VEJEN OP, VEJEN NED
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 1
16/03/15 15.21
Af Julian Barnes på dansk Flauberts papegøje. Roman, 1987, 1990 Op mod solen. Roman, 1988 En verdenshistorie i 10½ kapitel. Roman, 1990, 1996 En trekantshistorie. Roman, 1993 Pindsvinet. Roman, 1993 Før hun møder mig. Roman, 1995 Over kanalen. Noveller, 1997 England, England. Roman, 1999 Kærlighed osv. Roman, 2001 Citronbordet. Noveller, 2006 Arthur & George. Roman, 2008 Ikke noget at være bange for. Roman, 2009 Som jeg ser det. Essays om billedkunst, 2011 Når noget slutter. Roman, 2011 Puls. Noveller, 2014
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 2
16/03/15 15.21
JULIAN BARNES
VEJEN OP, VEJEN NED Oversat af Claus Bech
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 3
16/03/15 15.21
VEJEN OP, VEJEN NED Oversat fra engelsk efter „Levels of Life“ Copyright © 2013 Julian Barnes Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Centaur MT hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-727-3
Til Pat
Tiderne Skifter Forlag – Læderstræde 5, 1. sal – 1201 København K Tlf: 22 18 63 90 – Fax: 22 18 63 91 tiderneskifter©tiderneskifter.dk · www. tiderneskifter.dk
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 4
16/03/15 15.21
indhold HØJDEN SOM EN SYND 7 I MIDTEN 35 DEN MISTEDE DYBDE 73
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 5
16/03/15 15.21
DEN MISTEDE DYBDE
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 73
16/03/15 15.21
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 74
16/03/15 15.21
Man sætter to mennesker sammen, som ikke før har været sat sammen. Sommetider minder det om det første forsøg på at sammenkoble en brintballon med en varmluftballon: Foretrækker man at styrte ned og brænde eller at brænde og styrte ned? Men sommetider fungerer det, og der skabes noget nyt; verden er forandret. På et tidspunkt før eller siden og af den ene eller den anden grund bliver en af dem taget bort. Og det, som tages bort, er større end summen af det, der var der før. Det er ikke nødvendigvis matematisk muligt, men følelsesmæssigt er det sandt. Efter slaget ved Abu Klea var der „uendelige horder af døde arabere“, som „nødvendigvis måtte efterlades på jorden“. Men ikke uden at blive undersøgt. Hver især havde et læderbånd bundet om armen med en bøn formuleret af mahdien, som havde lovet sine soldater, at denne bøn ville forvandle de britiske kugler til vand. Kærlighed giver os en lignende følelse af tro og uovervindelighed. Og sommetider, måske ganske ofte, virker det. Vi smutter ind og ud mellem kuglerne på samme måde, som Sarah Bernhardt påstod, at hun smuttede ind og ud mellem regndråberne. Men der er altid fare for et
75
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 75
16/03/15 15.21
pludseligt spyd i halsen. Hver eneste kærlighedshistorie er også en potentiel sorghistorie. Tidligt i livet inddeles verden groft i dem, der har haft sex, og dem, der ikke har. Senere i dem, der har oplevet kærlighed, og dem, der ikke har. Endnu senere – i hvert fald hvis vi er heldige (eller, fra den modsatte synsvinkel, uheldige) – deles den i dem, der har kendt sorgen, og dem, der ikke har. Disse skillelinjer er absolutte; det er vendekredse, som vi krydser. Vi var sammen i tredive år. Jeg var toogtredive, da vi mødte hinanden, toogtres, da hun døde. Mit livs hjerte; mit hjertes liv. Og selv om hun ikke kunne fordrage tanken om at blive gammel – da hun var i tyverne, var hun sikker på, at hun aldrig ville blive ældre end fyrre – så jeg lykkelig frem til vores fortsatte samliv, glædede mig til, at det hele ville blive langsommere og roligere, glædede mig til de minder, vi skulle samarbejde om. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg plejede hende; jeg kunne endda – selv om jeg ikke gjorde det – have forestillet mig, at jeg ligesom Nadar strøg håret bort fra hendes afasiske tindinger og lærte at spille rollen som nænsom sygeplejerske (det er irrelevant, at hun ville have hadet at være afhængig på den måde). I stedet var der fra en sommer til et efterår angst, foruroligelse, frygt, rædsel. Der gik syvogtredive dage fra diagnosen til døden. Jeg forsøgte
76
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 76
16/03/15 15.21
aldrig at lukke øjnene for det, men altid at se det i øjnene; resultatet blev en slags forrykt klarhjernethed. De fleste aftener når jeg gik hjem fra hospitalet, stirrede jeg uvilkårligt misundeligt på mennesker i busserne, som bare var på vej hjem efter en ganske almindelig dag. Hvordan kunne de sidde der så ubekymrede og uvidende og fremvise deres udeltagende profil, når hele verden var så tæt på at forandre sig? Vi er dårlige til at forholde os til døden, som er et banalt, unikt fænomen; vi kan ikke længere gøre den til en del af et større mønster. Og som E. M. Forster udtrykker det: „Det ene dødsfald kan måske nok forklare sig selv, men kaster ikke lys over det andet.“ Det bliver også umuligt at forestille sig sorgen, ikke kun dens varighed og dybde, men også dens tone og tekstur, dens selvbedrageri og falske forhåbninger, dens recidivisme. Ligeledes det første chok, den giver én: Man er pludselig landet i Det Tyske Hav kun udrustet med en grotesk korkforet jakke, som formodes at kunne holde én i live. Og man kan aldrig forberede sig på den nye virkelighed, som man befinder sig i. Jeg kender en person, som troede eller håbede, at hun kunne. Hendes mand var lang tid om at dø af kræft; da hun var praktisk indstillet, bad hun i god tid om en læseliste og fik fat i de klassiske tekster om døden. Det gjorde ingen forskel, da øjeblikket kom. „Øjeblikket“: følelsen af måneder, der ved nærmere undersøgelse viser sig at have været dage.
77
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 77
16/03/15 15.21
I mange år tænkte jeg fra tid til anden på en beretning skrevet af en kvindelig romanforfatter om hendes noget ældre mands død. Midt i sorgen, indrømmede hun, var der en lille indre sandhedens stemme, som hviskede til hende: „Jeg er fri.“ Jeg huskede denne historie, da min egen tid kom, og var bange for, at sufflørens hvisken skulle lyde som et svigt. Men jeg hørte ikke denne stemme, ingen af den slags ord. Den ene sorg kaster ikke lys over den anden. Sorg er i lighed med døden banal og unik. Derfor en banal sammenligning. Når man skifter bilmærke, lægger man pludselig mærke til, hvor mange andre biler af samme mærke der kører på vejene. Man ser dem på en måde, man aldrig før har set dem på. Når man bliver enkemand, lægger man pludselig mærke til alle de enker og enkemænd, der kommer imod én. Før var de mere eller mindre usynlige, og det bliver de ved med at være for andre bilister, som ikke er enker eller enkemænd. Vi sørger i pagt med vores karakter. Det lyder også indlysende, men der er tale om en tid, hvor intet synes eller føles indlysende. En ven døde og efterlod sig en kone og to børn. Hvordan reagerede de? Konen gav sig til at istandsætte huset; sønnen gik ind i sin fars arbejdsværelse og kom først ud igen, da han havde læst hver eneste besked, hver eneste
78
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 78
16/03/15 15.21
stump papir, som faderen havde efterladt sig; datteren lavede papirlamper, som skulle flyde på søen, hvor hendes fars aske skulle spredes. En anden ven døde uventet, katastrofalt, ved siden af en bagagekarrusel i en udenlandsk lufthavn. Hans kone var gået i forvejen for at hente en rullevogn; da hun kom tilbage, var en klynge mennesker stimlet sammen om noget. Måske en kuffert, der havde åbnet sig. Men nej, det var hendes mand, der lå på gulvet, og han var allerede død. Et par år senere, da min kone døde, skrev denne kvinde til mig: „Sagen er – naturen er så præcis, den gør netop så ondt, som den er værd, så på en måde nyder man smerten, tror jeg. Hvis det ikke spillede nogen rolle, ville det ikke betyde noget.“ Jeg fandt trøst i dette brev og havde det i lang tid liggende på mit skrivebord selv om jeg tvivlede på, at jeg nogensinde ville komme til at nyde smerten. Men jeg var også kun ved begyndelsen. Jeg vidste allerede, at kun de gamle ord kunne bruges: død, sorg, bedrøvelse, hjertesorg. Ikke noget moderne og undvigende eller medicinsk. Sorg er en menneskelig, ikke en medicinsk tilstand, og selv om der er piller, som kan få os til at glemme den – og alt andet – findes der ingen piller, som kan helbrede den. Den sørgende er ikke deprimeret, bare behørigt, passende, matematisk („den gør nøjagtigt så ondt, som den er værd“) bedrøvet. En eufemistisk vending, som
79
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 79
16/03/15 15.21
jeg i særlig grad ikke kunne fordrage, var „gå bort“. „Det gør mig ondt at høre, at din kone er gået bort.“ Man behøver dog ikke at påtvinge andre mennesker ordet „dø“, selv om man altid selv bruger det. Der findes en middelvej. Ved en social begivenhed, som hun og jeg normalt ville have deltaget i sammen, kom en bekendt hen til mig og sagde ukunstlet: „Der mangler én.“ Det føltes rigtigt i både den ene og den anden forstand. Den ene sorg kan ikke forklare den anden, men de kan godt overlappe. Derfor kan der være en forståelse mellem sørgende. Man ved kun selv, hvad man ved – selv om man ikke ved andet, end at man ved noget forskelligt. Man er trådt gennem et spejl som i en film af Cocteau og befinder sig i en verden, der pludselig har fået logik og mønster. Et lille eksempel. Tre år før min kone døde, blev en af mine gamle venner, digteren Christopher Reid, også enkemand. Han skrev om sin kones død og tiden bagefter. I et af digtene skriver han om de levendes fornægtelse af de døde: men også jeg har kendt stammens vilje til at påføre mig tabuer og koder, og har opført mig mindre pænt når jeg har nævnt min døde hustru ved et middagsbord. Et taktslag af tavshed, af fælles frygt, sygt chok, falder.
80
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 80
16/03/15 15.21
Da jeg læste disse linjer, tænkte jeg: Mærkelige venner du har. Jeg tænkte også: Du mener vist ikke for alvor, at du opførte dig mindre pænt? Senere da turen kom til mig, forstod jeg det. Jeg tog på et tidligt tidspunkt den beslutning (eller måske, i betragtning af det kaos, der herskede i min hjerne, tog beslutningen mig), at jeg ville omtale min kone, når som helst jeg havde lyst til det eller behov for det; at gøre hende nærværende skulle være en normal del af enhver normal samtale – selv om „det normale“ for længst var forsvundet. Jeg indså hurtigt, hvordan sorgen sorterer og omgrupperer alle i den sørgendes omgivelser; hvordan venner sættes på prøve; hvordan nogle består, mens andre dumper. Gamle venskaber kan blive dybere i en fælles sorg eller pludselig tage sig overfladiske ud. Unge klarer sig bedre end gamle, kvinder bedre end mænd. Det bør ikke overraske nogen, men det gør det. Man kunne måske have forventet, at dem, der er nærmest på én i alder og køn og ægteskabelig status, ville være mest forstående. Hvor er det naivt. Jeg husker en „samtale over et middagsbord“ på en restaurant, hvor jeg spiste sammen med tre nogenlunde jævnaldrende gifte venner. De havde hver især kendt hende i mange år – måske firs-halvfems år i alt – og de ville hver især have sagt, at de havde elsket hende, hvis de var blevet spurgt. Jeg sagde hendes navn; ingen af dem reagerede. Jeg gjorde det en gang til, og igen skete der ingenting. Tredje gang forsøgte jeg måske bevidst at provokere, fordi jeg var sur over noget, der ikke forekom mig at være hensynsfuldhed,
81
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 81
16/03/15 15.21
men fejhed. I deres frygt for at sige hendes navn, fornægtede de hende tre gange, og jeg fandt dem mangelfulde. Der er spørgsmålet om vrede. Nogle er vrede på den, der er død, som har forladt dem, svigtet dem ved at frasige sig livet. Kan man tænke sig noget mere fornuftsstridigt? Få dør af egen vilje, ikke engang flertallet af selvmordere. Nogle af de sørgende er vrede på Gud, men hvis han ikke findes, er det også fornuftsstridigt. Nogle er vrede på universet, fordi det lader det ske, fordi det gør døden til den uundgåelige, uafvendelige virkelighed. Det var ikke den følelse, jeg havde, men i løbet af efteråret 2008 læste jeg aviserne og fulgte med overvældende ligegyldighed med på tv. „Nyhederne“ forekom mig at være en større og mere krænkende version af de mange busser fulde af uanfægtede passagerer, som blev ført af sted i al deres selvoptagethed og uvidenhed. Af en eller anden grund gik jeg temmelig meget op i, om Obama vandt valget eller ej, men der var meget lidt andet i verden, som interesserede mig. Man fik at vide, at hele den finansielle sektor risikerede at bryde sammen og gå i opløsning, men det interesserede mig ikke. Penge kunne ikke have reddet hende, så hvad skulle man med penge, og hvad skulle det nytte at hjælpe dem, der havde med penge at gøre? Man fik at vide, at jordens klima var tæt på at nå et uopretteligt vendepunkt, men for min skyld kunne det nå dette punkt og længere endnu – jeg var ligeglad. Når jeg kørte hjem fra hospitalet,
82
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 82
16/03/15 15.21
kom jeg til en bestemt vejstrækning lige før en jernbanebro, hvor ordene pludselig dukkede op i min bevidsthed, og jeg gentog dem højt: „Det er bare universet, der gør, hvad det skal.“ Det var „alt“, hvad dette „det“ – dette enorme, overmægtige „det“ – var. Ordene rummede ingen trøst; måske var de udtryk for et ønske om at undgå alternativ, falsk trøst. Men hvis universet bare gjorde, hvad det skulle, kunne det også gøre det mod sig selv, og fanden tage det. Jeg var ligeglad med at redde verden, hvis verden ikke kunne eller ville redde hende. En veninde, hvis mand døde næsten omgående af et slagtilfælde, da han var midt i halvtredserne, fortalte mig om sin vrede, der ikke var rettet mod ham, men mod det faktum, at han ikke havde vidst det. Han havde ikke vidst, at han skulle dø, havde ikke haft tid til at forberede sig eller til at tage afsked med hende og deres børn. Det er en måde at være vred på universet på. En vrede over ligegyldigheden – livets ligegyldighed, når det bare bliver ved, indtil det bare holder op. Vreden kan også rettes mod venner. Fordi de ikke kan sige eller gøre det rigtige, fordi de er påtrængende eller virker for kolde. Og eftersom den sørgende sjældent ved, hvad han har brug for eller ønsker – og kun ved, hvad han ikke vil have – er det ganske almindeligt, at han føler sig krænket eller selv krænker andre. Visse venner er lige så bange for sorgen som
83
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 83
16/03/15 15.21
for døden; de undgår én, som var de bange for at blive smittet. Andre forventer halvt ubevidst, uden at vide det, at man skal tage deres sorg på sig. Endnu andre vælger en muntert praktisk indstilling. „Nå,“ spørger en stemme i telefonen, en uge efter at jeg har begravet min kone, „hvad laver du? Skal du snart på vandreferie?“ Jeg vrisser ad telefonen et par sekunder, før jeg lægger røret på. Nej; vandreferier var noget, vi gjorde sammen, da mit liv var i balance. Men sært nok var dette uforskammede spørgsmål, set i bakspejlet, ikke helt ved siden af. Jeg havde fra tid til anden gennem årene forestillet mig, hvad jeg ville gøre, hvis der skulle ske „noget slemt“ i mit liv. Jeg havde ikke nærmere udpenslet, hvad dette „slemme“ ville være, men mulighederne var ret begrænsede. Jeg besluttede på forhånd, at jeg ville gøre noget banalt og noget mere alvorligt. Det første var, at jeg langt om længe ville bøje mig for Rupert Murdoch og begynde at abonnere på en vifte af sportskanaler. Det andet var, at jeg ville gå – alene – tværs gennem Frankrig – eller hvis det viste sig for besværligt, så i det mindste tværs gennem et hjørne af Frankrig, helst langs med Canal du Midi fra Middelhavet til Atlanten med en notesbog i rygsækken, hvori jeg ville nedfælde min bestræbelse på at komme til tåls med „det slemme“. Men da det skete, følte jeg ingen trang til at tage vandrestøvlerne på. Og „vandreferie“ var vist heller ikke den rigtige betegnelse for en sådan sorgvandring.
84
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 84
16/03/15 15.21
Andre adspredelser blev foreslået, og andre råd blev givet. Nogle reagerede, som om et elsket menneskes død kun var en ekstrem form for skilsmisse. Jeg blev rådet til at anskaffe en hund. Jeg svarede sarkastisk, at det ikke forekom mig at være en fyldestgørende erstatning for en kone. En enke advarede mig imod „at lægge alt for meget mærke til andre ægtepar“ – men de fleste af mine venner er ægtepar. En foreslog, at jeg skulle leje en lejlighed i Paris i et halvt år, og hvis jeg ikke ville det, så en „strandhytte i Guadeloupe“. Hun og hendes mand skulle nok holde opsyn med mit hus, mens jeg var væk. Det ville passe dem så glimrende, og så ville „Freddie også få en have“. Forslaget kom som en e-mail, den sidste dag min kone levede. Freddie var deres hund. Det er klart, at de tavse og de rådgivende har deres egen sorg, måske også deres egen vrede, som måske er rettet mod os – mod mig. Måske har de lyst til at sige: „Din sorg er pinlig. Vi venter på, at den skal gå over. Og forresten er du mindre interessant uden hende.“ (Det er rigtigt – jeg føler mig faktisk mindre interessant uden hende. Når jeg er alene, taler jeg med hende og er værd at lytte til; når jeg taler med mig selv, er jeg det ikke. „Lad være med at være så kedelig,“ siger jeg højt og bebrejdende, når jeg gentager mig selv over for mig selv). Jo, hvis det var det, de mente, er jeg enig. En amerikansk ven sagde ligeud: „Jeg har ellers altid troet, at hun ville overleve dig.“ Jeg forstod ham – det havde virket mindre
85
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 85
16/03/15 15.21
sandsynligt, at jeg ville leve længst. Men måske mente han også, at han ville have foretrukket, at hun og ikke jeg levede længst. Det kunne jeg heller ikke være uenig med ham i. Man ved ikke, hvordan man ser ud i andres øjne. Der er ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem, hvad man føler og hvordan man ser ud. Hvad føler man så? Som om man er faldet ned fra et par hundrede meters højde, bevidst fra først til sidst, og er landet med fødderne først i et rosenbed og med en kraft, der har drevet benene i jorden op til knæene og sprængt alle indre organer ud af kroppen. Det er sådan det føles, og hvorfor skulle det se anderledes ud? Ikke så sært, at en hel del mennesker foretrækker at glide af og tale om noget andet. Måske forsøger de hverken at undgå døden eller hende; de forsøger at undgå dig. Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde får hende at se igen. Jeg skal aldrig mere se, høre, røre, kramme, lytte til, eller le med hende; aldrig mere vente på hendes trin, smile ved lyden af en dør, der går op, knuge hendes krop til min og min krop til hendes. Jeg tror heller ikke på, at vi skal mødes igen i en dematerialiseret skikkelse. Jeg tror på, at død er død. Nogle mener, at sorgen er en slags voldsom, men berettiget selvmed lidenhed; andre mener, at den kun er vores spejlbillede i dødens øje; endnu andre siger, at det er den efterlevende, de har mest ondt af, for det er ham, der skal igennem smerten,
86
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 86
16/03/15 15.21
mens den afdøde ikke længere lider. Med denne holdning forsøger man at bearbejde sorgen ved at minimere den – og at gøre det samme med døden. Det er rigtigt, at en del af min sorg er rettet mod mig selv – se, hvad jeg har mistet, se, hvordan mit liv er blevet reduceret – men den drejer sig mere, meget mere, om hende, og det har den gjort fra begyndelsen – se, hvad hun har mistet, nu da hun har mistet livet. Sin krop, sin sjæl, sin lysende nysgerrighed over for livet. Sommetider føles det, som om livet selv er den store taber, den sande berøvede, fordi det ikke længere er genstand for hendes åbne nysgerrighed. Den sørgende bliver vred, når andre viger uden om kendsgerningerne, sandheden, selv om det måske kun drejer sig om at bruge et navn. Men hvor meget af sandheden fortæller de sørgende selv, og hvor ofte er de med til at undvige sandheden? De sandheder, de er faldet ned i og ikke kun op til knæene, men op til hjertet, halsen eller hjernen, er jo sommetider umulige at definere, og hvis de kan defineres, kan de måske ikke udtrykkes. Jeg husker en ven, der led af galdesten og blev opereret for at få dem fjernet. Han fortalte, at det var den værste smerte, han nogensinde havde været ude for. Han var journalist og vant til at beskrive tingene; jeg spurgte, om han kunne beskrive smerten. Han så på mig, fik tårer i øjnene ved at tænke på den, men sagde ikke et ord; han kunne ikke finde ord, der bare kom i nærheden af at være dækkende.
87
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 87
16/03/15 15.21
Ordene svigter også på det lavere, rent og skært konverserende niveau. Da jeg var fuldstændig overvældet af sorg, spurgte en bekendt mig i andres påhør: „Hvordan har du det så?“ Jeg rystede på hovedet for at antyde, at det ikke var det rigtige sted (tværs over et larmende frokostbord). Han blev ved, som om han hjælpsomt ville uddybe spørgsmålet: „Nej, men hvordan har du det med dig selv?“ Jeg afværgede med et vink; bortset fra det følte jeg mig ikke i mig selv, men langt uden for mig selv. Jeg kunne have slået det hen ved at svare: „Sådan lidt op og ned.“ Det ville have været det passende, formelle og engelske svar. Men sørgende mennesker føler sig sjældent hverken passende, formelle eller bare engelske. Man spørger sig selv: I hvilket omfang midt i dette kaos af savn savner jeg hende eller savner det liv, vi havde sammen, eller savner det, som var hende, og som gjorde mig mere mig selv, eller ganske enkelt savner det at have en at være sammen med eller (ikke helt enkel) kærlighed eller det alt sammen på én gang? Man spørger sig selv: Hvor er lykken ved bare at huske lykken? Og hvordan skulle det i øvrigt fungere, når man betænker, at lykken altid kun har bestået af noget fælles? Enlig lykke – det lyder som en selvmodsigelse, en usandsynlig konstruktion, der aldrig vil kunne hæve sig over jorden. Spørgsmålet om selvmord melder sig hurtigt og helt logisk. De fleste dage går jeg forbi det stykke fortov, jeg kiggede på,
88
Tiderne_Vejen op, vejen ned_P.indd 88
16/03/15 15.21