Lenins kys af Yan Lianke

Lenins kys

Tiderne_Lenins kys_P.indd 1

01/07/15 15.48

Af Yan Lianke p책 dansk: Folkets tjener, 2008 Landsbyens blod, 2012

Tiderne_Lenins kys_P.indd 2

01/07/15 15.48

Yan Lianke

Lenins kys Oversat af Susanne Posborg

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Lenins kys_P.indd 3

01/07/15 15.48

Lenins kys Oversat efter „Shou huo“ Copyright © Yan Lianke 2004 Published by agreement with The Susijn Agency Ltd Dansk udgave © 2015 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-580-4 Printed in Denmark 2015

Udgivet med støtte fra

Tak til Wang Yukun, Københavns Universitet, for hjælp med dialektiske udtryk.

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Lenins kys_P.indd 4

01/07/15 15.48

INDHOLD BOG ET – RODTREVLER Kapitel 1 Hede, sne, en syg tid. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Kapitel 3 Beboerne i Lykken får travlt igen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Kapitel 5 Sidebemærkninger – Kadaverkold. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

BOG TRE – RØDDER Kapitel 1

Kapitel 3 Kapitel 5 Kapitel 7

Kapitel 9

Lad os se nærmere på dette menneske, denne embedsmand, denne amtsdirektør Liu. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Et gevær brager, skyer spreder sig, solen kommer frem . . . . . . . . . . 47 Lykkenfestival i den femte måned i skudåret tigerens år. . . . . . . . . 60 Cao’er forlader festivalen, og tilskuerne vender deres opmærksomhed mod amtsdirektøren. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 En hønsefjer bliver uventet til et himmelhøjt træ . . . . . . . . . . . . . 100

Kapitel 1

Kapitel 3 Kapitel 5 Kapitel 7 Kapitel 9 Kapitel 11

Tumult bryder løs, som om nogen ramler ind i et træ uden for sit hus. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 Mao Zhi falder om som en bunke strå. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119 Sidebemærkninger – Træde ind i samfundet. . . . . . . . . . . . . . . . . 128 Sidebemærkning – Røde Fjerde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 Sidebemærkninger – Himmeldage. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 Sidebemærkninger – Jernkatastrofen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150

BOG FEM – STAMME

BOG SYV – GRENE Kapitel 1 Kapitel 3

Kapitel 5 Kapitel 7

Kapitel 9

Tiderne_Lenins kys_P.indd 5

Imidlertid skete der pludselig noget. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 Bifaldet har langt om længe lagt sig, og brændevinen er drukket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168 Foran indgangen hænger der cykler i træerne. . . . . . . . . . . . . . . . 179 Der dannes to specialkunstertrupper, og på ingen tid er alle huse beklædt med snehvide klinker. . . . . . 193 Sidebemærkninger – Ærbødighedshallen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 202

01/07/15 15.48

Kapitel 11 Ansigt til ansigt med portrætter af store mænd

og med faderens portræt bag sig. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213 Kapitel 13 Hvem var det, der lige forlod vores hus?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225

BOG NI – BLADE Kapitel 1 Kapitel 3 Kapitel 5 Kapitel 7 Kapitel 9 Kapitel 11

Der rejser sig en skov af hænder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 Sidebemærkninger – Den store katastrofe. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 246 Alle knæler for hende, og hele verden fyldes af tårer. . . . . . . . . . . 267 Lenins Mindehal står færdig og indvies med pomp og pragt. . . . . 278 Utallige sindrige symboler og et skinnende, purpur lys. . . . . . . . . 285 Vejret bliver varmere og varmere, og vinter bliver til ætsende sommer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299

Kapitel 1 Kapitel 3

Kapitel 5 Kapitel 7

Et kridhvidt klæde dækket af små røde pletter. . . . . . . . . . . . . . . . 317 Sidebemærkninger – Sort Katastrofe, Rød Kval, Sort Straf, Rød Straf. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 326 Sommeren er kommet rullende forbi vinter og forår. . . . . . . . . . . 341 Døren er åben … Døren er åben. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 374

Kapitel 1

Kapitel 3 Kapitel 5 Kapitel 7

Kort før tusmørke kommer amtsdirektør Liu tilbage til Shuanghuai. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 381 På knæ for Amtsdirektøren. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 399 Hele verden knæler. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 403 Alle som er uenige i, at Lykken træder ud af samfundet, bedes række højre hånd op. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 414

BOG ELLEVE – BLOMSTER

BOG TRETTEN – FRUGT

BOG FEMTEN – FRØ Kapitel 1 Hvad siden sker, sker siden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 419 Kapitel 3 Sidebemærkninger – Søster Huas Li, festdage

og Lykkensang. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 431

Tiderne_Lenins kys_P.indd 6

01/07/15 15.48

Â

BOG ET

Rodtrevler

Tiderne_Lenins kys_P.indd 7

01/07/15 15.48

Tiderne_Lenins kys_P.indd 8

01/07/15 15.48

KAPITEL 1 Hede, sne, en syg tid Har man set mage! Midt i den ætsende sommerhede, hvor alle var drænet for livsglæde1 og energi, faldt der en masse sne. Det var hed­ sne.3 Om natten kom vinteren rullende i fuld fart. Måske var sommeren forsvundet i ét nu, og før efteråret overhovedet nåede frem, slog vinteren til.

I denne smeltende hede, gik tiden af led, blev skør, nærmest rab­ lende vanvittig.

I løbet af en enkelt nat druknede lov og orden i det kaotiske snefald.

Det er ganske vist. Tiden blev syg, rablende skør.

Hveden stod fuldmoden, men dens varme, friske duft, der havde ligget overalt, forsvandt under sneen. Aftenen før, da beboerne i landsbyen Lykken5 gik i seng, lagde de sig uden tøj på, skubbede dynelagnerne til side og kølede sig med vifter lavet af papir eller af dunhammerens store blade.

Men efter midnat, da det første vindstød kom, skuttede de sig og dækkede sig til. Da den isnende kulde alligevel trængte sig ind under lagnerne, stod de op og gennemrodede kister og skabe for at finde de tykke vattæpper frem.

Da morgenen kom, og man åbnede hoveddøren, råbte kvinderne forskrækket: „Åh nej … det har sneet! Det er hedsne!“ Mændene stillede sig udenfor, sukkede og udbrød: „Pokkers! Det er den hede sommersne, så får vi hungersnød igen!“ Børnene råbte glædesstrålende, som var det selveste Nytårsdag: „Åhhh, det har sneet … det har sneet!“ Alle landsbyens elme, akacier, kejsertræer og popler var virkelig 9

Tiderne_Lenins kys_P.indd 9

01/07/15 15.48

lenins kys

kridhvide. Når det sneede om vinteren, var grene og kviste klædt i hvidt. Om sommeren dannede deres frodige kroner tæt skygge, men under dette helt uventede snedække buede de sig som kæmpemæssige hvide parasoller, så snepuderne, der tyngede træernes bladhang, slap deres tag og plumpede ned på jorden som melklumper, hvor de bristede i knitrende krystaller.

Sommersneen forvandlede denne afkrog af Baloubjergene, hvor hveden stod moden, til en ørken af sne.

På den ene mark efter den anden var hveden knækket og lå kvalt under sneen. Hist og her stak kornet op, men næsten alle aks var brækket af ved halsen og lå strøet hulter til bulter, som om en storm havde hærget, før sneen lagde sit tæppe over skråninger og kløfter.

Stod man imidlertid oppe på en bjergskråning lige over markerne, kunne man stadig ane en snært af fuldmoden hvede, ligesom den svage duft af røgelse stadig anes lang tid efter, at en afdøds kiste er blevet båret ud.

Ja, har man set mage! Midt i den ætsende sommer faldt hedsneen og dækkede alt i hvidt.

Det pureste hvidt.

Det siger sig selv, at hedsneen som ifølge månekalenderen faldt i dragens år 1998 i slutningen af den sjette måned var en stor natur­ katastrofe for beboerne i landsbyen Lykken dybt inde i Baloubjergene.

SIDEBEMÆRKNINGER Livsglæde: Et nordligt dialektudtryk, der anvendes af folk i det vest­ lige Henan, men især blandt folk i Baloubjergene. Udtrykket har mange nuancer: livsnydelse, fornøjelse, livsglæde, lykke. I Balou omfatter ud­ trykket også at finde glæde og lykke i lidelse eller at skabe sig et lyk­ keligt liv på trods af lidelse.

1

Hedsne: Dialektudtryk om sne, der falder om sommeren. De lokale kalder sommeren for „den hede tid“, deraf udtrykket „hedsne“. De 3

10

Tiderne_Lenins kys_P.indd 10

01/07/15 15.48

bog et – rodtrevler har også udtryk som „hed snebyge“ og „hed snestorm“. Sne om som­ meren er en sjælden foreteelse, men ved at kigge i gamle lokale an­ naler og bekendtgørelser har jeg fundet ud af, at der mindst en gang hvert tiende eller tyvende år godt og vel er faldet hedsne – og at der i perioder med hedebølger endda har været snefald hver sommer flere år i træk.

Landsbyen Lykken: Ifølge sagnet opstod landsbyen efter den store tvangsforflytning af folk fra Shanxiprovinsen, som fandt sted i Ming­ dynastiets første tid fra kejser Hongwu til kejser Yongle. Ifølge den kejserlige forordning kunne én person i en familie på fire blive fritaget for tvangsflytning; i en familie på seks kunne to blive tilbage, og i en familie på ni kunne tre personer blive fritaget. Gamle og vanføre kunne blive tilbage, mens unge raske mænd og kvinder måtte flytte.

Dag efter dag begav menneskeskarer i tusindvis sig af sted fra deres hjemstavn under hjerteskærende gråd. Men efter den første bølge af tvangsforvisning protesterede befolkningen voldsomt, og der blev udstedt en kejserlig forordning om, at de, der nægtede at lade sig forflytte, skulle møde op under det store akacietræ i Hongdong Amt i Shanxi. De, der var villige til at flytte, kunne blive hjemme og afvente deres indkaldelse. Nyheden spredtes som en løbeild gennem hele Shanxi, og næsten alle skyndte sig af sted mod akacietræet i Hong­ dong. Det fortælles, at der var en familie, hvor faderen var blind og den ældste søn lam i hele kroppen, så af ærbødighed trak lillebrode­ ren dem på en kærre hele vejen til akacietræet i Hongdong, hvorefter han vendte hjem for at afvente sin ordre om tvangsflytning. Men tre dage senere, da hundrede tusinde mennesker havde samlet sig ved træet i Hongdong, ankom Mingtropper og tvang dem brutalt af sted, mens de, der afventede marchordre hjemme, fik lov at blive og passe familiens jord.

For at opfylde den lovbefalede kvote af tvangsforflytninger skelne­ de man ikke mellem folk. Alle blev talt med: blinde, krøblinger, gamle, kvinder og børn. Den blinde mand havde derfor ikke andet valg end at tage sin lamme søn på ryggen. Synet af sønnen, der ledte sin far, som bar ham på sine gamle ben, var næsten ikke til at bære. Van­ dringen fra morgen til aften dag efter dag fra Hongdong i Shanxi til Baloubjergene i det vestlige Henan, fik den gamles ben til at svulme

5

11

Tiderne_Lenins kys_P.indd 11

01/07/15 15.48

lenins kys op og rev hans fodsåler til blods. Sønnen græd hele vejen og var flere gange på nippet til at begå selvmord. De andre betragtede dem med bekymring og medlidenhed og bønfaldt befalingsmændene om at vise barmhjertighed, så far og søn kunne slippe. Befalingsmændene sendte anmodningen videre til deres overordnede, som sendte den videre op i systemet, til den endelig nåede frem til ministeren for tvangsforflyt­ ning, Hu Dahai. Men hans svar var grusomt: „Den, der vover at lade en eneste person slippe, bliver henrettet, og hele hans familie forvises fra deres hjemstavn for altid!“ Alle i provinserne Shandong, Henan og Shanxi kendte til Hu Dahai.

Det fortælles, at han stammede fra Shandong, men at han i de sidste år under Yuandynastiet flygtede fra hungersnød og strejfede rundt, til han endte i Shanxi. Han var afskyelig at se på, men høj og kraftig. Han var bramfri, men hadede ondskab. Han var beskidt og hans hår uredt, men med en krigers udstråling. Han var åbenhjertig, men snæversynet.

Han var energisk, men også lad og doven. Alle foragtede ham, og mødte man ham på hans tiggergang, undgik man ham, som var han en ond ånd. Stillede han i folks port midt i spisetiden, blev han ikke budt på mad, selv om man havde rester at give af. Det fortælles, at han en dag kom til Hongdong ganske udmattet af sult. Da han fik øje på et fornemt hus med tegltag, troede han, at han kunne skaffe sig et måltid.

Han trådte indenfor i gården og rakte hånden frem. Ejeren nægtede at give ham så meget som en mundfuld og ydmygede ham oven i købet ved at tørre sin sønnesøns rumpe med en frisklavet løgpandekage.

Bagefter smed han den hen til hunden, der guffede den i sig, hvorefter Hu blevet jaget på porten. Fra da af voksede der et dybt og inderligt had i ham mod alle i Hongdong. Han fortsatte sin tiggergang videre til Baloubjergene i det vestlige Henan. Udmarvet af sult og nær ved at falde om fik han på sin vej gennem en kløft øje på en stråtækt hytte.

Der var kun en gammel kone i færd med at lave mad af klid og avner og dampe en bolle lavet af vilde rødder. Han tøvede lidt. Han kunne jo ikke vide, at folk i Henan faktisk var både venlige og ærlige, så han skulle lige til at gå videre, da konen fik øje på ham og helt uventet vinkede ham indenfor. Hun bad ham sætte sig ned, kom med vand, så han kunne vaske sit ansigt og bød ham på det bedste, hun havde.

Da han havde spist, takkede han hende mange gange, men hun sagde ikke et ord. Det viste sig, at den radmagre kone var både døv og stum.

12

Tiderne_Lenins kys_P.indd 12

01/07/15 15.48

bog et – rodtrevler Mødet med denne venlige kone i Balou gjorde et dybt indtryk på Hu, og når han tænkte på den foragt han havde mødt i Hongdong, beslut­ tede han sig for at vise sin taknemmelighed over for folk i Balou, men tage hævn over folk fra Hongdong. Hu opgav tiggeriet og meldte sig til hæren under Zhu Yuanzhang. På slagmarken kæmpede han med dødsforagt og stort mod og huggede sine fjender ned som græsstrå.

Således blev denne omstrejfende tigger medvirkende til oprettelsen af Mingdynastiet. Zhu Yuanzhang – nu som kejser Hongwu – brugte sit første regeringsår på at inspicere sit krigshærgede land under tårer og gråd. Overalt på græssletterne i Henan vidnede forladte lands­ byer, brakmarker, få overlevende, men hobevis af lig i massegrave om katastrofens omfang. Kejseren traf derfor beslutning om en storstilet tvangsflytning, så regionen kunne få nyt liv. Hu Dahai blev ministe­ ren, der skulle løfte denne opgave. Så med base i det tætbefolkede Hongdong Amt i Shanxiprovinsen begyndte den enorme deportation.

Naturligvis slog han først ned på rigmanden, der havde tørret sit bar­ nebarn i rumpen med en pandekage, som han fodrede hunden med.

Men Hu beordrede også beboerne fra de omkringliggende landsbyer af sted. Ingen slap. Alle, gamle som unge, blinde som krøblinger måtte modvilligt lade sig forflytte.

Da Hu hørte om den blinde gamling og hans lamme søn, følte han ingen medlidenhed men tværtimod en stærk hævnfølelse, så han afslog anmodningen om, at de to kunne fritages og tage hjem. Far og søn måtte fortsætte deres vandring. Nogle måneder senere, mens folkeskaren passerede gennem Baloubjergene, faldt far og søn om af udmattelse. Man gik igen i forbøn for de to. Hu skulle lige til at trække sin kniv for at dræbe budbringerne, da han pludselig fik øje på den gamle døvstumme kvinde, der engang havde serveret ham så herligt et måltid mad. Han smed straks kniven fra sig og faldt på knæ for hende.

Med hendes bedende blik hvilende på sig gav Hu Dahai sin tilla­ delse til, at far og søn kunne blive i Balou. Men ikke nok med det, han gav dem også penge og beordrede et hundrede soldater af sted for at bygge dem et hus, pløje over ti tønder land og grave vandingska­ naler, så de kunne lede vand fra floden ind på markerne. Da han tog af sted sagde han til den døvstumme kone, den blinde mand og den lamme søn:

13

Tiderne_Lenins kys_P.indd 13

01/07/15 15.48

lenins kys „I denne kløft i Baloubjergene er vandet rigeligt og jorden fed. I har sølvdalere og korn, så slå jer ned her, dyrk jorden og skab jer et lyk­ keligt liv.“ Fra da af blev denne smalle kløft inde i Baloubjergene kaldt for Lykkekløften. Da det rygtedes, at en døvstum, en blind og en lam havde slået sig ned der og levede et nærmest paradisisk liv, begyndte invalide af alle slags at strømme til fra nær og fjern. Den døvstumme kvinde gav dem jord og sølv, så de kunne stifte familie og skabe sig et godt liv i landsbyen, og selv om der blev født mange invalide børn i de næste generationer, havde kvinden sørget for, at alle fik, hvad de havde brug for.

Derfor blev landsbyen kaldt Lykken, og den gamle kvinde blev æret som landsbyens stammoder.

Dette er et sagn, men selv om det kun er et sagn, er det kendt af alle og enhver.

På den anden side kan man i en årbog fra amtet Shuanghuai læse, at selv om landsbyen kan spores tilbage til Mingdynastiet, så er de tidligste nedfældede beretninger kun fra det forrige århundrede. Her fortælles det, at landsbyen ikke blot var et samfund for invalide, men også et revolutionært tilflugtssted, hvor en kvindelig soldat Mao Zhi fra Den Røde Hærs Fjerde Armé slog sig ned. Det berettes, at om efteråret i rottens år efter månekalenderen, da Den Røde Hær var an­ kommet til Shaanxiprovinsen, brød Zhang Guotao, leder af Den Fjerde Armé, med resten af Den Røde Hær under ledelse af Mao Ze­dong og fortsatte mod vest frem for mod nord til Yan’an. Zhang var i begyndel­ sen bange for, at hans sårede soldater ikke kunne følge med, og fryg­ tede at de ville begive sig til Yan’an og afsløre hans brud med Partiet.

Derfor gav han de syge og sårede lov til at vende hjem. Men kort tid efter at de havde taget en tårevædet afsked med deres kammerater, som de havde kæmpet sammen med dag og nat, blev de angrebet af en patrulje fra nationalisternes hær. Over halvdelen af dem blev dræbt, mens resten måtte smide uniformen og forklæde sig som bønder, så de kunne nå hjem.

Det berettes yderligere, at Mao Zhi var den yngste kvindelige soldat i Den Røde Hær. Hun var kun elleve, da hun meldte sig, og femten, da hun forlod Den Fjerde Armé. Hendes far havde deltaget i den store jernbanestrejke i Zhengzhou i grisens år, 1923, og var død i fængsel, så moderen tog sit etårige barn med sig og sluttede sig til kommuni­

14

Tiderne_Lenins kys_P.indd 14

01/07/15 15.48

bog et – rodtrevler sterne. Da moderen blev dræbt under nationalisternes Femte Omrin­ gelseskampagne mod kommunisterne, stod Mao Zhi alene tilbage og vidste ikke andet om sin hjemstavn end, at den lå et eller andet sted i Henan. Hun fulgte med sin mors kammerater på Den Lange March og sluttede sig sammen med dem til Den Fjerde Armé. På vej over snedækkede bjerge tog frosten tre af hendes tæer og hun brækkede sit venstre ben, da hun faldt ned i en kløft. Siden da måtte hun gå med stok. De fleste af Zhang Guotais sårede tropper døde eller for vild i deres forsøg på at nå hjem, men hun overlevede nationalisternes bagholdsangreb ved at skjule sig i en grotte. Hun mistede kontakten med sine overlevende kammerater og klarede sig videre ved at tigge sig frem. Da hun nåede Baloubjergene og så, at alle landsbyboerne i Lykken var invalide, blev hun. Det fortælles i årbogen, at der ikke er noget bevis på, at Mao Zhi havde været soldat i Den Røde Hær, men alle i Lykken, ja i hele amtet, betragtede hende alligevel som soldat fra Den Røde Hær, en revolutionær heltinde. Takket være Mao Zhi opnå­ ede Balou hæder og ære, og Lykken fik et forbillede. Og selv om de fleste – eller rettere sagt alle – var invalide, så levede man et værdigt, glad og lykkeligt liv i det nye samfund.

Da årbogen i abens år, 1980, blev genoptrykt i revideret form, stod der stadig at læse om Mao Zhi, at hun levede et lykkeligt liv ligesom sine landsbyfæller i Lykken; som i sandhed lever op til sit navn.

15

Tiderne_Lenins kys_P.indd 15

01/07/15 15.48

KAPITEL 3 Beboerne i Lykken får travlt igen

Milde Himmel! Det sneede i samfulde syv dage. Disse syv dage gjorde det simpelthen af med solen.

Syv dage med hedsne, der forvandlede sommer til vinter.

Da stormen så småt løjede af, trodsede nogle landsbyboere vejret og gik i marken for at høste hvede. De brugte ikke segl, men løftede hvedeaksene op af sneen med hænderne, klippede dem af med en saks og lagde dem i en kurv eller pose, som de bar på ryggen.

Den første der gik i marken, var Jumei med tre af sine fire flerlinger1, bittelinger3, blev de kaldt. De stillede sig op på rad som perler på en snor. De anbragte omhyggeligt deres kurve og poser ved siden af sig, stak venstre hånd ned i den dybe sne, greb fat om stænglen, trak akset frem og klippede det forsigtigt af med højre hånd.

Alle i landsbyen, gamle og unge, blinde og krøblinger, fulgte efter Jumei og gik ud for at høste hvede på deres egne marker.

Alle havde travlt på denne snedag. Som små får spredte landsbyboerne sig på de hvide bjergskåninger, mens sprøde kliklyde fra deres sakse klang overalt.

Jumeis mark kantede på en side op mod en stejl klippe, to andre sider grænsede op til nabojord, mens markens fjerde side spidsede ud i en sti, der førte videre op mod Balous Sjælebjerg. Den var på adskillige tønder land og havde en underlig firkantet facon. Jumeis ældste datter Tonghua var blind og arbejdede aldrig i marken. Hun blev hjemme, satte sig på gårdspladsen og spiste sin mad. Bagefter gik hun hen og stillede sig i porten. Hun havde aldrig bevæget sig længere væk end til stien lige uden for landsbyen. Men uanset hvor hun befandt sig, var alt sløret for hendes tomme blik. Når solen stod højest og sendte sit brændende lys ned over landsbyen, kunne hun 16

Tiderne_Lenins kys_P.indd 16

01/07/15 15.48

bog et – rodtrevler

skimte et lyserødt skær. Ganske vist kunne hun ikke sige, at farven var lyserød, men hun kunne fortælle, at det, hun så, var ligesom at løbe en hånd gennem muddervand.

Det er vel overflødigt at nævne, at det er en ret præcis beskrivelse af lyserød.

Hun vidste ikke, at sne er hvid, og at vand er klart. Hun anede ikke, at træernes blade bliver grønne om foråret, gule om efteråret og ligger falmede hen om vinteren. Alt dette vidste Jumei og hendes søskende, så hun skulle kun sørge for sin påklædning og at spise sin mad – og slet ikke tage sig af denne sommersne. Resten af kuldet, Huaihua, Yuhua og Lille Møl fulgte som en flok kyllinger efter deres mor for at høste hveden på den snedækkede mark.

Alt var glitrende hvidt, og så langt øjet rakte var bjergene forsvundet under sne, men dybt nede skar floden sig sortglinsende gennem kløften. Jumei og døtrene vadede gennem sneen og klippede aks af.

Deres fingre var røde af frost, men deres ansigter var dækket af et tyndt lag sved.

For højsommer var det trods alt.

Jumei ledte døtrene op og ned gennem rækkerne, hvor de med rytmisk præcision trak op og klippede af, trak op og klippede af.

Det uberørte dunhvide tæppe blev flået op, som om der havde været hanekamp eller hundeslagsmål. Andre landsbyboere dukkede op på bjergkammen, og da de så bunkerne af aks ved siden af stien, stirrede de forbavset ud over marken og fik øje på Jumei. „Jumei, jeg vil gerne låne noget korn af dig i år!“ råbte en.

Jumei drejede hovedet og råbte: „Hvis der bliver noget til overs, skal du være velkommen!“ „Hvis du slet ikke får noget til overs, kan du jo bare bortgifte en af pigerne!“ Jumei smilede uden at sige noget, og de andre gik videre til deres egne marker.

Alle havde travlt, så hvis en blind mands familie manglede hænder, måtte han selv hjælpe til. En seende ville lede ham op på marken, trække en hvedestængel op af sneen og anbringe den i hans hånd, så han kunne føle sig frem langs rækken og klippe aks af. Når der ikke 17

Tiderne_Lenins kys_P.indd 17

01/07/15 15.48

lenins kys

var flere stængler, ville han vende om og derfra tage næste række.

Lamme og krøblinger måtte arbejde som var de helmennesker.5 De satte sig på et fladt bræt og gled af sted. Hver gang de havde klippet et aks, skubbede de sig videre frem. Brættet gled så let hen over sneen, at de bevægede sig hurtigere end et helmenneske. De, som ikke havde noget bræt, satte sig på et fejeblad flettet af pilekviste, satte af og gled glat henover sneen. Der var intet, der forhindrede de døvstumme i at arbejde. Tværtimod, da de hverken kunne høre eller tale, lod de sig ikke distrahere og arbejdede både hurtigere og mere omhyggeligt end alle de andre.

Ved middagstid hang duften af nyhøstet hvede over hele bjergkammen.

Sneen stilnede lige så stille af.

Da Jumei og døtrene var nået hen for enden af marken, stod der tre mænd oppe på stien. De var helmennesker og fra byen. De så ud over marken, og med hænderne formet som en tragt hujede og råbte de et eller andet helt uforståeligt. De snefyldte bjergsider sugede lyden til sig ligesom en brønd sluger et flagrende snefnug. Jumei rettede sig op, målte dem med øjnene og sagde: „Smut op og se, hvad de vil.“ Næsten før hun havde sagt det, og inden Huaihua fik gang i benene, fløj Lille Møl af sted over sneen og op på stien.

Huihua sagde: „Lille Møl, hvor er du altså åndet.“ Lille Møl drejede hovedet og sagde: „Søs, håber du, jeg dør og bliver til et spøgelse?“ Let som et insekt eller en spurv landede hun i et sus foran de tre mænd, der blev forbløffet over hendes lidenhed. En af dem satte sig på hug foran hende og spurgte: „Hvor gammel er du?“ „Sytten år.“ „Hvor høj er du?“ „Pas dig selv,“ svarede hun fortørnet.

Han lo og sagde: „Jeg vil skyde på, at du kun er tre fod høj.“ „Du kan selv være tre fod høj,“ svarede hun vredt.

Han strøg hende smilende over håret og fortalte, at han var kommunaldirektør. Så pegede han på de to andre og fortalte, at manden i 18

Tiderne_Lenins kys_P.indd 18

01/07/15 15.48

bog et – rodtrevler

jakken var amtsdirektør og den anden hans sekretær. Han bad hende om at hente landsbylederen Mao Zhi med besked om, at amtsdirektøren selv var ankommet for at undersøge, hvorledes landsbyen klarede disse strenge tider.

Lille Møl lo og sagde: „Mao Zhi er min mormor, og min mor står derovre. Vi klipper hvede.“ Kommunaldirektøren sendte hende et akavet smil og sagde: „Virkelig?“ „Ja, virkelig!“ Han vendte sig om mod amtsdirektøren, som pludselig var blevet ganske bleg. Hans mundvige sitrede, som om han blev berørt over et eller andet. Men da han et øjeblik efter flyttede blikket fra Lille Møl og lod det glide ud over de sneklædte vidder, genvandt han fatningen, og farven vendte tilbage i hans ansigt.

Sekretæren, som var en ung ranglet fyr med et glat ansigt, havde imidlertid ikke øje for andre end Huaihua og Yuhua. Især Huaihuas lille smukke skikkelse og yndefulde bevægelser, som blev fremhævet af hendes røde sweater og fik hende til at ligne et blussende bål i sneen, kunne han ikke få øjnene fra. Han ænsede ikke Lille Møl, men hun kunne godt se på ham, hvad han havde i tankerne, så opslugt som han var af hendes søster. Lille Møl så rasende på ham, men vendte sig så om og råbte: „Mor! Der er nogen, som vil tale med dig og mormor!“ Lille Møl flaksede så let som sit navn tilbage i marken.

Huaihua og Yuhua så hen på deres mor, som om det var helt forkert, ja helt utilbørligt, at nogen udefra ville hende noget. Posen, som hun havde hængende foran på maven proppet med aks, fik hende til at ligne en højgravid. Med besvær vendte hun sig om og lagde den fra sig. Hun tørrede sveden af panden med sin iskolde hånd, så på Lille Møl og spurgte: „Hvem er det, Lille Møl?“ „Det er amtsdirektøren, kommunaldirektøren og a­mtsdirektørens sekretær!“ Jumei gav et lille gisp fra sig og rødmede svagt, og sveden, som hun lige havde tørret af panden, sprang nu frem som damp fra en 19

Tiderne_Lenins kys_P.indd 19

01/07/15 15.48

lenins kys

dampkoger. Hun rankede sig, sendte døtrene et fejende blik og sagde tonløst: „De er kadrer og vil tale med mormor.“ Da Huaihua hørte, at både amtsdirektøren og kommunaldirektøren var kommet, svimlede det for hende, og hun blev ude af sig selv af glæde. Det siger sig selv, at flerlingerne lignede hinanden, men så man nøjere efter, ville man opdage, at Huaihuas ansigtstræk var mere regelmæssige og hendes hud lysere end søstrenes. Det var hun selv ganske klar over og forsøgte derfor altid at bestemme over de andre.

Hun så længe på mændene, før hun vendte sig om og sagde: „Mor! Mormor er jo syg i hovedet. Hvis det virkelig er amtsdirektøren, så bør du da tale med ham. Jeg følger gerne med dig.“ Lille Møl vendte sig mod Huaihua og sagde: „Hvis nogen vil tale med mormor, kan hun da ikke være syg i hovedet!“ Jumei sendte Lille Møl tilbage til landsbyen for at hente pigernes mormor.

Med skuffelsen malet i ansigtet, stirrede Huaihua op på bjergkammen. Hun sparkede utålmodigt til sneen og rødmede som en pæon.

Det er vel overflødigt at nævne, at pigernes mormor var den heroiske Mao Zhi, som stod omtalt i amtets årbog. Nu kom hun haltende sammen med Lille Møl oppe på bjergkammen. Hun var over halvfjerds og havde slidt snesevis af stokke op i sit lange liv, men faktisk havde hun længe haft en stok, der var ganske anderledes end de øvrige i landsbyen. Hun havde en rigtig hospitalskrykke lavet af mat hvid aluminium. Krykken bestod af to rør, hver på to fod og det ene lidt tyndere end det andet, der kunne sættes sammen og skrues fast, så den blev en perfekt solid krykke i den rigtige højde. På foden sad en tung tyk gummitut, som forhindrede hende i at glide. Bøjlen var beviklet med mange lag bomuld, så den var behagelig at have i armhulen. Der var mindst ti krøblinger i landsbyen, der brugte krykstokke, men deres var ikke nær så fine som Mao Zhis. De var som regel lavet af grene fra kejsertræ og pil. Snedkeren spidsede stokken til i den ene ende, borede et hul i et lille stykke træ, der skulle være håndtag, pressede det ned over spidsen og hamrede det fast med et søm eller en trænagle, og det var så det.

20

Tiderne_Lenins kys_P.indd 20

01/07/15 15.48

bog et – rodtrevler

Mao Zhis krykke, som var med hende overalt, var ikke blot flot og slidstærk, men gav hende også mere værdighed og autoritet. Ikke mindst autoritet. Hvis der opstod ballade eller et alvorligt skænderi i landsbyen, behøvede hun kun at dunke et par gange med krykken, så ville alt falde til ro igen. Som i sidste måned, hvor kommunen sendte nogle vældig imponerende helmennesker til landsbyen med besked om, at hver beboer skulle betale en vejskat på hundrede yuan, da var det selvfølgelig Mao Zhi, som truende viftede med sin krykke lige foran deres ansigter, så de skyndte væk. Og den vinter, hvor et par embedsmænd troppede op og forlangte, at alle skulle aflevere to pund bomuld i afgift til kommunen, var det da ikke Mao Zhi, der tog sin bomuldsvatterede jakke af, blottede sine gamle bryster og smed jakken i hovedet på dem? „Er det her nok? For ellers kan jeg også hive bukserne af!“ Og før de nåede at reagere, løsnede hun sit bælte lige for øjnene af dem. „Jamen Mao Zhi, hvad er det dog, du gør?“ udbrød de.

Mao Zhi stak sin krykke op i snuden på dem og sagde: „Vil I have bomuld, så skal I få bomuld!“ Embedsmændene fortrak skyndsomt.

Mao Zhis krykke var hendes våben. Nu humpede hun af sted bag Lille Møl ved på skift at støtte sig til krykken og trække den op af sneen, så hun kunne tage det næste skridt. Bag hende løb to halte hunde, som hun havde taget med sig. På det tidspunkt vidste hele landsbyen, at amtsdirektøren og kommunaldirektøren var ankommet for at inspicere ødelæggelserne. I betragtning af at Baloubjerge­ ne i syv dage havde været udsat for en hed snestorm, som havde begravet næsten al hveden, måtte ledelsen i både Shuanghuai Amt og Baishuzi Kommune selvfølgelig vise Lykken medfølelse med tilbud om penge, korn, æg, sukker, bomuldsstof, og hvad der ellers måtte være brug for.

Landsbyboerne kunne se, at amtsdirektøren oppe på bjergkammen var blevet utålmodig. De kunne også se Mao Zhi, der sindigt var på vej op.

To blinde, der med hver sin pose fyldt med aks hjalp hinanden ned, kunne høre hende på lang afstand og råbte: „Mao Zhi, vi kan 21

Tiderne_Lenins kys_P.indd 21

01/07/15 15.48

lenins kys

høre, det er dig. De andres krykker giver nogle hårde dunk, men din lyder som pust i sneen.

Mao Zhi hilste: „På vej hjem med høsten, ser jeg.“ Den ene blinde gengældte hendes hilsen og tilføjede: „Sig til amtsdirektøren, at vi gerne vil have penge. Bed ham om ti tusinde kuai til hver familie.“ „Kan man overhovedet bruge så mange penge?“ spurgte Mao Zhi. „Hvis man ikke kan bruge dem op, så kan man gemme resten under sengen til børnebørnene.“ En døv kom hen til hende og råbte: „Mao Zhi, sig til amtsdirektøren, at det eneste, han behøver at gøre for os, er at skaffe os alle sammen et sæt af de her høretelefoner, som folk har inde i byen.“ En stum sluttede sig til dem og brugte fingersprog til at fortælle om sin ulykkelige situation. Familiens hvede lå så dybt under sneen, at de ikke kunne få den op, så nu var han bange for, at der igen i år ikke blev råd til, at han kunne gifte sig. Mon Mao Zhi ville bede amtsdirektøren om at være ægteskabsmægler og finde ham en kone? „Hvordan skal hun se ud?“ spurgte Mao Zhi. Med hænderne viste han, at hun kunne være høj eller lav, tyk eller tynd, hvorpå han viftede med hænderne.

Den enarmede snedker, som stod ved siden af, forstod med det samme, hvad hans fagter betød og sagde: „Han siger, at det er ligegyldigt, hvordan hun ser ud, når bare hun er af hunkøn.“ Mao Zhi så på den stumme og spurgte: „Er det rigtigt?“ Han nikkede.

Således fortsatte Mao Zhi op på bjergkammen med hele landsbyens håb og længsler hvilende på sine skuldre.

Både amtsdirektøren og kommunaldirektøren trippede utålmodigt frem og tilbage med anspændte miner. Da kommunaldirektøren så Mao Zhi nærme sig, skyndte han sig ængstelig hen for at støtte hende, men til hans store overraskelse standsede hun pludselig op lige foran amtsdirektøren og så på ham med øjne, der gnistrede som is. Og amtsdirektøren? Ja, da han mødte det blik, drejede han straks hovedet og lod, som om han nød udsigten mod bjergene overfor.

Men så skete der noget helt uventet. Lige da kommunaldirektøren 22

Tiderne_Lenins kys_P.indd 22

01/07/15 15.48

bog et – rodtrevler

skulle til at introducere Mao Zhi for amtsdirektøren og dennes sekretær, veg al farve fra hendes ansigt, og i et hug svingede hun krykken om bag sig og stillede sig an. Hver gang Mao Zhi ville bruge krykken til at slå med, gjorde hun sådan: svingede den om bag sig og stillede sig an.

Kommunaldirektøren sagde: „Dette er amtets nye leder, amtsdirektør Liu.“ Mao Zhi stirrede stadig på ham men sænkede så blikket og råbte rasende: „Javel, er han amtsdirektør: Bevar mig vel! Hvordan er han blevet amtsdirektør? Han er en svinehund, et nokkefår, en maddike, der mæsker sig i stinkende svinekød. Han er en kold kadaverhund!7 Nej, han er en ussel lille lus i pelsen på en kold kadaverhund!“ Hvorpå hun snørede læberne sammen om sin tandløse mund og sendte en slimet spytklat i ansigtet på ham med et knaldende smæld. Det rungede så højt gennem luften, at himmel og jord skælvede, så selv skydækket over bjergkammen forsvandt som dug for solen.

I den kuldslåede stilhed, der fulgte, vendte Mao Zhi sig brat om og haltede tilbage mod landsbyen, mens amtsdirektøren, kommunaldirektøren og amtssekretæren samt Jumei og hendes flerlinger stod lamslåede tilbage.

Sådan stod de meget længe, indtil amtsdirektøren brød stilheden.

Han spyttede og sparkede til en sten, mens han bandede højt: „Forbandede kvindemenneske! Hvorfor skulle hun være noget særligt?

Det er mig, der er den revolutionære her – den eneste ægte revolutionære!“

23

Tiderne_Lenins kys_P.indd 23

01/07/15 15.48