Det dybe net af Thomas Pynchon

DET DYBE NET

Tiderne_Det dybe net_P.indd 1

25/02/15 15.02

Af Thomas Pynchon p책 dansk Katalognummer 49 udbydes. Roman 1966, 1999 Vinland. Roman, 1993 Mason & Dixon. Roman, 2002 Naturlige mangler. Roman, 2009

Tiderne_Det dybe net_P.indd 2

25/02/15 15.02

THOMAS PYNCHON

DET DYBE NET Oversat af Claus Bech

TI DE R N E SKIFT ER

Tiderne_Det dybe net_P.indd 3

25/02/15 15.02

Det dybe net Oversat fra engelsk efter „Bleeding Edge” Copyright © 2013 Thomas Pynchon Dansk udgave © Tiderne Skifter 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen/Ulf Houe Sat med Dante MT hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-696-2

Udgivet med støtte fra

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Det dybe net_P.indd 4

25/02/15 15.02

Hvis New York var en person i en krimi, ville den hverken være detektiven eller morderen. Derimod den gådefulde mistænkte, som kender sandheden, men ikke vil røbe den.

– Donald E. Westlake

Tiderne_Det dybe net_P.indd 5

25/02/15 15.02

Tiderne_Det dybe net_P.indd 6

25/02/15 15.02

1

D

et er den første forårsdag i 2001, og Maxine Tarnow, der stadig i visse registre står opført som Loeffler, følger sine drenge i skole.

De er muligvis for store til at have brug for at blive fulgt, men måske har Maxine ikke lyst til at slippe dem endnu, og det er kun et par gader væk og på vej til arbejde, og hun nyder det, så det er vel ok?

Her til morgen ser det ud, som om hvert eneste kinapæretræ i Upper West Side i nattens løb er sprunget ud med tætte klaser af hvide pæreblomster. Mens Maxine står og ser på, finder sollyset vej forbi tagprofilerne og vandtankene deroppe og hen til enden af ejendommen og et bestemt træ, der lige pludselig fyldes med lys.

“Mor?” Ziggy som sædvanlig med fart på. “Kom nu.”

“Se lige det træ, unger?”

Otis kigger et øjeblik. “Flot, mor.”

“Fedt,” siger Zig. Drengene går videre. Maxine ser på træet et halvt minut til, før hun indhenter dem. Henne på hjørnet løber hun refleksmæssigt op på siden af dem for at holde sig imellem dem og den type bilister, der har gjort det til en sport at hvine rundt om hjørnet og køre folk ned.

Sollys, der reflekteres i østvendte lejlighedsvinduer, er begyndt at 7

Tiderne_Det dybe net_P.indd 7

25/02/15 15.02

blive synligt i flimrende mønstre på facaderne i den modsatte side af gaden. De dobbeltbusser, der nu kører på ruterne, kommer krybende mellem højhusene som kæmpemæssige insekter. Stålskodder bliver rul­let op, de første lastvogne dobbeltparkerer, mænd står foran butikkerne med vandslanger og spuler deres stykke af fortovet. Hjemløse sover i opgangene, dåsesamlere med enorme plasticsække fulde af tom­me øl- og sodavandsdåser er på vej til supermarkederne for at få penge for dem, foran husene venter arbejdssjak på, at deres sjakbajs skal dukke op. Motionsløbere hopper op og ned på stedet ved fodgængerovergangen, mens de venter på, at lyset skal skifte. Der er strømere på cafeerne, som har problemer med bagel-mangel. Børn, forældre og barnepiger til fods eller med klapvogne er på vej til nabolagets skoler alle vegne fra. Halvdelen af ungerne ser ud til at køre på nye Razorløbehjul, så på listen over farer, man skal holde øje med, kan tilføjes rullende aluminium.

Otto Kugelblitz School fylder tre brownstone-huse, der ligger side om side mellem Amsterdam og Columbus Avenue, en sidegade, som det endnu ikke er lykkedes Law & Order at indspille et afsnit i. Skolen er opkaldt efter en af de første psykoanalytikere, som blev forvist fra Freuds inderkreds på grund af en rekapitulationsteori, han havde udarbejdet. Det forekom ham at være indlysende, at det enkelte menneskeliv gennemløber de forskellige mentale forstyrrelser, som man forstod dem på hans tid – barndommens solipsisme, pubertetens og den tidlige voksenalders seksuelle hysteri, midalderens paranoia, alderdommens demens … alt sammen stadier på vej til døden, der i sidste ende viser sig at være “mental sundhed”.

“Alle tiders tidspunkt at finde ud af det på!” siger Freud og knipser cigaraske efter Kugelblitz, mens han beordrer ham ud ad døren på Berggasse 19 med besked om aldrig at vise sig igen. Kugelblitz trak på skulderen, udvandrede til USA, slog sig ned i Upper West Side og opbyggede efterhånden et netværk af magtfulde mennesker, som havde søgt hjælp hos ham i smertefulde eller kritiske stunder. Ved de stadig mere fisefornemme sociale sammenkomster, han blev inviteret med 8

Tiderne_Det dybe net_P.indd 8

25/02/15 15.02

til, opdagede folk, hver gang han præsenterede dem for hinanden som sine “venner”, at de også havde fået repareret psyken hos ham.

Uanset hvad Kugelblitz-analysen i øvrigt gjorde for nogle af disse patienters hjerner, klarede flere af dem sig så tilpas godt igennem Depressionen, at de nogle år efter kunne hoste op med startkapital til skolen og give Kugelblitz en del af overskuddet og samtidig sørge for, at der blev skabt en læseplan, hvor de enkelte klassetrin blev betragtet som hver sit stadium på de mentale forstyrrelsers vej og behandlet derefter. Dybest set en galeanstalt med lektielæsning.

Her til morgen finder Maxine som sædvanlig indgangen myldrende fuld af elever, lærere på opsynsrunder, forældre og babysittere, små søskende i klapvogne. Rektoren Bruce Winterslow er i anledning af jævndøgnet klædt i hvidt jakkesæt og panamahat, og mens han langsomt bevæger sig gennem trængslen, kalder han dem alle sammen ved navn og mini-cv, klapper på skuldre, venligt opmærksom, smigrende eller truende alt efter behov.

“Maxi, hej?” Vyrva McElmo kommer glidende gennem forhallen og trængslen og bruger længere tid på det end nødvendigt, typisk West Coast-agtigt efter Maxines mening. Vyrva er en skat, men ikke nær tidsfikseret nok. Andre er efter sigende blevet smidt ud af Upper West Side mødre-klubben for langt mindre end det, hun slipper godt fra.

“Jeg er ude i et planlægningsmareridt i eftermiddag …?” siger hun på den anden side af et par klapvogne, “ikke det helt store, i hvert fald ikke endnu, men måske …”

“Ikke noget problem,” for bare at holde tempoet lidt oppe, “jeg tager Fiona med hjem til os, så kan du komme og hente hende, når det passer.”

“Tak, alle tiders. Jeg prøver ikke at komme for sent.”

“Hun kan altid overnatte.”

Inden de lærte hinanden bedre at kende, lavede Maxine urtete til hende, når hun havde lavet kaffe til sig selv, indtil Vyrva en dag venligt sagde: “Som om jeg går med californiske nummerplader på røven, eller hvad?” Her til morgen bemærker Maxine en forandring fra den 9

Tiderne_Det dybe net_P.indd 9

25/02/15 15.02

sædvanlige hverdagspåklædning, noget, som Barbie plejede at kalde en forretningsfrokostdragt, i stedet for en denim-overall, for bare at nævne én ting, og håret sat op i stedet for de normale lyse fletninger, og de sædvanlige monark-sommerfugle-øreringe er udskiftet med hvad, diamantknapper, eller er det zirkon? Det må skyldes en aftale senere på dagen, sikkert forretninger, en jobsamtale, måske en ny finansieringsekspedition?

Vyrva har en eksamen fra Pomona College, men ikke noget fast arbejde. Hun og Justin er transplantater, Silicon Valley til Silicon Alley. Justin og en ven fra Stanford har et lille nystartet it-firma, som på en eller anden måde har klaret sig igennem dotcom-katastrofen sidste år, om end ikke med, hvad man ligefrem vil kalde overdreven livslyst.

Indtil videre har de klaret det ok med skolepengene på Kugelblitz for ikke at tale om huslejen for kælder- og stueetagen i et brownstone-hus i en sidegade til Riverside Drive, der gav Maxine et anfald af boligmisundelse, første gang hun så det. “Fantastisk bolig,” sagde hun tilsyneladende begejstret, “jeg tror, jeg er i den gale branche?”

“Det kan du tale med ham her Bill Gates om,” lød det nonchalant fra Vyrva, “jeg sidder bare og venter på, at mine optioner skal stige?

Ikke også, skat?”

Californisk solskin, snorkel-dybe vande, i hvert fald det meste af tiden. Men en gang imellem … Maxine har ikke været så længe i ­branchen uden at udvikle antenner for det uudtalte. “Held og lykke med det, Vyrva,” mens hun tænker: Hvad det så end er, og noterer sig den langsomme californiske reaktion, da hun går ud af forhallen, kysser sine børn på håret på vej forbi dem og fortsætter sin morgenpendling.

Længere henne ad gaden driver Maxine et lille agentur for antibedrageri ved navn Tail ‘Em and Nail ‘Em – engang overvejede hun at tilføje “and Jail ‘Em”, men indså hurtigt, at det ville være udtryk for ønsketænkning eller ligefrem vrangforestillinger – især i en gammel bankbygning, som man går ind i gennem en lobby, hvor der er så højt til loftet, at man ikke altid kunne se det, dengang før det var 10

Tiderne_Det dybe net_P.indd 10

25/02/15 15.02

forbudt at ryge. Bygningen blev indviet som et finanstempel lige før Krakket i 1929 i et blindt delirium, der kan minde om den nyere itboble, og er siden dengang blevet ombygget og genombygget som en tørmurspalimpsest, der huser omstrejfende skolebørn, hashpibedrømmere, talentspejdere, kiropraktikere, ulovlige akkordarbejderværksteder, mini-varelagre for alle mulige slags kontrabande, og nu er der på Maxines etage også et datingbureau, der hedder Yenta Expresso, In ‘n’ Out Travel Agency, en velduftende suite tilhørende akupunktøren og urtespecialisten dr. Ying, og helt nede for enden af gangen finder man The Vacancy, tidligere Packages Unlimited, som kun sjældent blev besøgt, heller ikke dengang lokalerne faktisk blev benyttet. De nuværende lejere kan huske de tider, da de nu aflåste og spærrede døre blev bevogtet af Uzi-bevæbnede uniformsgorillaer, som kvitterede for mystiske forsendelser og leverancer. Udsigten til, at man hvert øjeblik kunne risikere skudsalver med automatvåben, gav dagen en slags ekstra motiverende kant, men nu ligger The Vacancy der bare og venter.

Det sekund, Maxine træder ud fra elevatoren, kan hun henne ad gangen og gennem døren høre Daytona Lorrain i højdrama-mode og i fuld gang med at misbruge kontorets telefon. Hun lister ind, nogenlunde samtidig med at Daytona skriger: “Jeg skriver under på de skide papirer, og så er jeg kraftedeme færdig med det lort, hvis du vil være far, kan du fandeme selv tage dig af det.” Så smækker hun røret på.

“Godmorgen,” kvidrer Maxine på en faldende terts, dog måske med en lidt skærpet anden tone.

“Sidste chance til det røvhul.”

På nogle dage skulle man tro, at hver eneste platugle i byen har Tail ‘Em and Nail ‘Em stående i deres fedtede Rolodex. Et antal opringninger har hobet sig op på telefonsvareren, stønnere, telefonsælgere, endda et par opringninger i forbindelse med aktuelt aktive sager. Efter at have prioriteret opringningerne på playback besvarer Maxine en nervøs opringning fra en whistleblower ansat i et snack-firma ovre i Jersey, som i hemmelighed har forhandlet med tidligere ansatte i Krispy ­Kreme om den lovstridige erhvervelse af tophemmelige temperatur- og fug11

Tiderne_Det dybe net_P.indd 11

25/02/15 15.02

tighedsindstillinger på donut-leverandørens klimareguleringsboks, foruden mindst lige så hemmelige fotografier af donut-udpresseren, der imidlertid ser ud til faktisk at være polaroidbilleder af autoreservedele taget for flere år siden i Queens og derefter photoshoppet ikke så lidt lunefuldt. “Jeg begynder at tro, at der er noget mærkeligt ved denne her handel,” siger hendes kontakt let bævende, “måske er den ikke engang lovlig.”

“Måske ikke, Trevor, eftersom den er kriminel i henhold til straffeloven?”

“Det er en FBI-fælde!” skriger Trevor.

“Hvorfor skulle FBI –” “Øh? Kripsy Kreme? For at støtte deres lovhåndhævelsesbrødre på alle niveauer?”

“Okay. Jeg skal nok tale med den offentlige anklager i Bergen County, de har måske hørt noget –” “Vent, vent, der kommer nogen, de har sgu set mig, åh! måske må jeg hellere –” Forbindelsen bliver afbrudt. Det sker hver gang.

Hun stirrer nu på det seneste af, hun har ikke længere tal på hvor mange eksempler på lagersvindel begået af fidusforhandleren Dwayne Z. (“Dizzy”) Cubitts, kendt i hele trestatsområdet for sine “Uncle Dizzy” tv-reklamer, der rables af, mens han ved høj hastighed snurrer rundt på en slags pladetallerken som en lille dreng, der forsøger at blive høj (“Uncle Dizzy! Priserne drejer!”), og beflitter sig på at falbyde skabsdele, kiwi-skrællere, laser-assisterede proptrækkere, lommeafstandsmålere, der scanner køerne ved kasseapparaterne og beregner den korteste, lydalarmer, der kan fastgøres på tv-remoten, så den aldrig bliver væk, medmindre man også mister remoten til alarmen. Ingen af tingene kan købes i almindelige butikker endnu, men de kan ses i aktion i sene tv-nattetimer.

Selv om Dizzy mere end én gang har nærmet sig Danburys porte, er han fanget af en skæbnesvanger svaghed for lovstridige valg, der tvinger Maxine ud på moralske vildveje, som kunne få selv et Gran Canyon-æsel til at tænke sig om to gange. Problemet er Dizzys char12

Tiderne_Det dybe net_P.indd 12

25/02/15 15.02

me eller i hvert fald en slags direkte-fra-pladetallerkenen-naivitet, som ­Maxine ikke helt kan tro på er falsk. For den normale bedrager er fami­ lieballader, offentlig skam og perioder bag tremmer som regel nok til, at han søger en lovmedholdelig om end ikke ligefrem hæderlig beskæftigelse. Men selv sammenlignet med de øvrige discount-svindlere, hun er dømt til at arbejde med, er Dizzys indlæringskurve permanent udfladet.

Siden i går har en Uncle Dizzy-filialbestyrer ude på Long Island ved et eller andet trinbræt på Ronkonkoma-banen udsendt stadig mere desorienterede beskeder. Noget med et pakhus, uregelmæssigheder i lageroptællingen, noget lidt andet end det sædvanlige, et forsøg på at tage røven på Dizzy. Hvornår får Maxine lov til at slå til, hvornår bliver hun Angela Lansbury, så hun kun behøver at tage sig af vigtige sager i stedet for at være forvist til de dumme og konkurstruede?

På det sidste Uncle Dizzy-feltbesøg derude kom Maxine rundt om hjørnet på en tårnhøj stabel papkasser og brasede lige ind i ingen ringere end selveste Uncle Dizzy iført en blikfangende gul Crazy Eddie-T-shirt, mens han listede rundt i kølvandet på et hold revisorer, gennemsnits­alder tolv, fra et firma, der er berygtet for at ansætte solvent-misbrugere, videospil-tosser eller diagnosticerede tilfælde af beskadiget kritisk tænkeevne og straks sende dem ud på opgaver med lageropgørelse.

“Dizzy, hvad er det.”

“Oops, I did it again, som Britney altid siger.”

“Se på det her,” siger Maxine, mens hun tramper frem og tilbage mellem stablerne og tager eller løfter tilfældige kasser hist og her. I en hel del af dem var der til nogens, men ikke Maxines forbavselse ingenting indeni, selv om de var tapet til. Nå, da. “Enten er jeg Wonder ­Woman, eller også er vi ude i lidt lagerinflation her? … Du skal ikke stable de her attrapkasser alt for højt op, Dizzy, bare se på den nederste række, som ikke er ved at klappe sammen under vægten af dem ovenpå? Som regel et temmelig godt fingerpeg, og det her hold barnerevisorer må du se at få ud af bygningen, inden du bakker lastvognen 13

Tiderne_Det dybe net_P.indd 13

25/02/15 15.02

hen til læsserampen for at flytte de samme papkasser hen til den næste forbandede filialbutik, hvis du forstår, hvad jeg mener …”

“Men,” med øjne så store som tivolislikkepinde, “det fungerede da fint for Crazy Eddie.”

“Crazy Eddie kom i spjældet, Diz. Og du kan snart føje endnu en dom til dem, du allerede har.”

“Hov, rolig nu, det er New York, her risikerer man at blive tiltalt, selv om man er en spegepølse.”

“Okay … men hvad gør vi så nu? Hvis det var rigtigt, skulle jeg tilkalde et SWAT-team?”

Dizzy smilede med et skuldertræk. De stod i de pap-og-plasticlugtende skygger, og Maxine fløjtede “Help Me Rhonda” ud mellem tænderne, mens hun overvejede at køre ham ned med en gaffeltruck.

Hun kigger på Dizzys sagsmappe, så længe hun kan uden at åbne den. Åndelig øvelse. Samtaleanlægget brummer. “Der står en Reg eteller-andet herude, som ikke har aftalt tid?”

Reddet. Hun lægger mappen til side, og som en god koan giver den alligevel heller ingen mening. “Ok, Reg. Kom så bare herind. Det er længe siden.”

Tiderne_Det dybe net_P.indd 14

25/02/15 15.02

2

F

aktisk et par år siden. Reg Despard ser ud til at have fået en hård medfart i mellemtiden. Han laver dokumentarfilm, men begyndte som filmpirat engang i halvfemserne, hvor han gik ind i biograferne med en lånt camcorder for at tape premierefilm direkte fra lærredet, hvorefter han kopierede dem over på kassetter, som han så solgte på gaden for en dollar, sommetider to, hvis han troede, han kunne få det, og ikke helt sjældent havde han overskud allerede i løbet af filmens premiereweekend i biograferne. Den professionelle kvalitet kunne godt være lidt flosset i kanterne, især når støjende biografgængere havde frokosten med i knitrende papirsposer eller rejste sig midt under filmen og blokerede for udsynet, sommetider i flere minutter. Regs greb om camcorderen var heller ikke altid lige stabilt, og en gang imellem vandrede lærredet fra side til side i billedrammen, sommetider langsomt og drømmende, andre gange med overrumplende pludselighed.

Da Reg opdagede zoomknappen på camcorderen, blev der zoomet en hel del ind og ud, nok så meget for zoomets egen skyld, må man sige, og fokuseret på detaljer i menneskets anatomi, statister i masseoptrin, lækre biler i baggrundstrafikken og så videre. En skæbnesvanger dag på Washington Square solgte Reg tilfældigvis en af sine kassetter til en 15

Tiderne_Det dybe net_P.indd 15

25/02/15 15.02

professor på New York University, som underviste i film, og som dagen efter kom løbende efter Reg på fortovet for at spørge – forpustet – om han var klar over, hvor langt forud for avantgarden inden for denne post-postmoderne kunstform han rent faktisk befandt sig “med sin nybrechtianske tilsidesættelse af diegesen”.

Fordi det på en eller anden måde lyder lidt som reklamesnak for et kristent vægttabsprogram, begynder Regs opmærksomhed at komme på afveje, men den ivrige akademiker bliver ufortrødent ved, og det varede ikke længe, før Reg afspillede sine kassettebånd under ph.d.seminarer, hvorfra der kun var et kort skridt til selv at indspille film.

Industrial, musikvideoer med kontraktløse grupper, også sene natteinforeklamer, så vidt Maxi ved. Arbejde er arbejde.

“Lyder, som om jeg har fået fat i dig på et travlt tidspunkt.”

“Sæsonbestemt. Pesach, påske, NCAA-finalerne, St. Patrick’s Day på en lørdag, det sædvanlige, ikke noget problem, Reg – så hvad er vi ude i her, en ægteskabssag?” Nogle ville kalde Maxine brysk, og det har da også været skyld i, at hun har mistet klienter. Til gengæld luger det ud i de useriøse.

En vemodig sænkning af hovedet. “Det har ikke været et problem siden ‘98 … nej, vent lidt, ‘99?”

“Aha. Længere henne ad gangen, Yenta Expresso, tjek det lige ud, deres specialitet er kaffe-dating, første latte grosso er gratis, hvis du husker at bede Edith om en kupon – okay, Reg, hvis det ikke er noget med husspektakler …”

“Det er et firma, jeg har lavet en dokumentar om? Jeg løber hele tiden ind i …” Et af de underlige ansigtsudtryk, som Maxine efterhånden har lært ikke at ignorere.

“Fjendtlighed.”

“Manglende åbenhed. Der er for meget, jeg ikke får at vide.”

“Er det noget nyt, vi taler om, eller skal vi tilbage i historien til ulæselig jura-forældet software, klausuler, der er ved at løbe ud?”

“Nej, det drejer sig om et af de it-firmaer, der ikke gik ned sidste år i techkrakket. Ikke om gammel software,“ tilføjer han en halv decibel 16

Tiderne_Det dybe net_P.indd 16

25/02/15 15.02

lavere, “og måske heller ingen forældelse.”

Jaså-ja. “For hvis du vil lede efter et firmas aktiver, behøver du faktisk ikke en specialist som mig, du kan bare gå ud på internettet og søge via LexisNexis, HotBot eller AltaVista, og hvis du ellers kan holde på en forretningshemmelighed, så kan du også prøve de gule sider –” “Det, jeg i virkeligheden er ude efter,” højtidelig snarere end utålmodig, “befinder sig sandsynligvis ikke et sted, som en søgemaskine kan nå frem til.”

“Fordi … det, du leder efter …”

“Er helt normale firmaarkiver – journaler, fakturaer, bilag, regneark. Men hvis man kigger nærmere på det, bliver det mærkeligt, for det er alt sammen gemt af vejen et sted, hvor LexisNexis ikke kan finde det.”

“Hvordan det?”

“Ude på det dybe net? Der hvor ingen overfladesurfere kommer, og så siger jeg ikke noget om krypteringen og de mærkværdige links –” Åh. “Måske skal du hellere få en it-type til at kigge på det? For jeg er faktisk ikke –” “Jeg har allerede fået fat i én. Eric Outfield, et geni fra Stuyvesant High School, registreret skurk, blev smidt ud i en ung alder for computer-fifleri, men jeg stoler på ham hundrede procent.”

“Hvad er det så for et firma?”

“Et computersikkerhedsfirma downtown, som kalder sig hash­ slingrz.”

“Jeg har hørt om det, jo, det klarer sig faktisk ret godt, nettoudbyttet nærmer sig det science fiction-agtige, de ansætter hele tiden nye folk.”

“Det er også lige det, jeg er ude efter. Overlev og tjen penge. Fuld fart frem, har jeg ikke ret?”

“Men … vent lidt … en film om hashslingrz? Hvad skal der være på billederne – nørder, der glor på skærme?”

“I den første drejebog var der en hel masse biljagter og eksplosioner, men budgettet … jeg har fået et mikroskopisk forskud, som firmaet har bidraget med, plus at jeg får total fri adgang, det troede jeg i hvert fald 17

Tiderne_Det dybe net_P.indd 17

25/02/15 15.02

indtil i går, og det var netop i går, jeg blev klar over, at jeg skulle tale med dig.”

“Den er gal med regnskaberne.”

“Jeg vil bare gerne vide, hvem jeg arbejder for. Jeg har ikke solgt min sjæl endnu – bortset fra måske et par takter rhythm & blues hist og her, men jeg syntes, det var bedst at få Eric til at se nærmere på det. Kender du noget til deres CEO, Gabriel Ice?” “Svagt.” Forsidehistorier i branchebladene. En af de teenagemilliardærer, der klarede skærene, da dotcom-feberen kølede ned. Hun kan huske fotos, off-white Armani-habit, skræddersyet bæverskindsfedora, måske ikke ligefrem en mand, der uddeler pavelige velsignelser til højre og venstre, men hvis der på den anden side skulle blive brug for det … en lap papir fra forældrene i stedet for lommetørklæde i brystlommen.

“Jeg læste, så langt jeg kunne, men jeg er ikke ligefrem grebet. Han får Bill Gates til at virke karismatisk.”

“Det er kun hans selskabsmaske. Han har dybe kompetencer.”

“Hvad mener du – mafia, hemmelige operationer?”

“Ifølge Eric har de en plan for livet her på jorden skrevet i en kode, som ingen af os kan tyde. Undtagen måske 666, der dukker op gang på gang. Minder mig om, at jeg skal spørge, om du stadig har den der tilladelse til at bære skjult våben?”

“Kanon-licens, fingeren på aftrækkeren, hm-hm … hvorfor egentlig?”

En smule undvigende. “De her fyre er ikke … ligesom dem, man normalt støder på i tech-miljøet.”

“Hvad vil det sige …”

“For det første er de ikke nørdede nok.”

“Er det … det hele? Reg, min omfattende erfaring siger mig, at det kun i sjældne tilfælde er nødvendigt at skyde svindlere. Som regel er det nok at udstille dem offentligt.”

“Ja,” næsten undskyldende, “men hvad hvis det ikke er svindel? Eller ikke kun svindel. Hvad hvis det også drejer sig om noget andet.”

“Dybt. Ildevarslende. Og de er alle sammen indblandet.”

18

Tiderne_Det dybe net_P.indd 18

25/02/15 15.02

“Er det for paranoidt for dig?”

“Ikke for mig, paranoia er hvidløget i livets køkken, man kan aldrig få nok.”

“Så skulle det ikke være noget problem …”

“Jeg hader, at folk siger sådan. Men okay, jeg skal nok se på det og give besked.”

“Ah, alle tiders! Jeg føler mig som Erin Brockovich!”

“Hm. Men der er også et ubehageligt spørgsmål. Du er jo ikke kommet for at hyre mig eller noget i den retning, vel? Ikke fordi jeg har noget imod at arbejde på en chance, men der er altså nogle etiske vinkler her, og en af dem er klientmanipulation?”

“Har I ikke regler? Hvis I for eksempel ser nogen i gang med bedrageri?”

“Det var i Fraudbusters, der som bekendt blev opgivet, fordi den gav folk for mange gode ideer. Selv om Rachel Weisz var god.”

“Det siger du bare, fordi du ligner hende på en prik.” Smil, hænder og tommelfingre op i luften som for at indramme et billede.

“Sødt, Reg.” Det var det punkt, man altid nåede til med Reg. Første gang de havde mødt hinanden var på et cruise, hvis man ved “cruise” forstår noget lidt mere specialiseret. I kølvandet på sin separation, tilbage dengang i det, som endnu ikke helt er blevet fortiden, da mor var ung, fra sin mand Horst Loeffler efter alt for mange timer derhjemme bag nedrullede gardiner og med Stevie Nicks på endeløs repeat med sangen “Landslide” på et party-tape, som hun aldrig hørte resten af, og mens hun drak afskyelige Crown Royal Shirley Temples og skyllede dem ned med ekstra grenadine direkte fra flasken og brugte en kasse Kleenex om dagen, lod Maxine sig til sidst af sin veninde Heidi overbevise om, at et cruise i Caribien på en eller anden måde ville opgradere hendes mentale prognose.

En dag gik hun derfor snøftende hen ad gangen, hvor hendes kontor lå, og ind hos In ‘n’ Out Travel Agency længere henne, hvor hun fandt støv på bordene, skrammede kontormøbler samt en ramponeret 19

Tiderne_Det dybe net_P.indd 19

25/02/15 15.02

model af en luksusliner, der for øvrigt havde en hel del designelementer tilfælles med RMS Titanic.

“Du er heldig. Vi har lige fået et …” Lang pause, ingen øjenkontakt.

“Afbud,” foreslog Maxine.

“Det kan man godt kalde det.” Prisen var uimodståelig. For enhver fornuftig person alt for uimodståelig.

Hendes forældre var lykkelige for at passe børnene. Og så sad Maxine pludselig stadig snøftende i en taxa med Heidi, som var kommet for at vinke farvel, på vej til en havneterminal i Newark eller måske Elizabeth, der åbenbart først og fremmest tog sig af fragtskibe, og Maxines “krydstogtskib” viste sig da også at være et ungarsk containerskib i trampfart ved navn M/V Aristide Olt, der sejlede under bekvemmelighedsflag fra Marshalløerne. Det var først i løbet af den første aften til søs, at det gik op for hende, at hun var blevet booket ind hos “AMBOPEDIA Frolix ‘98”, en årlig sammenkomst for medlemmer af American Borderline Personality Disorder Association. Lutter skæg og ballade, og hvem ville have drømt om at aflyse? Medmindre … aahhh!

Hun kastede et blik tilbage på kajen og Heidi – muligvis skadefro – som langsomt forsvandt på den industrielle kystlinje, der nu var for langt væk til, at man kunne svømme hjem.

Ved middagsbordet den første aften sad hun sammen med en flok mennesker i festhumør forsamlet under et banner, hvor der stod VELKOMMEN BORDERLINERS! Kaptajnen virkede nervøs og blev ved med at finde undskyldninger for at opholde sig under bordet skjult af dugen. Cirka hvert halvandet minut spillede dj’en den halvofficielle AMBOPEDIA-slagsang, Madonnas “Borderline” (1984), og alle sang med på det sted, hvor teksten lyder “ O-verthe bor-derlinnne!!!” med ekstra eftertryk på den sidste n-lyd. Det var nok en slags tradition, tænkte Maxine.

Senere på aftenen lagde hun mærke til en stilfærdigt omvandrende person med øjet klæbet til en søger, som optog fotoværdige mål med et Sony VX2000, mens han gik fra gæst til gæst og lod dem tale eller tie stille, eller hvad de nu ville, og det viste sig at være Reg Despard.

20

Tiderne_Det dybe net_P.indd 20

25/02/15 15.02

I den tro, at her måske var en vej ud af den muligvis katastrofale fejltagelse, hun havde rodet sig ud i, forsøgte hun at følge efter ham på hans vej ind og ud mellem festaberne. “Hov,” da der var gået lidt tid, “en stalker, jeg vidste, jeg var på vej til noget stort.”

“Det var ikke meningen at –” “Du kan faktisk godt hjælpe mig med at få dem til at tænke på noget andet, så de ikke er så generte.”

“Jeg vil nødig skade din troværdighed, jeg skulle have været til frisøren for flere uger siden, og det her tøj, jeg har på, har kostet mig under hundrede dollars i Filene’s Basement –” “Jeg tror ikke, det er det, de vil kigge efter.”

Nå. Hvornår har nogen sidst antydet – om så også så indirekte som dette her – at hun er i klasse med … ja, måske ikke ligefrem blød nougat for øjet, men så i det mindste popcorn? Bør hun blive fornærmet?

Hvor lidt?

Der panoreres fra den ene gruppe deltagere til den anden, indtil kameraet standser ved en normalt udseende borger, der interesserer sig trækfuglejagts- og fredningsfrimærker, blandt samlere kendt som andemærker, og hans måske knap så engagerede kone Gladys – “… og min drøm er at blive andemærkernes Bill Gross.” Og ikke kun føderale andemærker, men også samtlige mærker udstedt i delstaterne – efter i årevis at have vandret i den nidkære filatelismes vådområder må denne efterhånden skamløse komplettist eje dem alle sammen, jægernes og samlernes særtryk, kunstnersignerede versioner, remarquetryk, varieteter, fejltryk, fireblokke, specielle guvernør-udgaver …

“New Mexico! I New Mexico udgav man kun andemærker fra 1991 til 1994, men sluttede af med alle andemærkers kronjuvel, Robert Steiners overjordisk smukke Krikænder i Flugten, som jeg tilfældigvis ejer i en fireblok …”

“Som du en skønne dag,” indskyder Gladys kvidrende, “tager ud af plasticmappen, så jeg kan kompromittere gummieringen på bagsiden med min store slubrende tunge og bruge mærkerne til at returnere gasregningen med.”

21

Tiderne_Det dybe net_P.indd 21

25/02/15 15.02

“De dur ikke til frankering, skattebasse.”

“Glor du på min ring?” En kvinde i beige firser-power-suit dukker op i billedet.

“Pænt smykke. Noget … bekendt ved den …”

“Jeg ved ikke, om du er en Dynasty-person, men på et tidspunkt var Krystle nødt til at pantsætte sin ring? Dette her er en kubisk zirkonkopi til 560 dollars på tilbud, selvfølgelig, Irwin køber altid på tilbud og betaler kontant, eftersom han er 301.83’eren i forholdet, jeg er bare den støttende partner. Han slæber mig med til den slags begivenheder hvert eneste år, og det ender altid med, at jeg maser mig ned i en to­cifret mellemstørrelse kjole, fordi der aldrig er nogen, jeg kan tale med.”

“I skal ikke høre på, hvad hun siger, det er hende, der har alle to hundrede eller deromkring afsnit på Betamax. Ensporet? I skulle bare vide – på et tidspunkt midt i firserne tog hun faktisk navneforandring til Krystle. En mindre forstående ægtemand ville nok have kaldt det unaturligt.”

Reg og Maxine finder til sidst vej til skibets kasino, hvor mennesker i dårligt siddende smokinger og aftenkjoler spiller roulette og baccarat, mens de kæderyger, skæver frem og tilbage til hinanden og sammenbidt vifter med håndfulde af matadorpenge. “Aujbs,” får de at vide, “Alment Udiagnosticeret James Bond-syndrom, som kræver en helt anden støttegruppe. Det er ikke kommet med i DSM-manualen endnu, men lobbyisterne er i fuld gang, så måske i den femte udgave … og I er altid velkomne her til kongresserne, mest for stabilitetens skyld, forstår I nok.” Maxine forstod det sådan set ikke, men købte en “fem-dollars” jeton og gik lidt efter fra bordet med nok til en kort shoppingtur i Saks, hvis det havde været rigtige penge, og når og hvis hun altså havde held til at komme ud af det her.

På et tidspunkt kommer et ansigt, der er rødmosset af spiritus, til syne i søgeren, og det tilhører skæbnesvangert en vis Joel Wiener. “Ja, jeg har fattet det, I genkender mig fra tv-nyhederne, og nu er jeg bare kamerafoder, ikke? Selv om jeg blev frikendt, faktisk for tredje gang, 22

Tiderne_Det dybe net_P.indd 22

25/02/15 15.02

for den slags sigtelser.” Hvorefter han tager hul på et længere epos om uretfærdighed, der på en eller anden måde har noget med fast ejendom på Manhattan at gøre, og som Maxine har svært ved at følge i alle detaljer. Måske skulle hun have gjort sig større umage, det kunne have sparet hende for besværligheder længere henne ad vejen.

En båd fuld af borderlinere. Til sidst finder Maxine og Reg et par stille minutter oppe på dækket, hvor de kan se Caribien glide forbi. Der er fragtcontainere overalt stablet op fire-fem stykker oven i hinanden.

Det er ligesom at være i visse kvarterer i Queens. Da hun rent mentalt endnu ikke er kommet helt om bord på dette her krydstogt, giver hun sig til at spekulere på, hvor mange af containerne der er attrapper, og om der måske i virkeligheden er gang i en form for oceangående lagersvindel.

Hun bemærker, at Reg endnu ikke har forsøgt at få hende på videotape. “Jeg regnede ikke med, at du var en borderliner. Jeg troede nærmere, du hørte til personalet, socialarbejder eller noget i den retning.”

Maxine er forbavset over, at der er gået, ja måske en times tid, siden hun sidst har tænkt på Horst-situationen, men hun er også klar over, at hvis hun med så meget som en tånegl nærmer sig emnet, vil Regs kamera straks blive tændt igen.

Den gennem lang tid etablerede praksis på AMBOPEDIA-sammenkomsterne er at besøge konkrete geografiske borderlines, en ny hvert år. Shoppingture til mexicanske maquiladora-outlets. Ludomani-befordrende udflugter til kasinoerne i Stateline, Californien. Pennsylvaniatyske ædegilder langs Mason-Dixon-linjen. I år ligger målgrænsen mellem Haiti og Den Dominikanske Republik, der stadig er plaget af melankolsk karma, som kan føres tilbage til Perejil-massakrens tid, der kun i ringe omfang har fundet vej til brochuren. Da Aristide Olt glider ind i den pittoreske Manzanillo Bay, mister tingene hurtigt fokus. Så snart skibet er fortøjet ved kajen i Pepillo Salcedo, begynder passagerer, som er interesserede i store fisk, ophidset at leje både for at komme ud og fiske efter tarpon. Andre som eksempelvis Joel Wiener, der på grund af sin fascination af fast ejendom er blevet drevet fra nysgerrig23

Tiderne_Det dybe net_P.indd 23

25/02/15 15.02

hed til mani, krydser snart rundt mellem fantasier lokket af ejendomsmæglere, hvis motiver en en blanding af grådighed og fuck-the-yanqui.

Folk på landjorden taler en blanding af kreyòl og cibaeño. For enden af molen er en hel masse souvenirboder hurtigt kommet til syne, og der sælges snacks som yaniqueques og chimichurros, falbydes heksekunster af voodoo- og santeria-præster, tilbydes mamajuana, en dominikansk specialitet i kæmpemæssige glaskrukker, hvori noget der ligner et stykke træ gennem længere tid har marineret i rødvin og rom. Som et cross-borderline-kirsebær på sundae’en er der også lagt lidt ægte haitiansk voodoo kærlighedstrolddom på hvert af glassene med dominikansk mamajuana.

“Det kan jeg sgu lide!” udbryder Reg. Han og Maxine slutter sig til en lille gruppe, der er begyndt at drikke væsken og lader krukkerne gå rundt og ender et par kilometer uden for byen på El Sueño Tropical, et delvis færdigbygget og for øjeblikket nedlagt luksushotel, hvor de skriger hen ad gangene, svinger sig tværs over atriumgårdene i junglelianer, som er vokset fast højere oppe, og jager efter små øgler og flamingoer for ikke at tale om hinanden og i det hele taget opfører sig uartigt på de mugne dobbeltsenge.

Kærlighed, spændende og ny, som de i sin tid sang på The Love Boat, Heidi havde haft ret med hensyn til pengene, og det her sad selvfølgelig lige i skabet, selv om Maxine senere ikke var helt så sikker på detaljerne.

På mindernes remote trykker hun først PAUSE, derefter STOP og til sidst POWER OFF, mens hun smiler med åbenlys anstrengelse. “Mærkelig sejltur, Reg.” “Har du hørt fra nogen af dem igen?”

“En e-mail indimellem, og når ferien nærmer sig, forsøger AMBOPEDIA hvert år at få mig til at donere penge.” Hun ser på ham over kanten på sit kaffekrus. “Reg, var vi nogensinde, hm …”

“Jeg tror det ikke, for det meste var jeg sammen med hende der Leptandra fra Indianapolis, og du forsvandt hele tiden sammen med ham ejendomsmæglergalningen.”

24

Tiderne_Det dybe net_P.indd 24

25/02/15 15.02

“Joel Wiener,” og Maxines øjenæbler scanner loftet i halvt rædselsslagen forlegenhed.

“Undskyld, det var ikke min mening at nævne det.”

“Du har vel hørt, at min licens blev inddraget. Det var indirekte Joels skyld. Uden at ville det gjorde han mig faktisk en stor mitzvah på den måde. Som autoriseret bedrageriundersøger var jeg sød, men suspenderet er jeg uimodståelig. For en bestemt type. Du kan sikkert forestille dig, hvad der kommer ind ad døren, og det er ikke personligt ment.”

Den store tiltrækning ved en autoriseret bedrageriundersøger, der er smidt ud af det gode selskab, tænkte hun, er en aura af falmet moral, en pålidelig villighed til at træde uden for loven og afsløre revisorernes og skattefunktionærernes forretningshemmeligheder. Maxine kendte til kultister, der var blevet smidt ud af deres kulter, og en overgang var hun nervøs for, at det kunne vise sig at blive den samme slags sociale ødemark. Men rygtet spredte sig, og det varede ikke længe, før Tail ‘Em and Nail ‘Em havde flere klienter end nogensinde, faktisk flere end hun kunne overkomme. De nye klienter var selvfølgelig ikke altid lige så velanskrevne, som de havde været i hendes autoriserede periode. Wannabeer fra den mørke side sivede simpelthen ud af tapeterne, deriblandt Joel Wiener, som hun havde givet alt for frie tøjler, viste det sig.

Desværre havde Joel på en eller anden måde i sine lange historier om uretfærdigheder i forbindelse med fast ejendom glemt at inkludere visse afgørende detaljer, blandt andet sin vane med serielt medlemskab af andelsforeninger og konflikter på grund af betroede midler, typisk fordi han var foreningens kasserer, plus det civile søgsmål, RICO-til­ talen i Brooklyn og konen med sin helt egen bolig-dagsorden: “Det bliver bare ved. Ikke nemt at forklare,” mens hun vifter med alle fingrene over hovedet: “Antenner. Jeg stolede så meget på Joel, at jeg var villig til at dele et par fiduser med ham. Men for mig er det ikke værre end en fyr fra skattevæsenet, der har sort arbejde som skatterevisor.”

Og han havde også trukket så meget i Maxine, at hun var kommet 25

Tiderne_Det dybe net_P.indd 25

25/02/15 15.02

på kant med ACFE-reglerne for god forretningsførelse, som hun faktisk i årevis havde skøjtet langs med og været tæt på at ramle ind i. Denne gang havde isen givet efter under hende uden varsel eller våger. Tilstrækkeligt mange af forretningsudvalgets medlemmer havde fået øje på en interessekonflikt, ikke kun den ene gang, men i et mønster over længere tid, mens det for Maxine i højere grad var og for den sags skyld stadig er et simpelt valg mellem venskab og overpernitten overholdelse af reglerne.

“Venskab?” Reg er forundret. “Du kunne jo ikke engang lide ham.”

“En teknisk term.”

Det brevpapir, som af-autorisationsbrevet var skrevet på, var temmelig flot, mere værd end indholdet, som grundlæggende bare sagde fuck you og fratog hende alle privilegier som medlem af The Eighth Circle, en eksklusiv kollega-klub ovre på Park Avenue, og rykkede hende for returneringen af medlemskortet og afviklingen af hendes konto i baren, der udviste et underskud. Der var dog også et PS forneden, der drejede sig om appelmuligheden. Formularer vedlagt. Det var interessant. Endnu var det ikke lige til lodret arkivering. Maxine opdagede til sin bestyrtelse for første gang foreningens segl, der viste en voldsomt brændende fakkel foran og lidt hævet over en åben bog. Hvad er nu det? Hvert øjeblik kan siderne i denne bog, der måske allegorisk er Loven, blive antændt af denne brændende fakkel, der muligvis er Sandhedens Lys? Er der nogen, der prøver at sige noget, Loven står i flammer her, Sandhedens frygtelige uforsonlige pris … Det er jo det!

Hemmelige anarkistiske kodemeddelelser!

“Interessant tanke, Maxine,” lød Regs forsøg på at tale hende lidt ned. “Du sendte altså en appelansøgning ind?”

Nej, det gjorde hun faktisk ikke – som dagene gik, var der altid grunde til ikke at gøre det, hun havde ikke råd til advokatsalærer, appelprocessen var måske i virkeligheden bare en formalitet, og det var stadig en kendsgerning, at kolleger, hvis mening hun respekterede, havde givet hende sparket, og havde hun virkelig lyst til at vende tilbage til et så aggressivt miljø. Noget i den retning.

26

Tiderne_Det dybe net_P.indd 26

25/02/15 15.02

“Er de ikke lidt nærtagende, de fyre,” forekommer det Reg. “Det kan man ikke bebrejde dem. Deres ønske er, at vi skal være det ene ubestikkelige punkt i hele det blævrende svineri, det atomur, som alle kan stille deres eget ur efter.”

“Du siger ‘vi’.”

“Certifikatet er gemt væk i pulterkammeret, men hænger stadig på væggen i min sjæls kontor.”

“Og du kalder dig enegænger.”

“Bad Accountant, det er en serie, jeg arbejder på, jeg har allerede drejebogen til pilotafsnittet, vil du læse den?”

Tiderne_Det dybe net_P.indd 27

25/02/15 15.02