tror". [1124; 2040] I. "Herre, se på din Kirkes tro"

168 Det er i første række Kirken, der tror, og således bærer, nærer og støtter min tro. Det er i første række Kirken, der overalt i verden bekender Herren ("Det er Dig, den Hellige Kirke i hele universet forkynder som sin Herre", synger vi i "Te Deum"); med Kirken og i den drages og føres også vi til at bekende: "Jeg tror", "Vi tror". Gennem Kirken modtager vi i dåben troen og det nye liv i Kristus. I den romerske Ritualbog spørger den, der foretager dåben, katekumenen: "Hvad ønsker du af Guds Kirke?" - Svaret lyder: "Troen". - "Hvad giver troen dig?" - "Det evige liv".[185] [1253] 169 Frelsen kommer fra Gud alene; men fordi vi modtager troens liv gennem Kirken, er den vor moder: "Vi tror på Kirken som mor til vor nye fødsel; men vi tror ikke på Kirken, som om den var ophav til vor frelse".[186] Da Kirken er vor mor, er det også den, der opdrager os i troen. [750; 2030] II. Troens sprog

170 Vi tror ikke på formler, men på den virkelighed, de udtrykker, og som troen gør det muligt for os at "berøre". Trosakten hos den troende standser ikke ved det sagte, men ved den virkelighed, som udsiges".[187] Men vi nærmer os denne virkelighed ved hjælp af troens formuleringer. De gør det muligt at udtrykke og videregive troen, at fejre den i fællesskab, at tilegne os den og leve af den mere og mere. [186] 171 Kirken, som er "sandhedens søjle og grundvold" (1 Tim 3, 15), bevarer trofast den tro, som én gang for alle er overleveret de hellige.[188] Den bevarer ihukommelsen af Kristi Ord; den overleverer bekendelsen af apostlenes tro fra generation tíl generation. Som en mor lærer sine børn [183] [184] [185] [186] [187] [188]

[184] [185] [186] [187] [188] [189]

Den apostolske trosbekendelse. Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse, den græske originaltekst. OICA 75; ibid. 247. Faust af Riez, Spir. 1, 2. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2, 1, 2, ad 2. Jf. Jud 1, 3.

at tale og derved at forstå og meddele sig, således lærer Kirken, vor mor, os troens sprog for at føre os ind i forståelsen af troen og dens liv. [78, 857, 84; 185] III. En eneste tro

172 I århundreder har Kirken uden ophør, på alle sprog, i alle kulturer, folkeslag og nationer bekendt sin ene tro, modtaget fra den ene Herre og overleveret gennem den ene dåb, rodfæstet i overbevisningen om, at alle mennesker kun har én Gud og Far.[189] Skt. Irenæus af Lyon, som vidner om denne tro, siger: [813] 173 "Skønt Kirken er spredt over hele jorden indtil verdens ende ... bevarer den med stor omhu den forkyndelse og den tro, som den har modtaget fra apostlene og deres disciple, som beboede den et eneste hus. Den tror og forkynder på én og samme måde, som havde den kun én sjæl og ét hjerte, og den forkynder, lærer og overleverer med enstemmig røst denne tro, som havde den kun én mund".[190] [830] 174 "For skønt sprogene er forskellige over hele verden, er Traditionens indhold ét og det samme. Hverken de kirker, som er grundlagt i Germanien, eller de som er hos Ibererne, eller de som er hos Kelterne, eller de kirker som er i Østen, i Egypten, Libyen, ej heller de, som er grundlagt i verdens midte, har en anden tro eller en anden Tradition".[191] "Kirkens budskab er altså sandfærdigt og solidt, eftersom det er hos den, at en eneste vej til frelse viser sig i den ganske verden".[192] [78] 175 "Denne tro, som vi har modtaget af Kirken, bevarer vi med omhu, for som en kostbar betroet skat i et mageløst kar, forynges den uophørligt under Helligåndens virken og forynger selve det kar, den er indeholdt i".[193] I korthed

176 Troen er hele menneskets personlige tilslutning til Gud, der åbenbarer sig. Den indebærer forstandens og viljens samtykke til den Åbenbaring, som Gud har givet af sig selv, ved sine handlinger og sine ord. 177 "At tro" har altså en dobbelt reference: til personen og til sandheden; til sandheden ved tilliden til den person, der bevidner den. 178

Vi skal ikke tro på nogen anden end Gud, Fader, Søn og Helligånd.

179 Troen er en overnaturlig gave fra Gud. For at tro har mennesket behov for Helligåndens indre bistand. 180 "At tro" er en menneskelig akt, bevidst og fri, som svarer til den menneskelige persons værdighed. 181 "At tro" er en kirkelig akt. Kirkens tro går forud for, føder, bærer og nærer vor tro. Kirken er alle troendes mor. "Ingen kan have Gud til Far, som ikke har Kirken til mor".[194] [189] [190] [191] [192] [193] [194]

[190] [191] [192] [193]

[194] [195]

Jf. Ef 4, 4-6. Hær. 1, 10, 1-2. Skt. Irenæus, hær. 1, 10, 2. Skt. Irenæus, hær. 5, 20, 1. Ibid. 3, 24, 1. Skt. Cyprian, unit. eccl.

182 "Vi tror på alt det, som er indeholdt i Guds Ord, det skrevne og det overleverede, og som Kirken forelægger os til tro som guddommeligt åbenbaret".[195] 183 Troen er nødvendig til frelse. Herren selv bekræfter det: "Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; den, som ikke tror, skal blive fordømt" (Mark 16, 16). 184 "Troen er en forsmag på den erkendelse, der skal gøre os salige i det kommende liv".[196]

[195] [196]

[196] [197]

SPF 20. Jf. Catholica, 1968, nr. 5. Skt. Thomas af Aq., comp. 1, 2.

DEN NIKÆNSKDEN APOSTOLSKE

KONSTANTINOPOLITANSKE

TROSBEKENDELSE14[197][198]

TROSBEKENDELSE15[199]

Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige,

Jeg tror på én Gud,

himlens og jordens Skaber.

den almægtige Fader, himlens og jordens, alle synlige og usynlige tings Skaber.

Jeg tror på Jesus Kristus,

Jeg tror på én Herre, Jesus Kristus,

hans énbårne Søn, vor Herre,

Guds énbårne Søn, som er født af Faderen forud for alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen; ved ham er alting skabt; for os mennesker og for vor frelses skyld er han nedsteget fra himlen

som er undfanget ved Helligånden

og har påtaget sig kød ved Helligånden

og født af Jomfru Maria.

af Jomfru Maria og er blevet menneske.

Han led under Pontius Pilatus,

Han blev også korsfæstet for os

blev korsfæstet, døde og blev begravet;

under Pontius Pilatus,

han nedfor til dødsriget,

led og blev begravet og opstod på den tredje dag

opstod på den tredje dag fra de døde,

efter Skrifterne

opfor til himlen,

og opfor til himlen.

sidder ved Guds Faders, den Almægtiges,

Han sidder ved Faderens højre hånd

højre hånd,

og han skal komme igen med herlighed

hvorfra han skal komme igen

for at dømme de levende og de døde,

for at dømme de levende og de døde.

og på hans rige skal der ikke være ende.

Jeg tror på Helligånden,

Jeg tror på Helligånden, Herren og levendegøreren, som udgår fra Faderen og Sønnen, og som tillige med Faderen og Sønnen

14[198] 15[199]

DS 30. DS 150.

tilbedes og forherliges, som har talt ved profeterne. den hellige katolske Kirke,

Og én, hellig, katolsk og apostolisk Kirke.

de helliges samfund,

Jeg bekender én dåb

syndernes forladelse,

til syndernes forladelse,

kødets opstandelse

og jeg venter de dødes opstandelse

og det evige liv. Amen.

og livet i den kommende verden. Amen.

Anden Sektion Bekendelsen af den kristne tro Troens symboler 185 Den, som siger "Jeg tror", siger dermed "Jeg samtykker i det, vi tror". Fællesskabet i troen har brug for et fælles sprog, et troens sprog, der er normgivende for alle, og som forener alle i den samme bekendelse af troen. [171, 949] 186 Lige fra begyndelsen har den apostolske Kirke udtrykt og videregivet sin egen tro i korte formuleringer, som var normgivende for alle. 16 Men meget tidligt har Kirken også villet sammenfatte det væsentlige i sin tro i organiske og leddelte resuméer, som især var bestemt for dåbskandidaterne. Denne syntese af troen er ikke lavet efter hvad mennesker mener; men man har samlet det vigtigste fra hele Skriften til en eneste fuldstændig belæring i troen. Og ligesom sennepskornet i et lille bitte korn indeholder et stort antal grene, sådan indeholder dette resumé af troen i få ord hele den sande fromheds kundskab, som er indeholdt i det Gamle og det Nye Testamente.[1]

187 Man kalder disse sammenfatninger af troen for "trosbekendelser", eftersom de resumerer den tro, de kristne bekender. Man kalder dem "Credo", ud fra det ord, de i reglen begynder med: "Jeg tror". Man kalder dem også "troens symboler". 188

Det græske ord symbolon betød halvdelen af en brudt genstand (f.eks. et segl), som man brugte som genkendelsestegn. De brudte dele blev lagt sammen for at efterprøve bærerens identitet. Trossymbolet er altså et genkendelsestegn og et fællesskabstegn mellem de troende. "Symbolon" betegner endvidere samling, sammenfatning, oversigt. Trossymbolet er sammenfatningen af de vigtigste trossandheder. Derfor tjener det som første og grundlæggende udgangspunkt for katekesen.

189 Den første "trosbekendelse" finder sted ved Dåben. "Trossymbolet" er i første række dåbs-symbolet. Eftersom dåben meddeles "i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" (Matt 28, 19), er de trossandheder, som bekendes ved dåben, ordnet under henvisning til de tre Personer i den Hellige Treenighed. [1237,232] 190 Symbolet er derfor tredelt: "Først er der tale om den første guddommelige Person og det beundringsværdige skaberværk; dernæst om den anden guddommelige Person og menneskenes forløsnings

16 [1]

[1]

Jf. Rom 10, 9; 1 Kor 15, 3-5, osv.

[2]

Skt. Cyril af Jerusalem, catech. ill. 5, 12.

mysterium; til sidst om den tredje guddommelige Person, der er kilde og ophav til vor helliggørelse". [2] Dette er "vort (dåbs)segls tre kapitler".[3] 191 “Disse tre dele er forskellige, men forbundne med hinanden. Ifølge en sammenligning, som ofte er blevet brugt af Fædrene, kalder vi dem artikler. For ligesom vore lemmer er adskilt ved led, sådan har man i denne trosbekendelse med rette kaldt de sandheder artikler, som skal tros særskilt og hver for sig”.[4] Ifølge en gammel tradition, som er bekræftet allerede af Skt. Ambrosius, plejer man desuden at opdele Credo i tolv artikler, sådan at tallet på apostlene symboliserer hele den apostoliske tro.[5] 192 Der er i århundredernes løb blevet lavet mange trosbekendelser eller trossymboler som svar på de forskellige tidsaldres behov: de forskellige apostolske og ældste kirkers symboler;[6] "Quicumque"-symbolet, også kaldet Skt. Athanasius' symbol;[7] visse koncilers (Toledo,[8] Lateran,[9] Lyon,[10] Trento[11]) trosbekendelser eller visse pavers, såsom "Fides Damasi"[12] eller "Gudsfolkets Credo" af Paul d. 6.[13] 193 Ingen af symbolerne fra de forskellige etaper i Kirkens liv kan betragtes som forældede eller unyttige. De hjælper os til i dag at kende og uddybe den tidløse tro gennem de forskellige sammenfatninger, der er foretaget af den. Blandt alle trossymbolerne har to en ganske særlig plads i Kirkens liv: 194 Den apostolske trosbekendelse: således kaldet, fordi den med rette anses for at være en trofast sammenfatning af apostlenes tro. Den er Romerkirkens gamle dåbssymbol. Deraf kommer dets store autoritet: "Den er det symbol, den romerske Kirke bevarer, den Kirke, hvor Peter, den første blandt apostlene, har haft sit sæde, og hvortil han bragte den fælles lære".[14] 195 Den nikænsk-konstantinopolitanske Trosbekendelse (således kaldet) har sin store autoritet, fordi den er udgået fra de to første økumeniske konciler (325 og 381). Den er, endnu i dag, fælles for alle de store Kirker i Østen og i Vesten. [242, 245, 465] 196 Vor fremstilling af troen følger den Apostolske Trosbekendelse, som så at sige er den "ældste romerske katekismus". Denne fremstilling vil dog bestandigt blive suppleret med henvisninger til Symbolet fra Nikæa-Konstantinopel, som ofte er mere udtrykkeligt og detaljeret. 197 Lad os, som på vor dåbsdag, da vi blev betroet til “læreformen” (Rom 6, 17), tage imod trosbekendelsen, som skænker os livet. At fremsige Credo med tro, er at indgå i inderligt fællesskab med Gud Fader, Søn og Helligånd. Det er også at indgå i fællesskab med hele Kirken, som overgiver os troen, og i hvis skød vi tror: [1064] Denne trosbekendelse er det åndelige segl; det er vort hjertes meditation, dets altid nærværende vogter; ja, sandelig, vor sjæleskat.[15] [1274]

[2] [3] [4] [5] [6] [7] [8] [9] [10] [11] [12] [13] [14] [15]

[3] [4] [5] [6] [7] [8] [9]

Catech. R. 1, 1, 4. Skt. Irenæus, dem. 100. Catech. R. 1, 1, 4. Jf. symbol. 8. Jf. DS 1-64. Jf. DS 75-76. DS 525-541.

[10]

DS 800-802.

[11] [12] [13] [14]

[15] [16]

DS 851-861. Jf. DS 1862-1870. Jf. DS 71-72. Sollemnis Professio fidei: AAS 60 (1968) 433-445. Skt. Ambrosius, symb. 7. Skt. Ambrosius, symb. 1.

Første Kapitel Jeg tror på Gud Fader 198 Vor trosbekendelse begynder med Gud, for Gud er "den Første og den Sidste" (Es 44, 6), altings Begyndelse og Endemål. Credo begynder med Gud Fader, fordi Faderen er den første guddommelige Person i den allerhelligste Treenighed; vort Symbol begynder med himlens og jordens skabelse, fordi skabelsen er begyndelsen til og fundamentet for alle Guds værker. Artikel 1 "Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens Skaber" Paragraf 1. Jeg tror på Gud 199 "Jeg tror på Gud": denne første bekræftelse i trosbekendelsen er også den mest grundlæggende. Hele trosbekendelsen taler om Gud, og når den også taler om mennesket og verden, gør den det i relation til Gud. Alle artiklerne i Credo afhænger af den første, ligesom alle budene udfolder det første bud. De andre artikler lærer os bedre at kende Gud, sådan som Han skridt for skridt har åbenbaret sig for menneskene. "De troende bekender først, at de tror på Gud".[16] [2083] I. "Jeg tror på én Gud" 200 Med disse ord begynder Symbolet fra Nikæa-Konstantinopel. Bekendelsen af Gud som den eneste Gud, som har sin rod i Guds Åbenbaring i den Gamle Pagt, er uadskillelig fra bekendelsen af Guds eksistens og ligeså grundlæggende. Gud er den Eneste; der er kun én Gud: "Den kristne tro bekender, at der kun er én Gud, såvel af natur, som af substans og af væsen".[17] [2085] 201 Gud har åbenbaret sig for Israel, sin udvalgte, som den Eneste: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke" (5 Mos 6, 4-5). Ved profeterne kalder Gud Israel og alle folkeslag til at vende sig til ham, den Eneste: "Vend dig til mig og bliv frelst, du vide jord; thi Gud er jeg, ellers ingen ... Hvert knæ skal bøje sig for mig, hver tunge sværge mig til: Kun hos Herren er retfærd og styrke" (Es 45, 22-24).[18] [2083] 202 Jesus selv bekræfter, at Gud "Herren er én", og at vi skal elske ham "af hele vort hjerte, af hele vor sjæl, af hele vort sind og alle vore kræfter".[19] Han lader samtidig forstå, at han selv er "Herren".[20] Bekende at "Jesus er Herre" er særegent for den kristne tro. Det strider ikke imod troen på den ene Gud. At tro på Helligånden, "Herren og Levendegøreren", medfører ikke nogen deling i den Ene Gud: [446; 152] "Vi tror fuldt og fast og bekender ganske enkelt, at der er en eneste sand Gud, uendelig og uforanderlig, ubegribelig, almægtig og uudsigelig, Fader, Søn og Helligånd: tre Personer, men ét Væsen, én Substans eller absolut usammensat Natur".[21] [42]

[16] [17] [18] [19] [20] [21]

[17] [18] [19] [20] [21] [22]

Catech. R. 1, 2, 6. Catech. R. 1, 2, 8. Jf. Fil 2, 10-11. Jf. Mark 12, 29-30. Jf. Mark 12, 35-37. 4. Lat.konc.: DS 800.

II. Gud åbenbarer sit navn 203 Gud har åbenbaret sig for sit folk Israel, idet han gav sit navn til kende for det. Navnet udtrykker en persons væsen, identitet og meningen med dens liv. Gud har et navn. Han er ikke en anonym magt. At udlevere sit navn er at give sig til kende for andre; det er på en vis måde at udlevere sig selv ved at gøre sig tilgængelig, så man kan blive nærmere kendt og kaldt på, personligt. [2143] 204 Gud har åbenbaret sig gradvist og under forskellige navne for sit folk, men det er åbenbaringen af Guds navn for Moses i teofanien i den brændende tornebusk - lige før Udtoget fra Egypten og Pagten på Sinai som har vist sig at være den grundlæggende åbenbaring i den Gamle og den Nye Pagt. [63] Den levende Gud 205 Gud kalder på Moses ud fra en tornebusk, som brænder uden at blive fortæret. Gud siger til Moses: "Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud" (2 Mos 3, 6). Gud er fædrenes Gud, Han, som havde kaldt og ledet patriarkerne på deres vandringer. Han er den trofaste og medlidende Gud, som kommer dem og sine løfter i hu. Han kommer for at befri deres efterkommere fra slaveriet. Han er den Gud, som hinsides tid og rum både kan og vil gøre det, og som vil sætte sin almagt ind for denne plan. [2575; 268] "Jeg Er den, Jeg Er" Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn?" Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg Er!" Og Han sagde: "Således skal du sige til israelitterne: "Jeg Er" har sendt mig til jer ... Dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt" (2 Mos 3, 13-15).

206 Ved at åbenbare sit hemmelighedsfulde navn JHWH, "Jeg Er Den, som Er" eller “Jeg er den, som Jeg Er”, eller "Jeg Er den, Jeg Er", siger Gud, Hvem Han er, og ved hvilket navn man skal kalde Ham. Dette guddommelige navn er et mysterium, som Gud selv er mysterium. Det er på én gang et åbenbaret navn og ligesom en nægtelse af et navn, og derved udtrykker det bedst Gud, som det Han er, uendeligt ophøjet over alt det, vi kan fatte eller udsige: Han er den "skjulte Gud" (Es 45, 15), hans navn er uudsigeligt, [22] og han er den Gud, som træder menneskene nær: [43] 207 Idet han åbenbarer sit navn, åbenbarer Gud samtidig sin trofasthed, som varer evigt og altid, i fortiden ("Jeg er dine fædres Gud", 2 Mos 3, 6) som i fremtiden ("Jeg vil være med dig", 2 Mos 3, 12). Gud, der åbenbarer sit navn som "Jeg Er", åbenbarer sig som den Gud, der altid er der, nærværende hos sit folk for at frelse det. 208 Stillet over for Guds dragende og hemmelighedsfulde nærvær opdager mennesket sin lidenhed. Foran den brændende tornebusk, ansigt til ansigt med Guds hellighed, tager Moses sine sandaler af og tildækker sit ansigt.[23] Over for den trefold hellige Guds herlighed udbryder Esajas: "Ve mig! det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber" (Es 6, 5). Ved synet af de guddommelige undere, Jesus udfører, udbryder Peter: "Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!" (Luk 5, 8). Men fordi Gud er hellig, kan Han tilgive mennesket, som stillet over for Ham opdager sig selv som synder: "Jeg fuldbyrder ikke min harmglød ... Thi Gud er jeg, ikke et menneske, hellig er jeg i din midte" (Hos 11, 9). Apostlen Johannes siger det samme: "Da kan vi for hans åsyn stille vore hjerter tilfreds, hvad end vort hjerte måtte fordømme os for, thi Gud er større end vort hjerte og kender alt" (1 Joh 3, 19-20). [724; 448; 388] 209

Af ærefrygt for Guds hellighed udtaler Israels folk ikke Guds navn. I læsningen af den hellige Skrift er det åbenbarede navn erstattet af det guddommelige: "Herre" (Adonaï, på græsk Kyrios). Det er under dette navn, at Jesu Guddom senere bekendes: "Jesus er Herre". [446]

[22] [23]

[23] [24]

Jf. Dom 13, 18. Jf. 2 Mos 3, 5-6.

"Gud, som er barmhjertig og nådig" 210 Efter at Israel havde syndet og vendt sig bort fra Gud for at tilbede guldkalven,[24] hører Gud Moses' forbøn og indvilliger i at vandre midt i et troløst folk. Sådan viser Han sin kærlighed. [25] Da Moses beder om at måtte skue Hans herlighed, svarer Gud: "Jeg vil lade al min herligheds rigdom drage forbi dig og udråbe foran dig JHWHs navn" (2 Mos 33,18-19). Og Herren drager forbi Moses og råber "JHWH, JHWH er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på miskundhed og trofasthed" (2 Mos 34, 6). Da bekender Moses Herren som en Gud, der tilgiver.[26] [2116, 2577] 211 Det guddommelige navn "Jeg Er" eller "Han Er" udtrykker Guds trofasthed, som trods menneskenes troløshed og synd og den straf de fortjener, "bevarer sin miskundhed mod tusinder" (2 Mos 34, 7). Gud åbenbarer, at han er “rig på barmhjertighed" (Ef 2, 4) ved at gå så vidt som til at give sin egen Søn. Ved at give sit liv for at befri os fra synden åbenbarer Jesus, at også Han bærer Guds navn: "Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå, at Jeg Er" (Joh 8, 28). [604] Gud alene ER 212 I århundredernes løb har Israels tro kunnet udfolde og uddybe de rigdomme, som er indeholdt i åbenbaringen af det guddommelige navn. Gud er Én, der er ingen anden gud end Ham. [27] Han er højt ophøjet over verden og historien. Det er Ham, der har skabt himlen og jorden: "De falder, men du består; de slides alle op som en klædning ... men Du er den samme, og dine år får aldrig ende!" (Sl 102, 27-28). I Ham "er der ingen forandring eller skygge, der kommer og går" (Jak 1, 17). Han er "Den som er", siden altid og for altid, og således forbliver Han altid tro mod sig selv og sine løfter. [42; 469, 2086] 213 Åbenbaringen af det uudsigelige navn "Jeg er Den som er" indeholder altså den sandhed, at Gud alene ER. Det er i denne betydning, at allerede den græske Septuaginta-oversættelse og efter den Kirkens Tradition har forstået Guds navn: Gud er al Værens fylde og fuldkommenhed, uden begyndelse og uden ende. Mens alle skabninger har modtaget alt, hvad de er og har, fra Ham, er Han alene sin egen Væren og ud fra sig selv er Han alt det, Han er. [41] III. Gud, "Den som Er", er Sandhed og Kærlighed 214 Gud, "Den som Er", har åbenbaret sig for Israel som Den, der er "rig på miskundhed og trofasthed" (2 Mos 34, 6). Disse to ord udtrykker i fortættet form rigdommene i det guddommelige navn. I alle sine værker viser Gud sin miskundhed, sin godhed, sin nåde, sin kærlighed; men også sin troværdighed, sin bestandighed, sin trofasthed, sin sandhed. "Jeg vil prise dit navn for din miskundheds og trofastheds skyld" (Sl 138, 2). [28] Han er Sandheden, for "Gud er Lys, og der er slet intet mørke i ham" (1 Joh 1, 5); Han er "Kærlighed", som apostlen Johannes lærer det (1 Joh 4, 8). [1062] Gud er Sandhed 215 "Summen af dine ord er Sandhed! og alle dine retfærdige bud gælder i evighed (Sl 119, 160). "Herre, du er Gud, og dine ord er sandhed!" (2 Sam 7, 28). Det er derfor, Guds løfter altid går i opfyldelse. [29] Gud er Sandheden selv, hans ord kan ikke lede vild. Derfor kan man fuldt og fast betro sig til sandheden og trofastheden i hans ord i alle ting. Begyndelsen på menneskets synd og fald var en løgn fra fristerens side, som forledte det til at tvivle på Guds ord, på hans godhed og hans trofasthed. [2465; 1063, 156; 397]

[24] [25] [26] [27] [28] [29]

[25] [26] [27] [28] [29] [30]

Jf. 2 Mos 32. Jf. 2 Mos 33, 12-17. Jf. 2 Mos 34, 9. Jf. Es 44, 6. Jf. Sl 85, 11. Jf. 5 Mos 7, 9.

216 Guds sandhed er hans visdom, som byder over hele skabelsesordenen og styrer verdens gang.[30] Kun Gud, som ene har skabt himlen og jorden, [31] kan give det sande kendskab til alt skabt i dets forhold til Ham. [32] [295; 32] 217 Gud er også sand, når han åbenbarer sig: Den belæring, som kommer fra Gud, er en "sandhedslære" (Mal 2, 6). Da han sendte sin Søn til verden, var det "for at vidne om Sandheden" (Joh 18, 37): "Vi ved, at Guds Søn er kommet, og han har givet os forstand til at kende ham, som er den Sande" (1 Joh 5, 20).[33] [851; 2466] Gud er Kærlighed 218 I løbet af sin historie har Israel kunnet erkende, at Gud kun havde én grund til at åbenbare sig for det og udvælge det blandt alle folkeslag til at tilhøre ham: hans gratis kærlighed. [34] Og takket være profeterne har Israel forstået, at det også er af kærlighed, at Gud ikke har ophørt med at frelse det [35] og tilgive det dets utroskab og dets synder.[36] [295] 219 Guds kærlighed til Israel sammenlignes med en fars kærlighed til sin søn. [37] Denne kærlighed er stærkere end en mors kærlighed til sine børn. [38] Gud elsker sit folk mere end en brudgom sin elskede; [39] denne kærlighed vil overvinde selv den værste utroskab; [40] den vil gå så vidt som til den dyrebareste gave: "Så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn" (Joh 3, 16). [239; 796; 458] 220 Guds kærlighed er "evig" (Es 54, 8): "For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min kærlighed viger ikke fra dig" (Es 54, 10). "Med evig kærlighed elskede jeg dig; derfor bevarer jeg min troskab mod dig" (Jer 31, 3). 221 Den hl. Johannes går endnu længere, når han vidner: "Gud er Kærlighed" (1 Joh 4, 8. 16): Guds Væsen er Kærlighed. Ved i tidens fylde at sende sin enbårne Søn og Kærlighedens Ånd, åbenbarer Gud sit inderste mysterium.[41] Han er selv evig, gensidig kærlighed: Fader, Søn og Helligånd, og han har bestemt os til at have del i den. [733; 851; 257] IV. Betydningen af troen på Én Gud 222 At tro på Gud, den Eneste, og elske ham med hele sit væsen har overordentlig store konsekvenser for hele vort liv: 223 det vil sige at kende Guds storhed og majestæt: "Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages" (Job 36, 26). Derfor skal Gud "tjenes først".[42] [400] 224 det vil sige at leve i taksigelse: Når Gud er den Eneste, så kommer alt hvad vi er og alt hvad vi ejer fra Ham: "Hvad har du, som du ikke har fået givet?" (1 Kor 4, 7). "Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig?" (Sl 116, 12). [2637]

[30] [31] [32] [33] [34] [35] [36] [37] [38] [39] [40] [41] [42]

[31] [32] [33] [34] [35] [36] [37] [38]

[39] [40] [41] [42] [43]

Jf. Visd 13, 1-9. Jf. Sl 115, 15. Jf. Visd 7, 17-21. Jf. Joh 17, 3. 5 Mos 4, 37; 7, 8; 10, 15. Jf. Es 43, 1-7. Jf. Hos 2. Jf. Hos 11, 1. Jf. Es 49, 14-15. Jf. Es 62, 4-5. Jf. Ez 16; Hos 11. Jf. 1 Kor 2, 7-16; Ef 3, 9-12. Skt. Jeanne d'Arc, dictum.

225 det vil sige at kende alle menneskers enhed og sande værdighed: Alle er skabt "i Guds billede, så de ligner ham" (1 Mos 1, 26). [356, 360, 1700, 1934] 226 det vil sige at bruge de skabte ting på rette måde: Troen på den Ene Gud fører os til at bruge alt det, som ikke er Ham, for så vidt det fører os nærmere Ham, og frigøre os fra det, for så vidt det vender os bort fra Ham:[43] [339, 2402, 2415] Min Herre og min Gud, tag fra mig alt hvad der fører mig bort fra Dig. Min Herre og min Gud, giv mig alt hvad der fører mig nærmere til Dig. Min Herre og min Gud, tag mig fra mig selv for at give mig helt til dig.[44]

227 det vil sige at stole på Gud i alle forhold, selv i modgang. Det udtrykker Skt. Teresa af Jesus beundringsværdigt i en bøn: [313, 2090] Lad intet forvirre dig / lad intet forskrække dig Alt forgår / Gud forandrer sig ikke Tålmodighed opnår alt / Den, som har Gud, mangler intet / Gud alene er nok.[45] [2830; 1723]

I korthed 228 "Hør, Israel, Herren vor Gud, Herren er én" (5 Mos 6, 4; Mark 12, 29). "Det Højeste Væsen må nødvendigvis være unikt, det vil sige uden lige ... Hvis Gud ikke er unik, er han ikke Gud".[46] 229 Troen på Gud fører os til at vende os til Ham alene, som vor første oprindelse og vort sidste mål, og til ikke at foretrække noget frem for ham eller erstatte ham med noget. 230 Selv når Gud åbenbarer sig, forbliver han et uudsigeligt mysterium: "Hvis du forstod Ham, ville det ikke være Gud".[47] 231 Den Gud, vi tror på, har åbenbaret sig som Den som er; Han har givet sig til kende som "rig på nåde og trofasthed" (2 Mos 34, 6). Selve hans Væsen er Sandhed og Kærlighed. Paragraf 2. Faderen I. "I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" 232 De kristne døbes "i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" (Matt 28, 19). Forinden svarer de "Jeg tror" på den trefoldige spørgen, der opfordrer dem til at bekende deres tro på Faderen, på Sønnen og på Helligånden: "Alle kristnes tro hviler på Treenigheden".[48] [189, 1223] 233 De kristne døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens "navn", og ikke i deres "navne", [49] for der er kun én Gud, den Almægtige Fader og hans enbårne Søn og Helligånden: den Allerhelligste Treenighed. 234 Den Allerhelligste Treenigheds mysterium er det centrale mysterium i troen og det kristne liv. Det er mysteriet om Guds indre liv. Det er altså kilden til alle troens andre mysterier, lyset som forklarer dem. Det er

[43] [44] [45] [46] [47] [48] [49]

[44] [45] [46] [47] [48] [49] [50]

Jf. Matt 5, 29-30; 16, 24; 19, 23-24. Skt. Nikolaus af Flüe, bøn. Poes. 9. Tertullian, Marc. 1, 3. Skt. Augustin, Serm. 52, 6, 16. Skt. Cæsarius af Arles, symb. Jf. Pave Vigilius' trosbekendelse i 552: DS 415.

den mest grundlæggende og væsentlige lære i "trossandhedernes hierarki". [50] "Hele frelseshistorien er ikke andet end historien om den vej og de midler, hvorved den sande og eneste Gud, Fader, Søn og Helligånd, åbenbarer sig, forsoner og forener sig med de mennesker, der vender sig bort fra synden".[51] [2157; 90; 1449] 235 I denne paragraf skal kort fremstilles på hvilken måde den Salige Treenigheds mysterium er blevet åbenbaret (I), hvorledes Kirken har formuleret troslæren om dette mysterium (II), og endelig hvorledes Gud Fader fuldfører sin "kærligheds plan" med skabelsen, frelsen og helliggørelsen ved de guddommelige sendelser af Sønnen og Helligånden (III). 236

Kirkefædrene skelner imellem Theologia og Oikonomia, idet de ved det første ord betegner mysteriet i den Treenige Guds intime liv, ved det andet alle Guds værker, hvorigennem Han åbenbarer sig og meddeler sit liv. Det er gennem Oikonomia, at Theologia åbenbares for os; men omvendt er det Theologia, der kaster lys over hele Oikonomia. Guds værker åbenbarer hvem Han er i sig selv; og omvendt belyser hans intime Væsens mysterium forståelsen af alle hans værker. Analogisk er det også sådan mellem menneskelige personer. En person giver sig til kende ved sin handlemåde, og jo bedre vi kender en person, desto bedre forstår vi vedkommendes handlinger. [1066; 259]

237 Treenigheden er i egentligste forstand et trosmysterium, et af de "mysterier skjult i Gud, som ikke kan erkendes, hvis de ikke bliver åbenbaret oppefra".[52] Gud har ganske vist efterladt spor af sit treenige væsen i sit skaberværk og i sin Åbenbaring i løbet af det Gamle Testamente. Men hans Væsens intimitet som Hellig Treenighed er et mysterium, utilgængeligt for den blotte forstand, og selv for Israels tro, før Guds Søns menneskevordelse og Helligåndens sendelse. [50] II. Guds åbenbaring som Treenighed Faderen åbenbaret ved Sønnen 238 Påkaldelsen af Gud som "Fader" kendes i mange religioner. Guddommen bliver ofte betragtet som "gudernes og menneskenes fader". I Israel kaldes Gud som verdens Skaber for Fader. [53] Gud er Fader i endnu højere grad på grund af pagten og fordi han har givet loven til Israel, "sin førstefødte søn" (2 Mos 4, 22). Han kaldes også Israels konges Fader.[54] Han er ganske særligt "de fattiges Fader", Fader for den forældreløse og for enken, som står under hans kærlige beskyttelse.[55] [2443] 239

Ved at betegne Gud med navnet "Fader", påpeger troens sprog først og fremmest to aspekter: at Gud er altings første ophav og transcendente autoritet, og at Han samtidig er godhed og kærlig omsorg for alle sine børn. Denne Guds faderlige ømhed kan også udtrykkes ved billedet af moderskabet, [56] som henviser mere til Guds immanens, intimiteten mellem Gud og hans skabning. Troens sprog øser således af forældres menneskelige erfaring, som på en vis måde er Guds første repræsentanter for mennesket. Men denne erfaring siger også, at menneskelige forældre er fejlbare, og at de kan forvanske faderskabets og moderskabets billede. Man må da huske på, at Gud overskrider den menneskelige kønsforskel. Han er hverken mand eller kvinde, Han er Gud. Han overgår det menneskelige faderskab og moderskab, [57] samtidig med at Han er deres ophav og målestok:[58] Ingen er far som Gud er det. [370, 2779]

240 Jesus har åbenbaret, at Gud er "Fader" på en uanet måde: Han er det ikke blot som Skaber; Han er evig Fader i forhold til sin eneste Søn, som kun er evig Søn i forhold til sin Far: "Ingen kender Sønnen uden Faderen, ligesom ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare Ham" (Matt 11, 27). [2780; 441-445]

[50] [51] [52] [53] [54] [55] [56] [57] [58]

[51] [52] [53] [54] [55] [56] [57] [58] [59]

Jf. DCG 43. DCG 47. DS 3015. Jf. 5 Mos 32, 6; Mal 2, 10. Jf. 2 Sam 7, 14. Jf. Sl 68, 6. Jf. Es 66, 13; Sl 131, 2. Jf. Sl 27, 10. Jf. Ef 3, 14-15; Es 49, 15.

241 Det er derfor, apostlene bekender Jesus som "Ordet, der var i begyndelsen hos Gud, og som er Gud" (Joh 1, 1), som "den usynlige Guds billede" (Kol 1, 15), som "hans herligheds afglans og hans Væsens udtrykte billede" (Hebr 1, 3). 242 Idet den fulgte den apostoliske Tradition, har Kirken efter dem, på det Første økumeniske Koncil i Nikæa i 325, bekendt, at Sønnen er "af samme væsen” [59] som Faderen, det vil sige én Gud med Ham. Det Andet økumeniske Koncil, forsamlet i Konstantinopel i 381, har bibeholdt dette udtryk i sin formulering af Nikæas Credo og bekendt "Guds enbårne Søn, født af Faderen forud for alle tider, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født ikke skabt, af samme væsen som Faderen".[60] [465] Faderen og Sønnen åbenbaret ved Helligånden 243 Før sin Påske forkynder Jesus sendelsen af en anden "parákletos" (talsmand), Helligånden. Efter at have virket lige siden skabelsen[61] og fordum have "talt ved profeterne",[62] skal han nu være hos disciplene og i dem,[63] for at lære dem[64] og føre dem "til hele sandheden" (Joh 16, 13). Helligånden er således åbenbaret som en anden guddommelig Person i forhold til Jesus og Faderen. [683; 2780; 687] 244 Helligåndens evige oprindelse åbenbares i hans timelige sendelse. Helligånden er sendt til apostlene og til Kirken såvel af Faderen i Sønnens navn, som af Sønnen i egen person efter hans tilbagevenden hos Faderen.[65] Sendelsen af Helligåndens person efter Jesu herliggørelse[66] åbenbarer den Hellige Treenigheds mysterium i dets fylde. [732] 245 Den apostoliske tro på Helligånden blev bekendt på det Andet økumeniske Koncil i Konstantinopel i 381: "Vi tror på Helligånden, som er Herre og som giver livet; Han udgår fra Faderen". [67] Kirken erkender dermed Faderen som "hele Guddommens kilde og udspring".[68] Helligåndens evige udspring er imidlertid ikke uden tilknytning til Sønnens: "Helligånden, som er den Tredje Person i Treenigheden, er Gud, én og lige med Faderen og med Sønnen, af samme væsen og også af samme natur ... Man siger imidlertid ikke, at han kun er Faderens Ånd, men han er samtidig Faderens og Sønnens Ånd".[69] Kirkens Credo fra Koncilet i Konstantinopel bekender: "Han tilbedes og forherliges tillige med Faderen og Sønnen".[70] [152; 685] 246 Credo bekender i sin latinske tradition, at Helligånden "udgår fra Faderen og Sønnen (filioque)". Koncilet i Firenze i 1438 klargør: "Helligånden har sit væsen og sin væren på én gang fra Faderen og fra Sønnen, og han udgår evigt såvel fra den Ene som fra den Anden som fra et eneste Ophav [Princip] og ved en eneste udånding ... Og fordi Faderen, idet Han føder Sin enbårne Søn, giver Ham alt det som er Faderens, undtagen det at være Far, har Sønnen selv fra Faderen, der evigt føder Ham, evigt netop dette, at Helligånden udgår fra Sønnen".[71] 247

Erklæringen filioque fandtes ikke i symbolet, som bekendtes i Konstantinopel i 381. Men den hl. Pave Leo, som hermed fulgte en gammel latinsk og aleksandrinsk tradition, havde allerede i 447 bekendt den dogmatisk, [72] endnu inden Rom i 451, på Koncilet i Kalkedon, fik kendskab til Symbolet fra 381 og accepterede det. Brugen af denne formulering i Credo har lidt efter lidt (mellem det 8. og det 11. århundrede) fået hjemmel i den latinske liturgi. Den latinske liturgis

[59] [60] [61] [62] [63] [64] [65] [66] [67] [68] [69] [70] [71] [72]

[60] [61] [62] [63] [64] [65] [66] [67] [68] [69] [70] [71] [72] [73]

Den nikænske trosbekendelse: DS 125. DS 150. Jf. 1 Mos 1, 2. Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse. Jf. Joh 14, 17. Jf. Joh 14, 26. Jf. Joh 14, 26; 15, 26; 16, 14. Jf. Joh 7, 39. DS 150. 6. syn. i Toledo i 638: DS 490. 11. syn. i Toledo i 675: DS 527. DS 150. DS 1300-1301. Jf. DS 284.

indføring af filioque i Nikæa-Konstantinopel-symbolet udgør dog endnu den dag i dag en uoverensstemmelse med de ortodokse Kirker.

248

Den østkirkelige tradition udtrykker i første række Faderens særegenskab: at være det første udspring i forhold til Helligånden. Ved at bekende Helligånden som "udgået fra Faderen" (Joh 15, 26) erklærer den, at Han er udgået fra Faderen gennem Sønnen.[73] Den vesterlandske tradition udtrykker i første række Faderens og Sønnens intime forening i ét og samme væsen, når den siger, at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen (filioque). Det siger traditionen "legitimt og af fornuftige grunde",[74] for de guddommelige Personers evige orden i deres intime forening i ét væsen indebærer, at Faderen er Helligåndens første udspring som "oprindelse uden oprindelse", [75] men også at Han, som Fader til den enbårne Søn, sammen med denne er den eneste oprindelse, som Helligånden udgår fra "som fra én oprindelse". [76] Denne legitime komplementaritet forhindrer ikke, hvis den ikke skærpes, identiteten i troen på virkeligheden af det samme mysterium som bekendes.

III. Den Hellige Treenighed i troslæren Dannelsen af dogmet om Treenigheden 249 Den åbenbarede sandhed om den Hellige Treenighed har fra begyndelsen været grundlæggende for Kirkens levende tro, først og fremmest ved Dåben. Den udtrykkes i dåbens tros-regel, formuleres i Kirkens forkyndelse, katekese og bøn. Sådanne formuleringer findes allerede i de apostoliske skrifter, som denne hilsen, gentaget i Eukaristiens liturgi, vidner om: "Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med jer alle" (2 Kor 13, 13).[77] [683; 189] 250 I løbet af de første århundreder søgte Kirken at formulere sin tro på Treenigheden på en tydeligere måde, såvel for at uddybe sin egen forståelse af troen som for at forsvare den mod de vildfarelser, som forvanskede den. Dette var de første koncilers værk, hjulpet af Kirkefædrenes teologiske arbejde og støttet af troens sans i det kristne folk. [94] 251

For at formulere dogmet om Treenigheden har Kirken måttet udarbejde en egen terminologi ved hjælp af begreber af filosofisk oprindelse: "substans", "person" eller "hypostase", "relation" osv. Ved at gøre dette underkastede den ikke troen en menneskelig visdom, men gav en indtil da uhørt ny betydning til de udtryk, som var bestemt til fremover også at betegne et uudsigeligt mysterium, "uendelig langt udover alt det, vi kan begribe efter menneskelig målestok". [78] [170]

252 Kirken bruger ordet "substans" (til tider også oversat med "væsen" eller "natur") for at betegne det guddommelige væsen i dets enhed, ordet "person" eller "hypostase" for at betegne Faderen, Sønnen og Helligånden i deres reelle forskel fra hverandre, ordet "relation" for at udtrykke, at deres forskel består i deres forhold til hinanden. Dogmet om den Hellige Treenighed 253 Treenigheden er Én.Vi bekender ikke tre guder, men én Gud i tre Personer: "Treenigheden i et og samme Væsen".[79] De guddommelige personer deler ikke den ene guddommelighed mellem sig, men hver af dem er Gud helt og fuldt: "Faderen er det selvsamme som Sønnen er, Sønnen er det selvsamme som Faderen er, Faderen og Sønnen er det selvsamme som Helligånden er, det vil sige af natur én Gud". [80] "Enhver af de tre personer er denne virkelighed, det vil sige guddommelig substans, væsen eller natur".[81] [2789; 590]

[73] [74] [75] [76] [77] [78] [79] [80] [81]

[74] [75] [76] [77] [78] [79] [80] [81] [82]

Jf AG 2. Koncilet i Firenze i 1439: DS 1302. DS 1331. 2. Koncil i Lyon 1274: DS 850. Jf. 1 Kor 12, 4-6; Ef 4, 4-6. SPF 9. 2. koncil i Konstantinopel i 553: DS 421. 11. synode i Toledo i 675: DS 530. 4. koncil i Lateranet i 1215: DS 804.

254 De guddommelige personer er virkelig forskellige fra hverandre. "Gud er én, men ikke ensom".[82] "Fader", "Søn", "Helligånd" er ikke blot navne for at angive væremåder hos det guddommelige væsen, for de er virkelig forskellige fra hinanden: "Den som er Sønnen er ikke Faderen, og den som er Faderen er ikke Sønnen, ej heller er Helligånden den som er Faderen eller Sønnen". [83] De er forskellige fra hverandre ved deres oprindelige relationer: "Det er Faderen som føder, Sønnen som fødes, Helligånden som udgår". [84] Den guddommelige Enhed er Treenig. [468, 689] 255 De guddommelige personer forholder sig til hinanden. Fordi denne forskel ikke deler den guddommelige enhed, består den udelukkende i de relationer som refererer dem til hinanden: "I de relative navne for personerne forholder Faderen sig til Sønnen, Sønnen til Faderen, Helligånden til dem begge; når man taler om tre personer i deres forhold til hinanden, tror vi imidlertid på en eneste natur eller substans". [85] For "alt er ét (hos dem) dér hvor man ikke møder nogen modsætning i relationerne".[86] "På grund af denne enhed er Faderen helt i Sønnen, helt i Helligånden; Sønnen er helt i Faderen, helt i Helligånden; Helligånden er helt i Faderen, helt i Sønnen".[87] [240] 256 Skt. Gregor af Nazianz, også kaldet "Teologen", betror katekumenerne i Konstantinopel troen på Treenigheden i denne kortfattede form: [236, 684] Frem for alt andet, bevar denne betroede arv, som jeg lever og kæmper for, som jeg vil dø med, som lader mig udholde alle onder og foragte alle nydelser. Jeg mener trosbekendelsen af Faderen og Sønnen og Helligånden. Jeg betror jer den i dag. Det er ved den, jeg om lidt vil dykke jer ned i vandet og løfte jer op af det. Jeg giver jer den som ledsager og beskytter for hele jeres liv. Jeg giver jer én Guddom og Magt, som er Én i de Tre, og som indeholder de Tre, enhver på sin måde. Guddom uden forskel i substans eller natur, uden højere grad som ophøjer, uden lavere grad som fornedrer ... Det er tre Uendeliges enhed i samme uendelige natur. Hver af dem betragtet i sig selv er helt og fuldt Gud ... Gud som de Tre betragtet sammen ... Aldrig så snart er jeg begyndt at tænke på Enheden, førend Treenighedens glans ombølger mig. Aldrig så snart er jeg begyndt at tænke på Treenigheden, førend Enheden igen griber mig".[88] [84]

IV. Guds værker og Treenighedens sendelser 257 "Treenighed, du salige lys, du Første Enhed!" [89] Gud er evig salighed, udødeligt liv, uforgængeligt lys. Gud er Kærlighed: Fader, Søn og Helligånd. I fuld frihed vil Gud meddele sit salige livs herlighed. Dette er den "frelsesplan" (Ef 1, 9-10) han havde besluttet forud for verdens skabelse i sin elskede Søn, idet han "forudbestemte os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus" (Ef 1, 5), dvs. "til at blive hans Søns billede lig" (Rom 8, 29), takket være "Ånden, der giver barnekår" (Rom 8, 15). Denne plan er en "nåde, som for evige tider siden blev givet os" (2 Tim 1, 9), udgået umiddelbart fra den treenige kærlighed. Den udfolder sig i skaberværket, i hele frelseshistorien efter syndefaldet, i Sønnens og Helligåndens sendelser, som videreføres i Kirkens sendelse.[90] [221; 758; 292; 850] 258 Hele den guddommelige frelsesplan er de tre guddommelige personers fælles værk. For ligesom Treenigheden kun har én og samme natur, således har den kun én og samme virken. [91] "Faderen, Sønnen og Helligånden er ikke tre gundårsager til skabningerne, men en eneste grundårsag". [92] Og dog bevirker hver guddommelig person det fælles værk i overensstemmelse med sin personlige særegenskab. Således bekender

[82] [83] [84] [85] [86] [87] [88] [89] [90] [91] [92]

[83] [84] [85] [86] [87] [88] [89] [90] [91] [92] [93]

Fides Damasi: DS 71. 11. synode i Toledo i 675: DS 530. 4. koncil i Lateranet i 1215: DS 804. 11. synode i Toledo i 675: DS 528. Koncilet i Firenze i 1442: DS 1330. Koncilet i Firenze i 1442: DS 1331. Or. 40, 41. LH, Vesper, hymne. Jf. AG 2-9. 2. koncil i Konstantinopel i 553: DS 421. Koncilet i Firenze i 1442: DS 1331.

Kirken ligesom det Nye Testamente,[93] "én Gud og Fader, fra hvem alting er, én Herre Jesus Kristus, for hvem alting er, én Helligånd, i hvem alting er". [94] Det er frem for alt de guddommelige sendelser ved Sønnens menneskevordelse og Helligåndens udgydelse, som manifesterer de guddommelige personers særegenskaber. [686] 259 Hele frelsesordningen, som samtidig er et fælles og et personligt værk, giver kendskab både til de guddommelige personers særegenskaber og til deres fælles natur. Derfor er også hele det kristne liv et samfund med hver af de guddommelige personer, uden på nogen måde at skille dem. Den, som lovpriser Faderen, gør det ved Sønnen i Helligånden; den, som følger Kristus efter, gør det fordi Faderen drager ham [95] og Helligånden driver ham.[96] [236] 260 Den guddommelige frelsesplans sidste mål er, at skabningerne indgår i den Salige Treenigheds fuldkomne enhed.[97] Men allerede nu er vi kaldet til at være en bolig for den Allerhelligste Treenighed: "Om nogen elsker mig", siger Herren, "vil han holde fast ved mit ord, og min Far skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig i ham" (Joh 14, 23). [1050, 1721; 1997] Du min Gud, Treenighed som jeg tilbeder, hjælp mig at glemme mig selv fuldstændigt, for at jeg må tage bolig i Dig, så ubevægelig og fredfyldt, som om min sjæl allerede var i evigheden. Gør, at intet kan forstyrre min fred eller få mig til at forlade Dig, du min Uforanderlige, men lad hvert minut føre mig længere ind i dybet af dit mysterium! Bring fred i min sjæl; gør den til din Himmel, din elskede bolig og dit hvilested. Gør, at jeg aldrig lader dig alene dér, men at jeg er nærværende helt og fuldt, lyslevende i min tro, helt tilbedende, helt hengivet til din skabende virken.[98] [2565]

I korthed 261 Den Allerhelligste Treenigheds mysterium er troens og det kristne livs centrale mysterium. Gud alene kan give os kendskab til det ved at åbenbare sig som Fader, Søn og Helligånd. 262 Guds Søns menneskevordelse åbenbarer, at Gud er den evige Fader, og at Sønnen er af samme væsen som Faderen, det vil sige, at Han i Ham og med Ham er den samme ene Gud. 263 Sendelsen af Helligånden, sendt af Faderen i Sønnens navn[99] og af Sønnen "fra Faderen" (Joh 15, 26), åbenbarer, at Han med dem er den samme ene Gud. "Han tilbedes og forherliges tillige med Faderen og Sønnen".[100] 264 "Helligånden udgår fra Faderen som den første kilde, og, ved dennes evige gave til Sønnen, fra Faderen og Sønnen i forening".[101] 265 Ved Dåbens nåde "i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" (Matt 28, 19) er vi kaldet til at tage del i den Salige Treenigheds liv, hernede i troens mørke, og hinsides døden i det evige lys.[102] 266 "Den katolske tro består i dette: at ære én Gud i Treenigheden og Treenigheden i Enheden, uden at blande personerne, uden at dele substansen: for Faderens person er en anden, Sønnens person en anden,

[93] [94] [95] [96] [97] [98] [99] [100] [101] [102]

[94] [95] [96] [97] [98] [99]

Jf. 1 Kor 8, 6. 2. koncil i Konstantinopel: DS 421. Jf. Joh 6, 44. Jf. Rom 8, 14. Jf. Joh 17, 21-23. Sal. Elisabeth af Treenigheden, bøn.

[100]

Jf. Joh 14, 26.

[101] [102]

Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse: DS 150.

Skt. Augustin, Trin. 15, 26, 47.

[103]

Jf. SPF 9.

Helligåndens person en anden; men Fader, Søn og Helligånd besidder én Guddom, samme herlighed, samme evige majestæt".[103] 267 Da de guddommelige personer er uadskillelige i det de er, er de også uadskillige i det de gør. Men i den ene guddommelige virken udtrykker hver af dem sin egenart i Treenigheden, især i de guddommelige sendelser: Sønnens menneskevordelse og Helligåndens gave. Paragraf 3. Den Almægtige 268 Af alle Guds egenskaber nævnes i Trossymbolet kun Guds Almagt. At bekende den har en stor betydning for vort liv. Vi tror, at den er universel, for Gud som har skabt alt,[104] styrer alt og kan alt. Vi tror, at den er elskende, for Gud er vor Far;[105] at den er hemmelighedsfuld, for kun troen formår at erkende den når den "udfolder sig i magtesløshed" (2 Kor 12, 9).[106] [222] "Alt, hvad Han vil, det gør Han" (Sl 115, 3) 269 De hellige Skrifter bekender gentagne gange Guds altomfattende magt. Han kaldes "Jakobs Vældige" (1 Mos 49, 24; Es 1, 24 bl.a.), "Hærskarers Herre", "Den Stærke og Vældige" (Sl 24, 8-10). Hvis Gud er den Almægtige "i himlene og på jorden" (Sl 135, 6), så er det, fordi Han har skabt dem. Altså er intet umuligt for Ham,[107] og Han råder som Han vil over sit værk. [108] Han er universets Herre; Han har etableret dets orden, og denne forbliver Ham helt underkastet og til hans disposition; Han er historiens Herre; Han styrer hjerterne og begivenhederne som Han vil.[109] "Din store magt er altid til rede for dig, og hvem kan modstå din stærke arm?" (Visd 11, 21). [303] "Du har medlidenhed med alle, fordi Du formår alt" (Visd 11, 23) 270 Gud er den Almægtige Fader. Hans faderskab og hans magt belyser gensidigt hinanden. Han viser nemlig sin faderlige Almagt ved den måde, hvorpå Han drager omsorg for vore behov; [110] ved at give os barnekår hos sig ("Jeg vil være jer en far, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige", 2 Kor 6, 18); og endelig ved sin uendelige barmhjertighed, eftersom Han viser sin magt i højeste grad ved frit at tilgive synder. [2777; 1441] 271 Den guddommelige Almagt er på ingen måde vilkårlig: "I Gud er magt og væsen, vilje og forstand, visdom og retfærdighed ét og det samme, således at der ikke kan være noget i den guddommelige magt, som ikke også kan være i Guds rette vilje eller i hans forstands visdom".[111] Mysteriet om Guds tilsyneladende afmagt 272 Troen på Gud Fader den Almægtige kan sættes på prøve ved erfaringen af det onde og lidelsen. Gud kan forekomme os fraværende og ude af stand til at forhindre det onde. Men Gud Fader har åbenbaret sin Almagt på den mest hemmelighedsfulde måde i sin Søns frivillige fornedrelse og i hans Opstandelse, hvorved Han har overvundet det onde. Derfor er den korsfæstede Kristus "Guds kraft og Guds visdom. For Guds

[103] [104] [105] [106] [107] [108] [109] [110] [111]

[104] [105] [106] [107] [108] [109] [110] [111] [112]

"Quicumque"-Symbolet (DS 75). Jf. 1 Mos 1, 1; Joh 1, 3. Jf. Matt 6, 9. Jf. 1 Kor 1, 18. Jf. Jer 32, 17; Luk 1, 37. Jf. Jer 27, 5. Jf. Est 4, 17 c; Ordsp 21, 1; Tob 13, 2. Jf. Matt 6, 32. Skt. Thomas af Aq., s. theol. 1, 25, 5, ad 1.

dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene" (1 Kor 1, 25). Det er i opstandelsen og i Kristi ophøjelse, at Faderen har udfoldet "sin vældige styrke" og vist, "hvor stor hans magt er i os, som tror" (Ef 1, 19-22). [309; 412; 609; 648] 273 Kun troen kan tilslutte sig Guds Almagts hemmelighedsfulde veje. Denne tro roser sig af sine skrøbeligheder for at drage Kristi kraft til sig. [112] Det bedste eksempel på denne tro er Jomfru Maria; hun som troede, at "intet er umuligt for Gud" (Luk 1, 37) og som har kunnet højlove Herren: "Den Mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn" (Luk 1, 49). [148] 274 "Intet er altså mere velegnet til at styrke vor tro og vort håb end sjælens dybt rodfæstede overbevisning om, at intet er umuligt for Gud. For så snart vor forstand har fået bare idéen om Guds Almagt, vil den let og uden nogen tøven acceptere alt, hvad (Credo) derefter fremlægger til tro, de største og mest ubegribelige ting såvel som dem der er højt ophøjet over naturens almindelige love".[113] [1814, 1817] I korthed 275 Med Job, den retfærdige, bekender vi: "Jeg ved, at Du magter alt; intet, Du har besluttet, er umuligt for Dig" (Job 42, 2). 276 I troskab mod Skriftens vidnesbyrd vender Kirken ofte sin bøn til den "Almægtige, evige Gud" ("omnipotens sempiterne Deus"), idet den tror fuldt og fast, at "intet er umuligt for Gud" (Luk 1, 37).[114] 277 Gud viser sin Almagt ved at omvende os fra vore synder og ved at genindsætte os i sit venskab ved sin nåde: "Gud, din almagt viser du især ved at forbarme dig og bære over med os".[115] 278 Med mindre vi tror, at Guds kærlighed er almægtig, hvordan skulle vi da kunne tro, at Gud Far har kunnet skabe os, Guds Søn forløse os, og Helligånden helliggøre os? Paragraf 4. Skaberen 279 "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" (1 Mos 1, 1). Med disse højtidelige ord begynder den hellige Skrift. Troens Symbol gentager disse ord, idet det bekender Gud Fader den Almægtige som "Skaberen af himmel og jord",[116] "alle synlige og usynlige ting".[117] Vi vil derfor først tale om Skaberen, derefter om skabelsen, og endelig om syndefaldet, som Jesus Kristus, Guds Søn, er kommet for at oprejse os fra. 280 Skabelsen er fundamentet for hele forløbet af "Guds frelsesplan", "begyndelsen på frelseshistorien",[118] som når sit højdepunkt i Kristus. Omvendt kaster Kristi mysterium det afgørende lys over skabelsesmysteriet. Det afslører det endelige mål, hvorfor Gud "i begyndelsen skabte himlen og jorden" (1 Mos 1, 1). Lige fra begyndelsen havde Gud den nye skabelses herlighed i Kristus for øje.[119] [288; 1043] 281

Det er derfor Påskenats læsninger, som fejrer den nye skabelse i Kristus, begynder med beretningen om skabelsen. I den byzantinske liturgi udgør den altid den første læsning ved vigilierne for Herrens store fester. Ifølge oldkirkelige vidnesbyrd følger belæringen af katekumenerne til Dåben den samme vej.[120] [1095]

[112] [113] [114] [115] [116] [117] [118] [119] [120]

[113] [114] [115]

[116] [117] [118]

[119] [120] [121]

Jf. 2 Kor 12, 9; Fil 4, 13. Catech. R. 1, 2, 13. Jf. 1 Mos 18, 14; Matt 19, 26. MR, 26. søndag, kirkebøn. Den apostolske trosbekendelse: DS 30. Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse: DS 150. DCG 51. Jf. Rom 8, 18-23. Jf. Etheria, pereg. 46; Skt. Augustin, catech. 3, 5.

I. Katekesen om skabelsen 282 Katekesen om skabelsen er af afgørende betydning. Den angår selve det menneskelige og kristne livs grundlag, fordi den klargør den kristne tros svar på det elementære spørgsmål, som mennesker til alle tider har stillet sig selv: "Hvor kommer vi fra?" - "Hvor går vi hen?" - "Hvorfra nedstammer vi?" - "Hvad er vi til for?" "Hvorfra kommer og hvorhen går alt det der er til?" Disse to spørgsmål om oprindelsen og om endemålet, er uadskillelige. De er afgørende for meningen med og orienteringen af vort liv og vore handlinger. [1730] 283

Spørgsmålet om verdens og menneskets oprindelse har været genstand for mange videnskabelige undersøgelser, som på en storartet måde har beriget vort kendskab til universets alder og dimensioner, livsformernes tilblivelse, menneskets fremståen. Disse opdagelser indbyder os desto mere til at beundre Skaberens storhed, takke ham for alle hans værker og for den forstand og visdom Han giver de lærde og forskerne. Disse kan sige med Salomo: "Det er Ham, der har givet mig den sande kundskab om det som er til, som har lært mig at kende verdens struktur og elementernes egenskaber ... for det er alle disse tings bygmester, som har undervist mig, Visdommen" (Visd 7, 17-21). [159; 341]

284

Den store interesse, som denne forskning møder, stimuleres stærkt af et spørgsmål af en anden orden, som overgår naturvidenskabernes særlige område. Det drejer sig ikke blot om at vide hvornår og hvordan universet er opstået materielt, ej heller hvornår mennesket er fremkommet, men snarere om at finde ud af, hvad meningen er med denne oprindelse: om den er styret af tilfældet, en blind skæbne, en anonym nødvendighed, eller også af et transcendent, intelligent og godt Væsen, som kaldes Gud. Og hvis verden kommer fra Guds visdom og godhed, hvorfor findes så det onde? hvor kommer det fra? hvem er ansvarlig for det? og findes der en befrielse fra det?

285

Helt fra begyndelsen har den kristne tro været konfronteret med svar, der var forskellige fra dens eget, på spørgsmålet om oprindelsen. Man finder således i de gamle religioner og kulturer mangfoldige myter om oprindelsen. Visse filosoffer har sagt, at alt er Gud, at verden er Gud, eller at verdens tilblivelse er Guds tilblivelse (panteisme). Andre har sagt, at verden er en nødvendig udstrømning (emanation) af Gud, som flyder ud fra denne kilde og vender tilbage til den. Atter andre har hævdet, at der eksisterer to evige grundårsager, det Gode og det Onde, Lyset og Mørket, i stadig indbyrdes kamp (dualisme, manikæisme). Ifølge visse af disse opfattelser skulle verden (i det mindste den materielle verden) være ond, frembragt ved et forfald, og altså forkastes eller transcenderes (gnosticisme). Andre medgiver, at verden er skabt af Gud, men ligesom af en urmager, der, efter at han en gang havde skabt den, skulle have overladt den til sig selv (deisme). Andre, endelig, accepterer ingen transcendent årsag til verden, men ser i den kun et rent og skært spil i en materie, som altid skulle have eksisteret (materialisme). Alle disse forsøg vidner om, at spørgsmålet om oprindelsen altid bliver stillet og overalt. Denne søgen er særegen for mennesket. [295; 28]

286 Menneskets forstand har rigtignok muligheden for at finde et svar på spørgsmålet om oprindelsen. Eksistensen af en Skabergud kan nemlig, takket være forstandens naturlige lys, [121] med sikkerhed erkendes gennem hans værker, selv om dette kendskab ofte er formørket og forvansket af vildfarelser. Derfor kommer troen til for at styrke og oplyse forstanden i den rette forståelse af denne sandhed: "Ved troen fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se" (Hebr 11, 3). [32; 37] 287 Sandheden om skabelsen er så vigtig for hele det menneskelige liv, at Gud, i sin kærlige omsorg, har villet åbenbare sit folk alt det om den, som er gavnligt for frelsen. Udover den naturlige erkendelse, som hvert menneske kan have om Skaberen,[122] har Gud gradvist åbenbaret skabelsens mysterium for Israel. Han, som udvalgte patriarkerne, som førte Israel ud fra Egypten, og som, da Han udvalgte Israel, skabte og formede det,[123] Han åbenbarer sig som den, alle jordens folk og hele jorden tilhører, som den der alene "har skabt himlen og jorden" (Sl 115, 15; 124, 8; 134, 3). [107] 288 Åbenbaringen om skabelsen er således uadskillelig fra åbenbaringen og virkeliggørelsen af den ene Guds pagt med sit folk. Skabelsen åbenbares som det første skridt henimod denne pagt, som det første og universelle vidnesbyrd om Guds almægtige kærlighed.[124] Derfor udtrykkes sandheden om skabelsen med

[121] [122] [123] [124]

[122] [123] [124] [125]

Jf. DS 3026. Jf. Apg 17, 24-29; Rom 1, 19-20. Jf. Es 43, 1. Jf. 1 Mos 15, 5; Jer 33, 19-26.

voksende styrke i profeternes budskab,[125] i Salmernes[126] og liturgiens bøn, i visdommens refleksioner[127] i det udvalgte folk. [280; 2569] 289 Af alle den hellige Skrifts ord om skabelsen indtager de tre første kapitler i Første Mosebog en enestående plads. Litterært set kan disse tekster have forskellige kilder. De inspirerede forfattere har anbragt dem i begyndelsen af Skriften, således at de i deres højtidelige sprog udtrykker sandheden om skaberværket, om dets oprindelse og mål i Gud, om dets orden og at det som sådant er godt, om menneskets kald, og endelig om syndens drama og håbet om frelsen. Læst i lyset af Kristus, inden for Skriftens enhed og Kirkens levende Tradition, forbliver disse ord den vigtigste kilde for katekesen om "begyndelsens" mysterier: skabelse, syndefald, løfte om frelse. [390; 111; 302] II. Skabelsen - den Hellige Treenigheds værk 290 "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden". I disse Skriftens første ord fastslås tre ting: den evige Gud har givet alt det, som eksisterer uden for ham, en begyndelse. Han alene er Skaber (verbet "skabe" - på hebraisk "bara" - har altid Gud som subjekt). Alt det som eksisterer (udtrykt ved formlen "himlen og jorden") afhænger af Ham, som giver det at være til. [326] 291 "I begyndelsen var Ordet ... og Ordet var Gud ... Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til" (Joh 1, 1-3). Det Nye Testamente åbenbarer, at Gud har skabt alting ved det Evige Ord, Hans elskede Søn. Det er i Ham, at "alt skabtes i himlene og på jorden ... alt er skabt ved Ham og til Ham, og Han er før alt, og alt består i Ham" (Kol 1, 16-17). Kirkens tro fastslår ligeledes Helligåndens skabende virken: Han er "Livgiveren",[128] "Skaberånden" ("Veni Creator Spiritus"), "Kilden til alt godt".[129] [241; 331; 703] 292 Sønnens og Helligåndens skabende virken - antydet i det Gamle Testamente [130] og åbenbaret i den Nye Pagt - uadskilleligt én med Faderens, bekræftes klart af Kirkens trosregel: "Der eksisterer kun én Gud ... Han er Faderen, Han er Gud, Han er Skaberen, Han er Ophavet, Han er Den som bringer orden i alt. Han har skabt alle ting ved sig selv, det vil sige ved sit Ord og ved sin Visdom", [131] "ved Sønnen og Ånden", der er som "hans hænder".[132] Skabelsen er den hellige Treenigheds fælles værk. [699; 257] III. "Verden er skabt til Guds ære" 293 Det er en grundlæggende sandhed, som Skriften og Traditionen ikke ophører med at lære og fejre: "Verden er skabt til Guds ære".[133] Gud har skabt alle ting, forklarer Skt. Bonaventura, "ikke for at forøge sin herlighed, men for at kundgøre og meddele denne herlighed".[134] For Gud har ikke haft nogen anden grund til at skabe end sin kærlighed og godhed: "Det er kærlighedens nøgle, der har åbnet hans hånd for at frembringe skabningerne".[135] Og det Første Vatikankoncil forklarer: [337, 344; 1361] I sin godhed og almægtige kraft - ikke for at forøge sin salighed eller for at opnå fuldkommenhed, men for at åbenbare den ved de goder, Han skænker sine skabninger - har denne ene, sande Gud, ved en fuldstændig frit fattet plan, fra tidens begyndelse, af intet skabt både den åndelige og den legemlige skabning.[136] [759]

[125] [126] [127] [128] [129] [130] [131] [132] [133] [134] [135] [136]

[126] [127] [128] [129] [130] [131] [132] [133] [134] [135] [136] [137]

Jf. Es 44, 24. Jf. Sl 104. Jf. Ordsp 8, 22-31. Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse. Den byzantinske liturgi, Pinsevesper, troparion. Jf. Sl 33, 6; 104, 30; 1 Mos 1, 2-3. Skt. Irenæus, hær. 2, 30, 9. Skt. Irenæus, hær. 4, 20, 1. 1. Vat. konc.: DS 3025. Sent. 2, 1, 2, 2, 1. Skt. Thomas af Aq., sent. 2, prol. DS 3002.

294 Guds ære består deri, at denne åbenbaring og denne meddelelse af hans godhed, som var hensigten med verdens skabelse, virkeliggøres. "Han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljes beslutning, til lov og pris for sin nådes herlighed" (Ef 1, 5-6). “For Guds ære er det levende menneske; og menneskets liv, det er beskuelsen af Gud. Hvis allerede åbenbaringen af Gud gennem skabelsen frembragte livet for alle der lever på jorden, hvor meget mere giver da ikke Faderens åbenbaring ved Ordet livet til dem, som ser Gud". [137] Skabelsens sidste mål er, at Gud, "der har skabt alt, omsider må blive ‘alt i alle’ (1 Kor 15, 28), idet han på én gang bevirker sin egen herlighed og vor frelse”.[138] [2809; 1722; 1992] IV. Skabelsens mysterium Gud skaber i visdom og kærlighed 295 Vi tror, at Gud har skabt verden i sin visdom. [139] Den er ikke produktet af en eller anden nødvendighed, af en blind skæbne eller af tilfældet. Vi tror, at den fremstår af Guds frie vilje, som har villet gøre skabningerne delagtige i sin væren, sin visdom og sin godhed: "For Du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje" (Åb 4, 11). "Hvor mange er dine gerninger, Herre; du gjorde dem alle med visdom" (Sl 104, 24). "God er Herren mod alle, hans barmhjertighed er over alle hans værker" (Sl 145, 9). [216, 1951] Gud skaber "af intet" 296 Vi tror, at Gud ikke behøver noget forud eksisterende eller nogen form for hjælp til at skabe. [140] Skabelsen er heller ikke en nødvendig udstrømning (emanation) af den guddommelige substans.[141] Gud skaber frit "af intet".[142] [285] Hvis Gud havde frembragt verden af et forud eksisterende stof, hvad ekstraordinært havde der været ved det? Når man giver et materiale til en menneskelig håndværker, laver han af det alt hvad han vil. Guds magt derimod viser sig præcis derved, at han begynder med intet for at lave alt det Han vil.[143]

297 Troen på skabelsen "af intet" bevidnes i Skriften som en sandhed fuld af løfter og håb. Således opmuntrer makkabæer-moderen sine syv sønner til martyriet: [338] "Jeg ved ikke, hvorledes I er blevet til i mit skød, og det er jo heller ikke mig, som har skænket jer ånde og liv, eller som så kunstfærdigt har sammenføjet enhvers legeme af dets enkelte dele. Men det er verdens Skaber, Han, som har formet mennesket og udtænkt, hvordan hele tilværelsen skulle blive til; og derfor vil han i sin barmhjertighed engang give jer ånde og liv igen, fordi I nu ofrer jer for hans lov ... Jeg beder dig, barn, opløft dine øjne og betragt himlen og jorden, og alt, hvad der er derpå, og forstå, at alt dette har Gud skabt af intet, og at menneskeslægten er blevet til på samme måde" (2 Makk 7, 22-23. 28).

[137] [138] [139] [140] [141] [142] [143]

[138] [139] [140] [141] [142] [143] [144]

Skt. Irenæus, hær. 4, 20, 7. AG 2. Jf. Visd 9, 9. Jf. 1. Vat. konc.: DS 3002. Jf. 1. Vat. konc.: DS 3023-3024. DS 800; 3025. Skt. Theofil af Antiokia, Autol. 2, 4.

298 Eftersom Gud kan skabe ud af intet, kan Han også ved Helligånden give syndere sjælens liv, idet Han skaber et rent hjerte i dem,[144] og opvækker de døde til legemets liv - Han "som gør de døde levende og kalder det, der ikke er til, så det bliver til" (Rom 4, 17). Og eftersom Han, ved sit Ord, kunne lade lyset skinne frem i mørket,[145] kan han også give troens lys til dem som ikke kender ham.[146] [1375; 992] Gud skaber en ordnet og god verden 299 Fordi Gud skaber med visdom, har skaberværket en orden: "Alt har du ordnet efter mål, tal og vægt" (Visd 11, 20). Skabt i og ved det evige Ord, "den usynlige Guds Billede" (Kol 1, 15), er skaberværket bestemt for og henvendt til mennesket, Guds billede,[147] som selv er kaldet til et personligt forhold til Gud. Vor forstand, som har del i lyset fra det guddommelige Intellekt, kan forstå det, som Gud siger os gennem sit skaberværk,[148] ganske vist ikke uden stor anstrengelse og i en ånd af ydmyghed og ærefrygt over for Skaberen og hans værk.[149] Udgået af den guddommelige godhed, har skaberværket del i denne godhed ("Og Gud så, at det var godt ... såre godt" (1 Mos 1, 4. 10. 12. 18. 21. 31). For Gud har villet, at den skabte verden skulle være en gave til mennesket, en arv der er bestemt for det og betroet til det. Kirken har mange gange måttet forsvare den sandhed, at skaberværket, inclusive den materielle verden, er god.[150] [339; 41, 1147; 358; 2415] Gud er hævet over skabningen og nærværende i den 300 Gud er uendelig meget større end alle sine værker[151]: "Du, som bredte din højhed ud over himlen" (Sl 8, 2); "hans storhed kan ikke ransages" (Sl 145, 3). Men fordi Han er den suveræne og frie Skaber, første årsag til alt det som er til, er Han nærværende i sine skabningers inderste: "For i Ham lever, bevæger vi os og er vi" (Apg 17, 28). Ifølge Skt. Augustin er Han "højere end det højeste i mig, og inderligere end mit inderste". [152] [42, 223] Gud opretholder og bærer skaberværket 301 Efter skabelsen overlader Gud ikke sin skabning til sig selv. Han giver den ikke blot at være og at eksistere, Han opretholder den også hvert øjeblik i dens eksistens, giver den mulighed for at handle og fører den til dens endemål. At vedkende sig denne fuldstændige afhængighed af Skaberen er en kilde til visdom og frihed, glæde og tillid: [1951, 396] Ja, Du elsker alt, hvad der er til, og afskyr ikke noget af det Du har skabt; for hvis du havde hadet noget, ville du ikke have dannet det. Og hvorledes skulle noget kunne bestå, hvis du ikke havde villet det? Eller noget blive bevaret, hvis Du ikke havde fremkaldt det? Men Du skåner alt, fordi det er dit, du livskære Herre (Visd 11, 24-26).

V. Gud realiserer sin plan: det guddommelige forsyn 302 Skaberværket har sin egen godhed og sin egen fuldkommenhed, men det er ikke fremstået fuldt færdigt af Skaberens hænder. Det er skabt til at være undervejs ("in statu viæ") til en sidste fuldkommenhed, det endnu skal opnå, som Gud har bestemt det til. Vi kalder de forordninger, hvorved Gud fører sin skabning frem til denne fuldkommenhed, det guddommelige forsyn:

[144] [145] [146] [147] [148] [149] [150] [151] [152]

[145] [146] [147] [148] [149] [150] [151] [152] [153]

Sl 51, 12. Jf. 1 Mos 1, 3. Jf. 2 Kor 4, 6. Jf. 1 Mos 1, 26. Jf. Sl 19, 2-5. Jf. Job 42, 3. Jf. DS 286; 455-463; 800; 1333; 3002. Jf. Sir 43, 30. Skt. Augustin, conf. 3, 6, 11.

Gud bevarer og styrer ved sit forsyn alt det Han har skabt, "rækker med vælde fra den ene ende af verden til den anden, og forordner alt med mildhed" (Visd 8, 1). For "alt ligger blottet og udbredt for hans øjne" (Hebr 4, 13), også det, som skabningerne selv vil frembringe i frihed.[153]

303 Skriften bevidner enstemmigt: Det guddommelige forsyn er konkret og umiddelbart; det drager omsorg for alt, fra de mindste småting til de største begivenheder i verden og historien. De hellige bøger insisterer på Guds absolutte suverænitet i begivenhedernes forløb: "Vor Gud, Han er i himlen; alt hvad Han vil, det gør Han!" (Sl 115, 3); og om Kristus siges der: "Han lukker op, så ingen kan lukke i; og Han lukker i, så ingen kan lukke op" (Åb 3, 7). "I menneskets hjerte er der mange planer, men det er Herrens beslutning, der står fast" (Ordsp 19, 21). [269] 304

Derfor ser man ofte Helligånden, den hellige Skrifts primære forfatter, tilkende Gud handlinger uden at nævne sekundære årsager. Det er ikke en primitiv "talemåde", men en dybtgående måde at erindre om Guds primat og hans absolutte herredømme over historien og verden[154] og således opdrage os til at have tillid til Ham. Salmernes bøn er den store skole i denne tillid.[155] [2568]

305 Jesus fordrer en barnlig hengivelse til den himmelske Faders forsyn, som har omsorg for sine børns mindste behov: "Derfor må I ikke være bekymrede og sige: 'Hvad skal vi spise?' eller: 'Hvad skal vi drikke?' ... Jeres himmelske Far ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift" (Matt 6, 31-33).[156] [2115] Forsynet og de sekundære årsager 306 Gud er uindskrænket Herre over sin plan. Men til at gennemføre den betjener Han sig også af skabningernes medvirken. Det er ikke et udtryk for svaghed, men for den Almægtige Guds storhed og godhed. For Gud giver ikke blot sine skabninger eksistensen, men også værdigheden til selv at handle, være årsag og oprindelse for hinanden, og således medvirke til fuldførelsen af Hans rådslutning. [1884; 1951] 307 Menneskene skænker Gud endog evnen til frit at deltage i Hans forsyn, derved at Han betror dem ansvaret for at "underlægge sig" jorden og herske over den. [157] Gud giver således menneskene at være forstandige og frie årsager til at fuldende skaberværket og fuldføre dets harmoni til bedste for dem selv og deres næste. Fra ofte ubevidst at være Guds medarbejdere, kan menneskene også bevidst gå ind i den guddommelige plan ved deres handlinger, deres bønner, men også ved deres lidelser. [158] Således bliver de fuldt ud "Guds medarbejdere" (1 Kor 3, 9)[159] og medarbejdere for hans rige.[160] [106, 373; 1954; 2427; 2738; 618, 1505] 308 Det er en sandhed, som er uadskillelig fra troen på Gud som Skaber, at Gud handler i enhver af sine skabningers handlinger. Han er den første årsag, som handler i og gennem de sekundære årsager: "For Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske" (Fil 2, 13). [161] Denne sandhed, langt fra at formindske skabningens værdighed, forøger den. Eftersom den er frembragt af intet ved Guds magt, visdom og godhed, kan den intet, hvis den er afskåret fra sin oprindelse, for "uden en Skaber forsvinder skabningen",[162] og den kan endnu mindre nå sit endemål uden nådens hjælp.[163] [970] Forsynet og det ondes forargelse

[153] [154] [155] [156] [157] [158] [159] [160] [161] [162] [163]

[154] [155] [156] [157] [158] [159] [160]

[161] [162] [163] [164]

1. Vat. konc.: DS 3003. Jf. Es 10, 5-15; 45, 5-7; 5 Mos 32, 39; Sir 11, 14. Jf. Sl 22; 32; 35; 103; 138 o.a. Jf. Matt 10, 29-31. Jf. 1 Mos 1, 26-28. Jf. Kol 1, 24. Jf. 1 Tess 3, 2. Jf. Kol 4, 11. Jf. 1 Kor 12, 6. GS 36 § 3. Jf. Matt 19, 26; Joh 15, 5; Fil 4, 13.

309 Hvis Gud Fader den Almægtige, Skaberen af en ordnet og god verden, har omsorg for alle sine skabninger, hvorfor eksisterer så det onde? På dette lige så presserende som uundgåelige, smertelige som gådefulde spørgsmål, kan ikke gives noget hastigt svar. Det er den kristne tro i sin helhed som udgør svaret på dette spørgsmål: Skaberværkets godhed, syndens drama, Guds langmodige kærlighed, Han, som kommer mennesket i møde ved sine pagtslutninger, ved Sønnens forløsende menneskevordelse, ved Helligåndens gave, ved at “forsamle” Kirken, ved sakramenternes kraft, ved kaldet til et lyksaligt liv, som de frie skabninger på forhånd er indbudt til at sige ja til, men som de også, ved et frygteligt mysterium, kan unddrage sig. Der er ikke ét element i det kristne budskab, som ikke også ville være en del af svaret på det ondes problem. [164, 385; 2850] 310 Hvorfor har Gud ikke skabt en verden så fuldkommen, at intet ondt kunne eksistere i den? I sin uendelige magt kunne Gud altid skabe noget der var bedre. [164] I sin uendelige visdom og godhed har Gud imidlertid frit besluttet at skabe en verden, som er "undervejs" til sin sidste fuldkommenhed. Denne tilblivelse indebærer, i Guds plan, med visse væseners fremkomst andres forsvinden, med det mest fuldkomne også det mindst fuldkomne, med naturens opbygninger også dens nedbrydninger. Med det fysisk gode findes altså også det fysisk onde, så længe skaberværket ikke har nået sin fuldendelse.[165] [412; 1042-1050; 342] 311 De intelligente og frie skabninger, englene og menneskene, skal vandre hen imod deres endelige bestemmelse gennem deres frie valg og forkærlighed. De kan altså også gå på afveje. Faktum er, at de har syndet. Det er således, det moralske onde, uden sammenligning værre end det fysiske onde, er kommet ind i verden. Gud er på ingen måde, hverken direkte eller indirekte, årsagen til det moralske onde. [166] Han tillader det imidlertid, fordi han respekterer sin skabnings frihed, og han kan, på hemmelighedsfuld vis, udvinde noget godt af det: [396; 1849] For da den almægtige Gud ... er uindskrænket god, ville Han aldrig tolerere noget som helst ondt i sine værker, hvis Han ikke var mægtig og god nok til også af det onde at uddrage noget godt.[167]

312 Således kan man med tiden opdage, at Gud, i sit almægtige forsyn, kan få noget godt ud af følgerne af et onde, endog af et moralsk onde, forårsaget af hans skabninger. Josef sagde til sine brødre: "Ikke I, men Gud har sendt mig hertil ... I udtænkte ondt imod mig, men Gud vendte det til det gode for ... at holde mange folk i live" (1 Mos 45, 8; 50, 20). [168] Af det største moralske onde som nogensinde er blevet begået, forkastelsen af og mordet på Guds Søn, forårsaget af alle menneskers synder, har Gud i sin overstrømmende nåde, [169] draget det største af alle goder: Kristi forherligelse og vor forløsning. Men det onde bliver ikke derfor til et gode. [598600; 1994] 313 "Vi ved at alle ting samvirker til gode for dem som elsker Gud" (Rom 8, 28). Denne sandhed bekræfter helgenernes vidnesbyrd igen og igen: [227] Således siger Skt. Katarina af Siena til "dem som forarges og gør oprør mod det, der hænder dem": "Alt fremgår af kærligheden, alt er henordnet til menneskets frelse. Gud gør intet uden med dette mål for øje".[170] Kort før sit martyrium trøster Skt. Thomas More sin datter med disse ord: "Der kan ikke ske noget, som Gud ikke vil. Og alt det, han vil, hvor slemt det end kan forekomme os, er dog det, som er det bedste for os".[171] Og Julian af Norwich: "Jeg lærte, ved Guds nåde, at jeg med fasthed skulle holde mig til troen, og ikke mindre fast tro, at alting vil blive godt ... Og du vil få at se, at alting vil blive godt". ("Thou shalt see thyself that all MANNER of thing shall be well").[172][173]

[164] [165] [166] [167] [168] [169] [170] [171] [172]

[165] [166] [167] [168] [169] [170] [171] [172] [173]

Jf. Skt. Thomas af Aq., s. theol. 1, 25, 6. Jf. Skt. Thomas af Aq., s. gent. 3, 71. Jf. Skt. Augustin, Lib. 1, 1, 1; Skt. Thomas af Aq., s. theol. 1-2, 79, 1. Skt. Augustin, enchir. 3, 11. Jf. Tob 2, 12-18 (Vulg.). Jf. Rom 5, 20. Dial. 138. M. Roper, Ep. ad Alic. Alington (aug.1534): The Correspondence of Sir Thomas More, s.531-532. Rev. 13, 32.

314 Vi tror fuldt og fast, at Gud er verdens og historiens Herre. Men hans Forsyns veje er os ofte ukendte. Det er først til sidst, når vort delvise kendskab får ende, når vi vil skue Gud "ansigt til ansigt" (1 Kor 13, 12), at vi helt vil erkende de veje, ad hvilke Gud vil have ført sin skabning, selv gennem det ondes og syndens drama, til den endelige Sabbats-hvile,17 til hvilken han har skabt himmel og jord. [1040; 2550] I korthed 315 I verdens og menneskets skabelse har Gud nedlagt det første og universelle vidnesbyrd om sin almægtige kærlighed og sin visdom, det første budskab om sin "barmhjertigheds plan", hvis endemål er den nye skabelse i Kristus. 316 Selv om skaberværket på særlig måde tilskrives Faderen, er det ligeledes en trossandhed, at Faderen, Sønnen og Helligånden er det eneste og udelelige skabelsesprincip. 317

Gud alene har skabt universet frit, direkte, uden nogen hjælp.

318 Ingen skabning har den uendelige magt, som er nødvendig til at "skabe" i ordets egentlige forstand, det vil sige frembringe noget, som overhovedet ikke eksisterede, og give det at være til; fremkalde det "ud af intet" (ex nihilo)[174] til eksistens. 319 Gud har skabt verden for at manifestere og meddele sin herlighed. At hans skabninger må få del i hans sandhed, i hans godhed og i hans skønhed, det er den herlighed, hvortil Gud har skabt dem. 320 Gud, som har skabt universet, holder det i eksistens ved sit Ord, den Søn, som “bærer alt ved sit mægtige ord" (Hebr 1, 3), og ved sin Skaberånd, som skænker livet. 321 Det guddommelige Forsyn består i de dispositioner, hvorved Gud med visdom og kærlighed fører alle skabninger til deres endemål. 322 Kristus opfordrer os til at hengive os med barnlig tillid til vor himmelske Fars forsyn, [175] og apostlen Peter følger det op: "Kast alle jeres bekymringer på Ham, for Han har omsorg for jer" (1 Pet 5, 7).[176] 323 Det guddommelige Forsyn handler også gennem skabningernes handlinger. Gud giver menneskene frit at medvirke i hans planer. 324 At Gud tillader det fysiske og det moralske onde, er et mysterium, som Han opklarer gennem sin Søn, Jesus Kristus, der er død og opstanden for at besejre det onde. Troen giver os vished om, at Gud ikke ville tillade det onde, hvis han ikke fik noget godt ud af endogså det onde, ad veje, som vi først i det evige liv vil erkende fuldt ud. Paragraf 5. Himlen og jorden 325 Det apostoliske Credo bekender, at Gud er "himlens og jordens Skaber", [177] og Symbolet fra NikæaKonstantinopel forklarer: " ... alle synlige og usynlige tings Skaber".[178]

17 [174] Jf. 1 Mos 2, 2. [174] [175] Jf. DS 3624. [175] [176] Jf. Matt 6, 26-34. [176] [177] Jf. Sl 55, 23. [177] [178] DS 30. [178] [179] DS 150.

326 I den Hellige Skrift betyder udtrykket "himmel og jord" alt det som eksisterer, hele skabningen. Det angiver også den forbindelse inden for skabningen, som både forener og adskiller himmel og jord: "Jorden", det er menneskenes verden.[179] "Himlen" eller "himlene" kan betyde himmelhvælvingen,[180] men også det "sted", som er særligt for Gud: "vor Far, som er i himlene" (Matt 5, 16), [181] og følgelig også den "himmel", som er den eskatologiske herlighed. Ordet "himmel" betegner endelig "stedet" for de åndelige skabninger - englene - som omgiver Gud. [290; 1023, 2794] 327 Trosbekendelsen fra det 4. Laterankoncil erklærer, at Gud, "fra tidens begyndelse ud af intet samtidig har skabt den ene og den anden skabning, den åndelige og den legemlige, det vil sige englene og den jordiske verden; derefter den menneskelige skabning, som har noget af dem begge, sammensat som den er af ånd og legeme".[182] [296] I. Englene[183] Engles eksistens - en trossandhed 328 Eksistensen af åndelige væsener uden legeme, som den hl. Skrift sædvanligvis kalder engle, er en trossandhed. Det bevidner Skriften ligeså klart som den enstemmige Tradition. [150] Hvem er de? 329 Skt. Augustin siger: “‘Engel’ betegner funktionen, ikke naturen. Spørger du efter dens natur? så er den Ånd. Spørger du efter dens funktion, så er den Engel. Ifølge det, den er, er det en ånd; ifølge det, den gør, er det en engel”.18 Med hele deres væsen er englene Guds tjenere og sendebud. Fordi de altid skuer “min himmelske Fars ansigt” (Matt 18,10), “gør de, hvad Han byder, så snart de hører hans røst” (Sl 103,20). 330 Som rene ånder har de forstand og vilje: de er personale [184] og udødelige[185] væsener. De overgår i fuldkommenhed alle de synlige skabninger. Glansen fra deres herlighed vidner om det.[186] Kristus “med alle hans engle” 331 Kristus er midtpunktet i engleverdenen. Det er Hans engle: “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed med alle sine engle...” (Matt 25,31). De tilhører Ham, fordi de er skabt ved Ham og til Ham: “I Ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere, magter eller myndigheder. Alt er skabt ved Ham og til Ham” (Kol 1,16). De tilhører Ham, så meget mere som Han har gjort dem til sendebud for sin frelsesplan: “Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for dem, som skal arve frelsen?” (Hebr 1,14). [291] 332 De er der lige fra verdens skabelse[187] og ned gennem hele frelseshistorien. De forkynder frelsen fra det fjerne eller nære, og tjener den guddommelige plan under dens virkeliggørelse. De lukker det jordiske paradis,[188] beskytter Lot,[189] redder Hagar og hendes barn, [190] holder Abrahams hånd tilbage;[191] ved deres

[179] [180] Jf. Sl 115, 16. [180] [181] Jf. Sl 19, 2. [181] [182] Jf. Sl 115, 16. [182] [183] DS 800; jf. DS 3302 og SPF 8. 18 Psal. 103,1,15. [184] Jf. Pius d. 12.: DS 3891. [185] Jf. Luk 20,36. [186] Jf. Dan 10,9-12. [187] Jf. Job 38,7, hvor englene kaldes “gudssønner”. [188] Jf. 1 Mos 3,24. [189] Jf. 1 Mos 19. [190] Jf. 1 Mos 21,17. [191] Jf. 1 Mos 22,11. [184]

[185] [186] [187] [188] [189] [190] [191] [192]

tjeneste modtages loven,[192] føres Guds folk;[193] de forkynder fødsler[194] og kald;[195] og de bistår profeterne,[196] for blot at nævne nogle eksempler. Og endelig er det englen Gabriel, der bebuder Forløberens fødsel og Jesu egen.[197] 333 Fra menneskevordelsen til himmelfarten er det menneskevordne Ords liv omgivet af engles tilbedelse og tjeneste. Da Gud “indfører sin Førstefødte i verden, siger Han: ‘Alle Guds engle skal tilbede Ham’” (Hebr 1,6). Deres lovprisning ved Kristi fødsel genlyder uden ophør i Kirkens lovprisning: “Ære være Gud...” (Luk 2,14). De beskytter Jesu barndom,[198] tjener ham i ørkenen,[199] styrker ham i hans dødsangst,[200] han som kunne være frelst ved dem af sine fjenders hånd [201] ligesom før i tiden Israel.[202] Det er også engle, der “evangeliserer”,[203] idet de forkynder det glade budskab om menneskevordelsen[204] og Kristi opstandelse.[205] De vil ledsage ham ved hans genkomst, som de forkynder,[206] og tjene ham på dommens dag.[207] [559] Englene i Kirkens liv 334 Indtil Kristi genkomst nyder hele Kirkens liv godt af englenes hemmelighedsfulde og mægtige hjælp.[208] 335 I liturgien slutter Kirken sig til englene for at tilbede den trefold hellige Gud. [209] Den påkalder deres hjælp - (som fx i bønnen “In Paradisum deducant te angeli...” i liturgien for de døde, [210] eller den kerubiske Hymne i den byzantinske liturgi[211] - og ved særlige fester for bestemte engle: Skt. Mikael, Skt. Gabriel, Skt. Rafael, Værneenglene). [1138] 336 Fra dets begyndelse[212] til dets afslutning[213] står menneskelivet under deres beskyttelse[214] og [215] forbøn. “Enhver troende har ved sin side en engel som beskytter og hyrde på vejen til livet”. [216] Allerede på jorden deltager de kristne, i troen, i det salige samfund af engle og mennesker, forenet i Gud. [1020] II. Den synlige verden

[192] [193] [194] [195] [196] [197] [198] [199] [200] [201] [202] [203] [204] [205] [206] [207] [208] [209] [210] [211] [212] [213] [214] [215] [216]

[193]

Jf. Apg 7,53.

[194]

Jf. 2 Mos 23,20-23.

[195]

Jf. Dom 13.

[196]

Jf. Dom 6,11-24; Es 6,6.

[197]

Jf. 1 Kong 19,5.

[198]

Jf. Luk 1,11.26.

[199]

Jf. Matt 1,20; 2,13. 19.

[200]

Jf. Mark 1,13; Matt 4,11.

[201]

Jf. Luk 22,43.

[202]

Jf. Matt 26,53.

[203]

Jf. 2 Makk 10,29-30; 11,8.

[204]

Jf. Luk 2,10.

[205]

Jf. Luk 2,8-14.

[206]

Jf. Mark 16,5-7.

[207]

Jf. Apg 1,10-11.

[208]

Jf. Matt 13,41; 24,31; Luk 12,8-9.

[209]

Jf. Apg 5,18-20; 8,26-29; 10,3-8; 12,6-11; 27,23-25.

[210]

MR, “Sanctus”.

[211]

O Ex, 50.

[212]

Liturgia byzantina S. Ioannis Chrysostomi, Hymnus cherub.

[213]

Jf. Matt 18,10.

[214]

Jf. Luk 16,22.

[215]

Jf. Sl 34,8; 91,10-13.

[216]

Jf. Job 33,23-24; Zak 1,12; Tob 12,12.

[217]

Skt. Basilius, Eun. 3,1.

337 Det er Gud selv, der har skabt den synlige verden i al dens rigdom, mangfoldighed og orden. Skriften skildrer skaberværket symbolsk som et 6-dages værk af guddommeligt “arbejde”, der fuldendes i “hvilen” på den 7. dag.[217] Den hl. Skrift lærer sandheder om skabelsen, som Gud har åbenbaret til vor frelse, [218] og som gør det muligt at “anerkende hele skabningens inderste væsen, værdi og bestemmelse til Guds pris”. [219] [290; 293] 338 Der findes intet, som ikke skylder Gud Skaberen sin eksistens. Verden begyndte, da den blev skabt af intet ved Guds ord. Alle eksisterende væsener, hele naturen, hele menneskehedens historie har rod i denne grundlæggende begivenhed: dette er selve oprindelsen, den hvorved verden er grundlagt og tiden begyndt. [220] [297] 339 Hver skabning har sin egen kvalitet og fuldkommenhed. Om ethvert “værk” i de 6 dage siges: “Og Gud så, at det var godt”. “I kraft af selve skaberakten er alle ting udstyret med en iboende stabilitet, sandhed, godhed, egne love og orden”.[221] De forskellige skabninger, villet som det de er, genspejler, hver på sin måde, et glimt af Guds uendelige visdom og godhed. Det er derfor mennesket skal respektere enhver skabnings egenværdi og vogte sig for at bruge tingene imod deres bestemmelse. Ellers miskendes Skaberen og der opstår konsekvenser, der er ødelæggende for menneskene og deres miljø. [2501; 299; 226] 340 Skabningernes gensidige afhængighed er villet af Gud. Solen og månen, cedertræet og markblomsten, ørnen og spurven - alle de utallige forskelle og uligheder viser, at ingen skabning har nok i sig selv. De eksisterer kun i afhængighed af hinanden for at supplere og tjene hinanden. [1937] 341 Universets skønhed: Den skabte verdens orden og harmoni kommer af den forskel, der er imellem skabningerne, og deres indbyrdes relationer. Lidt efter lidt opdager mennesket dem som naturens love. De vækker beundring hos de lærde. Skønheden i skaberværket genspejler Skaberens uendelige skønhed. Den bør indgyde mennesket ærefrygt og få det til at underordne sin forstand og vilje. [283; 2500] 342 Skabningernes rangorden er udtrykt i rækkefølgen af de “6 dage”, som går fra det mindre fuldkomne til det mere fuldkomne. Gud elsker alle sine skabninger, [222] og Han drager omsorg for enhver, selv for spurvene. Ikke desto mindre siger Jesus: “I er mere værd end mange spurve” (Luk 12,7), og: “Et menneske er dog mere værd end et får” (Matt 12,12). [310] 343 Mennesket er skabelsens højdepunkt. Det udtrykker den inspirerede beretning ved klart at skelne skabelsen af mennesket fra resten af skaberværket.[223] [355] 344 Der findes en solidaritet mellem alle skabninger, fordi de alle har den samme Skaber og alle er henordnet til hans ære: [293, 1939, 2416] Lovet være du, Herre, i alle dine skabninger, især hr. broder Sol, ved hvem du giver os dagen og lyset; han er skøn og strålende med stor glans, og på dig, Du Højeste, er han et billed... Lovet være du, Herre, for søster Vand, som er såre nyttig og ydmyg og kostelig og kysk... [1218] Lovet være du, Herre, for vor søster, moder Jord, som bærer og nærer os og frembringer alskens frugter og farvede blomster og græs...

[217] [218] [219] [220] [221] [222] [223]

[218]

Jf. 1 Mos 1,1 - 2,4.

[219]

Jf. DV 11.

[220]

LG 36.

[221]

Jf. Skt. Augustin, Gen. Man. 1,2,4.

[222]

GS 36, § 2.

[223]

Jf. Sl 145,9.

[224]

Jf. 1 Mos 1,26.

Lover og priser Herren, og tak Ham og tjen Ham i stor ydmyghed.[224]

345 Sabbaten - afslutningen på 6-dages værket. Den hl. Skrift siger, at “på den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført”, og således “blev himlen og jorden fuldendt” - “og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede Han efter hele sit værk” (1 Mos 2,1-3). Disse inspirerede ord er rige på frelsebringende belæringer: [2168]

I skaberværket har Gud nedlagt et fundament og love, som består, [225] og som den troende trygt kan støtte sig til, og som vil være ham et tegn og et pant på den usvigelige troskab, hvormed Gud vil holde sin pagt.[226] På sin side skal mennesket holde fast ved dette fundament og respektere de love, som Skaberen har indskrevet i det. [2169] 346

Skabelsen er sket med Sabbaten for øje og dermed dyrkelsen og tilbedelsen af Gud. Gudsdyrkelsen er indskrevet i skabelsesordenen.[227] “Foretræk intet frem for gudstjenesten”, siger Skt. Benedikts regel,[228] og henviser os dermed til den rette orden i menneskets mange gøremål. 347

[1145-1152]

Sabbaten er selve hjertet i Israels lov. At holde budene, det er at svare til den visdom og vilje, som Gud har givet udtryk for i sit skaberværk. [2172] 348

349 Den ottende dag. Men for os er en ny dag brudt frem: Kristi Opstandelsesdag. Den syvende dag fuldender den første skabelse. Den ottende dag begynder den nye skabelse. Således kulminerer skaberværket i Forløsningens endnu større værk. Den første skabelse finder sin mening og sit højdepunkt i den nye skabelse i Kristus, som overgår den første i sin glans.[229] [2174; 1046] I korthed 350 Englene er åndsvæsener, som uden ophør lovsynger Gud og tjener hans frelsesplan med de andre skabninger: “Englene virker med i alt, hvad der godt for os”.[230] 351 Englene omgiver Kristus, deres Herre. De tjener Ham særlig i opfyldelsen af hans sendelse til at frelse menneskene. 352 Kirken ærer englene, som hjælper den på dens jordiske pilgrimsvandring og beskytter ethvert menneske. 353 Gud har villet, at hans skabninger skulle være forskellige, med hver sin kvalitet, og at de skulle være afhængige af hinanden i en givet orden. Han har bestemt alle de materielle skabninger til menneskeslægtens bedste. Mennesket, og gennem det hele skabningen, er bestemt til Guds ære. 354 At respektere de love, der er indskrevet i skaberværket, og de forhold, som er givet med tingenes natur, er et visdommens grundprincip og et grundlag for moralen.

[224] [225] [226] [227] [228] [229] [230]

[225]

Skt. Frans af Assisi: Solsangen; jf. Johs. Jørgensens gengivelse.

[226]

Jf. Hebr 4,3-4.

[227]

Jf. Jer 31,35-37; 33,19-26.

[228]

Jf. 1 Mos 1,14.

[229]

Skt. Benedikt, reg. 43,3.

[230]

Jf. MR Påskevigilie 24: bøn efter første læsning.

[231]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 1, 114,3, ad 3.

Paragraf 6. Mennesket 355 “Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte Han dem” (1 Mos 1,27). Mennesket har en særstilling i skaberværket: det er “skabt i Guds billede” (I); det forener i sin natur den åndelige og den materielle verden (II); det er skabt “som mand og kvinde” (III); Gud har knyttet det til sig i venskab (IV). [1700, 343] I. “I Guds billede” 356 Af alle synlige skabninger har alene mennesket “mulighed for at kende og elske sin Skaber”; [231] det er “den eneste skabning, som Gud har villet for dens egen skyld”; [232] det alene er kaldet til, i erkendelse og kærlighed, at deltage i Guds liv. Til dette blev det skabt, og det er den fundamentale grund til dets værdighed: [1703, 2258; 225] Hvad fik dig til at løfte mennesket op til så stor en værdighed? Den overvæl-dende kærlighed, hvormed Du har betragtet din skabning i Dig selv og forelsket dig i den; for det var af kærlighed, Du skabte mennesket, og det er af kærlighed, Du satte det i stand til at føle glæde ved dit evige Gode.[233] [295]

357 Fordi mennesket er skabt i Guds billede, har det den værdighed at være Person: det er ikke bare noget, men Nogen. Det er i stand til at kende sig selv, være herre over sig selv og frit give sig selv og indgå i fællesskab med andre personer. Og det er kaldet af nåde til en pagt med sin Skaber, til at give Ham et troens og kærlighedens svar, som ingen anden kan give i dets sted. [1935; 1877] 358 Gud har skabt alt til mennesket,[234] men mennesket er skabt til at tjene og elske Gud og frembære hele skabningen til Ham: [299, 901] Hvad er det da for et væsen, som skal komme til verden med en sådan virak? Det er mennesket, en stor og beundringsværdig levende skikkelse, mere dyrebar i Guds øjne end hele skaberværket. Det er mennesket, for hvis skyld himlen og jorden og havet og hele skabningen er til. På dets frelse har Gud lagt så stor vægt, at Han end ikke har skånet sin egen Søn. For Gud har uden ophør sat alt i værk for at løfte mennesket op til sig og sætte det ved sin højre side. [235]

359 “I virkeligheden er det kun det menneskevordne Ords mysterium, der kaster lys over menneskets mysterium”:[236] [1701] Apostlen Paulus lærer, at der er to mennesker, som menneskeslægten nedstammer fra: Adam og Kristus... Den første Adam, siger Paulus, blev skabt som et menneskeligt væsen, der fik liv. Den sidste er et åndeligt væsen, der giver liv. Den første blev skabt af den Sidste, fra hvem han også modtog en livgivende sjæl... Den anden Adam har præget sit billede ind i den første Adam, da han formede ham. Deraf kommer det, at han gik ind i hans sted og antog hans navn, for ikke at miste det, Han selv havde skabt i sit billede. Den første Adam, den sidste Adam: den Første begyndte, den Sidste er uden ende. For den Sidste er i virkeligheden den Første. Som han selv har sagt: “Jeg er Alfa og Omega, den Første og den Sidste”.[237] [388, 411]

360 Takket være den fælles oprindelse udgør menneskeslægten en enhed. For “af en og samme rod har Gud skabt alle folkeslag” (Apg 17,26).[238] [225, 404, 775, 831, 842] “I et herligt syn kan vi derfor betragte menneskehedens enhed i dens oprindelse i Gud... Enheden i dens natur, der i lige grad hos alle er sammensat af et stofligt legeme og en åndelig sjæl, enheden i dens umiddelbare mål og dens opgave i

[231] [232] [233] [234] [235] [236] [237] [238]

[232]

GS 12, § 3.

[233]

GS 24, § 3.

[234]

Skt. Katharina af Siena, dial. 13.

[235]

Jf. GS 12, § 1; 24, § 3; 39, § 1.

[236]

Johs. Chrysostomus, serm. in Gen. 2,1.

[237]

GS 22, § 1.

[238]

Skt. Peter Chrysologus, serm. 117,1-2.

[239]

Jf. Tob 8,6.

verden; enheden i dens bolig: jorden, hvis goder alle mennesker med naturens ret kan bruge til livets ophold og udvikling; enheden i dens overnaturlige mål: Gud selv, som alle bør stræbe imod; enheden i midlerne til at nå dette mål; ... enheden i den forløsning, som Kristus har udvirket for alle.[239]

361 “Denne lov om menneskelig solidaritet og kærlighed”, [240] som ikke udelukker den rige mangfoldighed hos personer, kulturer og folkeslag, forvisser os om, at alle mennesker virkelig er søskende. [1939] II. “Et i krop og sjæl” 362 Mennesket som person, skabt i Guds billede, er et både legemligt og åndeligt væsen. Den bibelske beretning udtrykker denne virkelighed i et symbolsprog, når det siges, at “Gud Herren formede mennesket af markens muld og blæste livsånde i dets næsebor, så at mennesket blev et levende væsen” (1 Mos 2,7). Hele mennesket er altså villet af Gud. [1146, 2332] 363 Udtrykket sjæl betyder i den hl. Skrift ofte menneskets liv [241] eller hele mennesket som person.[242] Men det betegner også det inderste i mennesket, [243] det mest værdifulde,[244] det som især gør det til billede på Gud: “sjæl” betyder det åndelige livsprincip i mennesket. [1703] 364 Menneskets legeme har del i den værdighed, der tilkommer “Guds billede”: det er et menneskelegeme, netop fordi det besjæles af en åndelig sjæl. Det er hele mennesket som person, der er bestemt til, i Kristi Legeme, at blive Helligåndens Tempel:[245] [1004] “Mennesket er en enhed af legeme og sjæl; gennem sin legemlige beskaffenhed sammenfatter mennesket den materielle verdens elementer, således at disse gennem mennesket når deres højdepunkt og får stemme til frit at prise Skaberen. Mennesket må derfor ikke foragte sit legemlige liv, men er tværtimod forpligtet til at betragte sit legeme som noget godt og værdifuldt, da Gud har skabt det og vil genopvække det på den yderste dag”.[246] [2289]

365 Enheden mellem sjæl og legeme er så dyb, at man må opfatte sjælen som legemets “form”; [247] det vil sige, det er takket være den åndelige sjæl, at den materielle krop er et levende menneskelegeme. Ånd og stof i mennesket er ikke to naturer, som er blevet forenet, men deres enhed udgør en eneste natur. 366 Kirken lærer, at enhver åndelig sjæl er umiddelbart skabt af Gud [248] - den er ikke “frembragt” af forældrene. Den lærer os også, at sjælen er udødelig;[249] den går ikke til grunde, når den i døden skilles fra sit legeme, og den forenes påny med legemet i opstandelsen på den yderste dag. [1005; 997] 367 Til tider skelner man mellem sjæl og ånd. Det gør Paulus, når han beder Gud “bevare jeres ånd og sjæl og legeme helt og holdent og uden dadel ved vor Herre Jesu Kristi komme!” (1 Tess 5,23). Kirken lærer, at dette ikke indfører nogen to-deling i sjælen.[250] “Ånd” betyder, at mennesket fra sin skabelse er rettet mod sit overnaturlige mål,[251] og at dets sjæl, takket være nåden, kan ophøjes til samfund med Gud.[252] [2083]

[239] [240] [241] [242] [243] [244] [245] [246] [247] [248] [249] [250] [251] [252]

[240]

Pius d. 12., enc. “Summi pontificatus”, jf. dansk overs., Pauluskredsen 1939; jf. NA 1.

[241]

Pius d. 12., enc. “Summi pontificatus”.

[242]

Jf. Matt 16,25-26; Joh 15,13.

[243]

Jf. Apg 2,41.

[244]

Jf. Matt 26,38; Joh 12,27.

[245]

Jf. Matt 10,28; 2 Makk 6,30.

[246]

Jf. 1 Kor 6,19-20; 15,44-45.

[247]

GS 14, § 1.

[248]

Jf. Koncilet i Vienne 1312: DS 902.

[249]

Jf. Pius d. 12., enc. “Humani generis”, 1950: DS 3896; SPF 8.

[250]

Jf. 5. Laterankoncil 1513: DS 1440.

[251]

4. Konstantinopelkoncil 870: DS 657.

[252]

1. Vat.: DS 3005; jf. GS 22, § 5.

[253]

Jf. Pius d. 12., enc. “Humani generis”, 1950: DS 3891.

368 Kirkens åndelige tradition lægger også vægt på “hjertet”, som i bibelsk forstand betyder “sjælens dyb” (Jer 31,33), hvor personen beslutter sig for eller imod Gud.[253] [478, 582, 1431, 1764, 2517, 2562, 2843] III. “Som mand og kvinde skabte Han dem” [2331-2336] Lighed og forskel villet af Gud 369 Mand og kvinde er skabt, det vil sige at de er villet af Gud: på den ene side i fuld lighed som menneskelige personer, og på den anden side i deres respektive væsen som mand og kvinde. “Være mand” og “være kvinde” er godt og villet af Gud; mand og kvinde har en umistelig værdighed, som er givet dem umiddelbart af Gud, deres Skaber.[254] Mand og kvinde er med samme værdighed “i Guds billede”. Ved at være mand og være kvinde genspejler de Skaberens visdom og godhed.

Gud er på ingen måde i menneskets billede. Han er hverken mand eller kvinde. Gud er ren ånd, uden rum for nogen kønsforskel. I mandens og kvindens “fuldkommenheder” genspejles dog noget af den uendelige Guds fuldkommenhed: i en mor,[255] en far og en ægtemand.[256] [42, 239] 370

For hinanden - en enhed af to 371 Skabt sammen er mand og kvinde også villet af Gud for hinanden. Det lader Guds ord os forstå gennem forskellige træk i den hl. Skrift. “Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil gøre det en medhjælp, der svarer til det” (1 Mos 2,18). Ingen af dyrene kan svare til mennesket. [257] Kvinden, som Gud “bygger” af mandens ribben og fører til ham, fremkalder hos manden et udbrud af beundring, en kærlighedserklæring til fællesskab: “Dette er ben af mine ben og kød af mit kød” (1 Mos 2,23). Manden opdager kvinden som sit andet “jeg”, sit medmenneske. [1605] 372 Mand og kvinde er skabt “for hinanden”; men ikke sådan at Gud kun skulle have skabt dem “halvt” og “ufuldstændigt”. Han har skabt dem til et personligt fællesskab, hvor de to skal være en “hjælp” for hinanden, fordi de både er ligeværdige som personer (“ben af mine ben...”) og komplementære, dvs. udfylder hinanden som mandligt og kvindeligt væsen.[258] I ægteskabet forener Gud dem sådan, at de bliver “ét kød” (1 Mos 2,24), så de kan videregive menneskelivet: “Bliv frugtbare og mangfoldige, opfyld jorden” (1 Mos 1,28). Idet de videregiver menneskelivet til deres børn, medvirker mand og kvinde som ægtefæller og forældre på enestående vis i skaberværket.[259] [1652, 2366] 373 I Guds plan har mand og kvinde kaldet til at “underlægge sig” jorden [260] som Guds “forvaltere”. Dette herredømme må ikke være vilkårligt og ødelæggende. I lighed med Skaberen, “der elsker alt som er til” (Visd 11,24), kaldes mand og kvinde til at deltage i det guddommelige Forsyn over for de øvrige skabninger. Heraf deres ansvar for verden, som Gud har betroet dem. [307; 2415] IV. Mennesket i Paradiset 374 Det første menneske blev ikke blot skabt som et godt væsen, men blev indsat i et venskab med sin Skaber og en harmoni med sig selv og med skabningen omkring sig, som kun kunne overgås af herligheden i den nye skabelse i Kristus. [54]

[253] [254] [255] [256] [257] [258] [259] [260]

[254]

Jf. 5 Mos 6,5; 29,3; Es 29,13; Ez 36,26; Matt 6,21; Luk 8,15; Rom 5,5.

[255]

Jf. 1 Mos 2,7. 22.

[256]

Jf. Es 49,14-15; 66,13; Sl 131,2-3.

[257]

Jf. Hos 11,1-4; Jer 3,4-19.

[258]

Jf. 1 Mos 2,19-20.

[259]

Jf. MD 7.

[260]

Jf. GS 50, § 1.

[261]

Jf. 1 Mos 1,28.

375 Kirken giver en autentisk tolkning af symbolikken i det bibelske sprog i lys af det Nye Testamente og Traditionen, og lærer, at vore stamforældre Adam og Eva blev indsat i en oprindelig tilstand af “hellighed og retfærdighed”.[261] Denne nåde af oprindelig hellighed var en delagtighed i det guddommelige liv.[262] [1997] 376 Takket være denne nådes udstråling blev menneskelivet i alle henseender betrygget. Så længe mennesket forblev i Guds fortrolighed, skulle det hverken dø [263] eller lide.[264] Menneskets indre harmoni med sig selv, det harmoniske forhold mellem mand og kvinde[265] og det første menneskepars liv i harmoni med resten af skaberværket udgjorde den tilstand, der kaldes “den oprindelige retfærdigheds stand.” [1008, 1502] 377 Det “herredømme” over verden, som Gud havde skænket mennesket fra begyndelsen, virkeliggjordes frem for alt hos mennesket selv som selvbeherskelse. Mennesket var intakt og i orden i hele sit væsen, fordi det var fri for det trefoldige begær,[266] som får det til at slave under sansernes lyst, jordiske begæringer og selvhævdelsen mod fornuftens bud. [2514] 378 Tegnet på fortroligheden med Gud er, at Gud satte det i haven. [267] Der lever det “for at dyrke og vogte den” (1 Mos 2,15). Arbejdet er ikke nogen straf,[268] men mandens og kvindens samarbejde med Gud for at gøre det synlige skaberværk fuldkomment. [2415, 2427] 379 Det er hele denne harmoni i den oprindelige retfærdighed, tiltænkt mennesket i Guds plan, som går tabt ved vore stamforældres synd. I korthed 380 “Gud, du dannede mennesket i dit billede og satte ham over verden som skabningens herre for at tjene dig, sin Skaber”.[269] 381 Mennesket er forudbestemt til at gengive den menneskevordne Guds Søns billede - Han, som selv er den usynlige Guds billede (Kol 1,15) - for at Kristus kan blive den førstefødte blandt mange brødre og søstre.[270] 382 Mennesket er “en enhed af legeme og sjæl”.[271] Troslæren siger, at den åndelige og udødelige sjæl er skabt direkte af Gud. 383 “Gud har ikke skabt mennesket ensomt: Fra begyndelsen af skabte han dem nemlig som ‘mand og kvinde’ (1 Mos 1,27), og deres forening frembragte den første form for fællesskab mellem personer”.[272] 384 Åbenbaringen lader os kende den tilstand af oprindelig hellighed og retfærdighed, som manden og kvinden levede i før syndefaldet. Deres venskab med Gud var kilden til deres lyksalige liv i paradiset. Paragraf 7. Syndefaldet

[261] [262] [263] [264] [265] [266] [267] [268] [269] [270] [271] [272]

[262]

Tridentinerkoncilet: DS 1511.

[263]

Jf. LG 2.

[264]

Jf. 1 Mos 2,17; 3,19.

[265]

Jf. 1 Mos 3,16.

[266]

Jf. 1 Mos 2,25.

[267]

Jf. 1 Joh 2,16.

[268]

Jf. 1 Mos 2,8.

[269]

Jf. 1 Mos 3,17-19.

[270]

MR, 4. eukaristiske bøn, 118.

[271]

Jf. Ef 1,3-6; Rom 8,29.

[272]

GS 14, § 1.

[273]

GS 12, § 4.

385 Gud er uendelig god og alle hans værker er gode. Alligevel er der ingen, der slipper for at erfare lidelsen, onder i naturen - som synes givet med skabningernes egne begrænsninger - og især det moralske onde. Hvorfra kommer det onde? “Jeg søgte efter oprindelsen til det onde, men fandt ingen løsning”, siger Skt. Augustin,[273] og hans egen smertelige søgen fandt først en udvej i hans omvendelse til den levende Gud. For “lovløshedens mysterium” (2 Tess 2,7) opklares kun i lyset af “gudsfrygtens mysterium”.[274] Åbenbaringen i Kristus af den guddommelige kærlighed har manifesteret både omfanget af det onde og nådens overflod. [275] Når vi altså overvejer spørgsmålet om det ondes oprindelse, må vi rette troens blik på Den, som alene er dets Overvinder.[276] [309; 457; 1848; 539] I. Der hvor synden blev stor, er nåden blevet så meget større Syndens realitet 386 Synden er til stede i menneskets historie. Det ville være omsonst at forsøge at ignorere den eller give denne dunkle virkelighed andre navne. For at forstå, hvad synden er, må man først indse menneskets dybe sammenhæng med Gud. Ser man bort fra den, bliver syndens ondskab ikke afsløret i sit sande væsen som fornægtelse af Gud og oprør mod Ham, selv om man fortsætter med at spekulere over menneskets liv og historie. [1847] 387 Hvad synden, særlig arvesynden, er, opklares kun i lyset af den guddommelige Åbenbaring. Uden den kundskab om Gud, den giver os, kan man ikke klart erkende synden, og man fristes til at forklare den alene som en forstyrrelse i opvæksten, en psykisk svaghed, en vildfarelse eller den uundgåelige følge af en forkert social struktur osv. Det er kun i erkendelsen af Guds plan med mennesket, at man forstår, at synden er et misbrug af den frihed, Gud giver sine fornuftbegavede skabninger til at elske Ham og hinanden. [1848; 1739] Arvesynden - en væsentlig trossandhed 388 Med den fremadskridende Åbenbaring kommer også syndens realitet for en dag. Selv om Gudsfolket i den Gamle Pagt havde nogle forestillinger om det pinefulde ved menneskelivet ud fra beretningen om syndefaldet i 1. Mosebog, kunne det umuligt fatte den endelige betydning af denne historie. Den træder først klart frem i lys af Jesu Kristi død og opstandelse. [277] Man må kende Kristus som kilden til nåden for at kunne erkende Adam som kilden til synden. Det er Helligånden, sendt af den opstandne Kristus, som er kommet for at “overbevise verden om synd” (Joh 16,8) ved at åbenbare Den, der er Forløseren fra synden. [431; 208; 359; 729] 389 Læren om arvesynden er på en vis måde bagsiden af det glade Budskab om Jesus som alle menneskers Frelser, om alles behov for at blive frelst og om frelsen som et tilbud til alle, takket være Kristus. Kirken, som har lært Herrens sind at kende,[278] ved godt, at man ikke kan røre ved Åbenbaringen om arvesynden uden at antaste Kristi mysterium. [422] 390 Syndefaldsberetningen (1 Mos 3) bruger et billedsprog, men bekræfter en oprindelig begivenhed, der fandt sted i begyndelsen af menneskehedens historie.[279] Åbenbaringen giver os troens vished for at hele menneskehedens historie er mærket af arvesynden, som blev begået med overlæg af vore stamforældre. [280] [289]

[273] [274] [275] [276] [277] [278] [279] [280]

[274]

Bekendelser 7,7,11.

[275]

Jf. 1 Tim 3,16.

[276]

Jf. Rom 5,20.

[277]

Jf. Luk 11,21-22; Joh 16,11; 1 Joh 3,8.

[278]

Jf. Rom 5,12-21.

[279]

Jf. 1 Kor 2,16.

[280]

Jf. GS 13, § 1.

[281]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1513; Pius d. 12.: DS 3897; Paul d. 6., tale 11. juli 1966.

II. Englenes fald 391 Bag vore stamforældres bevidste ulydighed er der en forførerisk stemme, i opposition til Gud, [281] som af misundelse lader Adam og Eva hjemfalde til døden.[282] Skriften og Kirkens Tradition ser i dette væsen en falden engel, kaldet Satan eller djævelen. [283] Kirken lærer, at den først var skabt af Gud som en god engel. “Djævelen og de andre dæmoner blev ganske vist skabt af Gud som naturligt gode, men de gjorde sig selv onde”.[284] [2538] 392 Skriften taler om, at disse engle syndede.[285] Deres “syndefald” bestod i et frit valg hos disse skabte ånder, som radikalt og uigenkaldeligt sagde nej til Gud og hans Rige. Vi fornemmer en genklang af dette oprør i Fristerens ord til vore stamforældre: “I skal blive som Gud” (1 Mos 3,5). Djævelen er “synder fra begyndelsen” (1 Joh 3,8), “løgnens fader” (Joh 8,44). [1850; 2482] 393 Det er det uigenkaldelige i englenes valg og ikke en mangel i Guds uendelige barmhjertighed, som gør, at deres synd ikke kan tilgives. “Der er ingen anger for dem efter frafaldet, så lidt som for menneskene efter døden”.[286] [1033-1037; 1022] 394 Skriften vidner om den ulyksalige indflydelse fra den, Jesus kalder en “morder fra begyndelsen af” (Joh 8,44), og som endog har forsøgt at få Jesus bort fra den sendelse Han havde fået af sin Far. [287] “Det er, for at Han skulle tilintetgøre djævelens gerninger, at Guds Søn trådte frem i verden” (1 Joh 3,8). Den mest skæbnesvangre følge af disse gerninger var den løgnagtige forførelse af mennesket til at blive ulydig mod Gud. [538-540; 550; 2846-2849] 395 Satans magt er imidlertid ikke ubegrænset. Han er kun en skabning, mægtig ganske vist, fordi han er ren ånd, men dog kun en skabning. Han kan ikke forhindre opbygningen af Guds Rige. Skønt Satan er virksom i verden af had til Gud og hans Rige i Jesus Kristus, og hans virksomhed forårsager store ødelæggelser - af åndelig art og indirekte endog af fysisk art - på ethvert menneske og på samfundet, er denne aktivitet dog tilladt af det guddommelige Forsyn, som både med kraft og mildhed styrer menneskets historie og verdens gang. Dette, at Gud tillader djævelen at virke, er et stort mysterium, men “vi ved, at Gud lader alle ting samvirke til bedste for dem, som elsker Ham” (Rom 8,28). [309; 1673; 412; 2850-2854] III. Arvesynden Friheden sættes på prøve 396 Gud har skabt mennesket i sit billede og optaget det i venskab med sig. Som åndelig skabning kan mennesket kun leve i dette venskab ved en fri underkastelse under Gud. Det er meningen med forbudet til mennesket mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt; “for den dag du spiser af det, skal du dø” (1 Mos 2,17). “Træet til kundskab om godt og ondt” (1 Mos 2,17) skal være et symbol på den uoverstigelige grænse, mennesket som skabning frit skal anerkende og respektere med tillid. Mennesket er afhængig af Skaberen; det er underkastet skaberværkets love og de moralnormer, som regulerer brugen af friheden. [1730, 311; 301] Menneskets første synd

[281] [282] [283] [284] [285] [286] [287]

[282]

Jf. 1 Mos 3,1-5.

[283]

Jf. Visd 2,24.

[284]

Jf. Joh 8,44; Åb 12,9.

[285]

4. Laterankoncil i 1215: DS 800.

[286]

Jf. 2 Pet 2,4.

[287]

Skt. Johannes af Damaskus, f.o. 2,4.

[288]

Jf. Matt 4,1-11.

397 Fristet af djævelen lod mennesket tilliden til sin Skaber dø i sit hjerte; [288] det misbrugte sin frihed og blev ulydig mod Guds bud. Det er heri, menneskets første synd bestod.[289] Enhver efterfølgende synd vil være en ulydighed mod Gud og en mangel på tillid til hans godhed. [1707, 2541; 1850; 215] 398 I denne synd foretrak mennesket sig selv frem for Gud og viste dermed foragt for Gud. Det valgte sig selv mod Gud, i strid med de krav, som hørte til dets væsen som skabning, og dermed mod dets eget bedste. Sat i en tilstand af hellighed var mennesket bestemt til at blive fuldt ud “guddommeliggjort” af Gud i herligheden. Ved djævelens forførelse ville det “være som Gud”, [290] men “uden Gud, og før Gud, og ikke ifølge Gud”. [291] [2084; 2113] 399 Skriften viser de dramatiske følger af denne første ulydighed. Adam og Eva mister omgående den oprindelige helligheds nåde.[292] De bliver bange for denne Gud,[293] af hvem de har gjort sig et falsk billede, en Gud der ruger skinsygt over sine forrettigheder.[294] 400 Den harmoni, de havde levet i, takket være den oprindelige retfærdighed, blev ødelagt; de åndelige sjælsevners herredømme over kroppen blev slået i stykker. [295] Enheden mellem mand og kvinde bliver anspændt;[296] forholdet mellem dem præges af begær og herskesyge.[297] Harmonien med skaberværket er brudt: den synlige skabning er blevet fremmed og fjendtlig for mennesket. [298] På grund af mennesket er skabningen “underlagt forgængeligheden”.[299] Og endelig fuldbyrdes det, som udtrykkeligt var bebudet i tilfælde af ulydighed[300]: mennesket “vender tilbage til jorden, hvorfra det er taget”. [301] Døden holder sit indtog i menneskehedens historie.[302] [1607; 2514; 602, 1008] 401 Efter den første synd kommer der en sand syndflod over jorden: Kain myrder sin bror Abel; [303] ondskaben breder sig overalt som følge af synden.[304] I Israels historie viser synden sig ofte, særlig som en troløshed mod pagtens Gud og overtrædelse af Mose lov. Efter forløsningen ved Kristus synder også de kristne på mangfoldig vis.[305] Skriften og Kirkens Tradition minder os stadig på ny om syndens tilstedeværelse og om, at den er udbredt over alt og til alle tider i menneskehedens historie: [1865, 2259; 1739] “Hvad den guddommelige åbenbaring gør os bekendt med, stemmer overens med selve erfaringen. Når mennesket gransker sit hjerte, opdager det, at det drages mod det onde og er sunket ned i alskens ulykker, som ikke kan stamme fra dets gode Skaber. Ved ofte at nægte at anerkende Gud som sit ophav, har mennesket også brudt det rette forhold til sit endemål, og samtidig hermed hele forholdet til sig selv, andre mennesker og det ganske skaberværk”. [306]

Følgerne af Adams synd for menneskeheden

[288] [289] [290] [291] [292] [293] [294] [295] [296] [297] [298] [299] [300] [301] [302] [303] [304] [305] [306]

[289]

Jf. 1 Mos 3,1-11.

[290]

Jf. Rom 5,19.

[291]

Jf. 1 Mos 3,5.

[292]

Skt. Maksimus Bekender, ambig.

[293]

Jf. Rom 3,23.

[294]

Jf. 1 Mos 3,9-10.

[295]

Jf. 1 Mos 3,5.

[296]

Jf. 1 Mos 3,7.

[297]

Jf. 1 Mos 3,11-13.

[298]

Jf. 1 Mos 3,16.

[299]

Jf. 1 Mos 3,17-19.

[300]

Jf. Rom 8,20.

[301]

Jf. 1 Mos 2,17.

[302]

Jf. 1 Mos 3,19.

[303]

Jf. Rom 5,12.

[304]

Jf. 1 Mos 4,3-15.

[305]

Jf. 1 Mos 6,5. 12; Rom 1,18-32.

[306]

Jf. 1 Kor 1-6; Åb 2-3.

[307]

GS 13, § 1.

402 Alle mennesker er inddraget i Adams synd. Det bekræfter Paulus: “De mange (dvs. alle mennesker) er blevet syndere ved et enkelt menneskes ulydighed” (Rom 5,19).”Ved ét menneske kom synden ind i verden, og med synden døden; og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle har syndet...” (Rom 5,12). Syndens og dødens universalitet modsvares af frelsens universalitet i Kristus ifølge apostlen Paulus: “Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige værk (dvs. Kristi gerning) blevet til retfærdiggørelse og liv for alle mennesker” (Rom 5,18). [430, 605] 403 I tilslutning til Paulus har Kirken altid lært, at den umådelige elendighed, som tynger menneskene, og deres hang til ondskab og til død kun er forståelig set i sammenhæng med Adams synd og det faktum, at han har videregivet os en synd, som vi allerede ved fødslen er ramt af, og som er “sjælens død”. [307] På grund af denne trosvished meddeler Kirken dåben til syndernes forladelse også til små børn, som ikke har begået nogen personlig synd.[308] [2606; 1250] 404 Hvordan er Adams synd blevet alle hans efterkommeres synd? Hele menneskeslægten er i Adam “som et eneste menneskes eneste legeme”. [309] På grund af denne “enhed i menneskeslægten” er alle mennesker inddraget i Adams synd, ligesom alle er inddraget i Kristi retfærdighed. Videreførelsen af arvesynden er dog et mysterium, som vi ikke fuldt ud kan fatte. Men vi ved fra Åbenbaringen, at Adam havde modtaget den oprindelige hellighed og retfærdighed - ikke kun til sig selv, men til hele menneskenaturen. Ved at give efter for Fristeren begår Adam og Eva en personlig synd, men denne synd påvirker hele menneskenaturen, som de så giver videre i en falden tilstand.[310] Det er en synd, som videreføres ved forplantning til hele menneskeheden, nemlig ved videregivelsen af en menneskenatur, der mangler den oprindelige hellighed og retfærdighed. Derfor er arvesynden “synd” i en overført forstand; en synd, man har fået “pådraget”, men ikke har “begået”, en tilstand, ikke en handling. [360; 50] 405 Skønt Adams synd er hver enkelts egen synd, [311] har arvesynden ikke karakter af personlig synd hos nogen af Adams efterkommere. Mennesket er berøvet den oprindelige hellighed og retfærdighed, men menneskenaturen er ikke totalt fordærvet; den er såret i sine naturlige kræfter, underlagt uvidenhed, lidelse og dødens herredømme, og tilbøjelig til synd. (Denne tilbøjelighed til det onde kaldes “concupiscentia”). Når dåben formidler Kristi nådes liv, udsletter den arvesynden og vender igen mennesket til Gud; men dens følger for menneskenaturen, som er svækket og tilbøjelig til det onde, består i mennesket og kalder det til åndelig kamp. [2515; 1264]

Læren om videregivelsen af Ursynden har Kirken præciseret nærmere i det 5. årh., særlig under indflydelse af Skt. Augustins opgør med pelagianismen; og i det 16. årh. i striden med den protestantiske reformation. Pelagius hævdede, at mennesket ved sin frie viljes naturlige kraft kunne leve et moralsk godt liv uden den nødvendige hjælp af Guds nåde. Dermed reducerede han betydningen af Adams synd til kun at være et dårligt eksempel. De første protestantiske reformatorer lærte derimod, at mennesket var i bund og grund fordærvet af arvesynden og dets frie vilje tilintetgjort. De identificerede synden, som var gået i arv til ethvert menneske, med en hang til det onde (concupiscentia), som skulle være uovervindelig. Kirken har, på den 2. Synode i Orange i 529[312] og på Tridentinerkoncilet i 1546,[313] udtalt sig om den rette forståelse af det, der er åbenbaret om arvesynden. 406

En hård kamp... 407 Læren om arvesynden - der er knyttet til læren om forløsningen ved Kristus - giver et klart blik for, hvordan det står til med mennesket og dets handel og vandel i verden. På grund af de første forældres synd fik

[307] [308] [309] [310] [311] [312] [313]

[308]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1512.

[309]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1514.

[310]

Skt. Thomas af Aq., mal. 4,1.

[311]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1511-1512.

[312]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1513.

[313]

Jf. DS 371-372.

[314]

Jf. DS 1510-1516.

djævelen en vis magt over mennesket, selv om det forbliver frit. Arvesynden førte til “slaveri under dens magt, som derefter havde dødens magt, nemlig djævelen”.[314] At se bort fra dette, at mennesket har en såret natur, tilbøjelig til det onde, giver anledning til alvorlige fejlgreb på områder som opdragelse, politik, samfundsmæssigt engagement[315] og sæd og skik. [2015; 2852; 1888] 408 Følgerne af arvesynden og af alle menneskers personlige synder bringer verden i dens helhed i en syndig tilstand, som med et ord af evangelisten Johannes kan betegnes som “verdens synd” (Joh 1,29). Med dette udtryk betegner man også den negative indflydelse, som fælles situationer og sociale strukturer, der er frugten af menneskenes synder,[316] udøver på menneskene. [1865] 409 Denne dramatiske situation i en verden, som “er i den Ondes vold” (1 Joh 5,19),[317] gør menneskelivet til en kamp: [2516] Menneskenes historie er som helhed gennemsyret af den hårde kamp mod mørkets magter, en kamp, der begyndte ved tidernes morgen, og som ifølge Herrens Ord vil fortsætte indtil den sidste dag. Fordi mennesket er indfanget af denne konflikt, er det til stadighed tvunget til at kæmpe for at kunne holde fast ved det gode. Kun gennem store anstrengelser og ved Guds nådes hjælp kan det opnå sin egen integritet.[318][319

IV. “Du gav ham ikke i dødens vold” 410 Efter sit syndefald blev mennesket ikke opgivet af Gud. Tværtimod; Gud kalder det ] og forkynder på hemmelighedsfuld vis sejren over det onde og oprejsning efter dets fald. [320] Dette sted i 1. Mosebog kaldes “proto-evangeliet”, fordi det er den første bebudelse af den frelsende Messias, såvel som af kampen mellem slangen og kvinden, og den endelige sejr ved en efterkommer af hende. [55, 705, 1609, 2568; 675] 411 Den kristne tradition ser i dette afsnit en bebudelse af “den nye Adam”, [321] Han, som blev “lydig indtil døden på korset” (Fil 2,8), og som ved sin lydighed i rigt mål genopretter Adams ulydighed. [322] Derudover ser talrige kirkefædre og -lærere i kvinden, der er bebudet i proto-evangeliet, Kristi mor Maria, den “nye Eva”. Hun var den, der som den første og på enestående vis har høstet frugten af Kristi sejr over døden: hun blev bevaret for enhver arvesyndens plet,[323] og har, ved en særlig nåde fra Gud, i hele sit jordiske liv ikke begået nogen form for synd.[324] [359, 615; 491] 412 Men hvorfor har Gud ikke forhindret det første menneske i at synde? Skt. Leo den Store svarer: “Kristi uudsigelige nåde har skænket os bedre goder end dæmonens misundelse tog fra os”. [325] Og Skt. Thomas af Aquin: “Der er intet i vejen for, at menneskenaturen blev bestemt til et højere mål efter synden. Gud tillader faktisk, at det onde sker, for at noget bedre kan udvindes deraf. Derfor Pauli ord: ‘Der, hvor synden blev større, blev nåden end mere overstrømmende rig’ (Rom 5,20). Og i (påskelovsangen) Exultet synges det: ‘Åh, lykkelige brøde, som fik en sådan og så stor Forløser’.”[326] [310, 395; 272; 1994] I korthed

[314] Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1511; jf. Hebr 2,14. [315] Jf. CA 25. [316] Jf. RP 16. [317] Jf. 1 Pet 5,8. [318] GS 37, § 2. ] Jf. 1 Mos 3,9. [320] Jf. 1 Mos 3,15. [321] Jf. 1 Kor 15,21-22. 45. [322] Jf. Rom 5,19-20. [323] Jf. Pius d. 9.: DS 2803. [324] Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1573. [325] Serm. 73,4. [326] S.th. 3,1,3, ad 3. [315] [316] [317] [318] [319]

[320]

[321] [322] [323] [324] [325] [326] [327]

413 “Gud har ikke frembragt døden, og Han har ingen glæde ved de levendes undergang... Det er ved Djævelens misundelse, at døden kom ind i verden” (Visd 1,13; 2,24). 414 Satan eller djævelen og de andre dæmoner er faldne engle, fordi de frivilligt har nægtet at tjene Gud og hans plan. Deres valg mod Gud er endegyldigt. De søger at knytte mennesket til deres oprør mod Gud. 415 “Mennesket blev skabt af Gud i en tilstand af retfærdighed, men forført af den Onde, misbrugte det alligevel fra historiens begyndelse sin frihed, gjorde oprør mod Gud og ønskede at opnå sin fuldendelse uden om Ham”.[327] 416 Ved sin synd har Adam, som det første menneske, mistet den oprindelige hellighed og retfærdighed, som han havde modtaget af Gud, ikke blot til sig selv, men til alle mennesker. 417 Adam og Eva har til deres efterkommere videregivet den menneskenatur, som var såret af deres første synd og altså berøvet den oprindelige hellighed og retfærdighed. Dette tab kaldes “arvesynden”. 418 Som følge af arvesynden er menneskenaturen svækket i sine egne kræfter, underlagt uvidenhed, lidelse og dødens herredømme og tilbøjelig til synd. Denne tilbøjelighed kaldes concupiscentia: det onde begær. 419 “Vi fastholder derfor, med Tridentinerkoncilet, at arvesynden videregives med menneskenaturen, ‘ikke ved efterligning (af Adams synd), men ved afstamning’, og at den således er ‘enhvers egen synd’.” [328] 420 Kristi sejr over synden har givet os bedre goder end dem, synden havde berøvet os: “Dér, hvor synden blev større, blev nåden end mere overstrømmende rig” (Rom 5,20). 421 “Den verden, som de kristne tror er skabt og opretholdes af Skaberens kærlighed, og som dog kom under syndens tyranni, har den korsfæstede og opstandne Kristus befriet, da han brød den Ondes magt...”[329]

Andet Kapitel Jeg tror på Jesus Kristus, Guds énbårne Søn Det glade budskab: Gud har sendt sin Søn

422 “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Gal 4,4-5). Det er “det glade budskab om Jesus Kristus, Guds Søn”:[330] Gud har besøgt sit folk.[1] Han har opfyldt løfterne til Abraham og hans slægt.[2] Han har gjort, hvad der var over al forventning: Han har sendt sin “elskede Søn”.[3] [389; 2763] 423 Vi tror og bekender, at Jesus fra Nazaret, født som jøde af en Israels datter i Betlehem, på den tid da Herodes den Store var konge og Augustus kejser, tømrer af fag, død ved korsfæstelse i [327] GS 13, § 1. [328] SPF 16. [329] GS 2, § 2. [330] Jf. Mark 1,1. [1] Jf. Luk 1,68. [2] Jf. Luk 1,55. [3] Jf. Mark 1,11. [328] [329] [330] [1]

[2] [3] [4]

Jerusalem under statholderen Pontius Pilatus, i kejser Tiberius’ regeringstid, er Guds evige Søn, som er blevet menneske. Han er “udgået fra Gud” (Joh 13,3), “nedsteget fra himlen” (Joh 3,13; 6,33), “kommet i kødet”.[4] For “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi har set hans herlighed, en herlighed han som enbåren Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed... Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde” (Joh 1,14. 16). 424 Drevet af Helligåndens nåde og draget af Faderen tror og bekender vi om Jesus: “Du er Kristus, den levende Guds Søn” (Matt 16,16). Det er på denne troens klippe, den tro som Skt. Peter bekendte, at Kristus har bygget sin Kirke.[5] [683; 552] “Forkynde Kristi uransagelige rigdom” (Ef 3,8)

425 Videregivelsen af den kristne tro består først og fremmest i forkyndelsen af Jesus Kristus, for at føre til tro på Ham. Fra begyndelsen har de første disciple brændt efter at forkynde Kristus: “Vi, for vort vedkommende, kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt” (Apg 4,20). Og de indbyder mennesker til alle tider til at dele deres glæde ved fællesskabet med Kristus: [850, 858] “Det som vi har hørt, det som vi har set med vore øjne, det som vi skuede og vore hænder rørte ved: livets Ord - for livet blev åbenbaret; vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige Liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os - det, som vi har set og hørt, forkynder vi jer, for at også I kan have fællesskab med os. Og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen” (1 Joh 1,1-4).

I hjertet af al katekese: Kristus

426 “I hjertet af katekesen finder vi i alt væsentligt en Person, Jesus fra Nazaret, Faderens enbårne Søn... som har lidt og er død for os, og som nu, da Han er opstanden, lever med os for altid... At undervise i troen... det er i Kristi Person at afdække hele Guds evige plan. Det er at søge at forstå betydningen af Kristi gerninger og ord, de tegn han gjorde.[6] Katekesens mål er at “bringe menneskene i livsfællesskab med Jesus Kristus. Han alene kan føre os frem til Faderens kærlighed i Helligånden og give os del i den Hellige Treenigheds liv”.[7] [1698; 513; 260] 427 “I katekesen er det Kristus, det menneskevordne Ord og Guds Søn, der undervises om - og hele resten i forhold til Ham. Det er Kristus alene, der er lærer; alle andre kun for så vidt de er Kristi talsmænd og lader Kristus undervise ved deres mund... Enhver kateket burde kunne anvende på sig selv Jesu hemmelighedsfulde ord: “Min lære er ikke min, men Hans, som har sendt mig” (Joh 7,16)”.[8] [2145; 876] 428 Den, som er kaldet til at “undervise i Kristus”, må altså først søge “det langt højere at kende Jesus Kristus”; og være parat til “at tabe alt... for at få Kristus i eje og findes i ham”, og “kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, og ligedannes med ham i hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde” (Fil 3,8-11). 429 Det er ud af denne elskende erkendelse af Kristus, at længslen springer efter at forkynde Ham, “evangelisere”, og føre andre til at sige “ja” til troen på Jesus Kristus. Men samtidig mærkes [4] [5] [6] [7] [8]

[5]

Jf. 1 Joh 4,2.

[6]

Jf. Matt 16,18; Skt. Leo den Store, serm. 4,3; 51,1; 62,2; 83,3.

[7]

CT 5.

[8]

Ibid.

[9]

Ibid., 6.

behovet for stadig bedre at kende denne tro. Til dette formål vil vi, følgende opbygningen af trosbekendelsen, først præsentere Jesu vigtigste titler: Kristus, Guds Søn, Herren (artikel 2). Derefter bekender Credo de vigtigste mysterier i Kristi liv: Hans inkarnation (artikel 3), Hans påske (artikel 4 og 5), og endelig Hans herliggørelses mysterier (artikel 6 og 7). [851] Artikel 2 “Jeg tror på Jesus Kristus, hans énbårne Søn, vor Herre” I. Jesus

430 Jesus betyder på hebraisk: “Gud frelser”. Ved Bebudelsen giver englen Gabriel ham navnet Jesus, som både udtrykker hans identitet og hans mission.[9] Fordi “kun Gud kan tilgive synder” (Mark 2,7), er det Ham der, i Jesus, hans evige, menneskevordne Søn, “skal frelse sit folk fra dets synder” (Matt 1,21). Således sammenfatter Gud i Jesus hele sin frelseshistorie med menneskene. [210; 402] 431 I frelseshistorien har Gud ikke blot villet befri Israel fra “trællehuset” (5 Mos 5,6), da Han førte det ud af Ægypten. Han frelser det også fra dets synd. Fordi synden altid er en krænkelse af Gud,[10] kan kun Han tilgive den.[11] Det er derfor Israel, stadig mere bevidst om hvor udbredt synden er, kun kan søge frelse ved at påkalde Gud Frelserens navn.[12] [1850, 1441; 388] 432 Navnet Jesus betegner, at Guds eget navn er til stede i Sønnens Person,[13] Han, som er blevet menneske for endegyldigt at frelse alle fra synd. Jesus er det guddommelige navn, som alene bringer frelsen.[14] Han kan fra nu af påkaldes af alle, fordi Han har forenet sig med alle mennesker ved sin Inkarnation[15] på en sådan måde, at “der ikke under himlen er givet menneskene noget andet navn, hvorved vi kan frelses (Apg 4,12).[16] [589, 2666; 389; 161] 433 Gud Frelserens navn blev anråbt én gang om året af ypperstepræsten til soning for Israels synder, når han havde bestænket sonedækket i Det Allerhelligste med offerblodet.[17] Sonedækket var stedet for Guds nærvær.[18] Når Paulus siger om Jesus, at “Gud gjorde ham til sonoffer ved hans eget blod” (Rom 3,25), mener han dermed, at i hans menneskenatur “var det Gud, som i Kristus forsonede verden med sig” (2 Kor 5,19). [615] 434 Jesu opstandelse forherliger Gud Frelserens Navn,[19] thi fra nu af er det Jesu navn, som fuldt ud manifesterer den store kraft, som ligger i “Navnet over alle navne” (Fil 2,9). De onde ånder

[9] [10] [11] [12] [13] [14] [15] [16] [17] [18] [19]

[10]

Jf. Luk 1,31.

[11]

Jf. Sl 51,6.

[12]

Jf. Sl 51,11.

[13]

Jf. Sl 79,9.

[14]

Jf. Apg 5,41; 3 Joh 7.

[15]

Jf. Joh 3,18; Apg 2,21.

[16]

Jf. Rom 10,6-13.

[17]

Jf. Apg 9,14; Jak 2,7.

[18]

Jf. 3 Mos 16,15-16; Sir 50,22; Hebr 9,7.

[19]

Jf. 2 Mos 25,22; 3 Mos 16,2; 4 Mos 7,89; Hebr 9,5.

[20]

Jf. Joh 12,28.

frygter hans navn,[20] og det er i hans navn, at Jesu disciple gør mirakler,[21] for hvad som helst de beder Faderen om i Hans navn, det vil han give dem.[22] [2812; 2614] 435 Jesu navn er hjertet i den kristne bøn. Alle de liturgiske bønner slutter med formlen “ved vor Herre, Jesus Kristus”. Bønnen “Hil dig, Maria” når sit højdepunkt i “velsignet er dit livs frugt, Jesus”. Østkirkens hjerte-bøn, den såkaldte Jesus-bøn, siger: “Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig synder!” Utallige kristne dør, ligesom Skt. Jeanne d’Arc, med det ene ord “Jesus” på læben.[23] [2667-2668; 2676] II. Kristus

436 “Kristus” er det græske ord for det hebraiske “Messias”, som betyder “salvet”. Det bliver kun Jesu egennavn, fordi han til fuldkommenhed fuldfører den guddommelige sendelse, som “Kristus” betyder. I Israel blev nemlig de mennesker salvet i Guds navn, som Han havde viet til en særlig opgave for sig. Det gjaldt konger [24] (1 Kong 1,39), præster[25] og i sjældne tilfælde profeter.[26] Det måtte frem for nogen være tilfældet med Messias, som Gud ville sende for endegyldigt at oprette sit Rige.[27] Messias skulle salves med Herrens Ånd,[28] både som konge og som præst,[29] men også som profet.[30] Jesus opfyldte Israels messianske håb i sin trefoldige funktion som præst, profet og konge. [690, 695; 711-716, 783] 437 Englen forkyndte for hyrderne, at Jesus var født som den Messias, der var forjættet Israel: “I dag er der født jer en Frelser i Davids by; han er Messias Herren” (Luk 2,11). Fra begyndelsen er Han “den, som Faderen har helliget og sendt til verden” (Joh 10,36), undfanget i Marias jomfruskød som “hellig”.[31] Josef kaldes af Gud til at hjemføre Maria som sin hustru - “for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden” (Matt 1,20) - for at Jesus, som man kalder Messias (Kristus), kan fødes af Josefs hustru som messiansk efterkommer af David (Matt 1,16).[32] [525, 486] 438 Jesu messianske vielse viser, at Han er sendt af Gud. “Det er iøvrigt hvad selve navnet antyder, for i Kristi navn er underforstået: Den der salver, Den der blev salvet, og salvelsen selv, hvormed Han blev salvet. Den, der har salvet, er Faderen; Den, der blev salvet, er Sønnen, og Han blev det i Ånden, som er salvelsen selv”.[33] Hans evige messianske vielse blev åbenbar i hans jordelivs dage ved hans dåb af Johannes Døberen, da “Gud salvede ham med Helligånd og kraft” (Apg 10,38), “for at han kunne blive åbenbar for Israel” (Joh 1,31) som Messias. Hans gerninger og hans ord tilkendegiver, at han er “Guds Hellige”.[34] [727; 535]

[20] [21] [22] [23] [24] [25] [26] [27] [28] [29] [30] [31] [32] [33] [34]

[21]

Jf. Apg 16,16-18; 19,13-16.

[22]

Jf. Mark 16,17.

[23]

Joh 15,16.

[24]

Jf. La réhab. de Jeanne la Pucelle. L’enquête ordonnée par Charles VII en 1450 et le codicille de G. Bouillé.

[25]

Jf. 1 Sam 9,16; 10,1; 16,1. 12-13; 1Kong 1,39.

[26]

Jf. 2 Mos 29,7; 3 Mos 8,12.

[27]

Jf. 1 Kong 19,16.

[28]

Jf. Sl 2,2; Apg 4,26-27.

[29]

Jf. Es 11,2.

[30]

Jf. Zak 4,14; 6,13.

[31]

Jf. Es 61,1; Luk 4,16-21.

[32]

Jf. Luk 1,35.

[33]

Jf. Rom 1,3; 2 Tim 2,8; Åb 22,16.

[34]

Skt. Irenæus, hær. 3,18,3.

[35]

Jf. Mark 1,24; Joh 6,69; Apg 3,14.

439 Mange jøder og også nogle hedninger, som delte Israels håb, genkendte i Jesus de afgørende træk ved den messianske “Davidssøn”, som Gud havde lovet Israel.[35] Jesus accepterede Messias-titlen, fordi han havde retten til den,[36] dog ikke uden forbehold, fordi den blev misforstået af en del af hans samtidige på en altfor menneskelig måde,[37] især politisk.[38] [528-529, 547] 440 Jesus tog imod Peters trosbekendelse af ham som Messias, men forberedte dem i tilknytning hertil på Menneskesønnens nær forestående lidelse.[39] Han åbenbarede den virkelige mening med sit messianske kongedømme, både sin guddommelige herkomst som Menneskesøn, “der er steget ned fra Himlen” (Joh 3,13),[40] og sin frelsergerning som den lidende Herrens tjener: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28).[41] Det er derfor, at hans sande kongedømme først viser sig oppe fra korset.[42] Først efter Opstandelsen kan Peter proklamere hans messianske kongedømme for Guds folk: “Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og Kristus” (Apg 2,36). [552; 550; 445] III. Guds énbårne Søn

441 Guds Søn er i Gamle Testamente en titel, der gives englene,[43] det udvalgte folk,[44] “Israels [45] børn” og dets konger.[46] Det betyder, at Gud ved adoption opretter et særlig nært forhold til sin skabning. Når der om den forjættede Messias-Konge siges “Guds søn”,[47] indebærer dette ikke nødvendigvis, ifølge disse teksters bogstavelige mening, at han skulle være mere end blot et menneske. De, der således har betegnet Jesus som Israels Messias,[48] har måske ikke villet sige mere dermed.[49] 442 Det er ikke tilfældet med Peter, når han bekender, at Jesus er “Kristus, den levende Guds [50] Søn”, for Jesus svarer højtideligt: “Det har ikke kød og blod åbenbaret dig, men min Far, som er i Himlen” (Matt 16,17). Ligeledes siger Paulus, da han fortæller om sin omvendelse på vejen til Damaskus: “Da Gud, som fra mors liv har udvalgt mig og kaldet mig ved sin nåde, besluttede at åbenbare sin Søn for mig, for at jeg skulle forkynde ham blandt hedningerne...” (Gal 1,15-16). “Og straks begyndte han i synagogerne at forkynde, at Jesus er Guds Søn” (Apg 9,20). Helt fra begyndelsen[51] var denne bekendelse centrum i den apostolske tro,[52] først bekendt af Peter som Kirkens fundament.[53] [552; 424] [35] [36] [37] [38] [39] [40] [41] [42] [43] [44] [45] [46] [47] [48] [49] [50] [51] [52] [53]

[36]

Jf. Matt 2,2; 9,27; 12,23; 15,22; 20,30; 21,9. 15.

[37]

Jf. Joh 4,25-26; 11,27.

[38]

Jf. Matt 22,41-46.

[39]

Jf. Joh 6,15; Luk 24,21.

[40]

Jf. Matt 16,16-23.

[41]

Jf. Joh 6,62; Dan 7,13.

[42]

Jf. Es 53,10-12.

[43]

Jf. Joh 19,19-22; Luk 23,39-43.

[44]

Jf. 5 Mos (LXX) 32,8; Job 1,6.

[45]

Jf. 2 Mos 4,22; Hos 11,1; Jer 3,19; Sir 36,14; Visd 18,13.

[46]

Jf. 5 Mos 14,1; Hos 2,1.

[47]

Jf. 2 Sam 7,14; Sl 82,6.

[48]

Jf. 1 Krøn 17,13; Sl 2,7.

[49]

Jf. Matt 27,54.

[50]

Jf. Luk 23,47.

[51]

Jf. Matt 16,16.

[52]

Jf. 1Tess 1,10.

[53]

Jf. Joh 20,31.

[54]

Jf. Matt 16,18.

443 Når Peter var i stand til at erkende den transcendente karakter af Jesu Messias’ guddommelige sønneforhold, så er det, fordi Jesus klart har ladet ham forstå det. Over for synedriet, da hans anklagere spurgte: “Du er altså Guds Søn”, svarede Jesus: “I siger det selv, jeg er det” (Luk 22,70).[54] Allerede tidligere havde Jesus betegnet sig som “Sønnen”, der kender Faderen,[55] og som er forskellig fra de “tjenere”, Gud før havde sendt til sit folk,[56] ophøjet selv over englene.[57] Han har skelnet mellem sit eget sønneforhold og disciplenes, ved aldrig at sige “vor Far”,[58] undtagen for at give dem en befaling: “I skal altså bede sådan: Vor Far” (Matt 6,9). Og Han har fremhævet denne forskel: “Min Far og jeres Far” (Joh 20,17). [2786] 444 Evangelierne beretter ved to højtidelige lejligheder: Kristi dåb og forklarelse, om Faderens stemme, der udpeger ham som sin “elskede Søn”.[59] Jesus omtaler sig selv som “Guds énbårne Søn” (Joh 3,16) og bekræfter med denne titel sin evige præexistens.[60] Han kræver tro “på Guds énbårne Søns navn” (Joh 3,18). Denne kristne bekendelse genlyder allerede i officerens udbrud, stillet over for Jesus på korset: “Sandelig, dette menneske var Guds Søn!” (Mark 15,39). Det er først i påskemysteriet, at den troende kan give betegnelsen “Guds Søn” dens fulde mening. [536, 554] 445 Det er efter Opstandelsen, at hans guddommelige sønneforhold viser sig i kraft af hans herliggjorte menneskenatur: “Ifølge Helligheds Ånd, ved sin Opstandelse fra de døde blev Han godtgjort med vælde som Guds Søn” (Rom 1,4).[61] Apostlene kan bekende: “Vi har set hans herlighed, en herlighed som den énbårne har den fra sin Far, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14). [653] IV. Herre

446 I den græske oversættelse af Gamle Testamentes bøger bliver det uudsigelige navn JHWH, hvorunder Gud åbenbarede sig for Moses,[62] gengivet med Kyrios (Herre). “Herren” bliver dermed det sædvanlige navn for at betegne det guddommelige ved Israels Gud. Ny Testamente bruger i denne stærke betydning titlen “Herre” både om Faderen, men også, og det er det nye, om Jesus, som dermed bliver anerkendt som Gud selv.[63] [209] 447 Jesus selv gør, tilsløret, krav på denne titel, da han diskuterer med farisæerne om meningen med Salme 110.[64] Men også utilsløret, når han taler med apostlene.[65] Hele vejen gennem hans offentlige liv viser hans kraftige gerninger, at han er Herre over naturen, sygdommene, dæmonerne, døden og synden - og således besidder guddomsvælde. [548] 448 Meget ofte i evangeliernes beretninger henvender mennesker sig til Jesus og tiltaler ham som “Herre”. Denne tiltale vidner om respekt og tillid hos dem, der nærmer sig Jesus og venter [54] [55] [56] [57] [58] [59] [60] [61] [62] [63] [64] [65]

[55]

Jf. Matt 26,64; Mark 14,62.

[56]

Jf. Matt 11,27; 21,37-38.

[57]

Jf. Matt 21,34-36.

[58]

Jf. Matt 24,36.

[59]

Jf. Matt 5,48; 6,8; 7,21; Luk 11,13.

[60]

Jf. Matt 3,17; 17,5.

[61]

Jf. Joh 10,36.

[62]

Jf. Apg 13,33.

[63]

Jf. 2 Mos 3,14.

[64]

Jf. 1 Kor 2,8.

[65]

Jf. Matt 22,41-46; jf. også Apg 2,34-36; Hebr 1,13.

[66]

Jf. Joh 13,13.

hjælp og helbredelse hos Ham.[66] Bevæget af Helligånden udtrykker denne tiltale anerkendelse af Jesu guddommelige mysterium.[67] I mødet med den opstandne Jesus udtrykker den tilbedelse: “Min Herre og min Gud!” (Joh 20,28). Den får så et præg af kærlighed og hengivenhed, som kendetegner den kristne Tradition: “Det er Herren!” (Joh 21,7). [208, 683; 641] 449 Ved at give Jesus den guddommelige ærestitel “Herre” bekræfter Kirken i sine første trosbekendelser, fra første færd,[68] at den magt, ære og herlighed, der tilkommer Gud, også tilkommer Jesus,[69] fordi Han er “af guddoms rang” (Fil 2,6). Og at Faderen har kundgjort denne Jesu suverænitet ved at oprejse ham fra de døde og ophøje ham i sin herlighed.[70] [461; 653] 450 Helt fra begyndelsen af kristendommens historie betyder bekendelsen af Jesus som Herre over verden og historien[71] også anerkendelsen af, at mennesket ikke absolut skal underkaste sin personlige frihed under nogen jordisk magt, men alene under Gud Faderen og Herren Jesus Kristus: Cæsar er ikke “Herren”.[72] “Kirken tror, at nøglen, midtpunktet og endemålet for hele menneskehedens historie skal findes hos dens Herre og Mester”.[73] [668-672; 2242] 451 Den kristne bøn er præget af titlen “Herre”, hvad enten det er opfordringen til bøn: “Herren være med jer”, eller afslutningen på en bøn: “ved Jesus Kristus, vor Herre”, eller også det tillidsfulde råb “Maran atha” (“Herren kommer!”) eller “Marana tha” (“Kom, Herre!”) (1 Kor 16,22); “Amen, kom, Herre Jesus!” (Åb 22,20). [2664-2665; 2817] I korthed

452 Navnet “Jesus” betyder “Gud frelser”. Barnet, født af jomfru Maria, kaldes “Jesus”, “for det er Ham, der skal frelse sit folk fra dets synder” (Matt 1,21): “Der er ikke under himlen givet menneskene noget andet navn, hvorved vi kan frelses” (Apg 4,12). 453 Navnet “Kristus” betyder “salvet”, “Messias”. Jesus er Kristus, fordi “Gud har salvet Ham med Helligånd og kraft” (Apg 10,38). Han var “den, der skal komme” (Luk 7,19), “Israels håb”.[74] 454 Navnet “Guds Søn” betyder Jesu Kristi enestående og evige forhold til Gud, hans Far: Han er Faderens énbårne Søn[75] og selv Gud.[76] At tro at Jesus er Guds Søn er nødvendigt for at være kristen.[77] 455 Navnet “Herre” betyder det guddommelige herredømme. At bekende og påkalde Jesus som Herren, er at tro på hans Guddom. “Ingen kan sige: “Jesus er Herre” undtagen ved Helligånden” (1 Kor 12,3). [66] [67] [68] [69] [70] [71] [72] [73] [74] [75] [76] [77]

[67]

Jf. Matt 8,2; 14,30; 15,22; e.a.

[68]

Jf. Luk 1,43; 2,11.

[69]

Jf. Apg 2,34-36.

[70]

Jf. Rom 9,5; Tit 2,13; Åb 5,13.

[71]

Jf. Rom 10,9; 1 Kor 12,3; Fil 2,9-11.

[72]

Jf. Åb 11,15.

[73]

Jf. Mark 12,17; Apg 5,29.

[74]

GS 10, § 2; jf. 45, § 2.

[75]

Jf. Apg 28,20.

[76]

Jf. Joh 1,14. 18; 3,16. 18.

[77]

Jf. Joh 1,1.

[78]

Jf. Apg 8,37; 1 Joh 2,23.

Artikel 3 “... Som er undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria” Paragraf 1. Guds Søn er blevet menneske I. Hvorfor blev Ordet kød?

456 Med den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse svarer vi og bekender: “For os mennesker og for vor frelses skyld er Han nedsteget fra himlen og har påtaget sig kød ved Helligånden af jomfru Maria og er blevet menneske”.[78] 457 Ordet blev kød for at frelse os ved at forsone os med Gud: “Gud har elsket os og sendt sin Søn som sonoffer for vore synder” (1 Joh 4,10). “Faderen har sendt sin Søn som verdens Frelser” (1 Joh 4,14). “Han trådte frem i verden for at borttage synderne” (1 Joh 3,5): [607] Fordi den var syg, måtte vor natur helbredes; fordi den var falden, måtte den genrejses; fordi den var død, måtte den genopstå. Da vi havde mistet det gode, vi ejede, måtte vi få det tilbage. Da vi var indhyllet i mørke, måtte lyset blive os bragt; da vi var taget til fange, ventede vi en frelser; da vi sad i fængsel, en redningsmand; da vi var slaver, en til at købe os fri. Disse grunde, var de uden betydning? Måtte de ikke bevæge Gud så meget, at Han måtte stige ned til os og gæste vor menneskenatur, eftersom menneskeheden befandt sig i en så miserabel og ulykkelig tilstand? [79] [385]

458 Ordet blev kød, for at vi således kunne kende Guds kærlighed: “Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skal leve ved Ham” (1 Joh 4,9). “For så højt har Gud elsket verden, at Han gav sin énbårne Søn, for at hver den, der tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). [219] 459 Ordet blev kød for at være vort forbillede på hellighed: “Tag mit åg på jer og lær af mig...” (Matt 11,29). “Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6). Og på Forklarelsens bjerg byder Faderen: “Hør på Ham!” (Mark 9,7).[80] Han er virkelig saligprisningernes model og normen i den nye Lov: “Elsk hinanden som jeg har elsket jer” (Joh 15,12). Denne kærlighed indebærer det effektive offer af sig selv efter Kristi eksempel.[81] [520, 823; 2012; 1717, 1965] 460 Ordet blev kød for at gøre os “delagtige i den guddommelige natur” (2 Pet 1,4): “For det er grunden til, at Ordet blev menneske, og Guds Søn blev menneskesøn: at mennesket ved at træde i samfund med Ordet skulle få barnekår hos Gud og blive Guds barn”.[82] “For Guds Søn blev menneske for at vi skulle blive Gud”.[83] “Fordi Guds énbårne Søn ville give os del i sin guddom, antog Han vor natur, for at Han, ved at blive menneske, kunne guddommeliggøre menneskene”.[84] [1265, 1391; 1988] II. Menneskevordelsen

[78] [79] [80] [81] [82] [83] [84]

[79]

DS 150.

[80]

Skt. Gregor af Nyssa, or. catech. 15.

[81]

Jf. 5 Mos 6,4-5.

[82]

Jf. Mark 8,34.

[83]

Skt. Irenæus, hær. 3,19,1.

[84]

Skt. Athanasius, inc. 54,3.

[85]

Skt. Thomas af Aq., opusc. 57 in festo Corp. Chr. 1.

461 I tilslutning til evangelisten Johannes (“Ordet blev kød”: Joh 1,14) kalder Kirken det faktum for “inkarnation”, at Guds Søn har påtaget sig en menneskenatur for i den at fuldbyrde vor frelse. I en hymne, bevidnet af Paulus, lovsynger Kirken Inkarnationens mysterium: [653, 661; 449] Lad det samme sindelag være i jer som var i Kristus Jesus. Han som, skønt af guddoms rang, dog ikke vogtede skinsygt over sin stilling som Guds lige, men tømte sig selv, tog en tjeners skikkelse på og blev et menneske som vi. At se til som et menneske i al sin færd, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. (Fil 2,5-8).[85]

462

Hebræerbrevet taler om det samme mysterium:

Derfor siger Kristus, idet han træder ind i verden: “Slagtoffer og afgrødeoffer ville du ikke have, men et legeme beredte du mig; brændoffer og syndoffer øn-skede du ikke. Da sagde jeg: Her er jeg, for at gøre din vilje, min Gud...” (Hebr 10,5-7, med cit. Sl 40,7-9 efter Septuaginta).

463 Troen på Guds Søns virkelige menneskevordelse er det afgørende kendetegn på den kristne tro: “Herpå skal I kende Guds Ånd: Enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud” (1 Joh 4,2). Det er fra første færd Kirkens glade overbevisning, når den synger om “gudsfrygtens store mysterium”: “Han blev åbenbaret i kødet” (1 Tim 3,16). [90] III. Sand Gud og sandt menneske

464 Den helt enestående og særlige begivenhed som Guds Søns menneskevordelse er, betyder ikke, at Jesus Kristus skulle være delvis Gud og delvis menneske, og heller ikke resultatet af en ubestemt sammenblanding af det guddommelige og det menneskelige. Han er virkelig blevet menneske og samtidig dog forblevet Gud. Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske. Denne trossandhed har Kirken måttet forsvare og forklare i de første århundreder, stillet over for kætterier der forvanskede den. [88] 465 De første kætterier har ikke så meget benægtet Kristi guddom som hans sande menneskenatur (gnostisk doketisme). Siden apostolisk tid har den kristne tro insisteret på Guds Søns sande menneskevordelse, at han er “kommet i kødet”.[86] Men allerede i det 3. årh. måtte Kirken på et koncil i Antiokia mod Paul fra Samosata fastslå, at Jesus Kristus er Guds Søn af natur og ikke ved adoption. Det første økumeniske koncil i Nikæa, i 325, bekendte i sit Credo, at Guds Søn er “født, ikke skabt, af samme væsen (homoousios)[87] som Faderen”. Koncilet fordømte Arius, der hævdede, at “Guds Søn skulle være kommet af intet”[88] og være “af et andet væsen (substans) end Faderen”.[89] [242] 466 Det nestorianske kætteri så i Kristus en menneskelig person, forbundet med Guds Søns guddommelige Person. Mod denne hæresi har Skt. Cyrillus af Alexandria og det 3. økumeniske koncil i Efesus, i 431, bekendt, at “Ordet blev menneske ved i sin Person at forene med sig et kød, besjælet med en fornuftbegavet sjæl”.[90] Kristi menneskenatur har intet andet subjekt end Guds Søns guddommelige Person, som har påtaget sig den og gjort den til sin, allerede ved sin undfangelse. Derfor har koncilet i Efesus i 431 erklæret, at Maria virkelig er blevet Guds Moder ved i sit skød at undfange Guds Søn som menneske: “Guds Moder, ikke fordi Guds Ord har fået sin [85] [86] [87] [88] [89] [90]

[86]

Jf. Bibelsk lovsang fra søndagens 1. Vesper, Tidebog s. 801, 942, 1075 og 1202.

[87]

Jf. 1 Joh 4,2-3; 2 Joh 7.

[88]

Den nikænske trosbekendelse: DS 125.

[89]

DS 130.

[90]

DS 126.

[91]

DS 250.

guddommelige natur fra hende, men fordi det er fra hende, Han har det hellige legeme, udstyret med en fornuftbegavet sjæl, og fordi Han i sin Person har forenet sig med dette legeme, kan man sige, at Ordet er født efter kødet”.[91] [495] 467 Monofysitterne hævdede, at Kristi menneskenatur som sådan havde ophørt med at eksistere i Kristus, fordi Guds Søns guddommelige Person havde påtaget sig den. Konfronteret med dette kætteri har det 4. økumeniske koncil i Chalcedon i 451 erklæret: I tilslutning til de hellige fædre lærer vi alle enstemmigt, at man skal bekende en eneste og samme Søn, vor Herre Jesus Kristus, fuldkommen i sin guddomsnatur og fuldkommen i sin menneskenatur. Sand Gud og sandt menneske med en fornuftbegavet sjæl og et legeme; af samme væsen som Faderen med hensyn til guddommelighed, og af samme væsen som os med hensyn til menneskelighed, “lig os i alle ting, undtagen i synd”. [92] I henseende til sin guddomsnatur er han født af Faderen før alle tider; i henseende til sin menneskenatur er han i disse sidste dage, for os og for vor frelses skyld, født af jomfru Maria, Guds Moder. Én og den samme er Kristus, Herre, enbåren Søn, som erkendes i to naturer, ublandet, uden forandring, uadskilt, uløseligt forbundet, uden at forskellene i de to naturer ophæves ved deres forening, men snarere sådan, at hver naturs egenart bevares og samles i én person og én hypostase.[93]

468 Efter koncilet i Chalcedon var der nogen, som gjorde Kristi menneskenatur til en slags personligt subjekt. Mod dem bekendte det 5. økumeniske koncil i Konstantinopel, i 553: “Der er kun én hypostase (el. person), som er vor Herre Jesus Kristus, én af den hellige Treenighed!”[94] Alt i Kristi menneskenatur skal derfor tilskrives Hans guddommelige Person som dets eget subjekt,[95] ikke blot miraklerne, men også lidelserne,[96] og selv døden, fordi “han, som blev korsfæstet i kødet, vor Herre Jesus Kristus, er sand Gud og herlighedens Herre og En af den hellige Treenighed”.[97] [254; 616] 469 Således bekender Kirken, at Jesus er, uadskilleligt, sand Gud og sandt menneske. Han er i sandhed Guds Søn som blev menneske, vor bror, uden at ophøre med at være Gud, vor Herre: [212] “Han forblev det Han var; Han påtog sig det Han ikke var”, synger den romer-ske liturgi. [98] Og Skt. Johannes Chrysostomus-liturgien bekender og synger: “O, enbårne Søn og Guds Ord! skønt udødelig har du værdigedes, for vor frelses skyld, at påtage dig kød af den hellige Guds Moder, Maria, bestandig jomfru; uden forandring blev du menneske, og blev korsfæstet, O, Kristus Gud, som ved din død knuste døden; du, som er En af den hellige Treenighed, herliggjort med Faderen og Helligånden, frels os!”[99]

IV. Hvordan er Guds Søn menneske?

470 Eftersom den menneskelige natur, Guds Søn påtog sig i inkarnationens ufattelige forening, ikke er blevet ophævet,[100] har Kirken gennem århundrederne følt sig foranlediget til at bekende den fulde virkelighed af Kristi menneskesjæl, med dens forstands- og viljesfunktioner, og Kristi menneskelegeme. Men jævnsides hermed har den hver gang måttet minde om, at Kristi menneskenatur virkelig tilhører Guds Søns guddommelige Person, som har påtaget sig den som sin [91] [92] [93] [94] [95] [96] [97] [98] [99] [100]

[92]

DS 251.

[93]

Jf. Hebr 4,15.

[94]

DS 301-302.

[95]

DS 424.

[96]

Jf. allerede koncilet i Efesus: DS 255.

[97]

Jf. DS 423.

[98]

DS 432.

[99]

Antifon til “Benedictus” på Festen for Maria, Gudsmoder; jf. Skt. Leo den Store, serm. 21,2.

[100]

Tropariet “Ho monogenés”.

[101]

GS 22, § 2.

egen. Alt hvad han er, og alt hvad Han gør i den hidrører fra “En af Treenigheden”. Guds Søn meddeler altså sin egen personlige måde at være på i Treenigheden til sin menneskenatur. Således udtrykker Kristus i sin sjæl og i sit legeme, på menneskevis, Treenighedens guddommelige væremåde[101]: [516; 626] Guds Søn arbejdede med menneskehænder, tænkte med en menneskehjerne, handlede i kraft af et menneskes vilje, elskede med et menneskehjerte. Eftersom han var født af jomfru Maria, blev han virkelig som en af os, der var os lig i alt undtagen i synd.[102] [2599]

Kristi menneskesjæl og menneskelige erkendelse

471 Apollinaris fra Laodikea hævdede, at i Kristus var Ordet trådt i stedet for sjælen eller ånden. Mod denne vranglære har Kirken bekendt, at den evige Søn også har påtaget sig en fornuftbegavet menneskelig sjæl.[103] [363] 472 Denne menneskesjæl, som Guds Søn påtog sig, var udstyret med en sand menneskelig erkendelsesevne. Som sådan kunne den ikke i sig selv være ubegrænset. Den blev brugt under de historiske omstændigheder i tid og rum, han levede under. Det er derfor Guds Søn, da han blev menneske, også kunne acceptere at “vokse i visdom, alder og yndest” (Luk 2,52) og endda måtte undersøge det, man som menneske skal lære ad erfaringens vej.[104] Det svarede til virkeligheden i hans frivillige fornedrelse til “slavens kår”.[105] 473 Men samtidig udtrykte denne helt menneskelige erkendelse hos Guds Søn hans Persons guddommelige liv.[106] “Guds Søns menneskenatur kendte og manifesterede alt det, der tilkommer Gud, ikke i kraft af sig selv, men i kraft af sin forening med Ordet.[107] Det er i første række tilfældet med den intime og umiddelbare erkendelse, som Guds Søn som menneske har af sin Far.[108] Sønnen viste også i sin menneskelige erkendelse den guddommelige indsigt, Han havde i de hemmelige tanker i menneskenes hjerte.[109] [240] 474 Takket være sin forening med den guddommelige Visdom i det menneskevordne Ords Person kendte Kristi menneskelige erkendelse fuldt ud den evige frelsesplan, som Han var kommet for at åbenbare.[110] Det, han i denne henseende tilstår ikke at vide noget om,[111] erklærer han på et andet sted, at han ikke var bemyndiget til at åbenbare.[112] Kristi menneskelige vilje

475 På lignende måde har Kirken på det 6. økumeniske koncil bekendt, at Kristus besad to viljer og to naturlige virkemåder, en guddommelig og en menneskelig, ikke i modstrid med hinanden, [101] [102] [103] [104] [105] [106] [107] [108] [109] [110] [111] [112]

[102]

Jf. Joh 14,9-10.

[103]

GS 22, § 2.

[104]

Jf. DS 149.

[105]

Jf. Mark 6,38; Mark 8,27; Joh 11,34; etc.

[106]

Jf. Fil 2,7.

[107]

Jf. Skt Gregor den Store, ep. 10,39: DS 475.

[108]

Skt. Maximus Bekender, qu. dub., q. 1,67.

[109]

Jf. Mark 14,36; Matt 11,27; Joh 1,18; 8,55; etc.

[110]

Jf. Mark 2,8; Joh 2,25; 6,61; etc.

[111]

Jf. Mark 8,31;9,31; 10,33-34; 14,18-20. 26-30.

[112]

Jf. Mark 13,32.

[113]

Jf. Apg 1,7.

men i samarbejde, sådan at Ordet som blev kød, på menneskevis og i lydighed mod sin Far, har villet alt det, Han guddommeligt har besluttet med Faderen og Helligånden til vor frelse.[113] Kristi menneskevilje “følger hans guddommelige vilje, uden modstand eller modsætning til den, men snarere sådan, at den er underordnet denne almægtige vilje”.[114] [2008; 2824] Kristi sande legeme

476 Eftersom Ordet er blevet kød ved at påtage sig en sand menneskenatur, var Kristus begrænset i sit legeme.[115] Derfor lader Jesu menneskeansigt sig “male for øje”.[116] På det 7. økumeniske koncil[117] har Kirken anerkendt det som berettiget at fremstille Kristus på hellige billeder. [1159-1162; 2129-2132] 477 Samtidig har Kirken altid anerkendt, at i Jesu legeme “åbenbarer Gud, som er usynlig i sit væsen, sig synligt for vore øjne”.[118] De særlige træk ved Kristi legeme udtrykker virkelig Guds Søns guddommelige Person. Han gjorde sit menneskelegeme til sit, så at det, malet på et helligt billede, kan æres; for den troende, der ærer hans billede, “ærer den person, som dèr er afbildet”.[119] Det inkarnerede Ords hjerte

478 Jesus har elsket os alle og hver især igennem hele sit liv, sin dødsangst og sin lidelse, og Han har hengivet sig for enhver af os: “Guds Søn elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,20). Han har elsket os alle med et menneskehjerte. Af den grund er Jesu hellige hjerte, gennemboret af vore synder og til vor frelse,[120] “anset som det særlige tegn og symbol... på den kærlighed, hvormed den guddommelige Forløser uden ophør elsker den evige Fader og alle mennesker uden undtagelse”.[121] [487; 368; 2669; 766]

I korthed

479 Til den af Gud fastsatte tid er Faderens énbårne Søn, det evige Ord, dvs. Faderens Ord og væsensbillede, blevet menneske. Uden at miste sin guddomsnatur har Han påtaget sig menneskets natur. 480 Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske i sin guddommelige Persons enhed. Af den grund er Han den eneste Mellemmand mellem Gud og mennesker. 481 Jesus Kristus har to naturer, den guddommelige og den menneskelige. De er ikke sammenblandet, men forenet i Guds Søns ene Person. [113] [114] [115] [116] [117] [118] [119] [120] [121]

[114]

Jf. DS 556-559.

[115]

DS 556.

[116]

Jf. Laterankoncilet i 649: DS 504.

[117]

Jf. Gal 3,1.

[118]

2. Koncil i Nikæa i 787: DS 600-603.

[119]

Julepræfationen.

[120]

2. Koncil i Nikæa: DS 601.

[121]

Jf. Joh 19,34.

[122]

Pius d. 12., Encykl. “Haurietis aquas”: DS 3924; jf. DS 3812.

482 Da Kristus er sand Gud og sandt menneske, har han en menneskelig forstand og en menneskelig vilje, som er fuldkommen forenet med og underlagt hans guddommelige forstand og guddommelige vilje, som Han har fælles med Faderen og Helligånden. 483 Inkarnationen er derfor mysteriet om den forunderlige forening af Guds natur og menneskets natur i Ordets ene Person.

Paragraf 2. “...Undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria” I. Undfanget ved Helligånden...

484 Budskabet til Maria indleder “tidens fylde” (Gal 4,4), dvs. opfyldelsen af løfterne og forberedelserne. Maria kaldes til at undfange Ham, i hvem “hele guddommens fylde bor legemligt” (Kol 2,9). Det guddommelige svar på hendes spørgsmål: “Hvordan skal det ske? jeg ved jo ikke af nogen mand?” (Luk 1,34) gives med Åndens kraft: “Helligånden skal komme over dig” (Luk 1,35). [461; 721] 485 Helligåndens sendelse er altid forbundet med Sønnens og henordnet til Hans.[122] Helligånden sendes for at helliggøre jomfru Marias moderskød og frugtbargøre det på guddommelig vis; Han, som er “Herren og Levendegøreren” bevirker, at hun undfanger Faderens evige Søn i en menneskenatur, der tages af hendes. [689, 723] 486 Faderens enbårne Søn, der er undfanget som menneske i jomfru Marias skød, er “Kristus”, dvs. salvet med Helligånden,[123] helt fra begyndelsen af sin menneskelige eksistens, selv om dette først åbenbares lidt efter lidt: for hyrderne,[124] de vise mænd,[125] Johannes Døberen[126] og disciplene.[127] Hele Jesu Kristi liv åbenbarer altså, “hvordan Gud salvede Ham med Helligånd og kraft” (Apg 10,38). [437] II. ...Født af jomfru Maria

487 Det, som den katolske tro tror om Maria, bygger på det, den tror om Kristus, mens det, som den derefter lærer om Maria, opklarer dens tro på Kristus. [963] Marias forudbestemmelse

488 “Gud har sendt sin Søn” (Gal 4,4); men for at Han kunne “forme ham et legeme”[128] har han villet en skabnings frie medvirken. Til dette har Gud fra evighed af valgt en Israels datter til at være hans Søns mor, en ung jødinde fra Nazaret i Galilæa, “en jomfru, trolovet med en mand ved navn Josef, af Davids hus, og jomfruens navn var Maria” (Luk 1,26-27). [122] [123] [124] [125] [126] [127] [128]

[123]

Jf. Joh 16,14-15.

[124]

Jf. Matt 1,20; Luk 1,35.

[125]

Jf. Luk 2,8-20.

[126]

Jf. Matt 2,1-12.

[127]

Jf. Joh 1,31-34.

[128]

Jf. Joh 2,11.

[129]

Jf. Hebr 10,5.

Barmhjertighedens Fader ville dog lade den forudbestemte moders samtykke gå forud for menneskevordelsen; for ligesom en kvinde bidrog til døden, skulle også en kvinde bidrage til livet.[129]

489 Under hele den gamle Pagt blev Marias kald forberedt af hellige kvinders. Helt i begyndelsen er Eva: trods sin ulydighed modtager hun løftet om et afkom, som skal sejre over den Onde,[130] og at hun skal være alle levendes mor.[131] I kraft af dette løfte undfanger Sara, trods sin høje alder, en søn.[132] Mod al menneskelig forventning vælger Gud det, som gjaldt for afmægtigt og svagt[133] for at vise sin troskab mod sit løfte: Hanna, Samuels mor,[134] Debora, Rut, Judit og Ester, og mange andre kvinder. Maria “rager frem blandt Herrens ydmyge og fattige, der med tillid venter og modtager frelsen fra Ham. Endelig følger med denne ophøjede Sion-datter tidens fylde efter forjættelsens langvarige ventetid, og den nye frelsesordning oprettes”.[135] [722; 410; 145; 64] Den uplettede undfangelse

490 For at være Frelserens Moder “har Gud beriget Maria med gaver, der modsvarer en så stor opgave”.[136] Englen Gabriel hilser hende ved bebudelsen som “fuld af nåde”.[137] Ja, for at kunne give troens frie samtykke til budskabet om hendes kald måtte hun bæres helt af Guds nåde. [2676, 2853; 2001] 491 Ned gennem århundrederne er Kirken blevet sig bevidst, at Maria, “fuld af nåde” fra Gud,[138] var blevet løskøbt allerede ved sin undfangelse. Det er, hvad dogmet om den Uplettede Undfangelse bekender, proklameret i 1854 af pave Pius d. 9.: [411] Den salige jomfru Maria blev, fra sin undfangelses første øjeblik, ved en enestående nåde og gunst fra den almægtige Guds side og på grund af Jesu Kristi, menneskeslægtens Frelsers fortjenester, bevaret uberørt af enhver arvesyndens plet.[139]

492 Denne “enestående helligheds glans”, som hun er “begavet med fra sin undfangelses første øjeblik”[140] får hun fuldt og helt fra Kristus. “Med henblik på Sønnens fortjenester er hun på en særlig måde blevet forløst”.[141] Mere end nogen anden skabt person har Faderen velsignet hende “med al himlens åndelige velsignelse i Kristus” (Ef 1,3). Han har “udvalgt hende i Ham, før verdens grundlæggelse, til at være hellig og pletfri for hans åsyn i kærlighed” (Ef 1,4). [2011; 1077] 493 Fædrene i den østlige tradition kalder Guds Moder “den alhellige” (Panhagia). De fejrer hende som “fri for enhver synd, ligesom udformet af Helligånden til at danne en ny skabning”.[142] Ved Guds nåde er Maria forblevet ren for enhver personlig synd i hele sit liv. [129] [130] [131] [132] [133] [134] [135] [136] [137] [138] [139] [140] [141] [142]

[130]

LG 56; jf. 61.

[131]

Jf. 1 Mos 3,15.

[132]

Jf. 1. Mos 3,20.

[133]

Jf. 1 Mos 18,10-14; 21,1-2.

[134]

Jf. 1 Kor 1,27.

[135]

Jf. 1 Sam 1.

[136]

LG 55.

[137]

LG 56.

[138]

Luk 1,28.

[139]

Jf. Luk 1,28.

[140]

DS 2803.

[141]

LG 56.

[142]

LG 53.

[143]

LG 56.

“Det ske mig efter dit ord...”

494 Ved budskabet til Maria, at hun, uden at kende nogen mand, skulle føde “den Allerhøjestes Søn” ved Helligåndens kraft,[143] svarede hun i “troens lydighed”,[144] vis på, at “intet er umuligt for Gud”: “Jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig efter dit ord” (Luk 1,37-38). Ved således at give sit samtykke til Guds ord, blev Maria Jesu Mor. Af ganske hjerte, og uden at nogen synd afholdt hende derfra, tog hun den guddommelige frelsesvilje til sig og gav sig fuldstændigt til sin Søns Person og gerning, for, i afhængighed af Ham og sammen med Ham, ved Guds nåde at tjene Forløsningens mysterium[145]: [2617, 148; 968] Som Skt. Irenæus siger: “Ved sin lydighed blev hun årsag til både sin egen og menneskeslægtens frelse”. [146] Det er altså med rette, at mange af de gamle fædre siger med ham: “Den knude, som Evas ulydighed havde bundet, blev løst ved Marias lydighed; det, som jomfruen Eva bandt ved sin mangel på tro, har Jomfru Maria løst ved sin tro”. [147] Og ved at sammenligne Maria med Eva, kalder de Maria “de levendes moder” og gentager ofte: “Døden gennem Eva, livet gennem Maria”.[148] [726]

Maria Guds Mor

495 I evangelierne kaldes Maria “Jesu Mor” (Joh 2,1; 19,25);[149] Maria hyldes, under Åndens inspiration, allerede før sin søns fødsel, som “min Herres Mor” (Luk 1,43). I virkeligheden er Den, hun har undfanget som menneske ved Helligånden, og som virkelig er blevet hendes søn efter kødet, ingen anden end Faderens evige Søn, anden Person i den hellige Treenighed. Kirken bekender, at Maria virkelig er Guds Moder (Theotokos).[150] [466, 2677] Marias jomfruelighed

496 Allerede i de første formuleringer af troen[151] har Kirken bekendt, at Jesus er undfanget alene ved Helligåndens kraft i jomfru Marias skød. Således er også det legemlige aspekt ved denne begivenhed bekræftet: Jesus blev undfanget “ved Helligånden uden mandlig sæd”.[152] Fædrene ser i jomfru-undfangelsen tegnet på, at det virkelig er Guds Søn, som er kommet i en menneskenatur som vor. Således siger Skt. Ignatius af Antiokia (begyndelsen af det 2. årh.): “I har den sikre forvisning, at vor Herre virkelig er af Davids slægt efter kødet,[153] og Guds Søn efter Guds vilje og kraft; [154] at han virkelig er født af en jomfru... og virkelig er blevet naglet for os i sit kød under Pontius Pilatus... og at Han virkelig har lidt, ligesom Han også virkelig er opstanden”.[155]

[143] [144] [145] [146] [147] [148] [149] [150] [151] [152] [153] [154] [155]

[144]

Jf. Luk 1,28-37.

[145]

Jf. Rom 1,5.

[146]

Jf. LG 56.

[147]

Skt. Irenæus, hær. 3,22,4.

[148]

Jf. Skt. Irenæus, hær. 3,22,4.

[149]

LG 56.

[150]

Jf. Matt 13,55.

[151]

Jf. DS 251.

[152]

Jf. DS 10-64.

[153]

Laterankoncilet i 649: DS 503.

[154]

Jf. Rom 1,3.

[155]

Jf. Joh 1,13.

[156]

Smyrn. 1-2.

497 Beretningerne i evangelierne[156] opfatter den jomfruelige undfangelse som et Guds værk, der går ud over enhver menneskelig forstand og formåen.[157] “Det, som er undfanget i hende, kommer fra Helligånden”, siger englen til Josef om Maria, hans trolovede (Matt 1,20). Kirken ser heri opfyldelsen af det guddommelige løfte, givet ved profeten Esajas: “Se, jomfruen skal undfange og føde en søn” (Es 7,14) efter den græske oversættelse i Matt 1,23. 498 Man har sommetider været foruroliget over den tavshed, som Markusevangeliet og Brevene i Ny Testamente udviser om Marias jomfruelige undfangelse. Man har også spurgt, om det ikke her drejede sig om legender eller teologiske konstruktioner, uden krav på historisk sandhed. Hertil må svares: Troen på, at Jesus blev undfanget af en jomfru, har stødt på stor modstand, spot eller uforstand hos ikke-kristne, jøder og hedninger[158]: den skyldtes altså hverken hedensk mytologi eller tilpasning til ideer, der var oppe i tiden. Meningen med denne begivenhed er kun tilgængelig for troen, som ser den i det “bånd, der forbinder mysterierne indbyrdes”,[159] i Kristi mysterier som helhed, fra hans menneskevordelse til hans Påske. Allerede Skt. Ignatius af Antiokia vidner om denne sammenhæng: “Denne verdens fyrste har ikke kendt til Marias jomfruelighed eller nedkomst, ej heller til Herrens død: disse tre mysterier, der giver genlyd, men som foregik i Guds stilhed”.[160] [90; 2717] Maria “altid jomfru”

499 Fordybelse i troen på Maria “som jomfru og mor” har ført Kirken til at bekende sig til Marias virkelige og varige jomfruelighed,[161] selv da hun fødte Guds menneskevordne Søn.[162] Kristi fødsel havde nemlig “ikke krænket, men helliget hendes jomfruelige renhed”.[163] Kirkens liturgi fejrer Maria som Aeiparthenos, “altid jomfru”.[164] 500 Hertil indvender man sommetider, at Skriften omtaler brødre og søstre til Jesus.[165] Kirken har altid forstået disse passager som ikke betegnende andre børn af jomfru Maria. Faktisk er Jakob og Josef, “Jesu brødre” (Matt 13,55), børn af en Maria, der var Kristi discipel[166] og betegnes som “den anden Maria” (Matt 28,1). Det drejer sig om nære slægtninge til Jesus, i overensstemmelse med en kendt udtryksmåde fra Gamle Testamente.[167] 501 Jesus er Marias eneste søn. Men Marias åndelige moderskab[168] udstrækker sig til alle mennesker, som Han er kommet for at frelse: “Hun fødte en søn, som Gud satte til at være ‘den førstefødte blandt mange brødre’ (Rom 8,29), nemlig de troende, som Maria med sin moderlige kærlighed er med til at føde og opdrage”.[169] [969; 970] Marias jomfruelige moderskab i Guds frelsesplan

[156] [157] [158] [159] [160] [161] [162] [163] [164] [165] [166] [167] [168] [169]

[157]

Jf. Matt 1,18-25; Luk 1,26-38.

[158]

Jf. Luk 1,34.

[159]

Jf. Skt. Justin, dial. 66-67; Origenes, Cels. 1,32; 1, 69; og andre.

[160]

DS 3016.

[161]

Skt. Ignatius af Antiokia, Ef 19,1; jf. 1 Kor 2,8.

[162]

Jf. DS 427.

[163]

Jf. DS 291; 294; 442; 503; 571; 1880.

[164]

LG 57.

[165]

Jf. LG 52.

[166]

Jf. Mark 3,31-35; 6,3; 1 Kor 9,5; Gal 1,19.

[167]

Jf. Matt 27,56.

[168]

Jf. 1 Mos 13,8; 14,16; 29,15; etc.

[169]

Jf. Joh 19,26-27; Åb 12,17.

[170]

LG 63.

502 Troens blik kan opdage, i forbindelse med hele Åbenbaringen, de hemmelighedsfulde grunde til, at Gud i sin frelsesplan har villet, at hans Søn skulle fødes af en jomfru. Disse grunde angår både Kristi Person og hans frelsergerning, såvel som modtagelsen af denne sendelse hos Maria for alle mennesker: [90] 503 Marias jomfruelighed viser, at Gud har det absolutte initiativ i menneskevordelsen. Jesus har kun Gud som Far.[170] “Den menneskenatur, som han har påtaget sig, har aldrig fjernet ham fra Faderen. Guds Søn og Menneskesønnen er én og den samme. Han er Faderens Søn ifølge sin guddomsnatur, sin mors søn ifølge sin menneskenatur, men i egentlig forstand Guds Søn i begge naturer”.[171] [422] 504 Jesus er undfanget ved Helligånden i jomfru Marias skød, fordi han er den Nye Adam,[172] der indleder den nye skabelse: “Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er fra Himlen” (1 Kor 15,47). Kristi menneskenatur er, fra hans undfangelse, fyldt af Helligånden, for Gud “giver Ham Ånden uden mål” (Joh 3,34). Det er af “hans fylde”, Han, som er hovedet for den forløste menneskehed,[173] at “vi har modtaget nåde over nåde” (Joh 1,16). [359] 505 Jesus, den Nye Adam, indleder ved sin jomfruelige undfangelse den nye fødsel, som i Helligånden ved troen gør menneskene til Guds børn. “Hvorledes skal dette ske?” (Luk 1,34).[174] Delagtigheden i det guddommelige liv kommer ikke “af blod eller køds vilje eller mands vilje, men af Gud” (Joh 1,13). Modtagelsen af dette liv er jomfruelig, for det skænkes mennesket helt af Ånden. Brudeforholdet i menneskets kald til Gud[175] er virkeliggjort til fuldkommenhed i Marias jomfruelige moderskab. [1265] 506 Maria er jomfru, fordi hendes jomfruelighed er tegnet på hendes tro, “som ingen tvivl vansirer”,[176] og på hendes udelte hengivelse i Guds vilje.[177] Det er takket være hendes tro, at hun kan blive Frelserens moder: “Salig er Maria, endnu mere fordi hun modtog troen af Kristus end fordi hun undfangede Kristi legeme”.[178] [148, 1814] 507 Maria er jomfru og mor på en og samme tid, fordi hun er billedet på og den mest fuldkomne virkeliggørelse af Kirken.[179] “Kirken bliver også selv moder ved tillidsfuldt at modtage Guds ord: ved prædiken og dåb føder den de børn, som den har undfanget ved Helligånden, og som er født af Gud til det nye og udødelige liv. Kirken er også selv den jomfru, der helt og rent bevarer den troskab, som den har lovet sin brudgom”.[180] [967; 149] I korthed

[170] [171] [172] [173] [174] [175] [176] [177] [178] [179] [180]

[171]

Jf. Luk 2,48-49.

[172]

Synoden i Friaul i 796: DS 619.

[173]

Jf. 1 Kor 15,45.

[174]

Jf. Kol 1,18.

[175]

Jf. Joh 3,9.

[176]

Jf. 2 Kor 11,2.

[177]

LG 63.

[178]

Jf. 1 Kor 7,34-35.

[179]

Skt. Augustin, virg. 3.

[180]

Jf. LG 63.

[181]

LG 64.

508 I Evas afkom har Gud udvalgt jomfru Maria til at være sin Søns Mor. “Fuld af nåde” er hun “forløsningens mest fremragende virkning”.[181] Fra det øjeblik hun blev undfanget, er hun bevaret fuldstændigt fra enhver arvesyndens plet og er forblevet ren fra enhver personlig synd igennem hele sit liv. 509 Maria er virkelig “Guds Mor”, fordi hun er mor til Guds evige, menneskevordne Søn, som selv er Gud. 510 Maria “er forblevet jomfru da hun undfangede sin søn, jomfru da hun bar ham, jomfru da hun ammede ham, jomfru for al tid”.[182] Med hele sit væsen er hun “Herrens tjenerinde” (Luk 1,38) 511 Jomfru Maria har “arbejdet med på menneskenes frelse i frihed, tro og lydighed.”.[183] Hun har givet sit ja-ord “i hele menneskenaturens navn”.[184] Ved sin lydighed er hun blevet den nye Eva, de levendes Mor.

Paragraf 3. Kristi livs mysterier

512 Fra Kristi liv taler Trosbekendelsen kun om menneskevordelsens mysterium (undfangelse og fødsel) og Påskens mysterium (lidelse, korsfæstelse, død, begravelse, nedfart til dødsriget, opstandelse, himmelfart). Om mysterierne i Jesu skjulte og offentlige liv siger den intet udtrykkeligt. Men trosartiklerne om Jesu menneskevordelse og påske kaster lys over hele Kristi jordiske liv. “Alt hvad Jesus gjorde og lærte, fra begyndelsen af og indtil den dag da han blev optaget i Himlen” (Apg 1,1-2) skal ses i lys af julens og påskens mysterier. [1163] 513 Katekesen skal, alt efter omstændighederne, udfolde hele rigdommen i Jesu mysterier. Her er det nok at anføre nogle elementer, som er fælles for alle mysterierne i Jesu liv (I), for derefter kort at fremlægge de vigtigste mysterier i Jesu skjulte (II) og offentlige (III) liv. [426, 561] I. Hele Kristi liv er mysterium

514 Mange ting om Jesus, som vækker menneskers nysgerrighed, figurerer ikke i evangelierne. Der siges næsten intet om livet i Nazaret, og selv en stor del af hans offentlige liv er ikke omtalt.[185] Det, som er nedskrevet i evangelierne, er skrevet , “for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn” (Joh 30,31). 515 Evangelierne blev forfattet af mennesker, som var blandt de første, der kom til tro,[186] og som ville dele den med andre. Efter i tro at have erkendt, hvem Jesus er, har de kunnet se og få andre til at se sporene af Hans mysterium i hele hans liv på jorden. Fra svøbet ved hans fødsel[187] til eddiken ved hans lidelse[188] og svededugen ved hans opstandelse[189] er alt i Jesu liv tegn på hans [181] [182] [183] [184] [185] [186] [187] [188] [189]

[182]

SC 103.

[183]

Skt. Augustin, serm. 186,1.

[184]

LG 56.

[185]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,30,1.

[186]

Jf. Joh 20,30.

[187]

Jf. Mark 1,1; Joh 21,24.

[188]

Jf. Luk 2,7.

[189]

Jf. Matt 27,48.

[190]

Jf. Joh 20,7.

mysterium. Gennem hans bevægelser, hans mirakler, hans ord blev det åbenbart, at “i Ham bor hele guddommens fylde legemligt” (Kol 2,9). Jesu menneskenatur viser sig således som “sakramentet”, dvs. som tegnet på og redskabet for hans guddom og den frelse, Han bringer: Det, der var synligt i hans jordiske liv, førte til det usynlige mysterium i hans guddommelige sønneforhold og i hans frelsergerning. [126; 609, 774; 477] Fælles træk i Jesu mysterier

516 Hele Jesu liv er en åbenbaring af Faderen: hans ord og hans handlinger, hans tavshed og hans lidelser, hans måde at være på og tale. Jesus kan sige: “Den, der ser mig, ser Faderen” (Joh 14,9), og Faderen siger: “Denne er min elskede Søn; lyt til ham” (Luk 9,35). Vor Herre, som er blevet menneske for at opfylde Faderens vilje,[190] lader selv de mindste træk ved hans mysterier vise os “Guds kærlighed til os”.[191] [65; 2708] 517 Hele Kristi liv er forløsningsmysterium. Forløsningen kommer til os frem for alt ved korsets blod,[192] men dette mysterium er virksomt igennem hele Jesu liv: allerede i hans menneskevordelse, hvor han blev fattig for at gøre os rige;[193] i hans skjulte liv, hvor han var lydig[194] for at sone vor ulydighed; i hans ord, som gør dem rene, der hører ham;[195] i hans helbredelser og exorcismer [djævleuddrivelser], hvor “han tog vore svagheder på sig og bar vore sygdomme” (Matt 8,17);[196] i hans opstandelse, hvorved han retfærdiggør os.[197] [606, 1115] 518 Hele Kristi liv er genoprettelsesmysterium. Alt, hvad Jesus har gjort , sagt og lidt, var bestemt til at genrejse det faldne menneske i dets oprindelige kald: [668, 2748] “Idet han gennem inkarnationen blev menneske, sammenfattede han i sig hele menneskehedens lange historie og gav os i denne sammenfatning frelsen, således at det vi havde mistet i Adam, dvs. Guds billede og lighed, kunne vi genvinde i Kristus Jesus”.[198] “Det er iøvrigt derfor, at Kristus gennemlevede alle livets stadier, for dermed at genoprette fællesskabet med Gud for alle mennesker”.[199]

Vor delagtighed i Jesu mysterier

519 Hele Kristi rigdom “er tiltænkt hvert eneste menneske og skal blive hver enkelts ejendom”.[200] Kristus har ikke levet sit liv for sig selv, men for os - fra hans menneskevordelse “for os mennesker og for vor frelses skyld”[201] indtil hans død “for vore synder” (1 Kor 15,3) og hans opstandelse “for vor retfærdiggørelse” (Rom 4,25). Også nu er Han “vor talsmand hos Faderen” (1 Joh 2,1), “fordi han altid lever for at gå i forbøn for os” (Hebr 7,25). Med alt, hvad Han har levet og lidt for os én gang for alle, står han for altid “for Guds åsyn til gavn for os” (Hebr 9,24). [793, 602; 1085] [190] [191] [192] [193] [194] [195] [196] [197] [198] [199] [200] [201]

[191]

Jf. Hebr 10,5-7.

[192]

Jf. 1 Joh 4,9.

[193]

Jf. Ef 1,7; Kol 1,13-14 (Vulgata); 1 Pet 1,18-19.

[194]

Jf. 2 Kor 8,9.

[195]

Jf. Luk 2,51.

[196]

Jf. Joh 15,3.

[197]

Jf. Es 53,4.

[198]

Jf. Rom 4,25.

[199]

Skt. Irenæus, hær. 3,18,1.

[200]

Ibid. 3,18,7; jf. 2,22,4.

[201]

RH 11.

[202]

Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse, DS 150.

520 Gennem hele sit liv viser Jesus sig som vort forbillede:[202] Han er “det fuldkomne menneske”,[203] som indbyder os til at blive hans disciple og følge Ham. Ved sin fornedrelse har han givet os et eksempel til efterfølgelse,[204] ved sin bøn drager han os til bønnen,[205] ved sin fattigdom opfordrer han os til frit at acceptere afsavn og forfølgelser.[206] [459, 359; 2607] 521 Alt, hvad Kristus har levet, lader han os leve i Ham, og Han lever det i os. “Ved sin menneskevordelse har Guds Søn nemlig på en vis måde forenet sig selv med ethvert menneske”.[207] Vi kaldes til at være ét med Ham; det som han har levet i sit kød for os og som forbillede for os, lader han os få del i som lemmer på hans legeme: [2715; 1391] Vi bør fortsætte og fuldende i os stadierne og mysterierne i Jesu liv, og ofte bede ham om at opfylde og fuldende dem i os og i hele sin Kirke... For Guds Søn har til hensigt at give os del i og oprette ligesom en udvidelse og fortsættelse af hans mysterier i os og i hele hans Kirke, ved de nådegaver som Han vil meddele os, og ved de virkninger, som han vil udvirke i os ved disse mysterier. Og således vil han fuldføre dem i os.[208]

. II. Mysterierne i Jesu barndom og skjulte liv Forberedelserne

522 Guds Søns komme til jorden er en så mægtig begivenhed, at Gud har villet forberede den gennem århundreder. Riter og ofringer, skikkelser og symboler fra den “første Pagt”,[209] lader Han løbe sammen i Kristus. Han forkynder det ved profeternes mund, den ene efter den anden i Israel. Desuden opvækker han også i hedningernes hjerte den dunkle forventning om dette komme. [711, 762] 523 Den hellige Johannes Døber er den umiddelbare forløber[210] for Herren. Han er sendt for at bane vejen for ham.[211] Som “den Højestes profet” (Luk 1,76) overgår han alle profeterne.[212] Han er den sidste,[213] og han indvarsler Evangeliet.[214] Han hilser Kristi komme allerede i modersliv,[215] og han finder sin glæde i at være “brudgommens ven” (Joh 3,29), som han betegner som “Guds lam, der borttager verdens synd” (Joh 1,29). Han går foran Jesus “i Elias’ ånd og kraft” (Luk 1,17); og han vidner om Ham ved sin prædiken, sin omvendelsesdåb og til sidst ved sit martyrium.[216] [712-720]

[202] [203] [204] [205] [206] [207] [208] [209] [210] [211] [212] [213] [214] [215] [216]

[203]

Jf. Rom 15,5; Fil 2,5.

[204]

GS 38.

[205]

Jf. Joh 13,15.

[206]

Jf. Luk 11,1.

[207]

Jf. Matt 5,11-12.

[208]

GS 22, § 2.

[209]

Skt. Johannes Eudes, Tractatus de regno Jesu.

[210]

Jf. Hebr 9,15.

[211]

Jf. Apg 13,24.

[212]

Jf. Matt 3,3.

[213]

Jf. Luk 7,26.

[214]

Jf. Matt 11,13.

[215]

Jf. Apg 1,22; Luk 16,16.

[216]

Jf. Luk 1,41.

[217]

Jf. Mark 6,17-29.

524 Under den årlige fejring af Adventsliturgien aktualiserer Kirken denne forventning om Messias: ved at deltage i den lange forberedelse af Frelserens første komme, fornyer de troende det brændende ønske om hans andet komme.[217] Ved fejringen af Forløberens fødsel og martyrium forener Kirken sig med hans længsel: “Mig bør det at blive mindre, Ham at tage til” (Joh 3,30). [1171] Julens mysterium

525 Jesus blev født i en ringe stald, i en fattig familie.[218] Jævne hyrder er de første vidner til begivenheden. Det er i denne fattigdom, at Himlens herlighed manifesterer sig.[219] Kirken bliver ikke træt af at synge om denne nats herlighed: [437; 2443] I dag bringer Jomfruen den evige til verden, og jorden byder den Utilgængelige en grotte. Engle og hyrder synger hans pris, og vise mænd nærmer sig med stjernen. Thi for os er du født, lille barn, evige Gud![220] 526 “At blive som barn” for Gud er betingelsen for at komme ind i Guds rige.[221] Derfor må man ydmyge sig,[222] blive lille; ja, mere endnu: man må “fødes på ny” (Joh 3,7), “blive født af Gud”[223] for at “blive Guds børn”.[224] Julens mysterium fuldbyrdes i os, når Kristus “tager skikkelse” i os.[225] Julen er mysteriet om dette “beundringsværdige bytte”: O, vidunderlige bytte! Menneskeslægtens Skaber påtog sig sjæl og legeme og lod sig føde af en jomfru; han fremstod som menneske uden mands medvirken for at give os del i sin guddom.[226] [460]

Jesu barndoms mysterier

527 Jesu omskærelse, den 8. dag efter hans fødsel,[227] er tegn på at han er indlemmet i Abrahams slægt, i pagtens folk, undergivet loven[228] og bemyndiget til Israels kult, som han deltog i hele livet igennem. Det er et forvarsel om “Kristus-omskærelsen”, som er dåben.[229] [580; 1214] 528 Epifani [Herrens Åbenbarelse] er åbenbaringen af Jesus som Israels Messias, Guds Søn og verdens Frelser. Med Jesu dåb i Jordan og brylluppet i Kana[230] fejrer den tilbedelsen af Jesus ved [217] [218] [219] [220] [221] [222] [223] [224] [225] [226] [227] [228] [229] [230]

[218]

Jf. Åb 22,17.

[219]

Jf. Luk 2,6-7.

[220]

Jf. Luk 2,8-20.

[221]

Kontakion af Romanos Melodos.

[222]

Jf. Matt 18,3-4.

[223]

Jf. Matt 23,12.

[224]

Jf. Joh 1,13.

[225]

Jf. Joh 1,12.

[226]

Jf. Gal 4,19.

[227]

Tidebog s. 221: nytårsaften, antifon til 1. Vesper.

[228]

Jf. Luk 2,21.

[229]

Jf. Gal 4,4.

[230]

Jf. Kol 2,11-13.

[231]

Jf. LH, Epifani, antifon til Magnificat, 2. Vesper.

de vise mænd fra Østerland.[231] I disse “vismænd”, repræsentanter for omverdenens hedenske religioner, ser Evangeliet førstegrøden af de folkeslag, der modtager det glade budskab om frelsen ved menneskevordelsen. Vismændenes komme til Jerusalem “for at hylde jødernes konge”,[232] viser, at det er i Israel, i det messianske lys fra Davids stjerne,[233] at de søger Ham, som skal blive folkeslagenes Konge.[234] Deres komme betyder, at hedningerne kun kan opdage Jesus og tilbede Ham som Guds Søn og verdens Frelser, når de vender sig til jøderne[235] og modtager det messianske løfte af dem, således som det er indeholdt i Gamle Testamente.[236] Epifani viser, at “hedningernes fylde indtræder i patriarkernes familie”[237] og får del i Israelitica dignitas (Israels værdighed).[238] [439; 711-716, 122] 529 Jesu fremstilling i templet[239] viser Ham som den førstefødte der tilhører Herren.[240] Sammen med Simeon og Anna er det hele Israels forventning som går sin Frelser i møde (således kaldet i den byzantinske tradition). Jesus erkendes som den længe ventede Messias, “et lys til oplysning for hedningerne” og “til hæder for dit folk Israel”, men også som et “modsigelsens tegn”. Smertens sværd, som Maria får forudsagt, varsler om denne anden, fuldkomne og enestående ofring på korset, der skal skænke den frelse, som Gud har “beredt for alle folkeslag”. [583; 439; 614] 530 Flugten til Ægypten og mordet på de uskyldige børn[241] viser mørkets kamp mod lyset: “Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod Ham (Joh 1,11). Hele Kristi liv vil stå under forfølgelsens tegn. Hans egne deler det med Ham.[242] Hans hjemkomst fra Ægypten[243] genkalder Israels udtog fra Ægypten[244] og viser Jesus som den endelige Befrier.[574] Mysterierne i Jesu skjulte liv

531 I størstedelen af sit liv delte Jesus livsvilkår med de fleste mennesker: et hverdagsliv uden synlig storhed, et håndværkerliv, et jødisk religiøst liv under Guds lov,[245] et liv i samfundet. Om hele denne periode er det kun åbenbaret os, at Jesus var “underordnet” sine forældre,[246] og at han “voksede i visdom, alder og yndest hos Gud og mennesker” (Luk 2,52). [2427] 532 Jesu indordning under sin mor og sin far efter loven opfyldte fuldkommen det 4. bud. Den er det jordiske billede på hans sønlige lydighed mod sin himmelske Far. Jesu daglige lydighed mod Josef og Maria bebudede og foregreb skærtorsdagens underkastelse: “Ske ikke min vilje...” (Luk 22,42). Kristi lydighed i det skjulte livs hverdag indvarslede allerede genoprettelsesværket af det, som Adams ulydighed havde ødelagt.[247] [2214-2220; 612] [231] [232] [233] [234] [235] [236] [237] [238] [239] [240] [241] [242] [243] [244] [245] [246] [247]

[232]

Jf. Matt 2,1.

[233]

Jf. Matt 2,2.

[234]

Jf. 4 Mos 24,17; Åb 22,16.

[235]

Jf. 4 Mos 24,17-19.

[236]

Jf. Joh 4,22.

[237]

Jf. Matt 2,4-6.

[238]

Skt. Leo den Store, serm. 33,3.

[239]

MR, Påskevigilien 26: bøn efter 3. læsning.

[240]

Jf. Luk 2,22-39.

[241]

Jf. 2 Mos 13,12-13.

[242]

Jf. Matt 2,13-18.

[243]

Jf. Joh 15,20.

[244]

Jf. Matt 2,15.

[245]

Jf. Hos 11,1.

[246]

Jf. Gal 4,4.

[247]

Jf. Luk 2,51.

[248]

Jf. Rom 5,19.

533 Det skjulte liv i Nazaret gør det muligt for ethvert menneske at have fællesskab med Jesus i de mest dagligdags ting: Nazaret er den skole, hvor man begynder at forstå Jesu liv: Evangeliets skole... En undervisning i tavshed først og fremmest. At denne værdsættelse af tavsheden må fødes i os, denne beundringsværdige og uundværlige betingelse for åndeligt liv... En undervisning i familieliv. At Nazaret må lære os, hvad en familie er, dens kærlige fællesskab, dens strenge og enkle skønhed, dens hellige og ukrænkelige karakter... En undervisning i arbejde. Nazaret: o, hjem for “tømmermandens søn”; det er her vi gerne ville forstå og fejre den strenge og forløsende lov i menneskets slid..., ligesom vi gerne her ville hilse alle arbejdere i hele verden og vise dem deres store forbillede, deres guddommelige bror.[248] [2717; 2204; 2427]

534 Genfindelsen af Jesus i templet[249] er den eneste begivenhed, som bryder evangeliernes tavshed om de skjulte år i Jesu liv. Jesus antyder her mysteriet om sin totale viethed til den opgave, Han har som Guds Søn: “Vidste I ikke, at jeg bør være i det, som er min Fars?” Maria og Josef “forstod ikke” dette ord, men de tog imod det i tro, og Maria “gemte trofast alle disse minder i sit hjerte” i de mange år, da Jesus forblev skjult i et almindeligt livs stilhed. [583, 2599; 964] III. Jesu offentlige livs mysterier Jesu dåb

535 Begyndelsen[250] til Jesu offentlige liv er hans dåb ved Johannes i Jordan.[251] Johannes forkyndte “en omvendelsesdåb til syndernes forladelse” (Luk 3,3). En mængde syndere, toldere og soldater,[252] farisæere og saddukæere[253] og skøger[254] kom for at lade sig døbe af ham. “Da kommer Jesus.” Døberen tøver, Jesus insisterer: Han modtager dåben. Da daler Helligånden i skikkelse af en due ned over Jesus, og en røst fra Himlen forkynder: “Denne er min elskede Søn” (Matt 3,13-17). Dette er åbenbaringen (“Epifani”) af Jesus som Israels Messias og Guds Søn. [719-720; 701; 438] 536 Jesu dåb, det er, fra hans side, accepten af og indledningen til hans sendelse som den lidende Tjener. Han lader sig regne blandt syndere.[255] Han er allerede “det Guds lam, der bærer verdens synd” (Joh 1,29). Han foregriber allerede sin blodige døds “dåb”.[256] Han kommer allerede “for at fuldkomme al retfærdighed” (Matt 3,15), det vil sige Han underkaster sig helt sin Fars vilje. Han samtykker af kærlighed i denne dødens dåb til vore synders forladelse.[257] Til dette samtykke svarer Faderens røst: Han har hele sit velbehag i sin Søn.[258] Ånden, som Jesus besidder i fylde siden sin undfangelse, kommer ned for at “blive” over Ham.[259] Jesus bliver Åndens kilde for hele menneskeslægten. Ved hans dåb “åbnede Himlen sig” (Matt 3,16), som Adams synd havde lukket;

[248] [249] [250] [251] [252] [253] [254] [255] [256] [257] [258] [259]

[249]

Paul d. 6., tale i Nazaret 5. januar 1964.

[250]

Jf. Luk 2,41-52.

[251]

Jf. Luk 3,23.

[252]

Jf. Apg 1,22.

[253]

Jf. Luk 3,10-14.

[254]

Jf. Matt 3,7.

[255]

Jf. Matt 21,32.

[256]

Jf. Es 53,12.

[257]

Jf. Mark 10,38; Luk 12,50.

[258]

Jf. Matt 26,39.

[259]

Jf. Luk 3,22; Es 42,1.

[260]

Jf. Joh 1,32-33; Es 11,2.

og vandet bliver helliget ved at Jesus og Ånden stiger ned i det - dette er forspillet til den nye skabelse. [606; 1224; 444; 727; 739] 537 Ved dåben bliver den kristne sakramentalt ligedannet med Jesus, som i sin dåb foregriber sin død og opstandelse. Den kristne skal træde ind i dette mysteriums ydmyge selvfornedrelse og bodfærdighed, stige ned i vandet med Jesus, for at stige op igen med Ham; genfødes af vand og Helligånd for i Sønnen at blive Faderens elskede barn, og “vandre i et nyt liv” (Rom 6,4). [1262] Lad os begrave os med Kristus i dåben for at opstå med Ham; lad os stige ned med Ham, for at blive løftet op med Ham; lad os stige op igen med Ham, for at blive herliggjort i Ham.[260] [628] Alt, hvad der er sket med Kristus, lader os erkende, at efter vandbadet svæver Helligånden ned over os fra himlen, og at vi, adopteret ved Faderens røst, bliver Guds børn.[261]

Jesu fristelse

538 Evangelierne taler om en tid i ensomhed, som Jesus lever i ørkenen, umiddelbart efter at være døbt af Johannes: “Drevet af Helligånden” ud i ørkenen bliver Jesus dèr i 40 dage uden at spise. Han lever blandt de vilde dyr, og englene tjener Ham.[262] Ved slutningen af denne tid frister Satan ham tre gange, idet han forsøger at anfægte hans sønneforhold til Gud. Jesus afviser disse angreb, som sammenfatter Adams fristelser i paradiset og Israels fristelser i ørkenen, og så fjerner djævelen sig fra ham, for “til sin tid” at vende tilbage (Luk 4,13). [394; 518] 539 Evangelisterne anfører den betydning, denne hemmelighedsfulde begivenhed har for frelsesværket. Jesus er den nye Adam, der forbliver tro dèr, hvor den første faldt for fristelsen. Jesus lever fuldkomment op til Israels kald. I modsætning til dem, som før i tiden udfordrede Gud igennem 40 år i ørkenen,[263] viser Kristus sig at være Guds Tjener, totalt lydig over for den guddommelige vilje. Således er Jesus sejrherren over djævelen: Han har “bundet den Stærke” for at tage hans bytte tilbage.[264] Jesu sejr over fristeren i ørkenen foregriber sejren i hans lidelse, det yderste bevis på hans lydighed i hans sønlige kærlighed til Faderen. [397; 385; 609] 540 Fristelsen viser måden hvorpå Guds Søn er Messias, i modsætning til den, som Satan foreslår Ham, og som menneskene[265] ønsker af Ham. Det er derfor, at Kristus har besejret Fristeren for os: “Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men En, som er blevet fristet med os i alle ting, dog uden synd” (Hebr 4,15). Kirken forener sig hvert år i fastetidens 40 dage med Jesu mysterium i ørkenen. [2119; 519, 2849; 1438] “Guds rige er nær”

541 “Efter at Johannes var kastet i fængsel, begav Jesus sig til Galilæa. Dèr forkyndte han det glade budskab, som var kommet fra Gud, med disse ord:’Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på Evangeliet’ ” (Mark 1,14-15). “For at opfylde Faderens vilje grundlagde Kristus himmeriget på jorden”.[266] Men Faderens vilje er at “ophøje menneskene til at få del i det [260] [261] [262] [263] [264] [265] [266]

[261]

Skt. Gregor af Nazianz, or. 40,9.

[262]

Skt. Hilarius, Mat. 2,6.

[263]

Jf. Mark 1,13.

[264]

Jf. Sl 95,10.

[265]

Jf. Mark 3,27.

[266]

Jf. Matt 16,21-23.

[267]

LG 3.

guddommelige liv”.[267] Det gør Han ved at samle menneskene om sin Søn, Jesus Kristus. Denne samling er Kirken, som er “spiren og begyndelsen til Guds rige på jorden”.[268] [2816; 763; 669, 768, 865] 542 Kristus er midtpunktet, hvorom menneskene samles til “Guds familie”. Han kalder dem sammen om Sig ved sit Ord, ved sine tegn, som manifesterer Guds herredømme, og ved at udsende sine disciple. Han virkeliggør sit Riges komme, frem for alt ved sin Påskes store mysterium: døden på Korset og Opstandelsen. “Og jeg vil, når jeg er ophøjet fra jorden, drage alle til mig” (Joh 12,32). Til denne forening med Kristus er alle mennesker kaldet.[269] [2233; 789] Forkyndelsen af Guds rige

543 Alle mennesker er kaldet til at træde ind i Guds Rige. Forkyndt først for Israels børn,[270] er dette messianske Rige bestemt til at modtage menneskene fra alverdens folkeslag.[271] For at komme derind må man tage Jesu ord til sig: [764] Herrens ord bliver nemlig sammenlignet med den sæd, som sås på marken: den, som hører det med tro og medregnes i Kristi lille hjord, har modtaget dette rige. Ved egen kraft spirer sæden og vokser, indtil det er tid at høste. [272]

544 Guds Rige tilhører de fattige og de små, det vil sige dem, som har modtaget det med et ydmygt hjerte. Jesus er sendt “med glædesbud til fattige” (Luk 4,18).[273] Han priser dem salige, for “Himmeriget hører dem til” (Matt 5,3). Det er til “de små”, at Faderen har villet åbenbare det, som forbliver skjult for de vise og kloge.[274] Fra krybben til korset deler Jesus de fattiges liv. Han kender til sult,[275] tørst[276] og nøgenhed.[277] Ja, mere end det: Han identificerer sig med fattige af alle slags og gør den aktive kærlighed til dem til betingelse for at komme ind i Hans Rige.[278] [709; 2443, 2546] 545 Jesus byder synderne til bords i sit Rige: “Jeg er kommet, ikke for at kalde retfærdige, men syndere” (Mark 2,17).[279] Han opfordrer dem til omvendelse, uden hvilken man ikke kan komme ind i Himmeriget. Men Han viser dem også i ord og gerning sin Fars grænseløse barmhjertighed med dem[280] og den umådelige “glæde i himlen over én synder, der omvender sig” (Luk 15,7). Det højeste bevis på denne kærlighed giver Han ved at ofre sit eget liv “til syndernes forladelse” (Matt 26,28). [1443, 588, 1846; 1439]

[267] [268] [269] [270] [271] [272] [273] [274] [275] [276] [277] [278] [279] [280]

[268]

LG 2.

[269]

LG 5.

[270]

Jf. LG 3.

[271]

Jf. Matt 10,5-7.

[272]

Jf. Matt 8,11; 28,19.

[273]

LG 5.

[274]

Jf. Luk 7,22.

[275]

Jf. Matt 11,25.

[276]

Jf. Mark 2,23-26; Matt 21,18.

[277]

Jf. Joh 4,6-7; 19,28.

[278]

Jf. Luk 9,58.

[279]

Jf. Matt 25,31-46.

[280]

Jf. 1 Tim 1,15.

[281]

Jf. Luk 15,11-32.

546 Gennem lignelser indbyder Jesus til at gå ind i hans Rige, et typisk træk i hans undervisning.[281] Ved hjælp af dem indbyder han til fest i Riget,[282] men Han kræver også et radikalt valg: For at komme ind i Riget, må man give alt;[283] ord er ikke nok, der skal gerninger til.[284] Lignelserne er som et spejl for mennesket: Modtager det ordet som en hård jordbund eller som en god jord?[285] Hvad gør det ved de betroede talenter?[286] Jesus og Rigets nærvær i denne verden er på lønlig vis hjertet i lignelserne. Man må indtræde i Riget, dvs. blive Kristi discipel, for at “kende Himmerigets mysterier” (Matt 13,11). For dem, som er “udenfor” (Mark 4,11), forbliver alt gådefuldt.[287] [2613; 542] Tegnene på Guds Rige

547 Jesus ledsager sine ord med talrige “kraftige gerninger, undere og tegn” (Apg 2,22). De viser, at Guds Rige er til stede i Ham. De godtgør, at Jesus er den forjættede Messias.[288] [670; 439] 548 De tegn, Jesus gør, vidner om, at Faderen har sendt Ham.[289] De indbyder til at tro på [290] Ham. Til dem, som henvender sig til Ham med tro, skænker Han det, de beder om.[291] Således styrker miraklerne troen på Ham, som gør sin Fars gerninger: de vidner, at Han er Guds Søn.[292] Men de kan også være “årsag til fald”.[293] De vil ikke tilfredsstille folks nysgerrighed eller behov for magi. Trods hans åbenlyse mirakler forkastes Jesus af nogle.[294] Ja, man anklager Ham endog for at virke ved onde ånders hjælp.[295] [156; 2616; 574; 447] 549 Ved at befri visse mennesker fra jordiske onder som sult,[296] uret,[297] sygdom og død,[298] har Jesus givet messianske tegn. Han er imidlertid ikke kommet for at afskaffe alle onder på jorden,[299] men for at befri menneskene for det værste slaveri, nemlig syndens,[300] som undergraver deres kald til at leve som Guds børn og gør dem afhængige af mange ting. [1503; 440] 550 Gudsrigets komme er nederlaget for Satans rige[301]: “Hvis det er ved Guds Ånd, jeg uddriver de onde ånder, så er jo Gudsriget kommet til jer” (Matt 12,28). Jesu exorcismer [djævleuddrivelser] befrier mennesker fra dæmoners besættelse.[302] De foregriber Jesu store sejr [281] [282] [283] [284] [285] [286] [287] [288] [289] [290] [291] [292] [293] [294] [295] [296] [297] [298] [299] [300] [301] [302]

[282]

Jf. Mark 4,33-34.

[283]

Jf. Matt 22,1-14.

[284]

Jf. Matt 13,44-45.

[285]

Jf. Matt 21,28-32.

[286]

Jf. Matt 13,3-9.

[287]

Jf. Matt 25,14-30.

[288]

Jf. Matt 13,10-15.

[289]

Jf. Luk 7,18-23.

[290]

Jf. Joh 5,36; 10,25.

[291]

Jf. Joh 10,38.

[292]

Jf. Mark 5,25-34; 10,52; etc.

[293]

Jf. Joh 10,31-38.

[294]

Jf. Matt 11,6.

[295]

Jf. Joh 11,47-48.

[296]

Jf. Mark 3,22.

[297]

Jf. Joh 6,5-15.

[298]

Jf. Luk 19,8.

[299]

Jf. Matt 11,5.

[300]

Jf. Luk 12,13. 14; Joh 18,36.

[301]

Jf. Joh 8,34-36.

[302]

Jf. Matt 12,26.

[303]

Jf. Luk 8,26-39.

over “denne verdens fyrste”.[303] Det er ved Kristi kors, at Gudsriget endegyldigt skal grundfæstes: “Fra træet hersker Gud med magt”.[304] [394; 1673; 440, 2816] Himmerigets nøgler

551 Helt fra begyndelsen af sit offentlige liv vælger Jesus mænd, tolv i tallet, til at være med Ham og til at deltage i Hans sendelse.[305] Han giver dem del i sin myndighed, “og Han sendte dem ud for at forkynde Guds Rige og helbrede” (Luk 9,2). De bliver for bestandig knyttet til Kristi Rige, for gennem dem styrer Han sin Kirke: [858; 765] Ligesom min Far har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit Rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer (Luk 22,29-30).

552 I de Tolvs kollegium indtager Simon Peter den første plads.[306] Jesus betror ham en enestående sendelse. Takket være en åbenbaring fra Faderen havde Peter bekendt: “Du er Kristus, den levende Guds Søn”.[307] Og vor Herre havde da erklæret: “Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (Matt 16,18). Kristus, “den levende sten”,[308] sikrer sin Kirke, bygget på Peter, sejren over dødens magter. Peter forbliver, på grund af troen, som han har bekendt, Kirkens urokkelige klippe. Han vil få sendelse til at bevare denne tro mod enhver svækkelse og til at styrke sine brødre i den.[309] [880, 153, 442; 424] 553 Jesus har betroet Peter en særlig autoritet: “Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene” (Matt 16,19). “Nøglemagten” betegner autoriteten til at styre Guds hus, som er Kirken. Jesus, “den gode Hyrde” (Joh 10,11), har bekræftet dette ansvar efter sin Opstandelse: “Vogt mine får” (Joh 21,15-17). Magten til at “binde og løse” betegner myndigheden til at tilgive synder, afsige læremæssige domme og tage disciplinære forholdsregler i Kirken. Jesus har betroet denne autoritet til Kirken gennem apostlenes embede[310] og særlig Peters, den eneste Han udtrykkeligt har betroet Himmerigets nøgler. [381;1445; 641, 881] En forsmag på Riget: Forklarelsen

554 Fra den dag, da Peter har bekendt, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, begyndte Mesteren “at lade sine disciple vide, at Han skulle drage til Jerusalem, lide dèr... blive slået ihjel, og opstå på den tredie dag” (Matt 16,21). Peter afviser denne forudsigelse;[311] de andre forstår den heller ikke.[312] Det er i denne sammenhæng, at den gådefulde episode med Jesu Forklarelse finder sted,[313] på et højt bjerg, i nærvær af tre vidner, som Han selv havde valgt: Peter, Jakob og Johannes. Jesu ansigt og klæder bliver strålende af lys. Moses og Elias kommer til syne og “taler om hans [303] [304] [305] [306] [307] [308] [309] [310] [311] [312] [313]

[304]

Jf. Joh 12,31.

[305]

Hymnen “Vexilla Regis”.

[306]

Jf. Mark 3,13-19.

[307]

Jf. Mark 3,16; 9,2; Luk 24,34; 1 Kor 15,5.

[308]

Matt 16,16.

[309]

Jf. 1 Pet 2,4.

[310]

Jf. Luk 22,32.

[311]

Jf. Matt 18,18.

[312]

Jf. Matt 16,22-23.

[313]

Jf. Matt 17,23; Luk 9,45.

[314]

Jf. Matt 17,1-8 par.; 2 Pet 1,16-18.

bortgang, som Han skulle fuldbyrde i Jerusalem” (Luk 9,31). En sky overskygger dem, og en røst fra Himlen siger: “Denne er min Søn, min Udvalgte, hør Ham!” (Luk 9,35). [697, 2600; 444] 555 For et øjeblik viser Jesus sin guddommelige herlighed og bekræfter således Peters bekendelse. Han viser også, at han, for “at indgå til sin herlighed” (Luk 24,26), skal gå korsets vej i Jerusalem. Moses og Elias havde set Guds herlighed på Bjerget; Loven og profeterne havde bebudet Messias’ lidelser.[314] Jesu lidelse er virkelig Faderens vilje: Sønnen handler som Guds Tjener.[315] Skyen angiver Helligåndens nærvær: “Hele Treenigheden viser sig: Faderen i røsten, Sønnen i mennesket, Ånden i den lysende sky”:[316] [2576, 2583; 257] Du blev forklaret på bjerget, og dine disciple har, så vidt de var i stand til det, skuet din Herlighed, oh, Kristus Gud, for at de, når de så dig korsfæstet, kunne begribe, at din lidelse var frivillig, og at de kunne forkynde for verden, at du virkelig er Faderens afglans.[317]

556 På tærskelen til det offentlige liv står Dåben. På tærskelen til Påsken: Forklarelsen. Ved Jesu dåb “blev mysteriet om vor første genfødsel” forkyndt: Vor dåb. Forklarelsen er “den anden genfødsels sakramente”: Vor egen opstandelse.[318] Fra nu af deltager vi i Herrens Opstandelse ved Helligånden, som virker i Kristi Legemes [Kirkens] sakramenter. Forklarelsen giver os en forsmag på Kristi genkomst i herlighed, “som vil forvandle vort fornedrelseslegeme og give det skikkelse som Hans herlighedslegeme” (Fil 3,21). Men den minder os også om, at “vi skal igennem mange trængsler for at komme ind i Guds Rige” (Apg 14,22): [1003] Det havde Peter endnu ikke forstået, da han ønskede at bo med Kristus på bjer-get. [319] Det har Han forbeholdt dig, Peter, til efter din død. Men nu siger Han selv: Stig ned for at slide og slæbe på jorden, for at tjene på jorden, blive foragtet, korsfæstet på jorden. Livet stiger ned for at lade sig dræbe; Brødet stiger ned for at sulte; Vejen stiger ned for at blive træt undervejs; Kilden stiger ned for at tørste - og du vægrer dig ved at slide og slæbe? [320]

Jesus går op til Jerusalem

557 “Da tiden nærmede sig til at Jesus skulle tages bort fra denne verden, tog Han beslutsomt vejen til Jerusalem” (Luk 9,51).[321] Ved denne beslutning gav Han tilkende, at Han drog op til Jerusalem, rede til at dø. Tre gange havde Han forudsagt sin lidelse og sin Opstandelse.[322] På vejen til Jerusalem siger Han: “Det sømmer sig ikke, at en profet skal omkomme andre steder end i Jerusalem” (Luk 13,33). 558 Jesus minder om de profeter, som havde lidt martyrdøden i Jerusalem.[323] Ikke desto mindre insisterer Han på at kalde Jerusalem til samling omkring Sig: “Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn som en høne samler sine kyllinger under vingerne... men I ville ikke” (Matt 23,37b). Da Jerusalem kommer til syne, græder Han over byen[324] og giver endnu engang udtryk for sit hjertes [314] [315] [316] [317] [318] [319] [320] [321] [322] [323] [324]

[315]

Jf. Luk 24,27.

[316]

Jf. Es 42,1.

[317]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,45,4, ad 2.

[318]

Den byzantinske liturgi, Kontakion fra festen for Jesu Forklarelse.

[319]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,45,4, ad 2.

[320]

Jf. Luk 9,33.

[321]

Skt. Augustin, serm. 78,6.

[322]

Jf. Joh 13,1.

[323]

Jf. Mark 8,31-33; 9,31-32; 10,32-34.

[324]

Jf. Matt 23,37a.

[325]

Jf. Luk 19,41.

længsel: “Åh, vidste blot også du, på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne” (Luk 19,42). Jesu messianske indtog i Jerusalem

559 Hvordan vil Jerusalem modtage sin Messias? Jesus havde jo altid unddraget sig folkets forsøg på at gøre ham til konge.[325] Nu vælger Han selv tidspunktet og forbereder i detaljer sit messianske indtog i “sin far, Davids by” (Luk 1,32).[326] Han tiljubles som Davids søn, den der bringer frelse (Hosanna betyder “frels dog!”, “giv frelse!”). Men “Herlighedens konge” (Sl 24,710) holder sit indtog i sin by “ridende på et æsel” (Zak 9,9). Han erobrer Sions datter, et billede på Kirken, ikke ved list eller vold, men med den ydmyghed, der vidner om Sandheden.[327] Det er derfor hans undersåtter den dag er børnene[328] og “Guds fattige”. De tiljubler Ham som englene, der forkyndte Ham for hyrderne.[329] Deres tilråb: “Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn” (Sl 118,26) gentages af Kirken i den eukaristiske liturgis “Sanctus”, som indledning til ihukommelse af Herrens Påske. [333; 1352] 560 Jesu indtog i Jerusalem forkynder Gudsrigets komme, som dets Konge-Messias vil fuldbyrde i sin Døds og sin Opstandelses Påske. Med fejringen af dette indtog palmesøndag indleder Kirkens liturgi Den Stille Uge. [550, 2816; 1169] I korthed

561 “Hele Kristi liv var en stadig undervisning: Hans tavshed, Hans mirakler, Hans handlinger, Hans bøn, Hans menneskekærlighed, Hans forkærlighed for de små og de fattige, Hans samtykke i det totale offer på korset for verdens frelse, Hans opstandelse - alt dette gør Hans ord virkelige og sande og fuldender hans Åbenbaring”.[330] 562 Kristi disciple skal ligedannes med Ham, indtil Han har taget skikkelse i dem.[331] “Derfor optages vi i Hans jordiske livs mysterier ved at få samme skikkelse som Ham, dø med Ham og opstå med Ham, indtil vi skal være konger med Ham”.[332] 563 Hvad enten man er hyrde eller vismand - man kan ikke nå frem til Gud her på jorden undtagen på knæ ved krybben i Betlehem og i tilbedelse af Ham, skjult i et skrøbeligt barn. 564 Ved hans lydighed mod Maria og Josef og hans beskedne arbejde i de mange år i Nazaret, giver Jesus os eksemplet på hellighed i det daglige liv i familie og arbejde. 565 Allerede fra begyndelsen af sit offentlige liv, ved sin dåb, er Jesus “Tjeneren”, helt viet det frelsesværk, som skal fuldbyrdes i hans lidelses “dåb”. 566 Fristelsen i ørkenen viser Jesus som den ydmyge Messias, der overvinder Satan ved sin totale troskab mod Faderens frelsesplan. [325] [326] [327] [328] [329] [330] [331] [332]

[326]

Jf. Joh 6,15.

[327]

Jf. Matt 21,1-11.

[328]

Jf. Joh 18,37.

[329]

Jf. Matt 21,15-16; Sl 8,3.

[330]

Jf. Luk 19,38; 2,14.

[331]

CT 9.

[332]

Jf. Gal 4,19.

[333]

LG 7.

567 Himmeriget er indledt på jorden af Kristus. “Det bliver synligt for menneskene i Kristi ord, gerninger og nærvær”.[333] Kirken er spiren og begyndelsen til dette Rige. Dets nøgler er betroet Peter. 568 Kristi forklarelse skal styrke apostlenes tro med henblik på den kommende lidelse. Opstigningen på “det høje bjerg” forbereder opstigningen på Golgata. Kristus, Kirkens Hoved, viser, hvad hans Legeme indeholder og stråler ud i sakramenterne: “Herlighedens håb” (Kol 1,27).[334] 569 Jesus er frivilligt gået op til Jerusalem, vel vidende, at Han skulle dø en voldelig død på grund af synderes modsigelse. [335]

570 Jesu indtog i Jerusalem åbenbarer Gudsrigets komme. Messias-Kongen, der modtages i byen af børnene og de ydmyge af hjerte, skal fuldbyrde det i sin døds og sin opstandelses Påske.

Artikel 4 “... Han led under Pontius Pilatus, blev korsfæstet, døde og blev begravet” 571 Kristi påskemysterium, Hans kors og opstandelse, er selve kernen i det Glade Budskab, som apostlene, og efter dem Kirken, skal forkynde for verden. Guds frelsesplan er gået i opfyldelse “én gang for alle” (Hebr 9,26) ved hans Søn Jesu Kristi soningsdød. [1067] 572 Kirken forbliver tro mod “den udlægning af alle Skrifterne”, som Jesus selv foretog før og efter sin Påske: “Skulle ikke Messias lide alt dette, for således at gå ind til sin herlighed?” (Luk 24,26-27. 44-45). Jesu lidelser fik deres konkrete historiske form ud fra den kendsgerning, at Han blev “forkastet af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftkloge” (Mark 8,31), som udleverede Ham “til hedningerne, til at blive hånet, pisket og korsfæstet” (Matt 20,19). [599] 573 Troen kan altså forsøge at ransage omstændighederne ved Jesu død, som er trofast overleveret af Evangelierne[336] og belyst af andre historiske kilder, for bedre at forstå meningen med Forløsningen. [158] [883]

Paragraf 1. Jesus og Israel 574 Helt fra begyndelsen af Jesu offentlige virksomhed blev nogle farisæere og Herodestilhængere sammen med præster og skriftkloge enige om at få Ham ryddet af vejen.19 Visse sider [884]

[333] LG 5. [334] Jf. Skt. Leo den Store, serm. 51,3. [335] Jf. Hebr 12,3. [336] Jf. DV 19. 19 Jf. Mark 3,6. [334] [335] [336] [883]

[884]

ved Jesu virksomhed: dæmonuddrivelser, syndsforladelse,21 helbredelser på sabbaten;22 selvstændig fortolkning af lovens renhedsforskrifter;23 fortrolig omgang med toldere og offentlige syndere24 - fremkaldte hos nogle ondsindede mistanken om, at Han var besat.25 Man beskyldte Ham for blasfemi26 og for at være en falsk profet27 - to forbrydelser mod religionen, som Loven straffede med døden under form af stening.28 [530; 591] 20[885]

[886]

[887]

[888]

[889]

[890]

[891]

[892]

[893]

575 Mange af Jesu ord og handlinger har altså været et “modsigelsens tegn” (Luk 2,34) for de religiøse autoriteter i Jerusalem, dem som Johannesevangeliet ofte kalder “jøderne”, 29[894] endnu mere end for vanlige mennesker i Guds folk.30 [895] Ganske vist var Jesu forhold til farisæerne ikke kun polemisk. Det er farisæere, der forbereder Ham på den fare, Han løber.31[896] Jesus priser nogle af dem som den skriftkloge i Mark 12,34, og Han spiser gentagne gange hos farisæere. 32[897] Jesus bekræfter læresætninger, som også deles af denne religiøse elite i Guds folk: Opstandelsen fra de døde, 33[898] fromhedsformer som almisse, faste og bøn,34[899] og den skik at tiltale Gud som Fader, såvel som den centrale stilling de tilskrev budet om kærlighed til Gud og næsten.35[900] [993]

576 I manges øjne i Israel syntes Jesus at handle i strid med de væsentlige institutioner i det udvalgte folk: - lydigheden mod Loven i dens helhed af forskrifter, og for farisæerne: i tolkningen af den mundtlige overlevering; - den centrale stilling, Templet i Jerusalem havde som helligt sted, hvor Gud bor på en særlig måde; - troen på den ene Gud, hvis herlighed intet menneske kan have del i. I. Jesus og Loven 577 Jesus kom med en højtidelig advarsel i begyndelsen af Bjergprædikenen, hvor Han fremlagde Loven, givet af Gud på Sinai ved den første pagtslutning, i lys af den Nye Pagts nåde: [1965] “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer men-nesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget” (Matt 5,1719). [1967]

578 For Jesus, Israels Messias, altså den største i Himmeriget, sømmede det sig, ifølge hans egne ord, at opfylde Loven i dens helhed, indtil dens mindste bud. Han er tilmed den eneste, som har 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35

[885]

Jf. Matt 12,24.

[886]

Jf. Mark 2,7.

[887]

Jf. Mark 3,1-6.

[888]

Jf. Mark 7,14-23.

[889]

Jf. Mark 2,14-17.

[890]

Jf. Mark 3,22; Joh 8,48; 10,20.

[891]

Jf. Mark 2,7; Joh 5,18; 10,33.

[892]

Jf. Joh 7,12; 7,52.

[893]

Jf. Joh 8,59; 10,31.

[894]

Jf. Joh 1,19; 2,18; 5,10; 7,13; 9,22; 18,12; 19,38; 20,19.

[895]

Jf. Joh 7,48-49.

[896]

Jf. Luk 13,31.

[897]

Jf. Luk 7,36; 14,1.

[898]

Jf. Matt 22,23-32; Luk 20,27-38.

[899]

Jf. Matt 6,2-18.

[900]

Jf. Mark 12,28-34.

formået at gøre det til fuldkommenhed.36 Som jøderne selv indrømmede, har de aldrig kunnet opfylde Loven helt, uden at bryde det mindste bud.37 Det er derfor, Israels børn på den årlige forsoningsdag beder Gud om tilgivelse for deres overtrædelser af Loven. I virkeligheden udgør Loven et hele og, som Skt. Jakob minder om, “den, som ellers overholder hele Loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle” (Jak 2,10).38 [1953] [901]

[902]

[903]

579 Dette fuldstændighedsprincip i overholdelsen af Loven, ikke blot efter dens bogstav, men i dens ånd, var farisæerne kært. Ved at fremhæve det for Israel førte de mange jøder på Jesu tid til en ekstrem religiøs nidkærhed. 39[904] Den kunne, hvis den ikke opløste sig i en “hyk-lerisk” kasuistik, 40[905] kun forberede folket på det uhørte indgreb fra Gud: at lade den eneste Retfærdige, i alle synderes sted, opfylde den til fuldkommenhed .41[906]

580 Den fuldkomne opfyldelse af Loven kunne kun være den guddommelige Lovgivers eget værk, født under Loven i Sønnens Person.42 I Jesus viser Loven sig ikke mere indskrevet på tavler af sten, men i Herrens Tjeners “hjerte” (Jer 31,33). Han “fører retten til sejr” (Es 42,3) og er derfor blevet “folkets pagt” (Es 42,6). Jesus opfylder Loven i en grad, så Han tager på sig “Lovens forbandelse” (Gal 3,13), som enhver pådrager sig, der ikke “praktiserer alle Lovens forskrifter” (Gal 3,10). For Kristi død har fundet sted “til forløsning fra overtrædelserne under den Første Pagt” (Hebr 9,15). [527] [907]

581 Jesus fremstod for jøderne og deres åndelige ledere som en “rabbi” .43[908] Han argu-menterede ofte inden for rammerne af den rabbinske lovtolkning.44[909] Men samtidig kunne Jesus ikke andet end støde de lovkyndige, for Han nøjedes ikke med at fremlægge sin tolkning ved siden af deres; “Han talte som En, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge” (Matt 7,28-29). I Ham er det det samme Guds Ord, der lød på Sinai og gav Moses den skrevne Lov, som nu påny lader sig høre på Saligprisningernes Bjerg. 45[910] Dette Jesu Ord ophævede ikke Loven, men opfyldte den ved på guddommelig vis at give den dens endelige udlægning: “I har hørt, at der er sagt til de Gamle... men jeg siger jer” (Matt 5,33-34). Med den samme gud-dommelige autoritet blotlægger han visse “menneskelige overleveringer” hos farisæerne (Mark 7,8), som “sætter Guds Ord ud af kraft” (Mark 7,13). [2054] 582 Og endnu mere: Jesus opfyldte Loven om ren og uren mad, der spillede så stor en rolle i den jødiske hverdag, ved at afsløre dens “pædagogiske” mening 46[911] med en guddom-melig tolkning: “Intet af det, som udefra kommer ind i mennesket, gør mennesket urent... - hermed erklærede Jesus al mad for ren - men det, som udgår fra et menneske, det er det, der gør mennesket urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker” (Mark 7,18-21). Ved således med guddommelig autoritet at give den endegyldige tolkning af loven, så Jesus sig konfronteret med visse lovkyndige, som ikke kunne godtage hans tolkning, til trods for de guddommelige tegn der fulgte med. 47[912] Dette gælder særlig spørgsmålet om sabbaten: Jesus minder om, ofte med rabbinske argumenter, 48[913] at sabbatshvilen hverken krænkes af den tjeneste af Gud49[914] eller af næsten,50[915] som hans helbredelser er. [368; 548; 2173]

II. Jesus og Templet

36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50

[901]

Jf. Joh 8,46.

[902]

Jf. Joh 7,19; Apg 13,38-41; 15,10.

[903]

Jf. Gal 3,10; 5,3.

[904]

Jf. Rom 10,2.

[905]

Jf. Matt 15,3-7; Luk 11,39-54.

[906]

Jf. Es 53,11; Hebr 9,15.

[907]

Jf. Gal 4,4.

[908]

Jf. Joh 11,28; 3,2; Matt 22,23-24. 34-36.

[909]

Jf. Matt 12,5; 9,12; Mark 2,23-27; Luk 6,6-9; Joh 7,22-23.

[910]

Jf. Matt 5,1.

[911]

Jf. Gal 3,24.

[912]

Jf. Joh 5,36; 10,25. 37-38; 12,37.

[913]

Jf. Mark 2,25-27; Joh 7,22-24.

[914]

Jf. Matt 12,5; 4 Mos 28,9.

[915]

Jf. Luk 13,15-16; 14,3-4.

583 Jesus har, som profeterne før Ham, udvist den dybeste ærefrygt for Templet i Jerusalem. Dér er Han blevet fremstillet af Josef og Maria 40 dage efter sin fødsel.51 Som tolvårig beslutter Han at blive tilbage i templet for at minde sine forældre om, at Han bør være i det, som er hans Fars.52 Han er draget derop hvert år, i det mindste til påsken, under sit skjulte liv.53 Også hans offentlige gerning har haft sin rytme af valfarter op til Jerusalem til de store jødiske højtider.54 [529; 534] [916]

[917]

[918]

[919]

584 Jesus er gået op til Templet som til det privilegerede sted for mødet med Gud. Templet er for ham hans Fars bolig, et bønnens hus, og han harmes over, at dets forgård er blevet en markedsplads.55 Drevet af skinsyg kærlighed til sin Far jager han kræmmerne bort fra templet: “Gør ikke min Fars hus til en kræmmerbod. Hans disciple måtte tænke på de ord i Skriften: ‘Nidkærhed for dit hus skal fortære mig’ (Sl 69,10)” (Joh 2,16-17). Efter hans Opstandelse bevarede apostlene en religiøs ærefrygt for Templet.56 [2599] [920]

[921]

585 Umiddelbart før lidelsen forudsagde Jesus dog ødelæggelsen af dette pragtfulde bygningsværk, som der ikke skulle lades sten på sten tilbage af.57 Der lå deri et tegn på de sidste tider, som indledtes med hans Påske.58 Men denne profeti kunne blive fordrejet af falske vidner ved hans forhør hos ypperstepræsten59 og spottende blive vendt mod ham, da han var naglet til korset.60 . 586 Jesus var langt fra fjendtligt indstillet over for Templet.61 Det var dér, han gav det vigtigste i sin undervisning,62 og han ønskede at betale tempelskatten sammen med Peter,63 som han netop havde gjort til fundament for sin kommende Kirke.64 Ja, mere endnu: Han identificerede sig med Templet ved at fremstille sig selv som Guds endelige bolig blandt menneskene.65 Det er derfor, henrettelsen af hans legeme66 er et forvarsel om templets ødelæggelse, hvormed indgangen til en ny epoke markeres i frelseshistorien: “Den time kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, at I skal tilbede Faderen” (Joh 4,21).67 [797; 1179] [922]

[923]

[924]

[925]

[926]

[927]

[928]

[929]

[930]

[931]

[932]

III. Jesus og Israels tro på den ene Gud og Frelser 587 Har Loven og Jerusalems Tempel kunnet give de religiøse myndigheder i Israel anledning til at “modsige”68 Jesus, så er det dog hans rolle i syndsforladelsen, et guddommeligt værk frem for noget, som for dem har været den egentlige anstødssten. [933]

69[934]

51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69

[916]

Jf. Luk 2,22-39.

[917]

Jf. Luk 2,46-49.

[918]

Jf. Luk 2,41.

[919]

Jf. Joh 2,13-14; 5,1. 14; 7,1. 10. 14; 8,2; 10,22-23.

[920]

Jf. Matt 21,13.

[921]

Jf. Apg 2,46; 3,1; 5,20.21; etc.

[922]

Jf. Matt 24,1-2.

[923]

Jf. Matt 24,3; Luk 13,35.

[924]

Jf. Mark 14,57-58.

[925]

Jf. Matt 27,39-40.

[926]

Jf. Matt 8,4; 23,21; Luk 17,14; Joh 4,22.

[927]

Jf. Joh 18,20.

[928]

Jf. Matt 17,24-27.

[929]

Jf. Matt 16,18.

[930]

Jf. Joh 2,21; Matt 12,6.

[931]

Jf. Joh 2,18-22.

[932]

Jf. Joh 4,23-24; Matt 27,51; Hebr 9,11; Åb 21,22.

[933]

Jf. Luk 2,34.

[934]

Jf. Luk 20,17-18; Sl 118,22.

588 Jesus forargede farisæerne ved at spise med toldere og syndere70 lige så fortroligt som med 71 dem. Mod dem iblandt dem, “som smigrede sig med at være retfærdige og kun havde foragt tilovers for de andre” (Luk 18,9),72 forsikrede Jesus: “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse” (Luk 5,32). Ja, han gik videre ved, ansigt til ansigt med farisæerne, at erklære, at alle har syndet,73 og at de, der mener ikke at have frelse behov, slår sig selv med blindhed.74 [545] [935]

[936]

[937]

[938]

[939]

589 Jesus har især forarget, fordi han identificerede sin barmhjertige holdning over for synderne med Guds egen holdning over for dem.75 Han gik så vidt, at han lod forstå, at han ved at spise med syndere76 gav dem adgang til det messianske festmåltid.77 Men det var især ved at tilgive synder, at Jesus bragte de religiøse autoriteter i Israel i et dilemma. Var det ikke med rette, de sagde i deres forfærdelse: “Hvem kan tilgive synder undtagen én: Gud?” (Mark 2,7). Ved at tilgive synder var det enten Jesus, der spottede Gud, fordi han som menneske gjorde sig selv Gud lig,78 eller også sagde han sandt, og så gør hans person Guds navn nærværende og åbenbarer det.79 [431, 1441; 432] [940]

[941]

[942]

[943]

[944]

590 Kun Jesu Persons guddommelige identitet kan retfærdiggøre et så absolut krav som dette: “Den, der ikke er med mig, er imod mig” (Matt 12,30); på samme måde når Han siger, at i Ham er der “mere end Jonas, ... mere end Salomo” (Matt 12,41-42), “mere end Templet” (Matt 12,6); eller når Han om sig selv minder om, at David har kaldt Messias sin Herre,80 eller når Han erklærer: “Før Abraham var, Er Jeg” (Joh 8,58); og endog: “Faderen og jeg er ét” (Joh 10,30). [253] [945]

591 Jesus har opfordret de religiøse autoriteter i Jerusalem til at tro på Ham, fordi han gjorde sin Fars gerninger. Men en sådan trosakt forudsatte en hemmelighedsfuld død fra sig selv til en ny “fødsel ovenfra” (Joh 3,7), draget af Guds nåde.82 Et sådant krav om omvendelse, sammenholdt med en så overraskende opfyldelse af løfterne,83 gør det forståeligt, at Synedriet kunne ligge under for den tragiske fejltagelse at mene, at Jesus var en gudsbespotter, der fortjente døden.84 Medlemmerne af det høje Råd handlede således på én gang af “uvidenhed”85 og “hjertets forhærdelse” (Mark 3,5; Rom 11,25) og af “vantro” (Rom 11,20). [526; 574] 81[946]

[947]

[948]

[949]

[950]

I korthed

70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85

[935]

Jf. Luk 5,30.

[936]

Jf. Luk 7,36; 11,37; 14,1.

[937]

Jf. Joh 7,49; 9,34.

[938]

Jf. Joh 8,33-36.

[939]

Jf. Joh 9,40-41.

[940]

Jf. Matt 9,13; Hos 6,6.

[941]

Jf. Luk 15,1-2.

[942]

Jf. Luk 15,23-32.

[943]

Jf. Joh 5,18; 10,33.

[944]

Jf. Joh 17,6. 26.

[945]

Jf. Matt 12,36. 37.

[946]

Jf. Joh 10,36-38.

[947]

Jf. Joh 6,44.

[948]

Jf. Es 53,1.

[949]

Jf. Mark 3,6; Matt 26,64-66.

[950]

Jf. Luk 23,34; Apg 3,17-18.

592 Jesus har ikke afskaffet Loven på Sinai, men opfyldt den,86 og det med en sådan fuldkommenhed,87 at Han åbenbarer dens sidste mening88 og soner overtrædelserne af den. [951]

[952]

[953]

89[954]

593 Jesus har æret Templet ved at valfarte derop til de jødiske fester, og han har elsket denne Guds bolig hos menneskene med en skinsyg kærlighed. Templet er prototype på hans mysterium. Når Han bebuder dets ødelæggelse, så bebuder han dermed sin egen henrettelse og indtræden i en ny epoke i frelsens historie, hvor hans Legeme vil være det endegyldige Tempel. 594 Jesus udførte visse handlinger, som fx syndernes forladelse, der åbenbarede Ham som den frelsende Gud selv.90 Nogle jøder, som ikke erkendte Guds menneskevordelse i ham, så i ham “et menneske, der gør sig selv til Gud” (Joh 10,33). De dømte Ham som en gudsbespotter. [955]

91[956]

Paragraf 2. Jesus døde korsfæstet I. Retsprocessen mod Jesus Delte meninger om Jesus hos de jødiske autoriteter 595 Blandt de jødiske myndigheder i Jerusalem fandtes der ikke blot hemmelige disciple af Jesus 92[957] som farisæeren Nikodemus93[958] eller den ansete Josef af Arimatæa, men der havde længe været meningsforskelle om Jesu Person94[959] i en grad, så evangelisten Johannes dagen før hans lidelse kan sige om dem, at “der var mange, der troede på ham”, omend på en meget ufuldkommen måde (Joh 12,42). Det er der ikke noget mærkeligt i, når man tager i betragtning, at der dagen efter Pinsen var “en stor mængde præster, der adlød troen” (Apg 6,7), og at “nogle fra farisæernes parti var kommet til troen” (Apg 15,5), så vidt at Jakob kan sige til Paulus, at “mange tusind jøder er kommet til tro, og alle er de nidkære for Loven” (Apg 21,20). 596 De religiøse myndigheder i Jerusalem var ikke enige i den holdning, der skulle indtages over for Jesus. 95[960] Farisæerne truede dem, der fulgte Ham,96[961] med udelukkelse af synagogen. Til dem, der frygtede, at “alle skulle tro på Jesus og romerne komme og ødelægge både vort Tempel og vort folk” (Joh 11,48), udtalte ypperstepræsten Kaifas, idet han profeterede: “Det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde” (Joh 11,49-50). Synedriet, der havde erklæret Jesus “skyldig til døden” (Matt 26,66) som gudsbespotter, men som havde mistet retten til at henrette,97[962] udleverer Jesus til romerne med anklage for politisk oprør, 98[963] hvilket bragte Jesus på linje med Barabbas, der var anklaget for “oprør” (Luk 23,19). Det er også de politiske trusler, som ypperstepræsterne fremfører, for at få Pilatus til at dømme Jesus til døden.99[964] [1753]

Jøderne er ikke kollektivt ansvarlige for Jesu død 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99

[951]

Jf. Matt 5,17-19.

[952]

Jf. Joh 8,46.

[953]

Jf. Matt 5,33.

[954]

Jf. Hebr 9,15.

[955]

Jf. Joh 5,16-18.

[956]

Jf. Joh 1,14.

[957]

Jf. Joh 19, 38-39.

[958]

Jf. Joh 7,50.

[959]

Jf. Joh 9,16-17; 10,19-21.

[960]

Jf. Joh 9,16; 10,19.

[961]

Jf. Joh 9,22.

[962]

Jf. Joh 18,31.

[963]

Jf. Luk 23,2.

[964]

Jf. Joh 19,12.15.21.

597 Så historisk kompliceret processen mod Jesus er i de evangeliske beretninger, og hvad end den personlige skyld måtte være hos dem, der deltog i den (Judas, Synedriet, Pilatus), som kun Gud kender - kan man ikke gøre alle jøder i Jerusalem ansvarlige derfor, trods råbene fra en manipuleret folkemængde100 og de generelle bebrejdelser i opfordringerne til omvendelse efter Pinsen.101 Jesus selv tilgav på korset,102 og efter Ham gav Peter plads for “uvidenhed” (Apg 3,17) hos Jerusalems jøder, endogså hos deres ledere. Endnu mindre kan man, ud fra folkets råb: “Hans blod komme over os og vore børn” (Matt 27,25), som betegner en ratifikations-formular,103 udstrække ansvarligheden til andre jøder i tid og rum: [1735] [965]

[966]

[967]

[968]

Således har også Kirken på det 2. Vatikankoncil erklæret: “Det, der skete under hans lidelse, kan dog ikke uden forskel tilregnes alle de jøder, som levede dengang, ej heller jøderne i vor egen tid... Jøderne må ikke fremstilles som forkastede af Gud eller forbandede, som om dette skulle fremgå af Den hellige Skrift” .104[969] [839]

Alle syndere er skyld i Kristi lidelse 598 Ifølge troens læreembede og efter helgenernes vidnesbyrd har Kirken aldrig glemt, at “synderne selv var ophav til og redskaber for alle de lidelser, som den guddommelige Frelser led”.105 Siden vore synder rammer Kristus selv,106 tøver Kirken ikke med at tillægge de kristne det største ansvar for Jesu kvaler, et ansvar som de kristne alt for ofte udelukkende har lagt på jøderne: [970]

[971]

Vi må betragte dem, som fortsætter med at falde tilbage i deres synder, som skyldige i denne grufulde synd. Eftersom det er vore synder, som gjorde, at vor Herre Jesus Kristus måtte lide korsets pine, er det sikkert og vist, at de, som kaster sig ud i et uordnet og ondt liv, “korsfæster påny i deres hjerte, så vidt det står til dem, Guds Søn ved deres synder og gør Ham til spot” (Hebr 6,6). Og vi må indse, at vor forbrydelse i så fald er større end jødernes. For, som apostlen vidner, “havde de kendt herlighedens Herre, ville de aldrig have korsfæstet ham” (1 Kor 2,8). Vi derimod, vi påstår, at vi kender Ham. Og når vi fornægter Ham ved vore handlinger, er det som om vi lægger vore morder-hænder på Ham.107[972] [1851] Og dæmonerne, det er ikke dem, der har korsfæstet Ham; det er dig, som med dem har korsfæstet Ham og gør det igen, når du behager dig i laster og synder.108[973]

II. Kristi forløserdød i den guddommelige frelsesplan “Jesus blev udleveret efter Guds fastsatte plan” 599 Jesu voldelige død var ikke nogen tilfældighed i et ulykkeligt sammentræf af omstændigheder. Det hører til Guds plans mysterium, som apostlen Peter forklarer det for Jerusalems jøder i sin første pinseprædiken: “I fik ham udleveret efter Guds fastlagte plan og

100 101 102 103 104 105 106 107 108

[965]

Jf. Mark 15,11.

[966]

Jf. Apg 2,23.36; 3,13-14; 4,10; 5,30; 7,52; 10,39; 13,27-28; 1 Tess 2,14-15.

[967]

Jf. Luk 23,34.

[968]

Jf. Apg 5,28; 18,6.

[969]

NA 4.

[970]

Catech. R. 1,5,11; jf. Hebr 12,3.

[971]

Jf. Matt 25,45; Apg 9,4-5.

[972]

Catech. R. 1,5,11.

[973]

Skt. Frans af Assisi, admon. 5,3.

forudviden” (Apg 2,23). Dette bibelsprog betyder ikke, at de som “forrådte Jesus” (Apg 3,13) kun var passive statister i en drejebog, Gud på forhånd havde skrevet. [517] 600 For Gud er ethvert øjeblik i tiden nærværende som nutid. Han fastlægger altså sin evige, “forudbestemte” plan ved at inkludere ethvert menneskes frie svar på hans nåde: “Ja, i sandhed, de har slået sig sammen i denne by mod din hellige tjener Jesus, som du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus, sammen med hedningerne og Israels stammer,109 for at udføre det, som du, i din magt og visdom, forud havde bestemt skulle ske” (Apg 4,27-28). Gud tillod de handlinger, som udsprang af deres forblindelse,110 for at fuldende sin frelsesplan.111 [312] [974]

[975]

[976]

“Død for vore synder efter Skrifterne” 601 Denne Guds frelsesplan med henrettelsen af Herrens “Tjener, den Retfærdige” (Es 53,11)112 var forudsagt i Skriften som den universelle Forløsnings mysterium, det vil sige en løskøbelse, som befrier menneskene fra syndens slaveri.113 Paulus bekender, i en trosbekendelse, som han siger, han har “modtaget” (1 Kor 15,3), at “Kristus døde for vore synder efter Skrifterne”.114 Jesu forløserdød opfylder især profetien om den lidende Herrens Tjener.115 Jesus har selv gjort rede for meningen med sit liv og sin død i lys af den lidende Tjener.116 Efter sin opstandelse har Han givet denne tolkning af Skrifterne til Emmaus-disciplene,117 og dernæst til apostlene selv.118 [652; 713] [977]

[978]

[979]

[980]

[981]

[982]

[983]

“Gud har gjort Ham til synd for os” 602 Derfor kan Peter formulere den apostolske tro på Guds frelsesplan således: “I ved jo, at I er blevet løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra jeres fædre, med Kristi dyrebare blod, som med blodet af et lam uden plet og lyde. Dertil var Han bestemt, før verdens grundvold blev lagt, men åbenbaret nu ved tidernes ende for jeres skyld” (1 Pet 1,18-20). Menneskenes synder, som fulgte efter arvesynden, bliver straffet med døden.119 Ved at sende sin egen Søn i en slaves skikkelse,120 i en falden menneskenatur, der er hjemfaldet til døden på grund af synden,121 “har Gud gjort Ham til synd for os, Ham, der ikke kendte til synd, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i Ham” (2 Kor 5,21). [400; 519] [984]

[985]

[986]

603 Jesus har ikke opfattet forkastelsen (af Gud), som om Han selv havde syndet.122 Men i den forløsende kærlighed, som stedse forenede Ham med Faderen,123 har han antaget sig os i vor [987]

[988]

109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123

[974]

Jf. Sl 2,1-2.

[975]

Jf. Matt 26,54; Joh 18,36; 19,11.

[976]

Jf. Apg 3,17-18.

[977]

Jf. Apg 3,14.

[978]

Jf. Es 53,11-12; Joh 8,34-36.

[979]

Ibid.; jf. også Apg 3,18; 7,52; 13,29; 26,22-23.

[980]

Jf. Es 53,7-8 og Apg 8,32-35.

[981]

Jf. Matt 20,28.

[982]

Jf. Luk 24,25-27.

[983]

Jf. Luk 24,44-45.

[984]

Jf. Rom 5,12; 1 Kor 15,56.

[985]

Jf. Fil 2,7.

[986]

Jf. Rom 8,3.

[987]

Jf. Joh 8,46.

[988]

Jf. Joh 8,29.

synds forvildelse i forholdet til Gud, i en grad så Han kunne sige på korset i vort navn: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Mark 15,34; Sl 22,1). Efter at Gud således havde gjort Ham solidarisk med os syndere, “har Han ikke sparet sin egen Søn, men hengivet Ham for os alle” (Rom 8,32), for at vi kunne blive “forsonet med Ham gennem hans Søns død” (Rom 5,10). [2572] Den altomfattende forløsende kærlighed er Guds initiativ 604 Ved at hengive sin Søn for vore synder, viser Gud, at hans plan med os er en velgørende kærlighedsplan, som går forud for enhver fortjeneste fra vor side: “Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at Han har elsket os og sendt sin Søn som sonoffer for vore synder” (1 Joh 4,10).124 “Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8). [211, 2009; 1825] [989]

605 Denne kærlighed udelukker ingen; det minder Jesus om som slutning på lignelsen om det fortabte får: “Således er det ikke jeres himmelske Fars vilje, at en eneste af hans små skal gå tabt” (Matt 18,14). Han forsikrer, at han “giver sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). Dette sidste udtryk indebærer ingen begrænsning; det stiller hele menneskeheden over for Frelserens ene Person, Han, som hengiver sig for at frelse den.125 I tilknytning til apostlene126 lærer Kirken, at Kristus er død for alle mennesker uden undtagelse. “Der er ikke, der har aldrig været, og der vil aldrig være et eneste menneske, for hvem Kristus ikke har lidt”.127 [402; 634, 2793] [990]

[991]

[992]

III. Kristus har givet sig selv til sin Far for vore synder Hele Kristi liv er en offergave til Faderen 606 Guds Søn, der “er kommet ned fra Himlen, ikke for at gøre sin vilje, men Faderens, som har sendt Ham” (Joh 6,38), “siger, da han træder ind i verden: ... Se, jeg kommer... for at gøre, o Gud, din vilje... Det er i kraft af denne vilje, at vi er helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme, én gang for alle” (Hebr 10,5-10). Fra sin menneskevordelses første øjeblik tager Jesus Guds frelsesplan til sig i sin forløsergerning: “Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk” (Joh 4,34). Jesu sonoffer “for hele verdens synder” (1 Joh 2,2) er udtryk for hans kærlighedsfællesskab med Faderen: “Faderen elsker mig, fordi Jeg sætter mit liv til” (Joh 10,17). “Verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan som Faderen har påbudt mig” (Joh 14,31). [517; 536] 607 Denne længsel efter at forene sig med sin Fars forløsende kærlighedsplan besjæler hele Jesu liv,128 for hans forløsende lidelse er grunden til hans menneskevordelse: “Far, frels mig fra denne time! Dog nej, det er derfor jeg er kommet til denne time” (Joh 12,27). “Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?” (Joh 18,11). Og endnu en gang på korset siger han: “Jeg tørster” (Joh 19,28), og så først: “Det er fuldbragt!” (Joh 19,30). [457] [993]

“Lammet, som borttager verdens synd”

124 125 126 127 128

[989]

Jf. 4,19.

[990]

Jf. Rom 5,18-19.

[991]

Jf. 2 Kor 5,15; 1 Joh 2,2.

[992]

Koncilet i Quiercy i 853: DS 624.

[993]

Jf. Luk 12,50; 22,15; Matt 16,21-23.

608 Efter at Johannes Døberen har indvilliget i at døbe Jesus i rækken af syndere,129 har han i Jesus erkendt og udpeget Ham som “Guds Lam, der borttager verdens synd” (Joh 1,29).130 Således vidner han, at Jesus både er den lidende Herrens Tjener, som “ikke oplod sin mund, men lod sig føre hen at slagtes” (Es 53,7)131 og bar de manges synd132 - og påskelammet, symbol på Israels forløsning ved den første påske (2 Mos 12,3-14).133 Hele Kristi liv er udtryk for hans sendelse: “at tjene og give sit liv som løsesum for de mange” (Mark 10,45). [523; 517] [994]

[995]

[996]

[997]

[998]

Jesus forener sig i frihed med Faderens forløsende kærlighed 609 Ved i sit menneskehjerte at forene sig med Faderens kærlighed til menneskene “elskede han dem indtil det sidste” (Joh 13,1); “for der er ikke større kærlighed end den at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15,13). Således blev hans menneskenatur i lidelsen og i døden det frie og fuldkomne redskab for hans guddommelige kærlighed, som vil, at alle mennesker skal frelses. Han har i sandhed frit taget sin lidelse og sin død på sig af kærlighed til sin Far og menneskene, som Gud vil frelse: “Ingen tager mit liv fra mig, men jeg sætter det til af mig selv” (Joh 10,18). Derfor den suveræne frihed, hvormed Guds Søn går i døden.135 [478; 515; 272, 539] 134[999]

[1000]

Ved den sidste Nadver foregriber Jesus den frivillige ofring af sit liv 610 “I den nat, da Han blev forrådt” (1 Kor 11,23), gav Jesus det højeste udtryk for sin frie selvhengivelse under måltidet med de tolv apostle.136 Dagen før sin lidelse, da Han endnu var fri, gjorde Jesus denne sidste nadver med sine apostle til mindemåltidet for sin frivillige selvhengivelse til Faderen137 for menneskenes frelse: “Dette er mit legeme, som gives for jer” (Luk 22,19). “Dette er mit blod, pagtens blod, som skal udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt 26,28). [766; 1337] [1001]

[1002]

611 Eukaristien, som Jesus i dette øjeblik indstifter, skal være “ihukommelsen” (1 Kor 11,25) af hans offer. Jesus indeslutter apostlene i sit eget offer og opfordrer dem til at videreføre det.138 Dermed indsætter Jesus sine apostle som præster for den nye Pagt: “Jeg helliger mig selv for dem, for at også de kan være helliget i sandheden” (Joh 17,19).139 [1364; 1341, 1566] [1003]

[1004]

Jesu dødsangst i Getsemane 612 Den nye Pagts kalk, som Jesus foregreb under Nadveren ved at hengive sig selv,140[1005] modtager Han nu af Faderens hænder i sin dødsangst i Getsemane,141[1006] idet han gjorde sig “lydig indtil døden” (Fil 2,8; jf. Hebr 5,7-8). Jesus beder: “Far, er det muligt, så lad denne kalk gå 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141

[994]

Jf. Luk 3,21; Matt 3,14-15.

[995]

Jf. Joh 1,36.

[996]

Jf. Jer 11,19.

[997]

Jf. Es 53,12.

[998]

Jf. Joh 19,36; 1 Kor 5,7.

[999]

Jf. Hebr 2,10.17-18; 4,15; 5,7-9.

[1000]

Jf. Joh 18,4-6; Matt 26,53.

[1001]

Jf. Matt 26,20.

[1002]

Jf. 1 Kor 5,7.

[1003]

Jf. Luk 22,19.

[1004]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1752; 1764.

[1005]

Jf. Luk 22,20.

[1006]

Jf. Matt 26,42.

mig forbi...” (Matt 26,39). Sådan udtrykker Han den rædsel, som døden fylder hans menneskenatur med. I virkeligheden er den, ligesom vores, bestemt til det evige liv, og ydermere, til forskel fra vores, fuldkommen fri for den synd,142[1007] som forårsager døden.143[1008] Men frem for alt er hans menneskenatur antaget af “Livets fyrstes” guddommelige person (Apg 3,15), af “Den, som lever” (Åb 1,17).144[1009] Idet han i sin menneskevilje siger ja til Faderens vilje,145[1010] accepterer Han sin død som forløsende for “i sit legeme selv at bære vore synder op på korset” (1 Pet 2,24). [532, 2600; 1009] Kristi død er det eneste og endelige offer 613 Kristi død er Påskeofferet, som fuldbyrder menneskenes endelige forløsning146 ved “Lammet, der bærer verdens synd” (Joh 1,29).147 Samtidig er Han den Nye Pagts offer,148 som genindsætter mennesket i fællesskabet med Gud,149 idet Han udsoner det med Ham ved “blodet, der er udgydt for mange til syndernes forladelse” (Matt 26,28).150 [1366; 2009] [1011]

[1012]

[1013]

[1014]

[1015]

614 Dette Kristi offer er enestående; det fuldender og overgår alle ofre.151 Det er først og fremmest en gave fra Gud Far selv: det er Faderen, der hengiver sin Søn for at udsone os med Sig.152 Samtidig er det den menneskevordne Guds Søns offer, Han der, frivilligt og af kærlighed,153 frembærer sit liv154 til sin Far ved Helligånden,155 for at sone vor ulydighed. [529, 1330; 2100 [1016]

[1017]

[1018]

[1019]

[1020]

Jesus sætter sin lydighed i stedet for vor ulydighed 615 “Ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved en enestes lydighed” (Rom 5,19). Ved sin lydighed indtil døden blev Jesus den lidende Herrens Tjener, der stedfortrædende “hengav sit liv som sonoffer”, “bar de manges synd” og således “gør de mange retfærdige”, idet han “tager deres skyld på sig” (Es 53,1012). Jesus har genoprettet, hvad vi har gjort forkert, og gjort bod over for Faderen for vore synder.156 [1850; 433; 411] [1021]

Jesus fuldbyrder sit offer på korset

142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156

[1007]

Jf. Hebr 4,15.

[1008]

Jf. Rom 5,12.

[1009]

Jf. Joh 1,4; 5,26.

[1010]

Jf. Matt 26,42.

[1011]

Jf. 1 Kor 5,7; Joh 8,34-36.

[1012]

Jf. 1 Pet 1,19.

[1013]

Jf. 1 Kor 11,25.

[1014]

Jf. 2 Mos 24,8.

[1015]

Jf. 3 Mos 16,15-16.

[1016]

Jf. Hebr 10,10.

[1017]

Jf. 1 Joh 4,10.

[1018]

Jf. Joh 15,13.

[1019]

Jf. Joh 10,17-18.

[1020]

Jf. Hebr 9,14.

[1021]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1529.

616 Det er “kærligheden indtil enden” (Joh 13,1), der gør Kristi offer til et forløsnings- og sonoffer, til syndoffer og forsoningsoffer. Han har kendt og elsket os alle, da Han gav sit liv.157[1022] “Det er Kristi kærlighed, der tvinger os, fordi vi forstår, at når En er død for alle, så er alle døde” (2 Kor 5,14). Intet menneske, det være nok så helligt, ville være i stand til at tage alle menneskers synder på sig og ofre sig på alles vegne. Det er på grund af Sønnens guddommelige Person i Kristus, der overgår og samtidig omslutter alle mennesker, og gør Kristus til hoved for hele menneskeheden, at det er muligt for Kristus at ofre sig som Forløser for alle. [478; 468; 519] 617 “Ved sin hellige lidelse på korsets træ har Han fortjent os retfærdiggørelsen”, lærer Tridentinerkoncilet,158 idet det understreger den enestående karakter af Kristi offer som “årsag til evig frelse” (Hebr 5,9). Og Kirken ærer Korset, når den synger: “Hil dig, Kors, vort eneste håb!”159 [1992; 1235] [1023]

[1024]

Vor deltagelse i Kristi offer 618 Korset er Kristi enestående offer, “han, som er eneste mellemmand mellem Gud og mennesker” (1 Tim 2,5). Ja: fordi Han i sin guddommelige menneskevordne Person, “på en vis måde har forenet sig selv med ethvert menneske”,160 “tilbyder Helligånden ethvert menneske muligheden for at blive forenet med påskens mysterium på en måde, som kun Gud kender”.161 Han kalder sine disciple til “at tage deres kors op og følge Ham” (Matt 16,24), for “Han har lidt for os og efterladt os et eksempel, for at også vi skulle følge i hans fodspor” (1 Pet 2,21). Han ønsker nemlig til sit forløsende offer at knytte dem, som det først kommer til gode.162 Det gælder frem for alt Hans Mor, som mere intimt end nogen anden er knyttet til hans forløsende lidelses mysterium:163 [1368, 1460; 307, 2100; 964] [1025]

[1026]

[1027]

[1028]

Uden for Korset er der ingen anden stige til Himlen.164[1029]

I korthed 619

“Kristus døde for vore synder efter Skrifterne” (1 Kor 15,3).

620 Vor frelse udspringer af Guds kærligheds initiativ over for os, for “det er Ham, der har elsket os og sendt sin Søn som sonoffer for vore synder” (1 Joh 4,10). “Det er Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv” (2 Kor 5,19). 621 Jesus har frit hengivet sig for vor frelse. Denne gave betegner og virkeliggør Han på forhånd under den sidste Nadver: “Dette er mit legeme, som hengives for jer” (Luk 22,19). 622 Heri består Kristi forløsning: Han “er kommet for at give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28), dvs. “elske sine indtil enden” (Joh 13,1), for at de kan blive “løskøbt fra det tomme liv fra deres fædre” (1 Pet 1,18). 157 158 159 160 161 162 163 164

[1022]

Jf. Gal 2,20; Ef 5,2.25.

[1023]

DS 1529.

[1024]

Hymnen “Vexilla Regis”.

[1025]

GS 22, § 2.

[1026]

GS 22, § 5.

[1027]

Jf. Mark 10,39; Joh 21,18-19; Kol 1,24.

[1028]

Jf. Luk 2,35.

[1029]

Skt. Rosa af Lima, vita.

623 Ved sin lydighed i kærlighed til Faderen “indtil døden på korset” (Fil 2,8) fuldender Jesus som Herrens lidende tjener sendelsen til soning,165 der retfærdiggør de mange ved selv at bære deres skyld” (Es 53,11).166 [1030]

[1031]

Paragraf 3. “... og blev begravet” 624 “Ved Guds nåde skulle det komme alle til gode, at Han har smagt døden” (Hebr 2,9). I sin frelsesplan har Gud forordnet, at hans Søn ikke blot skulle “dø for vore synder” (1 Kor 15,3), men også at Han skulle “smage døden”, dvs. kende dødens tilstand, hvor sjæl og legeme adskilles, i tiden fra Han udåndede på korset til det øjeblik, da Han genopstod. Denne dødens tilstand er Kristi gravs mysterium og mysteriet i Hans nedfart til dødsriget. Det er påskelørdags mysterium, da Kristus, lagt i graven,167 går ind til Guds store sabbatshvile,168 efter at have fuldbragt menneskenes frelse169 og stiftet fred i hele universet.170 [1005, 362; 349] [1032]

[1034]

[1033]

[1035]

Kristus i graven i sit legeme 625 Kristi ophold i graven udgør det virkelige bånd mellem den lidende Kristi tilstand før Påske og hans nuværende herlighed som Opstanden. Det er den samme “Levende”, som kan sige: “Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder” (Åb 1,18). Gud (Søn) har ikke forhindret døden i at adskille sjælen fra legemet, i over-ensstemmelse med naturens nødvendige orden, men Han har på ny forenet dem ved Opstandelsen, for Selv i sin person at være mødestedet for døden og livet. I sit Selv har Han standset den naturlige forrådnelse, som døden forårsager, for Selv at være den principielle genforening af de adskilte dele.171[1036]

626 Eftersom “livets Fyrste”, som man havde dræbt (Apg 3,15), er den selv samme som den “Levende, der er opstået” (Luk 24,5-6), må Guds Søns guddommelige person have fortsat med at påtage sig sin sjæl og sit legeme, som blev adskilt ved døden: [470, 650] Skønt Kristi sjæl er blevet adskilt fra legemet ved hans død, er hans ene Person ikke blevet delt i to personer; for Kristi legeme og sjæl har eksisteret fra be-gyndelsen i Ordets Person; og skønt adskilt i døden, forbliver de begge i Ordets ene og samme Person.172[1037]

“Du lader ikke din hellige se forrådnelse” 627 Kristi død var en sand død, for så vidt den har gjort ende på hans menneskelige eksistens på jorden. Men takket være den forening, som Sønnens Person har bevaret med sit legeme, er det ikke blevet et lig som hos andre, "for det var ikke muligt, at det kunne holdes fast af døden" (Apg 2,24). 165 166 167 168 169 170 171 172

[1030]

Jf. Es 53,10.

[1031]

Jf. Rom 5,19.

[1032]

Jf. Joh 19,42.

[1033]

Jf. Hebr 4,4-9.

[1034]

Jf. Joh 19,30.

[1035]

Jf. Kol 1,18-20.

[1036]

Skt. Gregor af Nyssa, or. catech. 16.

[1037]

Skt. Johannes af Damaskus, f. o. 3,27.

Det er derfor "den guddommelige kraft har bevaret Kristi legeme fra forrådnelse".173 Om Kristus kan man både sige: “Han blev revet bort fra de levendes land” (Es 53,8); og “selv mit legeme skal bo i håb; for du vil ikke lade mig blive i dødsriget, ikke lade din Hellige se forrådnelse” (Apg 2,2627).174 Jesu opstandelse “på den tredie dag” (1 Kor 15,4; Luk 24,46)175 var tegnet herpå, også fordi forrådnelsen var antaget at blive synlig fra den fjerde dag.176 [1009; 1683] [1038]

[1039]

[1040]

[1041]

“Begravet med Kristus” 628 Dåben, meddelt med det oprindelige og fuldstændige tegn som neddykningen er, er det virksomme tegn på, at den kristne stiger ned i graven og dør med Kristus for at nå til et nyt liv: “Vi blev altså begravet med Kristus ved dåben til døden, for at ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, også vi skal leve et nyt liv” (Rom 6,4).177 [537; 1215] [1042]

I korthed 629 Jesus har smagt døden for at det skulle komme alle til gode.178 menneskevordne Søn, som er død og begravet.

[1043]

Det er virkelig Guds

630 Under Jesu ophold i graven har hans guddommelige Person fortsat med at antage sig såvel sin sjæl som sit legeme, skønt de var adskilt ved døden. Det er derfor, den døde Kristi legeme “ikke har set forrådnelse” (Apg 13,37). Artikel 5 “... Han nedfor til dødsriget, opstod på den tredje dag fra de døde” 631 “Jesus steg ned til jordens lavere regioner. Han, som steg ned, er den samme som steg op” (Ef 4,9-10). Den apostolske trosbekendelse bekender i én og samme trosartikel Kristi nedfart til dødsriget og hans Opstandelse fra de døde på den tredje dag, fordi det, i hans Påske, er fra dødens dyb, at han har ladet livet vælde frem: Jesus Kristus, din Søn, som, vendt tilbage fra de dødes rige, nu lyser for menneskeslægten i al sin klarhed, han som lever og råder fra evighed til evighed. Amen.179[1044]

Paragraf 1. Kristus nedfor til dødsriget

173 174 175 176 177 178 179

[1038]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,51,3.

[1039]

Jf. Sl 16,9-10.

[1040]

Jf. Matt 12,40; Jon 2,1; Hos 6,2.

[1041]

Jf. Joh 11,39.

[1042]

Jf. Kol 2,12; Ef 5,26.

[1043]

Jf. Hebr 2,9.

[1044]

MR, Påskevigilie 18: Exsultet.

632 De mange steder i Ny Testamente, som siger, at Jesus “er opstanden fra de døde” (Apg 3,15; Rom 8,11; 1 Kor 15,20) forudsætter, at han, forud for sin opstandelse, har opholdt sig hos de døde.180 Det er den primære betydning, som apostlenes forkyndelse har tillagt Jesu nedfart til dødsriget: Jesus har kendt døden ligesom alle mennesker og har sluttet sig til dem med sin sjæl i de dødes rige. Men Han steg derned som Frelser og forkyndte det glade budskab for ånderne som var fanget dèr.181 [1045]

[1046]

633 De dødes bolig, hvor den døde Kristus steg ned, kalder Skriften dødsriget, Shéol eller Hades,182 fordi de, som befinder sig dèr, er berøvet beskuelsen af Gud.183 Før Frelserens komme gælder det alle de døde, enten de er onde eller retfærdige,184 selv om det ikke vil sige, at deres skæbne er den samme - hvilket Jesus viser i lignelsen om den fattige Lazarus, der blev modtaget i “Abrahams skød”.185 “Det er netop disse hellige sjæle, som forventede deres Befrier i Abrahams skød, som Jesus Kristus befriede, da Han nedfor til dødsriget”.186 Jesus er ikke nedsteget til dødsriget for at frelse de fordømte187 eller for at ødelægge helvede,188 men for at befri de retfærdige, som var gået forud for Ham.189 [1033] [1047]

[1048]

[1049]

[1050]

[1051]

[1052]

[1053]

[1054]

634 “Evangeliet blev også forkyndt for de døde...” (1 Pet 4,6). Nedfarten til dødsriget er opfyldelsen, indtil fylden, af frelsens Evangelium. Den er sidste fase i Jesu messianske sendelse, fortættet i tid, men vældig i betydning, fordi den udstrækker sig til mennesker fra alle tider og fra alle steder; for alle de, som bliver frelst, får del i Forløsningen. [605] 635 Kristus er altså steget ned i dødens dyb,190 for at “de døde skal høre Guds Søns røst, og de, der hører den, skal leve” (Joh 5,25). Jesus, “livets fyrste” (Apg 3,15), har “med sin død gjort ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig djævelen, og befriet alle dem, som af frygt for døden, hele livet igennem, havde været holdt nede i trældom” (Hebr 2,14-15). Herefter har den opstandne Kristus “nøglerne til døden og dødsriget” (Åb 1,18), og “i Jesu navn skal hvert knæ bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden” (Fil 2,10). [1055]

En stor stilhed hviler i dag over jorden, en stor stilhed og en stor ensomhed. En stor stilhed, fordi Kongen sover. Jorden har skælvet og er faldet til ro, fordi Gud er sovet ind i kødet og er gået for at genopvække dem, som har sovet siden tidernes morgen... Han vil opsøge Adam, vor første stamfader, det fortabte får. Han vil besøge alle, der befinder sig i mørket og dødens skygge. Han går for at befri dem fra deres smerter - Adam i sine lænker og Eva i fangenskab med ham - Han, som på én gang er deres Gud og deres søn...: “Jeg er din Gud og for din skyld er jeg blevet din søn. Rejs dig, du som sov, for jeg har ikke skabt dig for at du skal forblive fange her i de dødes rige. Stå op fra de døde. Jeg er de dødes Liv!”191[1056]

I korthed

180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191

[1045]

Jf. Hebr 13,20.

[1046]

Jf. 1 Pet 3,18-19.

[1047]

Jf. Fil 2,10; Apg 2,24; Åb 1,18; Ef 4,9.

[1048]

Jf. Sl 6,6; 88,11-13.

[1049]

Jf. Sl 89,49; 1 Sam 28,19; Ez 32,17-32.

[1050]

Jf. Luk 16,22-26.

[1051]

Catech. R. 1,6,3.

[1052]

Jf. Synoden i Rom 745: DS 587.

[1053]

Jf. DS 1011; 1077.

[1054]

Jf. Den 4. synode i Toledo 625: DS 485; Matt 27,52-53.

[1055]

Jf. Matt 12,40; Rom 10,7; Ef 4,9.

[1056]

Gammel prædiken til lørdag i den stille uge.

636 I udtrykket “Jesus nedfor til dødsriget” bekender den apostolske trosbekendelse, at Jesus virkelig døde, og at Han, ved sin død for os, har besejret døden og djævelen, “som har dødens magt” (Hebr 2,14). 637 Den døde Kristus, forenet i sin sjæl med sin guddommelige Person, steg ned til de dødes rige. Han har åbnet himlens porte for de retfærdige, der var gået forud for Ham.

Paragraf 2. “... Opstod på den tredje dag fra de døde” 638 “Vi forkynder jer det Evangelium, at løftet, der blev givet fædrene, har Gud opfyldt for os, deres børn: Han har oprejst Jesus” (Apg 13,32-33). Jesu opstandelse er sandhedens højdepunkt i vor tro på Kristus - troet og levet som den centrale sandhed i den kristne urmenighed, overleveret som fundamental af Traditionen, påvist af Skrifterne i Ny Testamente, forkyndt sammen med Korset som det væsentlige i Påskemysteriet: [90; 651; 991] Kristus er opstanden fra de døde. Ved sin død overvandt Han døden, de døde gav Han livet.192[1057]

I. Den historiske og transcendente begivenhed 639 Kristi opstandelses-mysterium er en virkelig begivenhed, der ifølge Ny Testamentes vidnesbyrd har manifesteret sig i historisk konstaterbare kendsgerninger. Allerede Paulus kan, henimod år 56, skrive til korintherne: “Jeg overleverede jer nemlig, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at Han blev begravet, at Han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, at Han blev set af Kefas, dernæst af de Tolv” (1 Kor 15,3-4). Apostlen taler her om den levende Opstandelses-tradition, som han havde lært at kende efter sin omvendelse uden for Damaskus. 193[1058]

Den tomme grav 640 “Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstanden!” (Luk 24,5-6). Inden for rammen af påskens begivenheder er den tomme grav det første element, man møder. I sig selv er den ikke noget direkte bevis. Fraværet af Kristi legeme i graven kunne godt forklares på andre måder.194 Alligevel har den tomme grav for alle været et vigtigt tegn. Disciplenes opdagelse af den var det første skridt henimod erkendelsen af, at Jesus faktisk var opstanden. Sådan gik det med de fromme kvinder,195 og dernæst med Peter.196 “Den discipel, Jesus elskede” (Joh 20,2), bekræfter, at han, da han trådte ind i den tomme grav og opdagede “linnedklæderne ligge der” (Joh 20,6), “så og troede” (Joh 20,8). Det forudsætter, at han i den tomme grav har konstateret,197 at fraværet af Jesu legeme ikke kunne skyldes noget menneske, og [1059]

[1060]

[1062]

192 193 194 195 196 197

[1057]

Påsketropariet fra den byzantinske liturgi.

[1058]

Jf. Apg 9,3-18.

[1059]

Jf. Joh 20,13; Matt 28,11-15.

[1060]

Jf. Luk 24,3.22-23.

[1061]

Jf. Luk 24,12.

[1062]

Jf. Joh 20,5-7.

[1061]

at Jesus ikke simpelthen var vendt tilbage til et jordisk liv, sådan som tilfældet havde været med Lazarus.198 [999] [1063]

Den Opstandnes tilsynekomster 641 Maria fra Magdala og de fromme kvinder, som kom for at fuldende salvelsen af Jesu legeme,199 der var blevet gravlagt i hast på grund af sabbaten, som begyndte langfredag aften,200 var de første, der mødte den Opstandne.201 Sådan blev kvinderne de første budbringere til apostlene om Kristi Opstandelse (Luk 24,9-10). Det er dem, Jesus dernæst viser sig for, først for Peter, så for de Tolv.202 Peter, som var kaldet til at styrke sine brødre i troen,203 ser altså den Opstandne før dem, og det er hans vidnesbyrd, der får fællesskabet til at udbryde: “Ja, sandelig, Herren er opstanden og har vist sig for Simon!” (Luk 24,34-36). [553; 448] [1064]

[1065]

[1066]

[1067]

[1068]

642 Alt, hvad der skete i disse påskedage, engagerede enhver af apostlene - og Peter ganske særligt - i opbygningen af den nye æra, som indledtes påskemorgen. Som vidner om den Opstandne forbliver de grundstenene i hans Kirke. Urmenighedens tro var grundlagt på vidnesbyrd fra konkrete mennesker, som var kendt af de kristne og for størstedelen endnu i live iblandt dem. Disse “vidner om Kristi Opstandelse”204 er frem for alt Peter og de Tolv, men ikke kun dem: Paulus taler klart om mere end 500 personer, for hvem Jesus viste sig på én gang, foruden Jakob og alle apostlene.205 [659, 881; 860] [1069]

[1070]

643 Over for disse vidnesbyrd er det umuligt at tolke Kristi Opstandelse som noget, der gik for sig uden for den fysiske orden, og ikke anerkende den som et historisk faktum. Det følger af kendsgerningerne, at disciplenes tro måtte igennem den radikale prøvelse, som deres Mesters lidelse og død på korset var, og som Han selv forud havde sagt dem.206[1071] Den rystelse, som lidelsen fremkaldte, var så stor, at disciplene (i hvert fald nogle af dem) ikke straks troede på nyheden om opstandelsen. Langt fra at vise os en menighed i ekstatisk rus, viser evange-lierne os tværtimod, at disciplene er nedslået (“bedrøvede”: Luk 24,17) og skræmt. 207[1072] Det er derfor, de heller ikke troede på de fromme kvinder, der kom tilbage fra graven; “det lød for dem som løs snak” (Luk 24,11). 208[1073] Da Jesus så viser sig for de elleve påskedags aften, “bebrejdede han dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham opstanden” (Mark 16,14). 644 Selv stillet over for den opstandne Jesus tvivler disciplene endnu, 209[1074] i den grad fore-kommer sagen dem umulig: De troede, de så en ånd .210[1075] “Af lutter glæde kunne de stadig ikke tro, men undrede sig” (Luk 24,41). Thomas var igennem den samme tvivl,211[1076] og endnu ved den sidste tilsynekomst i Galilæa, som Matthæus beretter om, var der “nogle af dem, som tvivlede” (Matt 28,17). Det er derfor, hypotesen om, at opstandelsen skulle være et “produkt” af apostlenes tro eller godtroenhed, ikke holder. Tværtimod, deres tro på Opstandelsen er - under den guddommelige nådes påvirkning - født ud af den umiddelbare oplevelse af virkeligheden: Jesus er opstanden.

198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211

[1063]

Jf. Joh 11,44.

[1064]

Jf. Mark 16,1; Luk 24,1.

[1065]

Jf. Joh 19,31.42.

[1066]

Jf. Matt 28,9-10; Joh 20,11-18.

[1067]

Jf. 1 Kor 15,5.

[1068]

Jf. Luk 22,31-32.

[1069]

Jf. Apg 1,22.

[1070]

Jf. 1 Kor 15,4-8.

[1071]

Jf. Luk 22,31-32.

[1072]

Jf. Joh 20,19.

[1073]

Jf. Mark 16,11.13.

[1074]

Jf. Luk 24,38.

[1075]

Jf. Luk 24,39.

[1076]

Jf. Joh 20,24-27.

Tilstanden i den opstandne Kristi menneskenatur 645 Den opstandne Jesus træder i direkte kontakt med sine disciple: De får lov at røre ved Ham212 og spise sammen med Ham.213 Han vil have dem til at indse, at Han ikke er nogen ånd,214 men især, at det opstandne legeme, hvori Han viser sig for dem, er det samme, som blev pint og korsfæstet, fordi Han endnu bærer sårmærkerne efter sin lidelse.215 Dette sande og virkelige legeme besidder dog samtidig de nye egenskaber ved et herlighedslegeme: Han er ikke længere bundet af tid og rum, men kan gøre sig nærværende hvor og når Han vil.216 Hans menneskenatur kan ikke mere tilbageholdes på jorden, men tilhører nu kun Faderens guddommelige verden.217 Af den grund er den opstandne Jesus også suverænt fri til at vise sig i hvilken skikkelse Han vil: som havemand218 eller “i en anden skikkelse” (Mark 16,12) end den, disciplene var fortrolige med. Det skulle vække troen i dem.219 [999] [1077]

[1078]

[1079]

[1080]

[1081]

[1082]

[1083]

[1084]

646 Kristi opstandelse betød altså ikke en tilbagevenden til livet på jorden sådan som med de opvækkelser af døde, Han selv foretog før sin Påske: Jairus’ datter, enkens søn i Nain, Lazarus. Det var mirakuløse begivenheder, men de mennesker, på hvem hans undere skete, vendte ved Jesu kraft tilbage til et “ordinært” liv på jorden. På et vist tidspunkt skulle de dø igen. Kristi opstandelse er væsentlig anderledes. I sit opstandne legeme går Han fra dødens tilstand over i et andet liv, hinsides tid og rum. Jesu legeme er i opstandelsen fyldt med Helligåndens kraft. Han deltager i det guddommelige liv i sin herligheds-tilstand - så Paulus kan sige om Kristus, at Han er “det himmelske menneske”.220 [934; 549] [1085]

Opstandelsen som transcendent begivenhed 647 “O nat”, synger Påskens Exsultet, “i sandhed lyksalige nat, som det alene blev givet at vide tid og time, da Kristus opstod fra de døde!” Ja, ingen var øjenvidne til selve Opstandelsen, og ingen af evangelisterne beskriver den. Ingen har kunnet sige, hvordan den fysisk gik for sig. Endnu mindre var dens inderste kerne, overgangen til et andet liv, mærkbar for sanserne. Selv om den er en historisk begivenhed, der kan konstateres, med den tomme grav som tegn, og ud fra apostlenes møder med den opstandne Kristus, som var virkelige, forbliver Opstandelsen ikke desto mindre i hjertet af troens mysterium, fordi den overskrider og overstiger historien. Det er derfor, den opstandne Kristus ikke viser sig for verden,221 men for sine disciple - “dem, som var fulgt med ham fra Galilæa til Jerusalem, og som nu er hans vidner over for folket” (Apg 13,31). [1000] [1086]

II. Opstandelsen - den hellige Treenigheds værk 648 Kristi opstandelse er genstand for vor tro for så vidt den er et transcendent indgreb fra Guds side i skaberværket og i historien. I den handler de tre guddommelige Personer sammen, og 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221

[1077]

Jf. Luk 24,39; Joh 20,27.

[1078]

Jf. Luk 24,30.41-43; Joh 21,9.13-15.

[1079]

Jf. Luk 24,39.

[1080]

Jf. Luk 24,40; Joh 20,20.27.

[1081]

Jf. Matt 28,9.16-17; Luk 24,15.36; Joh 20,14.19.26; 21,4.

[1082]

Jf. Joh 20,17.

[1083]

Jf, Joh 20,14-15.

[1084]

Jf. Joh 20,14.16; 21,4.7.

[1085]

Jf. 1 Kor 15,35-50.

[1086]

Jf. Joh 14,22.

samtidig åbenbarer de derigennem deres egenart. Opstandelsen finder sted ved Faderens kraft, som “har oprejst”222 Kristus, sin Søn, og som dermed på fuldkommen vis har indført hans menneskenatur - med legemet - i Treenigheden. Jesus er endegyldigt åbenbaret “som Guds Søn med magt, i kraft af Helligheds Ånd, da han opstod fra de døde” (Rom 1,3-4). Paulus insisterer på manifestationen af Guds kraft223 ved Åndens virke, som har levendegjort Jesu døde menneskenatur og kaldet den til herlighedens tilstand som Herre. [258; 989; 663; 445; 272] [1087]

[1088]

649 Hvad angår Sønnen, så udvirker Han sin egen opstandelse i kraft af sin guddomsmagt. Jesus forkynder, at Menneskesønnen skal lide meget, dø og derpå opstå (i ordets aktive betydning224 ). Iøvrigt bekræfter Han udtrykkeligt: “Jeg giver mit liv for at tage det igen... Jeg har magt til at give det og tage det igen” (Joh 10,17-18). “Vi tror, at Jesus er død og derpå opstod” (1 Tess 4,14). [1089]

650 Kirkefædrene betragter Opstandelsen ud fra Kristi guddommelige Person. Den var forblevet i forening med hans sjæl og med hans legeme, som døden havde adskilt: “Ved enheden i den guddommelige natur, som forbliver nærværende i enhver af menneskets to dele, forener de sig på ny. Således sker døden ved adskillelsen af menneskets to dele, og opstandelsen ved sammenføjningen af de to adskilte dele”.225 [626; 1005] [1090]

III. Meningen med Opstandelsen og dens betydning for frelsen 651 “Hvis Kristus ikke er opstået, er vores prædiken tom, og tom er også jeres tro” (1 Kor 15,14). Opstandelsen udgør frem for alt bekræftelsen på alt det, som Kristus selv har gjort og lært. Alle sandheder, selv de mest utilgængelige for menneskets ånd, finder deres begrundelse, dersom Kristus ved at opstå fra de døde har givet det endelige bevis, som Han havde lovet, på sin guddommelige autoritet. [129; 274] 652 Kristi opstandelse er opfyldelsen af løfterne i Gamle Testamente226 og af Jesu egne løfter under sit jordiske liv.227 Udtrykket “ifølge Skrifterne”228 angiver, at Kristi opstandelse opfylder disse forudsigelser. [994; 601] [1091]

[1092]

[1093]

653 Sandheden om Jesu guddom bekræftes ved hans opstandelse. Han havde sagt: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, Jeg Er” (Joh 8,28). Opstandelsen af den korsfæstede skal vise, at Han sandelig var “Jeg Er”, Guds Søn og selv Gud. Paulus har kunnet erklære over for jøderne: “Løftet, der blev givet fædrene, har Gud opfyldt for os... Han har oprejst Jesus, sådan som der står skrevet i den anden salme: Du er min Søn, jeg har født Dig i dag” (Apg 13,32-33).229 Kristi opstandelse er tæt knyttet til mysteriet om Guds Søns menneskevordelse. Den er opfyldelsen, ifølge Guds evige plan. [445; 461, 422] [1094]

654 Der er et dobbelt aspekt i påskemysteriet: ved sin død befrier Kristus os for synden, ved sin opstandelse åbner Han os adgang til et nyt liv. Dette nye liv er først og fremmest retfærdiggørelsen, som genindsætter os i Guds nåde,230 “for at, ligesom Kristus er oprejst fra de døde, sådan skal [1095]

222 223 224 225 226 227 228 229 230

[1087]

Jf. Apg 2,24.

[1088]

Jf. Rom 6,4; 2 Kor 13,4; Fil 3,10; Ef 1,19-22; Hebr 7,16.

[1089]

Jf. Mark 8,31; 9,9-31; 10,34.

[1090]

Skt. Gregor af Nyssa, res. 1; jf. også DS 325; 359; 369; 539.

[1091]

Jf. Luk 24,26-27. 44-48.

[1092]

Jf. Matt 28,6; Mark 16,7; Luk 24,6-7.

[1093]

Jf. 1 Kor 15,3-4 og den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse.

[1094]

Jf. Sl 2,7.

[1095]

Jf. Rom 4,25.

også vi leve et nyt liv” (Rom 6,4). Den består i sejren over “døden i vore overtrædelser” og i den nye delagtighed i nåden.231 Den gør os til Guds børn, for menneskene bliver Kristi brødre, som Jesus selv kalder sine disciple efter sin opstandelse: “Gå og sig til mine brødre” (Matt 28,10; Joh 20,17). Brødre - ikke af natur, men af nåde, fordi denne adoption frembringer en virkelig delagtighed i den enbårne Søns liv, som har åbenbaret sig fuldt ud i sin opstandelse. [1987; 1996] [1096]

655 Endelig er Kristi opstandelse - og den opstandne Kristus selv - årsag og kilde til vor fremtidige opstandelse: “Kristus er opstanden fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen... For ligesom alle dør i Adam, skal også alle gøres levende i Kristus” (1 Kor 15,20-22). I forventning om denne opfyldelse lever den opstandne Kristus i sine troendes hjerte. I Ham smager de kristne “den kommende verdens kræfter” (Hebr 6,5), og deres liv inddrages af Kristus i det guddommelige livs skød,232 “for at de ikke længere skal leve for sig selv, men for Ham, der døde og opstod for dem” (2 Kor 5,15). [989; 1002] [1097]

I korthed 656 Troen på opstandelsen har som genstand en begivenhed, der både er historisk bekræftet af disciplene, der virkelig har mødt den Opstandne, og på hemmelighedsfuld vis transcendent i den forstand at det, det drejer sig om, er Kristi menneskenaturs indtræden i Guds herlighed. 657 Den tomme grav og ligklæderne, som lå på jorden, betyder i sig selv, at Kristi legeme,ved Guds kraft, undslap dødens bånd og forrådnelse. De forbereder disciplene på mødet med den Opstandne. 658 Kristus, “den førstefødte af de døde” (Kol 1,18), er ophav til vor egen opstandelse, allerede nu ved vor sjæls retfærdiggørelse,233 siden ved vort legemes levendegørelse. [1098]

234[1099]

Artikel 6 “... opfor til Himlen, sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd” 659 “Efter at Herren Jesus havde talt til dem, blev Han taget op til Himlen og tog sæde ved Guds højre hånd” (Mark 16,19). Kristi legeme blev allerede herliggjort i det øjeblik, da Han stod op fra de døde, som det ses af de nye og overnaturlige egenskaber, hans legeme herefter varigt besidder.235 Men i de 40 dage, hvor Han spiser og drikker på fortrolig vis med sine disciple236 og underviser dem om Guds rige,237 forbliver Hans herlighed endnu tilsløret under et almindeligt menneskes skikkelse.238 Jesu sidste tilsynekomst slutter med at hans menneskenatur definitivt indtræder i den guddommelige herlighed, symboliseret ved skyen239 og himlen,240 hvor Han fra nu af sidder ved [1100]

[1101]

[1102]

[1103]

[1104]

231 232 233 234 235 236 237 238 239 240

[1096]

Jf. Ef 2,4-5; 1 Pet 1,3.

[1097]

Jf. Kol 3,1-3.

[1098]

Jf. Rom 6,4.

[1099]

Jf. Rom 8,11.

[1100]

Jf. Luk 24,31; Joh 20,19. 26.

[1101]

Jf. Apg 10,41.

[1102]

Jf. Apg 1,3.

[1103]

Jf. Mark 16,12; Luk 24,15; Joh 20,14-15; 21,4.

[1104]

Jf. Apg 1,9; jf. også Luk 9,34-35; 2 Mos 13,22.

[1105]

Jf. Luk 24,51.

[1105]

Guds højre.241 Det er kun helt undtagelsesvis og kun én gang, at Han viser sig for Paulus “som for et misfoster” (1 Kor 15,8), i en sidste tilsynekomst og kalder ham til apostel.242 [645; 66; 697; 642] [1106]

[1107]

660 At den Opstandnes herlighed i denne mellemperiode var tilsløret, antydes i hans hemmelighedsfulde ord til Maria-Magdalene: “Jeg er endnu ikke opfaren til Faderen. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud” (Joh 20,17). Det viser en forskel i måden hvorpå den opstandne Kristi herlighed viser sig for hende - og Kristi herlighed ved Faderens højre. Himmelfartens begivenhed, som er både historisk og transcendent, markerer overgangen fra den ene tilstand til den anden. 661 Denne sidste etape i forherligelsen forbliver tæt forbundet med den første, dvs. med Sønnens nedstigning fra Himlen i menneskevordelsen. Kun den, der er “udgået fra Faderen”, kan “vende tilbage til Faderen”: Kristus.243 “Ingen er jo steget op til Himlen uden Han, som steg ned fra Himlen: Menneskesønnen” (Joh 3,13).244 Overladt til sine naturlige kræfter har mennesket ikke adgang til “min Fars hus” (Joh 14,2), til Guds liv og lyksalighed. Kristus alene har kunnet åbne denne adgang for mennesket, “således at vi, lemmer på hans legeme, kan håbe på at følge Ham derhen, hvor Han, vort Hoved og vort Ophav, er gået forud for os”.245 [461; 792] [1108]

[1109]

[1110]

662 “Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” (Joh 12,32). Ophøjelsen på korset betyder og forkynder himmelfartens ophøjelse til Himlen. Den er begyndelsen på den. Jesus Kristus, den nye og evige Pagts eneste Præst, “gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med menneskehænder... men ind i selve Himlen, for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os” (Hebr 9,24). I Himlen udøver Kristus til stadighed sit præstedømme, “fordi han altid lever og går i forbøn for dem, som kommer til Gud ved Ham” (Hebr 7,25). Som “ypperstepræst for de kommende goder” (Hebr 9,11) er Han midtpunkt og hovedcelebrant i liturgien til Faderens ære i himlene.246 [1545; 1137] [1111]

663 Fra nu af sidder Kristus ved Faderens højre: “Ved ‘Faderens højre’ forstår vi Guddommens herlighed og ære, i hvilken Han, der, som Gud, var Guds Søn fra evighed af, og af samme væsen som Faderen, nu også legemligt tog sæde, efter at han i de sidste tider er blevet kød, og hans kød også er herliggjort”.247 [648] [1112]

664 Sædet ved Faderens højre betyder indledningen til Messias’ herredømme. Det er profeten Daniels syn om Menneskesønnen, der går i opfyldelse: “Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå; hans kongerige skal ikke gå til grunde” (Dan 7,14). Fra dette øjeblik er apostlene vidner om “det rige, der ikke får ende”.248 [541] [1113]

I korthed

241 242 243 244 245 246 247 248

[1106]

Jf. Mark 16,19; Apg 2,33; 7,56; jf. også Sl 110,1.

[1107]

Jf. 1 Kor 9,1; Gal 1,16.

[1108]

Jf. Joh 16,28.

[1109]

Jf. Ef 4,8-10.

[1110]

MR, Himmelfartens præfation.

[1111]

Jf. Åb 4,6-11.

[1112]

Skt. Johannes af Damaskus, f. o. 4,2.

[1113]

Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse.

665 Kristi himmelfart markerer Jesu menneskenaturs definitive indtræden i Guds himmelske verden, hvorfra Han vil komme tilbage,249 men som i mellemtiden skjuler Ham for menneskenes øjne. [1114]

250[1115]

666 Jesus Kristus, Kirkens hoved, går foran os ind i Faderens herlighedsrige, for at vi, som lemmer på hans legeme, kan leve i håbet om en dag at være sammen med Ham i al evighed. 667 Jesus Kristus, som én gang for alle er indtrådt i Himlens helligdom, går uophørligt i forbøn for os som mellemmanden, der sikrer os den stadige udgydelse af Helligånden. Artikel 7 “... hvorfra Han skal komme igen for at dømme de levende og de døde” I. Han skal komme igen i herlighed Kristus hersker allerede gennem Kirken... 668 “Kristus er død og blev levende igen, for at Han skulle blive Herre over både døde og levende” (Rom 14,9). Kristi Himmelfart betyder, at han i sin menneskenatur har del i Guds egen magt og myndighed. Jesus Kristus er Herre: Han har al magt i himmel og på jord. Han er “højt over al myndighed, magt, kraft og herskermagt”; thi Faderen “har lagt alt under hans fødder” (Ef 1,2022). Kristus er Herren over verdensaltet251 og historien. I Ham bliver menneskets historie, ja hele skaberværket “sammenfattet” (Ef 1,10), og når sin transcendente fuldendelse. [450; 518] [1116]

669 Som Herre er Kristus også hoved for Kirken, der er hans legeme.252 Ophøjet til himlen og herliggjort, efter således at have fuldført sin mission, forbliver Han på jorden i sin Kirke. Forløsningen er kilden til den autoritet, som Kristus i kraft af Helligånden udøver over Kirken.253 “Kirken, som er Kristi rige, der allerede er til stede i mysteriet”, er “dette Riges spire og begyndelse på jorden”.254 [792, 1088; 541] [1117]

[1118]

[1119]

670 Efter himmelfarten er Guds plan gået ind i sin fuldbyrdelse. Vi er allerede i “den sidste time” (1 Joh 2,18).255 “De sidste tider er således allerede kommet til os, og verdens fornyelse er uigenkaldeligt sat i gang og foregribes virkeligt i denne verden: Kirken er nemlig allerede her på jorden kendetegnet ved en virkelig, men dog ufuldkommen hellighed”.256 Kristi rige manifesterer allerede sit nærvær med de mirakuløse tegn,257 der ledsager dets budskab gennem Kirken.258 [1042; 825; 547] [1120]

[1121]

[1122]

249 250 251 252 253 254 255 256 257 258

[1114]

Jf. Apg 1,11.

[1115]

Jf. Kol 3,3.

[1116]

Jf. Ef 4,10; 1 Kor 15,24. 27-28.

[1117]

Jf. Ef 1,22.

[1118]

Jf. Ef 4,11-13.

[1119]

LG 3; 5.

[1120]

Jf. 1 Pet 4,7.

[1121]

LG 48.

[1122]

Jf. Mark 16,17-18.

[1123]

Jf. Mark 16,20.

[1123]

... i forventning om at alt skal være Ham underlagt 671 Skønt allerede nærværende i sin Kirke er Kristi Rige dog endnu ikke fuldført “med magt og megen herlighed” (Luk 21,27)259 ved Kongens komme på jorden. Dette Rige er endnu angrebet af onde magter,260 selv om de allerede er besejret fra grunden af ved Kristi Påske. Indtil alt er underlagt Ham,261 “indtil nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor, kommer til syne, er Kirken dog undervejs og bærer i sine sakramenter og institutioner, som hører tiden til, denne verdens skikkelse, som forgår, og lever selv blandt skabninger, som sukker og stønner som under veer endnu i denne stund og venter i længsel på, at Guds børn skal åbenbares”.262 Af denne grund beder de kristne, særlig i Eukaristien,263 for at fremskynde Kristi genkomst,264 idet de siger til Ham: “Kom, Herre” (1 Kor 16,22; Åb 22,17. 20). [1043; 769, 773; 1043, 2046; 2817] [1124]

[1125]

[1126]

[1127]

[1128]

[1129]

672 Kristus har før sin himmelfart bekræftet, at det endnu ikke var timen for det messianske Riges oprettelse, som ventet af Israel,265 der ifølge profeterne266 ville bringe alle mennesker den endelige orden af retfærdighed, kærlighed og fred. Den nærværende tid er, ifølge Herren, tiden for Ånden og vidnesbyrdet,267 men det er også en tid, der endnu er præget af “nød” (1 Kor 7,26) og onde dage,268 der ikke vil skåne Kirken,269 og som vil indlede de sidste dages trængsler.270 Det er en tid til at vente og våge.271 [732; 2612] [1130]

[1131]

[1132]

[1133]

[1134]

[1135]

[1136]

Kristi herlige komme, Israels håb 673 Efter himmelfarten er Kristi komme i herlighed nært forestående,272 selv om “det ikke tilkommer os at kende tider og timer, som Faderen har fastsat i sin egen magt” (Apg 1,7).273 Denne eskatologiske begivenhed kan komme når som helst,274 selv om den er “tilbageholdt” både den og den endelige prøvelse, der vil gå forud for den.275 [1040, 1048] [1137]

[1138]

[1139]

[1140]

674 Messias’ herlige komme er udsat i ethvert øjeblik i historien,276 indtil “hele Israels” anerkendelse af Ham (Rom 11,26; Matt 23,39), hvoraf “en del har forhærdet sig” (Rom 11,25) i “vantro” (Rom 11,20) over for Jesus. Peter siger det til jøderne i Jerusalem efter Pinsen: “Omvend jer og vend om, for at jeres synder kan blive slettet ud; så skal de tider komme fra Herren, da vi kan [1141]

259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276

[1124]

Jf. Matt 25,31.

[1125]

Jf. 2 Tess 2,7.

[1126]

Jf. 1 Kor 15,28.

[1127]

LG 48.

[1128]

Jf. 1 Kor 11,26.

[1129]

Jf. 2 Pet 3,11-12.

[1130]

Jf. Apg 1,6-7.

[1131]

Jf. Es 11,1-9.

[1132]

Jf. Apg 1,8.

[1133]

Jf. Ef 5,16.

[1134]

Jf. 1 Pet 4,17.

[1135]

Jf. 1 Joh 2,18; 4,3; 1 Tim 4,1.

[1136]

Jf. Matt 25,1-13; Mark 13,33-37.

[1137]

Jf. Åb 22,20.

[1138]

Jf. Mark 13,32.

[1139]

Jf. Matt 24,44; 1 Tess 5,2.

[1140]

Jf. 2 Tess 2,3-12.

[1141]

Jf. Rom 11,31.

ånde frit. Og Han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus; han skal bo i Himlen, indtil de tider kommer, da alt det skal genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund” (Apg 3,19-21). Og Paulus er hans ekko: “Har det ført til forligelse for verden, at de blev forkastet, kan det så være andet end liv af døde, at de bliver modtaget?” (Rom 11,15). Jødernes fuldtallige indtræden (Rom 11,12) i det messianske Rige, efter at “hedningerne fuldtalligt” er kommet ind (Rom 11,25),277 skal gøre det muligt for Guds folk at “realisere Kristi fylde” (Ef 4,13), i hvilken “Gud vil være alt i alle” (1 Kor 15,28). [840; 58] [1142]

Kirkens sidste prøvelse 675 Før Kristi komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at 278 vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden,279 vil afsløre “ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer, med frafald fra sandheden som pris. Det største religiøse bedrag er fra Antikrist, dvs. fra en pseudo-messianisme, hvor mennesket forherliger sig selv i stedet for Gud og hans Messias, der er kommet i kødet.280 [769] [1143]

[1144]

[1145]

676 Dette antikrist-bedrag aftegner sig i verden hver gang man foregiver at opfylde, allerede inden for historien, det messianske håb, som kun kan nå sit mål hinsides historien gennem den eskatologiske dom. Selv i afsvækket form har Kirken forkastet denne forfalskning af det kommende Rige, under navnet “millenarisme” 281[1146] - frem for alt i politisk udgave som en sækulariseret og “inderligt pervers” messianisme: 282[1147] Den fordømmer den “falske mysticisme” i dette “vrængbillede af de ydmyges forløsning”. [2425]

677 Kirken kan kun indtræde i Rigets herlighed gennem den sidste Påske, hvor den skal efterfølge sin Herre i hans død og opstandelse.283[1148] Riget fuldendes altså ikke gennem et stigende fremskridt, med en historisk triumf for Kirken,284 men ved en Guds sejr i slutkampen med det onde.285 I denne sejr vil Kristi brud stige ned fra Himlen.286 Guds sejr over det ondes oprør vil tage form af den endelige Dom,287 efter den sidste kosmiske rystelse af denne verden, som forgår.288 [1340; 2853] [1149]

[1150]

[1151]

[1152]

[1153]

II. ... for at dømme de levende og de døde 678 Efter profeterne289 og Johannes Døberen290 har Jesus i sin forkyndelse bebudet dommen på den yderste dag. Da skal ethvert menneskes holdning291 og hjerternes hemmelighed komme for [1154]

[1155]

[1156]

277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291

[1142]

Jf. Luk 21,24.

[1143]

Jf. Luk 18,8; Matt 24,12.

[1144]

Jf. Luk 21,12; Joh 15,19-20.

[1145]

Jf. 2 Tess 2,4-12; 1 Tess 5,2-3; 2 Joh 7; 1 Joh 2,18. 22.

[1146]

Jf. DS 3839.

[1147]

Jf. Pius d. 11., enc. “Divini Redemptoris”; GS 20-21.

[1148]

Jf. Åb. 19,1-9.

[1149]

Jf. Åb 13,8.

[1150]

Jf. Åb 20,7-10.

[1151]

Jf. Åb 21,2-4.

[1152]

Jf. Åb 20,12.

[1153]

Jf. 2 Pet 3,12-13.

[1154]

Jf. Dan 7,10; Joel 3-4; Mal 3,19.

[1155]

Jf. Matt 3,7-12.

[1156]

Jf. Mark 12,38-40.

en dag.292 Den skyldige vantro, som har holdt den nåde, Gud har tilbudt, for intet,293 skal da fordømmes. Holdningen til Næsten vil afsløre, om man har taget imod eller afvist Guds nåde og kærlighed.294 Jesus skal sige på den yderste dag: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40). [1470] [1157]

[1158]

[1159]

679 Kristus er det evige livs Herre. Den fulde ret til at fælde den endelige dom over menneskenes handlinger og hjerter tilkommer Ham som verdens Frelser. Han har “vundet” denne ret ved sit kors. Derfor har Faderen “overdraget Sønnen den fulde domsret” (Joh 5,22).295 Men Sønnen er ikke kommet for at dømme, men for at frelse296 og give det liv, der er i Ham.297 Det er ved at forkaste nåden i dette liv, at enhver allerede dømmer sig selv,298 bliver lønnet efter sine gerninger299 og tilmed allerede kan fordømme sig selv for al evighed ved at sige nej til kærlighedens Ånd. [1021] [1160]

[1161]

[1162]

[1163]

[1164]

I korthed 680 Kristus Herren råder allerede nu gennem Kirken, men ikke alt i denne verden er endnu underlagt Ham. Kristi Rige vil først sejre efter et sidste angreb fra ondskabens magter. 681 På dommens dag, ved verdens ende, vil Kristus komme i herlighed for at bringe det godes endegyldige sejr over det onde, som har vokset side om side i historiens løb som hvede og ukrudt på marken. 682 Når den forherligede Kristus ved tidernes ende skal dømme de levende og de døde, vil Han åbenbare hjerternes hemmelige sindelag og give hvert menneske efter dets gerninger og efter dets modtagelse eller forkastelse af nåden.

Tredje Kapitel Jeg tror på Helligånden 683 “Ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen i Helligånden” (1 Kor 12,3). “Gud har sendt sin Søns Ånd i vore hjerter, som råber: Abba, Far!” (Gal 4,6). Denne troserkendelse er kun mulig i Helligånden. For at være i kontakt med Kristus, må man først være berørt af Helligånden. Det er Ham, som går forud for os og opvækker troen i os. Ved dåben, troens første sakramente, bliver Livet, der har sin kilde i Faderen og skænkes os i Sønnen, videregivet til os, intimt og personligt, af Helligånden i Kirken: [424, 2670; 152] Dåben skænker os den nåde at blive genfødt i Gud Fader, ved Sønnen, i Helligånden. For de, der har Guds Ånd, føres til Ordet, som er Sønnen; men Sønnen fører dem frem for Faderen, og Faderen sikrer dem uforgængeligheden. Uden

292 293 294 295 296 297 298 299

[1157]

Jf. Luk 12,1-3; Joh 3,20-21;Rom 2,16; 1 Kor 4,5.

[1158]

Jf. Matt 11,20-24; 12,41-42.

[1159]

Jf. Matt 5,22; 7,1-5.

[1160]

Jf. Joh 5,27; Matt 25,31; Apg 10,42; 17,31; 2 Tim 4,1.

[1161]

Jf. Joh 3,17.

[1162]

Jf. Joh 5,26.

[1163]

Jf. Joh 3,18; 12,48.

[1164]

Jf. 1 Kor 3,12-15.

Ånden er det altså ikke muligt at se Guds Søn, og uden Sønnen kan ingen nærme sig Faderen, for kundskab om Faderen, det er Sønnen, og kundskab om Guds Søn sker ved Helligånden.300 [249]

684 Helligånden er, ved sin nåde, den første i opvækkelsen af vor tro og indtræden i det nye liv. Og dette er det nye liv, “at kende dig, den eneste, sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus”.[1] Og dog er Han den sidste af personerne i den hl. Treenighed, som åbenbares. Skt. Gregor af Nazianz, “teologen”, forklarer denne rækkefølge med tilpasningen i den guddommelige pædagogik: [236] Det gamle Testamente forkyndte klart Faderen, mere dunkelt Sønnen. Det nye Testamente åbenbarede Sønnen og lod ane Åndens guddommelighed. Nu bor Ånden iblandt os og skænker os en klarere vision af sig selv. Det var jo ikke klogt, så længe man ikke bekendte Faderens guddom, åbent at forkynde Sønnen, og så længe Sønnens guddom ikke var anerkendt, at føje Helligånden til som en videre byrde, for at bruge et lidt dristigt udtryk... Det er ved fremskridt og fremgang “fra herlighed til herlighed” at lyset fra Treenigheden bryder igennem med stadig stærkere glans. [2]

685 At tro på Helligånden, det er altså at bekende, at Helligånden er en af Personerne i den hl. Treenighed, af samme væsen som Faderen og Sønnen, og “tilbedt og forherliget med Faderen og Sønnen”.[3] Det er derfor, der var tale om Helligåndens guddommelige mysterium allerede i Trinitets-”teologien”. Her drejer det sig derimod kun om Helligåndens plads i den guddommelige “husholdning” (oikonomia). [236] 686 Helligånden er virksom med Faderen og Sønnen fra begyndelsen til fuldendelsen af den guddommelige frelsesplan. Men det er i “de sidste tider”, indledt med Sønnens forløsende menneskevordelse, at Han er åbenbaret og skænket, erkendt og modtaget som Person. Så kunne denne guddommelige frelsesplan, fuldbyrdet i Kristus, den “førstefødte” og den nye skabnings Overhoved, tage skikkelse i menneskeheden ved den udgydte Helligånd: Kirken, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse, det evige liv. [258]

Artikel 8 “Jeg tror på Helligånden” 687 “Ingen ved, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd” (1 Kor 2,11). Men Ånden, som åbenbarer Gud, lader os kende Kristus, Ordet, hans levende Ord, men taler ikke om sig selv. Han, som “har talt ved profeterne”,[4] lader os høre Faderens Ord. Men Ham selv hører vi ikke. Vi kender Ham kun i den bevægelse, hvor Han åbenbarer Ordet og disponerer os til at modtage det i tro. Sandhedens Ånd, som “afslører” Kristus for os, “taler ikke ud af sig selv”.[5] Denne guddommelige tilbageholdenhed forklarer, hvorfor “verden ikke kan modtage Sandhedens Ånd, fordi den hverken ser eller kender Ham”, medens de, som tror på Kristus, kender Ham, fordi Han bor hos dem (Joh 14,17). [243]

300 [1] [2] [3] [4] [5]

[1]

Skt. Irenæus, dem 7.

[2]

Jf. Joh 17,3.

[3]

Skt. Gregor af Naz., or. theol. 5,26.

[4]

Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse.

[5]

Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse: DS 150.

[6]

Jf. Joh 16,13.

688 Kirken, det levende samfund i apostlenes tro, som den videregiver, er stedet, hvor vi lærer Helligånden at kende: - i Skrifterne, som er inspireret af Ham; - i Traditionen, som kirkefædrene er de altid aktuelle vidner om; - i Kirkens læreembede, som Han bistår; - i den sakramentale liturgi med dens ord og symboler, hvor Helligånden sammenføjer os med Kristus; - i bønnen, hvor Han går i forbøn for os; - i de karismer og tjenester, hvorigennem Kirken bygges op; - i de tegn, som det apostoliske og missionerende liv afgiver; - i helgenernes vidnesbyrd, hvor Han manifesterer sin hellighed og fortsætter frelsens værk. I. Sønnens og Åndens fælles sendelse 689 Den, som Faderen har sendt i vore hjerter, hans Søns Ånd,[6] er virkelig Gud. Af samme væsen som Faderen og Sønnen, er han uadskillelig fra dem, såvel i Treenighedens indre liv som i dens kærlighedsgave til verden. Men i tilbedelsen af den levendegørende, væsens-lige og uadskillelige hellige Treenighed bekender Kirken sin tro også på forskellen i Personerne. Når Faderen sender sit Ord, sender Han også altid sin Ånde: en fælles sendelse, hvor Sønnen og Ånden er forskellige, men uadskillelige. Det er Kristus, der kommer til syne, Han, som er den usynlige Guds synlige billede, men det er Ånden, der åbenbarer Ham. [245; 254; 485] 690 Jesus er Kristus, “salvet”, fordi Ånden er hans salvelse, og alt, hvad der sker som følge af menneskevordelsen, flyder af denne fylde.[7] Og når Kristus til sidst bliver herliggjort,[8] kan Han, fra Faderen, sende Ånden til dem, som tror på Ham: Han giver dem del i sin herlighed,[9] dvs. i Ånden, som herliggør Ham.[10] Den fælles sendelse udfolder sig fra da af i de børn, som er adopteret af Faderen i hans Søns legeme: barnekårets Ånd sendes for at forene dem med Kristus og lade dem leve i Ham. [436; 788] Begrebet “salvelse” antyder... at der ingen afstand er mellem Sønnen og Ånden. For ligesom der mellem legemets overflade og olien ikke er nogen mellemting, hverken for fornuften eller sansningen, sådan er Sønnens kontakt med Ånden så umiddelbar, at den, der vil træde i kontakt med Sønnen gennem troen, først træder i kontakt med olien. For der er ikke nogen del, som ikke er dækket af Ånden. Det er derfor, bekendelsen af Sønnen som Herre sker i Helligånden, fordi Ånden kommer dem i møde overalt fra, når de nærmer sig i tro.[11] [448]

II. Helligåndens navn, betegnelser og symboler Helligåndens navn

[6] Jf. Gal 4,6. [7] Jf. Joh 3,34. [8] Jf. Joh 7,39. [9] Jf. Joh 17,22. [10] Jf. Joh 16,14. [11] Skt. Gregor af Nyssa, Spir. 16. [7] [8] [9]

[10]

[11]

[12]

691 “Helligånd” er navnet på Ham, som vi tilbeder og ærer med Faderen og Sønnen. Kirken har modtaget dette navn af Herren og bekender det, når dens nye børn døbes.[12] Udtrykket “Ånd” er en oversættelse af det hebræiske “ruah”, som oprindelig betyder åndepust, luft, vind. Jesus bruger det konkrete billede vind for at lade Nikodemus fornemme det helt nye og transcendente i Guds ånde som Person. [13] På den anden side er “Ånd” og “hellig” guddommelige egenskaber, som er fælles for de tre guddommelige Personer. Men ved at sammenføje de to udtryk kendetegner Skriften, liturgien og det teologiske sprog Helligåndens uudsigelige Person, uden mulig forveksling med de andre anvendelser af begreberne “ånd” og “hellig”.

Betegnelser for Helligånden 692 Når Jesus bebuder og lover Helligåndens komme, kalder Han ham “Paraklet”, bogstaveligt: den, der er tilkaldt, talsmanden (ad-vocatus) (Joh 14,16.26; 15,26; 16,7). “Paraklet” oversættes sædvanligvis med “Trøsteren”, i lighed med Jesus, der var den første trøster.[14] Herren selv kalder Helligånden for “Sandhedens Ånd”.[15] [1433] 693 Foruden hans egentlige navn, som er det mest anvendte i Apostlenes gerninger og Brevene, finder man hos Paulus betegnelserne: forjættelsens Ånd (Gal 3,14; Ef 1,13), barnekårets Ånd (Rom 8,15; Gal 4,6), Kristi Ånd (Rom 8,11), Herrens Ånd (2 Kor 3,17), Guds Ånd (Rom 8,9.14; 15,19; 1 Kor 6,11; 7,40), og hos Skt. Peter: herlighedens Ånd (1 Pet 4,14). Helligåndens symboler 694 Vandet. I dåben er vandet et symbol på Helligåndens handling, for efter påkaldelsen af Helligånden bliver det det virksomme sakramentale tegn på den nye fødsel. Ligesom svangerskabet i vor første fødsel modnes i fostervandet, sådan er dåbsvandet på en virkelig måde tegnet på, at vor fødsel til Guds liv skænkes os i Helligånden. Men “døbt i én Ånd”, har vi også “inddrukket den ene og samme Ånd” (1 Kor 12,13). Ånden er altså også personligt det levende vand, som springer ud af den korsfæstede Kristi side[16] som fra sin kilde, og som springer i os til evigt liv.[17] [1218; 2652] 695 Salvelsen. Salvelsen med olie er også betegnende for Helligånden, så det næsten bliver et synonym for Ham. [18] I den kristne indføringsritus er den det sakramentale tegn i firmelsen, som Østens Kirker kalder “Chrismation”. Men for at få fat på hele symbolkraften heri, må man vende tilbage til Åndens første salvelse, nemlig af Jesus. “Kristus” (“Messias” på hebræisk) betyder den, der er “salvet” med Guds Ånd. Allerede i den gamle pagt fandtes Salvede af Herren,[19] frem for alt kong David. [20] Men Jesus er Guds Salvede i eminent forstand: den menneskenatur, som Sønnen påtager sig, er totalt “salvet med Helligånden”. Jesus bliver indsat som “Kristus” ved Helligånden. [21] Jomfru Maria undfanger Kristus ved Helligånden, som forkynder ved fødslen, gennem englen, at han er Kristus. [22] Han tilskynder også Simeon til at komme til templet for at se Herrens Salvede. [23] Det er Ham, der fylder Kristus, [24] og hvis kraft udgår

[12] [13] [14] [15] [16] [17] [18] [19] [20] [21] [22] [23] [24]

[13]

Jf. Matt 28,19.

[14]

Jf. Joh 3,5-8.

[15]

Jf. 1 Joh 2,1.

[16]

Jf. Joh 16,13.

[17]

Jf. Joh 19,34; 1 Joh 5,8.

[18]

Jf. Joh 4,10-14; 7,38; 2 Mos 17,1-6; Es 55,1; Zak 14,8; 1 Kor 10,4; Åb 21,6; 22,17.

[19]

Jf. 1 Joh 2,20.27, 2 Kor 1,21.

[20]

Jf. 2 Mos 30,22-32.

[21]

Jf. 1Sam 16,13.

[22]

Jf. Luk 4,18-19; Es 61,1.

[23]

Jf. Luk 2,11.

[24]

Jf. Luk 2,26-27.

[25]

Jf. Luk 4,1.

fra Kristus i hans helbredelser og frelseshandlinger. [25] Det er også Ham, som oprejser Jesus fra de døde. [26] Altså indsat fuldt ud som “Kristus” i hans menneskenatur, der sejrer over døden, [27] udgyder Jesus Helligånden i rigt mål, indtil “de hellige”, forenet med Guds Søns menneskenatur, udgør “det fuldvoksne menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4,13): “den hele Kristus”, som Skt. Augustin udtrykker det.[28] [1293; 436; 1504; 794] 696 Ilden. Mens vandet betegner fødslen og frugtbarheden i det liv, som Ånden skænker, symboliserer ilden Helligåndens forvandlende kraft. Profeten Elias, som “trådte frem som en ild, og hvis ord brændte som en fakkel” (Sir 48,1), nedkalder ved sin bøn ild fra himlen over offeret på Karmelbjerget [29] - et billede på Helligåndens ild, som forvandler det, den rører ved. Johannes Døberen, “der går foran Herren i Elias’ ånd og kraft” (Luk 1,17), forkynder Kristus som den, der skal “døbe med Helligånden og ild” (Luk 3,16). Om denne Ånd siger Jesus: “Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg gerne, at den havde fænget allerede” (Luk 12,49). Det er som “tunger af ild”, at Helligånden pinsemorgen kommer ned over disciplene og fylder dem. [30] Den åndelige tradition fastholder denne ildsymbolik som et af de mest udtryksfulde billeder på Helligåndens virke: [31] “Udsluk ikke Ånden” (1 Tess 5,19). [1127; 2586; 718] 697 Skyen og lyset. Disse to symboler er uadskillelige i Helligåndens manifestationer. Allerede ved teofanierne i Gl. Testamente åbenbarer Skyen, snart i mørke, snart i lys, den levende og frelsende Gud, idet den tilslører hans overjordiske herlighed: for Moses på bjerget Sinai, [32] i mødeteltet[33] og på ørkenvandringen;[34] for Salomo, da han indvier templet.[35] Disse billeder opfyldes af Kristus i Helligånden. Det er Ånden, der kommer ned over jomfru Maria og “overskygger” hende, så hun kan undfange og føde Jesus. [36] På forklarelsens bjerg er det Ham, som “kommer i skyen og overskygger” Jesus, Moses og Elias, Peter, Jakob og Johannes, og det er “fra skyen en stemme lyder: ‘Denne er min Søn, min Udvalgte, hør Ham’” (Luk 9,34-35). Og endelig er det den samme sky, der “tog Jesus bort fra øjnene af disciplene” på himmelfartens dag, [37] og som i hans genkomst vil åbenbare Ham som Menneskesønnen i hans herlighed.[38] [484; 554; 659] 698 Seglet er et symbol, der kommer tæt på salvelsen. Det er jo Kristus, som “Gud selv har sat sit segl på” (Joh 6,27), og det er i Ham, at Faderen også besegler os. [39] Fordi det angiver den uudslettelige virkning af Helligåndens salvelse i dåbens, firmelsens og ordinationens sakramenter, er billedet af et segl (sphragis) blevet brugt i visse teologiske traditioner for at udtrykke den uudslettelige “karakter” der er prentet ind ved disse tre sakramenter, som ikke kan gentages. [1295-1296; 1121] 699 Hånden. Det er ved håndspålæggelse, at Jesus helbreder de syge [40] og velsigner de små børn.[41] I hans navn gør apostlene det samme.[42] Ja, mere endnu; det er ved apostlenes håndspålæggelse, at Helligånden meddeles. [43] Hebræerbrevet regner håndspålæggelsen til “grundelementerne” i sin lære. [44] I sine sakramentale epikleser [“nedkaldelser”] har Kirken bevaret dette tegn på Helligåndens almægtige udgydelse. [292; 1288; 1300, 1573, 1668]

[25] [26] [27] [28] [29] [30] [31] [32] [33] [34] [35] [36] [37] [38] [39] [40] [41] [42] [43] [44]

[26]

Jf. Luk 6,19; 8,46.

[27]

Jf. Rom 1,4; 8,11.

[28]

Jf. Apg 2,36.

[29]

Skt. Augustin, serm. 341,1,1; 9,11.

[30]

Jf. 1Kong 18,38-39.

[31]

Jf. Apg 2,3-4.

[32]

Jf. Skt. Johannes af Korset, llama.

[33]

Jf. 2 Mos 24,15-18.

[34]

Jf. 2 Mos 33,9-10.

[35]

Jf. 2 Mos 40,36-38; 1 Kor 10,1-2.

[36]

Jf. 1 Kong 8,10-12.

[37]

Jf. Luk 1,35.

[38]

Jf. Apg 1,9.

[39]

Jf. Luk 21,27.

[40]

Jf. 2 Kor 1,22; Ef 1,13; 4,30.

[41]

Jf. Mark 6,5; 8,23.

[42]

Jf. Mark 10,16.

[43]

Jf. Mark 16,18; Apg 5,12; 14,3.

[44]

Jf. Apg 8,17-19; 13,3; 19,6.

[45]

Jf. Hebr 6,2.

700 Fingeren. Det er “ved Guds finger”, at Jesus driver dæmoner ud. [45] Medens Guds lov blev skrevet på tavler af sten “med Guds finger” (2 Mos 31,18), er “Kristi brev, besørget gennem apostlene... skrevet med den levende Guds Ånd, ikke på tavler af sten, men på tavler af kød og blod, i hjerterne” (2 Kor 3,3). Hymnen “Veni, Creator Spiritus” påkalder Helligånden som “fingeren på Guds højre hånd”.[46] [2056] 701 Duen. Efter syndfloden (hvis symbolik angår dåben) kommer den due, som Noa sendte ud af arken, tilbage med en frisk olivengren i næbbet; et tegn på, at jorden igen er beboelig. [47] Da Kristus stiger op af dåbsvandet, stiger Helligånden, i skikkelse af en due, ned over Ham og bliver over Ham. [48] Ånden sænker sig ned i det rensede hjerte hos de døbte og hviler i det. I nogle kirker er den hl. Eukaristi opbevaret i en metalbeholder i form af en due (columbarium), som hænger over alteret. Duen som symbol på Helligånden er traditionel i kristen ikonografi. [1219; 535]

III. Guds Ånd og Ord i forjættelsernes tid 702 Fra begyndelsen frem til “tidens fylde”[49] forbliver den fælles sendelse af Faderens Ord og Ånd skjult, men virksom. Guds Ånd forbereder Messias’ tid, og begge er, uden endnu at være fuldt ud åbenbaret, allerede lovet, for at de kan være ventet og blive modtaget, når de giver sig til kende. Det er derfor, at Kirken, når den læser Gamle Testamente,[50] ransager[51] det, som Ånden, “der har talt ved profeterne”,[52] vil sige os om Kristus. [122; 107] Ved “profeterne” forstår Kirkens tro her alle dem, som Helligånden har inspireret i den levende forkyndelse og i redaktionen af de hl. Skrifter, såvel i Gamle som i Ny Testamente. Den jødiske tradition skelner mellem Loven (de 5 første bøger eller Pentateuken), profeterne (vore såkaldt historiske og profetiske bøger) og Skrifterne (især visdomsbøgerne, særlig Salmerne).[53] [243]

I skabelsen Fra Guds Ord og Ånde udgår hver skabnings tilværelse og liv:[54] [292]

703

Det tilkommer Helligånden at beherske, helliggøre og besjæle skabningen, for Han er Gud af samme væsen som Faderen og Sønnen... Ham tilkommer magten over livet, for som Gud vogter Han skabningen i Faderen ved Sønnen. [55] [291]

704 “Hvad angår mennesket, så er det med egne hænder [dvs. med Sønnen og Helligånden], at Gud formede det... og Han prægede ind i det kød, Han skabte, sin egen form, således at endogså det, som skulle være synligt, bar den guddommelige form”.[56] [356] Forjættelsens Ånd

[45] [46] [47] [48] [49] [50] [51] [52] [53] [54] [55] [56]

[46]

Jf. Luk 11,20.

[47]

Pinsedag, hymne til 1. og 2. Vesper.

[48]

Jf. 1 Mos 8,8-12.

[49]

Jf. Matt 3,16 par.

[50]

Jf. Gal 4,4.

[51]

Jf. 2 Kor 3,14.

[52]

Jf. Joh 5,39.46.

[53]

Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse: DS 150.

[54]

Jf. Luk 24,44.

[55]

Jf. Sl 33,6; 104,30; 1 Mos 1,2; 2,7; Præd 3,20-21; Ez 37,10.

[56]

Byzantinsk liturgi, Troparion til søndagenes Matutin, 2. modus.

[57]

Skt. Irenæus, dem. 11.

705 Vansiret af synden og døden, forbliver mennesket dog “i Guds billede”, i Sønnens billede, men det har “mistet herligheden fra Gud”,[57] er berøvet “ligheden”. Løftet til Abraham indleder frelsesværket, ved hvis afslutning Sønnen selv vil påtage sig “billedet”[58] og restaurere det til “ligheden” med Faderen ved at gengive det herligheden, Ånden, “som gør levende”. [410; 2809] 706 Mod alt menneskeligt håb lover Gud Abraham et afkom, som frugt af troen og Helligåndens magt.[59] I det skal alle jordens slægter velsignes.[60] Dette afkom vil Kristus[61] være, i hvem udgydelsen af Helligånden skal “samle Guds adspredte børn til ét”.[62] Ved at binde sig med en ed,[63] binder Gud sig allerede til at give sin elskede Søn[64] og “forjættelsens hellige Ånd... indtil forløsningen kommer for hans ejendomsfolk”.[65] [60] I Teofanierne og Loven 707 Teofanierne (Guds tilsynekomster) oplyser forjættelsens vej, fra patriarkerne til Moses og fra Josua indtil de syner, der indleder de store profeters mission. Den kristne tradition har altid erkendt, at i disse teofanier lod Guds Ord sig se og høre, åbenbaret og dog “overskygget” af Helligåndens sky. 708 Denne Guds pædagogik viser sig særligt deri, at Han skænker Loven.[66] Loven er givet som en “opdrager” for at føre folket til Kristus.[67] Men lovens magtesløshed til at frelse mennesket, der var berøvet “ligheden” med Gud, og det voksende kendskab den giver til synden,[68] vækker længselen efter Helligånden. Salmerne sukker og vidner herom. [1961-1964, 122; 2585] I Kongetiden og i Eksilet 709 Loven, tegnet på forjættelsen og pagten, skulle have rådet i hjertet og i institutionerne hos det folk, der var udgået af Abrahams tro. “Hvis I adlyder min røst og holder min pagt... skal I være mig et kongerige af præster og et helligt folk” (2 Mos 19,5-6).[69] Men efter David falder Israel for fristelsen til at blive et kongerige som de andre nationer. Det Rige, der var forjættet David,[70] skal imidlertid være Helligåndens værk; det skal tilhøre de fattige i ånden. [2579; 544] 710 Ringeagt for Loven og utroskab mod Pagten fører til døden, det vil sige Udlændigheden - et tilsyneladende sammenbrud af forjættelserne, men i virkeligheden den frelsende Guds hemmelighedsfulde troskab og begyndelse til en lovet genopbygning, men efter Ånden. Det var

[57] [58] [59] [60] [61] [62] [63] [64] [65] [66] [67] [68] [69] [70]

[58]

Jf. Rom 3,23.

[59]

Jf. Joh 1,14; Fil 2,7.

[60]

Jf. 1 Mos 18,1-15; Luk 1,26-38.54-55; Joh 1,12-13; Rom 4,16-21.

[61]

Jf. 1 Mos 12,3.

[62]

Jf. Gal 3,16.

[63]

Jf. Joh 11,52.

[64]

Jf. Luk 1,73.

[65]

Jf. 1 Mos 22,17-18; Rom 8,32; Joh 3,16.

[66]

Jf. Ef 1,13-14; Gal 3,14.

[67]

Jf. 2 Mos 19-20; 5 Mos 1-11; 29-30.

[68]

Jf. Gal 3,24.

[69]

Jf. Rom 3,20.

[70]

Jf. 1 Pet 2,9.

[71]

Jf. 2 Sam 7; Sl 89; Luk 1,32-33.

nødvendigt, at Guds folk skulle gennemlide denne renselse.[71] Eksilet står allerede i skyggen af Korset i Guds frelsesplan, og den lille rest af fattige, som vender hjem, er et af de tydeligste billeder på Kirken. Forventningen om Messias og hans Ånd 711 “Nu skaber jeg nyt” (Es 43,19): to profetiske linjer tegner sig: den ene i forventningen om Messias, den anden i bebudelsen af en ny Ånd. Og begge falder de sammen i den lille Rest, det folk af fattige,[72] som venter i håb på “Israels trøst” og “Jerusalems forløsning” (Luk 2,25.38). [64; 522] Ovenfor har vi set, hvorledes Jesus opfylder profetierne om sig selv. Her vil vi begrænse os til dem, der snarere handler om forholdet til Messias og til hans Ånd.

712 Den forventede Messias’ ansigtstræk begynder at dukke op i Immanuelbogen[73] (“da Esajas skuede Kristi herlighed”: Joh 12,41), særlig i Es 11,1-2: [439] Der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem fra dens rod. Over ham hviler Herrens Ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd.

713 Messias’ træk viser sig især i sangene om Herrens Tjener.[74] Disse sange forudsiger meningen med Jesu lidelse, og antyder således måden, hvorpå Han udøser Helligånden for at levendegøre de mange: ikke udefra, men ved at tage “en tjeners skikkelse på” (Fil 2,7). Fordi Han tager vor død på sig, kan han videregive Ånden i sit eget liv til os. [601] 714 Det er derfor Kristus indvarsler det glade Budskab, idet Han gør Esajas’ ord til sine (Luk 4,18-19):[75] Herrens Ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår for Herren.

715 De profetiske tekster, der direkte angår Helligåndens sendelse, er orakler, hvor Gud taler til sit folks hjerte i forjættelsens sprog, med fremhævelse af den “kærlighed og troskab”,[76] hvis opfyldelse Skt. Peter forkynder Pinsedags morgen.[77] Ifølge disse forjættelser vil Herrens Ånd i de “sidste tider” forny menneskenes hjerter ved at indprente i dem en ny lov; Han vil samle og forsone [71] [72] [73] [74] [75] [76] [77]

[72]

Jf. Luk 24,26.

[73]

Jf. Zef 2,3.

[74]

Jf. Es 6-12.

[75]

Jf. Es 42,1-9; Matt 12,18-21; Joh 1,32-34, samt Es 49,16; jf. Matt 3,17; Luk 2,32; Es 50,4-10; 52,13-15; 53,12.

[76]

Jf. Es 61,1-2.

[77]

Jf. Ez 11,19; 36,25-28; 37,1-14; Jer 31,31-34; og Joel 3,1-5.

[78]

Jf. Apg 2,17-21.

de adspredte og splittede folk; Han vil forvandle det første skaberværk, og Gud skal bo hos menneskene i fred. [214; 1965] 716 Det folk af “fattige”,[78] de ydmyge og sagtmodige, som helt har overgivet sig til deres Guds hemmelighedsfulde planer og forventer retfærdighed, ikke fra mennesker, men fra Messias, i dem er Helligånden, i forjættelsernes tid, virksom med kraft i hans skjulte mission for at forberede Kristi komme. Deres hjerters værd, renset og forklaret af Ånden, kommer til udtryk i Salmerne. I disse fattige bereder Ånden Herren “et velskikket folk”.[79] [368] IV. Kristi Ånd i tidens fylde Johannes, forløber, profet og døber 717 “Der fremstod et menneske, udsendt af Gud; hans navn var Johannes” (Joh 1,6). Johannes er “fyldt af Helligånden, allerede fra moders liv” (Luk 1,15)[80] ved Kristus selv, som jomfru Maria netop havde undfanget ved Helligånden. Marias “besøg” hos Elisabeth er således blevet “Guds besøg hos sit folk”.[81] [523] 718 Johannes er “Elias, som skal komme”:[82] Åndens ild bor i ham og får ham til at “gå foran” Herren som kommer. I forløberen Johannes fuldender Helligånden sit værk: at “berede Herren et velskikket folk” (Luk 1,17). [696] 719 Johannes er “mere end en profet”.[83] I ham fuldfører Helligånden sin “tale ved profeterne”. Johannes afslutter rækken af profeter, som begyndte med Elias.[84] Han forkynder, at Israels Trøst er nær; han er den kommende Trøsters “røst”.[85] Ligesom Sandhedens Ånd “kommer han som vidne, for at vidne om Lyset” (Joh 1,7).[86] For øjnene af Johannes opfylder Ånden således, hvad “profeterne havde gransket og grundet over” og “engle begæret at få indblik i”:[87] “Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånden... Ja, jeg har set det og vidner: Han er Guds Søn... Se, Guds Lam” (Joh 1,33-36). [2684; 536] 720 Endelig indleder Ånden, med Johannes Døberen, det han vil fuldføre med og i Kristus: at gengive mennesket dets “lighed” med Gud. Johannes’ dåb var til omvendelse, dåben i vandet og Ånden bliver en ny fødsel.[88] [535] “Glæd dig, du nådefulde”

[78] [79] [80] [81] [82] [83] [84] [85] [86] [87] [88]

[79]

Jf. Zef 2,3; Sl 22,27; 34,3; Es 49,13; 61,1; osv.

[80]

Jf. Luk 1,17.

[81]

Jf. Luk 1,41.

[82]

Jf. Luk 1,68.

[83]

Jf. Matt 17,10-13.

[84]

Jf. Luk 7,26.

[85]

Jf. Matt 11,13-14.

[86]

Jf. Joh 1,23; Es 40,1-3.

[87]

Jf. Joh 15,26; 5,33.

[88]

Jf. 1 Pet 1,10-12.

[89]

Jf. Joh 3,5.

721 Maria, Guds allerhelligste Moder, bestandig jomfru, er kronen på Sønnens og Åndens sendelse i tidens fylde. For første gang i frelseshistorien og fordi hans Ånd har forberedt det, finder Faderen den bolig, hvor hans Søn og hans Ånd kan bo blandt menneskene. Det er i den forstand, at Kirkens Tradition ofte i forbindelse med Maria har læst de smukkeste tekster om visdommen:[89] Maria lovsynges og fremstilles i liturgien som “Visdommens trone”. I hende begynder “Guds undere” at manifestere sig, som Ånden skal fuldende i Kristus og i Kirken: [484] 722 Helligånden har med sin nåde forberedt Maria. Det sømmede sig, at hun blev “fuld af nåde” som Mor til Ham, i hvem “hele Guddommens fylde bor legemligt” (Kol 2,9). Hun blev undfanget uden synd, af ren og skær nåde, som den ydmygste skabning, den bedst egnede til at modtage den Almægtiges uudsigelige gave. Det er med rette, at englen Gabriel hilser hende som “Sions datter”: “Fryd dig”.[90] Det er hele Gudsfolkets taksigelse og altså Kirkens, hun i sin lovsang[91] opsender til Faderen i Helligånden, mens hun i sit skød bærer den evige Søn. [489; 2676] 723 I Maria virkeliggør Helligånden Faderens nådige beslutning. Det er ved Helligånden, at jomfru Maria undfanger og føder Guds Søn. Ved Åndens og troens kraft bliver hendes jomfruelighed på enestående vis frugtbar.[92] [485; 506] 724 I Maria åbenbarer Helligånden Faderens Søn som nu også er blevet jomfruens Søn. Hun er den endegyldige teofanis brændende tornebusk: Fyldt af Helligånden viser hun Ordet frem i sit køds ydmyghed og giver Ham til kende hos de Fattige[93] og hos folkeslagenes førstegrøde.[94] [208; 2619] 725 Til sidst begynder Helligånden, gennem Maria, at bringe de mennesker i samfund med Kristus, som har “Guds velbehag”,[95] og det er altid de ydmyge, som er de første til at tage imod Ham: hyrderne, de vise mænd, Simeon og Anna, brudeparret i Kana og de første disciple. [963] 726 Ved afslutningen på denne Åndens sendelse bliver Maria “kvinden”, den nye Eva som er “de levendes mor”, mor til “den hele Kristus”.[96] Det er som sådan, at hun er til stede med de Tolv, “enigt, udholdende i bønnen” (Apg 1,14), da Ånden pinsedags morgen lader Kirken blive åbenbar og “de sidste tider” bryde igennem. [494, 2618] Kristus Jesus 727 Hele Sønnens og Helligåndens sendelse i tidens fylde er indeholdt i dette, at Sønnen fra sin menneskevordelse er den med Faderens Helligånd Salvede: Jesus er Kristus, Messias. [438, 695, 536] Hele andet kapitel i trosbekendelsen skal læses i dette lys. Hele Kristi værk er Sønnens og Helligåndens fælles sendelse. Her skal kun omtales det, der angår Jesu løfte om Helligånden og Åndens gave ved den herliggjorte Herre.

728 Jesus åbenbarer ikke Helligånden fuldt ud, så længe Han ikke selv er herliggjort ved sin død og opstandelse. Dog antyder Han det lidt efter lidt, selv i sin belæring til skarerne, når Han [89] [90] [91] [92] [93] [94] [95] [96]

[90]

Jf. Ordsp 8,1 - 9,6; Sir 24.

[91]

Jf. Zef 3,14; Zak 2,14.

[92]

Jf. Luk 1,46-55.

[93]

Jf. Luk 1,26-38; Rom 4,18-21; Gal 4,26-28.

[94]

Jf. Luk 2,15-19.

[95]

Jf. Matt 2,11.

[96]

Jf. Luk 2,14.

[97]

Jf. Joh 19,25-27.

åbenbarer, at hans kød skal være føde til liv for verden.[97] Han antyder det også over for Nikodemus,[98] den samaritanske kvinde[99] og dem, der deltager i Løvhyttefesten.[100] Til sine disciple taler Han åbent om Helligånden i forbindelse med bønnen[101] og det vidnesbyrd de skal aflægge.[102] [2615] 729 Det er først, da Timen er kommet, da Han skal herliggøres, at Jesus lover Helligåndens komme, eftersom hans død og hans opstandelse skal være opfyldelsen af løftet til fædrene[103]: Sandhedens Ånd, den anden Talsmand, vil Faderen give på Jesu bøn; Han vil blive sendt af Faderen i Jesu navn; Jesus vil sende Ham fra Faderen, for Han er udgået fra Faderen. Helligånden skal komme, vi skal lære Ham at kende, Han vil være med os altid, Han skal tage bo hos os; Han skal lære os om alt og minde os om alt, hvad Kristus har sagt os og give Ham vidnesbyrd; Ånden skal føre os til hele Sandheden og herliggøre Kristus. Og verden skal overbevises om synd, om retfærdighed og om dom. [388, 1433] 730 Omsider kommer Jesu time[104]: Jesus overgiver sin ånd i Faderens hænder[105] i det øjeblik da Han ved sin død sejrer over døden, således at Han, “oprejst fra de døde ved Faderens herlighed” (Rom 6,4), straks giver Helligånden ved at “ånde” på sine disciple.[106] Fra denne time bliver Kristi og Åndens sendelse Kirkens sendelse: “Som Faderen har sendt mig, sender også jeg jer” (Joh 20,21).[107] [850] V. Ånden og Kirken i de sidste tider Pinsen 731 Pinsedag (ved afslutningen af de syv påskeuger) fuldendes Kristi Påske ved udgydelsen af Helligånden, der bliver åbenbar, givet og meddelt som guddommelig Person: af sin fylde udøser Kristus, Herren, Ånden i overflod.[108] [2623, 767; 1302] 732 På den dag åbenbares den Hellige Treenighed helt og fuldt. Fra den dag står Riget, som Kristus forkyndte, åbent for dem, som tror på Ham. Skønt skrøbelige mennesker i kød og blod har de i troen allerede del i samfundet med den Hellige Treenighed. Ved sit komme, og det ophører ikke, lader Helligånden verden indtræde i “de sidste tider”, Kirkens tid, Gudsriget, som vi allerede har fået i arv, men som endnu ikke er fuldendt: [244; 672] Vi har skuet det sande Lys, vi har modtaget den himmelske Ånd, vi har fundet den sande tro: Vi tilbeder den udelelige Treenighed, for det er den, der har frelst os.[109]

[97] [98] [99] [100] [101] [102] [103] [104] [105] [106] [107] [108] [109]

[98]

Jf. Joh 6,27.51.62-63.

[99]

Jf. Joh 3,5-8.

[100]

Jf. Joh 4,10.14.23-24.

[101]

Jf. Joh 7,37-39.

[102]

Jf. Luk 11,13.

[103]

Jf. Matt 10,19-20.

[104]

Jf. Joh 14,16-17.26; 15,26; 16,7-15; 17,26.

[105]

Jf. Joh 13,1; 17,1.

[106]

Jf. Luk 23,46; Joh 19,30.

[107]

Jf. Joh 20,22.

[108]

Jf. Matt 28,19; Luk 24,47-48; Apg 1,8.

[109]

Jf. Apg 2,33-36.

[110]

Byzantinsk liturgi, troparion til pinsedags vesper; gentages i de eukaristiske liturgier efter kommunionen.

Helligånden - Guds gave 733 “Gud er Kærlighed” (1 Joh 4,8.16), og Kærligheden er den første gave; den rummer alle de andre. Denne Kærlighed “har Gud udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev givet os” (Rom 5,5). [218] 734 Fordi vi er døde, eller i det mindste sårede af synden, er den første virkning af Kærlighedens gave vore synders forladelse. Det er “Helligåndens fællesskab” (2 Kor 13,13), som i Kirken gengiver de døbte den tabte lighed med Gud, som blev mistet på grund af synden. [1987] 735 Han giver os da “pantet” på vor arv eller “førstegrøden”[110]: Den hellige Treenigheds liv, som er at elske “som Han har elsket os”.[111] Denne Kærlighed (1 Kor 13) er drivkraften i det nye liv i Kristus, muliggjort, fordi vi har “modtaget en kraft, nemlig Helligåndens” (Apg 1,8). [1822] 736 Det er ved denne Åndens magt, at Guds børn kan bære frugt. Han, som har podet os ind på den sande vinstok, vil lade os bære “Åndens frugt, som er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvbeherskelse” (Gal 5,22-23). “Ånden er vort liv”; jo mere vi fornægter os selv,[112] des mere skal vi også “vandre i Ånden”:[113] [1832] Ved fællesskabet med Helligånden gør Han os åndelige, genindsætter os i paradiset, fører os tilbage til Himmeriget og giver os barnekår på ny, giver os frimodighed til at kalde Gud vor Far og have del i Kristi nåde, blive kaldt lysets børn og få del i den evige herlighed.[114]

Helligånden og Kirken 737 Kristi og Helligåndens sendelse fuldendes i Kirken, Kristi Legeme og Helligåndens Tempel. Denne fælles sendelse knytter fra nu af Kristi troende til Hans samfund med Faderen i Helligånden: Ånden forbereder menneskene, forekommer dem med sin nåde, for at drage dem til Kristus. Han åbenbarer for dem den opstandne Herre, minder dem om hans ord og åbner deres sind for meningen med hans død og opstandelse. Han gør Kristi mysterium nærværende for dem, frem for alt i Eukaristien, for at forsone dem med Gud, forene dem med Ham, så de kan bære “megen frugt”.[115] [787-798; 1093-1109] 738 Således er Kirkens sendelse ikke en tilføjelse til Kristi og Helligåndens sendelse, men denne sendelses Sakramente. Med hele sit væsen og i alle sine lemmer er Kirken sendt for at forkynde og bevidne, aktualisere og udbrede mysteriet om den Hellige Treenigheds samfund (det bliver emnet for den næste artikel): [850, 777] Alle vi, som har modtaget den ene og samme Ånd, Helligånden, er smeltet sammen med hinanden og med Gud. For skønt vi er talrige, og Kristus lader sin og Faderens Ånd bo i hver enkelt af os, så fører denne ene og udelelige Guds Ånd af sig selv dem, som er indbyrdes forskellige, sammen til enhed... og bevirker, at alle fremtræder som ét i Ham. Og ligesom kraften i Kristi hellige menneskenatur bevirker, at alle de, som den befinder sig i, udgør et eneste legeme, således fører, mener jeg, Guds ene og udelelige Ånd, som bor i alle, alle til den åndelige enhed.[116]

[110] [111] [112] [113] [114] [115] [116]

[111]

Jf. Rom 8,23; 2 Kor 1,22.

[112]

Jf. 1 Joh 4,11-12.

[113]

Jf. Matt 16,24-26.

[114]

Jf. Gal 5,25.

[115]

Skt. Basilius, Spir. 15,36.

[116]

Jf. Joh 15,5.8.16.

[117]

Skt. Cyrillus af Aleksandria, Jo. 11,11.

739 Fordi Helligånden er Kristi salvelse, er det Kristus, Legemets Hoved, der udgyder Ånden i sine lemmer - for at nære dem, læge dem, ordne dem i deres gensidige funktioner, levendegøre dem, sende dem ud for at vidne, føje dem til sit eget offer til Faderen og til sin forbøn for hele verden. Det er ved Kirkens sakramenter, at Kristus meddeler lemmerne på sit Legeme sin Helligånd og Helliggører (det bliver emnet i Katekismens anden del). [1076] 740 Disse “Guds undere”, skænket de troende i Kirkens sakramenter, bærer deres frugter i det nye liv, i Kristus, efter Ånden (det bliver emnet i Katekismens tredje del). 741 “Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke” (Rom 8,26). Helligånden, som udfører Guds værker, er bønnens Læremester (det bliver emnet i Katekismens fjerde del). I korthed 742 “Beviset for, at I er sønner, er, at Gud har sendt sin Søns Ånd i vore hjerter, som råber: Abba, Far” (Gal 4,6). 743 Når Gud sender sin Søn, sender Han altid, fra begyndelsen indtil tidens ende, sin Ånd: deres sendelse er forenet og uadskillelig. 744 I tidens fylde fuldender Helligånden i Maria alle forberedelser i Guds folk til Kristi komme. Ved Helligåndens virken i hende giver Faderen verden Immanuel: “Gud-med-os” (Matt 1,23). Guds Søn bliver viet til Kristus (Messias) ved Helligåndens salvelse i hans inkarnation.[117]

745

746 Ved sin død og opstandelse er Jesus gjort til Herre og Kristus i herligheden.[118] Af sin fylde udgyder Han Helligånden over apostlene og Kirken. 747 Helligånden, som Kristus, Hovedet, udgyder i sine lemmer, bygger, besjæler og helliggør Kirken. Den er sakramentet for fællesskabet mellem den Hellige Treenighed og menneskene. Artikel 9 “Jeg tror på... den hellige katolske Kirke” 748 “Kristus er lyset for alle folk, og dette hellige kirkemøde, samlet i den hellige Ånd, nærer derfor et brændende ønske om at oplyse alle mennesker med hans herligheds glans, således som den genspejler sig på Kirkens åsyn, ved at forkynde Evangeliet for al skabningen”.[119] Med disse ord begynder Det andet Vatikankoncils “dogmatiske konstitution om Kirken”. Således viser Koncilet, at trosartiklen om Kirken afhænger helt af de artikler, som angår Kristus Jesus. Kirken har ikke noget andet lys end Kristi lys. Ifølge et billede, yndet af kirkefædrene, kan den sammenlignes med månen, hvis hele lys er et genskin af solens.

[117] [118] [119]

[118]

Jf. Sl 2,6-7.

[119]

Jf. Apg 2,36.

[120]

2. Vatikankoncil, LG 1.

749 Trosartiklen om Kirken afhænger også helt af den om Helligånden, som kommer lige før. “For efter at have vist, at Helligånden er kilde til og Giver af al hellighed, bekender vi nu, at det er Ham, som skænker Kirken hellighed”.[120] Kirken er, ifølge et udtryk hos kirkefædrene, det sted, “hvor Ånden blomstrer”.[121] 750 At tro, at Kirken er “hellig” og “katolsk”, og at den er “én” og “apostolisk” (som trosbekendelsen fra Nikæa-Konstantinopel føjer til), er uadskilleligt fra troen på Gud Fader, Søn og Helligånd. I den apostolske trosbekendelse bekender vi vor tro på,. at der er en hellig Kirke (“Credo...Ecclesiam”), men ikke at vi tror på Kirken (i samme forstand som på Gud), for ikke at sammenblande Gud og hans skaberværk, og for klart at tilskrive Guds godhed alle de gaver, Han har udstyret Kirken med.[122] [811; 169] Paragraf 1. Kirken i Guds plan I. Navne og billeder på Kirken 751 Ordet “Kirke” kommer (som på engelsk “church”) fra græsk “kyriakè”, som betyder “det, der hører Herren til”. Den bibelske betegnelse for Kirke er “ekklesia” (græsk “ek-kalein”: kalde ud, og deraf det franske ord “église”) og betyder “folkeforsamling”,[123] vanligvis af religiøs karakter. Det er det hyppigt brugte ord i det græske Gl. Testamente for det udvalgte folks forsamling ansigt til ansigt med Gud, særlig forsamlingen på Sinai, hvor Israel modtog Loven og blev konstitueret af Gud som hans hellige folk.[124] Den kristne urmenighed så sig selv som arvtager af denne forsamling og kaldte sig derfor Kirke. I Kirken kalder Gud fra alle jordens kanter sit folk sammen. 752 I kristen sprogbrug betegner ordet “Kirke” den liturgiske forsamling,[125] men også lokalkirken[126] eller hele kristenheden.[127] Disse tre betydninger er i virkeligheden uadskillelige. “Kirken” , det er det folk som Gud samler i hele verden. Den eksisterer i lokalkirkerne og virkeliggøres som liturgisk forsamling, frem for alt i Eukaristien. Den lever af Kristi Ord og Legeme og bliver derigennem selv Kristi Legeme. [1140, 832; 830] Kirkens symboler 753 I den hl. Skrift finder vi en mængde billeder og skikkelser, indbyrdes forbundne, hvorigennem Åbenbaringen taler om Kirkens uudtømmelige mysterium. Billederne fra Gl. Testamente er variationer af samme grund-ide: “Guds folk”. I Ny Testamente[128][129] får alle disse billeder et nyt centrum: Kristus, der bliver “Hovedet” for dette folk,301[130] som fra nu af er hans

[120] [121] [122] [123] [124] [125] [126] [127] [128] 301

[121]

Catech. R. 1,10,1.

[122]

Skt. Hippolytus, trad. ap. 35.

[123]

Jf. Catech. R. 1,10,22.

[124]

Jf. Apg 19,39.

[125]

Jf. 2 Mos 19.

[126]

Jf. 1 Kor 11,18; 14,19.28.34.35.

[127]

Jf. 1 Kor 1,2; 16,1.

[128]

Jf. 1 Kor 15,9; Gal 1,13; Fil 3,6.

[129]

Jf. Ef 1,22; Kol 1,18.

[130]

Jf. LG 9.

Legeme. Omkring dette centrum er der grupper af billeder, “taget enten fra hyrdernes liv eller landbruget eller fra bygningshåndværk eller også fra familielivet og bryllupsfester”.302[ [781;789] 754 “For Kirken er fårestien, med Kristus som eneste og nødvendige dør. 131] Den er også fåreflokken, som Gud selv har forudsagt, at Han skulle være Hyrden[132] for. Og selv om den ledes af menneskelige hyrder, bliver den dog uafbrudt ført og næret af Kristus selv, den Gode Hyrde og hyrdernes Overhoved, [133] Han, som har hengivet sit liv for fårene[134]”.[135] [857] 755 “Kirken er Guds agerbrug eller ager (1 Kor 3,9). På den ager vokser det gamle oliventræ, hvis hellige rod var patriarkerne, hvori forsoningen mellem jøder og hedninger [136] er sket og skal ske. Kirken blev plantet af den himmelske vingårdsmand ligesom en udvalgt vingård.[137] [138] Det sande vintræ er Kristus, som skænker liv og frugtbarhed til grenene, d.v.s. til os, der gennem Kirken forbliver i ham, og uden hvem vi intet kan gøre [139]”.[140] [795] 756 “Flere gange kaldes Kirken også Guds bygning.[141] Herren sammenlignede sig selv med den sten, som bygmestrene vragede, men som er blevet til hovedhjørnestenen (Matt 21,42 par.; Apg 4,11; 1 Pet 2,7; Sl 118,22). På denne grundvold bygges Kirken af apostlene, [142] og gennem den får den sin fasthed og sammenhæng. Dette bygningsværk smykkes ved forskellige benævnelser: Guds hus, [143] for der bor hans familie, en Guds bolig i Ånden,[144] ‘Guds bolig hos menneskene’[145] og først og fremmest det hellige tempel, hvis billede i vore kirker af sten berømmes af Kirkefædrene, og som i liturgien med rette sammenlignes med den hellige by, det nye Jerusalem. I den opbygges vi allerede her på jorden som levende stene. [146] Denne hellige stad ser Johannes, da den ved verdens fornyelse kommer ned fra himlen fra Gud, ‘rede som en brud smykket for sin brudgom’ (Åb 21,1-2)”.[147] [857; 797; 1045] 757 “Kirken kaldes også ‘det Jerusalem, som er oventil’ og ‘vores moder’ (Gal 4,26). [148] Den beskrives som det uplettede Lams uplettede brud,[149] som Kristus ‘elskede ... og gav sig hen for, for at han kunne hellige den’ (Ef 5,2526); han knyttede den til sig ved en uopløselig pagt, og bestandigt ‘ernærer han den og viser den omhu’ (Ef 5,29)”. [150] [507, 796; 1616]

II. Kirkens oprindelse, grundlæggelse og mission 758 For at ransage Kirkens mysterium må man først tænke over dens oprindelse i den hl. Treenigheds plan og dens fremadskridende virkeliggørelse i historien. [257]

302 131] [132] [133] [134] [135] [136] [137] [138] [139] [140] [141] [142] [143] [144] [145] [146] [147] [148] [149] [150]

[131]

LG 6.

[132]

Jf. Joh 10,1-10.

[133]

Jf. Es 40,11; Ez 34,11-31.

[134]

Jf. Joh 10,11; 1 Pet 5,4.

[135]

Jf. Joh 10,11-15.

[136]

2. Vatikankoncil, LG 6.

[137]

Jf. Rom 11,13-26.

[138]

Jf. Matt 21,33-43 par.

[139]

Jf. Es 5,1-7.

[140]

Jf. Joh 15,1-5.

[141]

LG 6.

[142]

Jf. 1 Kor 3,9.

[143]

Jf. 1 Kor 3,11.

[144]

Jf. 1 Tim 3,15.

[145]

Jf. Ef 2,19-22.

[146]

Jf. Åb 21,3.

[147]

Jf. 1 Pet 2,5.

[148]

LG 6.

[149]

Jf. Åb 12,17.

[150]

Jf. Åb 19,7; 21,.2.9; 22,17.

[151]

LG 6.

En plan født i Faderens hjerte 759 “Den evige Fader skabte ifølge sin visdoms og godheds helt frie og skjulte plan verdensaltet og besluttede at ophøje menneskene til at få del i det guddommelige liv”, hvortil Han kalder alle mennesker i sin Søn: “Og de, som tror på Kristus, besluttede Han at kalde sammen i den hellige Kirke.” Denne “Guds familie” tager form og virkeliggøres gradvis gennem de forskellige etaper i menneskehedens historie, efter Faderens plan. Kirken var nemlig “allerede fra verdens begyndelse forvarslet, og på forunderlig vis forberedt i Israels folks historie og den gamle pagt, indstiftet i tidernes fylde og åbenbaret ved Åndens udgydelse”, og den skal “ved tidernes ende fuldendes i herlighed”.[151] [293; 1655] Kirken som urtype fra verdens begyndelse 760 “Verden blev skabt med henblik på Kirken”, sagde de kristne i de første tider.[152] Gud har skabt verden med henblik på delagtigheden i sit guddommelige liv. Denne delagtighed virkeliggøres ved at “kaldes sammen” i Kristus, og dette “sammenkald” er Kirken. Kirken er alle tings mål.[153] Selv de smertelige genvordigheder, som englenes fald og menneskets synd, blev kun tilladt af Gud som anledning og middel til at udfolde hele sin arms vælde og hele det mål af kærlighed, Han ville give verden: [294; 309] Ligesom Guds vilje er et værk, som hedder verden, sådan er hans intention menneskenes frelse, og den hedder Kirken.[154]

Kirken - forberedt i den gamle pagt 761 Samlingen af Guds folk begynder i det øjeblik, da synden ødelægger menneskenes fællesskab med Gud og deres medmennesker. At Gud samler Kirken er hans reaktion på det kaos, som synden har forvoldt. Denne genforening sker hemmeligt i alle folk: “I hvert folk er den, som frygter Ham og øver retfærdighed, kærkommen for Ham” (Apg 10,35).[155] [55] 762 Den fjerne forberedelse til at samle Guds folk begynder med Abrahams kaldelse; Gud lover ham at han skal blive fader til et stort folk.[156] Den umiddelbare forberedelse begynder med Israels udvælgelse til at være Guds folk.[157] Israel udvælges til at være tegnet på den fremtidige samling af alle folk.[158] Men allerede profeterne anklager Israel for at have brudt pagten og opført sig som en skøge.[159] De bebuder en ny og evig pagt.[160] “Det er denne nye Pagt, Kristus har indstiftet”.[161] [122, 522, 60; 64]

[151] [152] [153] [154] [155] [156] [157] [158] [159] [160] [161]

[152]

LG 2.

[153]

Hermas, vis. 2,4,1; jf. Aristides, apol. 16,7; Justinus, apol. 2,7.

[154]

Jf. Skt. Epifanius, hær. 1,1,5.

[155]

Clemens af Aleksandria, pæd. 1,6.

[156]

Jf. LG 9; 13; 16.

[157]

Jf. 1 Mos 12,2; 15,5-6.

[158]

Jf. 2 Mos 19,5-6; 5 Mos 7,6.

[159]

Jf. Es 2,2-5; Mika 4,1-4.

[160]

Jf. Hos 1; Es 1,2-4; Jer 2; etc.

[161]

Jf. Jer 31,31-34; Es 55,3.

[162]

Jf. LG 9.

Kirken - indstiftet af Kristus Jesus 763 Det tilkommer Sønnen, i tidens fylde, at realisere sin Fars frelsesplan; det er motivet til hans “mission”.[162] “For Herren Jesus lagde grunden til sin Kirke ved at forkynde det glade budskab, nemlig Gudsrigets komme, som fra gammel tid var blevet forjættet i Skriften”.[163] For at opfylde Faderens vilje indledte Kristus Himmeriget på jorden. Kirken “er Kristi Rige, der allerede er til stede i mysteriet”.[164] [541] 764 “Dette Rige bliver synligt for menneskene i Kristi ord, gerninger og nærvær”.[165] At tage imod Jesu ord, det er at “tage imod selve Riget”.[166] Kimen og begyndelsen til Riget er “den lille hjord” (Luk 12,32), dem som Jesus er kommet for at kalde sammen om sig, og hvis hyrde Han selv er.[167] De udgør Jesu sande familie.[168] Dem Han således samlede om sig, lærer Han en ny “måde at handle på”, men også en egen måde at bede på.[169] [543; 1691; 2558] 765 Herren Jesus har givet sit fællesskab en struktur, som skal vare indtil Rigets fuldendelse. Der er først udvælgelsen af de Tolv med Peter som leder.[170] De repræsenterer Israels tolv stammer,[171] og er dermed grundstenene i det nye Jerusalem.[172] De Tolv[173] og de andre disciple[174] får del i Kristi sendelse, i hans magt, men også i hans skæbne.[175] Ved alle disse handlinger forbereder og bygger Kristus sin Kirke op. [860, 551] 766 Men Kirken fødes først og fremmest af Kristi totale hengivelse for vor frelse, som foregribes i indstiftelsen af Eukaristien og omsættes i handling på Korset. “Denne Kirkens begyndelse og vækst symboliseres ved det blod og det vand, der flød ud af den korsfæstede Jesus’ åbne side”.[176] “Og det underfulde sakramente, som Kirken er, opstod ud fra Kristi side, da han sov ind på korset”.[177] Som Eva blev dannet af den sovende Adams side, sådan fødes Kirken af den døde Kristi gennemborede hjerte på korset.[178] [813, 610, 1340; 617; 478 Kirken - åbenbaret ved Helligånden 767 “Da Sønnen havde fuldført den gerning på jorden, som Faderen havde betroet ham, blev Helligånden sendt på Pinsedagen, for at den i al fremtid skulle helliggøre Kirken”.[179] Da var det, at [162] [163] [164] [165] [166] [167] [168] [169] [170] [171] [172] [173] [174] [175] [176] [177] [178] [179]

[163]

Jf. LG 3; AG 3.

[164]

LG 5.

[165]

LG 3.

[166]

LG 5.

[167]

Ibid.

[168]

Jf. Matt 10,16; 26,31; Joh 10,1-21.

[169]

Jf. Matt 12,49.

[170]

Jf. Matt 5-6.

[171]

Jf. Mark 3,14-15.

[172]

Jf. Matt 19,28; Luk 22,30.

[173]

Jf. Åb 21,12-14.

[174]

Jf. Mark 6,7.

[175]

Jf. Luk 10,1-2.

[176]

Jf. Matt 10,25; Joh 15,20.

[177]

LG 3.

[178]

SC 5.

[179]

Jf. Skt. Ambrosius, Luc. 2,85-89.

[180]

LG 4.

“Kirken trådte i al offentlighed frem for masserne; evangeliets udbredelse blandt hedningerne ved forkyndelsen tog sin begyndelse”.[180] Fordi Kirken er et “sammenkald” af alle mennesker til frelse, er den, af natur, missionerende, sendt af Kristus til alle folkeslag for at gøre dem til disciple.[181] [731; 849] 768 For at udføre sin sendelse “opbygger og vejleder Helligånden Kirken med forskellige hierarkiske og karismatiske gaver”.[182] “Udstyret med sin grundlæggers gaver og tro mod hans bud om kærlighed, ydmyghed og selvfornægtelse modtager Kirken således sendelsen til at forkynde Kristi og Guds rige og til at grundlægge det i alle folkeslag, og den udgør dette Riges spire og begyndelse på jorden”.[183] [541] Kirken - fuldendt i Herligheden 769 “Kirken... vil først blive fuldendt i himlens herlighed”,[184] ved Kristi herlighedsfulde genkomst. Indtil da “vandrer Kirken som en pilgrim mellem verdens forfølgelser og Guds fortrøstninger”.[185] Hernede ved den sig i udlændighed, langt borte fra Herren,[186] og den længes efter det fuldbyrdede Rige, “den time, da den skal forenes med sin Konge i herligheden”.[187] Kirkens fuldendelse, og gennem den verdens, i herligheden, sker ikke uden store trængsler. Først da skal “alle retfærdige siden Adam, ‘fra den retfærdige Abel til den sidste udvalgte’, samles i den universelle Kirke hos Faderen”.[188] [671, 2818; 675; 1045] III. Kirkens mysterium 770 Kirken er til stede i historien, men overskrider den samtidig. Det er kun “med troens [189] øjne”, at man i dens synlige virkelighed formår samtidig at se en åndelig virkelighed, som er bærer af guddommeligt liv. [812] Kirken - på én gang synlig og åndelig 771 “Kristus, den eneste mellemmand, har gjort sin hellige Kirke, som er et troens, håbets og kærlighedens fællesskab, til en synlig bygning her på jorden, og opretholder den stadig, for gennem den at udbrede sandheden og nåden til alle.” Kirken er på samme tid: [827] - “et hierarkisk organiseret samfund og Kristi mystiske legeme; [1880] - en synlig forsamling og et åndeligt fællesskab; - jordisk Kirke og en Kirke, som er rig på himmelske goder”. [954]

[180] [181] [182] [183] [184] [185] [186] [187] [188] [189]

[181]

AG 4.

[182]

Jf. Matt 28, 19-20; AG 2; 5-6.

[183]

LG 4.

[184]

LG 5.

[185]

LG 48.

[186]

Skt. Augustin, civ. 18,51; jf. LG 8.

[187]

Jf. 2 Kor 5,6; LG 6.

[188]

LG 5.

[189]

LG 2.

[190]

Catech. R. 1,10,20.

Disse dimensioner udgør tilsammen “én kompleks virkelighed, der består af et menneskeligt og et guddommeligt element”[190]: Kirkens egenart er jo at være både menneskelig og guddommelig, at være synlig og i besiddelse af usynlige goder, at være ivrig i gerning og fri til meditation, at være til stede i verden og dog på vej. Dog er det menneskelige i Kirken rettet mod det guddommelige og dette underordnet, det synlige mod det usynlige, det aktive mod det kontemplative og det nærværende mod den fremtidige stad, som vi søger efter.[191] Fornedrelse! Ophøjelse! Kedars telt og Guds helligdom; jordisk bolig og himmelsk palads; lerhytte og kongsgård; dødeligt legeme og lysets tempel; genstand for de hovmodiges foragt og Kristi brud! Hun er sort, men dejlig, Jerusalems døtre; hun, som er bleg af træthed og lidelse i et langt eksil, har dog som smykke den himmelske pryd. [192]

Kirken - mysteriet i menneskenes forening med Gud 772 Det er i Kirken, at Kristus fuldfører og åbenbarer sit eget mysterium som målet for Guds frelsesplan: “at genindlemme alt i Kristus” (Ef 1,10). Paulus kalder brudeforholdet mellem Kristus og Kirken “et stort mysterium” (Ef 5,32). Fordi Kirken er forenet med Kristus som med sin brudgom,[193] bliver Kirken selv et mysterium.[194] Under betragtning af dette mysterium udbryder Paulus: “Kristus i jer, herlighedens håb” (Kol 1,27). [518; 796] 773 I Kirken er dette menneskenes samfund med Gud, ved “kærligheden, som aldrig hører op” (1 Kor 13,8), det endemål, som bestemmer alt det, som i Kirken er sakramentalt middel, bundet til denne verden, som forgår.[195] “Dens struktur er helt henordnet til Kristi lemmers hellighed. Og denne hellighed får sit værd fra det “store mysterium”, hvor bruden svarer på brudgommens gave ved at give ham sin kærlighed”.[196] Som “bruden uden plet og lyde”[197] går Maria forud for os alle i den hellighed, som er Kirkens mysterium. Det er derfor, “Kirkens marianske dimension går forud for den petrinske”.[198] [671; 972] Kirken - frelsens universelle sakramente 774 Det græske ord mysterion blev oversat til latin med to udtryk: mysterium og sacramentum. I den senere tolkning kom udtrykket sacramentum snarere til at betegne det synlige tegn på frelsens skjulte virkelighed, betegnet som mysterium. I den forstand er Kristus selv frelsens mysterium: der findes ikke noget andet mysterium end Kristus.[199] Hans hellige og helliggørende menneskenaturs frelsesværk er det frelsens sakramente, som manifesterer sig og virker i Kirkens sakramenter (som Østens Kirker også kalder “de hellige mysterier”). De syv sakramenter er de tegn og redskaber, hvorigennem Helligånden udbreder nåden fra Kristus, som er Hovedet, i Kirken, som er hans legeme. Kirken rummer altså og formidler den usynlige nåde, som den er tegn på. Det er i denne analoge forstand, at den kaldes “sakramente”. [1075; 515; 2014; 1116]

[190] [191] [192] [193] [194] [195] [196] [197] [198] [199]

[191]

LG 8.

[192]

SC 2.

[193]

Skt. Bernhard, Cant. 27,7,14.

[194]

Jf. Ef 5,25-27.

[195]

Jf. Ef 3,9-11.

[196]

Jf. LG 48.

[197]

MD 27.

[198]

Jf. Ef 5,27.

[199]

MD 27.

[200]

Skt. Augustin, ep. 187,11,34.

775 “Kirken er i Kristus ligesom et sakramente, d.v.s. et tegn og redskab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed”:[200] Være sakramentet for menneskenes intime forening med Gud - det er Kirkens primære formål. Fordi fællesskabet mellem menneskene har sin rod i foreningen med Gud, er Kirken også sakramentet for menneskeslægtens indbyrdes enhed. I Kirken er denne enhed allerede påbegyndt, for den samler i sig mennesker “fra alle jordens folkeslag og stammer, racer og tungemål” (Åb 7,9); samtidig er Kirken “tegn og redskab” for den fulde virkeliggørelse af denne enhed, som endnu er i vente. [360] 776 Som sakramente er Kirken Kristi redskab. “Han bruger den også som redskab til alles [201] frelse” ; den er “frelsens universelle sakramente[202]”, ved hvilket Kristus “åbenbarer og virkeliggør mysteriet om Guds kærlighed til mennesket”.[203] Den “er Guds kærligheds synlige hensigt med menneskeheden”,[204] som vil, “at hele menneskeslægten skal danne et Gudsfolk, vokse sammen til Kristi ene legeme og opbygges til det ene Helligåndens tempel”.[205] [1088] I korthed 777 Det bibelske ord for “Kirke” (ekklesia) betyder “sammenkaldelse”. Det betegner forsamlingen af dem, som Guds Ord sammenkalder for at udgøre Guds folk, og som, næret af Kristi legeme, selv bliver Kristi legeme. 778 Kirken er samtidig vejen og målet for Guds frelsesplan. Med sit for-billede (prototype) i skabelsen, blev den forberedt i den gamle Pagt, grundlagt ved Jesu Kristi ord og gerninger, virkeliggjort ved hans forløsende kors og hans opstandelse, og åbenbaret som frelsens mysterium ved udgydelse af Helligånden. Den vil blive fuldbyrdet i Himlens herlighed som forsamlingen af alle de forløste på jorden.[206] 779 Kirken er samtidig synlig og åndelig, et hierarkisk samfund og Kristi mystiske legeme. Den er én, dannet af et dobbelt element af menneskeligt og guddommeligt. Det er dens mysterium, som kun troen formår at tage imod. 780 Kirken er i denne verden frelsens sakramente, tegnet og redskabet for fællesskabet med Gud og med menneskene. Paragraf 2. Kirken - Guds Folk, Kristi Legeme, Helligåndens Tempel I. Kirken - Guds Folk 781 “Til alle tider og i alle folkeslag er enhver, som frygter Gud og øver retfærdighed, kærkommen for Gud. Imidlertid har det behaget Gud at helliggøre og frelse menneskene, ikke enkeltvis og uafhængig af hinanden, men at samle dem til et folk, der skulle erkende Ham i sandhed og tjene Ham i hellighed. Derfor udvalgte Han sig folket Israel til at være sit folk, som Han indgik [200] [201] [202] [203] [204] [205] [206]

[201]

LG 1.

[202]

LG 9.

[203]

LG 48.

[204]

GS 45, § 1.

[205]

Paul d. 6., tale 22. juni 1973.

[206]

AG 7; jf. LG 17.

[207]

Jf. Åb 14,4.

en pagt med og oplærte skridt for skridt... Alt dette var dog kun en forberedelse til og et forbillede på den nye og fuldkomne pagt, som skulle sluttes i Kristus... Denne nye pagt... indstiftede Kristus ved sit blod, idet Han af jøder og hedninger kaldte et folk, som ikke ved kødets bånd, men i Ånden skulle vokse sammen til en enhed”.[207] Gudsfolkets særpræg 782 Guds folk har karakteristiske træk, som klart adskiller det fra alle de religiøse, etniske, politiske eller kulturelle grupperinger i historien: [871] - Det er Guds folk. Gud ejes ikke af noget folk. Men Han har erhvervet sig et folk ud af dem, som før ikke var noget folk: “en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk” (1 Pet 2,9). [2787] - Man bliver medlem af dette folk, ikke ved den fysiske fødsel, men ved “fødsel ovenfra”, “af vand og Ånd” (Joh 3,3-5), det vil sige ved troen på Kristus og dåben. [1267] - Dette folk har som Overhoved Jesus Kristus (den Salvede, Messias); fordi den samme salve, Helligånden, flyder fra Hovedet ned i Legemet, er det “det messianske folk”. [695] - “Dette folks vilkår er Guds børns værdighed og frihed. I deres hjerter har Helligånden sin bolig som i et tempel.” [1741] - “Dets lov er det nye bud: at elske som Kristus selv har elsket os”.[208] Det er Helligåndens “nye” lov.[209] [1972] - Dets mission er at være jordens salt og verdens lys.[210] “Den udgør for hele menneskeslægten den sikreste kim til enhed, håb og frelse”.[211] [849] - Dets bestemmelse er “at fortsætte udbredelsen af det rige, som Gud selv har påbegyndt på jorden, indtil det også fuldbyrdes af Ham selv ved tidernes ende”.[212] [769] Et præsteligt, profetisk og kongeligt Folk 783 Jesus Kristus er den, som Faderen har salvet med Helligånden, og som Han har indsat som “præst, profet og konge”. Hele Guds folk tager del i disse Kristi tre funktioner og er ansvarlig for den sendelse og tjeneste, som følger deraf.[213] [436; 873] 784 Den, der gennem troen og dåben indtræder i Guds folk, bliver delagtiggjort i dette folks enestående kald: dets præstelige kald: “Kristus Herren har, som ypperstepræst udtaget blandt mennesker, gjort det nye folk ‘til konger og præster for sin Gud og Fader’. De døbte bliver nemlig ved genfødslen og Helligåndens salvelse indviet til et åndeligt hus og et helligt præsteskab”.[214] [1268; 1546] 785 “Guds hellige folk får også del i Kristi profetiske embede”, frem for alt ved troens overnaturlige sans hos hele Guds folk, både lægfolk og hierarki, når det “usvigeligt holder fast ved

[207] [208] [209] [210] [211] [212] [213] [214]

[208]

LG 9.

[209]

LG 9; jf. Joh 13,34.

[210]

Jf. Rom 8,2; Gal 5,25.

[211]

Jf. Matt 5,13-16.

[212]

LG 9.

[213]

LG 9.

[214]

Jf. RH 18-21.

[215]

LG 10.

den tro, som én gang er overgivet de hellige”,[215] og trænger dybere ind i forståelsen af den og vidner om Kristus midt i verden. [92] 786 Guds folk får også del i Kristi kongedømme. Kristus udøver sin kongemagt ved at drage alle mennesker til sig ved sin død og sin opstandelse.[216] Kristus, universets Konge og Herre, har gjort sig til alles tjener, for han er “ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). For den kristne gælder, at “det at være konge er at tjene”[217] Ham, særlig “i de fattige og de lidende, i hvem Kirken genkender billedet af sin fattige og lidende Grundlægger”.[218] Guds folk realiserer sin “kongelige værdighed” ved at leve i overensstemmelse med dette kald til at tjene med Kristus. [2449; 2443] Korsets tegn gør alle, der er genfødt i Kristus, til konger; Helligåndens salvelse vier dem til præster, for at - bortset fra Vort (Leo d. Store) embedes særlige tjeneste - alle åndelige kristne med fornuftens brug skal indse, at de er medlemmer af denne kongelige slægt og delagtige i det præstelige embede. For hvad er for en sjæl så kongeligt som at styre sit legeme ind i overgivelsen til Gud? Og hvad er mere præsteligt end at hellige Herren en ren samvittighed og frembære fromhedens uplettede offergaver på sit hjertes alter?[219]

II. Kirken - Kristi Legeme Kirken er samfund med Jesus 787 Helt fra begyndelsen har Jesus knyttet sine disciple til sit liv;[220] Han har åbenbaret dem Rigets mysterium;[221] Han har givet dem del i sin mission, i sin glæde[222] og i sine lidelser.[223] Jesus taler om et endnu mere intimt fællesskab mellem Ham og dem, der fulgte Ham: “Bliv i mig, som jeg er i jer... Jeg er vintræet, I er grenene” (Joh 15,4-5). Og Han bebuder en hemmelighedsfuld og virkelig kommunion mellem hans eget legeme og vort: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6,56). [755] 788 Da de berøves hans synlige nærvær har Jesus ikke ladet sine disciple faderløse tilbage.[224] Han har lovet dem at være med dem indtil verdens ende,[225] og Han har sendt dem sin Ånd.[226] Fællesskabet med Jesus er derigennem på en vis måde blevet mere intenst: “For ved at meddele sin Ånd til sine brødre, har han på mystisk vis gjort dem, som han har sammenkaldt fra alle folkeslag, til sit legeme”.[227] [690] 789 Sammenligningen mellem Kirken og legemet kaster lys over den intime forbindelse mellem Kirken og Kristus. Den er ikke blot samlet omkring Ham, men forenet i Ham, i hans Legeme. Tre aspekter af Kirken som Kristi Legeme skal særligt fremhæves: enheden mellem alle lemmer [215] [216] [217] [218] [219] [220] [221] [222] [223] [224] [225] [226] [227]

[216]

LG 12.

[217]

Jf. Joh 12,32.

[218]

LG 36.

[219]

LG 8.

[220]

Skt. Leo d. Store, serm. 4,1.

[221]

Jf. Mark 1,16-20; 3,13-19.

[222]

Jf. Matt 13,10-17.

[223]

Jf. Luk 10,17-20.

[224]

Jf. Luk 22,28-30.

[225]

Jf. Joh 14,18.

[226]

Jf. Matt 28,20.

[227]

Jf. Joh 20,22; Apg 2,33.

[228]

LG 7.

indbyrdes gennem deres forening med Kristus; Kristus som Hoved for Legemet; Kirken som Kristi brud. [521] “Et eneste legeme” 790 De troende, som svarer på Guds Ord og bliver lemmer på Kristi legeme, bliver tæt forenet med Kristus: “I dette legeme udbredes Kristi liv til de troende, som gennem sakramenter på en skjult men dog virkelig måde er forenet med den lidende og forherligede Kristus”.[228] Dette er især sandt om Dåben, hvorved vi forenes med Kristi død og opstandelse,[229] og Eukaristien, “hvor vi virkelig får del i Herrens Legeme” og “løftes op til fællesskab med Ham og med hinanden”.[230] [947; 1227; 1329] 791 Enheden i legemet ophæver ikke forskellene mellem lemmerne: “Ved opbygningen af Kristi legeme gælder det, at der er forskel på lemmer og opgaver. Men én er Ånden, som tildeler sine forskellige gaver til gavn for Kirken, alt efter sin rigdom og behovet for tjenester”.[231] Enheden i det mystiske Legeme bevirker og stimulerer kærligheden mellem de troende: “Derfor lider alle lemmerne, når ét lem lider; og hvis ét lem hædres, glæder alle lemmerne sig med”.[232] Enheden i det mystiske Legeme sejrer over alle menneskelige splittelser: “Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, for alle er I én i Kristus Jesus” (Gal 3,27-28). [814; 1937] “For dette legeme er Kristus Hovedet” 792 Kristus “er Hovedet for legemet, som er Kirken” (Kol 1,18). Han er skabelsens og forløsningens begyndelse. Ophøjet til Faderens herlighed, “er han den første i alle ting” (Kol 1,18), frem for alt i Kirken, gennem hvilken han udstrækker sit rige over alt: [669; 1119] 793 Han forener os med sin Påske : alle lemmerne skal bestræbe sig på at ligne Ham “indtil Kristus har taget skikkelse i jer” (Gal 4,19). “Derfor optages vi i Hans jordiske livs mysterier... får del i Hans lidelser på samme måde som legemet i forhold til hovedet, og lider med Ham, for at vi kan herliggøres med Ham”.[233] [661; 519] 794 Han sørger for vor vækst :303 For at vi kan vokse op til Ham, vort Hoved,[235] forsyner Kristus sit Legeme, Kirken, med de gaver og tjenester, hvormed vi gensidigt kan hjælpe hinanden på frelsens vej. [872] [234]

795 Kristus og Kirken er altså den “hele Kristus” (Christus totus). Kirken er ét med Kristus. Helgenerne har en meget levende bevidsthed om denne enhed: [695] Lad os lykønske hinanden og sige tak for det vi er blevet, ikke blot kristne, men Kristus selv. Forstår I, brødre, den nåde som Gud har vist os ved at give os Kristus som hoved? Undre jer og glæd jer - vi er blevet Kristus. Fordi han er

[228] [229] [230] [231] [232] [233] 303 [235]

[229]

LG 7.

[230]

Jf. Rom 6,4-5; 1 Kor 12,13.

[231]

LG 7.

[232]

LG 7.

[233]

LG 7.

[234]

LG 7.

[235]

Jf. Kol 2,19.

[236]

Jf. Ef 4,11-16.

Hovedet og vi er lemmerne, er hele mennesket Ham og os... Kristi fylde - det er altså Hovedet og lemmerne; hvad vil det sige: Hovedet og lemmerne? Kristus og Kirken.[236] Vor Frelser har vist sig som én person med Kirken, som han har taget til sig.[237] Hoved og lemmer er en og samme mystiske person, så at sige.[238] [1474] Et ord af Skt. Jeanne d’Arc til hendes dommere resumerer de hellige kirkelæreres tro og den troendes sunde fornuft: “Vedrørende Jesus Kristus og Kirken, så er det min mening, at det er en og samme sag, og det skal man ikke gøre noget problem ud af”.[239]

Kirken er Kristi brud 796 Enheden mellem Kristus og Kirken, Hovedet og Legemets lemmer, indebærer også en forskel mellem de to i et personligt forhold. Dette aspekt udtrykkes ofte med billedet af brudgom og brud. At Kristus er Kirkens brudgom blev antydet af profeterne og forkyndt af Johannes Døberen.[240] Herren har selv betegnet sig som “brudgommen” (Mark 2,19).[241] Apostlen præsenterer Kirken og enhver troende, der er lem på Kristi Legeme, som en brud, “trolovet” med Kristus Herren, for at være én Ånd med Ham.[242] Hun er den pletfri Brud til det lydefri Lam,[243] som Kristus har elsket og hengivet sig for, “for at hellige og rense hende” (Ef 5,25-26), som Han har knyttet til sig ved en evig pagt, og som Han uden ophør nærer og plejer som sit eget Legeme.[244] [757; 219; 772; 1602; 1616] Se, det er den hele Kristus, Hoved og Legeme, én ud af mange... Hvad enten det nu er Hovedet, der taler, eller lemmerne, er det Kristus, der taler. Han taler som Hoved (ex persona capitis) eller som Legeme (ex persona corporis). For som der står skrevet: “De to skal blive ét kød. Dette er et stort mysterium; jeg sigter til Kristus og Kirken” (Ef 5,3132). Og Herren selv siger i Evangeliet: “De er ikke længere to, men ét kød” (Matt 19,6). Som I ser, er der virkelig to forskellige personer, og dog udgør de kun én i ægteskabelig forening... Som hoved kalder Han sig “brudgom”, som legeme “brud”.[245]

III. Kirken - Helligåndens Tempel 797 “Hvad vor ånd, dvs. vor sjæl, betyder for vore lemmer, det betyder Helligånden for Kristi lemmer, Kristi legeme, jeg mener Kirken”.[246] “Det skyldes Kristi Ånd, som et skjult princip, at alle legemets dele er forbundet, såvel indbyrdes som med deres Overhoved, fordi Han residerer fuldt og helt i Hovedet, fuldt og helt i Legemet, fuldt og helt i ethvert af sine lemmer”.[247] Helligånden gør Kirken til “den levende Guds tempel” (2 Kor 6,16):[248] [813; 586]

[236] [237] [238] [239] [240] [241] [242] [243] [244] [245] [246] [247] [248]

[237]

Skt. Augustin, ev. Jo. 21,8.

[238]

Skt. Gregor d. Store, mor. præf. 6,14.

[239]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,48,2, ad 1.

[240]

Jeanne d’Arc, proc.

[241]

Jf. Joh 3,29.

[242]

Jf. Matt 22,1-14; 25,1-13.

[243]

Jf. 1 Kor 6,15-17; 2 Kor 11,2.

[244]

Jf. Åb 22,17; Ef 1,4; 5,27.

[245]

Jf. Ef 5,29.

[246]

Skt. Augustin, Psal. 74,4.

[247]

Skt. Augustin, serm. 268,2.

[248]

Pius d. 12., enc. “Mystici Corporis”: DS 3808.

[249]

Jf. 1 Kor 3,16-17; Ef 2,21.

Det er til Kirken selv, at Guds Gave blev betroet... Det er i den, samfundet med Kristus, det vil sige Helligånden, blev deponeret, pantet på uforgængelighed, bekræftelse på vor tro, himmelstigen til Gud... For der, hvor Kirken er, der er også Guds Ånd; og der hvor Guds Ånd er, der er Kirken og al nåde.[249]

798 Helligånden er “princippet i enhver livgivende og sandt frelsebringende handling i enhver af Legemets forskellige dele”.[250] Han bygger på mangfoldige måder hele Legemet op i kærlighed:[251] ved Guds Ord, “som formår at bygge op” (Apg 20,32); ved dåben, hvorved Han danner Kristi Legeme;[252] ved de sakramenter, som giver Kristi lemmer vækst og helbredelse; ved “den nåde, som apostlene har modtaget, og som er den største af hans gaver”,[253] ved at give styrke til at handle ret; og endelig ved de mange særlige nådegaver (karismer), hvormed Han gør de troende “egnede og rede til at påtage sig forskellige gerninger eller opgaver til gavn for Kirkens fornyelse og udbygning”.[254] [737, 1091-1109; 791] Karismerne 799 Karismerne, hvad enten de er usædvanlige eller enkle og beskedne, er de nådegaver fra Helligånden, som direkte eller indirekte gavner Kirken, givet som de er til Kirkens opbygning, menneskenes gavn og verdens behov. [951, 2003] 800 Karismerne skal modtages med taknemmelighed af den, der får dem; men også af alle Kirkens medlemmer. De er en vidunderlig rigdom på nåde til den apostolske vitalitet og hele Kristi Legemes hellighed. Vel at mærke hvis det drejer sig om gaver, der virkelig kommer fra Helligånden og forvaltes i fuld overensstemmelse med denne Ånds tilskyndelser, det vil sige kærligheden, som er karismernes sande målestok.[255] 801 Det er i denne forstand, at det altid er nødvendigt at efterprøve karismerne. Ingen karisme fritager nogen fra at være henvist til og underordnet Kirkens hyrder. “Dem især tilkommer det ikke at udslukke Ånden, men at prøve alt og holde fast ved det gode”,[256] for at alle karismer kan samvirke, i deres forskellighed og indbyrdes supplement, til “det fælles bedste” (1 Kor 12,7).[257] [894; 1905] I korthed 802 “Jesus Kristus gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom” (Tit 2,14). 803 2,9).

[249] [250] [251] [252] [253] [254] [255] [256] [257]

“Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk” (1 Pet

[250]

Skt. Irenæus, hær. 3,24,1.

[251]

Pius d. 12., enc. “Mystici Corporis”: DS 3808.

[252]

Jf. Ef 4,16.

[253]

Jf. 1 Kor 12,13.

[254]

LG 7.

[255]

LG 12; jf. AA 3.

[256]

Jf. 1 Kor 13.

[257]

LG 12.

[258]

Jf. LG 30; CL 24.

804 Man indtræder i Guds Folk ved troen og dåben. “Alle mennesker kaldes til det nye Guds [258] folk”, for at “ menneskene i Kristus må danne én eneste familie, ét eneste Gudsfolk”.[259] 805 Kirken er Kristi Legeme. Ved Ånden og dens virken i sakramenterne, særlig i Eukaristien, gør Kristus, død og opstanden, de troendes fællesskab til sit eget Legeme. 806 I dette Legemes enhed er der en mangfoldighed af lemmer og funktioner. Alle lemmer er knyttet til hinanden, særlig til dem der lider, er fattige og forfulgte. 807 Kirken er det Legeme, der har Kristus til Hoved: den lever af Ham, i Ham og for Ham; Han lever med den og i den. 808 Kirken er Kristi brud: Han har elsket den og hengivet sig for den. Han har renset den med sit blod. Han har gjort den til den frugtbare Moder til alle Guds børn. 809 Kirken er Helligåndens Tempel. Ånden er som sjælen i det mystiske Legeme, princippet i dets liv, enheden i mangfoldigheden og rigdommen i dets gaver og karismer. 810 “Således fremstår hele Kirken som et folk, som får sin enhed fra Faderens og Sønnens og Helligåndens enhed”.[260] Paragraf 3. Kirken er én, hellig, katolsk og apostolisk 811 “Dette er Kristi ene Kirke, som vi i vort credo bekender som én, hellig, katolsk og apostolisk”.[261] Disse fire egenskaber, som er uløseligt forbundne med hinanden,[262] angiver de væsentlige træk ved Kirken og dens mission. Kirken har dem ikke fra sig selv; det er Kristus som, ved Helligånden, giver Kirken at være én, hellig, katolsk og apostolisk, og det er også Ham, som kalder den til at realisere enhver af disse egenskaber. [750; 832, 865] 812 Kun troen kan erkende, at Kirken har disse egenskaber fra sin guddommelige kilde. Men deres manifestationer i historien er tegn, der også taler klart til den menneskelige fornuft. Det første Vatikankoncil minder om, at “Kirken på grund af sin hellighed, sin katolske enhed, sin uovervindelige bestandighed selv er et stort og vedvarende motiv til at tro, og et uomtvisteligt vidnesbyrd om sin guddommelige sendelse”.[263] [156, 770] I. Kirken er én “Kirkens enheds hellige mysterium”[264]

[258] [259] [260] [261] [262] [263] [264]

[259]

LG 13.

[260]

AG 1.

[261]

LG 4, citat af Skt. Cyprian.

[262]

LG 8.

[263]

Jf. DS 2888.

[264]

DS 3013.

[265]

UR 2.

813 Kirken er én ud fra sin kilde: “Det højeste billede på og ophav til dette mysterium er personernes enhed i treenigheden, den ene Guds, Faderens og Sønnens enhed i Helligånden”.[265] Kirken er én i kraft af sin Grundlægger: “Den menneskevordne Søn... har nemlig personligt ved sit kors forsonet alle mennesker med Gud og genoprettet alles enhed i ét folk og ét legeme”.[266] Kirken er én i kraft af sin “sjæl”: “Helligånden, som bor i de troende og fylder og styrer hele kirken, virkeliggør dette forunderlige fællesskab af troende og forener alle så inderligt i Kristus, at den i sandhed er den vedvarende kilde til kirkens enhed”.[267] Det er altså selve Kirkens væsen at være én: [172; 766; 797] Forunderlige mysterium! Der er en eneste, der er universets Fader, en eneste, som er alle tings Logos, og en eneste Helligånd, overalt den samme; der er også en eneste jomfru, der er blevet mor, og det er mig kært at kalde hende Kirke.[268]

814 Helt fra begyndelsen udviser denne ene Kirke imidlertid en stor mangfoldighed, der kommer dels af Guds forskellige gaver og dels af de mange mennesker, der modtager dem. I Gudsfolkets enhed samles forskellige folk og kulturer. Blandt Kirkens lemmer findes der en mangfoldighed af gaver, opgaver, livsvilkår og måder at leve på; “derfor er der også i Kirkens fællesskab plads for særskilte Kirker, som bevarer deres egne traditioner”.[269] Den store rigdom i denne mangfoldighed strider ikke imod Kirkens enhed. Men synden og dens skæbnesvangre følger er en stadig trussel mod enhedens gave. Derfor må apostlen mane til “at bevare Åndens enhed i fredens bånd” (Ef 4,3). [791, 873; 1202; 832] 815 Hvilke enhedsbånd er der så? “Over alt kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd” (Kol 3,14). Men enheden i Kirken på dens pilgrimsfærd er også sikret med synlige fællesskabsbånd: - bekendelsen af den ene tro, modtaget af apostlene; - den fælles fejring af gudstjenesten, særlig af sakramenterne; - den apostolske succession, som gennem ordinationens sakramente opretholder den broderlige samdrægtighed i Guds familie.[270] [1827; 830, 837; 173] 816 “Dette er Kristi ene Kirke... som vor Frelser efter sin opstandelse overgav til Peter at vogte, og hvis udbredelse og styre Han betroede ham og de øvrige apostle... Denne Kirke, som er grundlagt og indrettet som et samfund i denne verden, eksisterer konkret i (subsistit in) Den katolske Kirke, der er styret af Peters efterfølger og biskopperne i forening med ham”:[271] Det Andet Vatikankoncils dekret om økumeni forklarer: “Alene gennem Kristi katolske kirke, som er den universelle hjælp til frelsen, kan nemlig hele fylden af midler til frelse opnås. Vi tror nemlig, at det ene og alene er til apostelkollegiet, som Peter fører forsædet i, at Herren har overdraget alle den nye pagts goder, med henblik på at danne ét Kristi legeme på jorden, som alle, der allerede på en eller anden måde hører til Guds folk, fuldt ud bør indlemmes i”.[272] [830]

Enheden, der blev såret

[265] [266] [267] [268] [269] [270] [271] [272]

[266]

UR 2.

[267]

GS 78, § 3.

[268]

UR 2.

[269]

Skt. Clemens af Alexandria, pæd. 1,6.

[270]

LG 13.

[271]

Jf. UR 2; LG 14; CIC, can. 205.

[272]

LG 8.

[273]

UR 3.

817 “I denne ene og eneste Guds kirke opstod der lige fra begyndelsen visse splittelser, som apostlen fordømmer i hårde vendinger. I de efterfølgende århundreder har mere vidtrækkende stridigheder set dagens lys, og ikke ubetydelige fællesskaber blev skilt ud fra den katolske Kirkes fulde fællesskab, undertiden ikke uden at personer fra begge parter var skyld deri”.[273] De brud, der sårer enheden i Kristi Legeme (man skelner mellem hæresi, apostasi og skisma[274]), sker ikke uden menneskers synd: [2089] Der, hvor synden findes, dér også mangeartethed, skisma, hæresi, konflikt; men der, hvor dyden findes, dér også enheden, den enighed som gjorde, at alle de troende havde ét legeme og én sjæl.[275]

818 “De, som nu fødes i sådanne samfund og oplæres i troen på Kristus, kan ikke anklages for adskillelsens synd, og den katolske kirke omfatter disse med broderlig agtelse og kærlighed... De, som retfærdiggøres ved troen i dåben, bliver indlemmet i Kristus, og derfor kan de med fuld ret smykke sig med navnet “kristne” og med rette anerkendes af den katolske kirkes børn som brødre i Herren”.[276] [1271] 819 Dertil kommer, at “flere elementer af helliggørelse og sandhed”[277] også findes uden for den katolske Kirkes synlige grænser: “Guds skrevne ord, nådens liv, troen, håbet og kærligheden, samt andre indre gaver fra Helligånden og synlige elementer”.[278] Kristi Ånd betjener sig af disse Kirker og kirkelige fællesskaber som midler til frelse, som får deres kraft fra den fylde af nåde og sandhed, som Kristus har betroet den katolske Kirke. Alle disse goder kommer fra Kristus og fører til Ham[279] og trækker af sig selv i retning af “den katolske enhed”.[280] Hen imod enheden 820 Enheden “har Kristus skænket sin kirke fra begyndelsen af. Vi tror, at den vil bestå umistelig i den katolske kirke, og vi håber, at den vil vokse dag for dag lige indtil verdens ende”.[281] Kristus giver altid sin Kirke enhedens gave, men Kirken skal altid bede og arbejde for at fastholde, styrke og fuldkommengøre den enhed, som Kristus vil for den. Det er derfor, Jesus selv har bedt i sin lidelses time, og Han ophører ikke med at bede Faderen om enheden mellem sine disciple: “... At de alle må være ét. Ligesom du, Far, i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, for at verden kan tro, at Du har sendt mig” (Joh 17,21). Længslen efter at genfinde enheden mellem alle kristne er en gave fra Kristus og et kald fra Helligånden.[282] [2748] 821 For at kunne svare rigtigt på dette kald, kræves: - en vedvarende fornyelse af Kirken i en større troskab mod dens kald. Denne fornyelse er drivkraften i bevægelsen hen imod enheden;[283]

[273] [274] [275] [276] [277] [278] [279] [280] [281] [282] [283]

[274]

UR 3.

[275]

Jf. CIC, can. 751.

[276]

Origenes, hom. in Ezech. 9,1.

[277]

UR 3.

[278]

LG 8.

[279]

UR 3; jf. LG 15.

[280]

Jf. UR 3.

[281]

LG 8.

[282]

UR 4.

[283]

Jf. UR 1.

[284]

Jf. UR 6.

- en hjertets omvendelse for “renere at leve i overensstemmelse med Evangeliet”, [284] for det er lemmernes troløshed mod Kristi gave, der forårsager splittelserne; [827] - bøn i fællesskab, for “hjertets omvendelse og livets hellighed i forening med private og offentlige bønner for de kristnes enhed er at betragte som sjælen i hele den økumeniske bevægelse og kan med rette kaldes den åndelige økumeni”;[285] [2791] - broderligt kendskab til hinanden;[286] - økumenisk dannelse af de troende og særligt af præsterne;[287] - dialog mellem teologerne og møder mellem kristne fra de forskellige Kirker og fællesskaber; [288] - samarbejde mellem kristne på de forskellige områder af tjeneste for menneskene.[289]

822 “Ansvaret for at genoprette enheden angår hele kirken, såvel de troende som hyrderne”.[290] [291] Men man må også være sig bevidst, “at dette hellige forehavende med at forsone alle kristne i den ene og eneste Kristi kirkes enhed overstiger menneskets kræfter og evner”. Det er derfor, vi sætter hele vort håb til “Kristi bøn for kirken, til Faderens kærlighed til os og til Helligåndens kraft”.304 II. Kirken er hellig 823 “Om Kirken... tror vi, at den er usvigelig hellig. For Kristus, Guds Søn, der med Faderen og Helligånden prises ‘alene hellig’, elskede Kirken som sin brud og gav sig selv for Den for at hellige Den; og han tog Den til sig som sit legeme og overøste Den med Helligåndens gave til Guds ære”.[292] Kirken er altså “Guds hellige folk”,[293] og dens lemmer kaldes “hellige”.[294] [459; 796; 946] 824 Kirken, forenet med Kristus, er helliget af Ham; ved Ham og i Ham bliver den også helliggørende. “Her opnås der den helliggørelse af mennesker i Kristus og den forherligelse af Gud, som alle Kirkens øvrige gerninger har som mål for deres bestræbelser”.[295] Det er i Kirken, at “hele fylden af midler til frelse” er nedlagt.[296] Det er i den, “vi ved Guds nåde opnår hellighed”.[297] [816] 825 “Kirken er nemlig allerede her på jorden kendetegnet ved en virkelig, men dog ufuldkommen hellighed”.[298] I dens lemmer skal den fuldkomne hellighed endnu erhverves: “Støttet af så mange og så store hjælpemidler til frelse kaldes alle kristne - uanset stand og stilling og enhver på sin egen måde - til fuldkommen hellighed, således som Faderen selv er fuldkommen”.[299] [670; 2013]

[284] [285] [286] [287] [288] [289] [290] 304 [292] [293] [294] [295] [296] [297] [298] [299]

[285]

UR 7.

[286]

UR 8.

[287]

Jf. UR 9.

[288]

Jf. UR 10.

[289]

Jf. UR 4; 9; 11.

[290]

Jf. UR 12.

[291]

UR 5.

[292]

UR 24.

[293]

LG 39.

[294]

LG 12.

[295]

Jf. Apg 9,13; 1 Kor 6,1; 16,1.

[296]

SC 10.

[297]

UR 3.

[298]

LG 48.

[299]

LG 48.

[300]

LG 11.

826 Kærligheden er sjælen i den hellighed, alle er kaldet til: “Den styrer og former alle midler til helliggørelse og fører dem frem til deres mål”:[300] [1827, 2658] Jeg forstod, at når Kirken havde et legeme, sammensat af forskellige lemmer, så ville det mest nødvendige, det ædleste af alle ikke mangle den. Jeg forstod, at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte BRÆNDTE AF KÆRLIGHED. Jeg forstod, at Kærligheden alene får Kirkens medlemmer til at handle, og hvis Kærligheden blev udslukt, ville apostlene ikke længere forkynde Evangeliet, martyrerne ville vægre sig ved at udgyde deres blod... Jeg forstod, at KÆRLIGHEDEN RUMMER I SIG ALLE KALD, AT KÆRLIGHEDEN ER ALT, AT DEN OMSLUTTER ALLE TIDER OG ALLE STEDER ... MED ET ORD: AT DEN ER EVIG.[301] [864]

827 “Mens Kristus, ‘hellig, uberørt af det onde og ubesmittet’, ikke kendte til synd, men udelukkende kom for at sone folkets synder, rummer Kirken i sit eget skød syndere; Den er på én gang hellig og har altid brug for renselse og stræber derfor konstant efter bodfærdighed og fornyelse”.[302] Alle Kirkens medlemmer, inclusive dens præster, må erkende sig som syndere.[303] I alle er syndens ugræs endnu blandet op i Evangeliets gode sæd indtil verdens ende.[304] Kirken samler altså syndere, grebet af Kristi frelse, men altid på helligheds vej: [1425-1429; 821] Skønt Kirken er hellig, rummer den syndere i sit skød, fordi den ikke selv har noget andet liv end nådens. Ved at leve af dette liv bliver Kirkens lemmer helliggjort. Unddrager de sig dette liv, falder de i synd og uorden, som fordunkler Kirkens hellighed. Derfor lider Kirken på grund af sådanne overtrædelser, og den gør bod for dem; i kraft af Kristi blod og ved Helligåndens gave har den magt til at helbrede sine børn.[305]

828 Ved at kanonisere (helgenkåre) visse troende, dvs. højtideligt erklære, at de har efterlevet de kristne dyder på heroisk vis, i troskab mod Guds nåde, anerkender Kirken kraften fra den helliggørelsens Ånd, som bor i den, og den styrker håbet hos de troende ved at give dem disse mennesker som forbilleder og forbedere.[306] “Helgenerne har altid været kilde og ophav til fornyelse i de vanskeligste perioder i Kirkens historie”.[307] For “helligheden er den hemmelige kilde og ufejlbare målestok for dens apostolske aktivitet og missionsiver”.[308] [1173; 2045] 829 “Mens Kirken i den hellige Jomfru allerede er nået til den fuldkommenhed, hvorved den fremstår uden plet eller rynke, stræber de kristne endnu efter at overvinde synden og vokse i hellighed; derfor løfter de deres øjne mod Maria”:[309] i hende er Kirken allerede fuldkommen hellig. [1172; 972] III. Kirken er katolsk Hvad betyder “katolsk”? 830 Ordet “katolsk” betyder “universel”, dvs. “hel” eller “fuldstændig”. Kirken er katolsk i dobbelt forstand: [300] [301] [302] [303] [304] [305] [306] [307] [308] [309]

[301]

LG 42.

[302]

Skt. Therese af Jesusbarnet, ms. autob. B 3v.

[303]

LG 8; jf. UR 3; 6.

[304]

Jf. 1 Joh 1,8-10.

[305]

Jf. Matt 13,24-30.

[306]

SPF 19.

[307]

Jf. LG 40; 48-51.

[308]

CL 16,3.

[309]

CL 17,3.

[310]

LG 65.

Den er katolsk, fordi Kristus er til stede i den. “Der hvor Kristus Jesus er, der er den katolske Kirke”.[310] I den findes i sin fylde Kristi Legeme, forenet med sit Hoved,[311] hvilket indebærer, at den af Ham modtager “frelsesmidlerne i deres helhed og fylde”,[312] som Han har villet: den rette og fuldstændige trosbekendelse, det fuldstændige sakramentale liv og de ordinerede tjenester i den apostolske succession. I denne fundamentale forstand var Kirken katolsk på Pinsedagen,[313] og det vil den altid være indtil Kristi genkomst. [795; 815-816] Den er katolsk, fordi den er udsendt af Kristus til hele menneskeslægten:[314] [849]

831

Alle mennesker kaldes til det nye Guds folk. Derfor skal dette folk, alt imens det forbliver ét og et eneste folk, udbrede sig over hele verden og til alle tider, for at Guds vilje må opfyldes, han som i begyndelsen skabte menneskeslægten som en enhed og besluttede at samle sine spredte børn sammen til ét... Denne universelle karakter, som præger Guds folk, er en gave fra Herren selv: ved den anstrenger Den katolske Kirke sig for gennem en stadig og effektiv indsats at føre hele menneskeslægten med alle dens goder tilbage under hovedet Kristus i Hans Ånds enhed. [315] [360; 518]

Hver lokalkirke er “katolsk” 832 “Kristi Kirke er virkelig til stede i alle retmæssige lokale forsamlinger af troende. Sådanne forsamlinger, der holder sig til deres hyrder, kaldes også selv Kirker i Det nye Testamente... I dem samles de troende ved forkyndelsen af Kristi evangelium, og Herrens nadvers mysterium fejres... Selv om disse fællesskaber ofte er små og fattige eller bor spredt, er Kristus nærværende i dem. Ved Hans kraft samles den ene, hellige, katolske og apostoliske Kirke”.[316] [814; 811] 833 Ved en lokalkirke, som først og fremmest er bispedømmet (eller eparki), forstår man et fællesskab af kristne, som i troen og sakramenterne er i kommunion med deres biskop, som er viet i den apostolske succession.[317] Disse lokalkirker “er dannet i den universelle Kirkes billede. Og det er i og af disse lokale Kirker, den ene og udelte katolske Kirke består”.[318] [886] 834 Lokalkirkerne er fuldt ud katolske gennem deres kommunion med én af dem: Kirken i Rom, “som fører forsædet i Kærligheden”.[319] “For med denne Kirke, på grund af dens særlige oprindelse, må nødvendigvis enhver kirke, dvs. de troende overalt fra, være i overensstemmelse”.[320] “Ja, siden det menneskevordne Ord steg ned til os, har alle kristne Kirker alle vegne anset og anser den store Kirke, som er her (i Rom), for at være den eneste basis og grundvold, fordi helvedes porte, ifølge Frelserens egne løfter, aldrig har fået magt over den”.[321] [882, 1369] 835 “Vi må dog vogte os vel for at opfatte den universelle Kirke som summen af, eller hvis man kan sige det sådan, en føderation af... lokale Kirker... Det er selve Kirken, som efter sin kaldelse og sendelse er universel, der slår rod i forskellige kulturelle, sociale og menneskelige forhold og derved antager forskellige skikkelser og udtryksformer”. [322]

[310] [311] [312] [313] [314] [315] [316] [317] [318] [319] [320] [321]

[311]

Skt. Ignatius af Antiokia, Smyrn. 8,2.

[312]

Jf. Ef 1,22-23.

[313]

AG 6.

[314]

Jf. AG 4.

[315]

Jf. Matt 28,19.

[316]

LG 13.

[317]

LG 26.

[318]

Jf. CD 11; CIC, can. 368-369; CCEO, can. 177, § 1. 178. 311, § 1. 312.

[319]

LG 23.

[320]

Skt. Ignatius af Antiokia, Rom. 1,1.

[321]

Skt. Irenæus, hær. 3,3,2: genoptaget af 1. Vatikankoncil: DS 3057.

[322]

Skt. Maximus Bekender, opusc.

Den rige mangfoldighed af de lokale Kirkers egne kirkelige ordninger, liturgiske riter, teologisk og åndeligt arvegods "viser, ved at få mangfoldigheden til at gå op i en højere enhed, særligt klart den udelte Kirkes katolicitet”. [323] [1202]

Hvem hører til den katolske Kirke? 836 “Det er altså til denne katolske enhed i Guds folk... at alle mennesker kaldes. Alle tilhører den eller rettes imod den på forskellige måder, både de troende katolikker og de andre, der tror på Kristus, og endelig alle mennesker uden undtagelse, for alle er ved Guds nåde kaldet til frelse”:[324] [831] 837 “Fuldstændig indlemmet i Kirkens fællesskab bliver de, der har Kristi Ånd og tager imod hele Kirkens ordning og alle de frelsesmidler, der er nedlagt i den, og som i Kirkens synlige struktur - takket være de bånd, der består i trosbekendelsen, sakramenterne, den kirkelige ledelse og fællesskabet - knyttes til Kristus, der styrer den gennem paven og biskopperne. Derimod frelses den person ikke, der ganske vist er indlemmet i Kirken, men ikke holder ud i kærlighed, altså nok forbliver i Kirkens skød ‘med legemet’, men ikke ‘med hjertet’.”[325] [771; 815; 882] 838 “Kirken ved, at Den af flere grunde er forenet med dem, der som døbte hædres ved navnet kristne, men som ikke bekender hele troen eller ikke bevarer fællesskabets enhed under Peters efterfølger”.[326] “De, som tror på Kristus og har modtaget en gyldig dåb, står nemlig i et vist, om end ikke fuldkomment, fællesskab med den katolske kirke”.[327] Med de ortodokse Kirker er dette fællesskab så dybt, “at der mangler meget lidt i, at det kan nå den fylde, der bemyndiger til en fælles fejring af Herrens Eukaristi”.[328] [818; 1271; 1399] Kirken og de ikke-kristne 839 “Endelig er de, der endnu ikke har taget imod evangeliet, i forskellige henseender henordnet til Guds folk”:[329] [856] Kirkens forhold til det jødiske folk. Kirken, Guds folk i den Nye Pagt, opdager, ved at ransage sit eget mysterium, sin tilknytning til det jødiske folk,[330] “til hvem Gud først har talt”.[331] Til forskel fra andre ikke-kristne religioner er den jødiske tro allerede svar på Guds åbenbaring i den Gamle Pagt. Det jødiske folk tilkommer jo “førstefødselsretten, herligheden, pagterne, loven, kulten, løfterne og patriarkerne; af deres kød og blod blev Kristus født” (Rom 9,4-5), for “sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom 11,29). [63; 147] 840 Iøvrigt, når man ser på fremtiden, higer Guds Folk i den Gamle Pagt og Guds nye Folk mod lignende mål: forventningen om Messias’ komme (eller genkomst). Men forventningen er på den ene side rettet mod Messias’ genkomst, død og opstanden, anerkendt som Herre og Guds Søn; hos den anden en forventning om Messias’ komme

[322] [323] [324] [325] [326] [327] [328] [329] [330] [331]

[323]

EN 62.

[324]

LG 23.

[325]

LG 13.

[326]

LG 14.

[327]

LG 15.

[328]

UR 3.

[329]

Paul d. 6., tale holdt d. 14. dec. 1975; jf. UR 13-18.

[330]

LG 16.

[331]

Jf. NA 4.

[332]

MR, Langfredag 13: de højtidelige forbønner 6.

ved tidernes ende, en Messias, hvis træk er tilslørede, en forventning, ledsaget af det drama, at Kristus Jesus blev miskendt eller ikke erkendt. [674; 597]

841 Kirkens forhold til muslimerne. “Guds frelsesplan indbefatter også dem, der anerkender Skaberen, og deriblandt først og fremmest muslimerne, der bekender, at de holder fast ved Abrahams tro og med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene”.[332] 842 Kirkens forbindelse med de ikke-kristne religioner er i første række menneskeslægtens fælles oprindelse og endemål: [360] Alle folkeslag udgør jo ét fællesskab; de har én fælles oprindelse, idet Gud lod menneskeslægten befolke hele jorden, og de har også ét fælles sidste mål, nemlig Gud. Hans forsyn og åbenbare godhed såvel som hans frelsesplan omfatter alle, indtil de udvalgte forenes i Den hellige Stad.[333]

843 Kirken anerkender i de andre religioner deres søgen, som “endnu er dunkel og i billeder”, efter Gud, som er ukendt, men nær, eftersom det er Ham, der giver alle liv, ånde og alle ting, og eftersom Han vil, at alle mennesker skal frelses. Således betragter Kirken alt, hvad der er godt og sandt i religionerne “som forberedelse til evangeliet og gave fra Ham, der oplyser ethvert menneske, for at det omsider må eje livet”.[334] [28; 856] 844 Men i deres religiøse adfærd viser menneskene også de grænser og vildfarelser, som vansirer Guds billede i dem: [29] Alt for ofte er mennesker blevet bedraget af den Onde, og deres tanker er blevet tomme; og de har ombyttet Guds sandhed med løgnen ved at tjene skabningen frem for Skaberen; eller de udsættes for den yderste fortvivlelse, fordi de lever og dør i denne verden uden Gud.[335]

845 Det er for at genforene alle sine børn, som synden har splittet og vildført, at Faderen har villet kalde hele menneskeheden sammen i sin Søns Kirke. Kirken er stedet, hvor menneskeheden skal genfinde sin enhed og sin frelse. Den er “den forsonede verden”.[336] Den er det skib, som “sejler godt i denne verden ved Åndens pust, for fulde sejl på korsets mast”,[337] ifølge et andet yndet billede hos kirkefædrene; det har sin fortegning (prototype) i Noas ark, som alene redder fra syndfloden.[338] [30; 953; 1219] “Uden for Kirken ingen frelse” 846 Hvordan skal man forstå denne erklæring, som kirkefædrene ofte gentager? Positivt udtrykt betyder den, at al frelse kommer fra Kristus, Hovedet, gennem Kirken, som er Hans legeme: Med støtte i den hellige Skrift og Overleveringen lærer koncilet, at Kirken som vandrende her på jorden er nødvendig til frelse. For Kristus alene er mellemmand og vejen til frelse, og i sit legeme, som er Kirken, bliver Han nærværende for os; selv har Han ved udtrykkeligt at fremhæve troens og dåbens nødvendighed samtidigt bekræftet Kirkens

[332] [333] [334] [335] [336] [337] [338]

[333]

LG 16; jf. NA 3.

[334]

NA 1.

[335]

LG 16; jf. NA 2; EN 53.

[336]

LG 16.

[337]

Skt. Augustin, serm. 96,7,9.

[338]

Skt. Ambrosius, virg. 18,119.

[339]

Jf. allerede 1 Pet 3,20-21.

nødvendighed, for gennem dåben træder mennesket ind i Kirken som gennem en port. Derfor ville de mennesker ikke kunne frelses, der, på trods af, at de ikke er uvidende om, at Gud ved Jesus Kristus har grundlagt Den katolske Kirke som nødvendig til frelse, alligevel hverken har villet indtræde i den eller holde ud i den.[339] [161, 1257]

847 Denne erklæring sigter ikke til dem som, uden egen skyld, er uvidende om Kristus og hans Kirke: For de, der uforskyldt er uvidende om Kristi evangelium og Hans Kirke, men som dog søger Gud af et oprigtigt hjerte og i gerning under nådens indflydelse prøver at opfylde Hans vilje, som de erkender den gennem samvittighedens stemme, kan opnå evig frelse.[340]

848 “Selv om Gud kan føre mennesker, der - uden egen skyld - ikke kender evangeliet, ad veje, som kun han kender, til troen, ‘uden hvilken det er umuligt at have hans velbehag’,[341] så er det for Kirken alligevel både nødvendigt og en hellig ret at forkynde evangeliet”[342] for alle mennesker. [1260] Mission - som Kirkens katolicitet gør krav på 849 Missionsbefalingen: “Gud har sendt Kirken til alle folkeslag, som ‘frelsessakramente for alle’. Fordi Kirken altså i selve sit væsen er katolsk, og fordi den adlyder sin grundlæggers befaling, stræber den efter at forkynde evangeliet for alle”[343]: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende” (Matt 28,19-20). [738, 767] 850 Missionens udgangspunkt og mål. Herrens missionsbefaling har sin kilde i den hellige Treenigheds evige kærlighed: “Kirken, som Gudsfolket på pilgrimsfærd, er ifølge sit væsen ‘missionerende’, da den selv kan føre sin oprindelse tilbage til Sønnens og Helligåndens sendelse i overensstemmelse med Gud Faders plan”.[344] Og missionens endemål er intet mindre end at lade menneskene tage del i det samfund, som findes mellem Faderen og Sønnen i deres kærligheds Ånd.[345] [257; 730] 851 Motivet til mission. Det er ud fra Guds kærlighed til alle mennesker, at Kirken til enhver tid har udledt pligten og kraften til sin missionsiver, “for Kristi kærlighed tvinger os...” (2 Kor 5,14[346]). “Gud vil jo, at alle mennesker skal frelses og nå til sandheds erkendelse” (1 Tim 2,4). Gud vil, at alle skal blive frelst ved at kende sandheden. Frelsen findes i sandheden. De, der adlyder tilskyndelsen fra sandhedens Ånd, er allerede på frelsens vej. Men Kirken, hvem denne sandhed er betroet, skal imødekomme deres længsel og bringe dem den. Det er, fordi den tror, at frelsesplanen omfatter alle, at den må være missionerende. [221, 429; 74, 217; 2104; 890] 852 Missionens veje. “Helligånden er hovedpersonen i hele Kirkens sendelse”.[347] Det er Ham, der fører Kirken ad missionens veje. Denne “fortsætter Kristi egen sendelse, han, der var sendt for [339] [340] [341] [342] [343] [344] [345] [346] [347]

[340]

LG 14.

[341]

LG 16; jf. DS 3866-3872.

[342]

Jf. Hebr 11,6.

[343]

AG 7.

[344]

AG 1.

[345]

AG 2.

[346]

Jf. Johannes Paul d. 2., RM 23.

[347]

Jf. AA 6; RM 11.

[348]

RM 21.

at bringe fattige det glade budskab, og Kirken udfolder den yderligere gennem hele historien. Derfor må den under Kristi ledelse gå den samme vej, som Kristus gik, nemlig fattigdommens, tjenestens, lydighedens og selvopofrelsens vej indtil døden, hvoraf han i sin opstandelse gik frem som sejrherre”.[348] Det er sådan, at “martyrernes blod blev kristnes udsæd”.[349] [2044; 2473] 853 Men på sin pilgrimsfærd erfarer Kirken også at “afstanden er stor mellem det budskab, den forkynder, og den menneskelige skrøbelighed hos dem, der har fået evangeliet betroet”. [350] Kun ved at gå frem ad “bodfærdighedens og fornyelsens vej”[351] og ad “Korsets snævre vej” [352] kan Guds folk udbrede Kristi Rige. [353] “Ligesom Kristus fuldførte forløsningsværket i fattigdom og under forfølgelse, således kaldes Kirken til at gå frem ad den samme vej for at meddele frelsens frugter til menneskene”.[354] [1428; 2443] 854 I kraft af sin sendelse “vandrer Kirken sammen med hele menneskeheden og erfarer samme jordiske vilkår, som verden gør. Den tjener som en surdej og en slags sjæl i det menneskelige samfund, der jo skal fornyes i Kristus og forvandles til Guds familie”.[355] Missionsvirksomhed kræver altså tålmodighed. Den begynder med at forkynde Evangeliet for folk og grupper, der endnu ikke tror på Kristus. [356] Den fortsætter med at oprette kristne fællesskaber, som skal være tegn på Guds tilstedeværelse i verden, [357] og ved at grundlægge lokale Kirker. [358] Den går ind i en inkulturationsproces for at inkarnere Evangeliet i folkenes kulturer. [359] Den bliver heller ikke skånet for nederlag. “Hvad de enkelte mennesker, samfund og folkeslag angår, så berører og gennemtrænger den dem trinvis og optager dem således lidt efter lidt i den katolske fylde”.[360] [2105; 1204] 855 Kirkens mission kræver bestræbelse hen imod de kristnes enhed. [361] “Alligevel er splittelserne mellem de kristne en hindring for, at Kirken kan virkeliggøre sin egen fylde af katolicitet i de børn, som ganske vist er blevet knyttet til den ved dåben, men er adskilt fra dens fulde fællesskab. Ja det bliver endda vanskeligere for Kirken selv at udtrykke fylden af sin katolicitet i enhver henseende i det virkelige liv”. [362] [821] 856 Missionsvirksomhed kræver en respektfuld dialog med dem, som endnu ikke accepterer Evangeliet. [363] De troende kan selv profitere af denne dialog ved at lære bedre at kende “hvad der altid har eksisteret af nåde og sandhed hos hedningerne på grund af en slags skjult tilstedeværelse af Gud”. [364] Når de forkynder det glade budskab til dem, der endnu ikke kender det, så er det for at befæste, fuldstændiggøre og højne den sandhed og godhed som Gud har udøst blandt menneskene og folkeslagene, og for at rense dem for vildfarelser og onder “til Guds forherligelse, til Satans beskæmmelse og til menneskenes salighed”.[365] [839; 843]

IV. Kirken er apostolisk 857

[348] [349] [350] [351] [352] [353] [354] [355] [356] [357] [358] [359] [360] [361] [362] [363] [364] [365]

Kirken er apostolisk, fordi den er grundlagt på apostlene, og det i tredobbelt forstand: [75]

[349]

AG 5.

[350]

Tertullian, apol. 50,13.

[351]

GS 43, § 6.

[352]

LG 8; jf. 15.

[353]

AG 1.

[354]

Jf. RM 12-20.

[355]

LG 8.

[356]

GS 40, § 2.

[357]

Jf. RM 42-47.

[358]

AG 15.

[359]

Jf. RM 48-49.

[360]

Jf. RM 52-54.

[361]

AG 6.

[362]

Jf. RM 50.

[363]

UR 4.

[364]

Jf. RM 55.

[365]

AG 9.

[366]

AG 9.

- den er og forbliver bygget på “apostlenes grundvold” (Ef 2,20),[366] de vidner, som blev udvalgt og udsendt af Kristus selv;[367] - den bevarer og videregiver, med bistand fra Ånden som bor i den, læren,[368] den “skønne skat”, de sunde ord, som den har hørt fra apostlene;[369] [171] - den fortsætter med at blive undervist, helliggjort og styret af apostlene indtil Kristi genkomst, takket være dem, som efterfølger dem i deres hyrdeembede: bispekollegiet, “og præsterne, der står ved deres side, forenede med Peters efterfølger, Kirkens øverste hyrde”:[370] [880, 1575] Du, vor evige Hyrde, forlader ikke din hjord, men tager den altid i din varetægt ved dine salige apostle, så hjorden kan ledes af dem, du har sat til dens hyrder og til stedfortrædere for din Søn.[371][

Apostlenes sendelse 858 Jesus er den af Faderen udsendte. Straks fra begyndelsen af hans gerning “kaldte han dem til sig, som han selv ville... og Han indsatte Tolv til at være sammen med Ham, og for at Han kunne sende dem ud for at forkynde” (Mark 3,13-14). Fra da af er de hans “sendebud” (græ. apostoloi). I dem fortsætter hans egen sendelse: “Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Joh 20,21).372] Deres tjeneste er altså fortsættelsen af hans sendelse: “Den, der modtager jer, modtager Mig”, siger han til de Tolv (Matt 10,40).[373] [551; 425, 1086] 859 Jesus forener dem i sin sendelse, som han har modtaget af Faderen: ligesom “Sønnen intet kan gøre af sig selv” (Joh 5,19.30), men modtager alt af Faderen, som har sendt ham, sådan kan de, som Jesus sender, intet gøre uden Ham,[374] af hvem de modtager deres sendelse og fuldmagt til at opfylde den. Kristi apostle ved altså, at de er udrustet af Gud til at være “tjenere for en ny pagt” (2 Kor 3,6), “Guds tjenere” (2 Kor 6,4), “Kristi udsendinge” (2 Kor 5,20), “Kristi tjenere og forvaltere af Guds mysterier” (1 Kor 4,1). [876] 860 I apostlenes opgave er der et træk, som ikke kan videreføres: at være de udvalgte vidner til Herrens Opstandelse og Kirkens fundamenter. Men der er også et varigt aspekt af deres opgave. Kristus har lovet dem at være med dem indtil tidernes ende.[375] “Denne guddommelige sendelse, som Kristus betroede apostlene, vil vare til verdens ende, eftersom det evangelium, de skal overlevere, til enhver tid skal være grundlaget for hele Kirkens liv. Derfor har apostlene draget omsorg for at indsætte efterfølgere...”[376] [642; 765; 1536] Biskopperne er apostlenes efterfølgere 861 “For at den sendelse, der var betroet dem selv, kunne fortsætte efter deres død, overdrog de på testamentarisk vis deres umiddelbare medarbejdere den opgave at færdiggøre og befæste det værk, de selv havde påbegyndt, idet de lagde dem på sinde at give agt på hele denne hjord, i hvilken Helligånden satte dem til at vogte Guds Kirke. Af den grund indsatte de egnede mænd og gav dem [366] [367] [368] [369] [370] [371] 372] [373] [374] [375] [376]

[367]

Jf. Åb 21,14.

[368]

Jf. Matt 28,16-20; Apg 1,8; 1 Kor 9,1; 15,7-8; Gal 1,1; etc.

[369]

Jf. Apg 2,42.

[370]

Jf. 2 Tim 1,13-14.

[371]

AG 5.

[372]

[373]

MR, Apostlenes Præfation. Jf. Joh 13,20; 17,18.

[374]

Jf. Luk 10,16.

[375]

Jf. Joh 15,5.

[376]

Jf. Matt 28,20.

[377]

LG 20.

dernæst pålæg om, at andre prøvede mænd efter deres død skulle overtage deres tjeneste”.[377] [77; 1087] 862 “På samme måde som det embede, Herren har tildelt Peter personligt som den første blandt apostlene, består og bliver overdraget til hans efterfølgere, på samme måde består det embede, som apostlene har fået som Kirkens hyrder, og det skal stadig udøves af episkopatet.” Følgelig lærer Kirken, at “biskopperne efter guddommelig indstiftelse er trådt i apostlenes sted som Kirkens hyrder; den, der hører dem, hører Kristus, men den, som foragter dem, foragter Kristus og Ham, der sendte Kristus”.[378] [880; 1556] Apostolatet 863 Hele Kirken er apostolisk i den forstand, at den, gennem Skt. Peters og apostlenes efterfølgere, forbliver i tros- og livsfællesskab med sit Ophav. Hele Kirken er apostolisk i den forstand, at den er “udsendt” i hele verden. Alle Kirkens medlemmer har, omend på forskellig vis, del i denne sendelse. “Det kristne kald er også af natur et kald til apostolatet.” “Apostolat” kalder man “enhver handling i Kristi mystiske legeme”, som er rettet mod at “udbrede Kristi rige overalt på jorden”.[379] [900; 2472] 864 “Da Kristus, sendt af Faderen, er kilden og oprindelsen til Kirkens hele apostolat”, er det evident, at apostolatets frugtbarhed, både i de ordinerede tjenester og hos lægfolk, afhænger af deres livsfællesskab med Kristus.[380] Alt efter kaldene, tidens krav og Helligåndens forskellige gaver, kan apostolatet tage de forskelligste former. Men det er altid kærligheden, særlig næret af Eukaristien, “som er hele apostolatets sjæl”.[381] [828; 824; 1324] 865 Kirken er én, hellig, katolsk og apostolisk i sin dybe og sidste identitet, for i den eksisterer allerede nu og skal fuldbyrdes ved tidernes ende “Himmeriget”, “Guds Rige”,[382] som er kommet i Kristi Person, og som på mystisk vis vokser i deres hjerter, som er indlemmet i Ham, indtil det åbenbares fuldt ud ved tidernes ende. Da skal alle, som er løskøbt af Ham og i Ham er blevet “hellige og uden dadel for Hans Åsyn i kærligheden”,[383] samles til Guds eneste folk som “Lammets brud”,[384] “den hellige stad, der kommer ned fra Himlen, fra Gud, med Guds herlighed i sig”.[385] Og “byens mur hviler på tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle” (Åb 21,14). [811, 541] I korthed 866 Kirken er én: Den har én Herre, den bekender én tro, den fødes af én dåb, den udgør kun ét legeme, som er levendegjort af én Ånd, besjælet af et eneste håb,[386] og når dette engang er opfyldt, da skal alle splittelser være overvundet. [377] [378] [379] [380] [381] [382] [383] [384] [385] [386]

[378]

LG 20; jf. Skt. Clemens af Rom, Cor. 42; 44.

[379]

LG 20.

[380]

AA 2.

[381]

Jf. Joh 15,5; AA 4.

[382]

AA 3.

[383]

Jf. Åb 19,6.

[384]

Jf. Ef 1,4.

[385]

Jf. Åb 21,9.

[386]

Jf. Åb 21,10-11.

[387]

Jf. Ef 4,3-5.

867 Kirken er hellig: Den højhellige Gud er dens ophav; Kristus, dens brudgom, har hengivet sig for den for at hellige den; hellighedens Ånd levendegør den. Selv om den endnu indbefatter syndere, er den dog “den syndefri, der består af syndere”. I helgenerne stråler dens hellighed; i Maria er den allerede fuldkommen hellig. 868 Kirken er katolsk: Den forkynder hele troen; den bærer i sig og forvalter hele fylden af frelsens midler; den er udsendt til alle folkeslag; den henvender sig til alle mennesker; den omfatter alle tider; den er “ifølge sit væsen missionerende”.[387] 869 Kirken er apostolisk: Den er bygget på fast grund: “Lammets tolv apostle”;[388] den kan ikke ødelægges;[389] den er fastholdt ufejlbart i sandheden: Kristus styrer den gennem Peter og de andre apostle, som er nærværende i deres efterfølgere, paven og bispekollegiet. 870 “Kristi ene Kirke, som vi i vort credo bekender som én, hellig, katolsk og apostolisk... eksisterer konkret i Den katolske Kirke, der er styret af Peters efterfølger og biskopperne i forening med ham, selv om flere elementer af helliggørelse og sandhed findes uden for dens rammer”.[390] Paragraf 4. De Kristus-troende: Hierarki, lægfolk, ordensliv 871 “De troende er dem, som ved dåben er indlemmet i Kristus, gjort til Guds folk, og som af den grund er gjort delagtige i Kristi præste-, profet- og kongeembede. De kaldes, enhver efter sin stand, til at deltage i den mission, som Gud har betroet Kirken at fuldføre i verden”.[391] [1268-1269; 782-786] 872 “Blandt alle troende findes, takket være deres genfødelse i Kristus, en sand lighed i værdighed og virke, i kraft af hvilken alle samarbejder til opbygningen af Kristi Legeme, enhver især efter kald og stand”.[392] [1934; 794] 873 Selv de forskelle, som efter Herrens vilje består mellem lemmerne på Hans legeme, tjener dets enhed og sendelse. For “der er i Kirken en mangfoldighed af tjenester, men kun én sendelse. Kristus pålagde apostlene og deres efterfølgere, at de i hans navn og med hans myndighed skulle lære, helliggøre og styre. Men lægfolket, som har fået del i Kristi præstelige, profetiske og kongelige embede, opfylder i Kirken og i verden deres egen del af hele Guds folks sendelse”.[393] Og endelig er der “troende, som tilhører den ene eller anden kategori (hierarki og lægfolk), og som ved at bekende sig til de evangeliske råd... er viet til Gud og som på deres egen måde bidrager til Kirkens frelses-mission”.[394] [814, 1937] I. Kirkens hierarkiske opbygning Hvorfor det kirkelige embede? [387] [388] [389] [390] [391] [392] [393] [394]

[388]

AG 2.

[389]

Jf. Åb 21,14.

[390]

Jf. Matt 16,18.

[391]

LG 8.

[392]

CIC, can. 204, § 1; jf. LG 31.

[393]

CIC, can. 208; jf. LG 32.

[394]

AA 2.

[395]

CIC, can. 207, § 2.

874 Kristus er selv kilden til embedet i Kirken. Han har indstiftet det, givet det fuldmagt og sendelse, retningslinjer og målsætning: [1544] Kristus Herren har, til at vejlede og stadig forøge Guds folk, indstiftet forskellige tjenester i sin Kirke til gavn for hele legemet. For de, der udfører deres embede med gejstlig fuldmagt, tjener deres brødre, for at alle de, der tilhører Guds folk... skal nå frem til frelsen.[395]

875“Hvordan skal de tro uden først at høre? Og hvordan skal de høre uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden først at være udsendt?” (Rom 10,14-15). Ingen, hverken enkeltvis eller som gruppe, kan forkynde Evangeliet for sig selv. “Troen kommer af det, som høres” (Rom 10,17). Ingen kan bemyndige eller sende sig selv for at forkynde Evangeliet. Herrens udsending taler og handler, ikke af egen autoritet, men i kraft af Kristi autoritet; ikke som medlem af fællesskabet, men i Kristi navn. Ingen kan meddele sig selv nåden, den må gives og tilbydes. Det forudsætter nådens tjenere, bemyndiget og udrustet af Kristus. Af Ham modtager biskopperne og præsterne sendelsen og fuldmagten ("sacra potestas") til at handle in persona Christi, og diakonerne modtager kraften til at tjene Guds folk i liturgiens, ordets og kærlighedens diakoni, forenet med biskoppen og hans præsteskab. Dette embede, hvor Kristi udsendinge ved Guds gave gør og giver det, de selv ikke kan gøre og give, kalder Kirkens tradition “sakramente”. Embedstjenesten i Kirken gives ved et eget sakramente. [166; 1548; 1536] 876 Der er en indre sammenhæng mellem det kirkelige embedes sakramentale natur og dets karakter af tjeneste. Fordi embedsbærerne er fuldstændig afhængige af Kristus, som er den der udsender og bemyndiger, er embedsbærerne virkelig “Kristi tjenere”,[396] efter Kristi forbillede, han som frivilligt tog “en tjeners skikkelse” på (Fil 2,7). Fordi ordet og nåden, som de tjener, ikke er deres, men Kristi, som har betroet dem i deres varetægt for de andre, gør de sig frivilligt til tjenere for alle.[397] [1551; 427] 877 På samme måde ligger det i det kirkelige embedes sakramentale natur at have en kollegial karakter. Allerede fra begyndelsen af sin gerning indsatte Herren Jesus de Tolv, “på én og samme gang kimen til det nye Israel og begyndelsen til det nye hierarki”.[398] Udvalgt sammen, sendes de også sammen, og deres broderlige enhed skal være til tjeneste for det broderlige fællesskab af alle troende. De skal være som en afglans og et vidnesbyrd om de guddommelige Personers indbyrdes kommunion.[399] Af den grund udøver enhver biskop sin tjeneste inden for bispekollegiet, i samfund med Roms biskop, Peters efterfølger og bispekollegiets hoved; præsterne udøver deres tjeneste inden for bispedømmets presbyterium, under ledelse af biskoppen. [1559] 878 Endelig ligger det i det kirkelige embedes sakramentale natur, at det har en personlig karakter. Omend Kristi tjenere handler i fællesskab, handler de også altid personligt. Enhver bliver kaldet personligt: “Følg du mig” (Joh 21,22),[400] for i den fælles sendelse at være personligt vidne med et personligt ansvar over for Ham, der udsender, idet han handler “i Hans sted” og for andre personer: “Jeg døber dig i Faderens navn...”; “jeg tilgiver dig...” [1484] 879 Det sakramentale embede i Kirken er altså en tjeneste, udøvet i Kristi navn. Den har en personlig karakter og en kollegial form. Det bekræftes af de bånd, der består mellem bispekollegiet [395] [396] [397] [398] [399] [400]

[396]

LG 18.

[397]

Jf. Rom 1,1.

[398]

Jf. 1 Kor 9,19.

[399]

AG 5.

[400]

Jf. Joh 17,21-23.

[401]

Jf. Matt 4,19.21; Joh 1,43.

og dets chef, Peters efterfølger, og i forholdet mellem biskoppens pastorale ansvar for sin del af Kirken og bispekollegiets fælles omsorg for hele Kirken. Bispekollegiet og dets chef, Paven 880 Da Kristus indsatte de Tolv, “gjorde Han dem til et kollegium eller en fast gruppe, hvoraf Han valgte Peter som leder”.[401] “Ligesom den hellige Peter og de øvrige apostle efter Herrens bestemmelse udgør ét apostolsk kollegium, på samme måde er Roms biskop, Peters efterfølger, og biskopperne, apostlenes efterfølgere, indbyrdes forbundet”.[402] [552, 862] 881 Herren gjorde alene Simon, som han gav navnet Peter, til klippen for sin Kirke. Han overgav ham Kirkens nøgler.[403] Han gjorde ham til hyrde for hele hjorden.[404] “Men det står fast, at den opgave, Peter blev givet, til at binde og løse, også blev tildelt apostelkollegiet i forening med dets hoved”.[405] Dette hyrdeembede, betroet Peter og de andre apostle, hører til Kirkens grundlag. Det videreføres af biskopperne under pavens primat. [553; 642] 882 Paven, Roms biskop og Skt. Peters efterfølger, “er det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare”.[406] “For Roms biskop har i kraft af sit embede, nemlig som Kristi stedfortræder og hele Kirkens hyrde, den fuldstændige, øverste og altomfattende myndighed over Kirken, og han kan altid udøve den frit”.[407] [834, 1369; 837] 883 “Bispekollegiet (biskoppernes fællesskab som organisme) har ingen myndighed, undtagen sammen med biskoppen af Rom... således at han opfattes som dets hoved." Som sådan er også dette kollegium... “bærer af den højeste og fuldstændige myndighed over hele Kirken, men kan ikke udøve den uden den romerske biskops samtykke”.[408] 884 “Bispekollegiet udøver magten over hele Kirken på højtidelig måde i et økumenisk koncil”.[409] “Intet koncil er økumenisk, hvis ikke Peters efterfølger har stadfæstet eller i det mindste godtaget det som et sådant”.[410] 885 “For så vidt dette bispekollegium er sammensat af mange, udtrykker det Gudsfolkets mangfoldighed og universalitet, og for så vidt det er samlet under ét hoved, udtrykker det enheden i Kristi hjord”.[411] 886 “De enkelte biskopper er det synlige princip og fundament for enheden i deres egne lokale kirker”.[412] Som sådan “udøver de deres hyrdeembede over den del af Gudsfolket, der er dem

[401] [402] [403] [404] [405] [406] [407] [408] [409] [410] [411] [412]

[402]

LG 19.

[403]

LG 22; jf. CIC, can. 330.

[404]

Jf. Matt 16,18-19.

[405]

Jf. Joh 21,15-17.

[406]

LG 22.

[407]

LG 23.

[408]

LG 22; jf. CD 2; 9.

[409]

LG 22; jf. CIC, can. 336.

[410]

CIC, can. 337, § 1.

[411]

LG 22.

[412]

LG 22.

[413]

LG 23.

betroet”,[413] bistået af præster og diakoner. Men som medlemmer af bispekollegiet har hver enkelt af dem del i omsorgen for alle Kirkerne,[414] som de udøver først og fremmest “ved at styre deres egen kirke som del af den universelle Kirke”. Således “bidrager biskopperne effektivt til hele det mystiske Legemes bedste, som også er kirkernes Legeme”.[415] Denne omsorg skal særlig udstrækkes til de fattige,[416] til dem der forfølges for troens skyld, såvel som til missionærerne, der arbejder over hele jorden. [1560, 833; 2448] 887 Lokalkirker, som er naboer og har fælles kultur, udgør kirkelige provinser, eller endnu mere omfattende enheder: patriarkater eller regioner.[417] Biskopperne fra disse enheder kan mødes i synoder eller provins-konciler. “På samme måde kan bispekonferencerne nu til dags yde et mangfoldigt og frugtbart bidrag til, at det kollegiale sindelag virkeliggøres konkret”.[418] Opgaven at undervise [85-87, 2032-2040] 888 Biskopperne og præsterne, deres medarbejdere, “har som første opgave at forkynde Guds Evangelium for alle mennesker”,[419] efter Herrens befaling.[420] De er “troens forkyndere, der fører nye disciple til Kristus og autentiske lærere” i den apostolske tro, “udstyret med Kristi myndighed”.[421] [2068] 889 For at fastholde Kirken i renheden af den tro, der er overleveret af apostlene, har Kristus villet skænke sin Kirke en delagtighed i hans egen ufejlbarhed - Han, som er Sandheden. Med den “overnaturlige troens sans” holder Guds folk “usvigeligt fast ved troen”, under ledelse af Kirkens levende læreembede.[422] [92] 890 Læreembedets sendelse er knyttet til den definitive karakter i den pagt, som Gud har sluttet med sit folk i Kristus. Det skal beskytte det mod vranglære og vildfarelse, og sørge for, at det har en objektiv mulighed for at bekende den sande tro uden at tage fejl. Magisteriets pastorale opgave er det altså at våge over, at Guds folk forbliver i den befriende sandhed. Til at opfylde denne tjeneste har Kristus skænket hyrderne ufejlbarhedens nådegave i spørgsmål om tro og moral. Udøvelsen af denne karisme kan ske på flere måder: [851; 1785] 891 “Denne ufejlbarhed har Roms biskop, bispekollegiets overhoved, i kraft af sin stilling, når han som alle de kristnes øverste hyrde og lærer, der styrker sine brødre i troen, i en definitiv erklæring forkynder en lære om tro og moral... Denne ufejlbarhed, som Kirken er blevet lovet, er også til stede i bispekollegiet, når det sammen med Peters efterfølger udøver det øverste læreembede”, særlig på et økumenisk koncil.[423] Når Kirken, ved sit højeste læreembede, fremsætter noget “som guddommeligt åbenbaret og genstand for tro”[424] og som Kristi lære, er det “definitive

[413] [414] [415] [416] [417] [418] [419] [420] [421] [422] [423] [424]

[414]

LG 23.

[415]

Jf. CD 3.

[416]

LG 23.

[417]

Jf. Gal 2,10.

[418]

Jf. Apostlenes canon, 34.

[419]

LG 23.

[420]

PO 4.

[421]

Jf. Mark 16,15.

[422]

LG 25.

[423]

Jf. LG 12; DV 10.

[424]

LG 25; jf. 1. Vatikankoncil: DS 3074.

[425]

DV 10.

afgørelser, man skal holde fast ved med troens lydighed”.[425] Denne ufejlbarhed går så langt som den guddommelige Åbenbarings trosskat.[426] 892 Den guddommelige bistand er endvidere skænket apostlenes efterfølgere, når de underviser i samfund med Peters efterfølger, og på en særlig måde Roms biskop, hele Kirkens hyrde, når de, uden at komme til en ufejlbar definition og uden at udtale sig på en “definitiv måde” forkynder en lære, i udøvelsen af det ordinære læreembede, som fører til en bedre forståelse af Åbenbaringen i spørgsmål om tro og moral. Dette ordinære læreembede bør de kristne tilslutte sig med “hjertets religiøse tilslutning”,[427] noget som ganske vist er forskelligt fra en trostilslutning, men som ligger i forlængelse af den. Opgaven at helliggøre 893 Biskoppen bærer også ansvaret som “forvalter af den ypperstepræstelige nåde”,[428] især i Eukaristien, som han selv frembærer eller lader præsterne, hans medarbejdere, frembære. For Eukaristien er midtpunktet i lokalkirkens liv. Biskoppen og præsterne helliger Kirken ved deres bøn og deres arbejde, ved ordets og sakramenternes tjeneste. De helliger den ved deres eksempel, “ikke som herskere over dem, I har ansvaret for, men som forbilleder for hjorden” (1 Pet 5,3). Således skal de, “sammen med den hjord, som er betroet i deres varetægt, nå til det evige liv”.[429] [1561] Opgaven at styre 894 “Biskopperne styrer de lokale Kirker, som er dem betroet, som Kristi stedfortrædere og sendebud ved råd, formaninger og eksempel, men også med myndighed og hellig fuldmagt”,[430] som de aldrig skal bruge til andet end til at opbygge, i den tjenerånd, som var deres Mesters.[431] [801] 895 “Denne fuldmagt, som de i Kristi navn udøver personligt, er deres egen, almindelige og umiddelbare fuldmagt, selv om Kirkens øverste myndighed i sidste instans styrer dens udøvelse”.[432] Men man skal ikke betragte biskopperne som stedfortrædere for paven; hans ordinære og umiddelbare autoritet over hele Kirken annullerer ikke deres, men bekræfter og forsvarer den tværtimod. Den skal udøves i samfund med hele Kirken under pavens lederskab. [1558] 896 Den gode Hyrde skal være forbillede og “form” for biskoppens udøvelse af sit hyrdeembede. Bevidst om sine egne svagheder “kan biskoppen bære over med de uvidende og vildfarende. Han må ikke nægte at lytte til sine undergivne, men holde af dem som virkelige børn... De troende skylder til gengæld biskoppen troskab, som Kirken skylder den til Jesus Kristus og Jesus Kristus til Faderen”:[433] [1550]

[425] [426] [427] [428] [429] [430] [431] [432] [433]

[426]

LG 25.

[427]

Jf. LG 25.

[428]

LG 25.

[429]

LG 26.

[430]

LG 26.

[431]

LG 27.

[432]

Jf. Luk 22,26-27.

[433]

LG 27.

[434]

LG 27.

Følg alle biskoppen, som Jesus Kristus fulgte sin Far, og følg presbyteriet, som var det apostlene; men diakonerne skal I ære som Guds lov. Gør aldrig noget uden om biskoppen af det, som angår Kirken.[434]

II. Lægfolket 897 “Ved betegnelsen lægfolk forstås her alle kristne med undtagelse af medlemmerne af præstestanden og de i Kirken anerkendte ordenssamfund, d.v.s. de kristne, der ved dåben er blevet indlemmet i Kristus, gjort til Guds folk og hver på sin måde delagtige i Kristi præstelige, profetiske og kongelige embede, og således i forhold til deres andel udøver hele det kristne folks mission i Kirken og i verden”.[435] [873] Lægfolkets kald 898 “Lægfolk har som deres specielle opgave at søge Guds rige ved at tage sig af de jordiske forhold og indrette dem med Gud som mål... De har det altså som deres specielle opgave at belyse og ordne de jordiske forhold, som de er stærkt engageret i, for at alt til stadighed må blive gjort med Kristus som mål og vokse og blive til en lovprisning af Skaberen og Forløseren”.[436] [2105] 899 Det kristne lægfolks initiativ er særlig nødvendigt, når det gælder at opdage og finde midler og veje til at præge de fordringer ind i den sociale, politiske, økonomiske virkelighed, som kristendommens liv og lære stiller. Dette initiativ er et normalt element i Kirkens liv: [2442] De troende lægfolk befinder sig på kirkelivets frontlinje. Gennem dem er Kirken livsprincippet i det menneskelige samfund. Det er derfor, at særlig de skal have en stadig klarere bevidsthed, ikke blot om deres tilhørsforhold til Kirken, men om at være Kirken, dvs. være de troendes samfund på jorden under den fælles chef, paven, og biskopperne i forening med ham. De er Kirken.[437]

900 Fordi de, som alle troende, i kraft af dåben og firmelsen har fået apostolatet som opgave af Gud, har de både ret og pligt til, individuelt eller sammen i foreninger, at arbejde for at gøre det guddommelige frelsesbudskab kendt og modtaget af alle mennesker og hele verden. Denne pligt er så meget mere påtrængende, når det kun er ved dem, at menneskene kan høre Evangeliet og kende Kristus. I de kirkelige fællesskaber er deres virksomhed så nødvendig, at præsternes apostolat, uden dem, for det meste ikke kan opnå sin fulde virkning.[438] [863] Lægfolkets deltagelse i Kristi præsteembede 901 “Eftersom lægfolk er viet til Kristus og salvet af Helligånden, bliver de på forunderlig vis kaldet og formet til i sig selv at frembringe stadig rigere åndelige frugter. For hvis alle deres handlinger, deres bønner og apostoliske initiativer, deres liv i ægteskabet og i familien, deres daglige arbejde, deres åndelige og legemlige hvile er fuldført i Ånden, ja hvis selv livets besværligheder bæres med tålmodighed, bliver alt dette ‘åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud’ (1 Pet 2,5), og som ved fejringen af eukaristien med dyb ærbødighed bæres

[434] [435] [436] [437] [438]

[435]

Skt. Ignatius af Antiokia, Smyrn. 8,1.

[436]

LG 31.

[437]

LG 31.

[438]

Pius d. 12., tale 20. feb. 1946: citeret af Joh. Paul d. 2., CL 9.

[439]

Jf. LG 33.

frem for Faderen sammen med frembærelsen af Herrens legeme. Således indvier også lægfolk selve verden til Gud ved at tilbede Ham og overalt handle i gudsfrygt”.[439] [784, 1268; 358] 902 På særlig vis deltager forældrene i opgaven at helliggøre, “når de lever et ægteskabeligt liv i kristen ånd og sørger for en kristen opdragelse af deres børn”.[440] 903 De lægfolk, som har de fornødne forudsætninger, kan få adgang til tjenester som lektor og akolyt på en mere permanent måde.[441] “Dér hvor Kirken har brug for det på grund af mangel på præster og diakoner, kan lægfolk også, selv om de ikke er lektorer eller akolytter, midlertidigt overtage visse af deres funktioner, f.eks. ordets tjeneste, ledelse af de liturgiske bønner, dåb, uddeling af den hl. kommunion, efter lovens bestemmelser”.[442] [1143]

Lægfolkets deltagelse i Kristi profetembede 904 “Kristus opfylder sit profetiske embede ikke alene gennem hierarkiet... men også gennem lægfolk, som han af den grund gør til vidner og udstyrer med troens sans og ordets nåde”.[443] [785; 92] At undervise for at føre nogen til troen er enhver forkynders opgave, ja, enhver troendes. [444]

905 Lægfolket opfylder sin profetiske sendelse også gennem evangelisation, “det vil sige forkyndelse af Kristus, bevidnet i deres ord og liv”. Hos lægfolket “opnår denne forkyndelse af evangeliet, d.v.s. Kristi budskab fremført både ved livets og ordets vidnesbyrd, sin egen specielle karakter og virkekraft ved, at den kommer til udtryk under almindelige forhold i verden”.[445] [2044] Et sådant apostolat består dog ikke blot af vidnesbyrdet om et kristent liv. Et sandt apostolat søger lejlighed til i ord at forkynde Kristus; det være sig over for ikke-troende... eller over for troende.[446] [2472] 906 De troende lægfolk, som er i stand til det, og som uddanner sig til det, kan også bistå med den kateketiske undervisning,[447] med undervisningen i de teologiske videnskaber[448] og i massemedierne.[449] [2495] 907 “Alt efter pligt, kompetence og den anseelse de nyder, har de ret og af og til også pligt til at give deres mening til kende hos Kirkens hyrder i det, som angår Kirkens vel, og gøre andre troende bekendt dermed, i fuld bevidsthed om troens og moralens ukrænkelighed og den respekt, der tilkommer gejstligheden, og med det fælles bedste og personernes værdighed for øje”.[450]

Lægfolkets deltagelse i Kristi kongeembede

[439] [440] [441] [442] [443] [444] [445] [446] [447] [448] [449] [450]

[440]

LG 34; jf. LG 10.

[441]

CIC, can. 835, § 4.

[442]

Jf. CIC, can. 230, § 1.

[443]

CIC, can. 230, § 3.

[444]

LG 35.

[445]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,71,4ad 3.

[446]

LG 35.

[447]

AA 6; jf. AG 15.

[448]

Jf. CIC, can. 774; 776; 780.

[449]

Jf. CIC, can. 229.

[450]

Jf. CIC, can. 822, § 3.

[451]

CIC, can. 212, § 3.

908 Ved sin lydighed indtil døden[451] har Kristus skænket sine disciple den kongelige frihed, “for at de ved selvfornægtelse og et helligt liv må overvinde syndens herredømme i sig selv”.[452] [786] Den, der underlægger sig sit eget legeme og bliver herre over sin sjæl, uden at synke ned i lidenskaberne, er sin egen herre. Han kan kaldes konge, fordi han er i stand til at styre sig selv; han er fri og uafhængig og lader sig ikke indfange i et syndigt slaveri.[453]

909 “Endvidere bør lægfolk samle deres kræfter og sanere samfundsstrukturer og levevilkår i verden, hvis disse leder til synd, for at alt dette kan bringes i overensstemmelse med retfærdighedens normer og fremme gode etiske værdier snarere end at stå i vejen for dem. Ved at handle således vil de lade de etiske værdier gennemtrænge kulturen og den menneskelige aktivitet”.[454] [1887] 910 “Lægfolk kan også føle sig kaldet til i samarbejde med deres præster at udføre en tjeneste inden for Kirken, så den vokser og bliver mere levende. Derved kan de overtage mange forskellige opgaver i Kirkens tjeneste - alt efter den nåde og de karismer, som Herren har givet de enkelte”.[455] [799] 911

I Kirken “kan lægfolk, i henhold til kirkerettens bestemmelser, hjælpe til i udøvelsen af Kirkens ledelse (potestas regiminis).[456] De kan tage del i lokale konciler,[457] i bispedømmesynoder,[458] i pastoralråd,[459] ved at varetage pastorale opgaver i et sogn,[460] ved at samarbejde i økonomiske råd,[461] og ved at være medlemmer af kirkelige domstole[462] osv.

912 De troende bør “lære at skelne nøje mellem de rettigheder og pligter, de har som medlemmer af Kirken, og dem, der tilkommer dem som medlemmer af det profane samfund. De skal arbejde på at bringe begge dele i harmoni indbyrdes og huske på, at de i ethvert verdsligt anliggende bør lade sig lede af deres kristne samvittighed, eftersom ingen menneskelig aktivitet, heller ikke i verdslige anliggender, kan unddrages Guds herredømme”.[463] [2245] 913 “Således bliver enhver lægmand ved de gaver, han har fået, samtidig både et vidne om og et redskab for selve Kirkens sendelse, ‘alt efter som Kristus har tilmålt ham sin gave’ (Ef 4,7)”.[464] III. Det gudviede liv

[451] [452] [453] [454] [455] [456] [457] [458] [459] [460] [461] [462] [463] [464]

[452]

Jf. Fil 2,8-9.

[453]

LG 36.

[454]

Skt. Ambrosius, Psal. 118,14,30: PL 15, 1403A.

[455]

LG 36.

[456]

EN 73.

[457]

CIC, can. 129, § 2.

[458]

Jf. CIC, can. 443, § 4.

[459]

Jf. CIC, can. 463, §§ 1- 2.

[460]

Jf. CIC, can. 511-512; 536.

[461]

Jf. CIC, can. 517, § 2.

[462]

Jf. CIC, can. 492, § 1; 537.

[463]

Jf. CIC, can. 1421, § 2.

[464]

LG 36.

[465]

LG 33.

914 “Selv om altså klosterlivet, der konstitueres ved bekendelsen til de evangeliske råd, ikke indgår i Kirkens hierarkiske struktur, er det dog uløseligt knyttet til dens liv og hellighed”.[465] [2103] De evangeliske råd, et gudviet liv 915 De evangeliske råd anbefales i deres mangfoldighed enhver Kristi discipel. Den fuldkomne kærlighed, som alle troende er kaldet til, medfører for dem, som frivilligt følger kaldet til et gudviet liv, forpligtelsen til at praktisere kyskheden i cølibatet for Himmerigets skyld, fattigdommen og lydigheden. Det er løftet om at leve i pagt med disse råd, i en varig stand anerkendt af Kirken, der karakteriserer et gudviet liv.[466] [1973-1974] 916 Den gudviede stand er altså en af måderne, hvorpå man kan leve i en “mere intim” viethed til Gud; en viethed, der har sin rod i dåben og som vier mennesket totalt til Gud.[467] I det gudviede liv foresætter de troende sig, bevæget dertil af Helligånden, nærmere at følge Kristus og hengive sig til Gud, som elskes frem for alt; og i stræben efter den fuldkomne kærlighed i Gudsrigets tjeneste at vidne og forkynde i Kirken den kommende verdens herlighed.[468] [2687; 933] Et stort træ med mange grene 917 “Ligesom på et træ, der skyder af en gudgiven spire og underfuldt breder sig med mange grene over Herrens mark, er der således fremvokset forskellige former for eremit- og klosterliv og forskellige ordensfamilier, som har udviklet sig til gavn både for medlemmerne og hele Kristi legeme”.[469] [2684] 918 “Fra Kirkens første tider har der været mænd og kvinder, som ved at praktisere de evangeliske råd ville skaffe sig større frihed til at gå i Kristi fodspor og på mere intens måde efterleve hans liv. De har, enhver på sin vis, ført et gudviet liv. Drevet af Helligånden levede mange af dem som eneboere, mens andre grundede ordensfamilier, som Kirken støttede og godkendte med sin autoritet”.[470]

919 Biskopperne må altid bestræbe sig på at erkende de nye former for gudviet liv, som Helligånden betror sin Kirke. Godkendelsen af nye former for gudviet liv er forbeholdt den Apostoliske Stol.[471] Eremitliv 920 Uden altid offentligt at aflægge løfter om et liv efter de tre evangeliske råd, hengiver eremitterne “i en strengere retræte fra verden, i ensomhedens tavshed, i den udholdende bøn og bod deres liv til lovprisning af Gud og frelse for verden”.[472] [465] [466] [467] [468] [469] [470] [471] [472]

[466]

LG 44.

[467]

Jf. LG 42-43; PC 1.

[468]

Jf. PC 5.

[469]

Jf. CIC, can. 573.

[470]

LG 43.

[471]

PC 1.

[472]

Jf. CIC, can. 605.

[473]

CIC, can. 603, § 1.

921 De gør Kirkens indre mysterium åbenbart for enhver, nemlig den personlige fortrolighed med Kristus. Skjult for menneskenes øjne er eneboerlivet en tavs forkyndelse af Ham, til hvem man har viet sit liv, fordi Han er alt for én. Det er et særligt kald til, i ørkenen, i selve den åndelige kamp, at finde den Korsfæstedes Herlighed. [2719; 2015] De viede jomfruer og enker 922 Siden apostlenes dage har Herren kaldet kristne jomfruer og enker til udelt at knytte sig til [473] Ham i en større hjertets, legemets og åndens frihed. Med Kirkens billigelse har de besluttet at leve i jomfruelighedens henholdsvis den livsvarige kyskheds stand “for Himmerigets skyld” (Matt 19,12).[474] [1618-1620] 923 “Ved at udtale det hellige forsæt: nærmere at følge Kristus, bliver (jomfruer) indviet til Gud af stedets biskop efter det anerkendte liturgiske ritual, og forlovet på mystisk vis med Kristus, Guds Søn, og helliget Kirkens tjeneste”.[475] Ved denne højtidelige jomfruvielse (consecratio virginum) “bliver jomfruen til en gudviet person, et transcendent tegn på Kirkens kærlighed til Kristus, et eskatologisk billede på den himmelske brud og det kommende liv”.[476] [1537; 1672] 924 Jomfruernes stand, som “står de andre former for gudviet liv nær”,[477] forpligter den kvinde, der lever i verden (eller som kontemplativ nonne) til et liv i bøn, bod, tjeneste for sine medkristne og apostolisk arbejde, alt efter hendes stand og de karismer, hun har fået.[478] De viede jomfruer kan slutte sig sammen for mere trofast at leve i pagt med deres forsæt.[479] Ordenslivet 925 Ordenslivet er opstået i Orienten i kristendommens første århundreder.[480] Det leves i institutter, der er kanonisk oprettet af Kirken.[481] Det adskiller sig fra de andre former for gudviet liv ved sin form for gudstjeneste, den offentlige løfteaflæggelse om de evangeliske råd, det broderlige fællesskab og vidnesbyrdet om foreningen mellem Kristus og Kirken.[482] [1672] 926 Ordenslivet hører til Kirkens mysterium. Det er en gave, som Kirken modtager af sin Herre, og som den tilbyder som en varig livsform til den troende, som er kaldet af Gud til at aflægge løfte om at efterleve de evangeliske råd. Således kan Kirken samtidig vidne om Kristus og erkende sig selv som Frelserens brud. Ordenslivet indbydes til, under forskellige former, at give udtryk for Guds kærlighed, i vor tids sprog. [796]

[473] [474] [475] [476] [477] [478] [479] [480] [481] [482]

[474]

Jf. 1 Kor 7,34-36.

[475]

Jf. Joh. Paul d. 2., Vita consecrata, 7.

[476]

CIC, can. 604, § 1.

[477]

OCV prænotanda 1.

[478]

CIC, can. 604, §1.

[479]

OCV prænotanda 2.

[480]

Jf. CIC, can. 604, § 2.

[481]

Jf. UR 15.

[482]

Jf. CIC, can. 573.

[483]

Jf. CIC, can. 607.

927 Alle ordensfolk, enten de er exempte (dvs. unddraget biskoppernes direkte myndighed) eller [483] ikke, har deres plads blandt biskoppernes medarbejdere i hans pastorale opgaver.[484] Kirkens indplantning og udbredelse gennem mission kræver allerede fra evangelisationens start ordenslivets nærvær under alle dets former.[485] “Historien bærer vidnesbyrd om ordensfamiliernes store fortjenester i udbredelsen af troen og i dannelsen af nye Kirker: fra de gamle monastiske institutioner og middelalderlige ordener til de moderne kongregationer”.[486] [854] Sækularinstitutter 928 “Et sækularinstitut er et institut for gudviet liv, hvor kristne, der lever i verden, stræber efter den fuldkomne kærlighed og særlig arbejder på at bidrage til verdens helliggørelse indefra”.[487] 929 Med et “liv helt og holdent viet (denne) helliggørelse”[488] deltager medlemmerne af disse institutter i Kirkens evangeliseringsopgave, “i verden og ligesom ud fra verden”,[489] hvor deres nærvær virker som surdej.[490] Deres vidnesbyrd om kristen livsførelse stiler efter at henordne de timelige realiteter til Gud og gennemsyre verden med Evangeliets kraft. De påtager sig de forpligtelser, der følger med de evangeliske råd, og bevarer mellem sig det fællesskab og broderskab, der er særegent for deres “liv i verden”.[491] [901] Samfund for apostolisk liv 930 Til de forskellige former for gudviet liv “kommer de samfund for apostolisk liv, hvis medlemmer, uden ordensløfter, forfølger deres samfunds særlige målsætning, lever i et broderligt fællesskab og stræber, på den for dem særlige måde, efter den fuldkomne kærlighed, ved overholdelse af deres konstitutioner. Der er iblandt dem samfund, hvis medlemmer antager de evangeliske råd”, således som deres konstitutioner tilsiger dem.[492] Indvielse og sendelse: forkynde Kongen som kommer 931 Overgivet til Gud, som elskes over alt andet, finder den, som allerede Dåben har indviet til Ham, sig mere intimt viet til den guddommelige tjeneste og engageret i Kirkens vel. Gennem gudviethedens stand vidner Kirken om Kristus og viser, hvor vidunderligt Helligånden virker i den. De, der aflægger løfter på de evangeliske råd, har først og fremmest til opgave at leve op til deres vielse. “Men da de, i kraft af den, helliger sig tjenesten af Kirken, er de forpligtet til særligt at engagere sig i missionsarbejdet, på den måde som er speciel for deres institut”.[493] 932 I Kirken, der er som et sakramente, dvs. tegn og redskab for Guds liv, viser det gudviede liv sig som et særligt tegn på forløsningens mysterium. At følge og efterligne Kristus “på nærmere [483] [484] [485] [486] [487] [488] [489] [490] [491] [492] [493]

[484]

Jf. CIC, can. 591.

[485]

Jf. CD 33-35.

[486]

Jf. AG 18; 40.

[487]

Joh. Paul d. 2., RM 69.

[488]

CIC, can. 710.

[489]

Pius d. 12., ap. const. “Provida Mater”.

[490]

CIC, can. 713, § 2.

[491]

PC 11.

[492]

Jf. CIC, can. 713.

[493]

CIC, can. 731, §§ 1. 2.

[494]

CIC, can. 783; jf. RM 69.

hold”, “klarere” at forkynde hans fornedrelse, betyder at være nærværende hos sine samtidige “på en dybere måde”, i Jesu hjerte. For de, som er på den “smalle” vej, styrker deres brødre og søstre ved deres eksempel og giver et stort og talende vidnesbyrd om, “at verden ikke kan forvandles og bringes til Gud uden saligprisningernes ånd”.[494] [775] 933 Enten dette vidnesbyrd er offentligt, som i ordensstanden, eller mere diskret, eller endog hemmeligt, forbliver Kristi komme for alle de gudviede deres livs oprindelse og morgenrøde: [672] Da Guds folk nemlig ikke har noget blivende sted her... vidner klosterlivet også for alle troende bedre om de himmelske værdier og om det nye og evige liv, som vi har vundet ved Kristi forløsning, og forkynder den kommende opstandelse og himmeriges herlighed.[495] [769]

I korthed 934 “Efter guddommelig forordning findes der i Kirken blandt de troende gejstlige embedsbærere, som kirkeretten også kalder klerus. Hvad de andre angår, kaldes de lægfolk.” Endelig er der troende, som tilhører begge kategorier, og som, ved at aflægge løfter om et liv efter de evangeliske råd, har viet sig til Gud og således tjener Kirkens sendelse.[496] 935 Til at forkynde troen og indpode sit Rige sender Kristus sine apostle og deres efterfølgere. Han giver dem del i sin sendelse. Fra Ham modtager de fuldmagten til at handle i hans person (“persona”). 936 Herren har gjort Skt. Peter til det synlige fundament for sin Kirke. Han har overgivet ham Kirkens nøgler. Biskoppen over Kirken i Rom, Peters efterfølger, er “bispekollegiets chef, Kristi stedfortræder og Hyrde for hele Kirken her på jorden”.[497] 937 Paven “har ved guddommelig indstiftelse den højeste, den fulde, den umiddelbare og den altomfattende myndighed over sjælesorgen”.[498] 938 Biskopperne, indsat af Helligånden, efterfølger apostlene. De er hver for sig “det synlige princip og fundament for enheden i deres egne lokale kirker”.[499] 939 Bistået af præsterne, deres medarbejdere, og diakonerne har biskopperne til opgave at undervise autentisk i troen, fejre gudstjenesten, særlig Eukaristien, og styre deres Kirke som sande hyrder. Til deres opgave hører også omsorgen for alle Kirkerne, sammen med og under paven. 940 “Da det er karakteristisk for lægfolkets stilling, at det lever midt i verden og dens handlinger, kaldes det af Gud til at udøve apostolatet som en surdej i verden, glødende af Kristi ånd”.[500] 941 Lægfolket har del i Kristi præstedømme. Ved stadig mere at forenes med Ham, udfolder de dåbens og firmelsens nåde i alle dimensioner af deres personlige, familiemæssige, [494] [495] [496] [497] [498] [499] [500]

[495]

LG 31.

[496]

LG 44.

[497]

CIC, can. 207, § 1. 2.

[498]

CIC, can. 331.

[499]

CD 2.

[500]

LG 23.

[501]

AA 2.

samfundsmæssige og kirkelige liv, og realiserer således det kald til hellighed, som gælder alle døbte. 942 Takket være sin profetiske sendelse er lægfolket “også kaldet til at være Kristi vidner i alle ting midt i det menneskelige fællesskab”.[501] 943 Takket være sin kongelige sendelse har lægfolket magten til at fravriste synden dens herredømme i dem selv og i verden ved deres selvfornægtelse og liv i hellighed.[502] 944 Det gudviede liv kendetegnes ved offentlige løfter om at leve efter de evangeliske råd om fattigdom, kyskhed og lydighed, i en varig stand, der er anerkendt af Kirken. 945 Den, som dåben allerede havde bestemt for Gud og overgivet til Ham, som elskes over alt andet, er i den gudviede stand endnu mere intimt viet til Guds tjeneste og hele Kirkens vel.

Paragraf 5. De helliges samfund 946 Til bekendelsen: “den hellige katolske Kirke” føjer den apostolske trosbekendelse “de helliges samfund”. Denne trosartikel er på en vis måde en udfoldelse af den foregående: “Hvad andet er Kirken end forsamlingen af alle de hellige?”[503] De helliges samfund er netop Kirken. [823] 947 “Eftersom alle de troende udgør et eneste legeme, formidles den enes goder til de andre... Altså må vi tro, at der findes et ejendomsfællesskab af goder i Kirken. Men blandt alle Kirkens lemmer er Kristus det vigtigste, fordi Han er Hovedet... Altså bliver Kristi gode meddelt alle lemmerne, og denne formidling sker gennem Kirkens sakramenter”.[1] “Som denne Kirke er styret af en og samme Ånd, bliver alle de goder, som den har modtaget, nødvendigvis et fælles eje”.[2] [790] 948 Udtrykket “de helliges samfund” har altså to betydninger, der er tæt forbundet: “samfund om de hellige ting” (sancta) og “samfund mellem de hellige personer” (sancti). [1331] “Sancta sanctis! (det som er helligt for dem, som er hellige)” kundgør celebranten i de fleste orientalske liturgier, når de hellige gaver opløftes før kommunionen. De troende (sancti) næres af Kristi legeme og blod (sancta), så de kan vokse i Helligåndens samfund (koinonia) og formidle det til verden.

I. Samfundet om de åndelige goder 949 I urmenigheden i Jerusalem holdt disciplene fast “ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødsbrydelsen og ved bønnerne” (Apg 2,42): Fællesskabet i troen. De troendes tro er Kirkens tro, modtaget af apostlene, en livets skat, der bliver rigere ved at deles med andre. [185] [501] GS 43, § 4. [502] Jf. LG 36. [503] Niketas, symb. 10. [1] Skt. Thomas af Aq., symb. 13. [2] Catech. R. 1,10,24. [502] [503] [1]

[2] [3]

950 Fællesskabet i sakramenterne. “Frugten af alle sakramenterne tilhører alle. For sakramenterne, og særlig dåben der er som porten hvorigennem menneskene træder ind i Kirken, er nemlig hellige bånd, der forener dem alle og knytter dem til Jesus Kristus. De helliges samfund, det er det sakramentale fællesskab (kommunion)... Navnet kommunion kan anvendes på ethvert af dem, for ethvert af dem forener os med Gud... Men dette navn passer bedre til Eukaristien end til de andre sakramenter, fordi det er den, som fuldbyrder dette fællesskab”.[3] [1130; 1331] 951 Fællesskabet i karismerne: I Kirkens fællesskab uddeler Helligånden også “særlige nådegaver blandt de troende” til Kirkens opbygning.[4] Men “til hver enkelt er Åndens åbenbaring givet til fælles gavn” (1 Kor 12,7). [799] 952 “De var fælles om alt “ (Apg 4,32): “Alt, hvad den sande kristne besidder, bør han betragte som et gode han har fælles med alle, og han bør altid være parat og ivrig efter at komme den nødlidende til hjælp og næstens tarv i møde”.[5] Den kristne er forvalter af Herrens gods.[6] [2402] 953 Fællesskabet i kærligheden: I sanctorum communio “lever ingen af os for sig selv, ligesom ingen dør for sig selv” (Rom 14,7). “Lider et lem, så lider også alle de andre. Bliver et lem hædret, så glæder sig også alle de andre. I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,26-27). “Kærligheden søger ikke sit eget” (1 Kor 13,5).[7] Den mindste af vore kærlighedsgerninger kommer alle til gode, i den solidaritet med alle mennesker, levende eller døde, som har sin grund i de helliges samfund. Enhver synd skader dette samfund. [1827; 2011; 845, 1469] II. Kirkens samfund i Himlen og på jorden 954 Kirkens tre stadier. “Indtil Herren kommer i sin herlighed og alle englene med ham, og indtil alt efter dødens tilintetgørelse er blevet ham underlagt, vandrer derfor nogle af hans disciple på jorden, andre renses efter at have forladt dette liv, andre igen herliggøres, idet de klart skuer ‘selve den treenige Gud, som Han er’.”[8] [771; 1031, 1023] Alle har vi dog, selv om det er i forskellig grad og på forskellig vis, del i den samme kærlighed til Gud og næsten og synger den samme lovsang til ære for Gud. Alle, der tilhører Kristus, har nemlig Hans Ånd, danner én Kirke og holdes sammen i Ham.[9]

955 “Foreningen af dem, der vandrer her, med de brødre og søstre, som er sovet ind i Kristi fred, afbrydes således slet ikke, den styrkes tværtimod ifølge Kirkens vedvarende tro i kraft af fællesskabet om de åndelige goder”.[10] 956 De helliges forbøn. “Fordi de salige er forenet inderligere med Kristus, befæster de endnu stærkere hele Kirken i hellighed... De ophører ikke med at gå i forbøn for os hos Faderen ‘ved Kristus og med Ham og i Ham’. De fremlægger de fortjenester, som de ved den eneste mellemmand [3] Catech. R. 1,10,24. [4] LG 12. [5] Catech. R. 1,10,27. [6] Jf. Luk 16,1.3. [7] Jf. 1 Kor 10,24. [8] LG 49. [9] LG 49. [10] LG 49. [4] [5] [6] [7] [8] [9]

[10]

[11]

mellem Gud og mennesker, Kristus Jesus, har vundet på jorden... Deres broderlige omsorg er således til stor hjælp for vores svaghed”.[11] [1370; 2683] Græd ikke; jeg vil være til større gavn for jer efter min død, og være jer til større hjælp end da jeg var i live. [12] Jeg vil tilbringe min Himmel med at gøre godt på jorden.[13]

957 Samfundet med de hellige. “Ikke kun for deres eksempels skyld ærer vi dem, der er i himlen, men endnu mere for at hele Kirkens enhed i Ånden må styrkes ved udøvelsen af broderkærlighed. For ligesom fællesskabet blandt kristne, der vandrer her på jorden, fører os nærmere til Kristus, således forener vort forbund med de hellige os med Kristus, fra hvem al nåde og selve Guds folks liv vælder frem som fra kilden og hovedet”:[14] [1173] Kristus tilbeder vi, fordi han er Guds Søn, men martyrerne elsker vi som Herrens disciple og efterlignere, og det er ret, på grund af deres uforlignelige hengivenhed for deres konge og herre. Måtte også vi være deres ledsagere og deres meddisciple.[15]

958 Samfundet med de døde. “I klar bevidsthed om dette fællesskab i hele Jesu Kristi mystiske legeme har den jordiske Kirke derfor lige fra kristendommens første tider holdt mindet om de afdøde i stor ære, og eftersom ‘det er en hellig og from tanke at bede for de afdøde, for at de kan blive befriet for deres synder’ (2 Makk 12,46), har Kirken også frembåret forbønner for dem”.[16] Vor bøn for dem kan ikke blot hjælpe dem, men også gøre deres forbøn virksom for os. [1371; 1032, 1689] 959 I Guds eneste familie. “Alle vi, der er Guds børn og udgør én familie i Kristus, besvarer Kirkens inderste kald, når vi i gensidig kærlighed og i én fælles lovprisning af den allerhelligste Treenighed meddeler os til hinanden”.[17] [1027] I korthed 960 Kirken er “de helliges samfund”: Dette udtryk betegner først de “hellige ting” (sancta), og frem for alt Eukaristien, hvorved “udtrykkes og virkeliggøres samtidig enheden blandt de troende, som udgør ét legeme i Kristus”.[18] 961 Dette udtryk betegner også samfundet af “hellige personer” (sancti) i Kristus, som er “død for alle”, således at det, som én gør eller lider i og for Kristus, er frugtbart for alle. 962 “Vi tror på samfundet af alle de Kristustroende: de der vandrer som pilgrimme her på jorden, de afdøde som fuldfører deres renselse og de salige i Himlen. Tilsammen udgør de den ene

[11] [12] [13] [14] [15] [16] [17] [18]

[12]

LG 49.

[13]

Skt. Dominicus på dødslejet til sine brødre; jf. Jordan fra Sachsen, lib. 93.

[14]

Skt. Therese af Jesusbarnet, verba.

[15]

LG 50.

[16]

Skt. Polykarp, mart. 17.

[17]

LG 50.

[18]

LG 51.

[19]

LG 3.

Kirke, og vi tror, at i dette samfund er Guds og hans helgeners barmhjertige kærlighed altid lydhør over for vore bønner”.[19] Paragraf 6. Maria - Kristi Moder, Kirkens Moder 963 Om jomfru Marias rolle i Kristi og Åndens mysterium har der allerede været tale. Nu drejer det sig om hendes plads i Kirkens mysterium: “Hun anerkendes og æres som Guds og Forløserens sande Moder... Hun er ‘ligefrem moder for Kristi lemmer... fordi hun med sin kærlighed har bidraget til, at de troende, som er lemmer til dette hoved, blev født i Kirken’.”[20] “... Maria, Kristi Moder, Kirkens Moder”.[21] [484-507, 721-726] I. Maria - Kirkens Moder Helt og fuldt forenet med sin Søn... 964 Marias rolle i forhold til Kirken er uadskillelig fra hendes forening med Kristus; den udspringer direkte af den. “Moderens forening med Sønnen i frelsesværket manifesterer sig fra det øjeblik, Kristus blev undfanget af jomfruen, og lige frem til hans død”.[22] Den er særlig åbenlys i hans lidelses time: Således vandrede også den hellige Jomfru troens pilgrimsgang og bevarede trofast sin forening med Sønnen helt til korset. Der stod hun, efter Guds hensigt, og led bittert med sin eneste søn og forenede sig med moderligt hjerte i Hans offer, mens hun i kærlighed gav sit samtykke til frembærelsen af det offerlam, hun selv havde født; og endelig gav Kristus Jesus selv, mens han døende hang på korset, hende som mor til disciplen med disse ord “Kvinde, se, det er din søn” (Joh 19,26-27).[23] [534; 618]

965 Efter Sønnens himmelfart bistod Maria “den første menighed med sine bønner”.[24] Forenet med apostlene og nogle kvinder “ser vi også Maria ved sine bønner nedkalde gaven fra den Ånd, som allerede ved bebudelsen havde overskygget hende”.[25] ... også i sin optagelse i Himlen... 966 “Endelig er den uplettede Jomfru, der helt var blevet beskyttet mod enhver plet af arvesynden, efter sit jordiske liv med legeme og sjæl blevet optaget til Himlens herlighed og af Herren ophøjet til verdens dronning for mere fuldkomment at blive ligedannet med sin søn, herrernes Herre og sejrherre over synd og død”.[26] Den hellige jomfrus optagelse i Himlen er en enestående delagtighed i hendes Søns Opstandelse og en foregriben af andre kristnes opstandelse: [491] [19] [20] [21] [22] [23] [24] [25] [26]

[20]

SPF 30.

[21]

LG 53, citat fra Skt. Augustin, virg. 6.

[22]

Paul d. 6., tale 21. nov. 1964.

[23]

LG 57.

[24]

LG 58.

[25]

LG 69.

[26]

LG 59.

[27]

LG 59; jf. Pius d.12.’s prokl. 1950 af dogmet om den salige jomfru Marias optagelse i Himlen: DS 3903.

Da du fødte, forblev du jomfru; da du sov ind, forlod du ikke verden, åh, du Guds moder: du vendte tilbage til Livets kilde, du, som undfangede den levende Gud, og som ved dine bønner vil befri vore sjæle fra døden.[27]

... er hun vor Moder i nådens orden 967 Ved sin fuldstændige tilslutning til Faderens vilje, Sønnens forløsergerning og enhver tilskyndelse fra Helligånden er jomfru Maria Kirkens forbillede på troen og kærligheden. Hun er dermed “Kirkens mest fremragende og helt enestående medlem”,[28] ja, dens ypperste forbillede, “typus”.[29] [2679; 507] 968 Men hendes rolle over for Kirken og hele menneskeheden går videre endnu. “Hun har på helt enestående måde arbejdet med på Frelserens gerning ved sin lydighed, sin tro, sit håb og sin brændende kærlighed, for at Guds liv skulle genoprettes i sjælene. Af den grund er hun vor moder i nådens verden”.[30] [494] 969 “Denne opgave, som Maria har som moder i Guds nådes plan (oeconomia gratiæ), varer uophørligt ved helt fra det samtykke, hun ved bebudelsen gav i troskab og uden forbehold holdt fast ved under korset, og indtil alle udvalgtes evige fuldendelse. Skønt optaget i himlen er hun ikke ophørt med denne frelsebringende opgave, men fortsætter den gennem sine mangfoldige forbønner for at opnå den evige frelses gaver for os... Derfor påkaldes den hellige Jomfru i Kirken med tilnavne som Fortalerske, Hjælper, Støtte, Formidlerinde”.[31] [149, 501; 1370] 970 “Marias opgave som moder over for menneskene fordunkler eller formindsker dog på ingen måde denne Kristi stilling som eneste mellemmand, men viser dens kraft. Enhver frelsebringende indflydelse, som den hellige Jomfru udøver... strømmer frem fra Kristi overvældende fortjenester, bygger på Hans formidling, afhænger fuldstændig af den og henter sin kraft fra den”.[32] “Ingen skabning kan nemlig nogensinde sidestilles med det menneskevordne Ord og vor Forløser; men ligesom såvel præsterne som det troende folk på forskellige måder har del i Kristi præstedømme, og ligesom Guds godhed, der er uden sidestykke, på mangfoldige måder meddeler sig virkeligt til skabningerne, således udelukker Forløserens enestående stilling som mellemmand ikke, men fremkalder hos skabningerne snarere en medvirken, som på forskellig måde har sit udspring i denne ene kilde”.[33] [2008; 1545; 308]

II. Mariadyrkelsen 971 “Alle slægter skal prise mig salig” (Luk 1,48): “Kirkens andagt til den hellige Jomfru hører med til den kristne gudstjenestes væsen”.[34] Den hl. Jomfru “bliver med rette æret af Kirken ved en særlig dyrkelse. Helt fra de ældste tider æres den hellige Jomfru under betegnelsen “Guds Moder”, hvis beskyttelse de troende i deres bønner tyer til i alle deres farer og trængsler... Denne dyrkelse... viser Maria en enestående ærbødighed, men er dog væsensforskellig fra den dyrkelse, som rettes mod det menneskevordne Ord såvel som mod Faderen og Helligånden, samtidig med at den kraftigt støtter denne gudsdyrkelse”.[35] Den kommer til udtryk i de liturgiske fester, der er viet Guds [27] [28] [29] [30] [31] [32] [33] [34] [35]

[28]

Byzantinsk liturgi: troparion til festen for Marias dormitio d. 15. aug.

[29]

LG 53.

[30]

LG 63.

[31]

LG 61.

[32]

LG 62.

[33]

LG 60.

[34]

LG 62.

[35]

MC 56.

[36]

LG 66.

moder,[36] og i den marianske bøn, såsom rosenkransen, “hele Evangeliet i kortform”.[37] [1172; 2678] III. Maria - Kirkens eskatologiske ikon 972 Efter at have talt om Kirken, dens oprindelse, dens mission og dens bestemmelse, kunne vi ikke slutte bedre end ved at vende blikket mod Maria for i hende at skue det, Kirken er i sit mysterium på “troens vandring”, og det, den vil blive ved enden af denne vandring i sit fædreland, hvor hun venter den “i den allerhelligste og udelelige Treenigheds herlighed”, “i alle de helliges forsamlinger”[38] - hun, som Kirken ærer som sin Herres Mor og sin egen Mor: [773; 829] Jesu Moder er allerede i himlen herliggjort på legeme og sjæl og således billede og begyndelse på Kirkens fuldendelse i den kommende verden. Hun lyser i mellemtiden her på jorden i forventningen om Herrens dag, som et tegn på det vandrende Guds folks sikre håb og fortrøstning.[39][40] [2853]

I korthed 973 Ved at give sit “Fiat” ved bebudelsen og sit samtykke til menneskevordelsens mysterium, samarbejder Maria allerede i hele den gerning, som hendes Søn skal fuldføre. Hun er Moder overalt, hvor Han er Frelser og det mystiske Legemes Hoved. 974 Den allerhelligste jomfru Maria blev, efter at have fuldendt sit liv på jorden, optaget med legeme og sjæl i Himlens herlighed, hvor hun allerede deltager i sin Søns Opstandelse - som en foregriben af den opstandelse, der venter alle Hans Legemes lemmer. 975 “Vi tror, at Guds hellige Moder, den nye Eva og Kirkens Moder, i Himlen fortsætter sit hverv som mor for Kristi lemmer”.305 Artikel 10 “Jeg tror på ... syndernes forladelse” 976 Den apostolske trosbekendelse knytter troen på syndernes forladelse til troen på Helligånden, men også til troen på Kirken og på de helliges samfund. Det er ved at give sine apostle Helligånden, at den opstandne Kristus har meddelt dem sin egen guddommelige magt til at tilgive synderne: “Modtag Helligånden. Hvem I forlader synderne, dem er de forladt; og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet” (Joh 20,22-23). (Katekismens anden del vil udtrykkeligt behandle syndsforladelsen ved Dåben, Bodens sakramente og de andre sakramenter, især Eukaristien. Her er det derfor tilstrækkeligt at minde om nogle grundelementer).

[36] [37] [38] [39] 305

[37]

Jf. SC 103.

[38]

Jf. MC 42.

[39]

LG 69.

[40]

[41]

LG 68. SPF 15.

I. Én dåb til syndernes forladelse [1263] 977 Vor Herre har knyttet syndernes forladelse til troen og til dåben: “Gå ud i alverden og forkynd Evangeliet for al skabningen. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst” (Mark 16,1516). Dåben er syndsforladelsens første og vigtigste sakramente, fordi den forener os med Kristus, som døde for vore synder og opstod til vor retfærdiggørelse,[41] “for at også vi skal leve i et nyt liv” (Rom 6,4). 978 “I det øjeblik vi aflægger vor første trosbekendelse, under modtagelsen af den hellige dåb som renser os, er den tilgivelse vi modtager så fuld og hel, at der absolut intet er for os at udslette, det være sig af arvesynden, eller af synder begået med vor egen vilje, og heller ikke nogen straf at lide for at sone dem... Dog befrier dåbens nåde ingen for alle naturens skrøbeligheder. Tværtimod har vi endnu begæret at kæmpe med, som ikke ophører med at tilskynde os til synd”.[42] [1264] 979 Hvem skulle være stærk og årvågen nok i denne kamp med tilbøjeligheden til det onde for at undgå ethvert syndens sår? “Siden det altså var nødvendigt, at Kirken fik magt til at tilgive synder, kunne heller ikke dåben være det eneste middel til at bruge Himmerigets nøgler, som den havde modtaget af Jesus Kristus. Den måtte nødvendigvis være i stand til at tilgive alle bodfærdige deres synder, om de så havde syndet indtil deres sidste stund”.[43] [1446] 980 Det er ved Bodens Sakramente, at den døbte kan blive forsonet med Gud og med Kirken: [1422-1484] Boden blev med rette af Fædrene kaldt “en møjsommelig dåb”. [44] Dette Bodens Sakramente er, for dem som er faldet efter dåben, nødvendigt til frelse, ligesom Dåben selv er det for dem, som endnu ikke er genfødt. [45]

II. Nøglemagten 981 Kristus har, efter sin opstandelse, udsendt sine apostle for at “prædike omvendelse i hans navn til syndernes forladelse for alle folkeslagene” (Luk 24,47). Denne “forligelsens tjeneste” (2 Kor 5,18) har apostlene og deres efterfølgere ikke kun udført ved at forkynde for menneskene Guds tilgivelse, fortjent for os af Kristus, og ved at kalde dem til omvendelse og til tro, men også ved at meddele dem syndernes forladelse ved dåben og udsone dem med Gud og med Kirken, takket være nøglemagten, som den har modtaget af Kristus: [1444] Kirken har modtaget Himmerigets nøgler, for at syndsforladelsen ved Kristi blod og Helligåndens virken kan ske i den. Det er i denne Kirke, at sjælen lever op igen, den, som var død på grund af sine synder, for at leve med Kristus, hvis nåde har frelst os.[46] [553]

982 Der er ikke noget fejltrin, det være nok så alvorligt, som den hl. Kirke ikke kan tilgive. “Der er ingen, han være nok så ond og nok så skyldig, som ikke med vished kan håbe på tilgivelse, [41] [42] [43] [44] [45] [46]

[42]

Jf. Rom 4,25.

[43]

Catech. R. 1,11,3.

[44]

Catech. R. 1,11,4.

[45]

Skt. Gregor af Nazianz, or. 39,17.

[46]

Tridentinerkoncilet: DS 1672.

[47]

Skt. Augustin, serm. 214,11.

forudsat at hans anger er oprigtig”.[47] Kristus, som døde for alle, vil, at dørene i hans Kirke ind til tilgivelsen altid er åbne for enhver, der vender om fra synden.[48] [1463; 605] 983 Katekesen skal søge at vække og nære troen hos de troende på den ufattelig store gave, som den opstandne Kristus har skænket sin Kirke: sendelsen og fuldmagten til i sandhed at tilgive synder, ved apostlenes og deres efterfølgeres tjeneste: [1442] Herren vil, at hans disciple skal have en vældig magt: Han vil, at hans fattige tjenere i hans navn skal udføre alt det, Han selv gjorde, da Han vandrede på jorden.[49] [1465] Præsterne har fået en magt, som Gud hverken har givet engle eller ærkeengle... Gud stadfæster deroppe alt, hvad præsterne gør hernede.[50] Hvis der i Kirken ikke havde været syndsforladelse, ville der intet håb være, ingen forhåbning om et evigt liv og en evig befrielse. Lad os takke Gud, som har givet sin Kirke en sådan gave.[51]

I korthed 984 Det kristne Credo bringer “syndsforladelsen” i forbindelse med bekendelsen af troen på Helligånden. Den opstandne Kristus betroede nemlig apostlene magten til at tilgive synder, da han skænkede dem Helligånden. 985 Dåben er syndsforladelsens første og vigtigste sakramente. Den forener os med Kristus, død og opstanden, og skænker os Helligånden. 986 Efter Kristi vilje har Kirken magt til at tilgive de døbtes synder, og den udøver den vanligvis ved biskopperne og præsterne i bodens sakramente. 987 “I syndsforladelsen er præsterne og sakramenterne redskaber slet og ret, som vor Herre Jesus Kristus, eneste ophav til og uddeler af vor frelse, gerne betjener sig af for at udslette vore misgerninger og skænke os retfærdiggørelsens nåde”.[52]

Artikel 11 “Jeg tror på... kødets opstandelse” 988 Det kristne Credo - bekendelsen af vor tro på Gud Far, Søn og Helligånd, og på hans skabende, frelsende og helliggørende virken - kulminerer i forkyndelsen af de dødes opstandelse ved tidernes ende, og i det evige liv. [47] [48] [49] [50] [51] [52]

[48]

Catech. R. 1,11,5.

[49]

Jf. Matt 18,21-22.

[50]

Skt. Ambrosius, poenit. 1,8,34.

[51]

Skt. Johannes Chrysostomus, sac. 3,5.

[52]

Skt. Augustin, serm. 213,8.

[53]

Catech. R. 1,11,6.

989 Vi tror fast og håber således, at ligesom Kristus virkelig er opstået fra de døde og lever for altid, sådan vil de retfærdige efter deres død leve for altid med den opstandne Kristus, og at Han vil oprejse dem på den yderste dag.[53] Ligesom hans, vil også vor opstandelse være den allerhelligste Treenigheds værk: [655; 648] Når hans Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal Han, som oprejste Jesus Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende, ved sin Ånd som bor i jer (Rom 8,11).[54][ 990 Udtrykket “kød” betegner mennesket i dets svaghed og dødelighed. 55] “Kødets opstandelse” betyder, at det, efter døden, ikke blot har den udødelige sjæls liv, men at endogså vore “dødelige legemer” (Rom 8,11) skal få livet tilbage. [364]

991 Troen på de dødes opstandelse har helt fra begyndelsen været et væsentligt element i den kristne tro. “De kristnes fortrøstning: De dødes opstandelse; den tro holder os i live”:[56] [638] Hvordan kan nogle af jer sige, at der ikke er opstandelse fra de døde? Hvis der ikke er opstandelse fra de døde, så er Kristus heller ikke opstået. Men hvis Kristus ikke er opstået, så er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom... Men nu er Kristus opstået fra de døde, som førstegrøden af de hensovede (1 Kor 15,12-14.20).

I. Kristi Opstandelse og vor Den gradvise åbenbaring af opstandelsen 992 Gud har åbenbaret opstandelsen fra de døde skridt for skridt for sit folk. Håbet om de dødes legemlige opstandelse meldte sig som en indre konsekvens af troen på en Gud, som havde skabt hele mennesket, sjæl og legeme. Himlens og jordens Skaber er også Den, som trofast opretholder pagten med Abraham og hans afkom. Det er i dette dobbelte perspektiv, at opstandelsestroen begynder at komme til udtryk. Makkabæer-martyrerne bekender den under deres prøvelser: [297] Verdens Konge vil lade os, der er gået i døden for hans lov, opstå igen til et evigt liv (2 Makk 7,9). Hellere dø for menneskers hånd og holde fast ved det håb, som Gud har vakt, at blive oprejst af Ham (2 Makk 7,14).[57]

993 Farisæerne[58] og mange af Herrens samtidige[59] håbede på opstandelsen. Jesus lærer den med fasthed. Til Saddukæerne, som benægtede den, svarer Han: “I farer vild, fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds magt” (Mark 12,24). Troen på opstandelsen hviler på troen på Gud, som “ikke er en Gud for døde, men for levende” (Mark 12,27). [575; 205] 994 Men her er mere endnu: Jesus knytter troen på opstandelsen til sin egen person: “Jeg er Opstandelsen og Livet” (Joh 11,25). Det er Jesus selv, som på den yderste dag skal oprejse dem, som er kommet til tro på Ham,[60] og som har spist hans legeme og drukket hans blod.[61] Allerede nu [53] [54] 55] [56] [57] [58] [59] [60] [61]

[54] [55]

[56]

Jf. Joh 6,39-40. Jf. 1 Tess 4,14; 1 Kor 6,14; 2 Kor 4,14; Fil 3,10-11. Jf. 1 Mos 6,3; Sl 56,5; Es 40,6.

[57]

Tertullian res 1,1.

[58]

Jf. 2 Makk 7,29; Dan 12,1-13.

[59]

Jf. Apg 23,6.

[60]

Jf. Joh 11,24.

[61]

Jf. Joh 5,24-25; 6,40.

[62]

Jf. Joh 6,54.

giver han et tegn og et pant på opstandelsen ved at opvække nogle døde,[62] og dermed bebude sin egen Opstandelse, som imidlertid vil være af en anden orden. Han omtaler denne enestående begivenhed som “Jonastegnet”[63] og templets tegn[64]: Han bebuder sin Opstandelse på den tredje dag efter sin henrettelse.[65] [646; 652] 995 At være vidne om Kristus, det er at være “vidne om hans opstandelse” (Apg 1,22),[66] “have spist og drukket med Ham efter hans Opstandelse fra de døde” (Apg 10,41). Det kristne håb på opstandelsen er helt præget af møderne med den opstandne Kristus. Vi skal opstå som Han, med Ham og ved Ham. [860; 655] 996 Helt fra begyndelsen har den kristne tro på opstandelsen mødt manglende forståelse og modstand.[67] “På intet punkt har den kristne tro stødt på mere modsigelse end på kødets opstandelse”.[68] Det er almindeligt antaget, at menneskets personlige liv fortsætter efter døden på åndelig vis. Men hvordan kan man tro, at dette legeme, der er så åbenbart dødeligt, kan genopstå til det evige liv? [643] Hvordan genopstår de døde? 997 Hvad vil det sige “at genopstå”? I døden, ved adskillelsen af sjæl og legeme, går menneskets legeme i forrådnelse, mens dets sjæl går til mødet med Gud, alt imens den venter på at blive genforenet med sit herliggjorte legeme. Gud vil, i sin almagt, definitivt give det uforkrænkelige liv til vore legemer, ved at forene dem med vore sjæle, i kraft af Jesu Opstandelse. [366] 998 Hvem skal genopstå? Alle mennesker, som er døde: “de, der har øvet det gode, for at opstå til livet, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom” (Joh 5,29).[69] [1038] 999 Hvordan? Kristus er opstået med sit eget legeme: “Se på mine hænder og mine fødder - det er mig” (Luk 24,39). Men Han er ikke vendt tilbage til et jordisk liv. På samme måde, og i Ham, “skal alle opstå med deres eget legeme, som de har nu”,[70] men dette legeme skal være “forvandlet til et herlighedslegeme”,[71] “et åndeligt legeme” (1 Kor 15,44): [640; 645] Men, vil nogen spørge: Hvordan opstår de døde? og hvad slags legeme får de? Tåbe! Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn... Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed... de døde opstår i uforgængelighed... For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed (1 Kor 15,35-37.42.52-53).

1000 Dette “hvordan” går ud over vore forestillinger og vor forstand. Det er kun tilgængeligt for troen. Men vor deltagelse i Eukaristien giver os allerede en forsmag på, hvordan Kristus skal forvandle vort legeme: [647] [62] [63] [64] [65] [66] [67] [68] [69] [70] [71]

[63]

Jf. Mark 5,21-43; Luk 7,11-17; Joh 11.

[64]

Jf. Matt 12,39.

[65]

Jf. Joh 2,19-22.

[66]

Jf. Mark 10,34.

[67]

Jf. Apg 4,33.

[68]

Jf. Apg 17,32; 1 Kor 15,12-13.

[69]

Skt. Augustin, Psal. 88,2,5.

[70]

Jf. Dan 12,2.

[71]

4. Laterankoncil: DS 801.

[72]

Jf. Fil 3,21.

Ligesom brødet, der kommer fra jorden, efter at have modtaget påkaldelsen af Gud, ikke længere er almindeligt brød, men Eukaristi, bestående af to ting: den ene fra Himlen og den anden fra jorden, sådan er vore legemer, som deltager i Eukaristien, ikke mere forgængelige, eftersom de har håbet om opstandelsen. [72] [1405]

1001 Hvornår? Sikkert “på den yderste dag” (Joh 6,39-40.44.54; 11,24); “ved verdens ende”.[73] De dødes opstandelse er nemlig intimt forbundet med Kristi genkomst: [1038; 673] For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra Himlen, og de døde, som er i Kristus, skal opstå først (1 Tess 4,16).

Opstandne med Kristus 1002 Er det sandt, at Kristus skal oprejse os “på den yderste dag”, så er det ligeså sandt, at vi, på en vis måde, allerede er oprejst med Kristus. Takket være Helligånden er det kristne liv faktisk allerede her på jorden en deltagelse i Kristi død og opstandelse: [655] Begravet med Kristus i dåben, blev I også oprejst sammen med Ham, fordi I har troet på Guds kraft, som oprejste Ham fra de døde... Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det som er ovenfra, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd (Kol 2,12; 3,1).

1003 Forenet med Kristus i dåben, deltager de kristne allerede virkeligt i den opstandne Kristi himmelske liv;[74] men dette liv forbliver “skjult med Kristus i Gud” (Kol 3,3). “Sammen med ham oprejste Han os og satte os i Himlen, i Kristus Jesus” (Ef 2,6). Næret af hans Legeme i Eukaristien, tilhører vi allerede Kristi Legeme. Når vi opstår på den yderste dag, skal vi også “blive åbenbaret sammen med Ham i herlighed” (Kol 3,4). [1227; 2796] 1004 I forventning om den dag, deltager den troende med legeme og sjæl allerede i den værdighed at “tilhøre Kristus”. Af den følger også kravet om respekt for sin egen krop, men også for andres, særlig når de lider: [364; 1397] Legemet er til for Herren, og Herren for legemet. Og Gud, som oprejste Herren, vil også oprejse os ved sin kraft. Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer?... I tilhører ikke jer selv... Ær derfor Gud i jeres legeme! (1 Kor 6,13-15. 19-20).

II. At dø i Kristus Jesus 1005 For at opstå med Kristus må man dø med Kristus, “bryde op fra dette legeme og have hjemme hos Herren” (2 Kor 5,8). I dette “opbrud”,[75] som er døden, skilles sjælen fra legemet. Den vil blive genforenet med sit legeme på de dødes opstandelsesdag.[76] [624, 650] Døden

[72] [73] [74] [75] [76]

[73]

Skt. Irenæus, hær. 4,18,5.

[74]

LG 48.

[75]

Jf. Fil 3,20.

[76]

Jf. Fil 1,23.

[77]

Jf. SPF 28.

1006 “Konfronteret med døden bliver menneskelivets gåde dog mest påtrængende”.[77] På en vis måde er den legemlige død naturlig, men for troen er den “syndens løn” (Rom 6,23).[78] Og for dem som dør i Kristi nåde er den en delagtighed i Herrens død, for også at kunne få del i hans Opstandelse.[79] [164, 1500] 1007 Døden er afslutningen på det jordiske liv. Vort liv måles i tid; i løbet af den forandrer vi os og ældes og, som hos alle levende væsner på jorden, viser døden sig som livets normale afslutning. Denne side af døden giver vort liv en uopsættelig karakter: bevidstheden om vor dødelighed minder os også om, at vi kun har en begrænset tid til at realisere vort liv: Tænk på din Skaber i ungdommens dage... før støvet vender tilbage til jorden som før, og ånden til Gud som gav den (Præd 12,1.7).

1008 Døden er en følge af synden. Som sand fortolker af Skriftens[80] og Traditionens udsagn lærer Kirkens Læreembede, at døden er kommet ind i verden på grund af menneskets synd.[81] Selv om mennesket af natur var dødeligt, havde Gud bestemt det til ikke at dø. Døden var derfor i strid med Skaberens plan; den kom ind i verden som følge af synden.[82] “Den legemlige død, som mennesket ville have undgået, hvis det ikke havde syndet”,[83] er således menneskets “sidste fjende”, som skal overvindes (1 Kor 15,26). [401; 376] 1009 Døden er forvandlet af Kristus. Jesus, Guds Søn, led også døden, som kendetegner menneskets tilværelse. Men trods sin dødsangst[84] tog Han den på sig i total og fri underkastelse under Faderens vilje. Jesu lydighed har forvandlet dødens forbandelse til velsignelse.[85] [612] Meningen med den kristne død [1681-1690] 1010 Takket være Kristus, har den kristne død en positiv mening. “For mig er det at leve Kristus og at dø en vinding” (Fil 1,21). “For troværdigt er det ord: Hvis vi dør med Ham, skal vi også leve med Ham” (2 Tim 2,11). Det væsentlig nye ved den kristne død er netop dèr: ved Dåben er den kristne allerede sakramentalt “død med Kristus” for at leve et nyt liv. Og dør vi i Kristi nåde, fuldender den fysiske død denne “død med Kristus” og afslutter således endegyldigt vor indlemmelse i Ham, da Han forløste os: [1220] Det er mig større hæder at dø i Kristus Jesus end at herske til jordens ender. Det er ham, jeg søger - han, som er død for os. Det er ham, jeg vil - han, som er opstået for os. Nu er jeg lige ved at blive født... Lad mig nå frem til det rene lys først så bliver jeg rigtigt menneske.[86]

1011 I døden kalder Gud mennesket til Sig. Det er derfor, den kristne kan erfare en lignende længsel efter døden som Paulus: “Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus” (Fil [77] [78] [79] [80] [81] [82] [83] [84] [85] [86]

[78]

GS 18.

[79]

Jf. 1 Mos 2,17.

[80]

Jf. Rom 6,3-9; Fil 3,10-11.

[81]

Jf. 1 Mos 2,17; 3,3; 3,19; Visd 1,13; Rom 5,12; 6,23.

[82]

Jf. DS 1511.

[83]

Jf. Visd 2,23-24.

[84]

GS 18.

[85]

Jf. Mark 14,33-34; Hebr 5,7-8.

[86]

Jf. Rom 5,19-21.

[87]

Skt. Ignatius af Antiokia, Rom. 6,1-2.

1,23). Og han kan forvandle sin egen død til en lydigheds- og kærlighedsakt til Faderen, ligesom Kristus:[87] [1025] Mine jordiske lidenskaber er korsfæstede... der er i mig en levende kilde, som mumler i mig og siger i mit indre: “Kom til Faderen”.[88] Jeg vil se Gud, og for at se Ham må man dø.[89] Jeg dør ikke, jeg træder ind i livet.[90]

1012

Den kristne vision af døden[91] er kommet til privilegeret udtryk i Kirkens liturgi:

Thi for dine troende, Herre, forandres livet, det berøves dem ikke; og når denne vor jordiske bolig nedbrydes, står der et evigt hjem beredt til os i Himlen.[92]

1013 Døden er afslutningen på menneskets pilgrimsgang på jorden, nådens og barmhjertighedens tid, som Gud tilbyder det, så det kan realisere sit jordiske liv efter den guddommelige plan og beslutte sin endelige skæbne. Når “vort jordiske liv”[93] er til ende, vender vi ikke mere tilbage til andre jordiske liv. “Menneskene dør kun én gang” (Hebr 9,27). Der er ingen “reinkarnation” efter døden. 1014 Kirken opmuntrer os til at forberede os på vor dødstime (“Befri os, Herre, fra en pludselig og uforudset død”: det gamle Alle Helgenslitani), og bede Guds Moder gå i forbøn for os “i vor dødstime” (bønnen Ave Maria), og betro os til Skt. Josef, værnehelgen for en god død: [2676-2677] I al din gerning og tænkning burde du forholde dig således, som om du i dag skulle dø. Havde du en god samvittighed, ville du ikke så meget frygte døden. Bedre var det at sky synden end at fly døden. Er du ikke beredt i dag, hvorledes vil du da være det i morgen?[94] Lovet være du, Herre, for vor søster den legemlige død, som ingen levende kan undfly. Vé dem, der dør i dødssynd. Salige de, som har virket din allerhelligste vilje, thi dem kan den anden død ikke gøre noget ondt![95]

I korthed 1015 “Kødet er frelsens tap”.[96] Vi tror på Gud, som har skabt kødet; vi tror på Ordet, som blev kød for at løskøbe kødet; vi tror på kødets opstandelse, der fuldender kødets skabelse og forløsning. [87] [88] [89] [90] [91] [92] [93] [94] [95] [96]

[88]

Jf. Luk 23,46.

[89]

Skt. Ignatius af Antiokia, Rom. 7,2.

[90]

Skt. Teresa af Jesus, poesía 7.

[91]

Skt. Therese af Jesusbarnet, brev.

[92]

Jf. 1 Tess 4,13-14.

[93]

MR, Præfation fra messen for de afdøde.

[94]

LG 48.

[95]

Thomas a Kempis: Kristi Efterfølgelse 1,23,5-8.

[96]

Frans af Assisi: Solsangen. Johs. Jørgensens overs.

[97]

Tertullian, res. 8,2.

1016 Ved døden skilles sjælen fra kroppen, men i opstandelsen giver Gud det uforkrænkelige liv til vort legeme i forvandlet skikkelse, idet Han forener det med vor sjæl. Ligesom Kristus er opstanden og lever for altid, skal vi alle opstå på den yderste dag. 1017 “Vi tror på den sande opstandelse af det kød som vi nu besidder”.[97] I graven sår man et forkrænkeligt legeme; der genopstår et uforkrænkeligt legeme,[98] et “åndeligt legeme” (1 Kor 15,44). 1018 Som følge af arvesynden må mennesket gennemgå “den legemlige død”, som det “ville have været skånet for, dersom det ikke havde syndet”.[99] 1019 Jesus, Guds Søn, har frivilligt lidt døden for os i en total og fri underkastelse under Guds, sin Fars vilje. Ved sin død har Han overvundet døden, og således for alle mennesker åbnet adgang til frelsen. Artikel 12 “Jeg tror på... det evige liv” 1020 Den kristne, der forener sin egen død med Jesu død, ser døden som et komme til Ham og en indgang til det evige liv. Når Kirken, for sidste gang, har sagt tilgivelsens ord i Kristi absolution over den døende, for sidste gang har beseglet ham/hende med en styrkende salvelse og rakt ham/hende Kristus i vandringsbrødet til næring på rejsen, taler den til den døende med en blid forsikring: [1523-1525] Forlad denne verden, du kristne sjæl, i Gud Faders, den Almægtiges navn, han, som har skabt dig. I Jesu Kristi, den levende Guds Søns navn, han, som har lidt for dig. I Helligåndens navn, han, som er udgydt over dig... Indtag i dag din plads i fred og din bolig hos Gud på det hellige Sion - med jomfru Maria, Guds Moder, med den salige Josef, englene og alle Guds helgen... Vend hjem til din Skaber, som dannede dig af jordens støv. Måtte Maria, i den time din sjæl forlader dit legeme, ile dig i møde med englene og alle de hellige... Måtte du se din Forløser ansigt til ansigt... [100] [2677, 336]

I. Den særlige dom 1021 Døden gør en ende på menneskets liv som den tid, der nu er inde for modtagelsen eller forkastelsen af den guddommelige nåde, åbenbaret i Kristus.[101] Ny Testamente taler om dommen, først og fremmest i forbindelse med det endegyldige møde med Kristus ved hans genkomst. Men det bekræfter også gentagne gange den øjeblikkelige løn, enhver vil få efter sin død som følge af sine gerninger og sin tro. Lignelsen om den fattige Lazarus[102] og Kristi ord på korset til den gode

[97] [98] [99] [100] [101] [102]

[98]

DS 854.

[99]

Jf. 1 Kor 15,42.

[100]

GS 18.

[101]

Ritual til de Syges Salvelse, “Commendatio animæ” nr. 147.

[102]

Jf. 2 Tim 1,9-10.

[103]

Jf. Luk 16,22.

røver,[103] såvel som andre tekster i Ny Testamente[104] taler om sjælens endelige skæbne,[105] som kan være forskellig for den ene og den anden. [1038; 679] 1022 Ethvert menneske modtager i sin dødstime sin evige løn i sin udødelige sjæl - ved en særdom, der sammenholder dets liv med Kristus, enten gennem en renselse,[106] eller ved øjeblikkelig indtræden i Himlens salighed,[107] eller ved straks at fordømme sig selv for bestandig.[108] [393] I vor livsaften skal vi dømmes efter vor kærlighed.[109] [1470]

II. Himlen 1023 De, som dør i Guds nåde og venskab, og som er fuldstændig rensede, lever for bestandig med Kristus. De er for altid Gud lig, fordi de ser Ham “som Han er” (1 Joh 3,2), ansigt til ansigt (1 Kor 13,12):[110] [954] Med vor apostolske autoritet definerer vi, at efter Guds generelle anordning har alle de helliges sjæle... og alle de andre troende afdødes sjæle, i hvem der, efter at de havde modtaget Kristi hellige dåb, intet var at rense da de døde... eller hvis der da i dem var eller skulle være noget at rense, som de, efter deres død, er blevet renset for... også før deres legemers opstandelse og verdensdommen, efter vor Frelser og Herre Jesu Kristi himmelfart, (har) været, er eller vil være i himlen, i Himmeriget og det himmelske paradis med Kristus, i de hellige engles samfund. Efter Herren Jesu Kristi lidelse og død har de set og ser i en umiddelbar skuen Gud som Han er, endogså ansigt til ansigt - uden nogen skabnings mellemkomst.[111]

1024 Dette fuldkomne liv med den Allerhelligste Treenighed, dette livs- og kærlighedsfællesskab med Den, med jomfru Maria, englene og alle de salige kaldes “Himlen”. Himlen er det endelige mål for mennesket og opfyldelsen af dets dybeste længsler, den højeste og endegyldige lykkes tilstand. [260, 326, 2734, 1718] 1025 Leve i Himlen, det er “at være sammen med Kristus”.[112] De udvalgte lever “i Ham”, men de bevarer, ja, de finder dér deres sande identitet, deres eget navn.[113] [1011] For livet er at være sammen med Kristus: dér hvor Kristus er, dér er livet, dér er Guds Rige. [114]

1026 Ved sin død og sin opstandelse har Jesus Kristus “åbnet” Himlen for os. De saliges liv består i at eje hele fylden af forløsningens frugter, udvirket af Kristus. Han lader dem, som har troet på Ham og er forblevet tro mod hans vilje, få del i hans himmelske herlighed. Himlen er det salige samfund af alle dem, som er fuldkomment indlemmet i Ham. [793] [103] [104] [105] [106] [107] [108] [109] [110] [111] [112] [113] [114]

[104]

Jf. Luk 23,43.

[105]

Jf. 2 Kor 5,8; Fil 1,23; Hebr 9,27; 12,23.

[106]

Jf. Matt 16,26.

[107]

Jf. 2. Konc. i Lyon: DS 856; Konc. i Firenze: DS 1304; Tridentinerkoncilet: DS 1820.

[108]

Jf. 2.Konc. i Lyon: DS 857; Joh. d.22.: DS 991; Benedikt d.12.: DS 1000-1001; Konc. i Firenze: DS 1305.

[109]

Jf. 2. Konc. i Lyon: DS 858; Benedikt d. 12.: DS 1002; Konc. i Firenze: DS 1306.

[110]

Skt. Johannes af Korset, avisos y sentencias 57.

[111]

Jf. Åb 22,4.

[112]

Benedikt d.12.: DS 1000; jf. LG 49.

[113]

Jf. Joh 14,3; Fil 1,23; 1 Tess 4,17.

[114]

Jf. Åb 2,17.

[115]

Skt. Ambrosius, Luc. 10,121.

1027 Dette salige fællesskab med Gud og med alle dem, som er i Kristus, er et mysterium, som overgår enhver forstand og forestilling. Skriften taler til os om det i billeder: liv, lys, fred, bryllupsfest, Rigets vin, Faderens hus, det himmelske Jerusalem, paradiset: “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker Ham” (1 Kor 2,9). [959, 1720] 1028 På grund af sin transcendens kan Gud kun lade sig se som Han er, når Han åbner sit mysterium for mennesket i dets umiddelbare kontemplation og sætter det i stand til det. Denne kontemplation af Gud i hans himmelske herlighed kalder Kirken “den salige beskuelse” (visio beatifica): [1722; 163] Hvor stor vil ikke din hæder og lykke være: at få adgang til at se Gud, få den ære at tage del i glæderne ved frelsen og det evige lys, i samvær med Kristus, Herren din Gud... og nyde glæderne ved at have opnået udødelighed sammen med de retfærdige og Guds venner i Himmeriget.[115]

1029 I den himmelske herlighed fortsætter de salige med glæde at opfylde Guds vilje med de andre mennesker og hele skabningen. De regerer allerede med Kristus; med Ham “skal de herske i evighedernes evigheder” (Åb 22,5).[116] [956; 668 III. Den sidste renselse - skærsilden 1030 De, som dør i Guds nåde og venskab, men endnu ikke er fuldkomment rensede, skønt sikre på deres evige frelse, gennemgår efter deres død en renselse for at opnå den hellighed, der er nødvendig for at indgå til Himlens glæde. 1031 Kirken kalder denne sidste renselse af de udvalgte for purgatoriet (skærsilden). Den er helt forskellig fra straffen til de fordømte. Kirken har formuleret troslæren vedrørende skærsilden særlig på koncilerne i Firenze[117] og Trient.[118] Kirkens Tradition taler, med henvisning til visse tekster i Skriften,[119] om en lutrende ild: [954, 1472] Hvad angår visse mindre synder, får vi tro, at der før dommen eksisterer en rensende ild, efter hvad Han, som er Sandheden, hævder, når Han siger, at hvis nogen spotter Helligånden, skal det ikke blive tilgivet hverken i dette liv eller i det næste (Matt 12,32). Af dette udsagn forstår vi, at visse synder kan tilgives i dette liv, og visse andre i det kommende.[120]

1032 Denne lære støtter sig også til den skik at bede for de afdøde, hvorom allerede den hl. Skrift taler: “Derfor lod han (Judas Makkabæus) bringe dette sonoffer for de dræbte, for at de kunne blive befriet for deres synd” (2 Makk 12,45). Allerede fra den tidligste tid har Kirken æret de afdøde og frembåret forbønner for dem og særlig det eukaristiske offer,[121] for at de, rensede, kunne nå til den salige gudsbeskuelse. Kirken anbefaler også almisser, aflad og bodsøvelser til bedste for de afdøde: [958; 1371; 1479] [115] [116] [117] [118] [119] [120] [121]

[116]

Skt. Cyprian, ep. 58,10.

[117]

Jf. Matt 25,21.23.

[118]

Jf. DS 1304.

[119]

Jf. DS 1820; 1580.

[120]

Fx 1 Kor 3,15; 1 Pet 1,7.

[121]

Skt. Gregor d. Store, dial. 4,41,3.

[122]

Jf. DS 856.

Lad os komme dem til hjælp og lad os komme dem i hu. Når Jobs sønner blev renset ved deres fars offer, [122] hvorfor skulle så vi tvivle på at vore ofre for de døde kan bringe dem nogen trøst? Lad os ikke nøle med at komme dem til hjælp som er gået bort og frembære vore bønner for dem.[123]

IV. Helvede 1033 Vi kan ikke være forenet med Gud, hvis ikke vi frivilligt vælger at elske Ham. Men vi kan ikke elske Gud, hvis vi synder alvorligt mod Ham, mod vor næste eller mod os selv: “Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin bror, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig” (1 Joh 3,14-15). Vor Herre gør os opmærksomme på, at vi vil være skilt fra Ham, hvis vi undlader at tage os af den svære nød hos de fattige og små, som er hans brødre.[124] At dø i dødssynd uden at have angret og uden at tage imod Guds barmhjertige kærlighed, betyder at forblive skilt fra Ham for bestandig af egen fri vilje. Og det er denne tilstand af definitiv selvudelukkelse fra samfundet med Gud og med de salige, som man betegner med ordet “helvede”. [1861; 393; 633] 1034 Jesus taler ofte om “gehenna” og “ild, der ikke slukkes”,[125] som er forbeholdt dem, der indtil deres dages ende nægter at tro og omvende sig, og hvor både sjælen og legemet kan gå til grunde.[126] Jesus bebuder i stærke ord, at han “vil sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald og dem, som øver lovløshed, og kaste dem i ildovnen” (Matt 13,41-42), og at Han vil udtale forbandelsen: “Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild!” (Matt 25,41). 1035 Kirkens lære bekræfter eksistensen af helvede og dets evighed. De sjæle, der dør i dødssyndens tilstand, går straks efter døden til helvede, hvor de lider helvedes kvaler, “den evige ild”.[127] Helvedes sværeste pine består i den evige adskillelse fra Gud, i hvem alene mennesket kan have livet og lykken, hvortil det blev skabt og hvorpå det håber. [393] 1036 Skriftens udsagn og Kirkens lære om helvede er en appel til den ansvarlighed, hvormed mennesket skal bruge sin frihed, med henblik på sin evige skæbne. Den udgør samtidig en indtrængende appel til omvendelse: “Gå ind ad den snævre port. For den port er vid og den vej er bred, der fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den. Men snæver er den port og trang den vej, som fører til Livet, og der er få, som finder den” (Matt 7,13-14). [1734; 1428] Men da vi hverken kender dagen eller timen, bør vi efter Herrens formaning til stadighed være vågne, for at vi efter én gang for alle at have fuldført vort jordiske liv med ham må gå ind til bryllupsmåltidet og regnes blandt de velsignede og ikke som de uduelige og dovne tjenere skal dømmes til at gå bort til den evige ild i mørket udenfor, hvor “der skal være gråd og tænderskæren”.[128]

1037 Gud forudbestemmer ingen til helvede;[129] dertil må man have en frivillig afsky for Gud (en dødssynd), og hårdnakket blive i den indtil enden. I den eukaristiske liturgi og i de troendes daglige bønner bønfalder Kirken den barmhjertige Gud, som vil, “at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9): [162; 1014, 1821] [122] [123] [124] [125] [126] [127] [128] [129]

[123]

Jf. Job 1,5.

[124]

Skt. Johannes Chrysostomus, hom. in 1 Cor 41,5.

[125]

Jf. Matt 25,31-46.

[126]

Jf. Matt 5,22.29; 13,42.50; Mark 9,43-48.

[127]

Jf. Matt 10,28.

[128]

Jf. DS 76; 409; 411; 801; 858; 1002; 1351; 1575; SPF 12.

[129]

LG 48.

[130]

Jf. DS 397; 1567.

Dette er det offer, som vi, dine tjenere, og hele dit hellige folk frembærer for dig. Tag imod det i nåde. Lad vore dage henrinde i din fred. Udfri os af den evige fortabelse og byd, at vi må tælles blandt dine udvalgte.[130]

V. Dommedag [678-679] 1038 Alle dødes opstandelse, for “både de retfærdiges og syndernes” (Apg 24,15), går forud for den sidste dom. “For den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre Menneskesønnens røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til evigt liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom” (Joh 5,28-29). Da skal Kristus “komme i sin herlighed, og alle englene med ham... Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hinanden, som en hyrde skiller fårene fra bukkene. Fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre... Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv” (Matt 25,31.33.46). [1001, 998] 1039 Det er ansigt til ansigt med Kristus, som er Sandheden, at sandheden om hvert menneskes forhold til Gud skal komme for en dag.[131] Den sidste dom skal afsløre, indtil de yderste konsekvenser, det som enhver har gjort af godt eller undladt at gøre i sit liv på jorden: [678] Alt det onde som de onde gør, bliver optegnet - og de ved det ikke. Dagen da “Gud ikke tier” (Sl 50,3)... vil Han vende sig til de onde og sige til dem: “Jeg satte mine små og fattige på jorden, hos jer. Jeg, deres Hoved, tronede i Himlen ved Faderens højre - men på jorden sultede mine lemmer. Hvis I havde givet mine lemmer noget, ville det, I havde givet, være nået op til Hovedet. Da jeg satte mine små fattige på jorden, satte jeg dem til at være budbringere med jeres gode gaver til mit skatkammer: I har intet lagt i deres hænder, derfor ejer I intet hos mig. [132]

1040 Den sidste dom vil komme med Kristi herlige genkomst. Faderen alene kender dagen og timen; Han alene beslutter dens komme. Ved sin Søn, Jesus Kristus, vil Han da sige sit sidste ord om hele historiens gang. Vi skal kende den sidste mening med hele skaberværket og hele frelsens husholdning (oeconomia), og vi skal forstå de beundringsværdige veje ad hvilke hans Forsyn har ført alle ting til endemålet. Den sidste dom vil åbenbare, at Guds retfærdighed triumferer over alle de uretfærdigheder, der er begået af hans skabninger, og at hans kærlighed er stærkere end døden.[133] [637; 314] 1041 Budskabet om den sidste dom appellerer til omvendelse, så længe Gud endnu giver menneskene “en nåderig stund... en frelsens dag” (2 Kor 6,2). Det indgyder hellig gudsfrygt. Det forpligter til Guds Riges retfærdighed. Det bebuder det “salige håb” (Tit 2,13) om Herrens genkomst - “den dag han kommer for at blive herliggjort blandt sine hellige og hyldet blandt alle, som kom til tro” (2 Tess 1,10). [1432; 2854] VI. Håbet om nye himle og en ny jord 1042 Ved tidernes ende vil Guds rige nå til sin fuldendelse. Efter verdensdommen skal de retfærdige, herliggjort på legeme og sjæl, regere med Kristus for bestandig, og også universet skal fornyes: [769; 670]

[130] [131] [132] [133]

[131]

1. eukaristiske bøn, Lovsang s. 46, n. 88; MR 88.

[132]

Jf. Joh 12,48.

[133]

Skt. Augustin, serm. 18,4,4.

[134]

Jf. Højs 8,6.

Da skal Kirken “blive fuldendt i himlens herlighed... Sammen med menneskeslægten vil da hele universet, der er nært forbundet med og føres frem mod sit mål af mennesket, blive fuldkommen fornyet i Kristus”. [134] [310]

1043 Denne hemmelighedsfulde fornyelse, som skal forvandle menneskeheden og verden, kalder Skriften for “nye himle og en ny jord” (2 Pet 3,13).[135] Det vil være den endelige virkeliggørelse af Guds skaber- og frelsesplan, at “sammenfatte alt under ét Hoved, Kristus, både det himmelske og det jordiske” (Ef 1,10). [671; 280; 518] 1044 Når Gud har “gjort alting nyt”,[136] i det himmelske Jerusalem, skal Han have sin bolig hos menneskene. “Han vil tørre hver tåre af deres øjne; døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4).[137] 1045 For mennesket vil denne fuldendelse være den endelige virkeliggørelse af menneskeslægtens enhed, som Gud har villet siden skabelsen, og som Kirken på sin pilgrimsvandring var “ligesom et sakramente”[138] for. De, der er forenet med Kristus, skal danne et samfund af forløste, Guds hellige by (Åb 21,2), “Lammets brud” (Åb 21,9). Det skal ikke mere såres af den synd, de urenheder,[139] den egenkærlighed, der ødelægger eller sårer menneskenes jordiske samfund. Det salige syn, i hvilket Gud åbner sig uendeligt for de udvalgte, vil være en uudtømmelig kilde til lykke, fred og fællesskab. [775; 1404] 1046 Hvad angår kosmos, bekræfter Åbenbaringen det dybe skæbnefællesskab mellem den materielle verden og mennesket: For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares... med det håb, at også skabningen selv vil blive frigjort for trældommen under forgængeligheden... Vi ved, at hele skabningen endnu stønner i fødselsveer. Og ikke den alene. Også vi, som har Åndens førstegrøde, sukker i vort indre i længsel efter vort legemes forløsning (Rom 8,19-23). [349]

1047 Også det synlige univers er altså bestemt til at blive forvandlet, “for at verden selv, restaureret i sin oprindelige tilstand og uden nogen hindring, kan være til tjeneste for de retfærdige”, og således have del i deres herliggørelse i den opstandne Jesus Kristus.[140] 1048 “Vi kender ikke tidspunktet for jordens og menneskehedens fuldendelse, og vi ved heller ikke, hvordan universet vil blive forvandlet. Den verden, som synden har vansiret, vil gå sin undergang i møde, men vi er belærte om, at Gud forbereder en ny bolig og en ny jord, hvor retfærdighed vil bo, og hvis salighed vil opfylde og overgå alle de ønsker om fred, der kan opstå i menneskehjertet”.[141] [673] 1049 “Forventningen om en ny jord bør dog ikke svække, men snarere stimulere vor omsorg for denne jord, hvor den nye menneskeheds legeme udvikler sig, og som allerede her og nu genspejler noget af den kommende verden. Selv om jordiske fremskridt omhyggeligt bør skelnes fra Kristi

[134] [135] [136] [137] [138] [139] [140] [141]

[135]

LG 48.

[136]

Jf. Åb 21,1.

[137]

Jf. Åb 21,5.

[138]

Jf. Åb 21,27.

[139]

LG 1.

[140]

Jf. Åb 21,27.

[141]

Skt. Irenæus, hær. 5,32,1.

[142]

GS 39, § 1.

riges vækst, er jordiske fremskridt dog ikke desto mindre af stor betydning for gudsriget, for så vidt som de bidrager til en forbedring af det menneskelige samfund”.[142] [2820] 1050 “Alle vor naturs og kulturs gode frugter, som vi har kæmpet for her på jorden, vil vi genfinde, omend renset for al urenhed, forklaret og forvandlet, når Kristus vil overgive Faderen et evigt og universelt rige”.[143] Gud skal da være “alt i alle”(1 Kor 15,28) i det evige liv: [1709; 260] Det varige og sande liv, det er Faderen som, ved Sønnen og i Helligånden, overøser alle uden undtagelse med himmelske gaver. Takket være hans barmhjertighed har også vi mennesker modtaget et usvigeligt løfte om evigt liv. [144] I korthed

1051 Ethvert menneske får i sin udødelige sjæl sin evige løn straks efter sin død, ved en særlig dom af Kristus, dommer over levende og døde. 1052 “Vi tror, at alle, der dør i Kristi nåde... er Guds folk hinsides døden. Denne vil blive endeligt overvundet på opstandelsens dag, når disse sjæle genforenes med deres legemer”.[145] 1053 “Vi tror, at den store flok, som er forsamlet omkring Jesus og Maria i paradiset, udgør den himmelske Kirke. Dèr skuer de i en evig lyksalighed Gud som Han er. Dèr deltager de også i forskellig grad, sammen med de hellige engle, i det guddommelige herredømme, som den herliggjorte Kristus udøver, idet de går i forbøn for os og kommer os til hjælp i vor svaghed ved deres broderlige omsorg”.[146] 1054 De, der dør i Guds nåde og venskab, men ikke er fuldkommen renset, er ganske vist sikre på deres evige frelse, men skal efter deres død gennemgå en lutring, for at de kan nå til den hellighed, som er nødvendig, for at kunne indtræde i Guds glæde. 1055 I kraft af “de helliges samfund” anbefaler Kirken de døde til Guds barmhjertighed og frembærer forbønner for dem, især det hellige eukaristiske offer. 1056 Efter Kristi eksempel gør Kirken de troende opmærksomme på “den evige døds triste og beklagelsesværdige realitet”,[147] også kaldet “helvede”. 1057 Den værste pine i helvede består i den evige adskillelse fra Gud. For kun i Gud kan mennesket finde livet og lykken. Dertil er det skabt, og derefter længes det. 1058 Kirken beder om, at ingen skal gå fortabt: “Herre, tillad ikke, at jeg nogensinde bliver skilt fra dig”.[148] Selv om det er sandt, at ingen kan frelse sig selv, er det også sandt, at “Gud vil, at alle skal frelses” (1 Tim 2,4), og for Ham “er alting muligt” (Matt 19,26).

[142] [143] [144] [145] [146] [147] [148]

[143]

GS 39, § 2.

[144]

GS 39, § 3; jf. LG 2.

[145]

Skt. Cyril af Jerusalem, Catech. ill. 18,29.

[146]

SPF 28.

[147]

SPF 29.

[148]

DCG 69.

[149]

Præstens bøn før kommunionen nr. 132: MR (1970) s. 474.

1059 “Den hellige romerske Kirke tror og bekender fuldt og fast, at alle mennesker med deres legemer, på dommens dag, møder op for Kristi domstol for at aflægge regnskab for deres gerninger”.[149] 1060 Ved tidernes ende vil Guds Rige nå sin fuldendelse. Da vil de retfærdige, herliggjort på legeme og sjæl, regere evigt med Kristus, og også det materielle univers skal blive forvandlet. Da skal Gud “være alt i alle” (1 Kor 15,28), i det evige liv. “AMEN” 1061 Credo slutter på samme måde som den sidste bog i den Hellige Skrift,[150] med det hebræiske ord Amen. Man finder det ofte i slutningen af bønnerne i NyTestamente. På samme måde slutter Kirken sine bønner med “Amen”. [2856] 1062 På hebræisk kommer “Amen” af samme rod som ordet “tro”. Denne rod udtrykker soliditet, troværdighed, troskab. Således forstår man, hvorfor “Amen” kan siges om Guds troskab mod os og vor tillid til Ham. [214] 1063 Hos profeten Esajas finder man udtrykket “sandhedens Gud” bogstaveligt: “Amens Gud”, dvs. den Gud, der er tro mod sine løfter: “Den i landet, der velsigner sig, velsigner sig ved Gud, som er ‘Amen’” (jf. Es 65,16). Vor Herre anvender ofte ordet “Amen”,[151] til tider i fordoblet form,[152] for at understrege troværdigheden af sin lære, sin autoritet, som har sin grund i Guds Sandhed. [215; 156] 1064 Det afsluttende “Amen” i Credo genoptager og bekræfter altså de to første ord: ”Jeg tror”. Tro, det er at sige “Amen” til Guds ord, løfter, bud; det er at stole totalt på Ham, som er den uendelige kærligheds og fuldkomne trofastheds “Amen”. Det kristne liv i hverdagen bliver da et “Amen” til “Jeg tror” i trosbekendelsen ved vor dåb: [197, 2101] Måtte dit Credo være dig et spejl. Betragt dig selv i det: for at se, om du tror alt det, du bekender at tro. Og glæd dig hver dag i din tro.[153]

1065 Jesus Kristus selv er “Amen” (Åb 3,14). Han er det endegyldige “Amen” i Faderens kærlighed til os. Han overtager og fuldender vort “Amen” til Faderen: “Alle Guds løfter har fået deres “ja” i Ham. Derfor siger vi også ved ham vort “Amen” til Guds ære” (2 Kor 1,20): Ved Ham, med Ham og i Ham tilkommer dig, Gud Fader, den Almægtige, i Helligåndens enhed al herlighed og ære, fra evighed til evighed. AMEN.[154]

[149] [150] [151] [152] [153]

[150]

DS 859; jf. DS 1549.

[151]

Jf. Åb 22,21.

[152]

Jf. Matt 6,2.5.16.

[153]

Jf. Joh 5,19.

[154]

Skt. Augustin, serm. 58,11,13.

Anden Del: Fejringen af det kristne mysterium Hvorfor liturgi? 1066 I trosbekendelsen bekender Kirken den Hellige Treenigheds mysterium og dens “gode beslutning” (Ef 1,9) om hele skabningen: Faderen gennemfører “sin viljes hemmelighed” ved at give sin elskede Søn og sin Helligånd til verdens frelse og sit navns ære. Sådan er Kristus-hemmeligheden, [155][1] åbenbaret og realiseret i historien ifølge en plan, en viseligt ordnet plan som Paulus kalder “mysteriets økonomi” (Ef 3,9), og som den patristiske tradition kalder “det menneskevordne Ords økonomi” eller “frelsens økonomi”. [50; 236] 1067 “Guds storværk i det Gamle Testamentes folk var allerede et forspil til dette. Men ved Kristi værk er menneskeheden blevet genløst, og al hæder og ære er blevet Gud til del. Det skete ved påskens mysterium, i hans salige lidelse, hans opstandelse fra dødsriget og hans himmelfart i herlighed - da han ‘ved sin død overvandt vor død, og ved sin opstandelse genrejste livet’. For “det underfulde sakramente, som Kirken er, opstod ud fra Kristi side, da han sov ind på korset”. 306[2] Det er derfor Kirken i liturgien først og fremmest fejrer påskemysteriet, hvorved Kristus fuldbragte vor frelse. [571] 1068 Det er dette Kristi mysterium, som Kirken forkynder og fejrer i sin liturgi, for at de troende kan leve deraf og vidne derom i verden:

Gennem liturgien, især i Eukaristiens guddommelige offer, “udøves vor forløsnings værk”. Derfor bidrager den i allerhøjeste grad til, at de troende ved deres liv synligt udtrykker Kristi mysterium og den sande Kirkes uforfalskede væsen.307[3] Hvad betyder ordet liturgi? 1069 Ordet “liturgi” betyder oprindelig “offentligt værk”, “tjeneste på folkets vegne eller for folket”. I den kristne tradition betyder det, at Guds folk tager del i “Guds værk”. 308[4] Gennem liturgien fortsætter Kristus, vor Forløser og Ypperstepræst, i sin Kirke, med den og ved den, arbejdet på vor forløsning: 1070 Ordet “liturgi” anvendes i Ny Testamente ikke blot om gudstjenesten, 309[5] men også om Evangeliets forkyndelse310[6] og kærlighedens praksis.311[7] I alle disse situationer drejer det sig om tjenesten af Gud og mennesker. I den liturgiske fejring er Kirken tjenende, efter Herrens forbillede, Han, som er den eneste “Liturg”.312[8] Den har del i hans præstedømme (kulten); den er profetisk (i forkyndelsen) og kongelig (i kærlighedens tjeneste): [783]

Med rette anses derfor liturgien som udøvelsen af Jesu Kristi præstelige embede. Menneskets helliggørelse betegnes i liturgien ved ydre tegn og virkeliggøres på hver sin [154] De eukaristiske bønners doxologi: Lovsang s. 51, 56, 61 og 67. [155] Jf. Ef 3,4. 306 SC 5. 307 SC 2. 308 Jf. Joh 17,4. 309 Jf. Apg 13,2; Luk 1,23. 310 Jf. Rom 15,16; Fil 2,14-17 og Fil 2,30. 311 Jf. Rom 15,27; 2 Kor 9,12; Fil 2,25. 312 Jf. Hebr 8,2 og 6. [155] [1]

[2] [3] [4] [5] [6]

[7]

[8]

måde gennem de enkelte tegn, og den offentlige kult i sin helhed udøves af Jesu Kristi mystiske Legeme, d.v.s. hovedet og lemmerne. Enhver liturgisk fejring udøves altså af Kristus som præst og af hans Legeme, som er Kirken, og er derfor i allerhøjeste grad en hellig handling, som ingen anden kirkelig handling i rang eller grad kan nå op til.313[9] Liturgien som Livets kilde 1071 Som Kristi værk er liturgien også hans Kirkes handling. Den realiserer og manifesterer Kirken som synligt tegn på samfundet mellem Gud og mennesker gennem Kristus. Den engagerer de troende i fællesskabets nye Liv. Den indebærer en “bevidst, aktiv og frugtbar”deltagelse af alle. 314[10] [1692] 1072 “Den hellige liturgi udgør ikke Kirkens hele gerning” 315[11]: den forudsætter evangelisering, tro og omvendelse. Først da kan den bære frugt i de troende: det nye Liv efter Ånden, engagement i Kirkens sendelse og tjeneste af dens Enhed. Bøn og liturgi 1073 Liturgien er også deltagelse i Kristi bøn til Faderen i Helligånden. I den finder al kristen bøn sin kilde og sit mål. Ved liturgien bliver mennesket i sit indre rodfæstet og grundfæstet 316[12] i “den store kærlighed, hvormed Faderen har elsket os” (Ef 2,4) i sin elskede Søn. Det er det samme “Guds under”, som leves og inderliggøres af al bøn, “til enhver tid, i Ånden” (Ef 6,18). [2558] Katekese og liturgi 1074 “Liturgien er det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber hen imod, og samtidig den kilde, hele dens kraft strømmer fra”.317[13] Den er altså det privilegerede sted for undervisningen af Guds folk. “Katekesen er uløseligt knyttet til al liturgisk og sakramental handling, for det er i sakramenterne, frem for alt i Eukaristien, at Kristus Jesus handler i sin fylde for at forvandle menneskene”. 318[14] 1075 Liturgisk Katekese tilsigter en indføring i Kristi mysterium (den er “mystagogisk”), ved at gå fra det synlige til det usynlige, fra tegn til det, det er tegn på, fra “sakramenterne” til “mysterierne”. En sådan Katekese er det de lokale og regionale Katekismers opgave at udarbejde. Nærværende Katekismus, som vil være til tjeneste for hele Kirken, i dens mangfoldighed af riter og kulturer, 319[15] præsenterer det som er fundamentalt og fælles for hele Kirken vedrørende liturgien som mysterium og som fejring (første sektion), derpå de syv sakramenter og sakramentalierne (anden sektion). [426; 774]

Første Sektion Den sakramentale frelsesordning

313 314 315 316 317 318 319

[9]

SC 7.

[10]

SC 11.

[11]

SC 9.

[12]

Jf. Ef 3,16-17.

[13]

SC 10.

[14]

Johannes Paul d. 2., CT 23.

[15]

Jf. SC 3-4.

1076 Pinsedag, ved Helligåndens udgydelse, træder Kirken synligt frem for verden. 320[16] Helligåndens gave indvarsler en ny tid i “forvaltningen af mysteriet”: Kirkens tid, i hvilken Kristus, gennem sin Kirkes liturgi, gør sit frelsesværk bekendt, gør det nærværende og formidler det “indtil Han kommer” (1 Kor 11,26). I løbet af denne Kirkens tid lever og handler Kristus fra nu af i sin Kirke og med den på en ny, og for denne nye tid særegen måde. Han handler gennem sakramenterne. Det er, hvad den fælles Tradition i Øst og Vest kalder den “sakramentale økonomi” [husholdning]. Den består i forvaltningen (eller “uddelingen”) af Kristi Påskemysteriums frugter under fejringen af Kirkens “sakramentale” liturgi. Det er derfor, det er vigtigt, først at belyse denne “sakramentale forvaltning” (første kapitel). Så vil den liturgiske fejring træde klarere frem i sin natur og sine væsentlige træk (andet kapitel). [739]

Første kapitel Påskemysteriet i Kirkens tid Artikel 1

Liturgien - den hellige Treenigheds værk I. Faderen, liturgiens kilde og mål 1077 “Lovet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Far, som har velsignet os i Kristus med al Himlens åndelige velsignelse. For før verdens grundvold blev lagt, har Han udvalgt os i Ham til at være hellige og pletfri for hans Åsyn. Og Han har i kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljes beslutning, til lov og pris for sin nådes herlighed, som Han har skænket os i sin elskede Søn” (Ef 1,3-6). [492] 1078 At velsigne er en guddommelig handling, som giver liv, og som har sin kilde i Faderen. Hans velsignelse er på én gang ord og gave (bene-dictio, eu-logia). Anvendt på mennesket betyder dette ord tilbedelse og hengivelse til Skaberen i taksigelse. [2626] 1079 Fra begyndelsen indtil tidernes ende er hele Guds værk velsignelse. Fra den første skabelses liturgiske digt til det himmelske Jerusalems lovsange forkynder de inspirerede forfattere frelsens plan som en umådelig guddommelig velsignelse. 1080 Fra begyndelsen velsigner Gud de levende væsner, særlig manden og kvinden. Pagten med Noa og med alle de levende væsner fornyer denne frugtbarheds-velsignelse, trods menneskets synd, som har gjort jorden “forbandet”. Men fra Abraham gennemtrænger den guddommelige velsignelse menneskenes historie, som gik døden i møde, for at lade den genopstå til livet, til sin kilde: Gennem Abrahams tro, “de troendes fader”, som tager imod velsignelsen, indledes frelsens historie. 1081 De guddommelige velsignelser viser sig i underfulde og frelsende begivenheder: Isaks fødsel, udtoget af Ægypten (Påske og Exodus), overgivelsen af det forjættede land, udvælgelsen af David, Guds nærvær i templet, det rensende Exil og hjemkomsten af en “lille Rest”. Loven, Profeterne og Salmerne, som gennemsyrer det udvalgte folks liturgi, både minder om disse guddommelige velsignelser og svarer på dem med lovprisning og taksigelse. 1082 I Kirkens liturgi bliver Guds velsignelse fuldt ud åbenbaret og meddelt: Faderen erkendes og tilbedes som Kilden og Målet for alle skabelsens og frelsens velsignelser. I sit Ord, der blev menneske, døde og opstod for os, fylder Han os med sine velsignelser, og gennem Ham udøser Han i vore hjerter Gaven, som indeholder alle gaver: den Hellige Ånd.

320

[16]

Jf. SC 6; LG 2.

1083 Således forstår man den dobbelte dimension i den kristne liturgi som troens og kærlighedens svar på de “åndelige velsignelser”, som Faderen skænker os. På den ene side velsigner Kirken, forenet med sin Herre og “opfyldt af Helligånden”,321[17] Faderen “for hans uudsigelige Gave” (2 Kor 9,15), med tilbedelse, lovprisning og taksigelse. På den anden side og indtil fuldbyrdelsen af Guds frelsesplan, ophører Kirken ikke med at ofre til Faderen “af Hans egne gaver sin offergave” og bønfalde Ham om at sende Helligånden over offergaven, over Kirken selv, over de troende og over hele verden, for at disse guddommelige velsignelser, ved fællesskabet med Ypperstepræsten Kristi død og opstandelse og ved Helligåndens magt, kan bære livets frugter “til lov og pris for hans nådes herlighed” (Ef 1,6). [2627; 1360] II. Kristi værk i liturgien Den herliggjorte Kristus... 1084 “Siddende ved Faderens højre” udgyder Kristus Helligånden i sit Legeme, som er Kirken, og handler fra nu af gennem sakramenterne, som er indstiftet af Ham til at meddele hans nåde. Sakramenterne er tegn, der kan sanses (ord og handlinger), tilgængelige for vor menneskenatur, som den er nu. På grund af Kristi virken og Helligåndens kraft bevirker de den nåde, som de betegner. [662; 1127] 1085 I Kirkens liturgi tilkendegiver og virkeliggør Kristus frem for alt sit Påskemysterium. I sit jordelivs dage bebudede Jesus påskemysteriet i sin undervisning og foregreb det i sine handlinger. Da hans Time var kommet,322[18] gennemlevede Han den eneste begivenhed i historien, som ikke forgår: Jesus dør, begraves, opstår fra de døde og sætter sig ved Faderens højre “én gang for alle” (Rom 6,10; Hebr 7,27; 9,12). Det er en virkelig begivenhed, som har fundet sted i vor historie, men den er enestående. Alle de andre begivenheder i historien sker én gang, hvorefter de forsvinder i fortiden. Kristi påskemysterium derimod kan ikke bare blive tilbage i fortiden, fordi Han ved sin Død har tilintetgjort døden, og fordi alt hvad Kristus er, og alt hvad Han har gjort og lidt for alle mennesker, har del i den guddommelige evighed, overskrider således alle tider og bliver gjort nærværende for dem. Korsets og Opstandelsens begivenhed består og drager alt hen til Livet. [519; 1165] ... er fra apostelkirken af... 1086 “Som Kristus er sendt af Faderen, har han selv udsendt Apostlene og opfyldt dem med Helligånden. De skulle ved at prædike evangeliet for hele skabningen ikke blot meddele, at Guds Søn ved sin død og opstandelse havde befriet os fra Satans magt og fra døden og ført os over i Faderens rige, men også føre det frelsesværk de talte om ud i livet ved offeret og sakramenterne, som hele det liturgiske liv kredser omkring”.323[19] [858] 1087 Idet den opstandne Kristus giver Helligånden til apostlene, betror Han dem sin magt til at helliggøre324[20]: de bliver sakramentale tegn på Kristus. Ved den samme Helligånds kraft betror de denne magt til deres efterfølgere. Denne “apostolske succession” strukturerer hele Kirkens liturgiske liv. Den er selv sakramental og bliver videreført gennem ordinationens sakramente. [861; 1536] ... nærværende i den jordiske liturgi... 1088 “Men for at fuldbyrde dette store værk” - forvaltningen eller meddelelsen af sit frelsesværk - “er Kristus altid nærværende i sin Kirke, især i de liturgiske handlinger. Han er til stede i messeofferet både i celebrantens person - ‘det er den samme, der nu frembringer offeret ved præstens tjeneste, som dengang

321 322 323 324

[17]

Jf. Luk 10,21.

[18]

Jf. Joh 13,1; 17,1.

[19]

SC 6.

[20]

Jf. Joh 20,21-23.

frembar sig selv ved korset’ - og allermest i de eukaristiske skikkelser. Med sin kraft er han til stede i sakramenterne, sådan at det er Kristus selv, der døber, når nogen døber. Han er til stede i sit ord, for han taler selv, når skrifterne læses i Kirken. Endelig er han til stede, når Kirken beder og synger, han der har lovet: ‘Hvor to eller tre er samlede i mit navn, er jeg midt iblandt dem’ (Matt 18,20)”. 325[21] [776; 669; 1373] 1089 “I dette store værk, hvor Gud forherliges og mennesket helliggøres, knytter Kristus Kirken, sin højtelskede brud, altid virkelig til sig, og denne påkalder sin Herre og yder gennem ham den evige Fader sin hyldest”.326[22] [796] ... som deltager i den himmelske liturgi 1090 “I den jordiske liturgi får vi del i og en forsmag på den himmelske, som fejres i den hellige stad Jerusalem, som vi er på vej til. Der sidder Kristus ved Guds højre hånd som tjener ved det hellige og sande tabernakel. Med hele den himmelske hærskare synger vi lovprisningshymnen for Herren; ved at ære helgenernes minde håber vi at få lod og fællesskab med dem, og vi venter på Frelseren, vor Herre Jesus Kristus, indtil han bliver åbenbaret som vort liv, og vi bliver åbenbarede med ham i herlighed”. 327[23] [11371139] III. Helligånden og Kirken i liturgien 1091 I liturgien er Helligånden troens pædagog for Guds folk, bygmesteren i “Guds mesterværker”, dvs. sakramenterne i den Nye Pagt. Åndens attrå og arbejde i hjertet af Kirken er, at vi skal leve af den opstandne Kristi liv. Når Han i os møder det troens svar, som Han har fremkaldt, sker der et virkeligt samarbejde. Sådan bliver liturgien Helligåndens og Kirkens fælles værk. [798] 1092 I denne sakramentale forvaltning af Kristi mysterium handler Helligånden på samme måde som i de andre tider af frelsens økonomi: Han bereder Kirken til at møde sin Herre; Han minder om og manifesterer Kristus for menighedens tro; Han gør Kristi mysterium nærværende og aktualiserer det med sin omskabende kraft; ja, som fællesskabets Ånd forener Han Kirken med Kristi liv og mission. [737] Helligånden forbereder til modtagelse af Kristus 1093 Helligånden fuldender i den sakramentale orden den Gamle Pagts “for-billeder”. Eftersom Kristi Kirke var “på forunderlig vis forberedt i Israels folks historie og den gamle pagt”, 328[24] beholder Kirkens liturgi visse elementer i den Gamle Pagts kult som en integrerende og uerstattelig del af sin egen: - først og fremmest læsning af det Gamle Testamente; - Salmernes bøn; - og især mindet om de frelsesbegivenheder og betydningsfulde tildragelser, som er opfyldt i Kristi mysterium (Forjættelsen og Pagten, Udtoget af Ægypten og Påsken, Riget og Templet, Landflygtigheden og Hjemkomsten). [762; 121; 2585; 1081] 1094 Det er på denne harmoni af de to Testamenter, 329[25] at Herrens påskekatekese bygger,330[26] og derefter også apostlenes og kirkefædrenes. Denne katekese afslører det, som lå skjult under det Gamle Testamentes bogstav: Kristusmysteriet. Den kaldes “typologisk”, fordi den åbenbarer det nye, som Kristus bragte, ud fra de “typer” som bebudede Ham i den Gamle Pagts hændelser, ord og symboler. Når man i Sandhedens Ånd,

325 326 327 328 329 330

[21]

SC 7.

[22]

SC 7.

[23]

SC 8; jf. LG 50.

[24]

LG 2.

[25]

Jf. DV 14-16.

[26]

Jf. Luk 24,13-49.

ud fra Kristus, genlæser det Gamle Testamente, bliver disse “typer” afdækket. 331[27] Sådan var syndfloden og Noas ark “type” på frelsen ved Dåben, 332[28] ligeledes Skyen og overgangen gennem det Røde Hav. Vandet fra klippen var type på Kristi åndelige gaver; 333[29] ørkenens manna viste frem til Eukaristien, “det sande Brød fra Himlen” (Joh 6,32). [128-130] 1095 Det er derfor, Kirken, særlig i advent, fastetid og frem for alt i Påskenatten, genlæser og genoplever alle de store begivenheder i frelseshistorien i liturgiens “i dag”. Men det kræver også, at katekesen hjælper de troende til at åbne sig for denne “åndelige” forståelse af frelsens økonomi, sådan som Kirkens liturgi fremlægger den og lader os opleve den. [281; 117] 1096 Jødisk og kristen liturgi. Et bedre kendskab til troen og det religiøse liv i det jødiske folk, sådan som det bekendes og leves den dag i dag, kan hjælpe til bedre at forstå visse sider af den kristne liturgi. For jøderne og for de kristne er den Hellige Skrift en væsentlig bestanddel af deres liturgier: for oplæsningen af Guds Ord, svaret på dette Ord, lovprisningsbønnen og forbøn for de levende og de døde, tilflugten til Guds barmhjertighed. Ordets liturgi har, med sin særegne struktur, sin oprindelse i den jødiske bøn. Tidebønnen og andre liturgiske tekster og formularer har her tilsvarende paralleller, ligesom vore ærværdigste bønner, heriblandt Fadervor. De eukaristiske bønner er også inspireret af modeller fra den jødiske tradition. Forholdet mellem jødisk liturgi og kristen liturgi, men også forskellen i deres indhold, er særlig iøjnefaldende i det liturgiske års store fester, som fx Påsken. De kristne og jøderne fejrer Påsken: den historiske Påske, hos jøderne orienteret mod fremtiden; hos de kristne: Påsken som fuldbragt i Kristi død og Opstandelse, omend altid i forventning om den endelige fuldbyrdelse. [1174; 1352; 840] 1097 I den Nye Pagts liturgi er al liturgisk handling, særlig fejringen af Eukaristien og sakramenterne, et møde mellem Kristus og Kirken. Den liturgiske forsamling får sin enhed fra “Helligåndens samfund”, der samler Guds børn i Kristi ene Legeme. Den overgår de menneskelige, racemæssige, kulturelle og sociale tilhørsforhold. 1098 Menigheden bør forberede sig til mødet med sin Herre, være “et beredvilligt folk”. 334[30] Denne hjerternes forberedelse er Helligåndens og menighedens fælles værk, særlig embedsbærernes. Helligåndens nåde søger at vække troen, hjertets omvendelse og tilslutning til Faderens vilje. Disse holdninger er forudsætningen for, at de andre nådegaver, der skænkes under selve gudstjenesten, kan modtages og bære frugt i det nye Liv, den er bestemt til derefter at frembringe. [1430] Helligånden minder om Kristi mysterium 1099 Ånden og Kirken samarbejder for at kundgøre Kristus og hans frelsesværk i liturgien. Først og fremmest i Eukaristien, og tilsvarende i de andre sakramenter, er liturgien Ihukommelse af frelsens mysterium. Helligånden er Kirkens levende hukommelse. 335[31] [91] 1100 Guds Ord. Helligånden minder først den liturgiske forsamling om meningen med frelsens begivenhed ved at gøre det Guds Ord levende, som er forkyndt for at blive modtaget og efterlevet: [1134]

Af største betydning for fejringen af liturgien er Den hellige Skrift. For herfra tages læsningerne, der forklares i homilien, og de Davidssalmer, der synges. De liturgiske bønner, forbønner og sange er også blevet til ved Skriftens inspiration og ånd, og den giver de liturgiske handlinger og tegn deres betydning.336[32] [103, 131] 1101 Det er Helligånden, som giver lektorerne og deres tilhørere, i forhold til deres sindelag, den åndelige forståelse af Guds Ord. Gennem ordene, handlingerne og symbolerne, som udgør rammen om en

331 332 333 334 335 336

[27]

Jf. 2 Kor 3,14-16.

[28]

Jf. 1 Pet 3,21.

[29]

Jf. 1 Kor 10,1-6.

[30]

Jf. Luk 1,17.

[31]

Jf. Joh 14,26.

[32]

SC 24.

gudstjeneste, bringer Den de troende og embedsbærerne i et levende forhold til Kristus, Faderens Ord og Billede, for at de kan lade meningen med det, de hører, betragter og gør, få indpas i deres liv. [117] 1102 “Det frelsebringende ord nærer troen i de troendes hjerter, hvorved de troendes forsamling opstår og vokser”.337[33] Forkyndelsen af Guds Ord standser ikke op ved en undervisning; den appellerer til troens svar, i form af samtykke og engagement, med henblik på pagten mellem Gud og hans folk. Det er også Helligånden, som skænker troens nådegave, styrker den og får den til at vokse i fællesskabet. Den liturgiske forsamling er først og fremmest fællesskab i troen. [143] 1103 Anamnesen [“ihukommelsen”]. Den liturgiske gudstjeneste henviser altid til Guds frelsende indgriben i historien. “Åbenbaringen formidles ved gerninger og ord i gensidig vekselvirkning... Ordene forkynder og bringer den hemmelighed frem i lyset, som gerningerne bærer i sig”. 338[34] I Ordets liturgi “minder” Helligånden forsamlingen om alt, hvad Kristus har gjort for os. Alt efter de liturgiske handlingers natur og Kirkernes rituelle traditioner, “ihukommer” den liturgiske fejring Guds undere i en mere eller mindre udfoldet Anamnese. Helligånden, som således vækker Kirkens hukommelse, fremkalder så taksigelse og lovprisning (doksologi). [1362] Helligånden aktualiserer Kristi mysterium 1104 Den kristne liturgi minder ikke blot om de begivenheder, der har frelst os, men aktualiserer dem, gør dem nærværende. Kristi Påskemysterium fejres, det gentages ikke. Det er de liturgiske celebrationer, som gentages; og i hver af dem udgydes Helligånden, som aktualiserer det ene mysterium. [1085] 1105 Epiklesen [“nedkaldelsen over”] er den bøn, hvor præsten bønfalder Faderen om at sende den helliggørende Ånd for at offergaverne kan blive Kristi legeme og blod, og de troende, som modtager dem, selv kan blive en levende offergave til Gud. [1153] 1106

Sammen med Anamnesen er Epiklesen midtpunktet i enhver sakramental fejring, særlig i Eukaristien:

Du spørger, hvorledes brødet bliver Kristi legeme, og vinen... Kristi blod? Jeg siger dig: Helligånden kommer til og udvirker det, som overstiger både ord og tanke. ... Lad det være dig nok, at det sker ved Helligånden, på samme måde som det var ved den hellige Jomfru og Helligånden, at Herren, ved sig selv og i sig selv, påtog sig kødet.339[35] [1375] 1107 Helligåndens forvandlende kraft i liturgien fremskynder Rigets komme og fuldbyrdelsen af frelsens mysterium. I forventning og håb lader Han os virkeligt foregribe det fulde samfund med Treenigheden. Sendt af Faderen, der bønhører Kirkens Epiklese, giver Ånden livet til dem, som modtager Ham, og for dem udgør Han, her og nu, “pantet” på deres arv.340[36] [2816] Helligåndens samfund 1108 Målet for Helligåndens sendelse i enhver liturgisk handling er at oprette samfund med Kristus for at danne hans Legeme. Helligånden er som saften i Faderens vinstok, der bærer sin frugt i grenene. 341[37] Det er i liturgien, at det nærmeste samarbejde mellem Helligånden og Kirken finder sted. Han, fællesskabets Ånd, forbliver uafladeligt i Kirken, og derfor er Kirken det store sakramente for samfundet med Gud, der samler alle Guds adspredte børn til ét. Åndens frugt i liturgien er samfund med den Hellige Treenighed, og uadskilleligt herfra, broderligt fællesskab.342[38] [788; 1091; 775]

337 338 339 340 341 342

[33]

PO 4.

[34]

DV 2.

[35]

Skt. Johannes af Damaskus, f.o. 4,13.

[36]

Jf. Ef 1,14; 2 Kor 1,22.

[37]

Jf. Joh 15,1-17; Gal 5,22.

[38]

Jf. 1 Joh 1,3-7.

1109 Epiklesen er også bønnen for den fulde virkning af den liturgiske menigheds samfund med Kristusmysteriet. “Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund” (2 Kor 13,13) skal altid være med os og bære frugt også udover den eukaristiske fejring. Kirken beder altså Faderen sende Helligånden for at denne kan gøre de troendes liv til en levende offergave til Gud ved den åndelige omskabelse i Kristi billede, ved omsorgen for Kirkens enhed og deltagelse i dens sendelse med vidnesbyrd og tjeneste i kærlighed. [1368]

I korthed 1110 I Kirkens liturgi bliver Gud Fader lovprist og tilbedt som kilden til alle skabelsens og frelsens velsignelser, hvormed Han har velsignet os i sin Søn, for at give os barnekårets Ånd. 1111 Kristi virke i liturgien er sakramental, fordi hans frelses mysterium bliver nærværende i den, ved Helligåndens magt. Fordi hans Legeme, Kirken, er ligesom sakramentet (tegn og redskab), hvori Helligånden forvalter frelsens mysterium; fordi Kirken på sin pilgrimsvandring allerede nu, gennem sine liturgiske handlinger, får en forsmag på den himmelske liturgi. 1112 Sendelsen af Helligånden i Kirkens liturgi sker for at forberede menigheden på mødet med Kristus; minde forsamlingens tro om Kristus og give Ham til kende; gøre Kristi frelsesværk nærværende og aktualisere det ved sin forvandlende kraft og gøre fællesskabets gave i Kirken frugtbar.

Artikel 2 Påskemysteriet i Kirkens sakramenter 1113 Hele Kirkens liturgiske liv kredser om det eukaristiske Offer og sakramenterne. 343[39] Der er syv sakramenter i Kirken: Dåben, Firmelsen eller Krismationen, Eukaristien, Boden, Sygesalvelsen, Ordinationen, Ægtevielsen.344[40] I denne artikel drejer det sig om det, som er fælles for Kirkens syv sakramenter vedrørende troslæren. Det, som er fælles for dem i fejringen, vil der blive gjort rede for i kap. II, og det der er særligt for hvert sakramente i sektion II. [1210] I. Kristi sakramenter 1114 “I tilslutning til de Hellige Skrifters lære, de apostolske traditioner... og fædrenes enstemmige opfattelse”345[41] bekender vi, at “den nye Pagts sakramenter alle er indstiftet af vor Herre Jesus Kristus”. 346[42] 1115 Jesu ord og gerninger under hans skjulte liv og offentlige virksomhed var allerede frelsebringende. De foregreb kraften i hans Påskemysterium. De kundgjorde og forberedte det, som han ville give Kirken, når alt var fuldbragt. Mysterierne i Kristi liv er grundlaget for det, som Kristus fremover gennem sin Kirkes tjenere uddeler i sakramenterne, for “det som var synligt i vor Frelser er gået over i Hans mysterier”. 347[43] [512-560]

343 344 345 346 347

[39]

Jf. SC 6.

[40]

Jf. DS 860; 1310; 1601.

[41]

Tridentinerkoncilet: DS 1600.

[42]

Tridentinerkoncilet: DS 1601.

[43]

Skt. Leo d. Store, serm. 74,2.

1116 Sakramenterne er stadig levende og levendegørende “kræfter der udgår” fra Kristi Legeme, 348[44] Helligåndens gerninger, som er virksomme i Hans Legeme, som er Kirken; de er “Guds mesterværker” i den nye og evige pagt. [1504, 774] II. Kirkens sakramenter 1117 Ved Helligånden, som fører den “til hele Sandheden” (Joh 16,13), har Kirken, som en klog forvalter af Guds mysterier,349[45] lidt efter lidt erkendt den skat, den har modtaget af Kristus og nøjere præciseret, hvordan den skulle forvaltes, på samme måde som med de Hellige Skrifters kanon og troslæren. Således har Kirken i århundredernes løb blandt sine liturgiske fejringer skelnet syv, som i egentlig forstand er sakramenter, der er indstiftet af Herren. [120] 1118 Sakramenterne er “Kirkens” i den dobbelte forstand, at de er “ved Kirken” og “for Kirken”. De er “ved Kirken”, fordi den er Sakramentet for Kristi virke, som takket være Helligåndens sendelse her er ved arbejdet. Og de er “for Kirken”; de er de “sakramenter, som bygger Kirken op”; 350[46] for de manifesterer og meddeler menneskene, særlig i Eukaristien, mysteriet om samfundet med Gud, som er Kærlighed, En i tre Personer. [1396] 1119 Kirken, der sammen med sit Hoved, Kristus, udgør “én mystisk Person”, 351[47] handler i sakramenterne som “et præsteligt fællesskab”, med en “organisk struktur” 352[48]: ved Dåben og Firmelsen bliver det præstelige folk sat i stand til at fejre liturgien; desuden er der visse troende, som “ved ordinationen (til diakon, præst og biskop) indsættes i Kristi navn til at vogte Kirken med Guds ord og nåde”. 353[49] [792] 1120 Det ordinerede embede eller “ministerielle” 354[50] præstedømme tjener de døbtes almindelige præstedømme. Det garanterer, at det virkelig er Kristus, der, ved Helligånden, er virksom for Kirken i sakramenterne. Den frelsende sendelse, som Faderen har betroet sin menneskevordne Søn, er betroet apostlene og gennem dem deres efterfølgere: De modtager Jesu Ånd til at handle i hans navn og i hans Person.355[51] Sådan er det ordinerede præstedømme det sakramentale bånd, der knytter den liturgiske handling til det, som apostlene har sagt og gjort, og gennem dem til det, som Kristus sagde og gjorde, Han, som er sakramenternes kilde og fundament. [1547] 1121 De tre sakramenter: Dåben, Firmelsen og Ordinationen meddeler, foruden nåden, en sakramental karakter eller et “segl”, hvorved den kristne får del i Kristi præstedømme og bliver en del af Kirken, alt efter de forskellige stænder og funktioner. Denne ligedannelse med Kristus og Kirken, udvirket af Ånden, er uudslettelig.356[52] Den forbliver i den kristne for bestandig som modtagelighed for nåden, som løfte om og sikkerhed for Guds beskyttelse, og som kald til tjeneste i kulten og Kirken. Disse sakramenter kan derfor aldrig gentages. [1272, 1304, 1582] III. Troens sakramenter 1122 Kristus har sendt sine apostle for at de “i hans navn skal prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag” (Luk 24,47). “Gør alle folkeslag til disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” (Matt 28,19). Sendelsen til at døbe, altså den sakramentale sendelse, er indbefattet i

348 349 350 351 352 353 354 355 356

[44]

Jf. Luk 5,17; 6,19; 8,46.

[45]

Jf. Matt 13,52; 1 Kor 4,1.

[46]

Skt. Augustin, civ. 22,17; jf. Skt. Thomas af Aq., s.th. 3,64,2, ad 3.

[47]

Pius d. 12., enc. Mystici Corporis.

[48]

LG 11.

[49]

LG 11.

[50]

LG 10.

[51]

Jf. Joh 20,21-23; Luk 24,47; Matt 28,18-20.

[52]

Tridentinerkoncilet: DS 1609.

sendelsen til at evangelisere, fordi sakramentet er forberedt af Guds Ord og af troen, som er tilslutning til dette Ord: [849; 1236]

Gudsfolket forenes først og fremmest ved den levende Guds ord... Sakramenternes forvaltning kræver, at Ordet forkyndes... sakramenterne er jo troens hemmeligheder, som fremstår af prædiken og næres af denne.357[53] 1123 “Sakramenterne skal tjene til at helliggøre menneskene, bygge Kristi Legeme op og give Gud ære og hyldest. Da de er tegn, har de også en pædagogisk effekt. De forudsætter troen, men nærer, styrker og udtrykker den samtidig ved ord og handling. Derfor kaldes de troens sakramenter”.358[54] [1154] 1124 Kirkens tro går forud for den troendes tro, som er indbudt til at slutte sig til den. Når Kirken fejrer sakramenterne, bekender den den tro, som den har modtaget af apostlene. Deraf det gamle fyndord: “lex orandi, lex credendi” (eller: “Legem credendi lex statuat supplicandi”, ifølge Prosper fra Aquitanien i 5. årh.).359[55] Bønnens lov er troens lov. Kirken tror således som den beder. Liturgien er et konstituerende element i den hellige og levende Tradition.360[56] [166; 1327; 78] 1125 Det er derfor, ingen sakramental ritus kan modificeres eller manipuleres efter embedsbærerens eller menighedens forgodtbefindende. End ikke Kirkens højeste autoritet kan ændre liturgien efter behag, men kun i troens lydighed og religiøse ærefrygt for liturgiens mysterium. [1205] 1126 Iøvrigt, eftersom sakramenterne udtrykker og udvikler trosfællesskabet i Kirken, er lex orandi (bønnens lov) et af de væsentlige kriterier for den dialog, der søger at genoprette de kristnes enhed. 361[57] [815] IV. Frelsens sakramenter 1127 De sakramenter, der er værdigt fejret i tro, meddeler den nåde, de betegner. 362[58] De er virksomme, fordi Kristus selv virker i dem: det er Ham, der døber; det er Ham, der handler i sine sakramenter for at meddele den nåde som sakramentet betegner. Faderen bønhører altid sin Søns Kirke, som i epiklesen til hvert sakramente udtrykker sin tro på Åndens magt. Som ilden forvandler alt, hvad den kommer i berøring med, forvandler Helligånden det, som er underlagt dens magt, til guddommeligt liv. [1084; 1105; 696] 1128 Det er meningen med Kirkens erklæring 363[59]: at sakramenterne virker ex opere operato (ordret: “i kraft af den udførte handling”), dvs. i kraft af Kristi frelsesværk, som er fuldbragt én for alle gange. Heraf følger, at “sakramentet ikke realiseres ved retfærdigheden hos det menneske, der giver eller modtager det, men ved Guds kraft”.364[60] Så såre et sakramente fejres i overensstemmelse med Kirkens intention, virker kraften fra Kristus og hans Ånd i det og ved det, uanset den personlige hellighed hos den, der meddeler sakramentet. Dog afhænger frugterne af sakramenterne også af modtagerens indstilling og tilstand. [1584] 1129 Kirken holder fast ved, at for de troende er sakramenterne i den Nye Pagt nødvendige til frelsen.365[61] Den “sakramentale nåde” er Helligåndens nåde, skænket af Kristus og særegen for hvert sakramente. Helligånden helbreder og forvandler dem, som modtager Ham, ved at ligedanne dem med Guds Søn. Frugten

357 358 359 360 361 362 363 364 365

[53]

PO 4.

[54]

SC 59.

[55]

Indiculus kap. 8: DS 246.

[56]

Jf. DV 8.

[57]

Jf. UR 2 og 15.

[58]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1605 og 1606.

[59]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1608.

[60]

Skt. Thomas af Aq., s.th. 3,68,8.

[61]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1604.

af det sakramentale liv er, at barnekårets Ånd guddommeliggør 366[62] de troende ved at forene dem vitalt med den énbårne Søn, vor Frelser. [1257, 2003; 460] V. Det evige livs sakramenter 1130 Kirken fejrer sin Herres mysterium “indtil Han kommer” og “Gud bliver alt i alle” (1 Kor 11,26; 15,28). Siden apostolisk tid drages liturgien mod sit mål ved Helligåndens suk i Kirken: “Marana tha!” (1 Kor 16,22). Således deltager liturgien i Jesu længsel: “Jeg har inderligt længtes efter at spise dette Påskemåltid sammen med jer... før det fuldendes i Guds rige” (Luk 22,15-16). I Kristi sakramenter modtager Kirken allerede førstegrøden af sin arv, deltager den allerede i det evige liv, alt imens den “venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og Frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed” (Tit 2,13). Og “Ånden og Bruden siger: Kom! ... Kom, Herre Jesus!” (Åb 22,17.20). [950, 2817]

Skt. Thomas sammenfatter de forskellige dimensioner i det sakramentale tegn: “Sakramentet er det tegn, som genkalder det, der er gået forud, nemlig Kristi lidelse; som giver til kende det, som udvirkes i os ved Kristi lidelse, nemlig nåden; som forudbetegner, dvs. forudsiger den kommende herlighed”.367[63]

I korthed 1131 Sakramenterne er virksomme tegn på nåden, indstiftet af Kristus og betroet Kirken, hvorved det guddommelige liv skænkes os. De synlige riter, hvorunder sakramenterne fejres, betegner og realiserer de nådegaver, der er særegne for hvert sakramente. De bærer frugt i dem, som modtager dem med den påkrævede disponibilitet. 1132 Kirken fejrer sakramenterne som et præsteligt fællesskab, der er struktureret af det almindelige præstedømme ved dåben og det særlige præstedømme ved ordinationens sakramente. 1133 Helligånden forbereder modtagelsen af sakramenterne ved Guds Ord og ved troen, der modtager Ordet i beredvillige hjerter. Da vil sakramenterne styrke troen og give udtryk for den. 1134 Frugten af det sakramentale liv er på én gang personalt og kirkeligt. På den ene side betyder den for enhver troende, at han i Jesus Kristus lever for Gud. På den anden side betyder den for Kirken vækst i kærlighed og i det vidnesbyrd, den er sendt for at aflægge.

Andet Kapitel Den sakramentale fejring af Påskemysteriet 1135 Katekesen om liturgien forudsætter i første omgang forståelsen af den sakramentale økonomi (ordning) (første kapitel). I lys af den kommer det nye i fejringen af den frem. Det drejer sig altså, i dette kapitel, om fejringen af Kirkens sakramenter. Vi skal se, hvad der, på tværs af de forskellige liturgiske traditioner, er fælles i fejringen af de syv sakramenter. Det særlige ved ethvert af dem vil der senere blive redegjort for. Denne grundlæggende katekese om de sakramentale fejringer vil besvare de første spørgsmål, som de troende stiller herom:

366 367

[62]

Jf. 2 Pet 1,4.

[63]

S. th. 3,60,3.

- Hvem fejrer liturgien? - Hvordan bliver den fejret? - Hvornår bliver den fejret? - Hvor bliver den fejret? Artikel 1 Fejre Kirkens liturgi I. Hvem fejrer? 1136 Liturgien iværksættes af “den hele Kristus” (Christus totus). De, som nu fejrer den hinsides tegn, er allerede i den himmelske liturgi, der hvor fejringen helt og fuldt er kommunion og fest. [795, 1090] Celebranterne i den himmelske liturgi [2642] 1137 Johannes’ Åbenbaring, som bliver læst i Kirkens liturgi, så først “en trone stå i Himlen og En sidde på tronen”:368[64] “Gud Herren” (Es 6,1).369[65] Derpå Lammet, “stående og slagtet” (Åb 5,6) 370[66] : den korsfæstede og opstandne Kristus, den eneste Ypperstepræst i den sande helligdom, 371[67] den samme “som ofrer og bliver ofret, som giver og bliver givet”. 372[68] Endelig “floden med Livets vand, der vælder ud fra Guds og Lammets trone” (Åb 22,1), et af de smukkeste symboler på Helligånden. 373[69] [662] 1138 I lovprisningen af Gud og fuldendelsen af hans frelsesplan tager alle del, som er “sammenfattet” i Kristus: De himmelske Magter, 374[70] hele skabningen (de fire Levende Væsner), tjenerne af den Gamle og den Nye Pagt (de firs Ældste), det nye Guds Folk (et hundrede og fireogfyrre tusind 375[71]), særlig martyrerne, “som var myrdet for Guds Ords skyld” (Åb 6,9), og den alhellige Guds Moder (kvinden; 376[72] Lammets brud377[73]) og til sidst “en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål” (Åb 7,9). [335; 1370] 1139 Det er i denne evige liturgi, at Ånden og Kirken lader os få del, når vi fejrer frelsens mysterier i sakramenterne. Celebranterne i den sakramentale liturgi 1140 Det er hele fællesskabet, Kristi Legeme forenet med sit Overhoved, som celebrerer. “De liturgiske handlinger er ikke private, men fejres af Kirken, og denne er ‘enhedens sakramente’, det vil sige det hellige folk forenet og ordnet under biskopperne. Derfor angår disse handlinger Kirkens hele Legeme, gør dette synligt og indvirker på det. De når dets enkelte lemmer på forskellig måde alt efter forskellen i kirkelig stand, opgave og aktiv deltagelse”.378[74] Det er også derfor, at det “hver gang nogle riter ifølge sagens natur

368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378

[64]

Jf. Åb 4,2.

[65]

Jf. Ez 1,26-28.

[66]

Jf. Joh 1,29.

[67]

Jf. Hebr 4,14-15; 10,19-21; etc.

[68]

Liturgi af Skt. Johannes Krysostomus, Anaphora.

[69]

Jf. Joh 4,10-14; Åb 21,6.

[70]

Jf. Åb 4-5; Es 6,2-3.

[71]

Jf. Åb 7,1-8; 14,1.

[72]

Jf. Åb 12.

[73]

Jf. Åb 21,9.

[74]

SC 26.

lægger op til en fejring i fællesskab med de troendes nærvær og aktive deltagelse, indskærpes at foretrække denne form frem for en individuel og praktisk talt privat fejring”. 379[75] [752, 1348; 1372] 1141 Menigheden, som fejrer, er de døbtes fællesskab, som “ved genfødslen og Helligåndens salvelse er indviet til et åndeligt hus og et helligt præsteskab, for at de ved deres gerninger som kristne skal bringe åndelige ofre”.380[76] Dette “almindelige præstedømme” er Kristi ene præstedømme, som alle Hans lemmer har del i.381[77] [1120]

Kirken har som Moder det store ønske, at alle troende føres frem til den fulde, bevidste og aktive deltagelse i fejringen af liturgien, som selve liturgiens væsen lægger op til, og som de - “en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk” (1 Pet 2,9)382[78] - i kraft af dåben har ret og pligt til.383[79] [1268] 1142 Men “ikke alle lemmer har den samme funktion” (Rom 12,4). Nogle er kaldet af Gud, i og gennem Kirken, til en særlig tjeneste i menigheden. Disse tjenere bliver valgt og viet i Ordinationenes sakramente, hvorved Helligånden gør dem egnede til at handle i Kristi Person, som er Hovedet, for at tjene alle Kirkens medlemmer.384[80] Den viede præst er som “ikonen” af Præsten Kristus. Eftersom det er i Eukaristien, at Kirkens sakramente manifesterer sig fuldt ud, er det ved at føre forsædet i Eukaristien, at biskoppens embede først og fremmest viser sig, og i samfund med ham, præsternes og diakonernes. [1549; 1561] 1143 Til opgaver i det almindelige præstedømme findes der også andre særlige tjenester, ikke viet ved Ordinationens sakramente, og hvis funktion bestemmes af biskopperne, alt efter de liturgiske traditioner og pastorale behov. “Også ministranter, lektorer, kommentatorer og medlemmer af et sangkor udfører en ægte liturgisk tjeneste”.385[81] [903; 1672] 1144 I fejringen af sakramenterne er det hele forsamlingen, som er “liturg”, enhver i sin funktion, men i “Åndens enhed” som handler i alle. “Ved de liturgiske fejringer skal enhver, det være sig præst eller lægmand, udfylde sin opgave og kun gøre det, men også alt det, der vedkommer ham ifølge sagens natur og efter de liturgiske regler”.386[82] II. Hvordan fejre liturgien? Tegn og symboler [1333-1340] 1145 En sakramental fejring er gennemvævet af tegn og symboler. Efter den guddommelige frelsespædagogik har meningen med dem sine rødder i skaberværket og i menneskets kultur. Den træder tydeligere frem i begivenhederne i den Gamle Pagt og åbenbarer sig fuldstændigt i Kristi person og værk. [53] 1146 Tegn fra menneskenes verden. I menneskelivet indtager tegn og symboler en vigtig plads. Mennesket, som både er et legemligt og åndeligt væsen, udtrykker og opfatter de åndelige realiteter gennem materielle tegn og symboler. Som socialt væsen har mennesket behov for tegn og symboler for at kommunikere med andre, gennem sproget, i gestus, i handlinger. Sådan er det også i dets forhold til Gud. [362, 2702; 1879]

379 380 381 382 383 384 385 386

[75]

SC 27.

[76]

LG 10.

[77]

Jf. LG 10; 34; PO 2.

[78]

Jf. 1 Pet 2,4-5.

[79]

SC 14.

[80]

Jf. PO 2 og 15.

[81]

SC 29.

[82]

SC 28.

1147 Gud taler til mennesket gennem den synlige skabning. Det materielle kosmos melder sig for menneskets forstand, for at det deri kan læse sin Skabers spor. 387[83] Lyset og natten, vinden og ilden, vandet og jorden, træet og frugterne taler om Gud og symboliserer både hans storhed og hans nærhed. [299] 1148 Som skabninger kan disse sansede realiteter blive stedet, hvor Gud udtrykker sin helliggørende gerning over for menneskene, og hvor menneskene dyrker Gud. Det samme gælder om tegn og symboler i menneskenes sociale liv: at vaske og salve, bryde brødet og drikke af samme bæger kan udtrykke Guds helliggørende nærvær og menneskets taknemlighed over for sin Skaber. 1149 De store religioner i menneskeheden vidner, ofte på en betagende måde, om denne kosmiske og symbolske betydning i de religiøse riter. Kirkens liturgi forudsætter, integrerer og helliger visse elementer i den skabte verden og menneskets kultur, når den tildeler dem den værdighed at være tegn på nåden, på det nye skaberværk i Jesus Kristus. [843] 1150 Pagttegn. Det udvalgte folk modtager af Gud særlige tegn og symboler, som præger dets liturgiske liv. Det er ikke mere blot fejringer af kosmiske kredsløb og sociale gestus, men tegn på pagten, symboler på Guds store gerninger for sit folk. Blandt disse liturgiske tegn i den Gamle Pagt kan nævnes omskærelsen, salvelsen og indvielsen af konger og præster, håndspålæggelse, ofringer og frem for alt Påsken. Kirken ser i disse tegn “for-billeder” på sakramenterne i den Nye Pagt. [1334] 1151 Tegn, antaget af Kristus. I sin forkyndelse betjener Jesus, Herren, sig ofte af tegn fra skaberværket for at anskueliggøre mysterierne i Guds Rige. 388[84] Han udfører sine helbredelser eller understøtter sin prædiken med synlige tegn eller symbolske handlinger. 389[85] Han giver ny mening til begivenheder og tegn i den Gamle Pagt, særlig til Exodus (udtoget af Ægypten) og Påsken, 390[86] for Han er selv betydningen af disse tegn. [1335] 1152 Sakramentale tegn . Fra pinsedag er det gennem Kirkens sakramentale tegn, at Helligånden udvirker helliggørelsen. Kirkens sakramenter ophæver ikke, men renser og integrerer hele rigdommen i de kosmiske tegn og sociale symboler. Desuden opfylder de den Gamle Pagts typer og figurer; de betegner og realiserer Kristi frelsesværk, og de varsler om og foregriber Himlens herlighed. Ord og handlinger 1153 Fejringen af et sakramente er et møde mellem Guds børn og deres Far, i Kristus og Helligånden. Dette møde har form af en dialog, i ord og handling. De liturgiske handlinger er ganske vist i sig selv allerede et sprog, men Guds Ord og troens svar skal ledsage disse handlinger og gøre dem levende, for at Gudsrigets sæd kan bære sin frugt i den gode jord. De liturgiske handlinger betegner det, som Guds Ord udtrykker: Guds frie initiativ og troens svar hos hans folk. [53] 1154 Ordets gudstjeneste er en integrerende del af de sakramentale celebrationer. For at nære de troendes tro må der lægges vægt på de tegn, der ledsager Guds Ord: Bogen med Ordet (lektionaret el. evangeliebogen), ærbødigheden for det (procession, røgelse, lys); stedet, hvorfra det forkyndes (ambon), oplæsningen af det, som skal kunne høres og forstås, præstens homili, som viderefører forkyndelsen, menighedens svar (akklamation, salmer til meditation, litanier, trosbekendelse). [1100; 103] 1155 Det liturgiske ord og den liturgiske handling lader sig som undervisning og tegn ikke skille ad; også fordi de udvirker det, de er tegn på, er de uadskillelige. Helligånden fører ikke blot til forståelse af Guds Ord ved at opvække troen; Han virkeliggør også gennem sakramenterne de Guds “undere”, som Ordet forkynder. Han gør Faderens værk, som er fuldbragt af den elskede Søn, nærværende og meddeler det. [1127]

387 388 389 390

[83]

Jf. Visd 13,1; Rom 1,19-20; Apg 14,17.

[84]

Jf. Luk 8,10.

[85]

Jf. Joh 9,6; Mark 7,33-35; 8,22-25.

[86]

Jf. Luk 9,31; 22,7-20.

Sang og Musik 1156 “Den universelle Kirkes musikalske tradition har skabt en skat af uvurderlig værdi. Den indtager en fremragende plads blandt de øvrige kunstarter, i særdeleshed fordi den som hellig sang er tæt forbundet med ordene og således udgør en nødvendig og integrerende bestanddel af den højtidelige liturgi”. 391[87] Kompositionen og afsyngelsen af de inspirerede Salmer, ofte ledsaget af musikinstrumenter, er allerede tæt knyttet til de liturgiske fejringer i den Gamle Pagt. Kirken fortsætter og udvikler denne tradition: “Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange; syng og spil af hjertet for Herren” (Ef 5,19). 392[88] “Den, som synger, beder dobbelt”.393[89] 1157 Sangen og musikken udfylder deres funktion som tegn, på en måde der er så meget mere betydningsfuld “jo tættere de er knyttet til den liturgiske handling”, 394[90] og det ifølge tre hovedkriterier: ved at give bønnen et skønnere udtryk, ved at fremme samdrægtigheden eller ved at berige de hellige riter med større højtidelighed. Således tjener sang og musik det, som er målet for de liturgiske ord og handlinger: Guds ære og de troendes helliggørelse395[91]: [2502] Hvor jeg græd over dine salmer og sange, mægtig bevæget af de skønne stemmer i din kirke. De trængte ind i mine øren, sandheden blev udgydt i mit hjerte, fromme stemninger vældede op i mig, tårerne løb, og jeg havde det godt sammen med dem.396[92]

1158 Harmonien mellem tegnene (sang, musik, ord og handlinger) er her så meget mere udtryksfuld og frugtbar, jo bedre den kommer til udtryk i den kulturelle rigdom, som er særegen for det Gudsfolk, der fejrer liturgien.397[93] Det er derfor “den folkelige religiøse sang skal fremmes på en forstandig måde, sådan at de troende kan synge med ved andagterne og ved selve de liturgiske handlinger”, i overensstemmelse med Kirkens normer.398[94] Men “teksterne til brug ved kirkesangen skal være i overensstemmelse med den katolske lære og derudover helst inspireres fra de hellige Skrifter og fra de liturgiske kilder”. 399[95] [1201; 1674] Hellige Billeder [476-477; 2129-2132] 1159 Det hellige billede, den liturgiske Ikon, repræsenterer først og fremmest Kristus. Det kan ikke repræsentere den usynlige og ufattelige Gud. Det er Guds Søns inkarnation, som har indledt en ny billed-”økonomi”: Før i tiden kunne Gud, som hverken har legeme eller skikkelse, absolut ikke repræsenteres ved et billede. Men nu, da Han har ladet sig se i kødet og har levet med menneskene, kan jeg gøre et billede af det, jeg har set af Gud... Med utildækket ansigt skuer vi Herrens herlighed.400[96]

1160 Den kristne ikonografi omskriver i billedform det evangeliske budskab, som den Hellige Skrift videregiver i Ordet. Billede og ord belyser gensidigt hinanden. For kort at bekende vor tro, bevarer vi uændret alle Kirkens traditioner, skrevne og uskrevne, som er overleveret os. En af dem er Ikonmaleriet, der harmonerer med Evangeliets beretninger. Det er nyttigt og gavnligt for os, til at styrke troen

391 392 393 394 395 396 397 398 399 400

[87]

SC 112.

[88]

Jf. Kol 3,16-17.

[89]

Jf. Skt. Augustin, Psal. 72,1.

[90]

SC 112.

[91]

Jf. SC 112.

[92]

Augustins Bekendelser 9,6,14, overs. af Torben Damsholt.

[93]

Jf. SC 119.

[94]

SC 118.

[95]

SC 121.

[96]

Skt. Johannes af Damaskus, imag. 1,16.

på at Guds Ord, i sandhed og ikke blot tilsyneladende, er blevet menneske. For de ting, der gensidigt belyser hinanden, har utvivlsomt den samme betydning.401[97]

1161 Alle de liturgiske tegn henviser til Kristus, også billederne af den hellige Guds Moder og helgenerne. De betegner i virkeligheden Kristus, som er herliggjort i dem. De synliggør “den sky af vidner” (Hebr 12,1), som fortsætter med at deltage i verdens frelse, og med hvem vi er forenet, særlig i den sakramentale fejring. Gennem deres ikoner er det mennesket “i Guds billede”, afklaret omsider “til lighed med Ham”, 402[98] som åbenbarer sig for vor tro, og ligeledes englene, som også er sammenfattet i Kristus. Ifølge den guddommeligt inspirerede lære fra de hellige Fædre og den katolske Kirkes tradition, som vi ved hidrører fra Helligånden, som bor i Kirken, definerer vi med fuld vished og rigtighed, at de ærværdige og hellige billeder, ligesom fremstillingerne af det kostbare og levendegørende kors, hvad enten de er malet, i mosaik eller et andet egnet materiale, bør anbringes i Guds hellige kirker, på de viede kar og messeklæder, på murene og tavlerne, i husene og på vejene billeder både af vor Herre, Gud og Frelser, Jesus Kristus, af vor Frue, den rene og hellige Guds Moder, af de hellige engle, alle helgener og retfærdige.403[99]

1162 “Billedernes skønhed og farve styrker min bøn. Det er en fest for mine øjne, ligesom synet af landskabet stimulerer mit hjerte til at prise Gud”. 404[100] Betragtningen af de hellige ikoner, forenet med meditationen af Guds Ord og sangen af de liturgiske hymner, indgår i de liturgiske tegns harmoni, for at det mysterium, der fejres, kan prente sig ind i hjertets hukommelse og derefter udtrykke sig i de troendes nye liv. [2502] III. Hvornår fejres liturgien? Den liturgiske tid 1163 “Den hellige Moder Kirken anser det som sin opgave at fejre sin guddommelige Brudgoms frelsesværk ved at mindes (ihukomme) det på bestemte dage i årets løb. Hver uge, på den dag, Den har kaldt Herrens dag, mindes Den Herrens opstandelse, som Den også en gang om året fejrer sammen med hans salige lidelse, i påsken, den største af Dens fester. Igennem årets kredsløb udfolder Den hele Kristi mysterium... Idet Den på den måde gentager forløsningens mysterier, åbner Den for de troende sin Herres rigdomme af kraft og fortjeneste, således at de til hver en tid bliver på en måde nærværende, og de troende kan komme i berøring med dem og fyldes med frelsens nåde”. 405[101] [512] 1164 Guds folk har, siden Mose lov, kendt til bestemte fester med udgangspunkt i Påsken, for at mindes den frelsende Guds underfulde gerninger, takke Ham for dem, holde erindringen om dem vågen og lære de nye generationer at rette deres holdning ind efter dem. I Kirkens tid, mellem Kristi Påske, fuldbragt én gang for alle, og dens fuldbyrdelse i Guds rige, bærer liturgien, fejret på bestemte dage, helt præg af det nye i Kristus-mysteriet. 1165 Når Kirken fejrer Kristi mysterium, er der et ord som går igen i dens bøn: “I dag!” Dette ord er en genklang af den bøn, som Herren har lært den, 406[102] og af Helligåndens kald.407[103] Dette den levende Guds “i dag”, som mennesket er kaldet til at træde ind i, er “timen” for Jesu Påske, som gennemsyrer hele historien og bærer den: [2659, 2836; 1085] Livet har strakt sig ud over alle levende væsner, og alle fyldes af et stort lys. Solopgangenes Solopgang trænger ind i universet, og Han, som var “før morgenstjernen” og før stjernerne, udødelig og uendelig, den store Kristus, stråler

401 402 403 404 405 406 407

[97]

2.Koncil i Nikæa år 787: COD s. 135.

[98]

Jf. Rom 8,29; 1 Joh 3,2.

[99]

2. Koncil i Nikæa: DS 600.

[100]

Skt. Johannes af Damaskus, imag. 1,47.

[101]

SC 102.

[102]

Jf. Matt 6,11.

[103]

Jf. Hebr 3,7 - 4,11; Sl 95,8.

stærkere på alle væsner end solen. For os, som tror på Ham, dæmrer derfor en lysets dag, lang, evig, som aldrig udslukkes: den mystiske Påske.408[104]

Herrens dag [2174-2188] 1166 “Hver ottende dag fejrer Kirken påskemysteriet, ifølge den apostoliske tradition, der har sin oprindelse på selve dagen for Herrens opstandelse. Derfor kaldes søndagen med rette Herrens dag”. 409[105] Kristi opstandelsesdag er både “den første dag i ugen”, til minde om skabelsens første dag, og den “ottende dag”, da Kristus, efter sin store “sabbats-hvile”, indleder “Dagen, som Herren har gjort”, “dagen, som ikke kender til nogen aften”.410[106] “Herrens nadver” er dens midtpunkt, for her møder hele de troendes menighed den opstandne Herre, som indbyder dem til sit festmåltid 411[107]: [1343] Herrens dag, Opstandelsens dag, de kristnes dag, er vor dag. Det er derfor, den kaldes Herrens dag. For det er på den dag, Herren er steget sejrrig op til Faderen. Når hedningerne kalder den solens dag, så bekender vi det også gerne. Thi i dag er verdens lys stået op, i dag er retfærdighedens sol kommet til syne, hvis stråler bringer frelsen. 412[108]

1167 Søndagen er dagen frem for nogen til liturgisk sammenkomst, hvor “de kristne bør komme sammen for at høre Guds Ord og tage del i Eukaristien, mindes Jesu Kristi lidelse, opstandelse og herlighed, og for at sige Gud tak, der har genfødt dem til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. 413[109] Når vi, o Kristus, tænker over de undere, som skete på den søndag med din hellige Opstandelse, siger vi: Velsignet er søndagen, for på den tog skabelsen sin begyndelse... frelsen af verden... fornyelsen af menneskeslægten... På den dag frydede himlen og jorden sig, og hele universet blev fyldt med lys. Velsignet er søndagen, for på den blev paradisets porte åbnet for at Adam og alle de fordømte kunne træde ind uden frygt.414[110]

Det liturgiske år 1168 Ud fra Påskens Triduum som sin lyskilde fylder Opstandelsens nye tid hele det liturgiske år med sin klarhed. Skridt for skridt, på begge sider af denne kilde, forvandles året ved liturgien. Det er virkelig “et nådeår fra Herren”.415[111] Frelsens økonomi er virksom i tiden, men efter at den blev fuldført i Jesu Påske og Helligåndens udgydelse, er historiens afslutning foregrebet, som “en forsmag”, og Gudsriget træder ind i vor tid. [2698] 1169 Derfor er Påsken ikke blot en fest blandt andre, den er “festernes Fest”, “højtidernes Højtid”, ligesom Eukaristien er sakramenternes Sakramente (det store Sakramente). Skt. Athanasius kalder den “den store Søndag”,416[112] ligesom den Stille Uge i Østen kaldes den “Store Uge”. Opstandelsens mysterium, i hvilket Kristus har knust døden, gennemtrænger vor gamle tid med sin vældige kraft, indtil alt er Ham underlagt. [1330; 560] 1170 På koncilet i Nikæa (i 325) blev alle Kirkerne enige om at den kristne Påske skulle fejres om søndagen efter fuldmåne (14. Nisan) efter forårsjævndøgn. På grund af forskellige metoder ved udregning af 14. Nisan falder datoen for påsken i Vestens og Østens Kirker ikke altid sammen. Derfor søger disse Kirker i dag at nå frem til enighed på dette punkt, således at Herrens Opstandelse på ny kan fejres på samme dato.

408 409 410 411 412 413 414 415 416

[104]

Pseudo-Hippolyt, pasch. 1,1-2.

[105]

SC 106.

[106]

Byzantinsk liturgi.

[107]

Jf. Joh 21,12; Luk 24,30.

[108]

Skt. Hieronymus, pasch.

[109]

SC 106.

[110]

Fanqith, syrisk officium fa Antiokia, bd. 6, sommerdelen, s.193 b.

[111]

Jf. Luk 4,19.

[112]

Ep. fest. 1 (år 329).

1171 Det liturgiske år er udfoldelsen af forskellige sider af det ene og samme Påske-Mysterium. Det gælder særlig for den cyklus af fester omkring inkarnationens mysterium (Bebudelse, Jul, Epifani), som mindes vor frelses begyndelse, og som meddeler os førstegrøden af påskemysteriet. [524] Helgenkalenderen i det liturgiske år 1172 “Mens den hellige Kirke således fejrer Kristi mysterier i dette årlige kredsløb, ærer Den også med en særlig kærlighed den salige Guds moder Maria, som jo er knyttet til sin Søns frelsesværk ved et uløseligt bånd. I hende beundrer og hædrer Den forløsningens mest fremragende virkning, og betragter i hende med glæde som i et rent spejl det, Den selv ønsker og håber at blive”. 417[113] [971; 2030] 1173 Når Kirken, i årets løb, ihukommer martyrerne og de andre helgener, “forkynder den Påskens mysterium” i dem, “der har lidt og er forherliget sammen med Kristus. Den sætter dem frem som eksempler for de troende, eksempler, der drager alle gennem Kristus til Faderen, og ved deres fortjeneste opnår Den Guds velgerninger”.418[114] [957] Tidebønnernes liturgi 1174 Kristi mysterium, hans Menneskevordelse og hans Påske, som vi fejrer i Eukaristien, særlig i søndagsmessen, gennemtrænger og forvandler også hverdagens tider, når tidebønnerne bedes, “det guddommelige officium”.419[115] Denne tidebøn, tro mod de apostolske formaninger til at “bede uden ophør”420[116] “er bygget op således, at hele dagens og nattens forløb helliggøres ved lovprisningen af Gud”. 421 [117] Den er “Kirkens offentlige bøn”, 422[118] i hvilken de troende (præster, ordensfolk og lægfolk) udøver de døbtes kongelige præstedømme. Fejret “i den af Kirken godkendte form” er tidebønnerne “selve Brudens stemme, der taler til sin Brudgom, ja det er tillige Kristi bøn, som han beder sammen med sit Legeme til Faderen”.423[119] [2698] 1175 Tidebønnernes liturgi er bestemt til at blive hele Gudsfolkets bøn. I den er det Kristus selv, der “fortsætter sit præstelige embede gennem Kirken”.424[120] Enhver deltager deri efter sin egen plads i Kirken og sine livsvilkår: præsterne, fordi de er viet til den pastorale tjeneste, og fordi de er kaldet til at være vedholdende i bønnen og i Ordets tjeneste. 425[121] Ordensfolk, i kraft af den karisme, som er deres, til et viet liv.426[122] Alle de troende efter deres muligheder: “Sjælesørgerne skal gøre en indsats for, at de vigtigste tidebønner, især vesper, på søndage og på de store fester bliver fejret i kirken i fællesskab. Det anbefales, at også lægfolk reciterer tidebønnen, enten sammen med præsterne, eller når de er samlede med hinanden, ja endog hver for sig alene”.427[123] 1176 For at fejre tidebønnerne kræves der ikke blot at stemmen er i samklang med hjertet hos den, der beder, men også “at man tilegner sig en bredere liturgisk og bibelsk dannelse, især med hensyn til Davidssalmerne”.428[124] [2700]

417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428

[113]

SC 103.

[114]

SC 104; jf. SC 108 og 111.

[115]

SC 83-101.

[116]

Jf. 1 Tess 5,15; Ef 6,18.

[117]

SC 84.

[118]

SC 98.

[119]

SC 84.

[120]

SC 83.

[121]

Jf. SC 86; 96; PO 5.

[122]

Jf. SC 98.

[123]

SC 100.

[124]

SC 90.

1177 Hymnerne og litanierne i tidebønnerne indfører Salmernes bøn i Kirkens tid og udtrykker symbolikken på dagens tidspunkt, den liturgiske tid eller festen, der fejres. Ydermere uddyber læsningen af Guds Ord under hver tidebøn (med efterfølgende responsorier eller troparier), og, ved nogle tidebønner, læsningerne af kirkefædrene og åndelige læremestre, meningen med det mysterium, der fejres, hjælper til at forstå Salmerne og forbereder til stille bøn. Lectio divina, hvor Guds Ord læses og mediteres for at blive til bøn, er således rodfæstet i den liturgiske gudstjeneste. [2586] 1178 Tidebønnerne, der er som en forlængelse af messen, udelukker ikke, men fuldender Gudsfolkets forskellige andagter, særlig tilbedelsen og dyrkelsen af det hl. Sakramente. [1378] IV. Hvor fejres liturgien? 1179 Dyrkelsen af Gud “i ånd og sandhed” (Joh 4,24) i den nye Pagt er ikke bundet til ét bestemt sted. Hele jorden er hellig og betroet menneskenes børn. Det afgørende, når de troende mødes på samme sted, er “de levende sten”, samlet for at “bygges op til et åndeligt hus” (1 Pet 2,5). Den opstandne Kristi Legeme er det åndelige tempel, hvorfra kilden springer med levende vand. Indlemmet i Kristus af Helligånden, “er det os, der er den levende Guds tempel” (2 Kor 6,16). [586] 1180 Ifald der ikke lægges hindringer i vejen for udøvelse af religionsfriheden, 429[125] opfører de kristne bygninger, der er bestemt til gudstjeneste. Disse synlige kirker er ikke blot almindelige forsamlingshuse, men tegn på den levende Kirke, som manifesterer sig på dette sted, Guds hus med de mennesker, der er forsonet og forenet i Kristus. [2106] 1181 “Det Guds hus, hvor eukaristien fejres og opbevares, hvor de troende samles, og hvor Guds Søn, vor Frelser, han som har hengivet sig for os på offeralteret, er til stede og æres til hjælp og trøst for de troende, skal være smukt og egnet til bøn og hellig handling”. 430[126] I dette “Guds hus” skal sandheden og harmonien mellem de tegn, det er sammensat af, synliggøre Kristus, der er til stede og handler på dette sted 431[127]: [2691] 1182 Alteret i den Nye Pagt er Herrens Kors, 432[128] hvorfra påskemysteriets sakramenter udspringer. På det alter, som er midtpunktet i kirken, bliver korsofferet gjort nærværende under de sakramentale tegn. Det er også Herrens Bord, som Guds folk indbydes til. 433[129] I visse orientalske liturgier er alteret også symbolet på Graven (Kristus er virkelig død og virkelig opstanden). [617, 1383] 1183 Tabernaklet bør anbringes “i kirkerne på et meget værdigt og meget ærefuldt sted”. 434[130] Det eukaristiske tabernakels ædle formgivning, placering og sikkerhed 435[131] skal fremme tilbedelsen af Herren, som er virkeligt til stede i Alterets hellige Sakramente. [1379, 2120]

Den hellige krisam (myron) - salvelsen med den er det sakramentale tegn på beseglingen med Helligåndens gave - bliver traditionelt opbevaret og æret på et sikkert sted i kirken. Der kan man også opbevare katekumenolien og sygesalvelsens olie. [1241] 1184 Biskoppens sæde (kathedra) eller præstens “skal udtrykke hans opgave, som er at føre forsædet i forsamlingen og lede bønnen”.436[132]

429 430 431 432 433 434 435 436

[125]

Jf. DH 4.

[126]

PO 5; jf. SC 122-127.

[127]

Jf. SC 7.

[128]

Jf. Hebr 13,10.

[129]

Jf. IGMR 259.

[130]

MF.

[131]

Jf. SC 128.

[132]

IGMR 271.

Ambonen (læsepulten): “Guds Ords værdighed har krav på, at der i kirken er et sted, der begunstiger oplæsningen af dette Ord, og som de troendes opmærksomhed, under Ordets gudstjeneste, spontant rettes imod”.437[133] [103, 1348] 1185 Samlingen af Guds folk begynder med Dåben. Kirken må altså have et sted, hvor man kan fejre dåben (baptisteriet), og vievandskar, for at dåbsløfterne kan ihukommes. En genfødelse af dåbens liv kræver bod. Kirken må derfor skaffe mulighed for at der kan udtrykkes anger og modtages tilgivelse, hvilket kræver et passende sted til skriftemål. Kirken skal også være et sted, der indbyder til samling og stille bøn, der forlænger og inderliggør Eukaristiens store bøn. [2717] 1186 Og endelig har Kirken en eskatologisk betydning. For at træde ind i Guds hus må man overskride en tærskel, symbol på overgangen fra den verden der er såret af synden, til den verden der har det nye Liv, som alle mennesker er kaldet til. Den synlige kirkebygning symboliserer faderhuset, som Guds folk er på vandring til, dér hvor Faderen “vil tørre hver tåre af deres øjne” (Åb 21,4). Det er også derfor, at Kirken er huset for alle Guds børn, vidt åben og gæstfri. [1130]

I korthed 1187 Liturgien er den hele Kristi værk - Hovedets og Legemets. Vor Ypperstepræst fejrer den uden ophør i den himmelske liturgi, med den hellige Guds Moder, apostlene, alle helgener og alle de mange mennesker, der allerede er kommet ind i Guds Rige. 1188 I en liturgisk fejring er hele forsamlingen “liturg”, enhver i sin funktion. De døbtes præstedømme tilkommer hele Kristi Legeme. Men nogle troende modtager Ordinationens Sakramente til at repræsentere Kristus som legemets Hoved. 1189 Den liturgiske fejring omfatter tegn og symboler, som refererer til skabelsen (lys, vand, ild), til menneskelivet (vaske, salve, bryde brødet) og til frelseshistorien (Påskens riter). Indføjet i troens verden og grebet af Helligåndens kraft bliver disse kosmiske elementer, disse menneskelige ritualer, disse handlinger, der erindrer om Gud, bærere af Kristi frelsende og helliggørende gerning. 1190 Ordets gudstjeneste er en væsentlig del af liturgien. Meningen med den er udtrykt i Guds Ord, som forkyndes, og troens engagement, som svarer derpå. 1191 Sangen og musikken står i nær forbindelse med den liturgiske handling. Kriterierne for god brug af dem er disse: at bønnen kommer smukt til udtryk; at forsamlingen eller menigheden deltager i samdrægtighed og at fejringen har en sakral karakter. 1192 De hellige billeder, i vore kirker og vore hjem, skal vække og nære vor tro på Kristi mysterium. Gennem ikoner af Kristus og hans frelsesværk er det Ham vi tilbeder. Gennem de fromme billeder af den hellige Guds Moder, af engle og helgener, ærer vi de personer, som her er fremstillet. 1193 Søndagen, “Herrens dag”, er den vigtigste dag for fejringen af Eukaristien, fordi det er Opstandelsens dag. Den er dagen frem for nogen for den liturgiske sammenkomst, den kristne families dag, glædens dag og hviledagen fra arbejdet. Den er “grundpillen og kernen af hele det liturgiske år”. 438[134]

437 438

[133]

IGMR 272.

[134]

SC 106.

1194 Kirken “udfolder hele Kristi mysterium igennem årets kredsløb, fra hans menneskevordelse og fødsel hen til hans himmelfart, til pinsedagen og til Dens salige håbs forventning, Herrens genkomst”. 439[135] 1195 Ihukommende helgenerne, først og fremmest Guds hellige Moder, dernæst apostlene, martyrerne og de andre helgener, på fastsatte dage i det liturgiske år, viser Kirken på jorden, at den er forenet med den himmelske liturgi. Den lovpriser Kristus for hans fuldførte frelse i hans herliggjorte lemmer. Deres eksempel ansporer den på dens vej til Faderen. 1196 De troende, som fejrer tidebønnerne, forener sig med Kristus, vor Ypperstepræst, ved at bede Salmerne, meditere over Guds Ord, synge hymner og nedkalde velsignelser, for at blive knyttet til hans uophørlige og verdensomspændende bøn, som lovpriser Faderen og nedbeder Helligåndens gave over hele verden. 1197 Kristus er Guds sande Tempel, “det sted hvor Hans herlighed bor”. Ved Guds nåde bliver også de kristne Helligåndens templer, levende stene, hvormed Kirken bygges op. 1198 I sit jordiske liv har Kirken behov for steder, hvor menigheden kan samles: vore synlige kirker, hellige steder, billeder af den hellige stad, det himmelske Jerusalem, som vi som pilgrimme er på vandring til. 1199 Det er i disse kirkebygninger, at Kirken fejrer sin offentlige gudstjeneste til den hellige Treenigheds ære, både når den hører Guds Ord, synger sine lovsange, lader sin bøn stige op til Gud, og når den ofrer Kristi Offer, som er sakramentalt til stede midt i forsamlingen. Disse kirker er også steder for samling og personlig bøn.

Artikel 2 Liturgiens mangfoldighed og mysteriets enhed Liturgiske traditioner og Kirkens katolicitet 1200 Fra urmenigheden i Jerusalem indtil Kristi genkomst er det det samme påske-mysterium, som de Guds kirker, der er trofaste mod den apostolske tro, overalt fejrer. Mysteriet, som fejres i liturgien, er et og det samme, men formerne for dets fejring er forskellige. [2625] 1201 Rigdommen i Kristi mysterium er så uudtømmelig, at ingen liturgisk tradition fuldt ud kan udtrykke det. Historien om riternes oprindelse og udvikling vidner om en forbavsende komplementaritet. Så længe Kirkerne har levet efter disse liturgiske traditioner i troens og sakramenternes fællesskab, har de gensidigt beriget hinanden og er vokset i troskab mod Traditionen og hele Kirkens fælles sendelse. 440[136] [2663; 1158] 1202 De forskellige liturgiske traditioner er netop opstået på grund af Kirkens mission. Kirkerne fra samme geografiske og kulturelle område kom til at fejre Kristi mysterium i særlige udtryksformer, der var præget af deres kultur: i overleveringen af “troens skat”, 441[137] i den liturgiske symbolik, i opbygningen af det broderlige fællesskab, i den teologiske forståelse af mysterierne og i typer på hellighed. Således bliver Kristus, alle folkeslagenes Lys og Frelse, gennem en Kirkes liturgiske liv åbenbaret for det folk og den kultur, hvortil denne Kirke er sendt, og hvori den slår rod. Kirken er katolsk: den kan rense alle kulturers sande rigdomme og integrere dem i sin enhed.442[138] [814; 1674; 835; 1937]

439 440 441 442

[135]

SC 102.

[136]

Jf. EN 63-64.

[137]

Jf. 2 Tim 1,14.

[138]

Jf. LG 23; UR 4.

1203 De liturgiske traditioner eller riter, der nu er i brug i Kirken, er den latinske ritus (først og fremmest den romerske, men også riterne i visse lokalkirker som den ambrosianske, og i visse ordenssamfund),den byzantinske, alexandrinske eller koptiske, den syriske, armenske, maronitiske og kaldæiske ritus. “Endelig erklærer det hellige Koncil, i trofasthed mod traditionen, at den Hellige Moder Kirken anser alle retmæssig anerkendte riter som lige berettigede og lige værdige. Kirken ønsker at bevare dem for eftertiden og støtte dem på alle måder”.443[139]

Liturgi og kulturer 1204 Fejringen af liturgien skal altså svare til de forskellige folks særpræg og kultur. 444[140] For at Kristi mysterium kan blive “gjort kendt for alle folkeslag for at føre dem til troslydighed” (Rom 16,26), skal det forkyndes, fejres og efterleves i alle kulturer, på en sådan måde, at disse ikke afskaffes, men forløses og fuldendes ved det.445[141] Det er med og ved deres egen menneskelige kultur, antaget og forvandlet af Kristus, at mangfoldigheden af Guds børn får adgang til Faderen for at herliggøre Ham, i den ene Ånd. [2684; 854, 1232; 2527] 1205 “I liturgien, særlig i sakramentsliturgien, findes der en uforanderlig del - fordi den er af guddommelig indstiftelse - som Kirken våger over, og dele som er foranderlige, og som den har ret, af og til også pligt, til at tilpasse til nylig evangeliserede folks kulturer”. 446[142] [1125] 1206 “Liturgisk mangfoldighed kan være en kilde til berigelse, men den kan også føre til spændinger, gensidig misforståelse, ja, til skisma. På dette område er det klart, at mangfoldigheden ikke må skade enheden. Den kan kun komme til udtryk i troskaben mod den fælles tro, mod de sakramentale tegn, som Kirken har modtaget af Kristus, og mod den hierarkiske kommunion. En kulturel tilpasning kræver hjertets omvendelse, og, om nødvendigt, brud med de fædrene skikke, som er uforenelige med den katolske tro”. 447 [143]

I korthed 1207 Det sømmer sig, at fejringen af liturgien søger at udtrykke sig i det folks kultur, hvor Kirken befinder sig, uden at den dermed underkaster sig den. På den anden side er liturgien selv kulturskabende og kulturdannende. 1208 De forskellige liturgiske traditioner eller riter, som er lovligt anerkendt, bevidner Kirkens katolicitet, fordi de betegner og formidler det samme Kristus-mysterium. 1209 Kriteriet, der sikrer enheden i de liturgiske traditioners mangfoldighed, er troskaben mod den apostolske Tradition, dvs. fællesskab i den tro og de sakramenter, som er modtaget af apostlene, et fællesskab som kommer til udtryk i og garanteres af den apostoliske succession.

Anden Sektion Kirkens syv sakramenter 443 444 445 446 447

[139]

SC 4.

[140]

Jf. SC 37-40.

[141]

Jf. CT 53.

[142]

Johannes Paul d. 2., l. ap. “Vicesimus quintus annus” 16. Jf. SC 21.

[143]

Joh. Paul d. 2., l. ap. “Vicesimus quintus annus” 16.

1210 Den Nye Lovs sakramenter er indstiftet af Kristus, og de er syv, nemlig: Dåben, Firmelsen, Eukaristien, Boden, Sygesalvelsen, Ordinationen og Ægteskabet. Disse syv sakramenter berører alle etaper og vigtige tidspunkter i den kristnes liv: De giver fødsel og vækst, helbredelse og sendelse til de kristnes trosliv. Heri er der en vis lighed mellem etaperne i det naturlige liv og etaperne i det åndelige liv. 448 [1113] 1211 Svarende til denne analogi vil der først blive gjort rede for den kristne indførings tre sakramenter (første kapitel); derpå helbredelses-sakramenterne (andet kapitel), og endelig de sakramenter som tjener de troendes fællesskab og sendelse (tredje kapitel). Denne rækkefølge er selvsagt ikke den eneste mulige, men den gør det muligt at indse,at sakramenterne danner et organisk hele, i hvilket ethvert sakramente har sin vitale plads. I denne organisme indtager Eukaristien en enestående plads som “sakramenternes Sakramente”: “Alle de andre sakramenter er henordnet til den som til deres mål”. [144] [1374] Første kapitel Den kristne indførings sakramenter 1212 Med den kristne indførings sakramenter: dåben, firmelsen og eukaristien, lægges grunden til hele det kristne liv. “Ved Kristi nåde får menneskene del i guddommelig natur. Det indebærer en vis analogi med det naturlige livs tilblivelse, vækst og styrkelse. Genfødt til et nyt liv i dåben, bliver de troende nemlig styrket gennem firmelsens sakramente og modtager i eukaristien det evige livs brød. Således modtager de, ved disse kristne indførings-sakramenter, stadig mere af det guddommelige livs rigdomme og kommer stadig nærmere til den fuldkomne kærlighed”.[145] Artikel 1 Dåbens sakramente 1213 Den hellige dåb er grundlaget for hele det kristne liv, indgangen til livet i Ånden (vitæ spiritualis ianua) og døren til de andre sakramenter. Ved dåben befries vi for synden og genfødes som Guds børn; vi bliver Kristi lemmer, indlemmet i Kirken og delagtiggjort i dens mission [146]: “Dåben er genfødelsens sakramente ved vandet og i Ordet”.[147] I. Hvad kaldes dette sakramente? 1214 Man kalder det Dåb efter den centrale ritus, hvormed den udføres: at døbe (græ. baptizein) betyder “neddykke”, “nedsænke”; “neddykningen” i vandet symboliserer begravelsen af katekumenen i Kristi død, hvorfra han opstår med Ham[148] som “en ny skabning” (2 Kor 5,17; Gal 6,15). [628] 1215 Dette sakramente kaldes også “badet til genfødelse og fornyelse i Helligånden” (Tit 3,5), for det betegner og bevirker denne fødsel af vandet og af Ånden, uden hvilken “ingen kan komme ind i Guds Rige” (Joh 3,5). [1257]

448 [144] [145] [146] [147] [148]

[144]

Jf. Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,65,1.

[145]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,65,3.

[146]

Paul d. 6., const. ap. “Divinæ consortium naturæ”; jf. OICA prænotanda 1-2.

[147]

Jf. Koncilet i Firenze: DS 1314; CIC, can. 204, § 1; 849; CCEO, can. 675, § 1.

[148]

Catech. R. 2,2,5.

[149]

Jf. Rom 6,3-4; Kol 2,12.

1216 “Dette bad kaldes Oplysning, fordi de, som får denne (kateketiske) undervisning, bliver oplyst i ånden”.[149] Efter i dåben at have modtaget Ordet, “det sande lys, som oplyser ethvert menneske” (Joh 1,9), er den døbte, “efter at være blevet oplyst”, [150] blevet “lysets barn”,[151] og selv “lys” (Ef 5,8): [1243] Dåben er den smukkeste og prægtigste af Guds gaver... Vi kalder den gave, nåde, salvelse, oplysning, uforkrænkelighedens klædebon, genfødelsens bad, segl, og alt hvad der er mest dyrebart. Gave, fordi den skænkes dem, som intet bidrager med; nåde, fordi den gives endog til skyldige; dåb, fordi synden begraves i vandet; salvelse, fordi den er hellig og kongelig (det er de, som er salvede); oplysning, fordi den er strålende lys; klædning, fordi den skjuler vor skam; bad, fordi den vasker ren; segl, fordi den bevarer os og er tegnet på Guds heredømme.[152]

II. Dåben i frelsens økonomi For-billederne på dåben i den Gamle Pagt 1217 I påskenattens liturgi, ved dåbsvandets indvielse, mindes Kirken højtideligt de store begivenheder i frelseshistorien, som allerede var et for-billede på dåbens mysterium: Ved din almagt, Herre, gør du underværker i dine sakramenter, og ned igennem frelseshistorien har du betjent dig af vandet, din skabning, for at lade os kende Dåbens nåde.[153]

1218 Siden verdens skabelse er vandet, denne ydmyge og beundringsværdige skabning, kilden til livet og til frugtbarheden. Den hl. Skrift opfatter det sådan, at Guds Ånd “rugede” over vandet [154]: [344, 694] I tidernes morgen rugede din Ånd over vandene, for at de allerede da skulle få kraft til at vække helligt liv.[155]

1219 Kirken har i Noas ark set et for-billede på frelsen i dåben. Takket være den blev “nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand” (1 Pet 3,20): [701, 845] Også i syndfloden gav du os et billede på genfødelse ved dåben: De samme vande, som bragte død over synderne, førte de retfærdige frem til et nyt liv.[156]

1220 Er kildevand et symbol på livet, er havets vand et symbol på døden. Det er derfor, det kunne være et billede på korsets mysterium. Ved hjælp af denne symbolik betyder Dåben samfund med Kristi død. [1010] 1221 Det er særlig overgangen over det Røde Hav, Israels virkelige befrielse fra slaveriet i Ægypten, som varsler om den befrielse, dåben bevirker: Abrahams børn førte du tørskoet over det Røde Hav, for at dette folk, befriet fra Ægyptens trældom, skulle pege frem mod det nye folk af døbte.[157]

1222 Og endelig har Dåben et for-billede i overgangen over Jordan, hvorved Guds folk modtog det Land, som var forjættet Abrahams afkom - et billede på det evige liv. Løftet om denne salige arv opfyldes i den Nye Pagt. Kristi dåb

[149] [150] [151] [152] [153] [154] [155] [156] [157]

[150]

Skt. Justinus, apol. 1,61.

[151]

Jf. Hebr 10,32.

[152]

Jf. 1 Tess 5,5.

[153]

Skt. Gregor af Nazianz, or. 40,3-4.

[154]

MR, Påskenattens liturgi 42: velsignelse af dåbsvandet.

[155]

Jf. 1 Mos 1,2.

[156]

MR, Påskenattens liturgi 42: velsignelse af dåbsvandet.

[157]

Ibid.

[158]

Ibid.

1223 Alle den Gamle Pagts for-billeder finder deres opfyldelse i Kristus Jesus. Han begynder sit offentlige liv efter at have ladet sig døbe af Johannes Døberen i Jordan, [158] og efter sin opstandelse giver han apostlene denne mission: “Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,19-20). [159] [232] 1224 Vor Herre underkastede sig frivilligt Johannes’ dåb, som var bestemt for syndere, for at “opfylde al retfærdighed”.[160] Denne gestus fra Jesu side er en manifestation af hans “selvudslettelse” (græ. kenosis). [161] Ånden, som rugede over vandene i den første skabelse stiger nu ned over Kristus, som et præludium til den nye skabelse, og Faderen vidner, at Jesus er hans “elskede Søn”. [162] [536] 1225 Det er i sin Påske at Kristus har åbnet dåbens kilder for alle mennesker. Han havde allerede talt om den lidelse, han skulle lide i Jerusalem, som en “dåb” han skulle døbes med. [163] Blodet og vandet, der flød fra Jesu gennemborede side på korset, [164] er billede på Dåben og Eukaristien, det nye livs sakramenter. [165] Fra nu af er det muligt “at blive født af vand og Ånd” for at komme ind i Guds Rige (Joh 3,5). [766] Se, hvor du blev døbt, hvorfra Dåben kommer, om ikke fra Kristi kors, fra Kristi død. Dèr er hele mysteriet: Han har lidt for dig. I Ham er du løskøbt, i Ham er du frelst.[166]

Dåben i Kirken 1226 Fra og med Pinsedagen har Kirken fejret og forvaltet den hellige Dåb. Det erklærer Peter over for den forvirrede mængde i sin prædiken: “Omvend jer og lad jer døbe, hver og en, i Jesu Kristi navn, så I kan få tilgivelse for jeres synder. Så skal I få Helligåndens gave” (Apg 2,38). Apostlene og deres medarbejdere tilbyder dåben til alle, der tror på Jesus: jøder, de der frygter Gud, hedninger. [167] Dåben er altid knyttet til troen: “Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus”, siger Paulus til sin fangevogter i Filippi. Beretningen fortsætter: “Fangevogteren modtog straks dåben, han selv og alle i hans hus” (Apg 16,31-33). [849] 1227 Ifølge apostlen Paulus bliver den troende gennem Dåben draget med ind i Kristi død; bliver begravet og opstår med Ham: [790] Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv (Rom 6,3-4).[168]

De døbte har “iklædt sig Kristus”.[169] I kraft af Helligånden er Dåben et bad, der renser, helliggør og retfærdiggør.[170]

[158] [159] [160] [161] [162] [163] [164] [165] [166] [167] [168] [169] [170]

[159]

Jf. Matt 3,13.

[160]

Jf. Mark 16,15-16.

[161]

Jf. Matt 3,15.

[162]

Jf. Fil 2,7.

[163]

Jf. Matt 3,16-17.

[164]

Jf. Mark 10,38; Luk 12,50.

[165]

Jf. Joh 19,34.

[166]

Jf. 1 Joh 5,6-8.

[167]

Skt. Ambrosius, sacr. 2,2,6.

[168]

Jf. Apg 2,41; 8,12-13; 10,48; 16,15.

[169]

Jf. Kol 2,12.

[170]

Jf. Gal 3,27.

[171]

Jf. 1 Kor 6,11; 12,13.

1228 Dåben er altså et bad i vand, hvori “den uforgængelige sæd”, Guds Ord, udøver sin livgivende virkning.[171] Skt. Augustin siger om dåben: “Ordet slutter sig til det materielle element og bliver et sakramente”.[172] III. Hvordan fejres Dåbens sakramente? Den kristne indføring 1229 Kristen bliver man, siden apostlenes dage, gennem en vandring og indvielse i flere etaper. Denne vej kan tilbagelægges hurtigt eller langsomt. Den skal dog altid have nogle væsentlige elementer: Forkyndelse af Ordet, modtagelse af Evangeliet, der fører til en omvendelse, bekendelse af troen, dåb, udgydelse af Helligånden, adgang til det eukaristiske fællesskab. 1230

Denne indføring har varieret meget i tidens løb og efter omstændighederne. I Kirkens første århundreder har den kristne indføring foldet sig ud i et langt katekumenat og en række forberedende riter, liturgiske milepæle, som mundede ud i fejringen af de kristne indvielses-sakramenter. [1248]

1231

Der, hvor barnedåben i vid udstrækning blev den sædvanlige form for fejring af dette sakramente, er denne blevet en eneste handling, som i kortform integrerer de foregående etaper i den kristne indføring. Ifølge sin egen natur kræver barnedåben et efter-dåben-katekumenat. Det drejer sig ikke kun om behov for en oplæring efter dåben, men om den nødvendige udfoldelse af dåbsnåden, efterhånden som personen vokser. Her har katekismus-undervisningen sin plads. [13]

1232

Det 2. Vatikankoncil har, for den latinske Kirkes vedkommende, genoprettet “et katekumenat for voksne, bestående af flere trin”.[173] Dets riter finder man i Ordo initiationis christianæ adultorum (1972). Koncilet har derudover tilladt, at man “ved initiationen foruden de kristne traditionselementer” i missionslande også kan anvende “de former, der findes i hvert enkelt folk, såfremt de kan tilpasses til den kristne ritus”. [174] [1204]

1233

I dag begynder altså, i alle de latinske og østlige riter, den kristne indføring af voksne med deres indtræden i katekumenatet, og den kulminerer i en samlet fejring af de tre sakramenter: dåben, firmelsen og eukaristien. [175] I de østlige riter begynder den kristne indføring af børnene med dåben, umiddelbart efterfulgt af firmelsen og Eukaristien, medens den i den romerske ritus foregår gennem flere år med katekese, for senere at fuldendes med firmelsen og Eukaristien, som er højdepunktet i den kristne indvielse.[176] [1290]

Fejringen som indvielse i mysterierne (mystagogi) 1234 Meningen med Dåbens sakramente og dets nåde fremgår klart af de riter, hvormed den fejres. Det er ved opmærksomt at følge gestus og ord i den liturgiske fejring, at de troende indvies i de rigdomme, som dette sakramente betegner og bevirker i hver nydøbt. 1235 Korsets tegn ved fejringens begyndelse mærker den, som skal tilhøre Kristus, med hans tegn. Det betegner den forløsningens nåde, som Kristus har vundet os ved sit kors. [617; 2157] 1236 Forkyndelsen af Guds Ord oplyser dåbskandidaterne og menigheden om den åbenbarede Sandhed, og fremkalder troens svar, som er uløseligt knyttet til dåben. Dåben er jo på en særlig måde “troens sakramente”, fordi den er den sakramentale indgang til troens liv. [1122] 1237 Da Dåben betyder befrielse fra synden og dens ophavsmand, djævelen, udtales en (eller flere) exorcisme(r) over dåbskandidaten. Celebranten salver ham/hende med katekumenolien eller foretager en

[171] [172] [173] [174] [175] [176]

[172]

Jf. 1 Pet 1,23; Ef 5,26.

[173]

Ev. Jo. 80,3.

[174]

SC 64.

[175]

SC 65; jf. SC 37-40.

[176]

Jf. AG 14; CIC, can. 851; 865; 866.

[177]

Jf. CIC, can. 851, 2°; 868.

håndspålæggelse, hvorefter dåbskandidaten udtrykkeligt forsager Satan. Således forberedt dåbskandidaten bekende Kirkens tro, som han/hun ved dåben bliver “betroet” til.[177] [1673; 189]

kan

1238 Derefter bliver dåbsvandet indviet med en epiklese-bøn (en nedkaldelse, enten under selve ceremonien eller påskenat). Kirken beder Gud om, at Helligåndens kraft, ved Sønnen, må stige ned i dette vand, for at de, som skal døbes i det, “kan fødes af vand og Ånd” (Joh 3,5). [1217] 1239 Derpå følger sakramentets væsentlige ritus: selve dåben, som betegner og bevirker død fra synden og indgang til den hellige Treenigheds liv, ved ligedannelse med Kristi påskemysterium. Dåben foretages mest udtryksfuldt ved den tre gange gentagne neddykning i dåbsvandet. Men siden oldtiden kan den også meddeles ved tre gange at øse vandet over kandidatens hoved. [1214] 1240

I den latinske Kirke ledsages den trefoldige overøsning med disse ord af den, der døber: “N., jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” I de orientalske liturgier, hvor katekumenen vender sig mod øst, siger præsten: “Guds tjener, N., døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Og hver gang han påkalder en person i den allerhelligste Treenighed, neddykker han kandidaten i vandet og løfter ham/hende op igen.

1241 Salvelse med den hellige krisam - vellugtende olie, indviet af biskoppen - betegner Helligåndens gave til den nydøbte. Han/hun er blevet en kristen, dvs. en, der er “salvet” med Helligånden og indlemmet i Kristus, som er salvet til præst, profet og konge. [178] [1294, 1574; 783] 1242 I Østkirkernes liturgi er salvelsen efter dåben chrismationens sakramente (firmelsen). I den romerske liturgi indvarsler den endnu en salvelse med den hellige krisam, som biskoppen foretager. Dette er firmelsens sakramente, som så at sige “konfirmerer” (bekræfter) og fuldender dåbens salvelse. [1291] 1243 Den hvide klædning symboliserer, at den døbte har “iklædt sig Kristus”, [179] er opstanden med Kristus. Dåbslyset, som tændes ved påskelyset, betyder, at Kristus har oplyst den nydøbte (neofytten). I Kristus er de døbte “verdens lys” (Matt 5,14).[180] Den nydøbte er nu Guds barn i den enbårne Søn. Han/hun kan bede Guds børns bøn: Fadervor. [1216; 2769] 1244 Den første hellige Kommunion. Som Guds barn, iført bryllupsklædningen, har den nydøbte adgang til “Lammets bryllupsmåltid” og modtager det nye livs føde, Kristi legeme og blod. Østkirkerne har bevaret en levende bevidsthed om enheden i den kristne indføring ved at række den hl. kommunion til alle de nydøbte og (kon)firmerede, selv spædbørn, ihukommende Herrens Ord: “Lad de små børn komme til mig og hindre dem ikke deri!” (Mark 10,14). Den latinske Kirke reserverer adgangen til den hl. kommunion til dem, der har fornuftens brug, men udtrykker dåbens åbning til Eukaristien ved at bære det nydøbte barn frem foran alteret ved Fadervor-bønnen. [1292] 1245 Den højtidelige velsignelse slutter fejringen af Dåben. Ved nyfødte børns dåb indtager velsignelsen af moderen en særlig plads. IV. Hvem kan modtage Dåben? “Ethvert menneske, som endnu ikke er døbt, og kun det, er i stand til at modtage dåben”. [181]

1246

Voksendåb 1247 Helt siden Kirkens begyndelse har voksendåb været det almindelige dèr, hvor forkyndelsen af Evangeliet endnu er forholdsvis ny. Katekumenatet (forberedelsen til dåben) indtager da en vigtig plads.

[177] [178] [179] [180] [181]

[178]

Jf. Rom 6,17.

[179]

Jf. OBP 62.

[180]

Jf. Gal 3,27.

[181]

Jf. Fil 2,15.

[182]

CIC, can. 864; CCEO, can. 679.

Indføring i troen og det kristne liv skal disponere til modtagelsen af Guds gave i dåben, firmelsen og Eukaristien. 1248 Katekumenatet, eller opdragelsen af katekumenerne, har til formål at gøre det muligt for dem, som svar på det guddommelige initiativ og i enhed med et kirkeligt fællesskab, at føre deres konversion og deres tro frem til modenhed. Det drejer sig om en “indføring... i hele det kristne liv, hvorved disciplene bliver knyttet til Kristus, deres Mester. Katekumenerne må altså... indvies i frelsens mysterier, ved at de opøves i en livsvandel efter evangelierne, og de skal ved en række af hellige riter trinvis indføres i troens og liturgiens liv og i Gudsfolkets kærlighedsfællesskab”.[182] [1230] 1249 Katekumenerne “er nemlig allerede forbundet med Kirken; de hører allerede til Kristi hus, og ikke så sjældent lever de allerede et liv i tro, håb og kærlighed”. [183] “Dem omslutter Kirken allerede da som sine egne med sin moderlige kærlighed og omsorg”.[184] [1259] Barnedåb 1250 Født med en falden og af arvesynden plettet menneskenatur har også børnene behov for at blive genfødt i dåben[185] for at blive udfriet af mørkets magt og overført i Guds børns frihed, [186] som alle mennesker er kaldet til. At frelsens nåde er fuldstændig gratis, er særlig åbenbart i barnedåben. Kirken og forældrene ville fratage barnet den uvurderlige nåde at blive Guds barn, hvis de ikke sørgede for dets dåb kort efter fødslen.[187] [403; 1996] 1251 Kristne forældre vil indse, at denne praksis svarer til deres opgave at opfostre det liv, Gud har betroet i deres varetægt.[188] 1252

Dåb af små børn er en ældgammel skik i Kirken. Den er udtrykkeligt bevidnet siden det 2. århundrede. Det er imidlertid meget muligt, at barnedåb [189] fandt sted helt fra begyndelsen af apostlenes prædikevirksomhed, da hele “huse” modtog dåben.[190]

Tro og dåb 1253 Dåben er troens sakramente.[191] Men troen har behov for de troendes fællesskab. Det er kun i Kirkens tro, at enhver af de troende kan tro. Den tro, som kræves til dåben, er ikke en fuldkommen og moden tro, men en begyndelse som skal udvikle sig. Katekumenen eller dens fadder bliver spurgt: “Hvad ønsker du af Guds Kirke?” Og han/hun svarer: “Troen!” [1123; 168] 1254 Hos alle de døbte, børn eller voksne, skal troen vokse efter dåben. Det er derfor, at Kirken hvert år, i påskenatten, fejrer fornyelsen af dåbsløfterne. Forberedelsen til dåben fører kun frem til tærskelen af det nye liv. Dåben er kilden til det nye liv i Kristus. Derfra udspringer hele det kristne liv. [2101] 1255 For at dåbsnåden kan udfolde sig er forældrenes hjælp vigtig. Det er også en gudfars eller gudmors opgave. De må være solide kristne, som både kan og vil bistå den nydøbte, barn eller voksen, på vejen i det

[182] [183] [184] [185] [186] [187] [188] [189] [190] [191]

[183]

AG 14; jf. OICA 19 og 98.

[184]

AG 14.

[185]

LG 14; jf. CIC, can. 206; 788.

[186]

Jf. DS 1514.

[187]

Jf. Kol 1,12-14.

[188]

Jf. CIC, can.867; CCEO, can. 686, § 1.

[189]

Jf. LG 11; 41; GS 48; CIC, can. 774, § 2; 1136.

[190]

Jf. CDF, instr. “Pastoralis actio”.

[191]

Jf. Apg 16,15.33; 18,8; 1 Kor 1,16.

[192]

Jf. Mark 16,16.

kristne liv.[192] Deres opgave er en ægte kirkelig funktion (officium[193]). Og hele kirkefællesskabet er medansvarligt for at dåbens nåde udfoldes og bevares. [1311] V. Hvem kan døbe? 1256 Dåbens ordinære forvaltere er biskoppen eller præsten, og, i den latinske Kirke, også diakonen. [194] I nødsfald kan enhver, selv en ikke-døbt, der har den påkrævede intention, døbe under anvendelse af den trinitariske dåbsformel.[195] Den krævede intention er at ville gøre det, Kirken gør, når den døber. Kirken ser grunden til denne mulighed i Guds universelle frelservilje [196] og i dåbens nødvendighed for frelsen. [197] [1752, 1239-1240] VI. Dåbens nødvendighed 1257 Herren selv bekræfter, at dåben er nødvendig til frelse. [198] Derfor har han befalet sine disciple at forkynde Evangeliet og døbe alle folkeslag.[199] Dåben er nødvendig til frelse for dem, til hvem Evangeliet er forkyndt, og som har haft muligheden for at bede om dette sakramente. [200] Kirken kender intet andet middel end dåben til at sikre indgangen til den evige salighed. Det er derfor, den vogter sig for at forsømme den mission, den har modtaget af Herren, til at lade alle dem “fødes af vandet og af Ånden”, som kan blive døbt. Gud har knyttet frelsen til dåbens sakramente, men selv er Han ikke bundet af sine sakramenter. [1129; 161, 846] 1258 Kirken har til alle tider haft den faste overbevisning, at de, der lider døden for troens skyld, uden at have modtaget dåben, døbes ved deres død for og med Kristus. Denne bloddåb bærer, ligesom ønskedåben, dåbens frugter, uden at være sakramente. [2473] 1259 For katekumenernes vedkommende, som dør før deres dåb, kan deres udtrykkelige ønske, forenet med angeren over deres synder og med kærligheden, sikre dem frelsen, som de ikke har kunnet modtage gennem sakramentet. [1249] 1260 “Eftersom Kristus døde for alle, og alle mennesker til syvende og sidst har et fælles kald, der er guddommeligt, må vi fastholde, at Helligånden tilbyder ethvert menneske muligheden for at blive forenet med påskens mysterium på en måde, som kun Gud kender”. [201] Ethvert menneske, som, uvidende om Kristi Evangelium og hans Kirke, søger sandheden og gør Guds vilje, så vidt han kender den, kan blive frelst. Man kan formode, at sådanne personer udtrykkeligt ville have ønsket dåben, hvis de havde vidst, den var nødvendig. [848] 1261 Hvad angår børn, som er døde uden dåb, kan Kirken kun betro dem til Guds barmhjertighed, som den gør i begravelsesritualet for dem. Guds store barmhjertighed, “som vil, at alle mennesker frelses” (1 Tim 2,4), og Jesu ømhed over for børnene, som fik ham til at sige: “Lad de små børn komme til mig og hindre dem ikke” (Mark 10,14), berettiger os til at håbe, at der er en frelsens vej for de børn, der er døde uden dåb. Så meget mere presserende er Kirkens kald til ikke at forhindre de små børn i at komme til Kristus gennem den hellige dåbs gave. [1250, 1257]

[192] [193] [194] [195] [196] [197] [198] [199] [200] [201]

[193]

Jf. CIC, can. 872-874.

[194]

Jf. SC 67.

[195]

Jf. CIC, can. 861, § 1; CCEO, can. 677, § 1.

[196]

Jf. CIC, can. 861, § 2.

[197]

Jf. 1 Tim 2,4.

[198]

Jf. Mark 16,16.

[199]

Jf. Joh 3,5.

[200]

Jf. Matt 28,20. Jf. DS 1618; LG 14; AG 5.

[201]

Jf. Mark 16,16.

[202]

GS 22; jf. LG 16; AG 7.

VII. Dåbens nåde 1262 De forskellige virkninger af dåben kendetegnes af de elementer i det sakramentale ritual, som kan sanses. Neddykningen i vand er et sindbillede på døden og renselsen, men også på genfødelsen og fornyelsen. De to vigtigste virkninger er altså renselsen fra synderne og den nye fødsel i Helligånden. [202] [1234] Til syndernes forladelse... 1263 Ved dåben bliver alle synder tilgivet, både arvesynden og alle de personlige synder, såvel som alle syndestraffe.[203] I dem, som er blevet genfødt, bliver der intet tilbage, som kunne hindre dem i at indgå i Guds Rige, hverken Adams synd eller personlig synd eller syndens følger, hvoraf den værste er adskillelsen fra Gud. [977; 1425] 1264 I den døbte bliver imidlertid visse timelige følger af synden tilbage: lidelser, sygdom, død eller livets iboende skrøbeligheder, såsom karaktersvagheder osv., og også en tilbøjelighed til synd, som Traditionen kalder begæret eller billedligt “syndens arne” (fomes peccati): “Siden begæret stadig består for at vi skal bekæmpe det, kan det ikke skade dem som ikke giver efter for det, men modigt, med Kristi nåde, modstår det. Ja, ‘den som kæmper efter reglerne, skal vinde sejrskransen’ (2 Tim 2,5)”. [204] [976, 2514, 1426; 405] “En ny skabning” 1265 Dåben renser ikke blot for alle synder, den gør også den nydøbte til “en ny skabning”, [205] adopteret af Gud til at være hans barn,[206] som har fået “del i guddommelig natur”,[207] er blevet Kristi lem[208] og Hans medarving,[209] et tempel for Helligånden.[210] [505; 460] 1266 Den allerhelligste Treenighed giver den døbte den helliggørende nåde, retfærdiggørelsens nåde, som: [1992] - sætter ham/hende i stand til, gennem de teologale dyder, at tro på Gud, håbe på Ham og elske Ham; [1812] - giver ham/hende at kunne leve og handle under Helligåndens tilskyndelse gennem Helligåndens gaver; [1831] - gør det muligt for ham/hende at vokse i al god gerning i kraft af de moralske dyder. [1810] Således har hele det overnaturlige livs organisme hos den kristne sine rødder i den hellige Dåb. Indlemmet i Kirken, Kristi legeme 1267 Dåben gør os til lemmer på Kristi legeme. “Vi er jo hinandens lemmer” (Ef 4,25). Dåben indlemmer i Kirken. Fra døbefontene fødes det ene Guds Folk i den nye Pagt, som overskrider alle naturlige og menneskelige grænser hos nationer, kulturer, racer og køn: “For vi er alle blevet døbt med én Ånd til at være ét legeme” (1 Kor 12,13). [782] 1268 De døbte er blevet “levende sten” til “opbygningen af et åndeligt hus, til et helligt præsteskab” (1 Pet 2,5). Takket være dåben har de del i Kristi præstedømme, i hans profetiske og kongelige sendelse. De er “en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at forkynde hans guddomsmagt,

[202] [203] [204] [205] [206] [207] [208] [209] [210]

[203]

Jf. Apg 2,38; Joh 3,5.

[204]

Jf. DS 1316.

[205]

Tridentinerkoncilet: DS 1515.

[206]

Jf. 2 Kor 5,17.

[207]

Jf. Gal 4,5-7.

[208]

Jf. 2 Pet 1,4.

[209]

Jf. 1 Kor 6,15; 12,27.

[210]

Jf. Rom 8,17.

[211]

Jf. 1 Kor 6,19.

som kaldte (dem) ud af mørket til sit underfulde lys” (1 Pet 2,9). Dåben giver del i de troendes almindelige præstedømme. [1141; 784] 1269 Som medlem af Kirken tilhører den døbte ikke længere sig selv, [211] men Ham, som er død og opstanden for os.[212] Herefter er han kaldet til at underordne sig under andre, [213] tjene dem[214] i Kirkens fællesskab og være “lydig og lærvillig” over for Kirkens ledere [215] og omfatte dem med respekt og kærlighed.[216] Ligesom dåben fører ansvar og pligter med sig, nyder den døbte også godt af rettigheder i Kirken: retten til at modtage sakramenterne, blive næret med Guds Ord, og blive støttet af Kirkens øvrige åndelige hjælpemidler.[217] [871] 1270 “Genfødte (i dåben) som Guds børn forpligtes de til over for menneskene at bekende den tro, som de gennem Kirken har modtaget af Gud”, [218] og tage del i Gudsfolkets apostolske virksomhed og mission. [219] [2472] Det sakramentale bånd i de kristnes enhed 1271 Dåben danner grundlaget for fællesskabet mellem alle kristne, også med dem som endnu ikke er i fuldt fællesskab med den katolske Kirke: “De, som tror på Kristus og har modtaget en gyldig dåb, står nemlig i et vist, om end ikke fuldkomment, fællesskab med den katolske kirke... De, som retfærdiggøres ved troen i dåben, bliver indlemmet i Kristus, og derfor kan de med fuld ret smykke sig med navnet ‘kristne’ og med rette anerkendes af den katolske kirkes børn som brødre i Herren”. [220] “Dåben udgør altså et stærkt sakramentalt bånd mellem alle, som er blevet genfødt i den”.[221] [818, 838] Et uudsletteligt åndeligt kendemærke... 1272 Den døbte, som indlemmes i Kristus ved dåben, ligedannes med Ham. [222] Dåben besegler den kristne med et uudsletteligt åndeligt kendemærke (karakter) på tilhørsforholdet til Kristus. Dette kendemærke udslettes ikke af nogen synd, selv når synden hindrer dåben i at bære frelsens frugter. [223] Givet en gang for alle kan dåben ikke gentages. [1121] 1273 De troende, som ved dåben er indlemmet i Kirken, er ved sakramentets segl (karakter) viet til at tage del i den kristne gudsdyrkelse. [224] Dåbens segl kvalificerer og forpligter de kristne til at tjene Gud i en levende deltagelse i Kirkens hellige liturgi og til at udøve dåbens præstedømme ved et helligt livs vidnesbyrd og en handlekraftig kærlighed.[225] [1070]

[211] [212] [213] [214] [215] [216] [217] [218] [219] [220] [221] [222] [223] [224] [225]

[212]

Jf. 1 Kor 6,19.

[213]

Jf. 2 Kor 5,15.

[214]

Jf. Ef 5,21; 1 Kor 16,15-16.

[215]

Jf. Joh 13,12-15.

[216]

Jf. Hebr 13,17.

[217]

Jf. 1 Tess 5,12-13.

[218]

Jf. LG 37; CIC, can. 208-223; CCEO, can. 675,2.

[219]

LG 11.

[220]

Jf. LG 17; AG 7,23.

[221]

UR 3.

[222]

UR 22.

[223]

Jf. Rom 8,29.

[224]

Jf. DS 1609-1619.

[225]

Jf. LG 11.

[226]

Jf. LG 10.

1274 “Herrens segl” (“Dominicus character”[226]) er det segl, hvormed Helligånden har mærket os “til forløsningens dag” (Ef 4,30).[227] “Dåben er nemlig det evige livs segl”. [228] Den troende, som har “bevaret seglet” indtil enden, dvs. som er forblevet tro mod sin dåb og dens fordringer, kan forlade verden “beseglet med troens tegn”,[229] i sin dåbstro, i forventning om den salige beskuelse af Gud - troens fuldbyrdelse - og i håbet om opstandelsen. [197; 2016] I korthed 1275 Den kristne indføring sker i sin helhed gennem tre sakramenter: dåben, som er begyndelsen til det nye liv; firmelsen som styrker det; og eukaristien, som nærer disciplen med Kristi legeme og blod til forvandling i Ham. 1276 “Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,19-20). 1277 Dåben er fødslen til det nye liv i Kristus. Efter Herrens vilje er den nødvendig til frelse, ligesom Kirken selv, som dåben indfører i. 1278 Dåbens væsentlige ritus består i at kandidaten neddykkes i vand eller får hældt vand over sit hoved, under påkaldelse af den helligste Treenighed, det vil sige Faderen, Sønnen og Helligånden. 1279 Dåbens frugt eller dåbsnåden er en righoldig virkelighed, som indebærer: tilgivelse for arvesynden og alle personlige synder; fødsel til det nye liv, hvorved mennesket bliver Faderens adoptivbarn, Kristi lem og et tempel for Helligånden. Ved selve denne handling indlemmes den døbte samtidig i Kirken, Kristi legeme, og får del i Kristi præstedømme. 1280 Dåben mærker sjælen med et uudsletteligt åndeligt kendemærke, et segl (“karakter”), som vier den døbte til at tage del i den kristne gudsdyrkelse. På grund af dette kendemærke kan dåben ikke gentages. [230] 1281 De, der lider døden for troens skyld, såvel som katekumenerne og alle de mennesker, som ganske vist ikke kender Kirken, men som tilskyndet af nåden oprigtigt søger Gud og bestræber sig på at gøre hans vilje, kan blive frelst, selv om de ikke er blevet døbt. [231] 1282 Fra de ældste tider er dåben også blevet meddelt børn, for den er en nåde og en Guds gave, der ikke forudsætter menneskelige fortjenester. Børnene døbes i Kirkens tro. Indgangen til det kristne liv giver adgang til den sande frihed. 1283 Hvad angår de børn, der er døde uden dåb, indbyder Kirkens liturgi os til at fæste lid til den guddommelige barmhjertighed, og bede for deres frelse. 1284 I nødsfald kan hvem som helst døbe, forudsat at vedkommende har til hensigt at gøre det, Kirken gør, hælder vand over dåbskandidatens hoved og siger: “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Artikel 2

[226] [227] [228] [229] [230] [231]

[227]

Skt. Augustin, ep. 98,5.

[228]

Jf. Ef 1,13-14; 2 Kor 1,21-22.

[229]

Skt. Irenæus, dem.3.

[230]

MR, den romerske canon 97.

[231]

Jf. DS 1609 og 1624.

[232]

Jf. LG 16.

Firmelsens sakramente 1285 Sammen med dåben og eukaristien udgør firmelsens sakramente “de kristne indføringssakramenter”, hvis enhed der skal værnes om. Man må altså forklare de troende, at modtagelsen af dette sakramente er nødvendig til fuldførelsen af dåbsnåden. [232] “Ved firmelsens sakramente knyttes de mere fuldkomment til Kirken og får fra Helligånden en særlig kraft, og således forpligtes de dybere til både at udbrede og at forsvare troen i ord og i gerning som Kristi sande vidner”. [233] I. Firmelsen i frelsens økonomi 1286 I Gamle Testamente har profeterne bebudet, at Herrens Ånd skulle hvile over den forventede Messias,[234] med henblik på hans frelsebringende sendelse. [235] Da Helligånden steg ned over Jesus efter at Han var blevet døbt af Johannes, var det tegnet på, at Han var den, der skulle komme, at Han var Messias, Guds Søn.[236] Undfanget ved Helligånden forløber hele hans liv og hele hans sendelse i et totalt fællesskab med Helligånden, som Faderen giver Ham “uden mål” (Joh 3,34). [702-716] 1287 Men denne Åndens fylde skulle ikke blot meddeles Messias, men hele det messianske folk.[237] Kristus lovede gentagne gange denne udgydelse af Ånden, [238] et løfte, som Han indfriede først Påskedag [239] og derefter, på en mere iøjnefaldende måde, Pinsedag. [240] Opfyldt af Helligånden begynder apostlene da at forkynde “Guds storværker” (Apg 2,11), og Peter erklærer, at denne Åndens udgydelse er tegnet på de messianske tider.[241] De, der da kom til troen på den apostolske prædiken og som lod sig døbe, modtog så også Helligåndens gave.[242] [739] 1288 “Fra da af meddelte apostlene, efter Kristi vilje, de nydøbte (neofytter) Helligåndens gave ved håndspålæggelse, som fører til fuldendelse af dåbsnåden. [243] Det er derfor, Hebræerbrevet nævner læren om dåben og om håndspålæggelsen blandt de ting, der hører til den første kristne undervisning. [244] Håndspålæggelsen regnes med rette af den katolske tradition for oprindelsen til firmelsens sakramente, som på en vis måde viderefører pinsedagens nåde i Kirken”. [245] [699] 1289 For bedre at tilkendegive Helligåndens gave blev der til håndspålæggelsen meget tidligt føjet en salvelse med vellugtende olie (krisam). Denne salvelse forklarer navnet “kristen” som betyder “salvet”, og som stammer fra Kristi eget navn, Han, som “Gud har salvet med Helligånden” (Apg 10,38). Og denne salving-ritus eksisterer den dag i dag, både i Østen og i Vesten. Det er derfor, at man, i Østen, kalder dette sakramente chrismation, salving med chrisma, eller myron, som betyder “krisam”. I Vesten antyder navnet firmelse (konfirmation), at dette sakramente både bekræfter dåben og styrker dåbsnåden. Begge dele er frugter af Helligånden. [695; 436; 1297] To traditioner: Østen og Vesten

[232] [233] [234] [235] [236] [237] [238] [239] [240] [241] [242] [243] [244] [245]

[233]

Jf. Ocf prænotanda 1.

[234]

LG 11; jf. Ocf prænotanda 2.

[235]

Jf. Es 11,2.

[236]

Jf. Luk 4,16-22; Es 61,1.

[237]

Jf. Matt 3,13-17; Joh 1,33-34.

[238]

Jf. Ez 36,25-27; Joel 3,1-2.

[239]

Jf. Luk 12,12; Joh 3,5-8; 7,37-39; 16,7-15; Apg 1,8.

[240]

Jf. Joh 20,22.

[241]

Jf. Apg 2,1-4.

[242]

Jf. Apg 2,17-18.

[243]

Jf. Apg 2,38.

[244]

Jf. Apg 8,15-17; 19,5-6.

[245]

Jf. Hebr 6,2.

[246]

Paul d. 6., apostolisk konstitution “Divinæ consortium naturæ”.

1290 I de første århundreder udgør Firmelsen i almindelighed en eneste fejring med Dåben, et “dobbeltsakramente”, som Skt. Cyprian kalder det. [246] Blandt andre grunde gør et stigende antal barnedåb når som helst i årets løb og det stigende antal (land)sogne i stadig større bispedømmer det umuligt for biskoppen at være til stede ved alle kirkelige dåbshandlinger. I Vesten, hvor man ønsker at fuldendelsen af dåben reserveres til biskoppen, indføres den tidsmæssige adskillelse af de to sakramenter. Østen har bevaret foreningen af de to sakramenter så vidt, at det er præsten, der døber, som også konfirmerer (firmer). Han kan dog kun gøre det med “myron”(krisam), der er indviet af en biskop .[247] [1233] 1291 En skik i Kirken i Rom har lettet udviklingen af Vestens praksis, nemlig en dobbelt salving med den hl. krisam efter dåben: Meddelt allerede af præsten på den nydøbte efter selve dåbshandlingen, fuldføres den med endnu en salving foretaget af biskoppen, der salver enhver af de nydøbte på panden. [248] Den første salving med den hl. krisam, som præsten foretager, forbliver knyttet til dåbsritualet; den betyder, at den døbte får del i Kristi profetiske, præstelige og kongelige embede. Hvis det er en voksen, der døbes, foretages kun én salving efter dåben, nemlig ved firmelsen. [1242] 1292 Praksis i Østens kirker understreger frem for alt enheden i den kristne indføring. Den latinske Kirkes ritus udtrykker klarere den nye kristnes samfund med sin biskop, som er den, der garanterer og tjener Kirkens enhed, dens katolicitet og dens apostolicitet, og dermed forbindelsen med Kristi Kirkes apostolske oprindelse. [1244] II. Firmelsens tegn og ritus 1293 I dette sakramentes ritual bør man mærke sig salvingen og det, som salvingen betyder og indpræger: det åndelige segl. Salvingen er, i den bibelske og antikke symbolik, rig på betydninger: olien er tegn på overflod [249] og glæde;[250] den renser (salving før og efter badet) og den smidiggør (jf. salvingen af atleter og brydere); den er tegn på helbredelse, fordi den lindrer kvæstelser og sår, [251] og gør skøn, sund og stærk. [695] 1294 Alle disse betydninger af salvingen med olie genfindes i det sakramentale liv. Salvingen før dåben med katekumen-olien betyder renselse og styrkelse. Sygesalvelsen udtrykker helbredelse og lindring. Salvingen med den hl. krisam efter dåben, ved firmelsen og ved ordinationens sakramenter, er tegn på en indvielse. Ved firmelsen får de kristne, dvs. de salvede, større del i Jesu Kristi sendelse og i Helligåndens fylde, som Han selv er opfyldt af, for at hele deres liv kan udsprede “Kristi vellugt”. [252] [1152] 1295 Ved denne salving modtager firmanden “kendemærket”, Helligåndens segl. Seglet er symbolet på personen,[253] tegnet på hans autoritet,[254] på hans ejendomsret til noget [255] - sådan som man kendetegnede soldaterne med deres anførers segl og slaverne med deres herres. Det bekræfter en juridisk akt [256] eller et dokument[257] og kan gøre indholdet hemmeligt.[258] [698]

[246] [247] [248] [249] [250] [251] [252] [253] [254] [255] [256] [257] [258]

[247]

Jf. Skt. Cyprian af Kartago, ep. 73,21.

[248]

Jf. CCEO, cann. 695,1; 696,1.

[249]

Jf. Skt. Hippolyt, trad. ap. 21.

[250]

Jf. 5 Mos 11,14, etc.

[251]

Jf. Sl 23,5; 104,15.

[252]

Jf. Es 1,6; Luk 10,34.

[253]

Jf. 2 Kor 2,15.

[254]

Jf. 1 Mos 38,18; Højs 8,6.

[255]

Jf. 1 Mos 41,42.

[256]

Jf. 5 Mos 32,34.

[257]

Jf. 1 Kong 21,8.

[258]

Jf. Jer 32,10.

[259]

Jf. Es 29,11.

1296 Kristus selv erklærer, at Faderen har mærket ham med sit segl. [259] Også den kristne er mærket med et segl: “Den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også har mærket os med sit segl og givet os Ånden som pant i vore hjerter” (2 Kor 1,21-22). [260] Dette Helligåndens segl markerer det totale tilhørsforhold til Kristus, at man er taget i hans tjeneste for bestandig, men også løftet om den guddommelige beskyttelse under den store eskatologiske prøvelse. [261] [1121] Fejringen af Firmelsen 1297 En vigtig begivenhed, der ganske vist går forud for firmelsen, men som på en vis måde er en del af den, er indvielsen af den hellige krisam. Det er biskoppen som skærtorsdag under oliemessen indvier den hellige krisam til hele sit bispedømme. I Østens Kirker er denne indvielse endog reserveret Patriarken. [1183; 1241] I liturgien fra Antiokia lyder epiklesen [nedkaldelsen] over den hellige krisam (myron) således: “(Fader... send din Helligånd) over os og over denne olie foran os, og indvi den, så den for alle, som salves og mærkes dermed, kan blive en hellig myron, en præstelig myron, en kongelig myron, glædens olie, lysets dragt, frelsens kappe, en åndelig gave, helliggørelse af sjæl og legeme, uvisnelig lykke, uudsletteligt kendemærke, troens skjold og frygtindgydende hjelm mod alle Fjendens anslag”. [262]

1298

Når firmelsen fejres adskilt fra dåben, som i den romerske ritus, begynder sakraments-liturgien med fornyelse af dåbsløfterne og firmandernes trosbekendelse. Således bliver det klart, at firmelsen ligger i forlængelse af dåben. [263] Når det er en voksen, der døbes, modtager han/hun umiddelbart efter firmelsen og tager del i Eukaristien. [264]

1299 I den romerske ritus udstrækker biskoppen hænderne over alle firmanderne, en gestus som, siden apostlenes dage, er tegnet på Åndens gave. Derpå nedkalder biskoppen udgydelsen af Ånden: Almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, du har genfødt disse dine tjenere og tjenerinder af vand og Helligånd og befriet dem fra synden. Vi beder dig, send Helligånden, Talsmanden, til dem, giv dem visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, kundskabs og fromheds Ånd og opfyld dem med gudsfrygts Ånd. Ved Kristus, vor Herre.[265] [1831]

1300 Derpå følger sakramentets væsentlige ritus. I den latinske ritus “meddeles firmelsens sakramente ved salvingen med hellig krisam på panden, som sker under håndspålæggelse, og med disse ord: ‘Accipe signaculum doni Spiritus Sancti’ (‘Vær beseglet med Helligånden, Guds gave’)”. [266] I de orientalske Kirker af byzantinsk ritus sker salvingen med myron efter en epiklese-bøn, på legemets mest karakteristiske dele: panden, øjnene, næseborene, ørerne, læberne, brystet, ryggen, hænderne og fødderne; og hver salving er ledsaget af disse ord: (’Signaculum doni Spiritus Sancti’, ’Helligåndens gaves segl’). [267] [699] 1301 Fredshilsenen, som afslutter den sakramentale ritus, betegner og bevidner det kirkelige fællesskab med biskoppen og alle troende.[268] III. Virkningerne af Firmelsen 1302 Det fremgår af fejringen, at virkningen af Firmelsens sakramente er den særlige udgydelse af Helligånden, således som den blev apostlene til del Pinsedag. [731]

[259] [260] [261] [262] [263] [264] [265] [266] [267] [268]

[260]

Jf. Joh 6,27.

[261]

Jf. Ef 1,13; 4,30.

[262]

Jf. Åb 7,2-3; 9,4; Ez 9,4-6.

[263]

Pontificale iuxta ritum Ecclesiae Syrorum Occ. id est Antiochiae, Pars I, Versio lat. (1941) s. 36-37.

[264]

Jf. SC 71.

[265]

Jf. CIC, can. 866.

[266]

OCf 25.

[267]

Paul d. 6., apostolisk konstitution “Divinæ consortium naturæ”

[268]

Rituale per le Chiese orientali di rito bizantino in lingua greca, Pars I (1954) s. 36.

[269]

Jf. Skt. Hippolyt, trad. ap. 21.

1303 Af den grund bringer Firmelsen vækst og uddybelse af dåbsnåden: [1262-1274] - den rodfæster os dybere i barneforholdet til Gud, som får os til at sige: “Abba, Far!” (Rom 8,15); - den forener os fastere med Kristus; - den øger i os Helligåndens gaver; - den gør vor tilknytning til Kirken mere fuldkommen;[269] - den skænker os en særlig Helligåndens styrke til at udbrede og forsvare troen i ord og gerning som sande vidner om Kristus, til modigt at bekende Kristi navn og aldrig skamme os over Korset: [270] [2044] Husk altså på, at du har modtaget det åndelige tegn, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, kundskabs og fromheds Ånd, den hellige gudsfrygts Ånd, og bevar det, du har modtaget. Gud Far har mærket dig med sit tegn, Herren Kristus har bekræftet dig og har lagt i dit hjerte Åndens pant. [271]

1304 Firmelsen er, ligesom dåben som den fuldender, givet en gang for alle. Firmelsen præger jo ind i sjælen et åndeligt, uudsletteligt kendemærke, en “karakter”,[272] som er tegnet på at Jesus Kristus har mærket en kristen med sin Ånds segl, idet han har iklædt ham kraften fra det høje til at være hans vidne. [273] [1121] 1305 “Karakteren” fuldkommengør de troendes almindelige præstedømme, som de har modtaget i dåben, og “firmanden får kraft til offentligt at bekende troen på Kristus, så at sige i embeds medfør ( quasi ex officio)”.[274] [1268] IV. Hvem kan modtage Firmelsens sakramente? 1306 Enhver døbt, som endnu ikke er firmet, kan og bør modtage Firmelsens sakramente [275]. Eftersom dåben, firmelsen og Eukaristien udgør et hele, følger heraf, at “de troende har pligt til at modtage dette sakramente på et passende tidspunkt”, [276] for uden firmelsen og Eukaristien er dåbens sakramente ganske vist gyldigt og virksomt, men den kristne indføring forbliver ufuldstændig. [1212] 1307

Den latinske praksis i århundreder angiver “fornuftens brug” som kriterium for, hvornår man skal modtage firmelsen. Men i dødsfare bør man dog firme børnene, selv om de endnu ikke har nået denne alder.[277]

1308 Når man nu og da taler om firmelsen som “den kristne modenheds sakramente”, skal man dog ikke forveksle den voksne alder i troen med den voksne alder i den naturlige vækst, ej heller glemme, at dåbsnåden er en gratis og ufortjent udvælgelse, som ikke behøver nogen “stadfæstelse” for at blive effektiv. Skt. Thomas minder om det: [1250] Den fysiske alder er ikke afgørende for sjælen. Mennesket kan, selv i barndommen, nå den åndelige alders fuldkommenhed, som Visdommens bog taler om (4,8): “En ærefuld alderdom beror ikke på lang levetid, og den måles ikke efter årenes tal.” Utallige børn har, i den kraft, som de havde modtaget fra Helligånden, kæmpet modigt og indtil blodet for Kristus.[278]

1309 Forberedelsen til firmelsen skal sigte på at føre den kristne til en mere intim forening med Kristus, en mere levende fortrolighed med Helligånden, dens virken, dens gaver og dens tilskyndelser, for bedre at kunne påtage sig det kristne livs apostolske ansvar. Derfor skal katekesen, der forbereder til firmelse,

[269] [270] [271] [272] [273] [274] [275] [276] [277] [278]

[270]

Jf. LG 11.

[271]

Jf. DS 1319; LG 11; 12.

[272]

Skt. Ambrosius, myst. 7,42.

[273]

Jf. DS 1609.

[274]

Jf. Luk 24,48-49.

[275]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,72,5, ad 2.

[276]

Jf. CIC, can. 889, § 1.

[277]

CIC, can. 890.

[278]

Jf. CIC, cann. 891; 883,3.

[279]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,72,8, ad 2.

bestræbe sig på at vække sansen for tilhørsforholdet til Jesu Kristi Kirke, både den universelle Kirke og sognefællesskabet, som har et særligt ansvar for forberedelsen af firmanderne. [279] 1310 For at kunne modtage firmelsen må man være i nådens stand. Det sømmer sig derfor at tage sin tilflugt til bodens sakramente for at blive renset til Helligåndens gave. Et mere intensivt bønsliv skal desuden forberede til, med lærvillighed og beredskab, at modtage Helligåndens kraft og nådegaver. [280] [2670] 1311 Til firmelsen, som til dåben, sømmer det sig, at kandidaterne søger den åndelige hjælp hos en gudfar eller en gudmor (fadder). Det skulle gerne være den samme som til dåben, for at markere enheden mellem de to sakramenter.[281] [1255] V. Hvem forvalter Firmelsen? Den oprindelige meddeler af firmelsen er biskoppen.[282]

1312

I Østen er det sædvanligvis den præst, der døber, som også i umiddelbar tilslutning hertil meddeler firmelsen under en og samme fejring. Han gør det imidlertid med den hellige krisam, som er indviet af patriarken eller biskoppen - et udtryk for Kirkens apostolske enhed, hvis bånd styrkes gennem firmelsens sakramente. I den latinske Kirke har man samme ordning ved voksendåb, eller når en døbt fra et andet kristent samfund, hvor firmelsens sakramente ikke er gyldigt, skal optages i Kirkens fulde fællesskab. [283] [1233] 1313 I den latinske ritus er den ordinære forvalter af firmelsen biskoppen. [284] Selv om biskoppen, hvis det er nødvendigt, kan bemyndige præster til at meddele firmelsen, [285] bør han selv meddele den, vel vidende at det er af denne grund at fejringen af firmelsen tidsmæssigt er blevet adskilt fra dåben. Biskopperne er apostlenes efterfølgere og har som sådan modtaget præstevielsens sakramente i dets fylde. Deres forvaltning af firmelsens sakramente markerer på en god måde, at de, som modtager det, knyttes nærmere til Kirken, til dens apostolske oprindelse og til dens mission: at vidne om Kristus. [1290; 1285] 1314 Hvis en kristen er i livsfare, kan enhver præst give vedkommende firmelsen. [286] For det er Kirkens vilje, at ingen af dens børn, selv de mindste, forlader denne verden uden at være fuldendt af Helligånden med Kristi fyldes gave. [1307] I korthed 1315 “Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes ned til dem. Da de kom derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden; for den var endnu ikke kommet over nogen af dem, de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn. Så lagde Peter og Johannes hænderne på dem, og de fik Helligånden” (Apg 8,14-17). 1316 Firmelsen fuldender dåbens nåde; den er det sakramente som giver Helligånden for at rodfæste os dybere i barneforholdet til Gud, indlemme os fastere i Kristus, styrke vor tilknytning til Kirken, knytte os stærkere til dens mission og hjælpe os til at vidne om den kristne tro i ord, ledsaget af gerninger.

[279] [280] [281] [282] [283] [284] [285] [286]

[280]

Jf. OCf prænotanda 3.

[281]

Jf. Apg 1,14.

[282]

Jf. OCf prænotanda 5; 6; CIC, can. 893, § 1.2.

[283]

Jf. LG 26.

[284]

Jf. CIC, can. 883, § 2.

[285]

Jf. CIC, can. 882.

[286]

Jf. CIC, can. 884, § 2.

[287]

Jf. CIC, can. 883, § 3.

1317 Firmelsen præger, ligesom dåben, ind i den kristne sjæl et åndeligt kendemærke eller en uudslettelig karakter; derfor kan man kun modtage dette sakramente én gang i sit liv. 1318 I Østen meddeles dette sakramente umiddelbart efter dåben. Det efterfølges af deltagelse i Eukaristien, en tradition, som sætter enheden i relief mellem de tre sakramenter i den kristne indføring. I den latinske Kirke meddeler man dette sakramente til dem, der er kommet til fornuftens brug, og man forbeholder normalt forvaltningen af det til biskoppen, for således at tilkendegive, at dette sakramente styrker forbindelsen med Kirken. 1319 En kandidat til firmelse, som har fornuftens brug, skal bekende troen, være i nådens stand, have den intention at modtage sakramentet og være forberedt på sin rolle som Kristi discipel og vidne, inden for Kirkens fællesskab og udenfor i de verdslige sammenhænge. 1320 Firmelsens væsentlige ritus er salvingen med den hl. krisam på den døbtes pande (i Østen ligeledes på andre sanseorganer), med håndspålæggelse af den, der meddeler sakramentet, og i den romerske ritus disse ord: “Accipe signaculum doni Spiritus Sancti”, “beseglet med Helligånden, Guds gave”, eller i den byzantinske ritus: “Signaculum doni Spiritus Sancti”, “Helligåndens gaves segl”. 1321 Når firmelsen fejres adskilt fra dåben udtrykkes dens tilknytning til dåben bl.a. med fornyelsen af dåbsløfterne. Fejringen af firmelsen under Eukaristien bidrager til at understrege enheden mellem sakramenterne i den kristne indføring. Artikel 3 Eukaristiens sakramente 1322 Den hellige eukaristi fuldender den kristne indføring. De, der ved dåben er blevet ophøjet til det kongelige præstedømmes værdighed, og som ved firmelsen er blevet mere dybtgående ligedannet med Kristus, de deltager nu gennem Eukaristien, sammen med hele menigheden, i selve Herrens offer. [1212] 1323 “Vor Frelser har ved det sidste aftensmåltid, den nat han blev forrådt, indstiftet det eukaristiske offer af sit Legeme og Blod, hvorved han ville lade Korsets Offer vare ved gennem tiderne, indtil han kommer igen. Derved har han betroet Kirken, sin elskede Brud, mindet om sin Død og Opstandelse: fromhedens sakramente, enhedens tegn, kærlighedens bånd, påskemåltidet, hvor Kristus nydes, sindet fyldes med nåde, og hvor vi modtager et pant på den fremtidige herlighed”. [287] [1402] I. Eukaristien - kilde og højdepunkt i Kirkens liv 1324 Eukaristien er “kilden til og højdepunktet i hele det kristne liv”. [288] “Alle de øvrige sakramenter er knyttet til eukaristien og henordnet til den, og det samme gælder de øvrige kirkelige tjenester og apostoliske opgaver. Eukaristien rummer nemlig i sig alle Kirkens åndelige goder i hele deres fylde, dvs. Kristus selv, han som er vort påskelam og vort levende brød”.[289] [864] 1325 “Deltagelsen i livet med Gud og Gudsfolkets enhed er det, som gør Kirken til Kirke. Begge dele kommer til udtryk og virkeliggøres i Eukaristien. I den findes højdepunktet i den gerning, hvormed Gud i Kristus helliger verden, og i den dyrkelse, hvormed menneskene i Helligånden dyrker Kristus, og gennem Ham Faderen”.[290] [775]

[287] [288] [289] [290]

[288]

SC 47.

[289]

LG 11.

[290]

PO 5.

[291]

Rituskongregationen, instr. “Eucharisticum mysterium” 6.

1326 Og endelig forener vi os i den eukaristiske fejring allerede nu med liturgien i Himlen, og foregriber det evige liv, da Gud vil være alt i alle (1 Kor 15,18). [1090] 1327 Kort sagt, Eukaristien er sammendraget og summen af vor tro: “Vor måde at tænke på harmonerer med Eukaristien, og Eukaristien bekræfter på sin side vor måde at tænke på”. [291] [1124] II. Hvad kaldes dette Sakramente? 1328 Den uudtømmelige rigdom i dette sakramente kommer til udtryk i de forskellige navne man giver det. Ethvert af disse navne fremkalder visse sider af det. Man kalder det: Eukaristi, fordi det er taksigelse til Gud. Ordene eucharistein (Luk 22,19; 1 Kor 11,24) og eulogein (Matt 26,26; Mark 14,22) minder om de jødiske velsignelser som - særlig under måltidet - priste Guds gerninger: skabelsen, forløsningen og helliggørelsen. [2637; 1082; 1359] 1329 Herrens måltid,[292] fordi det drejer sig om det aftensmåltid, som Herren indtog sammen med sine disciple dagen før sin lidelse, og om en foregriben af Lammets bryllupsmåltid[293] i det himmelske Jerusalem. [1382] Brødets brydelse, fordi denne ritus, som er særegen for det jødiske måltid, blev brugt af Jesus, da Han velsignede brødet og delte det ud som bordets vært, [294] særlig ved den sidste Nadver. [295] Det var ved brødsbrydelsen, at disciplene genkendte Ham efter hans opstandelse, [296] og det er med dette udtryk, de første kristne betegnede deres eukaristiske sammenkomster. [297] De ville dermed sige, at alle, som spiser af det ene, brudte brød, indgår i samfund med Kristus og udgør et eneste legeme i Ham. [298] [790] Eukaristisk forsamling (synaxis), fordi Eukaristien fejres i de troendes forsamling, et synligt udtryk for Kirken.[299] [1348] 1330

Ihukommelse af Herrens lidelse og opstandelse. [1341]

Det hellige Offer, fordi det gør Kristi, Frelserens, ene offer nærværende og indeslutter Kirkens offer af sig selv deri. Eller også det hellige messeoffer, “lovprisnings-offer” (Hebr 13,15),[300] åndeligt offer,[301] rent offer[302] og helligt, fordi det fuldender og overgår alle den Gamle Pagts ofre. [2643; 614] Hellig og guddommelig liturgi, fordi hele Kirkens liturgi finder sit midtpunkt og mest koncentrerede udtryk i fejringen af dette sakramente. Det er i samme forstand, man også kalder det for fejring af de Hellige mysterier. Man taler også om det Allerhelligste Sakramente, fordi det er sakramenternes sakramente. Man betegner med dette navn de eukaristiske skikkelser, som opbevares i tabernaklet. [1169] 1331 Kommunion, fordi det er ved dette sakramente, at vi forener os med Kristus, som gør os delagtige i sit Legeme og sit Blod, for at vi kan blive et eneste legeme. [303] Man kalder endvidere Eukaristien for de

[291] [292] [293] [294] [295] [296] [297] [298] [299] [300] [301] [302] [303]

[292]

Skt. Irenæus, hær. 4,18,5.

[293]

Jf. 1 Kor 11,20.

[294]

Jf. Åb 19,9.

[295]

Jf. Matt 14,19; 15,36; Mark 8,6.19.

[296]

Jf. Matt 26,26; 1 Kor 11,24.

[297]

Jf. Luk 24,13-35.

[298]

Jf. Apg 2,42.46; 20,7.11.

[299]

Jf. 1 Kor 10,16-17.

[300]

Jf. 1 Kor 11,17-34.

[301]

Jf. Sl 116,13.17.

[302]

Jf. 1 Pet 2,5.

[303]

Jf. Mal 1,11.

[304]

Jf. 1 Kor 10,16-17.

hellige ting: ta hagia; sancta[304] - det er den primære betydning af “de helliges samfund”, som nævnes i den apostolske trosbekendelse. Andre navne er englenes brød, brød fra Himlen, udødelighedens medicin, [305] vandringsbrød... [950; 948; 1405] 1332 Den hellige Messe, fordi liturgien, hvori frelsens mysterium fuldføres, slutter med de troendes sendelse (missio) , for at de kan gøre Guds vilje i deres daglige liv. [849] III. Eukaristien i frelsens økonomi Brødets og vinens tegn 1333 I hjertet af Eukaristi-fejringen bliver brødet og vinen, ved Kristi Ord og påkaldelsen af Helligånden, til Kristi legeme og blod. Tro mod Herrens befaling fortsætter Kirken indtil Hans herlighedsfulde genkomst, med, til hans ihukommelse, at gøre det Han gjorde dagen før sin lidelse: “Han tog brødet...” “Han tog kalken med vin...” Ved på hemmelighedsfuld måde at blive Kristi legeme og Kristi blod, fortsætter brødet og vinen med at være tegn også på skaberværkets godhed. Derfor takker vi, ved offertoriet, Skaberen for brødet og vinen,[306] frugt “af menneskets arbejde”, men først “jordens frugt” og “vinstokkens”, Skaberens gaver. Kirken ser i kongen og præsten Melkisedeks handling, som “bragte brød og vin” (1 Mos 14,18) et for-billede på sin egen offergave.[307] [1350; 1147; 1148] 1334 I den gamle Pagt ofres brød og vin sammen med jordens førstegrøde som tegn på taknemlighed over for Skaberen. Men i sammenhæng med udtoget af Ægypten (Exodus) kommer en ny betydning til: De usyrede brød, som Israel spiser hvert år til påske, minder om den hast, hvormed det befriende udtog fra Ægypten fandt sted. Erindringen om ørkenens manna minder stadig Israel om, at det lever af det brød, som er Guds Ord.[308] Og endelig er det daglige brød frugten af det forjættede land, et pant på Guds troskab mod sine løfter. “Velsignelsens kalk” (1 Kor 10,16), ved slutningen af jødernes påskemåltid, føjer til vinens festglæde en eskatologisk dimension: den messianske forventning om Jerusalems genrejsning. Jesus har indstiftet sin Eukaristi, idet han gav en ny og endegyldig mening til velsignelsen af brødet og kalken. [1150; 1363] 1335 Mangfoldiggørelsen af brødene er undere, som viser frem til hans Eukaristi og dens overflod: Herren velsignede og brød brødene og lod sine disciple dele dem ud, så folkeskaren kunne få noget at spise. [309] Tegnet med vandet, der forvandles til vin i Kana, [310] bebuder allerede Timen for Jesu herliggørelse. Det bebuder fuldendelsen af bryllupsmåltidet i Faderens Rige, hvor de troende skal drikke den nye vin, [311] som er blevet Kristi blod. [1151] 1336 Den første bebudelse af Eukaristien splittede disciplene, ligesom også forudsigelsen af lidelsen forargede dem: “Det er hård tale, hvem kan holde ud at høre på det?” (Joh 6,60). Eukaristien og Korset er anstødssten. Det er det samme mysterium, og det hører ikke op med at være anledning til splittelse: “Vil I også gå?” (Joh 6,67). Dette Jesu spørgsmål genlyder ned gennem alle slægter. Gennem det indbyder han os i sin kærlighed til at opdage, at det er Ham alene der har “det evige livs ord” (Joh 6,68), og at modtage hans gave: Eukaristien i tro, det er at modtage Ham selv. [1327] Indstiftelsen af Eukaristien

[304] [305] [306] [307] [308] [309] [310] [311]

[305]

Jf. Ap. const. 8,13,12; Didakæ 9,5; 10,6.

[306]

Skt Ignatius af Antiokia, Eph. 20,2.

[307]

Jf. Sl 104,13-15.

[308]

Jf. MR, Rom. Canon 95: “Supra quæ”.

[309]

Jf. 5 Mos 8,3.

[310]

Jf. Matt 14,13-21; 15,32-39.

[311]

Jf. Joh 2,11.

[312]

Jf. Mark 14,25.

1337 Som Herren havde elsket sine egne, således elskede Han dem indtil det sidste. Da Han vidste, at timen var kommet da Han skulle forlade denne verden for at gå til sin Far, vaskede han, mens de holdt måltid, disciplenes fødder og gav dem kærlighedsbudet. [312] For at give dem et pant på denne kærlighed, for aldrig at fjerne sig fra sine egne og for at give dem del i sin Påske, indstiftede Han Eukaristien til minde om sin død og opstandelse, og Han gav sine apostle befaling til at fejre den indtil hans genkomst, “idet han indsatte dem som præster i den Nye Pagt”.[313] [610; 611] 1338

De tre synoptiske Evangelier og Paulus har overleveret os beretningen om Eukaristiens indstiftelse. Johannes bringer på sin side Jesu ord i synagogen i Kapernaum, der forbereder indstiftelsen af Eukaristien: Kristus kalder sig livets brød, som er kommet ned fra Himlen.[314]

1339 Jesus har valgt Påsken som tidspunktet for at fuldføre det, Han havde forkyndt i Kapernaum: at give sine disciple sit Legeme og sit Blod: [1169] Så kom den dag under de usyrede brøds fest, da påskelammet skulle slagtes. Jesus sendte da Peter og Johannes af sted og sagde: “Gå hen og forbered det påskemåltid, vi skal spise.” ... De gik... og forberedte påskemåltidet. Da timen var inde, satte han sig til bords med sine apostle, og han sagde til dem: “Jeg har inderligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide; for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige”... Så tog han brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: “Dette er mit Legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig.” Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: “Dette bæger er den Nye Pagt i mit Blod, som skal udgydes for jer” (Luk 22,7-20).[315]

1340 Ved at fejre den sidste Nadver med sine apostle under påskemåltidet gav Jesus den jødiske Påske dens endegyldige mening. Jesu overgang til Faderen i sin død og opstandelse - den nye Påske - blev foregrebet i Nadveren og bliver fejret i Eukaristien, som opfylder den jødiske Påske og foregriber Kirkens endelige Påske i Rigets herlighed. [1151; 677] “Gør dette til ihukommelse af mig” 1341 Jesu befaling om at gentage det Han gjorde og sagde, “indtil Han kommer”, kræver ikke blot, at man skal huske Jesus og det Han gjorde. Han sigter til, at apostlene og deres efterfølgere i liturgien skal fejre ihukommelsen af Kristus, hans liv, hans død, hans opstandelse og hans forbøn for os hos Faderen. [611; 1363] 1342 Helt fra begyndelsen har Kirken været tro mod Herrens befaling. Om Kirken i Jerusalem siges det: [2624] De holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og ved bønnerne... Enigt og vedholdende kom de dagligt i Templet, og hjemme i husene brød de brødet og spiste sammen, med glæde og oprigtighed i hjertet (Apg 2,42.46).

1343 Det var særlig “den første dag i ugen”, dvs. søndag, Jesu opstandelsesdag, at de kristne kom sammen “for at bryde brødet” (Apg 20,7). Siden da og indtil den dag i dag er fejringen af Eukaristien fortsat, sådan at vi i dag møder den overalt i Kirken og med den samme grundstruktur. Den er fortsat midtpunktet i Kirkens liv. [1166, 2177] 1344 Fra den ene fejring til den næste forkynder således Guds folk Jesu påskemysterium “indtil Han kommer” (1 Kor 11,26), “vandrende på korsets snævre vej” [316] til det himmelske festmåltid, hvor alle de udvalgte skal sidde til bords i Guds Rige. [1404]

[312] [313] [314] [315] [316]

[313]

Jf. Joh 13,1-17.

[314]

Tridentinerkoncilet: DS 1740.

[315]

Jf. Joh 6.

[316]

Jf. Matt 26,17-29; Mark 14,12-25; 1 Kor 11,23-25.

[317]

AG 1.

IV. Den liturgiske fejring af Eukaristien Alle århundreders messe 1345 Allerede i det 2. århundrede har vi Justin Martyrs vidnesbyrd om de store linjer i fejringen af Eukaristien. Det er de samme indtil vore dage i alle de store, liturgiske familier. Her er, hvad han skriver ca. 155 til den hedenske kejser Antoninus Pius (138-161) for at forklare, hvad de kristne gør: “På den dag, som kaldes “solens dag” (søndag), finder en sammenkomst sted, hvor alle som bor i by og på land mødes. Her forelæses apostlenes erindringer eller profeternes skrifter - så længe tiden tillader det. Når forelæseren er færdig, tager forstanderen ordet for at tilskynde og formane til at efterleve alt det gode, vi har hørt. Så rejser vi os allesammen og opsender bønner” [317]++ “for os selv... og for alle andre i den vide verden, for at vi, som er blevet “oplyst” om sandheden, også må vise os retfærdige i liv og gerning, og holde budene, så vi derigennem kan nå til den evige salighed. Når vi har afsluttet bønnerne, hilser vi hinanden med et kys. Så bringes der til ham, som præsiderer over brødrene, brød og et bæger med vand og vin. Det tager han og opsender lov og pris til Altets Fader, ved Sønnens og Helligåndens navn - og han fremsiger en lang Eukaristi (taksigelse) for, at vi er blevet agtet værdige til disse Hans gaver. Når han er færdig med bøn og taksigelse, giver hele folket sit bifald til kende med ordet: Amen. Efter forstanderens taksigelse og hele folkets tilslutning uddeler de, som vi kalder diakoner, af det eukaristiske brød og vin med vand til alle tilstedeværende, og de bringer det også ud til de fraværende”.[318]

1346 Eukaristiens liturgi forløber efter en grundstruktur, som er forblevet den samme ned gennem århundrederne frem til vor tid. Den udfolder sig i to store dele, som danner en grundlæggende enhed: - samling, Ordets liturgi, med læsninger, homili og forbønner; - den eukaristiske liturgi, med frembæring af brød og vin, konsekrationen af dem under taksigelse og kommunionen. Ordets liturgi og den eukaristiske liturgi udgør tilsammen “én kultisk akt”; [319] for bordet, som dækkes til os i Eukaristien, er både Guds Ords og Herrens Legemes bord. [320] [103] 1347 Er det ikke selve gangen i den opstandne Jesu påskemåltid med sine disciple? Undervejs udlagde han Skrifterne for dem; og da han satte sig til bords sammen med dem, “tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det”.[321] Gudstjenestens forløb 1348 Alle forsamler sig. De kristne møder op på et og samme sted til den hellige messe. I spidsen står Kristus selv, som er messens hovedaktør. Han er den nye Pagts ypperstepræst. Det er Ham selv, der usynligt præsiderer ved enhver messe. Det er som repræsentant for Ham, at biskoppen eller præsten (der handler in persona Christi) fører forsædet i forsamlingen, holder prædikenen efter læsningerne, modtager offergaverne

[317] [318] [319] [320] [321]

[318]

Skt. Justin, apol. 1,67.

[319]

Justin Martyr, apol. 1,67 indtil ++ og 1,65; jf. P. Schindler: De ap. Fædre, bd. 2, 1948.

[320]

SC 56.

[321]

Jf. DV 21.

[322]

Jf. Luk 24,13-35.

og fremsiger den eukaristiske bøn. Alle har deres aktive del i gudstjenesten, enhver på sin måde: lektorerne, de der frembærer offergaverne, kommunionsuddelerne og hele folket, hvis Amen udtrykker deres deltagelse. [1140; 1548] 1349 Ordets liturgi indeholder læsninger fra “profeternes skrifter” dvs. fra Gamle Testamente, og “apostlenes erindringer” dvs. deres breve og evangelierne. En homili opfordrer til at tage imod dette Ord som det, det virkelig er: Guds Ord,[322] og omsætte det i praksis. Så kommer forbønnerne for alle mennesker, efter apostlens ord. “Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; for konger og for alle øvrighedspersoner” (1 Tim 2,1-2). [1184] 1350 Frembærelse af offergaverne (offertorium): brød og vin bæres frem til alteret, sommetider i procession. De frembæres af præsten i Kristi navn i det eukaristiske offer, hvor de bliver til Hans legeme og blod. Det er Kristi egen handling ved den sidste Nadver, “da han tog brød og en kalk”. Denne rene offergave er det, Kirken alene, under taksigelse, bringer Skaberen fra hans eget skaberværk”. [323] Frembærelsen af offergaverne til alteret tager Melkisedeks handling op og lægger Skaberens gaver i Kristi hænder. Det er Ham, der i sit offer leder alle menneskelige forsøg på ofringer frem til fuldkommenhed. [1359; 614] 1351 Helt fra begyndelsen har de kristne, sammen med brødet og vinen til Eukaristien, bragt deres gaver for at dele med dem, som er i nød. Denne skik at afholde kollekt,[324] som altid er aktuel, er inspireret af Kristi eksempel, han som gjorde sig selv fattig for at berige os [325]: [1397; 2186] Den, som har evne og vilje, giver en gave efter frit skøn, og hvad der kommer ind, lægges hen til forstanderen. Han hjælper dermed faderløse og enker og dem, der ved sygdom eller anden grund er i nød, de fangne og fremmede, som besøger menigheden - kort sagt: han er forsørger for alle i nød.[326]

1352 Anaforen: den eukaristiske bøn, som er en taksigelses- og indvielsesbøn, udgør hjertet i fejringen og dens højdepunkt: I præfationen takker Kirken Faderen, ved Kristus, i Helligånden, for alle hans værker, for skabelsen, forløsningen og helliggørelsen. Hele menigheden tilslutter sig da denne lovprisning, som den himmelske Kirke, englene og alle helgener uden ophør synger for den tre gange Hellige Gud. [559]

1353

I epiklesen beder den Faderen sende sin Ånd (eller sin velsignelses kraft [327]) ned over brødet og vinen, for at de, ved hans kraft, kan blive Jesu Kristi Legeme og Blod, og for at de, der tager del i Eukaristien, kan være et eneste legeme og en eneste ånd (visse liturgiske traditioner bringer epiklesen efter anamnesen). [1105] I indstiftelsesberetningen gør magten i Kristi ord og handling og Helligåndens kraft Hans Legeme og Blod hans offer, frembåret på korset én gang for alle - sakramentalt nærværende under brødets og vinens skikkelser. [1375]

1354

I anamnesen, der følger lige efter, ihukommer Kirken Jesu Kristi lidelse, opstandelse og genkomst i herlighed; den frembærer for Faderen hans Søns offer, som forsoner os med Ham. [1103] I forbønnerne giver Kirken udtryk for, at Eukaristien fejres i fællesskab med hele Kirken i himlen og på jorden, levende og døde, og i fællesskab med Kirkens hyrder, paven, stedets biskop, hans præsteskab og diakoner, og alle verdens biskopper med deres Kirker. [954]

1355 I kommunionen, som følger efter Herrens bøn og brødsbrydelsen, modtager de troende “brødet fra Himlen” og “frelsens kalk”, Kristi Legeme og Blod, Han, som hengav sig selv “til liv for verden” (Joh 6,51): [1382]

[322] [323] [324] [325] [326] [327]

[323]

Jf. 1 Tess 2,13.

[324]

Skt. Irenæus, hær. 4,18,4; jf. Mal 1,11.

[325]

Jf. 1 Kor 16,1.

[326]

Jf. 2 Kor 8,9.

[327]

Justin, apol. 1,67; da. overs. P. Schindler: De apostoliske Fædre, bd. 2, 1948.

[328]

Jf. MR, den romerske canon 90.

Fordi brødet og vinen efter et gammelt udtryk er blevet “eukaristiseret”, [328] “kaldes denne næring hos os ‘Eukaristi’. Kun den må deltage deri, som holder vor lære for sand, som er blevet renset i badet til syndernes forladelse og til genfødelse, og som lever efter Kristi overlevering”.[329] [1327]

V. Det sakramentale offer: taksigelse, ihukommelse, nærvær 1356 Når de kristne har fejret Eukaristien helt fra begyndelsen og under en form som, i alt væsentligt, ikke har forandret sig trods tidernes og liturgiernes mangfoldighed, så er det, fordi vi ved os bundet af Herrens befaling, som han gav aftenen før sin lidelse: “Gør dette til ihukommelse af Mig” (1 Kor 11,24-25). 1357 Denne Herrens befaling opfylder vi, når vi fejrer mindet om hans offer. Når vi gør det, ofrer vi til Faderen det, Han selv har givet os: skaberværkets gaver, brødet og vinen, som ved Helligåndens kraft og Kristi Ord er blevet Kristi Legeme og Blod: Sådan bliver Kristus virkeligt og hemmelighedsfuldt nærværende. 1358 Vi må altså betragte Eukaristien - som taksigelse og lovprisning til Faderen; - som Kristi og hans Legemes ihukommelses-offer; - som Kristi nærvær i kraft af hans Ord og hans Ånd. Taksigelse og lovprisning til Faderen 1359 Eukaristien, vor frelses sakramente, fuldbragt af Kristus på korset, er også et lovprisningsoffer til tak for skaberværket. I det eukaristiske offer er hele skabningen, elsket af Gud, frembåret for Faderen gennem Kristi død og opstandelse. Ved Kristus kan Kirken ofre lovprisningsoffer i taksigelse for alt, hvad Gud har gjort af godt og skønt og retfærdigt i skabningen og i menneskeheden. [293] 1360 Eukaristien er et takoffer til Faderen, en velsignelse hvormed Kirken udtrykker sin tak til Gud for alle hans velgerninger, for alt hvad Han har udrettet i skaberværket, frelsesværket og helliggørelsen. Eukaristi betyder jo først og fremmest “taksigelse”. [1083] 1361 Eukaristien er også det lovprisningsoffer, hvormed Kirken forherliger Gud i hele skabningens navn. Dette lovprisningsoffer er kun muligt gennem Kristus: Han forener de troende med sin Person, sin lovprisning og sin forbøn, så lovprisningsofferet til Faderen frembæres ved Kristus og med Ham for at blive godtaget i Ham. [294] Kristi ihukommelsesoffer og Kirkens, hans Legeme 1362 Eukaristien er ihukommelse af Kristi Påske, hans ene offer som bliver gjort nærværende og frembæres sakramentalt i Kirkens, Hans legemes, liturgi. I alle de eukaristiske bønner finder vi, efter indstiftelsesordene, en bøn, som kaldes anamnese eller ihukommelse. [1103] 1363 I bibelsk betydning er ihukommelse ikke bare at huske fortidens begivenheder, men at forkynde de storværker, Gud har gjort for menneskene. [330] I den liturgiske fejring af disse begivenheder bliver de på en vis måde nærværende og levende. Det er sådan, at Israel forstår sin udfrielse fra Ægypten: Hver gang Påsken fejres, bliver begivenhederne ved udtoget (exodus) gjort nærværende i de troendes hukommelse, for at de kan rette deres liv ind efter det. [1099]

[328] [329] [330]

[329]

Jf. Skt. Justin, apol. 1,65.

[330]

Justin, apol. 1,66; jf. Schindler: De apostoliske Fædre, bd. 2.

[331]

Jf. 2 Mos 13,3.

1364 I Ny Testamente får ihukommelsen en ny mening. Når Kirken fejrer Eukaristien, ihukommer den Kristi Påske, og da bliver den nærværende: det offer, som Kristus frembar én gang for alle på korset, forbliver altid aktuelt.[331] “Så ofte som korsofferet - hvorved ‘vort påskelam blev slagtet, nemlig Kristus’ (1 Kor 5,7) - fejres på alteret, fuldendes vor forløsnings værk”. [332] [611; 1085] 1365 Fordi Eukaristien er ihukommelse af Kristi Påske, er den også et offer. Eukaristiens offer-karakter viser sig i selve indstiftelsesordene: “Dette er mit Legeme, som gives for jer”, og “Denne kalk er den Nye Pagt i mit Blod, som udgydes for jer” (Luk 22,19-20). I Eukaristien giver Kristus det samme legeme, som Han hengav for os på korset, og det samme blod, som Han “udgød for mange til syndernes forladelse” (Matt 26,28). [2100; 1846] 1366 Eukaristien er altså et offer, fordi den repræsenterer Korsets offer, (gør det nærværende), fordi den er ihukommelsen af det og fordi den giver del i frugten af det: [613] Kristus, vor Gud og Herre, ofrede sig selv til Gud Fader én gang for alle ved dødens mellemkomst på Korsets alter, for at udvirke for dem (menneskene) en evig forløsning. Fordi hans død dog ikke skulle gøre en ende på hans præstedømme (Hebr 7,24.27), ville Han ved den sidste Nadver, “den nat da Han blev forrådt” (1 Kor 11,23), efterlade til Kirken, sin elskede brud, et (som menneskenaturen kræver det) synligt offer, hvorved det blodige offer, som skulle fuldbyrdes én gang for alle på korset, skulle repræsenteres og mindet om det vedvare indtil tidernes ende (1 Kor 11,23), og hvis frelsebringende kraft skulle anvendes på de synder, vi dagligt begår.[333]

1367 Kristi offer og Eukaristiens offer er et eneste offer: “Det er en og samme offergave; og det er den samme, som nu ofrer ved præsternes tjeneste, som dengang ofrede sig selv på Korset. Kun måden, hvorpå der ofres, er forskellig”:[334] “Messen er et sandt sonoffer, fordi det er den samme Kristus, som ‘ofrede sig selv én gang for alle på blodig vis’ på korsets alter, som også er indeholdt og ofret på ublodig vis i dette guddommelige offer, der finder sted i messen”. [335] [1545] 1368 Eukaristien er også Kirkens offer. Kirken, Kristi legeme, deltager i sin Herres offer. Sammen med Ham frembæres den selv helt og fuldt. Den forener sig med Hans forbøn hos Faderen for alle mennesker. I Eukaristien bliver Kristi offer også deres offer, som er lemmer på hans Legeme. De troendes liv, deres lovsang, deres lidelse, deres bøn, deres arbejde forenes med Kristi og med hans totale hengivelse og får således en ny værdi. Kristi offer, nærværende på alteret, giver alle kristne generationer muligheden for at være forenet med Hans offer. [618, 2031; 1109] I katakomberne fremstilles Kirken ofte som en kvinde i bøn, med åbne arme, i orantestilling. Ligesom Kristus udstrakte sine arme på korset, ofrer Kirken sig ved Ham, med Ham og i Ham og går i forbøn for alle mennesker.

1369 Hele Kirken er forenet med Kristi offer og forbøn. Paven, som har fået betroet Petersembedet i Kirken, er knyttet til hver eukaristisk fejring, hvor han nævnes som enhedens tegn og tjener i den Universelle Kirke. Stedets biskop er altid ansvarlig for Eukaristien, også når den fejres af en præst; hans navn nævnes for at markere hans forsæde i lokalkirken omgivet af præsteskabet og bistået af diakonerne. Menigheden går også i forbøn for alle de embedsbærere, som for den og med den, frembærer det eukaristiske offer: [834, 882; 1561; 1566] Hold kun den Eukaristi for gyldig, som fejres under ledelse af biskoppen eller hans befuldmægtigede. [336] Ved præsternes tjeneste fuldbyrdes de troendes åndelige offer i forening med Kristi, den eneste Midlers offer, som på hele Kirkens vegne ved præsternes hænder på ublodig og sakramental vis frembæres i eukaristien, indtil Herren selv kommer”.[337]

[331] [332] [333] [334] [335] [336] [337]

[332]

Jf. Hebr 7,25-27.

[333]

LG 3.

[334]

Tridentinerkoncilet: DS 1740.

[335]

Tridentinerkoncilet: DS 1743.

[336]

Tridentinerkoncilet: DS 1743.

[337]

Skt. Ignatius af Antiokia, Smyrn. 8,1; overs. P. Schindler: De ap. Fædre, bd.1.

[338]

PO 2.

1370 Med Kristi offer forener sig ikke blot de lemmer, der endnu er her på jorden, men også de, som allerede er i Himlens herlighed: det er i samfund med den hellige jomfru Maria og ved at ihukomme hende og alle helgener, at Kirken frembærer det eukaristiske offer. I Eukaristien står Kirken, med Maria, som ved korsets fod, forenet med Kristi offer og forbøn. [956; 969] 1371 Det eukaristiske offer frembæres også for de afdøde troende “som er døde i Kristus, men endnu ikke helt renset”,[338] for at de kan gå ind til Kristi lys og fred. [958, 1689, 1032] “Begrav dette legeme hvor som helst, og bryd jer ikke om det... Kun så meget beder jeg jer om, at I vil mindes mig ved Herrens alter, hvor I end er”.[339] Derefter beder vi (i anaforen) for de allerede hensovede fædre og biskopper og i det hele taget for alle, som er hensovet før os, i tro på at denne bøn vil være til stor gavn for de sjæle, som den er frembåret for, under et så helligt og højtideligt offer (fejringen af nadveren)... Vi bærer vore bønner for de hensovede, om end de har været syndere, frem for den, for vore synder slagtede Kristus, idet vi dermed formilder den menneskekærlige Gud, både for dem og for os.[340]

1372 Skt. Augustin har beundringsværdigt sammenfattet denne lære, der opfordrer os til en stadig mere fuld delagtighed i vor Frelsers offer, som vi fejrer i Eukaristien: [1140] Selve den forløste stad som helhed, det vil sige de helliges forsamling og samfund, frembæres for Gud som et universelt offer ved ypperstepræsten, som også i sin lidelse frembar sig selv for os i en slaves skikkelse, for at vi kunne være legemet for et hoved af så stor betydning... Dette er de kristnes offer: “mange ét legeme i Kristus” (Rom 12,5). Dette offer fejrer Kirken til stadighed i alterets sakramente, som de troende kender, og hvori det gøres klart for Kirken, at i og med det offer, som den frembærer, frembæres den selv som offer.[341]

Kristi nærvær ved sit Ords og Helligåndens kraft 1373 “Kristus Jesus, som er død, som er opstået, som sidder ved Guds højre hånd, som går i forbøn for os” (Rom 8,34), er nærværende i sin Kirke på mangfoldige måder [342]: i sit Ord, i sin Kirkes bøn, “der hvor to eller tre er forsamlet i mit navn” (Matt 18,20), i de fattige, de syge, de fangne, [343] i sine sakramenter som Han er ophav til, i messeofferet og i embedsbærerens person. Men “allermest er han til stede i de eukaristiske skikkelser”.[344] [1088] 1374 Den måde hvorpå Kristus er til stede under de eukaristiske skikkelser er enestående. Han ophøjer Eukaristien over alle sakramenterne og gør den “ligesom til det åndelige livs fulkommenhed og det mål, alle sakramenter stiler imod”.[345] I Eukaristiens helligste sakramente er “sandt, virkeligt og substantielt vor Herre Jesu Kristi Legeme og Blod indeholdt tillige med hans sjæl og guddom, og følgelig den hele Kristus”.[346] “Dette nærvær kalder man ‘virkeligt’, ikke i eksklusiv forstand, som om de andre former for nærvær ikke var ‘virkelige’, men i særlig forstand, fordi denne tilstedeværelse er substantiel, hvilket netop betyder, at den hele og fuldstændige Kristus, Gud og menneske, bliver nærværende”. [347] [1211] 1375 Det er ved forvandlingen af brødet og vinen til Kristi Legeme og Blod, at Kristus bliver nærværende i dette sakramente. Kirkefædrene har stærkt betonet Kirkens tro på, at Kristi Ord og Helligåndens handling effektivt udvirker denne forvandling. Således erklærer Skt. Johannes Chrysostomos: [1105]

[338] [339] [340] [341] [342] [343] [344] [345] [346] [347]

[339]

Tridentinerkoncilet: DS 1743.

[340]

Skt. Monica, før hendes død, til Skt. Augustin og hans bror; Bek. 9,11; da.overs. T. Damsholt, 1988.

[341]

Skt.Cyril af Jer., mystagog. kat. 5,9.10; om mysterierne=sakramenterne, her Nadveren. Jf. no .udg. 1882.

[342]

Om Guds Stad 10,6. Da. overs. Bent Dalsgaard Larsen, 1986.

[343]

Jf. LG 48.

[344]

Jf. Matt 25,31-46.

[345]

SC 7.

[346]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,73,3.

[347]

Tridentinerkoncilet: DS 1651.

[348]

MF.

Det er ikke mennesket, der gør, at de frembårne offergaver bliver Kristi Legeme og Blod, men Kristus selv, som er blevet korsfæstet for os. Præsten, billedet på Kristus, udtaler disse ord, men deres virkekraft og nåde er fra Gud. Dette er mit Legeme, siger Han. Dette ord forvandler offergaverne.[348] [1128]

Og Skt. Ambrosius siger om forvandlingen: Vær forvisset om, at dette ikke er noget, naturen har frembragt, men som velsignelsen har konsekreret, og at velsignelsens kraft overgår naturens, fordi naturen selv, ved velsignelsen, bliver forvandlet... Kristi ord, som har kunnet skabe det, som endnu ikke eksisterede, af intet, skulle Han ikke kunne forvandle det, som er, til noget, som endnu ikke var? For at give tingene deres første natur er da ikke mindre end at forvandle dem.[349] [298]

1376 Tridentinerkoncilet sammenfatter den katolske tro således: “Fordi Kristus, vor Forløser, har sagt, at det Han ofrede under brødets skikkelse i sandhed var Hans Legeme, har man altid i Guds Kirke haft denne overbevisning, som dette hl. kirkemøde nu påny erklærer: Ved konsekreringen af brødet og vinen sker en forvandling af hele brødets substans til vor Herres, Kristi Legemes substans, og hele vinens substans til hans Blods substans. Denne forvandling af substansen har den katolske Kirke træffende og præcist kaldt transsubstantiation (væsensforvandling)”.[350] 1377 Kristi eukaristiske nærvær begynder i konsekrationsøjeblikket og varer så længe de eukaristiske skikkelser består. Kristus er fuldt og helt til stede i enhver af skikkelserne og enhver af deres dele, således at brødets brydelse ikke deler Kristus.[351] 1378 Dyrkelsen af Eukaristien. I messens liturgi giver vi udtryk for vor tro på Kristi virkelige nærvær under brødets og vinens skikkelser, bl.a. ved at knæle eller bøje os dybt som tegn på tilbedelse af Herren. “Den katolske Kirke tilbeder ‘Alterets hellige Sakramente’, ikke blot under messen, men også uden for den, idet den med største omhu opbevarer de konsekrerede hostier, udstiller dem til højtidelig tilbedelse og bærer dem i procession”.[352] [1178; 103, 2628] 1379

Tabernaklet var oprindelig bestemt til at opbevare Eukaristien på værdig vis, så den kunne bringes ud til syge og fraværende uden for messen. Gennem fordybelse i troen på Kristi virkelige nærvær i Eukaristien, blev Kirken bevidst om betydningen af den tavse tilbedelse af Herren under de eukaristiske skikkelser. Det er derfor, tabernaklet bør anbringes på et særlig værdigt sted i kirken; det bør bygges således at det understreger og fremhæver sandheden i Kristi virkelige nærvær i det hellige Sakramente. [1183; 2691]

1380 At Kristus fortsat har villet være til stede i sin Kirke på denne enestående måde er i høj grad betimeligt. Fordi Kristus i sin synlige skikkelse skulle forlade sine egne, ville han skænke os sit sakramentale nærvær; fordi Han skulle ofre sig på korset for at frelse os, ville Han, at vi skulle have mindet om den kærlighed, hvormed Han elskede os “indtil enden” (Joh 13,1), ja, lige til at give sit liv. I sit sakramentale nærvær forbliver han på mystisk vis midt iblandt os som den, der elskede os og gav sig selv hen for os, [353] og Han vedbliver hermed under de tegn, der udtrykker og formidler denne kærlighed: [669; 478] Kirken og verden har et stort behov for dyrkelsen af Alterets Sakramente. Jesus venter på os i dette kærlighedens sakramente. Lad os ikke nægte os tiden til at gå hen for at møde Ham i tilbedelsen, i en kontemplation fuld af tro, rede til at sone verdens svære synder og misgerninger. Måtte vor tilbedelse aldrig ophøre.[354] [2715]

1381 “Kristi sande Legemes og Kristi sande Blods nærvær i dette sakramente ‘fatter man ikke med sanserne, siger Thomas af Aquin, men alene med troen, der støtter sig til Guds autoritet’. Det er derfor, Skt. Cyril til teksten hos Lukas 22,19: ‘Dette er mit Legeme, der hengives for jer’ har følgende kommentar:

[348] [349] [350] [351] [352] [353] [354]

[349]

De proditione Judæ 1,6.

[350]

Skt. Ambrosius, myst. 9,50.

[351]

DS 1642.

[352]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1641.

[353]

MF 56.

[354]

Jf. Gal 2,20.

[355]

Johannes Paul d. 2., Brevet “Dominicæ cenæ” 3.

‘Spørg ikke dig selv om det er sandt, men tag hellere med tro imod Herrens Ord, fordi Han, som er Sandheden, lyver ikke’”:[355] [156; 215] For dig, o skjulte Guddom, jeg knæler ydmygt ned, du, som bag brødets dække har dulgt din herlighed. For fode jeg dig lægger mit ganske hjerte ned, thi har først dig jeg set, af intet mer jeg ved! Min følelse, mit øje, min smag dig sanser ej; kun hvad jeg fik at høre kan vise troen vej. Hvert ord, Guds Søn har talet, urokkelig jeg tror; hvad skulle være sandt, om ej Al-sandheds ord![356]

VI. Påskemåltidet 1382 Messen er samtidigt og uadskilleligt ihukommelsen af offeret, i hvilket korsofferet lever videre, og det hellige måltid i kommunionen med Herrens Legeme og Blod. Men fejringen af det eukaristiske offer er helt rettet mod de troendes inderlige forening med Kristus i kommunionen. At kommunicere, det er at modtage Kristus selv, som har hengivet sig for os. [950] 1383 Alteret, hvorom Kirken er samlet under den hl. messe, repræsenterer de to sider af et og samme mysterium: offeralteret og Herrens bord, og dette så meget mere som det kristne alter er symbol på Kristus selv som er midt iblandt sine troende, både som offer, frembåret til vor forsoning, og som himmelsk føde der giver sig til os. “Hvad er Kristi alter om ikke billedet på Kristi legeme?” siger Skt. Ambrosius, [357] og et andet sted: “Alteret repræsenterer (Kristi) legeme, og Kristi legeme er på alteret”. [358] Liturgien udtrykker denne enhed i offeret og i kommunionen i talrige bønner. Således beder Kirken i Rom i sin anafor: [1182] Vi beder dig ydmygt, almægtige Gud: byd, at dette offer ved din hellige engels hænder må frembæres på dit himmelske alter for din guddoms majestæt, at enhver af os, som fra dette alter modtager din Søns højhellige legeme og blod, må fyldes med al himmelsk velsignelse og nåde. [359]

“Tag og spis alle deraf”: kommunionen 1384 Herren indbyder os indtrængende til at modtage Ham i Eukaristiens sakramente: “Sandelig, sandelig siger jeg jer, hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer” (Joh 6,53). [2835] 1385 For at kunne svare på denne indbydelse må vi forberede os til dette så store og så hellige øjeblik. Den hl. Paulus opfordrer til en samvittighedsransagelse: “Den, der spiser Herrens brød eller drikker Hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11,27-29). Den, som er sig en svær synd bevidst, skal modtage Bodens sakramente først for at kunne få adgang til den hl. kommunion. [1457]

[355] [356] [357] [358] [359]

[356]

Paul d. 6., MF; jf. Skt. Thomas af Aq., s.th. 3,75,1,c; Skt. Cyril af Alexandria, Luk 22,19.

[357]

Analecta hymnica Medii Aevi 50, 589. Thomas af Aq.: Adoro te devote; da. overs. H. Kejser.

[358]

De sacramentis 5,7.

[359]

De sacramentis 4,7.

[360]

1. eukaristiske bøn eller Den romerske Canon 96: MR (1970) s. 453.

1386 Stillet over for dette sakramentes storhed kan den troende ikke andet end ydmygt og med en brændende tro gentage officerens ord [360]: “Domine, non sum dignus, ut intres sub tectum meum, sed tantum dic verbo, et sanabitur anima mea” (“Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig blot et ord, så bliver min sjæl helbredt”). [361] Og i Skt. Johannes Chrysostomos’ Guddommelige Liturgi beder de troende i den samme ånd: I din hemmelighedsfulde nadver lad mig i dag få del, o Guds Søn. For jeg vil ikke røbe hemmeligheden for dine fjender, ej heller give dig Judaskysset. Men som den gode røver råber jeg til Dig: “Herre, kom mig i hu i dit rige”.[362] [732]

1387

For at forberede sig til at modtage dette sakramente skal de troende overholde den faste, som er foreskrevet i deres Kirke.[363] Kropsholdningen (bevægelser, påklædning) skal udtrykke ærefrygt, højtid, glæde over dette øjeblik, hvor Kristus bliver vor gæst. [2043]

1388 Det svarer til selve meningen med Eukaristien, at de troende, hvis de har de påkrævede forudsætninger,[364] kommunicerer når[365] de deltager i messen: “Det anbefales eftertrykkeligt, at de troende deltager i messen på den mest fuldkomne måde, idet de efter præstens kommunion modtager Herrens legeme fra samme messeoffer”.[366] 1389 Kirken gør det til en pligt for de troende på søn- og helligdage at overvære den guddommelige liturgi,[367] og mindst én gang om året at modtage Eukaristien, om muligt i påsketiden, [368] forberedt hertil gennem Bodens sakramente. Kirken opfordrer dog stærkt de troende til at modtage den hellige kommunion om søndagen og til højtiderne, og gerne endnu hyppigere, også hver dag. [2042; 2837] 1390 Takket være Kristi sakramentale nærvær under begge skikkelser er det muligt at modtage hele Eukaristiens nåde ved blot at kommunicere under brødets skikkelse. Af pastorale grunde er denne måde at kommunicere på, legitimt blevet den vanlige i den latinske ritus. Dog “får den hellige kommunion en mere fyldig form som tegn betragtet, når den sker under begge skikkelser. For i denne form kommer Eukaristiens karakter af måltid fuldkomment frem”. [369] I de orientalske riter er dette den sædvanlige måde at kommunicere på. Kommunionens frugter 1391 Kommunionen knytter os nærmere til Kristus. At modtage Eukaristien i kommunionen har som den vigtigste frugt den intime forening med Kristus Jesus. Herom siger Herren: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6,56). Livet i Kristus har sit grundlag i det eukaristiske festmåltid: “Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig” (Joh 6,57): [460; 521] Når de troende på Herrens festdage modtager Sønnens Legeme, forkynder de for hinanden Det glade Budskab om at livets førstegrøde er blevet givet, som da englen sagde til Maria fra Magdala: “Kristus er opstanden!” Se, også nu gives liv og opstandelse til den, som modtager Kristus.[370]

[360] [361] [362] [363] [364]

[361]

Jf. Matt 8,8.

[362]

Ritus Communionis 133: MR (1970) s. 474.

[363]

Byzantinsk liturgi. Johannes Chrysostomus, Anaphora før kommunionen.

[364]

Jf. CIC, can. 919.

[365]

Jf. CIC, can. 916-917. [365][366] De troende kan samme dag modtage den hl. kommunion, og kun to gange (jf. Pont.Com. CIC Aut. Int. Ass. 76, s. 746).

[366] [367] [368] [369] [370]

[367]

SC 55.

[368]

Jf. OE 15.

[369]

Jf. CIC, can. 920.

[370]

IGMR 240.

[371]

Fanqith, syrisk officium fra Antiokia, bd. 1, fællesofficiet, 237 a-b.

1392 Det, som den materielle føde bevirker for vort fysiske liv, bevirker kommunionen på underfuld vis i vort åndelige liv. Kommunionen med den opstandne Kristi kød, “som lever og gør levende ved Helligånden”[371] bevarer, forøger og fornyer det nådens liv, vi har modtaget i dåben. Denne vækst i kristent liv trænger til at blive næret af den eukaristiske kommunion, vort brød undervejs, indtil vor dødstime, da det rækkes os som vandringsbrød. [1212; 1524] 1393 Kommunionen skiller os fra synden. Kristi legeme, som vi modtager i kommunionen, er “hengivet for os”, og Blodet, som vi drikker, er “udgydt for de mange til syndernes forladelse”. Derfor kan Eukaristien ikke forene os med Kristus uden samtidig at rense os for de synder, vi har begået, og bevare os for nye synder: [613] “Hver gang vi modtager Ham, forkynder vi Herrens død”. [372] Når vi forkynder Herrens død, forkynder vi syndernes forladelse. Hvis Hans blod udgydes til syndernes forladelse, hver gang det udgydes, må jeg stadig modtage det, for at det stadig kan eftergive mig mine synder. Jeg, som altid synder, må altid have et hjælpemiddel.[373]

1394 Ligesom den legemlige føde giver nye kræfter, styrker Eukaristien kærligheden, som i hverdagen har en tendens til at svækkes. Denne genoplivede kærlighed udsletter de tilgivelige synder.[374] Når Kristus giver sig til os, genopliver Han vor kærlighed og sætter os i stand til at bryde med de uordnede bindinger til det skabte og rodfæste os i Ham. [1863; 1436] Fordi Kristus er død for os af kærlighed, beder vi, når vi ihukommer hans død under offerhandlingen, om at kærligheden må skænkes os med Helligåndens komme. Vi beder ydmygt om, at også vi, i kraft af denne kærlighed hvormed Kristus har villet dø for os, ved at modtage Helligåndens nåde kan betragte verden som korsfæstet for os, og vi for verden... Eftersom vi har modtaget kærlighedens gave, så lad os dø fra synden og leve for Gud.[375]

1395 Ved den samme kærlighed, som Eukaristien antænder i os, bevarer den os for fremtidige dødssynder. Jo mere vi deltager i Kristi liv og jo nærmere vi kommer i venskabet med Ham, desto vanskeligere bliver det at bryde med Ham ved en dødssynd. Det er ikke Eukaristien, der er bestemt til at tilgive dødssynder, men Bodens sakramente. Eukaristien er deres sakramente, som lever i fuldt fællesskab med Kirken. [1855; 1446] 1396 Enheden i det mystiske Legeme: Eukaristien skaber Kirken. De, der modtager Eukaristien, forenes inderligere med Kristus. Derved forener Kristus dem med alle troende til ét legeme: Kirken. Kommunionen fornyer, styrker, uddyber denne indlemmelse i Kirken, som allerede er sket gennem dåben. I dåben blev vi kaldet til at være ét legeme. [376] Eukaristien realiserer dette kald: “Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1 Kor 10,16-17): [1118; 1267; 790] Hvis I er Kristi Legeme og hans lemmer, da er det jeres sakramente, som stilles på Herrens bord; I modtager jeres sakramente. I svarer “Amen” (“Ja, det er sandt!”) til det, I modtager, og I skriver under på det ved at svare sådan. Du hører dette ord: “Kristi legeme”, og du svarer: “Amen”. Vær derfor et Kristi lem, for at dit Amen kan være sandt.[377] [1064]

1397 Eukaristien forpligter over for de fattige: For i sandhed at modtage Kristi legeme og blod, som blev hengivet for os, må vi erkende Kristus i de fattigste, som er hans brødre [378]: [2449]

[371] [372] [373] [374] [375] [376] [377] [378]

[372]

PO 5.

[373]

Jf. 1 Kor 11,26.

[374]

Skt. Ambrosius, sacr. 4,28.

[375]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1638.

[376]

Skt. Fulgentius af Ruspe, Contra gesta Fabiani, 28,17.

[377]

Jf. 1 Kor 12,13.

[378]

Skt. Augustin, serm. 272.

[379]

Jf. Matt 25,40

Du har smagt Herrens blod, og du kender ikke engang din bror. Du vanærer dette bord, når du ikke anser den for værdig til at dele din mad, som blev anset for værdig til at sidde med til bords. Gud har befriet dig for alle dine synder og bedt dig til bords. Og selv da blev du ikke mere barmhjertig. [379]

1398 Eukaristien og de kristnes enhed. Stillet over for dette store mysterium udbryder Skt. Augustin: “O, du fromhedens Sakramente! O, du enhedens tegn! O, du kærlighedens bånd!” [380] Så meget mere smerteligt føles de splittelser i Kirken, der bryder den fælles deltagelse i Herrens bord; så meget mere indtrængende bliver bønnerne til Herren om at de dage må komme tilbage, da enheden er komplet mellem alle, der tror på Ham. [817] 1399

De orientalske Kirker, som ikke er i fuld kommunion med den katolske Kirke, fejrer Eukaristien med stor kærlighed. “Disse Kirker har, skønt de er adskilte, de virkelige sakramenter - især fordi de i kraft af den apostoliske succession har præstedømmet og eukaristien - som fremdeles knytter dem til os med meget stærke bånd”. [381] Et vist fællesskab in sacris, altså i Eukaristien, er “ikke blot muligt, men endda tilrådeligt, når en gunstig lejlighed byder sig og under forudsætning af den kirkelige myndigheds billigelse”.[382] [838]

1400

De kirkesamfund, som er udgået fra Reformationen, og som er skilt fra den katolske Kirke, “især på grund af manglen på ordinationens sakramente, har ikke bevaret det eukaristiske mysteriums ægte og fulde indhold”. [383] Det er derfor, at eukaristisk interkommunion med disse menigheder for den katolske Kirke ikke er mulig. Imidlertid, når disse kirkesamfund “i nadveren mindes Herrens død og opstandelse, bekender de, at livet i fællesskab med Kristus kommer til udtryk heri, og de forventer hans komme i herlighed”.[384] [1536]

1401 I alvorlige nødstilfælde kan, efter den lokale biskops skøn, katolske embedsbærere meddele sakramenterne (Eukaristien, Boden, Sygesalvelsen) til andre kristne, som ikke har fuldt fællesskab med den katolske Kirke, men som af sig selv beder om det. De må da give udtryk for den katolske tro vedrørende disse sakramenter og være rigtigt disponeret for det. [385] [1483; 1385] VII. Eukaristien - “pantet på den kommende herlighed” 1402 I en ældgammel bøn priser Kirken Eukaristiens mysterium: “O, hellige måltid, hvor Kristus er vor føde, hvor mindet om hans lidelse gøres levende, hvor nåden fylder vor sjæl, hvor pantet gives os på det kommende liv”.[386] Da Eukaristien er mindet om Herrens Påske, og vi “ved vor altergang... fyldes med al himmelsk velsignelse og nåde”,[387] så er Eukaristien også foregribelsen af den himmelske herlighed. [1323; 1130] 1403 Ved den sidste Nadver vendte Herren selv sine disciples blik mod Påskens fuldendelse i Guds rige: “Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min Fars rige” (Matt 26,29). [388] Hver gang Kirken fejrer Eukaristien, husker den på dette løfte og retter sit blik mod “Ham, som kommer” (Åb 1,4). I sin bøn hidkalder den Hans komme: “ Marana tha” (1 Kor 16,22), “Kom, Herre Jesus” (Åb 22,20), “Måtte din nåde komme og denne verden forgå!” [389] [671] 1404 Kirken ved, at Herren allerede nu kommer i sin Eukaristi, og at Han er dér, midt iblandt os. Men dette nærvær er tilsløret. Det er derfor, vi fejrer Eukaristien “i forventning om det salige håb, vor Frelsers

[379] [380] [381] [382] [383] [384] [385] [386] [387] [388] [389]

[380]

Skt. Joh. Chrysostomos, hom. over 1 Kor 27,5.

[381]

Skt. Augustin, ev. Joh. 26,13; jf. SC 47.

[382]

UR 15.

[383]

UR 15; jf. CIC, can. 844, § 3.

[384]

UR 22.

[385]

UR 22.

[386]

Jf. CIC, can. 844, 4.

[387]

Kristi Legems og Blods Fest, antifon til “Magnificat” i 2. Vesper.

[388]

MR, den romerske canon 96: “Supplices te rogamus”.

[389]

Jf. Luk 22,18; Mark 14,25.

[390]

Didakæ 10,6.

Jesu Kristi komme”,[390] og beder om, at “vi sammen må fyldes med din herlighed, i dit Rige, til evig tid. Da skal du tørre hver tåre af vore øjne, og vi skal se dig, vor Gud, som du er, blive dig lig i al evighed, og uden ophør prise dig, ved Kristus, vor Herre”.[391] [1041; 1028] 1405 På dette store håb, om nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor, [392] har vi intet mere sikkert pant, intet mere tydeligt tegn end Eukaristien. Hver gang dette mysterium fejres, “udvirkes vor forløsnings værk”.[393] og vi “bryder det samme brød, som er udødeligheds-medicin, modgift mod døden, for at leve et evigt liv i Jesus Kristus”.[394] [1042; 1000] I korthed 1406 Jesus siger: “Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himlen. Den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid... Den, der spiser mit Kød og drikker mit Blod, har evigt liv... Han bliver i Mig og Jeg i ham.” (Joh 6,51.54.56). 1407 Eukaristien er hjertet og højdepunktet i Kirkens liv, for i den inddrager Kristus sin Kirke og alle dens lemmer i sit lovprisnings- og takoffer, frembåret en gang for alle på korset til hans Far. Ved dette offer udøser Han frelsens nådegaver over sit Legeme, Kirken. 1408 En fejring af Eukaristien indeholder altid: forkyndelsen af Guds Ord, taksigelse til Gud Far for alle hans velgerninger, især for at Han gav os sin Søn, konsekreringen af brød og vin og deltagelse i det liturgiske måltid ved modtagelse af Herrens Legeme og Blod. Disse elementer udgør tilsammen en eneste gudstjeneste-handling. 1409 Eukaristien er ihukommelsen af Kristi Påske: dvs. frelsesværket, fuldført ved Kristi liv, død og opstandelse, gjort nærværende ved den liturgiske handling. 1410 Det er Kristus selv, den Nye Pagts evige ypperstepræst, som ved præsternes tjeneste frembærer det eukaristiske offer. Og det er også Kristus, virkeligt til stede under brødets og vinens skikkelser, som er offergaven i det eukaristiske offer. 1411 Kun gyldigt viede præster kan føre forsædet under messen og konsekrere brød og vin, så de bliver Herrens Legeme og Blod. 1412 De væsentlige tegn i det eukaristiske sakramente er brød af hvede og vin af vinstokken, over hvilke Helligåndens velsignelse nedkaldes og præsten udtaler konsekrationsordene, som blev sagt af Jesus ved den sidste Nadver: “Dette er mit Legeme, som hengives for jer... Dette er kalken med mit Blod...” 1413 Ved konsekrationen sker transsubstantiationen (forvandlingen) af brød og vin til Kristi Legeme og Blod. Under brødets og vinens konsekrerede skikkelser er Kristus selv, levende og herliggjort, til stede på en sand, virkelig og substantiel måde, med sit Legeme og sit Blod, med sin sjæl og sin guddomsnatur. [395] 1414 Som offer bliver Eukaristien også frembåret som sone for synder hos levende og døde, og for at opnå åndelige eller timelige goder hos Gud. 1415 Den, der ønsker at modtage Kristus i den eukaristiske kommunion må være i nådens stand. Hvis nogen har en dødssynd på samvittigheden, må han ikke gå til den hl. kommunion uden først at have modtaget absolutionen i Bodens sakramente.

[390] [391] [392] [393] [394] [395]

[391]

Bønnen, der følger efter Fadervor i messen; jf. Tit 2,13.

[392]

MR, Euk. bøn III, 116: bøn for de afdøde.

[393]

Jf. 2 Pet 3,13.

[394]

LG 3.

[395]

Skt. Ignatius af Antiokia, Eph. 20,2.

[396]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1640; 1651.

1416 Modtagelsen af Kristi legeme og blod øger kommunikantens forening med Herren, forlader ham de tilgivelige synder og beskytter ham mod svære synder. Fordi kærlighedens bånd mellem kommunikanten og Kristus styrkes, styrker modtagelsen af dette sakramente enheden i Kirken, Kristi mystiske Legeme. 1417 Kirken anbefaler stærkt de troende at modtage den hellige kommunion når de går til messe; den gør det til en pligt i det mindste en gang om året. 1418 Da Kristus selv er til stede i Alterets Sakramente, skal Han æres med tilbedelse. “Besøg hos det Allerhelligste Sakramente er et bevis på taknemlighed, et tegn på kærlighed og en pligt til at tilbede Kristus, vor Herre”.[396] 1419 Efter at Kristus er gået fra denne verden til Faderen, giver Han os i Eukaristien pantet på herligheden hos Ham: deltagelsen i det Hellige Offer forener os med Hans hjerte, styrker vore kræfter på vor pilgrimsvandring gennem livet, får os til at længes efter det evige liv og forener os allerede nu med den himmelske Kirke, med den hellige jomfru Maria og alle helgen.

Andet kapitel Helbredelsens sakramenter 1420 Gennem den kristne indvielses sakramenter modtager mennesket det nye liv i Kristus. Men dette liv har vi “i lerkar” (2 Kor 4,7). Endnu er det “skjult med Kristus i Gud” (Kol 3,3). Vi er endnu i “vort telt på jorden”,[397] underkastet lidelse, sygdom og død. Det nye liv som Guds barn kan svækkes og endog fortabes ved synden. 1421 Herren Jesus Kristus, læge for vore sjæle og vore legemer, Han, som tilgav den lamme hans synder og gjorde ham rask igen, [398] har villet, at Hans Kirke skal fortsætte hans helbredelses- og frelsesværk i Helligåndens kraft, også hos sine egne medlemmer. Det er formålet med de to helbredelses-sakramenter: Bodens sakramente og de Syges Salvelse.

Artikel 4 Bodens og forsoningens sakramente 1422 “De, der nærmer sig bodens sakramente, opnår ved Guds barmhjertighed tilgivelse for deres krænkelse af Ham, og samtidig forsones de med Kirken, som de har såret ved at synde, og som ved sin kærlighed, sit eksempel og sine bønner bidrager til deres omvendelse”. [399] [980] I. Hvad kaldes dette sakramente?

[396] [397] [398] [399]

[397]

MF.

[398]

Jf. 2 Kor 5,1.

[399]

Jf. Mark 2,1-12.

[400]

LG 11.

1423 Det kaldes omvendelsens sakramente, fordi det fuldbyrder sakramentalt Jesu kald til omvendelse, [400] det afgørende skridt på vejen tilbage til Faderen, [401] som man ved synden har fjernet sig fra. [1989] Det kaldes Bodens sakramente, fordi det helliger den kristne synders personlige og kirkelige vej til omvendelse, anger og bod. [1440] 1424 Det kaldes skriftemålets sakramente, fordi tilståelsen, syndsbekendelsen over for præsten er et væsentligt element i dette sakramente. På en dyb måde er dette sakramente også en “bekendelse”, dvs. anerkendelse og lovprisning af Guds hellighed og barmhjertighed mod det syndige menneske. [1456] Det kaldes syndsforladelsens sakramente, fordi Gud ved præstens sakramentale absolution giver den bodfærdige “tilgivelse og fred”.[402] [1449] Det kaldes Forsoningens sakramente, fordi det giver synderen Guds kærlighed, som forsoner: “Lad jer forlige med Gud!” (2 Kor 5,20). Den, som lever af Guds barmhjertige kærlighed er parat til at svare på Herrens opfordring: “Gå først hen og forlig dig med din bror” (Matt 5,24). [1442] II. Hvortil et Forsoningens sakramente efter Dåben? 1425 “I blev vasket rene, I blev helliget, I blev retfærdiggjort i Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd” (1 Kor 6,11). Man må være sig bevidst, hvor stor Guds gave er i den kristne indvielses sakramenter, for at fatte, i hvilken grad synden er udelukket for den, som har “iklædt sig Kristus”. [403] Men apostlen Johannes siger også: “Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os” (1 Joh 1,8). Og Herren selv har lært os at bede: “Forlad os vor skyld” (Luk 11,4), og knyttede vor gensidige tilgivelse af skyld til Guds tilgivelse af vore synder. [1263; 2838] 1426 Omvendelsen til Kristus, den nye fødsel i Dåben, Helligåndens gave, modtagelsen af Kristi Legeme og Blod som føde, har gjort os “hellige og lydefri for Hans Åsyn” (Ef 1,4), ligesom Kirken selv, Kristi brud, er “hellig og lydefri for Ham” (Ef 5,27). Alligevel har det nye liv, som vi har modtaget i den kristne indførelse, ikke ophævet menneskenaturens skrøbelighed og svaghed, heller ikke tilbøjeligheden til synden, det traditionen kalder begæret, som forbliver i de døbte for at de med Kristi nåde kan stå deres prøve i det kristne livs kamp.[404] Denne kamp er omvendelsens kamp med henblik på den hellighed og det evige liv, som Herren uden ophør kalder os til.[405] [405, 978; 1264] III. De døbtes omvendelse 1427 Jesus kalder til omvendelse. Dette kald er en væsentlig del af forkyndelsen om Gudsriget: “Tiden er inde, Guds Rige er kommet nær; omvend jer og tro på Evangeliet!” (Mark 1,15). I Kirkens forkyndelse gælder dette kald først og fremmest dem, som endnu ikke kender Kristus og hans Evangelium. Det centrale sted for den første, grundlæggende omvendelse er derfor Dåben. Det er ved troen på det Glade Budskab og ved Dåben,[406] at man forsager det onde og opnår frelsen, dvs. alle synders forladelse og det nye livs gave. [541; 1226] 1428 Men Kristi kald til omvendelse fortsætter med at genlyde i de kristnes liv. Denne anden omvendelse er en uafbrudt opgave for hele Kirken, som “rummer syndere i sit eget skød”, og som “dog er på én gang hellig og altid har brug for renselse og derfor konstant stræber efter bodfærdighed og fornyelse”. [407] Denne

[400] [401] [402] [403] [404] [405] [406] [407]

[401]

Jf. Mark 1,15.

[402]

Jf. Luk 15,18.

[403]

OP, absolutionsformular.

[404]

Jf. Gal 3,27.

[405]

Jf. DS 1515.

[406]

Jf. DS 1545, LG 40.

[407]

Jf. Apg 2,38.

[408]

LG 8.

stræben efter omvendelse er ikke kun menneskeværk. Den kommer fra det “sønderknuste hjerte”, [408] draget og bevæget af nåden[409] til at svare på Guds barmhjertige kærlighed, Han, som elskede os først. [410] [1036; 853; 1996] 1429 Herom vidner apostlen Peters omvendelse efter den tre gange gentagne fornægtelse af hans Mester. Den uendelige barmhjertighed i Jesu blik fremkalder angerens tårer [411] og, efter Herrens opstandelse, den tre gange gentagne bekræftelse af hans kærlighed til Ham. [412] Den anden omvendelse har også en fællesskabsdimension. Det viser sig i Herrens kald til en hel Kirke: “Omvend dig!” (Åb 2,5.16). Skt. Ambrosius siger om de to omvendelser, at i Kirken “er der vandet og tårerne: Dåbens vand og angerens tårer”.[413]

IV. Den indre bodfærdighed 1430 Ligesom hos profeterne sigter også Jesu kald til omvendelse og bod, ikke først og fremmest til ydre gerninger, “sæk og aske”, faste og afsavn, men til hjertets omvendelse, den indre bodfærdighed. Uden den forbliver bodsøvelserne ufrugtbare og løgnagtige. Den indre omvendelse derimod tilskynder til at udtrykke sin holdning i synlige tegn, bodfærdige handlinger og gerninger. [414] [1098] 1431 Den indre bodfærdighed er en radikal nyorientering af hele livet, en tilbagevenden, en omvendelse til Gud af hele vort hjerte, forsagelse af synden, en venden sig bort fra det onde, med afsky for de onde gerninger vi har gjort. Samtidig indebærer den længslen efter og beslutningen om at ændre sit liv, i håb om Guds barmhjertighed og tillid til Hans nådes hjælp. Denne hjertets omvendelse er ledsaget af en frelsebringende smerte og bedrøvelse, som kirkefædrene kaldte animi cruciatus (sjælens smerte), compunctio cordis (hjertets sønderknuselse).[415] [1451; 368] 1432 Menneskets hjerte er tungt og forhærdet. Gud må give mennesket et nyt hjerte. [416] Omvendelsen er i første række Guds nådes værk, som vender vore hjerter til Ham: “Omvend os, Herre, til dig, så vender vi om” (Klages 5,21). Gud giver os kræfter til at begynde forfra. Det er ved at opdage storheden i Guds kærlighed, at vort hjerte rystes af afsky for synden og dens tyngde, og begynder at frygte for at krænke Gud ved synden og blive skilt fra Ham. Menneskehjertet omvender sig, når det ser hen til Ham, som vore synder har gennemstunget[417]: [1989] Lad os have øjnene fæstnet på Kristi blod og forstå, hvor kostbart det er for hans Far, thi udgydt til vor frelse har det bragt hele verden angerens nådegave.[418]

1433 Siden Påske er det Helligånden, som “overbeviser verden om synd”, [419] fordi verden ikke har troet på Ham, som Faderen har sendt. Men denne samme Ånd, som afslører synden, er også Trøsteren, [420] som indgyder menneskets hjerte angerens og omvendelsens nåde. [421] [729; 692, 1848]

[408] [409] [410] [411] [412] [413] [414] [415] [416] [417] [418] [419] [420] [421]

[409]

Jf. Sl 51,19.

[410]

Jf. Joh 6,44; 12,32.

[411]

Jf. 1 Joh 4,10.

[412]

Jf. Luk 22,61-62.

[413]

Jf. Joh 21,15-17.

[414]

Ep. 41,12.

[415]

Jf. Joel 2,12-13; Es 1,16-17; Matt 6,1-6.16-18.

[416]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1676-1678; 1705; Cat. Rom. 2,5,4.

[417]

Jf. Ez 36,26-27.

[418]

Jf. Joh 19,37; Zak 12,10.

[419]

Skt. Clemens af Rom, Cor. 7,4.

[420]

Jf. Joh 16,8-9.

[421]

Jf. Joh 15,26.

[422]

Jf. Apg 2,36-38; jf. Johannes Paul d. 2., DV 27-48.

V. De mangfoldige former for bod i det kristne liv 1434 Den kristnes indre bodfærdighed kan udtrykkes på mange måder. Bibelen og Fædrene fremhæver især tre former: faste, bøn og almisse,[422] som udtryk for omvendelse i forhold til sig selv, til Gud og til ens medmennesker. Foruden den radikale renselse i Dåben eller i martyriet, nævner de som middel til at opnå syndsforladelse de anstrengelser, man gør sig for at forsone sig med sin næste, angerens tårer, bekymring for næstens frelse,[423] helgenernes forbøn og praktisk næstekærlighed, “som skjuler en mangfoldighed af synder” (1 Pet 4,8). [1969] 1435 Omvendelsen finder sted i det daglige liv, gennem forsonlige gestus, omsorg for de fattige, ved at udøve og forsvare ret og retfærd, [424] erkende egne fejl over for brødrene, den broderlige irettesættelse, revision af hverdagen, samvittighedsransagelse, åndelig vejledning, accept af lidelse, udholdenhed under forfølgelse for retfærdigheds skyld. Dagligt tage sit kors op og følge Jesus, det er den sikreste bodsgang. [425] 1436 Eukaristi og bod. Den daglige omvendelse og bod finder deres kilde og næring i Eukaristien, for i den gøres Kristi offer nærværende, det som har forsonet os med Gud. Gennem den næres og styrkes de, som lever af Kristi liv. “Den er den modgift, som befrier os fra vore daglige synder og bevarer os for dødssynder”.[426] [1394] 1437 Læsning af den Hellige Skrift, bede Tidebønnerne og Fadervor, enhver form for oprigtig gudsdyrkelse og fromhed genopliver i os omvendelsens og bodfærdighedens Ånd og bidrager til vore synders forladelse. 1438 Bodstider og -dage i løbet af det liturgiske år (fastetiden, hver fredag til ihukommelse af Herrens død) er stærke indslag i Kirkens bodspraksis. [427] Disse tider er særlig velegnede til exercitier, bodsliturgier, valfarter i bodens ånd, frivilligt afkald i form af faste og almisser, og til at dele med sine medmennesker (karitative initiativer, missionsvirksomhed). [540; 2043] 1439 Vejen til omvendelse og bod er vidunderligt beskrevet af Jesus i lignelsen om “den fortabte søn”, hvis centrale skikkelse er “den gavmilde far”. [428] Fascinationen ved en illusorisk frihed, hjemmet som sønnen forlader, elendigheden han havner i efter at have bortødslet sin formue; ydmygelsen ved at se sig tvunget til at vogte svinene, og værre endnu, ved gerne at ville fylde sig med de bønner svinene åd; tanken på de tabte goder; angeren og beslutningen om at vedkende sig sin skyld over for faderen; hjemturen; faderens ædelmodige velkomst; faderens glæde: sådan er de typiske træk ved en omvendelsesproces. Den fine dragt, ringen og festmåltidet er symboler på dette nye liv, rent og purt, værdigt og glædefyldt, som venter det menneske der vender tilbage til Gud og til familiens skød, dvs. Kirken. Alene Kristi hjerte, som kender dybderne i sin Fars kærlighed, har kunnet åbenbare os hans afgrundsdybe barmhjertighed så enkelt og smukt. [545] VI. Bodens og Forsoningens sakramente 1440 Synden er frem for alt krænkelse af Gud, brud på fællesskabet med Ham. Samtidig angriber den også fællesskabet med Kirken. Omvendelsen opnår derfor både Guds tilgivelse og forsoning med Kirken. Det kommer til liturgisk udtryk og virkeliggørelse i Bodens og Forsoningens sakramente. [429] [1850] Gud alene tilgiver synden

[422] [423] [424] [425] [426] [427] [428] [429]

[423]

Jf. Tob 12,8; Matt 6,1-18.

[424]

Jf. Jak 5,20.

[425]

Jf. Am 5,24; Es 1,17.

[426]

Jf. Luk 9,23.

[427]

Tridentinerkoncilet: DS 1638.

[428]

Jf. SC 109-110; CIC, can. 1249-1253; CCEO, can. 880-883.

[429]

Jf. Luk 15,11-24.

[430]

Jf. LG 11.

1441 Gud alene kan tilgive synder.[430] Fordi Jesus er Guds Søn, siger han om sig selv: “Menneskesønnen har magt til at tilgive synder på jorden” (Mark 2,10). Og Han bruger denne guddommelige magt: “Dine synder er dig forladt!” (Mark 2,5).[431] Ja, i kraft af sin guddommelige autoritet giver Han mennesker denne magt,[432] for at de kan udøve den i Hans navn. [270, 431; 589] 1442 Kristus har villet, at hans Kirke helt igennem, i sin bøn, sit liv og sin gerning, skal være tegn og redskab for den tilgivelse og forsoning, som Han vandt os med sit blod. Udøvelsen af magten til at give absolution har Han imidlertid betroet det apostolske embede. Det har fået pålagt “forligelsens tjeneste” (2 Kor 5,18). Apostlen er sendt “i Kristi navn”, og “det er Gud selv”, som, gennem ham, formaner og beder: “Lad jer forlige med Gud!” (2 Kor 5,20). [983] Forsoning med Kirken 1443 Under sit offentlige liv har Jesus ikke kun tilgivet synder, Han viste også virkningen af denne tilgivelse: Han genindlemmede de syndere, der var tilgivet, i Gudsfolkets fællesskab, som synden havde fjernet eller endog udelukket dem fra. Et eklatant eksempel herpå er den kendsgerning, at Jesus indbyder syndere til sit bord, ja, at Han selv sætter sig ved deres bord - en gestus, der på en forbløffende måde udtrykker både Guds tilgivelse[433] og syndernes hjemvenden til gudsfolkets skød.[434] [545] 1444 Ved at give apostlene del i sin egen magt til at tilgive synder, giver Herren dem også autoritet til at udsone syndere med Kirken. Denne Kirke-dimension i deres opgave kommer særligt frem i Kristi højtidelige ord til Simon Peter: “Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene” (Matt 16,19). “Den opgave, Peter blev givet, til at binde og løse, blev også tildelt apostelkollegiet i forening med dets hoved (Matt 18,18; 28,16-20)”. [435] [981] 1445 Ordene binde og løse betyder: Den, som I udelukker af jeres fællesskab, skal være udelukket af fællesskabet med Gud; den som I genindlemmer i jeres fællesskab, vil Gud også modtage i sit. Udsoningen med Kirken er uadskillelig fra udsoningen med Gud. [553] Tilgivelsens sakramente 1446 Kristus har indstiftet Bodens sakramente for alle syndige medlemmer af sin Kirke, frem for alt for dem som, efter dåben, er faldet i svær synd og således har mistet dåbsnåden og såret det kirkelige fællesskab. Det er dem, Bodens sakramente tilbyder en ny mulighed for at omvende sig og genfinde retfærdiggørelsens nåde. Kirkefædrene fremstiller dette sakramente som den “anden (rednings)planke efter det skibbrud, som tabet af nåden er”.[436] [979; 1856; 1990] 1447 I århundredernes løb har den konkrete form, hvorunder Kirken har udøvet denne magt fra Herren, varieret meget. I de første århundreder var udsoningen af kristne, der havde begået særlig alvorlige synder efter dåben (for eksempel afgudsdyrkelse, mord eller ægteskabsbrud) underlagt en meget streng kirketugt. Ifølge den skulle pønitenterne gøre offentlig bod for deres synder, ofte i mange år, før de kunne opnå tilgivelse. I denne “de bodfærdiges stand” (som kun vedrørte visse svære synder), blev man imidlertid sjældent optaget; i enkelte regioner kun én gang i livet. I løbet af det 7. århundrede bragte irske missionærer, inspireret af den monastiske tradition i Østen, skikken med “privat” bod til det europæiske kontinent. Den krævede ikke lange og offentlige bodsøvelser før udsoningen med Kirken kom i stand. Fra da af træder

[430] [431] [432] [433] [434] [435] [436]

[431]

Jf. Mark 2,7.

[432]

Jf. Luk 7,48.

[433]

Jf. Joh 20,21-23.

[434]

Jf. Luk 15.

[435]

Jf. Luk 19,9.

[436]

LG 22.

[437]

Tridentinerkoncilet: DS 1542; jf. Tertullian, pæn 4,2.

sakramentet i kraft på en mere hemmelig måde mellem pønitenten og præsten. Denne nye praksis forudså muligheden af en gentagelse og åbnede således vejen for en regelmæssig modtagelse af dette sakramente. Den tillod, at man i en og samme sakramentale fejring kunne meddele syndsforladelsen for både svære og mindre alvorlige synder. Det er, i store træk, denne form for bod, Kirken praktiserer den dag i dag. 1448 Tværs igennem de forandringer, som kirketugten og fejringen af dette sakramente har undergået i århundredernes løb, ser man den samme grundstruktur. Den har to elementer, som er lige vigtige: på den ene side det, mennesket gør, når det, bevæget af Helligånden, omvender sig: nemlig angrer, skrifter og gør bod; på den anden side det, Gud gør ved Kirkens mellemkomst. Kirken, som gennem biskoppen og hans præster i Jesu Kristi navn meddeler syndsforladelsen og fastsætter bodens karakter, beder også for synderen og gør bod sammen med ham. Således bliver synderen helbredt og genindsat i Kirkefællesskabet. 1449 Absolutions-formularen, som er i brug i den latinske Kirke, giver udtryk for de væsentlige elementer i dette sakramente: Barmhjertighedens Fader er kilden til al tilgivelse. Han bevirker syndernes forsoning i kraft af sin Søns Påske og sin Ånds gave, gennem Kirkens bøn og tjeneste: [1481; 234] Gud, barmhjertighedens Fader, har ved sin Søns død og opstandelse forsonet verden med sig og udøst Helligånden til syndernes forladelse. Han skænke dig igennem Kirkens tjeneste tilgivelse og fred. Og jeg løser dig fra dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.[437]

VII. Hvad den skriftende gør 1450 “Boden forpligter synderen til villigt at tage alt det på sig, som den indebærer: i sit hjerte anger, i sin mund bekendelse, i sin holdning en total ydmyghed eller en frugtbar soning”. [438] Anger 1451 Pønitentens første skridt er angeren. Den er “en smerte i sjælen og en afsky for synden, med det forsæt fra nu af ikke at synde mere”. [439] [431] 1452 Kommer angeren (contritio) af kærlighed til Gud, som elskes over alt andet, kaldes den “fuldkommen” (kærlighedens anger). En sådan anger udsletter svaghedssynder; den opnår også tilgivelse for dødssynder, hvis den har det faste forsæt snarest muligt at tage sin tilflugt til det sakramentale skriftemål. [440] [1822] 1453 Den såkaldte “ufuldkomne” anger (attritio) er også en Guds gave, en Helligåndens tilskyndelse. Den opstår ved tanken på syndens hæslighed eller frygten for den evige fortabelse og andre straffe, som synderen trues af (anger af frygt). Et sådant samvittighedsnag kan sætte en indre udvikling i gang, som modnes under nådens påvirkning ved den sakramentale absolution. I sig selv opnår den ufuldkomne anger dog ikke tilgivelse for svære synder, men den disponerer til at opnå den i Bodens sakramente. [441] 1454 Man bør forberede sig til modtagelsen af dette sakramente med en samvittighedsransagelse i lys af Guds Ord. De tekster, som passer bedst hertil, kan søges i de ti bud og i Evangeliernes og apostelbrevenes morallære: Bjergprædikenen, apostlenes undervisning. [442] Syndsbekendelse

[437] [438] [439] [440] [441] [442]

[438]

OP 46. 55.

[439]

Catech. R. 2,5,21; jf. Tridentinerkoncilet: DS 1673.

[440]

Tridentinerkoncilet: DS 1676.

[441]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1677.

[442]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1678; 1705.

[443]

Jf. Rom 12-15; 1 Kor 12-13; Gal 5; Ef 4-6.

1455 Syndsbekendelsen er, også fra et rent menneskeligt synspunkt, befriende og gør det lettere for os at forsone os med vore medmennesker. Ved syndsbekendelsen ser mennesket de synder i øjnene, som det har gjort sig skyldig i. Det tager ansvaret for dem på sig og åbner sig derigennem på ny for Gud og Kirkens fællesskab for at bane vejen for en ny fremtid. [1424; 1734] 1456 Skriftemålet for præsten udgør en vigtig del af Bodens sakramente: “Pønitenterne skal skrifte alle dødssynder, som de er sig bevidst efter en omhyggelig samvittighedsransagelse, selv når disse synder er meget skjult og kun er begået mod de to sidste af Lovens 10 bud. [443] For disse synder sårer til tider sjælen dybere og er farligere end dem, som er begået offentligt”. [444] [1855] Når Kristi troende efter bedste evne søger at skrifte alle de synder, som de kan komme i tanke om, kan man ikke være i tvivl om, at de lægger dem frem til tilgivelse hos den guddommmelige barmhjertighed. De, der handler anderledes og med vidende og vilje bevidst skjuler noget, lægger intet frem for den guddommelige godhed, som kan tilgives gennem præsten. For “hvis den syge skammer sig ved at vise sit sår til lægen, kan lægekunsten ikke behandle, hvad den ikke kender til”.[445] [1505]

1457 Ifølge Kirkens bud “skal enhver troende, der er nået til fornuftens brug, mindst én gang om året skrifte de svære synder, han er sig bevidst”. [446] Den, der har en dødssynd på samvittigheden, må ikke modtage den hellige kommunion, selv om han føler en stor anger, uden først at have modtaget den sakramentale absolution[447] - medmindre han har en alvorlig grund til at kommunicere, og det ikke er muligt for ham at komme til skrifte.[448] Børn skal gå til skrifte før de modtager deres første Hellige Kommunion .[449] [2042; 1385] 1458 Selv om det ikke er strengt nødvendigt at skrifte de daglige synder (svaghedssynder) er det meget anbefalet af Kirken. [450] Det regelmæssige skriftemål af vore svaghedssynder hjælper os til at forme vor samvittighed, kæmpe mod vore onde tilbøjeligheder, lade os helbrede af Kristus, gøre fremskridt i det åndelige liv. Ved hyppig modtagelse af Guds barmhjertigheds gave i dette sakramente drives vi til selv at være barmhjertige som Han er det[451]: [1783] Den, der skrifter sine synder, handler allerede sammen med Gud. Gud anklager dig for dine synder; hvis du også gør det, slutter du dig til Gud. Mennesket og synderen er, på en vis måde, to forskellige ting: Når der er tale om mennesket, er det Gud, som har skabt det; når der er tale om synderen, er det menneskets værk. Tilintetgør det, du har gjort, så Gud kan redde det, Han har gjort... Når du begynder at afsky det, du har gjort, så er det, at dine gode gerninger begynder, fordi du anklager dine onde gerninger. Begyndelsen til de gode gerninger er bekendelsen af de onde gerninger. Du gør sandheden og du kommer til Lyset. [452]

[2468] Bod 1459 Mange synder skader vor næste. Man må gøre, hvad der er muligt, for at genoprette skaden (fx tilbagegive stjålne ting, rense dens rygte, som er blevet bagtalt; bøde på sår). Det kræver simpel retfærdighed. Men desuden sårer og svækker synden også synderen selv, såvel hans forhold til Gud som til næsten. Absolutionen fjerner synden, men udbedrer ikke al den uorden, synden har forvoldt. [453] Befriet fra syndens sygeleje, skal synderen endnu genvinde sin fulde åndelige sundhed. Han skal altså gøre noget mere

[443] [444] [445] [446] [447] [448] [449] [450] [451] [452] [453]

[444]

Jf. 2 Mos 20,17; Matt 5,28.

[445]

Tridentinerkoncilet: DS 1680.

[446]

Tridentinerkoncilet: DS 1680; jf. Skt. Hieronymus, Eccl. 10,11.

[447]

CIC, can. 989; jf. DS 1683, 1708.

[448]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1647; 1661.

[449]

Jf. CIC, can. 916; CCEO, can. 711.

[450]

Jf. CIC, can. 914.

[451]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1680; CIC, can. 988, § 2.

[452]

Jf. Luk 6,36.

[453]

Skt. Augustin, ev. Jo. 12,13.

[454]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1712.

for at gøre det godt igen, som han har forbrudt. Han skal på en passende måde genoprette eller “sone” sine synder. Denne soning kaldes også “bod”. [2412; 2487; 1473] 1460 Boden, som skriftefaderen pålægger, skal tage pønitentens personlige situation i betragtning og søge hans åndelige vel. Den skal svare bedst muligt til de begåede synders alvor og natur. Boden kan bestå i bøn, en gave, barmhjertigheds-gerninger, en tjeneste af næsten, et frivilligt afkald, offer og særlig: med tålmodighed at bære vort kors. Sådanne bodshandlinger hjælper os til at ligedanne os med Kristus, som alene har udsonet vore synder[454] én gang for alle. Den gør det muligt for os at blive medarvinger til den opstandne Kristus, “så sandt vi lider med Ham” (Rom 8,17)[455]: [2447; 618] Men den genoprettelse, som vi yder for vore synder, sker kun gennem Jesus Kristus: for vi, som af os selv intet kan - med hjælp fra Ham, “som giver os kraft, formår vi alt”. [456] Således har mennesket intet, det kan rose sig af, men al vor “ros” er i Kristus... i hvem vi gør bod, og “bærer de frugter, som omvendelsen kræver”,[457] frugter som øser deres kraft af Ham, frembæres for Faderen af Ham og takket være Ham anerkendes af Faderen.[458] [2011]

VIII. Den, som meddeler Bodens Sakramente 1461 Fordi Kristus har betroet sine apostle forsoningens tjeneste, [459] fortsætter biskopperne, deres efterfølgere, og præsterne, biskoppernes medarbejdere, med at udøve denne tjeneste. I kraft af ordinationens sakramente har biskopperne og præsterne nemlig fuldmagten til at forlade alle synder “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. [981] 1462 Syndsforladelsen forsoner med Gud, men også med Kirken. Biskoppen, lokalkirkens synlige overhoved, gælder derfor fra de ældste tider med rette som den, der først og fremmest har fuldmagten til forsoningens tjeneste. Han “styrer skriftemålspraksis”. [460] Præsterne, hans medarbejdere, udøver den for så vidt de har fået den betroet, enten af deres biskop (eller ordensforesatte) eller af Paven, i overensstemmelse med kirkeretten.[461] [886; 1567] 1463 Visse særlig svære synder rammes af exkommunikation, den strengeste kirkestraf, som udelukker fra modtagelse af sakramenterne og visse kirkelige handlinger, [462] og som kun paven, stedets biskop eller præster, som er bemyndiget af dem, kan absolvere fra, ifølge kirkeretten. [463] I tilfælde af livsfare kan enhver præst, selv uden fuldmagt til at høre skriftemål, løse fra enhver synd [464] og enhver exkommunikation. [982] 1464 Præsterne bør opmuntre de troende til at gå til skrifte og selv vise sig villige til at forvalte dette sakramente, så ofte de kristne med rimelighed anmoder om det. [465] 1465 I fejringen af Bodens sakramente udøver præsten den Gode Hyrdes tjeneste, Han, der søger efter det fortabte får, der forbinder sårene som den gode samaritan, eller er som faderen der venter på den fortabte søn og modtager ham ved hans hjemvenden, eller som den retfærdige dommer der ikke kender til persons anseelse og hvis dom er både retfærdig og barmhjertig. Kort sagt, præsten er tegnet på og redskabet for Guds barmhjertige kærlighed til synderen. [983]

[454] [455] [456] [457] [458] [459] [460] [461] [462] [463] [464] [465]

[455]

Jf. Rom 3,25; 1 Joh 2,1-2.

[456]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1690.

[457]

Jf. Fil 4,13.

[458]

Jf. Luk 3,8.

[459]

Tridentinerkoncilet: DS 1691.

[460]

Jf. Joh 20,23; 2 Kor 5,18.

[461]

LG 26.

[462]

Jf. CIC, can. 844; 967-969; 972; CCEO, can. 722, §§ 3-4.

[463]

Jf. CIC, can. 1331; CCEO, can. 1431. 1434.

[464]

Jf. CIC, can. 1354-1357; CCEO, can. 1420.

[465]

Jf. CIC, can. 976; CCEO, can. 725.

[466]

Jf. CIC, can. 986; CCEO, can. 735; PO 13.

1466 Skriftefaderen er ikke herre over Guds tilgivelse, men tjener. Forvalteren af dette sakramente må forene sig med Kristi sindelag og kærlighed. [466] Han bør have et prøvet kendskab til kristen livsførelse, erfaring i menneskelige ting, respekt og finfølelse over for den, der er faldet. Han skal elske sandheden, holde sig til Kirkens læreembede og vejlede pønitenten med tålmodighed til helbredelse og fuld modenhed. Han bør bede og gøre bod for ham og betro ham til Herrens miskundhed. [1551; 2690] 1467 Så stor og så delikat som denne tjeneste er, og på grund af den respekt man skylder dem, der går til skrifte, erklærer Kirken, at enhver præst, som hører skriftemål, under strengeste straf er pålagt fuld og hel tavshedspligt om de synder, hans skriftebarn har bekendt. [467] Han må heller ikke referere til det kendskab, som skriftemålet giver ham, om pønitenternes liv. Denne hemmelighed, som ikke tillader nogen undtagelse, kaldes det “sakramentale segl”, for det, som pønitenten har betroet præsten, forbliver “forseglet” af sakramentet. [2490] IX. Virkningerne af Bodens Sakramente 1468 “Bodens hele virkning består deri, at den genindsætter os i Guds nåde og forener os med Ham i et inderligt venskab”.[468] Dette sakramentes mål og virkning er altså forsoningen med Gud. Hos dem, der modtager bodens sakramente med et sønderknust og fromt hjerte, “følges det op af fred og ro i samvittigheden, ledsaget af en stærk åndelig trøst”. [469] Sakramentet til forsoning med Gud bibringer således en sand “åndelig opstandelse”, en genindsættelse i Guds børns værdighed og vitale goder, hvoraf det kostbareste er venskabet med Gud.[470] [2305] 1469 Dette sakramente forsoner os med Kirken. Synderen gør skår i eller bryder med det broderlige fællesskab. Bodens sakramente reparerer eller restaurerer det. I den forstand helbreder det ikke blot den, som genindlemmes i kirkefællesskabet; det har også en levendegørende virkning på Kirkens liv, som har lidt under synden hos et af sine medlemmer.[471] Genindlemmet eller befæstet i de helliges samfund styrkes synderen ved udvekslingen af de åndelige goder mellem alle de levende lemmer på Kristi legeme, hvad enten de endnu er på troens vandring eller allerede er i det himmelske fædreland: [472] [953; 949] Man bør huske på, at forsoningen med Gud har andre forsoninger til følge, som bringer lægedom til andre brud, som synden har forvoldt: Pønitenten, som er tilgivet, forsoner sig med sig selv i sit væsens dyb, hvor han genvinder sin egen indre sandhed. Han forliges med de brødre, som han på en eller anden måde har krænket og såret; han forsoner sig med Kirken; han forsoner sig med hele skabningen.[473]

1470 Ved at overgive sig til Guds barmhjertige dom i sakramentet, foregriber synderen på en vis måde den dom, som han skal underkastes ved slutningen af dette jordiske liv. For det er her og nu, i dette liv, at vi stilles over for valget mellem liv og død, og det er kun ad omvendelsens vej, at vi kan indgå i Riget, som den svære synd udelukker os fra.[474] Ved at omvende sig til Kristus ved bodfærdighed og tro, går synderen over fra døden til livet “og kommer ikke for dommen” (Joh 5,24). [678, 1039] X. Aflad 1471

[466] [467] [468] [469] [470] [471] [472] [473] [474]

Afladslære og afladspraksis i Kirken hænger nøje sammen med virkningerne af Bodens sakramente.

[467]

Jf. PO 13.

[468]

CIC, can. 983-984; can. 1388, § 1; CCEO, can. 1456.

[469]

Catech. R. 2,5,18.

[470]

Tridentinerkoncilet: DS 1674.

[471]

Jf. Luk 15,32.

[472]

Jf. 1 Kor 12,26.

[473]

Jf. LG 48-50.

[474]

RP 31.

[475]

Jf. 1 Kor 5,11; Gal 5,19-21; Åb 22,15.

Hvad er aflad? “Afladen er eftergivelse hos Gud af timelig straf for synder, hvor skylden allerede er slettet eftergivelse, som den vel forberedte troende opnår på visse betingelser med hjælp fra Kirken, som er forvalter af genløsningen og med sin autoritet fordeler og anvender den skat af godtgørelser, som Kristus og de hellige har vundet.”[475] “Afladen er delvis eller fuldstændig, alt efter som den delvis eller totalt fritager for den timelige straf, som skal sones for synden”.[476] “Enhver troende kan opnå aflad for sig selv eller for de døde”. [477] Syndestraffe 1472 For at forstå denne Kirkens lære og praksis må man først indse, at synden har en dobbelt konsekvens. Den svære synd berøver os samfundet med Gud og gør os derved uegnede til evigt liv. Dette tab af det evige liv kaldes “evige syndestraffe”. På den anden side medfører enhver synd, også svaghedssynder, en usund binding til det skabte, som behøver renselse, enten her på jorden eller efter døden, i den tilstand man kalder Skærsilden. Denne lutring befrier for det, man kalder “timelige syndestraffe”. Disse to former for straf må ikke opfattes som en form for hævn, som Gud udefra tager over synderne, men som noget der følger af selve syndens natur. En omvendelse, fremkommet af en brændende kærlighed, kan føre til en total renselse af synderen, således at ingen syndestraffe tilbagestår .[478] [1861; 1031] 1473 Syndstilgivelsen og genoprettelsen af samfundet med Gud medfører eftergivelse af de evige syndestraffe. Men de timelige syndestraffe består. Den kristne må bestræbe sig på at tage disse timelige syndestraffe på sig som en nåde, idet han tålmodigt bærer lidelser og prøvelser af enhver art, og, når timen er inde, roligt tager imod døden. Han må også bestræbe sig på gennem barmhjertighedsgerninger og næstekærlighed såvel som gennem bøn og forskellige bodsøvelser helt at aflægge det “gamle menneske” og iføre sig “det nye menneske”.[479] [2447] I de helliges samfund 1474 Den kristne, der søger at rense sig for sin synd og helliggøre sig med Guds nådes hjælp, står ikke alene. “Ethvert af Guds børn er i sit liv på underfuld måde, i Kristus og ved Kristus, forbundet med alle andre kristne brødres liv, i Kristi mystiske legemes overnaturlige enhed, som i én mystisk person” .[480] [946-959; 795] 1475 I de helliges samfund “findes der altså blandt de troende: de som er i det himmelske fædreland, de som har fået adgang til at sone i skærsilden eller de som endnu er på troens vandring på jorden - et vedvarende kærlighedens bånd og en rig udveksling af alle goder”. [481] I denne vidunderlige udveksling kommer den enes hellighed de andre til gode, og det langt ud over den skade som den enes synd har kunnet forvolde andre. Således gør tilflugten til de helliges samfund det muligt for den angrende synder tidligere og mere effektivt at blive renset for syndestraffe. 1476 Disse åndelige goder i de helliges samfund kalder vi også Kirkens skatkammer. “Det er ikke en sum af goder, sådan som materielle rigdomme, der har hobet sig op i århundredernes løb, men det er den uendelige og uudtømmelige pris, som vor Herre Jesu Kristi soning og fortjenester har hos Gud, ofret for at menneskeheden kan blive befriet for synden og nå til samfundet med Faderen. Det er i Kristus, vor Forløser, at Hans forløsnings genoprettelse og fortjenester findes i overflod ”.[482] [617]

[475] [476] [477] [478] [479] [480] [481]

[476]

Paul d. 6., apost. konst. “Indulgentiarum doctrina”, Normae 1.

[477]

Paul d. 6., apost. konst. “Indulgentiarum doctrina”, Normae 2.

[478]

CIC, can. 994.

[479]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1712-1713; 1820.

[480]

Jf. Ef 4,24.

[481]

Paul d. 6., ap. konst. “Indulgentiarum doctrina” 5.

[482]

Ibid.

1477 “I dette skatkammer hører også den i sandhed umådelige, uforlignelige og altid nye værdi hjemme, som den salige jomfru Marias og alle helgeners bønner og gode gerninger har hos Gud - de, som har ladet sig helliggøre ved Kristi nåde, ved at vandre i hans fodspor, og som har fuldført et værk, der er velbehageligt for Faderen. Ved at arbejde på deres egen frelse har de samtidig arbejdet på deres medmenneskers frelse i det mystiske Legemes enhed”.[483] [969] Opnå aflad fra Gud gennem Kirken 1478 Aflad opnås gennem Kirken, som i kraft af den magt til at løse og binde som er givet den af Kristus Jesus, træder ind for en kristen og åbner ham adgang til skatkammeret med Kristi og de helliges fortjenester, for at han af barmhjertighedens Fader kan få eftergivet de timelige syndestraffe, han har pådraget sig. Kirken vil ikke kun komme denne kristne til hjælp, men også tilskynde ham til fromme, bodfærdige og næstekærlige gerninger.[484] [981] 1479 Eftersom de troende afdøde, som er på renselsens vej, også er medlemmer af de helliges samfund, kan vi hjælpe dem bl.a. ved at opnå aflad for dem, sådan at de kan få eftergivet de timelige straffe, som de er skyldige, for deres synder. [1032] XI. Fejringen af Bodens sakramente 1480 Som alle sakramenter er også Boden en liturgisk handling. Fejringen består sædvanligvis af følgende elementer: præstens hilsen og velsignelse; læsning af Guds Ord for at oplyse samvittigheden og opvække anger; formaning til bodfærdighed; personlig syndsbekendelse, som både erkender synderne og giver dem til kende for præsten; håndspålæggelse og modtagelse af boden; præstens absolution; taksigelse under lovprisning og bortsendelse med præstens velsignelse. 1481 Den byzantinske liturgi kender til flere absolutions-formler, der i form af forbøn på en beundringsværdig måde udtrykker tilgivelsens mysterium: “Måtte Gud, som ved profeten Natan tilgav David, da denne havde bekendt sine synder, og Peter, da han havde grædt bitterligt, og synderinden, da hun havde vædet Hans fødder med sine tårer, og farisæeren, og den fortabte søn - måtte denne samme Gud, gennem mig synder, tilgive dig, i dette liv og i det næste, og måtte Han få dig til at møde op for sin frygtindgydende domstol uden at fordømme dig, Han, som er velsignet i evighedernes evighed. Amen ”.[485] [1449] 1482 Bodens sakramente kan også finde sted i en fælles fejring, hvor man sammen forbereder sig på skriftemålet, og sammen takker for den modtagne tilgivelse. Her bliver det personlige skriftemål og den individuelle syndsforladelse indføjet i rammen af en Ordets gudstjeneste, med læsninger og homili, fælles samvittighedsransagelse, fælles bøn om tilgivelse, Fadervor og fælles takkebøn. En sådan fælles fejring udtrykker klarere bodens kirkelige karakter. Men uanset hvordan man fejrer Bodens sakramente, er det altid, ifølge sin natur, en liturgisk handling, og altså kirkelig og offentlig .[486] [1140] 1483 I svære nødstilfælde kan man gribe til en fælles fejring af forsoningen med generelt skriftemål og generel absolution. Et sådant nødstilfælde kan forekomme, når der er umiddelbar dødsfare og præsten eller præsterne ikke har den nødvendige tid til at høre hver enkelts skriftemål. Nødstilfælde kan også forekomme, når der i forhold til antallet af skriftebørn ikke er skriftefædre nok til at høre individuelle skriftemål inden for en rimelig tid, så pønitenterne, uden egen skyld, længe skulle se sig berøvet den sakramentale nåde eller den hl. kommunion. I så fald må de troende, for at absolutionen kan være gyldig, have til hensigt individuelt at skrifte deres svære synder, når lejlighed gives. [487] Det er op til stiftets biskop at dømme, om de påkrævede

[482] [483] [484] [485] [486] [487]

[483]

Paul d. 6., ap. konst. “Indulgentiarum doctrina” , Normae 5.

[484]

Paul d. 6., ap. konst. “Indulgentiarum doctrina” 5.

[485]

Jf. Paul d. 6., den citerede tekst 8; Tridentinerkoncilet: DS 1835.

[486]

Euxologion tò méga (Athen 1992), s. 222.

[487]

Jf. SC 26-27.

[488]

Jf. CIC, can. 962, § 1.

betingelser for en generalabsolution er til stede. [488] En stor sammenstimlen af troende ved store fester eller valfarter udgør ikke et sådant nødstilfælde.[489] [1401] 1484 “Det individuelle og fuldstændige skriftemål efterfulgt af absolution forbliver den eneste ordinære måde, hvorpå de troende udsoner sig med Gud og Kirken, med mindre en fysisk eller moralsk umulighed fritager for et sådant skriftemål”. [490] Og dette er ikke uden grund. Kristus handler i hvert sakramente. Han henvender sig personligt til hver enkelt synder: “Mit barn, dine synder er dig forladt” (Mark 2,5). Han er lægen, der bøjer sig over den enkelte syge der trænger til ham, [491] for at gøre ham rask. Han rejser de syge op og integrerer dem igen i det broderlige fællesskab. Det personlige skriftemål er således den bedste måde at udtrykke forsoning på, med Gud og Kirken. [878]

I korthed 1485 “Påskeaften viste Herren Jesus sig for sine apostle og sagde til dem: ‘Modtag Helligånden. Hvem I forlader synder, dem er de forladt. Hvem I nægter forladelsen, dem er den nægtet’” (Joh 20,22-23). 1486 Tilgivelsen af synder, begået efter dåben, gives i et eget sakramente, som kaldes omvendelsens sakramente, skriftemålets, Bodens eller Forsoningens sakramente. 1487 Den, der synder, krænker Guds ære og hans kærlighed, sin egen værdighed som menneske, kaldet til at være Guds barn, og det åndelige vel i Kirken, som enhver kristen skal være en levende sten i. 1488 Set med troens øjne findes der ikke noget værre end synd, og intet har værre følger for synderne selv, for Kirken og for hele verden. 1489 At vende tilbage til samfundet med Gud, som var mistet ved synd, er en tilskyndelse, født af Guds nåde, Han som er fuld af barmhjertighed og drager omsorg for menneskenes frelse. Vi må bede om denne kostelige gave, både for os selv og for vore medmennesker. 1490 At vende tilbage til Gud i omvendelse og anger, indebærer en smerte og en afsky for de synder, som er begået; og det faste forsæt for fremtiden ikke at synde mere. Omvendelsen angår altså både fortiden og fremtiden. Den næres af håbet om den guddommelige barmhjertighed. 1491 Bodens sakramente består af tre handlinger fra pønitentens side, og præstens absolution. Pønitentens handlinger er: anger, syndsbekendelse eller fremlæggelse af synderne for præsten, og forsættet om at udføre boden og bøde på de skader, der er forvoldt. 1492 Angeren (også kaldet sønderknuselse) skal være inspireret af motiver, der er bestemt af troen. Hvis angeren kommer af kærlighed til Gud, kaldes den “fuldkommen”; hvis den beror på andre motiver, kalder man den “ufuldkommen”. 1493 Den, der vil opnå forsoning med Gud og Kirken, skal for præsten skrifte alle svære synder, som han endnu ikke har skriftet, og som han erindrer sig efter en omhyggelig samvittighedsransagelse. Selv om det i sig selv ikke er nødvendigt, anbefaler Kirken dog meget at skrifte tilgivelige synder. 1494 Skriftefaderen pålægger pønitenten visse “godtgørelses”- eller “bods”-handlinger, for at reparere den skade, synden har forvoldt, og genoprette de gode sædvaner, som kendetegner en Kristi discipel.

[488] [489] [490] [491]

[489]

Jf. CIC, can. 961, § 2.

[490]

Jf. CIC, can. 961, § 1.

[491]

OP 31.

[492]

Jf. Mark 2,17.

1495 Kun de præster, som af Kirken har fået fuldmagt til at give absolution, kan tilgive synder i Kristi navn. 1496

De åndelige virkninger af Bodens sakramente er: - forsoning med Gud, hvorved pønitenten genvinder nåden; - forsoning med Kirken; - eftergivelse af den evige straf, som man ved dødssynd hjemfalder til; - eftergivelse, i det mindste delvis, af de timelige syndestraffe; - fred og ro i samvitttigheden og åndelig trøst; - vækst i de åndelige kræfter til den kristne kamp.

1497 Det individuelle og fuldstændige skriftemål af svære synder, efterfulgt af absolutionen, forbliver det eneste ordinære middel til forsoning med Gud og Kirken. 1498 Ved aflad kan de troende, for sig selv og også for sjælene i skærsilden, opnå eftergivelse af de timelige syndestraffe.

Artikel 5 De syges salvelse 1499 “Ved de syges hellige salvelse og præsternes bøn anbefaler hele Kirken de syge til den lidende og forherligede Herre, for at Han skal lindre og frelse dem, ja, Kirken opfordrer dem til at slutte sig frivilligt til Kristi lidelse og død”.[492] I. Grundlaget for de syges salvelse i frelsens økonomi Sygdom i menneskets liv 1500 Sygdom og lidelse har altid været blandt de sværeste prøvelser i menneskets liv. I sygdommen erfarer mennesket sin afmagt, sine begrænsninger og sin endelighed. I al sygdom aner vi døden. [1006] 1501 Sygdom kan føre til angst, selvoptagethed, sommetider endog til fortvivlelse og oprør mod Gud. Men den kan også modne mennesket, hjælpe det til at gennemskue det uvæsentlige i sit liv for at samle sig om det væsentlige. Meget ofte fører sygdommen til at man søger Gud, vender tilbage til Ham. Den syge for Guds åsyn 1502 Mennesket i Gamle Testamente oplever sygdommen for Guds åsyn. Det er til Gud, han beklager sig over sin sygdom,[493] og det er hos Ham, Herren over liv og død, at han trygler om helbredelse. [494] Sygdommen bliver en vej til omvendelse, [495] og Guds tilgivelse en indledning til helbredelse. [496] Israel erfarer, at sygdom på en hemmelighedsfuld måde hænger sammen med synden og det onde, og at troskaben mod Gud, ifølge loven, skænker livet:”For det er mig, Herren, som er din læge” (2 Mos 15,26). Profeten

[492] [493] [494] [495] [496]

[493]

LG 11.

[494]

Jf. Sl 38.

[495]

Jf. Sl 6,3; Es 38.

[496]

Jf. Sl 38,5; 39,9.12.

[497]

Jf. Sl 32,5; 107,20; Mark 2,5-12.

aner, at lidelsen også kan være en sone for andres synder. [497] Ja, Esajas bebuder, at Gud vil skænke Sion en tid, hvor Han vil tilgive al synd og helbrede al sygdom. [498] [164; 376] Kristus, lægen 1503 Kristi medlidenhed med de syge og hans talrige helbredelser af sygdomme af enhver art [499] er et åbenlyst tegn på, at “Gud har besøgt sit folk” [500] og at Guds Rige er nær. Jesus har ikke blot magt til at helbrede, men også til at tilgive synder [501]: Han er kommet for at helbrede hele mennesket, på legeme og sjæl. Han er lægen, som de syge trænger til. [502] Hans medlidenhed med alle, der lider, går så vidt som til at han identificerer sig med dem: “Jeg var syg og I besøgte mig” (Matt 25,36). Hans forkærlighed for de svage har ikke ophørt med , ned gennem århundrederne, at vække de kristnes særlige opmærksomhed om alle dem, som lider i deres legeme og i deres sjæl. Den har ansporet til utrættelige anstrengelser for at lindre deres nød. [549; 1421; 2288] 1504 Ofte opfordrer Jesus de syge til, at de skal tro. [503] Han betjener sig af tegn når han helbreder: spyt og håndspålæggelse,[504] dynd og aftvætning.[505] De syge søger at røre ved Ham, [506] “for en kraft udgik fra Ham, som helbredte alle” (Luk 6,19). Således fortsætter Kristus, i sakramenterne, med at “røre” ved os for at helbrede os. [695; 1116] 1505 Bevæget af så mange lidelser lader Kristus sig ikke blot berøre af de syge, men gør deres svagheder til sine: “Han tog vore skrøbeligheder på sig og bar vore sygdomme” (Matt 8,17). [507] Han helbredte ikke alle syge. Hans helbredelser var tegn på Gudsrigets komme. De bebudede en helbredelse, der var mere radikal: sejren over synden og døden ved hans Påske. På korset tog Kristus hele vægten af det onde [508] på sig og tog bort “verdens synd” (Joh 1,29), som sygdom kun er en følge af. Ved sin lidelse og død på korset har Kristus givet lidelsen en ny betydning: den kan fra nu af ligedanne os med Ham og forene os med Hans forløsende lidelse. [440; 307] “Helbred de syge...” 1506 Kristus opfordrer sine disciple til at følge Ham ved at tage deres kors på sig. [509] Ved at følge Ham får de et nyt syn på sygdom og de syge. Jesus knytter dem til sit eget fattige og tjenende liv. Han lader dem deltage i sin medlidenheds- og helbredelsestjeneste: “De drog ud og prædikede, at folk skulle omvende sig; og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem” (Mark 6,12-13). [859] 1507 Den opstandne Herre gentager denne sendelse (“I mit navn... skal de lægge hænderne på syge og de skal blive helbredt”: Mark 16,17-18), og bekræfter den med de tegn, som Kirken gør under påkaldelse af hans navn.[510] Disse tegn viser på en særlig måde at Jesus virkelig er “Gud (som) frelser”. [511] [430]

[497] [498] [499] [500] [501] [502] [503] [504] [505] [506] [507] [508] [509] [510] [511]

[498]

Jf. Es 53,11.

[499]

Jf. Es 33,24.

[500]

Jf. Matt 4,24.

[501]

Jf. Luk 7,16.

[502]

Jf. Mark 2,5-12.

[503]

Jf. Mark 2,17.

[504]

Jf. Mark 5,34.36; 9,23.

[505]

Jf. Mark 7,32-36; 8,22-25.

[506]

Jf. Joh 9,6-15.

[507]

Jf. Mark 3,10; 6,56.

[508]

Jf. Es 53,4.

[509]

Jf. Es 53,4-6.

[510]

Jf. Matt 10,38.

[511]

Jf. Apg 9,34; 14,3.

[512]

Jf. Matt 1,21; Apg 4,12.

1508 Helligånden giver nogle en særlig karisme til at helbrede [512] for at vise kraften i den Opstandnes nåde. Men selv de inderligste bønner opnår alligevel ikke helbredelse af alle sygdomme. Apostlen Paulus skal således lære af Herren, at “min nåde er dig nok; thi min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9), og at de lidelser der skal udholdes, kan betyde: “Jeg udfylder i mit kød, hvad der mangler af Kristi trængsler for hans legeme, som er Kirken” (Kol 1,24). [798; 618] 1509 “Helbred de syge!” (Matt 10,8). Denne opgave har Kirken modtaget af Herren, og den forsøger at udføre den, både ved at pleje de syge og ledsage dem med sin forbøn. Den tror på Kristi livgivende nærvær, Han som er læge for både sjæl og legeme. Dette nærvær er særlig virksomt i sakramenterne, og ganske særligt i Eukaristien, brødet som skænker det evige liv. [513] Paulus antyder, at Eukaristien også står i forbindelse med den legemlige sundhed.[514] [1405] 1510 Apostelkirken kender imidlertid en særlig ritus til hjælp for de syge, som Skt. Jakob vidner om: “Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde Kirkens presbytere, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil rejse ham op igen. Og hvis han har begået synder, vil de blive ham tilgivet” (Jak 5,14-15). Traditionen ser i denne ritus et af Kirkens syv sakramenter.[515] [1117] Et sakramente for de syge 1511 Kirken tror og bekender, at der blandt de syv sakramenter findes et sakramente, som er særlig bestemt til at styrke dem, som prøves af sygdom: De syges Salvelse. Denne hellige salving af de syge er indstiftet af Kristus, vor Herre, som et sakramente i den Nye Pagt, i sand og egentlig forstand, som Markus hentyder til, [516] og som apostlen Jakob, Herrens bror, anbefaler og gør de troende kendt med.[517]

1512 I den liturgiske tradition, både i Østen og Vesten, finder vi fra gammel tid vidnesbyrd om salving af syge med indviet olie. I tidernes løb er Sygesalvelsen mere og mere blevet reserveret døende. Derfor fik den navnet “Den sidste olie”. Trods denne udvikling har liturgien aldrig undladt at bede Herren om at den syge måtte genvinde sin sundhed, hvis det var til gavn for hans frelse .[518] 1513 Den apostolske konstitution “Sacram unctionem infirmorum” af 30. nov. 1972 har, i kølvandet på det andet Vatikankoncil,[519] forordnet, at man i den romerske ritus fremover skal overholde følgende: Sakramentet for de Syges Salvelse skal gives til alvorligt syge, idet man salver dem på panden og hænderne med retteligt indviet olivenolie eller anden planteolie - og én gang siger disse ord: “Ved denne hellige salvelse og sin store barmhjertighed stå Herren dig bi med Helligåndens nåde. Herren give dig således dine synders forladelse - at du ved Hans godhed frelses og oprejses”.[520]

II. Hvem modtager og hvem meddeler de syges salvelse? I tilfælde af alvorlig sygdom...

[512] [513] [514] [515] [516] [517] [518] [519] [520]

[513]

Jf. 1 Kor 12,9.28.30.

[514]

Jf. Joh 6,54.58.

[515]

Jf. 1 Kor 11,30.

[516]

Jf. DS 216; 1324-1325; 1695-1696; 1716-1717.

[517]

Jf. Mark 6,13.

[518]

Tridentinerkoncilet: DS 1695; jf. Jak 5,14-15.

[519]

Jf. DS 1696.

[520]

Jf. SC 73.

[521]

Jf. CIC, can. 847, § 1.

1514 De syges salving “er ikke kun et sakramente for dem, der befinder sig i yderste dødsfare. Derfor er det rette øjeblik til dets modtagelse allerede til stede, når den troendes tilstand på grund af sygdom eller alderdom begynder at blive alvorlig”.[521] 1515 Hvis en syg, som har modtaget salvingen, genvinder helbredet, kan han, i tilfælde af ny alvorlig sygdom, modtage dette sakramente på ny. I løbet af samme sygdom kan dette sakramente gentages, hvis sygdommen forværres. Det er passende at modtage de syges salvelse før en vigtig operation. Det samme gælder de ældre, hvis skrøbelighed tager til. “... skal han tilkalde Kirkens presbytere” 1516 Kun præster (biskopper og presbytere) kan meddele de syges salving. [522] Det er sjælesørgerens pligt at oplyse de troende om de gode virkninger af dette sakramente. De troende bør tilskynde de syge til at sende bud efter en præst for at modtage dette sakramente. De syge skal forberede sig bedst muligt på at modtage det, med hjælp fra deres sjælesørger og hele det kirkelige fællesskab, som opfordres til at slutte op med deres bønner og broderlig omsorg. III. Hvordan fejres dette sakramente? 1517 Som alle sakramenterne, er de syges salving en liturgisk og fælles fejring, [523] enten den nu finder sted i familien, på hospitalet eller i Kirken, for en enkelt syg eller for en hel gruppe af syge. Det er meget passende, at den fejres i forbindelse med Eukaristien, ihukommelsen af Herrens Påske. Hvis forholdene indbyder til det, kan bodssakramentet gå forud for de syges salvelse og eukaristien følge efter. Som sakramentet for Kristi påske bør eukaristien altid være det sidste sakramente på den jordiske pilgrimsfærd, “vandringsbrødet” til “overgangen” til det evige liv. [1140; 1524] 1518 Ord og sakramente udgør en uadskillelig enhed. Ordets gudstjeneste, indledt med en syndsbekendelse, åbner celebrationen. Kristi ord og apostlenes vidnesbyrd opliver den syges og fællesskabets tro, så de kan bede Herren om hans Ånds kraft. 1519 Sakramentets fejring består hovedsagelig af følgende elementer: “Kirkens presbytere” [524] lægger, i tavshed, hænderne på de syge; de beder for de syge i Kirkens tro [525] - dette er den særlige epiklese (nedbedelse af Helligånden) i dette sakramente. Derpå salver de med olien, som, om muligt, er indviet af biskoppen. Disse liturgiske handlinger viser, hvilken nåde dette sakramente formidler til de syge. IV. Virkningerne af de Syges Salving 1520 En særlig gave fra Helligånden. Dette sakramentes første gave er en nåde til trøst, fred og mod til at overvinde de vanskeligheder, som er forbundet med en alvorlig sygdom eller alderdoms-svækkelse. Denne nåde er en Helligåndens gave, som giver fornyet tillid til og tro på Gud og kræfter til at modstå den Ondes fristelser, fristelse til modløshed og angst for døden. [526] Denne hjælp fra Herren ved hans Ånds kraft vil føre den syge til lægedom for sjælen, men også for legemet, hvis det er Guds vilje. [527] Og “hvis han har begået synder, vil han få dem tilgivet” (Jak 5,15).[528] [733]

[521] [522] [523] [524] [525] [526] [527] [528]

[522]

SC 73; jf. CIC, can. 1004, § 1; 1005; 1007; CCEO, can. 738.

[523]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1697; 1719; CIC, can. 1003; CCEO, can. 739, § 1.

[524]

Jf. SC 27.

[525]

Jf. Jak 5,14.

[526]

Jf. Jak 5,15.

[527]

Jf. Hebr 2,15.

[528]

Jf. Koncilet i Firenze: DS 1325.

[529]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1717.

1521 Foreningen med Kristi lidelse. Ved dette sakramentes nåde modtager den syge kraften og gaven til endnu inderligere at forene sig med Kristi lidelse. Han bliver på en vis måde viet til at bære frugt ved ligedannelse med Frelserens forløsende lidelse. Lidelsen, en følge af arvesynden, får en ny mening: den bliver delagtighed i Jesu frelsesværk. [1535; 1499] 1522 En kirkelig nåde. De syge, som modtager dette sakramente, “ved frivilligt at slutte sig til Kristi lidelse og død”, bringer “deres del til gavn for Guds folk”. [529] Ved at fejre dette sakramente går Kirken, i de helliges samfund, i forbøn for den syge. Og den syge bidrager på sin side, takket være dette sakramentes nåde, til Kirkens helliggørelse og alle menneskers vel, som Kirken lider og ofrer sig for, ved Kristus, til Gud Far. [953] 1523 En forberedelse til den sidste rejse. Når Sygesalvingens sakramente gives til alle, som lider af alvorlige sygdomme og svækkelser, hvor meget mere skal det da ikke gives til dem, som er ved at forlade dette liv,[530] hvorfor man da også har kaldt det “sacramentum exeuntium” (de døendes sakramente).[531] Sygesalvingen fuldender vor ligedannelse med Kristi død og opstandelse, som Dåben havde påbegyndt. Den fuldender de hellige salvinger, som ledsager hele det kristne liv: Dåbens salvelse, som beseglede i os det nye liv; Firmelsen, som styrkede os til dette livs kamp. Denne sidste salving afslutter vort jordiske liv som en solid mur, med henblik på den sidste strid før indgangen i Faderhuset. [532] [1020; 1294; 1020] V. Vandringsbrødet, den kristnes sidste sakramente 1524 Til dem, som er i færd med at forlade dette liv, tilbyder Kirken, udover sygesalvingen, Eukaristien som Vandringsbrød. I denne overgangsfase til Faderen har kommunionen med Kristi Legeme og Blod en særlig betydning og vigtighed. Den er sæden til det evige liv og kraften til opstandelsen, efter Herrens Ord: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6,54). Som Kristi døds og opstandelses sakramente er Eukaristien her sakramentet for overgangen fra døden til livet, fra denne verden til Faderen.[533] [1392] 1525 Ligesom Dåbens, Firmelsens og Eukaristiens sakramenter udgør en helhed som kaldes “den kristne indførings sakramenter”, sådan kan man sige, at Boden, Sygesalvingen og Eukaristien som vandringsbrød ved afslutningen på det kristne liv, udgør “de sakramenter, som forbereder til Hjemlandet” eller “de sakramenter som afslutter udlændigheden”. [1680; 2299] I korthed 1526 “Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde Kirkens presbytere, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil rejse ham op igen. Og hvis han har begået synder, vil de blive ham tilgivet” (Jak 5,14-15). 1527 Sygesalvingens sakramente giver den kristne, som lider under de vanskeligheder, der følger med alvorlig sygdom eller alderdom, en særlig nåde. 1528 Det passende øjeblik til at modtage den Hellige Salving er i hvert fald inde, når den troende begynder at komme i dødsfare på grund af sygdom eller alderdom. 1529 Hver gang en kristen bliver alvorligt syg, kan han modtage sygesalvingen, ligeledes når sygdommen, efter at han har modtaget den, forværres.

[529] [530] [531] [532] [533]

[530]

LG 11.

[531]

“In exitu vitæ constituti”: Tridentinerkoncilet: DS 1698.

[532]

Ibid.

[533]

Ibid.: DS 1694.

[534]

Jf. Joh 13,1.

1530 Kun præster (presbytere og biskopper) kan meddele sygesalvingens sakramente; de bruger hertil olie, indviet af biskoppen, eller om nødvendigt af den celebrerende præst selv. 1531 Det væsentlige i fejringen af dette sakramente består i salvingen på den syges pande og hænder (i den romerske ritus), eller på andre dele af kroppen (i Østkirken); salvingen ledsages af den celebrerende præsts liturgiske bøn om dette sakramentes særlige nåde. 1532 Sygesalvingens særlige nåde har følgende virkninger: - den syges forening med Kristi lidelse til bedste for ham og for hele Kirken; - trøst, fred og mod til at bære de lidelser, der følger med sygdommen og alderdommen, som det sømmer sig for en kristen; - syndsforladelse, hvis den syge ikke har kunnet få den gennem Bodens sakramente; - genvindelse af helbredet, hvis dette er til gavn for sjælens frelse; - forberedelse til overgangen til det evige liv.

Tredje kapitel Sakramenterne til tjeneste for fællesskabet 1533 Dåben, firmelsen og Eukaristien er den kristne indførings sakramenter. De lægger grunden til det kald alle Kristi disciple har fælles, kaldet til hellighed og sendelse til at evangelisere verden. De meddeler de nødvendige nådegaver til livet efter Ånden på troens vandring til det himmelske fædreland. [1212] 1534 To andre sakramenter: Ordinationen og Ægtevielsen, er henordnet til andres frelse. De bidrager også til den personlige frelse, men de gør det ved at tjene andre. De meddeler en særlig sendelse i Kirken og tjener til opbyggelse af Guds folk. 1535 I disse sakramenter kan de, som allerede er viet ved Dåben og Firmelsen[534] til alle troendes almindelige præstedømme, desuden modtage særlige vielser. De, der modtager Ordinationens sakramente vies til, i Kristi navn “at vogte Kirken med Guds ord og nåde”. [535] Og “de kristne ægtefæller styrkes og vies på en vis måde, ved et særligt sakramente, til deres stands opgave og værdighed”. [536] [784]

Artikel 6 Ordinationens sakramente 1536 Ordinationen er det sakramente, hvorved Kristi sendelse af apostlene fortsætter i Kirken indtil tidens ende: det vil sige sakramentet til apostolisk tjeneste. Det har tre trin: episkopatet, presbyteratet og diakonatet. [860] [Kristi indstiftelse og sendelse til apostolisk tjeneste er behandlet i første hoveddel. Her er der blot tale om den sakramentale måde hvorpå denne tjeneste videreføres.]

I. Hvorfor kaldes dette sakramente “Ordination” [ordo]?

[534] [535] [536]

[535]

Jf. LG 10.

[536]

LG 11.

[537]

GS 48,2.

1537 Ordet ordo betegnede i den romerske oldtid de forskellige stænder i samfundet, særlig den styrende stand. Ordinatio betyder indlemmelse i en ordo. I Kirken er der stænder, som traditionen, ikke uden grundlag i den hl. Skrift,[537] fra gammel tid kalder taxeis (på græsk), ordines (på latin). Sådan taler liturgien om ordo episcoporum, ordo presbyterorum, ordo diaconorum. Andre grupper betegnes også som en ordo: katekumener, jomfruer, ægtefolk, enker... [922,923; 1631] 1538 Indlemmelsen i en af disse kirkelige stænder skete med en ritus, kaldet ordinatio, en religiøs og liturgisk handling, som var en vielse, en velsignelse eller et sakramente. I dag er ordet ordination forbeholdt den sakramentale handling som indlemmer i biskoppernes, presbyternes og diakonernes stand (ordo), og som er noget mere end blot valg, udvælgelse, delegation eller indsættelse fra fællesskabets side, fordi den meddeler en Helligåndens gave, der tillader at udøve en “hellig magt” (sacra potestas[538] ), der kun kan komme fra Kristus selv, gennem hans Kirke. Ordinationen kaldes også “vielse” (consecratio), fordi den er en udskillelse og en embedsoverdragelse, som Kristus selv foretager for sin Kirkes skyld. Biskoppens håndspålæggelse sammen med indvielsesbønnen udgør vielsens synlige tegn. [875; 699] II. Ordinationens Sakramente i frelsens økonomi Præstedømmet i den Gamle Pagt 1539 Det udvalgte folk blev grundlagt af Gud som “et kongerige af præster og et helligt folk” (2 Mos 19,6).[539] Men inden for Israels folk udvalgte Gud en af de 12 stammer, Levis stamme, til den liturgiske tjeneste;[540] Gud selv er dens arvelod.[541] De første præster i den gamle Pagt blev viet ved en særlig ritus. [542] Præsterne blev “indsat til på menneskers vegne at gøre tjeneste for Gud ved at frembære offergaver og sonofre for deres synder”.[543] 1540 Dette præstedømme, indsat for at forkynde Guds Ord [544] og genoprette samfundet med Gud ved ofringer og bønner, var dog ude af stand til at bevirke frelsen. De måtte stadig gentage ofringerne uden at kunne opnå den endelige helliggørelse.[545] Alene Kristi offer skulle udvirke denne. [2099] 1541 Kirkens liturgi ser dog i Arons præstedømme og levitternes tjeneste, ganske som i oprettelsen af de halvfjerds “Ældste”,[546] “for-billeder” på den ordinerede tjeneste i den Nye Pagt. Således beder Kirken i den latinske ritus i vielses-præfationen ved ordination af biskopper: ”Vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader... du gav ved din nådes ord regler i din Kirke; du forudbestemte fra begyndelsen, at en slægt af retfærdige skulle fremstå af Abraham; du indsatte ledere og præster og lod ikke din helligdom være uden levitternes tjeneste...”[547]

1542

Ved præstevielsen beder Kirken: “Herre, hellige Fader... Allerede under den første pagt fremstod der tjenester indstiftet ved hellige ordninger: Du indsatte Moses og Aron til at styre og hellige dit folk og udtog mænd, som - under dem i rang og stand - skulle stå ved deres side og som hjælpere tage del i deres tjeneste. Således lod du i ørkenen noget af den ånd, som hvilede på Moses, også komme over de halvfjerdsindstyve ældste,

[537] [538] [539] [540] [541] [542] [543] [544] [545] [546] [547]

[538]

Jf. Hebr 5,6; 7,11; Sl 110,4.

[539]

Jf. LG 10.

[540]

Jf. Es 61,6.

[541]

Jf. 4 Mos 1,48-53.

[542]

Jf. Jos 13,33.

[543]

Jf. 2 Mos 29,1-30; 3 Mos 8.

[544]

Jf. Hebr 5,1.

[545]

Jf. Mal 2,7-9.

[546]

Jf. Hebr 5,3; 7,27; 10,1-4.

[547]

Jf. 4 Mos 11,24-25.

[548]

Pontificale Romanum. De Ordinatione Episcopi. Prex ordinationis, 47, 2. udg. (1990) s. 24.

opfyldte af visdom; og ved deres bistand styrede han dit folk med større lethed. Således overdrog du til Arons sønner deres faders embede i hele dets fylde”.[548]

1543

Og i indvielsesbønnen ved ordination af diakoner bekender Kirken: “Almægtige Gud... Du skænker (din Kirke) rig vækst og fremgang og opbygger Det nye Tempel ved at indstifte den tredelte tjeneste (biskopper, præster, diakoner), der skal virke for dit Navn, sådan som du allerede fra første færd har udvalgt Levis sønner til at tjene i Den gamle Pagts helligdom”. [549]

Kristi ene præstedømme 1544 Alle forvarsler om præstedømmet i den Gamle Pagt finder deres opfyldelse i Kristus Jesus, “eneste mellemmand mellem Gud og mennesker” (1 Tim 2,5). Melkisedek, “den Allerhøjestes præst” (1 Mos 14,18), anses af den kristne Tradition for et “for-billede” på Kristi præstedømme, eneste “Ypperstepræst på Melkisedeks vis” (Hebr 5,10; 6,20), “hellig, uskyldig, ren” (Hebr 7,26), Han, som “med et eneste offer for altid har ført dem, Han helliger, til fuldendelse” (Hebr 10,14), det vil sige ved sit ene offer på Korset. [874] 1545 Kristi forløsende offer er unikt, fuldbyrdet én gang for alle. Og alligevel bliver det gjort nærværende i Kirkens eukaristiske offer. Det samme gælder Kristi unikke præstedømme: det bliver gjort nærværende ved præstedømmets tjeneste, uden at det unikke i Kristi præstedømme formindskes: “Derfor er Kristus alene den ene, sande præst, de andre blot hans tjenere”. [550] [1367; 662] To former for delagtighed i Kristi ene præstedømme 1546 Kristus, ypperstepræst og eneste mellemmand, har gjort Kirken til “et kongeligt folk af præster for Gud, sin Far” (Åb 1,6).[551] Hele forsamlingen af troende er som sådan præstelig. De troende udøver som døbte deres præstedømme gennem deres deltagelse, enhver efter sit kald, i Kristi sendelse som præst, profet og konge. Det er ved dåbens og firmelsens sakramenter, at de troende er “indviet til at være... et helligt præsteskab”.[552] [1268] 1547 Biskoppers og præsters tjenende eller hierarkiske præstedømme og alle troendes almindelige præstedømme “har hver for sig på sin særlige måde del i Kristi ene præstedømme”, [553] dog væsentligt forskellige, men med “relation til hinanden”. [554] Hvordan? Mens de troendes almindelige præstedømme virkeliggøres i udfoldelsen af dåbsnåden, et liv i tro, håb og kærlighed, et liv efter Ånden, er det tjenende præstedømme til tjeneste for det almindelige præstedømme i udfoldelsen af dåbsnåden i alle de kristne. Det er et af midlerne, Kristus benytter sig af, for uden ophør at bygge og lede sin Kirke. Det er derfor, det videreføres ved et særligt sakramente, ordinationens sakramente. [1142; 1120] I Kristi – Hovedets - person 1548 I det ordinerede kirkelige embedes tjeneste er det Kristus selv, som er til stede i sin Kirke som Hovedet for sit Legeme, Hyrde for sin hjord, ypperstepræst for forløsningens offer, Sandhedens Mester. Det er det, Kirken giver udtryk for, når den siger, at præsten, i kraft af ordinationens sakramente, handler in persona Christi Capitis (i Kristi – Hovedets - person):[555] [875, 792]

[548] [549] [550] [551] [552] [553] [554] [555]

[549]

Pontificale Romanum. De Ordinatione presbyterorum. Prex ordinationis, 159, 2. udg. (1990) s. 91-92.

[550]

Pontificale Romanum. De Ordinatione diaconorum. Prex ordinationis, 207, 2. udg. (1990) s. 121.

[551]

Skt. Thomas af Aq., Hebr. 7,4.

[552]

Jf. Åb 5,9-10; 1 Pet 2,5.9.

[553]

LG 10.

[554]

LG 10.

[555]

LG 10.

[556]

Jf. LG 10; 28; SC 33; CD 11; PO 2; 6.

Det er den samme præst, Kristus Jesus, hvis rolle hans embedsbærer virkelig er indehaver af. Siden han i sandhed er gjort lig med ypperstepræsten, på grund af den præstevielse han har modtaget, har han fuldmagt til at handle i Kristi egen kraft og på hans vegne (virtute ac persona ipsius Christi).[556] Kristus er kilden til hele præstedømmet: for præsten i den gamle pagt var for-billedet på Kristus, og præsten i den nye pagt handler i Kristi person.[557]

1549 Gennem den viede tjeneste, særlig biskoppernes og præsternes, bliver Kristi nærvær som Kirkens hoved gjort synlig midt i menigheden.[558] Som Skt. Ignatius af Antiokia siger så smukt, er biskoppen typos tou Patros: som Gud Fars levende billede.[559] [1142] 1550 Dette Kristi nærvær i embedsbæreren må ikke forstås som om denne var unddraget al menneskelig svaghed, herskesyge, vildfarelser, endog synd. Helligåndens kraft garanterer ikke i samme grad for alt, hvad embedsbæreren foretager sig. Mens Helligåndens kraft er sikret i sakramenterne, sådan at selv embedsbærerens synd ikke kan hindre nåden i at bære frugt, findes der mange andre handlinger, hvor embedsbærerens menneskelige adfærd efterlader spor, der ikke altid vidner om troskab mod Evangeliet, og derfor kan skade Kirkens apostolske frugtbarhed. [896; 1128; 1584] 1551 Dette præstedømme er en tjeneste. “Denne opgave, som Herren har betroet sit folks hyrder, er en sand tjeneste”.[560] Det er helt til for Kristus og menneskene. Det afhænger helt af Kristus og hans eneste præstedømme, og det er indstiftet til gavn for menneskene og Kirkens fællesskab. Præstevielsens sakramente meddeler “en hellig magt”, som ikke er nogen anden end Kristi egen. Udøvelsen af denne autoritet skal altså måles efter Kristi forbillede, Han, som af kærlighed gjorde sig selv til den sidste og til alles tjener. [561] “Herren har sagt klart, at omsorgen for hans hjord er et bevis på kærlighed til Ham”. [562] [876; 1538; 608] ...I hele Kirkens navn 1552 Det tjenende præstedømme har ikke blot til opgave at repræsentere Kristus - Kirkens Hoved - over for menigheden; det handler også i hele Kirkens navn, når det frembærer Kirkens bøn [563] for Gud og særlig når det frembærer det eukaristiske offer.[564] 1553 “I hele Kirkens navn” betyder ikke, at præsterne skal være menighedens delegerede. Kirkens bøn og offer kan ikke skilles fra Kristi bøn og offer, Han som er dens hoved. Det drejer sig hele tiden om den kult, Kristus udøver i og ved sin Kirke. Det er hele Kirken, Kristi Legeme, der beder og ofrer sig, “ved Ham og med Ham og i Ham”, i Helligåndens enhed, til Gud Far. Hele Legemet, hovedet og lemmerne ( caput et membra), beder og ofrer sig. Det er derfor, at de, som i Legemet har en særlig tjeneste, kaldes ikke blot Kristi tjenere, men også Kirkens. Det er fordi det tjenende præstedømme repræsenterer Kristus, at det kan repræsentere Kirken. [795] III. De tre trin i ordinationens sakramente 1554 “Således udøves på forskelligt niveau de embeder, der er i Kirken, og som allerede fra gammel tid kaldes biskopper, præster og diakoner”. [565] Katolsk troslære, således som den kommer til udtryk i liturgien, læreembedet og Kirkens konstante praksis, anerkender at der findes to trin i den embedsmæssige delagtighed

[556] [557] [558] [559] [560] [561] [562] [563] [564] [565]

[557]

Pius d. 12., enc. “Mediator Dei”.

[558]

Skt. Thomas af Aq., s. th. 3,22,4.

[559]

Jf. LG 21.

[560]

Trall. 3,1; jf. Magn. 6,1.

[561]

LG 24.

[562]

Jf. Mark 10,43-45; 1 Pet 5,3.

[563]

Skt. Johannes Chrysostomus, sac. 2,4; jf. Joh 21,15-17.

[564]

Jf. SC 33.

[565]

Jf. LG 10.

[566]

LG 28.

i Kristi præstedømme: episkopatet og presbyteratet. Diakonatet er bestemt til at hjælpe dem og tjene dem. Det er derfor betegnelsen sacerdos, i nutidig sprogbrug, gælder biskopperne og præsterne, men ikke diakonerne. Ikke desto mindre siger katolsk troslære, at de to trin i præstedømmet (episkopatet og presbyteratet) og det trin som giver delagtighed i tjenesten (diakonatet) alle tre meddeles ved en sakramental handling, kaldet “ordination”, dvs. Ordinationens sakramente: [1536; 1538] Således skal I ære diakonerne som Jesus Kristus selv, ligesom også biskoppen som er Faderens afbillede, og presbyterne som var de Guds rådsforsamling og apostel-kollegiet: uden dem kan man ikke tale om “Kirke”.[566]

Bispevielsen - Ordinationens sakramente i dets fylde 1555 “Blandt disse forskellige tjenester, som lige fra de første tider er blevet udøvet i Kirken, vidner traditionen om, at biskoppernes opgave indtager den vigtigste plads. Takket være en succession der går tilbage til begyndelsen, er biskopperne ‘som aflæggere af den apostoliske plante’.” [567] [861] 1556 “Til at opfylde så store opgaver blev apostlene udrustet af Kristus, ved at Helligånden på en særlig måde kom over dem; selv overdrog de ved håndspålæggelse deres medhjælpere den åndelige gave, som frem til os er blevet videreført i bispevielsen”. [568] [862] 1557 Det andet Vatikankoncil “lærer, at bispevielsen meddeler fylden af Ordinationssakramentet... for både i Kirkens tradition og hos kirkefædrene kaldes den det højeste præstedømme, den højeste virkeliggørelse af den hellige tjeneste”.[569] 1558 “Bispevielsen overdrager foruden opgaven at helliggøre også opgaverne at lære og styre... Det fremgår klart, at det er ved håndspålæggelsen og indvielsesordene, at Helligåndens nådegave meddeles, og det sakramentale kendemærke indpræges, således at biskopperne på eminent og synlig måde bliver stedfortrædende for Kristus selv som læreren, hyrden og ypperstepræsten, og handler på Hans vegne (in Ejus persona agant)”.[570] “Derfor er biskopperne - ved Helligånden, som er givet dem - blevet troens sande og autentiske lærere og ypperstepræster og hyrder”. [571] [895; 1121] 1559 “Medlem af bispekollegiet bliver man i kraft af den sakramentale vielse og ved den hierarkiske forening med kollegiets hoved og lemmer”. [572] Om episkopatets kollegiale karakter og natur vidner allerede den urgamle praksis, som gik ud på at indkalde flere biskopper til at deltage i vielsen af en ny biskop. [573] Til den retmæssige ordination af en biskop kræves i dag en særlig intervention fra Roms biskop, i kraft af dennes stilling som det højeste, synlige bånd for fællesskabet mellem lokalkirkerne i den ene Kirke og som garanten for deres frihed. [877; 882] 1560 Hver biskop udøver, som Kristi stedfortræder, sit hyrdeembede for den lokalkirke, der er ham betroet; men samtidig bærer han kollegialt “bekymringen for alle Kirkerne” sammen med alle sine brødre i episkopatet: “Selv om den enkelte biskop kun er hyrde i egentlig forstand for den del af hjorden, som er ham betroet, gør hans egenskab af legitim efterfølger af apostlene i kraft af guddommelig indstiftelse og befaling ham ansvarlig sammen med de øvrige biskopper for Kirkens apostoliske opgave”. [574] [833, 886]

[566] [567] [568] [569] [570] [571] [572] [573] [574]

[567]

Skt. Ignatius af Antiokia, Trall. 3,1.

[568]

LG 20.

[569]

LG 21.

[570]

Ibid.

[571]

Ibid.

[572]

CD 2.

[573]

LG 22.

[574]

Jf. ibid.

[575]

Pius d. 12., enc. “Fidei donum”; jf. LG 23; CD 4; 36; 37; AG 5; 6; 38.

1561 Alt hvad der her er sagt forklarer, hvorfor den Eukaristi, som fejres af biskoppen, har en særlig betydning som udtryk for Kirken, forsamlet om alteret under forsæde af ham, som er den synlige repræsentant for Kristus, den Gode Hyrde og sin Kirkes Hoved. [575] [1369] Vielsen af præsterne - biskoppernes medarbejdere 1562 “Kristus, som Faderen helligede og sendte til verden, har gennem sine apostle givet deres efterfølgere, nemlig biskopperne, del i sin indvielse og mission; og disse har med fuld ret overdraget deres embedsopgave til forskellige personer på forskelligt niveau i Kirken”. [576] “Deres tjenende embede er så i underordnet grad blevet givet videre til præsterne, for at disse, når de er blevet optaget i præstestanden, ved på rette måde at opfylde den sendelse, der er blevet dem betroet af Kristus, skal være medarbejdere for det biskoppelige embede”.[577] 1563 “For så vidt som præsternes embede er forbundet med den biskoppelige stand, har de del i den myndighed, hvormed Kristus selv opbygger, helliger og leder sit legeme. Derfor bygger det særlige præstedømme ganske vist på de sakramenter, hvorved menneskene indvies til kristenlivet, men det meddeles alligevel ved et særligt sakramente, hvorved præsterne ved Helligåndens salvelse får indpræget et særligt tegn, der ligedanner dem med Præsten Kristus, for at de personlig skal kunne virke på Kristi vegne”. [578] [1121] 1564 “Skønt præsterne ikke har opnået ypperstepræstelig værdighed og i udøvelsen af deres fuldmagt er afhængige af biskopperne, er de dog forbundet med dem ved den præstelige værdighed; og i kraft af præstevielsens sakramente indvies de som Den nye Pagts virkelige præster i lighed med Kristus, den evige ypperstepræst,[579] til at forkynde evangeliet, vejlede de troende og fejre gudstjeneste”. [580] [611] 1565 I kraft af Ordinationens sakramente deltager præsterne i de universelle dimensioner i sendelsen, som Kristus har betroet apostlene. Den åndelige gave, de har modtaget i præstevielsen, forbereder dem ikke til en begrænset og snæver missionsvirksomhed, “men til en frelsesmission, der spænder over hele verden ‘indtil jordens ende’,”[581] “så at de er rede til at forkynde Evangeliet overalt”. [582] [849] 1566 “Deres hellige tjeneste udøver de dog især ved fejringen af eukaristien og dens fællesskab, hvor de handler på Kristi vegne, og ved at forkynde Hans mysterium forener de de troendes bønner med Kristi offer og gør, indtil Herrens genkomst, i messeofret Den nye Pagts eneste offer nærværende og virksomt, nemlig Kristi offer, der frembærer sig selv én gang for alle for Faderen som et lydefrit offer”. [583] Det er i dette ene offer hele deres præstetjeneste henter sin kraft. [584] [1369; 611] 1567 “Præsterne er bispestandens omsorgsfulde medarbejdere og dens hjælperedskab, kaldet til at tjene Guds folk, og udgør sammen med deres biskop ét præsteskab (presbyterium), men beskæftiget med forskellige opgaver. I de troendes lokale menigheder repræsenterer de på en vis måde biskoppen, hvem de trofast og loyalt arbejder sammen med; de overtager delvis hans opgaver og omsorg og udøver dem i den daglige sjælesorg”.[585] Præsterne kan kun udøve deres embede i afhængighed af biskoppen og i fællesskab med ham. Det lydighedsløfte de aflægger til biskoppen ved præstevielsen, og biskoppens fredskys ved slutningen af ordinationsliturgien er tegn på, at biskoppen betragter dem som sine medarbejdere, sine sønner, sine brødre og venner, og at de på deres side skylder ham kærlighed og lydighed. [1462; 2179]

[575] [576] [577] [578] [579] [580] [581] [582] [583] [584] [585]

[576]

Jf. SC 41; LG 26.

[577]

LG 28.

[578]

PO 2.

[579]

PO 2.

[580]

Jf. Hebr 5,1-10; 7,24; 9,11-28.

[581]

LG 28.

[582]

PO 10.

[583]

OT 20.

[584]

LG 28.

[585]

Jf. PO 2.

[586]

LG 28.

1568 “Præsterne, som i kraft af deres vielse er blevet indlemmede i præstestanden, er alle intimt forbundne med hinanden i et sakramentalt broderskab. Men i kraft af deres tilknytning til tjenesten inden for et bestemt bispedømme under den lokale biskops ledelse udgør de ganske specielt på dette plan et eneste præsteskab”.[586] Enheden i presbyteriet kommer til liturgisk udtryk i den skik, at også præsterne, efter biskoppen, foretager håndspålæggelse ved ordinationen. [1537] Vielsen af diakoner - “til tjeneste” 1569 “Lavere i hierarkiet står diakonerne, som får håndspålæggelsen ‘ikke til præstedømme, men til tjeneste’.”[587] Ved vielse af diakoner foretager kun biskoppen håndspålæggelse, hvorved han giver til kende, at diakonen er særligt knyttet til biskoppen i de opgaver han får i sin “diakonia”. [588] 1570 Diakonerne får deres egen del af Kristi mission og nåde. [589] Ordinationens sakramente giver dem et præg (en “karakter”) som intet kan slette ud og som ligedanner dem med Kristus, der gjorde sig til “diakon” dvs. tjener for alle.[590] Det tilkommer diakonerne bl.a. at bistå biskoppen og præsterne i fejringen af de guddommelige mysterier, særlig Eukaristien, uddele den, foretage ægtevielser og velsigne ægtepagten, forkynde Evangeliet og prædike, forrette begravelser og hellige sig forskellige former for karitativ virksomhed.[591] [1121] 1571 Siden det andet Vatikankoncil har den latinske Kirke genoprettet diakonatet “som et eget og permanent trin inden for hierarkiet”, [592] mens Østens Kirker altid har opretholdt det. Dette permanente diakonat, som kan meddeles gifte mænd,udgør en vigtig berigelse i Kirkens sendelse. Det er jo rimeligt og nyttigt at mænd, der faktisk udøver en diakonal tjeneste i Kirken, det være sig i det liturgiske og pastorale liv, i sociale eller karitative opgaver, “styrkes ved den håndspålæggelse, der er overleveret fra apostlene, og bliver nærmere knyttet til alteret, så at de mere virksomt kan udfylde deres embede, styrkede af diakonatets sakramentale nåde”.[593] [1579] IV. Fejringen af dette sakramente 1572 Fejringen af en bispe-, præste- eller diakonvielse kræver ved sin betydning for lokalkirkens liv, at det størst mulige antal troende møder op. Den skal fortrinsvis finde sted en søndag og i domkirken, og under festlige former, der svarer til anledningen. De tre vielser af en biskop, præst og diakon har samme forløb. Deres plads er midt under den eukaristiske liturgi. 1573 Den væsentlige ritus i Ordinationens sakramente udgøres for alle tre trin af biskoppens håndspålæggelse på ordinandens hoved og den særlige indvielsesbøn, hvor der bedes om Helligåndens udgydelse og de åndelige gaver, der svarer til den tjeneste, kandidaten indvies til. [594] [699; 1585] 1574 Som i alle sakramenter er fejringen omgivet af supplerende riter. De er meget varierende i de forskellige liturgiske traditioner, men har det tilfælles, at de udtrykker de mangfoldige aspekter af den sakramentale nåde. Således bevidner i den latinske ritus åbningsriterne - præsentationen og udvælgelsen af ordinanden, biskoppens tiltale, overhøringen af ordinanden, Alle Helgenslitaniet - at valget af kandidaten er sket i overensstemmelse med Kirkens skik. De forbereder den højtidelige vielse, hvorefter flere riter på en symbolsk måde udtrykker og fuldender mysteriet som har fundet sted: for en biskops og en præsts

[586] [587] [588] [589] [590] [591] [592] [593] [594]

[587]

PO 8.

[588]

LG 29; jf. CD 15.

[589]

Jf. Skt. Hippolytos, trad. ap. 8.

[590]

Jf. LG 41; AG 16.

[591]

Jf. Mark 10,45; Luk 22,27; Skt.Polykarp, ep. 5,2.

[592]

Jf. LG 29; SC 35, § 4; AG 16.

[593]

LG 29.

[594]

AG 16.

[595]

Jf. Pius d. 12., apostolisk konst. “Sacramentum Ordinis”: DS 3858.

vedkommende salvingen med den hellige krisam, tegn på Helligåndens særlige salving, som skal gøre deres tjeneste frugtbar; overrækkelse af Evangeliebogen, af ringen, af mitra og stav til biskoppen som tegn på hans apostolske sendelse til at forkynde Guds Ord, på hans trofasthed mod Kirken, Kristi brud, og på hans opgave som hyrde for Herrens hjord; overrækkelse til en præst af patene og kalk, “det hellige folks offergave”, [595] som han er kaldet til at bære frem for Gud; overrækkelse af Evangeliebogen til en diakon som netop har modtaget sendelse til at forkynde Kristi Evangelium. [1294; 796] V. Hvem kan meddele dette sakramente? 1575 Det var Kristus som valgte apostlene og gav dem del i sin sendelse og myndighed. Ophøjet til Faderens højre forlader Han ikke sin hjord, men vogter den gennem apostlene under sin stadige beskyttelse, og leder den fortsat ved de samme hyrder, som fortsætter hans gerning i dag. [596] Det er altså Kristus “som giver” nogle at være apostle, andre hyrder.[597] Han fortsætter med at virke gennem biskopperne.[598] [837] 1576 Eftersom Ordinationens sakramente er den apostoliske tjenestes sakramente, tilkommer det biskopperne som apostlenes efterfølgere at videregive den “åndelige gave”, [599] “aflæggerne af den apostoliske plante”.[600] Gyldigt viede biskopper, dvs. de, som står i den apostolske succession, kan gyldigt meddele de tre trin i Ordinationens sakramente.[601] [1536] VI. Hvem kan modtage dette sakramente? 1577 “Kun en døbt mand (vir) kan gyldigt modtage den hellige Ordination”. [602] Herren Jesus valgte mænd (viri) til at udgøre de 12 apostles kollegium, [603] og apostlene gjorde det samme, da de valgte de medarbejdere,[604] der skulle efterfølge dem i deres hverv. [605] Bispekollegiet, som præsterne er forenet med i præstedømmet, gør de Tolvs kollegium nærværende og aktualiserer det indtil Kristi genkomst. Kirken erkender sig bundet af dette valg, som Herren selv har truffet. Det er derfor, ordination af kvinder ikke er mulig.[606] [551; 861; 862] 1578 Ingen har ret til at modtage Ordinationens sakramente. Ingen kan nemlig tilrane sig dette embede. Man kaldes dertil af Gud.[607] Den, der mener at erkende tegn på Guds kald til det ordinerede embede, må ydmygt underkaste sit ønske under Kirkens autoritet, som har ansvaret og retten til at kalde nogen til at blive ordineret. Som al nåde kan dette sakramente kun modtages som en ufortjent gave. [2121] 1579 Alle ordinerede embedsbærere i den latinske Kirke, med undtagelse af permanente diakoner, bliver normalt valgt blandt troende mænd som lever ugift og som har viljen til at bevare cølibatet “for Himmerigets skyld” (Matt 19,12). Kaldet som de er til at vie sig udelt til Herren og “det, som hører Herren til”, [608] giver de sig helt til Gud og mennesker. Cølibatet er et tegn på dette nye liv, til hvis tjeneste Kirkens tjener er viet; tager man det til sig af et godt hjerte, forkynder det Guds rige på en lysende måde. [609] [2233]

[595] [596] [597] [598] [599] [600] [601] [602] [603] [604] [605] [606]

[596]

Jf. Pontificale Romanum. De Ordinatione Presbyterorum. Traditio panis et vini, 163, 2. udg. (1990) s. 95.

[597]

Jf. MR, Apostlenes Præfation I.

[598]

Jf. Ef 4,11.

[599]

Jf. LG 21.

[600]

LG 21.

[601]

LG 20.

[602]

Jf. DS 794 og 802; CIC, can. 1012; CCEO, can. 744; 747.

[603]

CIC, can. 1024.

[604]

Jf. Mark 3,14-19; Luk 6,12-16.

[605]

Jf. 1 Tim 3,1-13; 2 Tim 1,6; Tit 1,5-9.

[606]

Jf. Skt. Clemens af Rom, Cor. 42,4; 44,3.

[607]

Jf. MD 26-27; Joh. Paul d. 2., Ordinatio sacerdotalis; CDF, dekl. “Inter insigniores”; CDF, Resp.ad dubium in Epist. Ap. “Ordinatio sacerdotalis” traditam.

[607] [608] [609]

[608]

Jf. Hebr 5,4.

[609]

Jf. 1 Kor 7,32.

[610]

Jf. PO 16.

circa doctrinam

1580 I de østlige Kirker har en anden disciplin i århundreder været holdt i hævd: mens biskopperne udelukkende er valgt blandt de cølibatære, kan gifte mænd blive viet til diakoner og præster. Denne praksis er længe blevet anset for en lovlig skik. Disse præster gør et frugtbart arbejde i deres menigheder. [610] Men præstecølibatet holdes højt i ære i de orientalske Kirker, og talrige præster har frivilligt valgt det “for Himmerigets skyld”. Den som har modtaget Ordinationens sakramente kan ikke længere gifte sig, hverken i øst eller vest. VII. Virkningerne af Ordinationens sakramente Den uudslettelige karakter 1581 Dette sakramente ligedanner med Kristus ved en særlig Helligåndens nåde, til at tjene som Kristi redskab for hans Kirke. Ved ordinationen sættes man i stand til at handle som repræsentant for Kristus, Kirkens Hoved, i hans trefoldige funktion som præst, profet og konge. [1548; 875] 1582 Som i Dåben og Firmelsen gives denne delagtighed i Kristi funktion én gang for alle. Også Ordinationssakramentet giver en uudslettelig karakter og det kan ikke gentages, ej heller meddeles på åremål.[611] [1121] 1583 En, som er gyldigt viet, kan ganske vist af tungtvejende grunde fritages for de pligter og funktioner, der er knyttet til vielsen, eller få forbud mod at udøve dem. [612] Men han kan ikke blive lægmand igen i streng forstand,[613] for den karakter, som ordinationen har præget ind, er for altid. Det kald og den sendelse han har modtaget på sin ordinationsdag mærker ham varigt. 1584 Fordi det til syvende og sidst er Kristus som handler og bevirker frelsen gennem den viede embedsbærer, kan dennes uværdighed ikke hindre Kristus i at handle. [614] Skt. Augustin siger med eftertryk: [1128] Hvad den hovmodige embedsbærer angår, må han rangere med djævelen. Kristi gave er dog ikke vanhelliget; det som strømmer gennem ham beholder sin renhed; det som passerer igennem ham forbliver krystalklart og når frem til den frugtbare jord... Sakramentets åndelige kraft er i virkeligheden ligesom lyset: de, som skal oplyses, modtager det i dets renhed, og går det gennem tilsølede væsner, tilsøles det ikke.[615] [1550]

Helligåndens nåde 1585 Helligåndens nåde, særegent for dette sakramente, er en ligedannelse med Kristus, Præst, Lærer og Hyrde, som den ordinerede indsættes som tjener for. 1586 For biskoppens vedkommende er det frem for alt en nåde til kraft (“lederskabets Ånd”, jf. vielsesbønnen for biskopper i den latinske ritus): [616] styrke til med kraft og klogskab at lede og forsvare sin Kirke som en far og hyrde, med uselvisk kærlighed til alle og en forkærlighed for de fattige, de syge og de nødlidende.[617] Denne nåde driver ham til at forkynde Evangeliet for alle, være et forbillede for hjorden, til at gå foran den på helliggørelsens vej ved i Eukaristien at gøre sig til ét med Kristus, Præst og Offergave, uden frygt for at give sit liv for sine får: [2448]

[610] [611] [612] [613] [614] [615] [616] [617]

[611]

Jf. PO 16.

[612]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1767; LG 21; 28; 29; PO 2.

[613]

Jf. CIC, can. 290-293; 1336, § 1, 3°.5°; 1338, § 2.

[614]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1774.

[615]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1612; DS 1154.

[616]

Ev. Jo. 5,15.

[617] [618]

Pontificale Romanum. De Ordinatione Episcopi. Prex ordinationis, 47, 2. udg. (1990) s. 24. Jf. CD 13 og 16.

Far, du som kender hjertedybet, lad denne din tjener, som du har udvalgt til biskop, vogte din hellige hjord; lad ham uden plet og lyde udøve sin tjeneste som ypperstepræst for dig både nat og dag; lad dit ansigt lyse over ham og vær ham altid nådig, så at han kan frembære din hellige Kirkes gaver; lad ham ved kraften fra ypperstepræstedømmets Ånd have magt til at forlade synder ifølge dit bud; lad ham fordele opgaverne ifølge din forskrift og løse alle lænker ifølge den magt, du gav apostlene; lad ham behage dig ved mildhed og hjertets renhed og frembære offeret til dig, en liflig duft ved dit elskede Barn Jesus Kristus...[618] [1558]

1587 Den åndelige gave, som præstevielsen giver, kommer til udtryk i følgende bøn i den byzantinske ritus. Under håndspålæggelsen siger biskoppen blandt andet: [1564] Herre, fyld med Helligåndens gave ham, som Du gennem præstevielsen har værdigedes at ville ophøje til præstestanden for at han kan blive værdig til at stå ulasteligt for dit alter, forkynde Evangeliet om dit Rige, tjene din sandheds Ord, ofre dig gaver og åndelige ofre, forny dit folk ved genfødelsens bad; således at han selv kan gå til mødet med vor store Gud og Frelser Jesus Kristus, din enbårne Søn, den dag han kommer igen, og af din uendelige godhed modtage lønnen for en trofast forvaltning af sit embede. [619]

1588 Hvad angår diakonerne “tjener de nemlig, styrket af sakramentets nåde, i liturgiens, ordets og kærlighedens ‘diakoni’ Guds folk i forening med biskoppen og hans præsteskab”. [620] [1569] 1589 Ansigt til ansigt med storheden i præstedømmets nåde og opgave følte de hellige kirkelærere sig indtrængende opfordret til omvendelse, så at de med hele deres liv kunne svare til Ham, som sakramentet indsætter dem til at være tjenere for. Således udbryder Skt. Gregor af Nazianz som ung præst: Først må man rense sig selv før man renser andre; man må lade sig belære for at kunne lære andre; blive lys for at oplyse, komme Gud nærmere for at føre andre til Ham, være helliggjort for at helliggøre, tage ved hånden og give forstandige råd.[621] Jeg ved, hvem vi tjener, hvilket niveau vi står på, og hvem Han er, som vi bevæger os henimod. Jeg kender Guds storhed og menneskets svaghed, men også dets kraft. [622] [Hvem er da præsten? Han er] sandhedens forsvarer; han rejser sig med englene, lovpriser med ærkeenglene, han sender offergaver op til alteret deroppe, han har del i Kristi præstedømme, han fornyer skabningen, han genopretter [i den] [Guds] billede, han genskaber den for den himmelske verden, og hvad der er allerstørst, præsten bliver gud og gør andre til guder.[623] [460] Og den hellige sognepræst fra Ars: “Det er præsten, der fortsætter forløsningsværket på jorden...” “Hvis man rigtig forstod, hvad præsten på jorden er, ville man dø - ikke af skræk, men af kærlighed...” “Præstedømmet er Jesu hjertes kærlighed”.[624] [1551]

I korthed 1590 Paulus siger til sin discipel Timotheus: “Derfor påminder jeg dig om at lade den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse, flamme op” (2 Tim 1,6), og “den som ønsker at blive biskop i Kirken, tragter efter en god gerning” (1 Tim 3,1). Til Titus siger han: “Når jeg lod dig tilbage på Kreta, var det, for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte presbytere i hver by, sådan som jeg havde pålagt dig det” (Tit 1,5). 1591 Hele Kirken er et præsteligt folk. Takket være Dåben deltager alle troende i Kristi præstedømme. Denne delagtighed kaldes “de troendes almindelige præstedømme”. På dens grundlag og til dens tjeneste

[618] [619] [620] [621] [622] [623] [624]

[619]

Skt. Hippolytos, trad. ap. 3.

[620]

Euchologion.

[621]

LG 29.

[622]

Or. 2,71.

[623]

Ibid., 74.

[624]

Ibid., 73.

[625]

Nodet, Jean-Marie Vianney 100.

findes en anden delagtighed i Kristi sendelse, nemlig embedet, meddelt ved Ordinationens sakramente, hvis opgave det er at tjene i Kristi navn og person, midt i forsamlingen hvis Hoved han er. 1592 Det tjenende præstedømme er væsensforskelligt fra de troendes almindelige præstedømme, fordi det meddeler en hellig magt til at tjene de troende. De ordinerede tjenere udøver deres tjeneste hos Guds folk gennem undervisning (munus docendi), ved gudstjeneste (munus liturgicum) og ved pastoralt lederskab (munus regendi). 1593 Helt fra begyndelsen er den ordinerede tjeneste blevet meddelt og udøvet på tre trin: episkopatet, presbyteratet og diakonatet. De tjenester som overdrages ved ordinationen er uerstattelige i Kirkens organiske struktur: uden biskop, presbytere og diakoner kan der ikke være tale om nogen Kirke. [625] 1594 Biskoppen modtager Ordinationens sakramente i dets fylde. Det indlemmer ham i bispekollegiet og gør ham til den synlige chef for den lokalkirke, som er ham betroet. Biskopperne har, som apostlenes efterfølgere og medlemmer af Kollegiet, del i hele Kirkens apostolske ansvar og sendelse under Pavens autoritet, Peters efterfølger. 1595 Præsterne er forenet med biskopperne i den præstelige værdighed og samtidig afhængige af dem i udøvelsen af deres pastorale funktioner. De er kaldet til at være biskoppernes kloge medarbejdere; de udgør omkring deres biskop presbyteriet, der sammen med ham bærer ansvaret for lokalkirken. De modtager af biskoppen ansvaret for et sogn eller en bestemt kirkelig opgave. 1596 Diakonerne er embedsbærere, viet til tjenende opgaver i Kirken. De modtager ikke det tjenende præstedømme, men ordinationen tildeler dem vigtige opgaver i ordets tjeneste, i liturgien, i den pastorale ledelse og i den karitative tjeneste; opgaver som de skal udøve under deres biskops pastorale autoritet. 1597 Ordinationens sakramente meddeles ved håndspålæggelse, efterfulgt af en højtidelig indvielsesbøn som beder Gud give ordinanden de Helligåndens gaver, som han behøver for at udføre sin tjeneste. Vielsen præger ham med en uudslettelig sakramental karakter. 1598 Kirken meddeler kun ordinationens sakramente til døbte mænd (viris), hvis egnethed til embedet er blevet tilbørligt anerkendt. Det tilkommer den kirkelige myndighed at have ansvaret for og retten til at kalde nogen til at blive ordineret. 1599 I den latinske Kirke bliver præstevielsens sakramente normalt kun meddelt kandidater som er beredt til frivilligt at leve i cølibat, og som offentligt erklærer sig villige til at holde fast ved det af kærlighed til Guds Rige og for at tjene menneskene. 1600

Det tilkommer biskopperne at meddele de tre trin i Ordinationens sakramente

Artikel 7 Ægteskabets sakramente 1601 “Ægtepagten, hvorved en mand og en kvinde opretter et fællesskab med hinanden for hele livet, som efter sin naturlige egenart er henordnet til ægtefællernes vel og til forplantning og opdragelse af børn, er mellem døbte af Kristus Herren blevet ophøjet til et sakramentes værdighed”. [626] I. Ægteskabet i Guds plan

[625] [626]

[626]

Jf. Skt. Ignatius af Antiokia, Trall. 3,1.

[627]

CIC, can. 1055, § 1.

1602 Den hellige Skrift begynder med skabelsen af manden og kvinden i Guds billede og lighed [627] og slutter med synet af “Lammets bryllupsfest” (Åb 19,9). [628] Fra ende til anden taler Skriften om ægteskabet og dets “mysterium”, om indstiftelsen af det og den mening Gud gav det, om dets oprindelse og dets bestemmelse, om de forskellige måder at realisere det på gennem hele frelsens historie, om dets vanskeligheder som følge af synden og om dets fornyelse “i Herren” (1 Kor 7,39) i den nye pagt mellem Kristus og Kirken.[629] [369, 796] Ægteskabet i skabelsesordenen 1603 “Det intime ægteskabelige livs- og kærlighedsfællesskab, som Skaberen har grundlagt og lovgivet for, opstår ved ægtepagten... Gud selv er nemlig ægteskabets ophav”. [630] Kaldet til ægteskab er indskrevet i mandens og kvindens natur, således som de er fremgået af Skaberens hånd. Ægteskabet er ikke en rent menneskelig institution, trods de talrige variationer det er undergået i århundredernes løb, i de forskellige kulturer, sociale strukturer og åndelige holdninger. Disse forskelle må ikke få os til at glemme de fælles og permanente træk. Selv om denne institutions værdighed ikke alle steder er gennemtrængt af den samme klarhed,[631] eksisterer der dog i alle kulturer en vis sans for ægtepagtens storhed. “Såvel det enkelte menneskes som det verdslige og kirkelige samfunds trivsel er intimt forbundet med sunde vilkår for det ægteskabelige og familiære fællesskab”.[632] [371; 2331; 2210] 1604 Gud, som har skabt mennesket af kærlighed, har også kaldet det til kærlighed, ethvert menneskes grundlæggende og medfødte kald. For mennesket er skabt i Guds billede og lighed, [633] Han, som selv er Kærlighed (1 Joh 4,8.16). Da Gud har skabt mand og kvinde bliver deres gensidige kærlighed et billede på den absolutte og ubrydelige kærlighed hvormed Gud elsker mennesket. Det er godt, såre godt i Skaberens øjne.[634] Og denne kærlighed, som Gud velsigner, er bestemt til at være frugtbar og virkeliggøre sig i det fælles arbejde på ansvaret for skaberværket: “Gud velsignede dem og Gud sagde til dem: ‘Bliv frugtbare og mangfoldige, opfyld jorden og underlæg jer den’” (1 Mos 1,28). [355] 1605 At mand og kvinde er skabt til hinanden, bekræfter den hellige Skrift: “Det er ikke godt for mennesket at være alene” (1 Mos 2,18). Kvinden, “kød af hans kød”, [635] det vil sige hans lige, og den som står ham nær, gives ham af Gud som en “medhjælp”, [636] der således repræsenterer “Gud, i hvem vor hjælp er”.[637] “Det er derfor, manden skal forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød” (1 Mos 2,24). At dette betyder en uopløselig enhed af deres to liv, viser Jesus selv, da han minder om hvad der “i begyndelsen” var Guds plan: [638] “Derfor er de ikke længere to, men ét kød” (Matt 19,6). [372; 1614] Ægteskabet i syndens vold 1606 Hvert menneske erfarer det onde omkring sig og i sig. Denne erfaring mærkes også i relationerne mellem mand og kvinde. Deres forening har altid været truet af uenighed, herskertrang, utroskab, jalousi og konflikter, som kan udarte til had og brud. Denne uorden kan vise sig mere eller mindre tilspidset, og kan blive mere eller mindre overvundet, alt efter kultur, tidsepoke og de enkelte mennesker, men synes dog at have en almenmenneskelig karakter.

[627] [628] [629] [630] [631] [632] [633] [634] [635] [636] [637] [638]

[628]

Jf. 1 Mos 1,26-27.

[629]

Åb 19,7.

[630]

Jf. Ef 5,31-32.

[631]

GS 48, § 1.

[632]

Jf. GS 47, § 2.

[633]

GS 47, § 1.

[634]

Jf. 1 Mos 1,27.

[635]

Jf. 1 Mos 1,31.

[636]

Jf. 1 Mos 2,23.

[637]

Jf. 1 Mos 2,18.

[638]

Jf. Sl 121,2.

[639]

Jf. Matt 19,4.

1607 Ifølge troen stammer denne uorden, som vi med smerte må konstatere, ikke fra mandens og kvindens natur, heller ikke fra det naturlige forhold mellem dem, men fra synden. Som brud med Gud har ursynden som første konsekvens bruddet i det oprindelige fællesskab mellem manden og kvinden. Deres relationer belastes af gensidige bebrejdelser; [639] deres gensidige tiltrækning, Skaberens egen gave, [640] forandres til herskesyge og begær.[641] Mandens og kvindens skønne kald til at blive frugtbare, mangfoldige og underlægge sig jorden,[642] belastes af fødselsveer og sliddet for det daglige brød. [643] [1849; 400] 1608 Alligevel: skabelsesordenen består, selv om den er alvorligt forstyrret. For at helbrede syndens sår, har manden og kvinden brug for nådens hjælp, som Gud i sin uendelige barmhjertighed aldrig har nægtet dem.[644] Uden denne hjælp vil det aldrig lykkes mand og kvinde at virkeliggøre den forening af deres liv, som Gud har skabt dem til “i begyndelsen”. [55] Ægteskabet i lovens skole 1609 I sin barmhjertighed har Gud ikke ladet det syndige menneske i stikken. De straffe, der følger af synden: “svangerskabets smerter” [645] og arbejdet “i dit ansigts sved” (1 Mos 3,19) er også lægemidler, der begrænser syndens misgerninger. Efter syndefaldet hjælper ægteskabet synderen til at overvinde sin selvoptagethed, egoisme, jagten på sin egen fornøjelse, for at åbne sig for andre, hjælpe hinanden, give sig selv. [410] 1610 Den moralske bevidsthed om ægteskabets enhed og uopløselighed udviklede sig i den gamle lovs skole. Patriarkernes og kongernes flerkoneri blev endnu ikke udtrykkeligt forkastet. Dog sigtede den lov, der blev givet Moses, på at beskytte kvinden mod en vilkårlig dominans af manden, selv om den også, ifølge Herrens ord, var mærket af “jeres hårde hjerter”, hvorfor Moses tillod en mand at skille sig fra sin hustru. [646] [1963, 2387] 1611 Profeterne sammenlignede Guds pagt med Israel med en ægtepagt i trofast kærlighed mellem to, [647] og forberedte det udvalgte folks bevidsthed på en dybere forståelse af enheden og uopløseligheden i ægteskabet.[648] Ruts og Tobias’ bøger giver bevægende vidnesbyrd om en ophøjet sans for ægteskabet, ægtefællernes troskab og ømhed for hinanden. Traditionen har i Højsangen altid set et enestående udtryk for menneskelig kærlighed som en ren afglans af Guds kærlighed, en kærlighed der er “stærk som døden” og som “vældige vande ikke kan slukke” (Højs 8,6-7). [219, 2380; 2361] Ægteskabet i Herren 1612 Ægtepagten mellem Gud og hans folk Israel havde forberedt den nye og evige pagt, hvor Guds Søn, ved at blive menneske og give sit liv, på en vis måde har forenet sig med hele den af Ham frelste menneskehed[649] - for således at forberede “Lammets bryllupsfest”. [650] [521]

[639] [640] [641] [642] [643] [644] [645] [646] [647] [648] [649] [650]

[640]

Jf. 1 Mos 3,12.

[641]

Jf. 1 Mos 2,22.

[642]

Jf. 1 Mos 3,16 b.

[643]

Jf. 1 Mos 1,28.

[644]

Jf. 1 Mos 3,16-19.

[645]

Jf. 1 Mos 3,21.

[646]

Jf. 1 Mos 3,16.

[647]

Jf. Matt 19,8; 5 Mos 24,1.

[648]

Jf. Hos 1-3; Es 54; 62; Jer 2-3; 31; Ez 16; 23.

[649]

Jf. Mal 2,13-17.

[650]

Jf. GS 22.

[651]

Jf. Åb 19,7.9.

1613 Ved indgangen til sit offentlige liv gør Jesus sit første tegn - på sin mors bøn - ved en bryllupsfest. [651] Kirken lægger stor vægt på Jesu tilstedeværelse ved brylluppet i Kana. Den ser i det bekræftelsen på ægteskabets gode og budskabet om, at ægteskabet fra nu af skal være et effektivt tegn på Kristi nærvær. 1614 I sin forkyndelse lærte Jesus utvetydigt den oprindelige mening med foreningen af manden og kvinden - sådan som Skaberen har villet det fra begyndelsen: den tilladelse, Moses gav, til at forstøde hustruen, var en indrømmelse til hjertets hårdhed. [652] Ægtepagten mellem mand og kvinde er uopløselig: Gud selv har sluttet den: “Altså må et menneske ikke adskille, hvad Gud har sammenføjet” (Matt 19,6). [2336; 2382] 1615 Denne utvetydige understregning af ægtepagtens uopløselighed har forvirret og forekommet at være et uigennemførligt krav.[653] Og dog har Jesus ikke lagt en umulig byrde på ægtefællerne, for tung at bære, [654] tungere end Mose Lov. Jesus er kommet for at genoprette den oprindelige skabelsesorden, som var forstyrret af synden. Han giver selv kraften og nåden til at leve ægteskabet i Gudsrigets nye dimension. Det er ved at følge Kristus, fornægte sig selv og tage sit kors op, [655] at ægtefællerne kan “fatte” [656] den oprindelige mening med ægteskabet og leve det med Kristi hjælp. Denne nåde i det kristne ægteskab er en frugt af Kristi kors, som er kilde til hele det kristne liv. [2364; 1642] 1616 Det er det, apostlen Paulus får os til at begribe, når han siger: “I mænd, elsk jeres hustruer, som Kristus har elsket Kirken; Han har hengivet sig for den for at hellige den” (Ef 5,25-26). Og han tilføjer straks: “‘Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’: dette mysterium er stort; jeg sigter hermed til Kristus og Kirken” (Ef 5,31-32). 1617 Hele det kristne liv bærer præg af den ægteskabelige kærlighed mellem Kristus og Kirken. Allerede Dåben, indgangen til Guds Folk, er et brude-mysterium: den er så at sige et bryllupsbad [657] før bryllupsmåltidet, Eukaristien. Det kristne ægteskab bliver virksomt tegn, sakramentet for pagten mellem Kristus og Kirken. Fordi det betegner og meddeler dens nåde, er ægteskabet mellem døbte et sandt sakramente i den Nye Pagt.[658] [796] Jomfruelighed for Himmerigets skyld 1618 Kristus er midtpunktet i hele det kristne liv. Forbindelsen med Ham indtager førstepladsen i alle andre forbindelser, familiære såvel som sociale. [659] Siden Kirkens begyndelse har der været mænd og kvinder, som har givet afkald på ægteskabets store gode for at følge Lammet hvor Det går, [660] for at bekymre sig om de ting, der hører Herren til, søge at være Ham til behag, [661] for at gå ud og møde Brudgommen, som kommer.[662] Kristus har selv indbudt nogle til at følge Sig i denne form for liv, som Han er forbilledet på: [2232; 1579] Der er dem, der er gildinger fra moders liv, og der er gildinger, som er gildet af mennesker, og der er gildinger, der har gildet sig selv for Himmerigets skyld. Den, som kan fatte det, han fatte det! (Matt 19,12).

[651] [652] [653] [654] [655] [656] [657] [658] [659] [660] [661] [662]

[652]

Jf. Joh 2,1-11.

[653]

Jf. Matt 19,8.

[654]

Jf. Matt 19,10.

[655]

Jf. Matt 11,29-30.

[656]

Jf. Mark 8,34.

[657]

Jf. Matt 19,11.

[658]

Jf. Ef 5,26-27.

[659]

Jf. DS 1800; CIC, can. 1055, § 1.

[660]

Jf. Luk 14,26; Mark 10,28-31.

[661]

Jf. Åb 14,4.

[662]

Jf. 1 Kor 7,32.

[663]

Jf. Matt 25,6.

1619 Jomfruelighed for Himmerigets skyld er en udfoldelse af dåbsnåden, et mægtigt tegn på den forrang, som bundetheden til Kristus har, på den længselsfulde forventning om hans genkomst, et tegn der også minder om, at ægteskabet er en realitet, som hører til denne verden, som forgår. [663] [922-924] 1620 Begge, Ægteskabets sakramente og jomfrueligheden for Himmerigets skyld, kommer fra Herren selv. Det er Ham, der giver dem mening og tildeler dem den nødvendige nåde til at leve efter hans vilje.[664]Værdsættelsen af jomfrueligheden for Himmerigets skyld [665] og den kristne mening med ægteskabet er uadskillelige og støtter gensidigt hinanden: [2349] At nedvurdere ægteskabet, det er det samme som at tage glansen af jomfrueligheden; at lovprise det, det er at højne den beundring som tilkommer jomfrueligheden... For det, som kun synes at være et gode ved sammenligning med et onde, kan ikke være et virkeligt gode, men det som er endnu bedre end de ubestridte goder, er det højeste gode.[666]

II. Fejringen af ægteskabet 1621 I den latinske ritus finder ægtevielsen mellem to troende katolikker normalt sted i løbet af den Hellige Messe, på grund af det bånd, som knytter alle sakramenter til Kristi Påskemysterium. [667] I Eukaristien virkeliggøres ihukommelsen af den Nye Pagt, hvormed Kristus har forenet sig for bestandig med Kirken, hans højtelskede brud, som Han har hengivet sig for. [668] Det er altså passende, at ægtefællerne besegler deres fælles beslutning: at give sig selv til hinanden og at skænke hinanden deres liv, idet de forener deres gave med Kristi offergave for Kirken, som bliver nærværende i det eukaristiske offer. For ved at modtage Eukaristien, det samme Kristi legeme og det samme Kristi blod, “bliver de ét legeme” i Kristus. [669] [1323; 1368] 1622 “Eftersom ægtevielsen er en sakramental handling til helliggørelse, må den i sig selv være gyldig, værdig og bære frugt”.[670] Det sømmer sig altså, at de fremtidige ægtefolk forbereder sig til deres ægtevielse ved at modtage bodens sakramente. [1422] 1623 Ifølge den latinske tradition er det ægtefællerne der, som tjenere for Kristi nåde, meddeler hinanden ægteskabets sakramente ved at give deres samtykke til kende over for Kirken. I de orientalske Kirkers traditioner er biskoppen eller præsten vidne til ægtefællernes gensidige samtykke (jf. CCEO, can. 817), men også deres velsignelse er nødvendig for sakramentets gyldighed. [671] 1624 De forskellige liturgier er rige på velsignelses- og epiklesebønner til Gud om hans nåde og velsignelse over brudeparret, særlig over bruden. I epiklesen (påkaldelsen) i dette sakramente modtager ægtefællerne Helligånden som kærlighedens samfund mellem Kristus og Kirken. [672] Det er Helligånden, der er seglet på deres ægtepagt, den stadigt rindende kilde til deres kærlighed, den kraft deres troskab fornyes ved. [736] III. Samtykket til ægteskabet 1625 Ægtepagten sluttes mellem en mand og en kvinde, der er døbt og frie til at indgå ægteskab, og som frit giver deres samtykke. “Være fri” vil sige: [1734]

[663] [664] [665] [666] [667] [668] [669] [670] [671] [672]

[664]

Jf. Mark 12,25; 1 Kor 7,31.

[665]

Jf. Matt 19,3-12.

[666]

Jf. LG 42; PC 12; OT 10.

[667]

Skt. Johannes Chrysostomos, virg. 10,1; jf. FC 16.

[668]

Jf. SC 61.

[669]

Jf. LG 6.

[670]

Jf. 1 Kor 10,17.

[671]

FC 67.

[672]

Jf. CCEO, can. 828.

[673]

Jf. Ef 5,32.

- ikke handle under tvang; - ikke være hindret af nogen naturlov eller kirkelov. 1626 Kirken betragter brudefolkenes gensidige samtykke som det ufravigelige element “hvorved ægteskabet kommer i stand”.[673] Uden samtykke intet ægteskab. [2201] 1627 Samtykket består i den “handling, hvorved ægtefællerne gensidigt skænker og modtager hinanden”[674]: “Jeg tager dig til hustru... Jeg tager dig til ægtemand”. [675] Dette samtykke, som binder brudefolkene til hinanden, fuldbyrdes ved at de to “bliver ét kød”. [676] [1735] 1628 Samtykket må være en viljesakt hos begge parter, fri for tvang eller alvorlig ydre frygt. [677] Ingen menneskelig magt kan erstatte dette samtykke.[678] Hvis denne frihed mangler, er ægteskabet ugyldigt. 1629 Af denne grund (eller andre grunde der gør, at intet ægteskab er blevet indgået [679]) kan Kirken, efter at sagen er blevet prøvet ved den kompetente, kirkelige domstol, erklære “ægteskabet for ugyldigt”, dvs. at ægteskabet aldrig har eksisteret. I så tilfælde er parterne frie til at gifte sig, blot de overholder de naturlige forpligtelser, et tidligere samliv har ført til .[680] 1630 Præsten (eller diakonen), som medvirker ved fejringen af ægtevielsen, modtager ægtefællernes samtykke i Kirkens navn og giver dem Kirkens velsignelse. At den gejstlige (og også vidner) er til stede, udtrykker på synlig måde, at ægteskabet er en kirkelig realitet. 1631 Det er grunden til at Kirken normalt kræver af sine troende, at et ægteskab indgås i den kirkelige form.[681] For denne bestemmelse taler flere grunde: - det sakramentale ægteskab er en liturgisk akt. Derfor bør det fejres i Kirkens offentlige liturgi; [1069] - ægteskabet indfører i en kirkelig ordo (stand); det medfører rettigheder og pligter i Kirken, mellem ægtefolkene og over for børnene; [1537] - eftersom ægteskabet er en livsform i Kirken, må der være sikkerhed for indgåelsen af det (derfor kravet om vidner); - samtykkets offentlige karakter beskytter det én gang givne Ja-ord og hjælper til at forblive trofast mod det. [2365] 1632 Ægteskabsforberedelsen er af største betydning for, at brudeparrets ja-ord kan være en fri og ansvarlig akt, og for at ægtepagten kan bygge på tryg og varig menneskelig og kristen grund: Den bedste forberedelse er forældres og familiers eksempel og opdragelse. Sjælesørgernes og den kristne menigheds rolle som “Guds familie” er uundværlig i videregivelsen af de menneskelige og kristne værdier i ægteskabet og familien, [682] og dette så meget mere som mange unge i vor tid kender til brudte hjem, der ikke nok sikrer denne indføring: Ungdommen bør i rette tid, især i familiens skød, modtage en passende belæring om den ægteskabelige kærligheds værdighed, forpligtelser og udtryk. Hvis de er opdraget til kyskhed, vil de, når tiden er inde, være i stand til at indgå ægteskab efter en passende forlovelsestid.[683] [2350]

[673] [674] [675] [676] [677] [678] [679] [680] [681] [682] [683]

[674]

CIC, can. 1057, § 1.

[675]

GS 48, § 1; jf. CIC, can. 1057, § 2.

[676]

OcM 62.

[677]

Jf. 1 Mos 2,24; Mark 10,8; Ef 5,31.

[678]

Jf. CIC, can. 1103.

[679]

CIC, can. 1057, § 1.

[680]

Jf. CIC, can. 1083-1108.

[681]

Jf. CIC, can. 1071, §§ 1.3.

[682]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1813-1816; CIC, can. 1108.

[683]

Jf. CIC, can.1063.

[684]

GS 49, § 3.

Blandede ægteskaber og ulighed i gudsdyrkelse 1633 Blandede ægteskaber (mellem en katolik og en døbt ikke-katolik) er et hyppigt forekommende fænomen i mange lande. Det kræver en særlig opmærksomhed såvel af ægtefællerne som af deres sjælesørgere. I tilfælde af forskel i religion (mellem en katolik og en udøbt) er en endnu større årvågenhed påkrævet. 1634 Forskel i konfession udgør ikke nogen uoverstigelig hindring for ægteskabet, hvis det lykkes ægtefællerne at samle det, de hver især har modtaget i deres respektive kirkesamfund, og lære af hinanden, hvordan enhver af dem lever sin troskab mod Kristus. Men vanskelighederne ved blandede ægteskaber må heller ikke undervurderes. De skyldes den kendsgerning, at spaltningen mellem de kristne endnu ikke er overvundet. Ægtefællerne risikerer at opleve splittelsens drama mellem de kristne inden for hjemmets fire vægge. Ulighed i gudsdyrkelsen kan skærpe disse vanskeligheder. Forskellige opfattelser af troen, ja, også i synet på ægteskabet, men også forskellig religiøs mentalitet kan blive en kilde til spændinger i ægteskabet, primært i opdragelsen af børnene. En fristelse kan melde sig til religiøs ligegyldighed . [817] 1635 Ifølge gældende ret i den latinske Kirke skal et blandet ægteskab for at være lovligt, have udtrykkelig tilladelse af den kirkelige myndighed.[684] I tilfælde af forskel i religion kræves en udtrykkelig dispensation for denne ægteskabshindring, for at ægteskabet kan være gyldigt. [685] Denne tilladelse eller denne dispensation forudsætter, at begge parter kender og ikke udelukker de formål og egenskaber, der hører til ægteskabets væsen, men også at den katolske part bekræfter sine forpligtelser, som den ikke-katolske part udtrykkeligt gøres bekendt med, nemlig at holde fast ved sin tro og sikre børnenes dåb og opdragelse i den katolske Kirke.[686] 1636 Takket være den økumeniske dialog er det mange steder i verden lykkedes de pågældende kirkesamfund at organisere en fælles sjælesorg for blandede ægteskaber. Dens opgave er at hjælpe disse par til at leve deres særlige situation i lys af troen. Den skal også hjælpe dem til at overvinde spændingerne mellem de forpligtelser ægtefællerne har over for hinanden og for deres respektive kirkesamfund. Den skal opmuntre til at udvikle det de har fælles i troen, og respekten for det der adskiller dem. [821] 1637 I ægteskaber med forskel i religion har den katolske ægtefælle en særlig opgave: “for en ikketroende mand er helliget ved sin hustru, og en ikke-troende hustru er helliget ved sin troende mand” (1 Kor 7,14). For den kristne ægtefælle og for Kirken er det en stor glæde, hvis denne “helligelse” fører den anden til frivillig omvendelse til den kristne tro. [687] En oprigtig ægteskabelig kærlighed, ydmyg og tålmodig praksis af familielivets dyder og udholdende bøn kan forberede den vantro ægtefælle til at modtage omvendelsens nåde. IV. Virkningerne af Ægteskabets sakramente 1638 “Af et gyldigt ægteskab opstår der mellem ægtefællerne et bånd, som efter sin natur er livsvarigt og eksklusivt. Desuden bliver ægtefællerne i det kristne ægteskab styrket og ligesom indviet af et særligt sakramente til deres stands pligter og værdighed”.[688] Det ægteskabelige bånd 1639 Det samtykke, hvorved ægtefællerne giver sig til og modtager hinanden, bliver beseglet af Gud selv.[689] Af deres pagt “oprettes i overensstemmelse med den guddommelige ordning et fast forhold, der også

[684] [685] [686] [687] [688] [689]

[685]

Jf. CIC, can. 1124.

[686]

Jf. CIC, can. 1086.

[687]

Jf. CIC, can. 1125.

[688]

Jf. 1 Kor 7,16.

[689]

CIC, can. 1134.

[690]

Jf. Mark 10,9.

gælder som sådant i samfundet”. [690] Ægtepagten er integreret i Guds pagt med menneskene: “Autentisk ægteskabelig kærlighed optages i Guds kærlighed”.[691] 1640 Det ægteskabelige bånd er altså etableret af Gud selv, således at det ægteskab, der er indgået og fuldbyrdet mellem døbte, aldrig kan opløses. Dette bånd, som følger af brudeparrets frie menneskelige handling og af ægteskabets fuldbyrdelse, er nu en uigenkaldelig realitet og oprindelse til en pagt, der er garanteret af Guds troskab. Det står ikke i Kirkens magt at sætte sig ud over denne ordning, som den guddommmelige visdom har oprettet.[692] [2365] Ægteskabets sakramentes nåde 1641 “I deres stand og livsform har [de kristne ægtefæller] i Guds folk deres egen nådegave”. [693] Den særlige nåde, som ægteskabets sakramente formidler, er bestemt til at fuldkommengøre kærligheden mellem ægtefællerne og styrke deres uopløselige enhed. Ved denne nåde “hjælper de kristne ægtefæller således hinanden frem mod hellighed i det ægteskabelige liv og ved at tage imod børnene og opdrage dem”. [694] 1642 Kristus er kilden til denne nåde. “Ligesom Gud nemlig fordum gjorde sig nærværende for sit folk gennem en kærligheds- og troskabspagt, således kommer menneskenes Frelser og Kirkens brudgom ind i kristne ægtefællers liv gennem ægteskabets sakramente”. [695] Han bliver hos dem; Han giver dem kraften til at tage deres kors op og følge ham, til at rejse sig efter deres fald, tilgive hinanden, bære hinandens byrder,[696] “underordne sig under hinanden i ærefrygt for Kristus” (Ef 5,21) og elske hinanden med en overnaturlig kærlighed, der er fin og frugtbar. I glæderne ved deres kærlighed og deres familieliv giver han dem, allerede hernede, en forsmag på Lammets bryllupsfest: [1615; 796] Hvordan skal jeg kunne udtrykke lykken i det ægteskab, der er sluttet af Kirken, styrket af offeret og beseglet af velsignelsen; der er forkyndt af englene og anerkendt af Faderen? ... Hvilken vidunderlig forbindelse: to troende, forenet af ét håb, ét ønske, én livsform, i én tjeneste! Én Faders børn, én Herres tjenere! Ingen adskillelse i ånden eller i kødet, men virkelig to i ét kød. Og hvor der er ét kød, er der også én ånd.[697]

V. Den ægteskabelige kærligheds goder og udfordringer 1643 “Den ægteskabelige kærlighed har noget totalt ved sig, der omfatter alle personens dimensioner: legeme og instinkt, fornemmelsernes og følelsernes kraft, ånds og viljes stræben. Den tilsigter en dyb personal enhed, der går ud over foreningen i ét kød og fører til, at de to bliver ét hjerte og én sjæl. Den kræver uopløselighed og troskab i den endegyldige hengivelse til hinanden; og den er åben for frugtbarhed. Kort og godt: det drejer sig om de normale kendetegn for enhver naturlig ægteskabelig kærlighed, men med en ny betydning, der ikke blot renser og grundfæster dem, men løfter dem op til at blive udtryk for særlige kristne værdier”.[698] [2361] Ægteskabets enhed og uopløselighed

[690] [691] [692] [693] [694] [695] [696] [697] [698]

[691]

GS 48, § 1.

[692]

GS 48, § 2.

[693]

Jf. CIC, can. 1141.

[694]

LG 11.

[695]

LG 11; jf. LG 41.

[696]

GS 48, § 2.

[697]

Jf. Gal 6,2.

[698]

Tertullian, ux. 2,8,6-7; jf. FC 13.

[699]

FC 13.

1644 Ægtefællernes kærlighed kræver, ifølge sin natur, enhed og uopløselighed i deres personlige fællesskab, som omfatter hele deres liv: “Derfor er de ikke længere to, men ét kød” (Matt 19,6). [699] “De er kaldet til stadig at vokse i deres enhed gennem daglig troskab mod deres ægteskabsløfte om den totale hengivelse til hinanden”.[700] Dette menneskelige fællesskab bekræftes, renses og fuldendes ved det fællesskab i Jesus Kristus, som er givet i ægteskabets sakramente. Det uddybes i det fælles trosliv og i Eukaristien, som de modtager sammen. 1645 “Mandens og hustruens personlige ligeværd skal erkendes gennem den gensidige og uforbeholdne hengivelse, der bliver et talende udtryk for den af Gud stadfæstede ægteskabelige enhed”. [701] Polygami er i modstrid med denne ligeværdighed og ægteskabelige kærlighed, som er unik og eksklusiv. [702] [369] Troskab i den ægteskabelige kærlighed [2364-2365] 1646 Den ægteskabelige kærlighed kræver, ifølge sin natur, af ægtefællerne en usvigelig troskab. Det er følgen af den gensidige hengivelse, som de to ægtefæller giver hinanden. Kærligheden vil være endegyldig. Den kan ikke bare være “indtil videre”. “Som to personers gensidige skænken sig til hinanden, kræver den intime enhed, sammen med hensynet til børnene, ægtefællers fulde troskab og fordrer denne enheds uopløselighed”.[703] 1647 Den dybeste grund ligger i Guds troskab mod sin pagt, Kristi troskab mod sin Kirke. Gennem ægteskabets sakramente bliver ægtefællerne i stand til at repræsentere denne troskab og vidne om den. Gennem sakramentet får ægteskabets uopløselighed en ny og dybere mening. 1648 Det kan synes vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at binde sig for livet til et andet menneske. Så meget vigtigere er det at forkynde det glade Budskab, at Gud elsker os med en endegyldig og uigenkaldelig kærlighed, at ægtefællerne har del i denne kærlighed, som bærer og støtter dem, og at de ved deres troskab kan være vidner om Guds trofaste kærlighed. De ægtefæller som, med Guds nåde, afgiver dette vidnesbyrd, ofte under ret så vanskelige forhold, fortjener kirkefællesskabets tak og støtte. [704] 1649

Der findes dog situationer, hvor det ægteskabelige samliv af meget forskellige grunde bliver praktisk talt umuligt. I sådanne tilfælde tillader Kirken ægtefællernes fysiske separation, og ophør af bofællesskabet. Ægtefællerne ophører ikke dermed at være mand og hustru for Gud; de er ikke frie til at indgå et nyt ægteskab. I denne vanskelige situation ville den bedste løsning, om muligt, være forsoning. Det kristne fællesskab er kaldet til at hjælpe disse mennesker til at gennemleve denne situation på kristen vis, i troskab mod deres bindende ægteskab, som forbliver uopløseligt.[705] [2383]

1650

Talrige katolikker, i mange lande, søger i dag civilretslig skilsmisse og indgår et nyt, borgerligt ægteskab. Kirken fastholder sin troskab mod Jesu Kristi ord: “Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod den første; og hvis en kvinde skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud”: Mark 10,11-12. Kirken kan derfor ikke anerkende en ny forbindelse som gyldig, hvis det første ægteskab var det. Hvis de fraskilte er gengift borgerligt, befinder de sig i en situation, som går objektivt mod Guds lov. Følgelig kan de ikke få adgang til den eukaristiske kommunion, så længe denne situation vedvarer. Af samme grund kan de ikke udføre visse kirkelige opgaver. Forsoningen gennem Bodens sakramente kan kun gives dem, som angrer deres krænkelse af det der er tegnet på ægtepagten og troskaben mod Kristus, og som forpligter sig til at leve i fuldstændig afholdenhed. [2384]

1651

Over for kristne, der lever i denne situation, og som ofte bevarer troen og ønsker at give deres børn en kristen opdragelse, må præsterne og hele menigheden udvise en vågen omsorg, så de ikke betragter sig selv som skilt fra Kirken, hvis liv de kan og bør deltage i som døbte:

[699] [700] [701] [702] [703] [704] [705]

[700]

Jf. 1 Mos 2,24.

[701]

FC 19.

[702]

GS 49, § 2.

[703]

Jf. FC 19.

[704]

GS 48, § 1.

[705]

Jf. FC 20.

[706]

Jf. FC 83; CIC, can. 1151-1155.

De skal opmuntres til at lytte til Guds ord, til at deltage i det hellige messeoffer, til at bede udholdende, til at deltage i næstekærligt arbejde og i menighedens fælles arbejde for større retfærdighed, til at opdrage deres børn i den kristne tro og til at udvikle bodens ånd og gerninger - for således dag for dag at bønfalde om Guds nåde.[706]

Åben for frugtbarhed [2366-2367] 1652 “Ifølge sin natur har den ægteskabelige institution og kærlighed forplantningen og børnenes opdragelse som formål og finder herigennem sin fuldendelse”: [707] [372] Børn er i sandhed ægteskabets største gave og bidrager i høj grad til forældrenes velfærd. Gud, der selv har sagt: “Det er ikke godt for mennesket at være ene” (1 Mos 2,18), og “fra begyndelsen af skabte dem som mand og kvinde” (Matt 19,4), ønsker at delagtiggøre mennesket på særlig vis i sin egen skabergerning. Derfor velsignede han manden og kvinden og sagde: “Bliv frugtbare og mangfoldige” (1 Mos 1,28). Uden at glemme ægteskabets øvrige formål, sigter sand udøvelse af ægteskabelig kærlighed, samt hele familielivets mening, der har sin rod i denne kærlighed, på at gøre ægtefæller rede til udholdende at samarbejde med Skaberens og Frelserens kærlighed, der gennem ægtefællerne dagligt vil udvide og berige Sin familie.[708]

1653 Frugtbarheden i den ægteskabelige kærlighed udstrækker sig også til frugter af det moralske, åndelige og overnaturlige liv, som forældrene videregiver til deres børn i opdragelsen. Forældrene er deres børns første og vigtigste opdragere. [709] I den forstand er ægteskabets og familiens fundamentale opgave at stå i livets tjeneste.[710] [2231] 1654 De ægtefæller, som Gud ikke har givet at få børn, kan ikke desto mindre, i menneskelig og kristen forstand, have et meningsfyldt samliv. Deres ægteskab kan udstråle frugtbarhed i næstekærlighed, hjælpsomhed og offervilje. VI. Huskirken 1655 Kristus ville fødes og vokse op i Josefs og Marias hellige familie. Kirken er intet andet end “Guds familie”. Fra begyndelsen bestod kernen i Kirken ofte af dem, som, “med hele deres hus”, var blevet troende.[711] Når de omvendte sig, ønskede de også, at “hele deres hus” skulle frelses. [712] Disse familier, som var blevet troende, udgjorde små øer af kristent liv i en vantro verden. [759] 1656 I vore dage, i en verden der ofte er fremmed og endog fjendtlig over for troen, er de troende familier af største betydning som arnesteder for en levende tro, der har udstråling. Det er derfor det andet Vatikankoncil, med et gammelt udtryk, kalder familien Ecclesia domestica (Huskirke).[713] Det er i familiens skød, at forældrene “ved ord og eksempel... bør være troens første forkyndere for deres børn. De skal opmuntre den enkeltes personlige kald, dog med særlig omhu kaldet til præste- og ordensstand”. [714] [2204] 1657 Det er her, at familiefaderen, moderen, børnene, alle familiens medlemmer udøver dåbens (almindelige) præstedømme, “ved at modtage sakramenterne, ved bøn og taksigelse, ved et helligt livs vidnesbyrd og ved selvfornægtelse og en handlekraftig kærlighed”. [715] Familien er således den første skole i

[706] [707] [708] [709] [710] [711] [712] [713] [714] [715]

[707]

FC 84.

[708]

GS 48, § 1.

[709]

GS 50, § 1.

[710]

Jf. GE 3.

[711]

Jf. FC 28.

[712]

Jf. Apg 18,8.

[713]

Jf. Apg 16,31 og 11,14.

[714]

LG 11; jf. FC 21.

[715]

LG 11.

[716]

LG 10.

det kristne liv og “en slags skole for en rigere menneskelighed”. [716] Det er her, man lærer flid og glæde ved arbejdet, kærlighed som mellem søskende, højmodig, også gentagen tilgivelse, og frem for alt at tjene Gud i bøn og hengivelse af sit liv. [1268; 2214-2231; 2685] 1658 Vi må også huske på visse mennesker, som står Jesu hjerte særlig nær på grund af de faktiske forhold de lever under - ofte uden selv at have villet det, nemlig de mange ugifte. De fortjener Kirkens og særlig sjælesørgernes opmærksomhed og omsorg. Mange af dem står uden nogen menneske-familie, ofte på grund af fattigdom. Der findes dem som klarer deres livssituation i saligprisningernes ånd, ved at tjene Gud og næsten på forbilledlig måde. For alle ugifte må hjemmenes døre stå åbne, “huskirkerne”, og den store familie: Kirken. “Ingen er uden familie i denne verden: Kirken er hjem og familie for alle, især for dem, ‘som slider og bærer tunge byrder’ (Matt 11,28)”.[717] [2231; 2233] I korthed 1659 Paulus siger: “I mænd, elsk jeres hustruer ligesom Kristus har elsket Kirken... Dette mysterium er stort; jeg sigter hermed til Kristus og Kirken” (Ef 5,25.32). 1660 Ægtepagten, hvorved en mand og en kvinde opretter et intimt fællesskab mellem sig i liv og kærlighed, blev grundlagt af Skaberen og forsynet med egne love af Ham. Efter sin natur er den henordnet til ægtefællernes bedste såvel som til at føde og opdrage børn. Ægteskab mellem døbte er af Kristus Herren ophøjet til et sakramentes værdighed.[718] 1661 Ægteskabets sakramente betegner foreningen mellem Kristus og Kirken. Det giver ægtefællerne den nåde at elske hinanden med den kærlighed, hvormed Kristus har elsket sin Kirke. Sakramentets nåde fuldkommengør således ægtefællernes menneskelige kærlighed, styrker den uopløselige enhed mellem dem og helliggør dem på vejen til det evige liv.[719] 1662 Ægteskabet bygger på aftaleparternes samtykke, det vil sige på viljen til at give sig endegyldigt til hinanden for at leve i en trofast og frugtbar kærligheds pagt. 1663 Eftersom ægteskabet etablerer brudeparret i en offentlig stand i Kirken, bør vielsen fejres i offentlighed, inden for rammen af en liturgisk fejring, i nærvær af en præst (eller et af Kirken bemyndiget vidne), forlovere og de troendes forsamling. 1664 Enhed, uopløselighed og åbenhed for frugtbarhed er væsentligt for ægteskabet. Polygami er uforeneligt med ægteskabets enhed. Skilsmisse adskiller det, som Gud har sammenføjet; afvisning af frugtbarheden fratager ægteskabet “dets største gave”, barnet. [720] 1665 At fraskilte gifter sig igen, så længe den retmæssige ægtefælle lever, er imod Guds plan og lov, sådan som Kristus har lært det. De er ikke skilt fra Kirken, men de kan ikke gå til den eukaristiske kommunion. De skal leve deres kristenliv særlig ved at opdrage deres børn i troen. 1666 Den kristne familie er det sted, hvor børnene modtager det første budskab om troen. Det er derfor med rette, at hjemmet kaldes “huskirke”, et fællesskab i nåde og bøn, en skole i menneskelige dyder og kristen kærlighed.

Fjerde kapitel

[716] [717] [718] [719] [720]

[717]

GS 52, § 1.

[718]

FC 85.

[719]

Jf. GS 48, § 1; CIC, can. 1055, § 1.

[720]

Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1799.

[721]

GS 50, § 1.

Andre liturgiske fejringer Artikel 1 Sakramentalierne 1667 “Men Kirken, den hellige Moder, har også indstiftet sakramentalier. Disse er hellige tegn, der på en måde efterligner sakramenterne og betegner især nogle åndelige virkninger, der opnås ved Kirkens forbøn. De sætter menneskene i stand til at modtage, hvad sakramenterne især virker, og helliggør de forskellige livsforhold”.[721] Sakramentaliernes særpræg 1668 De er indstiftet af Kirken for at hellige visse kirkelige tjenester, visse livsformer, meget forskellige omstændigheder i det kristne liv, ligesom brugen af ting, der er til nytte for mennesket. Alt efter biskoppernes pastorale beslutninger kan de også imødekomme behov i den særlige kultur og historie som det kristne folk i en bestemt region eller tidsalder kan have. De indeholder altid en bøn, ofte ledsaget af et bestemt tegn som håndspålæggelse, korstegn, bestænkning med vievand (som minder om Dåben). [699, 2157] 1669 De har deres oprindelse i dåbens (almindelige) præstedømme: Enhver døbt er kaldet til at være en “velsignelse”[722] og velsigne.[723] Det er derfor, lægfolk kan foretage visse velsignelser. [724] Jo nærmere en velsignelse er knyttet til det kirkelige og sakramentale liv, des mere forbeholdes den de ordinerede embedsbærere (biskopper, præster eller diakoner). [725] [784; 2626] 1670 Sakramentalierne meddeler ikke Helligåndens nåde sådan som sakramenterne, men ved Kirkens bøn forbereder de til at modtage nåden og indstiller på at samarbejde med den. “For de troende, der er vel forberedte, har derfor sakramenternes og sakramentaliernes liturgi den virkning, at deres liv i alle situationer bliver helliggjort ved Guds nåde. Det er den nåde, der strømmer fra påskemysteriet - Kristi lidelse, død og opstandelse - som alle sakramenter og sakramentalier får deres kraft fra. Den rette brug af de materielle ting kan næsten altid gøres til et middel til at helliggøre menneskene og til at lovprise Gud”. [726] [1128, 2001] Forskellige former for sakramentalier 1671 Blandt sakramentalierne figurerer først velsignelserne (af personer, mad, ting og steder). Al velsignelse er lovprisning af Gud og bøn om at opnå hans gaver. I Kristus er de kristne velsignet af Gud Far “med al Himlens åndelige velsignelse” (Ef 1,3). Det er derfor Kirken meddeler velsignelsen under påkaldelse af Jesu navn og ved vanligvis at tegne Kristi hellige korstegn . [1078] 1672 Visse velsignelser har varig virkning: de vier mennesker til Gud og reserverer ting og steder til liturgisk brug. Blandt dem, der angår mennesker - som ikke må forveksles med sakramental ordination findes velsignelse af abbeden eller abbedissen i et kloster, vielse af jomfruer og enker, riter ved aflæggelse af klosterløfter og velsignelser til visse tjenester i Kirken (lektorer, akolytter, kateketer osv.). Som eksempel på velsignelse af ting kan nævnes indvielse eller velsignelse af en kirke eller et alter, af de hellige olier, af hellige kar og paramenter, kirkeklokker osv. [923; 925, 903]

[721] [722] [723] [724] [725] [726]

[722]

SC 60; jf. CIC, can. 1166; CCEO, can. 867.

[723]

Jf. 1 Mos 12,2.

[724]

Jf. Luk 6,28; Rom 12,14; 1 Pet 3,9.

[725]

Jf. SC 79; CIC, can. 1168.

[726]

Jf. Ben 16; 18.

[727]

SC 61.

1673 Når Kirken offentligt og med myndighed, i Jesu Kristi navn, beder om at et menneske eller en genstand må være beskyttet mod den Ondes anslag og unddraget hans herredømme, taler man om exorcisme. Det har Jesus praktiseret; [727] det er fra Ham, at Kirken har kraften og opgaven at uddrive onde ånder. [728] I enkel form bruges exorcisme ved Dåben. Højtidelig exorcisme, den såkaldt “store exorcisme”, kan kun foretages af en præst og med biskoppens tilladelse. Det skal gøres med klogskab og streng overholdelse af Kirkens regler.[729] Exorcismen tilsigter uddrivelse af dæmoner eller udfrielse af dæmonisk besættelse og det med den åndelige autoritet, som Jesus har betroet sin Kirke. Helt anderledes er det med sygdomstilfælde, særlig psykiske, som hører ind under lægevidenskaben. Det er altså vigtigt, før man griber til exorcisme, at forvisse sig om at det drejer sig om den Ondes tilstedeværelse og ikke om en sygdom. [395; 550; 1237] Folkereligiøsitet 1674 Katekesen skal ikke blot være opmærksom på den sakramentale liturgi og sakramentalierne, men også på de troendes fromhedsformer og folkereligiøsiteten. Den religiøse sans hos det kristne folk har til alle tider fundet sit udtryk i forskellige former for fromhed, som omgiver Kirkens sakramentale liv: således relikvier som æres, besøg i helligdomme, valfarter, processioner, korsvejsandagter, religiøse danse, rosenkransen, medaljer[730] osv. [2688; 2669, 2678] 1675 Disse udtryksformer står i forlængelse af Kirkens liturgiske liv, men erstatter det ikke: “[De] skal imidlertid tage hensyn til de liturgiske årstider og ordnes sådan, så de svarer til den hellige liturgi, kan udledes af den på en eller anden måde og føre folket hen til den, eftersom den naturligvis står langt over disse andagter”.[731] 1676 Der behøves et pastoralt skøn for at opretholde og støtte folkefromheden og, om nødvendigt, rense den og rette op på den religiøse iver, som ligger til grund for disse andagtsformer, og for at fremme kendskabet til Kristi mysterium. Udøvelsen af dem er underlagt biskoppernes omsorg og skøn og Kirkens generelle normer.[732] [426] Folkereligiøsiteten er i alt væsentligt en samling værdier som, sammen med kristen visdom, giver svar på de store spørgsmål i tilværelsen. Folkelig katolsk sund sans består i evnen til at se de store sammenhænge i livet. Sådan får den, på en kreativ måde, det guddommelige og det menneskelige ført sammen; Kristus og Maria, ånd og legeme, fællesskab og institution, enkeltperson og fællesskab, tro og fædreland, forstand og følelse. Denne visdom er en kristen humanisme, som radikalt bekræfter ethvert menneskes værdighed som Guds barn, opbygger et grundlæggende broderskab, lærer mennesket at møde naturen og forstå arbejdet, og giver grunde til at leve i glæde og godt humør, selv midt i de hårde prøvelser, som livet byder på. Denne visdom er det også som sætter folk i stand til at vurdere, et evangelisk instinkt som får det til straks at se, hvornår Evangeliet tjenes i Kirken, og hvornår det tømmes for sit indhold og kvæles af andre interesser.[733]

I korthed 1677 Sakramentalier kalder man de hellige tegn, som er indstiftet af Kirken og som er bestemt til at forberede menneskene på modtagelsen af sakramenternes frugter og hellige livets forskellige omstændigheder.

[727] [728] [729] [730] [731] [732] [733]

[728]

Jf. Mark 1,25 -26.

[729]

Jf. Mark 3,15; 6,7.13; 16,17.

[730]

Jf. CIC, can. 1172.

[731]

Jf. 2. Koncil i Nikæa: DS 601; 603; Tridentinerkoncilet: DS 1822.

[732]

SC 13.

[733]

Jf. CT 54.

[734]

Puebladokumentet; jf. EN 48.

1678 Blandt sakramentalierne indtager velsignelserne en vigtig plads. De er på én gang lovprisning af Gud for hans værker og gaver, og Kirkens bøn for menneskene, for at de må bruge Guds gaver i Evangeliets ånd. 1679 Ud over liturgien næres det kristne liv af forskellige former for folkefromhed, som har rødder i forskellige kulturer. Samtidig med at Kirken årvågent søger at oplyse disse former med troens lys, fremmer den også dem, som viser et evangelisk instinkt og en menneskelig visdom og som beriger det kristne liv.

Artikel 2 Kristen begravelse 1680 Alle sakramenterne, særlig de kristne indføringssakramenter, havde som mål Gudsbarnets sidste påske for øje, den påske, hvor det gennem døden går ind til livet i Guds Rige. Da sker det, som bekendtes i tro og håb: “Jeg venter de dødes opstandelse og livet i den tilkommende evighed”. [734] [1525] I. Den kristnes sidste Påske 1681 Den kristne mening med døden bliver åbenbar i lys af Kristi Påskemysterium, Hans død og opstandelse, i hvem vi har vort eneste håb. Den kristne, som dør i Kristus Jesus, “bryder op fra legemet for at komme hjem til Herren”.[735] [1010-1014] 1682 Dødsdagen indvarsler for den kristne, ved afslutningen af det sakramentale liv, fuldendelsen af den genfødsel som begyndte i dåben, den endelige “lighed” med “Sønnens billede” som blev meddelt ved Helligåndens salving, og deltagelsen i Rigets festmåltid som blev foregrebet i Eukaristien, selv om nogle sidste renselser endnu kan være nødvendige for at kunne iføre sig bryllupsklædningen. 1683 Kirken der, som en moder, sakramentalt har båret det kristne menneskebarn i sit skød under den jordiske pilgrimsfærd, ledsager det til vejs ende for at overgive det “i Faderens hænder”. Den bærer frem for Faderen, i Kristus, Hans nådes barn, og den lægger i håb sædekornet i jorden til det legeme, som skal genopstå i herlighed.[736] Denne offergave fejres fuldt ud i det eukaristiske offer; de velsignelser som går forud for det, og de som følger efter, er sakramentalier. [1020; 627] II. Begravelsens liturgi 1684 Kristen begravelse er en kirkelig liturgisk fejring. Ved denne fejring vil Kirkens tjeneste dels udtrykke et effektivt fællesskab med den afdøde, dels lade det fællesskab, der har samlet sig til højtideligheden, deltage i den og forkynde for den det evige liv. 1685 De forskellige begravelsesritualer udtrykker den kristne døds karakter af en Påske, alt efter forholdene og skikkene i hver region, også når det gælder den liturgiske farve .[737] 1686 Den romerske liturgis Ordo exsequiarum (OEx) foreslår tre typer begravelsesritual, svarende til de tre steder, hvor det foregår (hjem, kirke, kirkegård), og til den betydning som familien tillægger begravelsen, de lokale skikke, deres kultur og folkefromhed. Følgende forløb er iøvrigt fælles for alle liturgiske traditioner og omfatter fire hovedmomenter:

[734] [735] [736] [737]

[735]

Den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse.

[736]

Jf. 2 Kor 5,8.

[737]

Jf. 1 Kor 15,42-44.

[738]

Jf. SC 81.

1687 Forsamlingen hilses velkommen. En troens hilsen åbner gudstjenesten. Den afdødes nærmeste modtages med et “trøstens” ord (i ny-testamentlig forstand: Helligåndens kraft i håbet). [738] Forsamlingen afventer også i bøn “det evige livs ord”. Når et medlem af fællesskabet dør (eller på årsdagen, eller den syvende eller tredvte dag efter dødsfaldet) er det en begivenhed der må løfte blikket op over “denne verdens” horisont, og drage de troende ind i de virkelige perspektiver i troen på Kristi opstandelse. 1688 Ordets gudstjeneste ved begravelser kræver en særlig omhyggelig forberedelse, fordi der i gravfølget kan være troende, som sjældent tager del i liturgien, og venner af den afdøde, som ikke er kristne. Særlig homelien bør “undgå en gravtales litterære stil” [739] og i stedet belyse den kristne døds mysterium i lys af Kristi opstandelse. 1689 Det eukaristiske Offer. Når fejringen finder sted i kirken, er Eukaristien hjertet i den kristne døds Påske.[740] Her er det, Kirken udtrykker sit effektive fællesskab med den afdøde: i Helligånden frembærer den til Faderen Kristi døds og opstandelses offer; den beder Ham om at Hans barn må blive renset for sine synder og deres følger og få adgang til Påskens fylde ved Gudsrigets bord. [741] Det er ved den således fejrede Eukaristi at de troendes fællesskab, særlig den afdødes familie, lærer at leve i samfund med den, som “er sovet ind i Herren”, ved at modtage Kristi legeme, som han er et levende lem på, og ved derefter at bede for ham og sammen med ham. [1371; 958] 1690 Kirkens afsked med den døde er “at anbefale hans sjæl til Gud”. Dette er “det sidste farvel, det kristne fællesskab byder et af sine medlemmer før hans legeme bæres til graven”. [742] Den byzantinske tradition udtrykker det ved at kysse den døde farvel: [2300] Ved denne sidste hilsen “synger man, fordi han har forladt dette liv og er gået bort, men også, fordi der findes et fællesskab og en genforening. Gennem døden bliver vi jo på ingen måde skilt fra hinanden, for vi skal alle den samme vej, og vi skal finde hinanden igen på samme sted. Vi vil aldrig mere skilles, for vi lever for Kristus, og er nu forenet i Kristus, undervejs til Ham... og alle skal vi være sammen i Kristus”.[743]

Tredje Del: Livet i Kristus 1691 “Du kristne menneske, erkend din værdighed. Fordi du nu har del i guddommelig natur, så fald ikke tilbage i fortidens forfald. Tænk på, hvilket Hoved du tilhører og hvilket Legeme, du er indlemmet i. Husk på, at du er revet ud af mørkets magter og overført i lyset og Guds Rige”. [744][1] [790] 1692 Trosbekendelsen taler om storheden i de gaver, Gud har skænket mennesket i sit skaberværk, og mere endnu i forløsningen og helliggørelsen. Det, som troen bekender, meddeler sakramenterne: ved “sakramenterne, som har genfødt dem”, er de kristne blevet “Guds børn” (1 Joh 3,1) ,[2] “delagtige i guddommelig natur” (2 Pet 1,4). Ved i troen at erkende deres nye værdighed er de kristne kaldet til fra nu af at leve et “liv, der er Kristi Evangelium værdigt”. [3] Gennem sakramenterne og bønnen modtager de Kristi nåde og hans Ånds gaver som sætter dem i stand dertil. 1693 Kristus Jesus har altid gjort det som behagede Faderen.[4] Han levede bestandig i fuldkomment samfund med Ham. Således er også hans disciple indbudt til at leve med Guds blik hvilende på sig, “Han,

[738] [739] [740] [741] [742] [743]

[739]

Jf. 1 Tess 4,18.

[740]

OEx 41.

[741]

Jf. OEx 1.

[742]

Jf. OEx 56.

[743]

OEx 10.

[744]

Skt. Simeon af Thessalonika, sep.

som ser i det skjulte” (Matt 6,6), for at blive “fuldkomne som den himmelske Fader er fuldkommen” (Matt 5,47). 1694 Indlemmet i Kristus ved Dåben,[5] er de kristne “døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus”, [6] og deltager således i den Opstandnes liv.[7] I Kristi efterfølgelse og i forening med Ham, [8] kan de kristne “søge at ligne Gud som hans elskede børn og vandre i kærlighed”, [9] ved at ligedanne deres tanker, ord og gerninger med “det sindelag som er i Kristus Jesus”[10] og følge Hans eksempel.[11] [1267] 1695 “Retfærdiggjort ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd” (1 Kor 6,11), “helliget og kaldet til at være hellige”,[12] er de kristne blevet “et tempel for Helligånden” (1 Kor 6,19). “Sønnens Ånd” lærer dem at bede til Faderen,[13] og siden Den er blevet deres liv, er det Ånden, der får dem til at handle [14] og “bære Åndens frugter”[15] ved en virksom kærlighed. Ånden helbreder syndens sår og “fornyer os i sind og ånd”; [16] Den oplyser og styrker os til at leve “som lysets børn” (Ef 5,8), ved “godhed, retfærdighed og sandhed” i alle ting (Ef 5,9). 1696 Kristi vej “fører til livet”,[17] den modsatte vej “fører til fortabelsen” (Matt 7,13). [18] Evangeliets lignelse om de to veje er altid til stede i Kirkens katekese. Den viser, hvor vigtige de moralske afgørelser er for vor frelse. “Der gives to veje: den ene Livets, den anden Dødens; men forskellen mellem dem er stor”. [19] [1970] 1697 I katekesen er det vigtigt i stor klarhed at fremhæve glæden på Kristi vej og de krav den stiller. [20] Katekesen om “det nye liv” (Rom 6,4) i Ham skal være: - en Helligåndens katekese, Læremesteren i vort indre liv i Kristus, den milde gæst og ven, som inspirerer, fører, retleder og styrker dette liv; [737 ff.] - en nådens katekese, for det er ved nåden at vi frelses, og det er også ved nåden at vore gerninger kan bære frugt til det evige liv; [1938 ff.] - en saligprisnings-katekese, for Kristi vej er sammenfattet i saligprisningerne, eneste vej til den evige lykke som menneskehjertet higer imod; [1716 ff.] - en katekese om synd og tilgivelse, for det menneske, der ikke kan erkende sig som synder, kan ikke kende sandheden om sig selv, betingelsen for at kunne handle ret, og uden tilbuddet om tilgivelse kunne mennesket ikke bære denne sandhed; [1846 ff.] - en katekese om de menneskelige dyder, så man begriber skønheden og tiltrækningen ved de rette holdninger til det gode; [1803 ff.] - en katekese om de kristne dyder: tro, håb og kærlighed, som højsindet lader sig inspirere af helgenernes eksempel; [1812 ff.] - en katekese om det dobbelte kærlighedsbud, som udfoldes i Dekalogen (de 10 bud); [2067] - en Kirke-katekese, fordi det er i de mangfoldige udvekslinger af “åndelige goder” i “de helliges samfund”, at det kristne liv kan vokse, udfolde sig og meddele sig. [946 ff.] 1698 Den første og sidste henvisning i denne katekese vil altid være Jesus Kristus selv, som er “vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6). Det er ved at se hen til Ham i tro, at Kristi troende kan håbe på, at Han selv vil realisere sine løfter i dem, og at de ved at elske Ham med den kærlighed hvormed Han har elsket dem, kan gøre de gerninger, der svarer til deres værdighed: [426] Jeg beder jer tænke over, at Jesus Kristus, vor Herre, er jeres sande Hoved, og at I er et af hans lemmer. Han er for jer som hovedet for sine lemmer; alt, hvad der hører Ham til, er jeres: hans ånd, hans Hjerte, hans legeme, hans sjæl, og alle hans egenskaber - og I skal gøre brug af dem som af ting, der tilhører jer, for at tjene, lovprise, elske og herliggøre Gud. I tilhører Ham, som lemmerne tilhører deres hoved. Derfor ønsker Han brændende at gøre brug af alt det i jer, som tilhører Ham, for at tjene og herliggøre hans Far.[21] “For mig er det at leve Kristus” (Fil 1,21).

Første Sektion Menneskets kald: Livet i Ånden

1699 Livet i Helligånden fuldender menneskets kald (første kapitel). Det består i guddommelig kærlighed og menneskelig solidaritet (andet kapitel). Det skænkes i nåde som en Frelse (tredje kapitel).

Første kapitel

Menneskets værdighed 1700 Menneskets værdighed har sin rod i skabelsen af det i Guds billede og lighed (1. artikel); det fuldendes i dets kald til guddommelig salighed (2. artikel). Det tilkommer mennesket frit at begive sig ind i denne fuldendelse (3. artikel). Ved sine bevidste handlinger (4. artikel) indstiller mennesket sig på det gode, Gud har lovet, og som den moralske samvittighed bekræfter, eller gør det ikke (5. artikel). Mennesket bygger sig selv op og vokser indefra: det gør hele sit sanse- og åndsliv til et materiale for sin vækst (6. artikel). Med nådens hjælp vokser det i dyd (7. artikel), undgår synden, og hvis det alligevel har syndet, betror det sig, ligesom den fortabte søn, [22] til vor himmelske Fars barmhjertighed (8. artikel). Således når det frem til den fuldkomne kærlighed. [356; 1439] Artikel 1

Mennesket - Guds billede 1701 “Ved at åbenbare mysteriet om Faderen og Hans kærlighed åbenbarer Kristus... mennesket fuldt ud for mennesket selv og klarlægger dets ophøjede kald”. [23] Det er i Kristus, “den usynlige Guds billede” (Kol 1,15),[24] at mennesket blev skabt i Skaberens “billede og lighed”. Det er i Kristus, forløser og frelser, at det guddommelige billede, vansiret i mennesket ved den første synd, er blevet restaureret i sin oprindelige skønhed og forædlet af Guds nåde.[25] [359] 1702 Guds billede findes i ethvert menneske. Det stråler frem i fællesskabet mellem mennesker, i lighed med de guddommelige Personers indbyrdes enhed (jf. andet kapitel). [1878] 1703 Udstyret med en “åndelig og udødelig”[26] sjæl, er mennesket “den eneste skabning, som Gud har villet for dens egen skyld”.[27] Allerede fra sin undfangelse er det bestemt for den evige salighed. [363; 2258] 1704 Mennesket har del i den guddommelige Ånds lys og kraft. Med sin fornuft er det i stand til at forstå den tingenes orden, som Skaberen har nedlagt i dem. Med sin vilje er det i stand til at styre sig selv i retning af sit sande vel. Det når sin fuldkommenhed i sin “søgen efter og kærlighed til, hvad der er sandt og godt”. [28] [339; 30] 1705 I kraft af sin sjæl og sine åndskræfter: forstand og vilje er mennesket udstyret med frihed, “et enestående tegn på Guds billede i mennesket”. [29] [1730] 1706 Med sin fornuft kender mennesket Guds stemme, som tilskynder det til “at gøre det gode og sky det onde”.[30] Enhver er forpligtet til lydighed mod denne lov, som genlyder i samvittigheden og som opfyldes i kærlighed til Gud og næsten. Moralsk adfærd vidner om personens værdighed. [1776] 1707 “Forført af den Onde, misbrugte mennesket fra historiens begyndelsen sin frihed”. [31] Det bukkede under for fristelsen og gjorde det onde. Det bevarer længslen efter det gode, men dets natur er såret af arvesynden. Det har fået hang til at synde og fejle: [397] Mennesket er derfor i splid med sig selv. Hele menneskelivet, både individuelt og kollektivt, afslører sig derfor som en dramatisk kamp mellem det gode og det onde, lyset og mørket.[32]

1708 Ved sin lidelse har Kristus befriet os fra Satan og fra synden. Han har fortjent os det nye liv i Helligånden. Hans nåde genopretter hvad synden i os havde forvoldt. [617] 1709 Den som tror på Kristus bliver Guds barn. Denne barneudkårelse forvandler mennesket ved at give det at følge Kristi eksempel. Den sætter det i stand til at handle ret og gøre det gode. I forening med sin Frelser når disciplen til den fuldkomne kærlighed, til helligheden. Modnet i nåden udfolder det moralske liv sig i evigt liv, i Himlens herlighed. [1265; 1050]

I korthed 1710

“Kristus åbenbarer fuldt ud mennesket for mennesket selv og klarlægger dets ophøjede kald”. [33]

1711 Udstyret med en åndelig sjæl, forstand og vilje, er mennesket fra sin undfangelse henordnet til Gud og bestemt til den evige salighed. Det arbejder på sin fuldkommenhed i “sin søgen efter og kærlighed til, hvad der er sandt og godt”.[34] 1712

Den sande frihed er i mennesket “et enestående tegn på Guds billede i mennesket”. [35]

1713 Mennesket er forpligtet til at følge den moralske lov som tilskynder det til “at gøre det gode og sky det onde”.[36] Denne lov genlyder i dets samvittighed. 1714 Mennesket, der er såret i sin natur af arvesynden, er udsat for vildfarelse og tilbøjeligt til det onde i udøvelsen af sin frihed. 1715 Den, der tror på Kristus, har det nye liv i Helligånden. Det moralske liv, som er vokset og modnet i nåden, skal fuldendes i Himlens herlighed. Artikel 2 Vort kald til salighed I. Saligprisningerne 1716 Saligprisningerne står i hjertet af Jesu forkyndelse. De genoptager løfterne til det udvalgte folk siden Abraham. De fuldender dem ved ikke mere blot at rette dem mod en jordisk besiddelse, men mod Himmeriget: [2546] Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene. (Matt 5,3-12).

1717 Saligprisningerne afspejler Jesu Kristi ansigt og beskriver hans kærlighed. De giver udtryk for de troendes kald, som knyttes til herligheden i hans lidelse og Opstandelse. De kaster lys over de karakteristiske handlinger og holdninger i det kristne liv. De er de paradoksale løfter, som understøtter håbet i trængslerne.

De forkynder de velsignelser og belønninger, som disciplene allerede ejer i det skjulte. De er allerede indledt i Jomfru Marias og alle helgenernes liv. [459; 1820] II. Længslen efter lykke 1718 Saligprisningerne svarer til den naturlige længsel efter lykke. Denne længsel er af guddommelig oprindelse; Gud har lagt den i menneskets hjerte for at drage det mod Ham, som alene kan opfylde den: [27; 1024] Ja, vi vil alle leve lykkeligt, og i hele menneskeslægten er der ingen, som ikke er enig i denne påstand, endnu inden den er helt udtalt.[37] Hvordan kan jeg da søge dig, Herre? Når jeg søger dig, min Gud, søger jeg jo et saligt liv. Jeg vil søge dig, for at min sjæl kan leve; for min krop lever af min sjæl, og min sjæl lever af dig.[38] [2541] Gud alene mætter.[39]

1719 Saligprisningerne røber målet for menneskets eksistens, endemålet for menneskets handlinger: Gud kalder os til sin egen salighed. Dette kald henvender sig til enhver personligt, men også til hele Kirken, det nye folk, som har modtaget løfterne og lever på dem i tro. [1950] III. Den kristne lyksalighed 1720 Ny Testamente anvender flere udtryk for at karakterisere den lyksalighed, Gud kalder mennesket til: Guds Riges komme;[40] Gudsbeskuelse: “Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5,8); [41] gå ind til Herrens glæde;[42] komme ind til Guds hvile:[43] [1027] Der skal vi hvile og vi skal se; vi skal se og vi skal elske; vi skal elske og vi skal lovprise. Det er, hvad der vil være ved enden uden ende. Og hvilket andet endemål har vi end at nå frem til riget, der ingen ende tager? [44]

1721 Gud har sat os i verden for at vi skal kende Ham, tjene Ham og elske Ham og således komme i Paradiset. Saligheden lader os få del i guddommelig natur (2 Pet 1,4) og det evige Liv. [45] Med den træder mennesket ind i Kristi herlighed[46] og i lyksaligheden i det treenige liv. [260] 1722 En sådan salighed overgår menneskets forstand og kræfter. Den er en gratis gave fra Gud. Det er derfor, man kalder den overnaturlig, ligesom den nåde der disponerer mennesket til at træde ind i den guddommelige glæde. [1028] “Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.” Ja, sandelig, efter Hans storhed og usigelige herlighed “kan ingen se Gud og leve”, for Faderen er ubegribelig; men efter Hans kærlighed og godhed mod menneskene og Hans Almagt, går Han så vidt som til at skænke dem, der elsker ham, det privilegium at se Gud... “for det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud”.[47] [294]

1723 Den forjættede salighed præsenterer os for afgørende moralske valg. Den indbyder os til at rense vort hjerte for dets onde tilbøjeligheder og søge Guds kærlighed frem for alt. Den belærer os om, at den sande lykke ikke findes i rigdommen eller velfærdet, heller ikke i menneskelig ære eller magt, heller ikke i noget menneskeværk, det være nok så nyttigt, som videnskab, teknik og kunst, heller ikke i nogen skabning, men i Gud alene, kilden til ethvert gode og al kærlighed: [2519; 227] “Rigdommen er dagens store afgud; det er den, folk, hele menneskemængden, instinktivt dyrker. De måler lykken efter formuen, og næst efter formuen også anseeelse... Det kommer alt sammen af den overbevisning, at med rigdom kan man alt. Rigdommen er altså et af vor tids idoler og æren er et andet... Æren, det at være kendt og vække opsigt i verden (det man kunne kalde et mediery), er blevet et gode i sig selv, et suverænt gode, genstand, også den, for formelig tilbedelse”.[48]

1724 Dekalogen (de 10 bud), bjergprædikenen og apostlenes lære anviser os den vej som fører til Himmeriget. Vi går den, skridt for skridt, i de daglige handlinger, støttet af Helligåndens nåde. Befrugtet af Kristi ord, bærer vi lidt efter lidt frugt i Kirken til Guds ære. [49]

I korthed 1725 Saligprisningerne genoptager og opfylder de løfter, som Gud siden Abraham har forjættet, idet de retter dem mod Himmeriget. De imødekommer den længsel efter lykke, som Gud har nedlagt i menneskets hjerte. 1726 Saligprisningerne oplyser os om endemålet, hvortil Gud kalder os: Riget, Gudsbeskuelse, delagtigheden i guddommelig natur, det evige liv, barnekåret og hvilen i Gud. 1727 Det evige livs salighed er en gratis gave fra Gud; den er overnaturlig ligesom den nåde, der fører dertil. 1728 Saligprisningerne præsenterer os for afgørende valg, når det gælder jordiske goder. De renser vort hjerte for at vi kan lære at elske Gud over alt andet. 1729 Den himmelske salighed bestemmer kriterierne for brugen af de jordiske goder i overensstemmelse med Guds Lov. Artikel 3

Menneskets frihed 1730 Gud har skabt mennesket som et fornuftvæsen, og givet det værdighed af en person, som kan handle på eget initiativ og være herre over sine handlinger. “For Gud har villet, at mennesket skal ‘overlades til sine egne beslutninger’ (Sir 15,14), så det kan søge sin Skaber af egen fri vilje og nå frem til total og salig fuldkommenhed ved frit at knytte sig til Ham”.[50] [30] Mennesket er fornuftigt, og ligner derved Gud, skabt til at være fri og herre over sine handlinger. [51]

I. Frihed og ansvar 1731 Friheden er den magt, der, rodfæstet i vor forstand og vilje, handler eller ikke handler, gør dette eller hint, og således selvstændigt foretager velovervejede handlinger. I kraft af den frie vilje disponerer enhver over sig selv. Friheden er i mennesket en kraft til vækst og modning i sandheden og godheden. Friheden når sin fuldkommenhed, når den er henordnet til Gud, vor salighed. [1721] 1732 I den grad den ikke definitivt har fikseret sig til sit endemål som er Gud, indebærer friheden muligheden for at vælge mellem godt og ondt, altså mellem at vokse i fuldkommenhed eller forfalde og synde. Den giver de i egentlig forstand menneskelige handlinger deres karakter. Den bliver kilde til lovprisning eller til dadel, til fortjeneste eller skyld. [396; 1849; 2006] 1733 Jo mere man gør det gode, des friere bliver man. Sand frihed findes kun i det godes og retfærdiges tjeneste. At beslutte sig for ulydighed og det onde er et misbrug af friheden og fører til “slaveri under synden”.[52] [1803] 1734 Friheden gør mennesket ansvarligt for dets handlinger for så vidt de er frivillige. Fremgang i dyd, erkendelse af det gode og askese forøger viljens herredømme over dens handlinger. [1036, 1804]

1735 Tilregneligheden og ansvarligheden for en handling kan være formindsket eller undertrykt af uvidenhed, uagtsomhed, vold, frygt, vaner, umådeholdne følelser og andre psykiske eller samfundsbetingede faktorer. [597] 1736 Enhver direkte villet handling må tilskrives den handlende:

Således spørger Herren Adam efter syndefaldet i haven: “Hvad har du gjort?” (1 Mos 3,13). Det samme spørgsmål stiller Han Kain. Således også profeten Natan over for kong David, efter dennes ægteskabsbrud med Urias’ hustru og mordet på ham. [2568] [53]

[54]

En handling kan indirekte være villet, når den kommer af en forsømmelse af noget, man burde have vidst eller gjort, fx en ulykke, forårsaget af uvidenhed om færdselsreglerne. En virkning kan tolereres uden at være villet af den, der handler, fx en mors udmattelse ved sit barns sygeleje. En dårlig virkning kan ikke tilregnes, hvis den ikke har været villet, hverken som formål med handlingen eller som middel, fx ens egen død under forsøg på at redde en anden der er i fare. Tilregnelig er den skadelige virkning, hvis den kunne forudses og hvis den, der har bevirket den, havde mulighed for at undgå den, fx i tilfælde af drab, begået af en beruset chauffør. [2263] 1737

1738 Friheden udøves i forholdet mellem mennesker. Ethvert menneske, skabt i Guds billede, har den naturlige ret til at blive anerkendt som et frit og ansvarligt væsen. Alle skylder hinanden denne respekt. Retten til at udøve sin frihed er et krav, som er uadskilleligt fra menneskets værdighed som person, ganske særligt i sager, der angår moral og religion. [55] Denne ret skal være anerkendt og beskyttet af staten, inden for grænserne af det fælles vel og den offentlige orden. [56] [2106; 210] II. Menneskets frihed i frelsens økonomi 1739 Frihed og synd. Menneskets frihed er begrænset og fejlbar. Rent faktisk har mennesket fejlet. Det har syndet frivilligt. Ved at afvise Guds kærlighedsplan har det bedraget sig selv; det er blevet slave af synden. Denne første fremmedgørelse har ført mange andre med sig. Menneskehedens historie vidner, fra sin første begyndelse, om ulykker og undertrykkelser, affødt af menneskets hjerte, som følge af dets misbrug af friheden. [387; 401] 1740 Trusler mod friheden. Udøvelse af friheden indebærer ikke retten til at sige alt og gøre alt. Det er forkert at påstå at “mennesket, frihedens subjekt, har nok i sig selv, og har som mål at tilfredsstille sine egne interesser i nydelsen af de jordiske goder”. [57] Forøvrigt bliver de økonomiske og sociale, politiske og kulturelle betingelser for en rigtig udøvelse af friheden ofte miskendt og krænket. Disse tilfælde af blindhed og uretfærdighed undergraver det moralske liv og frister både de stærke og de svage til at synde mod kærligheden. Ved at fjerne sig fra moralloven angriber mennesket sin egen frihed, lænker sig til sig selv, bryder fællesskabet med sine egne og gør oprør mod den guddommelige sandhed. [2108; 1887] 1741 Befrielse og frelse. Ved sit herlighedsfulde kors har Kristus opnået frelsen for alle mennesker. Han har løskøbt dem fra den synd, der holdt dem i fangenskab. “Til friheden har Kristus befriet os” (Gal 5,1). I Ham har vi del i “den sandhed, der gør os frie”. [58] Helligånden er givet os, og, som apostlen lærer det, “der hvor Ånden er, der er friheden” (2 Kor 3,17). Fra nu af roser vi os af “Guds børns frihed”. [59] [782] 1742 Frihed og nåde. Kristi nåde er på ingen måde i strid med vor frihed, når denne svarer til sansen for det, som er sandt og godt, som Gud har givet mennesket i hjertet. Tværtimod, som den kristne erfaring bevidner, frem for alt i bønnen, jo mere lærvillige vi er over for nådens tilskyndelser, jo mere vokser vor indre frihed og sikkerhed under prøvelserne, såvel som over for pres og tvang fra omverdenen. Gennem nådens arbejde opdrager Helligånden os til åndelig frihed for at gøre os til frie medarbejdere i Dens virke i Kirken og i verden: [2002; 1784]

Gud, du som er god og almægtig, hold fjernt fra os det som truer os, så vi uden nogen hindring i sjæl og legeme kan være frie til at gøre din vilje. [60]

I korthed 1743 “Gud overlod mennesket til dets egen beslutning” (Sir 15,14), for at det frit kunne hænge ved sin Skaber og således nå til den salige fuldkommenhed.[61] 1744 Friheden er magten til at handle eller ikke handle og således selvstændigt foretage velovervejede handlinger. En fri handling bliver fuldkommen, når den er henordnet til Gud, det højeste Gode. 1745 Friheden kendetegner de handlinger, der i egentlig forstand er menneskelige. Den gør mennesket ansvarlig for de handlinger, som det med vilje er ophav til. Den velovervejede handling er særegen for mennesket. 1746 Tilregneligheden eller ansvaret for en handling kan være formindsket eller ophævet af uvidenhed, vold, frygt og andre psykiske eller sociale faktorer. 1747 Retten til at udøve sin frihed er en fordring der er uadskillelig fra menneskets værdighed, særlig i sager, der vedrører religion og moral. Men udøvelsen af friheden indebærer ikke ret til at sige alt eller gøre alt. 1748

“Det er til friheden, at Kristus har befriet os” (Gal 5,1).

Artikel 4

De menneskelige handlingers moralske karakter 1749 Friheden gør mennesket til et moralsk subjekt. Når det handler efter moden overvejelse er mennesket så at sige ophav til sine handlinger. De menneskelige handlinger, dvs. frit valgt som følge af en samvittighedsfuld dom, kan vurderes moralsk. De er gode eller onde. [1732] I. “Kilderne” til den moralske karakter 1750 De menneskelige handlingers moralske værdi afhænger af: - det valgte objekt; - det tilsigtede mål eller intentionen; - omstændighederne ved handlingen. Objektet, intentionen og omstændighederne udgør “kilderne” eller de konstituerende elementer i de menneskelige handlingers moralske beskaffenhed. 1751 Det valgte objekt er et gode, som viljen bevidst retter sig imod. Det er “stoffet” i en menneskelig handling. Det valgte objekt bestemmer den moralske karakter af viljesakten, alt efter som fornuften anerkender det og vurderer det til at svare eller ikke svare til det sande gode. De objektive regler for god moral er udtryk for den rationelle orden i det gode og det onde, som samvittigheden bevidner. [1794] 1752 Til forskel fra objektet befinder intentionen sig på det handlende subjekts side. Fordi intentionen bunder i den frie vilje og bestemmer handlingen efter dens mål, er den et vigtigt element i bedømmelsen af handlingens moralske karakter. Målet er det, som intentionen først retter sig imod og som angiver det

endemål, handlingen forfølger. Intentionen er en viljens bevægelse hen imod målet med den; den bestemmer handlingens endemål. Den er rettet mod det gode, som forventes opnået ved den foretagne handling. Den begrænser sig ikke til retningen for vore enkelte handlinger, men kan henordne mangfoldige handlinger til et og samme endemål. Den kan orientere hele livet hen imod det sidste mål. For eksempel kan en ydet tjeneste have som mål at hjælpe et medmenneske, men kan samtidig være besjælet af Guds kærlighed som det endelige mål for alle vore handlinger. En og samme handling kan også være båret af flere intentioner, som fx at yde en tjeneste for at opnå en gunst eller prale med den. [2520; 1731] 1753 En god intention (for eksempel: at hjælpe næsten) gør hverken en i sig selv forkert handlemåde (som løgn og bagvaskelse) god eller retfærdig. Målet retfærdiggør ikke midlerne. Derfor kan man ikke retfærdiggøre fordømmelsen af en uskyldig som et legitimt middel til at redde folket. Tværtimod gør en dårlig intention, som føjes til (fx den forfængelige ære) en handling dårlig, som i sig selv kan være god (fx almisse).[62] [2479; 596] 1754 Omstændighederne, indbefattet følgerne, er de sekundære elementer i en moralsk handling. De bidrager til at forværre eller formindske den moralske godhed eller ondskab i menneskers handlinger (fx størrelsen af et stjålet beløb). De kan også svække eller øge den handlendes ansvar (fx når der handles i angst for døden). Omstændighederne kan i sig selv ikke ændre handlingernes moralske kvalitet; de kan hverken gøre en handling, der i sig selv er ond, god eller retfærdig. [1735] II. Gode og onde handlinger 1755 En moralsk god handling forudsætter at både objektet, målet og omstændighederne er gode. Et dårligt mål gør handlingen dårlig, selv om dens genstand i sig selv er god (som fx at bede og faste “for at blive set af mennesker”). Det valgte objekt kan i sig selv fordreje en hel handling. Der findes konkrete handlemåder - som fx utugt - som det altid er forkert at vælge, fordi selve valget indebærer en uorden i viljen, dvs. et moralsk onde. 1756 Det er altså fejlagtigt at dømme om den moralske værdi af menneskers handlinger ene og alene ud fra den hensigt, der inspirerer dem, eller de omstændigheder (miljø, socialt pres, tvang eller nødvendigheden af at handle), de sker under. Der findes handlinger, der af sig selv og i sig selv, uafhængigt af omstændighederne og intentionerne, altid er strengt utilladelige på grund af deres objekt; fx blasfemi og mened, drab og ægteskabsbrud. Det er ikke tilladt at gøre noget ondt for at der skal komme noget godt ud af det. [1789]

I korthed 1757 Objektet, intentionen og omstændighederne udgør de tre “kilder” til den moralske kvalitet af menneskers handlinger. 1758 Det valgte objekt bestemmer viljesaktens moralske værdi, alt efter som fornuften erkender og bedømmer det til at være godt eller dårligt. 1759 “Man kan ikke retfærdiggøre en dårlig handling, gjort i en god hensigt”. [63] Målet helliger ikke midlerne. 1760 En moralsk god handling forudsætter samtidig et godt objekt, et godt mål og gode omstændigheder. 1761 Der er konkrete handlemåder, som det altid er forkert at vælge, fordi selve valget af dem indebærer en uorden i viljen, dvs. et moralsk onde. Det er ikke tilladt at gøre det onde for at opnå noget godt.

Artikel 5

Lidenskabernes moralske karakter 1762 Mennesket indstiller sig på saligheden ved sine bevidste handlinger: de lidenskaber eller følelser som det fornemmer i sig, kan disponere det dertil og bidrage til det. I. Lidenskaberne 1763 Udtrykket “lidenskaber” er kristent arvegods. Følelser eller lidenskaber betegner de sindsbevægelser eller rørelser, som tilskynder én til at handle eller ikke handle, alt efter som det man fornemmer eller forestiller sig forekommer godt eller ondt. 1764 Lidenskaberne er naturlige bestanddele af menneskets psyke. De udgør gennemgangsleddet og sikrer forbindelsen mellem sanselivet og åndens liv. Vor Herre angiver menneskets hjerte som kilden, hvorfra lidenskaberne udgår.[64] [368] 1765 Der er mangfoldige lidenskaber. Den mest fundamentale er kærligheden, fremkaldt ved den tiltrækningskraft, som det gode udøver. Kærligheden bevirker længsel efter et gode, man ikke har, og håb om at opnå det. Denne bevægelse munder ud i lyst og glæde over at eje dette gode. Bliver man opmærksom på noget ondt fremkalder det had, modvilje og frygt for det forestående onde. Denne bevægelse slutter i forstemthed over det onde, som er nærværende, eller vrede og opgør med det. 1766 “At elske, det er at ville en andens vel”. [65] Alle andre følelser har deres kilde i denne urbevægelse i menneskets hjerte hen imod det gode. Man elsker kun det gode. [66] “Lidenskaberne er onde, dersom kærligheden er ond; gode, såfremt den er god”.[67] [1704] II. Lidenskaber og moralsk liv 1767 I sig selv er lidenskaberne hverken gode eller onde. De kan kun kvalificeres moralsk i det omfang de effektivt lader sig bestemme af forstand og vilje. Lidenskaberne kaldes villede, “når de enten er styret af viljen, eller når viljen ikke stiller sig hindrende i vejen”. [68] For at et moralsk eller menneskeligt gode skal være fuldkomment, må lidenskaberne være reguleret af fornuften. [69] [1860] 1768 De store følelser bestemmer hverken menneskets moralske kvalitet eller hellighed. Men de er det uudtømmelige forrådskammer af billeder og sindsstemninger, som det moralske liv udtrykker sig i. Lidenskaberne er moralsk gode, når de bidrager til en god handling, og onde i modsat fald. Den rette vilje henordner de sindsbevægelser, som den tager til sig, til det gode og til saligheden; den onde vilje bukker under for de uordnede lidenskaber og forstærker dem. Følelser og sindsstemninger kan optages i dyder eller fordærves i laster. [1803; 1865] 1769 I det kristne liv fuldender Helligånden sit værk ved at mobilisere hele tilværelsen med alle dens smerter, ængstelser og bedrøvelser, som det viser sig i Herrens Agoni og lidelse. I Kristus kan det menneskelige følelsesliv finde sin fuldendelse i kristen kærlighed og den guddommelige salighed. 1770 Den moralske fuldkommenhed består i, at mennesket ikke kun bevæges til det gode af sin vilje, men også af hele sit sanseliv, ifølge Salmens ord: “Nu jubler mit hjerte og kød for den levende Gud!” (Sl 84,3). [30]

I korthed 1771 Udtrykket “lidenskaber” betegner følelser eller sindsstemninger. Gennem sine følelser fornemmer mennesket det gode og nærer mistro til det onde.

1772

De vigtigste lidenskaber er kærlighed og had, længsel og frygt, glæde, bedrøvelse og vrede.

1773 Lidenskaber forstået som sindsbevægelser er hverken gode eller onde, moralsk set. Men for så vidt de henhører under forstand og vilje, er de enten gode eller onde, moralsk set. 1774

Sindsbevægelser og følelser kan enten optages i dyder eller perverteres i laster.

1775 Den moralske fuldkommenhed består i, at mennesket ikke bevæges til det gode alene af sin vilje, men også af sit “hjerte”.

Artikel 6 Samvittigheden 1776 “I sin samvittigheds dyb opdager mennesket en lov, det ikke har givet sig selv, men som forlanger at blive adlydt; en røst, der opfordrer mennesket til at elske og gøre det gode og til at sky det onde, og som, når det er nødvendigt, kan sige til hjertet: gør dette, sky hint. For mennesket har i sit hjerte en lov, der er indprentet af Gud. At adlyde denne lov er menneskets værdighed, og ifølge den skal det dømmes. Samvittigheden er menneskets hemmeligste kerne og helligdom; her er det alene med Gud, hvis røst lyder i menneskedybet”.[70] [1954] I. Samvittighedens dom 1777 Inderst inde i mennesket byder samvittigheden [71] det, på et givet tidspunkt, at gøre det gode og sky det onde. Den bedømmer også de konkrete valg, bifalder de gode og fordømmer dem, som er onde. [72] Den bevidner sandhedens autoritet også når det gælder det højeste Gode, som mennesket drages imod og får påbud fra. Når mennesket lytter til samvittigheden, kan den som er klog fornemme Gud, som taler. [1766, 2071] 1778 Samvittigheden er forstandens bedømmelse, hvorved mennesket erkender den moralske kvalitet af en konkret handling, som det har i tankerne, er i færd med at udføre eller har udført. I alt, hvad mennesket siger og gør, er det forpligtet til nøje at følge det, som det ved, er ret og rigtigt. Det er samvittighedens dom, der får mennesket til at opfatte og anerkende forskrifterne i den guddommelige lov: [1749] Samvittigheden er en lov i vor ånd, men som overgår vor ånd, som giver os påbud, der betyder ansvar og pligt, frygt og håb... Den er Hans budbringer, som i naturens såvel som i nådens verden taler til os gennem et slør, belærer og styrer os. Samvittigheden er den første af alle Kristi stedfortrædere.[73]

1779 Det er vigtigt for enhver at være såpas nærværende hos sig selv, at man kan høre og følge samvittighedens stemme. Dette krav om indre liv er så meget mere nødvendigt som livet ofte udsætter os for at flygte fra enhver eftertanke, samvittigheds- eller selvransagelse: [1886] Gå ind i din samvittighed og spørg den... Gå i jer selv, brødre, ind i jeres inderste, og, i alt hvad I gør, se hen til Vidnet, Gud.[74]

1780 Menneskets værdighed har i sig selv og kræver en retskaffen samvittighed. Samvittigheden forstår at iagttage moralprincipperne (synderesis), deres anvendelse under de givne omstændigheder ved en praktisk vurdering af grunde og goder, og, som resultat, bedømmelsen af de konkrete handlinger, der skal foretages eller allerede er foretaget. Sandheden om det moralsk gode, udtrykt i fornuftens lov, anerkendes praktisk og konkret af samvittighedens kloge dom. Man kalder det menneske klogt, som beslutter sig i overensstemmelse med denne dom. [1806]

1781 Samvittigheden gør det muligt at tage ansvaret for det, som er gjort. Hvis et menneske gør noget ondt, kan samvittighedens retskafne dom stadig være vidne i ham om det godes almengyldighed, og samtidig om ondskaben i det, han valgte at gøre. Samvittighedens sunde dømmekraft forbliver et pant på håb og barmhjertighed. Ved at vidne om den begåede fejl, minder den om den tilgivelse, man skal bede om, det gode man endnu skal gøre og den dyd, der skal opdyrkes uden ophør med Guds nåde: [1731] Over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt (1 Joh 3,19-20).

1782 Mennesket har ret til at handle efter sin samvittighed og i frihed for selv personligt at træffe sine moralske valg. “Derfor må det ikke tvinges til at handle mod sin samvittighed. Men det må heller ikke hindres i at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, især når det gælder religiøse anliggender”. [75] [2106] II. Samvittighedens formning 1783 Samvittigheden skal være formet og den moralske dømmekraft oplyst. En udviklet samvittighed er oprigtig og sandfærdig. Den følger fornuften i sine domme, i overensstemmelse med det sande gode, som Skaberen i sin visdom har villet. En dannelse af samvittigheden er uundværlig for mennesker, der er udsat for negative påvirkninger og fristet af synden til at foretrække deres egen mening og afvise den autoritative lære. [2039] 1784 Samvittighedens formning er en livslang opgave. Fra de allerførste år vækker den barnet til at kende og handle efter den indre lov, som samvittigheden erkender. En klog opdragelse er en undervisning i dyd; den beskytter mod og helbreder frygt, selviskhed og hovmod, falsk skyldfølelse og selvgodhed, som kan opstå på grund af menneskelig svaghed og menneskelige fejl. Opdragelse af samvittigheden sikrer frihed og giver fred i hjertet. [1742] 1785 I dannelsen af samvittigheden er Guds Ord lyset på vor vej; vi skal tilegne os det i tro og bøn og omsætte det i praksis. Vi skal ydermere ransage vor samvittighed i forhold til Herrens Kors. Hjælp dertil får vi af Helligåndens gaver, bistået af andres eksempel og råd og vejledt af Kirkens autoritative lære. [76] [890] III. Vælge efter samvittigheden 1786 Stillet over for et moralsk valg kan samvittigheden fælde enten en retsindig dom i pagt med fornuften og den guddommelige lov, eller det modsatte: en fejlagtig dom, som fjerner sig derfra. 1787 Til tider står mennesket over for situationer, som gør den moralske dom mindre sikker og en afgørelse svær. Men det skal altid søge det som er rigtigt og godt, og finde Guds vilje som er udtrykt i den guddommelige lov. [1955] 1788 Til dette formål skal mennesket anstrenge sig for at tyde sine erfaringer og tidens tegn i kraft af sin klogskab og de råd, som erfarne folk giver, og med hjælp fra Helligånden og Dens gaver. [1806] 1789 Nogle regler gælder i alle tilfælde: - Det er aldrig tilladt at gøre det onde for at der skal komme noget godt ud af det. [1756] - Den “gyldne regel”: “Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12).[77] [1970] - Kærligheden respekterer altid næsten og hans samvittighed: “Ved at synde mod brødrene og såre deres skrøbelige samvittighed synder I mod Kristus” (1 Kor 8,12). “Det rigtige er at afholde sig fra... alt, hvad der kan støde din bror eller bringe ham til fald eller svække ham” (Rom 14,21). [1827; 1971] IV. Den fejlagtige dom

1790 Mennesket skal altid adlyde sin samvittigheds sikre dom. Hvis det vilkårligt handlede mod den, ville det dømme sig selv. Men det hænder, at samvittigheden er uvidende og fremfører fejlagtige domme om handlinger der skal gøres eller allerede er gjort. 1791 Denne uvidenhed kan mennesket ofte selv være skyld i. Sådan går det, “når mennesket kun bekymrer sig lidt om at søge efter sandhed og godhed, eller når samvittigheden efterhånden næsten forblindes på grund af vanesynder”.[78] I så fald er personen skyld i det onde, den gør. [1704] 1792 Uvidenhed om Kristus og hans Evangelium, andres dårlige eksempel, slaveri under sine lidenskaber, en misforstået opfattelse af samvittighedens autonomi, afvisning af Kirkens myndighed og lære, mangel på omvendelse og kærlighed - kan ligge til grund for sådanne afsporinger i den moralske holdning. [133] 1793 Hvis - derimod - uvidenheden er uovervindelig, eller dømmekraften fejlagtig, uden at det moralske subjekt er ansvarlig for det, kan det onde, som den pågældende begår, ikke lægges ham til last. Ikke desto mindre forbliver det et onde, en mangel, en uorden. Derfor må der arbejdes på at rette op på fejl ved samvittigheden. [1860] 1794 En god og ren samvittighed er oplyst af sand tro. For kærligheden udgår fra “et rent hjerte, en god samvittighed og en oprigtig tro” (1 Tim 1,5)[79]: Jo mere en rettelig dannet samvittighed gør sig gældende, jo mere giver enkeltpersoner og samfund afkald på blinde valg og stræber efter at bringe sig i overensstemmelse med objektive etiske normer. [80] [1751]

I korthed 1795 “Samvittigheden er menneskets hemmeligste kerne og helligdom; her er det alene med Gud, hvis røst lyder i menneskedybet”.[81] 1796 Samvittigheden er en forstandens dom, hvorved mennesket erkender en konkret handlings moralske kvalitet. 1797 For det menneske, som har gjort det onde, vil dets egen dom i samvittigheden være et pant på omvendelse og håb. 1798 En skolet samvittighed er oprigtig og sandfærdig. Den fælder sine domme forstandigt, i overensstemmelse med det sande gode, som Skaberen i sin visdom har villet. Enhver må bruge de midler han har til at forme sin samvittighed. 1799 Stillet over for et moralsk valg kan samvittigheden enten fælde en retfærdig dom, i overensstemmelse med fornuften og den guddommelige lov, eller tværtimod fælde en fejlagtig dom, som afviger derfra. 1800

Mennesket skal altid adlyde sin samvittigheds sikre dom.

1801 Samvittigheden kan stagnere i uvidenhed eller fejlagtige domme. En sådan uvidenhed og sådanne fejl er ikke altid uden skyld. 1802 Guds Ord er et lys på vor sti. Det skal vi tilegne os i tro og bøn og omsætte i gerning. Sådan formes samvittigheden. Artikel 7

Dyderne

1803 “Alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde” (Fil 4,8). Dyd er en stadig og fast indstilling på at gøre det gode. Den gør det muligt for mennesket, ikke blot at udføre gode handlinger, men at yde sit bedste. Af alle kræfter i sanser og ånd higer det dydige menneske efter det som er godt. Det følger det op og omsætter det i konkrete handlinger. [1733; 1768]

Målet for at dydigt liv er at blive Gud lig.

[82]

I. De menneskelige dyder 1804 De menneskelige dyder er indarbejdede holdninger, stabile indstillinger, tilvante fuldkommenheder i forstand og vilje, som regulerer vore handlinger, bringer orden i vore lidenskaber og styrer vor adfærd i pagt med fornuften og troen. De gør det let at føre et moralsk godt liv i selvbeherskelse og glæde. Det dydige menneske er den, der frit gør det gode. [2500] De moralske dyder erhverves på menneskevis. De er frugter af og spirer til moralsk gode handlinger. De indstiller alle menneskets kræfter på at få del i den guddommelige kærlighed. [1827] Kardinaldyderne 1805 Fire dyder spiller en central rolle. Derfor kalder man dem “kardinal-dyder”; alle de andre grupperer sig omkring dem. Det er klogskab, retfærdighed, mod og mådehold. “Hvis nogen elsker, hvad der er ret og rigtigt, så er de forskellige dyder netop visdommens værk. Den lærer nemlig besindighed og klogskab, retfærdighed og mod” (Visd 8,7). Under andre navne prises disse dyder i talrige tekster i Skriften. 1806 Klogskab er den dyd, der indstiller den praktiske fornuft på i alle forhold at skelne vort sande gode og vælge de rigtige midler til at opnå det. “Den kløgtige giver agt på sine skridt” (Ordsp 14,15); “Vær besindige og årvågne, så I kan bede” (1 Pet 4,7). Klogskaben er “den rette regel for handling”, skriver Skt. Thomas, [83] i tilslutning til Aristoteles. Den må ikke forveksles, hverken med frygtsomhed eller angst, tvetungethed eller forstillelse. Den kaldes “dydernes kusk” (auriga virtutum): den styrer de andre dyder, idet den giver dem retning og grænser. Det er klogskaben, som umiddelbart vejleder samvittighedens dømmekraft. Det kloge menneske beslutter og retter sin holdning ind efter denne bedømmelse. Takket være denne dyd anvender vi, uden fejl, de moralske principper på de enkelte tilfælde, og vi overvinder tvivl om det gode, der skal gøres, og det onde, som skal undgås. [1788; 1780] 1807 Retfærdighed er den moralske dyd, som består i den konstante og faste vilje til at give Gud og næsten det, som tilkommer dem. Retfærdighed over for Gud kaldes “religionens dyd” (virtus religionis). Retfærdighed over for mennesker indstiller på respekt for enhvers rettigheder og den harmoni i de menneskelige relationer, som fremmer retskaffenhed over for personerne og det fælles bedste. Det retskafne menneske, ofte omtalt i den hellige Skrift, udmærker sig ved sine tankers retlinethed og sin retskafne holdning til næsten. “Du må hverken tage parti for den fattige eller begunstige den rige. Du skal dømme din næste med retfærdighed” (3 Mos 19,15). “I, som er herrer, gør ret og skel med jeres slaver; for I ved, at også I har en Herre i himlen” (Kol 4,1). [2095; 2401] 1808 Mod er den moralske dyd, som giver fasthed under vanskeligheder og udholdenhed i stræben efter det gode. Den styrker beslutningen om at modstå fristelser og overvinde hindringer i det moralske liv. Modets dyd sætter i stand til at overvinde angst, selv for døden, og udstå prøvelser og forfølgelser. Den bereder til at gå så vidt som at give afkald på sit liv og ofre det for at forsvare en retfærdig sag. “Herren er min styrke og lovsang” (Sl 118,14). “I verden har I trængsler; men fat mod! Jeg har overvundet verden” (Joh 16,33). [2848; 2473]

1809 Mådehold er den moralske dyd, der behersker trangen til fornøjelser og sørger for ligevægt i brugen af de skabte goder. Den sikrer viljens beherskelse af instinkterne og holder ens lyster inden for anstændighedens grænser. Det mådeholdne menneske retter sine sansers begær ind efter det gode, bevarer en sund dømmekraft og “lader sig ikke forlede til at følge sit hjertes lyster”. [84] Mådehold prises ofte i Gamle Testamente: “Følg ikke dine syndige lyster, behersk dine drifter” (Sir 18,30). I Ny Testamente kaldes det “besindighed” eller “ædruelighed”. “Vi skal leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden” (Tit 2,12). [2341; 2517] At leve godt er ikke andet end at elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl og alle sine kræfter. Man forbeholder Ham sin hele kærlighed (ved mådehold), som ingen ulykke kan rokke ved (det hører ind under mod), som adlyder Ham alene (og dette er retfærdigheden), som årvågent gransker alle ting af frygt for at lade sig overraske af rænker og løgn (og dette er klogskab).[85]

Dyderne og nåden 1810 De menneskelige dyder, som er erhvervet gennem opdragelse, ved bevidste handlinger og udholdende anstrengelser, renses og højnes af den guddommelige nåde. Med Guds hjælp former de karakteren og gør det let at praktisere det gode. Det dydige menneske er lykkelig over at praktisere dem. [1266] 1811 Det er ikke let for mennesket, som er såret af synden, at bevare den moralske ligevægt. Kristi frelsesgave skænker os den nødvendige nåde til at holde ud i vor stræben efter dyd. Enhver må selv til stadighed bede om lys og kraft dertil, tage sin tilflugt til sakramenterne, samarbejde med Helligånden og følge Dens tilskyndelser til at elske det gode og vogte sig for det onde. [2015] II. De teologale dyder [2086-2094, 2656-2658] 1812 De menneskelige dyder har rod i de teologale (guddommelige) dyder, som tilpasser menneskets evner til delagtighed i den guddommelige natur.[86] For de teologale dyder forholder sig umiddelbart til Gud. De sætter de kristne i stand til at leve i kontakt med den Hellige Treenighed. De har den Ene og Treenige Gud som ophav, bevæggrund og genstand. [1266] 1813 De teologale dyder begrunder, besjæler og karakteriserer den kristnes moralske handlemåde. De præger og levendegør alle de moralske dyder. De er indgydt af Gud i de troendes sjæl for at sætte dem i stand til at handle som hans børn og fortjene det evige liv. De er pantet på Helligåndens nærvær og virken i menneskets evner. Der er tre teologale dyder: tro, håb og kærlighed. [87] [2008] Troen [142-175] 1814 Troen er den teologale dyd ved hvilken vi tror på Gud og alt hvad Han har sagt og åbenbaret os, og som den Hellige Kirke fremlægger for os til tro, fordi Gud er sandheden selv. Ved troen “overgiver mennesket frit sig selv til Gud”. [88] Det er derfor, den troende søger at kende Gud og gøre Hans vilje. “Den retfærdige skal leve af tro” (Rom 1,17). Den levende tro er “virksom i kærlighed” (Gal 5,6). [506] 1815 Troens gave bliver i den, som ikke har syndet mod den. [89] Men “uden gerninger er troen død” (Jak 2,26); uden håb og kærlighed forener troen ikke den kristne fuldt ud med Kristus og gør ham ikke til et levende lem på Hans Legeme. 1816 Kristi discipel skal ikke blot bevare troen og leve i den, men også bekende den, vidne om den med vished og udbrede den: “Alle bør være rede til at bekende Kristus over for menneskene og følge efter Ham på korsets vej gennem de forfølgelser, som Kirken aldrig er foruden”. [90] Troens tjeneste og vidnesbyrd er påkrævet for frelsen: “Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, vil Jeg også kendes ved over for min Far, som er i himlene. Men den, der fornægter Mig over for menneskene, vil Jeg også fornægte over for min Far, som er i himlene” (Matt 10,32-33). [2471]

Håbet 1817 Håbet er den teologale dyd ved hvilken vi længes efter Guds Rige og det evige liv som vor lykke, idet vi sætter vor lid til Kristi løfter og støtter os, ikke til vore egne kræfter, men til hjælpen fra Helligåndens nåde:”Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast” (Hebr 10,23). “Helligånden, som Han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, for at vi, retfærdiggjort ved Kristi nåde, i håbet skulle blive arvinger til det evige liv!” (Tit 3,6-7). [1024] 1818 Håbets dyd svarer til den længsel efter lykke, som Gud har nedlagt i hvert menneskes hjerte. Det optager i sig de håb, der driver menneskene til deres aktiviteter. Det renser dem for at henordne dem til Guds Rige. Det værner mod mismod; det støtter i forladtheden, det åbner hjertet i forventning om den evige salighed. Håbets drivkraft bevarer mod egoisme og fører til kærlighedens lykke. [27] 1819 Det kristne håb genoptager og fuldender håbet i det udvalgte folk, som har sin oprindelse og sit forbillede i Abrahams håb, han som i Isak blev overvældet med Guds løfter og renset ved offerets prøvelse. [91] “Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag” (Rom 4,18). [146] 1820 Det kristne håb udfoldes helt fra begyndelsen af Jesu forkyndelse i saligprisningerne. Saligprisningerne løfter vort håb mod Himlen som mod det nye forjættede Land; det afmærker vejen gennem de prøvelser, der venter Jesu disciple. Men ved Jesu Kristi fortjenester og hans lidelse bevarer Gud os i “håbet, som ikke gør til skamme” (Rom 5,5). Håbet er “sjælens anker”, sikkert og urokkeligt, “som rækker derind... hvor Jesus gik ind som forløber for os” (Hebr 6,19-20). Det er også et våben, der beskytter os i frelsens kamp: “Lad os iføre os troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm” (1 Tess 5,8). Selv i prøvelse giver det os glæde: “Vær glade i håbet, udholdende i trængslen” (Rom 12,12). Det kommer til udtryk i bøn og næres af den, særlig i Fadervor, der sammenfatter alt det håbet giver os at længes efter. [1716; 2772] 1821 Vi kan altså håbe på himlens herlighed, som Gud har lovet dem, der elsker Ham, [92] og gør hans vilje. [93] Under alle forhold skal vi alle håbe, med Guds nådes hjælp, “at holde ud indtil enden” [94] og få del i himlens glæde, Guds evige løn for de gode gerninger der med Kristi nåde er gjort. Fuld af håb beder Kirken om “at alle mennesker må blive frelst” (1 Tim 2,4). Den længes efter at forenes med Kristus, sin Brudgom, i himlens herlighed: [2016; 1037] Fat håb, min sjæl, håb. Du kender ikke dagen og timen. Våg opmærksomt. Alt går så hurtigt, selv om din utålmodighed betvivler det, som er sikkert, og gør tiden lang, skønt den er kort. Tænk på, at jo mere du kæmper, jo mere viser du den kærlighed du har til Gud, og jo mere skal du en dag glæde dig med din Elskede, i en lykke og en henrykkelse, som ikke vil tage ende.[95]

Kærligheden 1822 Kærligheden er den teologale dyd, hvormed vi elsker Gud over alt andet for Hans egen skyld, og vor næste som os selv, af kærlighed til Gud. [1723] 1823 Jesus gør kærligheden til det nye bud.[96] Ved at elske sine egne “indtil det sidste” (Joh 13,1), åbenbarer Han den kærlighed som Faderen har til Ham. Ved at elske hinanden efterligner disciplene Jesu kærlighed, som også de modtager i sig. Det er derfor, Jesus siger: “Som Faderen har elsket Mig, har Jeg elsket jer. Bliv i min kærlighed” (Joh 15,9). Og igen: “Dette er mit bud: Elsk hinanden, som Jeg har elsket jer” (Joh 15,12). [1970] 1824 Som Åndens frugt og lovens fuldendelse holder kærligheden Guds og Kristi bud: “Bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed” (Joh 15,9-10). [97] [735]

1825 Kristus er død af kærlighed til os, mens vi endnu var “fjender” (Rom 5,10). Herren byder os at elske ligesom Han, også vore fjender,[98] at gøre os til næste for den, der står os fjernt, [99] elske børnene[100] og de fattige, som Han selv har gjort.[101] [604] Apostlen Paulus har givet et uforligneligt billede af kærligheden: “Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, den praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den undskylder alt, tror alt, håber alt, udholder alt” (1 Kor 13,4-7).

1826 “Uden kærligheden,”siger også apostlen, “er jeg intet...” Og alt det som er privilegium, tjeneste, endogså dyd ... “uden kærlighed gavner det mig intet”. [102] Kærligheden står over alle dyder. Den er den første af de teologale evner: “Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden” (1 Kor 13,13). 1827 Udøvelsen af alle dyderne er besjælet og inspireret af kærligheden. Den er “fuldkommenhedens bånd” (Kol 3,14); den er dydernes form; den indlemmer og ordner dem i forhold til hinanden; den er kilde og mål for den kristne praksis. Kærligheden sikrer og renser vore menneskelige kræfter til at elske. Den løfter dem op til den overnaturlige fuldkommenhed i den guddommelige Kærlighed. [815; 826] 1828 Det moralske livs praksis, som er besjælet af kærligheden, giver de kristne Guds børns åndelige frihed. De forholder sig til Gud, ikke mere som slaver i servil frygt, og heller ikke som kræmmersjæle der er ude efter løn, men som børn der svarer på Hans kærlighed “som har elsket os først” (1 Joh 4,19): [1972] Enten vender vi os bort fra det onde af frygt for straf, og så er vi som slaver. Eller også er lønnen en lokkemad for os, og så ligner vi daglejere. Eller det er for det godes egen skyld, af kærlighed til Ham som byder, at vi adlyder... og da er vi blevet som børn igen.[103]

1829 Kærlighedens frugter er glæde, fred og barmhjertighed. Kærligheden kræver godgørenhed og broderlig tilrettevisning. Den er velvillig; den kalder på gensidighed, forbliver uegennyttig og ædelmodig; den betyder venskab og fællesskab: [2540] Kærligheden er fuldendelse af alle vore gerninger. Den er målet; det er for at nå det, at vi løber; det er hen imod det vi løber; er vi først nået frem, er det i kærligheden vi skal hvile.[104]

III. Helligåndens gaver og frugter 1830 De kristnes moralske liv understøttes af Helligåndens gaver. De er permanente anlæg, som gør mennesket modtageligt for Helligåndens tilskyndelser. 1831 Helligåndens syv gaver er visdom, forstand, råd, styrke, kundskab, fromhed og gudsfrygt. I deres fylde tilhører de Kristus, Davids Søn.[105] De fuldender og fører dyderne til fuldkommenhed hos dem, som tager imod dem. De gør de troende villige til straks at adlyde de guddommelige inspirationer. [1266, 1299] Mig føre din gode Ånd ad den jævne vej (Sl 143,10). Alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn... Når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger (Rom 8,14.17).

1832 Åndens frugter er fuldkommenheder, som Helligånden udvirker i os som førstegrøde af den evige herlighed. Ifølge Kirkens tradition er der tolv: “kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, langmodighed, godhed, velvilje, mildhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed, kyskhed” (Gal 5,22-23 vulg.). [736]

I korthed 1833

Dyd er en vedvarende, grundfæstet tilbøjelighed til at gøre det gode.

1834 De menneskelige dyder er stabile holdinger i forstand og vilje, der styrer vore handlinger, bringer orden i vore lidenskaber og leder vor adfærd i overensstemmelse med fornuften og troen. De kan grupperes omkring fire kardinaldyder: klogskab, retfærdighed, mod og mådehold. 1835 Klogskaben hjælper den praktiske fornuft til i alle forhold at skelne vort sande gode og vælge de rette midler til at føre det ud i livet. 1836 dem.

Retfærdigheden består i den vedvarende og faste vilje til at give Gud og næsten det, som tilkommer

1837

Modet sikrer, under vanskeligheder, den faste og vedvarende stræben efter det gode.

1838

Mådehold tøjler sansernes trang til forlystelser og sørger for ligevægt i brugen af de skabte goder.

1839 De moralske dyder vokser gennem opdragelse, velovervejede handlinger og udholdenhed i anstrengelserne. Den guddommelige nåde renser dem og højner dem. 1840 De teologale dyder indstiller de kristne på at leve i kontakt med den Hellige Treenighed. De har Gud som ophav, motiv og genstand - Gud, som er kendt af troen, håbet på og elsket for sin egen skyld. 1841

Der er tre teologale dyder: tro, håb og kærlighed. [106] De giver form og liv til alle de moralske dyder.

1842 Ved troen tror vi på Gud, og tror vi alt hvad Han har åbenbaret os, og som den Hellige Kirke fremlægger for os til tro. 1843 Ved håbet længes vi efter og venter tillidsfuldt af Gud det evige liv og nådegaverne til at gøre os fortjent til det. 1844 Ved kærligheden elsker vi Gud over alt andet, og, af kærlighed til Ham, vor næste som os selv. Kærligheden er “fuldkommenhedens bånd” (Kol 3,14) og alle dyders form. 1845 Helligåndens syv gaver til de kristne er visdom, forstand, råd, styrke, kundskab, fromhed og gudsfrygt. Artikel 8

Synden I. Barmhjertighed og synd 1846 Evangeliet er åbenbaringen, i Jesus Kristus, af Guds barmhjertighed med synderne. [107] Englen forkynder det for Josef: “Du skal give ham navnet Jesus, for det er Ham, der skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). På samme måde med Eukaristien, forløsningens sakramente: “Dette er mit blod, pagtens blod, som skal udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt 26,28). [430; 1365] 1847 “Gud har skabt os uden os, men Han har ikke villet frelse os uden os”. [108] For at kunne modtage hans barmhjertighed må vi bekende vore synder. “Hvis vi siger: Vi har ikke syndet, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig; han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed” (1 Joh 1,8-9). [387, 1455] 1848 Det bekræfter Paulus: “Der hvor synden blev større, er nåden blevet overvældende stor” (Rom 5,20). Men for at nåden kan virke må den først afsløre synden for at omvende vort hjerte og skænke os “retfærdighed til evigt liv, ved Jesus Kristus, vor Herre” (Rom 5,21). Som en læge, der undersøger et sår, før han forbinder det, kaster Gud, ved sit Ord og sin Ånd, et klart lys på synden: [385]

Omvendelsen kræver, at synden kommer frem i lyset; den har i sig samvittighedens indre dom. Man kan se det som et bevis på, at sandhedens Ånd er virksom i menneskets inderste; og dette bliver samtidig begyndelsen til en ny nådens og kærlighedens gave: “Modtag Helligånden.” Således opdager vi i denne syndens blotlæggelse en dobbelt gave: samvittighedens sandhed og forløsningens vished. Sandhedens Ånd er Trøsteren. [109] [1433]

II. Syndens væsen 1849 Synden er en krænkelse af fornuften, sandheden og den retskafne samvittighed. Den er en mangel på sand kærlighed til Gud og til næsten, på grund af en afsporet binding til bestemte goder. Den sårer menneskets natur og angriber den menneskelige solidaritet. Den er blevet defineret som “et ord, en handling eller et begær som er imod den evige lov”.[110] [311; 1952] 1850 Synden er en krænkelse af Gud: “Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine øjne er ondt” (Sl 51,6). Synden gør oprør mod Guds kærlighed til os og vender vore hjerter bort fra ham. Som ursynden er den en ulydighed, et oprør mod Gud, fordi den vil blive “som guder” til at kende og bestemme, hvad der er godt og ondt (1 Mos 3,5). Synden er altså “kærlighed til sig selv lige til foragt for Gud”. [111] Ved denne hovmodige selvforherligelse er synden diametralt modsat Jesu lydighed, der udvirker frelsen. [112] [1440; 397; 615] 1851 Det er netop i lidelsen, hvor Kristi barmhjertighed vil overvinde synden, at den stærkest viser sin voldelige magt og mangfoldighed: vantro, morderisk had, forkastelse og bespottelser fra folket og dets ledere, Pilatus’ fejhed og soldaternes grusomhed, Judas’ forræderi, så hårdt for Jesus; Peters fornægtelse af Ham og disciplenes flugt. Og dog: i mørkets time, som også er denne verdens fyrstes, [113] bliver Kristi offer på hemmelighedsfuld vis den uudtømmelige kilde til vore synders forladelse. [598; 2746, 616]

III. Syndernes mangfoldighed 1852 Syndernes mangfoldighed er stor. Skriften giver os flere lister. Brevet til galaterne stiller kødets gerninger op imod Åndens frugt: “Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelser, afgudsdyrkelse, magi, fjendskaber, kiv, jalousi, hidsighed, splid, kliker, partivæsen, selviskhed, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, skal ikke arve Guds Rige” (5,19-21).[114]

Man kan skelne mellem synder efter deres objekt, ligesom ved enhver menneskelig handling, eller efter de dyder de, ved overdrivelse eller mangel, står i modsætning til, eller efter de bud de bryder. Man kan også inddele dem efter som de angår Gud, næsten eller én selv. Man kan dele dem op i åndelige og kødelige synder, eller i synder, der er begået i tanke, ord, gerning eller ved undladelse. Syndens rod er i menneskets hjerte, i dets frie vilje, ifølge Herrens lære: “Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falske vidnesbyrd og bespottelser. Det er den slags ting, som gør mennesket urent” (Matt 15,19-20).I hjertet bor også kærligheden, hvorfra de gode og rene gerninger udgår, som synden sårer. [1751; 2067; 368] 1853

IV. Syndens sværhedsgrad - dødssynd og tilgivelig synd 1854 Synd må vurderes efter dens sværhedsgrad. Allerede i Skriften [115] erkendes den forskel mellem dødssynd og svaghedssynd, som er gået ind i Kirkens tradition. Den bekræftes af menneskelig erfaring. 1855 Dødssynd ødelægger kærligheden i menneskets hjerte ved en svær krænkelse af Guds Lov. Den vender mennesket bort fra Gud, som er dets endemål og salighed, ved at foretrække et ringere gode frem for Ham. [1395]

Den tilgivelige synd lader kærligheden bestå, men krænker og sårer den. 1856 Dødssynd, som angriber livsprincippet i os, kærligheden, nødvendiggør en ny indsats af Guds barmhjertighed og en hjertets omvendelse, som normalt foregår inden for rammen af forsoningens sakramente. [1446] “Når viljen beslutter sig til noget, som i sig selv er imod kærligheden, der henordner os til vort endemål, har synden ved selve sit objekt noget dødeligt ved sig... det være sig mod kærligheden til Gud, som fx blasfemi, mened osv., eller imod kærlighed til næsten, som fx mord, ægteskabsbrud osv.... Når derimod synderens vilje beslutter sig til noget der i sig selv er en uorden, men ikke imod kærligheden til Gud og næsten, som fx tom snak, overflødig latter o.l., da er sådanne synder tilgivelige”.[116]

1857 Til en dødssynd må der samtidig foreligge tre omstændigheder: “Den synd er en dødssynd, der som objekt har en alvorlig sag, er begået med fuld bevidsthed og med overlæg”. [117] 1858 Sagens alvor præciseres nærmere af de ti bud, ifølge Jesu svar til den rige, unge mand:”Du må ikke slå ihjel, ikke bryde ægteskabet, ikke stjæle, ikke aflægge falsk vidnesbyrd, ikke begå røveri, ær din far og din mor!” (Mark 10,19). Syndens sværhedsgrad er mere eller mindre stor: et mord er alvorligere end et tyveri. Hvem de mennesker er, der syndes imod, indgår også i vurderingen: vold mod forældre er i sig selv alvorligere end vold mod en fremmed. [2072; 2214] 1859 Dødssynd kræver fuld bevidsthed og fuldt overlæg. Den forudsætter, at man er klar over, at handlingen er syndig og i strid med Guds Lov. Dødssynden indebærer også en tilslutning, der er tilstrækkelig villet til at være et personligt valg. Påstået uvidenhed og hjertets forhærdelse [118] mindsker ikke syndens bevidste karakter, men øger den tværtimod. [1734] 1860 Den ufrivillige uvidenhed kan mindske, ja undskylde ansvaret for en svær synd. Men alle forudsættes at kende morallovens principper som er indskrevet i ethvert menneskes samvittighed. Også driftslivets impulser, lidenskaber kan mindske syndens karakter af at være villet og overlagt, ligesom også ydre pres eller patologiske forstyrrelser. Den synd, der begås af ondskab, efter et bevidst valg af det onde, er den tungest vejende. [1735; 1767] 1861 Dødssynd er, ligesom kærligheden, en radikal mulighed, som mennesket i sin frihed kan vælge. Den medfører tabet af kærligheden og den helliggørende nåde, dvs. nådens stand. Hvis den ikke sones gennem anger og Guds tilgivelse, bevirker den udelukkelse fra Kristi Rige og den evige død i helvede, fordi det står i vor viljes magt at træffe et endegyldigt valg, uden tilbagekaldelse. Men selv om en handling i sig selv kan forekomme os at være en svær synd, bør vi overlade dommen over menneskene til Guds retfærdighed og barmhjertighed. [1742; 1033] 1862 Der begås en tilgivelig synd, når man i mindre tungtvejende sager ikke overholder den foreskrevne morallov, eller når man er ulydig mod moralloven i en alvorlig sag, men uden fuld erkendelse af det eller fuld tilslutning. 1863 En svaghedssynd svækker kærligheden; den røber en uordnet tilbøjelighed for de skabte goder; den forhindrer sjælen i at gøre fremskridt i dyder og moralsk praksis; den fortjener timelige syndestraffe. Den tilgivelige synd, som er bevidst og ikke angres, disponerer os lidt efter lidt til at begå dødssynd. Dog bryder den ikke pagten med Gud. Med hans nåde kan mennesket selv gøre den god igen. “Den berøver ikke mennesket den helliggørende eller guddommeliggørende nåde, eller kærligheden, og således heller ikke den evige salighed”.[119] [1394; 1472] Så længe mennesket er i kødet, kan det ikke undgå synd, i hvert fald ikke lettere synder. Men disse synder, som vi kalder lette, skal ikke anses for uskyldige. Hvis du anser dem for uskyldige, når du vejer dem, så skælv, når du tæller dem. Mange små synder bliver til en stor masse; mange dråber fylder en flod; mange korn bliver til en bunke. Hvad er da vort håb? Frem for alt: at vi går til bekendelse...[120]

1864 “Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Helligånden skal ikke tilgives” (Matt 12,31).[121] Der er ingen grænser for Guds barmhjertighed, men den, der med vilje afviser at

modtage Guds barmhjertighed i anger, forkaster syndernes forladelse og frelsen, som Helligånden tilbyder. [122] En sådan forhærdelse kan føre til en endegyldig ubodfærdighed og til evig fortabelse. [2091; 1037] V. Syndens udbredelse 1865 Synden skaber en dragelse mod synd; de samme gentagne handlinger kan udvikle sig til laster. Resultatet er perverterede tilbøjeligheder, som formørker samvittigheden og fordærver den konkrete vurdering af godt og ondt. Sådan har synden en tilbøjelighed til at gentage sig og forhærde sig, men den kan ikke ødelægge den moralske dømmekraft i dens rod. [401; 1768] 1866 Lasterne kan klassificeres efter de dyder, de strider imod, eller knyttes til de synder, som den kristne erfaring skelner mellem, i fortsættelse af Skt. Johannes Cassian [123] og Skt. Gregor den Store. [124] De kaldes hovedsynder, fordi de afføder mange andre synder og laster. Det er: hovmod, gerrighed, misundelse, vrede, ukyskhed, umådehold fx med mad og drikke, træghed (el. acedia dvs. lede ved et relig.-asketisk åndeligt liv). [2539] 1867 Den kateketiske tradition minder også om, at der eksisterer “synder der råber til himlen”. Himmelråbende er Abels blod;[125] sodomitternes synd;[126] det undertrykte folks klageskrig i Ægypten; [127] den fremmedes, enkens og det forældreløse barns klage; [128] den uretfærdige tilbageholdelse af arbejderens løn. [129] [2268] 1868 Synd er en personlig handling. Men vi har også et medansvar for andres synder, når vi medvirker til dem: - ved at deltage i dem direkte og med vilje; [1736] - ved at befale dem, tilråde dem, rose dem eller bifalde dem; - ved ikke at røbe dem eller hindre dem, når vi er forpligtet dertil; - ved at dække over dem, som gør noget ondt. 1869 Sådan gør synden menneskene til hinandens medskyldige og lader begær, vold og uret råde blandt dem. Synd fremkalder situationer og institutioner i samfundet, der er i strid med Guds godhed. “Syndige strukturer” er udtryk for og virkningen af personlige synder. De forleder deres ofre til i næste omgang at gøre ondt. I analog forstand udgør de en “social synd”.[130] [408; 1887]

I korthed 1870

“Gud har indesluttet alle i ulydighed for at Han kunne forbarme sig over alle” (Rom 11,32).

1871 Synden er “et ord, en handling eller et begær, der strider mod den evige lov”. [131] Den er en krænkelse af Gud. Den gør oprør mod Gud i en ulydighed, der er modsat Kristi lydighed. 1872 Synd er en handling, der strider mod fornuften. Den sårer menneskets natur og angriber den menneskelige solidaritet. 1873 Roden til alle synder er i menneskets hjerte. Arten af dem og deres alvor beror i første række på deres objekt. 1874 At vælge bevidst dvs. med viden og vilje, noget der er alvorligt i strid med Guds lov og menneskets endemål, er det samme som at begå en dødssynd. Den ødelægger kærligheden i os, uden hvilken den evige salighed er umulig. Hvis ikke den angres, fører den til evig død. 1875

Svaghedssynd er en moralsk uorden, som kan helbredes af kærligheden, som den ladet blive i os.

1876

Gentagne synder, også tilgivelige synder, afføder laster, deriblandt især de såkaldte hovedsynder.

Andet kapitel

Det menneskelige samfund 1877 Menneskehedens kald er at gøre Guds billede synligt og blive omformet til Guds enbårne Søns billede. Dette kald får en personlig form, fordi enhver er kaldet til at indgå i saligheden hos Gud. Det angår også det menneskelige samfund i dets helhed. [355]

Artikel 1

Person og Samfund I. Menneskets kald til at leve i samfund med andre 1878 Alle mennesker er kaldet til det samme mål, Gud selv. Der er en vis lighed mellem de guddommelige Personers enhed og det fællesskab, som menneskene skal oprette med hinanden i sandhed og kærlighed. [132] Kærligheden til næsten er uadskillelig fra kærligheden til Gud. [1702] 1879 Mennesket har behov for at leve i samfund. Den sociale dimension er ikke påført mennesket udefra, men ligger i dets natur. Gennem samkvem med andre, gennem samtale og gensidig hjælp udvikler mennesket sine evner og svarer således på sit kald.[133] [1936] 1880 Et samfund er en samling mennesker, som er organisk forbundet ved et enhedsprincip, der rækker ud over enhver af dem. Som et samfund, der på én gang er synligt og åndeligt, varer det ved i tiden: det optager fortiden i sig og forbereder fremtiden. Gennem det bliver hvert menneske “arving” og modtager “talenter”, som beriger dets identitet, og som det skal udvikle, så de bærer frugt. [134] Derfor er enhver skyldig at give sit bidrag til de fællesskaber, som det tilhører, og respektere de autoriteter, som skal sørge for det fælles vel. [771] 1881 Ethvert fællesskab er bestemt ud fra sit mål og adlyder derfor bestemte regler, men “begyndelsen til, genstanden og målet for alle sociale ordninger er nemlig - og bør være - den menneskelige person”.[135] [1929] 1882 Nogle samfund, som familien og staten, svarer mere umiddelbart til menneskets natur. De er nødvendige for mennesket. For at give det størst mulige antal mennesker del i det sociale liv, må man opmuntre dannelsen af sammenslutninger og institutioner efter eget valg “med økonomiske, kulturelle, sociale, sportslige, rekreative, professionelle, politiske formål, både nationalt og på verdensplan”. [136] Denne “socialisering” er samtidig udtryk for den naturlige tendens hos mennesker til at slutte sig sammen om mål, der overgår den enkeltes formåen. Den udvikler menneskets egenskaber, særlig dets sans for initiativ og ansvar. Den hjælper til at sikre dets rettigheder. [137] [1913] 1883 Socialisering har også sine farer. For store indgreb fra statens side kan true den enkeltes frihed og det personlige initiativ. Kirkens lære har udviklet det såkaldte subsidiaritetsprincip. Ifølge det “må en overordnet organisation ikke gribe ind i en mere underordnet organisations indre liv og derved berøve denne dens funktioner, men skal snarere støtte den, når den har vanskeligheder, og hjælpe til med at koordinere dens aktivitet med det øvrige samfund og altid med henblik på det fælles vel.”. [138] [2431] 1884 Gud har ikke villet tilbageholde udøvelsen af al magt for sig alene. Han betror hver skabning de funktioner som den er i stand til at klare, efter de evner der er nedlagt i dens natur. Denne styreform bør efterlignes i samfundslivet. Guds måde at styre verden på, der vidner om så stor respekt for menneskets

frihed, burde inspirere deres visdom, der styrer de menneskelige fællesskaber. De bør optræde som tjenere for det guddommelige Forsyn. [307; 302] 1885 Subsidiaritetsprincippet modsætter sig alle former for kollektivisme. Det sætter grænser for indgreb fra statens side. Det sigter mod at bringe harmoni i forholdet mellem individ og samfund. Det søger at indføre en sand orden på internationalt plan. II. Omvendelse og samfund 1886 Samfundet er uundværligt for mennesket i virkeliggørelsen af dets kald. For at nå dette mål er det nødvendigt at respektere det rette hierarki af værdier, “der underordner de fysiske og instinktive dimensioner under de indre og åndelige”:[139] [1779] Livet i samfundet må frem for alt betragtes som en virkelighed af åndelig art. For det består i udveksling af erkendelser i lys af sandheden, udøvelse af rettigheder og opfyldelse af pligter, kappelyst i søgen efter det moralsk gode, fællesskab i den ædle nydelse af det skønne i alle dets legitime former, et stadigt beredskab til at dele det bedste af sig selv med andre og fælles stræben efter stadig åndelig berigelse. Det er disse værdier, som skal besjæle og orientere den kulturelle virkelyst, det økonomiske liv, den sociale opbygning, de politiske bevægelser og styreformer, lovgivningen og alle de andre udtryk for samfundslivet i dets videre udvikling.[140] [2500]

1887 Når der er vendt op og ned på midler og mål, [141] så man ender med at gøre det til endemål, som blot er middel dertil, eller betragter mennesker som middel slet og ret til et bestemt formål, så skaber man uretfærdige strukturer, som “gør en kristen holdning i pagt med den guddommmelige Lovgivers bud vanskelig og praktisk talt umulig”.[142] [909; 1869] 1888 Der må i så fald appelleres til menneskets åndelige og moralske kræfter og til det stadige krav om dets indre omvendelse, for at opnå de sociale forandringer som reelt tjener det. At give hjertets omvendelse første prioritet borteliminerer på ingen måde, men fremhæver tværtimod pligten til at forbedre institutioner og livsbetingelser, når de giver anledning til synd, for at de bedre kan svare til retfærdighedens normer og fremme det gode i stedet for at hæmme det.[143] [407, 1430] 1889 Uden nådens hjælp kunne menneskene ikke “opdage den ofte smalle sti mellem fejhed, der giver efter for det onde, og vold, som, i den tro at man bekæmper det, i virkeligheden gør ondt værre”. [144] Det er kærlighedens vej, dvs. kærligheden til Gud og næsten. Kærligheden er det største sociale bud. Den respekterer næsten og dennes rettigheder. Den kræver retfærdighed og den alene sætter os i stand til at praktisere den. Den inspirerer til et liv i selvopofrelse: “Den, der vil redde sit liv, skal miste det, og den, der sætter livet til, skal vinde det” (Luk 17,33). [1825]

I korthed 1890 Der er en vis lighed mellem de guddommelige Personers enhed og det fællesskab som menneskene skal oprette mellem sig. 1891 For at kunne udvikle sig i overensstemmelse med sin natur har mennesket brug for socialt liv. Nogle samfund, som familien og staten, svarer mere umiddelbart til menneskets natur. 1892 “Den menneskelige person er og bør være begyndelsen til, genstanden og målet for alle sociale institutioner”.[145] 1893

Der bør opmuntres til en bred deltagelse i frivillige organisationer og foreninger.

1894 Ifølge subsidiaritetsprincippet bør hverken staten eller et større samfund erstatte det initiativ og ansvar, som findes hos personer og mellemliggende samfundsinstanser.

1895 Samfundet skal begunstige udøvelsen af dyder, ikke lægge hindringer i vejen for dem. Det skal lade sig inspirere af et rigtigt hierarki af værdier. 1896 Der, hvor synden fordærver det sociale klima, bør der appelleres til hjerternes omvendelse og Guds nåde. Kærligheden driver til retfærdige reformer. Der er ingen løsning på det sociale spørgsmål uden for Evangeliet.[146]

Artikel 2

Deltagelse i samfundslivet I. Autoriteten 1897 “Samfundslivet ville mangle orden og frugtbarhed, hvis der ikke fandtes mennesker, som på lovlig vis var blevet udstyret med autoritet til at tage vare på samfundets institutioner og til at drage omsorg for det fælles vel på en tilfredsstillende måde”.[147] [2234] “Autoritet” kalder vi den myndighed, hvormed personer eller institutioner udsteder love og forordninger til mennesker og forventer af dem, at de adlyder. 1898 Ethvert samfund har behov for at blive styret af en autoritet. [148] Det har sin grund i menneskets natur. Det er nødvendigt for enheden i et samfundsliv. En myndigheds opgave er at sikre, så vidt muligt, samfundets fælles vel. 1899 Den myndighed, som den moralske orden kræver, udgår fra Gud: “Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem. For der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Ham. Den, som sætter sig op imod autoriteten, gør altså oprør mod den orden, som er villet af Gud. Og oprørere nedkalder straffen over sig selv” (Rom 13,1-2). [149] [2235] 1900 Pligten til lydighed pålægger alle at vise autoriteten den skyldige ære, respektere dem, der udøver deres hverv, og, alt efter deres fortjeneste, give udtryk for taknemlighed og velvilje. [2238] Fra den hl. pave Clemens af Roms pen har vi bevaret Kirkens ældste bøn for de statslige myndigheder: [150] [2240] “Giv dem, Herre, sundhed, fred, enighed, stabilitet, så de uden anstød kan udøve den myndighed Du har givet dem. For Du, himmelske Herre, evige Konge, giver menneskenes børn herlighed og ære og magt over de ting, som er på jorden. Måtte Du, Herre, styre deres rådslutninger efter det, som er godt og velbehageligt i dine øjne, så de i fred og mildhed, med fromt sind, kan udøve den magt, Du har givet dem, og således få del i din gunst!”[151]

1901 Mens autoriteten som sådan hører til den orden, der er forudbestemt af Gud, “skal valget af regeringsform og måden at vælge ledere på overlades til borgernes frie afgørelse”. [152] Forskellige politiske regeringsformer er moralsk set tilladelige, forudsat at de bidrager til det legitime fælles vel i det samfund, der vælger dem. De regeringsformer, hvis natur er i strid med naturloven, den offentlige orden og fundamentale menneskerettigheder, kan ikke virke til det fælles vel i de nationer, som de har taget magten over. [2242] 1902 Autoriteten udleder ikke sin moralske lovlighed af sig selv. Den må ikke optræde tyrannisk, men skal virke for det fælles bedste som en “moralsk magt, der støtter sig til friheden og bevidstheden om den tjeneste og opgave, den har påtaget sig”:[153] [1930] Den menneskelige lovgivning har kun karakter af lov, for så vidt den retter sig ind efter den sunde fornuft; heraf fremgår det, at den henter sin kraft fra den evige lov. I den grad den afviger fra fornuften, må man erklære den for uretfærdig, for den svarer ikke til begrebet lov, men snarere til en form for vold.[154] [1951]

1903 Autoriteten udøves kun lovligt, når den søger det fælles vel i det pågældende fællesskab, og når den, for at nå det, bruger midler, der er moralsk tilladelige. Hvis det hænder, at lederne udsteder uretfærdige love eller tager forholdsregler, der er imod den moralske orden, skal disse forordninger ikke forpligte samvittighederne. “I sådanne tilfælde ophører autoriteten med at være det, den er, og udarter til undertrykkelse”.[155] [2242] 1904 “Det er at foretrække, at enhver magt afbalanceres af andre myndigheder og magter, der holder den inden for de rette grænser. Dette er principielt for et “retssamfund”, hvor det ikke er menneskers vilkårlige viljer, der hersker, men netop lovene”.[156] II. Det fælles vel 1905 I overensstemmelse med menneskets sociale natur står den enkeltes vel nødvendigvis i forbindelse med det almene vel. Dette kan kun bestemmes ud fra menneskets person: [801; 1881] Lev ikke isoleret, indadvendt i jer selv, som om I allerede var retfærdiggjort; men kom sammen for sammen at finde det, som er af fælles interesse.[157]

1906 Ved det fælles vel forstår vi “summen af de vilkår i samfundslivet, der gør det muligt både for grupper og for hvert enkelt menneske mere fuldstændigt og lettere at virkeliggøre deres bestemmelse”. [158] Det fælles vel vedrører alles liv. Det kræver klogskab hos enhver især, og endnu mere hos dem, der udøver myndighed. Det indeholder tre vigtige elementer: 1907 For det første forudsættes respekt for personen som sådan. I almenvellets navn skal de offentlige myndigheder respektere de fundamentale og ufravigelige menneskerettigheder. Samfundet skylder sig selv at lade hver enkelt samfundsborger realisere sit kald. Særlig består det fælles vel i, at man kan gøre brug af de naturlige friheder som er uundværlige i udfoldelsen af kaldet som menneske: “Således retten til at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, beskyttelse af privatlivet, og endelig retten til ægte frihed, også hvad angår religiøse spørgsmål”.[159] [1929; 2106] 1908 For det andet kræver det fælles vel socialt velfærd og udvikling i selve gruppen. Udvikling er sammenfatningen af alle de sociale forpligtelser. Ganske vist tilkommer det myndighederne, i almenvellets navn, at mægle mellem forskellige særinteresser. Men de må gøre tilgængeligt for enhver, hvad han har brug for til at leve et menneskeværdigt liv: mad, klæder, helbred, arbejde, uddannelse og kultur, passende information, ret til at stifte familie[160] osv. [2441] 1909 Og endelig indebærer det fælles vel fred, dvs. en varig og tryg retsorden. Det forudsætter, at autoriteterne med hæderlige midler betrygger sikkerheden i samfundet og for dets borgere. Det er grundlaget for retten til lovligt forsvar, personligt og kollektivt. [2304; 2310] 1910 Selv om ethvert menneskeligt fællesskab har et fælles gode, som gør det muligt at genkende sig som sådan, er det i det politiske fællesskab, man finder den fuldstændige virkeliggørelse af det. Det tilkommer Staten at beskytte og fremme det fælles vel i det civile samfund, hos borgerne og de mellemliggende instanser. [2244] 1911 Afhængigheden mellem menneskene intensiveres. Den udstrækker sig lidt efter lidt til hele jorden. Enheden i den menneskelige familie, som samler mennesker af samme naturgivne værdighed, forudsætter et universelt fælles vel. Dette kalder på en organisation af et nationernes fællesskab, som “bør gøre sit for at være med til at dække menneskenes forskellige behov, både på det sociale område (levnedsmidler, sundhed, uddannelse...), såvel som for at imødegå flere specielle situationer, der kan opstå her og der (fx flygtningehjælp, bistand til indvandrere og deres familier...)”. [161] [2438] 1912 Det fælles vel er altid rettet mod menneskenes fremskridt: “Samfundsordenen og dens udvikling bør underordnes personernes verden og ikke omvendt”. [162] Denne orden grundlægges på sandheden, bygges op i retfærdighed og besjæles af kærligheden. [1881]

III. Om ansvar og medansvar 1913 Medansvar betyder det enkelte menneskes frivillige og generøse engagement i sociale sammenhænge. Det er nødvendigt, at alle bidrager, enhver efter den plads han indtager og den rolle han spiller, for at fremme det fælles vel. Denne forpligtelse er uadskilleligt forbundet med menneskets værdighed som menneske. 1914 Delagtigheden består i første række i at tage sig af de områder, man har fået et personligt ansvar for. I opdragelsen af sin familie, og ved at gøre sit arbejde samvittighedsfuldt deltager mennesket både i andres og samfundets vel.[163] [1734] 1915 Så vidt muligt bør borgerne også tage aktivt del i det offentlige liv. De former, hvorunder det sker, kan variere fra et land og en kultur til en anden. “Den form for statsstyre, der tillader de flest mulige borgere at deltage i offentlige anliggender med ægte frihed, fortjener anerkendelse”. [164] [2239] 1916 Alles medarbejde på at fremme det fælles vel indebærer, som al etisk forpligtelse, en omvendelse, som uafbrudt skal fornys hos samfundets medlemmer. Bedrag og andre tvivlsomme påfund, som nogle benytter sig af for at slippe for lovens bestemmelser og samfundets pligter, må stærkt fordømmes, fordi det er uforeneligt med retfærdighedens krav. Det er vigtigt at støtte og fremme de institutioner, som tager sigte på at bedre menneskenes livsvilkår.[165] [1888; 2409] 1917 Det tilkommer dem, der udøver myndighed, at styrke de værdier, som gruppens medlemmer har tillid til, og opmuntre dem til at stille sig til tjeneste for deres medmennesker. Samarbejdet begynder med opdragelse og kultur. “Vi kan med rette hævde, at menneskehedens fremtid hviler i hænderne på de mennesker, som er i stand til at give de kommende generationer grunde til at leve og håbe”. [166] [1818]

I korthed 1918 “Der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de som findes er forordnet af Ham” (Rom 13,1). 1919

Ethvert menneskesamfund har behov for en autoritet for at kunne bestå og udvikle sig.

1920 “Både det politiske fællesskab og de offentlige myndigheder er grundlagt på den menneskelige natur og tilhører følgelig den orden, som Gud har forudbestemt”. [167] 1921 Autoriteten udøves på lovlig vis, når den stræber efter samfundets fælles vel. For at opnå det må den benytte sig af midler, der er moralsk acceptable. 1922 vel.

De mangeartede politiske regeringsformer er legitime, forudsat at de bidrager til samfundets fælles

1923 Den politiske myndighed bør udfolde sig inden for rammerne af den moralske orden og garantere betingelserne for udøvelse af frihed. 1924 Det fælles vel indbefatter “summen af de vilkår i samfundslivet, der gør det lettere for mennesket at virkeliggøre sig selv både individuelt og kollektivt”. [168] 1925 Det fælles vel har tre vigtige elementer i sig: at menneskets fundamentale rettigheder respekteres og fremmes; at de åndelige og timelige goder i samfundet trives og udvikles; at fred og tryghed hersker i gruppen og dens medlemmer.

1926 Til personens værdighed hører, at man søger det fælles vel. Enhver må søge at fremkalde og understøtte institutioner, der forbedrer livskårene for menneskene. 1927 Det påhviler staten at forsvare og fremme det fælles vel i det civile samfund. Det fælles vel i hele den menneskelige familie kræver en organisering af det internationale samfund.

Artikel 3

Den sociale retfærdighed 1928 Samfundet sikrer den sociale retfærdighed, når det sørger for, at organisationer og enkeltpersoner kan opnå det, som tilkommer dem ifølge deres natur og deres kald. Den sociale retfærdighed hænger sammen med det fælles vel og med udøvelse af autoritet. [2832] I. Respekten for menneskets person 1929 Social retfærdighed opnås kun, når menneskets transcendente værdighed respekteres. Personen er samfundets endelige mål, og samfundet er henordnet til personen: [1881] Det er blevet os betroet af Skaberen at forsvare og fremme den menneskelige persons værdighed; det er alle mænd og kvinder i hvert af historiens øjeblikke strengt ansvarlige for og skyldige til.[169]

1930 Til respekten for menneskets person hører også de rettigheder, som følger af dets værdighed som skabning. Disse rettigheder går forud for samfundet og gør sig gældende over for det. De danner grundlaget for den moralske berettigelse af enhver autoritet. Et samfund, der krænker disse rettigheder eller nægter at anerkende dem i sin lovgivning, undergraver sin egen moralske berettigelse. [170] Uden en sådan respekt kan en myndighed kun støtte sig til magt eller vold for at få sine undersåtter til at adlyde. Det påhviler Kirken at minde alle af god vilje om disse rettigheder, og at skelne mellem dem og uretmæssige eller falske krav. [1700; 1902] 1931 Respekten for menneskets person forudsætter respekt for den grundsætning, “at enhver næste uden undtagelse betragtes som ‘et andet selv’, idet man først og fremmest tager hensyn til næstens liv og de midler, der er nødvendige, for at næsten kan leve en menneskeværdig tilværelse”. [171] Ingen lovgivning kan gøre en ende på den frygt, de fordomme, de hovmodige eller egoistiske holdninger, som lægger hindringer i vejen for oprettelse af samfund, der er sandt broderlige. Sådanne holdninger kan kun overvindes af den kærlighed, der i ethvert menneske finder en “næste”, en bror. [2212; 1825] 1932 Pligten til at gøre sig til en andens næste og tjene ham aktivt bliver endnu mere presserende, jo mere afmægtig den anden er på et eller andet felt. “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod Mig” (Matt 25,40). [2449] 1933 Den samme pligt gælder over for dem, som tænker og handler anderledes end vi. Kristus lærer os at tilgive vore skyldnere. Han udvider kærlighedsbuddet, den nye Lovs bud, til alle vore fjender. [172] Frigjortheden i Evangeliets ånd er uforenelig med had til fjenden som person, men ikke med had til det onde han gør som fjende. [2303] II. Lighed og forskelligheder mellem menneskene 1934 Skabt i den ene Guds billede, og udstyret med en og samme fornuftbegavede sjæl, har alle mennesker samme natur og samme oprindelse. Løskøbt ved Kristi offer er alle kaldet til at få del i den samme guddommelige salighed: alle kan altså glæde sig over den samme værdighed. [225]

1935 Ligheden mellem mennesker går i alt væsentligt på deres værdighed som personer og de rettigheder som følger deraf: [357] Enhver diskrimination, der angår grundlæggende menneskerettigheder, hvad enten den er af social eller kulturel karakter, baseret på køn, race, farve, samfundsstatus, sprog eller religion, skal overvindes og fjernes, eftersom den strider mod Guds hensigt.[173]

1936 Når mennesket kommer til verden, disponerer det ikke over alt det, som er nødvendigt til udvikling af dets liv, legemligt og åndeligt. Det har behov for andre mennesker. Der viser sig forskelle med hensyn til alder, fysisk udrustning, intellektuelle eller moralske anlæg, den omgang med andre, som enhver har kunnet nyde godt af, eller fordelingen af rigdomme. [174] “Talenterne” er ikke ligeligt fordelt.[175] [1879] 1937 Disse forskelligheder hører med i Guds plan. Han vil, at enhver skal modtage af andre, hvad han selv trænger til, og at de, der råder over særlige “talenter”, skal meddele frugterne af dem til andre, som har behov for dem. Forskellighederne opmuntrer og forpligter ofte menneskene til højmodighed, god vilje og til at dele med andre. De ansporer forskellige kulturer til at berige sig med hinanden: [340; 791; 1202] Jeg fordeler ikke dyderne ligeligt til alle og enhver... Mange fordeler jeg sådan til den ene og sådan til den anden... Til én er det kærlighed, til en anden retfærdighed; til denne ydmyghed; til den anden en levende tro... Hvad de timelige goder angår, de ting der er nødvendige for menneskelivet, har jeg fordelt dem højst ulige, og jeg har ikke villet, at enhver skulle eje alt, hvad han behøvede, for meneskene skulle have lejlighed til, drevet af nødvendigheden, at vise hinanden gensidig kærlighed... Jeg har villet, at de skulle trænge til hinanden,og at de skulle være mine tjenere i fordelingen af den nåde og de milde gaver, de har modtaget af mig.[176]

1938 Der findes også uretfærdige uligheder, som rammer millioner af mænd og kvinder. De er i åbenlys modstrid med Evangeliet: [2437] Skønt der eksisterer berettigede forskelle mellem menneskene, kræver ligheden i menneskeværd dog mere menneskelige og retfærdige livsbetingelser. Alt for store økonomiske og sociale forskelle mellem individer eller folkeslag, der udgør én menneskelig familie, er en forargelse og står i vejen for social retfærdighed, lighed, den menneskelige persons værdighed såvel som den sociale og internationale fred. [177] [2317]

III. Solidariteten mellem menneskene 1939 Solidaritetsprincippet, også kaldet “venskab” eller “social kærlighed”, er et krav, der umiddelbart følger af det menneskelige og kristne broderskab: [178] [2213] En vildfarelse “er den nu så almindelige forglemmelse af denne lov om menneskelig solidaritet og kærlighed, som er foreskrevet og pålagt os, både ved vor fælles oprindelse og alle folkeslags fælles menneskenatur, såvel som ved det sonoffer, Jesus Kristus frembar på korsets alter til sin himmelske Far, for at udsone den syndige menneskehed med Ham”.[179] [360]

1940 Solidariteten viser sig i første række i fordelingen af goder og aflønningen af arbejdet. Den forudsætter også, at man gør en indsats for en mere retfærdig samfundsorden, hvor spændingerne mindskes og konflikter lettere lader sig løse ad forhandlingens vej. [2402] 1941 De social-økonomiske problemer kan kun løses ved hjælp af alle former for solidaritet: solidaritet mellem de fattige indbyrdes, mellem de rige og de fattige, mellem arbejderne indbyrdes, arbejdsgivere og arbejdstagere i et foretagende, solidaritet mellem nationer og folkeslag. Den internationale solidaritet er et krav af moralsk art. Verdensfreden afhænger til dels af den. [2317] 1942 Solidaritetens dyd går ud over de materielle goder. Ved at udbrede troens åndelige goder har Kirken også begunstiget udviklingen af de timelige goder, som den ofte har banet nye veje for. Således er Herrens ord, ned gennem tiderne, blevet bekræftet: “Søg først Guds Rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33): [1887; 2632]

I 2000 år har den følelse levet og lever stadig i Kirkens sjæl, som har drevet og stadig driver sjæle til den heroiske kærlighed der findes hos munke i marken, befriere af slaver, helbredere af syge, budbringere om troen, om civilisationen, om videnskaben til alle generationer og alle folk for at skabe sociale livsvilkår, der gør det muligt for alle at leve et menneskeværdigt og kristent liv.[180]

I korthed 1943 Samfundet sikrer social retfærdighed, når det skaffer de nødvendige betingelser for dannelsen af forbund og for at enhver kan opnå det, der tilkommer ham. 1944 Respekten for menneskets person betragter medmennesket som et “andet jeg”. Det forudsætter respekt for de fundamentale rettigheder, der følger af menneskets værdighed som person. 1945

Ligheden mellem menneskene går på deres personlige værdighed og de rettigheder, som følger deraf.

1946 Forskelle mellem menneskene er en del af Guds plan, som vil, at vi skal trænge til hinanden. De skal opmuntre til kærlighed. 1947 Menneskers lige værdighed kræver en indsats for at de alt for store sociale og økonomiske uligheder kan mindskes og uretmæssige uligheder forsvinde. 1948 Solidaritet er en kristen dyd i eminent forstand. Den giver sig udslag i deling af de åndelige goder endnu mere end af de materielle.

Tredje kapitel

Guds frelse: loven og nåden 1949 Kaldet til salighed, men såret af synden, har mennesket behov for Guds frelse. Guds hjælp opnår det i Kristus gennem loven, der retleder det, og i nåden som styrker det: “Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse. For det er jo Gud, der giver jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske” (Fil 2,12-13).

Artikel 1

Moralloven 1950 Moralloven er den guddommelige Visdoms værk. I bibelsk betydning kan man definere den, som en faderlig vejledning, Guds pædagogik. Den udpeger for mennesket de veje, de handlingsnormer, der fører til den forjættede salighed. Den forbyder de veje til det onde, som afsporer fra Gud og Hans kærlighed. Den er på samme tid fast i sine forskrifter og elskelig i sine løfter. [53; 1719] 1951 Loven er en regel for adfærd, udstedt af den kompetente myndighed med henblik på det fælles vel. Moralloven bygger på den rationelle orden mellem skabningerne, til deres vel og med henblik på deres mål, som Skaberen har fastlagt i sin magt, visdom og godhed. Al lov har i den evige lov sin første og sidste

sandhed. Loven bliver bekendtgjort og fastlagt af fornuften, som en delagtighed i den levende Guds forsyn, alles Skaber og Forløser. “Denne fornuftens forordning er det, som kaldes lov”. [181] [295; 306] Blandt alle besjælede væsner er det kun mennesket der kan rose sig af at være blevet fundet værdig til at modtage en lov fra Gud: Som fornuftbegavet skabning, der er i stand til at forstå og indse, skal det indrette sin adfærd ved at bruge sin frihed og sin fornuft i lydighed mod Ham, som har givet det alt.[182] [301]

1952 Moralloven giver sig forskellige udtryk, og de er alle indbyrdes koordineret: den evige lov, kilden i Gud til alle love; naturloven; den åbenbarede lov, som indbefatter den gamle Lov og den nye eller evangeliske Lov; og endelig de borgerlige og kirkelige love. 1953 Moralloven finder i Kristus sin fylde og sin enhed. Jesus Kristus er i sin Person fuldkommenhedens vej. Han er lovens endemål, for han alene lærer og skænker Guds retfærdighed: “For det er jo Kristus, der er lovens opfyldelse, til retfærdiggørelse for enhver, der tror” (Rom 10,4). [578] I. Den naturlige morallov 1954 Mennesket har del i Skaberens visdom og godhed, og Han giver det at være herre over sine handlinger og evnen til at styre sig selv med henblik på det, som er sandt og godt. Den naturlige morallov udtrykker den oprindelige sans for moral, som gør det muligt for mennesket at bruge sin fornuft til at skelne mellem godt og ondt, sandhed og løgn. [307; 1776] Den naturlige morallov er skrevet og indgraveret i sjælen hos alle uden undtagelse, fordi den er menneskets fornuft, som befaler at gøre godt og forbyder at synde... Men denne den menneskelige fornufts forskrift ville ikke have en lovs kraft, hvis den ikke var røsten og tolken for en højere fornuft, som vor ånd og vor frihed må underkaste sig. [183]

1955 Den “guddommelige og naturlige“ lov[184] viser mennesket vejen, det skal følge, for at gøre det gode og nå sit mål. Den naturlige lov udtrykker de første og grundlæggende bud, som styrer det moralske liv. Det drejer sig i den om længsel efter Gud og underkastelse under Ham, som er kilden til og dommeren over alt godt, og ligeledes om sansen for andre mennesker som ligeværdige med én selv. Den er fremsat i sine vigtigste forskrifter i Dekalogen (de ti bud). Denne lov kaldes naturlig, ikke under henvisning til naturen hos irrationelle væsner, men fordi fornuften, som dikterer den, er særegen for menneskets natur. [1787; 396; 2070] Hvor står dog disse regler opført, om ikke i lysets bog, som man kalder Sandheden? I den er enhver retfærdig lov optegnet. Derfra går den ind i hjertet på det menneske, der lader retfærdigheden ske fyldest - ikke sådan, at den udvandrer til det, men dér sætter den et aftryk, ligesom et segl der går fra en signetring til voks, uden dog at forlade ringen.[185] Den naturlige morallov er intet andet end forstandens lys, som Gud har nedlagt i os; i kraft af det ved vi, hvad vi skal gøre, og hvad vi skal undgå. Dette lys eller denne lov har Gud givet ved skabelsen. [186]

1956 Nærværende i ethvert menneskes hjerte og fastlagt af fornuften er naturloven universel i sine påbud, og dens autoritet udstrækker sig til alle mennesker. Den lader personens værdighed komme til udtryk og bestemmer grundlaget for dennes rettigheder og fundamentale pligter: [2261] “Der eksisterer virkelig en sand lov, det er den sunde fornuft. Den er i overensstemmelse med naturen, udbredt hos alle mennesker; den er uforanderlig og evig; dens bud appellerer til pligten; dens forbud vender bort fra synden... Det er helligbrøde at udskifte den med en modsat lov. Heller ikke delvis må den ophæves, og ingen kan afskaffe den totalt”. [187]

1957 Anvendelsen af den naturlige lov varierer meget. Den kan kræve en refleksion, der tager mangfoldigheden i livsvilkår, alt efter sted, tidsalder og omstændigheder, med i betragtning. Alligevel forbliver den naturlige morallov, i de forskellige kulturer, en norm, der binder menneskene sammen, og som pålægger dem fælles principper, hinsides de uundgåelige forskelle. 1958 Den naturlige lov er urokkelig[188] og permanent, tværs igennem alle historiens omskiftelser. Den består under strømmen af ideer og skikke og fremmer udviklingen af dem. De normer, som gengiver den, forbliver

substantielt gyldige. Selv når man bestrider den helt ind i dens principper, kan man hverken ødelægge den eller rive den ud af menneskets hjerte. Den dukker altid op igen i de enkelte menneskers og samfunds liv: [2072] Tyveri er visselig strafbart i kraft af din lov, Herre, og ligeså ved loven som er indskrevet i menneskets hjerte, og som ikke engang forbrydelsen kan udslette.[189]

1959 Som et meget godt værk af Skaberen giver den naturlige lov solide fundamenter, som mennesket kan bygge de moralregler på, som skal lede dets valg. Den lægger også den uundværlige moralske grund for opbygningen af det menneskelige samfund. Og endelig sikrer den det nødvendige grundlag for den borgerlige lovgivning, der bygger på den, det være sig i form af en refleksion, der drager konsekvenserne af den naturlige lovs principper, eller tilføjelser af positiv og juridisk art. [1879] 1960 Naturlovens forskrifter er ikke umiddelbart og klart gået op for alle. I den aktuelle situation er nåden og Åbenbaringen nødvendige for synderen, for at de religiøse og moralske sandheder “skal kunne erkendes af alle med lethed, fuldstændig sikkerhed og uden iblanding af nogen vildfarelse”. [190] Den naturlige lov forsyner den åbenbarede Lov og nåden med et grundlag, der er forberedt af Gud og tilpasset Helligåndens virken. [2071; 37] II. Den gamle Lov 1961 Gud, vor Skaber og Forløser, har udvalgt sig Israel som sit folk og åbenbaret det sin Lov og således forberedt Kristi komme. Mose Lov siger adskillige sandheder, som rent naturligt er tilgængelige for fornuften. De bekendtgøres og stadfæstes inden for rammen af Frelsens pagt. [62] 1962 Den gamle Lov er det første stadium i den åbenbarede Lov. Dens moralske forskrifter er sammenfattet i de ti bud. Dekalogens bud lægger grunden til menneskets kald, dannet som det er i Guds billede. De forbyder det, som er imod kærligheden til Gud og næsten, og påbyder det, der er væsentligt: et lys som tilbydes ethvert menneskes samvittighed for at vise det Guds kald og veje og beskytte det mod det onde: [2058] Gud har skrevet på Lovens tavler det, som menneskene ikke læste i deres egne hjerter. [191]

1963 Ifølge den kristne tradition er den hellige [192], åndelige[193] og gode[194] Lov endnu ufuldkommen. Ligesom en pædagog[195] viser den, hvad der bør gøres, men giver ikke i sig selv kraften, Helligåndens nåde til at gøre det. På grund af synden, som den ikke kan fjerne, forbliver den en trældomslov. Ifølge Paulus har den særlig til opgave at undsige synden og afsløre den som en “begærets lov”[196] i menneskets hjerte. Alligevel forbliver Loven første etape på vejen til Guds Rige. Den forbereder og indstiller det udvalgte folk og enhver kristen på at omvende sig og tro på Gud, vor Frelser. Den bringer en lære til veje, som vil bestå for altid, ligesom Guds Ord. [1610; 2542; 2515] 1964 Den gamle Lov er en forberedelse til Evangeliet. “Loven er en profeti og en opdragelse til de kommende goder”.[197] Den forkynder og forudsiger den udfrielse af synden, som skal fuldbyrdes med Kristus. Den forsyner Ny Testamente med billeder, “typer”, symboler, som udtryk for livet efter Ånden. Og endelig fuldføres Loven med læren fra Visdomsbøgerne og profeterne, som orienterer den mod den nye Pagt og Himmeriget. [122] Der var... under den Gamle Pagt folk, der besad Helligåndens kærlighed og nåde og som frem for alt higede efter de åndelige og evige forjættelser, hvorved de forbandt sig med den nye Lov. Omvendt findes der under den Nye Pagt kødelige mennesker, endnu langt fra den nye Lovs fuldkommenhed: for at tilskynde dem til retskafne gerninger har frygten for straf og visse timelige løfter været nødvendige, selv under den Nye Pagt. I alle tilfælde, selv om den gamle Lov påbød kærligheden, gav den ikke Helligånden, ved hvem “kærligheden er udgydt i vore hjerter” (Rom 5,5). [198]

[1828] III. Den nye Lov eller evangeliske Lov

1965 Den nye Lov eller evangeliske Lov er den fuldendte jordiske skikkelse af den naturlige og åbenbarede guddommelige lov. Den er Kristi værk og kommer til udtryk særligt i Bjergprædikenen. Den er også Helligåndens værk og, gennem Den, bliver den Kærlighedens indre lov: “Jeg opretter en ny pagt med Israels hus... Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk” (Hebr 8,8.10).[199] [459; 581; 715] 1966 Den nye Lov er Helligåndens nåde, skænket de troende ved troen på Kristus. Den virker gennem kærligheden; den bruger Herrens bjergprædiken til at lære os, hvad vi bør gøre, og sakramenterne til at give os nåden til at gøre det: [1999] Den, som fromt og klogt vil meditere over vor Herres bjergprædiken, således som vi læser den i Matthæus-Evangeliet, vil dér, uden nogen tvivl, finde den fuldkomne grundlov for det kristne liv... Denne prædiken indeholder alle de bud, som bør vejlede det kristne liv.[200]

1967 Den evangeliske Lov “opfylder”,[201] forfiner, overgår og fører den gamle Lov frem til fuldkommenhed. I saligprisningerne opfylder den de guddommelige forjættelser ved at løfte dem op og rette dem ind mod “Himmeriget”. Den henvender sig til dem, som er beredt til med tro at modtage dette nye håb: de fattige, sagtmodige, sørgende, de rene af hjertet, de forfulgte for Kristi skyld, og baner således Rigets forunderlige veje. [577] 1968 Den evangeliske Lov opfylder Lovens bud. Langt fra, at Herrens prædiken afskaffer eller devaluerer de moralske bud i den gamle Lov, frigør den de skjulte kræfter i den og lader derved nye krav opstå. Den åbenbarer hele den guddommelige og menneskelige sandhed. Den føjer ikke nye, ydre bud til, men den fornyer indtil roden handlingerne, hjertet, dér hvor mennesket vælger mellem rent og urent, [202] der hvor troen, håbet og kærligheden tager form, og med dem alle de andre dyder. Således fører Evangeliet Loven igennem til fuldkommenhed ved at efterligne den himmelske Fars fuldkommenhed, [203] tilgive fjender og bede for forfølgere, ligesom Gud selv i Sin højsindethed.[204] [129; 582] 1969 Den nye Lov praktiserer gudsdyrkelsens gerninger: almisse, bøn og faste, ved at henordne dem til “Faderen, som ser i det skjulte”, i modsætning til dem, der vil “ses af menneskene”. [205] Dens bøn er Fadervor. [206] [1434] 1970 Den evangeliske Lov indebærer det afgørende valg mellem “de to veje” [207]og at Herrens Ord[208] omsættes i praksis. Den er sammenfattet i den gyldne regel: “Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er Loven og Profeterne” (Matt 7,12). [209] [1696, 1789] Hele den evangeliske Lov består i Jesu “nye bud”:[210] at vi elsker hinanden som Han har elsket os. [211] [1823] 1971 Til Jesu bjergprædiken må føjes katekesen om apostlenes moral-belæringer, som i Rom 12-15; 1 Kor 12-13; Kol 3-4; Ef 4-6 osv. Denne lære videregiver Herrens undervisning med apostlenes autoritet, særlig når der gøres rede for de dyder, der følger af troen på Kristus og som er besjælet af kærligheden, Helligåndens ypperste gave. “Kærligheden skal være oprigtig... Vær hinanden hengivne i broderkærlighed... glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige... læg vægt på gæstfrihed” (Rom 12,9-13). Denne katekese lærer os også at behandle samvittighedsspørgsmål i lyset af vort forhold til Kristus og til Kirken.[212] [1789] 1972 Den nye Lov kaldes også kærlighedens lov, fordi den får os til at handle, mindre af frygt, mere ud af den kærlighed, som Helligånden indgyder. En nådens lov, fordi den skænker nådens kraft til at handle gennem troen og sakramenterne. En frihedens lov,[213] fordi den befrier os for den gamle Lovs ritualer og juridiske forskrifter og gør os tilbøjelige til at handle spontant under kærlighedens tilskyndelse, og endelig lader os gå fra tjenerrollen, “som ikke ved, hvad hans herre gør”, til Kristi venskab, “for alt, hvad jeg har hørt af min Far, har jeg kundgjort jer” (Joh 15,15), eller endnu mere: til hans barnekår hos Gud og som arving. [214] [782; 1828] 1973 Den nye Lov indeholder, foruden sine bud, også evangeliske råd. Den traditionelle skelnen mellem Guds bud og de evangeliske råd gælder forholdet til kærligheden, fuldkommenheden i det kristne liv. Budene

skal fjerne det, som er uforeneligt med kærligheden. Rådene skal fjerne det som, selv uden at være imod den, kan udgøre en hindring i kærlighedens udvikling.[215] [2053; 915] 1974 De evangeliske råd forkynder kærlighedens levende fylde, som aldrig vil slå sig til tåls med ikke at give endnu mere. De bevidner dens dynamik og opfordrer os til åndeligt beredskab. Fuldkommenheden i den nye Lov består væsentligt i budene om kærlighed til Gud og næsten. De evangeliske råd angiver genveje og bedre midler, og må efterleves efter enhvers personlige kald. [2013] (Gud) vil ikke, at enhver skal følge alle disse råd, men kun efter som de er velegnede for de forskellige personer, tidsaldre, omstændigheder og kræfter, sådan som kærligheden kræver det. For det er den, som er dronningen over alle dyder, befalinger og råd og kort sagt alle kristne love og gerninger. Og den er det, som ordner alle og alt efter rang, orden, tid og værdi.[216]

I korthed 1975 Ifølge Skriften er Loven Guds faderlige vejledning, der foreskriver mennesket de veje, der fører til den forjættede salighed, og som forbyder det ondes veje. 1976 “Loven er fornuftens forordning til det fælles vel, offentliggjort af den, som har ansvaret for fællesskabet”.[217] 1977

Kristus er lovens ende;[218] Han alene lærer og tildeler Guds retfærdighed.

1978 Den naturlige morallov er en delagtighed fra menneskets side, i Guds visdom og godhed, dannet som det er i sin Skabers billede. Den er udtryk for personens værdighed og danner grundlaget for dens fundamentale rettigheder og pligter. 1979 Den naturlige morallov er urokkelig, permanent ned gennem historien. De normer, der udtrykker den, forbliver substantielt gyldige. Den er den nødvendige basis for opbygning af moralske normer og for borgerlige love. 1980 Den gamle Lov er første stadium i den åbenbarede lov. Dens moralske forskrifter er sammenfattet i de ti bud. 1981 Mose lov indeholder adskillige sandheder, som ifølge deres natur er tilgængelige for fornuften. Gud har åbenbaret dem, fordi menneskene ikke erkendte dem i deres hjerter. 1982

Den gamle Lov er en forberedelse til Evangeliet.

1983 Den nye Lov er Helligåndens nåde, modtaget i troen på Kristus og virksom i kærligheden. Den kommer til udtryk især i Jesu bjergprædiken og bruger sakramenterne til at meddele os nåden. 1984 Den evangeliske Lov opfylder, overgår og fører den gamle Lov til sin fuldkommenhed: dens løfter i saligprisningerne om Himmeriget, dens bud ved at forny hjertet, som er roden til alle handlinger. 1985

Den nye Lov er en kærlighedens lov, en nådens lov, en frihedens lov.

1986 Foruden budene indeholder den nye Lov de evangeliske råd. “Kirkens hellighed fremmes ligeledes på sin specielle måde ved de mangfoldige råd, som Herren i evangeliet fremlægger for sine disciple”. [219]

Artikel 2

Nåde og retfærdiggørelse

I. Retfærdiggørelsen 1987 Helligåndens nåde har magten til at retfærdiggøre os, dvs. tvætte os rene for vore synder og give os “Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus”[220] og ved dåben:[221] [734] “Er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med Ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden har ikke mere magt over ham. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Men det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,8-11).

1988 Ved Helligåndens kraft tager vi del i Kristi lidelse ved at dø fra synden, og i hans Opstandelse ved at fødes til et nyt liv. Vi er lemmer på hans Legeme, Kirken, [222] grene, podet ind på vinstokken, som er Ham selv:[223] [654] Det er ved Ånden, vi har del i Gud. Ved delagtighed i Ånden får vi del i den guddommelige natur... Det er derfor, at de, i hvem Ånden bor, er guddommeliggjort.[224] [460]

1989 Det første, Helligåndens nåde udvirker, er omvendelsen, der bevirker retfærdiggørelsen, ifølge Jesu forkyndelse i begyndelsen af Evangeliet: “Omvend jer, for Himmeriget er nær” (Matt 4,17). Bevæget af nåden vender mennesket sig til Gud og vender sig bort fra synden, og modtager således tilgivelsen og retfærdigheden fra oven. “Retfærdiggørelsen består ikke blot i syndernes forladelse, men også i helliggørelse og fornyelse af det indre menneske”.[225] [1427] 1990 Retfærdiggørelsen løsriver mennesket fra synden, som står i modsætning til kærligheden til Gud, og renser hjertet. Retfærdiggørelsen følger på Guds barmhjertige initiativ, som tilbyder tilgivelsen. Den forsoner mennesket med Gud. Den befrier fra syndens slaveri og helbreder. [1446; 1733] 1991 Samtidig består retfærdiggørelsen deri, at man modtager Guds retfærdighed ved troen på Jesus Kristus. Retfærdigheden betyder her den guddommelige Kærligheds retsindighed. Med retfærdiggørelsen er tro, håb og kærlighed udgydt i vore hjerter, og det er blevet givet os at være lydige mod Guds vilje. [1812] 1992 Retfærdiggørelsen blev os fortjent ved Kristi lidelse, Han, som på korset frembar sig selv som en levende, hellig og velbehagelig offergave, og hvis blod er blevet et sonemiddel for alle menneskers synder. Retfærdiggørelsen skænkes os i dåben, troens sakramente. Den ligedanner os med Guds retfærdighed, der gør os retfærdige i vort indre i kraft af sin barmhjertighed. Dens mål er Guds og Kristi forherligelse og det evige livs gave.[226] [617; 1266; 294] “Men nu har, uafhængig af loven, Guds retfærdighed åbenbaret sig, herom vidner både Loven og Profeterne: Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus, for alle som tror. Der er ingen forskel: Alle har jo syndet og mistet Herligheden fra Gud. Nu retfærdiggøres de ufortjent af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud, ved hans blod, til redskab for forsoningen, virksom i os ved troen. Således ville Han - siden Han i sin store tålmodighed havde båret over med fortidens synder - nu i sin egen tid vise: både at Han selv er retfærdig og at Han retfærdiggør den, som tror på Jesus” (Rom 3,21-26).

1993 Retfærdiggørelsen bringer et samarbejde i stand mellem Guds nåde og menneskets frihed. Det viser sig for menneskets vedkommende i troens samtykke til Guds Ord, som kalder til omvendelse, og i kærlighedens samarbejde med Helligåndens tilskyndelse, som går forud for vor tilslutning og våger over den. [2008] Når Gud ved Helligåndens oplysning rører ved menneskets hjerte, forholder mennesket sig ikke ganske uvirksomt, for det tager jo imod denne tilskyndelse, som det iøvrigt også kan afvise. På den anden side kan det heller ikke uden Guds nåde ved sin egen frie vilje hæve sig op til retfærdighed for Ham. [227] [2068]

1994 Retfærdiggørelsen er Guds kærligheds ypperste værk, åbenbaret i Kristus Jesus og skænket af Helligånden. Skt. Augustin mener, at “den ugudeliges retfærdiggørelse er et større værk end skabelsen af himmel og jord”, for “himmel og jord skal forgå, men de udvalgtes frelse og retfærdiggørelse skal bestå”. [228]

Han mener endda, at syndernes retfærdiggørelse overgår englenes skabelse i retfærdighed, for så vidt den vidner om en større barmhjertighed. [312; 412] 1995 Helligånden er mesteren i det indre liv. Ved at lade “det indre menneske” fødes, [229] medfører retfærdiggørelsen helliggørelsen af hele mennesket: [741] Ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges... Nu da I er blevet befriet for synden og er blevet trælle for Gud, bærer I den frugt at I helliggøres, og til sidst: det evige liv (Rom 6,19.22).

II. Nåden 1996 Vor retfærdiggørelse kommer af Guds nåde. Nåden er den velvilje, den gratis hjælp, som Gud giver os til at svare på hans kald: at blive Guds børn, [230] adoptivbørn,[231] delagtige i den guddommelige natur, [232] i det evige liv.[233] [153] 1997 Nåden er en delagtighed i Guds liv; den fører os ind i Treenighedens indre liv: gennem dåben har den kristne del i Kristi nåde, Han, som er sit Legemes Hoved. Som “adoptivbarn” kan han herefter, forenet med den enbårne Søn, kalde Gud “Far”. Han modtager Åndens liv, som blæser kærligheden ind i ham og som giver Kirken form. [375, 260] 1998 Dette kald til det evige liv er overnaturligt. Det beror fuldstændigt på Guds frie initiativ, for Han alene kan åbenbare sig og give Sig selv. Det overgår alt, hvad menneskets, og enhver skabnings, [234] forstand og vilje har kræfter til. [1719] 1999 Kristi nåde er den gratis gave, som Gud skænker os: sit liv, indgydt af Helligånden i vor sjæl for at helbrede den for synd og hellige den: Det er den helliggørende eller guddommeliggørende nåde, som modtages i Dåben. Den er kilden i os til helliggørelsen: [235] [1966] “Hvis altså nogen er i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Og alt dette skyldes Gud, som har forligt os med Sig ved Kristus” (2 Kor 5,17-18).

2000 Den helliggørende nåde er en habituel gave, en varig og overnaturlig indstilling, som fuldkommengør sjælen for at sætte den i stand til at leve med Gud, handle i hans kærlighed. Man skelner mellem den habituelle nåde, en permanent disposition til at leve og handle efter guddommelig tilskyndelse, og de aktuelle nådegaver, som betegner den guddommelige indgriben, det være sig ved begyndelsen af en omvendelse eller i løbet af helliggørelsen. 2001 Allerede menneskets forberedelse til at tage imod nåden er et nådens værk. Det er nødvendigt for at opvække og understøtte vor medvirken i retfærdiggørelsen ved troen og i helliggørelsen ved kærligheden. Gud fuldender i os det, Han har begyndt, “for Han begynder på en vis måde sit arbejde med at få os til at ville; Han fuldender ved at samarbejde med vor allerede omvendte vilje”: [236] [490] Ganske vist arbejder også vi, men vi gør ikke andet end at arbejde med Gud, som arbejder. For hans barmhjertighed er gået forud for os, for at vi kan blive helbredt; den følger os også for at vi, som er helbredt, kan blive levendegjort; den går foran os, for at vi kan kaldes; den følger os, for at vi kan herliggøres; den går foran os for at vi kan leve fromt, den følger os for at vi altid kan leve med Gud, for uden Ham kan vi intet gøre.[237]

2002 Guds frie initiativ kræver menneskets frie svar, for Gud har skabt mennesket i sit billede og givet det, sammen med friheden, magt til at kende Ham og elske Ham. Kun frivilligt træder sjælen ind i kærlighedens fællesskab. Gud rører umiddelbart og bevæger direkte menneskets hjerte. Han har nedlagt i mennesket en længsel efter sandheden og det gode, som kun Han kan opfylde. Løfterne om det “evige liv” svarer, hinsides ethvert håb, til denne længsel: [1742] Det, at du selv hvilede på den syvende dag efter dine såre gode værker... er en forudsigelse til os med din Bibels ord, af at også vi efter vores gerninger, der er såre gode, fordi du har givet os dem, skal hvile i dig på det evige livs sabbat. [238]

[2550]

2003 Nåden er først og fremmest Åndens gave, som retfærdiggør os og helliggør os. Men til nåden hører også de gaver, som Ånden tilstår os, for at knytte os til sit arbejde, sætte os i stand til at samarbejde på andres frelse og på Kristi Legeme, Kirkens vækst. Det er de sakramentale nådegaver, særegne gaver ved de forskellige sakramenter. Det er desuden de særlige nådegaver, også kaldet karismer, ifølge det græske ord, som Paulus bruger, og som betyder gunst, gratis gave, velgerning. [239] Af hvilken karakter de end måtte være, til tider ekstraordinær, som fx den gave at gøre mirakler, eller tale i tunger, er karismerne henordnet til den helliggørende nåde og har som mål Kirkens fælles vel. De står i kærlighedens tjeneste, som bygger Kirken op.[240] [1108; 1127; 799-801] 2004 Blandt de særlige nådegaver må nævnes den standsnåde, som følger med udøvelsen af medansvar for det kristne liv og tjenester inden for Kirken. “Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde der er os givet: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; den, der formaner, sin formaning. Den, der giver, skal gøre det rundhåndet; den, der er forstander, skal være det med omhu; og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne” (Rom 12,6-8).

2005 Eftersom nåden er overnaturlig, unddrager den sig vor erfaring og kan kun erkendes af troen. Vi kan altså ikke bygge på vore følelser eller vore gerninger, for deraf at udlede, at vi er retfærdiggjort og frelst. [241] Imidlertid, efter Herrens ord: “På deres frugter kan I kende dem” (Matt 7,20), når vi betænker Guds velgerninger i vort liv og i helgenernes liv, får vi en garanti for at nåden arbejder i os og driver os til en stadig større tro og en holdning af fortrøstningsfuld fattigdom. Vi finder et af de smukkeste eksempler på denne holdning i det svar Skt. Jeanne d’Arc gav på et listigt spørgsmål fra sine kirkelige dommere: “Spurgt, om hun ved at hun er i Guds nåde, svarede hun: ‘Hvis jeg ikke er det, måtte Gud da sætte mig i den; hvis jeg er det, måtte Gud da bevare mig dér”.[242]

III. Fortjeneste Du herliggøres i de helliges forsamling, og når Du kroner deres fortjenester, kroner Du dine egne gaver.[243]

2006 Udtrykket “fortjeneste” betyder sædvanligvis den løn, et fællesskab eller et samfund skylder et medlem for en handling vedkommende har gjort, der føles som en velgerning eller ugerning, værdig til løn eller straf. Fortjenesten hører ind under retfærdighedens dyd, svarende til det lighedsprincip, som styrer den. [1723; 1807] 2007 Over for Gud findes der, strengt taget, ikke nogen fortjeneste hos mennesket. Mellem Ham og os er uligheden grænseløs, for vi har modtaget alt af Ham, vor Skaber. [42] 2008 Menneskets fortjeneste hos Gud i det kristne liv kommer af, at Gud frit har knyttet mennesket til sin nådes værk. Guds faderlige handling er primær: Han tilskynder; menneskets frie handling er sekundær: det samarbejder. Således må fortjenesterne for de gode gerninger først og fremmest tilskrives Guds nåde, dernæst den troende. Ja, selve menneskets fortjeneste kommer i virkeligheden fra Gud, for dets gode gerninger udgår fra Kristus, den forekommende eller hjælpende nåde fra Helligånden. [306; 155, 970] 2009 Af nåde gør vort forhold til Gud som hans barn os delagtige i den guddommelige natur. Det kan, alt efter Guds ufortjente retfærdighed, give os en sand fortjeneste. Det drejer sig om en nådens ret, en kærlighedens fulde ret, som gør os til Kristi “medarvinger” og værdige til “at opnå det evige liv til den lovede tid”.[244] Fortjenesterne ved vore gode gerninger er gaver af Guds godhed. [245] “Nåden er gået forud; nu gør man sin skyldighed... Fortjenesterne er Guds gaver”. [246] [604] 2010 I nådens orden er initiativet Guds. Ingen kan fortjene den første nåde til omvendelse, tilgivelse og retfærdiggørelse. Først når vi er drevet af Helligånden og kærligheden kan vi, for os selv og andre, fortjene nådegaver, der er gavnlige for vor helliggørelse, til at vokse i nåden og kærligheden, såvel som til at opnå det evige liv. Selv timelige goder som sundhed og venskab kan, alt efter Guds visdom, fortjenes. Sådanne

nådegaver og goder er genstand for kristnes bøn. Bønnen sørger for den nåde, som vi trænger til, for at kunne handle fortjenstfuldt. [1998] 2011 Kristi kærlighed er i os kilden til alle vore fortjenester hos Gud. Ved at forene os med Kristus i en aktiv kærlighed sikrer nåden os at vore handlinger får en overnaturlig karakter, og følgelig, at de er fortjenstfulde hos både Gud og mennesker. Helgenerne har altid haft en levende bevidsthed om, at deres fortjenester var ren nåde. [492] Efter landflygtigheden på jorden håber jeg i hjemlandet at kunne glæde mig over Dig, men jeg vil ikke samle på fortjenester til Himlen, jeg vil arbejde ene og alene for din Kærlighed... I denne livsaften vil jeg komme til Dig med tomme hænder. For jeg beder dig ikke, Herre, tælle mine gerninger. Alle vore retfærdigheder har pletter i dine øjne! Derfor vil jeg iklæde mig din egen Retfærdighed og af din Kærlighed modtage den evige besiddelse af Dig selv...[247]

[1460]

IV. Kristen hellighed 2012 “Vi ved, at Gud virker med i alt til bedste for dem, der elsker Ham... For dem, Han forud har kendt, har Han også forudbestemt til at formes efter sin Søns billede, så at han skulle være den førstefødte blandt mange brødre. Men dem, som Han har forudbestemt, har Han også kaldet. Og dem, Han har kaldet, har Han også retfærdiggjort. Og dem, Han har retfærdiggjort, dem har Han også herliggjort” (Rom 8,28-30). [459] 2013 “Samtlige kristne uanset deres stand eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed”.[248] Alle er kaldet til hellighed. “Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Far er fuldkommen!” (Matt 5,48). [915, 2545; 825] For at nå denne fuldkommenhed skal de troende bruge de kræfter, de har modtaget ifølge Kristi tilmålte nådegave... så at de i alt retter sig efter Faderens vilje og af hele deres sind hengiver sig til at ære Gud og tjene næsten. Således skal Guds folks hellighed udfolde sig og bære rigelige frugter, således som Kirkens historie markant viser det i så mange helgeners liv.[249]

2014 Det åndelige fremskridt stiler imod en forening med Kristus, der er stadig mere intim. Denne forening kaldes “mystisk”, fordi den gennem sakramenterne:”de hellige mysterier”, tager del i Kristi mysterium, og gennem Ham i den hellige Treenigheds mysterium. Gud kalder os alle til denne inderlige forening med Ham, selv om særlige nådegaver og ekstraordinære tegn på dette mystiske liv kun forundes nogle få for at manifestere den ufortjente nådegave til alle. [774] 2015 Vejen til fuldkommenhed går via Korset. Der findes ingen hellighed uden afkald og åndelig kamp. [250] Åndelig fremgang indebærer askese og en selvfornægtelse, der gradvis fører til et liv i saligprisningernes fred og glæde: [407, 2725, 1438] Den, der stiger, hører aldrig op med at gå fra begyndelse til begyndelse ved hjælp af begyndelser, der ingen ende tager. Den, der stiger, hører aldrig op med at længes efter det, han allerede kender.[251]

2016 Vor hellige moder Kirkens børn håber på nåde til at holde ud indtil enden og lønnen fra Gud, deres Far, for de gode gerninger, som de, takket være Hans nåde, har gjort i forening med Jesus. [252] Da de overholder den samme leveregel tager de troende del i “det salige håb” hos dem, som den guddommelige barmhjertighed samler i “den hellige Stad, det nye Jerusalem, der stiger ned fra Himlen, fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom” (Åb 21,2). [162, 1821; 1274]

I korthed 2017 Helligåndens nåde skænker os Guds retfærdighed. Idet Den forener os i troen og Dåben med Kristi lidelse og opstandelse, lader Den os få del i sit liv.

2018 Retfærdiggørelsen har, ligesom omvendelsen, to ansigter. Under nådens påvirkning vender mennesket sig til Gud og bort fra synden, og modtager således tilgivelsen og retfærdigheden fra oven 2019

Retfærdiggørelsen omfatter syndsforladelse, helliggørelse og fornyelse af det indre menneske.

2020 Retfærdiggørelsen er blevet os fortjent gennem Kristi lidelse. Den skænkes os i Dåben. Den ligedanner os med Guds retfærdighed, som gør os retfærdige. Den har som mål Guds og Kristi Herlighed og som gave det evige liv. Den er Guds barmhjertigheds ypperste værk. 2021 Nåden er den hjælp, som Gud giver os for at vi kan svare til vort kald: at få barnekår hos Ham. Den fører os ind i det treenige livs intimitet. 2022 Det guddommelige initiativ i nådens værk forekommer, forbereder og fremkalder menneskets frie svar. Nåden imødekommer den menneskelige friheds dybe længsler. Den kalder den til samarbejde og gør friheden fuldkommen. 2023 Den helliggørende nåde er den gratis gave, som Gud giver os med sit liv, indgydt af Ånden i vor sjæl for at helbrede den for synd og helliggøre den. 2024 Den helliggørende nåde gør os “velbehagelige for Gud”. Karismerne, Åndens særlige gaver, er henordnet til den helliggørende nåde og har som mål Kirkens fælles vel. Gud handler også ved hjælp af mangfoldige aktuelle nådegaver, som man skelner fra den habituelle nåde, der er permanent i os. 2025 Der er ingen fortjeneste fra vor side hos Gud, om ikke det var for Guds frie beslutning om at gøre mennesket delagtigt i sin nådes værk. Fortjeneste tilskrives først og fremmest Guds nåde, dernæst menneskets medvirken. Således tilkommer menneskets fortjeneste Gud. 2026 Helligåndens nåde kan, takket være vort adoptivforhold til Gud, give os en sand fortjeneste ifølge Guds betingelsesløse retfærdighed. Kærligheden er i os den primære kilde til fortjeneste hos Gud. 2027 Ingen kan gøre sig fortjent til den første nåde, som bevirker omvendelsen. Bevæget af Helligånden kan vi, til os selv og andre, fortjene alle de nådegaver, der kan hjælpe os til det evige liv, såvel som de nødvendige timelige goder. 2028 “Alle kristne kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed”. [253] “Kristen fuldkommenhed kender kun én grænse, nemlig den at være grænseløs”. [254] 2029 “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” (Matt 16,24).

Artikel 3

Kirken, moder og opdrager 2030 Det er i Kirken, i samfund med alle de døbte, at de kristne opfylder deres kald. Fra Kirken modtager de Guds Ord, som indeholder anvisningerne i “Kristi Lov”. [255] Fra Kirken får de sakramenternes nåde, som styrker dem på “vejen”. Fra Kirken lærer de af eksemplet på hellighed. I den allerhelligste jomfru Maria genkender de hellighedens skikkelse og kilde. De finder den i det autentiske vidnesbyrd fra dem, som lever den. De opdager den i den åndelige tradition og helgenernes lange historie, som er gået forud for dem, og som liturgien fejrer på helgenfesterne. [828; 1172]

2031 Det moralske liv er en åndelig gudsdyrkelse. Vi “bringer vore legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer”,[256] i det Kristi legeme, som vi danner, og i forening med Eukaristiens offergave. I liturgien og sakramenternes fejring går bøn og undervisning sammen med Kristi nåde for at oplyse og nære den kristne adfærd. Ligesom det kristne liv i sin helhed finder det moralske liv sin kilde og sit højdepunkt i det eukaristiske offer. [1368] I. Det moralske liv og Kirkens læreembede [85-87; 888-892] 2032 Kirken, “sandhedens søjle og grundvold” (1 Tim 3,15), “har af apostlene fået overdraget dette højtidelige bud fra Kristus om at forkynde den frelsebringende sandhed”. [257] “Det tilkommer Kirken overalt og til alle tider at forkynde moralprincipperne, også i sager som angår samfundsordenen, og at bedømme al menneskelig virkelighed i den udstrækning, hvor personens fundamentale menneskerettigheder og sjælenes frelse gør dette påkrævet”.[258] [2246; 2420] 2033 Kirkens hyrders læreembede i moralspørgsmål udøves sædvanligvis i katekesen og forkyndelsen, med hjælp fra teologers og åndelige forfatteres værker. Således er den kristne morals “depot” blevet videreført fra generation til generation under hyrdernes ledelse og opsyn. Den er sammensat af en karakteristisk samling af regler, bud og dyder, som udgår fra troen på Kristus og levendegøres af kærligheden. Denne katekese har traditionelt, ved siden af Credo og Fadervor, som basis haft Dekalogen, der udtrykker de principper i det moralske liv, som er gyldige for alle mennesker. [84] 2034 Den romerske pave og biskopperne er de “autentiske lærere, der udstyret med Kristi myndighed prædiker for det folk, der er dem betroet, den tro, de skal bekende og leve efter”. [259] Det ordinære og universelle læreembede, som udøves af paven og biskopperne i forening med ham, underviser de troende i den sandhed som skal tros, den kærlighed som skal udøves og den salighed vi håber på. 2035 Den højeste grad af delagtighed i Kristi autoritet er sikret med ufejlbarhedens karisme. Den har samme omfang som selve den guddommelige Åbenbarings skat, som er blevet betroet Kirken. [260] Den udstrækker sig også til alle elementer i læren, inklusive moralen, uden hvilke troens frelsebringende sandheder ikke kan bevares, fremføres og overholdes. [261] 2036 Læreembedets autoritet udstrækker sig også til den naturlige morallovs enkelte bud, fordi overholdelsen af dem, som Skaberen forlanger, er nødvendig til frelse. Ved at minde om naturlovens forskrifter udøver Kirkens læreembede en vigtig del af sin profetiske funktion, nemlig at forkynde for menneskene hvad de i sandhed er, og minde dem om, hvad de skal være over for Gud. [262] [1960] 2037 Guds lov, som er betroet Kirken, overgives de troende som livets og sandhedens vej. De troende har altså ret[263] til at blive undervist i de frelsebringende guddommelige bud, som renser dømmekraften og med nådens hjælp helbreder den sårede menneskefornuft. De har pligt til at rette sig efter de forordninger og bestemmelser, som Kirkens retmæssige myndigheder udsteder. Selv når de er af disciplinær art, kræver de lærvillighed i kærlighed. [2041] 2038 I arbejdet med at undervise i og anvende den kristne moral har Kirken brug for hyrdernes engagement, teologernes viden og de bidrag, som alle de kristne og mennesker af god vilje kan give. Troen og et evangelisk liv giver enhver en livserfaring “i Kristus”, der oplyser dem og sætter dem i stand til at bedømme de guddommelige og menneskelige kendsgerninger i Guds Ånd. [264] Således kan Helligånden bruge de jævneste mennesker til at oplyse de lærde og fornemste. [2442] 2039 De kirkelige embeder skal udøves i den broderlige tjenestes ånd og med hengivenhed for Kirken, i Herrens navn.[265] Samtidig skal den enkeltes samvittighed, når den foretager en moralsk vurdering af egne handlinger, undgå et lukke sig inde i individuelle betragtninger. Efter bedste evne skal den åbne sig for alles vel, sådan som det er udtrykt i moralloven, den naturlige og den åbenbarede, og følgelig i Kirkens lov og læreembedets autoritative udtalelser i moralspørgsmål. Man bør ikke sætte den enkeltes samvittighed op mod den moralske lov eller mod Kirkens læreembede. [1783]

2040 Således kan der blandt de kristne udvikle sig et sandt barnesind i forhold til Kirken. Det er den normale udfoldelse af dåbsnåden, som har født os i Kirkens skød og gjort os til lemmer på Kristi Legeme. Med moderlig omsorg formidler Kirken Guds barmhjertighed til os, som overvinder alle vore synder, og som virker særlig i Forsoningens sakramente. Som en omsorgsfuld mor overøser den os, dag for dag, i sin liturgi, med næring fra Herrens Ord og Eukaristi. [167] II. Kirkens Bud 2041 Kirkens bud har deres plads i forlængelse af et moralsk liv, der er knyttet til det liturgiske liv og næret af det. Den forpligtende karakter af disse positive love, udstedt af de pastorale myndigheder, har til formål at sikre de troende det nødvendige mindstemål af bøn og moralsk handlekraft og vækst i kærligheden til Gud og næsten:

Det første bud (“På søndagene og de andre påbudte helligdage er de troende forpligtet til at deltage i den Hellige Messe og afholde sig fra fysisk arbejde”) byder de troende at helligholde den dag, hvor man ihukommer Herrens Opstandelse, såvel som de vigtigste liturgiske fester, hvor man ærer Herrens mysterier, den salige Jomfru Marias og Helgenernes mysterier, frem for alt ved at deltage i den eukaristiske fejring som samler det kristne fællesskab, og befri sig for alle de former for arbejde og virksomhed som af natur hindrer disse dages helligholdelse. [1389; 2180; 2177] 2042

[266]

Det andet bud (“Enhver troende er forpligtet til at skrifte sine synder mindst én gang om året”) sikrer forberedelsen til Eukaristien ved modtagelsen af Forsoningens sakramente, som viderefører omvendelsens værk og tilgivelse fra Dåben. [1457] [267]

Det tredje bud (“De troende er forpligtet til mindst én gang om året, nemlig i påsketiden, at modtage den hellige kommunion”) sikrer et minimum i modtagelsen af Herrens Legeme og Blod i forbindelse med påskefesten, som er oprindelsen til den kristne liturgi og midtpunktet i den.

[268]

[1389]

Det fjerde bud (“På de bodsdage, som er fastsat af Kirken, er de troende forpligtet til at afholde sig fra kød og til at faste”) sikrer de tider for askese og bod, som forbereder os til de liturgiske fester og disponerer os til at blive herre over vore instinkter og for hjertets frihed. 2043

[269]

[1387; 1438]

Det femte bud (“De troende er forpligtet til at sørge for Kirkens materielle behov”) pålægger de troende en forpligtelse til at sørge for Kirkens materielle behov, enhver efter sine muligheder. [1351] [270]

III. Moralsk liv og missions-vidnesbyrd 2044 De døbtes troskab er grundforudsætningen for en forkyndelse af Evangeliet og for Kirkens mission i verden. Budskabet om frelsen skal, for at manifestere sin sandhedskraft og udstråling for menneskene, stadfæstes med det vidnesbyrd de kristne afgiver med deres liv. “Selve vidnesbyrdet om et kristent liv og gode gerninger, som udøves i overnaturlig ånd, har kraft til at drage mennesker til tro og til Gud”. [271] [852, 905] 2045 Fordi de er lemmer på det Legeme, hvis Hoved er Kristus, [272] bidrager de kristne ved fastheden i deres overbevisning og livsførelse, til at bygge Kirken op. Kirken vokser, styrkes og udvikler sig ved de troendes hellighed,[273] indtil vi “når frem til det modne menneske og det mål af vækst da vi kan rumme Kristi fylde” (Ef 4,13). [753; 828]

2046 Ved at leve et liv ifølge Kristus, fremskynder de kristne Gudsrigets komme, “retfærdighedens, kærlighedens og fredens Rige”.[274] Dog forsømmer de ikke deres jordiske opgaver; tro mod deres Mester opfylder de dem med retsindighed, tålmodighed og kærlighed. [671, 2819]

I korthed 2047 Det moralske liv er en åndelig gudstjeneste. Den kristne adfærd finder sin næring i liturgien og sakramenternes fejring. 2048

Kirkebudene vedrører det moralske og kristne liv, som er knyttet til liturgien og næres af den.

2049 Kirkens hyrders læreembede i moralspørgsmål udøves ordinært i katekesen og forkyndelsen, på basis af Dekalogen, som udtrykker de principper i det moralske liv som gælder for ethvert menneske. 2050 Den romerske pave og biskopperne forkynder, som autentiske lærere, den tro for Guds folk, som skal tros og omsættes i praksis. Det tilkommer dem også at udtale sig om moralske spørgsmål, der hører ind under naturloven og fornuften. 2051 Læreembedets ufejlbarhed omfatter alle elementer i læren, inclusive moralen, uden hvilke troens frelsebringende sandheder ikke kan bevares, fremsættes eller overholdes.

De ti bud 2. Mosebog 20,2 – 17

5. Mosebog 5,6 – 21

Jeg er Herren din Gud, Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af som førte dig ud Ægypten, Ægypten, af trællehuset. af trællehuset.

Kateketisk formel

Jeg er Herren din Gud: af

Du må ikke have andre 1. Du må ikke have andre Du må ikke have andre guder end mig. guder end mig. guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede, i form af noget som helst oppe i himlen, eller nede på jorden, eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for Jeg Herren din Gud er en nidkær Gud. Jeg straffer fædrenes skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig,

men viser godhed i tusind slægtled mod dem, der elsker mig og holder mine Du må ikke misbruge befalinger. Herren din Guds navn ... 2. Du må ikke misbruge Herren din Guds navn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der Kom hviledagen i hu bruger hans navn til løgn. og hold den hellig.

Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.

Du skal huske at holde hviledagen hellig.

3. Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig. Seks dage skal du arbejde og gøre din gerning, men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud.

Du må ikke gøre noget arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, eller dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen, jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede Han. Derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den. 4. Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på jorden, som Herren din Gud vil give dig.

Ær din far og din mor.

5. Du må ikke slå ihjel.

Du må ikke slå ihjel.

Du skal ære din far og din mor.

Du må ikke slå ihjel. 6. Du må ikke bryde ægteskabet.

Du må ikke bryde ægteskabet.

7. Du må ikke stjæle.

Du må ikke stjæle.

Du må ikke bryde ægteskabet. Du må ikke stjæle.

8. Du må ikke vidne falsk Du må ikke vidne falsk mod din næste. mod din næste. 9. Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel 10. eller noget som helst af din næstes ejendom.

Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd imod din næste.

Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke begære noget der hører din næste til. Du må ikke begære hvad der tilhører næste.

din

Anden Sektion De ti bud “Herre, hvad skal jeg gøre...?” 2052 “Herre, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Til den unge mand som stiller ham dette spørgsmål, henviser Jesus først til nødvendigheden af at anerkende Gud som “den Ene gode”, som den Gode frem for nogen og som kilden til alt godt. Derefter erklærer Jesus: “Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene!” og citerer for spørgeren de bud, som angår kærligheden til næsten: “Du må ikke slå ihjel, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor.” Til slut sammenfatter Jesus disse bud i positiv form: “Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 19,16-19). [1858] 2053 Til dette første svar kommer et andet: “Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” (Matt 19,21). Det ophæver ikke det første. Kristi efterfølgelse indebærer at budene opfyldes. Loven er ikke afskaffet, [275] men mennesket indbydes til at genfinde den i Mesterens Person, som er den fuldkomne opfyldelse af den. I de tre synoptiske Evangelier er Jesu kald til den rige unge mand, til at følge ham i lydighed som discipel og i overholdelse af budene, knyttet til kaldet til fattigdom og kyskhed. [276] De evangeliske råd er uadskillelige fra budene. [1968; 1973] 2054 Jesus har genoptaget de 10 bud, men har forkyndt Åndens værk i deres bogstav. Han har prædiket den “retfærdighed der overgår de skriftkloges og farisæernes” [277] såvel som hedningernes.[278] Han har hentet alle de udfordringer frem, som findes i budene: “I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel... Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin bror, skal stå til ansvar for domstolen” (Matt 5,21-22). [581] 2055 Da nogen spørger Ham: “Hvad er det største bud i Loven?” (Matt 22,36), svarer Jesus: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hviler hele Loven og profeterne” (Matt 22,37-40).[279] Dekalogen skal fortolkes i lys af dette dobbelte og ene kærlighedsbud, som er Lovens fylde: [129] “Budene: Du må ikke bryde ægteskabet; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære, og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette ene: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså Lovens fylde” (Rom 13,9-10).

Dekalogen i den Hellige Skrift 2056 Ordet “Dekalog” betyder bogstaveligt “ti ord” (2 Mos 34,28; 5 Mos 4,13; 10,4). Disse “ti ord” har Gud åbenbaret for sit folk på det hellige bjerg. Han har skrevet dem “med sin finger”, [280] til forskel fra de andre bud som Moses skrev ned.[281] De udgør Guds ord i særlig forstand. De er overleveret os i 2. Mosebog [282] og 5. Mosebog.[283] Allerede i Gamle Testamente henviser de hellige bøger til de “ti ord”, [284] men det er først i den nye Pagt i Jesus Kristus, at den fulde betydning af dem åbenbares. [700; 62] 2057 Dekalogen må først forstås i sammenhæng med udtoget fra Ægypten, den store begivenhed om Guds udfrielse, som står i centrum af den Gamle Pagt. Hvad enten de er formuleret som negative bud, forbud, eller som positive bud (fx “ær din far og din mor”) angiver de “ti ord” betingelserne for et liv, der er udfriet af syndens slaveri. Dekalogen er en livets vej: [2084] “Hvis du elsker din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger, hans love og retsregler, da skal du leve og blive talrig” (5 Mos 30,16). [2170]

Denne befriende kraft i Dekalogen kommer fx frem i budet om hviledagen, som også er bestemt for de fremmede og for slaverne: “Husk, at du selv var træl i et fremmed land (Ægypten). Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm” (5 Mos 5,15).

2058 De “ti ord” sammenfatter og proklamerer Guds Lov: “Disse ord talte Herren til hele jeres forsamling på bjerget, inde fra ilden, omgivet af skyer og mulm, med høj røst. Han føjede intet til. Og Han skrev dem på to stentavler, som Han gav mig” (5 Mos 5,22). Derfor kaldes de to tavler for “Vidnesbyrdet” (2 Mos 25,16). De indeholder nemlig betingelserne for den pagt som blev indgået mellem Gud og hans folk. “Vidnesbyrdets tavler” (2 Mos 31,18; 32,15; 34,29) skal opbevares i “arken” (2 Mos 25,16; 40,1-3). [1962] 2059 De “ti ord” er udtalt af Gud under en teofani (“på bjerget, inde fra ilden, ansigt til ansigt har Herren talt til jer”: 5 Mos 5,4). De hører til den åbenbaring, som Gud giver af Sig selv og sin herlighed. I de ti bud skænker Gud sig selv og sin hellige vilje. Idet Han kundgør sin vilje, åbenbarer Gud sig for sit folk. [707; 2823] 2060 Budene og Loven er en del af den pagt, Gud slutter med sine egne. Ifølge 2. Mosebog er åbenbaringen af de “ti ord” givet i tiden mellem tilbudet om pagten [285] og indgåelsen af den[286] - efter at folket har forpligtet sig til at “gøre” alt, hvad Herren havde sagt, og “adlyde”. [287] Dekalogen er aldrig blevet overleveret uden at man har mindet om Pagten (“Herren, vor Gud, sluttede en pagt med os ved Horeb”: 5 Mos 5,2). [62] 2061 Budene får deres fulde betydning inden for pagten. Ifølge Skriften får menneskets moralske adfærd hele sin betydning i og gennem pagten. Det første af de “ti ord” minder om at Gud har elsket sit folk først: Og siden der til straf for synden var sket en overgang fra frihedens paradis til denne verdens slaveri, taler dekalogens første ord, dvs. det første ord i Guds bud, om frihed: “Jeg er Herren, din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset” (2 Mos 20,2; 5 Mos 5,6).[288] [2086]

2062 De egentlige bud kommer i anden række. De siger, hvad den af Gud indstiftede pagt indebærer. Moralsk livsførelse er svar på Herrens kærlige initiativ. Den udtrykker taknemlighed, ærbødighed for Gud og taksigelse. Den betyder samarbejde i den plan, som Gud forfølger i historien. [142; 2002]

2063 Pagten og dialogen mellem Gud og mennesket kommer også til udtryk i den kendsgerning, at alle forpligtelserne er udtalt i første person (“Jeg er Herren...”) og henvendt til en anden person (“Du...”). I alle Guds bud er det et personligt pronomen i ental som er modtageren. Samtidig med at Gud henvender sig til hele folket giver Han sin vilje til kende for enhver især: [878] Herren påbød kærlighed til Gud og indskærpede retfærdighed mod næsten, for at mennesket hverken skulle være uretfærdigt eller Gud uværdigt. Således forberedte Gud ved hjælp af Dekalogen mennesket til at blive hans ven og have ét hjerte med sin næste... Dekalogens ord består uforandret hos os (kristne). Langt fra at være afskaffet er de blevet mangfoldiggjort og udviklet ved Herrens komme i kødet.[289]

Dekalogen i Kirkens Tradition 2064 Tro mod Skriften og Jesu eksempel har Kirkens Tradition tilkendt Dekalogen en grundlæggende betydning.

Siden Skt Augustin har de “ti bud” haft en fremtrædende plads i trosundervisningen af dåbskandidater og troende. I det 15. årh. blev det skik at udtrykke Dekalogens bud i positiv og rimet form, som var let at huske. De er i brug den dag i dag. Kirkens katekismer har ofte fremstillet den kristne moral i rækkefølgen af de “ti bud”. 2065

Opdelingen og nummereringen af budene har varieret i historiens løb. Nærværende katekismus følger den opdeling af budene, som Skt. Augustin har lavet, og som er blevet traditionel i den katolske Kirke. Det gælder også de lutherske bekendelser. De græske kirkefædre har arbejdet med en lidt anderledes opdeling, som genfindes i de ortodokse Kirker og i de reformerte samfund. 2066

2067 De ti bud fremfører krav om kærlighed til Gud og næsten. De tre første gælder frem for alt kærligheden til Gud, og de syv andre kærlighed til næsten. [1853] “Som kærligheden omfatter to bud, hvortil Herren henfører hele Loven og Profeterne...sådan er de ti bud selv fordelt på to tavler: tre på den ene tavle og syv på den anden.[290]

2068 Tridentinerkoncilet lærer, at de ti bud forpligter de kristne, og at det retfærdiggjorte menneske fortsat skal holde dem.[291] Og det Andet Vatikankoncil bekræfter det: “Som apostlenes efterfølgere modtager biskopperne af Herren... den sendelse at gøre alle folkeslagene til disciple og forkynde evangeliet for al skabningen, for at alle mennesker ved troen og dåben og opfyldelsen af budene må opnå frelsen”. [292] [1993; 888] Enheden i Dekalogen 2069 Dekalogen udgør et udeleligt hele. Hvert “ord” henviser til ethvert af de andre og til alle; de betinger hinanden. De to Tavler forklarer gensidigt hinanden; de udgør et organisk hele. Overtræder man et bud, så forsynder man sig mod alle de andre. [293] Man kan ikke ære et andet menneske uden at velsigne Gud, som har skabt det. Man kan ikke tilbede Gud uden at elske alle de mennesker Han har skabt. Dekalogen forener menneskets teologale og sociale liv. [2534] Dekalogen og den naturlige morallov 2070 De ti bud er en del af Guds åbenbaring. De belærer os samtidig om menneskets sande natur som menneske. De fremhæver de vigtigste pligter og dermed, indirekte, de fundamentale rettigheder, som er nedlagt i menneskets natur. Dekalogen indeholder et fremragende udtryk for den “naturlige lov”: [1955] Gud havde fra begyndelsen rodfæstet den naturlige lovs bud i menneskenes hjerter. Først nøjedes Han med at minde derom. Det var Dekalogen.[294]

2071 Skønt tilgængelige for den menneskelige fornuft er Dekalogens bud blevet åbenbaret. Den syndige menneskehed havde brug for denne åbenbaring for at nå til en fuldstændig og sikker erkendelse af naturlovens krav: [1960] En fuldstændig forklaring på Dekalogens bud blev nødvendig på grund af den syndige tilstand, fordi fornuftens lys var blevet formørket og viljen ført på afveje.[295]

Vi kender Guds bud gennem den guddommelige Åbenbaring, som vi får forkyndt i Kirken, og gennem samvittighedens stemme. [1777] Dekalogens forpligtende karakter 2072 Fordi de ti bud giver udtryk for menneskets fundamentale skyldighed over for Gud og næsten, er de også, hvad deres primære indhold angår, tungtvejende forpligtelser. De er i bund og grund uforanderlige og gælder altid og overalt. Ingen kan dispensere fra dem. Gud har skrevet de ti bud i menneskets hjerte. [1858; 1958] 2073 Lydigheden mod budene indebærer også forpligtelser, hvis indhold i sig selv er af lettere art. Således er krænkelse i ord forbudt i det femte bud, men det er kun på grund af omstændighederne eller intentionen hos den, fra hvem den kommer, at det kan være en svær synd. “Skilt fra mig kan I slet intet gøre” 2074 Jesus siger: “Jeg er vinstokken; I er grenene. Den, der bliver i Mig og Jeg i ham, han bærer megen frugt; men skilt fra Mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5). Den frugt, der her er tale om, er helligheden i et liv, der er blevet frugtbart i foreningen med Kristus. Når vi tror på Jesus Kristus, har del i hans mysterier og holder hans bud, kommer Frelseren selv for i os at elske sin Far og sine brødre, vor Far og vore brødre. Hans person bliver, takket være Ånden, den levende og indre rettesnor for vor handlemåde. “Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer” (Joh 15,12). [2732; 521]

I korthed 2075 “Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” - “Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene!” (Matt 19,16-17). 2076

I gerning og forkyndelse har Jesus bekræftet Dekalogens blivende gyldighed.

2077 Dekalogen er givet inden for den pagt, som Gud har sluttet med sit folk. Guds bud får deres sande betydning i og gennem denne pagt. 2078 Tro mod Skriften og Jesu eksempel har Kirkens Tradition tilkendt Dekalogen en overordentlig og grundlæggende betydning. 2079 Dekalogen udgør en organisk enhed, hvor hvert “ord” eller “bud” henviser til helheden. Den der overtræder et bud, støder an mod hele Loven.[296] 2080 Dekalogen giver et privilegeret udtryk for den naturlige morallov. Denne er os bekendt gennem den guddommelige åbenbaring og menneskets fornuft. 2081 De ti bud præsenterer os, ifølge deres væsen, for tungtvejende forpligtelser. Lydigheden mod disse bud indebærer dog også forpligtelser, hvis indhold i sig selv er af lettere art.

2082

Det som Gud byder, gør Han muligt ved sin nåde.

Første kapitel “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind” 2083 Jesus har sammenfattet menneskets pligter over for Gud i dette ord: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind” (Matt 22,37). [297] Det er et umiddelbart ekko af det højtidelige tilråb: “Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én” (5 Mos 6,4). [367] Gud har elsket først. Om denne ene, sande Guds kærlighed minder det første af de “ti bud”. De efterfølgende bud udvikler nærmere det kærlighedens svar, som mennesket er kaldet til at give sin Gud. [199]

Artikel 1

Det første bud Jeg er Herren, din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end Mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem eller dyrke dem (2 Mos 20,2-5).[298] Der står skrevet: “Du skal tilbede Herren din Gud og tjene Ham alene” (Matt 4,10).

I. “Du skal tilbede Herren , din Gud, og tjene Ham” 2084 Gud giver sig til kende ved at minde om sin almægtige, godhjertede og befriende gerning i det folks historie, som Han henvender sig til: “Jeg førte dig ud af Ægypten, af trællehuset” (5 Mos 5,6). Det første ord indeholder det første bud i Loven: “Du skal frygte Herren, din Gud, og Ham skal du tjene... I må ikke følge andre guder” (5 Mos 6,13-14). Guds første kald og retfærdige krav er, at mennesket modtager Ham og tilbeder Ham. [2057; 398] 2085 Den ene og sande Gud åbenbarer sin hellighed først for Israel. [299] Åbenbaringen af menneskets kald og sande væsen er knyttet til åbenbaringen af Gud. Mennesket er kaldet til at vidne om Gud ved at handle i overensstemmelse med sin skabelse “i Guds billede og lighed” (1 Mos 1,26): [200; 1701] Der vil aldrig være nogen anden Gud, Tryphon, og der har aldrig været nogen anden ned gennem århundrederne... end Han, som har skabt og ordnet universet. Vi mener ikke, at vor Gud er forskellig fra jeres. Han er den samme som førte jeres fædre ud af Ægypten “med vældig hånd og udstrakt arm”. Vi sætter ikke vor lid til nogen anden, som slet ikke er til, men til den samme som I, nemlig Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.[300]

2086 “Det første bud gælder troen, håbet og kærligheden. Den der siger Gud, taler nemlig om et væsen, der er varigt, urokkeligt, altid den samme, trofast, fuldkommen retfærdig. Heraf følger, at vi nødvendigvis må acceptere hans Ord og have en fuldstændig tro og tillid til Ham. Han er Almægtig, mild, uendelig tilbøjelig til at gøre godt. Hvem ville ikke sætte alle sine forhåbninger til Ham? Og hvem ville ikke elske Ham ved at

betragte de skatte af godhed og ømhed, som Han har overøst os med? Heraf kommer det ord, som Gud bruger i den hellige Skrift, både ved begyndelsen og slutningen af sine bud: ‘Jeg er Herren’.” [301] [212; 2061]

Troen [1814-1816] 2087 Vort moralske liv har sin kilde i troen på Gud som åbenbarer os sin kærlighed. Paulus taler om “troslydighed”[302] som den første pligt. Han lader os forstå, at “vankundighed om Gud” er årsagen til og forklaringen på alle moralske afsporinger. [303] Det er vor pligt over for Gud at tro på Ham og vidne om Ham. [143] 2088 Det første bud kræver af os, at vi nærer og våger over vor tro med klogskab og opmærksomhed og forkaster alt, som står den imod. Der er forskellige måder, hvorpå man kan synde mod troen: Den bevidste tvivl om troen forsømmer eller nægter at holde for sandt, hvad Gud har åbenbaret og Kirken forkyndt til tro. Den ufrivillige tvivl gælder sendrægtighed med troen, den vanskelighed man kan have ved at overvinde indvendinger i forbindelse med troen eller den ængstelse man kan føle ved det dunkle i den. Hvis tvivlen dyrkes bevidst, kan den føre til blindhed i ånden. [157] 2089 Vantro er ligegyldighed over for den åbenbarede sandhed eller frivillig afvisning af en tilslutning til den. “Hæresi (kætteri) er den hårdnakkede fornægtelse efter dåben af en sandhed, som skal tros med guddommelig og katolsk tro, eller den hårdnakkede tvivl om en sådan sandhed. Apostasi (frafald) er den totale forkastelse af den kristne tro. Skisma er et nej til at indordne sig under paven eller have fællesskab med Kirkens medlemmer, som er indordnet under ham”. [304] [162, 817] Håbet [1817-1821] 2090 Når Gud åbenbarer sig og kalder på mennesket, formår det ikke ved egen kraft fuldt ud at besvare den guddommelige kærlighed. Det må håbe på, at Gud vil sætte det i stand til at besvare Hans kærlighed og efterleve kærlighedens bud. Håbet er den trygge forventning om den guddommelige velsignelse og den salige beskuelse af Gud. Det er også frygten for at krænke Guds kærlighed og gøre sig strafbar. [1996] 2091 Det første bud rammer også synder mod håbet, dvs. fortvivlelse og anmasselse: I fortvivlelsen hører mennesket op med at håbe på sin egen frelse fra Gud, på hjælp til at nå dertil eller få tilgivelse for sine synder. Det modsætter sig Guds godhed, hans retfærdighed - for Herren er tro mod sine løfter - og hans Barmhjertighed. [1864] 2092 Der er to former for anmasselse. Enten at mennesket overvurderer sine evner (i håb om at kunne frelse sig selv uden hjælp oppefra) eller at det regner formasteligt med den guddommelige almagt og barmhjertighed ( i håb om at få tilgivelse uden at omvende sig, og herligheden uden at have fortjent den). [2732] Kærligheden [1822-1829] 2093 Tro, af kærlighed til Gud, indebærer kaldet og pligten til at svare oprigtigt på den guddommelige kærlighed. Det første bud befaler os at elske Gud over alt, og alle skabninger for Hans skyld og på grund af Ham.[305] 2094 Man kan synde på forskellige måder mod kærligheden til Gud: Ligegyldighed forsømmer eller nægter at tage Guds kærlighed med i betragtning; den miskender dens forekommende væsen og benægter dens kraft. Utaknemligheden undlader eller afviser at anerkende Guds kærlighed og at gengælde hans kærlighed med kærlighed. Lunkenhed tøver eller forsømmer at svare på Guds kærlighed; den kan betyde et nej til at lade sig bevæge af kærligheden. Træghed eller lede ved åndelige ting (acedia) kan gå så vidt som til at forsmå den

glæde der kommer fra Gud, og fatte afsky for Guds godhed. Had til Gud kommer af hovmod. Det modsætter sig Guds kærlighed, benægter Hans godhed og mener sig berettiget til at forbande, fordi Gud er den, der forbyder synd og pålægger straf. [2733; 2303] II. “Ham alene skal du tjene” 2095 De teologale dyder: tro, håb og kærlighed oplyser og levendegør de moralske dyder. Således får kærligheden os til at give Gud det, som vi retfærdigvis skylder Ham som de skabninger vi er. Gudsfrygtens dyd indstiller os på denne holdning. [1807] Tilbedelse [2628] 2096 Gudsfrygtens første handling er tilbedelsen. At tilbede Gud, det er at anerkende Ham som Gud, som Skaberen og Frelseren, Herren og Mesteren over alt som er til, den uendelige og barmhjertige Kærlighed. “Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene” (Luk 4,8), siger Jesus med et citat fra 5. Mosebog (6,13). 2097 At tilbede gud, det er, i ærefrygt og fuldstændig underkastelse at erkende “skabnin-gens intethed”, den som kun er til i kraft af Gud. At tilbede Gud, det er, som Maria i Magnificat, at lovprise Ham, ophøje Ham og ydmyge sig selv, idet man med taknemlighed bekender, at Han har gjort store ting og at hans navn er helligt.[306] Tilbedelsen af den ene, sande Gud befrier mennesket fra at lukke sig om sig selv, slave under synden og forgude verden. [2807] Bøn [2558] 2098 Troens, håbets og kærlighedens gerninger, som det første bud påbyder, fuldbyrdes i bønnen. Åndens opløftelse til Gud er et udtryk for vor tilbedelse af Gud: Lovprisnings- og takkebøn, bøn for andre og for os selv. Bønnen er en ufravigelig betingelse for at kunne adlyde Guds bud. “Bed altid og bliv ikke trætte” (Luk 18,1). [2742] Offer 2099 Det er rigtigt at frembære ofre til Gud som tegn på tilbedelse og taknemlighed, bønfaldelse og samfund med Ham: “Et sandt offer er enhver handling, som gøres for at slutte sig til Gud i det hellige samfund og blive salig”.[307] [613] 2100 For at være sandfærdigt skal det ydre offer give udtryk for det åndelige offer: “Mit offer er en sønderbrudt ånd...” (Sl 51,19). Profeterne i den Gamle Pagt har ofte forkastet de ofre, der blev bragt uden indre deltagelse[308] eller forbindelse med kærlighed til næsten. [309] Jesus minder om profeten Hoseas’ ord: “Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtoffer (Matt 9,13; 12,7). [310] Det eneste fuldkomne offer er det offer, Kristus frembar på korset i total opofrelse til Faderens kærlighed og for vor frelse. [311] Ved at forene os med Hans offer kan vi gøre vort liv til et offer til Gud. [2711; 614; 618] Løfter og løfteaflæggelser 2101 Ved flere anledninger er den kristne kaldet til at aflægge løfter til Gud. Ved Dåben og Firmelsen, Ægtevielsen og Præstevielsen sker det altid. I sit personlige fromhedsliv kan den kristne også love Gud en bestemt handling, bøn, almisse, valfart osv. Troskab mod løfter til Gud er en tilkendegivelse af den ærefrygt vi skylder Guds majestæt og vor kærlighed til den trofaste Gud. [1237; 1064] 2102 “En løfteaflæggelse, dvs. et bevidst og frit løfte givet til Gud om et muligt og bedre gode, skal overholdes som en gudsfrygtens dyd”. [312] En løfteaflæggelse er en from handling, hvorved den kristne giver

sig selv til Gud eller lover Ham en god gerning. I opfyldelsen af sine løfter giver han altså Gud det, han havde lovet og helliget Ham. Apostlenes gerninger viser os Paulus optaget af at opfylde de løfter, han havde aflagt.[313] 2103 Kirken ser noget forbilledligt i de løfter, der aflægges om et liv efter de evangeliske råd:[314] [1973] Kirken som Moder glæder sig over, at der i dens skød findes adskillige mænd og kvinder, der med større opmærksomhed følger Frelserens afkald og viser det tydeligere ved i Guds børns frihed at påtage sig fattigdom og give afkald på deres egen vilje; når det gælder fuldkommenhed, underkaster de sig nemlig - for Guds skyld og ud over lovens bud - et andet menneske, for at de mere fuldstændigt kan ligedanne sig med den lydige Kristus. [315] [914]

I visse tilfælde kan Kirken, hvor der foreligger rimelig grund, dispensere fra løfteaflæggelser og løfter. [316]

Den sociale forpligtelse til gudsdyrkelse og retten til religionsfrihed 2104 “Menneskene er... alle forpligtet til at søge sandheden, især når det gælder Gud og Hans Kirke, og, når de har lært den at kende, at slutte sig til den og bevare den”. [317] Denne pligt kommer af “menneskets egen natur”.[318] Den modsiger ikke en “oprigtig agtelse” for de forskellige religioner, som “ikke så sjældent reflekterer en stråle af den sandhed, som oplyser alle mennesker”, [319] heller ikke kærlighedens krav, som driver de kristne “til at handle kærligt, klogt og tålmodigt over for mennesker, som lever i vildfarelse eller i uvidenhed om troen”.[320] [2467; 851] 2105 Pligten til at dyrke Gud oprigtigt angår både det enkelte menneske og samfundet. Dette er “den traditionelle katolske lære om menneskenes og samfundenes moralske forpligtelser over for den sande religion og Kristi ene Kirke”. [321] Ved uden ophør at evangelisere menneskene arbejder Kirken på at de kan lade den kristne ånd gennemtrænge “mentalitet og levevis, love og strukturer i det samfund de lever i”. [322] De kristnes samfundsmæssige forpligtelse er at respektere og vække i hvert enkelt menneske kærligheden til det sande og gode. Den pålægger dem at udbrede kendskabet til den ene, sande religions udøvelse, som er at finde i den katolske og apostolske Kirke. [323] De kristne er kaldet til at være verdens lys. [324] Således manifesterer Kirken Kristi kongedømme over hele skabningen og særlig over de menneskelige samfund. [325] [854; 898] 2106 Religionsfrihed betyder, at “Når det gælder religion, må ingen tvinges til at handle mod sin samvittighed og heller ikke hindres i at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, privat eller offentligt, alene eller sammen med andre, inden for tilbørlige grænser”. [326] Denne ret bygger på selve den menneskelige persons væsen, hvis værdighed gør, at den frit tilslutter sig den guddommelige sandhed, som overskrider den timelige orden. Derfor “gælder retten til denne frihed også for dem, som ikke opfylder deres pligt til at søge sandheden og holde sig til den”.[327] [160, 1782; 1738]

“Hvis der i betragtning af de særlige omstændigheder hos et folk gives ét religiøst samfund speciel borgerlig anerkendelse i samfundets retsorden, er det nødvendigt, at alle borgeres og religiøse samfunds ret til religionsfrihed samtidig anerkendes og respekteres”. 2107

[328]

2108 Retten til religionsfrihed er hverken den moralske tilladelse til at slutte sig til vildfarelser, [329] eller en formodet ret til at fare vild,[330] men en naturlig ret, som mennesket har til civil frihed, dvs. immunitet over for ydre tvang, inden for rimelige grænser, i religionsspørgsmål, fra de politiske myndigheders side. Denne naturlige ret bør anerkendes i samfundets retssystem, sådan at den indgår som en borgerret. [331] [1740]

Retten til religionsfrihed kan ikke i sig selv være ubegrænset, eller blot begrænset af en “offentlig orden”, forstået positivistisk eller naturalistisk. De “rimelighedens grænser”, som er indbygget i den, må fastlægges i hver enkelt social situation med politisk klogskab, i overensstemmelse med kravene til det fælles vel, og stadfæstet af den civile myndighed efter “juridiske normer, som svarer til den objektive moralske orden”. [2244; 1906] 2109

[332]

[333]

[334]

III. Du må ikke have andre guder end mig 2110 Det første bud forbyder at dyrke andre guder end den Ene Herre, som har åbenbaret sig for sit folk. Det forbyder overtro og vantro. Overtroen repræsenterer på en vis måde en fordærvet overdrivelse af religiøsitet, vantroen det modsatte, i dens brist på gudsfrygtens dyd. Overtro 2111 Overtro er en afsporing af den religiøse sans og det praktiske udslag den giver. Den kan også snige sig ind i vor dyrkelse af den sande Gud, for eksempel når man tillægger visse andagtsformer, som ellers er legitime eller nødvendige, en eller anden form for magisk virkning. At tillægge slet og ret den ydre gennemførelse af bønner eller sakramentale tegn deres virkning, uafhængigt af de indre holdninger de kræver, det er at forfalde til overtro.[335] Afgudsdyrkelse 2112 Det første bud fordømmer flerguderi (polyteisme). Det kræver af mennesket, at det ikke tror på andre guder end Gud, ikke dyrker andre guddomme end den Ene. Skriften minder bestandig om denne forkastelse af idoler: “deres billeder af sølv og guld, værk af menneskehænder... de har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej”... Disse tomme gudebilleder gør tomme: “Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver som stoler på dem” (Sl 115,4-5.8).[336] Gud, derimod, er den “levende Gud” (Jos 3,10), [337] som gør levende og griber ind i historien. [210] 2113 Afgudsdyrkelsen vedrører ikke blot hedenskabets falske gudsdyrkelse. Den er en stadig fristelse for troen. Den vil guddommeliggøre det, som ikke er Gud. Der er tale om afgudsdyrkelse, når mennesket ærer og dyrker en skabning i Guds sted, enten det nu drejer sig om guder eller dæmoner (fx satanisme), eller det drejer sig om magt, forlystelser, race, forfædre, staten, penge osv. “I kan ikke tjene både Gud og mammon”, siger Jesus (Matt 6,24). Mange martyrer er døde, fordi de ikke ville tilbede “dyret”, [338] og nægtede også at lade som om de gjorde det. Afgudsdyrkelse forkaster Guds eneherredømme; den er uforenelig med samfundet med Gud.[339] [398; 2534; 2289; 2473] 2114 Menneskelivet finder sin enhed i tilbedelsen af den Ene Gud. Budet om at tilbede Herren alene forenkler mennesket og frelser det fra en endeløs splittelse. Afgudsdyrkelse er en pervertering af menneskets medfødte religiøse sans. En afgudsdyrker er én, som “overfører sin uudryddelige sans for Gud på hvad som helst, snarere end på Gud”.[340] Spådomskunst og magi 2115 Gud kan åbenbare fremtiden for sine profeter eller andre helgener. Men den kristne holdning består i tillidsfuldt at overgive sig i Forsynets hænder, når det gælder fremtiden, og afstå fra enhver usund nysgerrighed i så henseende. Men kortsynethed kan betyde en mangel på ansvarlighed. [305] 2116 Alle former for spådomskunst er forkastelige: at tage sin tilflugt til Satan eller dæmoner, fremmane døde eller andre former for det samme, som man med urette mener kan “afsløre” fremtiden. [341] At rådspørge horoskoper, astrologi, læse i hånden, tolke varsler og tegn, synskhed, brug af medier... alt sådant dækker over en vilje til at magte tiden, historien og til syvende og sidst mennesker, og samtidig et ønske om at vinde mørkets magter for sig. Alt dette strider mod den ære og kærlige ærefrygt, vi skylder Gud alene. 2117 Enhver udøvelse af magi eller trolddom, som vil gøre sig til herre over okkulte magter for at betjene sig af dem og opnå en overnaturlig magt over næsten - om det så var for at skaffe ham sundhed - strider i svær grad mod gudsfrygtens dyd. At praktisere alle sådanne ting må fordømmes, så meget mere når de ledsages af den hensigt at skade en anden eller tage sin tilflugt til onde ånders indgriben. Også dette at bære

amuletter er forkasteligt. Spiritismen medfører ofte spådomskunst eller magi. Derfor formaner Kirken de troende til at tage sig i agt derfor. Brug af såkaldt naturmedicin retfærdiggør hverken påkaldelse af onde ånder eller udnyttelse af andres godtroenhed. Vantro 2118 Guds første bud forkaster vantroens hovedsynder: fristelse af Gud, i ord eller gerning, helligbrøde og simoni. 2119 At friste Gud vil sige, i ord eller gerning, at stille hans godhed og almagt på prøve. Således ville Satan få Jesus til at kaste sig ud fra templets tinde og derved tvinge Gud til at gribe ind. [342] Jesus sætter herimod Guds ord: “Du må ikke friste Herren, din Gud” (5 Mos 6,16). Den udfordring, en sådan fristelse af Gud indeholder, sårer den ærefrygt og tillid vi skylder vor Skaber og Herre. Den indebærer altid en tvivl om hans kærlighed, hans forsyn og hans magt.[343] [394; 2088] 2120 Helligbrøde består i at profanere sakramenterne og andre liturgiske handlinger eller behandle dem uværdigt, såvel som de personer, ting og steder, der er viet til Gud. Helligbrøde er en svær synd, især når den bliver begået mod Eukaristien, fordi Kristi eget Legeme bliver substantielt nærværende for os i dette Sakramente.[344] [1374] 2121 Simoni[345] er køb eller salg af religiøse goder. Til troldmanden Simon, som ville købe den åndskraft, han så virksom i apostlene, svarer Peter: “Gid dit sølv må forgå og du selv med, når du tror, du kan købe Guds gave for penge” (Apg 8,20). Således rettede apostlen sig efter Jesu ord: “I har fået det for intet, giv det for intet” (Matt 10,8).[346] Det lader sig ikke gøre at tilegne sig åndelige goder og føre sig frem med dem som ejermand eller herre, for de har deres kilde i Gud. De kan kun modtages som en gave af Ham. [1578]

“Ud over de af den kompetente myndighed fastsatte offergaver, skal embedsbæreren ikke forlange noget for at meddele sakramenterne; han skal altid være opmærksom på, at de nødstedte ikke berøves sakramenternes hjælp på grund af deres fattigdom”. Den kompetente myndighed fastlægger disse “offergaver” efter princippet, at det kristne folk skal bidrage til embedsbærernes underhold. “En arbejder er sin føde værd” (Matt 10,10). 2122

[347]

[348]

Ateisme 2123 “Mange af vor samtids mennesker har dog aldrig fornemmet dette indre og vitale bånd, der knytter dem til Gud, eller også afviser de det udtrykkeligt, og det i en sådan udstrækning, at ateismen må regnes med til vor tids mest alvorlige problemer”.[349] [29] 2124 Navnet ateisme dækker over meget forskellige fænomener. En hyppig form er den praktiske materialisme, som begrænser sine behov og sine ambitioner til tid og sted. Den ateistiske humanisme mener fejlagtigt, at mennesket “er sit eget mål, sin egen histories eneste bygmester og skaber”. [350] En anden form for ateisme i vor tid forventer menneskets befrielse af en økonomisk og social frigørelsesproces, som “religionen som sådan forhindrer ved at skabe et håb om et illusorisk hinsides liv, der vender mennesket bort fra jordiske samfundsopgaver”.[351] 2125 For så vidt ateismen forkaster eller fornægter Guds eksistens, er den en synd mod gudsfrygtens dyd. [352] Ansvarligheden for denne synd kan i vid udstrækning formindske den, alt efter hensigt og omstændigheder. I ateismens opståen og udbredelse “kan de troende derfor have deres store medansvar... For så vidt som de har forsømt den religiøse opdragelse, er fremkommet med falske belæringer eller har givet et dårligt eksempel i deres religiøse, moralske og sociale liv, må de siges at have tilsløret snarere end åbenbaret Guds og religionens sande ansigt”.[353] [1535] 2126 Ofte bygger ateismen på en falsk opfattelse af menneskets autonomi, som er drevet så vidt som til at benægte enhver afhængighed af Gud. [354] Og dog “står gudserkendelse på ingen måde i modsætning til

menneskeværdet, eftersom dette værd har sin grund i Gud og fuldendes i Ham”. [355] Kirken ved, “at dens budskab svarer til menneskehjertets dybeste længsler”. [356] [396; 154] Agnosticisme 2127 Agnosticismen har flere former. I nogle tilfælde nægter agnostikeren at fornægte Gud. Han forudsætter tværtimod eksistensen af et transcendent væsen, som ikke kan give sig til kende og som ingen kan sige noget om. I andre tilfælde udtaler agnostikeren sig ikke om Guds eksistens, idet han erklærer at den umuligt lader sig bevise og heller ikke bekræfte eller benægte. [36] 2128 Agnosticismen kan til tider indeholde en vis søgen efter Gud, men den kan lige så godt bero på en ligegyldighed, en flugt fra tilværelsens sidste spørgsmål, og en ugidelighed i samvittigheden. Agnosticismen er ofte det samme som praktisk ateisme. [1036] IV. “Du må ikke lave dig noget gudebillede...” [1159-1162] 2129 Guds befaling indebar forbudet mod enhver gengivelse af Gud ved menneskehånd. 5. Mosebog forklarer: “I så ikke nogen skikkelse, den dag Herren talte til jer på Horeb inde fra ilden. Gør derfor ikke noget så ødelæggende som at lave jer gudebilleder i nogen som helst form...” (5 Mos 4,15-16). Det er den absolut Transcendente Gud, der har åbenbaret sig for Israel. “Han er alt”, men samtidig “er han jo større end alle sine værker” (Sir 43,27-28). Han er “skønhedens ophavsmand” (Visd 13,3). [300; 2500] 2130 Men allerede i Gamle Testamente forordnede eller tillod Gud, at der blev lavet billeder der på en symbolsk måde skulle vise hen til frelsen ved det menneskevordne Ord: for eksempel Kobberslangen, [357] pagtens ark og keruberne.[358] 2131 Det er på grund af det menneskevordne Ords mysterium, at det 7. økumeniske Koncil, i Nikæa (787), mod billedstormerne har gjort den fromme brug af ikoner berettiget, når de forestiller Kristus, men også Guds Moder, englene og alle de hellige. Guds Søn har, ved at inkarnere sig, indledt en ny billed-”økonomi”. [476] 2132 Den kristne brug af billeder i kulten er ikke imod det første bud, som forbyder afgudsbilleder. “Den ære, som vises et billede, gælder den, som er afbildet”, [359] og “den, der ærer et billede, ærer den person, det forestiller”.[360] Den ære, som vises fromme billeder, er en “respektfuld ærbødighed”, ikke en tilbedelse som alene tilkommer Gud: Gudsdyrkelsen gælder ikke billederne som sådan, men betragter dem kun som billeder, der fører os til den menneskevordne Gud. Den bevægelse, der rettes mod billedet som sådan, standser ikke op ved det, men går videre i retning af det, som er afbildet.[361]

I korthed 2133 6,5).

“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af alle dine kræfter” (5 Mos

2134

Det første bud kalder mennesket til at tro på Gud, håbe på Ham og elske Ham over alle ting.

2135 “Du skal tilbede Herren din Gud” (Matt 4,10). Tilbede Gud, bede til Ham, give Ham den dyrkelse der tilkommer Ham, opfylde de løfter og forpligtelser, man har aflagt til Ham, er handlinger, udøvet i kraft af gudsfrygtens dyd, i lydighed mod det første bud. 2136

Pligten til en autentisk gudsdyrkelse gælder mennesket både individuelt og socialt.

2137

Mennesket “må frit kunne bekende sin religion, privat eller offentligt”. [362]

2138 Overtro er en afsporing af den dyrkelse vi viser den sande Gud. Den bryder ud i afgudsdyrkelse og forskellige former for spådomskunst og magi. 2139 At friste Gud, i ord og handling, er helligbrøde, og simoni er vantroens synder, som er forbudt i det første bud. 2140

Da ateismen forkaster eller fornægter Guds eksistens, er den en synd mod det første bud.

2141

Brugen af fromme billeder er begrundet i Guds Ords inkarnation. Det strider ikke mod det første bud.

Artikel 2

Det andet bud “Du må ikke misbruge Herren din Guds navn” (2 Mos 20,7).[363] “Der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke sværge falsk’... Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge” (Matt 5,33-34).

I. Herrens navn er helligt [2807-2815] 2142 Det andet bud foreskriver at ære Herrens navn. Det hører, ligesom det første bud, med til gudsfrygtens dyd og bestemmer nærmere vor brug af ord i hellige ting. 2143 Blandt alle Åbenbaringens ord er der et eneste, der åbenbarer hans navn. Gud betror sit navn til dem, der tror på Ham. Han åbenbarer sig for dem i sit personlige mysterium. Denne overgivelse af navnet er udtryk for tillid og intimitet. “Herrens navn er helligt.” Det er derfor mennesket ikke må misbruge det. Det skal bevare det i en stiltiende, elskende tilbedelse. [364] Det skal kun bruge det for at velsigne, lovprise og forherlige Ham.[365] [203; 435] 2144 I ærefrygten for Guds navn ytrer sig den ærefrygt, man skylder Guds eget mysterium og hele den hellige virkelighed det fremkalder. Sansen for det hellige hører ind under gudsfrygtens dyd: Er hellig ærefrygt kristne følelser eller ej? Ingen kan med rette tvivle om det. Det er de følelser vi, intensivt, ville have, hvis vi skuede den ophøjede Gud. Det er i virkeligheden de følelser vi ville have, hvis vi blev os hans nærvær bevidst. I den grad vi tror, at Han er nærværende, må vi have dem. Ikke at føle dem - det er ikke at fatte, ikke at tro, at Han er til stede.[366]

2145 Den troende bør vidne om Herrens navn, ved at bekende sin tro uden at give efter for frygtsomhed. [367] At prædike og at undervise er handlinger, der skal være gennemtrængt af tilbedelse og ærefrygt for vor Herres Jesu Kristi navn. [2472, 427] 2146 Det andet bud forbyder misbrug af Guds navn, dvs. enhver utidig brug af Guds navn, af Jesu Kristi, af jomfru Marias og alle helgeners navn: 2147 De løfter vi giver andre i Guds navn inddrager Guds ære, trofasthed, sanddruhed og myndighed. De skal holdes. Den, der ikke holder dem, misbruger Guds navn og gør på en vis måde Gud til løgner. [368] [2101] 2148 Blasfemi er i direkte modstrid med det andet bud. Den består i at udtale sig mod Gud - indvendigt og udvendigt - med had, bebrejdelse, foragt, bagtalelse, mangel på respekt i det, man siger om Ham, misbrug af

Hans navn. Skt. Jakob dadler “dem, der spotter det skønne navn (Jesu navn) som er nævnt over jer” (Jak 2,7). Forbudet mod gudsbespottelse gælder også ord mod Kristi Kirke, helgenerne, hellige ting. Det er også gudsbespotteligt at bruge Guds navn for at dække over kriminelle handlinger, undertrykke mennesker, torturere eller dræbe dem. Misbrug af Guds navn for at begå en forbrydelse fører til forkastelse af religionen. Blasfemi er det modsatte af den ærefrygt, der tilkommer Gud og hans hellige navn. Den er som sådan en svær synd.[369] [1756] 2149 Eder, der gør brug af Guds navn, uden dermed at ville bespotte det, er en mangel på ærefrygt for Herren. Det andet bud forbyder også den magiske brug af det guddommelige navn. Guds navn er stort der hvor det udtales med den respekt der tilkommer Hans storhed og Majestæt. Guds navn er helligt der hvor man nævner det med ærefrygt og frygt for at krænke Ham.[370]

II. Misbrug af Herrens navn 2150 Det andet bud forbyder mened. At aflægge ed eller sværge, det er at tage Gud til vidne på det, man hævder. Det er at påkalde Guds sanddruhed for at den skal borge for ens egen sanddruhed. Eden engagerer Herrens navn. “Herren din Gud skal du frygte, Ham skal du tjene, og ved hans navn skal du sværge” (5 Mos 6,13). 2151 Fordømmelse af mened er en pligt over for Gud. Som Skaber og Herre er Gud rettesnoren for al sandhed. Menneskets ord er enten i overensstemmelse eller i modstrid med Gud, som er Sandheden selv. Når eden er sandfærdig og berettiget, gør den forholdet mellem menneskeord og Guds sandhed klart. Mened derimod kalder Gud til vidne på en løgn. [215] 2152 En falsk ed har den svoret, som under ed afgiver et løfte, han ikke har til hensigt at holde, eller som han, efter at have lovet det under ed, ikke holder. At sværge falsk er en alvorlig mangel på respekt for Herren over alle ord. Under ed at forpligte sig til at gøre noget ondt strider mod det guddommelige navns hellighed. [2476; 1756] 2153 Jesus har gjort rede for det andet bud i bjergprædikenen: “I har hørt, der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke sværge falsk, men du skal holde, hvad du har svoret Herren’. Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge... I jeres tale skal et Ja være et ja, og et Nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det Onde” (Matt 5,3334.37).[371] Jesus lærer, at enhver ed indebærer en henvisning til Gud, og at Guds nærvær og sandhed skal æres i ethvert ord. Tilbageholdenhed i henvisning til Gud i vor tale er det samme som ærefrygt for hans nærvær, som bliver bevidnet eller forhånet i alt, hvad vi siger. [2466] 2154 I tilslutning til Paulus[372] har Kirkens tradition forstået Jesu ord sådan, at Han ikke modsætter sig eden, når den aflægges for en sag, der er alvorlig og retfærdig (fx i retten). “Eden, dvs. påkaldelsen af det guddommelige navn som sandhedsvidne, må kun aflægges, når det sker sandfærdigt, velovervejet og retteligt”.[373] 2155 Guds navns hellighed kræver, at man ikke løber til Ham med ligegyldige ting, og ikke aflægger ed under forhold der kunne tydes som en godkendelse af myndigheder, der kræver den af os på uretmæssig vis. Hvis der afkræves ed af ulovlige civile myndigheder, kan den nægtes. Det bør ske, når eden drejer sig om sager, der strider mod personers værdighed eller Kirkens samfund. [1903] III. Dåbsnavnet 2156 Dåbens sakramente meddeles “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt 28,19). I dåben helliger Herrens navn mennesket, og den kristne modtager sit navn i Kirken. Det kan være et helgennavn, dvs. navnet på en discipel, der har levet et eksemplarisk liv i troskab mod sin Herre. En værnehelgen er et forbillede på kærlighed og en sikker forbeder. “Dåbsnavnet” kan også udtrykke et kristent mysterium eller en

kristen dyd. “Forældrene, gudforældrene og sognepræsten må sørge for, at der ikke gives et fornavn, der er fremmed for en kristen betydning”.[374] [232; 1267] 2157 Den kristne begynder sin dag, sine bønner og sin gerning med korsets tegn “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.” Den døbte vier dagen til Guds ære og påkalder Frelserens nåde, som sætter os i stand til at handle i Ånden som Gud Fars barn. Korsets tegn styrker os, når vi fristes eller er i vanskeligheder. [1235; 1668] 2158 Gud kalder enhver ved navn. [375] Ethvert menneskes navn er helligt. Navnet er personens ikon. Det kræver respekt, som tegn på dens værdighed, der bærer det. 2159 Det navn, vi har fået, er et navn for evigheden. I Guds rige vil enhver persons hemmelighedsfulde og unikke karakter, mærket med Guds navn, stråle i al sin glans. “Den, der sejrer... vil jeg give en hvid sten og indskrevet på stenen et nyt navn, som ingen kender undtagen den, der får det” (Åb 2,17). “Jeg så: Se, Lammet stod på Zions bjerg, og hos det stod ét hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pande” (Åb 14,1).

I korthed 2160

“Herre, vor Gud, hvor herligt er dit navn på den vide jord” (Sl 8,2).

2161

Det andet bud påbyder respekt for Herrens navn. Herrens navn er helligt.

2162 Det andet bud forbyder enhver upassende brug af Guds navn. Blasfemi vil sige at bruge Guds navn, Jesu Kristi, Jomfru Marias og helgenernes navn på en krænkende måde. 2163 Mened kalder Gud til vidne på en løgn. At sværge falsk er en alvorlig forseelse mod Herren, der altid er tro mod sine løfter. 2164 “Sværg ikke, hverken ved Skaberen eller ved skabningen, hvis det ikke sker i sandhed, med nødvendighed og i ærefrygt”.[376] 2165 I Dåben modtager den kristne sit navn i Kirken. Forældrene, fadderne og sognepræsten skal sørge for, at der gives et kristent fornavn. En navnehelgen er et forbillede på kærlighed og en sikker forbeder. 2166 En kristen begynder sine bønner og handlinger med Korsets tegn “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.” 2167

Gud kalder enhver ved navn.[377]

Artikel 3

Det tredje bud Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde (2 Mos 20,8-10).[378] Sabbaten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbaten. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbaten (Mark 2,27-28).

I. Sabbatsdagen [346-348] 2168 Det tredje bud i Dekalogen minder os om sabbatens hellighed: “Den syvende dag er sabbat, en fuldstændig hvile, helliget Herren” (2 Mos 31,15). 2169 I denne sammenhæng ihukommer Skriften skabelsen: “For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad der er i dem, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den” (2 Mos 20,11). [2057] 2170 Skriften åbenbarer også, at Herrens dag er en ihukommelse af Israels udfrielse af Ægyptens slaveri: “Husk, at du selv var træl i Ægypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen” (5 Mos 5,15). 2171 Gud betroede Israel sabbaten for at folket skulle holde den som tegn på den ubrydelige pagt.[379] Sabbaten er til for Herren, helliget lovprisning af Gud, af hans skaberværk og hans frelsesgerninger for Israel. 2172 Guds virken er et forbillede på menneskets virken. Når Gud “hvilede” på den syvende dag (2 Mos 31,17), skal mennesket også “hvile” og også lade de andre, særlig de fattige, “hvile ud”. [380] Sabbaten afbryder hverdagens arbejde og giver en hvilepause. Det er en protestdag mod arbejdets slaveri og dyrkelsen af penge. [381] [2184] 2173 Evangeliet beretter om flere hændelser, hvor Jesus beskyldes for at bryde sabbatsbudet. Men Jesus vanhelliger aldrig den dag.[382] Han giver myndigt en sand fortolkning af den: “Sabbaten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens” (Mark 2,27). Fuld af medlidenhed forbeholder Kristus sig retten til “hellere at gøre noget godt end ondt på en sabbat, frelse liv, hellere end at slå det ihjel”. [383] Sabbaten er al barmhjertigheds Herres dag, dagen til Guds ære. [384] “Menneskesønnen er herre over sabbaten” (Mark 2,28). [582] II. Herrens Dag Denne er dagen som Herren har gjort, lad os juble og glædes på den! (Sl 118,24).

Opstandelsens dag: den nye skabning 2174 Jesus stod op fra de døde “den første dag i ugen” (Mark 16,2). [385] Som “den første dag” minder Kristi opstandelsesdag om den første skabelse. Som den “ottende dag” der følger efter sabbaten, [386] betegner den den nye skabelse som indledes med Kristi Opstandelse. For de kristne er den blevet den første af alle dage, den første af alle fester, Herrens dag (he kyriake hemera, dies dominica), “søndagen”: [638; 349] Vi samles alle på solens dag, fordi det er den første dag (efter den jødiske sabbat, men også den første dag) hvor Gud, ved at uddrage urstoffet af mørket, har skabt verden, og fordi Jesus Kristus, vor Frelser, på denne dag opstod fra de døde.[387]

Søndagen - opfyldelsen af sabbaten 2175 Søndagen adskiller sig udtrykkeligt fra sabbaten, som den hver uge kronologisk følger efter, og erstatter for de kristne overholdelsen af sabbatsbudet. Den fuldender, i Kristi Påske, den jødiske sabbats åndelige sandhed og indvarsler menneskets evige hvile i Gud. For lovens kult var jo en forberedelse til Kristi mysterium, og dens riter viste frem til Kristus[388]: [1166] De, som levede efter den gamle tingenes orden, er kommet til det nye håb, og overholder ikke længere sabbaten, men Herrens dag, på hvilken vort liv velsignes af Ham og af Hans død.[389]

2176 At fejre søndagen, det er at overholde den morallov, der naturligt er indskrevet i menneskets hjerte, om “at dyrke Gud med en ydre, synlig, offentlig og regelmæssig gudstjeneste til ihukommelse af hans altomfattende velgerninger mod menneskene”. [390] Søndagsmessen opfylder moralbuddet fra den Gamle Pagt og overtager dens regelmæssighed, ved hver uge at fejre Skaberen og hans folks Forløser. Søndagens Eukaristi 2177 Søndagens fejring af Herrens dag og Eukaristi er hjertet i Kirkens liv. “Søndagen, hvor påskemysteriet fejres efter apostolisk tradition, skal i hele Kirken overholdes som den oprindelige, påbudte festdag”.[391] [1167] “På samme måde skal man overholde festerne for vor Herre Jesu Kristi fødsel, Herrens Åbenbarelse, Himmelfart og hellige Legem og Blods fest, Guds hellige Moder Maria, hendes Uplettede Undfangelse og Optagelse i Himlen, den hl. Josef, de hl. apostle Peter og Paul og Alle Helgen”.[392] [2043]

2178 Denne skik at forsamle sig som kristne går tilbage til apostolisk tid. [393] Hebræerbrevet minder om den: “Lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden” (Hebr 10,25). [1343] Traditionen bevarer mindet om en formaning, der stadig er aktuel: “Kom tidligt til Kirken, så I nærmer jer Herren og bekender jeres synder, angrer under bøn... Deltage i den hellige og guddommelige liturgi, afslutte sin bøn og ikke gå før bortsendelsen... Vi har ofte sagt det: Denne dag er givet jer til bøn og hvile. Denne er Dagen, Herren har gjort. Lad os juble og glædes på den”.[394]

2179 “Sognet er et bestemt fællesskab af troende, som er oprettet varigt i en Lokalkirke, og hvis sjælesorg er betroet sognepræsten som dets egen præst, under biskoppens myndighed”. [395] Den er stedet, hvor alle de troende kan samles til søndagens Eukaristi. Sognet indfører det kristne folk i den sædvanlige fejring af liturgien, og samler det i denne fejring. Det underviser i Kristi frelsende lære. Det praktiserer Herrens kærlighed i gode og broderlige gerninger:[396] [1567; 2691; 2226] Du kan ikke bede hjemme som i Kirken, hvor mange er forsamlet, hvor råbet til Gud stiger op fra et eneste hjerte. Der er her noget mere: åndernes enhed, sjælenes samklang, kærlighedens bånd, præsternes bønner. [397]

Søndagspligten 2180 Kirkens bud bestemmer og præciserer Herrens Lov: “På søndage og andre påbudte festdage har de troende pligt til at deltage i messen”. [398] “Den, som deltager i en messe, fejret efter katolsk ritus på selve festdagen eller aftenen før, opfylder messepligten”. [399] [2042; 1389] 2181 Søndagsmessen lægger grunden til hele det kristne liv og bekræfter det. Det er derfor, de troende er forpligtet til at deltage i Eukaristien på de påbudte festdage, med mindre de er undskyldt af en vigtig grund (fx sygdom, pasning af spædbørn) eller er blevet fritaget af deres sjælesørger. [400] De som bevidst forsømmer messepligten begår en svær synd. 2182 Deltagelsen i den fælles fejring af søndagsmessen er et vidnesbyrd om tilhørsforholdet til og troskaben mod Kristus og hans Kirke. Dermed bekræfter de kristne deres fællesskab i troen og kærligheden. Sammen vidner de om Guds hellighed og deres håb om frelsen. De trøster hinanden, ledet af Helligånden. [815]

“Hvis det er umuligt at deltage i Eukaristien på grund af præstemangel eller anden alvorlig grund, anbefales det meget at deltage i Ordets gudstjeneste, hvis en sådan finder sted, i sognekirken eller på et andet helligt sted, og fejres sådan som stedets biskop har bestemt. Eller man kan hengive sig til bøn en passende tid, alene eller med sin familie eller en familiegruppe, alt efter omstændighederne”. 2183

[401]

En nådens og hvilens dag 2184 Ligesom Gud “hvilede sig den syvende dag efter alt det arbejde, han havde udført” (1 Mos 2,2), har også menneskelivet sin rytme af arbejde og hvile. Indstiftelsen af Herrens Dag bidrager til, at alle kan nyde godt af hvilen og fritiden, så de kan dyrke deres familieliv, kulturelle, sociale og religiøse liv. [402] [2172] 2185 Om søndagen og på de andre påbudte festdage skal de troende afholde sig fra arbejde eller aktiviteter, der forhindrer dem i dyrkelsen af Gud, glæden ved Herrens Dag, barmhjertighedsgerninger, en passende afspænding af sjæl og legeme. [403] De familiære forpligtelser eller vigtige sociale opgaver er gyldig grund til fritagelse fra den påbudte søndagshvile. De troende skal se til, at de legitime undskyldninger ikke fører til, at religion, familieliv og helbred lider skade. [2428] “Kærlighed til sandheden søger den hellige ro, mens nødvendigheden i kærligheden accepterer et hæderligt hverv”. [404]

2186 Kristne med fritid til rådighed må huske på deres trosfæller, som har de samme behov og samme rettigheder, og som ikke kan hvile sig på grund af fattigdom og nød. Kristent fromhedsliv vier traditionelt søndagen til gode gerninger og beskeden tjeneste af syge, svage og gamle. De kristne skal også helligholde søndagen ved at give deres familie og nærmeste tid og opmærksomhed, noget som kan være vanskeligt at få tid til på ugens andre dage. Søndagen er en tid til eftertanke, stilhed, kulturelt liv og meditation, som fremmer væksten i det indre liv som kristen. [2447]

At helligholde søn- og helligdage kræver en fælles anstrengelse. En kristen må undgå et pålægge andre noget, som vil hindre dem i at overholde Herrens dag. Når sæd og skik (sport, restauranter osv.) og sociale forpligtelser (offentlige tjenester osv.) kræver søndagsarbejde af nogle, skal de dog fastholde ansvaret for en tilstrækkelig fritid. De troende må passe på, med måde og kærligt, at undgå de yderligheder og voldshandlinger, der sommetider opstår under massearrangementer. Trods de krav økonomien stiller, må de offentlige myndigheder sørge for, at borgerne sikres en tid til hvile og gudstjeneste. Arbejdsgivere har et lignende ansvar for deres ansatte. [2289] 2187

2188 Inden for rammerne af religionsfriheden og det almene vel må de kristne søge at få søndagene og kirkelige helligdage anerkendt som lovfæstede fridage. De har pligt til at give alle et offentligt eksempel på bøn, respekt og glæde, og til at forsvare deres traditioner som et værdifuldt bidrag til samfundets åndelige liv. Hvis landets love eller andre grunde tvinger til at arbejde om søndagen, må den dag alligevel leves som dagen for vor frigørelse til at tage del i denne “festforsamling og menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene” (Hebr 12,22-23). [2105]

I korthed 2189 “Giv agt på sabbatsdagen og hold den hellig” (5 Mos 5,12). “På den syvende dag skal der være fuldstændig hvile; den er helliget Herren” (2 Mos 31,15). 2190 Sabbaten, der repræsenterede fuldførelsen af den første skabelse, er erstattet af søndagen, der ihukommer den nye skabelse, indledt med Kristi Opstandelse. 2191 Kirken fejrer Kristi Opstandelsesdag på den ottende dag, der med rette kaldes Herrens dag eller søndag.[405] 2192 “Søndagen... skal overholdes i hele Kirken som den oprindelige påbudte festdag”. [406] “På søndage og de andre påbudte festdage har de troende pligt til at deltage i Messen”. [407]

2193 “På søndage og de andre påbudte festdage skal de troende holde sig fra arbejde og sager, der forhindrer dem i den dyrkelse af Gud, som de skylder Ham, eller som lægger en dæmper på den glæde, der skal præge Herrens dag, eller hindrer en passende afspænding af sjæl og krop”. [408] 2194 Indstiftelsen af søndagen bidrager til at “alle kan nyde godt af hvilen og fritiden, så de kan dyrke deres familieliv, kulturelle, sociale og religiøse liv”. [409] 2195

En kristen må undgå at pålægge andre noget, som vil hindre dem i at overholde Herrens dag.

Andet kapitel

“Du skal elske din næste som dig selv” Jesus sagde til sine disciple: “I skal elske hinanden som Jeg har elsket jer” (Joh 13,34).

2196 På spørgsmålet om hvilket der er det første bud svarer Jesus: “Det første er dette: ‘Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er En; og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og al din kraft!’ Det andet er: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ Intet andet bud er større end disse” (Mark 12,29-31). Apostlen Paulus minder herom: “Den, der elsker de andre, har opfyldt loven. Budene: ‘Du må ikke bryde ægteskabet; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære’, og alle de andre bud, kan jo sammenfattes i dette ene: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ For kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Derfor er hele loven opfyldt i kærligheden” (Rom 13,8-10). [2822]

Artikel 4

Det fjerde bud Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på jorden, som Herren din Gud vil give dig (2 Mos 20,12). Han var lydig mod dem (Luk 2,51). Jesus har selv mindet om gyldigheden i dette “Guds bud”. [410] Apostlen lærer: “Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt. ‘Ær din far og din mor!’ Det er det første bud, der er knyttet et løfte til: ‘for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden” (Ef 6,1-3).[411]

2197 Med det fjerde bud begynder dekalogens anden tavle. Det viser os kærlighedens rangorden. Gud har villet, at vi næst efter Ham skulle ære vore forældre, som vi skylder livet, og som har givet kendskabet til Gud videre til os. Vi skal agte og ære alle dem, som Gud, til vort bedste, har givet myndighed. [1897] 2198 Dette bud udtrykker positivt de forpligtelser vi skal opfylde. Det danner overgangen til de følgende bud, som vedrører en særlig respekt for livet, ægteskabet, de jordiske goder og ordet i menneskers mund. Det danner noget af grundlaget for Kirkens sociallære. [2419] 2199 Det fjerde bud henvender sig udtrykkeligt til børnene i deres forhold til far og mor, fordi dette forhold er det mest omfattende. Det vedrører også slægtsforhold til andre medlemmer af familien. Det kræver, at man viser agtelse, kærlighed og taknemlighed over for de ældre og forfædrene. Endelig udstrækkes det også

til elevers pligter over for deres lærer, ansattes over for deres arbejdsgivere, underordnedes over for deres overordnede, borgernes over for deres fædreland og dem, der administrerer eller styrer det. Dette bud indebærer og underforstår de pligter, som forældre, formyndere, lærere, foresatte, øvrighedspersoner og de styrende har, alle dem der udøver en myndighed over andre eller over et fællesskab af personer. 2200 Overholdelsen af det fjerde bud har sin løn: “Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på jorden, som Herren din Gud vil give dig” (2 Mos 20,12). [412] Respekten for dette bud giver, sammen med de åndelige frugter, også timelige frugter som fred og velstand. I modsat fald vil ulydighed mod dette bud medføre stor skade for samfund og mennesker. [2304] I. Familien i Guds plan Familiens væsen 2201 Det ægteskabelige samliv beror på ægtefællernes samtykke. Ægteskabet og familien er bestemt til ægtefællernes vel, og til forplantning og opdragelse af børn. Ægtefællernes kærlighed og børnefødslerne etablerer personlige bånd og grundlæggende ansvarsforhold hos familiens medlemmer. [1625] 2202 En mand og en kvinde, der er forenet i ægteskab, udgør sammen med deres børn en familie. Denne ordning går forud for enhver anerkendelse af den hos den offentlige myndighed; den gør sig gældende over for den. Den skal betragtes som den normale referensramme, hvorefter de forskellige former for slægtskab værdsættes. [1882] 2203 Da Gud skabte mand og kvinde, indstiftede Han den menneskelige familie og gav den dens grundlov. Familiens medlemmer er ligeværdige personer. Til deres og samfundets bedste er der i familien også forskellige ansvarsområder, rettigheder og pligter. [369] Den kristne familie [1655-1658] 2204 “Den kristne familie er en særlig åbenbaring og virkeliggørelse af det kirkelige fællesskab; derfor... bør den betegnes som en huskirke”.[413] Den er et fællesskab i tro, håb og kærlighed; den har en særlig betydning i Kirken, som det fremgår af Ny Testamente. [414] [533] 2205 Den kristne familie er et fællesskab af personer, et tegn og billede på fællesskabet mellem Faderen og Sønnen i Helligånden. I forplantningen og opdragelsen af børnene afspejlesFaderens skaberværk. Familien er kaldet til at deltage i Kristi bøn og offer. Den daglige bøn og læsning af Guds Ord styrker kærligheden i den. Den kristne familie er evangeliserende og missionerende. [1702] 2206 Tilhørsforholdene i familien medfører en gensidig nærhed i følelser, sympatier og interesser, især når dens medlemmer respekterer hinanden. Familien er et privilegeret fællesskab, hvor ægtefællerne er kaldet til at leve i samdrægtighed og stå sammen i opdragelsen af deres børn. [415] II. Familie og samfund 2207 Familien er samfundslivets urcelle. Den er det naturlige fællesskab, hvor mand og kvinde kaldes til at give sig selv i kærlighed og videregivelse af livet. Autoriteten, stabiliteten og det fælles liv i familiens skød danner grundlaget for frihed, tryghed og broderskab inden for samfundet. Familien er det fællesskab, hvori man, fra barndommen, kan lære de moralske værdier, begynde at ære Gud og bruge friheden godt. Familielivet er en indførelse i samfundslivet. [1880; 372; 1603]

2208 Familien må leve sådan at dens medlemmer lærer at have omsorg for og tage sig af unge og ældre, syge eller handicappede og fattige. Mange familier ser sig til tider ikke i stand til at yde denne hjælp. Da må andre mennesker, andre familier og, subsidiært, samfundet sørge for deres behov: “En ren og uplettet gudsdyrkelse for Gud vor Far, er at tage sig af forældreløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden” (Jak 1,27). 2209 Familien skal støttes og forsvares gennem passende sociale foranstaltninger. Der hvor familierne ikke er i stand til at udfylde deres opgaver, har de andre samfundsorganer pligt til at hjælpe dem og støtte familien som institution. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet må højere samfundsorganer vogte sig for magtmisbrug og utidig indblanding i dens liv. [1883] 2210 Familiens betydning for samfundets ve og vel [416] medfører et særligt ansvar hos samfundet for at støtte og styrke ægteskabet og familien. De offentlige myndigheder bør betragte det som en fundamental opgave at “anerkende, beskytte og fremme ægteskabets og familiens sande natur, værne om den offentlige moral og fremme hjemmenes trivsel”.[417]

Det politiske samfund har pligt til at respektere familien, hjælpe den og især tilsikre den: - friheden til at stifte familie, få børn og opdrage dem i overensstemmelse med dens egen moralske og religiøse overbevisning; - beskyttelse af stabiliteten i ægtepagten og familien som institution; - frihed til at bekende sin tro, videregive den, opdrage børnene i den, med de dertil hørende nødvendige midler og institutioner; - privat ejendomsret, frihed til at skaffe sig eller opnå arbejde og bolig, og ret til at udvandre; - ret til - alt efter landets love - medicinsk behandling, ældreomsorg og økonomisk støtte til familierne; - beskyttelse af sikkerheden og sundheden, særlig over for farerne ved narkotika, pornografi, alkoholisme osv. - frihed til at slutte sig sammen med andre familier for således at være repræsenteret over for de civile myndigheder. 2211

[418]

2212 Det fjerde bud kaster lys over de andre relationer i samfundet. I vore brødre og søstre ser vi vore forældres børn; i vore fætre og kusiner: efterkommere af vore forfædre; i vore medborgere: børn af vort fædreland; i de døbte: børn af vor Moder, Kirken; i ethvert menneske: en søn eller datter af Ham, som vil kaldes “vor Far”. Sådan får vore relationer til vore medmennesker en personlig karakter. Vor næste er ikke blot et “individ” i massen; men “nogen”, der på grund af sin herkomst, som vi kender, fortjener en særlig opmærksomhed og respekt. [225; 1931] 2213 De menneskelige samfund består af personer. At styre dem godt begrænser sig ikke til at garantere rettigheder, opfylde pligter eller overholde kontrakter. De rette relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, de styrende og borgerne, forudsætter den naturlige velvilje, som svarer til den personlige værdighed hos mennesker, der bekymrer sig om retfærdighed og broderlighed. [1939] III. Familiemedlemmernes pligter Børnenes pligter 2214 Guds faderlighed er kilden til menneskets faderlighed; [419] det er den, som begrunder respekten for forældrene. Børnenes respekt, små og store, for deres far og mor [420] vokser ud af den naturlige hengivenhed, der forener dem. Denne respekt er påbudt af Guds bud. [421] [1858] 2215 Respekt for forældrene (pietas filialis) bygger på taknemlighed over for dem, som, ved at give børnene livets gave, elske dem og arbejde for dem, har sat dem i verden og ladet dem vokse fysisk og i visdom og nåde. “Ær din far af hele dit hjerte, og glem ikke din mors fødselsveer. Husk på, at det er de to, du skylder livet. Hvormed kan du gengælde dem, hvad de har været for dig?” (Sir 7,27-28).

2216 Barnets respekt viser sig i ægte lærvillighed og lydighed. “Hold din fars bud, min søn, afvis ikke din mors belæring... lad det lede dig på din vej, vogte dig når du lægger dig, og tale til dig når du vågner” (Ordsp 6,20-22). “En viis søn elsker formaning, spotteren lytter ikke til advarsler” (Ordsp 13,1). [532]

Så længe barnet bor hjemme hos sine forældre, skal det gøre alt, hvad forældrene beder det om til dets eget eller familiens bedste. “Børn, adlyd jeres forældre i alle ting, for det er Herren kært” (Kol 3,20). Børnene skal også adlyde rimelige påbud fra deres opdragere og alle, til hvem forældrene har betroet dem. Men er barnet i sin samvittighed overbevist om, at det er moralsk forkert at adlyde en bestemt ordre, skal det ikke gøre det. 2217

[422]

Efterhånden som børnene vokser, vil de fortsætte med at respektere deres forældre. De skal imødekomme deres ønsker, gerne bede om deres råd og bøje sig for deres berettigede formaninger. Lydigheden mod forældrene ophører, når børnene bliver selvstændige, men ikke respekten. Den vil de altid skylde dem, for den har sin rod i gudsfrygten, en af Helligåndens gaver. [1831] 2218 Det fjerde bud minder børnene, når de er blevet voksne, om deres ansvar for forældrene. Så vidt de kan, skal de give dem materiel og moralsk hjælp i alderdommen og under sygdom, ensomhed eller nød. Jesus minder om denne taknemlighedsgæld.[423] Herren vil, at en far skal æres af sine børn; og hvad der er en mors ret, har han fastsat for hendes sønner. Den, der ærer sin far, soner dermed sine synder; og den, der hædrer sin mor, er som én, der samler sig skatte. Den, der ærer sin far, skal selv få glæde af sine børn; og den dag han beder, bliver han bønhørt. Den, der hædrer sin far, skal få et langt liv; og den, der er lydig mod Herren, skal være sin mor til trøst (Sir 3,2-6). Barn, tag dig af din far i hans alderdom, og vold ham ikke sorg så længe han lever. Selv om hans åndsevner svigter, så bær over med ham og foragt ham ikke, trods det at du selv står i din fulde kraft... Thi den, der lader sin far i stikken, er ikke bedre end en gudsbespotter; og den, der sårer sin mor, er forbandet af Herren” (Sir 3,12-13.16).

2219 Respekt for forældrene fremmer harmonien i hele familielivet, og berører også forholdet mellem brødre og søstre. Respekten for forældrene virker ind på hele familiemiljøet. “Børnebørn er de gamles krone” (Ordsp 17,6). “Bær over med hinanden i kærlighed, med al ydmyghed, mildhed og tålmodighed” (Ef 4,2). 2220 En særlig taknemlighed skylder de kristne dem, fra hvem de har modtaget troens gave, Dåbens nåde og livet i Kirken. Det kan være forældre, andre medlemmer af familien, bedsteforældre, sjælesørgere, kateketer, lærere eller venner. “Jeg husker den oprigtige tro, som du havde, og som allerede din mormor Lois og din mor Eunike havde, og som jeg er vis på, du også har” (2 Tim 1,5). Forældrenes pligter 2221 Den ægteskabelige kærlighed begrænser ikke sin frugtbarhed til at føde børn til verden, men skal også tage sig af deres moralske opdragelse og åndelige udvikling. “Forældrenes opdragerfunktion er så betydningsfuld, at den vanskeligt kan erstattes”. [424] Deres ret og pligt til at opdrage deres børn er grundlæggende og umistelig.[425] [1653] 2222 Forældre må se på deres børn som Guds børn og respektere dem som personer. De opdrager deres børn til at opfylde Guds Lov ved selv at vise sig lydige mod den himmelske Fars vilje. [494] 2223 Forældrene er de første ansvarlige for opdragelsen af deres børn. De viser denne ansvarlighed ved først og fremmest at skabe et hjem, hvor ømhed, tilgivelse, respekt, troskab og uselvisk tjeneste er reglen. Hjemmet er det bedste sted for opdragelse i dyderne. Her skal de lære selvfornægtelse, sund dømmekraft og selvbeherskelse, som er betingelser for enhver sand frihed. Forældrene skal lære børnene at indordne “de fysiske og instinktive dimensioner under de indre og åndelige”. [426] Det er deres store ansvar at være et godt

eksempel for deres børn. Ved at indrømme deres egne fejl over for dem, vil de bedre kunne vejlede og rette på dem: [1804] “Den, der elsker sin søn, sparer ikke på riset, så han siden kan få glæde af ham. Den, der tugter sin søn, får gavn af ham” (Sir 30,1-2). “Og I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning” (Ef 6,4).

2224 Hjemmet udgør et naturligt miljø for menneskebarnets opdragelse til solidaritet og fælles ansvar. Forældrene må lære deres børn at vogte sig for de kompromis’er og nedværdigelser, der truer det menneskelige samfund. [1939] 2225 I kraft af ægteskabets sakramentale nåde har forældrene fået det ansvar og privilegium at evangelisere deres børn. De skal, fra de er små, indføre dem i troens mysterier, som de er de “første forkyndere” af[427] over for deres børn. De skal knytte dem til Kirkens liv fra barnsben af. Familiens måde at leve på kan nære følelser i dem, som livet igennem vil være ægte forudsætninger for og støtte en levende tro. [1656] 2226 Forældrene bør begynde opdragelsen til troen fra den spæde alder. Den finder allerede sted når familiens medlemmer hjælper hinanden med at vokse i troen ved at vidne om et kristent liv i pagt med Evangeliet. Katekesen i familiens skød går forud for, ledsager og beriger de andre former for undervisning i troen. Forældrene har til opgave at lære deres børn at bede og opdage deres kald som Guds børn. [428] Sognet er det eukaristiske fællesskab og hjertet i de kristne familiers liturgiske liv. Det er et særligt sted, hvor katekesen af børn og forældre finder sted. [2179] 2227 Børnene på deres side bidrager til forældrenes vækst i hellighed.[429] Hver og én må ædelmodigt og uden at trættes tilgive hinanden krænkelser, skænderier, uretfærdigheder og mangel på opmærksomhed. Den gensidige kærlighed tilskynder til det. Kristi kærlighed forlanger det. [430] [2013] 2228 I barndommen viser forældrenes respekt og kærlighed sig først og fremmest i den omsorg og opmærksomhed, som de giver opdragelsen af deres børn, og ved at de sørger for deres fysiske og åndelige behov. Efterhånden som børnene vokser op, fører den samme respekt og den samme opofrelse forældrene til at opdrage deres børn til at bruge deres forstand og frie vilje rigtigt. 2229 Som de første, der har ansvar for deres børns opdragelse, har forældrene ret til at vælge en skole til dem, som svarer til deres egen overbevisning. Denne ret er fundamental. Forældrene har, så vidt muligt, pligt til at vælge de skoler, som bedst kan hjælpe dem i deres opgave som kristne opdragere. [431] De offentlige myndigheder har pligt til at garantere denne forældreret og sørge for, at de nødvendige betingelser for dens udøvelse er til stede. 2230 Når børnene er blevet voksne, har de pligt og ret til at vælge deres kald og stand i livet. De påtager sig disse nye forpligtelser i tillidsfuld kontakt med deres forældre, hvis mening og råd de indhenter og gerne tager imod. Forældrene skal passe på ikke at tvinge deres børn, hverken i valg af profession eller ægtefælle. Denne tilbageholdenhed hindrer dem på ingen måde i at bistå med kloge råd, særlig når det drejer sig om at stifte familie. [1625] 2231 Nogle gifter sig ikke, fordi de må sørge for deres forældre eller søskende, eller fordi de vil hellige sig en profession, eller af andre agtværdige grunde. De kan yde et stort bidrag til menneskehedens familie. IV. Familien og Guds Rige 2232 De familiære bånd, så vigtige de end er, er ikke absolutte. Ligesom barnet vokser til modenhed og menneskelig og åndelig selvstændighed, sådan vil også dets særlige kald, som kommer fra Gud, gøre sig gældende med voksende klarhed og styrke. Forældrene må respektere dette kald og tilskynde deres børn til at følge det. Man må være overbevist om, at den kristnes første kald er at følge Jesus[432]: “Den, der elsker far eller mor mere end Mig, er Mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end Mig, er Mig ikke værd” (Matt 10,37). [1618]

2233 At blive Jesu discipel, det er at modtage indbydelsen til at høre til Guds familie, leve i overensstemmelse med dens måde at leve på: “Den, der gør min himmelske Fars vilje, er min bror og søster og mor” (Matt 12,50). [542] Forældrene skal modtage og respektere med glæde og taksigelse, at et af deres børn kaldes af Herren til at følge ham i jomfruelighed for Himmerigets skyld, i et gudviet liv eller tjenesten som præst. V. Autoriteterne i samfundet 2234 Det fjerde Guds bud befaler os også at ære alle dem som, til vort bedste, af Gud har fået et offentligt embede i samfundet. Det belyser embedsmandens pligter og deres, som nyder godt af det. [1897] De borgerlige myndigheders pligter 2235 De, der udøver myndighed, bør gøre det som en tjeneste. “Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener” (Matt 20,26). Udøvelsen af en myndighed måles moralsk efter sin guddommelige oprindelse, sin fornuftige natur og sit særlige objekt. Ingen kan beordre eller indføre noget, der er imod menneskets værdighed og den naturlige morallov. [1899] 2236 Udøvelsen af autoritet skal manifestere et rigtigt hierarki af værdier, som letter alles frihed og ansvar. De overordnede skal udøve deres retfærdige fordeling med klogskab, under hensyntagen til enhvers behov og bidrag, og med fred og fordragelighed for øje. De skal holde øje med, at de regler og dispositioner, de foretager, ikke frister til, at personlig inter-esse kommer i modsætning til fællesskabets. [433] [2411] 2237 De politiske myndigheder er forpligtet til at respektere menneskets grundlæggende rettigheder. De skal sikre lov og ret på en human måde med respekt for enhvers ret; det gælder særligt familierne og de dårligt stillede. [357] De politiske rettigheder, som er knyttet til statsborgerskab, kan og skal bevilges sådan som det almene vel kræver det. De kan ikke suspenderes af de offentlige myndigheder uden gyldig og rimelig grund. Udøvelsen af de politiske rettigheder skal fremme nationens og folkets fælles bedste. Borgernes pligter 2238 De, som er underlagt myndighed, skal betragte deres foresatte som repræsentanter for Gud, der har indsat dem som forvaltere af sine gaver [434]: “For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning... I er jo frie, ikke til at bruge friheden som et dække for ondskab, men som Guds tjenere” (1 Pet 2,13.16). Borgernes loyale samarbejde medfører retten, sommetider pligten, til en berettiget protest mod noget, som synes dem at skade menneskets værdighed og det fælles vel. [1900] 2239 Det er borgernes pligt at bidrage, sammen med de civile myndigheder, til samfundets bedste i en ånd af sandhed, retfærdighed, solidaritet og frihed. At elske og tjene fædrelandet hører med til pligten til taknemlighed og er i overensstemmelse med kærlighedsbuddet. Lydighed mod de lovlige myndigheder og tjeneste af det fælles vel kræver af borgerne, at de udfylder deres rolle i det politiske fællesskabs liv. [1915; 2310] 2240 Lydighed over for myndighederne og medansvar for det fælles vel gør det til en moralsk pligt at betale skat, gøre brug af sin stemmeret og forsvare landet: [2265] Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære (Rom 13,7). De kristne bebor deres fædreland, men som fremmede. De tager del i alt som borgere, men finder sig i alt som fremmede... De adlyder de gældende love, men deres livsførelse overbyder lovene... Så vigtig er den post, Gud har sat dem på, at de ikke har lov at unddrage sig den.[435]

Apostlen opfordrer os til at bede med taksigelse for “konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed” (1 Tim 2,2). [1900] 2241 Bedrestillede nationer har pligt til, i den grad det er muligt, at modtage udlændinge, der søger tryghed og eksistensmuligheder, som de ikke kan finde i deres hjemland. De offentlige myndigheder skal se til, at naturretten, som bringer en gæst under deres beskyttelse, respekteres af dem, der modtager gæsten.

De politiske myndigheder kan, af hensyn til det almene vel som de har ansvaret for, underkaste udøvelsen af indvandringsretten visse juridiske betingelser og kræve, at indvandrerne overholder deres forpligtelser over for modtagerlandet. Indvandreren er forpligtet til, i taknemlighed, at respektere modtagerlandets materielle og åndelige arv, adlyde dets love og bidrage til dets forpligtelser. 2242 Borgeren er forpligtet i sin samvittighed til ikke at følge de civile myndigheders forskrifter, når disse strider imod den moralske orden, mod fundamentale menneskerettigheder eller Evangeliets lære. Civil ulydighed mod myndighederne, når deres krav er i strid med den retskafne samvittighed, finder sin berettigelse i forskellen på tjenesten af Gud og tjenesten af det politiske samfund. “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” (Matt 22,21). “Man bør adlyde Gud mere end mennesker” (Apg 5,29): [1903; 2313; 450] Hvis den offentlige myndighed overskrider sin kompetence og undertrykker borgerne, bør de sidstnævnte adlyde i samme udstrækning, som det almene vel kræver det, men det er dog tilladt dem at forsvare egne og medborgeres rettigheder mod ethvert misbrug fra magthavernes side, forudsat at man holder sig inden for grænserne af den naturlige og evangeliske lov.[436] [1901]

2243 Væbnet modstand mod undertrykkelse fra statsmagtens side er kun berettiget, når følgende betingelser tilsammen er til stede: 1- i tilfælde af visse sikre, alvorlige og langvarige brud på fundamentale rettigheder; 2 - når alle andre muligheder er opbrugt; 3 - når den ikke provokerer til værre uorden; 4 - når der er et begrundet håb om at den lykkes; 5 - når det, vel betænkt, er umuligt at få øje på bedre løsninger. [2309] Det politiske samfund og Kirken 2244 Enhver institution er, også implicit, inspireret af en vision af mennesket og dets bestemmelse, hvorfra det udleder sine vurderinger, sin rangorden af værdier, sin holdning. De fleste samfund går ud fra, at der tilkommer mennesket en vis forrang frem for tingene i deres institutioner. Kun den guddommeligt åbenbarede Religion har klart i Gud, Skaberen og Forløseren, erkendt menneskets oprindelse og bestemmelse. Kirken opfordrer de politiske myndigheder til at rette deres vurderinger og deres beslutninger ind efter denne inspirerede Sandhed om Gud og om mennesket: [1910; 1881; 2109] De samfund, der ikke kender denne inspiration eller som afviser den under henvisning til deres uafhængighed af Gud, føres til at søge deres referensrammer og målsætninger i sig selv eller låne dem fra en ideologi. Og fordi de ikke tåler, at man forsvarer et objektivt kriterium for godt og ondt, giver de sig selv en totalitær magt over mennesket og dets skæbne, åbenlyst eller skjult, som historien viser.[437]

2245 På grund af sin opgave og kompetence lader Kirken sig ikke forveksle med det politiske fællesskab eller binde til noget politisk system; Den er på en og samme tid tegn på og garant for den menneskelige persons transcendens.[438] Som sådan “viser Kirken respekt for borgernes politiske frihed og ansvarlighed”. [439] [912] 2246 Det hører til Kirkens sendelse at “fælde en moralsk dom, selv i anliggender, der vedrører den politiske orden, når personers fundamentale rettigheder eller sjælenes frelse kræver det, samt bruge alle de midler, der er i overensstemmelse med Evangeliet og det almene vel til enhver tid og i enhver situation”. [440] [2032; 2420]

I korthed 2247 “Ær din far og din mor” (5 Mos 5,16; Mark 7,10). 2248 Ifølge det fjerde bud har Gud villet, at vi, næst efter Ham, skal ære vore forældre og dem, som Han, til vort bedste, har givet myndighed over os. 2249 Ægteskabet er grundlagt på ægtefællernes pagt og samtykke. Ægteskabet og familien er henordnet til ægtefællernes bedste, til forplantning og opdragelse af børn. 2250 “Såvel det enkelte menneskes som det verdslige og kirkelige samfunds trivsel er intimt forbundet med sunde vilkår for det ægteskabelige og familiære fællesskab”.[441] 2251 Børnene skylder deres forældre respekt, taknemlighed, tilbørlig lydighed og hjælpsomhed. Børns respekt for deres forældre fremmer harmonien i hele familielivet. 2252 Forældrene er de første ansvarlige for opdragelsen af deres børn til tro, bøn og alle dyderne. De har pligt til, så vidt muligt, at sørge for deres børns fysiske og åndelige behov. 2253 Forældrene må respektere og støtte deres børns kald. De må huske og også lære børnene, at den kristnes første kald er at følge Jesus. 2254 Den offentlige autoritet skal respektere menneskets fundamentale rettigheder og betingelserne for at det kan bruge sin frihed. 2255 Det er borgernes pligt at samarbejde med de civile myndigheder på at bygge samfundet op i en ånd af sandhed, retfærdighed, solidaritet og frihed. 2256 Borgeren er forpligtet i sin samvittighed til ikke at følge de forskrifter fra de civile myndigheder, som er i strid med den moralske orden. “Man skal adlyde Gud mere end mennesker” (Apg 5,29). 2257 Ethvert samfund ser sine afgørelser og sin adfærd i lys af sin vision af mennesket og dets bestemmelse. Uden Evangeliets lys over Gud og mennesket bliver samfundene let totalitære.

Artikel 5

Det femte bud “Du må ikke slå ihjel” (2 Mos 20,13). “I har hørt, at der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke slå ihjel, og: Den, der slår ihjel, skal kendes skyldig af domstolen.’ Men Jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig af domstolen” (Matt 5,21-22).

2258 “Menneskelivet er helligt, fordi det fra begyndelsen forudsætter Guds skaber-handling og for altid står i et særligt forhold til Skaberen, dets eneste mål. Gud alene er herren over livet, fra begyndelsen til enden: Ingen kan under nogen omstændigheder, for sit vedkommende, gøre krav på retten til direkte at påføre en uskyldig menneskelig skabning døden”.[442] [356] I. Respekten for menneskelivet Frelseshistoriens vidnesbyrd

2259 Skriften åbenbarer, i beretningen om Kains mord på sin bror Abel, [443] at der i mennesket, fra begyndelsen af dets historie, er vrede og begær, følger af arvesynden. Mennesket er blevet en fjende af sit medmenneske. Gud siger om det nedrige i dette brodermord: “Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød” (1 Mos 4,10-11). [401] 2260 Pagten mellem Gud og menneskeslægten er gennemvævet af påmindelser om, at menneskets liv er en gave fra Gud, og at mennesket er fyldt af morderisk vold: Jeg vil kræve hævn for jeres eget blod... Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. For i sit billede skabte Gud mennesket (1 Mos 9,5-6).

Gamle Testamente har altid set blodet som et helligt tegn på livet. [444] Det skal der belæres om til alle tider. 2261 Skriften præciserer forbudet i det femte bud: “Vold ikke uskyldiges og retfærdiges død” (2 Mos 23,7). Overlagt mord på en uskyldig står i dyb kontrast til menneskets værdighed, den gyldne regel og Skaberens hellighed. Loven, der forbyder det, har almen gyldighed: den forpligter alle og enhver, altid og overalt. [1756; 1956] 2262 I Bjergprædikenen minder Herren om budet: “Du må ikke slå ihjel” (Matt 5,21); Han tilføjer forbudet mod vrede, had og hævn. Ydermere kræver Kristus, at Hans discipel skal vende den anden kind til [445] , elske sine fjender.[446] Selv forsvarede Han sig ikke, men befalede Peter at stikke sit sværd i skeden. [447] [2844] Lovligt forsvar 2263 Lovligt forsvar af personer og samfund er ikke en undtagelse fra forbudet mod drab på uskyldige, som forsætligt drab er. “Selvforsvar kan have en dobbelt virkning: den ene er at redde sit eget liv, den anden angriberens død... Kun det ene er villet; det andet ikke”. [448] [1737] 2264 Kærlighed til sig selv er et moralsk grundprincip. Det er derfor legitimt at hævde sin egen ret til livet. Den, der forsvarer sit liv, er ikke skyldig i drab, selv om han tvinges til at give sin angriber banesår: [2196] Hvis man i selvforsvar øver større vold end nødvendigt, vil det være ulovligt. Men hvis man mådeholdent afværger volden, vil det være lovligt... Det er ikke nødvendigt for frelsen, at man udelader denne moderate beskyttelse for at undgå at dræbe den anden, for man har større pligt til at værne om sit eget liv end om andres.[449]

2265 Det lovlige forsvar kan være ikke blot en ret, men en alvorlig pligt for den, som har ansvar for andres liv. Forsvaret for det fælles vel kræver, at den uretmæssige angriber uskadeliggøres. Det er grunden til at den lovlige øvrighed har ret til endogså at gribe til våben for at befri det civile samfund, som den har ansvaret for, for angriberen. [2240] 2266 Statens indsats for at forhindre udbredelsen af den adfærd, som krænker menneskerettighederne og de grundlæggende regler for det civile samfunds liv, svarer til et krav om beskyttelse af det fælles vel. Den lovlige øvrighed har retten og pligten til at pålægge straffe, svarende til forbrydelsens sværhedsgrad. Straffen har som første formål at genoprette den forvoldte uorden. Hvis denne straf frivilligt accepteres af den skyldige, har den karakter af sone. Straffen har, udover at beskytte den offentlige orden og den personlige sikkerhed, et helbredende formål: den skal, så vidt muligt, bidrage til den skyldiges forbedring. [1897-1899; 2308; 1449]

2267 Kirkens traditionelle lære udelukker ikke, når den skyldiges identitet og ansvarlighed er fuldt ud fastslået, at man tager sin tilflugt til dødsstraf, hvis denne er den eneste mulige måde til effektivt at beskytte andre menneskers liv mod den uretfærdige angriber. Men hvis ublodige midler er tilstrækkelige til at forsvare og beskytte andres sikkerhed mod angriberen, skal myndighederne

alene holde sig til disse midler, fordi de bedre svarer til de konkrete betingelser for det fælles vel og er mere i overensstemmelse med menneskets værdighed som menneske. I dag, hvor Staten har muligheder for effektivt at forhindre forbrydelsen ved at uskadeliggøre den, der har begået den, uden definitivt at berøve ham muligheden for at angre, er de tilfælde, hvor det er absolut nødvendigt at skaffe den skyldige af vejen “temmelig sjældne, om ikke praktisk talt ikke-eksisterende”. [450] [2306]

Mord 2268 Det femte bud fordømmer direkte og overlagt mord som en svær synd. Morderen og de, der frivilligt har bidraget til mordet, begår en synd, der råber til himlen. [451] [1867]

Barnemord, brodermord, forældremord og mord på ægtefælle er særlig alvorlige forbrydelser på grund af de naturlige bånd, de bryder. Bekymring for en sund arvemasse eller den offentlige sundhed kan ikke retfærdiggøre mord, selv om det skulle pålægges af de offentlige myndigheder. [452]

2269 Det femte bud forbyder at gøre noget som har til hensigt indirekte at føre til et andet menneskes død. Moralloven forbyder at udsætte nogen for dødsfare uden alvorlig grund eller nægte hjælp til et menneske i livsfare.

At menneskesamfundet affinder sig med dødbringende hungersnød uden at bestræbe sig på at yde hjælp er en skandaløs uretfærdighed og en alvorlig forseelse. Forretningsfolk med ublu og profitsøgende metoder, som fører til deres medmenneskers sult og død, begår indirekte et mord. For dette er de ansvarlige. [453]

Det ufrivillige drab indebærer ikke en moralsk skyld. Dog pådrager man sig en alvorlig skyld, hvis man uden rimelig grund har handlet sådan, at det medfører døden, selv om det ikke har været hensigten. [2290] Abort 2270 Et menneskeliv skal respekteres og beskyttes absolut fra undfangelsens øjeblik. Fra første øjeblik af sin eksistens skal mennesket tilkendes en persons rettigheder, deriblandt den ukrænkelige ret til livet, som ethvert uskyldigt væsen har.[454] [1703; 357] Før jeg dannede dig i mors liv, kendte jeg dig. Før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig (Jer 1,5).[455] Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i løndom, vævet i jordens dyb (Sl 139,15).

2271 Siden det 1. årh. har Kirken erklæret enhver provokeret abort for moralsk forkastelig. Dene lære har ikke ændret sig. Den er uforanderlig. Den direkte abort, dvs. abort villet som et mål eller middel, er en alvorlig overtrædelse af moralloven. Du må ikke begå barnemord, hverken ved fosterfordrivelse eller efter fødslen.[456] Gud, livets Herre, har nemlig betroet menneskene den ophøjede opgave at værne om livet og på en måde, der er menneskene værdig. Fra undfangelsens øjeblik skal livet værnes med største omhu. Fosterdrab og barnemord er himmelråbende forbrydelser.[457]

2272 Den formelle medvirken ved et abortindgreb er en svær synd. Kirken straffer en sådan forbrydelse mod menneskelivet med den kanoniske straf ekskommunikation. “Den, der fremkalder abort, og indgrebet

lykkes, pådrager sig ekskommunikation latæ sententiæ”,[458] “derved at selve forbrydelsen bliver begået”, [459] når ellers kirkerettens betingelser er opfyldte. [460] Kirken vil ikke dermed begrænse barmhjertighedens virkefelt. Men den viser, hvor alvorlig denne forbrydelse er, den uoprettelige skade, som er påført den uskyldigt dræbte, forældrene og hele samfundet. [1463] 2273 Den umistelige ret til livet, som ethvert uskyldigt menneske har, udgør et grundelement i det borgerlige liv og dets lovgivning: [1930]

“Personens umistelige rettigheder skal anerkendes og respekteres af det borgerlige samfund og de offentlige myndigheder. Menneskerettighederne afhænger hverken af individuelle mennesker eller forældre, og repræsenterer end ikke en indrømmelse fra samfundets eller Statens side. De hører til menneskets natur og er indbygget i personen på grund af den skaberakt, det har sin oprindelse i. Blandt disse fundamentale rettigheder skal nævnes ethvert menneskes ret til livet og til den fysiske integritet fra undfangelsen indtil døden. [461]

“I det øjeblik en vedtaget lov berøver en kategori af mennesker den beskyttelse, som den borgerlige lovgivning skal give dem, benægter Staten alles lighed for loven. Når Statsmagten ikke anvender sin magt til at beskytte hver enkelt borgers rettigheder, og særlig de svagestes, vakler selve fundamenterne for den lovligt etablerede stat... Som konsekvens af den respekt og beskyttelse, som skal sikres barnet fra undfangelsens øjeblik, skal loven forudse passende straffeforanstaltninger for enhver bevidst krænkelse af dets rettigheder”. [462]

2274 Eftersom fosteret skal behandles som en person fra sin undfangelse, skal det forsvares i sin integritet, passes og helbredes, så vidt det er muligt, som ethvert andet menneskeligt væsen.

Den prænatale diagnostik er moralsk tilladelig, “hvis den respekterer det menneskelige embryons og føtus’ liv og integritet, og hvis den foretages med hvert enkelt embryons beskyttelse eller dets helbredelse for øje... Men den er i grov modsætning til moralloven, hvis den, afhængigt af resultatet, tillader en provokeret abort. En diagnostik... må ikke være ensbetydende med en dødsdom”. [463]

“Indgreb i det menneskelige embryon må anses for tilladelige på betingelse af at de respekterer dets liv og integritet og ikke medfører uforholdsmæsige risici for det, men sigter på dets helbredelse, på forbedring af dets sundhedstilstand, eller på hvert enkelt embryons overlevelse”. 2275

[464]

“Det er umoralsk at producere menneskelige embryoner, bestemt til at blive udnyttet som et “biologisk materiale”, man har til rådighed”. [465]

“Visse forsøg på indgreb i det genetiske eller kromosomatiske arveanlæg er ikke terapeutiske, men går i retning af produktion af mennesker, der er udvalgt efter køn eller andre forudbestemte egenskaber. Sådanne manipulationer er imod menneskets personlige værdighed, dets integritet og identitet”, som er enestående og uigentagelig. [466]

Medlidenhedsdrab 2276 De, hvis liv er reduceret eller svækket, kræver en særlig respekt. Syge eller handicappede skal have støtte til at leve et liv, så normalt som muligt. [1503] 2277 Den direkte Eutanasi består, uanset motiver og midler, i at gøre en ende på handicappedes, syges eller døendes liv. Det er moralsk uantageligt.

En handling eller en undladelse, som i sig selv eller med hensigt fører til døden, for at gøre en ende på smerten, er mord, en grov krænkelse af menneskets personlige værdighed og ærefrygten for

den levende Gud, dets Skaber. Den fejlvurdering, som man godtroende kan være faldet for, ændrer intet ved denne morderiske handlings natur, som altid må forkastes og udelukkes. [467]

Moralen kræver ikke terapi for enhver pris. Det kan være tilladeligt at afslutte en medicinsk behandling, som er belastende, farlig, ekstraordinær eller uden rimeligt forhold til de forventede resultater. Man vil ikke dermed fremkalde døden, men man accepterer, at man ikke kan forhindre den. En sådan beslutning bør tages af patienten selv, hvis han/hun er kompetent og i stand til det. Hvis ikke, af dem der juridisk har ret hertil, idet man stadig skal respektere patientens fornuftige vilje og legitime interesser. [1007] 2278

Selv om døden anses for nært forestående, må den pleje, et sygt menneske normalt skal have, ikke afbrydes. Brugen af smertestillende midler for at lindre den døendes lidelser, selv med risiko for at det afkorter livet, kan moralsk set være i overensstemmelse med den menneskelige værdighed, hvis døden ikke er villet, hverken som mål eller middel, men blot forudset og tolereret som uundgåelig. Den lindrende pleje er en særlig form for uselvisk næstekærlighed. Som sådan bør den fremmes. 2279

Selvmord 2280 Enhver er ansvarlig for sit liv over for Gud, som har skænket det. Han er og bliver livets suveræne Herre. Vi er forpligtet til at modtage det med taknemmelighed og bevare det til Hans ære og vore sjæles frelse. Vi er forvaltere; vi ejer ikke det liv, Gud har betroet os. Vi kan ikke skalte og valte med det. [2258] 2281 Selvmordet strider mod den naturlige tilbøjelighed i mennesket til at bevare og fortsætte sit liv. Det er det stik modsatte af den rette kærlighed til sig selv. Det krænker ligeledes næstekærligheden, fordi det uretmæssigt bryder de bånd af solidaritet til familien, det nationale og det menneskelige samfund, som vi er og bliver forpligtede overfor. Selvmord strider mod den levende Guds kærlighed. [2212] 2282 Hvis selvmordet bliver begået i den hensigt at tjene som eksempel, særlig for de unge, bliver det desuden til forargelse. Den frivillige medvirken til selvmord er imod moralloven. Svære psykiske problemer, angst eller alvorlig frygt for prøvelser, lidelser eller tortur kan mindske ansvaret hos selvmorderen. [1735] 2883 Man skal ikke opgive håbet om den evige frelse for dem, som har taget livet af sig. Gud kan, ad veje kun Han kender, mage det sådan, at en frelsende anger bliver mulig. Kirken beder for de mennesker der har taget sig selv af dage. [1037] II. Respekten for menneskets værdighed Respekten for andres sjæle: Forargelsen 2284 “Forførelse” er den holdning eller opførsel, som får andre til at gøre det onde. Den, der forarger, gør sig til frister for sin næste. Han angriber dyden og retskaffenheden; han kan drive sin bror ud i en åndelig død. Forargelsen er en alvorlig forseelse, hvis den ved handling eller undladelse bevidst driver en anden til et alvorligt fejltrin. [2847] 2285 Forargelsen er særlig slem, når den kommer fra dem, der udøver autoritet, eller når de, der er udsat for den, er svage. Det har fået vor Herre til at udtale denne forbandelse: “Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, for ham havde det været bedre at få en møllesten hængt om sin hals og blive sænket i havets dyb” (Matt 18,6).[468] Forargelsen er særlig slem, når den kommer fra dem, der af natur eller funktion

har pligt til at undervise og opdrage andre. Det er det, Jesus bebrejder de skriftkloge og farisæerne: Han sammenligner dem med ulve i fåreklæder.[469] [1903] 2286 Forargelsen kan være provokeret af loven eller institutioner, det der er på mode eller den offentlige mening.

Således gør de sig skyldige i forargelse, som indfører love eller sociale strukturer, der fører til et moralsk forfald og ødelæggelse af det religiøse liv eller skaber “sociale strukturer, som, bevidst eller ej, gør det vanskeligt og praktisk talt umuligt for de kristne at leve efter budene”. Sådan går det også med bedriftsledere, som laver reglementer der forleder til bedrag, med lærere som ophidser deres børn, eller folk der manipulerer med den offentlige mening og drejer den bort fra de moralske normer. [1887; 2498]

[470]

[471]

2287 Den, der bruger den magt han har, sådan at den forleder til at gøre noget ondt, gør sig skyldig i forargelse og er ansvarlig for det onde, han direkte eller indirekte favoriserer. “Det kan ikke undgås, at der kommer forargelser, men ve den, ved hvem de kommer!” (Luk 17,1). Respekt for sundheden 2288 Livet og fysisk sundhed er kostbare goder, betroet os af Gud. Dem skal vi tage vare på og samtidig være opmærksomme på andres fornødenheder og det fælles vel. [1503] Omsorg for borgernes sundhed kræver hjælp fra samfundet til at skaffe de livsvilkår, som gør det muligt at vokse op og nå til moden alder: mad og klæder, bolig, sundhedstjeneste, grunduddannelse, arbejdsplads, socialhjælp. [1509] 2289 Selv om moralen appellerer til respekt for det legemlige liv, gør den det ikke til en absolut værdi. Den forkaster den ny-hedenske opfattelse, som hælder til en dyrkelse af kroppen, til at ofre alt for den, forgude den fysiske fuldkommenhed og sportslige præstationer. Den udvælgelse mellem de stærke og de svage, som den foretager, kan føre til en pervertering af menneskers forhold til hinanden. [364; 2113] 2290 Mådeholdets dyd indstiller på at undgå alle overdrivelser, misbrug af bordets glæder, alkohol, tobak og medikamenter. De, der i fuldskab eller fartrus truer andres sikkerhed og deres egen på vejene, havet eller i luften, gør sig skyldige i svær synd. [1809] 2291 Brug af narkotika påfører menneskets liv og helbred svære skader. Uden strengt medicinske indikationer er det en svær synd. Illegal produktion af narkotika og handel med det er skandaløs. De udgør en direkte opfordring og medvirker til adfærdsmønstre, der står i grov kontrast til moralloven. Respekt for mennesket og den videnskabelige forskning 2292 Videnskabelige, medicinske eller psykologiske eksperimenter på enkeltpersoner eller grupper af mennesker kan bidrage til helbredelse af syge og til fremskridt i den offentlige sundhedssektor.

Videnskabelig grundforskning og anvendt forskning er et tydeligt udtryk for menneskets beherskelse af den skabte verden. Videnskab og teknik er værdifulde ressourcer, når de tjener mennesket og fremmer dets fulde udvikling til gavn for alle. Men alene kan de ikke give nogen forklaring på tilværelsens mening og meneneskets fremskridt. Videnskab og teknik er henordnet til mennesket, hvorfra de har deres oprindelse og udvikling. Det er altså i mennesket og dets moralværdier, at bestemmelsen af deres egen målsætning og bevidstheden om deres egen begrænsning findes. [159; 1703] 2293

Det er illusorisk at kræve moralsk neutralitet af den videnskabelige forskning og dens anvendelser. På den anden side kan der heller ikke udledes retningsgivende kriterier, hverken af 2294

simpel teknisk effektivitet eller af den nytte, det kan medføre for nogle, til skade for andre, eller, værre endnu, for dominerende ideologier. Videnskab og teknik kræver, ifølge deres væsen, ubetinget respekt for moralens grundværdier. De skal stå i menneskets tjeneste, i dets umistelige rettigheder, i dets sande og hele vel, i overensstemmelse med Guds plan og vilje. [2375] 2295 Forskninger og eksperimenter, udført på mennesker, kan ikke retfærdiggøre handlinger, der i sig selv strider mod menneskets værdighed og moralloven. Heller ikke et eventuelt samtykke fra dem, der er genstand for forskning, retfærdiggør sådanne handlinger. Eksperimentering med mennesker er moralsk utilladelig, hvis den sætter livet på spil eller udsætter de pågældendes fysiske og psykiske integritet for uforholdsmæssige eller undgåelige risici. Sådanne eksperimenter med et menneske er ikke i overensstemmelse med dets værdighed, hvis de ydermere finder sted uden at vedkommende eller de pårørende er blevet oplyst og har givet deres samtykke. [1753]

Organtransplantation er moralsk acceptabel, hvis de fysiske og psykiske risici for donors vedkommende står i forhold til det gode, modtageren søger at opnå. Organtransplantation efter døden er en ædel og fortjenstfuld handling og bør opmuntres som en manifestation af generøs solidaritet. Men den er ikke moralsk acceptabel, hvis donor eller dennes retmæssige pårørende ikke har givet deres udtrykkelige samtykke. Ydermere er det moralsk utilstedeligt at foretage en invaliderende lemlæstelse på et menneske eller direkte forårsage døden, selv om hensigten skulle være at udsætte andres død. 2296

Respekt for kroppens integritet 2297 Kidnapping og gidseltagning udbreder skræk og udsætter ved trusler ofrene for uudholdeligt pres. De er moralsk utilladelige. Den forskelsløse terrorisme truer, sårer og dræber; den er groft imod retfærdigheden og kærligheden. Tortur, der benytter sig af fysisk eller moralsk vold for at opnå tilståelser, straffe skyldige, skræmme modstandere eller tilfredsstille had, strider mod respekten for mennesket og menneskets værdighed. Bortset fra strengt terapeutiske og medicinske indikationer, strider amputation, lemlæstelse eller sterilisation af uskyldige mennesker mod moralloven.[472]

Før i tiden har lovlige myndigheder brugt grusomme metoder til at opretholde lov og orden, ofte uden protest fra Kirkens hyrder, der selv i deres egne domstole overtog romerrettens forskrifter om tortur. Side om side med disse beklagelige kendsgerninger har Kirken altid lært om pligten til mildhed og barmhjertighed; den har forbudt klerikere at udgyde blod. I nyere tid er det blevet evident, at disse grusomme metoder hverken var nødvendige for den offentlige orden eller i overensstemmelse med menneskets legitime rettigheder. Tværtimod fører disse metoder til de værste fornedrelser. Der skal arbejdes på deres afskaffelse. Vi må bede for ofrene og deres bødler. 2298

[2267]

Respekt for de døde 2299 De døende skal gives opmærksomhed og pleje, så de hjælpes til at leve deres sidste stunder værdigt og i fred. De skal hjælpes af bøn hos deres nærmeste. Og disse skal sørge for, at de syge i tide modtager sakramenterne, der forbereder dem til mødet med den levende Gud. [1525] 2300 De dødes lig skal behandles med respekt og kærlighed, i tro og håb om opstandelsen. Begravelsen er en fysisk barmhjertighedsgerning;[473] den ærer Guds børn som Helligåndens templer. [1681-1690]

Obduktion kan være moralsk tilladeligt af hensyn til juridisk undersøgelse eller videnskabelig forskning. Gratis donation af organer efter døden er tilladt og kan være fortjenstfuld. 2301

Kirken tillader ligbrænding såfremt den ikke er udtryk for tvivl om legemets opstandelse.

[474]

III. Sikring af fred Freden 2302 Når Jesus minder om budet: “Du må ikke slå ihjel” (Matt 5,21), maner Herren til fred i hjertet og fordømmer det umoralske i morderisk vrede og had. [1765] Vrede er hævnlyst. “At ønske hævn til skade for den, der skal straffes, er utilladeligt”; men det er prisværdigt at idømme “en sone for laster og til opretholdelse af retfærdigheden”. [475] Hvis vreden går så vidt som til det bevidste ønske om at dræbe sin næste eller såre ham alvorligt, er det en alvorlig forsyndelse mod kærligheden, en dødssynd. Herren siger: “Enhver, som bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig af domstolen” (Matt 5,22). 2303 Forsætligt had er imod kærligheden. Had til næsten er en synd, når mennesket er besluttet på at ville ham ondt. Det er en svær synd, når man bevidst ønsker sin næste alvorlig skade. “Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, så I kan blive børn af jeres Far i himlen...” (Matt 5,44-45). [2094, 1933] 2304 Respekt for menneskets liv og udfoldelse kræver fred. Fred er ikke blot fravær af krig og begrænser sig ikke til kun at sikre en balance mellem modstridende magter. Der kan ikke blive fred på jorden uden sikring af menneskenes goder, uden frit samkvem mellem dem, uden respekt for personernes og folkenes værdighed, uden at det broderlige sindelag mellem mennesker plejes. Freden består i “den ro, som orden giver”.[476] Den er retfærdighedens værk (Es 32,17) og en frugt af kærligheden. [477] [1909; 1807] 2305 Den jordiske fred er et billede på og frugten af Kristi fred, den messianske “Freds-fyrste” (Es 9,5). Ved korsets blod har Han “dræbt hadet i sit eget kød”; [478] Han har forsonet menneskene med Gud og gjort sin Kirke til enhedens sakramente for menneskeheden og dens forening med Gud. [479] “Han er vor fred” (Ef 2,14). “Salige er de, som stifter fred” (Matt 5,9), siger Jesus. [1468] 2306 De, der afstår fra vold og blodsudgydelse, og som griber til midler, der også er tilgængelige for de svageste, i forsvaret for menneskerettighederne, aflægger et vidnesbyrd om evangelisk kærlighed, forudsat at det gøres uden at skade andre menneskers og samfunds rettigheder og forpligtelser. De bekræfter, på en lovlig måde, alvoren i de fysiske og moralske risici, der følger af vold, med alt hvad den indebærer af ødelæggelser og døde.[480] [2267] Undgå krig 2307 Det femte bud forbyder overlagt ødelæggelse af menneskeliv. På grund af de onder og uretfærdigheder der følger af enhver krig formaner Kirken indtrængende enhver til at bede og handle sådan, at Guds godhed kan befri os fra krigens gamle trældom. [481] 2308 Enhver borger og politisk leder har pligt til at arbejde for at krige kan undgås. Men “så længe faren for krig er til stede, og der mangler en kompetent international myndighed udstyret med tilstrækkelig slagkraft, kan man ikke nægte regeringer ret til legitimt selvforsvar, når først alle muligheder for en fredelig løsning er udtømte”. [482] [2266] 2309 De strenge betingelser for et legitimt forsvar med brug af militærmagt må strengt overholdes. Alvoren i en sådan beslutning sætter strenge betingelser, der må være til stede samtidig, for at den skal være moralsk tilladelig: [2243] - at den skade, der tilføjes en nation eller en sammenslutning af nationer af en angriber, skal være af varig karakter, alvorlig og sikker; - at alle andre midler til at gøre en ende på den har vist sig urealisable eller ineffektive; - at der foreligger seriøse udsigter til at det lykkes;

- at brugen af våben ikke medfører større onder og en værre uorden end det onde, der skal ryddes af vejen. Effekten af moderne ødelæggelsesvåben vejer tungt i denne vurdering.

Dette er de traditionelle elementer i læren om den såkaldte”retfærdige krig”. Vurderingen af, om alle betingelser for at en forsvarskrig kan være moralsk tilladelig, her foreligger, tilkommer det dem at dømme om, som har ansvaret for det fælles vel. [1897] 2310 De offentlige myndigheder har i så fald ret og pligt til at pålægge borgerne de nødvendige forpligtelser til det nationale forsvar. De, der stiller sig til tjeneste for fædrelandet i militæret, er tjenere af folkenes sikkerhed og frihed. Hvis de skiller sig korrekt fra deres opgave, bidrager de virkelig til nationens fælles vel og opretholdelsen af fred.[483] [2239; 1909] 2311 De offentlige myndigheder skal ligeledes med retfærdighed sørge for dem, der “af samvittighedsgrunde nægter at bruge våben; de er dog forpligtet til at tjene det menneskelige fællesskab under andre former”.[484] [1782, 1790] 2312 Kirken og den sunde fornuft erklærer, at moralloven under væbnede konflikter står ved magt. “Fordi en krig ulykkeligvis bryder ud, kan de stridende parter af den grund ikke tillade sig alt”. [485] 2313 Civilbefokningen, sårede soldater og krigsfanger skal behandles menneskeligt og med respekt. Handlinger, der bevidst går imod folkeretten og dens almengyldige principper, og de ordrer, som befaler dem, er forbrydelser. Blind lydighed undskylder ikke dem, der underkaster sig dem. For eksempel skal udryddelse af et folk, en nation eller en etnisk minoritet fordømmes som en dødssynd. Man er moralsk forpligtet til at nægte ordrer til folkemord. [2242] 2314 “Enhver krigshandling, der forskelsløst sigter på ødelæggelse af hele byer eller større områder med deres indbyggere, er en forbrydelse mod Gud og mod mennesket selv og bør derfor kraftigt og uden tøven fordømmes”.[486] En fare ved moderne krigsførelse er, at den giver dem, som sidder inde med højteknologiske våben, særlig atomvåben, biologiske eller kemiske våben, anledning til at begå sådanne forbrydelser. 2315 Ophobning af våben forekommer mange at være en paradoksal måde at få eventuelle fjender til at afstå fra krig. De ser i den det mest effektive middel til at sikre freden mellem nationerne. En sådan afskrækningsmetode kalder på alvorlige moralske reservationer. Våbenkapløb sikrer ikke freden. Langt fra at fjerne årsagerne til krig, risikerer man at forværre dem. At anvende ufattelige summer på fabrikation af stadig nye våbentyper stiller sig hindrende i vejen for hjælp til folk, som lider nød. [487] Det hæmmer folkenes udvikling. Overdreven oprustning mangedobler grundene til konflikter og øger risikoen for at forværre dem. 2316 Våbenproduktion og våbenhandel rammer nationernes og det internationale samfunds fælles vel. Derfor har de offentlige myndigheder ret og pligt til at give regler for dem. At fremme sine egne private eller fælles interesser på kort sigt kan ikke retfærdiggøre foretagender, der giver næring til vold og konflikter mellem nationer, og som dermed udsætter den internationale retsorden for fare. [1906] 2317 De uretfærdigheder, uforholdsmæssige uligheder af økonomisk eller social art, den misundelse, mistro og det hovmod, som raser mellem mennesker og nationer, er en stadig trussel mod freden og årsag til krige. Alt, hvad der kan gøres for at overvinde denne uorden bidrager til at opbygge freden og undgå krig: [1938, 2538; 1941] For så vidt som menneskene er syndere, er der fare for krig, og det vil der være indtil Kristi genkomst; men i samme udstrækning som menneskene, bundet sammen i kærlighed, overvinder synden, overvinder de også volden og får disse ord til at gå i opfyldelse: “Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive, folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer” (Es 2,4).[488]

I korthed 2318

“Alle menneskers liv har Han i sin hånd, alt levendes livsånde” (Job 12,10).

2319 Ethvert menneskeliv, fra undfangelsens øjeblik indtil døden, er helligt, fordi mennesket er villet for sin egen skyld, i den levende og hellige Guds billede og lighed. 2320

Mord på et menneske er i grov modsætning til personens værdighed og Skaberens hellighed.

2321 Forbudet mod at slå ihjel ophæver ikke retten til at uskadeliggøre en uretmæssig angriber. Lovligt selvforsvar er en alvorlig pligt for den, der er ansvarlig for andres liv og det fælles vel. 2322 Helt fra sin undfangelse har barnet ret til livet. Direkte abortindgreb, dvs. villet som mål eller middel, er en “skændsel”,[489] en alvorlig overtrædelse af moralloven. Kirken pålægger en kanonisk ekskommunikation som straf for denne forbrydelse mod menneskets liv. 2323 Fordi fosteret skal behandles som en person fra sin undfangelse, skal det forsvares i sin integritet, passes og helbredes som ethvert andet menneskeligt væsen. 2324 Overlagt medlidenhedsdrab, uanset under hvilke former og motiver, er mord. En grov krænkelse af menneskets personlige værdighed og ærefrygten for den levende Gud, dets Skaber. 2325

Selvmord strider alvorligt mod retfærdigheden, håbet og kærligheden. Det forbydes af det femte bud.

2326 Vildførelse er en svær synd, hvis den bevidst forleder en anden til at begå en svær synd i handling eller ved undladelse. 2327 På grund af de onder og uretfærdigheder, der følger af enhver krig, skal vi gøre alt hvad der fornuftigvis er muligt for at undgå den. Kirken beder: “Fra hungersnød, pest og krig fri os, o Herre.” 2328 Kirken og den sunde fornuft erklærer, at moralloven under væbnede konflikter står ved magt. De handlinger, der bevidst går imod folkeretten og dens almengyldige principper, er forbrydelser. 2329

“Rustningskapløbet er en alvorlig plage for menneskeheden, der på utålelig vis krænker de fattige”.

[490]

2330

“Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn” (Matt 5,9).

Artikel 6

Det sjette bud Du må ikke bryde ægteskabet (2 Mos 20,14).[491] I har hørt, at der er sagt: “Du må ikke bryde ægteskabet.” Men jeg siger jer: “Enhver, som ser på en andens hustru med begær, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte” (Matt 5,27-28).

I. “Som mand og kvinde skabte Han dem...” [369-373] 2331 “Gud er kærlighed. Han lever i sig selv et mysterium af fællesskab og kærlighed. Idet Han skaber mandens og kvindens menneskenatur i sit billede, præger Han ind i den kaldet, og dermed også evnen og det dermed forbundne ansvar, til kærlighed og til fællesskab”.[492] [1604]

“Gud skabte mennesket i sit billede... som mand og kvinde skabte Han dem” (1 Mos 1,27); “bliv frugtbare og talrige” (1 Mos 1,28). “Dengang Gud skabte mennesket, skabte Han det, så det lignede ham. Som mand og kvinde skabte Han dem. Og Han velsignede dem og gav dem navnet ‘menneske’, den dag da de blev skabt” (1 Mos 5,1-2). 2332 Seksualiteten berører alle sider af mennesket, med dets enhed af legeme og sjæl. Det berører særlig følelseslivet, evnen til at elske og forplante sig, og, mere generelt, evnen til at knytte fællesskabsbånd med andre. [362] 2333 Det tilkommer enhver af dem, mand og kvinde, at erkende og acceptere sit køn. Den fysiske, moralske og åndelige forskel og gensidige udfyldning (komplement) er rettet mod ægteskabets goder og familielivets udfoldelse. Harmonien i ægteskabet og samfundet afhænger delvis af den måde, hvorpå de to køn lever deres gensidige supplement, behov for og støtte til hinanden. [1603] 2334 “Idet Gud skaber mennesket ‘som mand og kvinde’, giver Han manden og kvinden lige stor personlig værdighed”.[493] “Mennesket er en person og det i samme grad manden som kvinden, for begge er skabt i en personlig Guds billede og lighed”.[494] [357] 2335 Begge køn er, på en ligeværdig omend forskellig måde, billede på Guds kraft og ømhed. Foreningen af mand og kvinde i ægteskabet er en måde hvorpå Skaberens generositet og frugtbarhed efterlignes i kødet: “Derfor forlader en mand sin far og mor for at binde sig til sin hustru; og de bliver ét kød” (1 Mos 2,24). Fra denne forening stammer alle menneskeslægtens generationer. [495] [2205] 2336 Jesus er kommet for at genoprette skaberværket i dets oprindelige renhed. I Bjergprædikenen tolker Han Guds plan rigoristisk: “I har hørt, at der er sagt: ‘Du må ikke bryde ægteskabet’. Men Jeg siger jer: ‘Enhver , som ser på en andens hustru med begær, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte’” (Matt 5,27-28). Mennesket skal ikke adskille, hvad Gud har sammenføjet. [496] [1614] Kirkens Tradition har forstået det sjette bud sådan, at det omfatter hele den menneskelige seksualitet. II. Kald til kyskhed 2337 Kyskheden betyder en vellykket integrering af seksualiteten i personen og derigennem en indre enhed i menneskets legemlige og åndelige væsen. Seksualiteten, hvor menneskets forhold til den legemlige og biologiske verden kommer til udtryk, bliver personlig og sandt menneskelig, når den er integreret, person-tilperson, i mandens og kvindens fuldstændige og tidsmæssigt ubegrænsede hengivelse til hinanden. [2520; 2349] Kyskhedens dyd indebærer altså samtidig personlig integritet og fuldstændig hengivelse. Personens integritet 2338 Det kyske menneske bevarer uskadt alle de livs- og kærlighedskræfter, som er nedlagt i det. Denne helstøbthed sikrer personens enhed; den modsætter sig enhver adfærd, der kunne såre den. Den tolererer hverken et dobbeltliv eller et tvetydigt sprog.[497] 2339 Kyskhed kræver, at man lærer selvbeherskelse, som er en opdragelse til menneskelig frihed. Alternativet er klart: enten behersker mennesket sine lidenskaber og får fred, eller også slaver det under dem og bliver ulykkelig.[498] “Menneskets værdighed fordrer derfor, at det handler i overensstemmelse med et bevidst og frit valg, der er personligt, det vil sige tilskyndet og fremkaldt indefra og ikke som følge af en indre blind drift eller ren ydre tvang. Mennesket opnår en sådan værdighed, når det, efter at have frigjort sig selv fra alle lidenskabers trældom, forfølger sit mål ved frit at vælge det gode, og når det skaffer sig egnede hjælpemidler gennem effektiv og dygtig indsats”.[499] [1767]

2340 Den, der vil forblive trofast mod sine dåbsløfter og modstå fristelser, skal sørge for at tage sine forholdsregler: selverkendelse, en askese der er tilpasset de situationer man kommer ud for, lydighed mod Guds bud, iværksættelse af de moralske dyder og troskab mod bønnen. “Ved afholdenhed bliver vi nemlig samlet og ført tilbage til den enhed, fra hvilken vi er løbet ud til alle sider”. [500] [2015] 2341 Kyskhedens dyd hører hjemme under kardinaldyden mådehold, som indprenter fornuft i menneskets lidenskaber og sanselige begær. [1809] 2342 Selvbeherskelse er en langvarig opgave. Aldrig kommer man til ende med den én gang for alle. Den forudsætter en anstrengelse, som skal gentages i alle livsaldre. [501] Den krævede anstrengelse kan være mere intens i visse perioder, som når personligheden tager form, i barndommen og ungdommen. [407] 2343 Kyskheden kender til vækstlove, som foregår trinvis, markeret af ufuldkommenhed og alt for ofte af synd. “Dag for dag former det dydige og kyske menneske sig selv gennem sine talrige og frie valg. Derfor kender, elsker og gør han det moralsk rigtige, idet han følger etaperne i en trinvis vækst”.[502] [2223] 2344 Kyskheden repræsenterer en opgave, som er i højeste grad personlig. Den indebærer også en kulturel anstrengelse, for “den menneskelige persons udvikling og selve samfundets vækst afhænger af hinanden”. [503] Kyskheden forudsætter respekt for menneskets rettigheder, særlig retten til oplysning og en opdragelse, der respekterer de moralske og åndelige dimensioner i menneskets liv. [2525] 2345 Kyskheden er en moralsk dyd. Den er også en Guds gave, en nåde, en frugt af åndeligt arbejde. [504] Helligånden skænker den, er er genfødt i Dåbens vand, at efterligne Kristi renhed. [505] [1810] At give sig selv helt og fuldt 2346 Kærligheden er alle dyders støbeform. Under dens indflydelse viser kyskheden sig som en skole i selvhengivelse. Selvbeherskelsen er henordnet til selvhengivelsen. Kyskheden driver den, der praktiserer den, til at blive et vidne over for næsten om Guds troskab og ømhed. [1827; 210] 2347 Kyskhedens dyd udfolder sig i venskabet. Den viser disciplen, hvordan man skal følge og efterligne Kristus, som har valgt os til at være sine venner, [506] har givet sig totalt til os og lader os få del i sit guddommelige liv. Kyskhed bebuder udødelighed. [374] Kyskheden viser sig især i venskab med næsten. Venskab mellem mennesker af samme køn eller forskelligt køn er noget meget værdifuldt for alle. Det fører til åndeligt fællesskab.

Forskellige former for kyskhed 2348 Alle døbte er kaldet til kyskhed. Den kristne har “iført sig Kristus”, [507] som er forbilledet for al kyskhed. Alle, som tror på Kristus, er kaldet til at leve kysk, svarende til deres særlige stand. I Dåben har den kristne forpligtet sig til at leve sit følelsesliv i kyskhed. 2349 “Kyskhed bør præge menneskene, alt efter deres forskellige kald og stand: nogle i jomfruelighed eller viet cølibat, som er en fremragende måde til lettere at give sig selv til Gud med udelt hjerte; andre på den måde som moralloven bestemmer for alle, og eftersom de er gifte eller ugifte”. [508] De gifte kaldes til at leve i ægteskabelig kyskhed; de andre til at leve i afholdenhed. [1620] Der findes tre former for kyskhed: ægtefællers, enkestandens, jomfruelighedens. Vi roser ikke en af dem på bekostning af de andre. Det er dette, som gør Kirkens disciplin rig.[509]

2350 Forlovede kaldes til at leve kysk i afholdenhed. De vil i denne prøvetid opdage, hvad det betyder at respektere hinanden, være trofast, i håb om at modtage hinanden af Gud. De udsætter til ægteskabet de

særlige beviser på ømhed, der kendetegner den ægteskabelige kærlighed. De hjælper hinanden med at vokse i kyskhed. [1632] Forsyndelser mod kyskheden 2351 Ukyskhed er et uordnet begær efter kønslig nydelse, eller en utøjlet lystfølelse ved den. Seksuallysten er moralsk i uorden, når den søges for sin egen skyld, løsrevet fra formålet med den, som er forplantning og forening. [2528] 2352 Masturbation er den bevidste ophidselse af kønsorganerne, for at opnå en kønslig nydelse ved det. “I forlængelse af en vedvarende tradition har dels Kirkens læreembede, dels de troendes moralske sans uden tøven erklæret, at masturbation i sig selv er en alvorlig uordnet handling.” “Uanset motivet er den frit villede brug af kønsdriften uden for det normale ægteskabelige samliv i strid med dens bestemmelse.” Den kønslige nydelse er her søgt uden for “det seksuelle forhold, som kræves af den moralske orden, den som, i sammenhæng med en sand kærlighed, virkeliggør den hele og fulde mening med gensidig hengivelse og menneskelig forplantning”.[510] For at kunne danne sig en retfærdig mening om den enkeltes moralske ansvar og orientere sjælesorgen herefter må man tage den følelsesmæssige umodenhed med i betragtning, vanens magt, en tilstand af angst eller andre psykiske eller sociale faktorer, som kan mindske, ja, endog reducere til et minimum den moralske skyld. [1735] 2353 Utugt er den kødelige forening uden for ægteskab af en mand og en kvinde der ikke er gift med hinanden. Det er en svær krænkelse af disse menneskers værdighed og den menneskelige seksualitet, som af natur er bestemt for ægtefællernes vel og for at sætte børn i verden og opdrage dem. Desuden er det en skandale, når unge derved fordærves. 2354 Pornografi er løsrivelse af seksuelle handlinger, virkelige eller på skrømt, fra det intime forhold mellem parterne for med forsæt at vise dem frem for en tredje part. Den krænker kyskheden, fordi den forvrænger den ægteskabelige akt, ægtefællernes intime hengivelse til hinanden. Den krænker værdigheden hos alle medvirkende (skuespillere, handlende, publikum), fordi de bliver genstand for en primitiv forlystelse og en utilladelig profit. Den hensætter den ene og den anden i en illusorisk verden. Den er en svær synd. De offentlige myndigheder bør forhindre produktion og salg af pornografisk materiale. [2523] 2355 Prostitution krænker den personlige værdighed i den, der prostituerer sig, og som dermed reduceres til den sanselige nydelse, man kan få af vedkommende. Den, der betaler, begår en svær synd mod sig selv: han bryder kyskheden, som Dåben forpligtede ham til, og besudler sin krop, Helligåndens tempel. [511] Prostitution er en svøbe for et samfund. Den rammer sædvanligvis kvinder, men også mænd, børn eller unge (i de to sidste tilfælde fordobles synden på grund af den skandale, den forvolder). Selv om det altid er en svær synd at hengive sig til prostitution, kan fattigdom, pengeafpresning og socialt pres mindske skylden. [1735] 2356 Voldtægt betyder voldeligt indbrud i et menneskes seksuelle intimitet. Den er en krænkelse af retfærdigheden og kærligheden. Voldtægt sårer dybt det enkelte menneskes ret til respekt, frihed, fysisk og moralsk integritet. Den påfører det en alvorlig skade, som kan mærke et menneske for livet. Den er altid en handling som er ond i sig selv. Endnu mere alvorlig er den voldtægt som begås af forældre (jf. incest) eller af opdragere mod børn, der er betroet i deres varetægt. [2297; 1756; 2388] Kyskhed og homoseksualitet 2357 Homoseksualitet er relationer mellem mænd eller kvinder, som eksklusivt eller fortrinsvis føler sig seksuelt tiltrukket af mennesker af samme køn. Den optræder under meget forskellige former, til forskellige tider og i forskellige kulturer. Den psykiske oprindelse til den er endnu uopklaret. Med støtte i den Hellige Skrift, der præsenterer den som et alvorligt fordærv, [512] har Traditionen altid erklæret, at “homoseksuelle handlinger i sig selv er en uorden”. [513] De er imod den naturlige morallov. De udelukker den seksuelle akt fra

at give liv. De fremgår ikke af en sand affektiv og seksuel komplementaritet. De kan ikke under nogen omstændigheder godkendes. [2333] 2358 Et ikke ubetydeligt antal mænd og kvinder viser homoseksuelle tendenser, der er dybt rodfæstede. Denne tilbøjelighed, som objektivt er en uorden, udgør for størsteparten af dem en prøvelse. De skal mødes med respekt, medfølelse og takt. Man bør her undgå enhver form for uretfærdig diskrimination. Disse mennesker er kaldet til at gøre Guds vilje i deres liv, og, hvis de er kristne, til at forene sig med Herrens korsoffer i de vanskeligheder, de måtte komme ud for som følge af deres anlæg. 2359 De homoseksuelle er kaldet til kyskhed. Ved selvbeherskelsens dyd, der opdrager til indre frihed, undertiden også med støtte i et uselvisk venskab, ved bøn og sakramenternes nåde kan og skal de gradvis og helhjertet nærme sig kristen fuldkommenhed. [2347] III. Ægteskabelig kærlighed 2360 Seksualiteten er rettet mod mands og kvindes kærlighed til hinanden i ægteskabet. I ægteskabet bliver ægtefællernes legemlige intimitet et tegn og pant på åndeligt fællesskab. Mellem døbte helliges ægteskabets bånd af sakramentet. [1601] 2361 “Seksualiteten, hvorved mand og kvinde skænker sig selv til hinanden i de særlige, for ægtefæller forbeholdne, handlinger, er ikke noget rent biologisk, men berører det allerinderste i den menneskelige Person. Den udøves kun på sand menneskelig vis, hvis den er en integrerende del af den kærlighed, hvori en mand og en kvinde binder sig fuldstændigt til hinanden indtil døden”. [514] [1643, 2332] “Tobias stod op af sengen og sagde til Sara: “Stå op, søster, og lad os bede om, at Herren vil forbarme sig over os med sin nåde og beskyttelse.” Hun rejste sig og de begyndte at bede således: “Lovet være du, vore fædres Gud... Du skabte Adam og gav ham hans hustru Eva til hjælp og støtte, og fra dem nedstammer hele menneskeslægten. Du sagde: ‘Det er ikke godt for mennesket at være ene; vi vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham.’ Og nu, Herre, det er ikke af utugtigt begær, at jeg tager denne min søster til ægte, men i sand kærlighed. Så giv da, at jeg må finde barmhjertighed og sammen med hende opnå en høj alder!” Og Sara sagde så: “Amen!” sammen med ham; og derpå sov de begge trygt sammen hele natten” (Tob 8,4-9). [1611]

2362 “Den akt, hvorved ægtefæller forener sig intimt og rent, er anstændig og værdifuld, og hvis den udføres på ægte menneskelig vis, udtrykker og fremmer den den gensidige hengivelse, hvorved ægtefæller beriger hinanden i glæde og taknemmelighed”.[515] Seksualiteten er en kilde til glæde og nydelse: “Skaberen har selv... ordnet det sådan, at ægtefællerne i denne (forplantnings)funktion føler nydelse og tilfredsstillelse på sjæl og legeme. Derfor gør ægtefællerne intet galt ved at søge denne nydelse og glæde sig over den. De modtager, hvad Skaberen har bestemt for dem. Alligevel skal ægtefællerne vide at holde sig inden for grænserne af sandt mådehold”.[516]

2363 Gennem ægtefællernes forening virkeliggøres ægteskabets dobbelte formål: ægtefællernes eget vel og videregivelsen af livet. Disse to betydninger eller værdier ved ægteskabet kan ikke skilles fra hinanden uden at ændre parrets åndelige liv eller bringe ægteskabets goder og familiens fremtid i fare. Mandens og kvindens kærlighed til hinanden i ægteskabet er således underlagt det dobbelte krav om troskab og frugtbarhed. Ægteskabelig troskab [1646-1648] 2364 Et ægtepar udgør “et intimt livs- og kærlighedsfællesskab, som Skaberen har grundlagt og lovgivet for; det opstår ved ægtepagten, d.v.s. det uigenkaldelige personlige samtykke”. [517] Begge giver sig helt og fuldt til hinanden. De er ikke længere to, men fra nu af ét kød. Pagten, som er indgået af ægtefællerne i frihed, pålægger dem forpligtelsen til at holde den som én og uopløselig. [518] “Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” (Mark 10,9).[519] [1603; 1615]

2365 Troskaben udtrykker det vedholdende i opretholdelsen af det givne ord. Gud er trofast. Ægteskabets sakramente lader manden og kvinden indtræde i Kristi troskab mod sin Kirke. Ved den ægteskabelige kyskhed vidner de om dette mysterium for verden. [1640] Skt. Johannes Chrysostomus foreslår unge ægtemænd at tale således til deres hustru: “Jeg tog dig i mine arme, og jeg elsker dig; du betyder mere for mig end mit eget liv. For dette liv er ingenting, og det er min inderligste drøm at tilbringe det sammen med dig på en sådan måde, at vi kan være visse på ikke at skilles i det liv, vi har i vente... Jeg sætter din kærlighed højere end alt, og intet ville være værre for mig end ikke at have de samme tanker som du”. [520]

Ægteskabets frugtbarhed [1652-1653] 2366 Frugtbarhed er en gave, et mål for ægteskabet, for den ægteskabelige kærlighed higer af natur efter at blive frugtbar. Barnet kommer ikke udefra for at slutte sig til ægtefællernes kærlighed til hinanden; det opstår i selve hjertet af denne gensidige hengivelse, som det er en frugt og en fuldbyrdelse af. Derfor lærer Kirken, som “står på livets side”,[521] at “ethvert samleje skal være åbent for videregivelse af liv”.[522] “Denne lære, som det kirkelige læreembede ofte har fremsat, bygger på den uløselige sammenhæng, som Gud har villet, og som mennesket ikke egenmægtigt kan bryde, mellem de to betydninger af den ægteskabelige akt: forening i kærlighed og forplantning”.[523] 2367 I deres kald til at skænke liv tager ægtefællerne del i Guds skaberkraft og faderlighed. [524] “Ægtefæller bør betragte livets videregivelse og opdragelsen som deres specifikke opgave og blive sig bevidst, at de hermed er medarbejdere i og en slags tolkere af Gud Skabers kærlighed. Derfor skal de udføre deres opgave med menneskelig og kristen ansvarsbevidsthed”.[525] [2205] 2368 Et særligt aspekt ved dette ansvar angår “regulering af forplantningen”. Af legitime grunde[526] kan ægtefællerne ønske en vis afstand mellem deres børnefødsler. Det er deres ansvar at efterprøve, at deres ønske ikke kommer af egoisme, men er i overensstemmelse med den rette generositet i et ansvarligt forældreskab. Desuden må de rette deres holdning ind efter moralens objektive kriterier: Når der er tale om at forene den ægteskabelige kærlighed med ansvaret for livets videregivelse, afhænger den etiske side af sagen ikke kun af oprigtige intentioner eller vurdering af motiver, men også af objektive kriterier, baseret på personens og dens handlingers natur, der i den sande kærligheds sammenhæng bevarer den fulde betydning af gensidig hengivelse og menneskelig forplantning. Dette lader sig kun gøre, hvis ægteskabelig kyskhed holdes i hævd. [527]

2369 “Det er ved at tilgodese disse to væsentlige sider: forening og forplantning, at samlivet bevarer sin fulde og hele mening som gensidig og sand kærlighed, og sin henordning til menneskets ophøjede kald til forældreskab”.[528] 2370 Den periodiske afholdenhed, metoder til fødselsregulering med kvindens iagttagelse af sig selv og brug af hendes ufrugtbare perioder[529] er i overensstemmelse med moralens objektive kriterier. Disse metoder respekterer ægtefællernes krop, opmuntrer ømheden mellem dem og letter udviklingen af sand frihed. Derimod er “enhver handling i sig selv umoralsk, som før samlejet eller under det eller i takt med dets naturlige følger har til formål at gøre en undfangelse umulig eller være et middel dertil”: [530] I en handling som udtrykker gensidig og fuld hengivelse fra ægtefællernes side betyder brug af antikonception, at det i virkeligheden ikke længere drejer sig om at give sig helt til hinanden. Heraf følger ikke blot, at man positivt nægter at åbne sig for videreførelse af liv, men også den indre sandhed i den ægteskabelige kærlighed forfalskes, fordi den skal være en hengivelse af hele personen... Den antropologiske og moralske forskel mellem prævention og brug af kvindens ufrugtbare perioder bærer i sig to opfattelser af mennesket og den menneskelige seksualitet, som gensidigt udelukker hinanden.[531]

2371 “Måtte alle indse, at menneskelivet og dets videregivelse ikke kun angår denne verden og ikke lader sig måle eller forstå ud fra denne verden alene, men altid skal ses i sammenhæng med menneskenes evige bestemmelse”.[532] [1703]

Staten er ansvarlig for borgernes velfærd. Af denne grund har den ret til at påvirke befolkningstilvæksten. Det kan den gøre gennem objektiv og respektfuld information, men ikke 2372

autoritært og med tvang. Den har ingen ret til at erstatte ægtefolkenes frie beslutning, de første ansvarlige for forplantningen og deres børns opdragelse. På dette område har staten ikke autoritet til at gribe ind med midler, der strider mod moralen. [2209] [533]

Børn er en gave 2373 Den hellige Skrift og Kirkens traditionelle praksis ser i de børnerige familier et tegn på Guds velsignelse og forældrenes generositet.[534] 2374 Stor er den lidelse, som ægtefæller oplever, når de opdager, at de er sterile. “Hvad kunne du give mig?” spørger Abram Gud, “når jeg må gå barnløs bort...” (1 Mos 15,2). “Skaf mig børn, ellers dør jeg!” råber Rachel til sin mand Jakob (1 Mos 30,1). [1654] 2375 Forskning for at afhjælpe sterilitet hos mennesker bør opmuntres, på betingelse af at den står “i menneskets tjeneste, tjener dets umistelige rettigheder, dets sande og hele vel, i overensstemmelse med Guds plan og vilje”.[535] [2293]

Teknikker, som indfører en tredje person (æg- eller sæddonation, bistand af rugemor) har opløsende virkning på forældrenes fællesskab og er derfor yderst forkastelige. Disse teknikker (heterolog kunstig befrugtning eller heterolog insemination) krænker barnets ret til at nedstamme fra en far og en mor, som det kender, og som er bundet til hinanden i ægteskab. Ligeledes krænker de begge ægtefællers “ret til, at den ene kun bliver far eller mor igennem den anden”. 2376

[536]

Dersom disse teknikker praktiseres inden for ægteskabet (homolog insemination og homolog kunstig befrugtning) er de måske mindre skadelige, men de forbliver moralsk set uantagelige. De skiller den seksuelle handling fra forplantningen. Den handling, som grundlægger barnets eksistens, er ikke mere en akt, hvorved to personer giver sig til hinanden; den “lægger embryonets liv og identitet i lægers og biologers hænder, og lader teknikken overtage styringen af et menneskeligt væsens oprindelse og bestemmelse. Et sådant magtforhold er i sig selv i strid med den værdighed og lighed, som forældre og børn skal have sammen”. “Forplantningen mister moralsk sin egen fuldkommenhed, når den ikke er villet som frugt af den ægteskabelige akt, dvs. ægtefællernes særlige forening... Kun respekten for det bånd, der består mellem den ægteskabelige akts betydninger, og respekten for enheden i mennesket, udvirker at forplantningen er i overensstemmelse med personens værdighed”. 2377

[537]

[538]

2378 Barnet er ikke en ret, men en gave. “Ægteskabets bedste gave” er et menneske. Barnet kan ikke betragtes som et stykke ejendom, som om man kunne gøre krav på en “ret til barnet”. På dette område besidder alene barnet egentlige rettigheder: “retten til at være frugten af forældrenes egen ægteskabelige kærlighedsakt, og også retten til at blive respekteret som menneske fra undfangelsens øjeblik”. [539] 2379 Evangeliet viser, at den fysiske sterilitet ikke er et absolut onde. Ægtefæller som, efter at have udtømt alle berettigede midler som lægevidenskaben kan tilbyde, stadig lider af ufrugtbarhed, må slutte sig til Herrens kors, som er kilden til al åndelig frugtbarhed. De kan vise deres generositet ved at adoptere børn, der er blevet forladt, eller ved at udføre krævende former for tjeneste af andre. IV. Krænkelser af ægteskabets værdighed 2380 Ægteskabsbrud, det vil sige utroskab i ægteskabet. Når to partnere, hvor mindst den ene er gift, indgår en seksuel forbindelse, om også den er kortvarig, begår de ægteskabsbrud. Kristus fordømmer ægteskabsbrud allerede i form af begær. [540] Det sjette bud og Ny Testamente har absolut forbud mod ægteskabsbrud.[541] Profeterne fordømmer det som alvorligt. De ser i ægteskabsbrud et billede på den syndige afgudsdyrkelse.[542] [1611]

2381 Ægteskabsbrud er en uret. Den, der begår det, bryder sine forpligtelser. Han sårer pagttegnet, som er det ægteskabelige bånd, krænker den anden ægtefælles ret og skader ægteskabet som institution, ved at bryde den aftale, som ligger til grund for det. Han bringer den menneskelige forplantning i fare og børnenes ve og vel, som behøver et stabilt og trygt forhold melem forældrene. [1640] Skilsmisse 2382 Herren Jesus har insisteret på Skaberens oprindelige hensigt, som var, at ægteskabet skulle være uopløseligt.[543] Han ophæver de indrømmelser som havde sneget sig ind i den gamle Lov. [544] [1614] Mellem døbte “kan et indgået og fuldbyrdet ægteskab ikke opløses af nogen menneskelig magt eller af nogen som helst grund, med undtagelse af døden”. [545] 2383 Separation med bibeholdelse af ægteskabsbåndet kan i visse tilfælde, som er forudset af kanonisk Ret, være berettiget.[546] [1649]

Hvis den civile skilsmisse er den eneste mulige måde at sikre visse lovlige rettigheder på, omsorgen for børnene eller sikring af arv, kan dette tolereres uden at udgøre nogen moralsk forseelse. 2384 Skilsmisse er en svær krænkelse af den naturlige morallov. Den foregiver at bryde den af ægtefællerne frivilligt indgåede overenskomst om at leve sammen indtil døden. Skilsmisse krænker den frelsespagt, som det sakramentale ægteskab er tegnet på. At indgå i en ny forbindelse, den være sig nok så anerkendt af den borgerlige lov, forstærker ydermere bruddet. Den gengifte ægtefælle befinder sig da i et vedvarende og offentligt ægteskabsbrud. [1650] “Hvis ægtemanden, efter at have skilt sig fra sin hustru, nærmer sig en anden kvinde, bliver han selv ægteskabsbryder, fordi han forleder denne kvinde til at begå ægteskabsbrud; og kvinden, der bor sammen med ham, er ægteskabsbryder, fordi hun har trukket en anden kvindes ægtemand til sig”.[547]

2385 Skilsmisse er også umoralsk på grund af den uorden den afstedkommer i familien og i samfundet. Denne uorden medfører alvorlige følger: for ægtefællen, der ser sig forladt; for børnene, som tager psykisk skade ved at forældrene går fra hinanden, og som ofte rives fra den ene og den anden; ved sin smittevirkning, som gør skilsmisse til en sand svøbe for samfundet. 2386 Det kan forekomme, at en af ægtefolkene er det uskyldige offer for en civil skilsmissedom. I så fald bryder vedkommende ikke moralbudet. Der er en betydelig forskel på en ægtefælle, der ærligt har forsøgt at forblive trofast mod ægteskabets sakramente og som ser sig uretmæssigt forladt, og den, der ved en alvorlig forseelse fra sin side, ødelægger et ægteskab, der er kanonisk gyldigt. [548] [1640] Andre krænkelser af ægteskabets værdighed 2387 Man forstår, hvilket drama det må være for den, der ønsker at omvende sig til Evangeliet, at se sig nødsaget til at forstøde en eller flere kvinder, som han i årevis har levet ægteskabeligt sammen med. Men polygami er uforenelig med moralloven. Det “står i radikal modsætning til det ægteskabelige fællesskab: Det benægter i virkeligheden direkte Guds plan således som den er blevet åbenbaret i begyndelsen. For polygami strider mod mandens og kvindens lige og personlige værdighed, de som i ægteskabet hengiver sig til hinanden i en kærlighed, der er total og derfor enestående og eksklusiv”. [549] En kristen, der tidligere har været polygam, er strengt forpligtet til at overholde de forpligtelser, han har påtaget sig over for sine tidligere hustruer og sine børn. [1610] 2388 Blodskam (incest) vil sige seksuelle relationer mellem slægtninge eller andre hinanden så nærtstående, at loven forbyder ægteskab. [550] Paulus brændemærker denne særlig svære forseelse: “Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer... nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru!...

Han skal i vor Herre Jesu navn... overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges”... (1 Kor 5,1.3-5). Blodskam fordærver familieforholdene og betyder et tilbagefald til et dyrisk stade. [2356; 2207] 2389 Til incest kan også føjes voksnes seksuelle misbrug af børn eller unge, der er betroet i deres varetægt. Forseelsen fordobles da til et skandaløst angreb på de unges fysiske og moralske integritet, som vil mærke dem for livet. Hertil kommer grov krænkelse af det pædagogiske ansvar. [2285] 2390 Der foreligger et frit forhold, når en mand og en kvinde nægter at give en forbindelse, der indebærer seksuel intimitet, juridisk og offentlig status. [1631]

Udtrykket bedrager: Hvad kan være meningen med et frit forhold, hvor ingen af parterne vil engagere sig over for hinanden, og derfor vidner om en mangel på tillid til den anden, til sig selv, og til fremtiden? Udtrykket “frit forhold” dækker forskellige situationer. konkubinat, fornægtelse af ægteskabet som sådant, manglende evne til at lade sig binde af forpligtelser på langt sigt. [551] Alle sådanne situationer krænker ægteskabets værdighed. De ødelægger selve grundtanken med en familie. De svækker betydningen af troskab. De strider mod moralloven: den seksuelle akt må kun finde sted i ægteskabet. Uden for det udgør den altid en svær synd og udelukker fra den sakrametale kommunion. [2353; 1385] 2391 Mange kræver i dag en slags ret til “prøveægteskab”, når de har planer om at gifte sig. Uanset hvor fast dette forsæt er hos dem, der indlader sig på forhastede seksuelle forhold, “er disse ikke i stand til at sikre et oprigtigt og trofast personligt forhold mellem en mand og en kvinde, og ganske særligt til at beskytte dem mod fantasier og luner”. [552] Legemlig forening er kun moralsk tilladelig, når der foreligger et endegyldigt livsfællesskab mellem mand og kvinde. Den menneskelige kærlighed tåler ingen “forsøg”. Den kræver personernes fulde og endelige hengivelse til hinanden. [553] [2364]

I korthed 2392

“Kærligheden er ethvert menneskes grundlæggende og naturgivne kald”. [554]

2393 Ved at skabe mennesket som mand og kvinde giver Gud begge den samme personlige værdighed. Alle, både mænd og kvinder, må anerkende og acceptere sin seksuelle identitet. 2394 Kristus er forbilledet på kyskhed. Alle døbte er kaldet til at føre et kysk liv, enhver efter sit kald og stand. 2395 Kyskheden betyder integrering af seksualiteten i personen. Den forudsætter, at man lærer at blive herre over sig selv. 2396 Blandt de svære synder mod kyskheden skal nævnes masturbation, hor, pornografi og homoseksuel praksis. 2397 Den pagt, som ægtefolk frit har indgået, indebærer trofast kærlighed. Den medfører pligt til at bevare deres ægteskab uopløseligt. 2398 Frugtbarheden er et gode, en gave, et mål med ægteskabet. Ved at give liv deltager ægtefællerne i Guds faderlighed. 2399 Fødselsregulering er en side af ansvarligt forældreskab. Retmæssige hensigter fra ægtefællernes side berettiger dem ikke til brug af moralsk uantagelige midler (fx direkte sterilisation eller antikonception).

2400 Ægteskabsbrud og skilsmisse, polygami og frie forhold er svære krænkelser af ægteskabets værdighed.

Artikel 7

Det syvende bud Du må ikke stjæle (2 Mos 20,15).[555] Du må ikke stjæle (Matt 19,18).

2401 Det syvende bud forbyder at tage eller tilbageholde næstens ejendom uretmæssigt, eller tilføje hans ejendom skade på nogen som helst måde. Det påbyder retfærdigked og kærlighed i forvaltningen af de jordiske goder og frugterne af menneskenes arbejde. Af hensyn til det fælles bedste forlanger det respekt for alle goders universelle bestemmelse og for retten til privat ejendom. Den kristne skal i sit liv bestræbe sig på at henordne denne verdens goder til Gud og næstekærligheden. [1807; 952] I. Den universelle bestemmelse og den private ejendomsret 2402 I begyndelsen betroede Gud jorden og dens ressourcer til menneskehedens fælles forvaltning, for at den skulle drage omsorg for den, herske over den med sit arbejde og nyde dens frugter. [556] Skaberværkets goder er bestemt for hele menneskeslægten. Imidlertid er jorden delt op mellem menneskene for at sikre deres liv, udsat som det er for nød og truet af vold. At skaffe sig ejendom er i orden, når man vil sikre menneskenes frihed og værdighed, hjælpe enhver til at få dækket sine fundamentale behov og deres behov, som man har i sin varetægt. Der må være plads til en naturlig solidaritet mellem menneskene. [226; 1939] 2403 Retten til privat ejendom, erhvervet eller modtaget på retfærdig vis, afskaffer ikke den oprindelige overgivelse af jorden til hele menneskeheden. De jordiske goders universelle bestemmelse forbliver det primære, selv når det fælles vel kræver respekt for privat ejendom, retten til den og brugen af den. 2404 “Når mennesket bruger disse goder, bør det ikke kun betragte sine lovlige besiddelser som sine egne, men også som fælles besiddelser i den betydning, at de ikke kun bør komme pågældende selv, men også andre til gode”.[557] At eje et gode gør den, der ejer det, til Forsynets forvalter, for at det kan bære frugt og han kan give goderne videre til andre, og først til sine nærmeste. [307]

Produktionsgoder - materielle eller immaterielle - som jord eller fabrikker, fagkundskab eller frie kunster - kræver af deres ejermænd, at de gør dem frugtbare for det størst mulige antal mennesker. De, som har brugs- og konsumvarer, skal bruge dem med mådehold, og forbeholde den bedre del til gæster, syge og fattige. 2405

2406 Den politiske myndighed har ret og pligt til at regulere den rette brug af ejendomsretten til gavn for det almene vel.[558] [1903] II. Respekten for mennesker og deres ejendom 2407 På det økonomiske område kræver respekten for menneskets værdighed mådeholdets dyd, for at moderere bindingen til denne verdens goder, retfærdighedens dyd, for at værne om næstens rettigheder og give ham det der tilkommer ham, solidaritetens dyd, ifølge den gyldne regel [Matt 7,12] og Herrens gavmildhed, som, “skønt han var rig,blev fattig for jeres skyld, for at vi kunne blive rige ved hans fattigdom”.[559] [1809; 1807; 1839]

Respekten for andres ejendom 2408 Det syvende bud forbyder tyveri, dvs. udnyttelse af andres ejendom mod ejerens rette og rimelige vilje. Der er ikke tale om tyveri, hvis hans tilslutning kan forudsættes, eller hvis et afslag er imod sund fornuft og godernes universelle bestemmelse. Det er tilfældet, når der er tale om påtrængende og åbenlys nød, hvor den eneste måde at komme til undsætning på over for øjeblikkelige og vigtige behov (mad, husly, klæder...) er at tilegne sig og gøre brug af andres ejendom. [560] 2409 Det er imod det syvende bud: uretmæssigt at tage og tilbageholde andres ejendele, også selv om handlemåden ikke er i strid med den civile lovgivning. For eksempel bevidst at beholde lånt gods eller tabte ting man har fundet; svindle i handel; [561] udbetale uretfærdige lønninger; [562] drive priserne i vejret ved at spekulere i andres uvidenhed eller nød.[563] [1867]

Det er også moralsk forkasteligt at spekulere for kunstigt at få vurdering af ejendom til at svinge i den hensigt at opnå fordele til skade for andre; korruption, for at påvirke de ansvarlige til at træffe beslutninger mod loven; privat forbrug af sociale goder i en virksomhed; dårligt udført arbejde, skattesnyderi, forfalskning af checks og fakturaer, overdrevent pengeforbrug, ødselhed. Med overlæg at skade privat eller offentlig ejendom er imod moralloven og kræver erstatning. 2410 Løfter skal holdes, og kontrakter strengt overholdes, så vidt overenskomsten er moralsk i orden. En betragtelig del af det økonomiske og sociale liv afhænger af værdien af de kontrakter, som er indgået mellem fysiske eller moralske personer: forretningskontrakter om salg eller køb, kontrakter om leje eller arbejde. Alle kontrakter skal indgås og udføres i god tro. [2101] 2411 Kontrakter er underlagt den gensidige retfærdighed, som regulerer udvekslinger mellem personer og mellem institutioner i nøje respekt for deres rettigheder. Den udlignende retfærdighed er strengt forpligtende; den kræver sikring af ejendomsretten, betaling af gæld og overholdelse af frivilligt indgåede aftaler. Uden den udlignende retfærdighed er heller ikke andre former for retfærdighed mulig. [1807]

Man skelner mellem den udlignende retfærdighed og den legale retfærdighed, som vedrører det borgeren retfærdigvis skylder samfundet, og mellem den udlignende retfærdighed og den fordelende retfærdighed, som bestemmer hvad samfundet skylder borgerne i forhold til deres bidrag og behov. 2412 Takket være den udlignende retfærdighed kræver godtgørelsen af den begåede uret, at tyvegodset gives tilbage til ejeren: [1459]

Jesus velsigner Zakæus for hans løfte: “Hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage!” (Luk 19,8). De der, direkte eller indirekte, har tilegnet sig fremmed gods, er forpligtet til at give det tilbage, eller, hvis det ikke mere findes, at yde tilsvarende, inclusive de frugter og fordele det havde, i naturalier eller penge. Alle de, der med forskelligt ansvar og profit har deltaget i tyveriet på den ene eller anden måde, eller som har profiteret af deres kendskab til sagen, skal godtgøre det, fx de, der har bestilt tyveriet eller medvirket eller optrådt som hælere. [2487]

Hasardspil (kortspil osv.) eller lotteri er ikke i sig selv imod retfærdigheden. Men de bliver moralsk uacceptable, hvis de berøver et menneske det mest nødvendige til dets egne og andres fornødenheder. Spillelidenskab risikerer at udarte til et alvorligt slaveri. Uhæderlige væddemål eller snyderi i kortspil er en alvorlig sag, med mindre den tilføjede skade er så ringe, at den, der rammes af den, ikke med rimelighed kan tage den alvorligt. 2413

2414 Det syvende bud forbyder handlinger eller foretagender som, ligegyldigt af hvilken grund, egoistiske eller ideologiske, kommercielle eller totalitære, fører til at mennesker bliver gjort til slaver, at deres personlige værdighed miskendes, at de købes, sælges og byttes som varer. Det er en synd mod menneskets

værdighed og fundamentale rettigheder at reducere dem med magt til en brugsgenstand eller kilde til profit. Paulus befalede en kristen herre at behandle sin kristne slave “ikke længere som en slave, men langt mere som en kær broder... som et menneske i Herren” (Filem 16). [2297] Respekt for skaberværkets integritet 2415 Det syvende bud kræver respekt for skaberværkets integritet. Dyr såvel som planter og livløse væsner er af natur bestemt til bedste for menneskeheden, den forgangne, den nuværende og fremtidige. [564] Brug af universets mineraler, planter og dyr kan ikke løsrives fra respekten for de moralske krav. Det herredømme, Skaberen har tildelt mennesket over livløse og levende væsner, er ikke absolut. Det er afmålt efter omsorgen for næstens livskvalitet, inclusive de kommende generationer. Det kræver en religiøs respekt for skaberværkets integritet.[565] [226, 358; 373; 378] 2416 Dyrene er Guds skabninger. Han omfatter dem med sit forsyn. [566] De velsigner og ærer Ham ved deres blotte eksistens.[567] Også menneskene skylder dem godhed. Tænk på, med hvilken finfølelse helgener som Frans af Assisi og Filip Neri behandlede dyrene. [344] 2417 Gud har betroet dyrene til menneskets forvaltning, til den som han har skabt i sit billede. [568] Altså er det legitimt at betjene sig af dyrene til føde og fremstilling af klæder. Man kan holde dem som husdyr til hjælp i arbejdet og berigelse i fritiden. Medicinske og videnskabelige eksperimenter med dyr er moralsk acceptable, såfremt de holdes inden for rimelige grænser og bidrager til at kurere eller redde menneskeliv. [2234] 2418 Det er imod menneskets værdighed at lade dyrene lide til ingen nytte og forøde deres liv. Det er også uværdigt at spendere udgifter på dem, som i første række skulle lindre menneskers nød. Man kan godt holde af dyr; men man må ikke vende de følelser mod dem, som menneskene skulle have. [2446] III. Kirkens sociallære 2419 “Den kristne åbenbaring... fører os til en dybere indsigt i samfundslovene”. [569] Fra Evangeliet modtager Kirken den fulde åbenbaring af sandheden om mennesket. Når den udfører sin mission at forkynde Evangeliet, bekræfter den, i Kristi navn, over for mennesket dets værdighed og dets kald til personalt fællesskab. Det lærer af Kirken, hvad retfærdighed og fred kræver, i overensstemmelse med den guddommelige visdom. [1960; 359] 2420 Kirken foretager en moralsk bedømmelse i økonomiske og sociale anliggender, “når personers fundamentale rettigheder eller sjælenes frelse kræver det”. [570] På moralens område har Kirken en anden sendelse end de politiske myndigheder: Kirken bekymrer sig om de timelige aspekter af det almene vel, fordi de er henordnet til det højeste Gode, vort endelige mål. Den bestræber sig på at inspirere til de rigtige holdninger til de jordiske goder og i socio-økonomiske forhold. [2032; 2246]

Kirkens sociallære blev udviklet i det 19. århundrede ved mødet mellem Evangeliet og det moderne industrisamfund, dets nye strukturer i fremstillingen af konsumvarer, dets nye opfattelse af samfundet, Staten og autoriteten, dets nye former for arbejde og ejendomsret. Udviklingen af Kirkens lære i økonomiske og sociale spørgsmål vidner om den blivende værdi af Kirkens lærevirksomhed, såvel som den sande betydning af dens altid levende og aktive Tradition. 2421

[571]

2422 Kirkens sociallære udgør et læremæssigt hele, som kommer til udtryk efterhånden som Kirken tolker begivenhederne i historiens løb, i lys af Jesu Kristi samlede åbenbaring, med Helligåndens bistand. [572] Denne lære bliver så meget mere acceptabel for mennesker af god vilje, jo stærkere den præger de troendes adfærd. [2044] 2423 Kirkens sociallære opstiller principper for en refleksion; den udleder kriterier for en bedømmelse og giver retningslinjer, hvorefter der kan handles:

Ethvert system, hvorefter de sociale forhold bestemmes fuldstændigt af økonomiske faktorer, er imod menneskets natur og handlinger. [573]

En teori, der gør profitten til den eksklusive norm og det endelige mål for den økonomiske aktivitet, er moralsk uantagelig. Det overdrevne begær efter penge har onde følger. Det er en af grundene til de talrige konflikter, der forstyrrer den sociale orden. [2317] 2424

[574]

Et system, der “ofrer individuelle personers og gruppers fundamentale rettigheder til fordel for en kollektiv organisation af produktion”, strider imod menneskets værdighed. Enhver praksis, der reducerer mennesker til kun at være blotte midler for at opnå profit, slavebinder mennesket, fører til forgudelse af penge og bidrager til at ateismen breder sig. “I kan ikke tjene både Gud og Mammon” (Matt 6,24; Luk 16,13). [575]

Kirken har forkastet de totalitære og ateistiske ideologier, som i nyere tid har været knyttet til “kommunismen” og “socialismen”. På den anden side har den, i den “kapitalistiske” praksis, forkastet individualismen og markedskræfternes absolutte primat frem for det menneskelige arbejde. At regulere økonomien alene med centralistisk planlægning ødelægger de sociale forhold fra grunden af. En regulering alene ved hjælp af de frie markedskræfter støder an mod den sociale retfærdighed, “for der er utallige menneskelige behov, som markedet ikke kan tilfredsstille”. Derfor bør der lægges vægt på en fornuftig regulering af markedet og de økonomiske initiativer, ud fra et retfærdigt hierarki af værdier og med henblik på alles vel. [676; 1886] 2425

[576]

[577]

IV. Økonomisk virksomhed og social retfærdighed 2426 Udviklingen af de økonomiske aktiviteter og væksten i produktionen er bestemt til at dække menneskenes behov. Det økonomiske liv skal ikke kun satse på at mangedoble produkterne og øge profitten eller magten; det er først og fremmest bestemt til at tjene menneskene, og det vil sige hele mennesket og hele det menneskelige samfund. Styres den økonomiske virksomhed af sine særlige metoder, bør den udøves inden for rammerne af den moralske orden, i overensstemmelse med den sociale retfærdighed, så Guds mening med mennesket kan blive opfyldt.[578] [1928] 2427 Menneskets arbejde udgår umiddelbart fra mennesker, skabt i Guds billede, og kaldet til, sammen og for hinanden, at fortsætte skaberværket i dets beherskelse af jorden. [579] Arbejdet er altså en pligt: “Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden” (2 Tess 3,10). [580] Arbejdet ærer Skaberens gaver og de talenter, man har modtaget. Det kan også være forløsende. Idet mennesket, i forening med Jesus, håndværkeren fra Nazaret og den korsfæstede fra Golgata, tåler arbejdets møje, [581] samarbejder det på en vis måde med Guds Søn i hans forløsergerning. Det viser sig som Kristi discipel ved at bære korset, hver dag, i den gerning, det er kaldet til at arbejde med.[582] Arbejdet kan være et middel til helliggørelse og til at besjæle den jordiske virkelighed med Kristi Ånd. [307; 378; 531] 2428 I arbejdet udøver og fuldfører mennesket en del af de færdigheder, der er nedlagt i dets natur. Arbejdets primære værdi ligger hos mennesket selv, som er ophav til det, og for hvem det er bestemt. Arbejdet er til for mennesket, ikke mennesket for arbejdet. [583] [2834; 2185] Enhver må kunne hente midler i arbejdet til at dække sine egne og sine nærmestes behov, og til at tjene det menneskelige fællesskab. 2429 Enhver har ret til at tage økonomisk initiativ. Enhver skal gøre legitim brug af sine talenter for at bidrage til en velstand, der kommer alle til nytte, og for at høste de retmæssige frugter af sine anstrengelser. Han skal sørge for at holde sig til de regler, som de offentlige myndigheder har fastsat til gavn for det almene vel.[584] 2430 I det økonomiske liv står forskellige interesser på spil, ofte i modsætning til hinanden. Sådan opstår konflikter af den type, der er karakteristiske for det. [585] Man må forsøge at mindske disse gennem

forhandling, der tilgodeser rettigheder og pligter for de respektive socialpartnere: bedriftsledere, lønmodtageres tillidsmænd, fx fra fagforeninger, og eventuelt repræsentanter for de offentlige myndigheder. 2431 Statens ansvar. “Økonomisk aktivitet, særlig markedsøkonomi, kan ikke gennemføres i et institutionelt, juridisk og politisk tomrum. Tværtimod, det forudsætter sikre garantier for personlig frihed og privat ejendom, såvel som en stabil valuta og effektive offentlige tjenesteydelser. Det er derfor Statens vigtigste opgave at garantere denne sikkerhed, så at de, som arbejder, kan nyde frugterne af deres arbejde og således føle sig opmuntret til at arbejde effektivt og hæderligt... Staten skal overvåge og lede udøvelsen af menneskerettighederne inden for den økonomiske sektor. Imidlertid er det ikke Staten, der har det primære ansvar på dette område, men de institutioner og forskellige grupper og foreninger, samfundet består af”. [586] [1908; 1883] 2432 Bedriftsledere bærer det økonomiske og økologiske ansvar over for samfundet for deres handlinger. [587] De er forpligtede til at tage menneskenes vel i betragtning og ikke kun den voksende profit. Men også den er nødvendig. Den gør det muligt at foretage investeringer; den sikrer virksomhedernes fremtid. Den sikrer beskæftigelsen. [2415] 2433 Adgangen til arbejdet og til erhvervslivet skal være åben for alle, uden uretfærdig diskriminering af mænd og kvinder, raske og handicappede, indfødte og indvandrere. [588] Alt efter omstændighederne må samfundet på sin side hjælpe borgerne til at skaffe sig arbejde og ansættelse. [589] 2434 Den rette løn er den retmæssige frugt af arbejdet. At nægte den eller tilbageholde den kan være en grov uretfærdighed.[590] Til beregning af en retfærdig løn må man holde sig enhvers behov og ydelser for øje. “Endelig bør arbejdet honoreres på en sådan måde, at menneskene har midler til at skabe et anstændigt materielt, socialt, kulturelt og åndeligt liv for sig selv og sine nærmeste under hensyntagen til den enkeltes stilling og produktivitet såvel som virksomhedens situation og det almene vel”. [591] At parterne er indforstået er ikke nok til at retfærdiggøre lønniveauet moralsk. [1867] 2435 Strejke er moralsk tilladelig, når den fremtræder som et uundgåeligt, måske nødvendigt middel til at opnå et gode, som står i forhold hertil. Den bliver moralsk uacceptabel, når den ledsages af vold eller man knytter målsætninger til, der ikke har nogen direkte sammenhæng med arbejdsvilkårene eller som går imod det almene vel. 2436 Det er uret ikke at betale bidrag til de institutioner for social sikkerhed, som de lovlige myndigheder har oprettet. At gå uden arbejde på grund af arbejdsløshed er næsten altid, for den der er ramt af den, et angreb på hans værdighed og en trussel mod ligevægten i hans liv. Foruden den skade, der rammer ham selv, kommer dertil talrige risici for hans familie.[592]

V. Retfærdighed og solidaritet mellem nationerne 2437 På det internationale plan er de ulige ressourcer og økonomiske midler sådan, at det graver en veritabel “kløft”[593] mellem nationerne. På den ene side står de, som sidder inde med og videreudvikler midlerne til vækst, og på den anden side de, som kommer stadig dybere i gæld. [1938] 2438 Forskellige årsager, af religiøs, politisk, økonomisk og finanspolitisk art, giver i vore dage “det sociale spørgsmål en verdensomspændende dimension”. [594] Solidaritet er nødvendig mellem nationer, hvis politik allerede er indbyrdes afhængig af hinanden. Den er så meget mere uundværlig, når det drejer sig om at gøre en ende på “de afsporede mekanismer”, der hindrer udviklingen i mindre udviklede lande. [595] I stedet for finanssystemer, der bygger på udbytning, ja på åger, [596] uretfærdige handelsforbindelser mellem nationerne, våbenkapløb, må der gøres fælles anstrengelser for at mobilisere ressourcerne til moralsk, kulturel og økonomisk vækst og udvikling, “ved en nydefinering af de prioriteringer og værdiskalaer, som danner grundlag for økonomiske og politiske valg”.[597] [1911; 2315]

2439 De rige nationer har et stort moralsk ansvar for dem, der ikke selv kan skaffe midlerne til deres udvikling eller som har været forhindret i det af tragiske historiske begivenheder. Det er en pligt til solidaritet og kærlighed, men også en retfærdighedens pligt, når de rige nationers velfærd stammer fra ressourcer, som ikke er blevet ordentligt betalt. 2440 Direkte hjælp er et egnet svar på umiddelbare, ekstraordinære behov, forårsaget for eksempel af naturkatastrofer, epidemier osv. Men de rækker ikke til at råde bod på de store skader, der kommer af nød, eller til at dække varige behov. Det er også nødvendigt at reformere de internationale økonomiske finansieringsinstitutioner, så de kan sætte stærkere ind for retfærdige relationer til mindre udviklede lande. [598] De fattige landes arbejde på deres egen vækst og befrielse [599] skal støttes. Dette gælder ganske særligt landbruget. Bønderne, især i den tredje verden, udgør langt den største del af de fattige. 2441 At vokse i kendskab til Gud og til sig selv er grundlaget for al fuldstændig udvikling af det menneskelige samfund. En sådan udvikling mangedobler de materielle goder og stiller dem til tjeneste for mennesket og dets frihed. Den formindsker nøden og den økonomiske udbytning. Den øger respekten for kulturel identitet og åbenheden for det transcendente. [600] [1908] 2442 Det tilkommer ikke Kirkens præster direkte at gribe ind i de politiske strukturer og samfundslivets organisation. Denne opgave er en del af lægfolkets kald, der på eget initiativ samarbejder med deres medborgere. Den sociale indsats kan ske ad mangfoldige konkrete veje. Den skal altid ske med henblik på det fælles vel og i overensstemmelse med Evangeliets budskab og Kirkens lære. Det er det troende lægfolks opgave at “besjæle den jordiske virkelighed med kristen nidkærhed og optræde i den som redskaber for fred og retfærdighed”.[601] [899] VI. Kærlighed til de fattige [2544-2547] 2443 Gud velsigner dem der kommer de fattige til hjælp, og fordømmer dem der vender sig bort fra dem: “Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig” (Matt 5,42). “I har fået det for intet, giv det for intet” (Matt 10,8). Det er på det, de har gjort for de fattige, at Jesus Kristus vil genkende sine udvalgte.[602] Når “Evangeliet forkyndes for fattige” (Matt 11,5), [603] er det tegn på Kristi nærvær. [786; 525, 544, 853] 2444 “Kirkens kærlighed til de fattige... er en del af dens konstante tradition”. [604] Den inspireres af saligprisningernes Evangelium,[605] af Jesu fattigdom[606] og af hans omsorg for de fattige.[607] Kærlighed til de fattige er en af grundene til pligten at arbejde, “for at kunne frembringe noget godt til hjælp for den, der trænger til det”.[608] Det gælder ikke kun materiel fattigdom, men også utallige former for kulturel og religiøs fattigdom.[609] [1716] 2445 Kærlighed til de fattige er uforenelig med den overdrevne kærlighed til rigdomme eller en egoistisk brug af dem: [2536] “Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer. Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust,og den rust vil vidne mod jer: og som en ild vil den fortære jeres kød. I har samlet jer skatte til de sidste dage; tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører. I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen! I har dømt og dræbt den retfærdige, mod jer er han værgeløs (Jak 5,16). [2547]

2446 Skt. Johannes Chrysostomus minder med stærke ord om denne pligt: “Ikke at give de fattige del i det man selv ejer, det er at stjæle fra dem og frarøve dem livet. Det er ikke vore ejendele vi forbeholder os, men deres”.[610] “Retfærdighedens krav må først indfries, og det, som bør ydes af retfærdighed, må ikke udgives for at være kærlighedsgaver”:[611] [2402] “Når vi giver fattige det allernødvendigste, gør vi det på ingen måde af personlig gavmildhed, men vi giver dem det der tilkommer dem. Vi opfylder meget snarere en retfærdig pligt end en næstekærlig gerning”. [612]

2447 Barmhjertighedens gerninger er kærlige handlinger, hvormed vi kommer vor næste til hjælp i hans fysiske og åndelige behov.[613] Belære, råde, trøste, opmuntre er åndelige barmhjertighedsgerninger, såvel som at tilgive og bære over med i tålmodighed. Barmhjertighedens fysiske gerninger består frem for alt i at give mad til de sultne, husly til de husvilde, klæder til de nøgne, besøge syge og fanger og begrave døde. [614] I alt dette er almisse til de fattige[615] et af de vigtigste tegn på næstekærlighed: den er også en retfærdighedshandling, der behager Gud:[616] [1460; 1038; 1969] “Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså” (Luk 3,11). “Giv hellere bort, hvad I ejer, som almisse; så er alting rent for jer” (Luk 11,41). “Hvis en bror eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: ‘Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt’, men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så?” (Jak 2,15-16).[617] [1004]

2448 “Under mangfoldige former: materiel nød, uretfærdig undertrykkelse, fysiske og psykiske skrøbeligheder, og til sidst døden - er den menneskelige elendighed det åbenbare tegn på den medfødte svaghedstilstand, som mennesket befinder sig i siden ursynden, og på behovet for frelse. Det er derfor, den har tiltrukket Frelseren, Kristi medlidenhed, som har villet tage på sig og identificere sig med ‘de mindste blandt hans brødre’. Det er derfor de, som den overvælder, er genstand for en forkærlighed hos Kirken, som fra begyndelsen, trods mangler hos mange af sine lemmer, ikke er ophørt med at arbejde på at lindre dem, forsvare dem og befri dem. Den gør det med utallige velgørende gerninger, som stadig og overalt er uundværlige”.[618] [386; 1586] 2449 Allerede Gamle Testamente har alle slags juridiske forholdsregler (år for eftergivelse af gæld, forbud mod at kræve rente og tilbageholde pant, og pligt til at give tiende, daglig aflønning af dagarbejdere, ret til at høste korn og druer som er blevet tilovers) i overensstemmelse med opfordringen i 5. Mosebog: “Der vil altid være fattige i landet; derfor byder jeg dig: Luk din hånd op for din bror, for den nødlidende og fattige i dit land” (5 Mos 15,11). Jesus gør dette ord til sit: “De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid” (Joh 12,8). Dermed sætter han ikke de gamle profetord ud af kraft: “Vi vil købe de svage for penge og den fattige for et par sandaler...” (Am 8,6), men Han indbyder os til at erkende sit nærvær i de fattige som er Hans brødre:[619] [1397] En dag, da den hl. Rosa fra Lima [620] fik skænd af sin mor, fordi hun tog sig af de fattige og syge, svarede hun hende: “Når vi tjener de fattige og syge, tjener vi Jesus. Vi må aldrig blive trætte af at hjælpe vor næste, for i dem er det Jesus vi tjener.” [786]

I korthed 2450 “Du må ikke stjæle” (5 Mos 5,19). Hverken “tyve eller griske mennesker... ingen røvere skal arve Guds rige” (1 Kor 6,10). 2451 Det syvende bud påbyder retfærdighed og kærlighed i forvaltningen af de jordiske goder og frugterne af menneskers arbejde. 2452 Skaberværkets goder er bestemt for hele menneskeslægten. Den private ejendomsret ophæver ikke godernes universelle bestemmelse. 2453

Det syvende bud forbyder tyveri. Tyveri er at tilrane sig andres gods mod ejerens rimelige vilje.

2454 Enhver måde at tilegne sig en anden mands gods på og udnytte det uretmæssigt er imod det syvende bud. Den begåede uret kræver godtgørelse. Den udlignende retfærdighed kræver, at tyvegods gives tilbage. 2455 Moralloven forbyder handlinger, som af kommercielle eller totalitære grunde fører til at man gør mennesker til slaver, køber dem, sælger dem og udveksler dem som varer. 2456 Det herredømme, Skaberen har tildelt mennesket over universets mineraler, planter og dyr må ikke løsrives fra respekten for de moralske forpligtelser, også over for de kommende generationer.

2457 Dyrene er betroet til menneskets forvaltning. Det skylder dem velvilje. De kan tjene til en retmæssig tilfredsstillelse af menneskets behov. 2458 Kirken foretager en bedømmelse i økonomiske og sociale anliggender, når menneskets fundamentale rettigheder eller sjælenes frelse kræver det. Den bekymrer sig om de timelige aspekter af menneskenes almene vel, fordi de er henordnet til det højeste Gode, vort endelige mål. 2459 Mennesket er selv ophav, centrum og mål for hele det økonomiske og sociale liv. Det afgørende punkt i sociale spørgsmål er, om de goder, Gud har skabt til alle, også virkelig når frem til alle, i overensstemmelse med retfærdigheden og med næstekærlighedens hjælp. 2460 Arbejdets primære værdi ligger hos mennesket, som er dets ophav og bestemmelse. Gennem sit arbejde deltager mennesket i skaberværket. Forenet med Kristus kan arbejdet være forløsende. 2461 Sand udvikling er en udvikling af hele mennesket. Det drejer sig om at få hvert enkelt menneskes formåen til at vokse, så det kan svare til sit kald, det vil sige kaldet fra Gud. [621] 2462 Almisse til de fattige er et vidnesbyrd om broderlig kærlighed: den er også en retfærdighedens handling der behager Gud. 2463 I mængden af mennesker uden brød, uden tag over hovedet, uden et sted at være - hvem genkender ikke Lazarus, den sultende tigger i lignelsen? [622] Hvordan kan man undgå at høre Jesu ord: “Det har I heller ikke gjort mod mig!” (Matt 25,45)?

Artikel 8

Det ottende bud Du må ikke vidne falsk mod din næste (2 Mos 20,16). Det er sagt til de gamle: “Du må ikke sværge falsk, men du skal holde hvad du har svoret Herren” (Matt 5,33).

2464 Det ottende bud forbyder at forvanske sandheden i forholdet til andre. Denne moralforskrift fremgår af det hellige folks kald til at være vidne om sin Gud, som er og som vil sandheden. Synder mod sandheden er, i ord og gerning, et nej til at engagere sig i moralsk retskaffenhed: de er dybtgående troløsheder mod Gud og undergraver i den forstand pagtens fundamenter. I. Leve i sandheden 2465 Gamle Testamente bevidner det: Gud er kilden til al sandhed. Hans Ord er sandhed.[623] Hans Lov er sandhed.[624] “Hans trofasthed varer i slægt efter slægt” (Sl 119,90). [625] Fordi Gud er den “Sande” (Rom 3,4) er medlemmerne af hans Folk kaldet til at leve i sandheden. [215] 2466 I Jesus Kristus har Guds sandhed manifesteret sig fuldt ud. “Fuld af nåde og sandhed”, [626] er Han “verdens lys” (Joh 8,12), Han er Sandheden.[627] “Den, der tror på Ham, skal ikke blive i mørket”. [628] Jesu discipel “bliver i hans ord” for at kende “sandheden, som gør fri” [629] og som helliger.[630] At følge Jesus, det er at leve af “sandhedens Ånd”, [631] som Faderen sender i hans navn [632] og som fører “til hele sandheden” (Joh 16,13). Sine disciple lærer Jesus den ubetingede kærlighed til sandheden: “I jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej” (Matt 5,37). [2153] 2467 Mennesket forholder sig naturligt til sandheden. Det har pligt til at ære den og bekræfte den: “Som følge af deres værdighed er alle mennesker, fordi de er personer... af deres egen natur tilskyndet til og har

også en moralsk forpligtelse til at søge sandheden, frem for alt i det, der angår religionen. De er også forpligtet til at holde fast ved sandheden, så såre de kender den, og indrette hele deres liv efter de krav, den stiller”.[633] [2104] 2468 Sandheden som retskaffen handling og oprigtig tale hedder sanddruhed, oprigtighed eller frimodighed. Sandheden eller sanddruheden er den dyd, der består i at vise sig sand i sine handlinger og sine ord, og vogte sig vel for tvetydighed, forstillelse og hykleri. [1458] 2469 “Menneskene kunne ikke leve i fællesskab med hinanden, hvis de ikke havde tillid til hinanden, dvs. som mennesker , der siger sandheden til hinanden”. [634] Sandhedens dyd giver den anden, hvad han har krav på. Sanddruheden går den gyldne middelvej mellem det, som skal siges, og det, som skal holdes hemmeligt. Dertil hører ærlighed og diskretion. Retfærdigvis “skylder det ene menneske det andet ærligt at lægge sandheden for dagen”.[635] [1807] 2470 Kristi disciple er rede til at “leve i sandheden” dvs. i et enfoldigt liv efter Herrens eksempel, så de bliver i hans sandhed. “Hvis vi siger, at vi har fællesskab med Ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden” (1 Joh 1,6). II. Vidne om sandheden 2471 Over for Pilatus erklærer Kristus, at Han er “kommet til verden for at vidne om sandheden”. [636] Den kristne skal ikke “skamme sig ved at aflægge vidnesbyrd om vor Herre” (2 Tim 1,8). I situationer, der kræver at troen bekræftes, skal de kristne utvetydigt bekende den, ligesom Paulus over for sine dommere. De skal stræbe efter altid at have “en uplettet samvittighed over for Gud og mennesker” (Apg 24,16). [1816] 2472 De kristnes pligt til at tage del i Kirkens liv driver dem til at handle som vidner om Evangeliet og de forpligtelser, der følger med. Dette vidnesbyrd er troens videregivelse i ord og gerning. Vidnesbyrdet er en retfærdighedens akt, der fastslår sandheden eller giver den til kende: [637] [863, 905; 1807] Alle kristne, hvor de så end lever, må ved deres livs eksempel og ved deres ords vidnesbyrd åbenbare det nye menneske, som de i dåben har iført sig, og den Helligåndens kraft, der i firmelsen har styrket dem.[638]

2473 Martyriet er det højeste vidnesbyrd om troens sandhed; det aflægger et vidnesbyrd, der går indtil døden. Martyren vidner om Kristus, død og opstanden, som han er forenet med i kærlighed. Han vidner om troens sandhed og den kristne troslære. Han lider døden med opbydelse af al sin kraft. “Lad mig blive vilddyrenes foder. Det er ved dem, det skal gives mig at komme til Gud”. [639] [852; 1808; 1258] 2474 Med største omhu har Kirken samlet erindringerne om dem, der er gået til vejs ende for at vidne om deres tro. Det er martyrakterne. De udgør et sandhedens arkiv, skrevet med bogstaver af blod: Hvad gavnede det mig at vinde den ganske verden og denne tidsalders riger? Det er bedre for mig at dø (for at forene mig) med Kristus Jesus, end at herske til jordens ender. Det er Ham, jeg søger, som er død for os. Ham, jeg vil, som er opstået for os. Min fødselstime er nær...[640] [1011] Herre, almægtige Gud... jeg priser Dig, fordi Du har fundet mig værdig til denne dag og time, værdig til at blive regnet med i Dine martyrers skare... Du har holdt dit løfte, Du som er troskabens og sandhedens Gud. For denne nåde og for alle ting lover, velsigner og forherliger jeg Dig ved den evige og himmelske Ypperstepræst, Jesus Kristus, dit elskede barn. Ved Ham, som er med Dig og Ånden, være Du lovet nu og i de kommende sekler. Amen. [641]

III. Krænkelser af sandheden 2475 Kristi disciple har “iført sig det nye menneske, skabt i Guds billede, i den retfærdighed og hellighed, som kommer af sandheden” (Ef 4,24). “Læg derfor løgnen bort” (Ef 4,25), “aflæg al ondskab og svig, alle former for hykleri, misundelse og bagtalelse” (1 Pet 2,1).

2476 Falsk vidnesbyrd og mened. Når et udsagn mod sandheden fremsættes offentligt, bliver det særlig alvorligt. For en domstol bliver det et falsk vidnesbyrd. [642] Er det afgivet under edsaflæggelse er der tale om mened. Disse måder at handle på bidrager dels til at dømme en uskyldig, dels til at få en skyldig frikendt eller få øget straffen for den anklagede. [643] De kompromitterer for alvor retsvæsnet og dommernes retfærdighed i den fældede dom. [2152] 2477 Respekten for andres gode navn og rygte forbyder enhver holdning og ethvert ord, som uretfærdigt kunne tilføje dem skade.[644] Den gør sig skyldig: - i en overilet dom, som, selv stiltiende, uden tilstrækkelig grund, anser en påstået moralsk brist hos næsten for sand; - i sladder, som, uden objektiv gyldig grund, afslører andres brist og fejl for folk, som ikke kender til dem; [645] - i bagvaskelse, som ved udsagn mod sandheden skader andres rygte og giver anledning til fejlagtig bedømmelse af dem. 2478 For at undgå en forhastet dom skal enhver passe på så vidt muligt at tolke de tanker, ord og gerninger positivt, der kommer fra ens næste: Alle gode kristne må være mere villige til at optage næstens ord i den bedste mening end til at fordømme dem. Kan man ikke retfærdiggøre hans ord, må man spørge ham, hvordan han forstår dem, og viser det sig, at han svæver i vildfarelse, må man vise ham kærligt til rette. Er dette ikke tilstrækkeligt, må man forsøge alle egnede midler, for at han må komme til den rette forståelse og således befries fra vildfarelsen.[646]

2479 Sladder og bagvaskelse ødelægger næstens gode navn og rygte. Men det gode rygte er samfundets vidnesbyrd om menneskets værdighed, og alle har en naturlig ret til at få sit navn og rygte æret og agtet. Således krænker sladder og bagvaskelse retfærdighedens og kærlighedens dyder. [1753] 2480 Hvert ord og hver holdning, som ved smiger, kryberi eller eftergivenhed opmuntrer og bekræfter andre i deres onde gerninger og slette opførsel, må bandlyses. Kryberi er en alvorlig forseelse, hvis den gør sig medskyldig i laster eller dødssynder. Ønske om at være til tjeneste eller opnå venskab retfærdiggør ikke en tvetydig tale. Kryberi er en tilgivelig synd, hvis den blot ønsker at behage, undgå et onde, afbøde en nødvendighed eller opnå legitime fordele. 2481 Praleri eller skryderi er en forseelse mod sandheden. Det samme gælder ironi, som vil rakke ned på nogen ved ondsindet at karikere den ene og anden side af vedkommendes måde at være på. 2482 “Løgnen består i at tale usandt i den hensigt at bedrage”. [647] Herren ser i løgnen et diabolsk værk: “I har Djævelen til fader... han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv, for løgner er han og fader til løgnen” (Joh 8,44). [392] 2483 Løgnen er den mest direkte krænkelse af sandheden. At lyve, det er at tale eller handle mod sandheden for at vildlede nogen. Ved at såre menneskets forhold til sandheden og til næsten krænker løgnen grundforholdet mellem mennesket og dettes ord til Herren. 2484 Løgnens sværhedsgrad afmåles efter hvilken sandhed den forvrænger, efter omstændighederne, intentionerne hos den der begår den, og den skade som påføres ofrene for den. Hvis løgnen i sig selv kun er en svaghedssynd, bliver den en dødssynd, når den alvorligt krænker retfærdighedens og kærlighedens dyder. [1750] 2485 Løgnen er ifølge sin natur forkastelig. Den er en forhånelse af ordet, der har til opgave at meddele andre den sandhed, man selv har erkendt. Det bevidste forsæt at føre næsten i vildfarelse med ord, der strider mod sandheden, støder an mod retfærdigheden og kærligheden. Skylden er større, når hensigten med at vildlede risikerer at få skæbnesvangre følger for de vildledte. [1756] 2486 Fordi løgnen er en krænkelse af sanddruhedens dyd er den en art vold mod næsten. Den angriber hans evne til at erkende, som er betingelsen for enhver bedømmelse og enhver beslutning. Løgnen er kimen til åndernes splittelse og alle de onder, som den fremkalder. Løgnen er ødelæggende for ethvert samfund; den svækker tilliden mellem mennesker og sønderriver det sociale netværk. [1607]

2487 Al synd mod retfærdigheden og sandheden kalder på pligten til godtgørelse, også selv om ophavsmanden er blevet tilgivet. Hvis det er umuligt at gøre noget godt igen offentligt, må det gøres i hemmelighed. Hvis den skadelidte ikke direkte kan få vederlag, skal han have moralsk godtgørelse, i kærlighedens navn. Denne pligt til at gøre det godt igen gælder også forseelser mod en andens gode navn og rygte. En sådan godtgørelse, moralsk og sommetider materiel, må vurderes i forhold til den skade der er forvoldt. Den forpligter i samvittigheden. [1459; 2412] IV. Respekt for sandheden 2488 Retten til at sige sandheden er ikke ubetinget. Alle må rette deres liv ind efter Evangeliets bud om næstekærlighed. Den kræver, at man i de konkrete situationer vurderer, om det er rigtigt eller ikke at sige sandheden til den, der vil vide den. [1740] 2489 Kærligheden og respekten for sandheden må bestemme svaret på enhver anmodning om at kende den eller fortælle den. Andres ve og vel, respekten for privatlivets fred eller hensynet til det fælles vel er grunde nok til at fortie noget, som ikke bør være kendt, eller til at svare diskret. Pligten til at undgå skandale kræver ofte streng diskretion. Ingen er forpligtet til at røbe sandheden for nogen, der ikke har ret til at kende den. [648] [2284] 2490 Skriftemålshemmeligheden i forbindelse med Bodens sakramente er hellig og kan ikke under nogen omstændigheder forrådes. “Den sakramentale hemmelighed er ukrænkelig; derfor er det strengt forbudt en skriftefader at forråde et skriftebarn i noget som helst, med ord eller på anden vis, eller af hvilken som helst grund”.[649] [1467] 2491 Professionel tavshedspligt - fx hos politikere, militærfolk, læger, jurister - og fortrolige meddelelser, givet under tavshedspligt, skal overholdes, undtagen i særlige tilfælde, hvor tilbageholdelse af en hemmelighed ville forårsage den der betror den, den der modtager den eller en tredjemand meget alvorlig skade, og en sådan skade kun kan undgås ved at sandheden kommer for en dag. Selv når de ikke er betroet under tavshedspligt, må private oplysninger, som kan skade andre, ikke spredes uden en alvorlig og afpasset grund. 2492 Alle må være tilbørligt tilbageholdende over for andre menneskers privatliv. De, der er ansvarlige for en videregivelse af oplysninger, bør afveje, hvad det fælles vel, henholdsvis respekten for personlige rettigheder har krav på. Indblanding af oplysninger om privatlivet hos personer, der er aktive i det politiske eller offentlige liv, er forkastelig, for så vidt den angriber deres privatliv og deres frihed. [2522] V. Brug af massemedierne 2493 I det moderne samfund har massemedierne en fremtrædende rolle i nyhedsformidlingen, i kulturlivet og i uddannelsen. Denne rolle vokser på grund af de tekniske fremskridt, omfanget og mangfoldigheden af de nyheder der formidles, og den indflydelse de udøver på den offentlige mening. 2494 Mediernes nyhedsformidling er til tjeneste for det almene vel. [650] Samfundet har ret til en information, der er baseret på sandhed, frihed, retfærdighed og solidaritet. [1906] Det er dog en forudsætning for udøvelsen af denne ret, at nyhedsformidlingen, hvad indholdet angår, bør være sandfærdig og udtømmende og så vidt muligt tage hensyn til retfærdighedens og kærlighedens berettigede krav. Hvad formen angår, skal den være hæderlig og passende, det vil sige, at den nøje skal respektere de moralske love og menneskets værdighed og legitime rettigheder, både i fremskaffelsen og formidlingen af nyheder. [651]

“Ethvert medlem af samfundet bør respektere retfærdighedens og kærlighedens krav på meddelelsesmidlernes område. Følgelig må alle bestræbe sig for at danne en uhildet offentlig mening netop gennem meddelelsesmidlerne”. Solidariteten viser sig som en konsekvens af en sand og rigtig nyhedsformidling, og den strøm af ideer, der fremmer kendskabet til og respekten for andre mennesker. [906] 2495

[652]

Samfundets meddelelsesmidler (særlig massemedierne) kan føre til en vis passivitet hos brugerne og gøre dem til sløve forbrugere af nyheder og underholdning. Brugerne må pålægge sig selv mådehold og disciplin i omgangen med massemedierne. De må ville danne sig en oplyst og redelig samvittighed for lettere at kunne modstå dårlige påvirkninger. [2525] 2496

De ansvarlige journalister inden for pressen er forpligtet til, i spredningen af information, at tjene sandheden og ikke krænke kærligheden. De skal bestræbe sig på, med samme omhu, at respektere kendsgerningerne og grænserne for en kritisk vurdering af personer. De skal vogte sig for bagvaskelse. 2497

“På meddelelsesmidlernes område påhviler der de offentlige myndigheder særlige forpligtelser over for samfundet, som disse midler skal tjene. Myndighederne har inden for rammerne af deres beføjelser til opgave at forsvare og værne om retten til information”. Ved at bekendtgøre love og våge over deres overholdelse skal de offentlige myndigheder sikre sig, at en dårlig brug af medierne ikke “påfører samfundet alvorlig skade eller stiller sig hindrende i vejen for samfundets fremskridt”. De skal straffe krænkelser af alles ret til et godt rygte og privatlivets fred. De skal til rette tid og på ærlig vis give de informationer, der angår det almene vel eller svarer på begrundet uro i befolkningen. Intet kan retfærdiggøre brugen af fejlinformation for at manipulere den offentlige mening gennem medierne. Offentlig indblanding må ikke angribe individers og gruppers frihed. [2237; 2286] 2498

[653]

[654]

Moralen fordømmer de plager i de totalitære stater, som består i systematisk at forfalske sandheden, gennem medierne at udøve en politisk dominans over den offentlige mening, og “manipulere” med anklagede og vidner i offentlige skueprocesser. Disse magthavere indbilder sig, at de kan sikre deres tyranni ved at kvæle og undertrykke alt, hvad de anser for “meningsforbrydelser”. [1903] 2499

VI. Sandhed, skønhed og sakral kunst 2500 At gøre det gode er forbundet med en gratis åndelig glæde og moralsk skønhed. På samme måde medfører sandheden glæden og glansen ved den åndelige skønhed. Sandheden er skøn i sig selv. Ordets sandhed er det rationelle udtryk for erkendelsen af den skabte og uskabte virkelighed. Den er nødvendig for det fornuftbegavede menneske, men sandheden kan også finde andre former for menneskeligt udtryk, komplementære, især når det drejer sig om at fremkalde det uudsigelige, menneskehjertets dybder, sjælens opløftelse, Guds mysterium. Førend Gud åbenbarer sig for mennesket i sandhedens ord, åbenbarer Han sig gennem skaberværkets universelle sprog, et værk af hans Ord, af hans visdom: Ordenen og harmonien i kosmos - som både barnet og videnskabsmanden kan opdage - “for af de skabte tings storhed og skønhed kan man , gennem en analogi, få øje på ham som er deres ophavsmand” (Visd 13,5); “thi al skønheds ophav har jo skabt dem” (Visd 13,3). [1804; 341; 2129] Visdommen er jo en udånding af Guds kraft, og en dagklar udstrømning af den Almægtiges herlighed, derfor kan intet besmittet komme den nær. Thi den er en afglans af det Evige lys, et pletfrit spejl af Guds virken, et billede af hans godhed (Visd 7,25-26). Visdommen er jo skønnere end solen, den overgår alle stjernebilleder; sammenlignet med lyset bærer den prisen; thi dette afløses af natten, men over for visdommen har ondskaben ingen magt (Visd 7,29-30). Jeg er blevet forelsket i dens skønhed (Visd 8,2).

2501 “Skabt i Guds billede”[655] udtrykker mennesket også sandheden om sit forhold til Skaberen gennem skønheden i sine kunstværker. Kunsten er jo en for mennesket ejendommelig måde at udtrykke sig på. Hinsides dets søgen efter livets fornødenheder, som er fælles for alle levende væsner, er kunsten et gratis overskud af indre rigdom i menneskets væsen. Det vælder frem af et talent, givet af Skaberen og ved menneskets egen anspændelse. Kunsten er en form for praktisk visdom, der forener kendskab og viden [656] om hvordan man bærer sig ad med at give sandheden om en virkelighed form i et sprog, der både kan ses og høres. Kunsten skænker således en vis lighed med Guds virken i det skabte, for så vidt den inspireres af

sandheden om skabningerne og kærligheden til dem. Så lidt som nogen anden form for menneskelig aktivitet er kunsten et absolut mål i sig selv, men den er henordnet til og forædlet af menneskets endelige mål. [657] [339] 2502 Sakral kunst er sand og skøn, når den ved sin form svarer til sit eget kald: at fremkalde og herliggøre, i tro og tilbedelse, det transcendente mysterium i Gud, den højtophøjede usynlige skønhed af sandhed og kærlighed, åbenbaret i Kristus, “Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede” (Hebr 1,3), “i hvem hele guddomsfylden bor legemligt” (Kol 2,9); en åndelig skønhed, som afspejles i den hellige jomfru, Guds Moder, englene og Helgenerne. Den ægte sakrale kunst bringer mennesket til at tilbede,bede til og elske Gud, Skaber og Frelser, Hellig og Helliggører. [1156-1162]

Derfor bør biskopperne, enten selv eller ved deres repræsentanter, sørge for at fremme den sakrale kunst, den gamle og den nye, i alle dens former. Og med den samme religiøse omhu skal de få fjernet fra liturgien og fra bygninger til gudstjenstlig brug alt, hvad der ikke er i overensstemmelse med troens sandhed og den ægte skønhed i den sakrale kunst. 2503

[658]

I korthed 2504 “Du må ikke vidne falsk mod din næste” (2 Mos 20,16). Kristi disciple har “iført sig det nye menneske, skabt i Guds billede, i den retfærdighed og hellighed, som kommer af sandheden” (Ef 4,24). 2505 Sandheden eller sanddruheden er den dyd, der består i at vise sig sand i sine handlinger og tale sandt i sine ord, og vogte sig vel for tvetydighed, forstillelse og hykleri. 2506 Den kristne skal ikke “skamme sig ved at aflægge vidnesbyrd om vor Herre” (2 Tim 1,8) i ord og gerning. Martyriet er det højeste vidnesbyrd om troens sandhed. 2507 Respekt for menneskers gode navn og rygte forbyder enhver holdning eller ethvert ord, som har karakter af sladder eller bagvaskelse. 2508

Løgn består i at sige noget forkert i den hensigt at føre sin næste bag lyset.

2509

En forseelse mod sandheden kræver godtgørelse.

2510 Den gyldne regel [jf. Matt 7,12] hjælper i konkrete situationer til at bedømme, om sandheden skal siges til den, der spørger efter den. 2511 “Den sakramentale skriftemålshemmelighed er ukrænkelig”. [659] Professionel tavshedspligt skal overholdes. Fortrolige meddelelser, der kunne skade andre, må ikke udbredes. 2512 Samfundet har ret til en information, baseret på sandhed, frihed, retfærdighed. Man bør pålægge sig selv mådehold og disciplin i brugen af massemedierne. 2513 De skønne kunster, især den sakrale kunst, “er ud fra deres væsen rettet mod Guds uendelige skønhed, som de på en vis måde prøver at udtrykke med menneskeskabte værker. Og de er så meget mere viet til Gud og til at fremme lovprisningen og forherligelsen af ham, som de jo ikke har noget højere formål end med deres værker at være med til at vende menneskenes sind mod Gud”. [660]

Artikel 9

Det niende bud

Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom (2 Mos 20,17). Enhver, som ser på en andens hustru med begær, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte (Matt 5,28).

2514 Skt. Johannes skelner mellem tre former for begær eller lyst: kødets lyst, øjnenes lyst og pral med jordisk gods.[661] Ifølge den katolske kateketiske tradition forbyder det niende bud det kødelige begær; det tiende bud forbyder begær efter næstens ejendom. [377, 400] 2515 Ifølge den etymologiske betydning af ordet kan “begær” betegne enhver form for heftig længsel hos mennesket. Den kristne teologi har givet det den særlige betydning af sanselig lyst som modsætter sig menneskets fornuft. Apostlen Paulus identificerer det med “kødet”s oprør imod “ånden”. [662] Det stammer fra den første synds ulydighed.[663] Det forstyrrer ordenen i menneskets moralske kræfter og, uden at være en synd i sig selv, forleder det mennesket til at synde. [664] [405] 2516 Fordi mennesket er et væsen, samensat af ånd og legeme, har det i sig en vis spænding, en vis kamp mellem “ånden”s og “kødet”s tilbøjeligheder. Denne kamp hører imidlertid med til syndens arv; den er en følge af den og samtidig en bekræftelse. Vi oplever den dagligt i den åndelige kamp: [362; 407] For apostlen drejer det sig ikke om at foragte eller fordømme det legeme, der sammen med den åndelige sjæl udgør menneskets natur og dets personlige subjektivitet. Det drejer sig derimod om de gerninger eller bedre om de habituelle holdninger - dyder og laster - der er moralsk gode eller onde som følge af underkastelsen under (i første tilfælde) eller modstanden (i andet tilfælde) mod Helligåndens frelsesgerning. Derfor skriver Paulus: “Lever vi i Ånden, da lad os også vandre i Ånden” (Gal 5,25).[665]

I. Hjertets renselse 2517 Hjertet er sædet for den moralske personlighed: “Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser” (Matt 15,19). Kampen mod kødets lyst går gennem hjertets renselse og øvelse i mådehold: [368; 1809] Hold dig til enkelhed og uskyld, så vil du blive som de små børn, der ikke kender det onde, som ødelægger menneskenes liv.[666]

2518 Den sjette saligprisning forkynder: “Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud” (Matt 5,8). De “rene af hjertet” vil sige de, som har givet deres forstand og deres vilje til det, som Guds hellighed kræver, særlig på tre områder: kærligheden,[667] kyskheden eller den seksuelle renhed, [668] kærlighed til sandheden og den rette tro.[669] Der er en forbindelse mellem hjertets, legemets og troens renhed: [94] De kristne skal tro artiklerne i trosbekendelsen, “for at de ved at tro kan adlyde Gud; ved at adlyde kan leve vel; ved at leve vel, kan rense deres hjerte, og ved at rense deres hjerte kan forstå hvad de tror”. [670] [158]

2519 De “rene af hjertet” har fået løfte om at se Gud ansigt til ansigt og blive Ham lig. [671] Hjertets renhed er forudsætningen for beskuelsen. Allerede nu giver den os at se sådan som Gud ser, at modtage andre som en “næste”. Den gør det muligt for os at opfatte menneskets legeme, vort eget og næstens, som et tempel for Helligånden, en manifestation af den guddommelige skønhed. [2548; 2819; 2501] II. Kampen for renhed 2520 Dåben giver den, som skal døbes, den nåde at blive renset for alle synder. Men den døbte må fortsat kæmpe med kødets lyst og de uordnede begær. Med Guds nåde vil det lykkes: [1264] - ved kyskhedens dyd og gave, for kyskheden gør det muligt at elske med et retsindigt og udelt hjerte; [2337] - ved en ren intention, som består i at holde sig menneskets sande mål for øje: den døbte søger i al enkelhed at skønne, hvad der er Guds vilje, og gøre den i alle ting; [672] [1752]

- ved et rent blik, udefter og indefter; ved at disciplinere følelser og fantasi; ved at nægte sig ethvert behag i urene tanker, der leder bort fra de guddommelige buds vej, “således at synet deraf vækker attrå hos dåren” (Visd 15,5); [1762] - ved bøn: [2846] Jeg troede, at afholdenhed måtte man nå ved egen kraft, og tiltroede ikke mig selv denne kraft. Jeg var så dum, at jeg ikke vidste, at ingen kan være afholdende, uden du giver det. Sandelig, du ville have givet det, hvis jeg med mit hjertes suk havde banket på dit øres dør og med en fast tro havde kastet al min bekymring på dig. [673]

2521 Renhed kræver blufærdighed. Den er en integrerende del af mådehold. Blufærdigheden beskytter personens intimitet. Den betyder et nej til at afsløre det, som bør forblive skjult. Den er henordnet til kyskheden, hvis finfølelse den vidner om. Den styrer blikke og gestus i overensstemmelse med menneskers værdighed og deres forbundethed med hinanden. 2522 Blufærdigheden beskytter mysteriet i menneskene og deres kærlighed. Den indbyder til tålmodighed og mådehold i en forelsket forbindelse. Den kræver, at betingelserne opfyldes for mandens og kvindens endegyldige gave til hinanden og engagement. Blufærdighed er beskedenhed. Den bestemmer valg af påklædning. Den bevarer tavsheden eller reservationen der, hvor risikoen for en usund nysgerrighed skinner igennem. Den optræder diskret. [2492]

Der findes både en blufærdighed i følelserne og i kroppen. Den oprøres for eksempel over, at menneskekroppen misbruges af “kikkere” i visse former for reklame, eller i visse mediers hang til at gå for langt i afsløring af intime betroelser. Blufærdigheden tilskynder til en måde at leve på, som gør det muligt at modstå pres fra moden og fremherskende ideologier. [2354] 2523

Blufærdigheden giver sig forskellige udslag i den ene og den anden kultur. Overalt forbliver den dog en forudanelse om en åndelig værdighed, der er særlig for mennesket. Den opstår, når mennesket vågner til bevidsthed om sig selv. At opdrage børn og unge til blufærdighed , det er at vække i dem respekten for menneskets person. 2524

2525 Den kristne renhed forlanger en renselse af det sociale klima. Den kræver af samfundets meddelelsesmidler en information, der tager vare på respekt og tilbageholdenhed. Hjertets renhed befrier for diffus erotik og undgår underholdning, der favoriserer kikkertendenser og illusoriske forestillinger. [2344] 2526 Det som kaldes permissiv sæd og skik beror på en fejlagtig opfattelse af menneskets frihed. For at friheden kan udvikles, behøves der først en opdragelse efter moralloven. Man må forlange af dem, der skal opdrage, at de bibringer ungdommen en undervisning, der giver agt på sandheden, hjertets renhed og menneskets moralske og åndelige værdighed. [1740] 2527 “Kristi glade budskab fornyer til stadighed det faldne menneskes liv og kultur, samt bekæmper og fjerner vildfarelser og onder, der stammer fra syndefulde fristelser, som udgør en evig trussel. Det ophører aldrig med at rense og ophøje folkenes adfærd. Ved gaver ovenfra frugtbargør, styrker og fuldender det indefra ethvert folkeslags og enhver tids åndelige kvaliteter og gaver, samt genopretter disse i Kristus”. [674] [1204]

I korthed 2528 “Enhver, som ser på en andens hustru med begær, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte” (Matt 5,28). 2529

Det niende bud advarer mod begær og kødelig lyst.

2530

Kampen mod sanseligt begær forudsætter hjertets renselse og øvelse i mådehold.

2531

Hjertets renhed vil give os at se Gud: allerede nu giver den os at se alt i lys af Gud.

2532

Renselsen af hjertet kræver bøn, at leve kysk, have en ren intention og et rent blik.

2533 Hjertets renhed kræver blufærdighed, som er tålmodighed, beskedenhed og diskretion. Blufærdigheden beskytter personens intimitet.

Artikel 10

Det tiende bud Du må ikke begære... noget der hører din næste til (2 Mos 20,17). Du må ikke begære hans hus, eller hans mark, eller hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom (5 Mos 5,21). Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være (Matt 6,21).

2534 Det tiende bud danner en dublet til og fuldender det niende, som handler om kødets begær. Det forbyder at begære andres gods, for det er roden til tyveri, ran og bedrag, som det syvende bud forbyder. “Øjnenes lyst” (1 Joh 2,16) fører til vold og uretfærdighed, som forbydes af det femte bud. [675] Begærlighed har, ligesom hor, sin oprindelse i den afgudsdyrkelse, som forbydes i de tre første bud i loven. [676] Det tiende bud drejer sig om hjertets hensigt; det sammenfatter, med det niende bud, alle lovens bud. [2112; 2069] I. Uorden i begærene 2535 Det sanselige begær får os til at ønske os behagelige ting, som vi mangler. Sådan ønsker vi fx mad når vi er sultne, varme når vi fryser. Disse ønsker er i og for sig gode, men ofte overskrider de et fornuftigt mådehold og forleder os til uretmæssigt at begære noget, som ikke tilkommer eller tilhører os, eller som tilkommer en anden. [1767] 2536 Det tiende bud forbyder grådighed og ønsket om at skaffe sig ubegrænset af jordiske goder. Det forbyder ubehersket havesyge, som kommer af overdreven lidenskab for rigdom og den magt, det giver. Det forbyder ligeledes trangen til at begå en uretfærdighed, hvorved man ville skade næsten og hans jordiske gods: [2445] Når Loven siger: “I må ikke begære”, byder den os med andre ord at fjerne vore begær fra alt hvad der ikke tilhører os. For tørsten efter næstens gods er umådelig, uendelig og aldrig slukket. Som der står skrevet: “Den, der elsker sølv, mættes aldrig af sølv” (Præd 5,9).[677]

2537 At ønske sig ting, som tilhører næsten, er ikke brud på dette bud, når det sker med retfærdige midler. Den traditionelle katekese fremhæver realistisk “dem som mest må kæmpe med begærets last” og som man derfor “mest må mane til overholdelse af dette bud”: Det er handelsfolk, som ønsker sig hungersnød eller dyrtid, som ugerne ser at de ikke er alene om at købe og sælge, noget som i så fald ville have gjort det muligt for dem at sælge dyrere og købe billigere; de som ønsker at deres medmennesker måtte lide nød, for at de kunne få profit af det, enten ved at sælge til dem eller købe af dem... Læger, som ønsker sig syge patienter; jurister, som ønsker sig retssager og vigtige og mange sagsanlæg... [678]

2538 Det tiende bud kræver misundelsen bandlyst fra menneskets hjerte. Da profeten Natan ville styrke kong Davids anger, fortalte han ham om den fattige, som kun ejede et lam, som han behandlede som sin egen datter, og den rige som, trods sine mange hjorde, misundte ham og til sidst stjal hans lam fra ham. [679] Misundelsen kan føre til de værste misgerninger. [680] Det er ved djævelens misundelse, at døden kom ind i verden (Visd 2,24): [2317; 391]

Vi bekæmper hinanden, og det er misundelsen der ruster os mod hinanden... Hvis alle fremturer med at ryste Kristi legeme på denne måde, hvordan skal det da gå med os? Vi er i færd med at svække Kristi legeme... Vi påstår, at vi er lemmer på det samme legeme, og så går vi løs på hinanden som vilde dyr. [681]

2539 Misundelse er en hovedsynd. Den betyder, at man er nedtrykt over, at det går en anden godt, og man gribes af et umådeligt begær efter at skaffe sig det gode, han har, om så skal være med utilbørlige midler. Når misundelsen får én til at ønske næsten ondt for alvor, er det en dødssynd: [1866] Skt. Augustin så i misundelsen “den djævelske synd slet og ret”. [682] “Af misundelse kommer had, bagtalelse, falske anklager, glæde ved næstens ulykke og misfornøjelse med hans fremgang”.[683]

2540 Misundelse er en form for nedtrykthed og altså en afvisning af kærligheden. Den døbte skal bekæmpe den med den gode viljes hjælp. Misundelse kommer ofte af hovmod; den døbte bestræber sig på at leve i ydmyghed. [1829] Er det gennem jer, I vil se Gud herliggjort? Nuvel, så glæd jer over de fremskridt jeres bror gør; så er Gud allerede herliggjort gennem jer! Gud være lovet, vil man da sige, fordi hans tjener har forstået at overvinde misundelsen med glæden ved andres fortjenester.[684]

II. Åndens begær 2541 Lovens og nådens økonomi (husholdning) vender menneskets hjerte bort fra havesyge og misundelse. Den indfører det i længslen efter det Højeste Gode; den oplærer det i Helligåndens higen, som mætter menneskets hjerte. [1718; 2764] Løfternes Gud har altid advaret mennesket mod det forførende i det som fra begyndelsen syntes “godt at spise af, en lyst for øjnene, og godt at få forstand af” (1 Mos 3,6). [397] 2542 Loven, som blev betroet Israel, har aldrig rakt til at retfærdiggøre dem, som var underlagt den; den blev endog redskab for “begæret”. [685] Misforholdet mellem at ville og at gøre [686] viser konflikten mellem Guds Lov, som er “forstandens lov”, og en anden lov, “som lænker mig til syndens lov som er i mine lemmer” (Rom 7,23). [1963] 2543 “Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af Loven og Profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror” (Rom 3,21-22). Fra nu af har de, som hører Kristus til, “korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne”(Gal 5,24). De er drevet af Ånden [687] og følger Åndens tilskyndelser.[688] [1992] III. Hjertets fattigdom [2443-2449] 2544 Jesus pålægger sine disciple at foretrække Ham frem for alt og alle, og at “give afkald på alt sit eget”[689] for Hans og Evangeliets skyld. [690] Kort før sin lidelse gav Han dem som eksempel den fattige enke i Jerusalem, der, ud af sin fattigdom, gav alt det hun havde at leve af. [691] Budet om at løsrive sig fra rigdom må opfyldes for at vi skal komme i Himlen. [544] 2545 Alle Kristi troende “skal derfor se til, at de leder deres tilbøjeligheder i den rigtige retning, således at omgangen med verdslige goder og en afhængighed af disse, som er i strid med den evangeliske fattigdoms ånd, ikke skal hindre dem i at stræbe efter den fuldkomne kærlighed”. [692] [2013] 2546 “Salige er de fattige i ånden” (Matt 5,3). Saligprisningerne åbenbarer en orden af lykke og af nåde, af skønhed og af fred. Jesus priser de fattige, som Guds rige allerede tilhører: [693] [1716]

Ordet (dvs. Kristus) kalder menneskeåndens frivillige ydmyghed og forsagelse for “fattigdom i ånden”; og apostlen giver os som eksempel Guds fattigdom, når han siger: “Han gjorde sig fattig for os” (2 Kor 8,9). [694]

2547 Herren klager over de rige, fordi de finder deres trøst i deres overflod (Luk 6,24). “Den hovmodige søger jordisk magt, mens den fattige i ånden søger Guds Rige”. [695] Overgivelse til Forsynet, den himmelske Fader, befrier for morgendagens uro.[696] Tilliden til Gud gør os skikket til de fattiges salighed. De skal se Gud. [305] IV. “Jeg vil se Gud” 2548 Længslen efter den sande lykke befrier mennesket for den umådeholdne vedhængen ved denne verdens goder, og finder sin opfyldelse i beskuelsen af Gud og saligheden hos Ham. “Løftet om at se Gud overgår enhver salighed. I Skriften er det at skue det samme som at besidde. Den, der ser Gud, har opnået alle de goder som man kan forestille sig”.[697] [2519] 2549 Tilbage bliver, for det hellige folk, at kæmpe, sammen med nåden fra oven, for at opnå de goder, som Gud lover. For at besidde og beskue Gud må de Kristus-troende døde deres begæringer, og de vil sejre, med Guds nåde, over nydelsens og magtens tillokkelser. [2015] 2550 På denne fuldkommenhedens vej kalder Ånden og Bruden den, der hører dem, [698] til den fuldkomne forening med Gud: Dér vil der være sand herlighed, hvor ingen roses enten af fejltagelse hos den, der roser, eller af smiger; sand ære, der ikke vil blive nægtet nogen, der fortjener den, eller vist nogen, der ikke er den værdig... Sand fred vil der være, hvor ingen vil lide modgang hverken fra egen eller fra andres side. Løn for fuldkommenheden vil Han være, som har givet fuldkommenheden og har lovet sig selv som løn for den - og bedre og større kan lønnen ikke være. For hvad andet ligger der i det, som han har sagt ved profeten: “Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk” (3 Mos 26,12)... Det må også være den rette forståelse af apostlens ord: “For at Gud kan være alt i alle” (1 Kor 15,28). Han vil være målet for vore længsler, når Han vil blive set uden ophør, elsket uden ubehag, lovprist uden træthed. Og denne gave, denne oplevelse, dette virke vil bestemt være fælles for alle som det evige liv selv.[699] [314]

I korthed 2551

“Dér hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være” (Matt 6,21).

2552 Det tiende bud forbyder den ubeherskede havesyge, som kommer af overdrevent begær efter rigdom og den magt, den giver. 2553 Misundelse er nedtrykthed over det gode, en anden har, og et umådeholdent begær efter at skaffe sig det. Den er en hovedsynd. 2554

Den døbte bekæmper misundelse med god vilje, ydmyghed og hengivelse i Guds forsyn.

2555 De Kristus-troende “har korsfæstet kødet med alle lidenskaber og begæringer” (Gal 5,24); de lader sig føre af Ånden og følger dens higen. 2556 Frigjorthed over for rigdom er nødvendig for at komme ind i Guds Rige. “Salige er de fattige i hjertet.” 2557 Længselens menneske siger: “Jeg vil se Gud.” Tørsten efter Gud vil blive slukket med vand fra det evige liv.[700]

[1] [2] [3] [4]

Skt. Leo den Store, serm. 21,3. Jf. Joh 1,12. Jf. Fil 1,27. Jf. Joh 8,29.

[5]

Jf. Rom 6,5. Jf. Rom 6,11. Jf. Kol 2,12. [8] Jf. Joh 15,5. [9] Jf. Ef 5,1-2. [10] Jf. Fil 2,5. [11] Jf. Joh 13,12-16. [12] Jf. 1 Kor 1,2. [13] Jf. Gal 4,6. [14] Jf. Gal 5,25. [15] Jf. Gal 5,22. [16] Jf. Ef 4,23. [17] Matt 7,14. [18] Jf. 5 Mos 30,15-20. [19] Didakæ 1,1. [20] Jf. CT 29. [21] Skt. Johannes Eudes, cord. 1,5. [22] Jf. Luk 15,11-31. [23] GS 22. [24] Jf. 2 Kor 4,4. [25] Jf. GS 22. [26] GS 14. [27] GS 24, § 3. [28] GS 15, § 2. [29] GS 17. [30] GS 16. [31] GS 13, § 1. [32] GS 13, § 2. [33] GS 22, § 1. [34] GS 15, § 2. [35] GS 17. [36] GS 16. [37] Skt. Augustin, mor. eccl. 1,3,4. [38] Skt. Augustin, conf. 10,20,29. [39] Skt. Thomas af Aq., symb. 15. [40] Jf. Matt 4,17. [41] Jf. 1 Joh 3,2; 1 Kor 13,12. [42] Jf. Matt 25,21.23. [43] Jf. Hebr 4,7-11. [44] Skt. Augustin, civ. 22,30. [45] Jf. Joh 17,3. [46] Jf. Rom 8,18. [47] Skt. Irenæus, hær. 4,20,5. [48] Newman, mix. 5, om hellighed. [49] Jf. lignelsen om sædemanden: Matt 13,3-23. [50] GS 17. [51] Skt. Irenæus, hær. 4,4,3. [52] Jf. Rom 6,17. [53] Jf. 1 Mos 4,10. [54] Jf. 2 Sam 12,7-15. [55] Jf. DH 2. [56] Jf. DH 7. [57] CDF, instr. “Libertatis conscientia” 13. [58] Jf. Joh 8,32. [59] Jf. Rom 8,21. [60] MR, kirkebøn 32. alm. søndag. [61] Jf. GS 17, § 1. [62] Jf. Matt 6,2-4. [63] Skt. Thomas af Aq., In duo præc. caritatis et in dec. legis præc. expositio, 6. [64] Jf. Mark 7,21. [65] Skt. Thomas af Aq., s. th. 1-2,26,4. [66] Jf. Skt. Augustin, Trin. 8,3,4. [67] Skt. Augustin, civ. 14,7. [68] Skt. Thomas af Aq., s. th. 1-2,24,1. [69] Jf. Skt. Thomas af Aq., s. th. 1-2,24,3. [70] GS 16. [71] Jf. Rom 2,14-16. [72] Jf. Rom 1,32. [73] Newman, brev til hertugen af Norfolk 5. [74] Skt. Augustin, ep. Jo. 8,9. [75] DH 3. [76] Jf. DH 14. [77] Jf. Luk 6,31; Tob 4,15. [78] GS 16. [79] Jf. 1 Tim 3,9; 2 Tim 1,3; 1 Pet 3,21; Apg 24,16. [80] GS 16. [81] GS 16. [82] Skt. Gregor af Nyssa, beat. 1. [83] S. th. 2-2,47,2. [6] [7]

[84]

Jf. Sir 5,2; 37,27-31. Skt. Augustin, mor. eccl. 1,25,46. Jf. 2 Pet 1,4. [87] Jf. 1 Kor 13,13. [88] DV 5. [89] Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1544. [90] LG 42; jf. DH 14. [91] Jf. 1 Mos 17,4-8; 22,1-18. [92] Jf. Rom 8,28-30. [93] Jf. Matt 7,21. [94] Jf. Matt 10,22; jf. Tridentinerkoncilet: DS 1541. [95] Skt. Teresa af Jesus, excl. 15,3. [96] Jf. Joh 13,34. [97] Jf. Matt 22,40; Rom 13,8-10. [98] Jf. Matt 5,44. [99] Jf. Luk 10,27-37. [100] Jf. Mark 9,37. [101] Jf. Matt 25,40.45. [102] Jf. 1 Kor 13,1-3. [103] Skt. Basilius, reg. fus. prol. 3. [104] Skt. Augustin, ep. Jo. 10,4. [105] Jf. Es 11,1-2. [106] Jf. 1 Kor 13,13. [107] Jf. Luk 15. [108] Skt. Augustin, serm. 169,11,13. [109] DeV 31. [110] Skt. Augustin, Faust. 22,27; Skt. Thomas af Aq., s. th. 1-2,71,6. [111] Skt. Augustin, civ. 14,28. [112] Jf. Fil 2,6-9. [113] Jf. Joh 14,30. [114] Jf. Rom 1, 28-32; 1 Kor 6,9-10; Ef 5,3-5; Kol 3,5-9; 1 Tim 1,9-10; 2 Tim 3,2-5. [115] Jf. 1 Joh 5,16-17. [116] Skt. Thomas af Aq., s. th. 1-2,88,2. [117] RP 17. [118] Jf. Mark 3,5-6; Luk 16,19-31. [119] RP 17. [120] Skt. Augustin, ep. Jo. 1,6. [121] Jf. Mark 3,29; Luk 12,10. [122] Jf. DeV 46. [123] Jf. Skt. Johannes Cassian, Conlatio 5,2. [124] Jf. Skt. Gregor den Store, Moralia in Job 31,45,87. [125] Jf. 1 Mos 4,10. [126] Jf. 1 Mos 18,20; 19,13. [127] Jf. 2 Mos 3,7-10. [128] Jf. 2 Mos 22,20-22. [129] Jf. 5 Mos 24,14-15; Jak 5,4. [130] Jf. RP 16. [131] Skt. Augustin, Faust, 22,27. [132] Jf. GS 24, § 3. [133] Jf. GS 25, § 1. [134] Jf. Luk 19,13.15. [135] GS 25, § 1. [136] MM 60. [137] GS 25; CA 16. [138] CA 48; jf. Pius d. 11., enc.”Quadragesimo anno”. [139] CA 36. [140] PT 36. [141] Jf. CA 41. [142] Pius d. 12., tale 1. juni 1941. [143] Jf. LG 36. [144] CA 25. [145] GS 25, § 1. [146] Jf. CA 5. [147] PT 46. [148] Jf. Leo d. 13., enc. “Diuturnum illud”; enc. “Immortale Dei”. [149] Jf. 1 Pet 2,13-17. [150] Jf. allerede 1 Tim 2,1-2. [151] Clemens af Rom, Cor. 61,1-2. [152] GS 74, § 3. [153] GS 74, § 2. [154] Skt. Thomas af Aq., s. th. 1-2,93,3, ad 2. [155] PT 51. [156] CA 44. [157] Barnabas, ep. 4,10. [158] GS 26, § 1; jf. GS 74, § 1. [159] GS 26, § 2. [160] Jf. GS 26, § 2. [161] GS 84. [162] GS 26, § 3. [85] [86]

[163] [164] [165] [166] [167] [168] [169] [170] [171] [172] [173] [174] [175] [176] [177] [178] [179] [180] [181] [182] [183] [184] [185] [186] [187] [188] [189] [190] [191] [192] [193] [194] [195] [196] [197] [198] [199] [200] [201] [202] [203] [204] [205] [206] [207] [208] [209] [210] [211] [212] [213] [214] [215] [216] [217] [218] [219] [220] [221] [222] [223] [224] [225] [226] [227] [228] [229] [230] [231] [232] [233] [234] [235] [236] [237] [238] [239] [240] [241]

Jf. CA 43. GS 31, § 3. Jf. GS 30, § 1. GS 31, § 3. GS 74, § 3. GS 26, § 1. SRS 47. Jf. PT 61. GS 27, § 1. Jf. Matt 5,43-44. GS 29, § 2. Jf. GS 29, § 2. Jf. Matt 25,14-30; Luk 19,11-27. Skt. Katharina af Siena, dial. 7. GS 29, § 3. Jf. SRS 38-40; CA 10. Pius d. 12., enc. “Summi pontificatus”. Pius d. 12., tale 1. juni 1941. Leo d. 13., enc. “Libertas præstantissimum”, der citerer Thomas af Aq., s. th. 1-2,90,1. Tertullian, Marc. 2,4,5. Leo d. 13., enc. “Libertas præstantissimum”. GS 89, § 1. Skt. Augustin, Trin. 14,15,21. Skt. Thomas af Aq., dec. præc. 1. Cicero, rep. 3,22,33. Jf. GS 10. Skt.Augustin, conf. 2,4,9. 1. Vatikankoncil, dogm. konst. “Dei Filius” 2: DS 3005; Pius d. 12., enc. “Humani generis”: DS 3876. Skt. Augustin, Psal. 57,1. Jf. Rom 7,12. Jf. Rom 7,14. Jf. Rom 7,16. Jf. Gal 3,24. Jf. Rom 7. Skt. Irenæus, hær. 4,15,1. Skt. Thomas af Aq., s. th. 1-2,107,1, ad 2. Jf. Jer 31,31-34. Skt. Augustin, serm. Dom. 1,1,1. Jf. Matt 5,17-19. Jf. Matt 15,18-19. Jf. Matt 5,48. Jf. Matt 5,44. Jf. Matt 6,1-6; 16-18. Matt 6,9-13. Jf. Matt 7,13-14. Jf. Matt 7,21-27. Jf. Luk 6,31. Jf. Joh 13,34. Jf. Joh 15,12. Jf. Rom 14; 1 Kor 5-10. Jf. Jak 1,25; 2,12. Jf. Gal 4,1-7.21-31; Rom 8,15-17. Jf. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,184,3. Skt. Frans af Sales, kærlighed 8,6. Skt. Thomas af Aq., s. th. 1-2,90,4. Jf. Rom 10,4. LG 42. Jf. Rom 3,22. Jf. Rom 6,3-4. Jf. 1 Kor 12. Jf. Joh 15,1-4. Skt. Athanasius, ep. Serap. 1,24. Tridentinerkoncilet: DS 1528. Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1529. Tridentinerkoncilet: DS 1525. Ev. Jo. 72,3. Jf. Rom 7,22; Ef 3,16. Jf. Joh 1,12-18. Jf. Rom 8,14-17. Jf. 2 Pet 1,3-4. Jf. Joh 17,3. Jf. 1 Kor 2,7-9. Jf. Joh 4,14; 7,38-39. Skt. Augustin, grat. 17,33. Skt. Augustin, nat. et grat. 31,35. Skt. Augustin, conf. 13,36. Jf. LG 12. Jf. 1 Kor 12. Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1533-1534.

[242] [243] [244] [245] [246] [247] [248] [249] [250] [251] [252] [253] [254] [255] [256] [257] [258] [259] [260] [261] [262] [263] [264] [265] [266] [267] [268] [269] [270] [271] [272] [273] [274] [275] [276] [277] [278] [279] [280] [281] [282] [283] [284] [285] [286] [287] [288] [289] [290] [291] [292] [293] [294] [295] [296] [297] [298] [299] [300] [301] [302] [303] [304] [305] [306] [307] [308] [309] [310] [311] [312] [313] [314] [315] [316] [317] [318] [319] [320]

Jeanne d’Arc, Dictum: Procès de condamnation, ed. P. Tisset (Paris 1960) s. 62. MR, Helgenernes præfation, der citerer “Doctor gratiæ”, Skt. Augustin, Psal. 102,7. Tridentinerkoncilet: DS 1546. Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1548. Skt. Augustin, serm. 298,4-5. Skt. Therese af Jesusbarnet, offr. LG 40. LG 40. Jf. 2 Tim 4. Skt. Gregor af Nyssa, hom. in Cant. 8. Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1576. LG 40. Skt.Gregor af Nyssa, v. Mos. Jf. Gal 6,2. Jf. Rom 12,1. LG 17. CIC, can. 747, § 2. LG 25. Jf. LG 25. CDF, dekl. “Mysterium Ecclesiæ” 3. Jf. DH 14. Jf. CIC, can. 213. Jf. 1 Kor 2,10-15. Jf. Rom 12,8.11. Jf. CIC, can. 1246-1248; CCEO, can. 880, § 3; 881, §§ 1.2.4. Jf. CIC, can. 989; CCEO, can. 719. Jf. CIC, can. 920; CCEO, can. 708; 881,3. Jf. CIC, can. 1249-1251; CCEO, can. 882. Jf. CIC, can. 222; CCEO, can. 25. Bispekonf. kan give andre kirkelige love for deres område; jf. CIC, can. 455. AA 6. Jf. Ef 1,22. Jf. LG 39. MR, Præfationen til Krist Konges fest. Jf. Matt 5,17. Jf. Matt 19,6-12.21.23-29. Jf. Matt 5,20. Jf. Matt 5,46-47. Jf. 5 Mos 6,5; 3 Mos 19,18. Jf. 2 Mos 31,18; 5 Mos 5,22. Jf. 5 Mos 31,9.24. Jf. 2 Mos 20,1-17. Jf. 5 Mos 5,6-22. Jf. fx Hos 4,2; Jer 7,9; Ez 18,5-9. Jf. 2 Mos 19. Jf. 2 Mos 24. Jf. 2 Mos 24,7. Origenes, hom. in Ex. 8,1. Skt. Irenæus, hær. 4,16,3-4. Skt. Augustin, serm. 33,2. Jf. DS 1569-1570. LG 24. Jf. Jak 2,10-11. Skt. Irenæus, hær. 4,15,1. Skt. Bonaventura, sent. 3,37,1,3. Jf. Jak 2,10-11. Jf. Luk 10,27: “...hele din styrke”. Jf. 5 Mos 6-9. Jf. 2 Mos 19,16-25; 24,15-18. Skt. Justinus, dial. 11,1. Catech. R. 3,2,4. Jf. Rom 1,5; 16,26. Jf. Rom 1,18-32. CIC, can. 751. Jf. 5 Mos 6,4-5. Jf. Luk 1,46-49. Skt. Augustin, civ. 10,6. Jf. Am 5,21-25. Jf. Es 1,10-20. Jf. Hos 6,6. Jf. Hebr 9,13-14. CIC, can. 1191, § 1. Jf. Apg 18,18; 21,23-24. Jf. CIC, can. 654. LG 42. Jf. CIC, can. 692; 1196-1197. DH 1. DH 2. NA 2. DH 14.

[321]

DH 1. AA 13. Jf. DH 1. [324] Jf. AA 13. [325] Jf. Leo d. 13., enc. “Immortale Dei”; Pius d. 11., enc. “Quas primas”. [326] DH 2; GS 26. [327] DH 2. [328] DH 6. [329] Jf. Leo d. 13., enc. “Libertas præstantissimum”. [330] Jf. Pius d. 12., tale 6. dec. 1953. [331] Jf. DH 2. [332] Jf. Pius d. 6., “Quod aliquantum”. [333] Jf. Pius d. 9., enc. “Quanta cura”. [334] DH 7. [335] Jf. Matt 23,16-22. [336] Jf. Es 44,9-20; Jer 10,1-16; Dan 14,1-30; Bar 6; Visd 13,1-15,19. [337] Jf. Sl 42,3; osv. [338] Jf. Åb 13-14. [339] Jf. Gal 5,20; Ef 5,5. [340] Origenes, Cels. 2,40. [341] Jf. 5 Mos 18,10; Jer 29,8. [342] Jf. Luk 4,9. [343] Jf. 1 Kor 10,9; 2 Mos 17,2-7; Sl 95,9. [344] Jf. CIC, can. 1367; 1376. [345] Jf. Apg 8,9-24. [346] Jf. allerede Es 55,1. [347] CIC, can. 848. [348] Jf. Luk 10,7; 1 Kor 9,4-18; 1 Tim 5,17-18. [349] GS 19, §1. [350] GS 20, § 1. [351] GS 20, § 2. [352] Jf. Rom 1,18. [353] GS 19, § 3. [354] Jf. GS 20, § 1. [355] GS 21, § 3. [356] GS 21, § 7. [357] Jf. 4 Mos 21,4-9; Visd 16,5-14; Joh 3,14-15. [358] Jf. 2 Mos 25,10-22; 1 Kong 6,23-28; 7,23-26. [359] Skt. Basilius, Spir. 18,45. [360] 2. Koncil i Nikæa: DS 601; jf. Tridentinerkoncilet: DS 1821-1825; 2. Vatikankoncil: SC 125; LG 67. [361] Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,81,3, ad 3. [362] DH 15. [363] Jf. 5 Mos 5,11. [364] Jf. Zak 2,17. [365] Jf. Sl 29,2; 96,2; 113,1-2. [366] Newman, par. 5,2. [367] Jf. Matt 10,32; 1 Tim 6,12. [368] Jf. 1 Joh 1,10. [369] Jf. CIC, can. 1369. [370] Skt. Augustin, serm. Dom. 2,5,19. [371] Jf. Jak 5,12. [372] Jf. 2 Kor 1,23; Gal 1,20. [373] CIC, can. 1199, § 1. [374] CIC, can. 855. [375] Jf. Es 43,1; Joh 10,3. [376] Skt. Ignatius, ex. spir. 38. [377] Jf. Es 43,1. [378] Jf. 5 Mos 5,12-15. [379] Jf. 2 Mos 31,16. [380] Jf. 2 Mos 23,12. [381] Jf. Neh 13,15-22; 2 Krøn 36,21. [382] Jf. Mark 1,21; Joh 9,16. [383] Jf. Mark 3,4. [384] Jf. Matt 12,5; Joh 7,23. [385] Jf. Matt 28,1; Luk 24,1; Joh 20,1. [386] Jf. Mark 16,1; Matt 28,1. [387] Skt. Justinus, apol. 1,67. [388] Jf. 1 Kor 10,11. [389] Skt. Ignatius af Antiokia, Magn. 9,1. [390] Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,122,4. [391] CIC, can. 1246, § 1. [392] CIC, can. 1246, § 1. [393] Jf. Apg 2,42-46; 1 Kor 11,17. [394] Pseudo-Eusebius af Alexandria, serm. dom. [395] CIC, can. 515, § 1. [396] Jf. Joh. Paul d. 2., CL 26. [397] Skt. Johannes Chrysostomus, incomprehens. 3,6. [398] CIC, can. 1247. [399] CIC, can. 1248, § 1. [322] [323]

[400] [401] [402] [403] [404] [405] [406] [407] [408] [409] [410] [411] [412] [413] [414] [415] [416] [417] [418] [419] [420] [421] [422] [423] [424] [425] [426] [427] [428] [429] [430] [431] [432] [433] [434] [435] [436] [437] [438] [439] [440] [441] [442] [443] [444] [445] [446] [447] [448] [449] [450] [451] [452] [453] [454] [455] [456] [457] [458] [459] [460] [461] [462] [463] [464] [465] [466] [467] [468] [469] [470] [471] [472] [473] [474] [475] [476] [477] [478]

Jf. CIC, can. 1245. CIC, can. 1248, § 2. Jf. GS 67, § 3. Jf. CIC, can. 1247. Skt. Augustin, civ. 19,19. Jf. SC 106. CIC, can. 1246, § 1. CIC, can. 1247. CIC, can. 1247. GS 67, § 3. Jf. Mark 7,8-13. Jf. 5 Mos 5,16. Jf. 5 Mos 5,16. FC 21; jf. LG 11. Jf. Ef 5,21 - 6,4; Kol 3,18-21; 1 Pet 3,1-7. Jf. GS 52, § 1. Jf. GS 47, § 1. GS 52, § 2. Jf. FC 46. Jf. Ef 3,15. Jf. Ordsp 1,8; Tob 4,3-4. Jf. 2 Mos 20,12. Jf. Ef 6,1. Jf. Mark 7,10-12. GE 3. Jf. FC 36. CA 36. LG 11; jf. CIC, can. 1136. Jf. LG 11. Jf. GS 48, § 4. Jf. Matt 18,21-22; Luk 17,4. Jf. GE 6. Jf. Matt 16,25. Jf. CA 25. Jf. Rom 13,1-2. Brevet til Diognet, 5,5; 5,10; 6,10. GS 74, § 5. Jf. CA 45; 46. GS 76. GS 76, § 3. GS 76, § 5. GS 47, § 1. CDF, instr. “Donum vitæ” intr. 5. Jf. 1 Mos 4,8-12. Jf. 3 Mos 17,14. Jf. Matt 5,22-26.38-39. Jf. Matt 5,44. Jf. Matt 26,52. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,64,7. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,64,7. Joh. Paul d. 2., enc. Evangelium vitae, 56. Jf. 1 Mos 4,10. Jf. GS 51, § 3. Jf. Am 8,4-10. Jf. CDF, instr. “Donum vitæ” 1,1. Jf. Job 10,8-12; Sl 22,10-11. Didakæ 2,2; jf. Barnabasbrevet, 19,5; Brevet til Diognet 5,6; Tertullian, Apologeticum 9,8. GS 51, § 3. CIC, can. 1398. CIC, can. 1314. Jf. CIC, can. 1323-1324. CDF, instr. “Donum vitæ” 3. CDF, instr. “Donum vitæ” 3. CDF, instr. “Donum vitæ” 1,2. CDF, instr. “Donum vitæ” 1,3. CDF, instr. “Donum vitæ” 1,5. CDF, instr. “Donum vitæ” 1,6. Jf. Erklæring fra Troslærekongregationen, Iura et bona. Jf. 1 Kor 8,10-13. Jf. Matt 7,15. Pius d. 12., tale 1. juni 1941. Jf. Ef 6,4; Kol 3,21. Jf. DS 3722-3723. Jf. Tob 1,16-18. Jf. CIC, can. 1176, § 3. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,158,1, ad 3. Skt. Augustin, Om Guds Stad 19,13. Jf. GS 78, §§ 1-2. Jf. Ef 2,16; Kol 1,20-22.

[479] [480] [481] [482] [483] [484] [485] [486] [487] [488] [489] [490] [491] [492] [493] [494] [495] [496] [497] [498] [499] [500] [501] [502] [503] [504] [505] [506] [507] [508] [509] [510] [511] [512] [513] [514] [515] [516] [517] [518] [519] [520] [521] [522] [523] [524] [525] [526] [527] [528] [529] [530] [531] [532] [533] [534] [535] [536] [537] [538] [539] [540] [541] [542] [543] [544] [545] [546] [547] [548] [549] [550] [551] [552] [553] [554] [555] [556] [557]

Jf. LG 1. Jf. GS 78, § 5. Jf. GS 81, § 4. GS 79, § 4. Jf. GS 79, § 5. Jf. GS 79, § 3. GS 79, § 4. GS 80, § 4. Jf. PP 53. GS 78, § 6. GS 27, § 3. GS 81, § 3. Jf. 5 Mos 5,18. FC 11. FC 22; jf. GS 49, § 2. MD 6. Jf. 1 Mos 4,1-2.25-26; 5,1. Jf. Matt 19,6. Jf. Matt 5,37. Jf. Sir 1,22. GS 17. Augustins Bekendelser 10,29,40. Jf. Tit 2,1-6. FC 34. GS 25, § 1. Jf. Gal 5,22-23. Jf. 1 Joh 3,3. Jf. Joh 15,15. Jf. Gal 3,27. CDF, dekl. “Persona humana” 11. Skt. Ambrosius, vid. 23. CDF, dekl. “Persona humana” 9. Jf. 1 Kor 6,15-20. Jf. 1 Mos 19,1-29; Rom 1,24-27; 1 Kor 6,9-10; 1 Tim 1,10. CDF, dekl. “Persona humana” 8. FC 11. GS 49, § 2. Pius d. 12., tale 29. okt. 1951. GS 48, § 1. Jf. CIC, can. 1056. Jf. Matt 19,1-12; 1 Kor 7,10-11. Hom. in Eph. 20,8. FC 30. HV 11. HV 12; jf. Pius d. 11., enc. “Casti connubii”. Jf. Ef 3,14-15; Matt 23,9. GS 50, § 2. Jf. GS 50. GS 51, § 3. HV 12. Jf. HV 16. HV 14. FC 32. GS 51, § 4. Jf. PP 37; HV 23. Jf. GS 50, § 2. CDF, instr. “Donum vitæ” intr. 2. CDF, instr. “Donum vitæ” 2,1. Jf. CDF, instr. “Donum vitæ” 2,5. CDF, instr. “Donum vitæ” 2,4. CDF, instr. “Donum vitæ” 2,8. Jf. Matt 5,27-28. Jf. Matt 5,32; 19,6; Mark 10,12; 1 Kor 6,9-10. Jf. Hos 2,7; Jer 5,7; 13,27. Jf. Matt 5,31-32; 19,3-9; Mark 10,9; Luk 16,18; 1 Kor 7,10-11. Jf. Matt 19,7-9. CIC, can. 1141. Jf. CIC, can. 1151-1155. Skt. Basilius, moral. regel 73. Jf. FC 84. FC 19; jf. GS 47, § 2. Jf. 3 Mos 18,7-20. Jf. FC 81. CDF, dekl. “Persona humana” 7. Jf. FC 80. FC 11. Jf. 5 Mos 5,19. Jf. 1 Mos 1,26-29. GS 69, § 1.

[558] [559] [560] [561] [562] [563] [564] [565] [566] [567] [568] [569] [570] [571] [572] [573] [574] [575] [576] [577] [578] [579] [580] [581] [582] [583] [584] [585] [586] [587] [588] [589] [590] [591] [592] [593] [594] [595] [596] [597] [598] [599] [600] [601] [602] [603] [604] [605] [606] [607] [608] [609] [610] [611] [612] [613] [614] [615] [616] [617] [618] [619] [620] [621] [622] [623] [624] [625] [626] [627] [628] [629] [630] [631] [632] [633] [634] [635] [636]

Jf. GS 71, § 4; SRS 42; CA 40; 48. Jf. 2 Kor 8,9. Jf. GS 69,§ 1. Jf. 5 Mos 25,13-16. Jf. 5 Mos 24,14-15; Jak 5,4. Jf. Am 8,4-6. Jf. 1 Mos 1,28-31. Jf. CA 37-38. Jf. Matt 6,26. Jf. Dan 3,79-81. Jf. 1 Mos 2,19-20; 9,1-4. GS 23, § 1. GS 76, § 5. Jf. CA 3. Jf. SRS 1; 41. Jf. CA 24. Jf. GS 63, § 3; LE 7; CA 35. GS 65. Jf. CA 10; 13; 44. CA 34. Jf. GS 64. Jf. 1 Mos 1,28; GS 34; CA 31. Jf. 1 Tess 4,11. Jf. 1 Mos 3,14-19. Jf. LE 27. Jf. LE 6. Jf. CA 32; 34. Jf. LE 11. CA 48. Jf. CA 37. Jf. LE 19; 22-23. Jf. CA 48. Jf. 3 Mos 19,13; 5 Mos 24,14-15; Jak 5,4. GS 67, § 2. Jf. LE 18. SRS 14. SRS 9. Jf. SRS 17; 45. Jf. CA 35. CA 28. Jf. SRS 16. Jf. CA 26. Jf. SRS 32; CA 51. SRS 47; jf. SRS 42. Jf. Matt 25,31-36. Jf. Luk 4,18. CA 57. Jf. Luk 6,20-22. Jf. Matt 8,20. Jf. Mark 12,41-44. Jf. Ef 4,28. Jf. CA 57. Laz. 2,6. AA 8. Skt. Gregor den Store, past. 3,21,45. Jf. Es 58,6-7; Hebr 13,3. Jf. Matt 25,31-46. Jf. Tob 4,5-11; Sir 17,18. Jf. Matt 6,2-4. Jf. 1 Joh 3,17. CDF, instr. “Libertatis conscientia” 68. Jf. Matt 25,40. Vita. Jf. CA 29. Jf. Luk 16,19-31. Jf. Ordsp 8,7; 2 Sam 7,28. Jf. Sl 119,142. Jf. Luk 1,50. Jf. Joh 1,14. Jf. Joh 14,6. Jf. Joh 12,46. Jf. Joh 8,31-32. Jf.Joh 17,17. Jf. Joh 14,17. Jf. Joh 14,26. DH 2. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,109,3, ad 1. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,109,3. Jf. Joh 18,37.

[637] [638] [639] [640] [641] [642] [643] [644] [645] [646] [647] [648] [649] [650] [651] [652] [653] [654] [655] [656] [657] [658] [659] [660] [661] [662] [663] [664] [665] [666] [667] [668] [669] [670] [671] [672] [673] [674] [675] [676] [677] [678] [679] [680] [681] [682] [683] [684] [685] [686] [687] [688] [689] [690] [691] [692] [693] [694] [695] [696] [697] [698] [699] [700]

Jf. Matt 18,16. AG 11. Ignatius af Antiokia, Rom. 4,1. Ignatius af Antiokia, Rom. 6,1. Skt. Polykarp, mart. 14,2-3. Jf. Ordsp 19,9. Jf. Ordsp 18,5. Jf. CIC, can. 220. Jf. Sir 21,28. Jf. Skt. Ignatius Exercitiebog 22. Skt. Augustin. mend. 4,5. Jf. Sir 27,17; Ordsp 25,9-10. CIC, can. 983, § 1. Jf. IM 11. IM 5. IM 8. IM 12. IM 12. Jf. 1 Mos 1,26. Jf. Visd 7,17. Jf. Pius d. 12., tale 24. dec. 1955 og tale 3. sept. 1950. Jf. SC 122-127. CIC, can. 983, § 1. SC 122. Jf. 1 Joh 2,16 (Vulgata). Jf. Gal 5,16.17.24; Ef 2,3. Jf. 1 Mos 3,11. Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1515. Johannes Paul d. 2., DeV 55. Hermas, mand. 2,1. Jf. 1 Tess 4,3-9; 2 Tim 2,22. Jf. 1 Tess 4,7; Kol 3,5; Ef 4,19. Jf. Tit 1,15; 1 Tim 1,3-4; 2 Tim 2,23-26. Skt. Augustin, fid. et symb. 10,25. Jf. 1 Kor 13,12; 1 Joh 3,2. Jf. Rom 12,2; Kol 1,10. Augustins Bekendelser, 6,11. GS 58, § 4. Jf. Mika 2,2. Jf. Visd 14,12. Catech. R. 3,10,13. Catech. R. 3,10,23. Jf. 2 Sam 12,1-4. Jf. 1 Mos 4,3-8; 1 Kong 21,1-29. Skt. Johannes Chrysostomus, hom. in 2 Kor 27,3-4. Skt. Augustin, De disciplina christiana 7,7. Skt. Gregor d. Store, mor. 31,45,88. Skt. Johannes Chrysostomus, hom. in Rom. 7,5. Jf. Rom 7,7. Jf. Rom 7,15. Jf. Rom 8,14. Jf. Rom 8,27. Jf. Luk 14,33. Jf. Mark 8,35. Jf. Luk 21,4. LG 42. Jf. Luk 6,20. Skt. Gregor af Nyssa, beat. 1. Skt. Augustin, serm. Dom. 1,1,3. Jf. Matt 6,25-34. Skt. Gregor af Nyssa, beat. 6. Jf. Åb 22,17. Skt. Augustin, Om Guds Stad 22,30. Jf. Joh 4,14.

Fjerde Del: Den Kristne Bøn Første Sektion Bønnen i det kristne liv

2558 Stort er “troens mysterium”. Kirken bekender det i den apostolske Trosbekendelse (første del) og fejrer det i den sakramentale liturgi (anden del), for at de troendes liv kan ligedannes med Kristus i Helligånden til Gud Faders ære (tredje del). Dette mysterium kræver altså, at de troende tror på det, fejrer det og lever i det, i et levende og personligt forhold til den levende og sande Gud. Dette forhold er bønnen. Hvad er bøn? For mig er bønnen hjertets opløftelse, et enfoldigt blik mod Himlen, et udråb af taknemlighed og kærlighed midt i prøvelsen såvel som midt i glæden449.

Bøn som Guds gave 2559 “Bøn er sjælens opløftelse til Gud eller at bede Gud om de rette goder 450.” Hvor taler vi fra, når vi beder? Fra højden af vort hovmod og vor egen vilje, eller fra “det dybe” (Sl 130,1) af et ydmygt og angerfuldt hjerte? Det er den der fornedrer sig, som skal ophøjes 451. Ydmyghed er bønnens basis. “Hvordan vi skal bede, ved vi ikke” (Rom 8,26). Ydmyghed er at være indstillet på gratis at modtage bønnens gave: mennesket er en tigger hos Gud452. [2613; 2736] 2560 “Hvis du kendte Guds gave!” (Joh 4,10). Bønnens under viser sig netop der, ved kanten af brønden, hvor vi kommer for at hente vand. Dèr møder Kristus ethvert menneske. Han er den første til at opsøge os, og det er Ham der beder: “Giv mig et drikke!” Jesus tørster; hans bøn, længslen efter os, kommer fra Guds dybder. Bønnen er, enten vi ved det eller ej, et møde mellem Guds tørst og vor. Gud tørster efter, at vi skal tørste efter Ham453.

“... da ville det være dig, som bad Ham, og Han ville give dig levende vand” (Joh 4,10). Når vi beder om noget, er det paradoksalt nok et svar - svar på den levende Guds klage: “Mit folk... har forladt mig, Kilden med levende vand, og de har udhugget cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand!” (Jer 2,13). Det er troens svar på det ufortjente løfte om frelse 454, kærlighedens svar på den énbårne Søns tørst455. 2561

Bøn som pagt 2562 Hvorfra kommer menneskets bøn? Uanset hvilke gestus og ord bønnen bruger, er det hele mennesket der beder. Men for at udpege det sted, hvorfra bønnen udgår, taler Skriften til tider om sjælen eller om ånden, men oftest om hjertet (over tusind gange). Det er hjertet der beder. Hvis det er langt fra Gud, er bønnen til ingen nytte. 2563 Hjertet er det sted hvor jeg har hjemme, hvor jeg bor (ifølge det semitiske eller bibelske udtryk: hvor jeg “stiger ned”). Det er vort skjulte midtpunkt, ubegribeligt for vor forstand og for andre mennesker. Kun Guds Ånd kan udgrunde og kende det. Det er stedet, hvor beslutninger træffes, dybt inde i vor sjæls tilbøjeligheder. Det er sandhedens sted, der hvor vi vælger livet eller døden. Det er mødestedet, for efter Guds billede lever vi i forhold til andre. Hjertet er pagtens sted. [368; 2699; 1696] 2564 Den kristne bøn er et pagtforhold mellem Gud og mennesket i Kristus. Den er Guds handling og menneskets handling. Den udspringer af Helligånden og af os. I forening med Guds Søns menneskevilje, Han som blev menneske, er den helt rettet mod Faderen.

449 450 451 452 453 454 455

Skt. Therese af Jesusbarnet, ms. autob. C25r. Skt. Johannes af Damaskus, f. o. 3,24. Jf. Lukas 18,9-14. Jf. Skt. Augustin, serm. 56,6,9. Jf. Skt. Augustin, quæst. 64,4. Jf. Joh 7,37-39; Es 12,3; 51,1. Jf. Joh 19,28; Zak 12,10; 13,1.

Bøn som fællesskab 2565 I den Nye Pagt er bønnen Guds børns levende kontakt med deres uendeligt gode Far, med hans Søn Jesus Kristus og med Helligånden. Guds Riges nåde er “foreningen af hele den Hellige Treenighed med hele (menneskets) ånd456”. Bønnens liv er således altid at opholde sig i Guds nærvær, den tre gange hellige Gud, og leve i samfund med Ham. Dette livsfællesskab er altid muligt, fordi vi, i Dåben, er blevet ét med Kristus457. Bønnen er kristen for så vidt den er fællesskab med Kristus og udfolder sig i Kirken, hans Legeme. Dens dimensioner er de samme som i Kristi kærlighed458. [260; 792]

Første kapitel

Åbenbaringen af bønnen Alles kald til at bede 2566 Mennesket søger efter Gud. Ved skabelsen kalder Gud ethvert væsen ud af intetheden til eksistens. “Kronet med herlighed og ære”459 er mennesket, næst efter englene, i stand til at erkende, “hvor stort Herrens navn er på den vide jord”.460 Selv efter at mennesket ved sin synd har mistet ligheden med Gud, forbliver det skabt i sin Skabers billede. Det beholder længslen efter Ham, der kalder det til eksistens. Alle religioner vidner om denne væsentlige søgen hos menneskene461. [296; 355; 28] 2567 Det er Gud der, som den første, kalder mennesket. Hvad enten mennesket glemmer sin Skaber eller skjuler sig langt borte fra hans Åsyn, løber efter sine idoler eller anklager guddommen for at have forladt det - kalder den levende og sande Gud utrætteligt enhver personligt til det hemmelighedsfulde møde med sig i bønnen. Dette den trofaste Guds kærligheds skridt er altid det første i bønnen; menneskets skridt er altid et svar. Efterhånden som Gud åbenbarer sig og åbenbarer mennesket for det selv, viser bønnen sig som en gensidig appel, et pagtens drama. Gennem ord og handlinger engagerer dette drama hjertet. Det afslører sig igennem hele frelsens historie. [30; 142]

Artikel 1

I Gamle Testamente 2568 Åbenbaringen af bønnen i Gamle Testamente finder sted mellem syndefaldet og menneskets genoprejsning, mellem Guds smertelige kalden på sine første børn: “Hvor er du?... Hvad har du gjort?” (1 Mos 3,9.13) og den énbårne Søns svar, da han træder ind i verden: “Se, jeg kommer for at gøre din vilje, min

456 457 458 459 460 461

Skt. Gregor af Nazianz, or. 16,9. Jf. Rom. 6,5. Jf. Ef 3,18-21. Jf. Sl 8,6. Jf. Sl 8,2. Jf. Apg 17,27.

Gud” (Hebr 10,7).462 Således er bønnen knyttet til menneskenes historie; den er forholdet til Gud i historiens begivenheder. [410; 1736; 2738] Skabelsen - bønnens kilde 2569 Det er i første omgang den skabte virkelighed, bønnen lever af. De ni første kapitler i 1. Mosebog skildrer dette forhold til Gud som Abels ofring af de førstefødte i sin hjord 463, som Enoks påkaldelse af Herrens navn464, som “vandring med Gud”.465 Noas offer er “velbehageligt” for Gud, som velsigner ham, og som gennem ham velsigner hele skabningen 466, fordi hans hjerte er retfærdigt og udadleligt; også han “vandrer med Gud” (1 Mos 6,9). Denne form for bøn efterleves af mange retfærdige i alle religioner. [288; 58] I sin ubrydelige pagt med alle levende væsner 467 kalder Gud til stadighed menneskene til at bede til Ham. Men det er især med vor fader Abraham, at bønnen i Gamle Testamente bliver åbenbaret. [59] Forjættelsen og troens bøn 2570 Da Gud kalder Abraham, drager han af sted, “sådan som Herren havde sagt ham” (1 Mos 12,4). Hans hjerte er “føjeligt under Ordet”, han adlyder. At lytte med et hjerte, der bestemmer sig for Gud, er væsentligt for bønnen; ordene tjener hertil. Men Abrahams bøn udtrykker sig først i handlinger: Han er det tavse menneske; ved hver etape på vejen bygger han Herren et alter. Først senere kommer hans bøn til udtryk i ord: En skjult klage, der minder Gud om hans løfter, der ikke ser ud til at blive til noget 468. Her fra starten viser sig et af aspekterne ved bønnens drama: en prøvelse af troen på Guds troskab. [145] 2571 I tro på Gud469, på vandring i hans nærvær og i pagt med Ham 470, er patriarken parat til at modtage sin hemmelighedsfulde gæst i sit telt. Det er den beundringsværdige gæstfrihed i Mamre, forspillet til Bebudelsen af forjættelsens sande Søn471. Fra nu af, efter at Gud har indviet ham i sin plan, er Abrahams hjerte i samklang med sin Herres medlidenhed med menneskene, og han vover at gå i forbøn for dem med en dristig tillid.472 [494; 2635] 2572 Som en sidste renselse af hans tro kræves det af Abraham, som “den, der har modtaget forjættelserne” (Hebr 11,17), at han skal ofre den søn, som Gud har givet ham. Hans tro vakler ikke: “Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng” (1 Mos 22,8), “for han regnede med, at Gud havde magt til endog at opvække fra de døde” (Hebr 11,19). Sådan formes de troendes fader til lighed med Faderen, som ikke vil spare sin egen Søn, men give Ham hen for os alle473. Bønnen genopbygger mennesket til lighed med Gud og lader det få del i Guds kærligheds magt, som frelser de mange. 474 [603] 2573 Gud fornyer sit løfte til Jakob, stamfaderen til Israels tolv stammer 475. Førend han skal stå over for sin bror Esau, kæmper han en hel nat med en mystisk “mand”, som nægter at røbe sit navn, men som velsigner

462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475

Jf. Hebr 10,5-7. Jf. 1 Mos 4,4. Jf. 1 Mos 4,26. Jf. 1 Mos 5,24. Jf. 1 Mos 8,20 - 9,17. Jf. 1 Mos 9,8-16. Jf. 1 Mos 15,2-3. Jf. 1 Mos 15,6. Jf. 1 Mos 17,1-2. Jf. 1 Mos 18,1-15; Luk 1,26-38. Jf. 1 Mos 18,16-33. Jf. Rom 8,32. Jf. Rom 4,16-21. Jf. 1 Mos 28,10-22.

Jakob, før han, henad daggry, forlader ham. Kirkens åndelige tradition har bevaret denne beretning som et symbol på bønnen som en troens kamp og sejr gennem udholdenhed. 476 [162] Moses og mellemmandens bøn 2574 På den tid, da forjættelsen begynder at gå i opfyldelse (i påskefesten, udtoget af Ægypten, Loven som gives, pagten som sluttes) bliver Mose bøn et gribende billede på den forbøn, som fuldendes i “den eneste formidler mellem Gud og mennesker...Kristus Jesus” (1 Tim 2,5). [62] 2575 Også her er det Gud, som kommer før mennesket. Han kalder på Moses fra den brændende tornebusk477. Denne begivenhed kommer til at stå som et urbillede på bønnen, i den åndelige tradition hos jøder og kristne. For når “Abrahams, Isaks og Jakobs Gud” kalder på sin tjener Moses, så er det, fordi Han er den levende Gud, som vil at menneskene skal leve. Han åbenbarer sig for at frelse dem, men ikke uden deres medvirken eller på trods af dem. Han kalder på Moses for at sende ham, for at give ham del i sin medlidenhed, i sit frelsesværk. Der er ligesom en guddommelig bønfaldelse i denne sendelse, og først efter en lang debat føjer Moses sin vilje efter den frelsende Guds. I denne dialog, hvor Gud betror sig, lærer Moses også et bede: han forsøger at unddrage sig, han kommer med indvendinger, frem for alt stiller han spørgsmål. Og det er som svar herpå at Herren betror ham sit uudsigelige navn, som vil blive åbenbaret i hans store gerninger. [205] 2576 “Og Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet” (2 Mos 33,11). Mose bøn er typisk for den kontemplative bøn; takket være den er Guds tjener tro mod sin sendelse. Moses “underholder sig” ofte og længe med Herren; han stiger op på bjerget for at lytte til Ham og bønfalde Ham, og stiger ned til folket for at gentage sin Guds ord og være dets fører. “Han er den betroede i hele mit hus, med ham taler jeg ansigt til ansigt, ligefremt”, siger Herren (4 Mos 12,7-8); for “manden Moses var en meget ydmyg mand, mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden” (4 Mos 12,3). [555] 2577 I denne fortrolige omgang med den trofaste Gud, sen til vrede og fuld af kærlighed 478, har Moses hentet kraften og udholdenheden til sin forbøn. Han beder ikke for sig selv, men for det folk, Gud har erhvervet sig. Allerede under kampen med amalekitterne 479 eller da han vil opnå helbredelse til Mirjam 480, går Moses i forbøn. Men det er frem for alt efter folkets frafald, at Moses “lægger sig imellem” over for Gud (Sl 106,23) for at frelse sit folk481. Argumenterne i hans bøn (forbønnen er også en hemmelighedsfuld kamp) gør de store bønnens folk dristige hos jøderne såvel som i Kirken. For Gud er kærlighed, altså er Han retfærdig og trofast. Han kan ikke modsige sig selv. Han må huske på sine store gerninger. Hans ære står på spil. Han kan ikke lade dette folk i stikken, som bærer hans navn. [210; 2635; 214] David og kongens bøn 2578 Gudsfolkets bøn kommer til at udfolde sig i skyggen af Guds bolig, pagtens ark og senere Templet. Først er det folkets ledere - præster og profeter - som lærer det at bede. Drengen Samuel lærte af sin mor Hanna, hvordan han skulle “træde frem for Guds åsyn 482”, og af præsten Eli, hvordan han skulle lytte til Hans Ord: “Tal, Herre, din tjener hører!” (1 Sam 3,9-10). Senere kommer han selv til at kende prisen ved forbøn og betydningen af den: “Jeg vil da heller aldrig begå den synd mod Herren at holde op med at gå i forbøn for jer. Jeg vil vise jer den gode og rette vej” (1 Sam 12,23). 2579 David er frem for nogen kongen “efter Guds hjerte”, hyrden der beder for sit folk og i dets navn; han, hvis underkastelse under Guds vilje, hvis lovprisning og anger bliver modellen for folkets bøn. Salvet af

476 477 478 479 480 481 482

Jf. 1 Mos 32,25-31; Luk 18,1-8. Jf. 2 Mos 3,1-10. Jf. 2 Mos 34,6. Jf. 2 Mos 17,8-13. Jf. 4 Mos 12,13-14. Jf. 2 Mos 32,1 - 34,9. Jf. 1 Sam 1,9-18.

Gud, er hans bøn er trofast vedhængen ved det guddommelige løfte 483, den kærlige og glade tillid til Ham, som er den eneste Konge og Herre. I salmerne er David, inspireret af Helligånden, den første profet for den jødiske og kristne bøn. Kristi bøn, Han som er den sande Messias og Davids Søn, åbenbarer og opfylder meningen med denne bøn. [709; 436] 2580 Templet i Jerusalem, det bønnens hus som David ville bygge, bliver hans søn, Salomos værk. Bønnen ved Templets indvielse484 støtter sig til Guds forjættelse og til hans pagt, til Hans navns virksomme nærvær i sit folk og til erindringen om de store begivenheder ved Udtoget fra Ægypten. Derefter løfter kongen hænderne mod himlen og bønfalder Herren for sig selv, for hele folket, for de kommende slægter, om tilgivelse for deres synder og for deres daglige behov. For alle nationer skal vide, at Han er den eneste Gud og at hans folks hjerte er helt hos Ham. [583] Elias, profeterne og hjertets omvendelse 2581 Templet skulle være det sted for Guds folk, hvor det skulle lære at bede: Valfarterne, festerne, ofringerne, aftenofferet, røgelsen, “skuebrødene”, alle disse tegn på den Allerhøjeste og dog helt Nærværende Guds Hellighed og Herlighed, var opfordringer til bøn og veje til den. Men ritualisme forledte ofte folket til en kult, der var for udvendig. Der måtte en undervisning til i troen og hjertets omvendelse. Det blev profeternes opgave, før og efter Eksilet. [1150] 2582 Elias er profeternes fader, “af den slægt, som spørger efter Gud, som søger hans Åsyn”. 485 Navnet “Elias”: “Herren er min Gud” - forkynder folkets råb som svar på Elias’ bøn på Karmelbjerget 486. Jakob henviser til det i sit brev for at tilskynde os til bøn: “En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er” (Jak 5,16).487 2583 Efter at Elias havde lært barmhjertighed på sit tilflugtssted ved Kerits bæk, belærer han enken i Sarepta om troen på Guds ord, en tro som han bekræfter med sin indtrængende bøn: Gud kalder enkens barn tilbage til livet488. Under ofringen på Karmelbjerget, den afgørende prøve på Gudsfolkets tro, er det på Elias’ forbøn, at Herrens ild fortærer brændofferet, “på aftenofferets tid”: “Svar mig, Herre, svar mig!” Det er Elias’ egne ord, som de orientalske liturgier overtager i den eukaristiske epiklese [“nedkaldelse af Helligånden”]. 489 [696] Elias drager så tilbage ad vejen til ørkenen, til stedet hvor den levende og sande Gud havde åbenbaret sig for sit folk. Ligesom Moses skjuler han sig i en “hule” i bjerget, indtil Guds mystiske nærvær “går forbi”490. Det er dog først på Forklarelsens bjerg, at Gud, hvis Åsyn de søger, afslører sig 491: På den korsfæstede og opstandne Kristi ansigt erkender de Guds herlighed. 492 [555] 2584 “Alene med Gud” får profeterne lys og kraft til deres mission. Deres bøn er ikke en flugt fra den vantro verden, men en lydhørhed for Guds Ord - sommetider et ordskifte eller en klage, altid en forbøn, som afventer og forbereder en indgriben fra den frelsende Gud, historiens Herre. 493 [2709] Salmerne, menighedens bøn

483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493

Jf. 2 Sam 7,18-29. Jf. 1 Kong 8,10-61. Jf. Sl 24,6. Jf. 1 Kong 18,39. Jf. Jak 5,16-18. Jf. 1 Kong 17,7-24. Jf. 1 Kong 18,20-39. Jf. 1 Kong 19,1-14; 2 Mos 33,19-23. Jf. Luk 9,30-35. Jf. 2 Kor 4,6. Jf. Am 7,2.5; Es 6,5.8.11; Jer 1,6; 15,15-18; 20,7-18.

2585 Fra David indtil Messias’ komme indeholder de hellige Skrifter tekster med bønner, som vidner om en uddybelse af bønnen, for én selv og for de andre 494. Salmerne er lidt efter lidt blevet samlet i fem bøger: Salmerne (eller “Lovsangene”), bønnens mesterværk i Gamle Testamente. [1093] 2586 Salmerne nærer og udtrykker Gudsfolkets bøn som menighed, ved de store fester i Jerusalem og hver sabbat i synagogerne. Denne bøn er på en og samme tid personlig og fælles. Den angår dem som beder og alle mennesker. Den stiger op fra det hellige Land og menighederne i Diasporaen [jødiske bosættelser uden for Det hellige Land], men den omslutter hele skabningen. Den minder om fortidens frelsesbegivenheder og strækker sig frem mod historiens fuldendelse. Den ihukommer de forjættelser fra Gud, som allerede er virkeliggjort, og den venter Messias, som skal fuldbyrde dem. Bedt og opfyldt i Kristus forbliver salmerne af væsentlig betydning for Hans Kirkes bøn.495 [1177] 2587 Psalteret er bogen, hvor Guds Ord bliver til menneskets bøn. I de andre bøger i Gamle Testamente “forkynder ordene de gerninger (Gud har gjort for menneskene) og bringer den hemmelighed frem i lyset, som de bærer i sig”. 496 I Psalteret udtrykker salmisten, i sang til Gud, hans frelsesgerninger. Det er den samme Ånd der inspirerer Guds værk og menneskets svar. Kristus forener dem til ét. I Ham fortsætter salmerne uden ophør med at lære os at bede. [2641] 2588 De mangfoldige former for bøn i Salmerne tager form samtidig i tempelliturgien og i menneskets hjerte. Hvad enten det drejer sig om en hymne, en bøn i nød eller en taksigelse, en personlig eller fælles bønfaldelse, en kongesang eller en valfartssang eller en meditation over visdommen, afspejler salmerne Guds undere i hans folks historie og i de menneskelige situationer, salmisten har levet i. En salme kan genspejle en begivenhed fra fortiden, men den er af en sådan nøgternhed, at den kan bedes sandt af ethvert menneske, uanset tid og livssituation. 2589 Nogle træk går igen i Salmerne: det enkle og spontane i bønnen, længslen efter Gud selv gennem og sammen med alt det, som er godt i hans skaberværk; den vanskelige situation for den troende, som, i sin forkærlighed for sin Herre, er udsat for en masse fjender og fristelser, men som, i forventning om det Gud i sin trofasthed vil gøre, er vis på hans kærlighed og overgiver sig til hans vilje. Salmernes bøn er altid båret af lovprisning, og titlen på denne samling passer derfor godt til det den giver os: “Lovsange”. Den er samlet med henblik på menighedens gudstjeneste; den kalder til bøn og synger svaret: “Hallelu-Ja!”, “Pris Herren!” [304] Hvad er da bedre end en Salme? Derfor siger David med rette: “Pris Herren, for Salmen er en god ting, en blid og skøn lovprisning til vor Gud!” Og det er sandt. For Salmen er folkets velsignelse, menighedens lovprisning af Gud, alles tilslutning, et ord udtalt af alverden, Kirkens stemme, den melodiøse bekendelse af troen 497...

I korthed “Bøn er sjælens opløftelse til Gud eller at bede Gud om de rette goder 498”

2590

2591 Gud kalder utrætteligt enhver personligt til det hemmelighedsfulde møde med Ham. Bønnen ledsager hele frelsens historie som Guds kalden på mennesket og menneskets kalden på Gud. 2592 Abrahams og Jakobs bøn viser sig som en troens kamp i tillid til Guds troskab og i forvisning om den lovede sejr til den, der holder ud.

494 495 496 497 498

Jf. Ezra 9,6-15; Neh 1,4-11; Jon 2,3-10; Tob 3,11-16; Judit 9,2-14. Jf. IGLH 100-109. DV 2. Skt. Ambrosius, Psal. 1,9. Skt. Johannes af Damaskus, f. o. 3,24.

2593 Moses’ bøn svarer på den levende Guds initiativ til at frelse sit folk. Den peger hen på forbønnen hos den eneste mellemmand, Kristus Jesus. 2594 Gudsfolkets bøn udfolder sig i skyggen af Guds bolig, pagtens ark og Templet, under ledelse af dets hyrder, særlig af kong David, og af profeterne. 2595 Profeterne kalder til hjertets omvendelse, og alt imens de brændende søger Guds åsyn, ligesom Elias, går de i forbøn for folket. 2596 Salmerne er bønnens mesterværk i Gamle Testamente: personlige og fælles. De strækker sig ud i alle historiens dimensioner, ihukommende de forjættelser fra Gud, som allerede er opfyldt, og i håb om Messias’ komme. 2597 Bedt og opfyldt i Kristus er Salmerne et væsentligt og varigt element i Hans Kirkes bøn. De er tilpasset menneskene i enhver livssituation og til alle tider.

Artikel 2

I tidens fylde 2598 Bønnens drama er åbenbaret fuldt ud for os i Ordet, som blev kød, og som bor iblandt os. At søge at forstå Kristi bøn, som hans vidner forkynder os det i Evangeliet, det er at nærme sig til Jesus, Herren, som til den brændende tornebusk. Først betragter vi Ham selv i bøn, så lytter vi til, hvordan Han lærer os at bede, og endelig får vi at vide, hvordan Han hører vor bøn. Jesus beder 2599 Guds Søn, der blev Jomfruens Søn, har lært at bede med et menneskehjerte. Han har lært bønnerne af sin mor, som gemte alle de “store ting” den Almægtige havde gjort imod hende, i sit hjerte og grundede over dem499. Han lærer det i ord og rytmer i sit folks bøn, i synagogen i Nazaret og i Templet. Men hans bøn springer fra en ganske anderledes skjult kilde, som Han antyder som tolvårig: “Jeg må være hos min Far” (Luk 2,49). Her begynder det nye i bønnen at åbenbare sig i tidens fylde: Den barnlige bøn, som Faderen ventede af sine børn, bliver omsider levet af den énbårne Søn i Hans menneskenatur, sammen med menneskene og for dem. [470-473; 584; 534] 2600 Lukas-evangeliet understreger Helligåndens virken og bønnens betydning i Kristi offentlige virksomhed. Jesus beder før de afgørende øjeblikke i sin sendelse: før Faderen vidner om Ham ved hans Dåb500 og ved hans Forklarelse501, og før han under sin lidelse opfylder Faderens kærligheds plan 502. Han beder også før de afgørende skridt til udsendelsen af apostlene: før han udvælger og kalder de Tolv 503; før Peter bekender Ham som “Guds Kristus” [d.e. Guds Salvede] 504; og endelig beder han om, at troen hos apostlenes leder ikke må svigte under fristelsen 505. Jesu bøn forud for de frelsens begivenheder, som Faderen pålægger Ham at fuldbyrde, er en ydmyg og tillidsfuld overgivelse af hans menneskevilje til Faderens kærlige vilje. [535; 554, 612; 858, 443]

499 500 501 502 503 504 505

Jf. Luk 1,49; 2,19; 2,51. Jf. Luk 3,21. Jf. Luk 9,28. Jf. Luk 22,41-44. Jf. Luk 6,12. Jf. Luk 9,18-20. Jf. Luk 22,32.

2601 “En dag opholdt Jesus sig på et sted, hvor han bad. Da han holdt op med at bede, sagde en af disciplene til Ham: “Herre, lær os at bede” (Luk 11,1). For er det ikke ved at se sin Mester bede, at Kristi discipel ønsker at bede? Han kan lære det af bønnens Mester. Det er ved at betragte og lytte til Sønnen, at børnene lærer at bede til Faderen. [2765] 2602 Jesus trækker sig ofte tilbage i ensomhed, på bjerget, helst om natten, for at bede 506. Han bærer menneskene i sin bøn, fordi han også bærer menneskenaturen i sig ved sin Inkarnation, og Han bærer dem frem for Faderen ved at frembære sig selv. Han, Ordet, som “blev kød”, deltager i sin bøn som menneske i alt, hvad hans “brødre”507 oplever. Han føler med deres svagheder for at befri dem for dem 508. Det er dertil, Faderen har sendt Ham. Hans ord og gerninger viser sig som den synlige manifestation af hans bøn “i det skjulte”. [616] 2603 Fra Kristi offentlige virksomhed har evangelisterne fastholdt to mere udtalte bønner. De begynder begge med en taksigelse. I den første 509 bekender Jesus Faderen, anerkender og velsigner Ham, fordi Han har skjult Gudsrigets mysterier for dem, der tror sig vise, og har åbenbaret det for “de små” (saligprisningernes fattige). Hans bevægelse: “Ja, Far!” kommer fra hjertedybet; det er hans tilslutning til det der “behager” Faderen, et ekko af hans mors “fiat” ved hans undfangelse, og et forspil til det Han senere kommer til at sige i sin agoni. Hele Jesu bøn består i denne elskende tilslutning i hans menneskehjerte til Faderens “viljes mysterium”.510 [2637; 2546; 494] 2604 Den anden bøn er overleveret af Skt. Johannes 511. Det er før Lazarus’ opvækkelse. Taksigelsen går forud for begivenheden: “Far, Jeg takker dig, fordi Du har bønhørt Mig”. Det betyder, at Faderen altid hører Jesu bøn. Og Jesus tilføjer straks: “Jeg vidste vel, at Du altid hører Mig”. Det indebærer, at Jesus, på sin side, altid beder om noget. Således åbenbarer Jesu bøn, som er båret af taksigelse, hvordan vi skal bede: Allerede før gaven gives, slutter Jesus sig til Gud som giver, og som giver Sig selv i sine gaver. Giveren er mere kostbar end den gave, som gives. Han er “Skatten”, og det er i Ham, at Sønnens hjerte er; gaven gives “i tilgift”.512 [478]

Jesu “ypperstepræstelige” bøn513 indtager en enestående plads i frelsens økonomi. Det vil vi meditere over i slutningen af den første sektion. Den åbenbarer nemlig den altid aktuelle bøn som vor Ypperstepræst til stadighed beder, og samtidig indeholder den det, Han lærer os i vor bøn til vor Far. Dette vil blive behandlet i den anden sektion. [2746] 2605 Da timen er kommet, hvor Han opfylder Faderens kærligheds plan, lader Jesus ane den ufattelige dybde i sin bøn som Søn, ikke blot før Han frivilligt udleverer sig (“Abba, Far... ske ikke min, men din vilje”: Luk 22,42), men lige til hans sidste ord på korset, hvor bøn og hengivelse er et og det samme: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). “Sandelig siger Jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradiset” (Luk 23,43). “Kvinde, dér er din søn... Dér er din mor” (Joh 19,26-27). “Jeg tørster!” (Joh 19,28). “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Mark 15,34) 514. “Det er fuldbragt” (Joh 19,30). “Far, i dine hænder betror jeg min ånd” (Luk 23,46) indtil det “høje råb”, hvormed han udånder idet Han overgiver sin ånd. 515 [614]

506 507 508 509 510 511 512 513 514 515

Jf. Mark 1,35; 6,46; Luk 5,16. Jf. Hebr 2,12. Jf. Hebr 2,15; 4,15. Jf. Matt 11,25-27 og Luk 10,21-22. Jf. Ef 1,9. Jf. Joh 11,41-42. Jf. Matt 6,21.33. Jf. Joh 17. Jf. Sl 22,2. Jf. Mark 15,37; Joh 19,30.

2606 I dette Råb fra Ordet, som blev kød, er samlet alle menneskers nød til alle tider, som slaver under synden og døden, og alle bønner og forbønner i frelseshistorien. Faderen samler dem alle og bønhører dem, over al forventning, ved at oprejse sin Søn. Således bliver bønnens drama opfyldt og fuldbragt i skabelsens og frelsens økonomi. Psalteret giver os nøglen til bønnen i Kristus. Det er på Opstandelsens “i dag”, at Faderen siger: “Du er min Søn, Jeg har født dig i dag. Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje!” (Sl 2,7-8516). [403; 653; 2587] Hebræerbrevet udtrykker på en dramatisk måde, hvordan Jesu bøn udvirker frelsens sejr: “Mens Han levede her på jorden, opsendte Han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til Ham, som kunne frelse Ham fra døden, og Han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt Han var Søn, måtte Han lære lydighed af det, Han led; og da Han havde nået målet, blev Han årsag til evig frelse for alle dem, der adlyder Ham” (Hebr 5, 7-9).

Jesus underviser i bøn 2607 Når Jesus beder, lærer Han allerede os at bede. Den teologale vej for vor bøn er hans bøn til sin Far. Men Evangeliet overleverer os en udtrykkelig undervisning i bøn fra Jesu side. Som en klog pædagog tager Han os dér hvor vi står, og fører os skridt for skridt til Faderen. I sine ord til folkeskaren, der følger Ham, går Jesus ud fra det de allerede ved om bønnen fra den Gamle Pagt og åbner det nye for dem i det kommende Gudsrige. Derpå åbenbarer Han for dem i lignelser, hvori dette nye består. Og endelig taler Han åbent ud om Faderen og Helligånden til sine disciple, som skal være læremestre i bøn i hans Kirke. [520] 2608 Allerede i Bjergprædikenen insisterer Jesus på hjertets omvendelse: udsone sig med sin bror, før man bringer en offergave til alteret517, elske sine fjender og bede for dem, som forfølger en 518, bede til Faderen “i det skjulte” (Matt 6,6), ikke lade munden løbe med mange ord 519, men tilgive i bønnen af hjertensgrund 520, have et rent hjerte og søge Guds Rige 521. Denne omvendelse er helt rettet mod Faderen, den er barnets. [541, 1430] 2609 Hjertet, der således er besluttet på at omvende sig, lærer at bede i tro. Troen er at hænge ved Gud som et barn, hinsides det vi føler og forstår. Den er blevet mulig, fordi den højtelskede Søn åbner os adgang til Faderen. Han kan opfordre os til at “søge” og “banke på”, fordi Han selv er døren og vejen 522. [153, 1814] 2610 Ligesom Jesus beder Faderen og takker før han modtager hans gaver, lærer Han os denne barnets dristighed: “Alt, hvad I beder om i bøn, tro, at I har fået det allerede” (Mark 11,24). Så stor er bønnens magt, at “alt er muligt for den, der tror” (Mark 9,23), en tro “der ikke tvivler”. 523 Lige så meget Jesus er bedrøvet over “vantroen” hos sine nærmeste (Mark 6,6) og “de lidettroende” disciple, 524 lige så grebet er Han af beundring for den “store tro” hos den romerske officer 525 og den kana’anæiske kvinde.526 [165] 2611 Troens bøn består ikke blot i at sige “Herre, Herre”, men i at indstille hjertet på at gøre Faderens vilje.527 Denne omhu for medarbejdere i Guds plan kalder Jesus sine disciple til at frembære i bønnen 528. [2827]

516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528

Jf. Apg 13,33. Jf. Matt 5,23-24. Jf. Matt 5,44-45. Jf. Matt 6,7. Jf. Matt 6,14-15. Jf. Matt 6,21.25.33. Jf. Matt 7,7-11.13-14. Jf. Matt 21,21. Jf. Matt 8,26. Jf. Matt 8,10. Jf. Matt 15,28. Jf. Matt 7,21. Jf. Matt 9,38; Luk 10,2; Joh 4,34.

2612 I Jesus “er Guds Rige kommet nær” (Mark 1,15). Han kalder til omvendelse og tro, men også til årvågenhed. I bønnen venter disciplen opmærksomt på Ham som Er og som Kommer, ihukommende hans første Komme i kødets ydmyghed og i håbet om hans andet Komme i Herlighed 529. I fællesskabet med deres Mester er disciplenes bøn en kamp, og det er ved at våge i bøn, at man ikke ledes ind i fristelse 530. [672; 2725]

Tre vigtige lignelser om bønnen er overleveret os af Skt. Lukas:

2613

Den første om “den ubelejlige ven531” indbyder til en indstændig bøn: “Bank på, så skal der lukkes op for jer.” Den, der beder således, vil jeres Far i Himlen “give alt, hvad han trænger til”, og særlig Helligånden, som i sig har alle gaverne. [546] Den anden fortæller om “den påtrængende enke532”; den er rettet mod en af bønnens egenskaber: bed altid, og bliv ikke træt, med troens tålmodighed. “Men vil Menneskesønnen, når Han kommer, finde troen på jorden?” Den tredje lignelse om “Farisæeren og tolderen 533” handler om hjertets ydmyghed i den, som beder. “Gud, vær mig synder nådig!” Denne bøn gør Kirken igen og igen til sin: “Kyrie eleison!” [2559] 2614 Når Jesus åbent betror sine disciple mysteriet i bønnen til Faderen, afslører han det, som skal være deres bøn, og vor, når Han er vendt tilbage til Faderen i sin herliggjorte menneskenatur. Det, som nu er nyt, er “bønnen i hans navn”.534 Troen på Kristus indfører disciplene i erkendelsen af Faderen, fordi Jesus er “Vejen, Sandheden og Livet” (Joh 14,6). Troen bærer sin frugt i kærligheden: at holde Jesu Ord, hans bud; at blive med ham i Faderen, som i Kristus elsker os så højt, at Han bliver i os. I denne nye pagt er visheden om at være bønhørt i vore anliggender grundet på Jesu bøn. 535 [434] 2615 Mere endnu: Det, som Faderen giver os, når vor bøn forener sig med Jesu bøn, det er “den anden Talsmand, som skal være med jer til evig tid, Sandhedens Ånd” (Joh 14,16-17). Denne nye dimension i bønnen og dens vilkår kommer frem i Afskedstalerne 536. I Helligånden er den kristne bøn et kærlighedens samfund med Faderen, ikke blot ved Kristus, men også i Ham: “Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, og jeres glæde skal være fuldkommen” (Joh 16,24). [728]

Jesus bønhører 2616 Bønnen til Jesus bønhører han allerede under sin offentlige virksomhed, ved tegn som foregriber kraften i hans død og Opstandelse: Jesus hører troens bøn, udtrykt i ord (den spedalske 537; Jairus538; den kananæiske kvinde539; den gode røver540) eller i tavshed (de som bærer den lamme 541; den blodsottige kvinde

529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541

Jf. Mark 13; Luk 21,34-36. Jf. Luk 22,40.46. Jf. Luk 11,5-13. Jf. Luk 18,1-8. Jf. Luk 18,9-14. Jf. Joh 14,13. Jf. Joh 14,13-14. Jf. Joh 14,23-26; 15,7.16; 16,13-15; 16,23-27. Jf. Mark 1,40-41. Jf. Mark 5,36. Jf. Mark 7,29. Jf. Luk 23,39-43. Jf. Mark 2,5.

der rører ved hans kappe542; synderindens tårer og krukke med olie543). De blindes indtrængende bøn: “Forbarm dig over os, Davids søn” (Matt 9,27) eller “Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!” (Mark 10,47), er taget op igen i traditionen med Jesusbønnen: “Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig, synder!” Hvad enten det drejer sig om helbredelse af syge eller tilgivelse for synder svarer Jesus altid på den bøn der rettes til Ham i tro: “Gå med fred, din tro har frelst dig!” [548; 2667] Skt. Augustin sammenfatter på en beundringsværdig måde de tre dimensioner i Jesu bøn: “Han beder for os som vor præst; han beder i os som vort hoved; vi beder til ham som vor Gud. Lad os altså genkende vore stemmer i Ham og hans stemme i os544.”

Jomfru Marias bøn 2617 Marias bøn åbenbares os, da tidens fylde oprinder. Før Guds Søns menneskevordelse og Helligåndens udgydelse samvirker hendes bøn på en enestående måde med Faderens frie beslutning: ved Bebudelsen med Kristi undfangelse545, i Pinsen med Kirkens tilblivelse, Kristi Legeme 546. I troen hos hans ringe tjenerinde finder Guds Gave den modtagelse, Han har forventet fra tidernes morgen. Maria, som den Almægtige har “fyldt med nåde”, svarer med at hengive hele sit væsen: “Se, jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig efter dit ord”. “Fiat” er den kristne bøn: helt at tilhøre Ham fordi Han helt tilhører os. [148; 494; 490] 2618 Evangeliet åbenbarer os, hvordan Maria beder og bønfalder i tro: i Kana 547 beder Jesu Mor sin Søn om det, der er behov for til et bryllupsmåltid, tegnet på et andet Måltid, nemlig Lammets, hvor Kristus, på forbøn af Kirken, som er hans Brud, hengiver sit Legeme og Blod. Og det er i timen for den nye Pagt, ved Korsets fod548, at Maria bønhøres som Kvinden, den nye Eva, den sande “Mor for alle levende”. [2674; 726] 2619 Derfor er Marias lovsang549, det latinske “Magnificat”, det byzantinske “Megalynarion”, på én gang Guds Moders lovsang og Kirkens, Sions datters lovsang og det nye Guds Folks - en taksigelse for den nådens fylde, som er udøst i frelsens økonomi, “de fattiges” sang, hvis håb er fyldt ved opfyldelsen af forjættelserne til vore fædre “i barmhjertighed mod Abraham og hans slægt til evig tid”. [724]

I korthed 2620 I Ny Testamente er det fuldkomne forbillede på bøn Jesu bøn som Søn. Ofte bedt i ensomhed, i det skjulte, består Jesu bøn i en kærlighedens tilslutning til Faderens vilje indtil Korset og en absolut forvisning om at blive bønhørt. 2621 I sin undervisning lærer Jesus sine disciple at bede med et renset hjerte, med en levende og udholdende tro og en dristighed som et barns. Han formaner dem til at være årvågne og indbyder dem til at frembære deres bønner til Gud i Hans navn. Jesus Kristus bønhører selv de bønner som bedes til Ham. 2622 Jomfru Marias bøn, i hendes “Fiat” og hendes “Magnificat”, er karakteristisk ved hendes højmodige hengivelse af hele sit væsen i tro.

542 543 544 545 546 547 548 549

Jf. Mark 5,28. Jf. Luk 7,37-38. Psal. 85,1; jf. IGLH 7. Jf. Luk 1,38. Jf. Apg 1,14. Jf. Joh 2,1-12. Jf. Joh 19,25-27. Jf. Luk 1,46-55.

Artikel 3

I Kirkens tid 2623 Pinsedag blev den forjættede Ånd udgydt over disciplene, der alle var “forsamlet på samme sted” (Apg 2,1) i forventning herom, idet “alle i enighed holdt fast ved bønnen” (Apg 1,14). Ånden, der underviser Kirken og minder den om alt hvad Jesus har sagt 550, skulle også forme den til et liv i bøn. [731] 2624 I urmenigheden i Jerusalem “holdt de fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne” (Apg 2,42). Denne rækkefølge er typisk for Kirkens bøn: grundlagt på apostlenes tro og godtgjort ved kærligheden, næres den i Eukaristien. [1342] 2625 Disse bønner er i første række dem, de troende hører og læser i Skrifterne, men de aktualiserer dem, særlig Salmerne, ud fra deres opfyldelse i Kristus 551. Helligånden, som således minder den bedende Kirke om Kristus, fører den også ind i den fulde Sandhed. Den fremkalder nye formuleringer, der udtrykker Kristi uransagelige mysterium, således som det er virksomt i livet, i sakramenterne og Kirkens sendelse. Disse nye udtryksformer udvikler sig i de store liturgiske og åndelige traditioner. De former for bøn, som åbenbares i de apostoliske kanoniske Skrifter, forbliver normative for den kristne bøn. [1092; 1200] I. Velsignelse og tilbedelse 2626 Velsignelsen udtrykker den grundliggende bevægelse i den kristne bøn: den er mødet mellem Gud og mennesket. I den kalder Guds Gave og menneskets modtagelse af den på hinanden og forener sig. Velsignelsesbønnen er menneskets svar på Guds gaver: fordi Gud velsigner, kan menneskets hjerte også velsigne Ham som er kilden til al velsignelse. [1078] 2627 Der er to grundformer, hvor denne bevægelse kommer til udtryk: snart stiger den, båret af Helligånden, gennem Kristus op til Faderen: vi velsigner Ham, fordi Han har velsignet os 552; snart bønfalder den om Helligåndens nåde, som, gennem Kristus, stiger ned fra Faderen: det er Ham der velsigner os. 553 [1083] 2628 Tilbedelse er menneskets første holdning som skabning over for sin Skaber. Den lovpriser Herrens storhed som har skabt os554, og Frelserens almagt som befrier os fra det onde. I tilbedelsen kaster vor ånd sig ned for “ærens Konge”,555 i tavs ærefrygt, stillet over for den Gud, som “altid er større 556”. Tilbedelsen af den tre gange hellige Gud, værdig til at elskes over alle ting, fylder os med ydmyghed og gør os trygge ved det vi beder om. [2096-2097; 2559] II. Begæringsbøn 2629 Betegnelserne for bønfaldelse er rige på nuancer i Ny Testamente: bede om, anråbe, trygle, påkalde, klage, skrige om hjælp, og endogså “kæmpe i bønnen 557”. Men den sædvanlige form, den mest spontane, er begæringsbønnen. Det er med denne form for bøn at vi udtrykker bevidstheden om vort forhold til Gud: som skabninger er vi hverken vort eget ophav, eller herre over modgang, eller vort eget endemål. Men fordi vi

550 551 552 553 554 555 556 557

Jf. Joh 14,26. Jf. Luk 24,27.44. Jf. Ef 1,3-14; 2 Kor 1,3-7; 1 Pet 1,3-9. Jf. 2 Kor 13,13; Rom 15,5-6.13; Ef 6,23-24. Jf. Sl 95,1-6. Jf. Sl 24,9-10. Skt. Augustin, Psal. 62,16. Jf. Rom 15,30; Kol 4,12.

også er syndere, ved vi, som kristne, at vi vender os bort fra vor Far. At bede om noget er allerede at vende tilbage til Ham.. [396]

Ny Testamente kan knapt siges at indeholde klagebønner, som er så hyppige i Gamle Testamente. I den opstandne Kristus er Kirkens bøn om hjælp båret af håbet, selv om vi endnu lever i forventning og hver dag må omvende os. Den kristne bøn springer ud af en anden dybde, som Paulus kalder klagesuk: Skabningen sukker og “ligger i fødselsveer” (Rom 8,22); og også vi “sukker i forventning om vort legemes forløsning, for der er håb om vor frelse” (Rom 8,23-24). Og endelig går Helligånden selv i forbøn for os med “uudsigelige sukke” og “kommer os til hjælp i vor skrøbelighed; for hvordan vi skal bede og hvad vi skal bede om, ved vi ikke” (Rom 8,26). [2090] 2630

2631 Bøn om tilgivelse er det første der melder sig, når vi vil bede om noget (jf. tolderen: “Gud, vær mig synder nådig”, Luk 18,13). Den går forud for en ren og retskaffen bøn. Den tillidsfulde ydmyghed fører os atter ind i lyset af samfundet med Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, og med hinanden 558: så “hvad vi end beder om, får vi af Ham” (1 Joh 3,22). Bønnen om tilgivelse går forud for den eukaristiske liturgi, såvel som for den personlige bøn. [2838] 2632 Hjertet i den kristne bøn er vor længsel og søgen efter Riget som kommer, således som Jesus har lært os559. Der er en rangorden i bønnerne: først om Rigets komme, dernæst om det som er nødvendigt for os for at kunne tage imod det og arbejde med på dets komme. Dette samarbejde med Kristi og Helligåndens mission, som nu er Kirkens mission, er genstand for den apostolske menigheds bøn 560. Det er Pauli bøn, apostlen frem for nogen, der viser os, hvordan den guddommelige omsorg for alle Kirkerne skal besjæle den kristne bøn561. I bønnen arbejder alle døbte for, at Guds Rige skal komme. [2816; 1942; 2854] 2633 Når man på denne måde deltager i Guds frelsende kærlighed, forstår man, at ethvert behov kan blive genstand for bøn. Kristus, som har taget alt på sig for at forløse alt, herliggøres af de bønner vi beder til Faderen i hans Navn562. Det er i denne forvisning, at Jakob563 og Paulus opfordrer os til at bede altid, i alle ting564. [2830] III. Forbøn 2634 Forbøn er en begæringsbøn, som ligedanner os med Jesu bøn. Han er den eneste Forbeder hos Faderen for alle mennesker, særlig for synderne 565. “Derfor kan Han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved Ham, fordi Han altid lever for at gå i forbøn for dem” (Hebr 7,25). Helligånden Selv “går i forbøn for os... og dens forbøn for de hellige er efter Guds vilje” (Rom 8,26-27). [432] 2635 At gå i forbøn, bede for en anden, er, siden Abrahams dage, det egentlige for et hjerte, der er i samklang med Guds miskundhed. I Kirkens tid tager den kristne bøn del i Kristi forbøn: den er udtryk for de helliges samfund. I forbønnen søger den, der beder “ikke sit eget, men tænker snarere på de andres vel” (Fil 2,4), i en grad så han beder for dem som gør ham ondt. 566 [2571; 2577]

558 559 560 561 562 563 564 565 566

Jf. 1 Joh 1,7 - 2,2. Jf. Matt 6,10.33; Luk 11,2.13. Jf. Apg 6,6; 13,3. Jf. Rom 10,1; Ef 1,16-23; Fil 1,9-11; Kol 1,3-6; 4,3-4.12. Jf. Joh 14,13. Jf. Jak 1,5-8. Jf. Ef 5,20; Fil 4,6-7; Kol 3,16-17; 1 Tess 5,17-18. Jf. Rom 8,34; 1 Joh 2,1; 1 Tim 2,5-8. Jf. Stefanus, der bad for sine bødler, ligesom Jesus: jf. Apg 7,60; Luk 23,28.34.

2636 De første kristne menigheder har levet intenst med i denne måde at dele med hinanden på 567. Således lader apostlen Paulus dem deltage i sin tjeneste af Evangeliet 568, men han går også i forbøn for dem569. De kristnes forbøn kender ingen grænser: “for alle mennesker, for alle i høje stillinger” (1 Tim 2,1-2), for dem der forfølger570, for deres frelse som forkaster Evangeliet. 571 [1900; 1037] IV. Taksigelsesbøn 2637 Taksigelsen er karakteristisk for Kirkens bøn. I fejringen af Eukaristien manifesterer og bliver den stadig mere det, den er. For i frelsesværket befrier Kristus skabningen for synden og døden for at hellige den på ny og lade den vende tilbage til Faderen, til Hans ære. Taksigelsen fra lemmerne på Kristi legeme deltager i Hans taksigelse, som er legemets Hoved. [224, 1328; 2603] 2638 Enhver begivenhed og ethvert behov kan blive genstand for taksigelse på samme måde som i begæringsbønnen. Pauli breve begynder og slutter ofte med en taksigelse, og Herren Jesus er altid med i den. “Sig tak under alle forhold, for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus” (1 Tess 5,18). “Vær udholdende i bønnen, våg med bøn og tak” (Kol 4,2). V. Lovprisningsbøn 2639 Lovprisning er den form for bøn som mest umiddelbart anerkender, at Gud er Gud. Den lovsynger Ham for Hans egen skyld, ærer Ham, ikke kun for det Han gør, men fordi HAN ER. Den har del i de rene hjerters salighed, som elsker Gud i troen, før de ser Ham i Herligheden. I lovprisningen forener Helligånden sig med vor ånd for at vidne, at vi er Guds børn 572. Den vidner om den enbårne Søn, i hvem vi er adopteret som Guds børn, og ved hvem vi forherliger Faderen. Lovprisningen indeholder de andre former for bøn og bærer dem op til Ham som er dens kilde og endemål: “Den ene Gud, Faderen; fra hvem alt kommer og til hvem vi er skabt” (1 Kor 8,6). [213]

Lukas omtaler ofte i sit Evangelium undren og lovprisning i forbindelse med Kristi undergerninger. Han understreger dette også i forbindelse med Apostlenes Gerninger, som er Helligåndens gerninger: opbyggelsen af menigheden i Jerusalem 573, Peters og Johannes’ helbredelse af den lamme574, mængden der priser Gud for det575, hedningerne i Pisidien, som “fulde af glæde priste Herrens ord” (Apg 13,48). 2640

“Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange; syng og spil af hjertet for Herren” (Ef 5,19).576 Ligesom de inspirerede forfattere i Ny Testamente genlæste også de første kristne menigheder Salmernes bog med nye øjne og lovsynger i dem Kristi mysterium. Fornyet af Ånden komponerer de også selv hymner og lovsange. De går ud fra den uhørte Begivenhed som Gud har fuldbyrdet i sin Søn: hans Menneskevordelse, hans død der besejrede døden, Hans Opstandelse og Himmelfart til Faderens højre577. Det er fra dette “alle underes under” i frelsens økonomi, at doksologien, lovprisningen af Gud stiger op.578 [2587] 2641

567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578

Jf. Apg 12,5; 20,36; 21,5; 2 Kor 9,14. Jf. Ef 6,18-20; Kol 4,3-4; 1 Tess 5,25. Jf. 2 Tess 1,11; Kol 1,3; Fil 1,3-4. Jf. Rom 12,14. Jf. Rom 10,1. Jf. Rom 8,16. Jf. Apg 2,47. Jf. Apg 3,9. Jf. Apg 4,21. Jf. Kol 3,16. Jf. Fil 2,6-11; Kol 1,15-20; Ef 5,14; 1 Tim 3,16; 6,15-16; 2 Tim 2,11-13. Jf. Ef 1,3-14; Rom 16,25-27; Ef 3,20-21; Jud 24-25.

Åbenbaringen “af det som snart skal ske”, Johannes’Åbenbaring, bæres af sangene fra den himmelske liturgi579, men også af “vidnernes” (martyrernes)580 forbønner. Profeterne og de hellige, alle, som er blevet myrdet på jorden for vidnesbyrdet om Jesus 581, en talrig skare, som er kommet ud af den store trængsel og er gået forud for os ind i Riget - synger lovsangen til Hans ære, som sidder på tronen, og Lammets582. I samfund med dem synger også Kirken på jorden disse lovsange, i tro og under prøvelser. I bøn og forbøn håber troen mod alt håb og siger tak til “lysenes Fader, fra hvem al fuldkommen gave kommer”.583 Sådan bliver troen ren lovprisning. [1137] 2642

2643 Eukaristien indeholder og udtrykker alle disse former for bøn: den er hele Kristi Legemes “rene offergave”, “til ære for Hans navn 584”; den er, ifølge Østens og Vestens traditioner, “lovprisningsofferet” slet og ret. [1330]

I korthed 2644 Helligånden, som lærer Kirken og minder den om alt, hvad Jesus har sagt, opdrager den også til et liv i bøn. Inden for de faste former: velsignelse, begæringsbøn, forbøn, taksigelse og lovprisning, opvækker Ånden nye måder at udtrykke sig på. 2645 Det er fordi Gud velsigner menneskets hjerte, at det på sin side kan velsigne Ham, som er kilden til al velsignelse. 2646 Begæringsbønnen er en bøn om tilgivelse, om søgen efter Guds Rige, såvel som om ethvert sandt behov. 2647 Forbønnen består i en bøn til gavn for en anden. Den kender ikke til grænser og udstrækker sig endog til fjender. 2648 Enhver glæde og enhver smerte, enhver begivenhed og ethvert behov kan være genstand for taksigelse, en deltagelse i Kristi taksigelse der skal fylde hele livet: “Sig tak under alle forhold” (1 Tess 5,18). 2649 Lovprisningsbønnen er hævet over enhver selvisk interesse og helt rettet mod Gud. Den priser Ham for Hans egen skyld; den forherliger Ham ikke kun for det Han gør, men fordi HAN ER.

Andet kapitel Bønnens overlevering 2650 Bønnen begrænser sig ikke kun til det spontane udtryk for en indre indskydelse: for at bede, må man ville det. Det er heller ikke nok at vide besked med, hvad Skrifterne åbenbarer om bøn; man må også lære at

579 580 581 582 583 584

Jf. Åb 4,8-11; 5,9-14; 7,10-12. Jf. Åb 6,10. Jf. Åb 18,24. Jf. Åb 19,1-8. Jf. Jak 1,17. Jf. Mal 1,11.

bede. Det er takket være en levende overlevering (den hellige Tradition), at Helligånden, i “den troende og bedende Kirke585” lærer Guds børn at bede. [75] 2651 Overleveringen af den kristne bøn er en af formerne for vækst i troens Tradition, særlig ved at de troende, gennem betragtning og studium, bevarer begivenheder og ord fra frelsens økonomi i deres hjerte, og trænger dybere ind i den åndelige virkelighed, som de erfarer. 586 [94]

Artikel 1

Ved bønnens kilder 2652 Helligånden er “det levende vand” som “springer til evigt Liv” 587 i den bedendes hjerte. Det er Den, som lærer os at modtage det ved selve Kilden: Kristus. Der er i det kristne liv kildevæld, hvor Kristus venter på os for at give os at drikke af Helligånden. [694] Guds Ord 2653 Kirken “opfordrer med styrke og på en særlig måde alle kristne... til hyppig læsning af de guddommelige Skrifter for at erhverve sig ‘den altoverskyggende kundskab om Jesus Kristus’... Men bønnen skal ledsage læsningen af den Hellige Skrift for at en dialog kan komme i stand mellem Gud og mennesket, for ‘det er Ham vi henvender os til, når vi beder; det er Ham vi lytter til, når vi læser de guddommelige åbenbaringer’.”588 [133; 1100] 2654 De åndelige Fædre sammenfatter, med en omskrivning af Matt 7,7, hvilke holdninger det hjerte skal indtage, som næres af Guds Ord i bønnen: “Søg under læsning, og I vil finde det under meditationen; bank på under bøn, og det skal åbnes for jer under kontemplationen”. 589 Kirkens liturgi 2655 Kristi og Helligåndens sendelse, som forkynder, aktualiserer og meddeler frelsens mysterium i Kirkens sakramentale liturgi, fortsætter i det hjerte der beder. De åndelige Fædre sammenligner undertiden hjertet med et alter. Bønnen inderliggør liturgien og tager den til sig under og efter dens fejring. Selv når bønnen leves “i det skjulte” (Matt 6,6), er den altid Kirkens bøn; den er samfund med den hellige Treenighed.590 [1073; 368] De teologale dyder [1812-1829] 2656 Man træder ind i bønnen ligesom man træder ind i liturgien: gennem troens snævre port. Gennem tegnene på hans Nærvær, er det Herrens Åsyn vi søger og ønsker; det er Hans Ord, vi vil lytte til og bevare. 2657 Helligånden lærer os at fejre liturgien i forventning om Kristi genkomst, og oplærer os således til at bede i “håbet”. Og omvendt: Kirkens bøn og den personlige bøn nærer håbet i os. Ganske særlig Salmerne, med deres konkrete og varierede sprog, lærer os at sætte vort håb til Gud: “Jeg satte alt mit håb til Herren, og

585 586 587 588 589 590

DV 8. Jf. DV 8. Jf. Joh 4,14. Skt. Ambrosius, off. 1,88, citeret af DV 25. Jf. Guigue le Chartreux, scala. Jf. IGLH 9.

han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp” (Sl 40,2). “Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft” (Rom 15,13). 2658 “Håbet gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os” (Rom 5,5). Bønnen, som er formet af det liturgiske liv, øser alt af den Kærlighed, hvormed vi er elsket i Kristus. Den giver os at svare derpå ved at elske, som Han har elsket os. Kærligheden er selve bønnens kilde; den, som øser af den, når bønnens højdepunkt: [826] Min Gud, jeg elsker dig, og mit eneste ønske er at elske dig til mit livs sidste åndedræt. Jeg elsker dig, du min Gud, som er uendeligt elskelig, og jeg ville hellere dø mens jeg elsker dig, end leve uden at elske dig. Jeg elsker dig, Herre, og den eneste nåde jeg beder dig om, er at elske dig i al evighed... Min Gud, selv om min mund ikke i hvert øjeblik kan sige, at jeg elsker dig, så vil jeg, at mit hjerte gentager det for dig, så længe jeg ånder 591.

“I dag” 2659 Vi lærer at bede til bestemte tider, når vi lytter til Herrens Ord og deltager i hans påskemysterium; men Helligånden skænkes os til enhver tid, i hver dags begivenheder, for at bønnen skal vælde frem. Jesu belæring om bønnen til vor Far er på linje med, hvad Han lærer os om Forsynet 592: Tiden er i Faderens hænder; det er nu vi møder ham, hverken i går eller i morgen, men i dag: “Ak, lytted I dog i dag til hans røst; forhærd ej jeres hjerter” (Sl 95,8). [1165; 2837; 305] 2660 At bede i de daglige begivenheder og i hvert øjeblik er en af Gudsrigets hemmeligheder, som er åbenbaret for de “små”, for Kristi tjenere, for de fattige i saligprisningerne. Det er værdigt og ret at bede om at retfærdighedens og fredens Rige skal indvirke på historiens gang, men det er også vigtigt at gennemtrænge hverdagens beskedne situationer med bøn. Alle former for bøn kan være den surdej, Herren sammenligner Gudsriget med.593 [2546, 2632]

I korthed 2661

Det er ved en levende overlevering, Traditionen, at Helligånden, i Kirken, lærer Guds børn at bede.

2662

Guds Ord, Kirkens liturgi, troens, håbets og kærlighedens dyder er bønnens kilder.

Artikel 2

Bønnens vej 2663 I bønnens levende tradition fremlægger hver Kirke for sine troende deres bønssprog i ord, melodier, gestus, billedkunst - alt efter den historiske, sociale og kulturelle sammenhæng. Det tilkommer Læreembedet594 at bedømme, hvorvidt disse bønnens veje er i overensstemmelse med den overleverede apostolske tro. Og det tilkommer sjælesørgerne og kateketerne at forklare meningen med dem, altid set i forhold til Jesus Kristus. [1201]

591 592 593 594

Skt. Jean-Marie Baptiste Vianney, bøn. Jf. Matt 6,11.34. Jf. Luk 13,20-21. Jf. DV 10.

Bøn til Faderen 2664 Der er ingen anden vej for den kristne bøn end Kristus. Hvad enten vor bøn er fælles eller individuel, udtrykt i ord eller i vort indre, har den kun adgang til Faderen, hvis vi beder “i Jesu navn”. Jesu hellige menneskenatur er altså den vej, ad hvilken Helligånden lærer os at bede til Gud, vor Far. [2780] Bøn til Jesus

2665 Kirkens bøn, som er næret af Guds Ord og de liturgiske fejringer, lærer os at bede til Jesus, vor Herre. Selv når den især er rettet til Gud Far, indeholder den i alle liturgiske traditioner bønner, som er rettet til Kristus. Nogle Salmer, som aktualiseres i Kirkens bøn, og Ny Testamente lægger os forskellige påkaldelser af Kristus i munden og præger dem ind i vore hjerter: Guds Søn, Guds Ord, Herre, Frelser, Guds Lam, Konge, elskede Søn, Jomfruens Søn, Gode Hyrde, vort Liv, vort Lys, vort Håb, vor Opstandelse, menneskenes Ven ... [451] 2666 Men navnet der indeholder alt, er det navn som Guds Søn modtager, da han bliver menneske: JESUS. Guds navn lader sig ikke udsige med menneskelæber595; men ved at påtage sig vor menneskenatur overgiver Guds Ord det til os, og så kan vi påkalde ham: “Jesus”, “JHWH frelser 596”. Jesu navn indeholder alt: Gud og mennesket og hele skabelsens og frelsens økonomi. At bede: “Jesus”, det er at påkalde Ham, kalde ham ind i os. Hans navn er det eneste, som bærer i sig Guds Nærvær, som det betyder. Jesus er den Opstandne, og hvem der end påkalder hans navn, modtager Guds Søn, som har elsket os og hengivet sig for os. 597 [432; 435]

Denne enkle påkaldelse i tro har udviklet sig til mange former inden for bønnens tradition i Øst og Vest. Den hyppigste formulering, overleveret i den åndelige tradition fra Sinai, Syrien og Athos, er påkaldelsen: “Jesus Kristus, Guds Søn, Herre, forbarm dig over os syndere.” Den knytter den kristologiske hymne i Fil 2,6-11 sammen med råbene fra tolderen og de blinde, der tigger om at få deres syn igen598. Gennem denne bøn bringes hjertet i samklang med menneskenes elendighed og deres Frelsers barmhjertighed. [2616] 2667

Påkaldelsen af Jesu hellige navn er den enkleste vej til den vedvarende bøn. Gentages den ofte af et ydmygt og opmærksomt hjerte, fortaber den sig ikke i en “strøm af ord” (Matt 6,7), men “bevarer Ordet i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt 599”. En sådan bøn er mulig “til hver en tid”, for den er ikke en beskæftigelse ved siden af andre, men den enestående beskæftigelse som består i at elske Gud, som besjæler og forvandler hver handling i Kristus Jesus. [435] 2668

Kirkens bøn ærer og hædrer Jesu hjerte, ligesom den påkalder Hans højhellige navn. Den tilbeder det menneskevordne Ord og Hans hjerte som, af kærlighed til menneskene, lod sig gennembore af vore synder. Den kristne bøn holder af at gå korsvejen for at følge efter Frelseren. De forskellige stationer på vejen fra prætoriet til Golgata og Graven markerer Jesu gang, Han som har forløst verden ved sit hellige Kors. [478; 1674] 2669

“Kom, Hellige Ånd” 2670 “Ingen kan sige: ‘Jesus er Herre’ uden i Helligånden” (1 Kor 12,3). Hver gang vi begynder at bede til Jesus, er det Helligånden, som, med sin forekommende nåde, drager os ind på bønnens vej. Når Han lærer os

595 596 597 598 599

Jf. 2 Mos 3,14; 33,19-23. Jf. Matt 1,21. Jf. Rom 10,13; Apg 2,21; 3,15-16; Gal 2,20. Jf. Luk 18,13; Mark 10,46-52. Jf. Luk 8,15.

at bede ved at minde os om Kristus, skulle vi så ikke bede til Ham selv? Derfor indbyder Kirken os til hver dag at påkalde Helligånden, særlig ved begyndelsen og slutningen af alle vigtige handlinger. [683; 2001; 1310] Hvis Ånden ikke skal tilbedes, hvordan guddommeliggør Han mig da ved dåben? Og hvis Han skal tilbedes, skal Han da ikke være genstand for en særlig dyrkelse600?

2671 Den traditionelle form for bøn om Ånden er at påkalde Faderen ved Kristus, vor Herre, om at Han vil give os Ånden, Trøsteren601. Jesus insisterer på denne bøn i hans navn netop da Han lover at skænke os Sandhedens Ånd som gave602. Men den enkleste og mest direkte bøn er også traditionel: “Kom, Helligånd”, og enhver liturgisk tradition har videreudviklet den i antifoner og hymner: Kom, Helligånd, opfyld dine troendes hjerter, og antænd i dem din kærligheds ild603. Himmelske Konge, Trøstens Ånd, Sandhedens Ånd, du som er nærværende overalt og fylder alt, alle goders skatkammer og Livets kilde, kom, tag bo i os, rens os og frels os, Du som er god604!

2672 Helligånden, hvis salvelse gennemtrænger hele vort væsen, er den kristne bøns indre Læremester. Det er Ham, der er “håndværkeren” i den levende overlevering af bønnen. Der er ganske vist lige så mange veje i bønnen, som der er bedende, men det er den samme Ånd som virker i alle og med alle. Det er i Helligåndens samfund, at den kristne bøn er bøn i Kirken. [695] I samfund med den hellige Guds Moder 2673 I bønnen forener Helligånden os med den énbårne Søns person, i hans herliggjorte Menneskenatur. Det er ved denne og i den, at vor bøn som Guds børn i Kirken er forenet med Jesu Mor. 605 [689] 2674 Efter at Maria har givet sit ja-ord ved Bebudelsen og holdt fast ved det uden tøven under Korset, udstrækker hendes moderskab sig nu til sin Søns brødre og søstre, “der på deres jordiske vandring stadig er omgivet af farer og trængsler”. 606 Jesus, den eneste Mellemmand, er vejen for vor bøn. Maria, hans Mor og vor Mor, er fuldkommen gennemsigtig i forhold til Ham: hun er “vejviseren” (Hodegetria); hun er “Tegnet”, ifølge traditionel ikonografi i Østen og Vesten. [494] 2675 Det er ud fra Marias enestående samvirken med Helligåndens virken, at Kirkerne har udviklet bønnen til Guds hellige Mor. Den er centreret om Kristi Person, manifesteret i hans mysterier. I utallige hymner og antifoner som giver udtryk for denne bøn, er der sædvanligvis to bevægelser, der alternerer: Den ene “højlover” Herren for de “store ting” Han har gjort imod sin ringe tjenerinde, og ved hende for alle mennesker607; den anden betror Guds børns bønner og lovsange til Jesu Mor, fordi hun nu kender menneskenaturen som Guds Søn har påtaget sig i hende. [970; 512; 2619]

Den dobbelte bevægelse i bønnen til Maria har fundet et privilegeret udtryk i bønnen “Ave Maria”: 2676

“Hil dig Maria (Glæd dig, Maria).” Det er englen Gabriels hilsen, der indleder bønnen til Maria. Det er Gud selv som, gennem sin engel, hilser Maria. Vor bøn vover at gentage denne hilsen

600 601 602 603 604 605 606 607

Skt. Gregor af Nazianz, or. theol. 5,28. Jf. Luk 11,13. Jf. Joh 14,17; 15,26; 16,13. Jf. Pinsesekvensen. Byzantinsk liturgi, Tropariet fra Pinsevesper. Jf. Apg 1,14. LG 62. Jf. Luk 1,46-55.

til Maria med det samme blik, hvormed Gud har set ned til sin ringe tjenerinde 608, og glæde os over den glæde Han finder i hende.609 [722] “Fuld af nåde, Herren er med dig”: De to ord i englens hilsen belyser hinanden. Maria er fuld af nåde, fordi Herren er med hende. Den nåde der fylder hende, det er Hans nærvær som er kilden til al nåde. “Råb af fryd... Jerusalems datter... Herren din Gud er hos dig” (Sef 3,14.17a). Maria, i hvem Herren selv tager bo, er Sions datter i egen person, pagtens ark, stedet for Herrens herlighed; hun er “Guds bolig hos menneskene” (Åb 21,3). “Fuld af nåde” er hun helt givet til Ham, som kommer at tage bolig i hende, og som hun vil give til verden. [490] “Velsignet er du iblandt kvinder og velsignet er dit livs frugt.” Efter englens hilsen gør vi Elisabets hilsen til vor. “Fyldt af Helligånden” (Luk 1,41) er Elisabet den første i den lange række af slægter som priser Maria salig610: “Salig er hun som troede...” (Luk 1,45). Maria er “velsignet iblandt kvinder”, fordi hun troede, at Herrens ord skulle gå i opfyldelse. Abraham blev ved sin tro en velsignelse for “alle jordens folk” (1 Mos 12,3). Maria er ved sin tro blevet de troendes mor. Takket være hende modtager alle jordens slægter Ham, som er Guds egen velsignelse: “Jesus, dit livs velsignede frugt.” [435; 146] “Hellige Maria, Guds Moder, bed for os...” Med Elisabet undrer vi os: “Hvem er vel jeg, at min Herres Mor kommer til mig?” (Luk 1,43). Fordi hun giver os Jesus, sin søn, er Maria Guds Moder og vor mor; vi kan betro hende alle vore bekymringer og begæringer: hun beder for os som hun har bedt for sig selv: “Det ske mig efter dit ord” (Luk 1,38). Når vi betror os til hendes bøn overgiver vi os med hende til Guds vilje:”Ske din vilje”. [495] 2677

“Bed for os syndere, nu og i vor dødstime.” Når vi beder Maria gå i forbøn for os, bekender vi os som syndere og vender os til “miskundhedens Moder”, den helt og fuldt Hellige. Vi betror os til hende “nu”, i vort livs “i dag”. Og vor tillid går så vidt, at vi fra nu af lægger “vor dødstime” i hendes hænder. Måtte hun da være til stede som ved sin Søns død på Korset, og ved vor overgang tage imod os som vor mor611 for at føre os til sin Søn Jesus, i Paradiset. [1020] Vestens fromhedsliv i middelalderen har udviklet Rosenkransbønnen som en folkelig erstatning for Tidebønnen. I Østen står Akathistos- og Paraklesis-litanierne nærmere de byzantinske Kirkers korbøn, mens de armenske, koptiske og syriske traditioner har foretrukket folkelige hymner og sange til Guds Mors ære. Men i Ave Maria, i Theotokia-bønnerne i Skt. Efrems eller Skt. Gregor af Nareks hymner, er overleveringen af bønnen grundlæggende forblevet den samme. [971, 1674] 2678

2679 Maria er den fuldkomne Orante (“bedende”) og billedet på Kirken. Når vi beder til hende, slutter vi os med hende til Faderens plan, Han som sender sin Søn for at frelse alle mennesker. Ligesom den elskede discipel tager vi Jesu Mor til os 612, hun som er blevet alle levendes mor. Vi kan bede sammen med hende og til hende. Kirkens bøn er som båret af Marias bøn. Den er forenet med hende i håbet. 613 [967; 972]

I korthed

608 609 610 611 612 613

Jf. Luk 1,48. Jf. Sef 3,17. Jf. Luk 1,48. Jf. Joh 19,27. Jf. Joh 19,27. Jf. LG 68-69.

2680 Bønnen er først og fremmest rettet til Faderen; på samme måde rettes den til Sønnen, særlig ved at påkalde hans hellige navn: “Jesus, Kristus, Guds Søn, Herre, forbarm dig over os syndere!” 2681 “Ingen kan sige: ‘Jesus er Herre!’ undtagen ved Helligånden” (1 Kor 12,3). Kirken indbyder os til at påkalde Helligånden som den indre Læremester i den kristne bøn. 2682 Takket være Marias enestående samvirken med Helligåndens virken, beder Kirken gerne i samfund med Jomfru Maria, for med hende at højlove Gud for de store ting, Han har gjort i hende, og for at betro Maria vore bønner og lovsange.

Artikel 3

Bønnens vejvisere En sky af vidner 2683 De vidner, som er gået forud for os ind i Guds Rige 614, særlig de, som Kirken anerkender som “helgener”, deltager i bønnens levende tradition ved deres livs eksempel, ved videregivelsen af deres skrifter og ved deres bøn i dag. De skuer Gud, de priser ham og drager uophørligt omsorg for dem, de har efterladt på jorden. Ved deres indtræden i “deres Herres glæde” fik de “betroet meget 615.” Deres forbøn er deres højeste tjeneste i Guds frelsesplan. Vi kan og skal bede dem gå i forbøn for os og for hele verden. [956] 2684 I de helliges samfund har der ned gennem Kirkernes historie udviklet sig forskellige spiritualiteter. Den personlige karisme hos et vidne om Guds kærlighed til menneskene kan være videregivet, sådan som Elias’ “ånd” til Elisa616 og til Johannes Døberen617, for at disciple kunne få del i denne ånd 618. En spiritualitet vokser også ud af andre strømninger, liturgiske og teologiske, og vidner således om troens indpodning i et bestemt menneskeligt miljø og dets historie. De kristne spiritualiteter tager del i bønnens levende tradition og er uundværlige vejvisere for de troende. De bryder Helligåndens ene og rene Lys i dets rige mangfoldighed. [917; 919; 1202] “Ånden er virkelig de helliges sted, og helgenen er et egnet sted for Ånden, fordi helgenen hengiver sig til at bo med Gud og kaldes Åndens Tempel619.”

Bønnens tjenere 2685 Den kristne familie er det første sted for opdragelsen til bøn. Grundlagt på Ægteskabets sakramente er den “Huskirken”, hvor Guds børn lærer at bede “som Kirke” og være udholdende i bønnen. Særlig for de små børn er familiens daglige bønner det første vidnesbyrd om Kirkens levende ihukommelse, tålmodigt fremkaldt af Helligånden. [1657] 2686 Embedsbærerne er også ansvarlige for opdragelsen til bøn af deres brødre og søstre i Kristus. Som den Gode Hyrdes tjenere er de viet til at føre Guds Folk til bønnens levende kilder: Guds Ord, liturgien, det teologale liv [livet i tro, håb og kærlighed], Guds “i dag” i de konkrete situationer. 620 [1547]

614 615 616 617 618 619 620

Jf. Hebr 12,1. Jf. Matt 25,21. Jf. 2 Kong 2,9. Jf. Luk 1,17. Jf. PC 2. Skt. Basilius, Spir. 26,62. Jf. PO 4-6.

2687 Talrige ordensfolk har viet hele deres liv til bøn. Siden ørkenfædrenes tid i Ægypten har eneboere, munke og nonner givet al deres tid til at lovprise Gud og gå i forbøn for hans folk. Det gudviede liv kan ikke opretholdes eller udbredes uden bøn; det er en af de levende kilder til kontemplation og åndeligt liv i Kirken. [916] 2688 Katekesen for børn, unge og voksne har til opgave at sørge for, at Guds Ord bliver mediteret i den personlige bøn, aktualiseret i den liturgiske bøn og hele tiden inderliggjort, så den kan bære frugt i et nyt liv. Religionsundervisningen er også det rette tidspunkt til at vurdere og opdrage folkefromheden 621. Udenadslære af vigtige bønner giver en uundværlig støtte til bønslivet, men det er vigtigt, at meningen med dem bliver forstået.622 [1674] 2689 Bedegrupper, ja “skoler i bøn”, er i dag et tegn og en drivkraft til fornyelse af bønnen i Kirken, forudsat at de øser af autentiske kilder til kristen bøn. Bestræbelserne på at være fælles om det er et tegn på sand kirkelig bøn. 2690 Helligånden giver visse troende gaver til visdom, til tro og til at skelne mellem ånderne i den åndelige vejledning til det fælles gode, som bønnen er. De, som har fået disse gaver, er sande tjenere i bønnens levende Tradition: Derfor må den sjæl, der vil vokse i fuldkommenhed, ifølge Johannes af Korsets råd, “nøje overveje, i hvis hænder den betror sig, for som mesteren er, således også disciplen; som faderen er, således også sønnen”. Endvidere: “Vejlederen skal ikke blot være lærd og klog, men også erfaren... Hvis den åndelige vejleder ikke har nogen erfaring om det åndelige liv, vil han være ude af stand til at vejlede sjæle, som Gud dog kalder, og han vil end ikke kunne forstå dem 623

Steder, egnet til bøn 2691 Kirken, Guds Hus, er det egentlige sted for menighedens liturgiske bøn. Den er også det privilegerede sted for tilbedelsen af Kristi sande nærvær i Alterets Sakramente. Valget af et egnet sted er ikke ligegyldigt for sand bøn: [1181, 2097; 1379]

- Til den personlige bøn kan det være en “bedekrog”, med den Hellige Skrift og Ikoner, så at man dèr kan være “i det skjulte” hos Gud, vor Far624. I en kristen familie er sådan et lille bedested godt for den fælles bøn. - I områder med klostre, er det disse kommuniteters kald at fremme de troendes deltagelse i deres tidebøn og skaffe den nødvendige ensomhed til en dybere personlig bøn.625 [1175] - Valfarter minder os om at vores gang på jorden er en vandring mod Himlen. De er traditionelt særlig velegnede til en fornyelse af bønslivet. Valfartssteder er udvalgte steder for pilgrimme, der søger til deres levende kilder, for at leve “som Kirke” i dens former for kristen bøn. [1674] I korthed 2692

På Kirkens pilgrimsfærd er dens bøn forbundet med helgenernes, hvis forbøn den beder om.

2693 De forskellige kristne spiritualiteter er dele af bønnens levende tradition og værdifulde vejvisere i det åndelige liv. 2694

621 622 623 624 625

Den kristne familie er det første sted for opdragelse til bøn. Jf. CT 54. Jf. CT 55. Llama de amor viva, 3. strofe. Jf. Matt 6,6. Jf. PC 7.

2695 De viede embedsbærere, det gudviede liv, katekese, bedegrupper, “åndelig vejledning” sørger for at der i Kirken er en hjælp til at bede. 2696 De bedste steder til bøn er private bederum, for den enkelte eller familien, klostre, valfartssteder og frem for alt kirken, som er det rette sted for menighedens liturgiske bøn og det privilegerede sted for tilbedelsen af Alterets hellige Sakramente.

Tredje kapitel

Bønslivet 2697 Bøn er det nye hjertes liv. Den bør hele tiden besjæle os. Men vi glemmer Ham, som er vort Liv og vort Et og Alt. Derfor insisterer de åndelige Fædre, i tilknytning til traditionen fra 5. Mosebog og profeterne, på bøn som “erindring om Gud”, en hyppig opvækkelse af “hjertets hukommelse”: “Man skal huske på Gud oftere end man trækker vejret 626.” Men man kan ikke bede “til hver en tid”, hvis man ikke beder på visse tidspunkter, hvor man vil det: det er kernepunkterne i den kristne bøn, både i intensitet og i varighed. [1099] 2698 Kirkens Tradition præsenterer de troende for visse rytmer i bønnen, som skal nære den stadige bøn. Nogle er daglige: morgenbøn og aftenbøn, før og efter måltiderne, Tidebønnerne. Søndagen, hvis højdepunkt er Eukaristien, helligholdes først og fremmest ved bøn. Kirkeåret med dets store fester er de grundlæggende rytmer i de kristnes bønsliv. [1168; 1174; 2177] 2699 Herren leder enhver ad de veje og på den måde Han selv finder for godt. Den troende svarer Ham også efter sit hjertes beslutning og med sine personlige udtryk i bønnen. Imidlertid har den kristne tradition fastholdt tre grundformer for bønsliv: den mundtlige bøn, meditationen, den kontemplative bøn. Et grundtræk er fælles for dem: hjertets samling. Årvågenheden over for Guds Ord, som skal fastholdes, og Guds nærvær, som man skal blive i - gør disse tre grundformer til kernepunkter i bønnens liv. [2563]

Artikel 1

Bønnens udtryksformer I. Mundtlig bøn 2700 Gud taler til mennesket ved sit Ord. Vor bøn tager form efter som vore ord er indre eller ydre ord, uudtalte eller udtalte. Men det vigtigste er hjertets nærvær hos Ham, som vi i bønnen taler til. “Om vor bøn skal blive hørt, afhænger ikke af ordenes mængde, men af vore sjæles glød”. 627 [1176] 2701 Den mundtlige bøn er uundværlig i det kristne liv. Jesus lærer disciplene, som følte sig tiltrukket af deres Mesters stillebøn, at bede en mundtlig bøn: Fadervor. Jesus bad ikke blot de liturgiske bønner i synagogen; Evangelierne viser også, hvordan Han hævede røsten i sin personlige bøn, fra jublende lovprisning af Faderen628 til dødsangsten i Getsemane have.629 [2603; 612]

626 627 628 629

Skt. Gregor af Nazianz, or. theol. 1,4. Skt. Johannes Chrysostomus, ecl. 2. Jf. Matt 11,25-26. Jf. Mark 14,36.

2702 Dette behov for at knytte sanserne til den indre bøn svarer til et krav i vor menneskenatur. Vi er krop og ånd, og vi mærker behovet for at give udtryk for vore følelser udadtil. Vi må bede med hele vort væsen for at give vor bøn størst mulig kraft. [1146] 2703 Dette behov svarer også til et guddommeligt krav. Gud søger tilbedere i Ånd og Sandhed, og dermed den bøn der, fuld af liv, stiger op fra sjælens dybder. Han vil også det ydre udtryk, som forbinder legemet med den indre bøn, for det giver Ham den fuldkomne hyldest fra alt, hvad Han har ret til. [2097] 2704 Fordi den mundtlige bøn er udadrettet og så fuldt og helt menneskelig, er den frem for nogen folkets bøn. Men den indre bøn må heller ikke forsømme den mundtlige bøn. Bønnen bliver indadrettet i den grad vi bliver bevidste om Ham “til hvem vi taler 630”. Den mundtlige bøn bliver da en første form for kontemplativ bøn. II. Meditation 2705 Meditationen er især en søgen. Ånden søger at forstå det kristne livs hvorfor og hvordan, for at kunne slutte sig til og svare på det, som Herren vil. Det drejer sig her om en opmærksomhed, der er vanskelig at disciplinere. Sædvanligvis lader man sig hjælpe af en bog, og det er der ingen mangel på for de kristne: De hellige Skrifter, særlig Evangeliet, de fromme billeder, dagens eller årstidens liturgiske tekster, de åndelige Fædres skrifter, værker om spiritualitet, skaberværkets store bog og historiens, den side som skrives af Gud “i dag”. [158; 127] 2706 At meditere det man læser fører til, at man tilegner sig det ved at konfrontere det med sig selv. Her åbner sig en anden bog: livets bog. Man går fra tankerne til virkeligheden. Alt efter graden af ydmyghed og tro opdager man de svingninger, der opriver hjertet, så man kan tage stilling til dem. Det drejer sig om at gøre sandheden for at komme til Lyset: “Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?” 2707 Metoderne til meditation er lige så forskellige som de åndelige mestre. En kristen skylder sig selv at ville meditere regelmæssigt, hvis ikke han vil være den vejkant, stengrund eller det ukrudt, som lignelsen om sædemanden beretter om631. Men en metode er kun en vejviser; det vigtige er at gå fremad, med Helligånden, på bønnens eneste vej: Kristus Jesus. [2690; 2664] 2708 Meditationen sætter gang i tankerne, fantasien, følelserne og længslerne. Sådan at blive mobiliseret er nødvendigt for at uddybe troens overbevisninger, opvække hjertets omvendelse og styrke viljen til at følge Kristus. Den kristne bøn giver sig især af med at meditere “Kristi mysterier” som i lectio divina [mediterende bibellæsning jf. §§ 2653-2654] eller rosenkransen. Denne form for bedende refleksion er meget værdifuld, men den kristne bøn skal række videre endnu: til kærlighedens erkendelse af vor Herre Jesus, til foreningen med Ham. [516, 2678] III. Kontemplativ Bøn 2709 Hvad er bøn? Skt. Teresa af Jesus svarer: “Den indre bøn er, efter min mening, ikke andet end en fortrolig omgang i venskab med Gud, hvor man ofte helt alene taler med den Gud, som man ved sig elsket af”.632 [2562-2564] Den kontemplative bøn søger “Den som min sjæl har kær” (Højs 1,7) 633. Det er Jesus, og i Ham Faderen. Han søges, fordi det at længes efter Ham altid er begyndelsen til kærligheden, og Han søges i den rene tro, den tro som gør, at vi fødes af Ham og lever i Ham. Man kan stadig meditere i den bøn, men blikket er rettet mod Herren.

630 631 632 633

Skt. Teresa af Jesus, cam. 26. Jf. Mark 4,4-7.15-19. Vida 8. Jf. Højs 3,1-4.

2710 Valg af tidspunkt og varighed for den kontemplative bøn afhænger af viljens beslutning, og den røber hjertets hemmeligheder. Man holder ikke kontemplativ bøn, når man har tid til det. Man tager sig tiden til at være for Herren, med den faste beslutning ikke at fratage Ham den tid undervejs, uanset de prøvelser og den tørhed man kommer ud for. Det er ikke altid muligt at meditere, men det er altid muligt at samle sig i kontemplativ bøn, uanset helbredstilstand, arbejdsforhold og følelsesliv. Hjertet er stedet for vor søgen og vort møde, i fattigdom og tro. [2726] 2711 At gå ind i den kontemplative bøn er som at gå ind i den eukaristiske liturgi: “samle sig” i hjertet, lade hele sit væsen samle sig under Helligåndens tilskyndelse, bo i den Herrens bolig som vi er, opvække troen for at træde ind i Hans nærvær som venter os; lade vore masker falde og vende vort hjerte til Herren som elsker os, for at give os selv til Ham som en offergave, der skal renses og forvandles. [1348; 2100] 2712 Den kontemplative bøn er gudsbarnets bøn, den tilgivne synder, som i sin bøn samtykker i at modtage den kærlighed, hvormed han er elsket, og som vil besvare den ved at elske mere endnu 634. Men han eller hun ved godt, at denne genkærlighed er den, Ånden udgyder i hjertet, for alt er nåde fra Gud. Den stille bøn er den ydmyge og fattige hengivelse til Faderens kærlige vilje, i en stadig dybere forening med Hans elskede Søn. [2822] 2713 Således er den kontemplative bøn det enkleste udtryk for bønnens mysterium. Stille bøn er en gave, en nåde; den kan kun modtages i ydmyghed og fattigdom. Stille bøn er et pagtforhold, sluttet af Gud i vort væsens dyb635. Stille bøn er fællesskab: her former den Hellige Treenighed mennesket, Guds billede, “til lighed med sig”. [2559] 2714 Den kontemplative bøn er også frem for alt bønnens kernepunkt. Her udruster Faderen os “med kraft til at styrkes i det indre menneske ved Hans Ånd, så Kristus ved troen kan bo i vore hjerter, og vi kan være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed”.636 2715 Kontemplationen er troens blik, fæstet på Jesus. “Jeg ser på Ham og Han ser på mig”, sagde bonden fra Ars, som var i bøn foran Tabernaklet, til sin hellige sognepræst. 637 At give agt på Ham, det er at give afkald på “mig”. Hans blik renser hjertet. Lyset fra Jesu blik oplyser vort hjertes øjne. Det lærer os at se alt i lys af Hans sandhed og Hans medlidenhed med alle mennesker. Kontemplationen vender også blikket mod Kristi livs mysterier og formidler således “det indre kendskab til Herren”, for at vi kan elske Ham mere og følge Ham bedre.638 [1380; 521] 2716 Kontemplativ bøn er at lytte til Guds Ord. Langt fra at være passiv er denne lydhørhed troens lydighed, tjenerens betingelsesløse modtagelse og barnets hengivne tilslutning. Den stille bøn tager del i det “Ja”, Sønnen sagde, da han var blevet Tjener, og i det “Fiat”, som lød fra Herrens ringe tjenerinde. [494] 2717 Kontemplativ bøn er tavshed, “symbol på den kommende verden 639”, eller “stiltiende kærlighed640”. Ordene i den kontemplative bøn er ikke en tale, men kviste på kærlighedens bål. Det er i denne tavshed, uudholdelig for det ”ydre” menneske, at Faderen siger os sit menneskevordne Ord, sit lidende, døde og opstandne Ord, og at barnekårets Ånd lader os deltage i Jesu bøn. [533; 498] 2718 Kontemplativ bøn er forening med Kristi bøn for så vidt den gør os delagtige i hans mysterium. Kristi mysterium fejres af Kirken i Eukaristien; og Helligånden gør det levende i den stille bøn, for at det kan blive synligt i kærlighedens gerninger.

634 635 636 637 638 639 640

Jf. Luk 7,36-50; 19,1-10. Jf. Jer 31,33. Jf. Ef 3,16-17. Jf. F. Trochu, Le Curé d’Ars St. Jean-Marie Vianney (Lyon-Paris 1927) s. 223-224. Jf. Skt. Ignatius, ex. spir. 104. Skt. Isak af Ninive, tract. myst. 66. Skt. Johannes af Korset, Carta 6.

2719 Kontemplativ bøn er et kærlighedens fællesskab, som bærer på Liv for mange, så langt som den er villig til at blive i troens nat. Opstandelsens Påskenat går gennem dødsangstens og gravens nat. Det er de tre intense tider i Jesu Time, som hans Ånd (og ikke “kødet som er skrøbeligt”) lader os gennemleve i den stille bøn. Vi må være villige til at “våge en time med Ham”. 641 [165; 2730]

I korthed 2720 Kirken indbyder de troende til regelmæssig bøn: de daglige bønner, Tidebøn, Søndagens messe og Kirkeårets fester. 2721 Den kristne tradition kender tre grundformer i bønnens liv: mundtlig bøn, meditation og kontemplativ bøn. Fælles for dem er hjertets samling. 2722 Den mundtlige bøn, som er grundet på enheden af krop og ånd i menneskets natur, forbinder kroppen med hjertets indre bøn, sådan som Kristus bad til sin Far og lærte sine disciple Fadervor. 2723 Meditation er en bedende søgen, som sætter tanke, fantasi, følelser, længsler i gang. Den har som mål den troende tilegnelse af det tema, der mediteres over, sammenholdt med det liv vi faktisk lever. 2724 Den kontemplative bøn er det enkle udtryk for bønnens mysterium. Den er troens blik, fæstet på Jesus, en lytten til Guds Ord, en stiltiende kærlighed. Den virkeliggør foreningen med Kristi bøn, i den grad den lader os tage del i Hans mysterium.

Artikel 2

Bønnens kamp 2725 Bønnen er en nådegave og et bevidst svar fra os. Den kræver altid en anstrengelse. Bønnens mestre i den Gamle Pagt før Kristus, og Guds Moder og de hellige lærer os sammen med Jesus, at bøn er en kamp. Mod hvem? Mod os selv og mod Fristerens bedrag, som gør alt for at holde mennesket væk fra bønnen, fra foreningen med Gud. Man beder som man lever, fordi man lever som man beder. Hvis man ikke til stadighed vil leve efter Kristi Ånd, kan man heller ikke til stadighed bede i Hans navn. Den “åndelige kamp” i den kristnes nye liv kan ikke skilles fra bønnens kamp. [2612, 409; 2015] I. Indvendinger mod at bede 2726 I bønnens kamp konfronteres vi, i os selv og i vor omverden, med falske opfattelser af bønnen. Nogle ser i den en rent psykologisk aktivitet, andre en anstrengelse for at koncentrere sig, så man kan nå til indre tomhed. Andre igen henordner bønnen til fysiske holdninger og rituelle ord. I mange kristnes underbevidsthed er det at bede en beskæftigelse, der er uforenelig med alt det de skal gøre: de har ikke tid. De, der søger Gud i bønnen, taber hurtigt modet, fordi de ikke ved, at bønnen også kommer fra Helligånden og ikke kun fra dem selv. [2710] 2727 Vi må også holde stand mod mentaliteter af “denne verden”; de gennemsyrer os, hvis vi ikke passer på. For eksempel: det sande skulle blot være det som er efterprøvet af fornuften og videnskaben (men bøn er et mysterium, som går ud over vor bevidsthed og underbevidsthed). En anden holdning kan være at anse

641

Jf. Matt 26,40-41.

produktion og profit for de vigtige værdier (altså er bønnen, som er uproduktiv, ingen nytte til). Også sanselighed og bekvemmelighed kan bruges som kriterier for det sande, det gode og det skønne (men bønnen, som er “kærlighed til det skønne” (philokalia) er grebet af den levende og sande Guds herlighed). Eller bønnen fremstilles i reaktion på aktivismen, som en flugt fra verden (men den kristne bøn er ikke en udtræden af historien eller en skilsmisse fra livet). [37; 2500] 2728 Og endelig må vor kamp også gælde det, som vi føler som vore nederlag i bønnen: modløshed over for tørhed i bønnen, bedrøvelse over ikke at kunne give Herren alt, for vi har “meget gods 642”; skuffelse over ikke at blive bønhørt som vi selv vil; såret stolthed som gør sig hård over for vor uværdighed som syndere, afsmag for en bøn man skal modtage uforskyldt osv. Konklusionen er altid den samme: hvorfor bede til ingen nytte? For at overvinde disse hindringer må vi kæmpe for ydmyghed, tillid og udholdenhed. II. Våge med ydmygt hjerte Over for vanskeligheder i bønnen 2729 Den hyppigste vanskelighed i bønnen er distraktion. Den kan gælde ordene og deres mening i den mundtlige bøn. Dybere set gælder den Ham, som vi beder til: i den mundtlige bøn (liturgisk eller privat), i meditationen og i den stille bøn. Men forsøge at jage distraktionerne væk ville være at fanges i deres garn; det er nok at vende tilbage til vort hjerte: en distraktion afslører, hvad det er, vi hænger ved, og denne ydmyge erkendelse for Herren skal vække vor forkærlighed for Ham, ved resolut at give Ham vort hjerte for at Han kan rense det. Det er dér, kampen står, i valget af den Mester vi vil tjene. 643 [2711] 2730 Positivt består kampen mod vort begærlige og dominerende jeg i årvågenhed, hjertets ædruelighed. Når Jesus insisterer på årvågenhed, drejer det sig altid om Ham og hans Komme, på den yderste dag og hver dag: “i dag”. Brudgommen kommer midt om natten; lyset, der ikke må slukkes, er troens: “Om Dig har mit hjerte sagt: ‘Søg hans Åsyn’” (jf. Sl 27,8). [2659] 2731 En anden vanskelighed, særligt for dem der vil bede oprigtigt, er tørheden. Den er en del af den stille bøn, når hjertet er på afvænning, uden smag for tanker, erindringer og følelser, end ikke de åndelige. Det er tiden for den rene tro, der trofast holder sig til Jesus i hans agoni og i graven. “Hvis hvedekornet dør, bærer det megen frugt” (Joh 12,24). Hvis tørheden skyldes mangel på rod, fordi Ordet er faldet på stengrund, består kampen i omvendelse.644 [1426] Fristelser i bønnen 2732 Den hyppigste og mest skjulte fristelse er vores mangel på tro. Den ytrer sig mindre i en erklæret vantro end i faktiske præferencer. Når vi begynder at bede, melder sig tusind såkaldt presserende arbejdsopgaver og bekymringer, som forekommer os vigtigere. Det er igen et sandhedens øjeblik for hjertet og dets foretrukne kærlighed. Snart vender vi os til Herren som den sidste tilflugt: men tror vi virkelig på det? Snart tager vi Herren til forbundsfælle, men hjertet er stadig hovmodigt. I alle tilfælde afslører vor mangel på tro, at vi endnu ikke har det ydmyge hjerte: “Skilt fra Mig, kan I slet intet gøre” (Joh 15,5). [2609, 2089; 2092; 2074] 2733 En anden fristelse, som hovmodet åbner døren til, er trægheden [acedia]. De åndelige Fædre forstår derved en form for depression som følge af slaphed i askesen; årvågenheden har fået en nedtur og hjertet er lunkent. “Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt” (Matt 26,41). Jo højere oppefra faldet er, jo større bliver skaden. Den pinefulde modløshed er hovmodets bagside. Den, som er ydmyg, undrer sig ikke over sin skrøbelighed; den ansporer til større tillid, og fasthed i udholdenhed. [2094; 2559]

642 643 644

Jf. Mark 10,22. Jf. Matt 6,21.24. Jf. Luk 8,6.13.

III. Barnlig tillid 2734 Den barnlige tillid sættes på prøve - og viser sit værd - under trængsler 645. Den største vanskelighed melder sig i begæringsbønnen, for sig selv eller andre som man beder for. Nogle holder endda op med at bede, fordi de tænker, deres bøn bliver ikke hørt. To spørgsmål rejser sig her: Hvorfor tror vi, at vores bøn ikke bliver hørt? Hvordan bliver vores bøn hørt, “effektivt”? [2629] Hvorfor klage over at vi ikke bliver bønhørt? 2735 En kendsgerning burde først undre os. Når vi priser Gud eller takker Ham i al almindelighed for hans velgerninger, bekymrer vi os knapt nok om at vide, om vor bøn er Ham til behag. Derimod forlanger vi at se resultatet af det, vi beder om. Hvad er det i så fald for et billede af Gud som får os til at bede? er Gud blot et redskab til vor brug eller er han vor Herres Jesu Kristi Far? [2779] 2736 Er vi virkelig overbevist om at “selv forstår vi ikke, hvad vi rettelig bør bede om” (Rom 8,26)? Beder vi Gud om “de rette ting”? Vor Far ved godt, hvad vi trænger til, før vi beder Ham 646, men Han afventer vor bøn, fordi hans børns værdighed beror på deres frihed. Vi skal altså bede med Hans friheds Ånd, for at komme til sand erkendelse af, hvad Ånden vil.647 [2559; 1730] 2737 “I opnår intet, fordi I ikke beder; eller I beder og får alligevel intet, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster” (Jak 4,2-3) 648. Hvis vi beder med et hjerte, der er delt, “utro”, 649 kan Gud ikke bønhøre os, for Han vil vort vel, vort liv. “Tror I, det er tomme ord, når Skriften siger: ‘Med nidkærhed længes Gud efter den Ånd, han har ladet bo i os’?” (Jak 4,5). Vor Gud er “jaloux” på os, hvilket er et tegn på, at hans kærlighed er sand. Lad os træde ind i det, hans Ånd ønsker, så vil vi blive bønhørt: Vær ikke bedrøvet, hvis du ikke straks får det af Gud, som du beder Ham om. Det er, fordi Han vil dig det endnu bedre ved at få dig til at holde ud hos Ham i bøn 650. Han vil, at vort ønske skal prøves i bønnen. Sådan gør Han os egnet til at modtage det som Han gerne vil give os651.

Hvordan bliver vor bøn virksom? 2738 Åbenbaringen af bønnen i frelsens økonomi lærer os, at troen støtter sig til Guds handlen i historien. Den barnlige tillid vækkes ved det, som frem for alt er hans handling: hans Søns lidelse og Opstandelse. Den kristne bøn er samarbejde med hans Forsyn, med hans kærligheds plan med menneskene. [2568; 307] 2739 Hos Paulus er denne tillid dristig652, fordi den støtter sig til Åndens bøn i os og Faderens trofaste kærlighed, Han som har skænket os sin énbårne Søn 653. Hjertets forvandling, i den som beder, er det første svar på vor bøn. [2778] 2740 Jesu bøn gør den kristne bøn til en virkningsfuld bøn. Den er forbilledet. Han beder i os og med os. Når Sønnens hjerte kun søger det som behager Faderen, hvordan kan da de, som Han har adopteret og givet barnekår, fæstne sig mere ved gaverne end ved Giveren? [2604]

645 646 647 648 649 650 651 652 653

Jf. Rom 5,3-5. Jf. Matt 6,8. Jf. Rom 8,27. Jf. hele konteksten Jak 4,1-10; 1,5-8; 5,16. Jf. Jak 4,4. Evagrius, or. 34. Skt. Augustin, ep. 130,8,17. Jf. Rom 10,12-13. Jf. Rom 8,26-39.

2741 Jesus beder også for os, i vort sted og til vort bedste. Alle vore bønner er samlet én gang for alle i hans Råb på Korset og bønhørt af Faderen i hans Opstandelse. Derfor ophører Jesus ikke med at gå i forbøn for os hos Faderen654. Hvis vor bøn er fast forenet med Jesu bøn, med et barns tillid og dristighed, vil vi opnå alt, hvad vi beder om i Hans navn, og meget mere end dette og hint: nemlig Helligånden selv, som indeslutter alle gaver. [2606; 2614] IV. At holde ud i kærlighed 2742 “Bed uden ophør” (1 Tess 5,17), “sig altid Gud Far tak for alt i vor Herres Jesu Kristi navn” (Ef 5,20); “lev under stadig påkaldelse og bøn; bed altid i Ånden, med utrættelig årvågenhed, og gå i forbøn for alle de hellige” (Ef 6,18). “Vi har ikke fået nogen befaling til bestandig at arbejde, våge og faste, men at bede uden ophør er for os en lov 655.” Denne utrættelige ildhu kan kun komme af kærlighed. Mod vores tyngde og dovenskab er bønnens kamp den ydmyge kærligheds kamp, tillidsfuld og udholdende. Denne kærlighed åbner vore hjerter for tre af troens lysende og oplivende kendsgerninger: [2098; 162] 2743 At bede er altid muligt: tiden for den kristne er den opstandne Kristi tid, Han som er “med os alle dage” (Matt 28,20), uanset hvor stormfulde de måtte være 656. Vor tid er i Guds hånd: Det er muligt, selv på markedspladsen eller på en spadseretur alene, at bede hyppigt og brændende. Også når vi sidder i en butik, for at købe eller sælge, eller mens vi laver mad657.

2744 At bede er livsnødvendigt. Beviset, gennem det modsatte, er overbevisende: hvis vi ikke lader os drive af Ånden, falder vi tilbage under syndens slaveri 658. Hvordan kan Helligånden være “vort Liv”, hvis vort hjerte er langt fra Ham? Intet er så værdifuldt som bønnen; den gør det umulige muligt, det vanskelige let. Et menneske som beder kan umuligt synde659. Den som beder, bliver med sikkerhed frelst; den som ikke beder, går med sikkerhed fortabt660.

2745 Bøn og kristent liv er uadskillelige, for det drejer sig om den samme kærlighed og den samme selvfornægtelse, som kærligheden tilskynder til. Den samme barnlige og kærlige overensstemmelse med Faderens kærligheds plan. Den samme forvandlende forening i Helligånden, som ligedanner os stadig mere med Kristus Jesus. Den samme kærlighed til alle mennesker, den kærlighed hvormed Jesus har elsket os. “Hvad som helst I beder Faderen om i mit navn, det vil Han give jer. Dette byder jeg jer: Elsk hinanden!” (Joh 15,16-17). [2660] Den, som forener sin bøn med sine gerninger, og sine gerninger med sin bøn - beder uden ophør. Kun sådan kan vi anse det for muligt at bede uden ophør661.

Bønnen i Jesu Time 2746 Da Jesu Time er kommet, beder Han til sin Far 662. Hans bøn, den længste Evangeliet har overleveret os, omfatter hele skabelsens og frelsens økonomi, såvel som hans død og Opstandelse. Bønnen i Jesu Time

654 655 656 657 658 659 660 661 662

Jf. Hebr 5,7; 7,25; 9,24. Evagrius, cap. pract. 49. Jf. Luk 8,24. Skt. Johannes Chrysostomus, ecl. 2. Jf. Gal 5,16-25. Skt. Johannes Chrysostomus, Anna 4,5. Skt. Alfons af Liguori, mez. Origenes, or. 12. Jf. Joh 17.

forbliver altid hans, ligesom hans Påske, som er kommet “en gang for alle”, forbliver nærværende i hans Kirkes liturgi. [1085] 2747 Den kristne tradition kalder den med rette Jesu “ypperstepræstelige” bøn. Den er vor Ypperstepræsts bøn; den er uadskillelig fra hans Offer, fra hans “overgang” (Påske) til Faderen, hvor Han helt og fuldt bliver “viet” til Faderen663. 2748 I denne påskebøn, offerbøn, er alt “sammenfattet” i Ham 664: Gud og verden; Ordet og kødet; det evige liv og tiden; kærligheden som hengiver sig og synden som forråder den; de disciple der er til stede, og de som ved deres ord kommer til tro på Ham; fornedrelsen og herligheden. Den er Enhedens bøn. [518; 820] 2749 Jesus har fuldbragt Faderens værk, og hans bøn udstrækker sig, ligesom hans Offer, indtil verdens ende. Bønnen i Jesu Time fylder de sidste tider og bærer dem frem mod fuldendelsen. Jesus, Sønnen som Faderen har givet alt, er helt hengivet til Faderen, og samtidig udtaler Han sig med en suveræn frihed 665, der kommer af den magt Faderen har givet Ham over alt kød. Sønnen, der har gjort sig til Tjener, er Herren, Pantokrator Alhersker]. Vor Ypperstepræst, som beder for os, er også den der beder i os, og den Gud der bønhører os. [2616] 2750 Det er ved at gå ind i Jesu, vor Herres, hellige navn, at vi kan modtage, indefra, den bøn Han lærer os: “Fadervor”. Hans ypperstepræstelige bøn inspirerer, indefra, de store bønner i Fadervor: omhu for Faderens navn666, lidenskaben for hans Rige (herligheden667), opfyldelsen af Faderens vilje, af hans frelsesplan668 og befrielsen fra det onde.669 [2815] 2751 Endelig er det i denne bøn, som Jesus åbenbarer os og skænker os, det uadskillelige “kendskab” til Faderen og Sønnen670, som er selve mysteriet i bønnens Liv. [240]

I korthed 2752 Bønnen forudsætter en anstrengelse og en kamp mod os selv og mod Fristerens underfundigheder. Bønnens kamp kan ikke skilles fra “den åndelige kamp”, som er nødvendig for til stadighed at handle efter Kristi Ånd: man beder som man lever, fordi man lever som man beder. 2753 I bønnens kamp må vi holde stand mod vore falske forestillinger, mod forskellige tendenser i tidens mentalitet og mod de nederlag, vi har erfaret. Disse fristelser, som kaster tvivl på nytten eller endog muligheden for bøn, må besvares med ydmyghed, tillid og udholdenhed. 2754 De største vanskeligheder i bønslivet er distraktion og tørhed. Det bødes der på med tro, hjertets omvendelse og årvågenhed. 2755 To hypppige fristelser truer bønnen: mangel på tro og træghed (acedia), som er en form for depression, der skyldes slaphed i askesen, og som fører til mismod. 2756 Gudsbarnets tillid sættes på prøve, når vi har følelsen af ikke at være bønhørt. Evangeliet indbyder os til at spørge os selv, om der er overensstemmelse mellem vor bøn og Åndens higen.

663 664 665 666 667 668 669 670

Jf. Joh 17,11.13.19. Jf. Ef 1,10. Jf. Joh 17,11.13.19.24. Jf. Joh 17,6.11.12.26. Jf. Joh 17,1.5.10.22.23-26. Jf. Joh 17,2.4.6.9.11.12.24. Jf. Joh 17,15. Jf. Joh 17,3.6-10.25.

2757 “Bed uden ophør” (1 Tess 5,17). Det er altid muligt at bede. Det er endog en livsnødvendighed. Bøn og kristent liv er uadskillelige. 2758 Bønnen i Jesu Time, som med rette kaldes Hans “ypperstepræstelige bøn 671”, sammenfatter hele skabelsens og frelsens økonomi. Den inspirerer de store bønner i Fadervor.

Anden Sektion Herrens Bøn: “Fadervor!” 2759 “Engang, da Jesus var på et sted og bad, skete det, da han holdt op, at en af hans disciple sagde til ham: ‘Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det’” (Luk 11,1). Det er som svar på denne bøn, at Herren betror sine disciple og sin Kirke den grundlæggende kristne bøn. Lukas gengiver den i en kort tekst (med fem bønner672), Mattæus i en mere udførlig version (med syv bønner 673). Det er Mattæusversionen som Kirkens liturgiske tradition har bibeholdt (Matt 6,9-13): Fader vor, du som er i Himlen. Helliget vorde dit navn, komme dit rige. Ske din vilje som i Himlen, så og på jorden. Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde.

Meget tidligt har den liturgiske brug sluttet Herrens Bøn med en doxologi [lovprisning]. I Didakæ (8,2) sådan: “For Din er kraften og herligheden i Evigheder!” 674 De apostolske Konstitutioner føjer til begyndelsen: “riget”,675 og det er denne formulering som i vore dage bruges i økumenisk sammenhæng. Efter “æren” tilføjer den byzantinske tradition “Fader, Søn og Helligånd”. Det romerske missale videreudvikler den sidste bøn 676 i den udtrykkelige “forventning om det salige håb”677 og vor Herres Jesu Kristi Komme. Derpå følger menighedens akklamation eller genoptagelsen af doxologien fra de apostolske Konstitutioner. [2855; 2854] 2760

Artikel 1 “Resumé af hele Evangeliet”

671 672 673 674 675 676 677

Jf. Joh 17. Jf. Luk 11,2-4. Jf. Matt 6,9-13. Didakæ 8,2. Ap. Konst. 7,24,1. Jf. Embolisme. Jf. Tit 2,13.

2761 “Herrens Bøn er virkelig et resumé af hele Evangeliet 678.” “Da Herren havde overleveret os denne bøn, tilføjede han: ‘Bed, så skal der gives jer’ (Joh 16,24). Enhver kan altså opsende forskellige bønner til Himlen efter behov, dog altid sådan, at man begynder med Herrens Bøn, som er den grundlæggende 679.” I. I Skriftens midte 2762 Efter at Skt. Augustin har vist, hvordan Salmerne er den vigtigste næring til den kristne bøn, og hvordan de munder ud i bønnerne i Fadervor, drager han følgende slutning: Tag et løb gennem alle bønnerne i Skrifterne, og jeg tror ikke, I dér kan finde noget som ikke er indesluttet i Herrens Bøn680.

2763 Alle Skrifterne i Gl. Testamente (Loven, Profeterne og Salmerne) er gået i opfyldelse i Kristus 681. Dette er Evangeliets “glade Budskab”. Den første forkyndelse af det sammenfattes af Mattæus i Bjergprædikenen682. Og Fadervor står i midten af denne forkyndelse. Det er denne sammenhæng, som kaster lys over de enkelte led i den bøn vi har fået fra Herren: [102] Herrens Bøn er den mest fuldkomne af alle bønner... I den beder vi ikke blot om alt det vi med rette kan ønske os, men også i den rækkefølge vi bør ønske det. Således lærer denne bøn os ikke blot at bede, men den former også hele vort sind.683 [2541]

2764 Bjergprædikenen er lære om liv, Fadervor er bøn; men i begge giver Herrens Ånd ny form til vore ønsker, disse indre bevægelser som besjæler vort liv. Jesus belærer os om dette nye liv med sine ord, og Han lærer os at bede om det i bønnen. Et retskaffent liv i Ham afhænger af, om vor bøn er retskaffen. [1965; 1969] II. “Herrens Bøn” 2765 Det traditionelle udtryk “oratio dominica” (dvs. “Herrens bøn”) betyder, at vi har lært og fået Fadervor af Jesus, vor Herre. Denne bøn fra Jesus til os er virkelig enestående: den er “fra Herren”. For på den ene side giver Guds énbårne Søn os, med ordene i denne bøn, de ord Faderen har givet Ham 684: Han er Læremesteren i vor bøn. På den anden side kender Han, som er det menneskevordne Guds Ord, i sit eget menneskehjerte det, hans brødre og søstre på jorden trænger til, og disse vore behov åbenbarer Han for os: Han er Forbilledet for vor bøn. [2701] 2766 Men Jesus efterlader os ikke en formular, som skal gentages mekanisk 685. Som i enhver mundtlig bøn er det ved Guds Ord, at Helligånden oplærer Guds børn til at bede til deres Far. Jesus giver os ikke blot ordene i vor bøn til Gud Far, men også og samtidig den Ånd, som gør, at de bliver “ånd og liv” i os (Joh 6,63). Ja, endnu mere: Beviset, ja, selve muligheden for at vi kan bede som børn af Gud, er, at Faderen “har sendt sin Søns Ånd i vore hjerter, som råber: Abba, Far!” (Gal 4,6). Eftersom vor bøn fremfører vore anliggender for Gud, er det også Faderen, “der ransager hjerterne, og som ved hvad Åndens higen er, og at Den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje” (Rom 8,27). Bønnen til Vor Far føjer sig ind i Hans mystiske sendelse af Sønnen og Ånden. [690] III. Kirkens bøn

678 679 680 681 682 683 684 685

Tertullian, or. 1. Tertullian, or. 10. Ep. 130,12,22. Jf. Luk 24,44. Jf. Matt 5-7. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,83,9. Jf. Joh 17,7. Jf. Matt 6,7; 1 Kong 18,26-29.

2767 Denne gave, uadskillelig fra Herrens ord og Helligånden, som giver ordene liv i de troendes hjerter, er blevet modtaget og efterlevet af Kirken fra begyndelsen. De første menigheder beder Herrens Bøn “tre gange om dagen686”, i stedet for de “Atten lovprisninger”, som var i brug i den jødiske liturgi. 2768

Ifølge den apostolske Tradition er Herrens bøn efter sit væsen rodfæstet i den liturgiske bøn.

Herren lærer os at bede i fællesskab for alle vore brødre. For Han siger ikke “min Far” som er i himlen, men “vor” Far, for at vor bøn kan være som med én sjæl, for hele Kirkens Legeme687.

I alle liturgiske traditioner er Herrens Bøn en væsentlig bestanddel af de store tidebønner i Officiet. Men det er særlig i de tre kristne indføringssakramenter, at dens kirkelige karakter bliver evident: 2769 I Dåb og Firmelse betyder overleveringen (traditio) af Herrens bøn genfødelse til det guddommelige liv. Eftersom den kristne bøn består i at tale til Gud med Guds eget Ord, lærer de, der er “født på ny af den levende Guds Ord” (1 Pet 1,23) at påkalde deres Far med det ene Ord, som Han altid bønhører. Og det kan de herefter, fordi Helligåndens Segl ved salvelsen er præget, uudsletteligt, ind i deres hjerte, ører, læber, i hele deres væsen som Guds børn. Det er derfor, de fleste af kirkefædrenes kommentarer til Fadervor er henvendt til katekumener og neofytter [nyomvendte]. Når Kirken beder Herrens Bøn, er det altid som et folk af “nyfødte”, der beder og finder barmhjertighed. 688 [1243] 2770 I den eukaristiske liturgi figurerer Herrens Bøn som hele Kirkens bøn. Dèr åbenbarer sig dens fulde mening og dens virkekraft. På sin plads mellem Anaforaen (den eukaristiske bøn) og kommunionsliturgien, sammenfatter den på den ene side alle de bønner og forbønner der er udtrykt i epiklesen [nedkaldelsen], og på den anden side banker den på porten til det himmelske Bryllupsmåltid, som foregribes i den sakramentale kommunion. [1350] 2771 I Eukaristien manifesterer Herrens bøn også sine bønners eskatologiske karakter. Den er “de sidste tiders” bøn, frelsens tider, som er begyndt med udgydelsen af Helligånden og som fuldendes med Herrens Genkomst. Bønnerne i Fadervor støtter sig, til forskel fra bønnerne i den Gamle Pagt, til det frelsens Mysterium, som allerede er virkeliggjort, én gang for alle, i den korsfæstede og opstandne Kristus. [1403] 2772 Ud af denne urokkelige tro springer håbet, som taler ud af enhver af de syv bønner. Disse giver udtryk for den nuværende tids veklager, denne tålmodighedens og forventningens tid, hvor det endnu ikke er åbenbaret, “hvad vi skal blive” (1 Joh 3,2) 689. Eukaristien og Fadervor er fremadrettet mod Herrens Komme, “indtil Han kommer!” (1 Kor 11,26). [1820]

I korthed 2773 På disciplenes bøn: (“Herre, lær os at bede”: Luk 11,1) betror Jesus dem den grundlæggende kristne bøn, Fadervor. 2774 “Herrens Bøn er virkelig et resumé af hele Evangeliet 690”; “den mest fuldkomne af alle bønner691”. Den står i Skriftens midte. 2775 Den kaldes “Herrens Bøn”, fordi den kommer til os fra Jesus, vor Herre, vor bøns Læremester og Forbillede.

686 687 688 689 690 691

Didakæ, 8,3. Skt. Johannes Chrysostomus, hom. in Matt. 19,4. Jf. 1 Pet 2,1-10. Jf. Kol 3,4. Tertullian, or. 1. Skt. Thomas af Aq., s. th. 2-2,83,9.

2776 Herrens bøn er Kirkens bøn frem for nogen. Den er en væsentlig bestanddel af de store tidebønner i Officiet og i de kristne indføringssakramenter: Dåb, Firmelse og Eukaristi. Integreret i Eukaristien vidner den om Fadervor-bønnernes “eskatologiske” karakter, i håbet om Herren, “indtil Han kommer” (1 Kor 11,26).

Artikel 2

“Fader vor, du som er i Himlen” I. “Fulde af tillid vover vi at nærme os” 2777 I den romerske liturgi indbydes den eukaristiske menighed til at bede Fadervor med barnlig dristighed. De orientalske liturgier bruger lignende udtryk og udvikler dem: “Vove, fulde af tillid”, “gør os værdige til”. Ved den brændende tornebusk blev det sagt til Moses: “Kom ikke nærmere! Tag dine sandaler af” (2 Mos 3,5). Denne tærskel til den guddommelige Hellighed kunne kun Jesus overskride. “Efter at have fuldbragt renselse for vore synder” (Hebr 1,3), fører Han os ind for Faderens Åsyn: “Se, her er jeg og de børn, Du har givet mig” (Hebr 2,13): Bevidstheden om vore trællekår ville få os til at synke i jorden; vor jordiske tilværelse ville opløses i støv, hvis ikke Faderens egen myndighed og hans Søns Ånd fik os til at råbe: “Abba, Far!” (Rom 8,15)... Hvornår ville et dødeligt væsen vove at kalde Gud sin Far, hvis ikke det alene var, fordi menneskets inderste er besjælet af Kraften fra det høje?692 [270]

2778 Denne Åndens kraft, som indfører os i Herrens Bøn, er udtrykt i Østens og Vestens liturgier med det skønne og typisk kristne udtryk: parrhesia, enkelhed uden omveje, barnlig tillid, glad tryghed, ydmyg dristighed, vished om at være elsket.693 [2828] II. “Far!” 2779 Før vi gør dette første udråb af Herrens Bøn til vort, må vi i al ydmyghed rense vort hjerte for visse falske forestillinger om “denne verden”. Ydmygheden får os til at indse, at “ingen kender Faderen uden Sønnen, og den for hvem Sønnen vil åbenbare Ham” (Matt 11,27), det vil sige “de små” (Matt 11,25). Hjertets renselse gælder de billeder af far og mor, som stammer fra vor egen og vor kulturs historie og som virker ind på vort gudsforhold. Gud, vor Far, overstiger alle den skabte verdens begreber. At overføre på Ham eller mod Ham vore egne forestillinger på dette område ville være det samme som at lave sig afguder, som man enten tilbeder eller forkaster. At bede til Faderen vil sige at træde ind i Hans mysterium sådan som Han er, og sådan som Sønnen har åbenbaret Ham for os: [239] Udtrykket “Gud Far” var aldrig blevet åbenbaret for nogen. Da Moses selv spurgte Gud, hvem Han var, fik han et andet navn at høre. Os er dette navn blevet åbenbaret i Sønnen, for førend Sønnen kom, var der ikke tale om “Faderen”.694

2780 Vi kan påkalde Gud som “Far”, fordi Hans menneskevordne Søn har åbenbaret Ham for os, og fordi hans Ånd lader os erkende Ham. Det, som mennesket ikke kan fatte, og englene ikke kan have nogen anelse om, nemlig Sønnens personlige forhold til Faderen695, det giver Sønnens Ånd os del i - vi som tror, at Jesus er Kristus og at vi er født af Gud.696 [240]

692 693 694 695 696

Skt. Petrus Chrysologus, serm. 71. Jf. Ef 3,12; Hebr 3,6; 4,16; 10,19; 1 Joh 2,28; 3,21; 5,14. Tertullian, or. 3. Jf. Joh 1,1. Jf. 1 Joh 5,1.

2781 Når vi beder til Faderen, er vi i samfund med Ham og med Hans Søn, Jesus Kristus 697. Da er det, vi kender Ham og genkender Ham i en undren, der altid er ny. Det første ord i Herrens Bøn er en velsignende tilbedelse før den er en påkaldelse. For det er Guds ære, at vi bekender Ham som “Far” og som den sande Gud. Vi siger Ham tak for, at han har åbenbaret os sit navn, og givet os at tro på det og være bolig for hans Nærvær. [2665] 2782 Vi kan tilbede Faderen, fordi Han har ladet os blive født på ny til sit Liv ved at adoptere os som sine børn i sin énbårne Søn: Ved Dåben indlemmer Han os i sin Søns, den Salvedes Legeme, og ved salvelsen med sin Ånd, som fra Hovedet udgyder sig over lemmerne, gør Han også os til “Salvede”. [1267] Gud, som har forudbestemt os til at være Hans adoptivbørn, har ligedannet os med Kristi herliggjorte Legeme. Efter at I nu har fået del i den Salvede, er det med rette I kaldes “salvede698”. Det nye menneske, som er genfødt og tilbagegivet til sin Gud af nåde, siger som det første: “Far!”, fordi det er blevet hans søn699.

2783 Således går det til, at vi, ved Herrens Bøn, åbenbares for os selv samtidig med at Faderen åbenbares for os:700 [1701] Åh, menneske, du vovede ikke at løfte dit ansigt mod himlen, du slog dine øjne ned mod jorden, og pludselig fik du Kristi nåde: alle dine synder blev dig tilgivet. Fra at være en dårlig tjener, er du blevet en god søn... Løft derfor dit blik til Faderen, som har forløst dig ved sin Søn, og sig: ‘Vor Far’... Men påberåb dig ikke nogen forret. Egentlig Far er Han kun for Kristus, mens vi er skabt af Ham. Sig derfor af nåde også du: ‘Vor Far’, for at du kan blive værdig til at være Hans søn.701

2784 Denne nådefulde adoption til at være Guds barn kræver fra vor side en fortsat omvendelse og et nyt liv. At bede til vor Far skal udvikle i os to grundholdninger: [1428] Længslen efter og viljen til at ligne Ham. Vi er skabt i hans billede, men det er af nåde at ligheden igen skænkes os, og det kalder på et svar. [1997] Vi må huske på, at når vi kalder Gud “vor far”, skal vi også opføre os som Guds børn. 702 I kan ikke kalde al godheds Gud jeres Far, hvis I stadig har et grusomt og umenneskeligt hjerte. For i så fald har I ikke mere i jer kendemærket på den himmelske Fars godhed.703 Vi må uden ophør betragte Faderens skønhed og lade den prente sig ind i vor sjæl.704

2785 Et ydmygt og tillidsfuldt hjerte. Det får os til at “vende om og blive som børn” (Matt 18,3), for det er for de “små”, at Faderen åbenbarer sig (Matt 11,25): [2562] Det er en tilstand, “et blik på Gud alene, en brændende kærlighed. Her smelter sjælen og synker ned i kærlighed, og samtaler med Gud som med sin egen Far, i stor fortrolighed, med en særlig ømhed, der er noget helt for sig”. 705 “Fadervor: dette navn vækker i os både kærlighed og inderlig bøn... og også håbet om at opnå det som vi vil bede om... For hvordan kan Han afvise sine børns bøn, når Han allerede forinden har gjort dem til sine børn?”706

697 698 699 700 701 702 703 704 705 706

Jf. 1 Joh 1,3. Skt. Cyril af Jerusalem, catech. myst. 3,1. Skt. Cyprian, Dom. orat. 9. Jf. GS 22, § 1. Skt. Ambrosius, sacr. 5,19. Skt. Cyprian, Dom. orat. 11. Skt. Johannes Chrysostomus, hom. in Matt 7,14. Skt. Gregor af Nyssa, or. dom. 2. Skt. Johannes Cassian, coll. 9,18. Skt. Augustin, serm. Dom. 2,4,16.

III. Fader “vor” 2786 Fader “vor” angår Gud. Dette adjektiv udtrykker, fra vor side, ikke noget ejendomsforhold, men et helt nyt forhold til Gud. [443] 2787 Når vi siger Fader “vor”, anerkender vi først, at alle Hans kærlighedsløfter, som blev forkyndt af profeterne, er opfyldt i den nye og evige pagt i hans Salvede: Vi er blevet “hans” Folk og Han er fra nu af “vor” Gud. Dette nye forhold er en uforskyldt gave, som betyder, at vi hører sammen. Det er med kærlighed og troskab707 vi skal svare på “nåden og sandheden”, som er givet os i Jesus Kristus. 708 [782] 2788 Fordi “Fadervor” er hans Folks bøn i de “sidste tider”, udtrykker dette “vor” også visheden om vort håb til Guds sidste løfte: I det nye Jerusalem skal Han sige til den som sejrer: “Jeg vil være hans Gud og han skal være min søn” (Åb 21,7). 2789 Når vi beder Fader”vor”, er det til vor Herres Jesu Kristi Far personligt vi henvender os. Vi deler ikke guddommen, for Faderen er dens “kilde og ophav”, men vi bekender dermed, at Sønnen evigt undfanges af Ham og at det er fra Ham Helligånden fremgår. Vi blander heller ikke Personerne. Vi bekender jo, at vort samfund er med Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, i deres ene Helligånd. Den hellige Treenighed er af samme væsen og udelelig. Når vi beder til Faderen, tilbeder og herliggør vi Ham sammen med Sønnen og Helligånden. [245; 253] 2790 Grammatisk kendetegner “vor” noget som flere har til fælles. Der er kun én Gud, og Han anerkendes som Far af dem der, i troen på hans énbårne Søn, er genfødt af Ham ved vand og Helligånd 709. Kirken er dette nye samfund mellem Gud og mennesker: forenet med den énbårne Søn, som er blevet “den førstefødte blandt mange brødre” (Rom 8,29), er den i samfund med én og samme Far, i én og samme Helligånd 710. Enhver døbt, der beder Fader “vor”, beder i dette samfund: “Hele forsamlingen af troende var ét i hjerte og sind” (Apg 4,32). [787] 2791 Det er derfor, bønen til “vor” Far, trods splittelserne mellem de kristne, forbliver alle døbtes fælles eje og en indtrængende opfordring til dem. Takket være den fælles tro på Kristus og takket være Dåben skal de bede med Jesus for enheden mellem hans disciple. 711 [821] 2792 Og endelig: Hvis vi beder “Fader vor” i sandhed, træder vi ud af individualismen, fordi den kærlighed, vi modtager, frigør os for den. Dette “vor” i begyndelsen af Herrens Bøn, ligesom “os” i dens fire sidste led, udelukker ingen. For at kunne sige dette i sandhed 712, må vore splittelser og vore modsætninger overvindes. 2793 De døbte kan ikke bede “vor” Far uden at tage alle dem med til Ham, som Han har hengivet sin elskede Søn for. Guds kærlighed er uden grænse; det skal vor bøn også være. 713 At bede til “vor” Far åbner os for dimensionerne i hans kærlighed, som er blevet åbenbar i Kristus: bede med og for alle de mennesker, som endnu ikke kender Ham, at de må blive “samlet til ét”. 714 Denne guddommelige omsorg for alle mennesker og hele skabningen har besjælet alle store tilbedere; den skal udvide vor bøn til kærlighedens favntag, når vi vover at sige “vor” Far. [604] IV. “Du som er i Himlen”

707 708 709 710 711 712 713 714

Jf. Hos 2,21-22; 6,1-6. Jf. Joh 1,17. Jf. 1 Joh 5,1; Joh 3,5. Jf. Ef 4,4-6. Jf. UR 8; 22. Jf. Matt 5,23-24; 6,14-15. Jf. NA 5. Jf. Joh 11,52.

2794 Dette bibelske udtryk betegner ikke et sted (“rummet”), men en tilværelsesform; ikke Guds fjernhed, men Hans majestæt. Vor Far er ikke “et andet sted”, men Han er “hinsides alt”, hvad vi kan fatte om hans Hellighed. Netop fordi Han er tre gange Hellig, er Han nær det ydmyge og sønderknuste hjerte: [326] Det er med rette, at disse ord “Fader vor, du som er i Himlen” bruges om de retfærdiges hjerte, hvor Gud bor som i sit tempel. Dermed vil også den, der beder, længes efter, at Den, han påkalder, skal bo i ham.715 “Himlen” kunne også godt være dem, som bærer den himmelske verdens billede, og som Gud bor og vandrer i.716

2795 Symbolet: Himmel henviser os til Pagtens mysterium som vi lever, når vi beder til vor Far. Han er i Himlen; det er hans Bolig; Faderhuset er altså også vort “hjemsted”. Synden har fordrevet os fra pagtens jord717, og hjertets omvendelse skal få os til at komme tilbage til Faderen, til Himlen 718. I Kristus er Himmel og jord blevet forsonet719, for alene Sønnen “er steget ned fra Himlen” og Han alene lader os, ved sit Kors, sin Opstandelse og Himmelfart stige op til Himlen med Ham. 720 [1024] 2796 Når Kirken beder “Fader vor, du som er i Himlen”, bekender den, at vi er Guds Folk, som allerede har taget “sæde i Himlen i Kristus Jesus”, 721 “skjult med Kristus i Gud”, 722 og, på samme tid, “sukkende af længsel i vor nuværende skikkelse efter at iklædes den bolig, vi har fra Himlen” (2 Kor 5,2): 723 [1003] De kristne er i kødet, men lever ikke efter kødet. De tilbringer deres liv på jorden, men er borgere i Himlen 724.

I korthed 2797 Enkel og trofast tillid, ydmyg og glad frimodighed er den holdning som sømmer sig for den der beder Fadervor. 2798 Vi kan påkalde Gud som “Far”, fordi Guds Søn, som blev menneske, har åbenbaret Ham for os. I Sønnen er vi indlemmet gennem Dåben og adopteret som børn af Gud. 2799 Herrens bøn bringer os i samfund med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus. Samtidig åbenbarer den os for os selv725. 2800 At bede til vor Far bør vække i os viljen til at være Ham lig, og give os et ydmygt og tillidsfuldt hjerte. 2801 Når vi kalder Gud “vor” Far, påberåber vi os den Nye Pagt i Jesus Kristus, samfundet med den Hellige Treenighed og den guddommelige kærlighed, som gennem Kirken rækker ud i den ganske verden. 2802 “Som er i Himlen” betyder ikke et sted men Guds majestæt og nærvær i de retfærdiges hjerte. Himlen, Faderhuset er det sande hjemsted, som vi higer efter og som vi allerede nu tilhører.

715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725

Skt. Augustin, serm Dom. 2,5,18. Skt. Cyril af Jerusalem, catech. myst. 5,11. Jf. 1 Mos 3. Jf. Jer 3,19 - 4,1a; Luk 15,18.21. Jf. Es 45,8; Sl 85,12. Jf. Joh 12,32; 14,2-3; 16,28; 20,17; Ef 4,9-10; Hebr 1,3; 2,13. Jf. Ef 2,6. Jf. Kol 3,3. Jf. Fil 3,20; Hebr 13,14. Brev til Diognète 5,8-9. Jf. GS 22, § 1.

Artikel 3

De syv bønner 2803 Efter at have stillet os ind i Gud vor Fars nærvær for at tilbede Ham, elske og prise Ham, lader barnekårets Ånd syv bønner, syv velsignelser stige op fra vore hjerter. De tre første, som er mere teologale [dvs. rettet til Gud selv i tro, håb og kærlighed], drager os mod Faderens Herlighed; de fire sidste, der er som veje til Ham, frembærer vor elendighed for hans Nåde. “Dyb råber til dyb” (Sl 42,8). [2627] 2804 De første tre bønner drager os til Gud for hans egen skyld: dit Navn, dit Rige, din Vilje! Det hører til kærlighedens væsen først at tænke på Ham som vi elsker. I enhver af disse tre bønner taler vi ikke om “os”, men lader os gribe af “det brændende ønske”, den samme “ængstelse” som hos den elskede Søn for hans Fars ære726: “Helliget vorde... Komme... Ske...” Disse tre bønner er allerede bønhørt i Kristi, vor Frelsers offer, men de er fra nu af vendt, i håbet, mod deres endelige opfyldelse, så længe Gud ikke er alt i alle. 727 2805 De følgende bønner forløber i samme retning som visse eukaristiske epikleser [“nedkaldelser af Helligånden”]: de frembærer vore forventninger og tiltrækker barmhjertighedens Faders opmærksomhed. De stiger op fra os og angår os her og nu, i denne verden: “Giv os... forlad os...led os ikke... frels os.” Den fjerde og femte bøn gælder vort liv som sådan, enten for at nære det, eller for at helbrede det for synd; de to sidste angår vor kamp for Livets sejr, som er selve bønnens kamp. [1105] 2806 I de tre første bønner styrkes vi i troen, fyldes med håbet og opildnes af kærligheden. Da vi er skabninger og endnu syndere må vi også bede for os selv, dette “os” i forhold til verden og historien, som vi bærer frem for Guds grænseløse kærlighed. For det er ved Kristi, hans Salvedes navn og hans Helligånds herredømme, at vor Far fuldender sin frelsesplan med os og med hele verden. [2656-2658] I. “Helliget vorde dit navn” [2142-2159] 2807 Ordet “hellige” skal her ikke forstås aktivt som at bevirke noget (Gud alene helliger, gør hellig), men frem for alt som udtryk for en vurdering, højagtelse: at anerkende noget som helligt og behandle det derefter. Derfor bliver denne bøn, under tilbedelse, undertiden opfattet som en lovprisning og taksigelse 728. Men denne bøn har Jesus lært os at bede i ønskeform: som en bøn, en længsel og en forventning, som både Gud og mennesket er engageret i. Allerede i den første bøn i Fadervor er vi neddykket i Hans guddoms inderste mysterium og i frelsens drama for os som mennesker. At bede Ham om, at hans navn må være helliget inddrager os i “den beslutning Han selv forud havde fattet” (Ef 1,9), at “vi skulle stå hellige og pletfri for hans Åsyn, i kærlighed” (Ef 1,4). [2097] 2808 På de afgørende tidspunkter i Guds frelsesplan (økonomi) åbenbarer Han sit navn, men Han åbenbarer det under udførelsen af sit værk. Dette værk realiseres kun for os og i os, hvis hans navn er helliget af os og i os. [203, 432] 2809 Guds hellighed er det utilgængelige brændpunkt for Hans evige mysterium. Det, som heraf åbenbares i skaberværket og historien kalder Skriften Herlighed, udstrålingen af hans Højhed729. Ved at skabe mennesket “i sit billede og i sin lignelse” (1 Mos 1,26) har Gud “kronet det med herlighed”. 730 Men fordi mennesket syndede, blev det “berøvet herligheden fra Gud”. 731 Herefter vil Gud manifestere sin Hellighed ved at åbenbare og give sit navn til kende, for at genrejse mennesket “i dets Skabers billede” (Kol 3,10). [293; 705]

726 727 728 729 730 731

Jf. Luk 22,15; 12,50. Jf. 1 Kor 15,28. Jf. Sl 111,9; Luk 1,49. Jf. Sl 8; Es 6,3. Jf. Sl 8,6. Jf. Rom 3,23.

2810 Gud har i sit løfte til Abraham og den ed, der ledsager det 732, forpligtet sig selv, men uden at afsløre sit navn. Det er først til Moses, Han begynder at åbenbare det 733. Og Han manifesterer det for øjnene af hele folket ved at frelse dem fra ægypterne: “Han er højt ophøjet” (2 Mos 15,1). Efter pagtslutningen på Sinai er dette folk “hans”, og det skal være et “helligt folk” (eller viet, det er samme ord på hebræisk 734) for Guds navn bor i det. [63] 2811 Men trods den hellige Lov som den Hellige Gud giver og gengiver det 735, og skønt Herren “for sit navns skyld” er langmodig, vender folket sig dog bort fra Israels Hellige og “vanærer Hans navn for folkenes øjne736”. Det er derfor, de retfærdige i den Gamle Pagt, de fattige der var hjemkommet fra eksilet, og profeterne brændte af nidkærhed for navnet. [2143] 2812 Endelig er det i Jesus, at den Hellige Guds navn åbenbares for os, i kødet, som Frelser 737, og skænkes os. Det åbenbares ved det, Han Er, ved hans Ord og ved hans Offer 738. Det er hjertet i hans ypperstepræstelige bøn: “Hellige Far... Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden” (Joh 17,19). Fordi Jesus selv “helliger” Hans navn 739, “åbenbarer” han Faderens navn for os. 740 Ved slutningen af hans Påske skænker Faderen Ham navnet over alle navne: Jesus er Herre, til Gud Faders Ære.741 [434] 2813 I Dåbens vand er vi blevet “vasket rene, helliget, retfærdiggjort ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd” (1 Kor 6,11). Gennem hele vort liv kalder vor Far os “til hellighed” (1 Tess 4,7). Og fordi det “skyldes Ham, at vi er i Kristus Jesus, han som Gud har givet os til vor helligelse” (1 Kor 1,30), gælder det Hans ære og vort liv, at Hans navn bliver helliget i os og af os. Derfor er denne første bøn så bydende nødvendig. [2013] Hvem skulle kunne hellige Gud, når Han selv helliger? Men fordi Han selv har sagt: “Vær hellige, fordi Jeg er Hellig” (3 Mos 11,44) beder vi om, at vi, som er helliget i Dåben, må holde fast ved det, vi er begyndt at være. Og det beder vi om hver dag, for vi fejler dagligt, og vi må rense os for vore synder ved en helliggørelse som uden ophør gentages... Altså tager vi vores tilflugt til bønnen, for at denne hellighed kan blive i os.742

2814 Det afhænger på én og samme tid af vort liv og af vor bøn, om Hans navn bliver helliget blandt folkene: [2045] Vi beder Gud hellige sit Navn, for det er ved helligheden, at Han frelser og helliggør hele skaberværket... Det drejer sig om det navn der skænker den fortabte verden frelsen. Men vi beder om, at dette Guds navn må blive helliget i os gennem vort liv. For hvis vi lever godt, bliver Guds navn lovprist; men lever vi dårligt, bliver Han forhånet, ifølge apostlens ord: “På grund af jer bliver Guds navn til spot blandt hedningerne” (Rom 2,24). 743 Vi beder altså om at gøre os fortjent til at have lige så meget hellighed i vor sjæl som vor Guds navn er helligt. 744 Når vi siger “Helliget vorde dit navn”, så beder vi om, at det må være helliget i os, som tilhører Ham, men også i de andre, som Guds nåde endnu venter på, for at vi kan efterleve budet, som pålægger os at bede for alle, selv for vore fjender. Det er derfor, vi ikke udtrykkeligt siger: Helliget vorde dit Navn “i os”, for vi beder om, at det må blive det i alle mennesker.745

732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745

Jf. Hebr 6,13. Jf. 2 Mos 3,14. Jf. 2 Mos 19,5-6. Jf. 3 Mos 19,2: “I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig”. Jf. Ez 20; 36. Jf. Matt 1,21; Luk 1,31. Jf. Joh 8,28; 17,8; 17,17-19. Jf. Ez 20,39; 36,20-21. Jf. Joh 17,6. Jf. Fil 2,9-11. Skt. Cyprian, Dom. orat. 12. Jf. Ez 36,20-22. Skt. Petrus Chrysologus, serm. 71. Tertullian, or. 3.

2815 Denne bøn, som indeholder dem alle, bliver bønhørt ved Kristi bøn, ligesom de seks efterfølgende bønner. Bønnen til vor Far er vor bøn, hvis den bliver bedt “i Jesu navn 746”. Jesus beder i sin ypperstepræstelige bøn: “Hellige Far, bevar i dit navn dem som du har givet mig” (Joh 17,11). [2750] II. “Komme dit Rige” 2816 Ordet Basileia i Ny Testamente kan oversættes med “kongedømme” (abstrakt begreb), “kongerige” (konkret) eller “herredømme” (handling). Guds Rige er foran os. Det er kommet nær i det menneskevordne Ord, forkyndes gennem hele Evangeliet; det er kommet i Kristi død og Opstandelse. Siden den sidste Nadver kommer Guds Rige i Eukaristien; det er midt iblandt os. Riget kommer i herlighed, når Kristus overgiver det sin Far: [541; 2632; 560; 1107] Det kan også være, at Guds Rige betyder Kristus selv, Ham som vi kalder på hver eneste dag, og hvis snarlige komme vi gerne vil fremskynde med vor forventning. Ligesom Han selv er vor Opstandelse, fordi vi skal opstå i Ham, sådan kan Han også selv opfattes som Guds Rige, for i Ham vil vi herske.747

2817

Denne bøn er “Marana tha”, Åndens råb og Brudens: “Kom, Herre Jesus”: [451, 2632, 671]

Selv om denne bøn ikke havde pålagt os at bede om dette Riges Komme, ville vi af os selv have udstødt dette råb, og skynde os fremover for at favne vort håb. Martyrernes sjæle kalder under alteret på Herren med høje råb: “Hvor længe, Herre, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden?” (Åb 6,10). For ved tidernes ende skal der ydes dem retfærdighed, Herre; fremskynd dit Riges komme!748

2818 I Fadervor drejer det sig især om Gudsrigets endelige komme ved Kristi genkomst 749 Men denne længsel trækker ikke Kirken bort fra dens mission i denne verden; den engagerer den snarere i den. For siden Pinsen er Rigets komme Herrens Ånds værk, Helligånden “som fuldbyrder sin gerning i verden og fører (de troende) frem til helligheds fylde”.750 [769] 2819 “Guds Rige er retfærdighed, fred og glæde i Helligånden” (Rom 14,17). De sidste tider, som vi befinder os i, er de tider da Helligånden udgydes. Dermed er en afgørende kamp begyndt mellem “kødet” og Ånden:751 [2046; 2516] Kun et rent hjerte kan sige med fortrøstning: “Komme dit Rige.” Man må have gået i Pauli skole for at kunne sige: “Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme” (Rom 6,12). Den, der bevarer sig ren i sine handlinger, tanker og tale, kan sige til Gud: “Dit Rige komme!”752 [2519]

2820 De kristne må, ledet af Helligånden, skelne mellem Gudsrigets vækst og de kulturelle og sociale fremskridt i det samfund de lever i. Denne skelnen er ikke nogen adskillelse. Menneskets kald til det evige liv undertrykker ikke, men styrker dets pligt til at omsætte de kræfter og midler, det har fået af Skaberen, i praksis, for at tjene retfærdigheden og freden i denne verden. 753 [1049] 2821 Denne bøn er båret og bønhørt i Jesu bøn 754, som er nærværende og virksom i Eukaristien. Den bærer sin frugt i det nye liv i overensstemmelse med saligprisningerne. 755 [2746]

746 747 748 749 750 751 752 753 754 755

Jf. Joh 14,13; 15,16; 16,24.26. Skt. Cyprian, Dom. orat. 13. Tertullian, or. 5. Jf. Tit 2,13. MR, 4. eukaristiske bøn, Lovsang s. 64. Jf. Gal 5,16-25. Skt. Cyril af Jerusalem, catech. myst. 5,13. Jf. GS 22; 32; 39; 45; EN 31. Jf. Joh 17,17-20. Jf. Matt 5,13-16; 6,24; 7,12-13.

III. “Ske din vilje som i Himlen så og på jorden” 2822 Det er Gud Fars vilje, “at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,3-4). Han “har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt” (2 Pet 3,9) 756. Hans bud, som sammenfatter alle de andre, og som siger os hele hans vilje, er at “vi skal elske hinanden, som Han har elsket os”.757 [851; 2196] 2823 “Han har ladet os kende sin viljes mysterium, ud fra den gode beslutning Han selv forud havde fattet... at sammenfatte alt under den ene Herre, Kristus... I Ham har vi også fået del i arven, vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning, der gennemfører alt efter sin viljes forsæt” (Ef 1,9-11). Vi bønfalder om, at denne gode beslutning fuldt ud må virkeliggøres på jorden, som den allerede er det i Himlen. [59] 2824 Det er i Kristus og med Hans menneskevilje, at Faderens Vilje fuldkomment og én gang for alle er sket. Jesus sagde, da Han trådte ind i denne verden: “Se, jeg kommer for at gøre din vilje, min Gud” (Hebr 10,7).758 Alene Jesus kan sige: “Jeg gør altid det, der er Ham til behag” (Joh 8,29). Under sin agoni [i Getsemane] slutter Han sig helt til denne Vilje: “Ske ikke min vilje, men din!” (Luk 22,42) 759. Det er derfor, Jesus “gav sig selv hen for vore synder efter Guds vilje” (Gal 1,4). “Det er efter denne vilje, at vi er blevet helliget, ved at Jesu Kristi Legeme er blevet ofret” (Hebr 10,10). [475; 612] 2825 Jesus måtte “skønt Søn, lære lydighed af det, han led” (Hebr 5,8). Hvor meget mere da vi, skabninger og syndere, som er blevet adopteret til barnekår i Ham. Vi beder vor Far forene vor vilje med hans Søns for at vi kan opfylde hans Vilje, hans frelsesplan for verdens liv. Det er vi radikalt ude af stand til af os selv, men forenet med Jesus og i Helligåndens kraft kan vi overgive Ham vor vilje og bestemme os for at vælge det, som hans Søn altid har valgt: at gøre det som er Faderen til behag: 760 [615] Ved at holde os til Kristus kan vi blive én ånd med Ham, og derved gøre hans vilje; sådan vil den blive opfyldt til fuldkommenhed på jorden som i Himlen.761 Tænk over, hvordan Jesus Kristus lærer os at være ydmyge, ved at lade os se, at vor dyd ikke afhænger alene af vort arbejde, men af Guds nåde. Han forordner her enhver troende som beder, at gøre det universelt for hele jorden. For han siger ikke: “Ske din vilje” i Mig eller i jer, men “på hele jorden”: for at al vranglære kan fordrives herfra, og sandheden herske, for at lasten kan blive tilintetgjort og dyden blomstre, og jorden ikke mere skal være forskellig fra Himlen. 762

2826 Det er ved bøn, at vi kan “skønne, hvad der er Guds vilje” 763 og opnå den “udholdenhed, vi har brug for, til at gøre den”.764 Jesus lærer os at det ikke er ved ord, man kommer ind i Himmeriget, men ved “at gøre min himmelske Fars vilje” (Matt 7,21). 2827 “Den, der gør Guds vilje, ham bønhører Gud” (Joh 9,31) 765. Så stor magt har Kirkens bøn i dens Herres navn, særlig i Eukaristien. Den er i forbøns-fællesskab med den hellige Guds Moder 766 og alle de hellige, som har været “velbehagelige” for Gud, fordi de kun har villet hans Vilje: [2611] Uden at krænke sandheden kan vi også oversætte disse ord: “Ske din vilje som i Himlen så og på jorden” med disse: i Kirken som også i vor Herre Jesus Kristus; i Bruden, der er trolovet med Ham, som i Brudgommen, der har opfyldt Faderens vilje.767 [796]

756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766

Jf. Matt 18,14. Jf. Joh 13,34; 1 Joh 3; 4; Luk 10,25-37. Jf. Sl 40,8-9. Jf. Joh 4,34; 5,30; 6,38. Jf. Joh 8,29. Origenes, or. 26. Skt. Johannes Chrysostomus, hom. in Matt 19,5. Jf. Rom 12,2; Ef 5,17. Jf. Hebr 10,36. Jf. 1 Joh 5,14. Jf. Luk 1,38.49.

IV. “Giv os i dag vort daglige brød” 2828 “Giv os”: Den er smuk, børnenes tillid, der venter alt af deres Far. “Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matt 5,45), og Han giver alle levende “deres føde til rette tid” (Sl 104,27). Jesus lærer os at bede denne bøn. Den herliggør vor Far, fordi den anerkender, hvor god Han er, hinsides al godhed. [2778] 2829 “Giv os” er også udtryk for pagten: Vi tilhører Gud, og Han tilhører os, for vor skyld. Men dette “vi” erkender Ham også som alle menneskers Far, og vi beder til Ham for dem alle, solidariske med deres behov og deres lidelser. [1939] 2830 “Vort brød.” Faderen, som giver os livet, kan ikke andet end give os det nødvendige til livets opretholdelse, alle “passende” goder, materielle og åndelige. I Bjergprædikenen insisterer Jesus på denne barnlige tillid, der samarbejder med vor Fars Forsyn 768. Han vil ikke gøre os passive769, men vil befri os for enhver uro og bekymring. Sådan er Guds børns hengivelse til Ham: [2633] Dem, der søger Guds Rige og Hans retfærdighed, lover Han at give alt i overflod. Alt tilhører Gud: den, der har Gud, skal intet mangle, hvis Gud da ikke mangler ham.770 [227]

2831 Men de, der sulter af mangel på brød, åbner for en anden dybde i denne bøn. Sultens drama i verden appellerer til de kristne, som beder i sandhed, om en effektiv ansvarsbevidsthed for deres brødre, både i deres personlige livsførelse og i deres solidaritet med hele den menneskelige familie. Dette led i Herrens Bøn må ses i sammenhæng med lignelserne om den fattige Lazarus 771 og den sidste Dom.772 [1038] 2832 Som gær i dejen skal nyheden om Riget hæve jorden med Kristi Ånd 773. Det skal vise sig derved, at de personlige og sociale, økonomiske og internationale relationer bliver retfærdige - uden derved at glemme, at der ikke findes retfærdige strukturer uden mennesker som vil være retfærdige. [1928] 2833 Det drejer sig om “vort” brød, “et” for “mange”. Saligprisningernes fattigdom er den dyd, der deler med andre: den opfordrer til at give videre og dele de materielle og åndelige goder, ikke af tvang, men af kærlighed, så nogles overflod bøder på andres nød. 774 [2790, 2546] 2834 “Bed og arbejd775.” “Bed, som om alt afhang af Gud og arbejd som om alt afhang af jer”. 776 Efter at vi har udført vort arbejde, er maden alligevel en gave fra vor Far. Det er rigtigt at bede Ham om den, under taksigelse. Det er meningen med bordbønnen i en kristen familie. [2428] 2835 Denne bøn, og det ansvar den fører med sig, gælder også en anden form for sult, som mennesker dør af: “Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” (Matt 4,4), 777 dvs. hans Ord og hans Ånd. De kristne skal mobilisere alle deres kræfter for “at forkynde Evangeliet for de fattige”. Der er en hunger på jorden, “ikke en hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens Ord”

767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777

Skt. Augustin, serm. Dom. 2,6,24. Jf. Matt 6,25-34. Jf. 2 Tess 3,6-13. Skt. Cyprian, Dom. orat. 21. Jf. Luk 16,19-31. Jf. Matt 25,31-46. Jf. AA 5. Jf. 2 Kor 8,1-15. Jf. Skt. Benedikts regel 20; 48. Tilskrevet Skt. Ignatius af Loyola; jf. Petrus de Ribadeneyra, Tractatus de modo gubernandi Sct. Ignatii 6,14. Jf. 5 Mos 8,3.

(Am 8,11). Det er derfor, at den specifikt kristne mening med denne fjerde bøn går på Livets Brød: Guds Ord til modtagelse i tro, Kristi Legeme, modtaget i Eukaristien. 778 [2443; 1384] 2836 “I dag” er også et udtryk for tillid. Herren lærer os det 779; vort hovmod kunne ikke finde på det. Fordi det særlig drejer sig om hans Ord og hans Søns Legeme, er dette “i dag” ikke kun vor dødelige tids dag: det er Guds “i dag”. [1165] Hvis du får brødet hver dag, så er hver dag “i dag” for dig. Hvis Kristus tilhører dig i dag, så opstår Han hver dag for dig. Hvordan det? “Du er min Søn, i dag har Jeg født Dig” (Sl 2,7). “I dag” vil sige: når Kristus opstår 780.

2837 “Daglige”. Dette ord, epiousios, bruges ikke andre steder i Ny Testamente. I timelig betydning er det en pædagogisk hentydning til “i dag781”, for at styrke i os en tillid “uden forbehold”. Kvalitativt forstået betyder det det livsnødvendige, og, i videre forstand, ethvert gode, der rækker til livets underhold 782. Taget efter bogstaven (epi-ousios: “overnaturlige”) går det direkte på Livets Brød, Kristi Legeme, “udødelighedens medicin783”, uden hvilken vi ikke har Livet i os 784. I sammenhæng med denne betydning bliver også den himmelske betydning åbenbar: “denne Dag” er Herrens dag, dagen for festmåltidet i Guds Rige, foregrebet i Eukaristien, som allerede er en forsmag på Riget der kommer. Derfor sømmer det sig at den eukaristiske liturgi fejres “daglig”. [2659; 2633; 1405; 1166; 1389] Eukaristien er vort daglige brød. Det, der særpræger denne guddommelige spise, er en kraft til enhed: den forener os i Frelserens Legeme og gør os til hans lemmer, for at vi kan blive det, vi modtager... Det daglige brød er også i de læsninger I dagligt hører i Kirken, i de hymner der synges, og som I synger. Alt dette er nødvendigt til vor pilgrimsfærd.785 Den himmelske Far formaner os til at bede som børn af Himlen om Brødet fra Himlen 786. Kristus “er Selv det brød, som blev sået i Jomfruen, hævet i kødet, æltet i lidelsen, bagt i gravens ovn, opbevaret i Kirken og frembåret på altrene, og som daglig nærer de troende med en himmelsk føde”.787

V. “Forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere” 2838 Denne bøn overrasker. Hvis den blot indeholdt den første del af sætningen: “Forlad os vor skyld”, kunne den være indbefattet i de tre første bønner i Fadervor, fordi Kristi offer er “til syndernes forladelse”. Men ifølge den anden del af sætningen, vil vor bøn kun blive bønhørt, hvis vi først har svaret på et krav. Vores bøn er rettet mod fremtiden; vort svar skal være gået forud; ét ord binder dem sammen: “som”. [1425; 1933; 2631]

“Forlad os vor skyld” 2839 I dristig tillid begyndte vi at bede til vor Far. I bønnen om at hans navn må holdes helligt, bad vi om at blive stadig mere helliggjorte. Men selv om vi har iført os dåbskjolen, holder vi ikke op med at synde og vende os bort fra Gud. Nu, i og med denne nye bøn, vender vi tilbage til Ham, som den fortabte søn 788; vi

778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788

Jf. Joh 6,26-58. Jf. Matt 6,34; 2 Mos 16,19. Skt. Ambrosius, sacr. 5,26. Jf. 2 Mos 16,19-21. Jf. 1 Tim 6,8. Skt. Ignatius af Antiokia, Ephes 20,2. Jf. Joh 6,53-56. Skt. Augustin, serm. 57,7,7. Jf. Joh 6,51. Skt. Petrus Chrysologus, serm. 67,7. Jf. Luk 15,11-32.

bekender, at vi er syndere for Ham, som tolderen789. Vores bøn begynder med en “bekendelse”, hvor vi på en og samme tid bekender vores elendighed og Hans barmhjertighed. Vort håb er fast, fordi vi “i hans Søn har forløsningen, vore synders forladelse” (Kol 1,14). 790 I Hans Kirkes sakramenter 791 finder vi det effektive og sikre tegn på hans tilgivelse. [1425; 1439; 1422] 2840 Men det skræmmende er, at denne flod af barmhjertighed ikke kan trænge ind i vort hjerte, så længe vi ikke har tilgivet dem, der har forsyndet sig mod os. Kærligheden er, ligesom Kristi Legeme, udelelig. Vi kan ikke elske Gud, som vi ikke ser, hvis vi ikke elsker den bror eller søster, som vi ser 792. Når vi nægter at tilgive vore brødre og søstre, så lukker vort hjerte sig, dets hårdhed gør det uigennemtrængeligt for Faderens barmhjertige kærlighed. Men i bekendelsen af vor synd åbner vort hjerte sig for hans nåde. [1864] 2841 Denne bøn er så vigtig, at den er den eneste, Herren kommer tilbage til og udvikler nærmere i Bjergprædiken.793 Dette afgørende krav i pagtens mysterium er umuligt for mennesker. Men “alt er muligt for Gud” (Matt 19,26). ... “som og vi forlader vore skyldnere” 2842 Dette “som” er ikke enestående i Jesu lære: “Så vær da fuldkomne, ‘som’ jeres himmelske Far er fuldkommen” (Matt 5,48); “Vær barmhjertige ‘som’ jeres Far er barmhjertig” (Luk 6,36); “Jeg giver jer et nyt bud: Elsk hinanden ‘som’ jeg har elsket jer” (Joh 13,34). At leve op til dette bud fra Herren er umuligt, hvis det drejer sig om udefra at efterligne det guddommelige eksempel. Men det drejer sig om en vital delagtighed, der kommer “fra hjertets dyb”, i vor Guds Hellighed, Barmhjertighed, Kærlighed. Kun Ånden, som er “vort Liv” (Gal 5,25), kan gøre det samme sindelag til “vort”, som var i Kristus Jesus. 794 Da bliver enheden i tilgivelsen mulig, “når vi tilgiver hinanden ‘som’ Gud har tilgivet os i Kristus” (Ef 4,32). [521] 2843 Sådan får Herrens ord om tilgivelse liv, den kærlighed som elsker til det sidste 795. Lignelsen om den ubarmhjertige tjener, som runder Herrens belæring af om fællesskabet i Kirken 796, slutter således: “Sådan skal også min himmelske Far gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin bror.” For det er i “hjertets dyb”, at alt går i knude og alt løses op. Det står ikke i vor magt at holde op med at føle eller glemme en krænkelse; men hjertet, der åbner sig for Ånden, vender såret til medlidenhed og renser hukommelsen ved at forvandle krænkelsen til forbøn. [368] 2844 Den kristne bøn går så vidt som til at tilgive fjender797. Den forvandler disciplen ved at ligedanne ham med hans Mester. Tilgivelsen er et højdepunkt i den kristne bøn. Bønnens gave kan kun modtages i et hjerte der er i samklang med Guds medlidenhed. Tilgivelsen vidner også, i vor verden, om at kærligheden er stærkere end synden. Martyrerne, i går og i dag, aflægger dette vidnesbyrd om Jesus. Tilgivelse er grundforudsætningen for forsoning798 mellem Guds børn og deres Far, og mellem mennesker indbyrdes. 799 [2262] 2845 Der er hverken grænse eller mål for denne, i sit væsen, guddommelige tilgivelse 800. Hvad enten det drejer sig om krænkelser (“synder” ifølge Luk 11,4 eller “skyld” ifølge Matt 6,12), så er vi faktisk altid

789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800

Jf. Luk 18,13. Jf. Ef 1,7. Jf. Matt 26,28; Joh 20,23. Jf. 1 Joh 4,20. Jf. Matt 5,23-34; 6,14-15; Mark 11,25. Jf. Fil 2,1.5. Jf. Joh 13,1. Jf. Matt 18,23-35. Jf. Matt 5,43-44. Jf. 2 Kor 5,18-21. Jf. Johannes Paul d. 2., DM 14. Jf. Matt 18,21-22; Luk 17,3-4.

skyldnere: “Bliv ingen noget skyldig undtagen det at elske hinanden” (Rom 13,8). Treenighedens samfund er kilden og kriteriet for sandheden i ethvert forhold801. Den leves i bønnen, særlig i Eukaristien:802 [1441] Gud tager ikke imod et offer fra de splidagtige. Han befaler dem at gå bort fra alteret for at forsone sig med deres brødre; Gud vil være tilfredsstillet med fredfyldte bønner. Det skønneste offer i Guds øjne er vor fred, vor enighed, hele det trofaste folks enhed i Far, Søn og Helligånd803.

VI. “Led os ikke i fristelse” 2846 Denne bøn tager fat om roden til den foregående bøn, for vore synder er frugter af den fristelse, vi har givet efter for. Vi beder vor Far om ikke at “lede os ind” i den. Det er vanskeligt at oversætte det græske udtryk med ét ord: det betyder “lad os ikke falde i fristelse 804”, “lad os ikke bukke under for den”. For “Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister Han ingen” (Jak 1,13). Han vil tværtimod befri os for det. Vi beder Ham om ikke at lade os tage den vej der fører til synd. Vi er engageret i kampen “mellem kødet og Ånden”. Denne bøn beder om råds og styrkes Ånd. [164; 2516] 2847 Helligånden lader os “skelne” mellem den prøvelse, som er nødvendig for det indre menneskes vækst805, for at det kan opnå en “udholdenhed, der skaber prøvet fasthed” 806 - og den fristelse som fører til synd og død807. Vi må også skelne mellem dette “at være fristet” og “falde for” fristelsen. Endvidere afslører dømmekraften løgnen i fristelsen: tilsyneladende er dens genstand god, “en lyst for øjnene og god at få forstand af” (1 Mos 3,6), men i virkeligheden er frugten af den døden. [2284] Gud vil ikke påtvinge det gode; han vil have frie væsner... En fristelse kan være godt for noget. Alle, undtagen Gud, er uvidende om hvad vor sjæl har modtaget af Ham, endogså vi selv. Men fristelsen viser det, for at vi kan lære os selv at kende og derved opdage vor elendighed, og dermed nødsage os til at takke for de goder, som fristelsen har ladet komme for en dag808.

2848 “Led os ikke i fristelse”. Denne bøn indebærer en hjertets beslutning: “Hvor din skat er, dér skal også dit hjerte være... Ingen kan tjene to herrer” (Matt 6,21.24). “Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden” (Gal 5,25). I denne “tilslutning” til Helligånden giver Faderen os kraften. “I har ikke været sat på nogen prøve, som mennesker ikke kan bestå. Og Gud er trofast. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil, sammen med fristelsen, også skabe en udvej og give jer kraft til at bære den” (1 Kor 10,13). [1808] 2849 Men en sådan kamp og en sådan sejr er kun mulig i bøn. Det er ved sin bøn, at Jesus overvinder Fristeren, fra begyndelsen809 til den sidste kamp i hans agoni.810 Det er med sin kamp og med sin dødsangst Kristus forener os i denne bøn til Faderen. Han minder indtrængende om hjertets årvågenhed811 i forening med sin egen. Årvågenhed er en “hjertets vagttjeneste”. Jesus beder sin Far “bevare os i sit navn”. 812 Helligånden søger uden ophør at vække os til denne årvågenhed 813. Denne bøn får hele sin dramatiske betydning under den sidste fristelse i vor kamp på jorden. Den beder om udholdenhed indtil enden. “Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den der våger!” (Åb 16,15). [540, 612; 2612; 162]

801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813

Jf. 1 Joh 3,19-24. Jf. Matt 5,23-24. Skt. Cyprian, Dom. orat. 23. Jf. Matt 26,41. Jf. Luk 8,13-15; Apg 14,22; 2 Tim 3,12. Jf. Rom 5,3-5. Jf. Jak 1,14-15. Origenes, or. 29. Jf. Matt 4,1-11. Jf. Matt 26,36-44. Jf. Mark 13,9.23.33-37; 14,38; Luk 12,35-40. Jf. Joh 17,11. Jf. 1 Kor 16,13; Kol 4,2; 1 Tess 5,6; 1 Pet 5,8.

VII. “Men frels os fra det onde” 2850 Den sidste bøn til Faderen er også båret af Jesu bøn: “Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at du vil bevare dem fra det onde” (Joh 17,15). Den angår os, enhver især, men det er stadig “os” der beder, i fællesskab med hele Kirken og for hele menneskeslægtens befrielse. Herrens bøn hører ikke op med at åbne os for dimensionerne i Guds frelsesplan. Vor afhængighed af hinanden i syndens og dødens drama er vendt til solidaritet i Kristi Legeme, i “de helliges samfund”. 814 [309] 2851 I denne bøn er det onde ikke noget abstrakt, men en person, Satan, den Onde, den engel der sætter sig op imod Gud. “Djævelen” (dia-bolos) er den som “kaster sig på tværs” af Guds plan og “frelsesværk”, som Han har fuldført i Kristus. [391] 2852 “Han har været en morder fra begyndelsen, for han er en løgner og fader til løgnen” (Joh 8,44), “Satan, som forfører hele verden” (Åb 12,9); det er ved ham, at synden og døden kom ind i verden, og det er ved hans endelige nederlag at hele skabningen vil blive “friet fra synd og død 815”. “Vi ved, at enhver som er født af Gud, synder ikke, men Han, som selv blev født af Gud, bevarer ham, og den Onde kan ikke røre ham. Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden ligger under for den Onde” (1 Joh 5,18-19): Herren, som har borttaget jeres synd og tilgivet jeres fejltrin, er også i stand til at beskytte og værne jer mod anslag fra Djævelen, som bekæmper jer, for at fjenden, som har for vane at avle synd, ikke skal overraske jer. Den, der betror sig til Gud, frygter ikke Djævelen. “Er Gud for os, hvem kan da være imod os?” (Rom 8,31816).

2853 Sejren over denne “verdens fyrste”817 er vundet, én gang for alle, i den Time da Jesus frit udleverer sig til døden for at skænke os sit Liv. Det er dommen over denne verden; og denne verdens fyrste “jages ud” (Joh 12,31; Åb 12,11).818 “Han forfølger kvinden819”, men har ingen magt over hende: den nye Eva, “fuld af” Helligåndens “nåde”, bevaret for synden og dødens opløsning (uplettet undfangen er den hellige Guds Moder Maria, bestandig jomfru, optaget i Himlen). “Så rasede dragen mod kvinden og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn” (Åb 12,17). Det er derfor, Ånden og Kirken beder: “Kom, Herre Jesus” (Åb 22,17.20), for hans komme vil befri os fra den Onde. [677; 490; 972] 2854 Når vi beder om at blive befriet fra den Onde, beder vi også om at blive friet fra alle de onder, nuværende, forgangne og fremtidige, som han er ophav til eller anstifter af. I denne sidste bøn bærer Kirken al verdens elendighed frem for Faderen. Sammen med befrielsen fra alt det onde som tynger menneskeheden, bønfalder den om fredens kostbare gave og den nåde at kunne holde ud i forventningen om Kristi genkomst. Ved at bede således foregriber den i troens ydmyghed alt og alles genoprettelse i Ham, som har “nøglerne til døden og dødsriget” (Åb 1,18), “Han som er og som var og som kommer, den Almægtige” (Åb 1,8): 820 [2632] Ja, frels os, beder vi dig, Herre, fra alt hvad der er ondt, og giv os fred i vore dage. Fri os ved din miskundhed fra synd, og gør os trygge i alle trængsler, i forventning om det salige håb og vor Frelsers Jesu Kristi komme. 821 [1041]

Den afsluttende doksologi 2855 Den afsluttende doksologi [lovprisning]: “Thi dit er riget og magten og æren i evighed” genoptager de tre første bønner i Fadervor: herliggørelsen af hans navn, hans Riges komme og magten i hans frelservilje.

814 815 816 817 818 819 820 821

Jf. RP 16. MR, 4. eukaristiske bøn. Skt. Ambrosius, sacr. 5,30. Jf. Joh 14,30. Jf. Joh 12,31; Åb 12,10. Jf. Åb 12,13-16. Jf. Åb 1,4. MR, Kommunionsritus (embolisme) nr. 126.

Men denne genoptagelse er nu i form af tilbedelse og taksigelse, ligesom i den himmelske liturgi 822. Denne verdens fyrste havde tilranet sig disse tre titler i forbindelse med rige, magt og ære 823; Kristus, Herren, giver dem tilbage til sin og vor Far, indtil Han overgiver Ham Riget, når frelsens mysterium er fuldbyrdet, og Gud kan være alt i alle.824 [2760] 2856 “Så, når bønnen er afsluttet, siger du: Amen, og med dette Amen, som betyder “det ske 825”, skriver du under på hele indholdet i den bøn som Gud har lært os”. 826 [1061-1065]

I korthed 2857 De tre første bønner i Fadervor drejer sig om Faderens ære: helligelsen af navnet, Rigets komme og opfyldelsen af den guddommelige vilje. De fire næste frembærer vore ønsker for ham. Disse ønsker angår vort liv: at Han vil nære det, helbrede os for synd og bistå os i vor kamp for det godes sejr over det onde. 2858 Når vi beder: “Helliget vorde dit navn”, går vi ind i Guds frelsesplan, at hans Navn - som blev åbenbaret for Moses, derefter i Jesus - må blive helliget ved os og i os, såvel som i ethvert folk og ethvert menneske. 2859 Med den anden bøn tænker Kirken først og fremmest på Kristi genkomst og Gudsrigets endelige komme. Den beder også om Gudsrigets vækst i vort livs “i dag”. 2860 I den tredje bøn beder vi vor Far forene vor vilje med Sønnens for at hans frelsesplan kan opfyldes i verdens liv. 2861 I den fjerde bøn: “Giv os” udtrykker vi, sammen med vore brødre og søstre, Gudsbarnets tillid til vor himmelske Far: “Vort daglige brød” betegner den jordiske føde, som er nødvendig for os alle til livets underhold, men også Livets Brød: Guds Ord og Kristi Legeme. Det modtages på Guds “i dag” som den uundværlige, (over)væsentlige føde ved Gudsrigets festmåltid, som foregribes i Eukaristien. 2862 Den femte bøn bønfalder om Guds barmhjertighed med vore overtrædelser; den, som kun kan trænge ind i vort hjerte, hvis vi har forstået at tilgive vore fjender efter Kristi eksempel og med hans hjælp. 2863 Når vi siger: “Led os ikke i fristelse” beder vi Gud om ikke at tillade os at slå ind på den vej, der fører til synd. Denne bøn beder om råds og styrkes Ånd; den nedbeder årvågenhedens nåde og nåde til at holde ud indtil enden. 2864 I den sidste bøn: “Men fri os fra det onde” beder den kristne sammen med Kirken Gud om at lade den sejr komme for en dag, som allerede er vundet af Kristus over “denne verdens fyrste”, Satan, den engel der personligt sætter sig op imod Gud og hans frelsesplan. 2865

Ved at slutte Fadervor med “Amen” siger vi vort “Fiat” til alle de syv bønner: “At det må ske!”

TEMA - REGISTER

822 823 824 825 826

Jf. Åb 1,6; 4,11; 5,13. Jf. Luk 4,5-6. Jf. 1 Kor 15,24-28. Jf. Luk 1,38. Skt. Cyril af Jerusalem, catech. myst. 5,18.

Det er hensigten med denne liste at give vigtige opslagsord med visse referencer til bestemte temaer i Katekismen. Paragrafnumre, trykt med fede typer, henviser til definitioner eller nøjagtige beskrivelser af opslagsordet. Henvisninger til paragraffer under “I korthed” er efterfulgt af en asterisk (*).

A Abba: 683, 742*, 1303, 2605, 2766, 2777 f. Abort: 2270-75, 2319*, 2322-23*. Abraham: 59 f., 144-46, 705-6, 762, 841, 1080, 1716, 1819, 2569 f., 2676. Absolution: 1020, 1415*, 1424, 1442, 1449, 1453, 1457, 1459, 1463, 1480 f. Adam: 359, 375, 388, 399 f., 504 f., 518, 532, 536 f., 635, 655, 766, 769, 1167, 1263, 1736, 2361. Adoption: 1, 257, 270, 422, 465, 505, 654, 690, 693, 736, 839, 1110*, 1129, 1709, 2009, 2241, 2740, 2782, 2784, 2825. Advent: 524, 1095. Afdøde: 298, 335, 958, 1032, 1354, 1371, 1479, 2300. Afgudsdyrkelse: 57, 1447, 2097, 2112 f., 2132, 2289, 2380, 2534, 2567, 2779. Aflad: 1032, 1471 f. Agnosticisme: 2127 f. Agoni: 333, 478, 612, 1769, 2603, 2719, 2731, 2849. Alderdom: 1308, 1514, 1520 f., 1532*, 2218, 2361. Alkohol, misbrug: 2290, 1809. Almisse: 575, 1434, 1438, 1753, 1969, 2101, 2447. Alter: 1181 f., 1383, 2570, 2655. Ambon: 1184. Amen: 1061 f., 1396, 2856, 2865*. Amuletter: 2117. Analogi: 41, 114, 1211, 2500. Anamnese, ihukommelse: 1103 f., 1353-54, 1362. Anger: 393, 535, 720, 981, 1185, 1423 f., 1861, 2538, 2579. Angst: 1765, 2088. Ansvar: 1734-36, 1781, 1868, 1914. Antikrist: 675.

Apostlene: 2 f., 75 f., 126, 171, 173, 194, 553, 611, 641 f., 659, 664, 688, 857 f., 873, 880 f., 949, 981, 1086 f., 1120, 1223, 1313, 1337, 1341, 1349, 1442, 1444, 1461, 1536, 1556, 1560 f., 1575 f., 2068. Apostolat: 863 f. Apostolske succession: 77, 815, 830-33, 1087, 1209*, 1399, 1576. Arbejde: 378, 533, 1940, 2184, 2401 f., 2427 f., 2834. Arvesynd: se Synd. Askese: 1738, 2015, 2043, 2340, 2733. Astrologi: 2116. Ateisme: 2123 f., 2424. Autoritet: - Guds: 156, 688, 1381, 1441 - Kirkens: 67, 85, 88, 551 f., 873 f., 1125 f., 1140, 1551, 1563, 1578, 1673, 1792, 2035 f., 2179. - Menneskers: 1880, 1897 f., 1930, 1951, 2155, 2199, 2234 f., 2266, 2273, 2308, 2316, 2406, 2420, 2429, 2498.

B Bagvaskelse: 2475, 2477, 2479, 2507*. Barmhjertighed: 1781, 1829, 2100; - gerninger: 1460, 1473, 2185, 2300, 2447 f.; - menneskets: 1781, 1829, 2100. Barn: 1, 131, 219, 239, 441, 526, 690, 736, 1097, 1153, 1204, 1243 f., 1314, 1420, 1468, 1474, 1680, 1689, 1692 f., 1813, 1828, 1996, 2157, 2565, 2639, 2736. Begær, det onde: 377, 405, 978, 1264, 1426, 2514 f., 2534. Bibel: 58, 1176. Billede/Ikon: 476, 1159 f., 2130 f., 2691, 2705. Biskop: 9, 85, 861 f., 877 f., 880 f., 1142, 1184, 1348, 1461 f., 1538, 1550 f., 2034, 2068. Bispedømme: 833. Bispekollegiet: 816, 857, 877 f., 1444, 1559, 1577. Bispekonferencer: 887. Bispesæde, cathedra: 1184. Blasfemi, gudsbespottelse: 574, 589, 1034, 1756, 1856, 2148. Blodskam, Incest: 2356, 2388-89. Blufærdighed: 2521 f.

Bodens sakramente, Skriftemålet: 1424, 1452 f., 1480 f., 2840. Bodfærdighed: 827, 853, 920, 980 f., 1032, 1185, 1422 f., 2043. Brød og vin som tegn: 1333 f., 1375 f. Bud, Dekalogen: 1456, 1697, 1724, 1957 f., 2033, 2056 f. - Jesu nye bud: 1822 f., 1933, 1968, 1970 f., 849, 2842; - Kirkens bud: 2041-43. Bøn: 17, 28, 122, 249, 307, 435, 451, 520, 688, 949, 958, 1032, 1037, 1061, 1073, 1109, 1127, 1157, 1162, 1165, 1368, 1403, 1434, 1499, 1552 f., 1667 f., 1785, 1820, 1968, 1971, 2010, 2031, 2041, 2098, 2157, 2205, 2299, 2340, 2359, 2502, 2520. - Bønnens udtryk: 2644*, 2689. - Kontemplativ Bøn: 2699, 2709 f., 2721*, 2724*, 2731, 2765.

C Cølibat: 915, 1579 f., 1658, 2349.

D Deisme, gnosticisme, dualisme, panteisme: 285. Diakon, Diakonat: 1369, 1543, 1569-71, 1588, 1593*, 1596*, 1630. Dialog: 27, 39, 821, 856, 1126, 1153, 1636, 1879, 2063, 2575, 2653. Disciple: 4, 243, 542, 618, 767, 949, 1248, 1257, 1506, 1533, 1693, 1717, 1816 f., 2156, 2233, 2427, 2470, 2475, 2544, 2611 f., 2791, 2844. Djævelen, Satan: 391 f., 538 f., 635, 1086, 1237, 1673, 1708, 2113 f., 2482, 2538, 2851 f. Dogme: 88 f. Doksologi: 1103, 2641, 2760, 2855. Dommedag: 676-79, 681*, 682*, 1023, 1038 f., 2831, 2853. Dormitio, Marias: 2258 f. Dovenskab: 1866, 2094, 2128. Duen: 535, 701. Dyder: 1804, 1833-34*. Dyr: 2415-16, 2417-18, 2457*. Dæmoner, onde ånder: 385, 2117. Død, dø: - kristen: 410 f., 428, 628, 790, 958, 1005 f., 1258, 1473, 1523, 1681, 1685, 2113, 2299 f., 2473 f., 2658;

- på korset: 129, 388, 411, 423, 426, 445, 468, 512, 536, 571 f., 580 f., 605 f., 649, 713, 1009, 1082 f., 1214, 1220 f., 1438, 1825, 2474, 2746, 2853; - overgang fra døden til livet: 1221, 1392, 1524; - og synd: 298, 391 f., 601 f., 612, 654, 710, 734, 908, 977, 981 f., 1006 f., 1219, 2284, 2448, 2538, 2606, 2847, 2850; - og “reinkarnation”: 1013; - og opstandelse: 298, 519, 537, 542, 554, 560, 575, 601, 625 f., 728 f., 737, 786, 992 f., 1085, 1167 f., 1227, 1239, 1260, 1323, 1337 f., 1449, 1505, 1522, 1670, 1680 f., 2816; - fra sig selv: 591, 852; - voldelig: 164, 1737, 2263 f., 2283, 2296, 2306; - straf: 2266 f.; - uundgåelig: 164, 705, 1006 f., 1080, 1264, 1500, 1512, 1520, 2279, 2677; - besejret: 298, 447 f., 494, 549 f., 654, 695, 908, 966, 1067, 1086, 2637 f., 2852 f.; - afdø fra: 2015. Dødssynd: 1855, 1874*. Dåb: 14, 168, 172, 189, 197, 249, 265*, 404 f., 507, 535 f., 628, 683, 691, 695 f., 701, 782, 784, 790, 798, 818, 838, 846, 871, 897, 903, 916, 950, 977 f., 1002 f., 1023, 1064, 1094, 1119 f., 1141, 1185, 1210 f., 1213 f., 1275 f.*, 1286, 1288, 1290 f., 1294, 1298 f., 1311 f., 1322, 1396, 1425 f., 1434, 1446, 1447, 1523, 1533, 1535, 1546, 1582, 1617, 1694, 1987, 1992, 1997, 2042, 2068, 2155 f., 2220, 2340, 2345, 2520, 2565, 2600, 2670, 2791, 2813; - Kristi egen: 438, 444, 527, 528, 535 f., 556, 1223 f.; - Johannes Døberens: 523, 720.

E Eder/mened: 706, 2150 f., 2476, 2810. Egoisme: 1609, 1784, 1818, 1931, 2368. Ejendom: 2211, 2378, 2401 f., 2412, 2421, 2431. Eksil: 710, 769, 1081, 1093, 2011, 2581, 2795, 2811. Eksistens/ eksistentiel: 27, 31, 33, 34, 35, 46*, 200, 285, 286, 298, 318*, 320*, 328, 338, 341, 358, 384*, 444, 472, 486, 616, 627, 1035, 1483, 1677*, 1719, 1899, 1918*, 1931, 2062, 2125, 2127, 2128, 2140*, 2270, 2288, 2293, 2377, 2416, 2566. Ekskommunikation: 1463, 2272, 2322 *. Eksorcisme: 517, 550, 1237, 1673. Engagement, løfter: 1072, 1102, 1321*, 2381, 2390, 2410, 2522. Engle: 148, 311, 326, 328 f. 350*, 391 f., 430, 490, 497, 559, 722, 760, 1034, 1161, 1846, 1994, 2566, 2676. Enhed, økumene: 820-22, 816. Epifani: 528, 535, 1171, 2177. Epiklese, “nedkaldelse over”: 699, 1105-06, 1127, 1238, 1297, 1300, 1353, 1519, 1624, 2583, 2770. Episkopat: 1536, 1554 f., 1560.

Eremit: 920-21. Erkendelse: 1831. Eskatologi: 2771. Eukaristi: 611, 671, 737, 766, 790, 838, 864, 893, 950, 1000 f., 1074, 1094, 1097, 1106, 1113, 1118, 1162, 1210 f., 1322 f., 1392 f., 1406 f.*, 1436, 1517, 1524, 2120, 2177 f., 2643. Eutanasi: 2276 f. Eva: 375, 399, 404, 411, 489, 494, 726, 766, 2361, 2618, 2853. Evangeliet: 2, 6, 75 f., 125 f., 514, 515, 1968, 2419, 2761 f., 2816. Evangeliske Råd: 873, 914 f., 1973 f., 2053. Evigt liv, evighed: 33, 215, 488, 679, 1404, 2159; - Gud: 32, 101, 108, 240, 257, 290, 426, 600, 769, 850; - liv, frelse, pagt, kærlighed, lov, straf: 64, 126, 163 f., 220, 617, 662, 762, 988 f., 1020, 1034, 1116, 1130 f., 1257, 1472, 1612, 1703, 1817, 1832, 1861, 1951, 2371. Evner, talenter: 1880, 1936.

F Faderen, Far: 1465, 1586, 1605, 1657, 1858, 2057, 2197 f., 2335, 2482; - Gud: 17, 62, 79, 104, 198 f., 437, 1243, 1296, 1337, 1359, 1524; - Kirkens: 8, 11, 78, 113, 1557, 2066. Familie: 1, 525 f., 753 f., 764, 815, 854, 917 f., 959, 1037, 1049, 1439, 1517, 1632, 1652 f., 1686 f., 1882, 1908 f., 1938, 2183 f., 2201 f., 2204, 2226, 2231 f., 2265, 2363, 2373, 2390, 2685, 2691, 2831 f., 2850. Fastetid, faste: 538-40, 575, 1387, 1430, 1434, 1438, 1755, 1969, 2043, 2742. Fattig: 64, 238, 489, 544, 559, 633, 709 f., 724, 832, 852, 886, 1033, 1373, 1397, 1658, 1716, 1825, 1941, 2172, 2208, 2443 f., 2660, 2713; - Kristus: 517, 525, 1351, 1506, 2408. Fattigdom: 915, 2053, 2544 f., 2710, 2833. Fest: 281, 335, 578, 583, 728, 971, 1096, 1162 f., 1389, 1391, 1439, 1483, 1613, 2042, 2174 f., 2581, 2698. “filioque”: 246, 247, 248; se også Treenigheden, Helligånden. Firmelse: 695, 698, 900, 1113, 1119, 1210, 1212, 1233, 1242, 1285 f., 1288 f., 1525, 2769. Fjendskab: 1852. Folk, Guds: 12, 93, 192, 440, 674, 723, 776, 781 f., 814, 831, 839, 865, 885 f., 1069, 1091, 1267, 1325, 1443, 1567, 1617, 2796; - Israel: 64, 332, 388, 710, 753, 761 f., 1164, 1222, 2578, 2586. Folkemord: 2313. Forbandelse: 633, 998, 1037, 1039, 1453.

For-billede, prototype: 527, 1152, 1221, 1222, 1333, 1335. Forbøn: 1096, 1105, 1504, 2099, 2634 f., 2687, 2734; - Kristi: 739, 1341, 1361, 1368 f., 2606; - engles og helgeners: 336, 956, 958, 1434, 2156, 2683; - Jomfru Marias: 969, 2827; - i Gl. Testamente: 210, 2574, 2577, 2578, 2584; - i liturgien: 1096, 1105, 1349, 1354, 2770. Forfølgelse: 520, 530, 675, 769, 1435, 1808, 1816. Forhærdelse: 591, 1859, 1864 f. Forklarelse, Jesu: 444, 554 f. Fornuft: 35 f., 50, 156 f., 274, 286, 377, 812, 1319*, 1704 f., 1731, 1767, 1778, 1781 f., 1804, 1849, 1951, 2037, 2040, 2071, 2312, 2408, 2535, 2727; - begavet med: 471, 1730, 1934, 2235. Forseelse; synd: 390, 402 f., 598, 612 f., 817, 827, 837, 847 f., 966 f., 1031 f., 1380, 1435 f., 1452 f., 1471, 1483, 1502, 1781 f., 1847 f., 1956, 2073, 2125, 2181 f., 2269, 2272, 2284, 2291, 2354 f., 2383 f., 2477 f., 2513, 2845. Forsoning: 457, 604, 1992. Forstand, Helligåndens gave: 1831. Forsvar: 396, 1435, 1910, 1929, 2240; - legitimt forsvar: 2263 f., 2306, 2308 f., 1909, 2321*. Forsynet: 37, 57, 302 f., 373, 395, 1040, 1884, 1951, 2115, 2404, 2547, 2679, 2738, 2830. Fortjeneste: 604, 927, 1173, 1732, 1900, 2006 f. Fortvivlelse: 844, 1501, 2091. Forældre, børn, børneopdragelse: 2197, 2198, 2199, 2200, 2214 f., 2220, 2221 f., 2224-25, 2228, 2247, 2248*, 2251*, 2253*, 2373 f., 2378. Foster: 2274. Frafald, apostasi: 675, 817, 2089, 2577. Fred: 2302 f., 736, 1829, 1832, 2305, 2317. Frelse: 15, 54, 64, 70 f.*, 95, 107, 122 f., 137*, 161 f., 234, 257, 280, 289, 313, 331 f., 358, 389, 402, 430 f., 462 f., 511 f.*, 559, 566*, 586 f., 600 f., 676, 686 f., 705, 721, 760 f., 816 f., 845 f., 900, 920, 964, 980, 987*, 1019*, 1028 f., 1040 f., 1066 f., 1080 f., 1100 f., 1120 f., 1145, 1152, 1161 f., 1192 f.*, 1248, 1250 f., 1272, 1283*, 1297, 1332, 1345, 1355, 1359, 1407*, 1427 f., 1477, 1489*, 1512, 1532*, 1565, 1584, 1602, 1690 f., 1741, 1811 f., 1850, 1864, 1949, 1961, 1994, 2003, 2032 f., 2068, 2091, 2100, 2130, 2182, 2246, 2264, 2280 f., 2384, 2420, 2448, 2561 f., 2587, 2600 f., 2630 f., 2641, 2651, 2666, 2738, 2746 f., 2771, 2806 f., 2825, 2850 f. Frelsens økonomi: 489, 1006, 1092, 1095, 1168. Fremmed: 2241.

Fri: - Gud: 50, 296, 300, 759, 2002; - Jesus Kristus: 609 f., 2749; - mennesker: 150, 166, 307 f., 377, 392, 396, 407, 488, 490, 600, 1009, 1033, 1625 f., 1632, 1642, 1733, 1738 f., 1742, 1860, 1901, 2002, 2008, 2102, 2238, 2304, 2339, 2343, 2353, 2390; - fri vilje: 1731 f. Frihed: 33, 154, 160 f., 301, 311, 387, 396 f., 450, 782, 908, 922, 1036, 1250, 1439, 1559, 1628, 1705, 1707, 1730 f., 1744*, 1749, 1782, 1784, 1828, 1861, 1883 f., 1902, 1907, 1915, 1972, 1993, 2002, 2008, 2211, 2223, 2228, 2236, 2239, 2245, 2310, 2339, 2356, 2359, 2370, 2402, 2431, 2492, 2494, 2498, 2526, 2736; - Kristi: 609, 2749; - religiøs: 1180, 1907, 2104 f., 2188, 2211. Fristelse: 538 f., 1520, 1707, 1806, 2846 f. Fromhed: 24, 186, 385, 575, 901, 971, 1303, 1437, 1478, 1674, 1679*, 1686, 1809, 1831, 1966, 2186, 2606, 2688. Frugtbarhed, frugtbar: 80, 156, 372, 485, 696, 723 f., 864, 887, 1080, 1158, 1218, 1550, 1574, 1604, 1607, 1642 f., 1651 f., 1897, 2074, 2221, 2335, 2363, 2366 f., 2376, 2379, 2405, 2527. Frygt: 1735, 1765. Frådseri: 1866. Fuldendelse, opfyldelse: 130, 148 f., 306, 351*, 484, 497, 561*, 580, 591, 624, 634, 652 f., 664, 670, 715, 729, 1088 f., 1093, 1138, 1168, 1285, 1335, 1403, 1494*, 1544, 1562, 1627, 1886, 2053, 2068, 2102, 2175, 2213, 2317, 2366, 2619, 2625, 2676, 2750, 2804, 2857*. Fuldkommenhed: 41, 147, 213, 302, 339, 815, 829, 915, 1305, 1374, 1641, 1704, 1731, 1770, 1804, 1827, 1953, 1965 f., 2015, 2289, 2377, 2550. Fylde: 5, 65, 213, 244, 423, 474, 528, 536, 674, 819, 824, 1026, 1042, 1287, 1313, 1555 f., 1824, 1953, 1974; - tidens: 128, 221, 422, 484, 702, 717 f., 721, 763, 2598 f. Fædreland: 2199, 2212, 2239 f., 2310; - himmelske: 117, 972, 1469, 1475, 1525, 2011, 2795. Fælles vel: 801, 951, 1807, 1880, 1883, 1897 f., 1905 f., 2109, 2188, 2203, 2237 f., 2265 f., 2412 f., 2489 f., 2791. Fødselsregulering: 2368. Følelser: 1762 f., 1771*, 1792, 1804, 1809, 1860, 2339, 2341, 2521, 2536, 2811. Følge Kristus: 520, 618, 923, 1618, 1642, 2053.

G Gerrighed: 1866. Gestus: - Kristi: 447, 515.

- liturgisk: 1146 f., 1233, 1341, 1387, 2562. Gidseltagning: 2297. Glade Budskab: 3, 164, 333, 389, 422 f., 528, 571, 632, 638, 714, 748, 856, 977, 1427, 1648, 1697, 1718 f., 1817 f., 2443, 2527, 2763. Glæde: 30, 163, 301, 425, 523, 545, 644, 736, 787, 953, 1029 f., 1172, 1293, 1334, 1387, 1439, 1642, 1657, 1697, 1720, 1765, 1804, 1820 f., 1832, 1971, 2015, 2094, 2185, 2188, 2233, 2362, 2500, 2546, 2657, 2676, 2683, 2819. Gnosis, gnosticisme: 285. God(t): 299 f., 374, 385, 391, 843, 1604, 1749 f., 2516, 2535, 2589, 2828. - Godhed: 1, 53, 101, 214, 294 f., 299 f., 311, 339, 970, 1333, 1359, 1613, 1832, 1954, 2091, 2094, 2307. Godtgørelse: 2412, 2424, 2487. Graven: 640. Gud: - pagtens; åbenbaringens: 36, 50, 73*, 101, 128, 203 f., 1102, 1150, 1776, 1962, 2056; - erkendelse af Gud: 27 f., 31 f., 1159; - Skaber: 27, 32, 279 f., 1703, 1718 f., 1730, 1934; - Fader: 151, 198, 232 f., 270, 422 f., 609, 1265, 2258, 2759 f.; - (s) virke, vilje: 74, 105, 122, 257 f., 648 f., 751 f., 1103, 1884, 1950, 1996 f., 2559; - (s) egenskaber: 40 f., 150 f., 200 f., 268, 385, 1878; - dyrkelse af Gud: 1077 f., 1123, 1148, 1164, 1325, 1544 f., 2084 f., 2568 f., 2639 f., 2759 f.; - dommer: 1020 f. Gudsbespottelse, blasfemi: 574, 589, 1034, 1756, 1856, 2148. Gudsfrygt: 1831. Guds Ord: 81 f., 2653 f. Gæstfrihed: 2571.

H Had: 395, 1933, 2094, 2262, 2297, 2303. Handling: 37, 302, 307, 395, 407, 771, 798, 900, 905, 1014, 1146, 1148, 1285, 1303, 1345, 1431, 1471, 1694, 1717, 1731 f., 1750 f., 1853, 1883, 1974, 2006, 2010, 2099, 2118, 2157, 2263, 2277, 2288, 2306, 2313, 2352, 2370, 2423, 2442, 2447, 2478, 2668, 2816, 2819; - Guds, Jesu, Åndens, skaber: 53, 95, 128, 152, 175, 260, 291 f., 304, 648, 695 f., 805*, 981, 988, 1083, 1088, 1115 f., 1148, 1164, 1309, 1325, 1353, 1375, 1448, 1813, 2008, 2084, 2171, 2258, 2516, 2568, 2577, 2600, 2640, 2670, 2679, 2738; - nådens: 224, 722, 1078, 1081, 1103, 1328, 1345 f., 1356 f., 1453, 1480 f., 1657, 2062, 2098, 2233, 2240, 2588, 2603 f., 2619, 2636 f., 2807, 2855; - liturgisk: 15, 1070 f., 1083, 1088, 1097, 1101 f., 1120, 1136, 1140, 1153 f., 1480, 1519, 2120; - menneskets: 154, 1627, 1640, 1751, 1853. Havesyge: 1866, 2539, 2541, 2552*. Helbrede: 551, 739, 827, 1458, 1484, 1502 f., 1608, 1999, 2805.

Helbredelse: 448, 517, 574, 695, 798, 1151, 1210, 1293, 1420 f., 1466, 1502 f., 1520, 2274, 2292, 2577, 2616. Helliges Samfund, de: 946-48, 953, 960*. Hellige Skrift, den: 58, 78, 80 f., 101 f., 326, 688, 993, 1088, 1093, 1117, 1160, 1347, 1437, 2625, 2653, 2762 f. Helligbrøde: 1956, 2118, 2120, 2139*. Helliggørelse: 190, 235, 781, 819, 824 f., 902, 928, 1070, 1087, 1152, 1297, 1328, 1352, 1360, 1522, 1540, 1586, 1622, 1637, 1668, 1670, 1692, 1989, 1995, 1999 f., 2427, 2813, 2818, 2858*. Hellighed; Helgener: 58, 67, 84, 93, 127, 156, 208, 273, 375, 398 f., 437, 438, 459, 476, 492, 564*, 576, 598, 616, 627, 633, 670, 688, 709, 756, 773, 774, 781, 782, 785, 795, 800, 803*, 811, 821, 823 f., 865, 901, 908, 914, 941*, 946 f., 1023, 1030, 1054*, 1090, 1128, 1141, 1161, 1173, 1179, 1330, 1331, 1370, 1426, 1428, 1434, 1475 f., 1695, 1709, 1717, 1768, 2011 f., 2045, 2074, 2142 f., 2155, 2156, 2173, 2227, 2475, 2518, 2683, 2807, 2809, 2811, 2814. Helligånden: - tre Personer: 189, 221, 232 f., 246, 251, 495, 648, 691, 1066, 1137, 2789; - inspiration, (s) gave: 15, 77, 95, 105, 153, 739, 749, 819, 850, 1107, 1585, 1697, 1814 f., 1830 f., 1845*, 1987, 2345, 2681*, 2801*; - og sakramenterne: 785, 1226, 1238, 1287 f., 1299, 1520, 1553; - Menneskets ånd: 24, 37, 108, 153, 159, 202, 299, 471, 632, 651, 712, 730, 737, 892, 1216, 1643, 1764, 2082 f.*, 2098, 2100, 2196, 2628, 2705; - i ånd og sandhed: 84, 160, 887, 894, 1179, 1386, 1550, 1606, 1658, 2039 f.; - ånd og legeme: 327, 365, 901, 2185, 2515, 2702, 2733; - engle: 331, 392, 434, 645. Helvede: 834, 1033 f., 1861; - nedfart til dødsriget: 512, 624, 627 f. Herrens tjener (Kristus): 440, 536, 539, 555, 565*, 580, 600 f., 713, 786, 1551, 2235. Hierarki: 785, 871 f., 904, 1569, 2632; - i værdier: 1886, 2236, 2244, 2425; - i sandheder: 90, 234; - hierarkisk: 771, 874, 1206, 1547, 1559. Hil dig, Maria: 435, 2676-77. Himlen, Himlene: 198, 212, 279 f., 290 f., 325 f., 440, 456, 504, 525, 544, 553 f., 659 f., 669 f., 954 f., 1023 f., 1042 f., 1326, 2691, 2794 f., 2824 f. Historien: 212 f., 303 f., 338, 386, 390, 400 f., 450, 647, 648, 668, 676, 758 f., 770, 828, 852, 927, 1040, 1066, 1080, 1085, 1093, 1103, 1165, 1168, 1707, 1738, 1958, 2030, 2062, 2084, 2259, 2568, 2586, 2660, 2684, 2705, 2738, 2809. Hjertet: 27, 89, 94, 112, 125, 153, 158, 173, 208, 269, 298, 368, 435, 478 f., 534, 609, 655, 678, 689, 715, 759, 766, 782, 821, 826, 932, 964, 1082, 1098, 1430 f., 1610, 1614, 1658, 1697, 1716, 1718, 1723, 1742, 1776 f., 1818, 1848, 1853 f., 1956 f., 1965 f., 1990 f., 2070, 2074, 2176, 2302, 2336, 2517 f., 2541, 2544 f., 2558, 2562 f., 2581 f., 2608 f., 2697 f., 2710, 2729 f., 2848. Homili: 132, 1100, 1154, 1347, 1349.

Homoseksualitet: 2357. Hor: 1755, 1852, 2353, 2534. Horoskoper: 2116. Hovmod: 57, 1866, 2094, 2540. Hungersnød: 2269. Hypostase: 251, 252, 468. Hæresi: 465 f. Hævn: 2261. Håb: 64, 162, 165, 274, 436, 661, 673, 676, 771, 819, 828, 992, 995, 1041 f., 1107, 1274, 1405, 1431, 1681, 1717, 1813, 1817 f., 2016, 2090 f. Håndspålæggelse: 699, 1150, 1288 f., 1504, 1538, 1556, 1558, 1573.

I Ideologi: 2294, 2425, 2523. Ikon; billede: 476, 1159 f., 2130 f., 2691, 2705. Immanuel: 712. Incest: 2356, 2388 f. Indføring, kristen initiation: 695, 1211 f., 1229 f., 1285 f., 1322 f., 1420. Indlemmelse: - i Kristus: 1010; - i Kirken: 837, 1396. Indvielse: 438, 538, 901, 916, 931 f., 1150, 1294, 1297, 1352, 1376 f., 1535, 1538, 1548, 1556 f., 1672. Inkarnation: 237, 258, 309, 333, 429, 432, 461 f., 464 f., 470, 512, 517, 519, 521, 528, 606 f., 653, 661, 686, 690, 727, 1159, 1171, 1174, 2602, 2666. Inkulturation: 854, 1232, 1205-06. Inspiration: 81, 101 f., 106 f. “Interkommunion”: se 790-91. Intimitet: 35, 237, 239, 376, 441, 921, 1776, 1997, 2143, 2354 f., 2390, 2492, 2521, 2577. Islam: 841. Israel: 62 f., 201, 203, 209 f., 218 f., 237 f., 287, 333, 348, 401, 423, 431 f., 440 f., 488, 522, 527 f., 538 f., 543, 574 f., 587 f., 608, 672 f., 709, 711, 719, 751, 759, 762, 765, 781, 1093, 1221, 1334, 1502, 1539, 1611 f., 1961, 1965, 2083 f., 2129, 2170 f., 2196, 2542, 2573, 2811; - det nye Israel: 877.

J Jalousi: 1606, 1852. - Guds: 399, 584, 2337. Jesus Kristus: - Gud, som er blevet menneske: 423, 430, 432, 456 f., 486, 495, 1161, 1374; - sand Gud: 151 f., 461; - fuldt ud menneske: 464, 520, 632, 1701; - Gud åbenbaret: 101, 125, 129, 238 f., 425; - anden Person i Treenigheden: 232, 290 f., 331, 356, 422 f., 430 f., 689 f.; - mellemmand: 50, 65 f., 151, 1066, 1071, 1691 f., 1995, 2634, 2665, 2765 f.; - forløser, frelser: 52 f., 436, 668-79, 823 f., 1085, 1987, 1999; - skjulte liv: 512 f.; - offentlige liv: 535 f., 1223, 1430, 1506, 1717, 1846, 2052 f., 2382, 2599 f., 2746, 2789 f.; - død og opstanden: 557 f., 992 f., 1166, 1337 f., 1362, 1681, 2014, 2174, 2748; - Kirkens grundvold, Hoved: 75, 551 f., 771, 787, 796, 811, 871, 880 f., 981, 1076, 2032; - sakramenternes kilde: 1076, 1114 f., 1213 f., 1323, 1446, 1503, 1536, 1612. Jesus-bønnen: 2616, 2667-68. Johannes Døberen: 523, 535-37, 608, 696, 717, 718, 719, 720, 1224. Jomfruelighed; jomfru: 437, 496 f., 526, 723, 922, 964, 1618 f., 1672. Josef: 312, 437, 488, 497, 500, 532, 534, 583, 595, 1014, 1020, 1655, 1846, 2177. Julen: 469, 477, 512, 525, 1171. Jøder/jødedom: 423, 439, 488, 528, 531, 575, 578, 581 f., 597 f., 674, 702, 755, 781, 791, 839, 1096, 1226, 1328 f., 1334, 1340, 2175, 2575 f., 2767.

K Kald: 27, 44*, 130, 289, 332, 373, 490, 505, 518, 539, 549, 762, 784, 821, 835, 863, 898, 959, 1121, 1260, 1533, 1583, 1603, 1656, 1699 f., 1877, 1886, 1907, 1928, 1962, 1974, 1998, 2021*, 2030, 2085, 2226, 2232, 2253*, 2331, 2369, 2392*, 2419, 2442, 2461*, 2502, 2691, 2820. Kalk: 1574. Kanonisk: 105, 2272, 2383. Kapitalisme: 2425. Karakter, sakramental: 698, 1121, 1273, 1304 f., 1558, 1563, 1570, 1581 f. Kardinaldyder: 1805 f., 2341. Karismer: 94, 688, 798 f., 890, 910, 924, 951, 1175, 1508, 2003, 2035, 2684. Katekese: 4 f., 13, 282, 426 f., 983, 1074 f., 1094 f., 1697, 1724, 1971, 2226, 2688. “Katekismus, den katolske Kirkes”: 9, 10, 11, 12, 13-17, 18, 24, 25, 196, 1075, 2066.

Katekumen, katekumenat: 168, 256, 1214, 1230 f., 1247 f., 1259, 1537, 2769. Katekumenolie: 1237. Katolik: 748 f., 811 f., 830 f., 946, 1202, 1271 f., 1401, 2105. Kidnapping: 2297. Kirkefædre: 8, 11, 78, 113, 1557, 2066. Kirkekor: 1143. Kirken: - oprindelse/apostolisk: 4, 9, 77, 124, 128, 186, 424, 553, 642, 758, 763, 811 f., 857; - katolsk: 1, 84, 750, 830 f., 1200 f.; - hellig: 117, 551, 946 f., 972; - Kristi legeme: 461, 669, 787 f., 1084, 1267, 2003; - brud: 773, 796 , 1089, 1616; - hierarkisk: 874, 914, 1548, 2004; - i historien: 671, 760, 772; - liturgi/bøn: 61, 333, 335, 722, 1067, 1082, 1091, 2177, 2558; - lokal/partikular: 83, 174, 192, 832 f., 886, 893, 1202, 1369; - mission: 6, 758, 849, 863, 1303; - Guds Folk: 751 f., 782 f.; - sakramente: 671, 738, 766, 774, 875, 1045, 1076, 1113, 1117 f., 1210 f.; - troværdighed: 156, 670, 749, 759, 771, 823 f.; - adskilt: 819; - og Maria: 149, 411, 495, 721, 773, 963 f., 1172; - og Helligånden: 244, 691, 731 f., 749, 767, 797, 1091; - enhed: 60, 750, 813 f., 1271, 1647; - Læremyndighed - tradition - undervisning: 11, 36, 39, 67, 80, 83, 85 f., 105 f., 167, 249, 366, 891, 982, 1156, 1792, 2030. Kirkens bud: 2041-46, 2048*. Kirkens embeder: 874, 888-96. - embedsbærere: 830, 1120, 1142, 1541, 1548 f., 1578 f., 2686. Kirkeprovinser: 887. Kirkens sociallære: 2420-25. Klogskab: 1586, 1788, 1805 f., 1906, 2088, 2104, 2109. Kollegium: 552, 816, 857, 877 f., 1444, 1559, 1577. Kollektivisme: 1885. Koncil: 9 f., 167, 192, 195, 884, 887, 891. Konkubinat: 2390. Konsekration: 438, 538, 901, 916, 931 f., 1150, 1294, 1297, 1352, 1376 f., 1535, 1538, 1548, 1556 f., 1672. Kontemplation: 94, 771, 1028, 1162, 1380, 2651, 2654, 2687, 2715.

Konversion: se Omvendelse. Kors: 149, 160, 410 f., 421*, 440, 517, 542, 550, 555 f., 585, 616, 662, 710. Korsvejsandagt: 2669. Kosmos: 283 f., 668, 1046-48, 1147, 1152, 2500. Krig: 2304 f., 2317. Kristen: 88, 123, 129, 133, 187, 232, 234, 250, 259, 336, 401, 435, 448 f., 537, 598, 628, 642, 655, 671, 752, 786, 795, 818 f., 852, 855, 897 f., 952, 966, 1011, 1102, 1121, 1141, 1166, 1210 f., 1229, 1241, 1271 f., 1289, 1294, 1314, 1348, 1356, 1369, 1392, 1401, 1428, 1434, 1466, 1473, 1523, 1617, 1671, 1681, 1691 f., 1769, 1830, 1973, 1997, 2040, 2101 f., 2156 f., 2186, 2471, 2653, 2707, 2820, 2831, 2835. Kristendom: 108. Kristus: se Jesus Kristus. Kristi efterfølgelse: 520, 618, 923, 1618, 1642, 2053. Kult: 28, 78, 347, 527, 815, 839, 901, 971 f., 1070, 1089, 1093, 1123, 1148, 1178 f., 1273, 1378, 1553, 1564, 2031, 2095 f., 2131 f., 2175 f., 2289, 2581. Kultur: 24, 110, 172, 285, 361, 755, 814, 835, 854, 887, 909, 1075, 1097, 1145, 1149, 1202 f., 1267, 1603, 1668, 1740, 1882, 1908, 1915, 1937, 1957, 2184, 2344, 2493, 2663, 2779, 2820. Kundskabs gave: 1831, 1845*. Kunst: 2501, 2513*. Kvinde og Mand: 64, 239, 355, 369 f., 400, 411, 422, 488 f., 640 f., 791, 918, 924, 965, 1080, 1368, 1577, 1601-08, 1649-54, 1736, 1929, 1938, 2103, 2202, 2207, 2331 f., 2353 f., 2360 f., 2384 f., 2433, 2513, 2522. Kyskhed: 915, 1632, 2053, 2337 f., 2518 f. - Forseelser mod kyskheden: 2351-56. Kærlighed: 16, 25, 162, 735 f., 768, 791, 798, 800, 815, 826, 864, 915 f., 926 f., 953 f., 1070, 1109, 1248, 1259, 1323, 1394 f., 1466, 1570, 1604, 1643, 1654, 1695, 1699, 1709, 1740, 1765 f., 1769, 1789, 1794, 1813 f., 1818, 1822 f., 1832, 1844*, 1849, 1855 f., 1889, 1931, 1932, 1965 f., 1991, 1997, 2010 f., 2038, 2055, 2067, 2069, 2086*, 2090, 2093 f., 2156, 2179, 2196, 2198, 2205, 2239, 2306, 2346, 2447, 2473, 2545, 2624, 2658, 2718. Kætteri: se Hæresi.

L Laster: 1768, 1865, 2110, 2302, 2480, 2516, 2539, 2825. “Lectio divina”, mediterende bibellæsning: 1177, 2708. Legeme: 298, 364 f., 400, 901, 922, 990 f., 1004, 1503 f., 1643, 1681, 2031, 2185, 2289, 2301, 2332, 2370, 2516, 2523, 2702. “Lex orandi”, bønnens lov... : 1124, 1126.

Lidelse, Kristi: 598, 1521, 1992. Lidelser/lide: 164, 165, 272, 307, 376, 385, 405, 428, 468, 516, 554, 555, 572, 601, 609, 618, 649, 787 f., 1004, 1030, 1225, 1264, 1339, 1368, 1420, 1435, 1460, 1473, 1500 f., 2279, 2282, 2374, 2379, 2418, 2606, 2825,2829. Lidenskaber: 1762 f., 1771*, 1792, 1804, 1809, 1860, 2339, 2341, 2521, 2536, 2811. Lighed, ligeværd: 369, 872, 1935, 2273, 2377. Lignelse: 546. Litanier: 1154, 1177, 1574. Liturgi: 3, 11, 15, 26, 127, 288, 499, 560, 683, 691, 721, 1012, 1066 f., 1069 f., 1076 f., 1084 f., 1091 f., 1119, 1124 f., 1136 f., 1200, 1273, 1330, 1554, 1674, 2031, 2655 f., 2665, 2686, 2746; - eukaristisk: 559, 1037, 1332, 1346, 1362, 1378, 1572, 2631, 2711, 2770, 2837; - kirkeårets: 524, 1168, 1389; - jødisk: 1096, 2588; - tidebønnernes: 1174 f., 1437, 2698; - og sakramenterne: 1212 f., 1512, 1537 f., 1567, 1630, 2558; - Ordets: 1103, 1154, 1184, 1346, 1349, 1482, 1518, 1588, 1688, 2183; - påskens: 1104, 1200-1201; - og kultur: 1204 f., 2503. Liv: 1, 17, 23, 37, 44*, 68*, 89, 93, 103, 122, 131, 141*, 166, 197, 222, 256, 268, 282, 294 f., 312, 336, 359, 360 f., 372, 386, 402 f., 488, 493, 507, 544, 582, 625, 631, 647, 652, 668, 674, 703, 728, 814, 821, 843, 898 f., 940 f.*, 954, 966, 974*, 989, 990, 1034, 1057*, 1068, 1080, 1090, 1146, 1165, 1189*, 1220, 1345, 1368, 1392, 1500 f., 1603, 1641, 1653, 1660*, 1677*, 2032 f., 2198, 2207, 2258 f., 2366; - kristne, troens: 5, 6, 13, 169, 234, 259, 336, 405, 537, 628, 638, 654, 683, 740, 753, 819, 899, 968, 977, 1064, 1071, 1210, 1225 f., 1374, 1391, 1420 f., 1617, 1679*, 1691 f., 1699 f., 2013, 2226, 2558 f., 2697 f.; - Guds: 1, 52, 202, 211, 236, 245, 257, 265*, 291, 320*, 356, 375, 426, 459, 473, 485, 505, 541, 646, 661, 689, 694, 705, 713, 735, 759, 770, 1050, 1127, 1997, 2782; - Jesu: 125, 126, 149, 333, 411, 425, 438, 447, 478, 486, 512 f., 571 f., 754, 755, 786 f., 809*, 1085, 1091, 1115, 1341, 1409*; - Kirkens: 78, 94, 130, 193, 334, 855, 860, 893, 899, 910, 1087, 1343, 1407*, 1572, 1669, 2177, 2472; - det evige: 55, 161, 184*, 309, 324*, 425, 458, 612, 679, 686, 893, 983, 988, 992 f., 1020 f., 1336, 1524, 1532*, 1680, 1684, 1998, 2002, 2052, 2820; - det sociale: 1148, 1152, 1882 f., 2069, 2207, 2410, 2419, 2442, 2459*. Lov: - den gamle Lov: 62, 238, 322, 348, 401, 555, 700 f., 751, 1081, 1502, 1609 f., 1952, 1961 f., 1968, 2196, 2382, 2542; - den nye Lov: 459, 715, 782, 1114, 1210, 1824, 1933, 1952, 1965 f., 2030, 2055; - Kristus og loven: 422, 527, 574 f., 782; - den guddommelige lov: 359, 1639, 1650, 1778, 1786 f., 1844, 1855, 1859, 1952, 2058, 2222; - naturloven: 1626, 1901, 1952 f., 1975-76*, 2036, 2070 f., 2235; - kirkelove: 1626, 1951 f.; - den naturlige morallov: 1706, 1740, 1776 f., 1860 f., 1950 f., 2039, 2269 f., 2282, 2291 f., 2312, 2349, 2357, 2384, 2387, 2526; - positiv lov: 1902, 1904, 1916, 1952, 1959, 2273, 2286, 2384, 2386, 2409; - samfundsøkonomisk: 2425; - om bøn: 2742; - om hellighed: 2811. Se også Bud.

Lovprisning: 294, 333, 898, 920, 959, 1077, 1081, 1083, 1096, 1103, 1138, 1174, 1268, 1330, 1352, 1359 f., 1368, 1424, 1480, 1670, 1732, 2098, 2171, 2579, 2589, 2675 f., 2687, 2807. Lunkenhed: 29, 1634, 2094. Lydighed: 851 f., 915, 968, 1269, 1567, 1733, 1900, 2053, 2216 f., 2240 f., 2313; - troens: 143 f., 391 f., 489, 494, 851, 891, 968, 1125, 1205, 1776, 1790, 1831, 1850, 1862, 1992, 2060, 2073, 2087, 2098, 2340, 2515, 2570, 2716; - Kristi: 461, 475, 532, 539, 612 f., 908, 1009 f., 1825, 1850. Lykke: 27, 30, 33, 856, 1035, 1045, 1723, 1818, 2548. Lys: - troens: 26, 89, 157, 298, 2730; - forstandens: 36 f., 156 f., 286; - fra det hinsides: 163, 1027; - / Gud: 214, 234, 242, 257, 299, 1704, 2684; - / Kristus: 129, 242, 528 f., 554, 719, 748, 1166, 1202, 1216, 1371, 2665, 2715; - symbol på: 697, 1147; - lysets børn: 736, 1216, 1695; - verdens lys: 782, 1243, 2105, 2466; - / Guds Ord: 1785, 1962. Lyst: 2351. Læge: 1421, 1456, 1484, 1503, 1848, 2377, 2491. Lægfolk: 785, 864, 871, 897 f., 1174, 1175, 1669, 2442. Lære (kristne): 5, 10, 12, 25, 78, 90, 127, 197, 217, 235, 427, 575, 891, 899, 1114, 1117, 1158, 2764. Løfter: 2101 f., 2147, 2152, 2410; - Guds: 60, 145, 148, 205, 212, 215, 289, 422, 484, 489, 497, 528, 591, 638, 651 f., 705 f., 729, 834, 839, 1063 f., 1121 f., 1287, 1296, 1334, 1403, 1698, 1716, 1719, 1817, 1819, 1950, 1967, 2007, 2091, 2541, 2548, 2561, 2570 f., 2619, 2787 f., 2810; - dåbs: 1185, 1254, 1298, 2340; - lydigheds: 1567; - ægteskabs: 1644; - ordens: 930, 2102, 2135*. Løgn: 215, 392, 844, 1753, 1954, 2151, 2475, 2482 f., 2852. Løn: 1006, 2409, 2434, 2445.

M Magi: 2117, 2138*. Magisterium, Kirkens læremyndighed: 11, 67, 83 f., 598, 688, 884 f., 1008, 1554, 2032 f., 2352, 2366, 2663. Magnificat: 2097, 2619. Magt, kraft, evne: - Guds: 205, 256, 268 f., 310, 428, 434, 445, 449, 496, 646, 668, 671, 736, 765, 828, 1092, 1115, 1353, 1441, 1992, 2657, 2778, 2855;

- menneskets: 124, 131, 395, 1305, 1508, 1705, 1804, 1827, 2116, 2309, 2367, 2426, 2547, 2827; - lederes: 553, 981 f., 1442; - statens: 1904, 1907, 2108, 2209, 2229, 2239, 2244, 2310 f. Manifestation: 639, 2101, 2351, 2469; - guddommelig åbenbaring: 66, 294, 486, 528 f., 649, 660, 671, 702, 707, 727, 812, 865, 951, 1224, 2519, 2602. Manikæisme: 285. Maria: - hendes tro 148 f., 165, 273, 494, 2618; - hendes liv: 484, 490 f., 529, 721, 2097; - Kristi mor: 437, 466 f., 726, 963 f., 1014, 1171; - og Kirkens: 829, 963 f., 972 f., 1172, 1370, 1477, 1655, 1717, 2146, 2617, 2674, 2676 f.; - den nye Eva: 411, 726. Martyrium: 297, 313, 523, 558, 1434, 2473 f., 2506*. Materialisme: 285, 2124. Medicin: 1456, 2290, 2379. Medierne: 2496, 2498, 2523. Meditation: 28, 197, 1154, 1162, 2186, 2588, 2699, 2705 f., 2729. Medlidenhed: 1503, 1506, 2448, 2571, 2575, 2715, 2843 f. Mellemmand: 64, 618, 771, 846, 956, 970, 1023, 1369, 1544, 1546, 2574, 2674. Mennesket: 1, 101, 109, 208, 990; - egnet til Gud: 27 f., 50 f.; -skabt: 282 f., 307, 311 f., 343, 355 f., 1602 f., 2231 f.; -faldet: 390, 396 f., 705, 1606 f.; -kaldet: 410, 425, 450, 519, 541 f., 759 f., 836, 1699 f., 1870 f.*, 1962, 2085. Menneskeslægten: 28, 38, 55, 56, 297, 353*, 359, 360, 404, 491, 494, 775, 782, 831, 842, 1042, 1045, 1167, 1685, 1718, 2305, 2402, 2452*. Menneskesønnen: 53, 211, 331, 440, 460, 635, 649, 653, 661, 697, 1038, 1384, 1441, 2167, 2613. Menneskevordelse: 237, 258, 309, 333, 429, 432, 461 f., 464 f., 470, 512, 517, 519, 521, 528, 606 f., 653, 661, 686, 690, 727, 1159, 1171, 1174, 2602, 2666. Mentaliteter: 1634, 2105, 2727. Messe: se Eukaristi. Messias: 410, 436 f., 524, 528, 535, 540, 559, 590, 664, 674, 702, 711 f., 840, 1286, 2579, 2585. Mildhed: 736, 1832. Militærnægter: 2311. Ministrant: 1143.

Mirakel: 156, 434, 468, 547 f., 1335, 2003. Mission: - apostlenes: 2, 551 f., 765, 858 f., 1223; - Kirkens: 6, 257, 730, 737 f., 782, 811, 849, 890, 913, 1201, 2246, 2818; - “ad Gentes”, til alle folkeslag: 1122, 1533, 1565, 2044, 2419; - Kristi, Åndens sendelse: 237, 244, 394, 430 f., 485, 502, 536, 606, 669, 689 f., 1108, 2600. Misundelse: 391, 412, 1852, 1866, 2317, 2475, 2538 f., 2541. Monofysitisme: 467. Mor, forældre: 716, 1245, 1605, 1616, 1657, 1683, 1737, 1858, 2057, 2197 f., 2214 f., 2232, 2335, 2599; - Kirken: 757, 813, 1141, 1163, 1249, 1667, 2016, 2040, 2212. Moral: 1750 f., 1762 f., 1780, 1794, 2210, 2264, 2294, 2302, 2368, 2370, 2420, 2527; - umoral: 1852. Mord: 2258 f. Musik: 1156 f. Muslim: 841. Myndighed, se Autoritet: - borgerrnes pligter: 2238-43; - retmæssig myndighedsudøvelse: 1903, 2236; - pligt over for offentlig myndighed: 2234. Mystagogi, indføring i mysterierne: 1075, 1233. Mysterium: 50 f., 122, 158, 190, 599, 1066, 1099, 1103, 2587, 2603, 2655, 2771, 2823; - troens: 24, 385, 463, 2558; - Guds: 42, 206, 234, 685, 963, 1027 f., 2143 f., 2331, 2500 f., 2807. Mystisk: 771, 791, 863, 886, 958, 1070, 1119, 1396, 1474, 1477, 2014. Myte: 285, 498. Mådehold: 1809.

N Nadver, den sidste: 610 f., 832, 1323, 1329, 1340, 1350, 1366, 1403, 2816. Narkotika: 2291. Nation, national: 57, 172, 664, 781, 849, 1038, 1267, 1901, 1911, 1915, 1941, 2237, 2241, 2281, 2309 f., 2437 f. Natur: - menneske: 335 f., 405 f., 457 f., 503, 612, 654, 1008, 1050, 1210, 1250, 1366, 1426, 1603, 1607, 1707, 1849, 1879, 1882, 1898, 1911, 1934, 2104 f., 2273, 2428, 2516, 2702; - guddoms-, guddommelig: 51, 200, 202, 245, 253 f., 460 f., 503, 650, 1212, 1265, 1691, 1692, 1721, 1812, 1988, 1996, 2009; - den skabte, omgivende: 310, 338, 341, 385, 447, 625, 978, 1006, 1375, 1676, 1884, 2440.

Navn(e): - til Gud: 40 f., 239, 254 f., 446, 2784; - som Gud selv åbenbarer: 63, 203 f., 431 f., 446, 589, 1066, 2097, 2142 f., 2566 f., 2666, 2759, 2779 f., 2804 f., 2827, 2839, 2849, 2855; - til de kristne i dåben: 2156 f., 2479. Nydelse: - jordiske goder: 1716, 1740; - uordnet: 2351, 2353, 2549; - guddommelig: 1721 f. Næring, føde: - Skriften: 104, 131 f., 162, 1122, 1269, 2040, 2654, 2665; - Eukaristi: 728, 948, 1003, 1020, 1244, 1323, 1335, 1342, 1355, 1392, 1394, 1426, 1436, 2040; - materielt: 2288, 2408, 2417, 2447, 2828 f. Næste: 307, 575, 582, 678, 952, 1033, 1434, 1459 f., 1658, 1706, 1752, 1789, 1807, 1822, 1825, 1849, 1878, 1889, 1931 f., 1962, 1974, 2041, 2052, 2055, 2067, 2072, 2100, 2117, 2179, 2196 f. 2212, 2281, 2284, 2302 f., 2346 f., 2401, 2407, 2415, 2447, 2514, 2536f. Nåde: 1996 f.; - gave: 16, 35, 54, 265*, 277*, 312, 357, 386, 405, 774, 1697, 1722, 1810, 1861, 1949, 2184, 2541, 2713; - den oprindelige: 375 f., 399, 412; - Marias: 490 f., 721 f., 966; - og frihed: 600, 678, 1021, 1081; - retfærdiggørelse: 654, 727, 987*, 1266, 1987 f.; - og tjenester: 875, 893, 904, 910, 1084, 1121 f., 1167, 1262, 1303, 1558, 1641, 1670; - og tro: 53, 210, 308, 424, 644.

O Obduktion: 2301. Offer: - Gl. Testamente: 144, 433, 522, 614, 696, 1032, 1150, 1330, 1334, 1539, 1540, 2100, 2581; - Kristi: 462, 545, 606, 611, 613 f., 964, 1330, 1350, 1364, 1367, 1436, 1540, 1544 f., 1851, 1934, 2205, 2358, 2804, 2812, 2838; - eukaristiske: 1032, 1068, 1087 f., 1113, 1181 f., 1322 f., 1350 f., 1382 f., 1545, 1552, 1565, 1621, 1651, 1654, 1683, 1689, 2031, 2643, 2747, 2749. Olie, krisma: 695, 1183, 1237, 1241, 1289, 1293 f., 1510 f., 1672. Omskærelse: 527, 1150. Omvendelse: 160, 385, 442, 545, 591, 597, 639, 821, 981, 1036, 1041, 1072, 1098, 1206, 1229, 1248, 1375, 1422 f., 1427 f., 1470, 1472, 1502, 1637, 1792, 1848, 1856, 1886 f., 1963, 1989, 1993, 1999, 2092, 2581 f., 2608, 2708, 2731, 2784, 2795. Onde, det: 29, 164, 272 f., 309 f., 385, 677, 978, 998, 1427, 1431, 1502, 1606, 1706 f., 1732, 1751, 1765, 1777, 1789 f., 1850, 1889, 1933, 1950, 1962, 2148, 2284, 2302, 2362, 2379, 2539, 2568, 2750, 2850 f. Opdragelse, undervisning: 5, 407, 501, 902, 1601, 1634 f., 1652 f., 1783 f., 1810, 1908, 1914, 1917, 2125, 2221, 2223, 2229, 2344, 2370, 2526, 2581, 2685.

Opstandelse, opstanden: 349, 366, 428, 556, 625, 639 f., 659, 860, 966, 988 f., 1023, 1026, 1032, 1096, 1163 f., 1214, 1323, 1330, 1337 f., 1391, 1429, 1449, 1468, 1523, 1681, 1689, 1988, 2042, 2174, 2300, 2606, 2641, 2719, 2741, 2746, 2795, 2816. Ordinationens sakramente: 815, 1087, 1142, 1400, 1536 f., 1554 f., 1573 f. Se også Embedsbærer. Organtransplantation: 2296. Ortodokse Kirker: 838. Overtro: 2110-11, 2138*. Overtrædelse: 2069.

P Pagt: 55, 238, 288, 309, 346, 357, 580, 610, 992, 1080, 1102, 1846, 1863, 1961, 2260, 2562 f., 2571, 2713, 2795, 2829, 2841; - Gamle P.: 56 f., 121, 128, 200, 204, 489, 522, 527, 577, 695, 709 f., 759, 761 f., 781, 839 f., 1098, 1145, 1150 f., 1217 f., 1223, 1330, 1334, 1539 f., 1611 f., 1964, 2057 f., 2100, 2170, 2176, 2578 f., 2607, 2729, 2771, 2810 f.; - Nye P.: 63 f., 204, 292, 577, 611 f., 662, 762, 781, 816, 839, 859, 890, 1091, 1097, 1116, 1129 f., 1150, 1179, 1182, 1222, 1267, 1339, 1348, 1365, 1541, 1602, 1612, 1617, 1621, 1964 f., 2056, 2787; - ægteskabs: 1601, 1617, 1623 f., 1639 f., 2368, 2381, 2384, 2569, 2614, 2618. Pant: 346, 994, 1303, 1405, 1781, 1813, 2360, 2449. Panteisme: 285. Paracletos, Talsmand: 243, 388, 692. Se også Helligånden. Paradis: 374 f. Parusi: 1001. Pastoral: 6, 132, 857, 879, 886, 890, 927, 1175, 1560, 1571, 1669, 2172, 2352. Patriark: 60, 130, 205, 287, 528, 707, 839, 1297, 1610. Patriarkat: 887. Pave: 880 f. Permissivitet: 2526. Person(er): 31, 154, 357 f., 408, 646, 814, 878, 1088, 1142, 1261, 1295, 1466, 1501, 1603, 1643, 1700 f., 1730, 1777, 1878 f., 1907, 1929 f., 1956, 2158, 2273; - i Gud: 53, 189 f., 253 f., 432, 466, 580, 813, 996. Se Treenigheden. Peter (apostel): 85, 153, 194, 208, 424, 440 f., 552, 586, 599, 641, 715, 765, 816, 838, 862 f., 877, 880 f., 1226, 1287 f., 1369, 1444, 1481, 1851, 2121, 2262, 2600. Pinse: 595, 599, 696, 715, 731 f., 767, 830, 1076, 1152, 1226, 1287 f., 1302, 2617, 2623, 2818.

Politik: 407, 439, 596, 782, 899, 1740, 1882, 1901 f., 2108, 2237, 2242 f., 2406, 2431, 2491. Polygam(i): 1610, 1645, 2387. Polyteisme: 2112. Populær; folkelig: 1158, 1674, 1686, 2678. Pornografi: 2211, 2354. Presbyter/Ældste: 1461, 1510, 1516, 1538, 1554, 1562. Presbyterium: 877, 1354, 1369, 1567 f., 1588. Primat: 304, 792, 881 f. Privatåbenbaringer: 67. Profet: 61 f., 75, 201, 218, 243, 288, 332, 436, 522 f., 555, 558, 583, 672, 674, 678, 687, 702, 707, 762, 796, 1081, 1286, 1430, 1611, 1964, 1970, 2055, 2100, 2115, 2380, 2543, 2578 f., 2642, 2697, 2783, 2787, 2811; - Kristus: 436, 783, 1241, 1546, 1581; - Johannes Døberen: 523, 717 f. Profeti: 156, 585, 601, 711, 1964, 2004. Prostitution: 2355. Protestant: 406. Prototype: se For-billede. Prædiken: 94, 132, 249, 921, 1427, 2033, 2145; - Kristi, ved apostlene: 76, 523, 632, 677, 832, 1151, 1226, 1287, 1614, 1716. Præst: 611, 857, 877, 886 f., 1088, 1105, 1175, 1256, 1290 f., 1312 f., 1337, 1348, 1350, 1367 f., 1424, 1448, 1456, 1464 f., 1480, 1494*, 1516, 1519, 1547 f., 1553 f., 1562 f., 1572 f., 1577 f., 1581 f., 1623, 1630, 1669, 1673; - Gamle Pagt: 433, 436, 1150; - Kristus: 540, 662, 783 f., 1069, 1083, 1137, 1141 f., 1348, 1544 f., 1564, 1585 f., 2747, 2749. Præstelig, præstedømme, præsteskab: 63, 662, 782 f., 803*, 871, 873, 893, 897, 941*, 970, 1070, 1119 f., 1141, 1174, 1188*, 1268, 1273, 1279*, 1291, 1297, 1305, 1322, 1366, 1388, 1399, 1535, 1539 f., 1554 f., 1657, 1669, 2233, 2604, 2616, 2747, 2750, 2758*, 2812, 2815. Prævention: 2370. Prøvelse: 149, 164 f., 272, 395 f., 642 f., 672 f., 769, 901, 1473, 1508, 1742, 1808, 1820, 2847. Påske: 571 f., 731, 1067, 1164, 1169 f., 1334, 1339, 1340, 1363 f., 2175.

R Race: 775, 842, 1138, 1221, 1267, 1935, 2113, 2582.

Realpræsens, Nadveren: 1378, 2691. Religionsfrihed: 2108-09. Renhed: 574, 889, 2336, 2345, 2518, 2520 f., 2608. Rense: 42, 827, 856, 1023, 1393, 1428, 1474, 1676, 1723, 1847, 2527, 2711, 2779. Retfærdig: 58, 545, 588, 633, 769, 989, 1038, 1042, 1047, 1807, 1814, 1993, 2261, 2569, 2811, 2832 f.; - handle retfærdigt: 1697, 1754, 1778, 1787; - den retfærdige Gud: 62, 215, 271, 2086, 2577; - Jesus Kristus: 601. Retfærdiggørelse: 402, 519, 617, 651 f., 977, 1266, 1446, 1953, 1987 f., 1996, 2001, 2010. Retfærdighed: 54, 602, 671 f., 716, 729, 761, 781, 909, 1128, 1405, 1435, 1459, 1695, 1733, 1888, 1912, 1916, 2054, 2147, 2154, 2213, 2239, 2297, 2302, 2356, 2419, 2437 f., 2446, 2472, 2487, 2494, 2820; - før syndefaldet: 375 f., 400 f.; - Guds: 201, 271, 1040 f., 1861, 1953, 1987, 1991f., 2009, 2091, 2543, 2830; - Kristi: 402 f., 1224; - dyd: 1805, 1807, 2006, 2407, 2479, 2484 f.; - udlignende: 2411 f.; - fordelende: 2236, 2411; - retslig: 2237, 2476; - social: 1928 f., 2425 f., 2832. Rige, Guds: 160, 395, 436, 526, 541 f., 577, 659, 664, 669, 670, 709, 732, 736, 763 f., 782, 865, 981, 1023, 1042, 1050, 1086, 1107, 1130, 1151, 1164, 1168, 1187*, 1215, 1225, 1263, 1335, 1339, 1386, 1403, 1427, 1443, 1470, 1503, 1505, 1587, 1599*, 1617, 1680, 1689, 1716, 1720, 1817, 1861, 1942, 1967, 2159, 2546, 2565, 2603, 2612, 2632, 2660, 2683, 2770, 2816, 2830, 2837. Ritus: 522, 835, 923, 1075, 1125, 1149, 1203, 1214, 1234, 1262, 1289, 1293, 1513, 1573, 2180. Rosenkransen: 971, 2678, 2708. Rådets Ånd: 1831.

S Sabbat: 314, 345 f., 574, 582, 641, 1166, 2002, 2167f.*, 2190*, 2586. Sakramental: 3, 876 f., 1087, 1092, 1106, 1120, 1122, 1136, 1271 f., 1364, 1380, 1390, 1468, 1538, 1554, 1568, 1622. Sakramentalier: 1075, 1667 f., 1683 f. Sakramente: 309, 515, 556, 671, 698, 774, 790, 798, 833, 837, 875, 893, 947, 950, 980, 1113 f., 1692, 1811, 1966, 1972, 2003, 2014, 2030 f., 2120, 2122, 2625, 2839; - Kirke: 738 f., 766, 774 f., 849, 932, 1045, 2305. Salighed: 16, 257, 293, 294, 1022, 1048, 1257, 1700, 1703, 1720 f., 1762, 1768, 1818, 1855, 1863, 1877, 1934, 1949, 1950, 2034, 2547, 2548, 2639; - Saligprisninger: 459, 581, 932, 1658, 1697, 1716 f., 1820, 1967, 2015, 2444, 2517 f., 2546, 2603, 2660, 2821, 2833. Salmerne: 120, 288, 304, 702, 708, 716, 1081, 1088, 1154, 1156, 1176 f., 2579, 2585 f., 2625, 2657, 2762.

Salving: 91, 438, 690, 695, 698, 739, 1113, 1241, 1289 f., 1293 f., 1499 f., 1514, 2769; - Syges Salvelse: 1499 f., 1511, 1517, 1523, 1526*-27*, 1532*. Samarbejde: 488, 501, 968, 1091, 1108, 1993, 2062, 2206, 2272, 2282, 2291, 2632, 2675, 2738. Samfund: 336, 395, 771, 816, 837, 854, 899, 912, 1023, 1049, 1090, 1372, 1603, 1639, 1880 f., 1958, 2006, 2105 f., 2188, 2203, 2207 f., 2234 f., 2263 f., 2288, 2344, 2385, 2421, 2431 f., 2486, 2493, 2820; - social: struktur, liv, sammenhæng: 24, 57, 387, 407, 409, 899, 907, 1093, 1146 f., 1571, 1603, 1740, 1869, 1879 f., 1905 f., 1928 f., 2032, 2069, 2105, 2109, 2124, 2184 f., 2207, 2286, 2288, 2317, 2356, 2424, 2430, 2434, 2479, 2525, 2663, 2832, 2198, 2422; - socialisme: 2425. Samvittighed: 33, 912, 1014, 1385, 1435, 1454, 1458, 1480, 1700, 1706, 1749, 1776 f., 1806, 1848 f., 1860, 1903, 1907, 1962, 1971, 2039, 2071, 2106, 2242 f., 2311, 2524. Sandhed: 88, 91, 105 f., 144, 213 f., 1742, 1777, 2104, 2465. Satan, djævelen: 391 f., 538 f., 635, 1086, 1673, 1708, 1237, 2113 f., 2482, 2538, 2851 f. Segl: 698, 1121, 1183, 1216, 1273, 1274, 1295, 1296, 1297, 1300, 1304, 1320*, 1467, 1624, 1955, 2769. Seksualitet: 2332, 2336, 2337, 2353, 2360 f., 2373, 2390; - seksuelt misbrug: 2388, 2389. Selvbeherskelse: 736, 1832, 2340, 2342. Selverkendelse: 2340. Selvmord: 2281 f. Sheol: 633. Simoni: 2118, 2121. Sidste Nadver: 610-11. Sjæl: 33, 37, 360 f., 400 f., 786, 908, 990 f., 1021 f., 1035, 1308, 1323, 1703 f., 1813, 1934, 2002, 2332, 2516, 2562; - Kristi: 466 f., 625 f., 650, 1042, 1378. Skabelse: 31, 190, 198, 216, 235, 257, 280 f., 326, 332, 337 f., 355, 358, 374 f., 396 f., 536, 648, 703 f., 715, 792, 1040, 1045 f., 1066, 1082, 1138, 1145 f., 1224, 1265, 1328, 1333, 1350, 1359 f., 1469, 1602 f., 1692, 1700, 1955, 1999, 2085, 2105, 2169 f., 2293, 2336, 2402, 2415 f., 2500, 2566, 2569 f., 2586, 2589, 2606, 2630, 2637, 2666, 2705, 2746, 2809, 2814, 2852. Skaber: 43, 199 f., 238, 279 f., 325, 338 f., 841, 992, 1008, 1078, 1148, 1333 f., 1350, 1604 f., 1701, 1730, 1951, 1954, 1959, 2007, 2036, 2069, 2096, 2258, 2261, 2273, 2335, 2362 f., 2382, 2415, 2501, 2566 f., 2628, 2809, 2820. Skabning: 40 f., 213, 258, 260, 295, 300 f., 311 f., 326 f., 356, 395 f., 488, 671, 844, 970, 1148, 1214, 1265 f., 1394, 1703, 1884, 1930, 1951, 1992, 2095, 2113, 2416, 2500, 2628. Skattesvig: 2436. Skilsmisse: 1650, 2382 f.

Skisma: 817, 2089. Skrift, Den hellige: 58, 78, 80 f., 101 f., 326, 688, 993, 1088, 1098, 1117, 1160, 1347, 1437, 2625, 2653, 2762 f. Skyldfølelse: 1784, 2352, 2485. Skærsilden: 1030 f., 1472. Slaveri: - i Ægypten: 62, 205, 1221, 2170; - under synden: 549, 601, 635, 908, 1733, 1741, 2057, 2097, 2744; - slavekår: 461, 472, 602, 713, 876, 1372, 2414. Smiger: 2480. Sogn: 2179, 2226. Solidaritet: 344, 361, 953, 1699, 1849, 1939 f., 2224, 2239, 2281, 2402, 2407, 2438 f., 2494, 2496, 2829, 2831, 2850. Spiritisme: 2117. Spiritualitet: 2684, 2705. Spådomskunst: 2115 f. Sterilisation: 2297, 2398*. Sterilitet: 2379. Straf: 211, 1031, 1828, 1964, 2061, 2090. Strejke: 2436. Subsidiaritetsprincippet: 1883, 1885, 1894*, 2209. Substans: 200, 202, 241, 245, 251 f., 296, 465, 1356, 1376, 1400, 2502. Succession (apostolisk): 77, 94, 815, 833, 1087, 1209*, 1399, 1576. Sult: 544, 549, 556, 1039, 2269, 2535, 2831, 2835. Syg: 457, 1456, 1502 f., 1737, 2279, 2405; - Sygdom: 549, 1351, 1420, 1500 f., 1673, 2181. Symbol: 188, 375, 753 f., 1100, 1145 f. Synd: 1, 165, 211, 270, 309, 311, 386 f., 392, 430, 457, 493, 523, 535 f., 587, 598, 608, 654, 729, 817, 845, 976 f., 1008, 1073, 1213 f., 1393, 1422 f., 1455, 1502 f., 1550, 1606, 1695, 1739, 1811, 1846 f., 1871*, 1963, 1987, 1999, 2091, 2120 f., 2839, 2846. Syndefald: 55, 215, 257, 279, 289, 385 f., 548, 760, 1609, 1642, 2568; - Arvesynd: 37 f., 55, 279, 379, 386 f., 407, 1701, 1707, 1846 f. Synder: 29, 208, 298, 392, 545, 588, 598, 827, 1038, 1224, 1423 f., 1446, 1459, 1470, 1609, 1846, 2317, 2616, 2677, 2728;

- dødssynd: 1855, 1874*. Syndsforladelse: 404, 535 f., 610, 734, 981, 1122, 1263 f., 1365, 1393, 1846, 1989, 2616, 2838. Synedriet: 443, 591, 596. Syn(er), beskuelse: 65, 163, 294, 360, 633, 664, 684, 707, 712, 1012, 1023, 1028, 1032, 1045, 1274, 1602, 1720, 1727*, 2090, 2144, 2244, 2257*, 2519, 2548; - Spådomskunst: 2116. Synode: 887, 911. Sækularinstitutter: 928-29. Søndag: 1166 f., 1175, 1343, 1389, 1572, 2043, 2174 f., 2698.

T Tabernakel: 1183, 1330, 1379. Tavshed: 498, 533, 534, 635, 920, 1519, 2143, 2186, 2522, 2570, 2616, 2628, 2717. Tegn: 188, 306, 378, 463, 506, 530, 923, 1071, 1323, 1334, 1369, 1378, 1390, 1405, 1438, 1465, 1550, 1617, 1619, 1623, 1705, 2099, 2260, 2360, 2373, 2448, 2674, 2689; - Guds/pagtens: 346, 709, 1650, 2171, 2176, 2738; - Jesu Kristi: 117, 496, 515, 527, 529, 575, 640, 647, 701, 994, 1286, 1335, 1443, 1503, 1613, 2443; - messianske: 699, 762, 972, 1287, 2168; - og sakramenter: 628, 694, 695, 774, 775, 932, 1130, 1183, 1216, 1274, 1293 f., 1303 f., 1442, 1535, 1574, 1579, 2381, 2384, 2839; - Korsets: 786, 1668, 1671, 2157, 2159. Teknologi: 2293-94. Teologalt liv: 2607, 2803. Teologi: 94. Terrorisme, tortur: 2297 f. Theofani: 707. Tilbedelse: 245, 333, 347, 448, 528, 901, 971, 1078, 1083, 1178, 1185, 1378 f., 2096 f., 2143 f., 2502, 2626 f., 2691, 2781, 2807, 2855. Tilgivelse: 578, 976 f., 1441, 2838 f. Tillid: 39, 154, 215, 227, 301, 304, 396 f., 448, 1520, 2086, 2119, 2547, 2579, 2728, 2734, 2738, 2778, 2828. Tjenester i Kirken: 9, 24, 132, 331, 553, 574, 830, 858, 873 f., 1088, 1120, 1142, 1175, 1367, 1442, 1461, 1536 f., 1668, 1684, 2004, 2039, 2600, 2636. Tobak, misbrug: 2290, 1809. Tortur: 2297 f.

Tradition, Den apostolske: 75 f. Transcendens: 42, 212, 239, 285, 300, 443, 647. Transplantation af organer: 2296. Transsubstantiation: 1373 f. Treenigheden: 232 f., 292. Tro: - apostlenes: 84, 105, 171, 191, 245, 424, 440, 515, 641 f., 889; - Kirkens, bekendelse, lære: 11, 14 f., 26, 67, 88, 90 f., 114, 168, 172, 185 f., 235, 487, 598, 771, 836, 863, 890 f., 988, 1200, 1519, 1692, 1942, 2558, 2570; - trosakten: 150, 222, 1200 f., 2098, 2502, 2570; - teologal dyd: 144, 153 f., 683, 819, 1814 f., 2087 f., 2204, 2617, 2709, 2716; - troens liv, menneskets svar: 131, 142, 150, 160 f., 273, 357, 548, 651, 1083, 1102, 1248, 1785, 1804, 2038, 2226, 2609, 2611, 2690; - og sakramenter: 784, 977, 1122, 1253, 1303, 1327, 1510, 1644, 1656, 1680. Trofast/Trofasthed: - Guds: 81, 86, 207, 210 f., 346, 484, 710, 1061 f., 1334, 1640, 1642, 2346, 2465, 2474, 2570; - menneskets: 821, 828, 1061, 1064, 1206, 1502, 1550, 1574, 1611, 1624, 1634, 1643 f., 1832, 2044, 2101, 2147, 2156, 2182, 2213, 2223, 2340, 2350, 2363 f., 2787. Trosbekendelse: 167, 185 f., 199, 1816; - apostoliske: 194; - fra Nikæa-Konstantinopel: 195. - Træghed, Acedia: 1866, 2098, 2733. Trængsler: 556, 1717, 1820, 1971, 2642, 2734. Tvivl: 215, 506, 644, 2088. Typologi: 128, 130. Se Forbillede. Tyveri: 1958, 2401, 2408, 2412, 2453*. Tålmodighed: 227, 854, 1466, 1825, 1832, 2104, 2447, 2522, 2772; - Guds: 1932, 2811, 2822.

U Udholdenhed: 159, 162, 1810, 2016, 2573, 2729, 2850. Udviklingshjælp: 2437 f., 2440, 2441. Se også Fattigdom, Retfærdighed. Udødelighed: 999, 1405, 2347, 2837. Ufejlbarhed: 889 f., 2035. Ulydighed: 379 f., 489, 532, 614 f., 1733, 1850, 2515.

Umoral: 1852. Undfangelse: 536, 1703, 2270, 2274; - uplettet: 490 f., 2853; - jomfruelig: 496 f., 505, 512, 964. Univers(el): 279, 325, 341, 830 f. Uretfærdighed: 549, 1040, 1740, 1867, 1869, 2227, 2269, 2317, 2381, 2412, 2434, 2534, 2536. Usynlig: - Gud: 42, 142, 241, 299, 477, 515, 1159, 1701, 2502; - nådegaver: 774. Utaknemlighed: 2094. Utugt: 1852. Uvidenhed: 405, 597, 840, 1735 f., 1790 f., 1859 f.

V Valfart, troens vandring: 165, 583, 671, 675, 850, 954, 1013, 1344, 1392, 1469, 1483, 1674, 2101, 2581. Valg: 311, 391 f., 546, 765, 1033, 1470, 1577, 1723, 1733, 1755, 1777, 1781, 1786 f., 1859 f., 1970, 2230, 2289, 2339, 2343, 2710, 2729. Vandringsbrød: 1020, 1392, 1517, 1524 f. Vantro: 494, 591, 643, 674, 678, 1851, 2089. Velsignelse: 163, 492, 1009, 1077, 1078, 1079 f., 1217 f., 1245, 1328, 1334, 1347, 1353, 1360, 1375, 1396, 1402, 1538, 1624, 1630, 1642, 1669 f., 1717, 2090, 2373, 2589, 2626 f., 2701, 2767, 2781, 2803, 2834. Velvilje, god vilje: 214 f., 1037, 1829, 1900, 1937, 2213, 2416. Ven: 142, 1567, 1972, 2063, 2665; - venlighed: 736, 1832; - venskab: 277*, 355, 374, 396, 1023, 1030, 1395, 1468, 1865 f., 1939, 2010, 2347, 2359, 2480. Verden; Jesu Kristi: - antaget, sammenfattet, forsonet, forvandlet: 450, 674, 845, 932, 1047, 1186, 1394, 1449, 1505, 2748, 2844, 2853; - nye: 546, 655, 670, 732, 756, 916, 1043 f., 1589, 1687, 2717, 2794; - og synd: 29, 309 f., 388, 395, 401 f., 606, 613, 687, 729, 1008, 1433, 1851, 2061, 2097, 2354, 2538, 2852 f.; - skabt, skabelse af: 31 f., 199, 212, 216, 238, 257, 283 f., 326 f., 337 f., 602, 760, 1077, 1218, 2174, 2779; - opbygning af/liv i hjertet af v.: 79, 164, 303 f., 355, 360, 364, 373, 377, 571, 728, 769, 773, 782 f., 854, 873, 901, 909, 928, 977, 1068, 1083, 1533, 1562 f., 1742, 1809, 1882 f., 1941, 2044, 2104, 2337, 2365, 2401, 2407, 2438, 2545, 2548, 2818, 2820, 2831; - v.’s skæbne: 314, 676 f., 769, 1001, 1046, 1403, 1680, 2371; - Tredje verden: 2440. Videnskab: 31, 39, 284, 906, 1673, 1723, 1942, 2727.

Vidnesbyrd/Vidne: 54, 125, 165, 303, 642, 905, 995, 1303, 1630, 2058, 2683. Vielse, indvie: 438, 538, 901, 916, 931 f., 1150, 1294, 1297, 1352, 1376 f., 1535, 1538, 1548, 1556 f., 1672. Vievand: 1668. Vilje: 30, 51, 143, 154, 176*, 271, 294, 307, 330, 341, 348, 406, 462, 470, 475, 482*, 494, 506, 532 f., 555, 606, 612, 760, 831, 847, 967, 978, 986*, 1009, 1014, 1026, 1029, 1066, 1077, 1098, 1256, 1260, 1277*, 1281*, 1288, 1332, 1520, 1559, 1620, 1628, 1643, 1662*, 1704, 1731, 1734 f., 1804 f., 1834*, 1850, 1863, 1901, 1930, 1991, 2013, 2038, 2059, 2063, 2071, 2103, 2116, 2222, 2233, 2278, 2294, 2358, 2375, 2408, 2422, 2453*, 2518, 2559, 2564, 2575, 2589, 2600, 2620*, 2638, 2677, 2708, 2728, 2750, 2759, 2784, 2800, 2804, 2822 f., 2855. Vin/stok: 736, 755, 1027, 1106, 1333 f., 1345, 1375 f., 1403 f., 1988, 2074. Visdom: 30, 51, 120, 216, 251, 271, 272, 283, 288, 292, 295, 299, 301, 308, 310, 339, 348, 369, 472, 474, 531, 600, 712, 721, 759, 1299, 1303, 1542, 1640, 1676, 1783, 1831, 1884, 1950, 2010, 2215, 2236, 2419, 2500, 2690. Voldtægt: 2356. Vrede: 208, 210, 1765, 1866, 2257 f.*, 2302, 2577. Vækst: 7, 94 f., 387, 766, 794, 798, 874, 910, 1049, 1102, 1210, 1303, 1308, 1392, 1700, 1731, 2003, 2010, 2041, 2186, 2227, 2343, 2651, 2820, 2847. Våbenhandel og -produktion: 2316.

Y Ydmyghed, skrøbelighed: 159, 525, 559, 724, 732, 2540, 2559, 2612, 2628, 2631, 2706, 2713, 2779, 2854.

Æ Ægteskab: 372, 1113, 1210, 1534, 1601 f., 2101, 2201 f., 2225, 2333, 2350, 2360 f., 2685. - ‘s brud: 2380 f. Se Hor. Ære, hellighed,herlighed: - Guds, Kristi: 208, 210, 241, 245, 257, 293, 337, 374, 423, 525, 555, 572, 628, 659 f., 690, 730, 1727*, 1992, 2059, 2781; - den fremtidige, himmelske: 280, 326, 331, 697, 705, 769, 865, 916, 966, 1003, 1042, 1323, 1402, 1821, 2550, 2584; - ærer, priser: 259, 273, 350, 434, 449, 675, 690, 729, 1077, 1162, 1204, 1589, 2143, 2157, 2215 f., 2416, 2502, 2639, 2640, 2828. Ærefrygt: 1154, 1674.

Ø Økonomi, Guds frelsesplan: 258 f., 489, 1006 f., 1040, 1092, 1095, 1168.

Økonomi, statens: 2425, 2431. Økumene, økumenisme: 816, 820-22. Ømhed: 210 f., 239, 295, 1611, 2335.

Å Åbenbaring: 14, 26, 35 f., 50 f., 101, 105, 114, 124, 129, 142, 150 f., 201 f., 235 f., 272, 287, 294, 337, 384*, 387 f., 401, 438, 442, 474, 502, 515, 544, 561*, 648, 684, 702, 707, 732, 753, 891, 992, 1046, 1066, 1103, 1701, 1814, 1846, 1952, 1980*, 2059, 2085, 2115, 2143, 2204, 2387, 2419, 2500, 2568, 2583, 2642, 2779; - private: 65-67.