Plet af Gerd Laugesen by Tiderne Skifter

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 1

PLET

31/03/14 21.5

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 2

Af samme forfatter: Møder, 2009 Hjemsted, 2011 Har du set min kjole? 2011 Lommetørklædesamling, 2012 På lyserødt papir, 2013

Til min dværgkanin

31/03/14 21.5

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 3

GERD LAUGESEN

Plet

TIDERNE SKIFTER

31/03/14 21.5

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 4

Sat med Hoefler Text Tryk: Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-626-9

Tak til Statens Kunstråds Litteraturudvalg

TIDERNE SKIFTER

Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 tiderneskifter@tiderneskifter.dk www.tiderneskifter.dk

31/03/14 21.5

i stod på noget, der mindede om store kampestenssøjler. Jorden var leret for oven og hård nedenunder. Jeg tog en anden kvindes blomster og hakkede hovederne af og satte stilkene i en vase. Blomsterhovederne lå på gulvet, og bladene krøllede og blegnede, som vandet fordampede. Der var en stor lyserød rose, der var gule tulipaner, og med tiden blev alle bladene hvide og tørre som papir. Der var senge overalt beklædt med tæpper og varme i gulvet. Det gjorde ondt i fødderne, når jeg gik. Oven på huset lå en have. Et ungt par legede deroppe. Langt dernede var Seinen. Den var beskidt, og blåt skum flød på brunt vand. Skummet blev til bobler, der fløj op. Kvinden kastede sten efter boblerne, og en gang imellem gik de i stykker. Jeg sagde til parret, at de skulle passe på, men de vrængede bare og svarede, at jeg altid var så forsigtig. Så røg de i vandet. Ingen andre faldt i, men mange tabte deres sko i floden. Så fiskede de efter dem med nodestativer, mens skoene sejlede af sted som vilde både. Det var altid gamle brune herresko med snører, og det unge par kom kravlende op over kanten igen. Det var først, da jeg strøg dig over kinden, jeg så hende. Hun havde rødt pagehår, og hendes mave var stor. Jeg tog hendes hånd. Hun så misbilligende på mig. Jeg forklarede, at eftersom hun var gravid med jeres barn, holdt jeg også af hende. Derfor gav jeg hendes hånd et klem for at sige, at det med at stryge dig over kinden, det var så naturligt, som skoene faldt i floden. Så gik hånden sin vej. Den kravlede ned ad en rebstige, og snart var den bare et fingeraftryk på bunden, der svømmede ud i vandet og kravlede op i en brun herresko og forsvandt rundt om hjørnet.

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 5

31/03/14 21.5

Mit værelse var det største, men også det mørkeste. Min gamle fransklærer kom ind uden at banke på og uden bryster, for hun havde fået kræft. Bonjour, sagde hun. Jeg taler altså flydende fransk, så hun kunne godt ha’ sagt noget mere. Der var spejle i loftet. Jeg prøvede at skrive, men havde ingen hånd til at holde blyanten. Jeg skreg. Gardinerne var trukket for, de var mørkeblå. Du lagde dig ved siden af mig og tog din venstre hånd af. Der flød chokolade ud af armen. Du drak, til huden blev slap som en klud. Så vred du rundt. Du dryppede armen af i en vaskebalje og bandt en knude, der foldede sig ud som en såret soldat. Jeg vandede hudlapperne, og du fik knopper. Der kom grønne blade. Snart var hele venstre skulder en blomstereng. Så stak jeg mig i lillefingeren med en knappenål, og luften fløj ud. Jeg forsvandt. Naturen bliver hurtigere gammel, men den bliver også hurtigere ung igen. På en vinter bliver kun ét hår gråt. På en vinter og et forår bliver to hår grå. En dame plukkede valmuer på marken, inden hun skulle med færgen over til den anden side. Og så stod hun der med stilkene tilbage, mens bladene fløj før hende over til det, hun gerne ville nå. Jeg så på, mens hendes blik fulgte naturens røde noter, der havde regnet ud, at vinden kunne bære dem længere end hendes hænder. Jeg var 18 og stod i en rød telefonboks ved Jardin du Luxembourg og ringede hjem – modtager betaler. Overtjeneren på fiskerestauranten havde langt tyndt hår, ansigtet var udhulet, han lignede en død og røg joints i kælderen, hvor kakerlakkerne løb rundt mellem baguetterne. Han kaldte mig Grosse vache – fede ko. Jeg blev fyret, da jeg kaldte ham det samme. Så

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 6

31/03/14 21.5

serverede jeg morgenmad på et hotel, hvor mit navn blev Big foot, fordi jeg løb rundt i lange flade kinasko, der lignede sorte både. Jeg var flygtet fra mit lille chambre de bonne, hvor ejeren serverede ost og portvin, mens han insisterede på at vise familiens skitur på video. Vi skulle absolut sidde på hans ægteseng, og de tynde ben var klemt forventningsfuldt sammen. Ugen efter smuglede jeg lidt af mine ting ud dag for dag, til alt var væk. Jeg var forelsket i en kok og sov på trappen uden for hans dør. Jeg stod og ventede, når han kom hjem fra arbejde, og jeg kan huske, at jeg gik ud med ham, men så faldt han for en canadisk kvinde med sort overskæg. Nogle år efter kom jeg tilbage til Paris for at fejre min vens bryllup og mødte kokken tilfældigt ved metroudgangen Odéon. Vi gik forbi hinanden, og så standsede vi op. Vi sagde ingenting, vi så bare hinanden i øjnene. Historier ender altid et sted, og så fortsætter de et andet sted hen, som en kugle, der løber gennem en ukendt labyrint. Hun har rødt pagehår, jeg tror, hun er fra Polen, det samme er tilfældet med den anden pige, hun havde briller på den dag. Ved vores stambord sad to fede mænd og talte engelsk. Deres tallerkener var væk, de havde kun kaffen tilbage, og de var ved at betale, havde fået de der små frø, kommen og et eller andet andet – anisfrø. Pigen med pagehåret havde givet os bordet til venstre, lige bag døren, og der var ikke samme udsigt til Blegdamsvej, som vi var vant til, og der var ikke andre i restauranten, så du sagde: Vi vil gerne sidde ved vores bord derovre. Du sagde det, da de andre var gået. Hun så på os og sagde så på engelsk, og vi havde altså ikke fået noget at spise endnu: Man kan ikke altid få, hvad man gerne vil have, en gang imellem må man affinde sig. Det er der jo ingen grund

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 7

31/03/14 21.5

til, når bordet er ledigt, sagde jeg. Et bord er et bord, sagde hun så. Nej, sagde du. Og hun sagde: Jamen, så bliv siddende, så ordner jeg det. Du rejste dig halvt, vi havde altså kun fået vand. Nej, bliv siddende, kommanderede hun. Og da hun havde dækket vores stambord, sagde hun: Så, nu kan I sidde – og sagde så, at hun knoklede for os, og vi kom altid tilbage og ville altid have det bord. En gang imellem var det til os, andre gange sad der andre ved det. Hun så direkte på mig, og jeg så over på dig og sagde: Jeg tror ikke, jeg kan holde det her ud. Hun talte med hende den anden tjener, højt, og hun råbte: De vil altid sidde ved det dér bord. Hun talte spottende, og så kom hun tilbage for at tage imod vores bestilling. Jeg tror ikke, vi er klar, sagde jeg. Hun vendte sig rundt. Jeg rejste mig. Det var nok. Du ledte efter lidt småpenge for de få minutter, vi havde siddet, men du havde ingen, og vi sagde farvel, og hun sagde farvel, og det var vores stamrestaurant, der ligger lige der på hjørnet, hvor jeg bor, og det var så det. Hun var nok meget ulykkelig, og hendes kæreste havde lige forladt hende, og så kom vi ind, og det kunne hun ikke holde ud at se på. Hun bliver sikkert snart fyret, sagde du. En af mine veninder er sikker på, at pigerne, der arbejder i restauranten, er tidligere prostituerede, og så tager man til takke med meget lidt, måske blev hun bare træt af at servicere folk. Jeg har nu en fornemmelse af, at hun har været sammen med ejeren, og han har gjort det forbi med hende, og så er det hendes stille hævn at gøre livet surt for hans stamkunder – og kunder i det hele taget – bare sørge for, at der aldrig er nogen, der kommer i nærheden af restauranten igen. Men vi tog 3’eren til Nørrebrogade og gik op ad vindeltrapperne og satte os ved en guld-

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 8

31/03/14 21.5

elefant. Der var svenskere overalt. Vi drak hvidvin og fik nogle små forretter, men det var ikke det samme som på vores stamrestaurant – kødet var små stumper og stykker – brødet var fladt og fedt, og tjeneren var så forvirret, han gav os en forret for meget – ikke med vilje – og så fik vi alt det mad, og jeg havde glemt mit dankort, selv om jeg gerne ville have betalt halvdelen, og vi drak rødvin på en café, og det var dagen før, du tog hjem igen. Det var dagen før, jeg glemte koden til mit dankort, da jeg skulle taste en andens, fordi hun ikke havde briller på, og jeg fik ikke mit kørekort, da jeg var til køreprøve, for jeg kunne ikke sove, og den motorsagkyndige havde sorte solbriller på, hun tog dem ikke af, da jeg ikke kunne forklare, hvordan lygterne i bilen fungerede, og jeg blev så flov, som jeg stod der, og jeg kom til at parkere midt imellem to parkeringsbåse, og da jeg sad på en trappesten og ventede på at tage den køreprøve, kom en mand gående med sort lædermappe under armen, han var pensionist, og han sagde, at han havde taget sin køreprøve i Ålborg, og han havde haft sin kørelærer på bagsædet, og de havde aftalt, at han skulle sparke let i ryglænet, når der skete noget, han skulle være særligt opmærksom på, mest når han skulle kigge bagud. Håret blev farvet rødt i det øverste lag og mørkebrunt underneden. Jeg havde så travlt. Vi skulle til en stor fest på en lille ø, men vi kørte hele tiden forbi. Vi kunne køre på vandet, det var mig, der kørte, men jeg kunne ikke standse. Jeg blev så desperat, derfor gik jeg til frisøren og bad bare om en lille klipning, men jeg kom vist også til at sige, at jeg gerne ville have farvet håret. Jeg mente det jo ikke. Det var min tandlæge, der klippede. Jeg blev endnu mere rasende, for hun har jo også ordnet mine tænder forkert. Jeg turde bare

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 9

31/03/14 21.5

ikke sige noget, for da jeg kom ind for at få sat plastik bag på fortænderne, kom en pige, der havde fået slået tænderne ud af en hest. Hendes søster sad tilbage med en tand, hun havde fundet i sandet. Det var juleaften, og min dværgkanin, Plet, hoppede rundt i stuen, alt åndede idyl, og Plet hoppede ind under sofaen, så sagde det bang, og fjernsynet slukkede. Jeg græd, Plet var død, men så kom den hoppende ud igen, lidt skævt godt nok, og knurhårene var brændt af. Plet blev passet af min mormor og morfar, mens vi boede i Paris. Den var lille og grå med en hvid plet på næsen. Den kom, når jeg kaldte. Engang skreg den højt, fordi den havde fået sin snor rundt om bagbenet. Kaniner skriger kun, når de tror, de skal dø. Jeg savnede den så meget. Og der stod jeg, langt væk, i et andet land, og så på en lille dværgkanin i et butiksvindue. Den var af porcelæn og lignede Plet en lille smule. Den hoppede bare ikke rundt mellem de andre små figurer: prinser og prinsesser, katte, hunde, kameler, heste, køer og grise. Hver eneste dag gik jeg forbi vinduet for at se på dens ridsede grå pels, den lille lyserøde tunge, og de nøddebrune glasøjne. Juleaften blev kaninen min. Jeg holdt den i armene, forsigtigt. En morgen sprang vi ned ad vindeltrappen. Kaninen gled ud af hænderne, ramte gelænderet, hoppede tilbage på trinene og hoppede ned og ned. Det ene øre knækkede. Nu har den et lille hvidt porcelænsar og står sammen med glasdukken med den limede næse og det manglende øje. En mand sprang op i bussen, og så tog han en dværgkanin i ørerne, der hoppede uden for vinduet. Han aede den kun, fordi han gerne ville se rar ud.

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 10

31/03/14 21.5

Så smed han den ud ad vinduet igen. Og kaninen blev til en hare, den blev kæmpestor og sprang hen over husene, som om den havde trampoliner under poterne. Tilbage på fortovet sad en lille hund, der var blevet spærret inde af en form for maske. Den lignede en maskine, havde jern rundt om hele den tynde krop og hen over munden, den peb, sad der som en forladt kampvogn, buret inde i sig selv. Jeg tog rustningen af og stak hånden ind i hundens mund. Min hånd var stadig hel, da jeg trak den tilbage. Hunden så ulykkelig ud. Den var jo ikke nogen rigtig hund. Den var en robot, men jeg fik vredet robotten af, og indeni var den en lille forpjusket gul hund med sådan nogle troskyldige øjne. Men på en eller anden måde blev hunden væk. Der var kameraer i byen, de filmede folk med hund. De så også på mig, som om jeg havde sådan en. Men de spurgte heldigvis ikke. Jeg ville også blive bange, hvis de syntes, jeg havde en hund. Men måske går jeg rundt med én i snor uden at vide det. Jeg husker, da jeg gik ind i en hundesnor, og i mange år gik rundt med et ar hen over næseryggen og kindbenet, som en indianer. En person, en indianer, en anden gud. Måske er formen en måne, eller er det en terning, der triller på fire, seks, tre. Jeg har købt en bog om at flyve. Der står, at den eneste måde, man kan lære det på, er i luften. Mit navn var Lillesøster, og så blev det Lille Fugl.

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 11

31/03/14 21.5

Engang faldt en solsort ned på altanen. Den boede i en flyttekasse, og vi madede den med en pincet. Vi havde poser fulde af maddiker. En dag fløj den bare. Og hver gang jeg ser en solsort, tænker jeg, det måske er den. Du lagde dig på min skulder som en udslukt kanariefugl og rørte ved mig med din papegøjetang. Jeg mødte en mand, der havde et papegøjecirkus, men så blev han for gammel. Papegøjerne kom i Zoologisk Have, og han kom i beskyttet bolig. Menneskene tog papegøjernes cykler og de små biler. De sagde, at det var dyrplageri, og fuglene tabte fjerene, én slog næbbet hårdt ind i væggen, til det flækkede. Men han kunne ikke få papegøjerne hjem. De levede hver deres alderdom. Han skrev breve til dem med sine krogede hænder. De kunne ikke skrive tilbage. Et brev til alle mennesker og dyr. En træstub. Jeg har fortiden bag mig, og den er så stor, at den skygger for der, hvor jeg går. Og jeg har forsigtigt pakket det hele ud og lagt det på bordet. Der ligger det så som et stykke kul og en ørering og en stum kanin. I Brabrand er der en skildpadde til salg. Den er tolv år gammel, så hvis man skynder sig at købe den, kan den leve sammen med én resten af livet. Side om side, den mest rolige legekammerat. Den holder mest af bare at være sammen med ét menneske. Det er ligesom ara-papegøjer. Har jeg fortalt om drengen, der vaskede sin skildpadde

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 12

31/03/14 21.5

i vaskemaskinen. Da han trak den ud, var den kravlet ind i sit skjold. Han troede, den var gået i hi, så han lod den sidde der i flere måneder, til den begyndte at lugte råddent. Da vi boede inde i byen, havde vi kanariefugle. De fik deres eget værelse, de blev flere og flere. De hakkede huller i væggen, de overtog lejligheden.

De vakler under mig, de ben. De andre ser det ske, mens jeg skubber det væk. De ser mig ske, ser mig stå op, ser mig plukke hovederne af blomster, mens dage regner himlen ned fra horisonter, og alle forsvindingsnumre stivner i deres egne søer. Arven er lagt ind i monumenterne, der skrider ud, skridt for skridt, som gamle pyramider, andre har skabt. Nutid er en erindring, der aldrig nogensinde kan finde sig selv igen, som fortiden altid vil være noget, vi kan tage fat på. Nutiden er et sprog, der slingrer. Fremtiden er et hul. Du var inde i et hus af tåget glas sammen med en politiker og en fremmed dame. Jeg så skyggerne som i en brusekabine, og det regnede. En pistol blev trykket mod en eller andens tinding. Jeg ringede efter politiet, og betjenten gik ind, men han kom ikke ud, før der lød skud. Kuglerne grønnes, sætningerne tømmes for indhold. Kaster du tegnene efter dig, segner du sammen.

erne_PLET_indhold_Tryk_01.indd 13

31/03/14 21.5