'Brun sne' af Martin Amis

BRUN SNE

Tiderne_Brun sne_P.indd 1

24/03/15 16.43

Af Martin Amis på dansk Mødernes hus, 2008 Køter, 2006 Koba den frygtede, 2003 Erfaring, 2001 Tungt vand – og andre historier, 2001 Nattog, 1998 Budskabet, 1997 Tidens pil, 1992

Tiderne_Brun sne_P.indd 2

24/03/15 16.43

MARTIN AMIS

BRUN SNE ROMAN

På dansk ved Ninna Brenøe

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Brun sne_P.indd 3

24/03/15 16.43

Brun sne Oversat fra engelsk efter „The Zone of Interest“ Copyright © 2014, Martin Amis All rights reserved Dansk udgave: © 2015 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med New Baskerville hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-724-2

Dansk titel efter aftale med forfatteren

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Brun sne_P.indd 4

24/03/15 16.43

Round about the cauldron go; In the poisoned entrails throw: Toad, that under cold stone Days and nights hast thirty-one Sweltered venom sleeping got, Boil thou first i’ the charmed pot ...

Fillet of a fenny snake In the cauldron boil and bake; Eye of newt, and toe of frog, Wool of bat, and tongue of dog, Adder’s fork, and blind-worm’s sting, Lizard’s leg, and howlet’s wing …

Scale of dragon, tooth of wolf, Witches’ mummy, maw and gulf Of the ravined salt sea shark, Root of hemlock digged i’ the dark, Liver of blaspheming Jew, Gall of goat, and slips of yew Silvered in the moon’s eclipse, Nose of Turk, and Tartar’s lips, Finger of birth-strangled babe, Ditch-delivered by a drab, Make the gruel thick and slab …

Cool it with a baboon’s blood; Then the charm is firm and good.

I am in blood Stepped in so far, that, should I wade no more, Returning were as tedious as go o’er.

Macbeth

Tiderne_Brun sne_P.indd 5

24/03/15 16.43

Tiderne_Brun sne_P.indd 6

24/03/15 16.43

INDHOLD

Kapitel I.

Zonen

9

Kapitel II.

I sving

49

Kapitel III.

Grå sne

101

Kapitel IV.

Brun sne

165

Kapitel V.

Død og levende

236

Kapitel VI.

Walpurgisnat

279

Tak og efterskrift: „Det som skete“

Tiderne_Brun sne_P.indd 7

347

24/03/15 16.43

Tiderne_Brun sne_P.indd 8

24/03/15 16.43

KAPITEL I. ZONEN I. THOMSEN: FØRSTE BLIK

Lynet der slår ned, var mig ikke fremmed, ej heller den buldrende torden. Misundelsesværdigt erfaren i den slags sager som jeg var, var heller ikke den hidsige regnskylle mig fremmed – regnskyllen, efterfulgt af solen og regnbuen.

Hun var på vej tilbage fra Den Gamle By med sine to døtre, og de var allerede et godt stykke inde i Zonen. Foran, parat til at tage imod dem, strakte en allé af ahorntræer sig – næsten som en søjlegang – hvor grenene og de fligede blade mødtes foroven.

Sen eftermiddag og midsommer, dansemyg som glitrende punkter i luften … Min notesbog lå slået op på en træstub, og vinden bladrede nysgerrigt i dens sider.

Høj, bred, fyldig, men rapfodet i en plisseret, ankellang, hvid kjole og flødefarvet stråhat med et sort bånd, svingende med en sivtaske (pigerne, også i hvidt, med de samme stråhatte og sivtasker), bevægede hun sig ind og ud af lommer af flimrende, gyldenbrun, løveagtig varme. Hun lo – med nakken lagt tilbage, så halsmusklerne strammedes. Jeg holdt trit, bevægede mig parallelt med dem, i min skræddersyede tweedjakke og twillsbukser, med min skriveplade, min fyldepen.

Nu krydsede de indkørslen til rideskolen. Med børnene pjattende, springende, omkring sig passerede hun pyntevindmøllen, majstangen, den trehjulede galge, trækhesten som stod løst bundet til smedejernspumpen, og bevægede sig videre ind.

Ind i Kat Zet – ind i Kat Zet I. 9

Tiderne_Brun sne_P.indd 9

24/03/15 16.43

Noget skete ved dette første blik. Lynild, torden, regnskyller, sol, regnbuer – det første bliks meteorologi.

———— Hendes navn var Hannah – Frau Hannah Doll.

Jeg befandt mig i officersklubben, sad på en hestehårssofa, omgivet af hestetingeltangel og hestekobberstik og drak ersatzkaffe (kaffe end ikke en hest værdig), da jeg sagde til min livslange ven, Boris Eltz: „Et øjeblik var jeg ung igen. Det føltes som kærlighed.“ „Kærlighed?“ „Jeg sagde som kærlighed. Lad være med at se så forbløffet ud. Som kærlighed. En følelse af noget uafvendeligt. Du forstår, hvad jeg mener. Som starten på en lang og vidunderlig affære.

Romantisk kærlighed.“ „Deja-vu og hele balladen? Fortsæt. Mind mig om, hvordan det føles.“ „Jo, altså. Smertefuld beundring. Dybt smertefuld. Og følelsen af ydmyghed og mindreværd. Ligesom med dig og Esther.“ „Det er noget helt, helt andet,“ sagde han og stak det yderste af en finger i vejret. „Det er ren faderlig kærlighed. Det vil du forstå, når du ser hende.“ „Bortset fra det, så gik det over, og jeg … Og jeg begyndte i stedet at forestille sig, hvordan hun så ud uden tøj på.“ „Der kan du selv se? Jeg spekulerer aldrig på, hvordan Esther ser ud uden tøj på. Jeg ville blive dybt bestyrtet, hvis det nogensinde skete. Jeg ville holde mig for øjnene.“ „Men ville du måske holde dig for øjnene, Boris, ved synet af Hannah Doll?“ „Hmm. Hvem skulle have troet, at Den Gamle Drukmås havde slået fingrene i sådan et skår.“ „Jeg ved det. Det er ret utroligt.“ 10

Tiderne_Brun sne_P.indd 10

24/03/15 16.43

„Den Gamle Drukmås. Men tænk lige over det engang. Jeg er sikker på, han altid har været en sut. Men han har ikke altid været gammel.“ Jeg sagde: „Pigerne er hvad? Tolv, tretten? Så hun er altså på vores alder. Lidt yngre måske.“ „Og Den Gamle Drukmås bollede hende tyk, da hun var hvad – atten?“ „Da han var på vores alder.“ „Godt så. Det er vel tilgiveligt at gifte sig med ham,“ sagde Boris.

Han trak på skuldrene. „Som attenårig. Men hun har ikke forladt ham, det har hun jo ikke. Hvordan vil du bortforklare det?“ „Jeg ved det. Det er svært at …“ „Mm. Hun er for høj for min smag. Og nu jeg tænker over det, er hun også for høj til Den Gamle Drukmås.“ Og endnu en gang spurgte vi hinanden: Hvordan kunne nogen dog ønske at hente deres kone og børn hertil? Hertil?

Jeg sagde: „Omgivelserne passer sig bedre for mænd end for kvinder.“ „Åh, jeg ved snart ikke. Nogle af kvinderne generer det ikke.

Nogle af kvinderne er ligesom mænd. Tænk bare på din tante Gerda. Hun ville elske at være her.“ „Tante Gerda ville måske billige stedet, rent principielt,“ sagde jeg. „Men hun ville ikke elske at være her.“ „Vil Hannah elske at være her, tror du?“ „Hun ligner ikke en, der vil elske at være her.“ „Nej, det gør hun ikke. Men glem ikke, at hun er Paul Dolls nu ikke længere fraværende kone.“ „Mm. Måske hun så alligevel vil falde til her,“ sagde jeg. „Det håber jeg. Min fysiske fremtræden gør større indtryk på kvinder, som elsker at være her.“ „… Men vi elsker jo ikke at være her.“ „Nej. Men vi har gudskelov hinanden. Det er ikke ingenting.“ „Sandt, kære. Du har mig, og jeg har dig.“ 11

Tiderne_Brun sne_P.indd 11

24/03/15 16.43

Boris, min evige konstans og nærmeste – overbevisende, uforfærdet, flot af udseende, som en lille Cæsar. I børnehaven og op gennem barndommen, ungdommen og sidenhen, senere, vores cykelture i Frankrig og England og Skotland og Irland, vores tre måneder lange tur fra München til Reggio og derfra videre til Sicilien. Først som voksne blev vores venskab sat på prøve, da politik – da historien – blev en del af vores liv. Han sagde: „Dig, du er væk igen til jul. Jeg skal være her til juni. Hvorfor jeg er ikke ude østpå?“ Han drak og surmulede og tændte en cigaret. „For resten, kære bror, er dine chancer lig nul. Hvor, for eksempel? Hun er alt for påfaldende. Og du skal passe på. Godt nok er Den Gamle Drukmås Den Gamle Drukmås, men han er også kommandanten.“ „Mm. Men alligevel. Man har hørt det, der var mærkeligere.“ „Man har hørt det, der var meget mærkeligere.“ Ja. For det var en tid, hvor alle fornemmede bedrageriet, den sarkastiske skamløshed og det himmelråbende hykleri forbundet med alle forbuddene. Jeg sagde: „Jeg har måske en slags plan.“ Boris sukkede og så fjern ud i blikket. „Men først skal jeg lige høre fra onkel Martin. Derefter sætter jeg første træk ind. Bonde til d4.“ Efter et stykke tid sagde Boris: „Jeg tror, den bonde får snuden i klemme.“ „Sikkert. Men der er ikke noget forgjort i at kigge og orientere sig.“ Boris Eltz rejste sig for at gå: Han var ventet ude på rampen. En hel ubarmhjertig måneds rampetjeneste var straffen oven i straffen for endnu en gang at have været i slagsmål. Rampen – udstigningen fra toget, udvælgelsen og derefter køreturen gennem birkelunden til Den Lille Brune Rønne i Kat Zet II. „Den mest uhyggelige del af det er næsten udvælgelsen,“ sagde 12

Tiderne_Brun sne_P.indd 12

24/03/15 16.43

Boris. „Du skulle prøve at tage med engang. For oplevelsens skyld.“ Jeg spiste frokost alene i officersmessen (en halv kylling, ferskener med cremesauce. Ingen vin) og tog derfra videre til mit kontor på Buna-Werke. Jeg havde et to timer langt møde med Bürckl og Seedig, der primært handlede om den langsommelighed, hvormed opførelsen af hallerne til karbidproduktionen skred frem, men det blev også tydeligt, at jeg var ved at tabe kampen om overflytningen af vores arbejdsstyrke.

I skumringen begav jeg mig hen til Ilse Greses soverum tilbage i Kat Zet I. Ilse Grese elskede at være her.

———— Jeg bankede på den langsomt svingende blikdør og trådte indenfor.

Som den unge pige hun stadig var (hun blev tyve i næste måned), sad Ilse med rundet ryg og anklerne over kors halvt nede i den ene ende af feltsengen og læste i et illustreret ugeblad; hun valgte ikke at se op fra siderne. Hendes uniform hang ned fra et søm på den metalbjælke, som jeg nu dukkede ind under, og hun havde en mørkeblå frottékåbe og et par posede, grå sokker på.

Uden at dreje hovedet, sagde hun: „Aha. Her lugter af islænder. Her lugter af røvhul.“ Ilses sædvanlige væremåde over for mig, og måske over for alle sine herrebekendtskaber, var vrængende og fuld af ligegyldighed.

Min sædvanlige væremåde over for hende, og alle kvinder, i hvert fald i starten, var overdrevent dannet og lidt belærende (jeg havde udviklet denne stil som en modvægt til min fysiske fremtoning, som visse, i første omgang, fandt utilnærmelig). På gulvet lå Ilses pistolbælte foruden hendes okselæderpisk rullet sammen som en spinkel, sovende slange.

Jeg tog skoene af. Idet jeg gled ned og satte mig til rette op ad 13

Tiderne_Brun sne_P.indd 13

24/03/15 16.43

ryggens kurver, lod jeg en amulet med udenlandsk parfume dingle frem over hendes skulder på en gylden kæde. „Det er det islandske røvhul. Hvad vil han?“ „Hmm, Ilse, prøv at se dit værelse engang. Du er altid ulasteligt klædt, når du arbejder – den ros skal du have. Men i privatsfæren … Og du som ellers så nidkært vogter over orden og renlighed hos andre.“ „Hvad ønsker røvhullet?“ Jeg sagde: „Hvad man ønsker?“ Og jeg fortsatte, med små tænkepauser mellem sætningerne. „Det man ønsker, er at du, Ilse, skal komme hjem til mig ved titiden i aften. Hvorefter jeg vil overøse dig med cognac og chokolade og dyre gaver. Jeg vil lytte, mens du fortæller mig om dine seneste op- og nedture. Min overstrømmende medfølelse vil hurtigt hjælpe med at genrejse din proportionssans.

For proportionssans, Ilse, det er en ting, som du åbenbart til tider mangler. I hvert fald ifølge Boris.“ „… Boris elsker mig ikke længere.“ „Han roste dig ellers til skyerne så sent som forleden. Jeg kan prøve at snakke med ham, hvis du synes. Du kommer i aften, forhåbentlig, klokken ti. Efter vores snak og et par små gaver til dig, vil følge et vist sentimentalt mellemspil. Det er det, man ønsker.“ Ilse fortsatte med at læse – en artikel som på det kraftigste, endda arrigt, argumenterede for, at kvinder under ingen omstændigheder skulle barbere eller på anden måde fjerne hårene på benene og i armhulerne.

Jeg rejste mig. Hun så op. Den brede og usædvanligt krusede og svungne mund, øjenhulerne som tilhørte en tre gange så gammel kvinde, det mørkblonde hårs overflod og frodighed. „Du er et røvhul.“ „Klokken ti. Kommer du?“ „Måske,“ sagde hun og bladrede. „Måske ikke.“ ———— 14

Tiderne_Brun sne_P.indd 14

24/03/15 16.43

I Den Gamle By var boligmassen så primitiv, at Buna-folkene var blevet nødt til at bygge en slags midlertidig forstad lidt øst for byen i landlige omgivelser (med en grundskole og en mellemskole, en lægeklinik, adskillige butikker, et cafeteria og en beværtning, foruden et mylder af rastløse husmødre). Ikke desto mindre havde jeg hurtigt fundet mig et par ganske fyldestgørende, chintzmøblerede værelser lidt oppe ad et stejlt stræde tæt på bytorvet, Dzilkagade nr. 9.

Værelserne havde ét alvorligt minus: Der var mus. Efter den tvangsmæssige forflyttelse af de tidligere ejere var ejendommen blevet brugt til uformel håndværkerindkvartering i næsten et år, og skadedyrsangrebet var derfor blevet permanent. Selvom de små bæster forstod at gøre sig usynlige, kunne jeg næsten konstant høre dem, når de puslede omkring i kroge og sprækker, travlt beskæftiget med at pibe, kradse, spise, formere sig …

På sit andet besøg i huset deponerede min rengøringshjælp, unge Agnes, et stort kattedyr af hankøn, sort med hvide pyntebesætninger, ved navn Max, eller Maksic (med udtalen Maksitj).

Max var en legendarisk musejæger. Det eneste jeg behøvede, sagde Agnes, var en lille visit af Max hver fjortende dag; han ville sætte pris på lidt mælk i en underkop en gang imellem, men derudover var der ingen grund til at gå og fodre på ham.

Der gik ikke lang tid, før jeg havde den dybeste respekt for dette kompetente og diskrete rovdyr. Maksic var altid i kjole og hvidt – kulsort jakkesæt, perfektformet, trekantet hvidt kravebryst, hvide gamacher. Når han svajede i ryggen og strakte forben, spredtes hans poter yndefuldt, som margueritter. Og hver gang Agnes fejede ham op i favnen og gik, efterlod Max sig – efter at have været på weekendophold hos mig – en genetableret stilhed.

I denne stilhed tog jeg mig, møjsommeligt, et varmt bad (fyldt ved hjælp af kedel, gryder og spande), for at kunne fremvise mig i en særligt velsoigneret og nydelig udgave for Ilse Grese. Jeg stillede cognacen og de søde sager frem, foruden fire forseglede par 15

Tiderne_Brun sne_P.indd 15

24/03/15 16.43

kraftige strømpebukser (hun hadede strømper af et godt hjerte), hvorefter jeg ventede, mens jeg kiggede op mod det gamle hertugslot, der stod tegnet sort som Max op mod aftenhimlen.

Ilse var præcis. Det eneste hun sagde, lettere vrængende og aldeles ligegyldigt, så snart døren var lukket bag hende: det eneste hun sagde, var – „Hurtigt.“ ———— Så vidt jeg kunne bedømme, fulgte kommandantens kone, Hannah Doll, sine døtre i skole og hentede dem igen, men derudover forlod hun stort set aldrig huset.

Hun frekventerede ingen af de to forsøgsvise thés dansants; hun kom ikke til cocktailpartyet i Politisk Afdeling, som blev afholdt af Fritz Möbius; hun var ikke til gallapremieren på den romantiske film Zwei glückliche Menschen.

Ved hver eneste af disse lejligheder var Paul Doll nødt til at troppe op. Hvilket han også gjorde, altid med akkurat det samme ansigtsudtryk tilhørende en mand som heroisk behersker sin sårede stolthed … Han havde en særlig måde at spidse læberne på, som om han skulle lige til at fløjte – indtil (eller sådan så det i hvert fald ud) han blev grebet af småborgerlige skrupler, hvorefter munden fandt tilbage i sin oprindelige, næblignende facon.

Möbius sagde: „Ingen Hannah, Paul?“ Jeg trådte nærmere. „Føler sig lidt utilpas,“ sagde Doll. „De ved, hvordan det er. Den tid på måneden og så videre?“ „Jamen dog, jamen dog.“ På den anden side så fik jeg rent faktisk et ganske grundigt glimt af hende, flere minutter langt endda, gennem det bredmaskede hegn for enden af sportspladsen (jeg stoppede op på min vej forbi og lod, som om jeg konsulterede min notesbog). Hannah befandt 16

Tiderne_Brun sne_P.indd 16

24/03/15 16.43

sig ude på plænen, hvor hun havde arrangeret og nu holdt opsyn med en picnic for sine to døtre og en af deres veninder – parret Seedigs datter, var jeg ret sikker på. Madkurven var endnu ikke pakket ud. Hun satte sig ikke hos dem på det røde tæppe, men lod sig ind imellem glide ned på hug, hvorefter hun med et energisk sving med bagpartiet rettede sig op i sin fulde højde igen.

Om ikke i påklædning så i hvert fald i skikkelse (ansigtet ej medregnet) forholdt Hannah Doll sig eksemplarisk til det nationale idealbillede af en yngre kvinde; upåvirkelig, rustik og som skabt til avl og hårdt arbejde. Takket være min fysiske fremtræden var jeg blevet begunstiget med en omfattende viden om den slags kødelige spørgsmål. Jeg havde løftet op i og løsnet mangen en trelaget dirndl, lirket mangt et par uldne mamelukker af, kastet mangen en sømbeslået træsko over skulderen.

Jeg selv? Jeg var en meter og halvfems. Mit hår var hvidt som rimfrost. Den flamskudseende lige næse, de lidt nedladende krusede læber, den velformede og stridbare hage, ja selv kæbernes retvinklede hængsler syntes som naglet på plads under de små og velformede øreflipper. Mine skuldre var lige og brede, brystkassen hård som en klippe, taljen smal; den svulmbare penis klassisk kompakt i hvilende tilstand (med en tydelig forhud), lårene solide som stolper, knæskallerne firkantede, læggene en Michelangelo værdige, fødderne næsten lige så smidige og regelmæssige som hænderne med deres viftende tentakelfingre. For at fuldende dette opbud af opportune og fordelagtige træk var mine arktiske øjne koboltblå.

Det eneste jeg manglede, var at høre fra onkel Martin, en specifik ordre fra onkel Martin i hovedstaden – så ville jeg gå i aktion.

————

17

Tiderne_Brun sne_P.indd 17

24/03/15 16.43

„Godaften.“ „Ja?“ Jeg blev jeg mødt af en foruroligende, lille skikkelse klædt i tyk uld (lang strikvest og nederdel), og med skinnende sølvspænder på skoene, på trappen foran den orange villa. „Er herren i huset hjemme?“ spurgte jeg. Jeg vidste ganske udmærket, at Doll var andetsteds. Han var ude på rampen sammen med lægerne, Boris og mange andre, for at modtage Særtog 105 (og Særtog 105 forventedes at blive problematisk). „Ser du, jeg har en højprioritets –“ „Humilia?“ sagde en stemme. „Hvad er det, Humilia?“ Luften der bevægede sig længere inde, og der stod hun så, Hannah Doll, igen klædt i hvidt, flimrende derinde mellem skyggerne. Humilia hostede høfligt og trak sig tilbage. „Frau, undskyld at jeg sådan trænger mig på,“ sagde jeg. „Mit navn er Golo Thomsen. En fornøjelse at møde Dem.“ Jeg trak ruskindshandsken af, hurtigt og en finger ad gangen, og rakte hånden frem. Hun tog den. Hun sagde: „‘Golo’?“ „Ja. Det var mit første forsøg på at sige Angelus. Som faldt noget uheldigt ud, som De kan forstå. Men det blev hængende. Det er utroligt, som vores fadæser skal hjemsøge os igennem resten af livet, ikke sandt?“ „… Hvad kan jeg gøre for Dem, Herr Thomsen?“ „Frau Doll, jeg har nogle temmelig vigtige nyheder til kommandanten.“ „Ja?“ „Ikke for at lyde melodramatisk, men man har truffet en beslutning i partikontoret vedrørende en sag, som jeg ved, ligger ham stærkt på sinde.“ Hun fortsatte med at se ligefremt og vurderende på mig. „Jeg har set Dem før,“ sagde hun. „Jeg kan huske det, fordi De ikke var i uniform. Går De nogensinde i uniform? Hvad er det 18

Tiderne_Brun sne_P.indd 18

24/03/15 16.43

mere præcist, De laver?“ „Jeg etablerer kontakter,“ sagde jeg og bukkede let. „Hvis det er vigtigt, må De nok hellere vente. Jeg har ingen anelse om, hvor han er.“ Hun trak på skuldrene. „Kunne De tænkte Dem et glas limonade?“ „Nej – det skal De ikke have ulejlighed med.“ „Det er skam ingen ulejlighed for mig. Humilia?“ Vi stod nu i det bløde rosenskær inde i stuen, Frau Doll med ryggen til kamingesimsen, denne Herr Thomsen rank og afslappet foran midtervinduet, skuende ud mod vagttårnene i det fjerne med Den Gamle By spredt ud i mellemgrunden. „Charmerende. Absolut charmerende. Sig mig engang,“ sagde jeg med et undskyldende smil. „Kan De holde på en hemmelighed?“ Hun blev fast i blikket. Tæt på var hun mere sydlandsk, mere mørk og glødende i farverne, og hendes øjne var upatriotisk brune, som blød karamel, trægt funklende. Hun sagde: „Ja, jeg kan godt holde på en hemmelighed. Når jeg ellers vil.“ „Udmærket. Sagen er,“ sagde jeg, ganske løgnagtigt, „sagen er, at jeg er meget interesseret i indretning, i møbelkunst og design.

De forstår nok, hvorfor jeg ikke har lyst til, at det skal komme frem. Det er ikke så vældig maskulint.“ „Nej, det er det vel ikke.“ „Så var det her Deres egen idé – marmoroverfladerne?“ Mit håb var at distrahere hende og samtidig sætte hende i bevægelse. Hannah Doll begyndte nu at tale, gestikulere og bevæge sig fra vindue til vindue – og jeg fik lejighed til at fordøje indtrykkene. Jo, hun var i sandhed overvældende bygget: et prægtigt mesterværk af æstetisk koordination. Og hovedet, mundens bredde, de kraftfulde tænder og kæber, de diskret hvælvede kindben – firkantede men velformede med knogler som svang sig opad og udad. Jeg sagde: „Og den overdækkede terrasse?“ 19

Tiderne_Brun sne_P.indd 19

24/03/15 16.43

„Det var enten den eller –“ Humilia kom ind ad de åbne døre med bakken, en kande og to tallerkener med bagværk og kiks. „Tak, kære Humilia.“ Da vi igen var blevet alene, spurgte jeg i et mildt tonefald: „Jeres tjenestepige, Frau Doll. Hun skulle vel ikke tilfældigvis være et Vidne?“ Hannah tøvede, indtil de for mig umærkelige vibrationer fra husets tjenende ånd forsvandt og gjorde det muligt for hende at svare, lidt højere end en hvisken: „Jo, det er hun. Jeg forstår dem ikke. Hun har også et religiøst ansigt, ikke sandt?“ „Absolut.“ Humilias ansigt var bemærkelsesværdigt ubestemmeligt, ubestemmeligt i forhold til køn og ubestemmeligt i forhold til alder (en uharmonisk blanding af kvinde og mand, ung og gammel); ikke desto mindre udstrålede hun en frygtindgydende selvtilstrækkelighed fra inde under det tunge, karsekrusede hår. „Det må være de uindfattede briller.“ „Hvor gammel ville De tro, hun var?“ „Øh – femogtredive?“ „Hun er halvtreds. Jeg tror, at grunden til at hun ser sådan ud, er at hun ikke tror, hun nogensinde skal dø.“ „Hmm. Jamen, det må jo også være ganske opløftende.“ „Og så er det hele endda så simpelt.“ Hun bukkede sig ned og skænkede op, og vi satte os, Hannah i den kviltede sofa, jeg på en rustik armstol af træ. „Det eneste hun behøver, er at skrive under på et dokument, og der er så det. Så er hun fri.“ „Hmm. En afsværgelse af troen, eller en abjuration, som det hedder.“ „Jo, men forstår De … Humilia kunne ikke være mere dedikeret i forhold til mine to piger. Og hun har endda selv et barn. En dreng på tolv. Som er på et statsligt børnehjem. Og det eneste hun behøver, er at skrive under, så kan hun tage hen og hente ham.

Men det gør hun ikke. Hun vil ikke.“ 20

Tiderne_Brun sne_P.indd 20

24/03/15 16.43

„Det er sært, ikke? Jeg har hørt, at det er en del af det – at de ligefrem skal omfavne lidelsen.“ Og jeg kom i tanker om Boris’ beskrivelse af et Vidne, som var blevet bundet og pisket, men det havde jeg ingen planer om at underholde Hannah med – hvordan Vidnet havde tigget om flere slag. „Det er en måde at opfylde troen på for dem.“ „Ja, er det ikke utroligt?“ „De elsker det.“ Klokken begyndte at nærme sig syv, og det rødmende lys i rummet lagde sig og forsvandt … Jeg havde haft mange bemærkelsesværdige succeser på denne tid af døgnet, mange forbløffende succeser, når tusmørket, endnu uimodsagt af lamper eller lygter, synes at udstede en slags midlertidig tilladelse – en hvisken fuld af drømme-ulogiske muligheder. Ville det være så uvelkomment, i grunden, hvis jeg lige så stille satte mig over ved siden af hende i sofaen og, efter at have tilstået hende et par komplimenter, tog hendes hånd, og (alt efter hvordan det gik) blidt pressede mine læber ind mod det sted hvor hals og skuldre mødtes? Ville det? „Min mand,“ sagde hun – og stoppede som for at lytte.

Ordene blev hængende i luften, og et øjeblik blev jeg på irriterende vis revet ud stemningen af denne påmindelse: den til stadighed mere forvirrende kendsgerning at kommandanten var hendes mand. Men jeg tog mig sammen og opretholdt den alvorlige og respektfulde mine. Hun sagde: „Min mand mener, at vi kan lære utrolig meget af dem.“ „Af Vidnerne? Hvad, for eksempel?“ „Åh, De ved,“ sagde hun neutralt, nærmest søvnigt. „Troens styrke. Den urokkelige tro.“ „Ildhu og tjenesteiver.“ „Noget vi alle forventes at udvise, ikke sandt?“ Jeg lænede mig tilbage og sagde: „Man forstår godt, hvorfor Deres mand beundrer deres fanatisme. Men næppe deres pacifisme?“ „Nej. Naturligvis ikke.“ Hun fortsatte i sit neutrale tonefald.

21

Tiderne_Brun sne_P.indd 21

24/03/15 16.43

„Humilia vil ikke vaske hans uniform. Eller pudse hans støvler.

Det bryder han sig ikke om.“ „Nej. Det kunne jeg forestille mig.“ På det tidspunkt gik det op for mig, i hvor høj grad kommandantens indtog i samtalen havde fået stemningen i dette ellers lovende og endda lettere fortryllende møde til at dykke. Jeg klappede derfor i hænderne og sagde: „Haven, Frau Doll. Vi kunne måske? Jeg er bange for, at jeg har endnu en beskæmmende tilståelse. Jeg elsker blomster.“ ———— Arealet derude var delt i to: på højre hånd et piletræ, som delvist skærmede af for de lave udbygninger og det lille net af stier og alléer, hvor døtrene, uden tvivl, elskede at lege gemmeleg; på venstre de bugnende bede, den stribede plæne, det hvide stakit og – bagved – Monopoly-bygningen på dens sandede skråning, og bag den igen de første rosa strøg på himlen. „Et paradis. Sikken nogle pragtfulde tulipaner.“ „Det er valmuer,“ sagde hun. „Valmuer, selvfølgelig. Hvad er det for nogle derovre?“ Efter et par minutter med mere af samme skuffe, udstødte Frau Doll, som ellers endnu ikke havde smilet i mit selskab, en velklingende og overrasket latter og sagde: „De ved intet om blomster, gør De vel? De ved ikke engang …

De ved intet om blomster.“ „Jeg ved faktisk noget om blomster,“ sagde jeg, måske lige lovlig dristigt. „Og det er en ting, som ikke mange mænd ved. Hvorfor er det, at kvinder elsker blomster så højt?“ „Fortsæt.“ „Gerne. Det er fordi, blomster får kvinder til at føle sig smukke.

Når jeg giver en kvinde en overdådig buket, ved jeg, at den vil få hende til at føle sig smuk.“ 22

Tiderne_Brun sne_P.indd 22

24/03/15 16.43

„… Hvem har fortalt Dem det?“ „Min mor. Må hun hvile i fred.“ „Nå, men hun havde ret. Man føler sig som en filmstjerne. I dagevis.“ Svimmelt svarede jeg: „Hvilket tjener jer begge til ære. Både blomsterne og kvindekønnet.“ Hvorefter Hannah spurgte mig: „Kan De holde på en hemmelighed?“ „Helt bestemt.“ „Kom.“ Der fandtes, var jeg overbevist om, en skjult verden som eksisterede parallelt med den kendte verden; den eksisterede in potentia.

For at få adgang til den var man nødt til at passere igennem det slør eller den film, som var sædvanen, og handle. Med hurtige skridt skyndte Hannah Doll sig ned ad den slaggebelagte sti til drivhuset med mig efter sig, og det var stadig lyst, og ville det måske være så mærkeligt, egentlig, at tilskynde hende til at træde indenfor og læne mig ind mod hende og samle kjolens hvide folder i mine sænkede hænder? Ville det? Her? Hvor alting var tilladt?

Hun åbnede glashalvdøren, bukkede sig frem, uden at træde helt indenfor, og rodede rundt i en urtepotte på en lav hylde …

Sandt at sige havde jeg i forbindelse med mine amourøse transaktioner ikke tænkt en bare nogenlunde ærbar tanke i syv eller otte år (før det var jeg lidt af en romantiker. Men det opgav jeg.)

Så da jeg så Hannah bøje kroppen fremover, og med de spændte baller og et guddommeligt ben strakt ud og op bag sig for at holde balancen, sagde jeg til mig selv: Det ville være kæmpestort at kneppe hende, det ville være kæmpestort – var det, jeg sagde til mig selv.

Derefter rettede hun sig op, vendte sig om og så på mig, åbnede hånden. Og afslørede hvad? En krøllet pakke Davidoff-cigaretter: en femstyks. Der var tre tilbage. „Vil De have en?“ 23

Tiderne_Brun sne_P.indd 23

24/03/15 16.43

„Jeg ryger ikke cigaretter,“ sagde jeg og trak en dyr lighter og en blikæske med schweiziske cerutter frem. Jeg trådte et skridt nærmere, mens jeg knipsede stenen ned og frembragte en flamme, beskyttede den mod vinden med hånden …

Dette lille ritual var af stor socio-seksuel betydning – for vi boede i et land, hun og jeg, hvor udvekslinger som denne nærmest blev betragtet som en ulovlig handling. På barer og restauranter, på hoteller, jernbanestationer, etcetera, så man trykte skilte, hvor der stod „Kvinder bedes undlade at bruge tobak“, og på gader og stræder var der mænd af en særlig type – hvoraf mange selv var rygere – som tog det hverv på sig at gå i rette med vildfarne kvinder og slå cigaretten ud mellem fingrene på dem eller endda fra deres læber. Hun sagde: „Jeg ved godt, at jeg ikke burde.“ „Lad være med lytte til dem, Frau Doll. Kom vores store digter i hu: Du skal forsage! skal forsage, er den evindelige sang.“ „Jeg synes, at det hjælper lidt,“ sagde hun, „i forhold til lugten.“ Det sidste ord var knap nok klinget ud, da vi hørte noget, en lyd båret af vinden … Det var en hjælpeløs, en dirrende og flertonig lyd, en flygtig harmoni af menneskelig skræk og rædsel. Vi stod helt stille med øjnene på stilke. Jeg kunne mærke min krop stivne og berede sig på mere og større tumult. Men i stedet var der kun en skinger stilhed, som en mygs summen i øret, efterfulgt, et halvt minut senere, af den tøvende lyd af langsomt opstigende violiner.

Det var, som om det at tale ikke længere var en mulighed. Vi røg videre, inhalerede uden lyd.

Hannah lagde de to skod i en tom frøpose, som hun derefter begravede i den åbne skarnbøtte. „Hvad er din yndlingsdessert?“ „Øh. Budding,“ sagde jeg. „Budding? Budding smager forfærdeligt. Hvad med trifli?“ „Der er meget godt at sige om trifli.“ 24

Tiderne_Brun sne_P.indd 24

24/03/15 16.43

„Hvad ville du helst, være blind eller døv?“ „Blind, Paulette,“ sagde jeg. „Blind? Blind er meget værre. Døv!“ „Blind, Sybil,“ sagde jeg. „Alle har ondt af folk, der er blinde.

Men alle hader døve mennesker.“ Jeg mente at kunne sige, at jeg havde klaret mig ganske udmærket i forhold til pigerne på to fronter – ved at trække adskillige små poser franske bolsjer frem og, vigtigere, ved at skjule min overraskelse, da de fortalte, at de var tvillinger. Som tveæggede var Sybil og Paulette i virkeligheden blot et par almindelige søstre, som tilfældigvis var født samtidig, men de så ikke ud til at være bare fjernt beslægtede: Sybil lignede sin mor, mens Paulette, som var næsten et halvt hoved lavere, ganske hjælpeløst indfriede det grusomme løfte, der lå i fornavnet. „Mor,“ sagde Paulette, „hvad var det for en frygtelig lyd der lige før?“ „Åh, det var bare nogle fjollede mennesker, der lod, som om det var Walpurgisnat og forsøgte at skræmme hinanden.“ „Mor,“ sagde Sybil, „hvordan kan far altid vide, om jeg har børstet mine tænder eller ej?“ „Hvad mener du?“ „Han har altid ret. Når jeg spørger, siger han: Far ved alt. Men hvordan kan han vide det?“ „Han driller dig. Humilia, det er fredag, men lad os bare få dem i bad nu.“ „Åh, mor. Må vi ikke nok få lov at være sammen med Bohdan og Torquil og Dov i ti minutter?“ „Fem minutter. Sig godnat til Herr Thomsen.“ Bohdan var den polske gartner (gammel, høj og selvfølgelig meget mager), Torquil var kæleskildpadden, og Dov var åbenbart Bohdans unge hjælper. Under piletræets frodige forhæng – de knælende tvillinger, Bohdan, en anden hjælper (en lokal pige ved navn Bronislawa), Dov, og lille Humilia, Vidnet …

25

Tiderne_Brun sne_P.indd 25

24/03/15 16.43

Mens vi betragtede dem, sagde Hannah: „Han var professor i zoologi, Bohdan. I Krakow. Tænk engang. Før var han der. Og nu er han her.“ „Mm. Frau Doll, hvor ofte kommer De i Den Gamle By?“ „Åh. Mest bare på hverdage. Nogle gange gør Humilia det, men som regel følger jeg dem selv til og fra skole.“ „Mine værelser er derinde i byen, jeg forsøger at gøre noget ved dem, men er løbet tør for ideer. Det er sikkert bare et spørgsmål om de rette gardiner. Jeg spekulerede lidt på, om De måske havde mulighed for at kigge forbi en af dagene og se, hvad De syntes?“ Profil mod profil. Nu ansigt til ansigt.

Hun lagde armene over kors og sagde: „Og hvordan forestillede De Dem, at det skulle kunne arrangeres?“ „Der er vel ikke så meget at arrangere, er der? Deres mand behøvede ikke at få noget at vide.“ Når jeg gik så langt, var det fordi, at den time jeg havde tilbragt sammen med Hannah, fuldkommen havde overbevist mig om, at en kvinde som hende ikke kunne føle selv den mindste smule hengivenhed for en mand som ham. „Vil De i det mindste overveje det?“ Hun stirrede på mig tilstrækkeligt længe til at se mit smil begynde at stivne. „Nej. Herr Thomsen, det var et meget hensynsløst forslag …

Og De forstår ingenting, heller ikke selvom De tror, De gør.“ Hun trådte et skridt baglæns. „Luk Dem selv ind gennem døren derovre, hvis De stadig vil vente. Vær så venlig. De kan læse onsdagens Observer.“ „Mange tak. Tak for gæstfriheden, Hannah.“ „Det var så lidt, Herr Thomsen.“ „Jeg får Dem snart at se igen, Frau Doll, ikke sandt, på søndag otte dage? Kommandanten har været så venlig at invitere mig.“ Hun lagde armene over kors og svarede: „Ja, så ses vi vel. På gensyn.“ „På gensyn.“ 26

Tiderne_Brun sne_P.indd 26

24/03/15 16.43

——— Med utålmodigt rystende hænder vendte Paul Doll bunden i vejret på karaflen ned over sit cognacglas. Han drak, som for tørst, og skænkede op igen. Han spurgte over skulderen: „Vil De også have en?“ „Jo, tak som byder, major,“ sagde jeg. „Ah. Dejligt, tak.“ „Så De er altså kommet frem til en beslutning. Ja eller nej? Lad mig gætte engang. Ja.“ „Hvordan kunne De vide det?“ Han gik over og lod sig falde ned i læderlænestolen, flåede knapperne op på uniformsjakken. „Fordi det vil være det mest besværlige for mig. Det synes at være det bærende princip her. Lad os gøre tingene så besværlige som muligt for Paul Doll.“ „De har ret, som sædvanlig, Herr. Jeg gjorde indsigelser, men det bliver alligevel til virkelighed. Kat Zet III,“ begyndte jeg.

———— På kaminhylden i Dolls privatkontor stod et indrammet foto på omtrent en halv meter på hver led taget af en professionel fotograf (ikke af kommandanten: billedet var tydeligvis præ-Doll).

Baggrunden var delt skarpt op i to; på den ene side et hviddiset lysskær, på den anden et fløjlstæt mørke. En meget ung Hannah stod i lyset midt på scenen (og det var en scene – måske til et bal? en maskerade? noget amatørteater?), i en vid aftenkjole med skærf og vuggende en stor blomsterkost i sine arme iklædt handsker op til albuerne; hun ligefrem strålede af forlegenhed over omfanget af sin egen henrykkelse. Den tynde robe var snøret ind i taljen, og skjulte mindre end den viste …

Det var taget for tretten-fjorten år siden – og hun var langt bedre nu.

27

Tiderne_Brun sne_P.indd 27

24/03/15 16.43

Man siger, at det er en af naturens mest skræmmende frembringelser: en hanelefant i must. To strømme af en ildelugtende væske flyder fra kanaler i tindingerne og ned mod kæbeleddene.

I denne tilstand vil det store dyr uden betænkning stange giraffer og flodheste, brække ryggen på underdanigt krybende næsehorn.

Sådan er hanelefantens brunst.

Must: Ordet stammer fra urdu via det persiske mast eller maest, som betyder „beruset“. Men jeg holdt mig nu til betydningen af det engelske modalverbum. I must, I must. Jeg må.

———— Næste formiddag (det var en lørdag) smuttede jeg ud fra BunaWerke med en tung håndkuffert og tog tilbage til Dzilkagade, hvor jeg begyndte at gennemgå den ugentlige byggerapport, som naturligvis ville indbefatte en masse estimater vedrørende de nye, skønne faciliteter ved Monowitz.

Klokken to fik jeg en gæst, og i tre kvarter helligede jeg mig en ung kvinde ved navn Loremarie Ballachs selskab. Mødet var samtidig en afsked. Hun var gift med Peter Ballach, en af mine kolleger (en venlig og dygtig metallurg). Loremarie elskede ikke at være her, og det gjorde hendes mand heller ikke. Kartellet havde endelig godkendt hans overflytning tilbage til Hovedkvarteret. „Lad være med at skrive,“ sagde hun, mens hun klædte sig på. „Ikke før det hele er overstået.“ Jeg arbejdede videre. Så og så meget cement, så og så meget tømmer, så og så meget pigtråd. Indimellem registrerede jeg kort min lettelse, såvel som min fortrydelse, over at Loremarie var væk (og derfor måtte erstattes). Ægteskabsbryderen har et motto: Forfør konen, og du vil begynde at bagvaske manden – og når jeg var i seng med Loremarie, følte jeg altid en underliggende forlegenhed ved tanken om Peter – hans fede læber, måden det ligesom spruttede, når han lo, hans skævt knappede veste.

28

Tiderne_Brun sne_P.indd 28

24/03/15 16.43

Reglen ville ikke gøre sig gældende i forhold til Hannah Doll.

Den kendsgerning at Hannah havde giftet sig med kommandanten: Det var ikke nogen god nok begrundelse for at være forelsket i hende – men det var en god nok begrundelse for at gå i seng med hende. Jeg arbejdede videre, lagde sammen, trak fra, multiplicerede, dividerede og længtes efter lyden af Boris’ motorcykel (med dens lokkende sidevogn).

Ved halv nitiden rejste jeg mig fra mit skrivebord for at hente en flaske Sancerre fra isskabet.

Max – Maksic – sad rank og ubevægelig på de bare, hvide tremmer. Han havde en lille og støvet, grå mus i sin varetægt, holdt i ave af en skødesløs pote. Musen skælvede, men levede stadig, den så op på ham, og det så ud, som om den smilede – som om den smilede et undskyldende smil; så gik en dirren igennem den, og den døde, mens Max kiggede dovent væk. Var det på grund af trykket fra kløerne? Var den død af skræk? Uanset hvad kastede Max sig straks over sin aftensmad.

———— Jeg gik udenfor og ned gennem den stejle gyde til byens Stare Miasto. Tom, som var der udgangsforbud.

Hvad sagde musen? Den sagde: Det eneste jeg har at tilbyde, som formildende omstændighed, som forsoning, er omfanget af min totale forsvarsløshed, dens perfektion.

Hvad sagde katten? Den sagde ingenting, selvfølgelig. Udtryksløs, fjern, overlegen, af en anden orden, en anden verden.

Da jeg kom tilbage til mine værelser, lå Max og slængede sig på tæppet inde i arbejdsværelset. Musen var borte, sporløst forsvundet, slugt med hale, hud og hår.

29

Tiderne_Brun sne_P.indd 29

24/03/15 16.43

Den nat beholdt himlen over de eurasiske vidders sorte uendelighed sit indigoblü og violette skÌr til meget sent – samme farve som en klemmelus under en fingernegl.

Det var august 1942.

Tiderne_Brun sne_P.indd 30

24/03/15 16.43