BLANDEDE BOLSJER
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 1
28/04/14 14.30
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 2
28/04/14 14.30
BLANDEDE BOLSJER 43 forsøg af Klaus Rifbjerg
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 3
28/04/14 14.30
Blandede bolsjer 43 forsøg af Klaus Rifbjerg © 2014 Klaus Rifbjerg Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Times New Roman hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-666-5 Printed in Denmark 2014
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 4
28/04/14 14.30
Forord E ssay
betyder som bekendt
forsøg, og jeg havde
faktisk tænkt mig at kalde den foreliggende bog „Forsøg“. Men pludselig lød det trist og mindede for meget om beklemmende timer i skolens kemilokale for mange år siden. Så overvejede jeg „Revl og krat“, men det blev for omfattende, jeg har flere agre at høste. „Blandede bolsjer“ er bedre, for der kan være både søde og bitre imellem og en enkelt dameskrå. Easy does it. Easy does it!
5
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 5
28/04/14 14.30
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 6
28/04/14 14.30
1
C haplins ansigt er en maske , hans person en figur. Først sent i livet går denne simple kendsgerning op for én. Måske er „City Lights“ den strimmel, hvor masken og figuren er tydeligst. Temaet er klassisk, historien er af ammestueslagsen og fortæller i fuldkommen begribelig enkelhed om ensomhed, der søger venskab og kærlighed, finder begge dele, men afvises fuldkommen til sidst. Der er som i al kunst tale om en demonstration, ja, det er nærmest en maskine, der sættes i gang for at vise, hvordan det går og altid er gået. Man kan regne det hele ud på forhånd efter ganske få meter: Den gode mand, der fatter sympati for vagabonden, når han er fuld, vågner op ædru, indser sin fejltagelse og smider staklen ud. Den blinde pige, der har taget imod maskens opvartning i den tro, at der er tale om en rig gentleman, bliver seende, dvs. hun ikke alene ser en rig gentleman, hun ser udskuddet og må – om end med smerte – droppe ham. Det er på alle måder unaturligt, en manipulation, ja ligefrem et overgreb som Charlie-figuren selv. Der er ikke noget af det, der udspiller sig på lærredet, der 7
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 7
28/04/14 14.30
kunne være foregået i „virkeligheden“. I en sekvens optræder vagabonden som gadefejer. Han bliver bekymret for den mængde pærer en stor flok heste, der trækkes forbi, kan levere, men det er ikke noget imod den nervøsitet, der griber ham ved synet af en forbidragende elefant. Dette nummer er iscenesat i tilstræbt naturalis tiske omgivelser, men der bliver i sidste ende kun tale om en kulisse, og det er helt åbenbart, at de mennesker, der går forbi, er statister. Det tilnærmelsesvise eller tilstræbte er som masken og figuren et bevidst forsøg på at lægge den afstand, som er nødvendig, hvis manipulationen skal gøres fuldkommen. Det iscenesatte eller specifikke baner vejen for det almene. Kun i de scener (afskeden med pigen f.eks.), hvor masken krakelerer, siver sentimentaliteten ind, og selvom man har svært ved at værge sig imod den, er glimtet af spyt omkring skuespillerens „rigtige“ hjørnetand nok til at fremkalde en urolig følelse af obskønitet. Det er karakteristisk, at to jødiske genier som Charlie Chaplin og Franz Kafka i første halvdel af det tyvende århundrede uden at vide det arbejder side om side på et fællesprojekt og på samme præmisser. Begge skaber antinaturalistiske omgivelser for menneskelige skabeloner, der har deres udsathed og ensomhed som generelt karakteristikum, og begge ser – uden at kunne se det klart – at den fuldkomne afvisning er slutresultatet. Det gælder ikke kun for jøderne i Auschwitz, hvis „virke8
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 8
28/04/14 14.30
lighed“ er ubeskrivelig, men for mennesket som sådan, der endnu ikke har lært at ville sit eget bedste, men søger hjælpeløst rundt på overfladen af en stort set udpint klode på jagt efter nye krige, nye måder at komme hinanden til livs på. Op imod den nihilistiske udsigtsløshed sætter både Chaplin og Kafka (og senere Beckett) iscenesættelsen som den eneste mulighed eller med andre ord komedien, hvis fundament om noget er mekanisk og ofte tretrins eller flertrins. Vagabonden har haft kontakt med den tilbedte, lukker døren efter sig og tillader sig en stund af sød, stilfærdig hengivelse ved gelænderet i gården. I et vindue højere oppe vifter en kat med sin buskede hale en potteplante ned. Den rammer figurens hoved som et gongslag: hertil og ikke længere! Hvad der var mit Gefühl, afløses af en ægte følelse af smerte, som fremkalder latter, men også er et signal om at komme videre, om ikke at blive hængende i sentimentalitetens klistrede snoreværk. For at skaffe den tilbedte penge, som ikke blot skal gøre hende seende, men også betale huslejen, sætter figuren sig selv på prøve. Han lader sig engagere som professionel bokser og tror, han kan slippe let om ved det gennem en fornuftig aftale. Resultatet er naturligvis prygl + ingen penge. Først da han har politiet i hælene og en falsk anklage imod sig, lykkes tricket med pengene, mange endda, men straffen falder, og den er så 9
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 9
28/04/14 14.30
hård, som man kan tænke sig. Det nyerhvervede syn er ikke til lykke, thi pludselig kan den blinde se virkeligheden – ikke som hun troede den så ud, men som den er. For den udsigtsløse er der kun én udvej: at gå ind og give et nummer. Fra Cervantes til Chaplin og Kafka er nummeret vejen til frelsen, forløsningen ligger i figuren og masken, uanset om man befinder sig blandt vindmøllerne i La Mancha eller på en engelsk Variety Hallscene eller en eller anden backlot i Hollywood eller i det østrigsk-ungarske bureaukrati. Det er iscenesættelsen, det kommer an på, og det er ikke mindst den konstante reminder om afstand, som Brecht førte til yderkanten med sin Verfremdung, der skaber det ånderum, hvor man kan få vejret og have sig selv med og overleve – hvis man vil gå til de yderligheder. Ikke sært at én af nøgle scenerne i „City Lights“ er en boksekamp, hvor der bliver uddelt masser af øretæver, men intet gør ondt, og banal vold omformes til en koreografi, hvis formål er at lette stemningen for en stund på vejen til det afgørende nederlag, man også kunne kalde døden. Før den afgørende kamp frigør figuren sig karakteristisk nok og i bogstaveligste forstand fra enhver form for overtro (læs: tro), for han har set, at en kollegas metafysiske ritualer på ingen måde afværger katastrofen, den mørbankede neger med den magiske harefod bæres ud nøjagtig lige så kold og bevidstløs som enhver anden idiot efter kampen. 10
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 10
28/04/14 14.30
2
M åltidet
er enkelt :
En omelet med hovederne af
små vilde asparges plukket på bjergsiden her udenfor. Det er januar, varmt, men køligt. Solen gør med sin vilde insisteren landskabet fladt som et konturkort under pres. Der er også pølse på bordet og ost. Tanken om tingenes forgængelighed melder sig som den naturligste ting af verden. Vi drikker vand. Rundt om på institutionerne smager maden af velment ligegydighed, kun døden og en mulig helbredelse åbner døren til befrielsen. En pære runder måltidet af. Der er råd til det nødtørftigste og mere til. Jeg rejser mig og går. Jeg rejser mig og går ved egen kraft f.eks. Og i aftes så jeg et stjerneskud.
11
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 11
28/04/14 14.30
3
J eg
vedkender mig en
bizar optagethed af sære og
svært utilgængelige hjørner og kroge og de ligeså underlige tidspunkter, hvor intet er afgjort, og alt er overgang. Endnu, som var det i går, har jeg lugten af våd kalk og klistret spindelvæv i næsen, en parfume, der klyngede sig til de øvre og nedre regioner i huset, hvor man sjældent kom, men som derfor var ekstra tiltrækkende. Det var her edderkopper og bænkebidere holdt til, væsner, som de færreste brød sig om og prøvede at tage livet af. Men i fjerne kroge og under dækslet til et afløb havde de deres fristeder, som kaldte på samme mærkelige form for meditation som de områder, der var vanskeligt tilgængelige, lå afsides og ingen status havde. Det gjaldt sydhavnen, hvis sidste udpost inden civilisationen slap op, var et værtshus med navnet „Café du Vest“. Ellers var her kun halvsunkne småbåde og jernbanespor, ukrudt og kulstøv og det store elektricitetsværk, der syntes at omslutte sig selv og aldrig afgav tegn på liv udover en statisk snurren, man havde svært ved at afgøre 12
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 12
28/04/14 14.30
oprindelsen til, men som sandsynligvis stammede fra ens eget hoved. Her – som også på Refshaleøen, der lå fuldkommen afsondret – skete en forvandling af bevidstheden af samme overrumplende intensitet, som når men får feber. Ja, man fik feber! Og det, der er omgav én forvandlede sig til drøm, en slags vildelse, hvor det var umuligt at skelne mellem virkelighed og vision, og man umuligt kunne afgøre, om det hele var noget, man havde oplevet før, eller det først foregik lige nu. Uden at man helt vidste hvorfor, lugtede der også af krig, hvilket måske ikke var så mærkeligt, fordi den var rundt omkring og allevegne, men sjældent viste sit ansigt åbent. Krigen var en anden hemmelighed. Det var et mærkeligt hjørne i haven, der var også en terrasse med et afløbshul, hvor visne blade samlede sig og opførte en dervish-dans, når et vindsus gennem afløbsrøret løftede dem og fik dem til at rasle, men der var først og fremmest en mærkværdighed gemt hinsides grænserne, hvor man aldrig kom, fordi man var spærret inde. Længslen efter dette terra incognita kunne være så stærk, at den ikke blot gav feber, men satte sig som en kronisk sygdom, en sygdom nogen vil kalde til døden. Slutningen af april og begyndelsen af maj 1945 forvandler Berlin sig til historiens største overgangseksperimentarium. Fra det underlige hjørne her til det 13
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 13
28/04/14 14.30
underlige hjørne dér var afstanden kort og alligevel uendelig. Man kunne ikke regne ud, hvad der foregik, havde måske knap nok lyst til det, men anelserne var der – og længslen efter at forstå. Det kunne man bare ikke, forudsætningerne var for primitive, fantasien slog ikke til, fordommene blomstrede, der var jo kun tale om tilintetgørelsen af en fjende, og lidet kunne man ane eller bekymrede man sig om, at overgangens mystiske tiltrækning også ville være elimineret, når det hele engang var overstået. Journalisten Karina Niehoff beskriver, hvad der foregik i kælderhjørnet mellem edderkopper og bænke bidere fra slutningen af april ’45 til et stykke ind i maj. Måske rummer hendes skildring sin særlige autenticitet, fordi den er så spidsfindig, og fordi hun ejer en speciel sans for det underlige, som hun på én og samme tid opfatter som dæmonisk og temmelig komisk. Der er absolut ingen grund til, at denne kvinde skal overleve, hun gør i en form for ungdommelig trods alt det, man ikke skal gøre i hendes situation, og dermed står vejen til eventyret åben. Hvad man ikke vidste, men kun anede, søgte, men kun halvvejs fandt i en døs af drøm og tidlig pubertet, var i Berlin lagt ud i al monstrøs uendelighed og hos Niehoff set og genskabt med en form for vild overtydelighed, som man kan finde i grå fotografier med alt for store raster. Det er ikke kun de udhungrede indbyggere 14
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 14
28/04/14 14.30
som midt i kugleregnen prøver at sikre sig lunser af en død hest, der sætter sig på nethinden, eller manden, der forgæves prøver at skubbe de to halvdele af sin gennemskudte kone sammen, det er i ligeså høj grad situationens almindelige uanstændighed, man hæfter sig ved med en form for syg tiltrækning, der åbenbart aldrig kan mættes. Det er ikke kun det bestialske i henrettelsen af to „desertører“, der har fået besked på at pudse deres støvler blanke og skrive, hvad de er for nogle svin, før de klynges op, der får hjernen til at koge; det er i endnu højere grad tanken om, at en borger midt i inferno påtager sig rollen som Sprechstallmeister og forklarer de rædselsslagne og dødsensangste forbikrybende, hvad der er sket og hvordan, som var der tale om en cirkusforestilling eller et varieté-show. Og endnu mere tanken om, at man timer, før alt lukkede, kunne tage S-toget ind til bymidten, hvor de vildeste krigshandlinger foregik for at hente et ur, der havde været til reparation! Den umulige passage beskrives som mulig, ja, mere end det, passagen viser sig at være den eneste mulighed, selvom den forekommer umulig. Vist svinder den regulære angst, da våbnene tier og bænkebiderne og edderkopperne overflødiggør sig selv, men tomheden er lastet til randen med usikkerhed. Ganske vist er der ikke noget underligt i, at mennesker kan have svært ved at fatte begrebet demokrati efter tolv års diktatur, men det ideologiske slaggebjerg, 15
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 15
28/04/14 14.30
man har som halehæng, hvordan bliver man af med det? Det ordner almindeligheden og fejekosten og bjergsomheden og misundelsen og den kollektive afstandtagen fra alle mystiske krinkelkroge og sære hjørner i have og hus. Det gør følelsen af, at man altid har ret og altid har haft det. Og når det pludselig er manden fra KZ-lejren, der sidder med alle stemplerne og bestemmer både det ene og det andet, gør man med en vis lettelse, hvad han siger, men ikke uden i sit stille sind at betragte ham som en landsforræder. Den berlinske passage af anno dazumal kan lægges ud som en matrice på verdens tilstand i dag. Skydningen er mere spredt, men forventningerne de samme, instrumenteringen nærmest parallel. Man giver bænkebiderne og edderkopperne deres nødvendige interludium, der er ligså absurd som det er fascinerende, og møder derefter op med en fordring på orden og rimelighed. Hvad med at forvandle både det nære og det fjerne Østen til demokratier f.eks. overnight? Tanken om, at den døde på et tidspunkt under ligbrændingen sætter sig op midt i ilden, er gotisk ligesom den buldrende lyd af låget mod kisten, når det lægges på. Værre dog tanken om de kluntede forsøg på at reparere ligene og gøre dem menneskelige og „levende“ igen, når de faldne soldater sendes hjem til deres pårørende. Der er en kunstighed, som er oprørende, en contradictio, som ikke kan modsiges i al dens mistrøstige hensyns16
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 16
28/04/14 14.30
løshed præsenteret som det modsatte. En vis obskønitet bør henvises til mareridtet. Underholdende og endnu mere – åbenbart – når man nærmer sig exit og endelig bliver en del af det alt sammen.
17
Tiderne_Blandede bolsjer_P.indd 17
28/04/14 14.30