Mathilde Anhøj - Kvinder og kujoner by Tiderne Skifter

Mathilde AnhĂ¸j

Kvinder og kujoner Tiderne Skifter

Kvinder og kujoner

Mathilde AnhĂ¸j

Kvinder og kujoner

Tiderne Skifter

Tiderne Skifter Forlag Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 tiderneskifter@tiderneskifter tiderneskifter.dk

Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7 Disney-prinsesserne . . . . . . . . . . . . . . 25 Sex and the City-pigerne . . . . . . . . . . . . 55 Girls . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .111 Greys voksne verden . . . . . . . . . . . . . 161 Hekse og prinsesser . . . . . . . . . . . . . 201

Indledning I vores samfund er det at se meget TV et stigma. Især hvis det, man ser, er amerikanske TV-serier. Det er fornuftigt at bruge sin tid på at gå på museum og studere kunstværker (fortrinsvis af døde, hvide mænd) og næsten ligeså beundringsværdigt at bruge tid på at læse bøger (også fortrinsvis af døde, hvide mænd). Det er velset at bruge penge på at gå i Operaen eller se ballet. Selv biograferne er rykket op på ranglisten over underholdningstilbud, såfremt der er tale om Grand, Vester Vov Vov eller Cinemateket, og ikke Palads Teatret eller CinemaxX. Men TV – TV ligger nederst på listen over, hvad det er sejt at bruge sin tid på, og det laveste af det laveste er amerikanske dramaserier. Særligt dem, der hovedsageligt henvender sig til kvinder. Og det er netop dem, jeg bruger det meste af min tid på. 7

En sådan udtalelse kan udløse en række fordomme om enfoldighed, kulturel dovenskab og manglende tørst efter at blive intellektuelt stimuleret endsige udfordret. Men den slags fordomme er netop dette: Fordomme. At placere et individ i et socialt eller intellektuelt hierarki ud fra vedkommendes kulturforbrug er ikke bare snobbet. Det er efter min mening også dumt. At beskæftige sig med svært tilgængelig kulturel tekst er ikke nødvendigvis tegn på et rigere åndsliv eller en skarpere intelligens. Det er snarere et tegn på forfængelighed. Min påstand er, at det kan være lige så givende, udfordrende og udviklende at se TV-serier som at læse Ulysses. På samme måde kan Wagner være fuldtstændig ligeså hul og ligegyldig, som et afsnit af Paradise Hotel, hvis man ikke er nærværende og koncentreret, når man overværer det. Uanset hvilke kulturelle genrer, man omgiver sig med, er det lige fra barneårene her, man finder sine forbilleder. Det er nærmest noget, der sker ubevidst fra det øjeblik, hvor man begynder at tage stilling til andre mennesker – både virkelige og fiktive. Jeg er igennem min tid foran TVog senere computerskærmen blevet tiltrukket af en række forskellige kvindelige TV-karakterer og ofte af vidt forskellige årsager. Det farlige ved den ubevidste udvælgelse af forbilleder er imidlertid, at de sjældent er fuldstændig fri for problematiske adfærdsmønstre og tvivlsomme værdier. Så selvom man udvælger dem og ser op til dem 8

på grund af et eller flere positive karakteristika, kan deres negative særtræk hurtigt blive en del af ens kvindeideal. Også uden at man opdager det. Først senere bliver man opmærksom på, at nogle af de kvinder, man har set op til og brugt som rollemodeller, ikke altid har været lige hensigtsmæssige. Selvom mange roman- og filmkarakterer har gjort stort indtryk på mig, har jeg hentet de fleste af mine kvindelige forbilleder fra amerikanske TV-serier – et univers, hvor det vrimler med alle slags kvinder – både de modige og handlekraftige, men også de passive og frygtsomme. Der er de karakterer, som har gjort mig mere modig – karakterer, som har inspireret mig til at gøre oprør mod min tyranniske forfængelighed og som har vist mig hvor meget frihed, der er at vinde, hvis man kan overvinde sin frygt for, hvad andre (og særligt mænd) tænker. Så er der de andre – kujonerne. Dem, der har bekræftet mig i, at en kvinde skal passe på, at hun ikke fremstår for ivrig eller for frembrusende – særligt i mødet med mænd. Udfordringen består i at vælge den rigtige kvindetype at se op til. Det kan synes frygteligt banalt – endda trivielt – at skrive en bog om kærlighed og amerikanske TV-serier. Det kan endda virke som det rene tidsspild at skrive (og læse) side efter side om, hvordan fiktive kvinder og mænd agerer over for hinanden i et TV-univers, der ikke nødvendigvis har særlig meget med virkeligheden at gøre. Men min mavefornemmelse siger mig noget andet. Den fortæller mig, 9

at det, der er trivielt, er vigtigt. At en fortællings karakter af kommerciel og tilsyneladende overfladisk underholdning ikke nødvendigvis betyder, at den ikke kan have en dyb psykologisk indvirkning på sit publikum – og i hvert fald har haft det på mig personligt. Jeg er opdraget til at tro, at alt, hvad der er amerikansk, er dårligt. USA – det lærte mine forældre mig – er et kulturimperialistisk rædselsregime befolket af fanatiske kristne, krigsliderlige nationalister og skruppelløse kapitalister. Amerikansk kultur er enten indskrænket og pseudo-puritansk eller vulgært kommercielt. Og undertiden begge dele. Under alle omstændigheder fordummende. Alligevel sad jeg allerede som femårig og så med foran fjernsynet, når min storesøster fulgte intrigerne i Dollars og Dallas, og lige siden har amerikanske TV-serier været en uundværlig del af min hverdag og mit liv. Det var vel en slags tidligt ungdomsoprør for mig, da jeg nægtede at overtage mine forældres syn på amerikanske TV-serier som noget fordummende og ubegavet. Jeg insisterede på, at TV-serier var akkurat ligeså udviklende for intellektet som alle andre genrer af kunst og underholdning. Min påstand var (og er), at enhver kulturel ”tekst” (uanset form, medie og indhold) er præcis ligeså intelligent som den bevidsthed, der oplever den. ”Beauty is in the eye of the beholder,” argumenterede jeg. ”Jeg forstår ikke, hvad du siger, når du hele tiden taler engelsk,” svarede min mor frustreret. Jeg ved ikke, hvad der var værst 10

i mine forældres øjne: At jeg brugte al min tid på ”tåbelige amerikanske TV-serier”, som de kaldte dem, eller at jeg talte mere og mere amerikansk for hvert afsnit, jeg så. Noget andet, jeg er opdraget til at tro, er, at kvinder er uafhængige af mænd og flintrende ligeglade med, hvad mænd synes om dem. Men sådan var jeg ikke. Tværtimod. Jeg har endda til tider holdt regnskab med, hvem der var forelsket i mig, og hvem der ikke var – og om der var noget, jeg kunne gøre ved det. Intet var – efter min mening – mere spændende end at observere og analysere mænds adfærd for at regne ud, hvad de tænkte om mig, og hvad jeg kunne gøre for at styre deres opfattelse af mig i den rigtige retning. Ulempen er, at denne evne til at aflæse mænds opfattelse af mig er blevet udviklet på bekostning af fornemmelsen for, hvad jeg selv føler og tænker. Jeg har aldrig haft særlig god føling med, hvem jeg var forelsket i, og hvem jeg ikke var forelsket i. Jeg har aldrig kunnet kende forskel på, hvornår jeg føler mig seksuelt tiltrukket af en mand, og hvornår jeg føler mig tiltrukket af idéen om, at han er tiltrukket af mig. Sandheden er, at jeg foretrækker det sidste. Jeg vil meget hellere føle mig tiltrækkende end tiltrukket. Min trang til bekræftelse er stærkere end mit behov for seksuel tilfredsstillelse. Min forfængelighed overtrumfer min seksualitet så at sige, og jeg tror ikke, at det er nogen tilfældighed, at de fleste af mine TV-heltinder har det på præcis samme måde. 11

At kaste et kritisk blik på sine forbilleder og den måde de har påvirket én på, er først og fremmest spændende. Især hvis man er lidt selvoptaget og kan lide at bruge tid på at forstå og udforske sig selv. Men det er også mere end det. Det er ansvarligt. At skrive denne bog har givet mig et indblik i, hvilke forventninger jeg har til mig selv som kvinde, og hvor de forventninger kommer fra. Mit hoved er fyldt med ubevidste logikker og forfængelige automatreaktioner, som jeg har adopteret fra TV-serier uden at tænke over det. Ved at trække dem frem i lyset giver jeg mig selv – og måske også andre – muligheden for at tage kritisk stilling til dem. Det har givet mig en anledning til at spørge mig selv, om disse kvinder egentlig har fortjent at være mine forbilleder. Om jeg er tilfreds med at være så optaget af, hvad mænd synes om mig. Om jeg er tilfreds med at leve i frygt for at blive afvist af det andet køn. Svaret er nej. Jeg er ikke tilfreds med at være slave – hverken af det andet køn eller af min egen forfængelighed. Jeg er ikke tilfreds med at lade frygten for, hvad andre tænker, styre mit liv. Jeg vil gerne være modig. Og ærlig. Men det er lettere sagt end gjort. Jeg har brug for, at nogen viser mig, hvordan man gør. Hvordan man holder op med at være en kujon. Jeg har brug for kvindelige forbilleder – eller snarere modbilleder – der kan demonstrere for mig, hvordan jeg som kvinde gør mig fri af min egen kujonagtige forfængelighed. For det er det, der er målet, har jeg 12

fundet ud af. At gøre mig fri. Målet er: Min egen personlige kvindefrigørelse.

Drengene efter pigerne Af alle de drenge, fyre og mænd jeg har været forelsket i, har ingen af dem nogensinde hørt mig indrømme det. Et par stykker har måske haft det på fornemmelsen og har måske følt sig smigret ved tanken. Andre har helt sikkert gættet det og måske endda været irriterede over, at jeg konstant (og ikke særligt tilfældigt) dukkede op dér, hvor de var. Men det er underordnet. Min pointe er, at jeg aldrig – hverken med ord eller i handling – har vist et medlem af det modsatte køn, at jeg var forelsket i ham. Ikke med vilje i hvert fald. Alene tanken om det gør mig angst. Den naturlige reaktion, når man føler sig seksuelt tiltrukket af en af det andet køn, er vel at glo mere eller mindre utilsløret på den pågældende fyr og måske endda begynde at nærme sig ham. Hvis man fjernede al selvbevidsthed, forfængelighed og frygt for at vise sårbarhed ville intet kunnet stoppe én fra at handle på begæret. Men sådan er jeg ikke. Der er en mur mellem mig og det andet køn. Et usynligt, elektrisk hegn, der holder mig tilbage fra at bevæge mig frit – der giver mig stød, hver gang jeg handler uden at tænke mig om. Det elektriske stød minder mig om, at jeg ikke er alene – at der er andre mennesker til stede, der kan se (og dømme), hvad jeg foretager mig. 13