DAGENS HUS, NATTENS HUS
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 1
29/04/14 13.07
Af samme forfatter på dansk: E.E. Roman, 1996 Broderskabets rejse. Roman, 1997 Arilds tid og andre tider. Roman, 1998 Kør din plov over de dødes knogler. Roman, 2013
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 2
29/04/14 13.07
Olga Tokarczuk
dagens hus, nattens hus Oversat fra polsk af Hanne Lone Tønnesen
TIDERNE SKIFTER
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 3
29/04/14 13.07
Dagens hus, nattens hus Oversat fra polsk efter „Dom dzienny, dom nocny“ Copyright © by Olga Tokarczuk 1998 All rights reserved Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2014 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sats: An:Sats, Espergærde Tryk: Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-536-1
Denne udgivelse er støttet af det polske boginstitut
The © POLAND Translation Program
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 4
29/04/14 13.07
Dit hus er din større krop. Det vokser i solen og sover i nattens stilhed, og det er ikke uden drømme. Drømmer dit hus ikke? Og forlader det ikke i sine drømme byen for at søge ud i den grønne lund eller op på bjergets top? Khalil Gibran
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 5
29/04/14 13.07
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 6
29/04/14 13.07
Drøm Den første nat havde jeg en ubevægelig drøm. I drømmen er jeg det rene syn, blot et blik, uden hverken krop eller navn. Jeg befinder mig højt oppe over dalen hvorfra jeg ser alt eller næsten alt. Jeg lader blikket vandre, men bliver på stedet. Det er som om verden underkaster sig. Når jeg ser på den, glider den bort eller nærmer sig, så jeg kan se alt på én gang eller selv de mindste detaljer. Jeg ser altså på dalen med huset i midten, men det er ikke mit hus, ikke min dal, intet af det er mit, for jeg tilhører ikke mig selv, noget der kan kaldes mit, jeg findes end ikke. Jeg ser horisonten krumme sig hele vejen rundt om dalen. Jeg ser en mudret, oprørt strøm flyde mellem bakkerne. Jeg ser træer med stærke ben groet fast i jorden som etbenede, stivnede dyr. Men stilstanden i det jeg ser, er en illusion. Hvis jeg vil, kan jeg trænge gennem illusionen, se vand under træernes bark strømme og safter flyde og cirkulere, frem og tilbage, op og ned. Under et tag ser jeg sovende menneskekroppe, men også deres ubevægelighed er en illusion – hjertet slår, blodet bruser, og selv deres drømme er ikke virkelige, for jeg kan se hvad de er: pulserende billedstumper. Disse drømmende skikkelser er hverken nære eller fjerne. Jeg ser bare på dem og ser mig selv i deres drømmes tankespind – og dér går en forunderlig sandhed op for mig: Jeg er kun et blik, uden refleksion, uden vurderinger, uden følelser. I det samme bemærker jeg også en anden ting – jeg kan se gennem tiden. Ligesom jeg kan ændre synsvinklen i rummet, kan jeg ændre den i tiden, som var jeg den lille pil på computerskærmen der bevæger sig af sig selv eller i hvert fald ikke kender den hånd som styrer den. Sådan drømmer jeg, uendelig længe, forekommer det mig. Der er intet før og intet efter, jeg forventer heller intet nyt, jeg har intet at opnå og intet at miste. Natten er uden ende. Intet sker. Selv tiden forandrer 7
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 7
29/04/14 13.07
ikke det jeg ser. Jeg ser og erfarer hverken noget nyt eller glemmer hvad jeg har set.
Marta Hele den første dag gik vi rundt på vores grund. Gummistøvlerne sank ned i den lerede jord. Jorden var rød, vores hænder blev snavsede og røde, og når vi vaskede dem, blev vandet rødt. R. så på træerne i haven et efter et. De var gamle, buskede og voksede vildt i alle retninger. Træer som dem giver nok ingen frugt. Haven strakte sig helt hen til skoven og endte ved den mørke mur af graner. De stod som en hær. Om eftermiddagen faldt der igen en sneblandet regn. Vandet samlede sig på den lerede jord, dannede strømme og bække og flød ned ad bjerget lige mod huset, sivede ind gennem væggene og forsvandt et sted under muren. Vi tog et lys med ned i kælderen, foruroligede over den uophørlige brusen. En hel flod fossede ned ad stentrinene, vaskede hen over stengulvet og flød nedad mod dammen. Det gik op for os at huset stod hen over et vandløb, at det ubetænksomt var blevet bygget på et vandførende lag, og at der nu ikke var noget at gøre ved det. Man måtte bare vænne sig til vandets dystre, evige brusen og til sine urolige drømme. Uden for vinduet var en anden flod – en strøm fuld af oprørt, rødt vand som rådvildt skyllede ind under træernes ubevægelige rødder og forsvandt i skoven. Fra vinduet i det aflange værelse kunne vi se Martas hus. I tre år har jeg grundet over hvem Marta er. Hun sagde aldrig det samme om sig selv. Når hun nævnede sit fødselsår, var det hver gang et andet. For mig og for R. fandtes Marta kun om sommeren, om vinteren forsvandt hun sådan som alt her gør det. Hun var lillebitte, helt grå og manglede tænder. Hendes hud var rynket, tør og varm. Jeg ved det, fordi vi kyssede hinanden når vi sagde goddag, vi omfavnede endda kejtet hinanden, og jeg mærkede hendes lugt – fugt tørret i stærk varme. Den lugt bliver hængende, den kan man ikke få væk. Tøj der er blevet gennemblødt i regnen, skal vaskes, sagde min mor, men hun vaskede i det hele taget alt uden anledning. Hun åbnede skabene, trak rene, stivede lagner ud og kastede dem i gruekedlen som om det ikke at blive brugt gjorde dem lige så beskidte som at blive brugt. I sig selv er lugten af fugt ubehagelig, 8
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 8
29/04/14 13.07
men i Martas tøj og på hendes hud lugtede det velkendt og godt. Når Marta var her, var alt på sin rette plads, så var alt helt i orden. Marta kom straks den anden aften. Først drak vi te, så hybenvin fra i fjor, den var mørk og stærk og så sød at man blev svimmel efter den første mundfuld. Jeg tog bøger op af flyttekasserne. Marta holdt om glasset med begge hænder og så på uden interesse. Jeg overvejede om Marta ikke kunne læse. Sådan så det ud. Det var ikke umuligt, hun var gammel nok til at være fra tiden før de offentlige skoler. Bogstaver fangede ikke hendes blik, men jeg spurgte hende aldrig om det. Hundene var urolige og gik ud og ind. Deres pels bar lugten af kulde og vind med ind; de varmede sig ved komfuret, og så ville de ud i haven igen. Marta strøg dem over ryggen med sine lange, knoglede fingre og blev ved at fortælle dem hvor smukke de var. Hele aftenen talte hun udelukkende til hundene. Jeg skævede til hende mens jeg satte bøgerne op på hylderne. Lampen på væggen oplyste hendes isse med det pjuskede, tynde, grå hår som var samlet i en tynd fletning i nakken. Der er så meget jeg husker, men jeg husker ikke første gang jeg så Marta. Jeg husker ellers alle første møder med mennesker som senere blev vigtige for mig; jeg husker om det var solskin, husker detaljer ved deres påklædning (R.’s latterlige støvler fra DDR), jeg husker hvordan der lugtede eller smagte, husker luften – om den var skarp og bidende eller glat og kølig som smør. Det afhænger det første indtryk af. Sådan noget fæstner sig et eller andet sted i de særlige, måske dyriske dele af hjernen og lader sig aldrig glemme. Men det første møde med Marta husker jeg ikke. Det må have været tidligt om foråret – altings begyndelse her på stedet. Det må have været i denne skrånende del af dalen, for Marta gik aldrig længere væk alene. Der lugtede sikkert af vand, af smeltet sne, hun må have haft den grå sweater med de udtrukne masker på. Det var ikke meget jeg vidste om Marta. Jeg vidste kun det hun selv afslørede for mig. Jeg må tænke mig til det hele, og jeg er klar over at jeg går og finder på. Opfinder Marta med hele hendes fortid og nutid. For hvis jeg bad hende fortælle noget om sig selv da hun var ung, hvordan det som nu forekommer så velkendt, så ud dengang, skiftede hun emne, drejede hovedet mod vinduet, eller også tav hun simpelt hen og koncentrerede sig om at hakke kål eller flette hår fra sin hårsamling. 9
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 9
29/04/14 13.07
Jeg følte ikke at hun ikke havde lyst til at snakke. Det var bare som om Marta simpelt hen intet havde at sige om sig selv. Som om hun var uden historie. Hun ville kun tale om andre mennesker, personer som jeg måske et par gange tilfældigt havde set eller måske aldrig havde set, for jeg kunne ikke have set dem – de levede for alt for længe siden. Eller også om nogen som aldrig havde levet – senere fandt jeg bevis for at Marta elskede at finde på. Og at tale om steder hvor hun plantede disse personer som var de blomster. Hun kunne snakke i timevis indtil jeg fik nok og fandt på en høflig undskyldning for at afbryde hende og gå hjem gennem græsset. Somme tider afbrød hun pludselig og uden grund sine udredninger og lod i ugevis emnet ligge for så helt umotiveret at tage fat igen: „Du kan nok huske at jeg fortalte dig at …“ „Jo, det kan jeg.“ „Altså, det var sådan at …“ – og så tog hun den tabte tråd op, og jeg ledte i hukommelsen efter hvem hun talte om, og hvor det var hun havde brudt af. Og det er mærkeligt, jeg husker ikke så meget selve historien, men snarere Marta mens hun fortalte, hendes lille skikkelse, hendes runde skuldre i sweateren med huller efter udtrukne masker, hendes benede fingre. Om hun havde fortalt det på forsædet på vej til Wambierzyce for at bestille brædder, eller om vi måske plukkede kamilleblomster i Bobols mark. Det lykkedes mig aldrig at rekonstruere selve historien, men altid blot scenen, omstændighederne, den verden som rodfæstede den i mig; som om disse historier på en måde var uvirkelige, opdigtede, drømmeagtige, genspejlet i hendes og i mit hoved, udhulede af ordene. Hun afbrød dem lige så pludseligt som hun begyndte på dem. Fordi en gaffel faldt på gulvet og med sin aluminiumskramlen splintrede den sidste sætning og holdt det næste ord tilbage i munden på hende, så hun måtte sluge det. Eller fordi ham genboen vi kaldte NN, kom brasende som han plejede, altid uden at banke på. Der stod han og bankede sine grove støvler af mod dørtrinet og slæbte en strøm af vand, dug eller mudder efter sig – alt efter vejret udenfor – og når han var der, larmede han så meget at det var umuligt at få indført et ord. Mange af de ting Marta har fortalt, kan jeg ikke huske. Der står bare nogle uklare pointer tilbage for mig, som sennepsrester på kanten af en tallerken. Enkelte scener, rædsomme eller sjove. Nogle billeder revet ud af sammenhængen – at børn fangede ørreder i bækken med de bare næver. Jeg ved ikke hvorfor jeg samlede sådanne enkeltheder sammen og så glemte hele fortællingen som dog måtte betyde noget, 10
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 10
29/04/14 13.07
eftersom det var en fortælling med både en begyndelse og en slutning. Jeg huskede kun enkelte kernepunkter, kerner som min hjerne – med rette – senere måtte spytte ud. Det var ikke sådan, at jeg bare lyttede. Jeg sagde også noget. Engang i begyndelsen fortalte jeg hende at jeg var bange for at dø, ikke for døden som sådan, men for det øjeblik hvor intet længere kunne udsættes til senere. Og at den angst altid kom over mig når det var mørkt, aldrig om dagen, og varede nogle frygtelige øjeblikke som et epileptisk anfald. Jeg blev straks flov over denne pludselige betroelse. Så var det mig der prøvede at skifte emne. Marta havde ingen evner som terapeut. Hun spurgte ikke ind til problemerne, hun lod ikke pludselig opvasken stå for at sætte sig ned ved siden af mig og stryge mig over ryggen. Hun prøvede ikke som andre at få alt det vigtige placeret i tid og pludselig spørge: „Hvornår begyndte det?“ Selv Jesus faldt for denne meningsløse fristelse og stillede en besat han ville helbrede, samme spørgsmål: „Hvornår begyndte det?“ Man skulle jo tro at det vigtigste er det der foregår lige nu for øjnene af os. At spørgsmål om begyndelsen og enden ikke bidrager med værdifuld viden. Undertiden troede jeg ikke at Marta hørte efter, eller at hun var så ufølsom som vissent træ. Hun holdt ikke op med at klirre med porcelænet sådan som jeg forventede, og hendes hænder fortsatte deres mekaniske, jævne bevægelser. Mere end en gang forekom hun mig ligefrem grusom som dengang hun fedede sine høns op og så slagtede dem og åd dem alle på en gang i løbet af to dage i efteråret. Jeg forstod ikke Marta, og jeg forstår hende ikke nu hvor jeg tænker på hende. Men hvorfor skal jeg forstå Marta? Hvad skulle jeg opnå ved at blotlægge hendes bevæggrunde eller den kilde hvorfra alle hendes fortællinger flød? Hvad kunne hendes livshistorie give mig, hvis Marta i det hele taget havde en? Måske findes der mennesker uden historie, uden fortid og fremtid, mennesker der viser sig for andre i et evigt nu?
Genbo NN De næste par aftener, lige efter nyhederne i fjernsynet, kom vores genbo NN på besøg. R. varmede vin med kanel og nelliker. NN fortalte begge 11
TIDERNE_Dagens hus, nattens hus_P.indd 11
29/04/14 13.07