BLÅSKÆG
Tiderne-Blåskæg_P.indd 1
12/03/14 10.54
Af samme forfatter på dansk: Med angst og bæven. Roman, 2001 Antichrista. Roman, 2006 Tokyo min elskede. Roman, 2010
Tiderne-Blåskæg_P.indd 2
12/03/14 10.54
Amélie Nothomb
Blåskæg ROMAN
På dansk ved Sofie Vestergaard Jørgensen
TIDERNE SKIFTER
Tiderne-Blåskæg_P.indd 3
12/03/14 10.54
Blåskæg Oversat fra fransk efter „Barbe Bleue“ Copyright © Éditions Albin Michel, 2012 Dansk udgave: © 2013 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sats: An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-623-8
Bibelcitatet s. 109 efter 1992-udgave
Oversættelsen er støttet af Statens Kunstråds litteraturudvalg
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne-Blåskæg_P.indd 4
12/03/14 10.54
D
a Saturnine nåede frem til adressen, blev hun overrasket over, hvor mange mennesker der var. Ikke fordi hun havde regnet med at være den eneste ansøger; men derfra og så til at blive placeret i et vente værelse med femten andre før hende, der var alligevel en forskel. „Det var også for godt til at være sandt,“ tænkte hun. „Jeg får aldrig det værelse.“ Da hun nu alligevel havde taget formiddagen fri, besluttede hun sig for at vente. Det prægtige rum indbød til det. Det var første gang, hun var inde i en af de herskabelige ejendomme i Paris’ 7. arrondissement, og hun kunne slet ikke komme sig over storslåetheden, højden til loftet, den stilfærdige skønhed i det, der dårligt kunne kaldes et egentligt forværelse. I annoncen havde der stået: „Værelse, 40 m2, med eget bad samt adgang til stort, fuldt udstyret køkken“ – for 500 euro om måneden. Det måtte bestemt være en fejl. I al den tid, Saturnine havde ledt efter et sted at bo i Paris, var det eneste, hun havde set, nogle små usle værelser uden bad og toilet til 1.000 euro om måneden, som uden videre blev udlejet. Så hvad gemte der sig bag dette mirakuløse tilbud? Hun gav sig til at kigge nærmere på de andre ansøgere og opdagede, at de alle sammen var af hunkøn. 5
Tiderne-Blåskæg_P.indd 5
12/03/14 10.54
Hun funderede over, om det med at dele lejlighed med nogen kun var noget, der tiltalte kvinder. De så alle sammen meget nervøse ud, og Saturnine forstod dem godt. Hun brændte også selv efter at få værelset. Men ak, hvorfor skulle hun blive valgt frem for den agtværdigt udseende dame eller hende businesskvinden med den perfekte frisure? Kvinden ved siden af, som sad og holdt øje med hende, besvarede spørgsmålet: – Det er Dem, der får det. – Undskyld? – De er den yngste og smukkeste her. De får værelset. Saturnine rynkede brynene. – Det ansigtsudtryk klæder Dem dårligt, fortsatte den fremmede. Når De bliver kaldt ind på kontoret, må De prøve at være mere afslappet. – Lad mig være i fred. – Bliv nu ikke vred. Har De ikke hørt de rygter, der går om husets ejer? – Nej. Kvinden tav hemmelighedsfuldt, i håbet om at Saturnine ville trygle hende om et svar. Saturnine nøjedes med at vente; hun var sikker på, at kvinden under alle omstændigheder ville fortælle det. Og ganske rigtigt: – Vi er ikke de første, der er her. Her har allerede boet otte andre kvinder. De er alle sammen forsvundet. – Måske var de utilfredse med stedet. – De misforstår. Det har de ikke kunnet udtale sig om. Ingen har set dem siden. – Er de døde? 6
Tiderne-Blåskæg_P.indd 6
12/03/14 10.54
– Nej. At dø er ikke det samme som at forsvinde. Kvinden så ud til at være tilfreds med hendes reaktion. – Hvorfor er De så kommet? spurgte Saturnine. De vil måske også gerne forsvinde? – Der er ingen risiko for, at jeg bliver valgt. Men det er den eneste mulighed, jeg har, for at møde husets ejer. Saturnine undlod at stille det spørgsmål, der forventedes af hende. Sladdertanten begyndte at irritere hende, og hun blev ved: – Don Elemirio går aldrig ud. Ingen har set et billede af ham. Jeg vil vide, hvordan han ser ud. Så mange kvinder er faldet hovedkulds for ham. Saturnine begyndte at fortryde. Hun kunne ikke udstå forføreriske mænd. Men ak, hun orkede heller ikke at lede længere efter et sted at bo. Alene tanken om at skulle tilbage om aftenen til sin veninde Corinne i Marne-la-Vallée fyldte hende med ubehag. Corinne arbejdede i Euro Disney og delte med glæde sin toværelses lejlighed med den unge belgier, helt uvidende om at veninden var ved at kvæles, når hun lagde sig til at sove på sofaen, der stank af gammel cigaretrøg. – Stod der noget om køn i annoncen? spurgte Saturnine. Her er kun kvinder. – Det nævnte annoncen ikke noget om. Alle kender historien, undtagen Dem. Er De udlænding? Den unge kvinde havde ikke lyst til at sige sandheden. Hun var træt af den evindelige reaktion („Åh! Jeg har en belgisk ven, som ….“); hun var ikke nogen belgisk ven, hun var belgier og ville ikke være ven med denne person. Så hun svarede: 7
Tiderne-Blåskæg_P.indd 7
12/03/14 10.54
– Jeg er kasakher. – Hvad? – Jeg er fra Kasakhstan. De ved, kosakkerne, de barskeste krigere i verden. Vi dræber, så snart vi begynder at kede os. Det lukkede munden på kvinden. Saturnine fik lejlighed til at tænke sig om. Hvad var der at være bange for? Hun var ikke typen, der forelskede sig, og da slet ikke i en kvindebedårer. Der var noget lorent over historien om de forsvundne kvinder. Og under alle omstændigheder var det værre at skulle tilbage til Marne-la-Vallée end at forsvinde. Hun så rundt på de femten ansøgere. Der var tyde ligvis ingen af dem, der manglede et sted at bo. Det var kvinder fra de pæne parisiske kvarterer, som udeluk kende var kommet for at få stillet deres nysgerrighed omkring manden med det spanske, adelige navn. Den ne sidste detalje gjorde hende ophidset. Hvis der var noget, hun afskyede, så var det franskmændenes forkærlighed for aristokrati. „Rolig nu,“ sagde hun til sig selv. „Glem den tåbelige sladder. Du er her på grund af værelset, ikke andet.“
8
Tiderne-Blåskæg_P.indd 8
12/03/14 10.54
T
o timer senere førte en sekretær den unge kvinde ind i et kæmpemæssigt kontor pyntet med de smukkeste tørrede blomster. Ved den mand, der rakte hende hånden, bemærkede hun kun én ting: Han lignede en, der var dybt deprimeret, blikket var dødt og stemmen afkræftet. – Goddag, mademoiselle. Jeg er don Elemirio Nibal y Milcar, jeg er fireogfyrre år gammel. – Jeg hedder Saturnine Puissant, jeg er femogtyve. Jeg er vikar på École du Louvre. Det sidste sagde hun med stolthed. En sådan ansættelse var ikke almindelig for en belgier på hendes alder, heller ikke selvom den var midlertidig. – Værelset er Deres, erklærede manden. Forbløffet spurgte Saturnine: – Tager De mig uden videre, har De afvist alle de andre? Hvad var det, der gjorde udslaget – École du Louvre? – Om De vil, svarede han ligegyldigt. Nu skal jeg vise Dem Deres gemakker. Hun fulgte efter ham gennem et imponerende antal boudoirer, indtil de kom til et værelse, som virkede umådeligt stort. Stilen var lige så luksuriøs, som den var udefinerbar; det tilstødende badeværelse var lige blevet istandsat. Saturnine havde aldrig turdet drømme 9
Tiderne-Blåskæg_P.indd 9
12/03/14 10.54
om så prægtig en bolig. Bagefter førte don Elemirio hende ud i et titanisk, moderne køkken. Han viste hende et køleskab, som kun var hendes. – Jeg bryder mig ikke om at vide, hvad andre spiser, sagde han. – Laver De selv mad? spurgte den unge kvinde forbavset. – Naturligvis. Madlavning er en kunst og et magt middel. Jeg vil under ingen omstændigheder under kaste mig nogen i den henseende. Hvis De vil dele et af mine måltider med mig, vil det være mig en glæde. Ikke det modsatte. Til sidst viste han hende en sortmalet dør. – Dette er døren ind til det mørkekammer, hvor jeg fremkalder mine billeder. Den er ikke låst, et spørgsmål om tillid. Her har De naturligvis ingen adgang. Går De derind, opdager jeg det, og det vil De fortryde. Saturnine tav. – Ellers kan De færdes overalt. Nogen spørgsmål? – Skal jeg ikke skrive under på en kontrakt? – Det kan De ordne med min fortræffelige sekretær Hilarion Grivelan. – Hvornår kan jeg flytte ind? – Med det samme. – Jeg skal først hente mine ting hos min veninde i Marne-la-Vallée. – Skal min sekretær køre Dem? Saturnine så turen med RER-toget for sig og sagde uden tøven ja.
10
Tiderne-Blåskæg_P.indd 10
12/03/14 10.54