2 minute read

Fokus på den gode smagsoplevelse

Som inspiration til dit sommerkøkken skal vi denne gang forbi køkkenchef og ejer af Hotel Thisted, Michael Eriksen. Han byder ind med en nem og lækker forret til menuen.

Årstiderne er altid med i køkkenet hos Michael Eriksen, når han planlægger, hvad der skal på spisekortet i restauranten. Når havtornen står moden i kystlandskabet, så finder den også vej ind i retterne på Hotel Thisted. Det samme gælder svampene fra Thy’s skove i efterårsdragt og ramsløgene i det spirende forår. Michael Eriksens gastronomiske fokus og kurs er dansk gourmet mad – gerne tilberedt af og med lokale råvarer, med et strejf af det italienske og enkeltheden derfra.

Gæsterne i Restauranten bliver forkælet med råvarer, tilberedt med respekt for sæson og lokal oprindelse. Den gode smagsoplevelse er altid det Michaels hjerte banker for.

- Den gode smagsoplevelse er altid mit absolutte omdrejningspunkt. Det er den mit hjerte banker for, og vores egn har så mange lækre råvarer at byde på. De giver uendelige muligheder for at give retterne et lokalt islæt. Ved at arbejde med dem skaber vi jo smagen af Thy, og den er helt særlig, siger kokken, der efter 20 år med egen cafe og restaurant i Klitmøller, i 2017 - sammen med sin hustru Gitte - kastede sig ud drømmen om både at drive hotel og restaurant, da de købte Hotel Thisted.

Her skifter retterne i a la carte menuen flere gange hen over året, så der altid kan tilberedes lækre retter af årstidens udvalg.

- Når jeg kan finde tid til det, så holder jeg selv meget af at komme ud i naturen og finde og plukke de vilde råvarer, vi har adgang til i Thy. Ramsløgene kommer jo også hvert år, og der spreder sig en helt særlig duft i områderne, når de blomstrer. Den får du ikke med, hvis du blot køber et bundt. Det er som om, at smagen bliver forstærket, når du selv har høstet de ingredienser, du bruger i din madlavning, siger han.

Broccolipesto

En nem og lækker forret med ramsløg, pocherede æg og røget mørksej

Skær broccoli i små buketter og hak de friske ramsløg groft. Put det hele i en blender eller en foodprocessor. Skræl et halvt æble og skær det i tern og put det i maskinen. Tilsæt olie og blend det godt sammen. Herefter smages det til med salt og hvidløg.

Kom vand og eddike i en gryde og bring det i kog. Skru ned, så vandet holder sig lige under kogepunktet. Slå æggene ud i hver deres kop. Bring vandet i bevægelse med en træske ved at rører mod uret. Hæld forsigtigt ægget i vandet, og saml hviden rundt om blommen. Lad ægget være i vandet i 3 min ca. til hviden er stivet, men blommen er flydende. Tag herefter ægget op med en hulske og put det i koldt vand for at stoppe kogningen.

Anretning: Placer en ring af metal eller plast i midten af tallerkenen, og put et par skefulde broccolipesto i, og jævn det ud. Fjern ringen, og læg det pocherede æg oven på. Top retten af med tyndskåret røget mørksej.

Velbekomme.

Ingredienser til 4 personer: Broccolipesto m/ ramsløg:

- 130 g broccoli

150 g groft hakket ramsløg

3 fed hvidløg

- ½ æble - 2-3 tsk salt - 1,5 dl olie

- 8 skiver mørksej

Pocherede æg:

4 æg

- 2 liter vand

- 2 ½ spsk. eddike

This article is from: