Altings begyndelse af Karolina Ramqvist

ALTINGS BEGYNDELSE

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 1

13/01/14 12.03

Af samme forfatter p책 dansk: Hans pige. Roman, 2009

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 2

13/01/14 12.03

KAROLINA RAMQVIST

Altings begyndelse Oversat af Sidsel Falsig Pedersen

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 3

13/01/14 12.03

Altings begyndelse Oversat fra svensk efter „Alltings början“ © Karolina Ramqvist, 2012 Published by agreement with Norstedts Agency, Stockholm Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2014 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Garamond pro hos An:Sats, Espergærde Tryk: ????

ISBN 978-87-7973-603-0

Oversættelsen udgives med støtte fra

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 4

13/01/14 12.03

M

in mor ligger i en seng på fødeafdelingen på hospitalet i ­Söder, på en af de stuer der vender mod Årstaviken med udsigt over vandet og grædepilene der hænger ud over strandkanten.

Jeg tror det er en søndag, klokken er næsten elleve, og formiddags­ lyset som falder ind gennem vinduet, reflekteres i hendes ansigt. Det er den sidste fase nu. Hendes hud er blank og våd, og den mønstrede bomuldsjersey bluse hun har valgt – jeg ved at den er særligt udvalgt til denne lejlighed, og jeg ved at hun har argumenteret for at beholde sit eget tøj på – står åben så brysterne vælter ud, tunge og bløde med erigerede brystvorter som er blevet mørkere så det søgende barn skal finde dem.

Hendes ansigt vender opad som om hun ser op i loftet, men hun ser ikke noget. Håret klæber mod halsen, og hun har rester af mascara og eyeliner under øjnene. Hun var vel i byen aftenen inden, på et af de steder man tog hen når arbejdsdage fortsatte videre ind i natten, og folk drak øl og røg og diskuterede de nye kunstnerlegater eller manipulationen i atomkraftsspørgsmålet, Milton Friedmans nobelpris eller fængslingen af Mao Zedongs enke Jiang Qing i Peking. Noget af alt det der stadig foregår uden for dette værelse.

Hun ser ud som man forventer en fødende kvinde skal se ud.

Sveden og anstrengelsen. Blikket som får os andre, dem som befinder sig lige der, og os som ser det på film her så længe efter, til at konkludere at ingen kan forestille sig hvad der sker inde i hende lige nu.

5

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 5

13/01/14 12.03

Hun hiver efter vejret og presser sig mod puderne som sygeplejersken har stablet bag hende i sengen, hun trækker vejret hurtigt med lette åndedrag ind gennem næsen og ud gennem munden, læberne er spændte som små mandarinbåde. Et par årer er trådt frem på hendes pande, hendes fingre stritter og griber fat om lagnet hun ligger på så knoerne bliver hvide. Hendes ansigt forvrænges ved hver bølge af smerte, og hun skriger flere gange med lukket mund. Øjnene åbnes og lukkes. Blikket er fraværende, håret gennemblødt af sved.

Jordemoderen træder et skridt frem mod sengen og siger noget man ikke kan høre. Med hendes hjælp lykkes det min mor at skifte stilling så hun sidder på knæ midt i de krøllede kommunale lagner.

Hun jamrer sig og klynker som et barn og vugger fra side til side.

Hun åbner munden og udstøder en lyd der ikke lyder som noget jeg nogensinde før har hørt, slet ikke fra hende. Jordemoderen lægger sin ene hånd ovenpå min mors på madrassen og stryger hende over ryggen, på en gang beroligende og hårdt. Hun gnider hånden mod min mors hud under det rødlilla blusestof som nu er gennemblødt, og siger noget i hendes øre.

Der er flere mennesker på stuen. Man ser dem ikke og hører dem heller ikke, men man kan fornemme deres tilstedeværelse, man fornemmer deres blikke vendt mod sengen, deres koncentration når min mor giver en ny uvirkelig lyd fra sig, og livet penetrerer hende indefra og barnets, det vil sige mit, hoved stikker ud af hende.

Hun falder frem over den lille krop, min lille krop, jeg ser hendes øjne, og hvordan hun tager babyen op som er klistret af blod og fosterfedt, på sit bryst og synker tilbage mod puderne igen.

Når jeg ser det her, så ville jeg ønske jeg vidste hvad det betyder at jeg er blevet født, hvis det forandrer noget.

De hvide knæstrømper er gledet ned og hænger i ål omkring hendes lægge. Navlestrengen skal klippes over med det samme, af sygeplejersken eftersom ingen far står klar ved sengen, men i det 6

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 6

13/01/14 12.03

her øjeblik løber den stadig som en trosse, en fortøjning mellem hendes store krop og min lille. Hendes lår er slappe og adskilte nu og skeden flækket som et stort sår, tilstrækkeligt vidt og bredt til at jordemoderen kan føre hånden ind og lirke moderkagen ud.

De handskeklædte hvide fingre mod hinderne og kødet derinde i det hulrum der stadig, efter barnet er ude, indeholder noget af verdensrummet og uendeligheden. * Min mor var seksogtredive år den dag hun fødte mig. Hun havde altid villet have børn, det vidste hun, men børn var en risiko, og der var også andet hun ville med sit liv. Derfor udsatte hun det indtil hun ikke turde vente længere. Selvom hun sikkert ville have været fertil i mange år endnu, sagde hun senere. Mange af hendes veninder fik aldrig børn, de ville ikke have nogen sagde de, enten fordi de ikke mente at den her verden fortjente flere unger, eller fordi de ikke mente der var plads til dem i deres liv.

Min mor har bestemte ting hun altid siger om det. Hun fortæller at hun fik moderkagen med sig som planlagt da hun blev udskrevet, og at hun lagde den i fryseren da hun kom hjem med mig. Senere tog hun den ud og gravede den ned mellem træerne i parken bag det højhus vi boede i dengang.

Hun siger at graviditet ikke er nogen sygdom, at det at føde børn ikke gør ondt eller i det mindste ikke er en smerte man skal være bange for, men en nydelse at se frem til. Et privilegium og den eneste praktiske mulighed for at mennesket i dette liv får en forbindelse med evigheden.

Hun forsikrer altid mig og alle som lytter, om at det ikke var spor underligt at blive filmet mens hun fødte sit eneste barn. Og så fortæller hun at hun forberedte sig ved hver morgen og aften under hele graviditeten at massere skede og mellemgulv med en koldpresset olie af morgenfrue, arnica og mandel – og at det var derfor hun 7

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 7

13/01/14 12.03

ikke revnede den mindste smule da jeg kom ud af hende som en kanonkugle den formiddag.

Det var i november 1976.

Sex Pistols var netop klatret op ad den engelske hitliste med Anarchy in the UK, og min mor var glad for at hun var en af dem som nåede at opleve en af deres koncerter på 100 Club i London.

Olof Palme havde undgået at blive myrdet af en chilensk specialagent, hed det sig, Jimmy Carter var blevet USA’s præsident, og min mor var engageret i en radikal feministisk aktionsgruppe for den naturlige fødsel i Sverige og for at lade kvinder føde på deres egne betingelser, med deres egne kroppes intelligens som ledetråd. De samarbejdede med jordemødre og gynækologer over hele landet.

Fødslen foregik uden smertelindring og blev foreviget af en dokumentarfilminstruktør hun havde haft et passioneret forhold til.

(Ikke min far, desværre.) Da jeg var lille var det en tradition på min fødselsdag at min mor fortalte om fødslen og om det mirakel det var at få børn og give liv, og da jeg fyldte syv år sendte filmmanden en video med filmen til mig. I den vatterede kuvert lå også et brev hvori han fortalte om det arbejde som min mor og de andre kvinder i gruppen lavede, og om den efterårsformiddag på hospitalet. Han skrev at filmen senere blev brugt på fødselsforberedelseskurser og i kvindegrupper. Over hele Europa, ja måske hele verden så vidt han vidste, har hundredetusinde jordemoderstuderende, skoleelever og kommende forældre bevæbnet med notesblok og blyant studeret min ankomst. Håret på mit hoved da det kommer frem og blandes med hendes kønshår, mit første skrig der bryder stilheden i rummet, blodet på indersiden af hendes lår. Alle disse intime detaljer om hvordan alting begyndte.

Det gør ikke mig noget, snarere tværtimod. Det føles næsten passende at alle disse mennesker har set min entré i denne verden.

Det som irriterer mig når jeg ser den er at jeg ikke fik min mors kobberfarvede hår og perfekte amorbue og hendes slanke, smukke 8

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 8

13/01/14 12.03

ben. Og hvis jeg skal være ærlig kan jeg ikke rigtig tro på hendes påstand om at netop dette er det største af voksenlivets mirakler. * Min mor siger at barndommen sidder som en kniv i halsen på os mennesker, den er ikke let at trække ud. Lige fra begyndelsen anstrengte hun sig for at opdrage mig til at være en selvstændig pige og en stærk kvinde. En kvindekraft. Jeg forstod at det var hendes hensigt, men jeg forstod ikke hvordan det skulle lykkes. Hendes plan for mig passede ikke med den person jeg så mig selv som da jeg var barn, jeg var for lille og for bange, for svag, jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle kunne blive som hende – men jeg stolede på hende.

Og jeg stolede på at det bare ville ske af sig selv.

Hun sagde altid at hvad jeg end gjorde, og uanset hvad der skete, så måtte jeg aldrig nogensinde blive økonomisk afhængig af en mand. Hun kunne sige det når vi stod ved busstoppestedet og ventede på bussen ind til byen, når vi gik gennem legepladsen på vej hjem, eller når vi stod i kø i den lille butik hvor hun altid købte makaroni og fiskepinde. Der må have været nogen eller noget som fik hende til at tænke på det netop i disse situationer, og hun lød altid alvorlig når hun sagde det. Hun arbejdede halvtid som sekretær på et kontor og halvtid i sit atelier. Om aftenen arbejdede hun lidt mere, og så fortalte hun mig kvindernes historie, om hvordan de altid havde været umyndige og ufrie, og når vi gik til og fra børnehaven viste hun mig de kvinder som hun mente havde taget uselvstændigheden med sig videre ind i det moderne liv. Hun pegede på dem der stod i regntøj med barnevogne i parken, dagplejemødre og hjemmegående husmødre, og hun fortalte om deres livsbetingelser, at være hvide mænds slaver. Men hun sagde aldrig noget om bare at være afhængig af en mand uden den økonomiske transaktion, uden at få noget ud af det.

9

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 9

13/01/14 12.03

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 10

13/01/14 12.03

1

D

en første gang jeg ser ham, er den første dag i gymnasiet.

Det er den 23. august 1991, en varm trykkende dag. Jeg bor sammen med min mor et kort stykke vej fra skolen. Min mor har etableret sig som kunstner – hun maler, for det meste – og vi har forladt forstæderne til fordel for et hus fra århundredeskiftet med indgang fra en brostensgård der ligger i skyggen af en hestekastanje og er omgivet af en mur hvorpå nogen har sprayet ordene YUPPIEFRIT SÖDER. Viceværten har tilbudt at male det over, men min mor har sagt at det gerne må blive stående for hendes skyld.

Hun har ikke noget imod det.

I gården, i et hus der var stald til brandstationen der lå her i begyndelsen af århundredet, en af fem som blev bygget i Stockholm dengang, ligger et fotostudie, og på loftet bor en afroamerikansk saxofonist som har spillet med Charlie Parker. Han er også maler og holder kurser for kvinder på loftet. Kurserne er åbne for alle, men de tiltrækker kvinder på min mors alder, og vi studerer deres værker som står fremme ved vores loftsrum. Lige da vi var flyttet ind, sagde min mor altid at hun genkendte stedet. Der var noget velkendt ved huset og gården, sagde hun, hvordan træet stod, kastanjerne på jorden. Så mødte hun saxofonisten, i vaskekælderen, og kom i tanke om at hun flere gange havde været til hans fester deroppe på loftet. Hun fnøs af malerkurserne han holdt, og lavede sjov med at hun ville gå op og vise madammerne hvordan man gjorde.

Kastanjen er over to hundrede år gammel og ser ud til at være ved at vokse op over taget. Jeg tænker altid på den som en overlever; 11

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 11

13/01/14 12.03

hvordan man for halvfems år siden valgte at bevare netop den da man byggede huset og brandstationen og gården og lagde brosten rundt om dens rødder. Denne morgen går jeg ned og stiller mig under den. Jeg læner kinden mod barkens fugtige lugt og beder en stille bøn til træet om at det skal passe på mig. Jeg håber at ingen ser mig, men i det samme kommer naboen selvfølgelig, min nydelige nabo hvis far er forfatter. Han drejer sit elegante lyse ansigt mod mig med et træt blik og forsvinder.

Jeg tror han synes det er mærkeligt at bede til træer.

Mit tøj har været planlagt i flere uger: Converse, strømpebukser og knælang hvid kjole med smalle skulderstropper. Vejen til skolen er kort, en ensrettet gade hvor folk ser på hinanden når de går forbi på fortovet.

Og de ser på mig. Kjolestoffet svajer så det ligesom vipper når jeg går, og det får mig til at tænke på 1950’erne. Jeg sætter fødderne ned tæt ved hinanden på en tænkt linje. Det gør ikke noget at de kigger, tværtimod. Jeg betragter fortovet som min egen catwalk, jeg vil have at alle skal se mig nu. Helst vil jeg have at de vender sig om efter mig.

Jeg drejer ind på en mindre gade, går rundt om hjørnet forbi modelbureauet og keramikeren der ligger her, og så gennem støbe­ jernslågerne op til murstensbygningen der ligger på en asfalteret bakke og venter. Den er opført som et meget alvorligt anliggende, den troner som et kundskabens monument med spidse stukkaturer der stikker ud under bliktaget og hen over vinduerne.

På nogle af vores gåture, som på det sidste har haft tendens til at gå stadigt mere denne vej, har min mor fortalt at skolen er typisk for hvordan man byggede skoler i Stockholm i den sidste del af det forrige århundrede, med rækker af gange omkring en aula.

I aulaen er der en halvrund scene omgivet af forgyldte lægter og søjler, en scene som af eleverne i mange år kun er blevet betragtet 12

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 12

13/01/14 12.03

som et sted at hvile foden på langs den allerede fastlagte rute mod de andre scener, de rigtige scener. Det kongelige teater, Broadway, hvad som helst. De har så mange forventninger og er så fulde af lyst til fremtiden.

Jeg går op ad stentrapperne og ind uden at hilse på nogen særlig, kaster bare et hurtigt blik på dem der står udenfor for at se om jeg genkender nogen, men det gør jeg ikke. Dette er en skole alle gerne vil gå på, dette er en trappe alle gerne vil gå op af, disse slidte trappetrin vil alle gerne betræde.

Dem der går her, kommer fra hele landet, selvom de fleste lader som om. De har tilmeldt sig folkeregistret hos slægtninge i Södermalm, søgt ind på æstetiske linjer eller valgt sjældne sprog som man ikke kan bruge, kinesisk og russisk, for at komme ind. De har forestillet sig hvordan deres liv begynder her, og hvordan de kommer til at stå på trappen med en cigaret i hånden og en digtsamling af f.eks Mare Kandre eller Artur Rimbaud i lommen med følelsen af at dette er begyndelsen på noget fantastisk. Et fantastisk liv. De har drømt om denne dag så længe.

Så er der os andre, os som er så heldige at gå her fordi vi tilfældigvis bor i nærheden, og som lader som om vi er ligeglade, som om at det umuligt ville havde været lige så vigtigt for os at forsøge at komme ind hvis ikke vi boede her.

Jeg lærer en person at kende den første dag. Hun hedder Pauline.

Det udtales med „o“ og en kort anden stavelse – Polinn – hvilket hun kommer til at påpege i et års tid, indtil hun bliver træt af det.

Efter vi er blevet råbt op i aulaen kommer hun hen til mig på trappen hvor alle står og ryger, og beder om en cigaret. Hun er høj og tynd – rigtig tynd, ikke bare sådan at hun ikke er tyk – og har en lillebitte afbleget cowboyjakke på af præcis den slags som jeg gerne vil have. Hun har kridttykke eyelinerstreger om øjnene og hår jeg også gerne vil have, mørkt og langt. Efter vi har overstået lidt 13

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 13

13/01/14 12.03

indledende bemærkninger og sagt noget til hinanden om at det er sejt at ryge i skolen når man går i gymnasiet, og jeg har betragtet hendes ridsede benzinlighter og hendes sølvringe og afbidte neglelak, spørger hun om jeg vil med. „Jeg skal vise dig noget,“ siger hun.

Det er noget i byen hun har tænkt sig at bruge sit efterårssemester på, og hvis jeg vil være hendes ven, så kan jeg lige så godt se det med det samme med egne øjne. „Okay.“ Pauline er også bare havnet her uden at behøve anstrenge sig.

Hun bor i et nyt hus bag skolen som hun siger er bygget af plastik i firserne. Et hus med steril lykke og trivielle bekymringer. „Der er ikke noget rigtigt liv der,“ siger hun opgivende.

Med taskerne fulde af fotokopier med information om skoleåret går vi ud gennem lågerne og nedad Götgatsbacken med dens lampebutikker og pubber. Pauline sludrer videre om latin eller græsk eller almen sprogvidenskab og om musikeleverne hun har hørt er uudholdelige fordi de altid synger på gangene og optræder i aulaen hver fredag. Hun siger at hun har hadet skolen det sidste år og har længtes så meget efter at starte i gymnasiet. „Nu kan man gøre hvad man vil,“ siger hun. „Ikke også? Endelig.“ Ved Slussen åbner byen sig for os, skiftevis støvet og glimtende i solen. Skærgårdsluften blander sig med udstødningsgasserne da vi skrår over Södermalmstorg og går ned mod Skeppsbron langs vandet. Rundt om slottet og Kungsträdgården ligger byen sløvt udstrakt i al sin officielle anonymitet, som om intet er sket. Som om det stadig var sommer, ferie, og ingen grund til hastværk. Og for de franske og italienske turister der går rundt i grupper, er det sådan. Deres tid begynder nu hvor vores slutter.

Vi går forbi Tehuset og elmetræet som min mor og hendes ven14

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 14

13/01/14 12.03

ner forsvarede da de var unge, forbi springvandet hvor de gambianske rastafarier sælger græs og hash, og forbi Piccolino. Pauline tager mig med videre over Norrmalmstorg, forbi Nybroplan og ud på Strandvägen hvor en række skærgårdsbåde ligger fortøjet ved kajen sammen med en kæmpe praleyacht, et skinnende ginpalads.

På en mere afsides plads henne ved benzinpumpen ved broen over til Djurgården står en campingvogn. Det er en gammel sølvfarvet amerikansk trailer med indbygget cafédisk i sidevinduet og borde og stole foran på det lille brolagte stykke jord mod kanalen. Pauline griber fat i mig og siger at sæsonen snart er slut, men at næste sommer skal vi herhen hver dag.

Først forstår jeg ikke hvad hun taler om, men så kan jeg se det.

Spredt ved bordene sidder nok ti mennesker. De har solbriller på, ryger, læser. En og en eller to og to. Jeg har været på alle de der steder med udendørsservering der føles så sommerlige at det gør ondt, og så uopnåeligt fyldt af voksenliv og, ja, seksualitet … at det er som om noget går i stykker indeni. Men her har jeg aldrig været.

Det er småt, og der er ikke engang et skilt med et navn på, men folk her ser ud som om det er det eneste sted i verden der er værd at være. Ved bordet tættest på os sidder en kvinde med barberet hoved og en hvid pitbullterrier i snor og spiller backgammon med en lavstammet mand med store sølvringe på hænderne og et jakkesæt som ligner en pyjamas. De er fordybet i en intens samtale – de ser ud som sådan et Sartre og Beauvoir-par, et par som taler med hinanden – og slet ikke bemærker at jeg kigger på dem, på linjerne i deres blege ansigter, hænderne som gestikulerer og kaster terningerne, cigaretpakken på bordet foran dem.

Jeg vil finde et bord til os og gå hen til lugen og bestille, men Pauline stopper mig. „Vi bliver nødt til at gå,“ siger hun. „Jeg ville bare tjekke her først.“ Hun tager mig med tilbage langs Strandvägen igen, forbi de 15

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 15

13/01/14 12.03

små damer der står udenfor møbelbutikken og ser på boligting i udstillingsvinduet, forbi trappen til Dramatens billetkontor hvor folk sidder og soler sig og spiser is, og forbi Sloppys indgang som ser anonym ud her midt på eftermiddagen hvor kun nogle mørke pletter på asfalten sladrer om de fulderikker der står i kø her om natten.

Pauline standser ved bistroen på hjørnet der hedder Vau de Ville.

Hun træder et par skridt til siden på fortovet og kigger hurtigt ind gennem vinduet. Så nikker hun ivrigt til mig, og vi går arm i arm ind gennem svingdøren.

Jeg har været her med min mor, hun kan lide stedet fordi det minder hende om Paris, siger hun, altid med et undskyldende grin fordi hun føler sig fjollet over at det er lykkedes nogen at få hende til at føle sådan. Fordi en almindelig Stockholmsrestauratør med lidt stil har kunnet røre hendes frankofile hjerte med sin kopi.

Pauline siger au lait med „ä“ som man skal, og ikke som det spanske olé som nogen gør – som om fransk eller spansk er det samme, eller som om vores dialekt ikke tillader noget andet. Så peger hun i smug på en mand som sidder henne ved vinduet. „Der,“ siger hun. „Stockholms smukkeste mand.“ Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men ikke det. Jeg havde slet ikke forestillet mig at det var en fyr hun ville vise mig. Jeg troede hun var en cool pige. Jeg kan ikke fatte at hun helt utilsløret siger at hun har tænkt sig at bruge efteråret på … en mand.

Bare ordet „mand“ lyder næsten unaturligt voksent, men det er det der passer bedst. Han er temmelig høj og slank med skrånende skuldre, kort sort hår og et ligesom farveløst, næsten gennemsigtigt ansigt med bløde træk. Det mest overraskende er et smalt overskæg der sidder over den stramme lille mund; sådan et overskæg man kan forestille sig sidde på en femtenårig med boret knallert ude på bøhlandet et sted. Eller en tysk pornostjerne. Det er flere nuancer 16

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 16

13/01/14 12.03

lysere end håret. Hans øjne er små med et skarpt blik og jeg kan gå med til at han ser „speciel“ ud, men han er ikke pæn. Han ligner ikke en som Pauline, selv uforbeholdent smuk, burde have lyst til at bruge et helt efterår på. „Hvad synes du?“ hvisker hun og ser på mig, og jeg lægger mærke til at hendes øjne stråler. „Er han ikke elegant?“ Hun bruger sådan nogle ord, som elegant. Eller „flot“. Eller endda „stilfuld“. Hun taler som tøserne fra de børnerige boliger og fyrene fra Söder i skænkestuen før i tiden. Jeg ved ikke hvorfor.

Jeg nikker så entusiastisk jeg kan. Den totale ærlighed jeg forventer som en del af det venskab jeg vil have med hende, må vente lidt. „Den mest elegante jeg kender,“ fortsætter hun og tager ringfingeren ind mellem læberne for at bide endnu mere af den allerede afskallede røde neglelak. Hendes fingre er slanke og neglene små. „Jeg har aldrig set nogen som ham.“ „Hvor længe har du …“ „Udspioneret ham?“ „Ja. Okay.“ „Hele sommeren. Siden niende.“ Hun tager lighteren og en Lucky Strike fra en pakke hun har i tasken. Jeg tænker på om hun også havde sine egne cigaretter da vi stod på trappen, og hvordan hun har råd til at købe dem. Hun læner sig mod mig og begynder at tale lavt og hurtigt. „Du synes måske at det er mærkeligt, men det er ikke kun mig.

Han har en hel flok liderlige damer der følger efter ham og sidder på forskellige barer og glor på ham.“ Hendes øjne lyser. Hun tager et sug af cigaretten og skæver til hans bord ved vinduet. „Jeg troede jeg var en den eneste tåbe, men jeg har opdaget at vi er et helt kobbel af tåber som følger efter ham. Og når han skifter sted bliver vi alle hjemløse!“ Hun skærer en grimasse og gemmer ansigtet i hænderne et øjeblik. „Jeg gad vide om han gør det for at genere os.“ 17

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 17

13/01/14 12.03

Hun ser på ham igen. „Altså, han bruger restauranten som kontor.“ „Hvad laver han så?“ „Han sidder og arbejder og holder møder. Nogle gange er han også på Saturnus og nogle gange på Tranan.“ „Hvad er det?“ Hun ser både henrykt og bekymret ud og jeg ærgrer mig straks over at jeg har ladet hende forstå at jeg ikke ved hvad hun taler om, men det er for sent, og inden hun når at svare spørger jeg hvad det er han arbejder med. Hun ser endnu mere henrykt ud. „Ved du det ikke? Ved du ikke hvem han er?“ „Nej.“ „Victor Schantz! Han er eventmager!“ Hun griner og skal til at sige noget mere, men tager sig i det da en kvinde i motorcykeljakke strejfer hendes albue, siger undskyld og går hen til hans bord. Hun har en kamerataske over skulderen og noget der ligner en stor blok under armen. Han rejser sig med det samme og kysser hende på kinderne, og så sætter de sig igen, hun på stolen ved siden af hans. „Han hedder Victor Schantz,“ gentager Pauline. „Du har sikkert hørt navnet.“ „Ja,“ lyver jeg. „Han var med i en artikel om de nye hippe eventmagere. Han er vel den nyeste og hippeste af alle de nye hippe eventmagere hvis ikke jeg har misforstået det hele.“ Hun siger det med tydelige citationstegn om ordene „hip“ og „eventmager“ – for at jeg skal forstå at det ikke kommer fra hende, det er en analyse leveret af en eller anden geskæftig journalist som sikkert kommer fra provinsen, men gør alt for at skjule det. Alligevel virker denne Victor pludselig en anelse frygtindgydende. Kvinden der satte sig ved hans bord, tager sin blok frem og en kalender i skind med masser af post-it sedler stikkende ud af siderne. Han pakker 18

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 18

13/01/14 12.03

sin bærbare computer sammen, og vi ser på mens han lægger den ned i en særlig taske, og hun bestiller. Det ser ud som om de skal holde møde. „Han er single,“ siger Pauline. „Eller det kan jeg jo ikke rigtigt vide vel, men det må han næsten være når man aldrig ser ham med noget der ligner en kæreste.“ „Måske er han bøsse?“ Jeg kan godt lide at se hvordan Pauline farer sammen. Har hun ikke tænkt på det? Han har jo tydeligt feminine træk, en følsomhed over sig.

Men hun ryster på hovedet. „Nej, det ved jeg at han ikke er.“ Jeg bliver ved at betragte ham. Jeg ser også på hende han taler med, for at det ikke skal være for åbenlyst. Det ser ud som om de planlægger noget sammen, regner, skriver notater, bladrer i kalenderen.

Jeg har aldrig holdt et møde, men jeg kan godt se mig selv med sådan en kalender, fyldt med vigtige møder, og måske også med lige præcis den jakke hun har på.

Tjeneren kommer hen til deres bord med hendes bestilling, og Victor Schantz bestiller noget mere, og jeg får følelsen af at det er som Pauline siger, det er ikke bare os som sidder og ser på dem i smug. Alle herinde iagttager dem, men lader som om de ikke gør.

Alle vil gerne vide hvad de taler om.

På den måde er restauranten en scene, ligesom gaden er det. Jeg har lagt mærke til det et stykke tid nu når jeg går hjemmefra. Når jeg åbner hoveddøren og træder ud på fortovet, er det som at gå ud på en scene, jeg tager en dyb indånding og mærker en sitren stige op gennem brystet. Publikum venter derude.

Ved de fleste borde sidder man ved siden af hinanden i stedet for overfor hinanden, vendt mod gaden. Restauranten er åben mod fortovet på begge sider, så alle som sidder her, kan se hvem der går 19

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 19

13/01/14 12.03

forbi, og hvem der går ind i Kungsträdgården. Og dem der går forbi, ser os. Men jeg kan mærke at det ikke er nok. Jeg synes der burde komme en fotograf hen og tage et billede af os, forevige os mens vi sidder her, og alt det blanke på bordet lyser i solen.

Ingen af os gider gå tilbage. På bænken ved busstoppestedet sidder en pige som jeg tit ser uden for vores hus. Hun ser næsten bevidstløs ud. Hun har et par gamle nedslidte hvide pumps som hun plejer at gå rundt i, men hun må have tabt den ene for nu har hun kun en sko på. Hun reagerer ikke da bussen kommer drønende inden den bremser op, og næsten heller ikke da hendes fyr glider tungt ned ved siden af hende. „Der er hun,“ siger jeg til Pauline da vi står på. „Stakkels pige.“ Vi sætter os langt tilbage i bussen. Jeg ser ned på parret på bænken, jeg har svært ved at få øjnene fra dem. Jeg ved at man ikke bør gøre det, men det er svært at lade være at glo på folk hvis udseende sladrer om at de bor på gaden. Jeg tænker altid på hvordan de er havnet der. „Hvorfor har du ondt af hende?“ spørger Pauline. „Men det kan du da se, hun er jo helt stenet.“ „Ja,“ siger Pauline uden at se på mig. „Men hvad ved du om hvordan hun har det? Måske synes hun det er synd for os som ikke er helt stenede.“ Da bussen kører tager hun en tyk bog op af sin taske og viser mig den. Smudsomslaget er krøllet med en flænge tværs over det ene hjørne som hun har sat sammen med et stykke tape der går helt op til titlen: Kvinder. Hun siger at hun mangler femogtredive sider, men ikke vil have at bogen skal slutte. Hun har lånt den af sin mor som hun siger ikke ser ud til at fatte hvad den handler om.

Jeg spørger hende hvad hendes mor laver, og hun siger at hun er gestaltterapeut slash rødvinsvenstrefløj.

Jeg siger at jeg læste bogen i sommerferien, og da jeg kommer hjem må jeg lede efter den i over to timer. Jeg ved at den må være 20

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 20

13/01/14 12.03

i biblioteket, jeg ved at jeg har set den der, men jeg er lige ved at give op da jeg finder den mellem Barbro Alvings Personligt og noget af Kurt Vonnegut. Det er samme udgave, samme omslag med et billede af en victoriansk kvinde fra 1800-tallet med snøreliv på den ene side og en 68-femimist med vildt hår på den anden. På forsatsbladet står min mors navn og et andet navn og datoer kradset ned med kuglepen sammen med et citat jeg tror er Orson Welles: We’re born alone, we die alone, we live alone – only through our love and friendship can we create the illusion for the moment that we are not alone.

Jeg begynder at læse med det samme, og jeg læser til jeg falder i søvn til duften af bogsider som ikke har været luftet i mange år. Jeg ved at jeg har set denne bog før, det må have været i det kunstnerkollektiv hvor min mor lejede sig ind inden hun fik råd til sit eget atelier. Mens hun arbejdede, sad jeg altid og ventede på hende ved boghylderne i fællesrummet. Jeg læste tegneserierne og vittighedstegningerne i Fnitter og slugte billederne af Brigitte Bardot og teksten om hende, uden at forstå hvor ironisk den var. Jeg læste Beskidt weekend og blev belært om voldtægt og Farven lilla og lærte at onanere. * Det er fristende at beskrive det som foregår mellem timerne i skolen, som et cocktailparty. Som en af min mors ferniseringer, minus alle de frigjorte fyrtiotalister i farvestrålende tøj og lave vinduesnicher med blomsterbuketter og saltstænger i plastikglas. Det havde jeg ikke troet. Jeg havde ikke troet at der ville være sådan en kæmpe afstand mellem undervisningen og frikvartererne i gymnasiet. De første dage var det som om der slet ikke var nogle timer, timerne 21

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 21

13/01/14 12.03

er transportstrækninger, de er konturløse mellemrum mellem de øjeblikke hvor alle står i solen på trappen på bagsiden og ryger og giver hånd på kryds og tværs og omfavner hinanden og hviner.

Træportene ind til skolen er tunge med hvinende hængsler og når man kommer indenfor fører nye trapper til nye, næsten ligeså tunge døre og store dunkle trappehaller.

Bag franske dobbeltdøre ligger gange med cementmosaikgulve og lysegrå træbænke langs væggene. Der er overraskende lidt lys derinde. Jeg tror at nogen har anstrengt sig for at gøre skolens indre så mørkt som muligt, trods dets imponerende loftshøjder og de lange rækker af høje blyindfattede ruder. Hele bygningen synes at ligge i et permanent mørke, og man kan næsten ikke se himlen fra nogen vinkel når man står herinde. Det er som om huset er ved at kollapse under sin egen vægt, som om det langsomt er ved at synke ned i det rigtige mørke.

Inden jeg går derhen den tredje dag, hører jeg i radioen at Sovjet endegyldigt er kollapset. Min mor står stille med sin tekop ved køkkenbordet og en tvebak i hånden som hun løfter afværgende da jeg kommer ind i køkkenet, så jeg ikke skal sige noget som kan overdøve Radioavisen. Hun har sminket sig med tyk øjenblyant, og hendes læber er malet i en knaldrød farve som skriger mod gule­rodsnuancen i håret og har sat et blødt farvemærke på koppen.

Hendes blik har fundet et punkt ved radioen.

Resten af ugen er det det alle taler om. Det har været på vej længe, men nu er det officielt. Estland og Letland har erklæret sig selvstændige, Ukraine følger efter, og sådan fortsætter det med Hviderusland, Moldova, Aserbajdsjan, Kirgisistan, Usbekistan. For få dage siden var disse lande blinde pletter på kortet over det gigantiske Sovjetunionen, nu går der sport i at stå på trappen og udtale deres navne uden at få dem galt i halsen. Det bliver også tydeligt at vores lærer i skolen helst ikke vil tale om det der sker nu, kun 22

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 22

13/01/14 12.03

tusinde kilometer mod øst. Den sovjetiske vicepræsident har under et kup forsøgt at afsætte Gorbatjov ved at sætte ham i husarrest mens han var på ferie, og der kan blive borgerkrig i Rusland, men når vi forsøger at spørge samfundsfagslæreren, siger hun bare at hun ikke ved et hak mere end vi gør. Hun tygger tyggegummi og har håret i en knude som kvinder havde i tresserne.

Svensklæreren siger at hun ikke synes vi skal tage os af Rusland, eftersom den tid er forbi hvor det havde nogen relevans for os i Sverige. Hun indleder vores kursus i litteraturhistorie med en præsentation af Hjalmar Söderbergs Pelsen. Vi får alle et eksemplar af novellen i en fotokopi. Og jeg har ikke belæg for det, men min fornemmelse er at alle Sveriges svensklærere altid indleder første semester i en ny sproglig klasse med at undervise i Pelsen, fordi der er udstedt et dekret fra undervisningsministeriet der siger at det netop er der vinduet til ungdommens dannelse er.

Selv læser jeg en roman om nogle argentinske zoologer der begiver sig ud på en ekskursion i regnskoven i det vestlige Venezuela for at lede efter et særligt eksemplar af en usædvanlig brillebjørn, en Tremarctos Omatus. Den får mig til at tænke på ham Victor, eller snarere på Paulines søgen efter ham. Jeg læser side efter side om hvordan forskerne kortlægger og jager bjørnen, Sydamerikas største rovdyr, der er vågen og aktiv om natten og sover om dagen og slet ikke vil lade sig indfange for at blive studeret.

23

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 23

13/01/14 12.03

2

E

n eftermiddag da alt næsten er blevet rutine, sidder Pauline og jeg på Saturnus i den anden ende af byen. Mellem os står en orange stentøjskande med rygende lapsang. Jeg har lært at kunne lide den røgede smag, og vi er lige holdt op med at tænke på at Victor Schantz plejer at komme her, vi har hver vores liste med franske gloser – ètre, avoir, savoir, tenir, venir, revenir, reflechir. Pauline har netop set De elskende fra Pont Neuf i Cinemateket og kan ikke holde op med at tale om at rejse til Paris, hun siger at hun godt ved at det er det franske kulturministerium der har lagt fyrværkeriscenen ind for at reklamere for byen, og at hun alligevel gerne vil. Hun taler om Kvalme og Den fremmede og Russel-tribunalet, og tænk at eksistentialisterne faktisk også bare var mere eller mindre unge mennesker der sad på café og sludrede hele eftermiddagen.

Jeg sidder med ansigtet vendt mod døren, og midt i en af hendes beretninger om hvordan Jean- Paul Sartre og Simone de Beauvoir levede, at de også var venner med Camus, og at de inviterede forskellige unge piger ind i deres gruppe som de alle gik i seng med, træder han ind ad døren. Jeg giver hendes fod et spark under bordet, og hun ser op og ser ud som om hun får åndenød.

Hun er så anderledes end mig på den måde, hun er meget mere som jeg gerne ville være. Hun er ligeglad med at forsøge at fremstå lækker eller cool når hun ser ham. Jeg ved ikke om det er fordi hun netop tager hele sagen så roligt, at det ikke rigtigt gør hende noget, eller at hun ved at det ikke betyder noget fordi han alligevel ikke ser hende.

24

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 24

13/01/14 12.03

Hun er bare en teenager, en gymnasiepige.

Han sætter sig ikke, men går gennem det lyse og støjende lokale hvor smalle røgsøjler her og der stiger op mod loftet fra askebægre på bordene, direkte op til disken og bestiller. Et sted gennem larmen synes jeg at jeg kan høre ham sige „salami og brie“. Jeg ser hvordan han stikker hånden i baglommen på sine cowboybukser, tager en rulle sedler op og betaler. Mørkeblå cowboybukser og sandfarvede ørkenstøvler.

Så venter han. Gad vide om han bor i nærheden. Pauline ved det ikke. Jeg betragter hans ranke ryg og smalle skuldre. Jeg bliver ved at se på ham, men jeg kan ikke se det Pauline ser. At han er en cool og sej hip fyr det forstår jeg, men pæn? Stockholms smukkeste mand? Måske har han noget lidt androgynt over sig, på trods af overskægget.

Pigen bag disken rækker ham en sandwich i en brun papirspose som allerede har fået en stor fedtplet midt på. I den anden hånd har han en cykelsadel. Vi er enige om at det virker overdrevet at skrue sadlen af cyklen bare for at gå ind på en café og købe mad.

Han er måske paranoid. Han tager posen og går med lange skridt hastigt forbi os, gennem caféen, nikker og siger hej til et par der sidder ved udgangen, går ud og er væk igen.

Vi cykler sammen tilbage op til Söder, og da vi skilles, tænker jeg at jeg allerede har vænnet mig til Pauline. Jeg har allerede vænnet mig til at have en ven i skolen, allerede begyndt at tage for givet at jeg skal være sådan en som er omgivet af venner hele gymnasietiden.

Da jeg kommer hjem står min mors kæreste eller hvad jeg skal kalde ham – en mand på min mors alder som bor hos os af og til – i entréen med armene om en buket blomster han rækker mig. „De ser ud til at være fra Yves,“ siger han og efterlader mig med buketten i favnen. „Okay,“ siger jeg.

25

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 25

13/01/14 12.03

Yves er min far.

Jeg smider min jakke og taske på en stol i entréen, og på vej ind på mit værelse flår jeg papiret op og mærker en ikke helt ukendt rødmen stige op i mit ansigt. Det som afsløres da det knitrende tynde papir fra blomsterbutikken falder på gulvet og ned over mine fødder, er en favnfuld blodrøde roser, og ja, man kan virkelig godt kalde det en favnfuld. Det er svært at tælle dem, men der er i hvert fald mere end femten. Og der er jo stadig flere måneder til jeg fylder år. Så det kan ikke være fødselsdagsblomster.

Det er blomster som skal sige noget andet.

En psykoterapeut ville måske kunne sige noget om Elektrakomplekset i at sådan en konstatering fylder mig med triumf. Men nu har jeg ikke sådan en at gå hos. Jeg får det til nitten roser, går ud i køkkenet, stiller mig ved køkkenbordet og snitter dem én for én med en madkniv. Bladet skærer gennem stilken og blotter et lysere indre, jeg spekulerer på om antallet har en betydning.

Yves brød sig ikke om feminismen, det var der vist ingen franskmænd der gjorde. Min mor forlod ham til fordel for den, har hun sagt. Det lod til at være et let valg. Hun siger at det altid er kvinderne der forlader mændene, og alligevel har jeg på en måde altid haft følelsen af at det snarere var ham der forlod hende. Og mig.

Hver gang jeg har mødt Yves har jeg haft svært ved at få det til at passe med at han en gang var sammen med min mor. Hun er ganske vist smuk, men hun er ikke typen der sidder tavs ved siden af sin mand, som de nye, unge kærester Yves altid præsenterede mig for. Men de var jo heller ikke sammen så længe.

Jeg tager en antik isspand i et af overskabene i gangen og sætter blomsterne i den og anbringer hele arrangementet midt på bordet på mit værelse. Nu står mit skrivebord i midten af værelset med en dug på i stedet for foran vinduet uden dug. Spørg mig ikke hvordan jeg kom på at stille det sådan, men hele værelset blev meget bedre med det samme. Det føles næsten som en lille lejlighed i lejlighe26

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 26

13/01/14 12.03

den – og jeg gør jo alt hvad jeg kan, for i det mindste at få en vag følelse af en form for selvstændighed i mit latterlige lille liv.

Når bordet står midt i værelset, kan man stille flere stole omkring det og sidde her og drikke te og føre spændende samtaler med venner. Og de kan være spændende, man kan tale helt uforstyrret eftersom min mors værelse ligger i den anden ende af lejligheden.

Og, selvfølgelig, fordi min mor er som hun er. Hun ville aldrig stå udenfor og lytte til os sådan som teenageforældre gør i tv-serier.

Ikke fordi det er umoralsk, men fordi hun har andre interesser.

Da blomsterne står på bordet får jeg følelsen af at nogen burde se det her. Nogen som ikke er mig og ikke kender mig.

Efter samme princip har jeg stillet sengen med den ene side op ad væggen og sat puder op på langsiden, så den mere ligner en sofa end en seng. På gulvet ved siden af bordet står et askebæger på høj fod og på væggene hænger min mors aflagte malerier. Ikke nogen af dem hun selv har malet, men sådan nogle hun har fået af andre kunstnere for lang tid siden, og som hun nu synes er for meget. Too much. Det er plakater og popkunst. Grafik. Sådan noget der passer bedre på mit værelse.

Jeg går ud fra at de var forelskede i hende.

Jeg ved at hun var sådan en alle blev forelskede i. Det kan man se på billederne. Alle blev forelskede i hende, men selv var hun uberørt. Eller virkede i det mindste sådan.

I resten af lejligheden er der en masse intetsigende kunst som jeg modvilligt indser at jeg vil komme til at synes om en dag. Det er sådan det bliver, det er aldringens middelklasseagtige scenografi.

Man bliver voksen, man begynder at synes om kunsthåndværk, man vil have gardiner for vinduerne og dækkeservietter under tallerk­ nerne. Man begynder at synes om kelimtæpper og pelargonier og kunstnere der maler farvestrålende haver og Skagens strande. Det sker bare. Det kommer med største selvfølgelighed også til at ske for mig, men jeg kan ikke lide det.

27

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 27

13/01/14 12.03

I min mors soveværelse er der ingenting på væggene på nær en plakat med en tegning af en nøgen kvinde. Jeg har hørt nogen sige at det er et billede af hende selv, men jeg ved ikke om det er rigtigt.

Jeg tror det ikke. Nogle hurtige blyantsstreger, eller måske er det kulkridt, tegner hendes krop. Hun sidder ned, det kan være i en seng nogenlunde som denne her, hun har en smal talje og generøst tiltagende hofter og en tydelig runding midt på maven. Den buler ud på en måde kvindemaver jeg normalt ser på billeder, slet ikke plejer at gøre. Hendes lår og lægge ser slanke ud og mellem hendes ben er der endnu en streng der peger ud i intet, som en stråle tis, eller måske er det en orgasme.

En kvindelig ejakulation.

Da jeg var lille plejede jeg at kunne høre min mors orgasmer gennem værelserne i lejligheden om natten. Jeg vidste at det var noget særligt, jeg vidste at det ikke var almindelige skrig, og hun have jo heller ingen grund til at skrige sådan.

Jeg lå helt stille og lyttede, og så stod jeg op og gik gennem mørket ind på hendes værelse. Jeg stod på gulvet og så på det der foregik i hendes seng, hvordan de bevægede sig og rullede frem og tilbage. Det var det der tryllebandt mig mest; når deres kroppe dannede en hudfarvet kugle der rullede frem og tilbage i sengen, og jeg ikke kunne se begyndelsen og enden på noget, slet ikke se noget der bekræftede at det var min mor og en anden person. Jeg vidste det bare.

Og så skriget.

Som regel var det en mand der ikke havde været der da jeg gik i seng. En der dukkede op mens jeg sov.

Jeg stod som groet fast i gulvet. Jeg forstod ikke at jeg burde skjule mig, men det behøvede jeg heller ikke, for de opdagede mig aldrig. En gang begyndte jeg at græde højt, ikke fordi jeg var ked af det, eller fordi jeg havde ondt, men fordi jeg ville afbryde dem, 28

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 28

13/01/14 12.03

signalere at jeg stod der, bare et lille stykke fra sengen.

Men de lagde ikke mærke til mig.

En anden gang må jeg være vågnet til samlejets afsluttende del.

Jeg husker at jeg gik ind til min mor for at lægge mig hos hende i den store seng, og at da jeg kom ind i værelset lå der allerede en.

En langhåret og skægget mand. Han lå på ryggen og var vågen og nøgen og så op i loftet ligesom hun gjorde, og da han rakte ud efter cigaretpakken på natbordet så han mig og mit nok meget forbløffede ansigtsudtryk. Og han grinede til mig.

Så så jeg på hans penis og så at der var blod på. Han grinede igen og sagde: Mor har menstruation, og nu har jeg også menstruation.

Og så: Vagina dentata. Min mor grinede.

Jeg vidste hvad menstruation var, ikke det andet.

Det er den streg der adskiller tegningen fra andre nøgenbilleder. Jeg står ofte herinde og ser på det og jeg kan aldrig blive rigtig klog på om det er et billede af tis eller af seksuel tilfredsstillelse. Min egen krop er stik modsat den som den saftige dame på væggen foran mig beboer og nyder. Min krop har lang vej endnu før den bliver kvinde, desværre. Når man ser på den her i spejlet i et halvmørkt værelse er der ingenting der adskiller den fra en drengs. Jeg venter stadig på at få bryster og bagdel.

Jeg kommer altid til at tænke på Pythagoras, matematikeren fra den græske ø Samos når jeg tænker på en dag at blive kvinde, hvis nu det er kroppens former og ægløsningen der definerer kvindeligheden. Jeg tænker på det han sagde med at der findes et godt princip der har skabt verdensordnen, lyset og manden, og en ond ånd der har skabt kaos, mørket og kvinden. Den onde ånd har et stykke vej endnu med mig. Men spørgsmålet er om det indebærer at jeg indtil videre tilhører det gode princip. * 29

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 29

13/01/14 12.03

Udover Pauline er Harald den jeg bedst kan lide i klassen. Han er et år yngre end alle andre, ligesom mig. Han kom også i skole et år før fordi han kunne læse allerede i børnehaven og havde en mor der tog imod tilbuddet om en test for tidlig skolestart. Og ligesom mig tror han ikke nødvendigvis at det handlede så meget om at stimulere hans eventuelle begavelse som at hans mor syntes det virkede praktisk med fritidshjem efter skole og nøglerne til lejligheden om halsen, i stedet for at hun skulle hente ham i børnehaven hver dag.

Men ligesom mig holder han også stadig fast i opfattelsen af at han er lidt mere intelligent end alle andre. Eller meget. Jeg vælger at skyde skylden på det der optagelsesforløb.

Jeg er for genert til at spørge Harald direkte om vi skal drikke kaffe, og han spørger heller ikke mig, men vi gør det alligevel. Vi følges ud gennem lågerne og ud i den virkelige virkelighed hvor mennesker bevæger sig frem og tilbage og lever deres liv uden at behøve dele dem ind i fyrreminutters enheder med meningsløse fem og ti minutters frikvarterer imellem. Og vi fortsætter med at gå, ved siden af hinanden. Vi taler ikke, men vi bevæger os i samme takt på fortovet. Da vi kommer ud på Götgatan, ser vi kvinden som altid er her, og som ingen kan undgå at se: en enorm og knaldrød læbestiftsmund og platinblonde dreadlocks der falder ned over ryggen som en løvemanke. Hun kommer gående ned ad trapperne ved bodegaen på hjørnet der hedder The Beefeater, men kaldes for Biffen af dem som frekventerer den. Harald siger at det er hende der er Christine Falkenland, digteren. Jeg har ikke hørt navnet før, men jeg lader som om. „Poet!“ udbryder han med et påtaget ansigtsudtryk og griner.

Jeg tror han vil være digter ligesom jeg vil.

Vi står begge næsten stille og ser efter hende mens hendes hår forsvinder ned ad bakken mod byen. Harald fortæller at han netop har læst en digtsamling af hende som hedder Illusion og at den var helt okay.

30

Tiderne_Altings begyndelse_P.indd 30

13/01/14 12.03