XI
Jeg ser ikke mere. Jeg husker hendes skam. Berøringen sker i en næsten stabil rytme. Hun er syv år. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. Jeg ser ind i hans blinde øje. Og ved at hun ikke bliver set. Det ser Guds øje ikke. For Gud er blind. Jeg ved det. For jeg skiller mig fra hende. Jeg s killer os ad. Hun og jeg bliver adskilte. Hun mærker. Men findes ikke. Jeg ved. Men glemmer min viden. Jeg ser ikke mere. Jeg husker hendes skam. Berøringen sker i en næsten stabil rytme. Hver tidlig morgen. På en hestevogns buk siddende mellem benene på en bondemand. Sker berøringen. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. 63
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 63
05/03/15 08.47
Bonden samler sine ben omkring hendes lår. Og trækker hende ind til sig. Hun holder tømmen. Han pisker til hesten. Han er så rar. Hver tidlig morgen. Sker berøringen. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. Hun hopper selv op på bukken. De kører til mejeriet. Og læsser fulde junger af. Han er så rar. Han lægger hånden mellem hendes lår og trækker hende ind til sig. Hun vrider sig for at undgå berøringen. Glider frem på bukken. Han spænder lårmusklerne om hendes ben. Trækker hende tilbage. Og ler. Uforståeligt. Hver tidlig morgen. Sker berøringen. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. Hun hopper selv på traktoren. Træder på speederen. Slipper. Han er så rar. De drikker kaffe. I køkkenet. Han trækker hende op på sit skød. Hendes ben når næsten gulvet. Hun vil ikke. Han er så rar. Han har hånden under kjolen. En varm ringfinger og langfinger under trussens kant. Pegefingeren dubber sporadisk på flonellen. Fingrene under trussens kant sniger sig op i revnen. Uforståeligt. Hans kone bliver vrissen. Og ingen ved hvad der sker. Hver søndag eftermiddag. Ude på landet. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. 64
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 64
05/03/15 08.47
Han skal sove til middag. I den kolde stue. Den fine stue uden opvarmning med dækketøjsskab og bord til fler. Og divanen. Hvor han skal sove. Hun skal ligge sammen med ham. I ske. Han er så rar. Med rumpen ind mod hans underliv. Det bliver hårdt. Hun rykker sig. Han trækker hende ind til sig. Hun ligger og ser på hjorten ved skovsøen over divanen. Hun koncentrerer sig om at se på træerne, der er vævet. Og konen er vrissen. Og nu er der gået en time. Hver søndag eftermiddag. Ude på landet. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. Høsten er i hus. Hun bakker påhængsvognen i garagen. Hun ser bagud over skuldren og drejer rattet til venstre, når vognen skal til højre. En kompliceret sag. Han er så rar. De drikker kaffe i haven. De er alene. Hun er blevet 12. Han rækker ud. Han trænger hende op imod en mur. Hun falder. Og horisonten forsvinder op i luften. Mørke. Hans ansigt er skåret over næsen. Hudens porer som kratere. Hans mund åbner og er et sort hul. Og horisonten falder ned. Himlen. Hun undslipper. Med jord på kjolen. Uforståeligt. Og ingen ved hvad der sker. En søndag eftermiddag. Ude på landet. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje.
65
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 65
05/03/15 08.47
Jeg ser ind i hans blinde øje. Og ved hun ikke bliver set. Det ser Guds øje ikke. For Gud er blind. Hun forlader bonden. Hun forlader det at høre sammen med nogen. At høre til. Være ventet. Hun forlader og er forladt. Hun er ikke ret stor. Hun er flyttet til en landsby uden for den store by. Hun er startet tidligt i skolen, og nu begynder hun i 2. klasse i en anden by, ude på landet. Hun sidder på en bænk i frikvartererne og kigger på de andre. Hun ved ikke, hvordan hun skal snakke med dem. Hun er genert. Hun sidder dag efter dag og kigger. Så kommer der en lille pige med krøller og hovedet trukket ned mellem skuldrene og spørger om hun også kan sidde der på bænken. De sidder begge to og svinger med benene. Efter nogle dage begynder de at snakke sammen. Hjemme fortæller hun om pigen med krøllerne. Pigen går i parallelklassen. Så de ses ikke så tit. Hun bliver lagt tidligt i seng hver aften. Det er hun altid blevet. Egentlig er hun ikke træt, men falder i søvn. Så står hun meget tidligt op næste morgen. Hun ved ikke hvad klokken er, men alle sover. Hun lister ud i køkkenet og tager en humpel rugbrød. Det ligger der altid til hende.
66
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 66
05/03/15 08.47
Da hun var mindre lå humplen i køkkenskabet. Så satte hun sig ind nederst i køkkenskabet og og legede til, hun var i en hule og drømte sig langt bort. Nu er hun større og kan gå ud. Hun tager tøj på og går ud i haven. Fuglene synger. Der er lyst. Der er ingen mennesker nogen steder. Alt er friskt og nyt. Hun nyder den stille morgen. Flaskemanden har ikke været der endnu. Hun går ud til lågen og træder op på lågen og står og svinger. Frem og tilbage. Genboen sover. Fuglene synger, og der kommer måske et lille tog. Toget kører forbi med en hylen. Så er alt igen stille. Hun kigger på de tomme flasker der er stillet frem til flaskemanden. Moren har stukket en seddel med bestilling ned i den ene flaske. Hun hiver den op og forsøger at læse hvad der står. Hun kan ikke tyde morens skråskrift. Så ruller hun sedlen forsigtigt sammen og stikker den ned. Fuglene synger og solen varmer lidt mere. Så kan hun høre hestenes trav. Og hjulenes lyd. De kommer ned ad vejen lige rundt om hjørnet. Lidt efter får hun øje på ham. Han sidder på vognens buk. Og svinger med sin pisk. Hun vinker til ham, og han nikker og siger Prrrr og hestene stopper. Så hopper hun op på bukken. Hun skal sidde mellem hans ben. Han trækker hende ind til sig. Hun rykker lidt frem. Synes det er lidt pinligt. Han trækker 67
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 67
05/03/15 08.47
hende ind imellem sine ben igen og griner. Hun rykker frem. Han trækker hende lidt hårdere ind til sig. Så giver hun efter. Han hæver pisken til smæld og hestene sætter i gang. Det er to gule heste. Hun kender ikke navnet på racen. Men de ligner alle de heste, der går ude omkring på gårdene. Hestene traver af sted ned til mejeriet lidt længere nede i byen. Når de når frem til mejeriet, skal hun blot blive siddende på vognens buk. Mens han står og venter på at mejeriarbejderne bærer jungerne ind på mejeriet. Hun kan ikke lide lugten af mælk på mejeriet. Hun har stukket hovedet indenfor. Der lugter af noget meget sødligt kvalmende noget som får hende til at få lyst til at kaste op. Hun sidder hele tiden og trækker vejret gennem munden med næsen lukket, mens jungerne bliver båret ind og tømt og derefter båret ud igen og sat op på vognen, efter de er blevet spulet. Der er hvidligt vand i dem. Så kører de af sted igen. Nu i lidt raskere tempo. Op ad vejen og forbi hendes hus. Flaskemanden har været der, ser hun i forbifarten, men hun kører videre med ham. Hun får lov til at holde tømmerne og sidder og styrer hestene ud ad den lille jordvej, der løber mellem markerne. Ud forbi den første gård og hen til den næste. Så kan hun ikke være med mere, siger han. For han har set på klokken og 68
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 68
05/03/15 08.47
kan regne ud, at hvis hun skal nå tilbage og have morgenmad og nå i skole, så må hun hoppe ned nu og løbe tilbage. Så hun siger PRRRR og holder hestene an. De stopper, og hun hopper ned fra vognen og løber af sted i den varme sommermorgen mellem markerne, hvor kornet spirer. Sommetider må hun være kørt med helt derop. Til gården. Hun ved ikke, hvordan hun fandt op til ham. Men hun begyndte at tage op til ham på gården. Der var en lille bakke. Hun tog sin cykel derop om eftermiddagen. Sommetider var der hegn for, et elektrisk hegn, fordi der gik køer i en indhegning. Men hun lærte at gribe om gummihåndtaget og tage det af og lukke bag sig, så dyrene ikke gik ud. Og så gå hurtigt gennem indhegningen. Hun havde altid hjertet i halsen, og så åbne på den anden side og komme ud af indhegningen. Hun tilbragte mange eftermiddage hos ham. Hun hjalp med at samle sten på marken. Stenene skulle ryddes, så de ikke ødelagde maskinerne, der harve de. Men stenene var tunge, så hun lærte at køre traktoren. Bare et par meter frem og så stoppe og holde stille, mens han bøjede sig over stenene og løftede dem op på ladet. Så sagde han kør. Og hun 69
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 69
05/03/15 08.47
speedede op og kørte et par meter igen, slap speederen og holdt stille, mens han igen læssede sten. Hele marken igennem. Hun var glad for at hjælpe ham. Mælkemanden. I begyndelsen havde hun blot siddet på bukken mellem hans ben, når han kørte traktor, men nu kunne hun selv. Og hun blev så skrap, så hun til sidst fik lært at bakke traktor med ladvogn baglæns ind i laden. Det var et projekt, for når man drejede rattet til højre, så drejede vognen den modsatte vej, så det var med at tænke sig godt om! Hun hjalp aldrig med dyrene. Hans to sønner talte hun heller ikke med. Når hun henvendte sig, svarede de med enstavelsesord. Hun fik indtryk af, at de var dumme. Mælkemanden virkede ikke så dum. Han snakkede med hende. Jeg omtaler hende som “hun”, fordi jeg ikke forstår, at det der skete, overgik mig. Netop overgik. Det var noget udenfor hende, der skete, uden hun havde indflydelse på det. Jeg forstår ikke. Jeg begriber ikke det der skete med hende. Jeg er ikke i stand til at sige “jeg”. Det er så at sige for uvirkeligt. Som barn kan man selv bestemme tegnenes betydning. Som barn er man ikke bundet, man er fri, altså inden andre bestemmer alting. Men var jeg fri af en snævert afgrænset 70
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 70
05/03/15 08.47
betydning? Var der ingen betydning i det der foregik. Eller var betydningen legio? Hun forstod ikke, hvad der foregik. Eller hun forstod, hvad der foregik. De holdt middagshvil om søndagen. Det foregik på ottomanen i den fine stue. Eller var det dagligstuen. Hun kan ikke huske det. For hun opholdt sig mest i køkkenet. I køkkenet sad de og spiste smørmadder og drak saft. De voksne drak nok kaffe. Hun elskede de eftermiddage, hvor hun blev inviteret på sammenlagte franskbrødsmadder med smør og saft. Så sad de alle tre rundt om bordet og snakkede. Hun kan ikke huske, hvad de snakkede om, men hun følte, hun hørte mere til. Hun var inviteret indenfor. Det gav et sus af lykke. For hun var egentlig hele tiden lidt bange. Bange for hegnet der kunne give stød. Og bange for hans kone som var tvær. De hvilede på ottomanen. Hun skulle ligge med rumpen inde i hans skød. Hun brød sig ikke om det, rykkede frem. Men han tog et fast tag mellem hendes ben og trak hende ind til sig. Hun kunne mærke hans lem. Hun skubbede sig frem, men han greb fat i hende og trak hende ind til sig igen. Hun opgav. Lå mussestille og så på det stofophæng som hang over ottomanen. Et brølende rådyr ved en elv 71
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 71
05/03/15 08.47
– af velour i mørkebrune farver. Hun kedede sig. Men han hvilede. Bagefter skulle de ud på marken og arbejde. Så skete det nogle gange af køkkenseancen forandrede sig. Hun skulle sidde på hans skød. Hun syntes, at hun var for stor til at sidde på skødet. Hendes ben var for lange. De nåede næsten helt ned til gulvet. Han tog fat i mellem hendes ben, og efter han havde trukket hende op på skødet, beholdt han sine fingre mellem hendes ben. Hans langfinger og ringfinger søgte ind under trussekanten nær revnen, og pegefingeren duppede på hendes revne udenpå trussen. Hun blev siddende holdt fast af hans arme. Jeg kan huske at konen stod ovre ved køkkenbordet og så på det og var vred. Konen var rasende. Jeg kan ikke huske, om konen sagde noget. Jeg kan bare huske konens vrede ansigtsudtryk. Og at hun var bange for hende. Jeg ved ikke, hvor lang tid det tog. Jeg undrer mig over, hvad hun har gjort ved sig selv i mellemtiden. Med hendes ansigt. Hvad har hun gjort ved sit ansigt og sine øjne. Har hun beholdt dem inde i sig selv. Har hun søgt at adskille sig fra det, der foregik? Hvad har hun gjort ved sine arme. Hang de blot ned langs siden? Er det, fordi barnet ikke har forstået betydningen? Eller er det, fordi barnet netop har forstået be72
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 72
05/03/15 08.47
tydningen og intet har kunnet stille op? Har barnet ikke forstået det var forkert, eller har barnet været magtesløs, netop fordi det var forkert. Fuldkomment forkert. Jeg undrer mig stadig over de minutter det har stået på. Har hun delt sig fuldkomment. Har hun gemt sig inden i sig selv. Fundet et rum hvor ingen kunne røre hende. Måske har det været begyndelsen til den store ensomhed som er fulgt efter. Jeg husker konens krop, ikke hendes ansigt ud over en skulen, men en urolig krop, som gled hen langs køkkenbordet, mens det stod på. Som vred og vendte sig og så på det der foregik, mens hun udstødte nogle vrede lyde. Jeg ved ikke, hvorfor konens forvredne krop er det jeg husker. Hun blev bange for konen. Konen kunne sommetider stå og verfe hende ud af gården, når hun kom. Hun råbte og skreg ad hende. Konen havde papillotter i håret, en meget beskidt nylonmorgenkåbe med slidte blomster på og gummistøvler. Sådan løb hun rundt hele dagen. Hendes næse var meget stor og rød. Hun var altid vred. Men barnet sneg sig ind til traktoren og kom med ud i marken for at samle sten. 73
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 73
05/03/15 08.47
En dag trak Mælkemanden hende ind til sig og sagde med lav stemme at en af de andre piger der kom på gården og hjalp ham, havde løjet. Hun havde fortalt sin far at der foregik noget som var forkert hos Mælkemanden. Men det gør der jo ikke, sagde han til hende og så hende i øjnene. Vel? Neej, sagde hun og kunne mærke de havde noget sammen som var vigtigt. Det er jo i orden det vi gør, har han måske sagt. Jeg kan ikke huske det. Blot denne fornemmelse af at han var klar over at han var udsat, og at hun ikke måtte sige noget. At de havde en hemmelighed sammen. At hun måtte beskytte ham. Jeg kan ikke huske, han truede hende på nogen måde. Jeg har tænkt: Hun fandt sig i det, fordi hun havde været udsat for vold. Vold mod børn var legalt, og der var vold i hendes hjem. Fastholdelse, rusken, ørefigner og slag bag i, hænder på en barnerumpe. Magnolieblomst i aftenlys. Solsorten sang fra en tagryg. Hænder der slår. Og skyld. Hun blev overvældet af en voldsom skyld. Hun lå i sin seng med sengegærde og vred sig af skyld, hulkende hysterisk. Over at hun blev slået. Måske er skylden den samme. Når pegefingeren duppede på hendes revne og en langfinger og ringfinger var inde under trussen for tæt på eller i 74
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 74
05/03/15 08.47
revnen. At det var vilkåret. Et barn kender jo kun til sine egne vilkår. Kender kun den betydning som det selv har mødt. Er vilkåret vold og overgreb, er verden organiseret på den måde. Men hun var jo klar over, at der var noget hemmeligt ved revnen. De legede i kælderen. Hendes venner og hun. De klædte sig ud. Alt det gamle tøj i et stort skab. Så de kunne lege fine damer og herrer, der kom på visit. Eller klovne. Og ind i mellem blev det hemmeligt. Pigerne skulle gå ind i skabet og tage trusserne af, så skulle de åbne skabslågen, og når den stod åben så alle kunne se, skulle de løfte skørtet, så alle kunne se revnen. Bare hurtigt. Og de fnisede. Så smækkede de skabslågen i. Og kinderne brændte. Jeg kan ikke huske hun forbandt de ting der foregik. Hjemme i kælderens uskyldige leg, og det der overgik hende hos Mælkemanden. Måske laver børn ikke den slags rationelle koblinger. Måske er vilkåret stadig tilfældige elementer af begivenheder som overgår kroppen og sjælen i et ikke gennemskueligt mønster, og som både kan opleves ubehagelige og lykkefyldte i et lige så vilkårligt mønster? 75
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 75
05/03/15 08.47
Jeg har ingen erindring om, hvor ofte det fandt sted. Mere end en gang i hvert fald. For hun kendte måden som noget gentagent. Men måske kun fem eller flere gange? Jeg ved det ikke. Da hun blev 12 år, forstod hun pludselig. Han greb ud efter hende i haven. Det havde han ikke gjort før. I haven ud mod de marker hun havde harvet og pløjet. Han greb fat i hende på en voldsommere måde og ville tvinge hende ned på jorden. Eller var det noget hun tillagde bevægelsen? I hvert fald forstod hun pludselig at noget var under optræk. Og hun kæmpede sig fri og løb hen til sin cykel og kørte i voldsom hast bort. Og kom ikke igen. Fuldkommen vilkårligt kommer vreden op i mig. En voldsom vrede. Hvad fanden bildte manden sig ind. Sådan et dumt svin. Befamle og holde en lille pige fast. Og så en voldsom kvalme. En erkendelse momentant af at det er virkeligt. Jeg kan ikke lide mit skød. Jeg føler mig skændet i núet. Skammen overvældende. Skammen over at noget sådant er overgået mig. Så utilgiveligt. En dyb skam over at et stykke krop af mig ikke er mit eget. At jeg ikke er herre over min egen krop. At den er blevet taget i besiddelse uden min indvilligelse. En uro og en usikkerhed som opstår også i mødet med en vok76
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 76
05/03/15 08.47
sen mand. Vil jeg det her, eller bliver jeg trukket ind i det? Der er et element af overskridelse hver gang. Kan det lade sig gøre at føle ren lyst og nydelse, eller er det fyldt med skyld og skam og overgreb? Jeg ser ikke mere. Jeg husker hendes skam. Han banker ikke på. Midt om natten. Hun vågner. Han lægger knæet på sengen. Han stinker af sprit og munden som et sort hul. Han er hendes bedste vens far. Uforståeligt. Hun ryster i sin natkjole. 15 år. Bumset og usikker. Og endnu aldrig. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. Hun bare sidder og holder fast, rank med armene knuget om de bøjede ben. Og endnu aldrig. Han maser med lynlåsen og vælter ind over hende. Hun synker sit spyt. Og tænker hun må være rolig. Rolig. For han er en fuldvoksen mand. Og godt nok stangdrukken, men langt større end hun. Der endnu aldrig. Og hun samler sig og rejser sig. Kommer ud af sengen på skælvende ben. Uforståeligt. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. Hun kommer over til døren. Hun taler med en stemme hun ikke selv kender. Uforståeligt. Hun siger, at han skal komme med hende. Og han rejser sig. Og 77
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 77
05/03/15 08.47
falder ned i sengen. Og rejser sig. De går hen ad den dybrøde gang, der er længere end den er. Og ingen ved hvad der sker. Hendes stemme taler og hendes krop er der, uden at hun ved det. Og endnu aldrig. Hun må holde døren for ham. For det er en branddør. Og tung. Og hans hænder og skægstubbe og hudens porer som kratere. Og hun kommer op ad trappen. Endnu aldrig. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. Og moren og faren med ansigter. De står der foroven på trappen. Den savlende mand bag hendes ryg. Hun kommer op af trappen. Og moren tager et skridt ind i mørket. Uforståeligt. Hun er der. Og endnu aldrig. Faren taler muntert og let til manden. Og siger, Nåh Jensen, du er vist gået forkert? Du har vist glemt at lukke bukserne, Jensen. Kan du klare det selv, eller skal jeg hjælpe dig? Og du finder vel selv ud? Og det gør Jensen. Uforståeligt. Hun leder efter deres øjne. Men øjnene forsvinder ind i ansigterne. Og ingen ved hvad der sker. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje. Hun går ned ad trappen. Hendes ryg som et lys. Benene der bærer. Kroppen blafrer i natkjolen uden at kunne nå ud til siderne. Lydløs. Og endnu aldrig. 78
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 78
05/03/15 08.47
Hun går ad den lange dybrøde gang. Hun skridter, som om rummene er sædvanlige og ser bort fra deres forladthed og deres skrig. Og tænker, rummene skifter, fordi de vil fastholde min bevægelighed. De skyder sig ud og ind, og jeg der er uvant med at være til stede når vægge skriger, jeg lukker. Og hun. Røntgengennemlyst og dødelig. For enden. For enden er værelset der måske ikke. Men værelset er der. Uforståeligt. Jeg ser Gud ind i hans blinde øje.
79
TIDERNE_Hun og jeg_P.indd 79
05/03/15 08.47