m책ske esther
Tiderne_M책ske Esther_P.indd 1
16/03/15 15.09
Tiderne_M책ske Esther_P.indd 2
16/03/15 15.09
Katja Petrowskaja
M ÅSKE E ST HER ROMAN Oversat af Jacob Jonia
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Måske Esther_P.indd 3
16/03/15 15.09
Måske Esther © Suhrkamp Verlag Berlin 2014 Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sats: An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-686-3
Udgivet med støtte fra
Europäisches Übersetzerkollegium, Straelen, har medvirket ved oversættelsen. „Internationale“ citeret efter Hans Laursen Ossip Mandelsjtam citeret efter Mette Dalsgaard Franz Kafka citeret efter Per Øhrgaard Goethe citeret efter oversættelser af Adam Oehlenschläger, P. Hansen og Thøger Larsen Dante citeret efter Ole Meyer Aleksandr Blok citeret efter Mette Dalsgaard
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Måske Esther_P.indd 4
16/03/15 15.09
Takket være Google Jeg ville ønske, jeg ikke var nødt til at begynde mine rejser her i ødemarken omkring banegården, der stadig vidner om byens fald, en by, som under glorværdige slag blev sønderbombet og lagt i ruiner som en form for gengældelse, sådan forekom det mig, for her fra byen blev den krig ført, som forårsagede tusindvis af ruiner rundt omkring, mange steder, en endeløs lynkrig på jernhjul og med jernvinger. Det er så længe siden nu, at byen er blevet en af de mest fredelige byer i verden og nærmest aggressivt driver denne fred som en slags erindring om krigen. Det er ikke længe siden, banegården blev opført midt i byen, og på trods af freden er den ugæstfri, man skulle tro, den legemliggjorde alle de tab, som ikke kan indhentes med noget tog, et af de mest ugæstfri steder i vores Europa, som er forenet på kryds og tværs, men stadig temmelig afgrænset, et sted, hvor det altid trækker, og hvor man har frit udsyn over trøstesløsheden, uden at blikket får lejlighed til at dvæle ved en storbyjungle eller fæstne sig ved noget som helst, før man kører væk derfra, væk fra tomheden midt i byen, som ingen regering kan fylde ud, hverken med storslåede bygninger eller gode hensigter. Det trak også denne gang, hvor jeg stod på perronen, og under buerne i det hvælvede tag fæstnede mit blik sig igen ved de store bogstaver Bombardier – Velkommen til Berlin, som jeg dvælede ved med øjnene, både åndsfraværende og samtidig imponeret over den nådesløse modtagelse. Det trak, da en ældre mand kom hen imod mig og spurgte mig om Bombardier. Man kommer straks til at tænke på bomber, sagde han, artilleri og den grufulde, ufattelige krig, og hvorfor skulle netop Berlin 5
Tiderne_Måske Esther_P.indd 5
16/03/15 15.09
sende en sådan hilsen, den smukke, fredelige, sønderbombede by, som var sig alt det bevidst, hvorfor i alverden skulle Berlin så at sige bombardere nyankomne som ham med det ord i overstørrelse, hvorfor i det hele taget byde velkommen, hvem skulle bombarderes og med hvad? Han ville straks have en forklaring, for han skulle meget snart rejse videre. Jeg svarede ham, lettere forbavset over at min indre stemme ligesom henvendte sig til mig i skikkel se af en gammel mand med mørke øjne og amerikansk accent, forpustet og stadig mere ophidset lod han spørgsmålene regne ned over mig, jeg havde selv gennemspillet dem hundredvis af gange, play it again, tænkte jeg, mens jeg på perronen sank dybere ned i dette hav af spørgsmål, og jeg svarede, at jeg også selv straks kom til at tænke på krigen, så det er ikke et alderdomstegn, jeg tænker i forvejen altid på krigen, navnlig her på en transitbanegård, som ikke er endestation for noget tog, bare rolig, vi skal nok komme videre, tænkte jeg, og han var ikke den første, der stillede sig selv og mig det spørgsmål. Jeg er her alt for ofte, tænkte jeg kort, måske er jeg en strelotjnik, en sporskifter, det er altid sporskifterens skyld, som man siger på russisk, tænkte jeg, da den gamle mand sagde: My name is Samuel, Sam. Og så fortalte jeg ham, at Bombardier var en fransk musical, som spillede for fulde huse i Berlin, tænk engang, mange mennesker kom til byen alene på grund af Bombardier, Pariserkommunen og alt muligt fra gamle dage, to overnatninger på hotel plus musicalbilletter og alt inklusive fra i dag, og det havde skabt problemer, at der blev reklameret for Bombardier på hovedbanegården kun med det ene ord, uden kommentar, det stod i avisen, sagde jeg, og jeg kan huske, sagde jeg, der stod, at ordet gav forkerte associationer, bystyret lagde tilmed sag an mod musicalen, lingvister blev tilkaldt, det er ikke engang løgn, og de skulle undersøge ordets voldelige potentiale, og dommen faldt 6
Tiderne_Måske Esther_P.indd 6
16/03/15 15.09
ud til fordel for den frie markedsføring. Jeg troede mere og mere på det, jeg selv sagde, men uden at ane, hvad ordet Bombardier på banegårdens tag skulle gøre godt for, eller hvor ordet kom fra, men det, jeg begejstret og tankeløst lirede af, og som jeg på ingen måde syntes, var løgn, gav mig vinger, og jeg hævede mig længere og længere op, men var slet ikke bange for at styrte, jeg drejede rundt om den aldrig afsagte doms hjørner, for løgnen giver én vinger. Hvor skal De hen? spurgte den gamle mand, og jeg fortalte ham alt uden et eneste sekunds tøven og med en iver, som om jeg ville fordømme endnu en musical, jeg fortalte om den polske by, hvorfra mine slægtninge for hundrede år siden var udvandret til Warszawa og videre østpå, måske kun for at give mig det russiske sprog i arv, som jeg nu er storsindet nok til ikke at forære videre til nogen, dead end med andre ord og fuldt stop, så jeg må rejse derover, fortalte jeg, til en af de ældste byer i Polen, hvor mine aner, som jeg helt ærligt ikke aner noget om, holdt til i to, tre eller fire århundreder, måske helt fra 1400-tallet, da jøderne i de små, polske byer blev anerkendt som naboer og medborgere. And you? spurgte Sam, og jeg svarede, at jeg nærmere tilfældigvis var jøde. Vi venter på det samme tog, sagde Sam efter en kort pause, vi skal også med Warszawa-ekspressen. Toget, der ligner en fuldblodshest, som det dukker frem af tågen, et lyntog, der følger køreplanen, men bevæger sig mod tiden, ind i Bombardiers tid, for us only, tænkte jeg, og den gamle mand fortalte videre, at hans kone ledte efter det samme, nemlig sin bedstemors verden, en lille, hviderussisk landsby ved Biała Podlaska, som hun havde forladt for at flytte til USA, og dog var det hverken hans eller hustruens hjemegn, det var hundrede år og mange generationer siden, og sproget var der heller ingen af dem, der kunne tale, men Biała 7
Tiderne_Måske Esther_P.indd 7
16/03/15 15.09
Podlaska lød i hans ører som en forgotten lullaby, gud ved hvorfor, en nøgle til hjertets lønkammer, sagde han, og landsbyen hedder Janów Podlaski, og dengang boede der næsten kun jøder på stedet, og nu var der kun de andre, og de ville rejse dertil for at se nærmere på det, og, han sagde rent faktisk og hele tiden, som om han snublede over en forhindring, og nu var der naturligvis intet tilbage, han sagde naturligvis og intet for at understrege det meningsløse ved rejsen, selv siger jeg også tit naturligvis eller i sagens natur, som om det var naturligt eller selvfølgeligt at forsvinde og blive til intet. Men landskabet, bynavnene og et stutteri med araberheste, som har eksisteret siden begyndelsen af 1800-tallet, grundlagt efter Napoleonskrigen og i høj kurs blandt fagfolk – alt det findes endnu, forsikrer de mig, de har googlet det hele. En hest derfra kan let koste en million dollar, Mick Jagger havde set på heste fra det stutteri under en auktion, hans trommeslager købte tre, og nu ville de rejse dertil, fem kilometer fra grænsen til Hviderusland, takket være Google. Der lå endda en kirkegård for heste, men nej, den jødiske gravplads var ikke bevaret, det stod der også på nettet. I’m a jew from Teheran, sagde den gamle mand, mens vi stadig stod på perronen, Samuel er mit nye navn. Jeg rejste fra Teheran til New York, sagde Sam, han kunne aramæisk, havde studeret lidt af hvert og næsten altid været på farten med sin violin. I USA skulle han oprindelig have læst kernefysik, men havde i stedet henvendt sig på konservatoriet og var dumpet til optagelsesprøven, og så var han blevet bankmand, men det var han heller ikke længere. Da vi sad i toget, og regnbuen af metal ikke længere trak Bombardier – Velkommen til Berlin ned over hovederne på os, sagde hans kone, at selv efter halvtreds år lød det alt sammen iransk, uanset om han spillede Brahms, Vivaldi eller Bach. Og han sagde, at det var skæbnen, der ville, at de mødte mig, jeg 8
Tiderne_Måske Esther_P.indd 8
16/03/15 15.09
lignede de iranske kvinder fra hans barndom, han ville have sagt iranske mødre, måske ville han ligefrem have sagt min egen mor, men han tog sig i det og tilføjede, at det også var skæbnens lod, at jeg vidste mere om slægtsforskning, end de gjorde, og at jeg skulle til Polen med samme formål og med det samme tog – hvis man ellers kunne kalde trangen til at lede efter det forsvundne for et ærinde, svarede jeg. Og nej, det er ikke skæbnen, sagde jeg, for Google våger over os ligesom gud, og hvis vi søger efter noget, gætter Google sig frem til det, og hvis man har søgt efter en printer på nettet, så fortsætter Google i lang tid med at tilbyde én printere, og hvis man køber en skoletaske, får man reklamer for den slags i flere år efter, for slet ikke at tale om netdating, og hvis man googler sig selv, forsvinder ens navnebrødre til sidst, og tilbage står only you, som hvis byen gav sig til at halte, når man selv haltede efter at have forstuvet foden, måske i ren solidaritet, millioner af haltende mennesker, der udgør en gruppe, nærmest flertallet, hvordan skal demokratiet fungere, når man kun finder det, man har søgt efter, og når man smelter sammen med det, man søger, så man aldrig føler sig alene eller altid, for man har ingen chance for at møde andre, og sådan er det med en søgning, hvor man kun møder ligesindede, Gud googler vores veje, så vi ikke går tabt, jeg møder konstant nogen, der søger efter det samme, sagde jeg, det var også derfor, vi mødte hinanden her, og den gamle mand sagde, at det netop var skæbnen. Han var åbenbart kommet længere i udlægningen af teksten end jeg. Med ét kom jeg til at tænke på musicalen, som rent faktisk havde vakt furore her for nogle år siden, da man på byens reklametavler så titlen Les Misérables og ikke andet, i modsætning til filmen af samme navn, hvor det hed sig, at de elendige var fanget af skæbnen. Musicalen tiltalte alle som Les Misérables, som om man konstant 9
Tiderne_Måske Esther_P.indd 9
16/03/15 15.09
havde brug for at blive trøstet – åh, du elendige stakkel! – eller blot at blive gjort opmærksom på, at ikke kun den enkelte, men vi alle befinder os i den rene elendighed og finder sammen i elendigheden, over for de kæmpemæssige bogstaver, over for det trøstesløse syn midt i byen, er vi alle elendige, ikke kun de andre, men også jeg selv. Og af samme grund bliver vi fyldt af ekkoet fra Bombardiers bogstaver på det hvælvede tag, ligesom orgelmusik fylder kirken, og ingen kan undslippe. Og så googlede jeg det: Bombardier er en af verdens største jernbane- og flyfabrikanter, og den Bombardier, der her ledte os på vej, havde for nylig søsat kampagnen Bombardier YourCity: Hurtigt og sikkert. Og nu kørte vi med Warszawa-ekspressen og Bombardiers velsignelse, omgivet af regalier, gardiner og servietter, med de påtrykte bogstaver WARS, en forkortelse, der var lige så gammeldags og hedengangen som Star Wars og andre af fremtidens krige.
Tiderne_Måske Esther_P.indd 10
16/03/15 15.09
kapitel 1
En eksemplarisk historie
Tiderne_M책ske Esther_P.indd 11
16/03/15 15.09
Tiderne_M책ske Esther_P.indd 12
16/03/15 15.09
Familietræ
Et fyrretræ alene står Heinrich Heine
I begyndelsen troede jeg, at et stamtræ var lidt det samme som et grantræ, et træ med pynt fra gamle papkasser, nogle af kuglerne går i stykker, skrøbelige som de er, men flere af englene er grimme og robuste nok til at overleve alle flytninger. I hvert fald var et grantræ det eneste familietræ, vi havde, hvert år blev et nyt træ købt og smidt ud dagen før min fødselsdag. Jeg havde troet, man bare kunne fortælle om de få mennesker, der tilfældigvis var ens slægtninge, og straks ville man have indfanget hele det 20. århundrede. Mange af mine slægtninge var født til at følge deres kald i den optimistiske, men uudtalte tro, at de ville reparere verden. Andre var som faldet ned fra månen, de slog ikke rod, de gik frem og tilbage næsten uden at røre jorden og svævede i luften som åbne spørgsmål, som en faldskærmsudspringer, der er fanget i et træ. Jeg var selvbevidst nok til at tro, at min familie rummede det hele, en landmand, flere lærere, en provokatør, en fysiker og en lyriker, men frem for alt legender. Der var en revolutionær, som gik over til bolsjevikkerne og så under jorden, hvor han tog det navn, vi snart har båret i hundrede år, fuldt lovligt,
13
Tiderne_Måske Esther_P.indd 13
16/03/15 15.09
adskillige arbejdere på en skofabrik i Odessa, som man intet kender til, en fysiker, der var leder af et eksperimenterende turbineværk i Charkow, og som forsvandt under udrensningerne, hvor hans svoger fik til opgave at afsige dom over ham, for troskab mod partiet blev målt på viljen til at ofre sine egne, en krigshelt ved navn Gertrud, min moster Lidas ægtemand, som blev født, da landet erklærede arbejde for et mål i sig selv, først arbejdede folk en del, dernæst alt for meget og senere endnu mere, forbilleder erstattede normer, og arbejde giver mening i en nation af proletarer og overmennesker, og sådan gik det til, at min kommende onkel ved fødslen fik navnet Geroj Truda, arbejdets helt, forkortet til Gertrud, dertil kom Arnold, Ozjel, Zygmunt, Misja, Maria, måske Esther, måske endnu en Esther og fru Siskind, en af Ozjels døvstumme elever, der syede tøj til hele byen, mange lærere, der rundt om i Europa grundlagde børnehjem og underviste døvstumme børn, Anna og Ljolja, der ligger i Babij Jar, og alle andre dér, et fantom ved navn Judas Stern, min grandonkel, en påfugl, som mine bedsteforældre købte til de døvstumme børn, fordi den var så smuk, en Rosa og en Margarita, mine blomstrende mormødre, 14
Tiderne_Måske Esther_P.indd 14
16/03/15 15.09
det hedder sig, at Margarita i 1923 blev anbefalet som partimedlem af selveste Molotov, den senere sovjetiske udenrigsminister, en slags forvarsel om, at vi altid skulle befinde os i begivenhedernes centrum, min mormor Rosa, der havde det smukkeste navn af alle talepædagoger og måtte vente længere på sin mand end Penelope, min morfar Vasilij, der drog i krig og først efter 41 år vendte hjem til min mormor Rosa. Hun tilgav ham aldrig hans lange vandring, men – i vores familie er der altid en eller anden, der siger men – men, sagde den pågældende, de kyssede hinanden uden for kiosken ved undergrundsbanen, på det tidspunkt var de begge over halvfjerds, Hotel Turist var netop ved at blive bygget, men morfar, sagde min mor, morfar kunne da ikke gå uden for en dør på det tidspunkt, og Hotel Turist blev først bygget senere, min farfar, revolutionæren, der ikke alene selv havde skiftet navn, men også omdøbte sin mor i hvert nyt sovjetisk spørgeskema alt efter tidens krav, indtil han fandt på Anna Arkadjevna, sådan hed Anna Karenina, som dermed blev vores oldemor. Vi var lykkelige, og alt i mig modsatte sig den sætning, Lev Tolstoj har givet os i arv, om at alle lykkelige familier ligner hinanden i deres lykke, og at kun den ulykkelige familie er ulykkelig på sin egen måde, en sætning, der lokkede os på vildspor og fremkaldte en higen efter ulykke, som om kun ulykken er værd at nævne, mens lykken er tom.
15
Tiderne_Måske Esther_P.indd 15
16/03/15 15.09
Negative tal Min storebror lærte mig de negative tal, han fortalte om sorte huller og introducerede mig således til en slags modus vivendi. Han skabte et parallelunivers, hvor han for evigt var uden for rækkevidde, jeg holdt mig til de negative tal. Den eneste kusine, jeg dengang kendte til, så jeg ikke særlig ofte, endnu mindre end jeg så hendes mor Lida, min egen mors storesøster. Min fars strenge ældre bror stillede mig fysikopgaver om emnet perpetuum mobile, når han en sjælden gang var på besøg, som om den uophørlige bevægelse skulle dække over hans manglende tilstedeværelse i vores liv. Mine to babusjkaer boede hos os uden dog at være rigtigt til stede: I min barndom var de allerede var blevet affældige. Andre babusjkaer bagte pirogger og kager, strikkede lune sweatre og brogede hatte, nogle strikkede ligefrem strømper – man sagde, at strømper er håndarbejdets svar på kunstflyvning, vysjij pilotazj. Andre babusjkaer fulgte børnebørnene i skole eller til musikundervisning og hentede dem igen, og om sommeren ventede de på dem i haverne, ved deres datjaer eller huse på landet. Mine babusjkaer boede på syvende etage i vores hus, hvor de ikke kunne slå rod i betonen. Begge var opkaldt efter blomster, og jeg tænkte ved mig selv, at de stauder, der voksede foran det 14-etagers hus, i al hemmelighed støttede mine babusjkaer, Rosa og Margarita, i deres bestræbelser på at indgå i planteriget. De havde rotter på loftet, selvom man på russisk ikke taler om rotter, men derimod spørger: Er der ingen hjemme? Jeg var bange for det spørgsmål, selvom mine babusjkaer næsten altid var hjemme, sandsynligvis for at passe mig, alligevel blev jeg bekymret over ordene „ingen hjemme“, eller bare over det dér „ingen“, som 16
Tiderne_Måske Esther_P.indd 16
16/03/15 15.09
om de andre vidste noget, jeg ikke havde fået fortalt, som om de vidste, hvem eller hvad der i grunden manglede. Somme tider troede jeg, at jeg havde fundet ud af det. To af mine bedsteforældre blev født i 1800-tallet, og det forekom mig, at en hel generation var gået tabt, sprunget over i kampens hede, der var faktisk „ingen hjemme“, mine kammeraters oldeforældre var ligefrem yngre end mine bedsteforældre, og jeg måtte således betale gildet for to generationer og tage skraldet. Jeg var den yngste på listen over de yngste. Jeg var den yngste af alle. Denne følelse af tab slog uden varsel ned i min ellers sorgløse verden, den svævede over mig, bredte sine vinger ud, jeg kunne hverken få luft eller lys på grund af en mangel, som måske slet ikke fandtes. Somme tider ramte den som et lyn, hurtigt som en besvimelse, som om jorden pludselig skred under mine fødder, stakåndet fægtede jeg med armene for at blive reddet, for ikke at vælte, såret af en kugle, der aldrig blev affyret, ingen havde sagt „hænderne op“. Den eksistentielle gymnastik for at holde balancen forekom mig at være en del af familiens arvegods, en medfødt refleks. I skolen fortsatte øvelserne i engelsktimerne, hands up, to the sides, forward, down. Jeg troede, at ordet gymnastik var afledt af ordet hymne, for på russisk begynder begge ord med g – gimnastika og gimn – og ivrigt rakte jeg hænderne i vejret for at prøve, om jeg kunne røre himlens usynlige overflade. Der var mange, som havde endnu færre slægtninge end jeg. Der var børn uden søskende, uden babusjkaer, uden forældre, og der var børn, som under krigen havde ofret sig for deres fædreland, disse børn var tapre helte, de blev gjort til vores afguder, de var hos os altid. Selv om natten skulle vi kunne deres navne, de var 17
Tiderne_Måske Esther_P.indd 17
16/03/15 15.09
døde mange år før vores fødsel, men dengang var der ingen fortid, kun en nutid, hvor krigens tab blev en uudtømmelig kilde til vores egen velstand, det fik vi at vide, børnene var døde for vores skyld, og vi måtte være dem evigt taknemmelige for vores fredelige dagligdag og for alt muligt andet. Jeg voksede ikke op i kannibalistiske, men i vegetariske tider, som Anna Akhmatova var den første til at sige, og vi andre gentog det, vi tilskrev alle tab den krig, som for længst var overstået, en krig uden tillægsord eller bestemt artikel, vi sagde ganske enkelt krig, på russisk har man jo ingen artikler, og vi sagde ikke, hvilken krig det var, for vi levede i den vildfarelse, at der kun var én krig, men i vores lykkelige barndom førte staten netop en anden krig i det sydlige udland af hensyn til vores sikkerhed, fik vi at vide, og af hensyn til de andres frihed, en krig, som vi på trods af daglige tab ikke måtte kende til, og jeg kendte heller ikke til den, før jeg som 10-årig så kisten af zink stå foran højhuset med de jordiske rester af en 19-årig nabo, en dreng, som jeg allerede havde glemt på daværende tidspunkt, men hvis mor jeg stadig husker den dag i dag. Jeg havde ingen grund til at lide. Alligevel led jeg fra barnsben, selvom jeg var så heldig at være elsket og omgivet af venner, det var pinligt for mig at lide, jeg led ofte af en knivskarp eller bitter ensomhed, og jeg tænkte, det måtte skyldes, at jeg manglede noget. Den overdådige drøm om en storfamilie ved et langbord forfulgte mig konstant som et fast ritual. I stedet var vores dagligstue fyldt med min fars venner og min mors voksne elever, dusinvis af elever i flere generationer, der var blevet hos hende og snart sad med ved bordet, og vi tog de samme billeder som i andre familier: Med de mørke, blomstrede gardiner som baggrund så man lutter glade og let overbelyste ansigter, der alle var rettet mod kameraet, omkring et langt, dækket bord. Jeg 18
Tiderne_Måske Esther_P.indd 18
16/03/15 15.09
kan ikke huske præcis, hvornår jeg under de højrøstede, overstadige fester i min familie for første gang kunne høre den svage mislyd. Listen over dem, der hørte med til min familie, kunne tælles på ti fingre. Skalaen: tante, onkel, kusine, grandtante med dertilhørende onkel, kusinde og grandonkel – behøvede jeg slet ikke at terpe, desuden var jeg bange for klaveret med tangenternes aggressive fuldkommenhed. I en anden tid, før festerne ved langbordet i vores hjem, havde en stor familie været en ren forbandelse, for mellem ens slægtninge kunne der gemme sig hvidgardister, sabotører, adelige, kulakker, akademikere, folkefjender og deres børn samt andre mistænkelige personer, der var gået i eksil, alle var under mistanke, og derfor blev familierne ramt af hukommelsestab for at redde skindet, hvilket kun sjældent lykkedes, og når vi dengang holdt fest, var de fleste tvivlsomme slægtninge gået i glemmebogen, for så vidt man overhovedet havde haft nogen, tit blev de holdt hemmelige for børnene, og derfor skrumpede familierne ind, hele grene sank ned i glemslens mørke, slægten blev mindre, kun vittigheden om to personer med samme navn var tilbage: Er De i familie med ham? Ih, nej, vi er ikke engang navnebrødre!
19
Tiderne_Måske Esther_P.indd 19
16/03/15 15.09