TØR ALDRIG TÅRER BORT UDEN HANDSKER
2. Sygdommen
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 1
21/05/14 14.41
Tidligere udgivelser af Jonas Gardell på dansk: Præriehundene, 1988 Fru Björks skæbne og eventyr, 1991 En komikers opvækst, 1993 Så gik den dag, 1999 En ufo gør entré, 2002 Tør aldrig tårer bort uden handsker 1. Kærligheden
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 2
21/05/14 14.41
Jonas Gardell
TØR ALDRIG TÅRER BORT UDEN HANDSKER 2. Sygdommen Oversat af Kamilla Jørgensen
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 3
21/05/14 14.41
Tør aldrig tårer bort uden handsker 2. Sygdommen Oversat fra svensk efter Torka aldrig tårar utan handskar: 2. Sjukdomen © Jonas Gardell 2013 Published by agreement with Nordstedts Agency, Sweden Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2014 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde Og trykt hos Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-631-3
Oversættelsen udgives med støtte fra
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 4
21/05/14 14.41
I midten af firserne på et hospital et sted i USA lå et døende barn med infektionssygdommen aids. Barnet var efterladt af sin familie og derfor alene. På sengegærdet sad en seddel. Må ikke berøres.
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 5
21/05/14 14.41
Tiderne_Tør aldrig türer bort-bd.2_P.indd 6
21/05/14 14.41
Det er en håbløst grå dag. Himlen, husene, lyset, linoleumsgulvet, som er lagt i alle rum bortset fra stuen i deres lille treværelses lejlighed – alting er gråt. Diffust gråt. Det er sådan en dag, hvor alt virker ligesom stille. Selv ikke uroen med stormmåger i træ, der hænger fra loftet i et hjørne af stuen, bevæger sig. På fortovene og gaderne er der ikke længere sne, men en hel vinters sand og grus ligger tilbage på asfalten og betonen. I forårslyset ser man, at lejlighedens vinduer er beskidte, det er først nu, hvor der ikke længere er minusgrader, at det så småt er muligt at pudse dem. Også det er der noget håbløst over. Britta står hjemme i køkkenet over opvasken fra bibel studierne aftenen før. De havde inviteret et par andre familier i menigheden til en beskeden middag og derefter studeret Den hellige skrift sammen ud fra anvisningen i det seneste nummer af Vågn op! Titlen på studiekredsen havde været „Værdsæt din plads i den kristne menighed!“ Margaretas noter ligger stadig på spisebordet i køkkenet. Typisk hende at være så skødesløs med tingene! De er for slappe over for hende. Men efter det, der skete, har de ikke haft kræfter til for alvor at vise hende til rette. Ikke med den fornødne strenghed. 7
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 7
21/05/14 14.41
Det er svært nok at holde sammen på det hele. Det der er tilbage. For Britta er det, som om hun befinder sig på et skråplan, hvor alt i hendes liv glider fra hende, og hun har nok at gøre med at holde sig selv oprejst og på sin post. Netop på sin post. Mens det hele falder fra hinanden. En langsom smuldren, og med hele sin krop og sine hænders kraft forsøger hun at holde sammen på det. „Værdsæt din plads i den kristne menighed!“ Som var titlen en formaning rettet mod netop hende og Ingmar. Værdsæt din plads! Så du får lov at beholde den. Så I ikke bliver ekskluderet. Så I ikke også mister den. Nogle gange synes hun, at det er så uretfærdigt. Som om hun og hendes mand ikke har været netop så hengivende, så tro og selvopofrende, som man overhovedet kan forlange. „Hvis din højre hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig.“ Havde de måske ikke gjort netop det, der var blevet krævet af dem for at være tro mod Jehova og få lov at blive i menigheden som hans loyale tjenere. Så gode som nogen. Og alligevel var det dem, hende og Ingmar, der måtte leve ikke bare med sorg og savn, for ikke at sige fortvivlelse, den fortvivlelse der aldrig rigtig forlader hende, og som giver alt i verden og alt, hvad hun foretager sig, en bitter smag af håbløshed – men også med skammen, blikkene, bebrej8
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 8
21/05/14 14.41
delserne, hviskeriet bag deres rygge, de sammensnerpede munde og medlidenheden. Det har gjort dem til halve mennesker. Værst af alt er det at se, hvor ydmyget Ingmar føler sig. Hendes smukke, ranke, strenge, hengivne ægtemand. Et forbillede for mange, en af menighedens betroede, fuldt fortjent en af dens ledere, som Peter i den første menighed, en klippe! Og se ham nu! En tilsidesat mand. Som går krumbøjet, selv om han stadig er midt i livet og burde befinde sig på toppen af sin livsbane. „Værdsæt din plads i den kristne menighed!“ Han havde forholdt sig tavs under hele studiet. Siddet der i et hjørne, og ikke som han plejede præside ret for bordenden, han havde siddet, taget noter, lyttet opmærksomt, som om han til stadighed måtte vise, at han ydmygede sig og igen lærte sin plads at kende. De havde læst syttende vers af Hebræerbrevets sidste kapitel: „Lyd jeres vejledere og vær føjelige; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ Der stod i biblen i en fodnote til verset, at „vær føjelige“ ordret skulle oversættes med: „giv altid efter“. Det er, hvad hendes mand nu er og gør. Ikke længere den selvsikre, den myndige, den strenge, den ranke. Men den føjelige. 9
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 9
21/05/14 14.41
Der altid giver efter. Det er bare at bide tænderne sammen. Da Ingmar begyndte sit arbejde allerede klokken fem om morgenen, var opvasken blevet udskudt til næste formiddag. De var alligevel kommet sent i seng. Britta vasker tavst op. Vasken er fyldt med snavset, gråt vand. Pludselig rasler det ved brevsprækken, og dagens post falder med et lille bump ned på gulvet ved hoveddøren. Britta tager en pause fra det ensformige husarbejde, tørrer hænderne i forklædet og går ud i entréen for at samle posten op. Hun er ikke koncentreret, da hun sorterer brevene, og er derfor ikke forberedt – også det er en svaghed. Hun ved, at hun altid bør være opmærksom, altid på vagt, det havde de talt om så sent som under gårsdagens bibelstudium – alligevel er hun ikke forberedt, da hun pludselig ser det, brevet. Kuverten er så typisk ham. Aflang med lidt tykkere tekstur. Elfenbenshvid. Og håndskriften som hun kender så godt. Regelmæssig, tydelig, omhyggelig. Hendes hjerte begynder mod hendes vilje at hamre. Instinktivt ser hun sig over skulderen for at sikre sig, at ingen ser det, selv om hun er alene hjemme. Men hun ved jo godt, at nogen ser det, og hun ved, at det er en prøvelse.
10
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 10
21/05/14 14.41
Ingmar og Britta Nilsson Hornsbruksgatan 15 117 34 Stockholm Hendes hånd knuger hårdt om brevet. Det er så smertefuldt korrekt. Og hvorfor skulle det ikke være det? Men hun har brugt så megen energi på at skubbe tanken om ham væk, at bare det at vide, at han har skrevet deres navne og fuldstændige adresse på en kuvert, gør, at hun næsten ikke kan få vejret. Og at hans håndskrift ikke tøver, at den er den samme som før. Uforandret. Ligevægten er så uendelig svær at opretholde. Det mindste stød og hun vakler og falder. Med et gisp, som hun ikke kan holde tilbage, vender hun kuverten, selv om hun ved, at hun ikke burde, og læser afsenderen, selv om hun ved, at hun ikke må. Benjamin Nilsson, Svarvargatan 8, 1. sal, 112 49 Stockholm. En skælven går gennem hendes krop, og hun lukker øjnene. Han ikke bare findes. Han findes på et præcist angivet sted. Solen varmer øjenlågene. Det er sommer. De er ude med jollen, som de har sat en lille påhængsmotor på, og har fundet læ ved en holm. Margareta er faldet i søvn på Ingmars mave. Benjamin øver sig med hendes brors gamle fiskestang. „Mor, se!“ råber han og vender sig om mod hende for at vise hende en rådden pind, han fik op, da han halede 11
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 11
21/05/14 14.41
linen ind. Han stråler af lykke over pinden. Hans øjne lyser himmelblå, håret mørkt, huden sommerbrun. Hun elsker ham så vanvittigt, at det gør ondt i hende. Hun tøver. Lukker øjnene. Kniber øjnene helt i. Så sukker hun, trækker vejret dybt ind og går ind i sove værelset, hvor Ingmar også har sit skrivebord. Hun låser en skrivebordsskuffe op og lægger brevet uåbnet ned i den. Hun tvinger sig selv til at sætte et neutralt ansigtsudtryk op, som ikke afslører hendes følelser, selv om hun er alene, selv om der ikke er nogen, for hun ved, at hun aldrig er rigtig alene, hun ved, at det er en prøvelse, der er blevet pålagt hende, og består hun ikke prøven, kan hun oveni miste sin plads i den kristne menighed. I skuffen, hvor hun lægger det uåbnede brev fra sønnen, ligger allerede et antal breve skrevet med samme smukke regelmæssige håndskrift, adresseret til dem begge. Ingmar og Britta Nilsson Hornsbruksgatan 15 117 34 Stockholm Ingen af brevene er blevet åbnet. Hun lukker skuffen igen og låser. Hun har bestået prøven.
12
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 12
21/05/14 14.41
En dag i fjor faldt der 90 millimeter regn på tre timer. Min Gud, det var ligesom syndfloden. Himlen åbnede sig, og så væltede det ned. Som om Gud Herren var blevet træt af de stakkels indbyggere i Koppom og ville drukne dem alle. Ved Skönnerud blev hele banelegemet skyllet bort, og siden har ingen så meget som drømt om en togforbindelse. Passagertrafikken var i øvrigt allerede blevet nedlagt i 1985. Og det går ned ad bakke, vist gør det så. Hvis det gamle fabrikssamfund i begyndelsen af årtiet emmede af optimisme – i 1981 var der faktisk blevet bygget så mange som ti nye etageejendomme i Koppom. Ti! – så er der her i slutningen af årtiet en mere opgivende stemning. De seneste år har tæret på egnen. Flere butikker har været nødt til at give op og dreje nøglen om. Koppomshoppen, der solgte mærkejeans og børnetøj, er væk, ligesom Skohjørnet, radiobutikken og papirhandlen. Det er delvist deres egen skyld. De har kun sig selv at takke. Som regel købte man alligevel ikke sit tøj i Koppom shoppen eller sine sko hos Skohjørnet, man tog til Domus i Arvika eller simpelthen til den større Karlstad, som er fyldt med modeforretninger, skobutikker og så videre. Og Café Philippines har skiftet ejer igen – og navn. Faktisk for blot nogle uger siden. Det eksotisk filippinske er skiftet ud med det mere ge13
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 13
21/05/14 14.41
digne svenske Hjärnebageren. Så må man jo se, hvor længe det holder. Det er morgen i Koppom, i maj måned, og året er 1989. Frosten ligger over marker og haver. Frosten ligger over gravsten og grave på kirkegården. Centrumhuset. Thors traktorservice, Uno X-tanken og Shell. Da Astrid åbner sin damefrisør ved ti-tiden, må hun stadig skutte sig i sin tynde cowboyjakke. Sara går ud i morgenkåbe og med bare fødder i træskoene for at hente Nya Wärmlands i postkassen. Der er frost i græsset, og det er knasende koldt i luften, næsten som en efterårsdag. Hun skynder sig. Knuger armene over brystet. De nyplantede margueritter langs grusgangen er døde. Typisk! Hun sparker lidt til en plante med foden, den er ligesom flydt ud på jorden, som om luften er gået af den. Hun sukker og går ind. Harald spiser morgenmad. Mens han arbejdede, stod han altid tidligt op, også i weekenden. Allersenest klokken seks drak han sin morgenkaffe. Men nu ligger han og driver den af, klokken kan være både syv og halv otte, før han er oppe. Så sidder han længe over morgenmaden. Trækker den ud. Det er, som det er. Ja, Sara ved ikke rigtigt, hvordan det er i hverdagen, for da går hun jo på arbejde, men om lørdagen sidder han der næsten i et par timer. Sara giver ham avisen. Der skete en flyulykke dagen før i Oskarshamn, hvor blandt andet den socialdemokratiske Stockholmspolitiker 14
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 14
21/05/14 14.41
John-Olle Persson omkom sammen med seksten andre. Lige før landing mistede flyet pludselig fart og styrtede direkte mod jorden. Ved nedslaget eksplodere flyet og gik i brand. Passagererne døde øjeblikkeligt. Såvel Rapport som Aktuelt bragte ekstra nyhedsudsendelser hele dagen, og Harald sad klistret til skærmen. Tirsdag den 9. maj fyldte nyheden om den frygtelige flyulykke næsten hele Nya Wärmlands forside. „SEKSTEN DØDE I FLYSTYRT“ lyder overskriften, og klippet ind i fotografiet af flyvraget ser man den syvogfyrreårige Hans Rosengren, rigsdagsmand fra Karlstad og en af Värmlands førende politikere. Sara sætter sig for bordenden og smører marmelade på et stykke ristet brød efter først at have skrabet det brændte af. „Ja,“ siger hun kort, „og nu døde margueritterne så også.“ Harald svarer ikke. Sara fortsætter, nu lidt mere vredt. „Jeg sagde jo, at det var for tidligt at plante margueritter. Men du hører aldrig efter.“ Harald mumler noget uforståeligt. „Jeg sagde jo, at vi skulle vente. Her skal ikke ventes, sagde du. De er så følsomme, margueritterne, sagde jeg. Men du, du skulle absolut ud og plante. Og nu tog frosten dem. Bare så du ved det.“ Harald ser op fra avisen. „Seksten døde!“ udbryder han. „Seksten! Der står, at det lignede en krigsskueplads. Det var det rene inferno med ild og røg overalt! Den slags sker ikke her! Det her er Sverige. Her skal der være, hvad hedder det, trygt.“ 15
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 15
21/05/14 14.41
Han vender siden for at slippe for al elendigheden. Næste opslag har overskriften: „HOMOSEKSUELLE DISKRIMINERES. HIV-POSITIVE UDSAT FOR CHIKANE“. Harald kniber desperat øjnene sammen for at slippe for at se og bladrer igen, mens han gentager sit fortvivlede: „Den slags sker ikke her!“ Sara gumler på sit ristede brød. „Men på den anden side, frost i maj,“ fortsætter hun ud af sit eget spor uden overhovedet at tage notits af Harald, „hvad er det for noget, der skal ikke være frost i maj!“ Frosten ligger over Saras og Haralds have. Margueritterne er døde. Seksten passagerer er døde i et flystyrt i Oskarshamn, inklusive rigsdagsmanden Hans Rosengren fra Värmland og den landskendte Stockholmspolitiker John-Olle Persson. Frosten ligger over Koppom. Markerne og haverne, værkstederne, småindustrierne og butikkerne, virksomme såvel som nedlagte. Det er i starten af skønne maj. Hvor vinteren bør være overstået, og det er allersmukkest. Samtidig i Stockholm, mange hundrede kilometer derfra, ligger deres elskede Rasmus, deres eneste søn, i en hospitalsseng på afdeling 53 på Södersjukhuset. Drop og plastikslanger, der forsyner ham med næring og smertestillende medicin, stikker ud af hans krop. Der er næsten ingenting tilbage af ham. Han er 25 år gammel, og han skal dø. Der skal ikke være frost i maj.
16
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 16
21/05/14 14.41
Nogle timer senere har Britta samlet sig tilstrækkeligt til at sætte sig ved skrivebordet. Hun er færdig med opvasken, har tørret af i køkkenet, fejet, lagt Margaretas noter ind på hendes værelse. Så er der ikke mere at gøre. Skrivebordet er af mahogni og stammer fra Ingmars far, der var læge, før han gik på pension. Bordet stod i hans konsultation. Siden Ingmar sluttede sig til Vidnerne, har han og forældrene ikke haft andet end en høflig, sporadisk kontakt. Ingmar har nok gjort, hvad han kunne for at vinde dem over til menigheden, men de er forblevet koldsindige – mest skuffede over, at Ingmar aldrig har „bedrevet“ noget med sit liv, men i deres øjne „spildt“ det på hende og menigheden, en lægesøn burde have forudsætningerne for mere, mener de, end at arbejde som rengøringsassistent – og med årene er svigerforældrene gledet fra dem og blevet som fremmede. Det er trist, men den slags sker. Britta og Ingmar er næppe de eneste i menigheden som har gjort et sådant offer. Nu åbner hun midterskuffen, hvor de opbevarer papirer og skriveredskaber. Hun finder brevpapir og kuglepen frem. Hun tvinger sig selv til fuldkommen besindelse og den ro, der følger. 17
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 17
21/05/14 14.41
Selv om hun er helt alene, afslører hendes ansigt intet. Også selv om hun var blevet iagttaget, ville man have nikket bifaldende. Det gælder om at tænke sådan. At man til enhver tid skal agere, reagere og endda føle på den rette måde. Som det passer sig for en kristen. Hun skriver. Stockholm den 9. maj 1989 Benjamin, min søn. Du har skrevet igen. Jeg har bedt dig om ikke at skrive, og jeg beder dig om det endnu engang. Kuglepennen løber hen over papiret. Hendes håndskrift er pæn, men en anelse omstændelig. Det tager tid for hende at skrive, selv om hun ved, hvad der skal stå. „Du er nødt til at forstå,“ fortsætter hun og holder en lille pause, en pause, som en iagttager, en udenforstående kunne have tolket som tøven. Det er ikke godt. Men alligevel, hun kan ikke undgå denne korte pause med kuglepennen, hvor meget umage hun end har gjort sig med ikke at vise den mindste vaklen i sin overbevisning. Hun fortsætter, nu endnu langsommere, som for at trække ordene, følelserne ud. Jeg elsker dig. Jeg håber, at du har det godt. 18
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 18
21/05/14 14.41
Endnu en pause, Gud tilgive hende! Hendes hånd knuger hårdt om kuglepennen, og hun mærker, at den ryster, og hun ved, at også det afslører hende. Hun elsker ham! Sådan, uden at fortrække en mine afslutter hun sætningen, netop som det er blevet pålagt hende, netop så loyalt, så beslutsomt som det kræves af hende. Hun elsker ham. Men jeg lader, som om du ikke findes.
19
Tiderne_Tør aldrig tårer bort-bd.2_P.indd 19
21/05/14 14.41