Skyggespor af Jakob Vedelsby

SKYGGESPOR

Tiderne_Skyggespor_P.indd 1

18/02/15 16.13

Af samme forfatter: Himlen m책 vente. Roman, 2002 Du og jeg. Roman, 2004 Verden i verden. Roman, 2007 Bjergene i horisonten. Roman, 2009 Menneskeloven. Roman, 2011

Tiderne_Skyggespor_P.indd 2

18/02/15 16.13

JAKOB VEDELSBY

SKYGGESPOR ROMAN

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Skyggespor_P.indd 3

18/02/15 16.13

Skyggespor © 2015 Jakob Vedelsby/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sats: An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-729-7 Printed in Denmark 2015

Tak til Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og Autorkontoen for rejse- og arbejdslegater, og til Merkur Andelskasse for stort engagement og økonomisk opbakning.

Begivenhederne og personerne i denne roman er opdigtede, og eventuel lighed med virkelige personer og begivenheder er utilsigtet.

Citater: David Bowie: Let’s Dance, 1983 KRS-one: Sound of da Police, 1993 Elton John/Tim Rice: Can You Feel the Love Tonight, 1994 Klaus Meine/Rudolf Schenker (The Scorpions): When the Smoke is Going Down, 1982

Til Gitte

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Skyggespor_P.indd 4

18/02/15 16.13

Og bag mig. hinsides de blyskinnende vande lĂĽ den anden kyst og dem der herskede.

Mennesker med fremtid i stedet for ansigter Tomas TranstrĂśmer

Tiderne_Skyggespor_P.indd 5

18/02/15 16.13

Tiderne_Skyggespor_P.indd 6

18/02/15 16.13

1

De aner ikke, hvem jeg er, de to blonde kvinder, jeg deler bord med på Karrusellen. De hører ikke, hvad jeg siger, drikker vodkashots og pludrer løs om det ene og det andet, sms’er og skiftes til at ryge tynde filtercigaretter og tale i mobiltelefon udenfor på fortovet, mens de vinker til hinanden gennem ruden. Jeg fortæller om dengang, jeg turnerede verden tynd med en dokumentarfilm om ytringsfrihedens vilkår bag jerntæppet, nærmere bestemt i Polen. Nej, den har de ikke hørt om, og falder næsten ned ad stolene, da de forstår, at vi er tilbage i midt-80’erne. Der var de slet ikke født, siger de i munden på hinanden, og det er, som om de blå blikke har fået et skær af mistro over sig, for konsekvensen af det jeg siger, er jo, at jeg må være endog meget gammel, over 40, og trods det har jeg flirtet hen over bordet og købt shots, det er klamt!

Alligevel forbarmer den ene sig og spørger med slet skjult overbærenhed, om jeg har lavet andre film. „En del,“ lyver jeg. Ikke fordi jeg er flov over at arbejde for en lokal tv-station, der sender sponsorerede rejseprogrammer i båndsløjfe i dagtimerne, samtalepro7

Tiderne_Skyggespor_P.indd 7

18/02/15 16.13

grammer om aftenen om emner, ingen interesserer sig for, og porno efter midnat. Stationen tjener penge på salg af reklametid til flyttefirmaer, en kæde af skindbutikker, tvivlsomme restauranter og en rockerkontrolleret motorcykelforretning. Jeg instruerer og filmer tv-reklamerne for nogle tusind ned i foret. Det er det, jeg laver, piger, og jeg lever af det, det kunne jeg godt fortælle dem, men det er tidsspilde for de er naturligvis komplet ligeglade. Men jeg er ærlig talt flov over, at det ikke er lykkedes mig at finansiere en eneste af de filmideer, jeg har udviklet på de sidste 30 år. Pas på, piger, at årene ikke også løber af med jer, har jeg lyst til at sige, ja-ja det ved vi godt, fint nok, vil de mumle fraværende, mens de sms’er videre. Men engang vil også de erfare tidens hastighed. Jeg halser efter den, mens nye unge, skræmmende dygtige dokumentarfilmskabere popper op med nærgående portrætter og dagsordensættende film om politik og krig og personligheder. Selv pusler jeg mest med de gamle ideer.

Min telefon ringer. Pigerne stirrer på den. Den er over tre år gammel, en veterantelefon. „Det er Peter,“ siger jeg. „Peter Bellman?“ lyder en kvindestemme. „Ja.“ „Det er Pernille. Jeg ringer, fordi Janus er død. Jeg skulle give dig noget fra ham.“ Den eneste Janus, jeg kender, hedder Ewald til efter­ navn og fyldte halvtreds for nylig. Jeg læste avisportrættet og kom til at tænke på dengang, han skaffede 8

Tiderne_Skyggespor_P.indd 8

18/02/15 16.13

mig et sommervikariat, da jeg var ved at gå fallit. „Vel ikke Janus Ewald?“ mumler jeg. „Jo, det er min far.“ „Han er da ikke død?“ „I går, på Riget. Det var leverkræft.“ Støjen i lokalet og mest af alt tøsernes fnisen forstyrrer mig. „Hvor er du henne?“ spørger hun.

Jeg fortæller hende det. „Det er 10 minutter på cykel, jeg kommer!“ „Okay, Pernille Ewald,“ siger jeg, og så afbryder hun forbindelsen.

Et kvarters tid senere står hun foran mig. Hun ser ud til at være et sted i 20’erne, håret er lyst og hun er høj og slank. „Det er mig, jeg er Janus’ datter,“ siger hun næsten uhørligt og gør tegn over mod døren, og jeg blinker til hende og kommer på benene.

Ude på gaden rækker hun mig en notesbog i A6format. „Det var vigtigt for ham, at du fik den.“ Ordene transformeres til frosttåge, der opløses i det flimrende lys fra gadelygten.

Jeg lader fingrene glide henover de tætskrevne sider. „Hvad står der i den?“ „Jeg ved det ikke, og jeg vil heller ikke vide det.

Han forbød mig at læse i den.“ Hun ser væk. „Min far var overbevist om, at nogen havde påført ham kræftsygdommen.“ 9

Tiderne_Skyggespor_P.indd 9

18/02/15 16.13

„Kan det lade sig gøre?“ „Det var det han sagde – påført. Jeg bliver nødt til at køre, jeg skal arrangere bisættelsen.“ Hendes stemme sitrer. „Kan jeg gøre noget?“ Jeg lægger hånden på hendes skulder. „Panikken ramte ham indimellem,“ siger hun i det samme. „Men han sov det meste af tiden, og til sidst sank han ned i dybet mellem livet og døden.“ Jeg trækker hende ind til mig og holder om hende nogle sekunder. „Der er en ting til jeg skal huske at sige.“ Hun gør sig fri. „Han sagde, han havde lagt noget til dig på sit hjemmekontor. I morgen har jeg ikke tid, men kan du komme forbi i overmorgen sidst på eftermiddagen?“ Hun stiger op på sin cykel og sætter i gang. „Er det stadig Frederiksberg Allé?“ råber jeg, da hun er nogle meter væk, og hendes stille „ja“ svæver gennem mørket og ind i mit højre øre, hvor det stadig er, da jeg atter tager plads ved bordet, sætter glasset til læberne og bunder min fadøl.

Pigerne iagttager mig nysgerrigt, som om de venter på, at jeg skal fortælle, hvem hun var, den unge kvinde, jeg talte med, og jeg kan mærke, at jeg mister interessen for dem. „Mærkeligt vi ikke bliver undervist i dokumentarfilm i gymnasiet,“ siger den ene langt om længe og nipper til sit vodkashot og fylder efter med peanuts. „Jeg tror, det er pensum i mediefag næste år,“ siger 10

Tiderne_Skyggespor_P.indd 10

18/02/15 16.13

veninden. „Hvad hedder du mere end Peter?“ spørger hun så, og besvarer endnu en sms, der ankommer på temaet fra „We Are The World“. „Bellman,“ siger jeg og rejser mig. „Dem ryger min mormor,“ fniser hun.

Jeg kan ikke længere bedømme alder. Jeg forestillede mig, at de var et sted i tyverne, men det er ligegyldigt.

Jeg skal videre ud i byen, nej, jeg skal hjem, beslutter jeg på vej ud til cyklen. Jeg vinker til pigerne gennem ruden. De ser mig ikke.

Jeg troede måske, de var på alder med mine drenge, Tao og Nor. Jeg var lige ved at fortælle pigerne om dem. Jeg ville have sagt, at mine sønner går deres egne veje, og at vi ikke render hinanden på dørene. Det vigtigste er at være der, hvis der opstår et virkeligt behov.

Engang troede jeg, at de ville få brug for mig og tage kontakt, men da jeg intet hørte, konkluderede jeg, at de klarede sig fint uden, og så levede jeg mit liv, mens dagene og årene tikkede af sted. Det er ulogisk, at livet udvikler sig på den måde, at man ikke omgås dem, der er vigtigst, og at man i stedet får relationer til andre mennesker, som får en mere ophøjet rolle, end deres betydning berettiger til. Jeg går rundt med Taos adresse i min pung. Sedlen er efterhånden ret slidt. Han lever i Paris med sin familie. Han er læge. Jeg er stolt af ham. Nor er skuespiller. Han bor i New York. Ham er jeg også stolt af. Jeg følger dem på nettet. Indimellem kan jeg ikke huske, hvordan de så ud som børn, for jeg har ingen fotografier af dem, ikke et eneste, dem tog 11

Tiderne_Skyggespor_P.indd 11

18/02/15 16.13

mødrene med sig. Jeg kan få den hæslige tanke, som gør mig skrækslagen. Jeg tænker, at forestillingen om, at jeg er de to smukke, kloge mænds far kun eksisterer i min egen fantasi.

Men så husker jeg dengang, jeg havde begge drenge i sommerferien. Vi var sammen på Bornholm i fjorten dage, Tao må have været otte og Nor fem. Vi boede ved Dueodde Strand og de fik alle de boller med pålægschokolade, is, hotdogs, bøfsandwich, pommes frites og chips, de kunne spise alt det, de ikke måtte få til hverdag under indflydelse af deres biodynamisk orienterede, grønsags- og tofuelskende mødre. Det var upædagogisk, men drengene måtte aldrig glemme den tur.

Tiderne_Skyggespor_P.indd 12

18/02/15 16.13

2

Janus’ notesbog er holdt sammen af et bredt gummibånd. „Til Peter Bellman, fortroligt“, står der hen over den første side. Jeg lægger mig på sengen og begynder at læse.

Kære Peter!

Det følgende kunne være en konspirationsteori fra Hollywoods overskudslager, men det er skinbarlig virkelighed. I en årrække fra midten af 80’erne til begyndelsen af 90’erne eksisterede en organisation ved navn Mission Zero, hvis mål det var at redde Europa fra en langsom død på grund af indvandring og overbefolkning.

Tankerne udsprang af et forskningsprogram under apartheidstyret i Sydafrika. Her arbejdede forskere med udvikling af en vaccine, som nedsatte den sorte befolknings fertilitet, og man havde gode resultater med forsøgsdyr. Det var blandt andet lykkedes at blokere udviklingen af de indre genitalier hos svin, hvilket umuliggjorde forplantning. Der var dog bivirkninger i form af dødelige bylder og infektioner.

Målet for Mission Zero var at nedbringe fødselstallet drastisk i den fattige verden og på den måde lette 13

Tiderne_Skyggespor_P.indd 13

18/02/15 16.13

presset på Europas grænser og fjerne den overhængende trussel mod „our way of life“, som de siger i USA. Planen var ligeså enkel som den var grusom.

De ville inficere en stor del af pigerne med en biologisk aktiv substans, kamufleret som en nyudviklet malariavaccine. Substansen skulle have den effekt, at den ødelagde livmoderens og æggestokkenes funktion.

Børnene ville derfor ikke kunne reproducere sig selv, når de blev voksne.

Det kan lyde vildt, men husk, Peter, at det var en anden tid med andre etiske normer. I mange lande tvangssteriliserede man rask væk kriminelle og svagt begavede borgere. Det blev der ikke sat spørgsmålstegn ved. Så det var måske ikke så mærkeligt, at idéen om massesterilisation blev bragt op. For det var reelt det, Mission Zero gik ud på.

Jeg registrerer, at notesbogen glider ud af min hånd, og at lyset forsvinder, hvorefter jeg får øje på en mægtig ørn, der svæver over dalen på cirklende vinde og lader sig gennemlyse af den stigende sol. Ørnen kommer nærmere og lander til sidst foran mig på klippen.

Dens øjne er hendes, der ser på mig gennem ruden til cafeen, og jeg ved godt, at jeg er forbundet med alt i den verden, jeg indgår i, og at alle mine valg er bestemt af indre bevæggrunde, som er et resultat af erfaringer og arv, og griber ind i hinanden og styrer møder med mennesker, som flytter mit liv i nye retninger. Netop den januardag føler jeg tilskyndelse til at standse foran 14

Tiderne_Skyggespor_P.indd 14

18/02/15 16.13

cafeen og øjeblikket efter ser jeg ind i øjnene på en kvinde, jeg ikke kender. Jeg sætter mig overfor hende og bestiller sandwich og varm chokolade. Jeg tror ikke på tilfældigheder. Det er selvsagt heller ikke tilfældigt, at vi forlader cafeen samtidig og tilbringer de følgende timer i Københavns gader, eller at jeg trækker hende efter mig hen over Peblingesøens isspejl, eller at hun spørger, om jeg vil følge hende hjem, fordi hun ikke tør gå alene i mørket fra stationen, eller at hun inviterer mig med op under taget, og at vi elsker i to døgn, og at hun flytter ind til mig på Christianshavn, og at vi får Tao sammen, og at hun forlader mig. Alt det der.

Jeg laver kaffe og drikker stående en kop i køkkenet, mens for længst fortrængte erindringer om livet på redaktionen med Janus Ewald i spidsen dukker op i min bevidsthed.

Jeg var uddannet filmfotograf, men også god til stillbilleder, og han hyrede mig som fotograf – Danmarks første fuldtidspaparazzi, som han sagde. Jeg tog billeder af kendte i kompromitterende situationer, allerhelst letpåklædte eller ligefrem nøgne på strande, i parker og private omgivelser. Oveni kom så store mængder nøgenfotos af piger til bladet.

Piger var der nok af. De kom fra land og by og mødte uopfordret op og smed tøjet, fordi de ville se sig selv på tryk, koste hvad det ville. Oveni var der den evige strøm af amatørfotografier, som udstillede alle tænkelige lyster og perversioner. De evindelige 15

Tiderne_Skyggespor_P.indd 15

18/02/15 16.13

opringninger fra jyske sexklubber, som inviterede indenfor, de ekstravagante natklubfester med kåringer af den hotteste Playmate og Årets Tyr. Redaktionens slogan: „Jeg ved det er sandt, jeg har selv fundet på det“, kendetegnede løgnehistorierne om de kendte, og om krige, ulykker og porno, der blev udklækket i større og mindre branderter, og som læserne slugte råt.

En almindelig dag på redaktionen begyndte med, at sekretæren med de store, gyngende bryster kom trippende på stiletter med nogle flasker sprut, som hun fordelte på skrivebordene. Så kunne arbejdet begynde.

Før sin Minnesotakur var Janus oppe på halvanden flaske vodka om dagen, plus øl og snaps til frokosten.

Jeg har ikke set ham siden dengang, for han blev sur eller rettere rasende, da jeg droppede bladet med kort varsel.

Koffeinens effekt er kortvarig, og jeg finder atter vej til sengen med notesbogen. Men ordene flyder ud mellem hinanden, og snart sidder jeg overfor min mor. Hun er ellers død. Vi taler om livet. Det gjorde vi indimellem i hendes sidste år. Hun nægter at fremstå som offer.

Hun havde selv valgt sin mand, fået børn med ham og var blevet hos ham i medgang og modgang. At der var stødt sygdom til, irriterede og bekymrede hende, men den livskraft, der strømmede i hendes gamle krop, var stærk og vedholdende, og uanset hvad der ellers skete, ville hun have det bedste ud af tiden, der var tilbage.

Det var mirakuløst at slå øjnene op om morgenen og 16

Tiderne_Skyggespor_P.indd 16

18/02/15 16.13

se solen gennem sprækkerne i gardinet, sagde hun.

Hvert åndedrag, hvert sekund talte. Hun bagte hvide boller og spiste dem til morgenmad med køligt smør og hjemmelavet jordbærsyltetøj. Hun nussede om sin mand, min far, og om blomsterne i vindueskarmene.

Når vejret var til det, sad hun på den overdækkede terrasse og læste avisen fra A til Z. Hun spiste to stykker rugbrød og min far fik fire til frokost og de drak vand fra køleskabet. Hun beskrev for mig, hvordan hun hver eftermiddag gik i seng og mærkede søvnen drive ind over sig som blød, varm tåge, der tog tanker og ubehag med, hvorefter en ekstatisk følelse bredte sig til kroppens afkroge, og hun lod sig føre ind i et univers af nydelse. Hun vågnede og var en smule tung, trængte til kaffe og hjemmebag, et stykke af den gode, fugtige squashkage. Hun glædede sig allerede til den engelske krimiserie, hun fulgte på tv. Så var det tid til at lave aftensmad, en skål grønsagssuppe kunne gøre det på hverdage, søndag stod der ikke sjældent stegt kylling med kartofler, sovs og grøn salat med fløde­ citron-dressing på menuen. Nyhederne i tv skulle lige fordøjes, så var det på hovedet i den lune seng med et ugeblad. Der var krydsord, som skulle fra hånden, og en artikel med nyt fra kongehuset. Hun faldt altid i søvn med tændt lys og vågnede i løbet af natten og slukkede det. Min far sov i sit eget rum.

En dag sagde hun: „Det kræver vilje og kraft at tage livet i egne hænder. Du vil opleve tilbageslag ved tanken om lykkens forgængelighed og blive ramt af 17

Tiderne_Skyggespor_P.indd 17

18/02/15 16.13

meningsløshedens hammer. En dag skal du skilles fra dem, du elsker over alt andet og i hvis nærvær du har det bedre end noget andet sted. Der venter dig en fortærende sorg, som kun overbevisningen om samværets uendelighed udover det jordiske liv kan slå ned.“ Jeg tænker på øjeblikket før hun døde. Jeg fulgte hendes blik ud ad vinduet, og i det samme svævede jeg ved siden af hende inde i en skyformation på himlen over Øresund. Hendes øjne havde genvundet den skarpe glød, som for længst var brændt ud, og solen reflekterede hendes smil. Hun havde de smukkeste hvide tænder. Der var noget inde i os, som genkendte hinanden, og det gjorde, at vi aldrig kom i tvivl om, at vi hørte sammen.

Tiderne_Skyggespor_P.indd 18

18/02/15 16.13