MAN SKAL HOLDE MEGET AF MÆND
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 1
25/06/15 11.35
Af Marie Darrieussecq på dansk Kvinden der blev til en gris. Roman, 1998 Spøgelser. Roman, 2000 Baby. Roman, 2005 Tom er død. Roman, 2008 Solange. Roman, 2013
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 2
25/06/15 11.35
Marie Darrieussecq
MAN SKAL HOLDE MEGET AF MÆND ROMAN
På dansk ved Mette Olesen
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 3
25/06/15 11.35
Man skal holde meget af mænd er oversat fra fransk efter „Il faut beaucoup aimer les hommes“ Copyright © P.O.L. éditeur, 2013 Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Sabon hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-712-9
Citaterne fra Mørkets hjerte er hentet fra Niels Brunses danske oversættelse, med enkelte omskrivninger. Ordsproget „Kun fantasiløse mennesker flygter ind i virkeligheden“ bliver citeret af den sydafrikanske fotograf Santu Mofokeng i hans bog Chasseur d’ombre (Prestel, 2011).
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 4
25/06/15 11.35
Man skal holde meget af mænd. Virkelig meget. Holde meget af dem for at kunne elske dem. Ellers kan man simpelthen ikke holde dem ud. Marguerite Duras
On dit qu’au-delà des mers Là-bas sous le ciel clair Il existe une cité Au séjour enchanté Et sous les grands arbres noirs Chaque soir Vers elle va tout mon espoir Josephine Baker
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 5
25/06/15 11.35
Man sejler over havet og kommer til en flod. Man kan også tage et fly, det er ikke det. Men man kommer til en flod, og så skal man ind ad floden. Af og til er der en havn, og kraner, con tainerskibe, sømænd. Og lys om natten. En havn i den beboelige del af deltaet. Derefter er der ingen mennesker. Kun træerne, efterhånden som man sejler op ad floden.
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 6
25/06/15 11.35
TITELSEKVENS Han var en mand der bar på en stor idé. Hun kunne se den skinne i hans øjne. Hans pupiller snoede sig i en brændende spiral. Hun bevægede sig ind i hans blik for at følge floden sammen med ham. Men hun troede ikke på hans projekt. Det ville aldrig blive til noget, i virkeligheden. For kan man nogensinde nå Congo? Der var et problem, nemlig ham. Og hans store idé kostede for mange penge. Krævede for meget af for mange mennesker. Og for hende var den store idé ligesom en anden kvinde, som hun ikke ville have at han fulgte. „Ved at tænke på Congo er jeg selv blevet et Congo der bruser af skove og floder og hvor pisken smælder som en stor fane.“ Han læste højt for hende af Césaire. Som ikke var hendes yndlingsforfatter. Men som har skrevet nogle fine ting, det er helt sikkert. Og som var sort, det betyder også noget. Sandsynligvis. Nu var hun selv blevet én der kom derfra. Fra det umulige, lavineagtige, grænseløse land. Hver morgen vågnede hun med eksem over hele kroppen. På skuldrene, brysterne, indersiden af armene, alt hvad der kom i kontakt med ham – streger som et broderi syet i huden. Indfældede tråde. Hun kunne ikke gnide det væk. Hun tog brusebad men vandet hjalp ingenting, og i spejlet kunne hun se de smalle gange løbe i fine mønstre i huden, tynde perlekæder i nedsænket relief. End ikke sminkøsen kunne gøre noget. Og hun der skulle spille rollen som den franske kvinde med den fine hud uden tatoveringer eller ar. Ansigtet er det man ikke 7
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 7
25/06/15 11.35
kan se af sig selv. Man kan heller ikke se ryggen, det er rigtigt. Hvis man vrider sig, kan man kun få et glimt af et skulderblad, en smule kraveben og lænd. Men ansigtet bærer man foran sig som en offergave. Han så hende. Hun så kun sig selv på film eller i spejlet. Hendes ansigt der var så uspoleret at alle slags mærker satte sig ekstra tydeligt der. Hvad så med ham, hvem var han? En skuespiller af samme slags som hende, en der spillede biroller og var lidt kendt – man kender ansigtet men ikke navnet, hans er også svært at udtale. Hvis der var noget militant ved ham, var det måske dét: Hans stædige insisteren på at beholde sit eget navn – gøre karriere med sådan et navn. Et navn som hun gerne ville have båret. Det var blevet en fiks idé. Det navn sat sammen med hendes typisk franske fornavn, Solange. Han brød sig ikke om at hun så på ham når de elskede. Hvis hun åbnede øjnene, lavede han en svag, hvislende lyd, schhhhh. Hun lukkede øjnene igen og gled ind i det røde mørke. Men hun havde set hans bevægede ansigt, genskinnet fra hans kinder, svedperlerne på kindbenene, næsten tårer. Og hans øjne der stirrede på hende, schhhhh. To sorte spydspidser der skød ud under hans øjenlåg, hans kinesiske øjne, to sprækker, der løftede tindingernes trekanter. Hun kunne huske hans skønheds geometri, men hvem var manden på fotografiet? Hvem er den mand på billederne i Hollywoods sladderblade? Hvem er den mand som så på hende, som ser på hende i hendes erindring? Hendes hud bærer ikke længere det mindste spor efter ham, kun tidens mærker, ar efter filmindspilninger som det er ligesom hun har drømt.
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 8
25/06/15 11.35
I
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 9
25/06/15 11.35
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 10
25/06/15 11.35
BEGYNDELSEN
Begyndelsen er som et klip fra en film, hun bliver ved med at se begyndelsen for sig, tydeligt skåret ud i hendes liv, hvorimod det der følger ligesom er klippet baglæns, eller i brudstykker, eller helt tilfældigt. Hun så ham, og kun ham. Til en fest hos George. De fleste af gæsterne stod omkring dem, men hun trådte ind i et magnetfelt. En sfære af en tykkere luftart der udelukkede alle de andre. Hun blev stille. Hans nærvær gjorde hende tavs og ensom. Hun mistede stemmen – hun havde ikke noget at sige. Et kraftfelt sendte en stråling ud fra ham, føleligt, blændende, som lufttrykket fra en konstant eksplosion. En bølge trængte igennem hende og sprængte hende. Hendes atomer blev opløst. Hun blev spredt ud i luften, og fra det øjeblik var det dét hun ville – sprænges. Han var klædt i en mærkelig, lang frakke af et tyndt, glat stof. Han så ikke på hende. Han stod og så ned mod bunden af kløften, på lysene fra Los Angeles. Han bar sit tunge mørke hoved som om det var en anstrengelse der krævede hans fulde koncentration. Som om han alene, blandt alle de tilstedeværende, var bevidst om hvilken byrde et hoved er. I modlyset fra lygterne dannede hans lange hår en stor hætte, og der var noget munkeagtigt over hele hans høje skikkelse. Kraftfeltet blev så intenst at den ene af de to – det var hende – sagde et eller andet, om det 11
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 11
25/06/15 11.35
milde vejr eller om George eller om det de drak – og så var det ligesom om der blev åndet dybt ind. Tågen gjorde natten hvid, vandstøv samlede sig på dem. Han rullede en cigaret til hende. Deres hænder rørte ikke hinanden, men kraftfeltet blev med ét så tæt at cigaretten svævede i luften, bevægede sig fra den ene til den anden uden at de vidste hvordan, i det vibrerende, summende rum. Han søgte efter ild, med ordløse bevægelser i mørket, i frakkens bundløse lommer. Han havde ikke noget – jo – flammen sprang. Hun brændte håret lidt da hun kom for nær, og lo, med urette, for det som han tavst afkrævede hende, allerede nu, var den største alvor. Hun tog et hiv og dukkede op til overfladen igen, en sidste gang. Så dykkede hun ned i verdens hjerte, sammen med ham, ind i kraftfeltet, ind i den tåge der udfyldte Laurel Canyon, ind i den lykke der er total, uigennemsigtig og hvid, den lykke der sprænger én. * Han var en formidabel skuespiller. Uden på sig selv, omkring sig selv, evnede han at fremtrylle en anden hud, foretage hamskifter, i flere lag, som aldrig virkede kunstige. Det var ham selv mangedoblet. Han havde nået det niveau, den sikkerhed, at kunne være sig selv i den ene rolle efter den anden, ligesom George eller Nicole eller Isabelle. Men han havde aldrig opnået stjernestatus. Som hun selv senere skulle erfare, kunne han ellers fremkalde både beundring, frygt og savn. Først troede hun han var amerikaner. Hans udtale, hans måde at gå på. Ganske vist en excentrisk amerikaner, men når man befinder sig i Hollywood Hills, klæder man 12
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 12
25/06/15 11.35
sig som man vil. Hende derimod – alle vidste at hun var fransk. Hun kunne sagtens tilpasse sin udtale en rolle som amerikansk kvinde, men oftest var det den franske kvinde hun blev bedt om at spille – en bitch, den køligt elegante, det romantiske offer. I Chanel og Louboutin som hun fik lov at beholde efter indspilningen. Han blev bedt om at spille dealer eller bokser, nogle gange strømer eller den frisindede helts bedste ven. Han havde spillet en diskret jedi i en episode af Star Wars. I det virkelige liv spillede han amerikaneren ligesom han spillede alle sine andre roller, ligesom han havde spillet Hamlet i starten af sin karriere. Med samme rolige intensitet. Samme koncentrerede nonchalance. På teateret „Les Bouffes du Nord“, i Paris – hun gik på konservatoriet dengang – kunne det kun have været ham. Hans stemme var klangfuld og dyb. En massiv torso, brede skuldre på en meget lang krop, som hun endnu kun kunne ane under hans underlige munkekutte. Hans stemme lød som om den kom dybt nede fra struben, under den bløde hulning hvor halsen begynder og som hun så gerne ville kysse, senere, da hun spurgte om han ikke var træt af alle hendes små kærtegn, og han svarede „Hvorfor skulle jeg være det?“ Hans t’er var en blød ganelyd der til forveksling lignede hans d’er, først troede hun det var koketteri, som man kan forvente det hos en smuk mand og skuespiller (ligesom hos visse franske aristokrater), men i virkeligheden røbede det hans oprindelse. Om hende blev det ofte, i sjov, sagt at selv set fra satellit ville man straks vide at hun var fransk. Var det hendes skikkelse? Vinklen på hendes kæbeben? Eller den vane at indlede alle sine sætninger med en skeptisk trutmund? Det siges at sproget former ansigtet. Hendes talepædagog i Los Angeles, som hun trænede forskellige 13
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 13
25/06/15 11.35
accenter med, mente at det skyldtes muskelspændinger. Ja, hun var fransk. Han havde været i Paris. Han kunne godt lide Paris, de historiske monumenter. Ja, det er en smuk by. Hvor længe havde hun været i Los Angeles? Fire år (hun lod som om hun tænkte sig om), et to tre fire, siden 2003. Siden hendes søn havde valgt at bo hos faren – en pludselig lyst til at fortælle ham dét, men der var ikke noget ved hans skikkelse, hans tunge hoved, hans fravær af et smil, der indbød til fortrolighed. Han havde bare spurgt for at spørge, til hendes ophold i Los Angeles. For at snakke om deres karrierer. Han var tavs, og hun blev også tavs. Hun adlød ham allerede. Nu havde hun forstået at han ikke var amerikaner. Da han fik bekræftet at hun var fransk, havde han svagt afsløret en anden accent, måske en anden kropsholdning. Han var canadier. Hvilket hun ikke var helt tilfreds med. Men hun sagde ikke noget. Ikke lige med det samme. Hun ville hellere lade sig tilintetgøre, på stedet, ligesom en vampyr der bliver overrasket af daggryet, end hun ville gøre hans person til et spørgsmål om oprindelse. De var to udlændinge, begge adopteret af Amerika. To udlændinge som desuden virke de løjerligt bekendte på hinanden. Som om de allerede var forbundet gennem de lande der lå imellem dem. Som om den intensitet der opstod mellem dem netop den dag, også var en logisk, elektrisk, følge af verdens eksplosive begivenheder op gennem Historien. Coyoterne bjæffede oppe i bakkerne, helt tæt på. De kommer og drikker ved folks swimming pools. Deres hyl er en klagen, de lyder overhovedet ikke som en ulv, mere som et spædbarn. Og så kom George hen til dem, med en flaske Cristal i hånden. Han havde lige indspillet en science fiction-film, og dele af kulisserne var blevet genbrugt til 14
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 14
25/06/15 11.35
festen, blandt andet nogle kosmisk-hvide lænestole. Som altid kom han som sendt fra himlen, i skinnende hvid habit, med solbrændt ansigt og sit smil der lignede Mælkevejen. Han præsenterede dem for hinanden, bare fornavnene, som det naturligste af verden, som om de var lige så berømte som ham. Med den elegance der var så typisk for George. Sammen med ham blev alting normalt igen – den gigantiske, turkisblå swimming pool, de hundrede gæster, nattens rygende mørke over bakkerne, og det umulige, kantet klingende fornavn på denne mand der pludselig var opstået her. Og to dage senere skulle hun blive klar over at han heller ikke havde forstået en lyd af hendes fornavn. De blev fanget ind af en gruppe mennesker der bevægede sig inden for tyngdefeltet omkring George. Der var Kate og Mary, og Jen, og Colin, og Lloyd, og Ted, og et par af Stevens venner, og også hende pigen der spillede i Collateral Damage. En køn pige, lidt etnisk udseende som man siger, måske puertoricaner. Hovederne hoppede op og ned, skyggerne blafrede. Hun søgte ham med blikket i mørket. Hun turde ikke se direkte på hans ansigt, hans urokkelige jedifjæs. Da de stod sammen før, havde hun omhyggeligt sørget for at rette blikket andre steder hen, ligesom ham, ud mod bakkerne, ned mod lighterens flamme helt tæt på, eller op mod Store Bjørn meget langt væk. Men den her kvindelige skuespiller, puertoricaneren, der var et eller andet underligt ved hendes blik, en form for skelen, eller – nej, hun så indgående på ham, det var dét, hun stod og stirrede på ham, i stedet for ligesom alle andre at se mod lyset, på Georges hvide skikkelse. Puertoricaneren går hen til ham. Og så ler han højt, hovederne hopper op og ned, skyggerne skiller dem fra hinanden. Dér kommer Steven hen imod hende, Solange, 15
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 15
25/06/15 11.35
hun mimer en telefon med to fingre mod øret: Hun ringer tilbage til ham. Hun vil ikke tale med Steven, hun vil tale med Ham. Hans latter er den eneste lyd midt i den omgivende larm. Hans ansigt flækket i to rækker strålende hvide tænder – alle her har strålende hvide tænder, det er utænkeligt at de ikke alle skulle have strålende hvide tænder, men hans latter løfter natten, skærer gennem tågen, hans ansigt der før fik ham til at ligne en surmulende galaktisk prins, er blevet åbnet af latteren som er henvendt til puertoricaneren, og hun – Solange – ser kun deres fireogtres tænders kridhvide strålen. „You are from Puerto Rico?“ Den formodede puertoricaner drejer hovedet og ser på Solange. Måler hende med blikket. „I am from Los Angeles,“ svarer hun, og stråler. „Vi er alle sammen fra L.A., er vi ikke?“ L.A., hun trækker den lange vokal meget langt ud, Ællææy… Og det går op for Solange hvem hun er, Lola et eller andet, en fremstormende starlet, født i Surinam. Hun har spillet i Lost – guderne må vide hvad manuskriptforfatterne udsatte hende for, at blive ædt af en bjørn eller knust i en sprække i kosmos – i hvert fald befinder hun sig på det trin i sin kendthed hvor alle forventes at vide at hun selv har hugget sig vej med machete gennem sin barndoms jungle helt til Hollywood Hills. Cristal-flasker cirkulerer omkring på sølvfade. Prinsen i den lange frakke står og betragter Los Angeles, eller natten, eller det som optager ham alene, manden med det tunge hoved, og som hun vil vide hvad er. Strømmen vender og trækker dem med ned mod swimming poolen der hænger ud over kløften. Havet ligger som en lang mat stribe. Han drejer hovedet mod hende. Langsomt. Næsten umærkeligt til at begynde med. Da 16
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 16
25/06/15 11.35
bevægelsen er ført til ende, holder han hendes blik fast i sit. Så – som et brud på en fuldstændig vandret kamerabevægelse – dykker hans blik ned i havet igen. Det var så kort, så præcist, at hun ikke er helt sikker på at det skete. Floria og Lillian ankommer og hilser på Ted og kysser Solange. Hun mumler en tre-fire stavelser som præsentation. Ted ser på manden med de tre-fire stavelser, så ser han på hende. Endnu en flaske Cristal viser sig foran dem. Festen vugger som en bølge, kredse af mennesker åbnes og lukkes, hun kæmper mod understrømmene. En lille ø er blevet dannet igen, og hun står alene sammen med ham, lænet mod rækværket over kløften.
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 17
25/06/15 11.35
EN TIGER DER TRODSER TYNGDELOVEN
De siger ikke noget. Stilheden er vidunderlig. Hvis man nogensinde har befundet sig i et solidt, beskyttende hus, hævet over havet men med åben udsigt over det, hvis man har været så heldig at opleve den stilhed og føle den tryghed, så ved man hvilken intens ro … man ved hvordan Los Angeles … og de to, så små og så kolossalt store oppe over kløften, og byen der lå dér, bredt ud og lukket inde, hidsig og lysende … Han var blevet her sammen med hende, under påskud af at de delte flasken. I stedet for at følge gruppen omkring George og Lola. I stedet for at følge Steven eller Ted eller en hvilken som helst anden leverandør af roller og rigdom og berømmelse. Eller bare en spændende snak. Eller ordentlig kokain. Han bliver sammen med hende. Hun har altid kendt ham og lærer ham at kende for hvert sekund – livets højdepunkt er lige nu, den farefulde udforskning og tidens milde gang, foreningen af nu og for altid. Hun er beruset. De finder ud af at de har fælles interesser. Han kan lide at læse. Hun bliver dristig, ler med sin egen latter. „Der er ikke noget så sexet som en mand der læser.“ Hun ville gerne uddybe. Hun ville gerne forklare ham det – hvordan hun ser ham for sig sidde foroverbøjet, ensom, ikke brug for nogen, indfanget i en anden verden, men han løfter sit tunge hoved og hans smil lyser op da 18
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 18
25/06/15 11.35
han ser hende komme, hilser hendes forstyrrelse velkommen – hej – hej, min elskede. Hun har så meget at sige til ham. Så meget at forklare ham. Han læser i forbindelse med et projekt han har. Han læser meget under indspilningerne. „Alle de der skuespillere der endelig ikke vil bryde koncentrationen mellem to optagelser, hele hysteriet omkring Actors studio, det er så latterligt.“ Han ler kort. De er ikke amerikanere. Han læser om natten. Hun ser ham for sit indre blik, svøbt i et hvidt lagen, nøgen ned til livet med overkroppen bøjet forover og spidserne af det lange hår der glider hen over en bog. Han citerer navne på forfattere som hun aldrig har hørt om, i farten fanger hun de to stavelser i Conrad og svarer igen med nogle franske navne. Han tager ikke udfordringen op. Men han bliver sammen med hende. Stilheden udvikler sig, ændrer kurs. Han lugter godt. Hun har lyst til at røre ved ham. Han lugter ligesom en kirke, ligesom et indisk tempel. Månen er stået op. Havet har udvidet sig, er blevet sort uden stjerner, en parallel himmel. Hun leder efter noget at sige. Hun ville gerne fortælle at hun er kommet til Los Angeles på grund af havet. I Paris var havet for langt væk – og allerede som barn savnede hun havet. Men det vil han aldrig tro på. Især ikke hvis det kommer fra en skuespiller. Han står i profil mod den koksgrå himmel. Mellem hende og havet er der kun ham. Hun kan se ham bare ved at løfte blikket. En stor buet pande. En slags fordybninger i huden, hun kan ikke rigtig se hvad det er, ar? Usynlige øjne, kun sprækker. En lang smal ørnenæse. Brede læber, tæt samlede, der træder tydeligt frem. Hvordan kan det gå til, hvorfor danner disse dele tilsammen så stor en skønhed? Hun tænker tilbage på de tegninger de lavede i skolen: 2. 4. 6. – når man skrev tallene under hinanden, fik man 19
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 19
25/06/15 11.35
et underligt bulet ansigt set i profil. Hun kan høre ham trække vejret i stilheden. Han bryder sig ikke om kvinder der sludrer, det må være sådan det er. Eller han gider ikke forklaringer. Han vil helst tage tingene i sit eget tempo. Eller også er det hele blot noget der foregår inde i hendes hoved, og byen er kun en projektion, hun tror hun har boet her i fire år men hun svæver kun hen over overfladen, klamrer sig fast til en illusion om at hun har fodfæste, at den kildrende spænding mellem hendes krop og Los Angeles også mærkes af byen. Hun ville gerne fortælle ham om den uge hvor hendes kæmpestore ansigt var ophængt på hjørnet af Sunset Boulvard og La Cienaga, under promoveringen af Musette. Alt det hun kunne fortælle ham, alle de overraskende og åndrige ting. Slet ikke det han tror, slet ikke bare en skuespillerinde som alle andre. Hun beder ham fylde sit glas igen. „I like the way you say champaaagne,“ siger han, „this is so chic, so French.“ Hun ler. Han gør nar af den amerikanske udtale, „de siger champayne ligesom i John Wayne“. Hun ler igen. Hver eneste af hans sætninger er dyrebar, åbner en smule adgang til hans tunge hoved. Hans øjne siger ingenting. Han har måske set hende i Musette. Måske har han bare en lille svaghed, den kendte svaghed for franske kvinder. En lille gruppe skyller tilbage mod dem. Blandt alle disse tobenede væsner er det kun George og ham der på elegant vis formår at bære den skæbne at gå med kroppen i lodret position. Alle andre benytter sig af cigaretter, glas eller nøje indstuderede håndbevægelser til at holde hænderne på hver sin side af kroppen. De to står bare oprejst på Jorden. Han minder hende om en, men det er ikke George, trods deres fælles elegance. Hun forsøger forskellige mnemotekniske 20
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 20
25/06/15 11.35
tricks, sammenligner deres næser, munden, men det er snarere noget med blikket, eller hele kropsbygningen... eller noget helt andet, en stærk selvhævdelse, en bevægelse op gennem lænden, halsen som en græsk søjle – en antik statue, menneskeheden i én streg. * De går alle sammen ud til deres biler, George tager bilnøglerne ud af hånden på hende, der kan åbenbart ikke være tale om at hun kører, Georges limousine bliver til en luksusminibus. Han sidder ikke langt fra hende, to sæder væk, to kroppe væk, George taler til chaufføren, de er ikke startet endnu, Ted sætter sig ved siden af hende, en joint går på omgang, den etniske starlet snakker med Steven (det ansigt Solanges agent kommer til at stille op når han hører at hun sagde til Steven, den store Steven Soderbergh, at hun ville ringe tilbage til ham). Hun bør gå tidligt i seng. De kører ned ad boulevarden, nu er der gået fire år men hun bliver ved med at forveksle dem, det må være Hollywood Boulevard, simpelthen. De kører forbi The Chinese Theater, den etniske starlet kender en natklub, The Montmartre Lounge, åh nej, hun udtaler det Montt-marttre med t’er over det hele. Solange vil sende jointen rundt, men ingen reagerer og hun ryger den sammen med Ted. George er væk. Også Steven. Så er der et meget skarpt lys og en masse mennesker og et gammelt hit med Queen og Freddy Mercurys skærende stemme der synger don’t stop me now – just give me a call – og at han er en stjerne der springer over himlen som en tiger der trodser tyngdeloven. like a tiger defying the laws of gravity 21
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 21
25/06/15 11.35
Jointen hun røg, deler ordene op i stavelser, adskiller trommerne fra klaveret og klaveret fra guitaren og guitaren fra stemmen der synger, de enkelte forløb fjerner sig fra hinanden og mødes igen i overjordisk harmoni. Hun har aldrig været særlig vild med Queen, men hun kommer til at tænke på en anekdote, eller snarere et interessant fænomen, og hun giver sig til at råbe ind i hans øre – han er høj, men hun har meget højhælede sko på – hun råber at Freddy Mercury var farsi, hvad var han, farsi – hvordan siger man farsi på engelsk, hun kan ikke komme på andet end farsi, så hun fortsætter bare – altså en religiøs bevægelse, meget fascinerende, soldyrkere, hundrede procent veganere, som ikke begraver deres døde – det vil sige, de begraver ikke deres døde, men følger et ritual som i virkeligheden er enormt civiliseret – han beder hende om at gentage – hun skriger sig hæs – de lægger dem op på toppen af et tårn, Stilhedens Tårne – brøler hun – så kommer gribbene og æder dem, det tager ti minutter for tyve gribbe at rense knoglerne, som så bliver lagt ind i tårnet, i cirkler, et superavanceret system, med afløb og kanaler til kropsvæskerne, meget rent, altså jeg mener i grunden mere hygiejnisk end at begrave folk. Problemet er at der snart ikke er flere gribbe tilbage i Bombay på grund af forureningen, så hindubefolkningen der bor i området klager over lugten. „Interesting,“ siger han. Han ser ud som om han mener det. Det er måske ikke det ideelle samtaleemne, men han ser hende i øjnene. De flytter sig begge som i én bevægelse for at komme på afstand af musikken som er overalt, hun kan ikke høre et ord af hvad han siger, billedet af lig i opløsning hænger lidt og svæver imellem dem – „jeg har hørt“ – hun skifter 22
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 22
25/06/15 11.35
næsten ikke emne – „at elefanter – altså elefanter – er de eneste dyr der har et ritual omkring deres døde“. Hun er opfyldt af håb. Af håbet om at han vil tale til hende. Elefanterne står og svajer mens de med snablen vugger deres kammeraters hvide benrester. Håbet om at han vil forklare hende noget, at han vil tage hende med sig, tage hende med sig på elefantvis. Men hans ansigt er igen blevet ubevægeligt. Næsten stenagtigt. „Jeg ved ikke noget om elefanter.“ Svarer han lidt brysk. „Jeg ved en masse om farsi.“ Ler hun, dæmpet. Han har beholdt sin usandsynlige jedifrakke på, og sveddråber glimter i hårkanten, på grund af varmen i natklubben eller måske en slags irrititation hos ham som er ny for hende, en træthed, noget utålmodigt og ærgerligt i forhold til hende. Hun ville ellers ikke have troet det, men han er måske en af den slags mænd som helst vil have at den anden tager det første skridt. Der sker et skred i tid og rum, et kast fremad og hun står og danser med Ted. Donna Summer hvisker og klynker og mjaver ooooohhh I feel love I feel love I feel love. Ted har ikke noget med sagen at gøre, men i det mindste opfører han sig normalt, altså normalt i det omfang at hans næse er hvid af coke, han vrider hofterne, rækker hende hånden, kærtegner hendes skulder mens han mimer I feel love, og hun drejer rundt om sig selv. Den canadiske jedi står oppe ved baren, helt ubevægelig, og ser på ingenting. I zigzaglyset ser hun ham bryde op og bevæge sig hen over dansegulvet i retning af udgangen – og hun er nødt til at følge efter ham, hun har ikke noget valg. Det duftende sus af hans store frakke indhyller hende, hun hører Teds stemme med en klang af skuffelse: „You’re heading for trouble.“ 23
Tiderne_Man skal holde meget_P.indd 23
25/06/15 11.35